Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Bilag Ø: Forne sange

 

(Klik på folkevisen’s navn for at komme direkte til visen).

 

Tord af Hafsgaard og Tosse-Grefve
Havbor og Signelil
Grindavísan
Harpuríma
Hr. Oluf han rider så vide om land
Hr. Volmers hustru levende begravet
Jon Remorsøns død på havet
Ole Morske
Ormen Lange - Ormurin Langi
Palle Tygesen ved kvindegilde
Roland og Magnus kongjen
Stolt Signild
Svend Vonved

 

 

Folkeviserne der her gengives er valgt fordi de er eksempler på enten hvorledes vore sæder var eller fordi de gengiver historisk korrekte begivenheder.

Sangen synges af en forsanger. Hvor der i teksten er gengivet sætninger i kursiv skal sangdeltagerne synge tilbage til forsangeren. Generelt skal sætningerne i kursiv gentages i slutningen af hvert vers selvom jeg i nogle tilfælde kun har vist dette efter første vers.

 

 

Tord af Hafsgaard og Tosse-Grefve

Tekst: Folkevise
Melodi: Folkemelodi

Optakt
 
Þrymskviða (Tryms-kvadet, Ældre Edda) gengives i såvel det estiske folkedigt ”Tordengudens søn” (Se litteraturlisten) som i en af de ældste folkeviser jeg er stødt på: ”Tord af Hafsgaard og Tosse Grefve”.
 
”Thor af Hafsgaard” er ”Thor af Asgård”. I den norske udgave hedder det ”Tore Kal af Asgaarden/Asgaalen”. Loki kaldes ”Lokke Leyemand” og i den norske ”Lokke Lagenson”. Tosse-greven kaldes i den norske udgave ”Jotulen”. Kilden til folkevisen er Peder Syv/Anders Sørensen Wedel: 200 Viser om konger, kemper og andre (1691, 1695, 1787, s.115-118). Genudgives af Svend Grundtvig i ”Danmarks Gamle Folkeviser” (1853,  Første Deel) under  titlen ”Tord aff Haffsgaard” med hvad synes at være Anders Sørensen Wedel’s originale og  ældre udgave fra ”Hundredevisebog” (1591).
 
Svend Grundtvig fremhæver at visen gengiver at det er Thor’s og Loki’s fader der spiller brud, og at dette er fejlagtigt. Det er jeg ikke overbevist om er sandt. Den ”moderne” Thor, der findes i Danmark/Skåne/Norge/ Upland/Island og på Færøerne i sennordisk forståelse fra 800 tallet e.Kr. er en helt anden Thor end den oprindelige Thor. Disse ”nye” udgaver af Thor må derfor være ætlinger af en ældre Thor. Det er skjaldene tydeligvis klar over helt op til vore dage. Derfor er det korrekt at kalde den gamle og oprindelige Thor for ”vor gamle fader” (vers 13) eller ”vor fader” (vers 27), som vi i Peters Jul kalder samme person ”Den Gamle Jul” og ”Den Gamle Julefar”. Samme navngivelse sker i den forne finske og estiske gudelære, hvorfra Snorre ligeledes henter navnet på den ældste Thor.
 
Vi kender ikke oprindelsen til ”Nordnes Field” (delvist fejlskrevet ”Nordens Field” i min udgave) og ”Fridlefsborg”. Det må dog være herfra vi kan datere selve folkevisen.
 
Personen ”Fridleff” kan kun være en konge af Danmark. Anders Sørensen Wedel har i ”Hundredevisebog” (1591) to benævnelser af en Konge ved navn ”Fridleff”: 

  • I folkevisen ”Hertugen Reed fra Colding” nævnes i vers 6 ”Kong Fridleff hin Snare”, søn af Kong Frode.
     
  • I folkevisen ”Danske kongers Nafn oc Tal” nævnes i vers 29-30 ”Fridlef II. Raske”, søn af Kong Frede, samtidig med Kong Amund i Norge.

Der kan derfor kun være tale om Frithlevere/Fridleiv (Scyldinga-æt nr. 28, før 777 og efter år 798 e.Kr.). Hans datering er sikker fra "Annales Regni Francorum”. Alle kilder er enige i at han blev gift med en prinsesse fra Norge ”Hilde”, hvis fader var Kong Åle til Upland, eller ”Frogerte”, hvis fader var Kong Amund.
 
Der må derfor være troligt at folkevisen, der nu følger, er en tilpasset udgave af Þrymskviða, der afspejler en samtidig strid mellem Fridleiv og Åle/Amund.
 
Er denne forståelse sand er ”Fridleffsborg” identisk til kongsgården Hleiðargarð i Gl. Lejre.
 
”Nordnes” kunne f.eks. være bydelen og halvøen Nordnes i Bergen. Jvf. traditionen blev Bergen grundlagt af Olav Kyrre omkring år 1070 e.Kr., men det er åbenlyst ikke korrekt da der tidligere har ligget kongsgårde i Björgvin. Ærkebispegården lå på Nordneshalvøen i begyndelsen af 1300 tallet e.Kr. Dette gjorde også retterstedet. Derfor må dette område tidligere have haft stor betydning.
 
Vers 12 viser en klar senere katolsk omskrivning ved at Jomfru Fridlefsborg foretrækker ”en kristen mand”.
 
Jeg har sammenholdt begge udgaver og ingen ordfejl fundet.

En "Sverkind" eller "Sverken/Sverker" er en "norsk, stridbar kvinde", dvs. en skjoldmø.
 
Handlingen er forklaret af Peder Syv:
 
” Tord af Hafsgaard sender sin Broder over til Norge til Tosse Grefven om sin Hammer som han haver funden. Hvilken han ingenlunde vil altvorde fra sig med andre Vilkaar, end at de skulle give hannem deres Søster, Jomfru Fridlefsborg til Egte. Men de skuffe hannem, og sender deres Fader udi hans Sted, saa at der holdes et selsomt Bryllup, at Bruden slaar Brudgommen og Gesterne ihjiel, og drager saa derfra med hammeren ec. Er fast lige eens Digt og Fabel med Grefve  Guncelins Vise, som er tilforn omskrevet” 1 .
 
1  Folkevisen ”Om Greffue Guncelin” omhandler denne greve’s angreb på Bratensborg (vers 9, Brattingsborg på Samsø). Her hersker i samtiden Iffuer Blaa (Iver Blå). I vers 11 siger han: ”Hielp mig Otthin du kand best”. En Middelalderlig omskrivning af sagnet om Holger Danske er også medtaget (vers 18). Endelig er folkeviserne om ”Frue Grimild og helt Hogen” blandet ind i denne sent skabte vise.


 
 
1.
Det var Tord aff Hafsgaard,
rider offuer de grønne Enge:
Der tabte han sin Hammer af Guld,
og borte var den saa lenge.
Saa vinder man Sverkind.
 
2.
Det var Tord af Hafsgaard,
han taler til Broder sin:
Du skalt fare til Nordens Field,
og liuse efter Hammer min.
Saa vinder man.
 
3.
Det var Lokke Leyemand,
setter sig udi Fædre Ham:
Saa fliver hand til Nordens Field,
alt over det salte Vand.
Saa vinder man.
 
4.
Mit udi den Borgegaard
og der agselet han sin Skind:
Saa gaar han i Høyeloft,
for leden Tosse Grefve ind.
Saa vinder man.
 
5.
Være velkommen Lokke Leyemand,
du vær vel kommen her:
Hvor stander til udi Hafsgaard,
og hure stander Landet der (?)
Saa vinder man Sverkind.
 
6.
Vel stander til paa Hafsgaard,
og vel stander Landet der:
Tord haver sin Hammer mist,
derfore kommer ieg her.
 
7.
'Ikke fanger Tord sin Hammer igien,
du føre hannem saa for Ord:
Under Femtem Fafne oc Firetyve,
der ligger han grafven i Jorde.
Saa vinder.
 
8.
Ikke fanger Tord sin Hammer igien,
end siger ieg dig saa:
Med mindre i give mig Jomfru Fridlefsborg,
med alt det Gods I aa.
 
9.
Det vaar Lokke Lejemand,
setter sig udi Fedre Ham:
Saa fløy han tilbage igien,
alt over det salte Vand.
Saa vinder man.
 
10.
Mit udi den Borgegaard,
der Agseler han sit Skind:
Saa gaar hand i Borgstue,
for kiereste Broder sin.
Saa vinder man.
 
11.
'Ikke fanger du din Hammer igien,
der maa du lide paa:
Med mind(r)e han fanger Jomfru Fridlefsborg,
og alt det Gods vi aa.
Saa vinder.
 
12.
Der til svarede den stolte Jomfru(,)
paa Benken som hun sad:
I giver mig heller en Christen Mand
end denne her Trold saa led.
 
13.
Da ville vi tage vor gamle Fader,
saa vel vi børste hans Haar:
Førre vi hannem til Norden Field,
for mig han Brud fremgaar.
Saa vinder.
 
14.
Førde de denne gamle unge Brud,
førde hende i Bryllups Gaard:
Det maa ieg for sanden sige,
der vaar ey Guld for Lægeren spard.
Saa vinder.
 
15.
Saa toge de den væne Brud,
sætte hende paa Brudebenk:
Forre da gik han Tosse Grefve,
hannem lyster for Bruden at skienke.
Saa vinder.
 
16.
Femten Oxe Kro(p)pe dem aad hun op,
der til Tredive Svine-flykke:
Siu hundrede Brød hendis Maaltiid var,
førend hun begered at drikke.
Saa vinder han Sverkind.
 
17.
Vel Tolv Lester Øll dem drak hun ud,
førend hun kunde tørsten slykke:
End drak hun vd den Hanke Ballie,
saa tog hun til at hikke.
 
18.
Tosse Grefven gaar ad Gulfvet frem,
sine Hænder monne han vride:
Hveden er os den unge Brud,
hun vil saa meget æde.
 
19.
Tosse Grefve taler til Kielder Svend,
forsømme du Tappen ikke:
Her haver giest saa underlig en Brud,
saa meget vil hun drikke.
 
20.
Svarede det liden Lokke,
og smiler han under Skind:
I Otte Dage haver hun ey ædt,
saa saare da stunder hun hid(.)
Saa vinder han Sverkind.
 
21.
Meldte det liden Tosse-Grefve,
og saa tog han paa:
I kalde mig at Taffel Svenne,
bede dem for mig indgaa.
Saa vinder han.
 
22.
I hente mig ind den Hammer af Guld,
jeg vil den gierne ombære:
Kand ieg ellers ved Bruden skilles
enten for Skam eller ære.
 
23.
Otte da vare de Kiæmper,
som Hammeren bare ind paa Træ:
Saa lagde de den saa snildelig,
tvert offuer Brudens Knæ.
 
24.
Det var den unge Brud,
tog Hammeren i sin Haand:
Det vil ieg for Sanden sige,
hun vende den som en Vaand.
 
25.
Først slog hun Tosse-Grefve,
den Trold baade læd og lang:
Saa slog hun de andre smaa Trolde,
at dørren den giordes dem trang.
Saa vinder han Sverkind.
 
26.
Sorgfuld da vare de Geste,
og alle de Nordnes Mænd:
De finge Hug og Dødelig Saar,
der af saa blegnedes Kind.
Saa vinder han Sverkind.
 
27.
Det vaar Lokke Leyemand,
monne sig saa vel omtenke:
Nu ville vi fare hiem til vort Land,
og spone vor Fader en Enke.
Saa vinder han Sverkind.

 

 

 


 

Havbor og Signelil

Tekst: Folkevise
Melodi: Folkemelodi
 

Optakt
 
Folkevisen tager udgangspunkt i historiske personer fra tidsrummet ca. år 360-450 e.Kr.:
 
Den sjællandske Søkonge Sigar/Sigehere, i visen kaldet ”Sigvord Konning”, hvis gård lå i Sigersted/Sigarsvellir, 5 km vest for Ringsted.
 
Den sønderjyske (Longo)bard og lokalkongesøn Hagbarðr, i samtiden med bopæl i Ryland/På Rygen, og i visen kaldet ”Havbor Konning”.
 
Kong Sigar/Sigehere’s datter, prinsesse Signe/Signy, i visen kaldet ”Signelil” (fra ”Signehild”?).
 
I Saxo’s fulde beretning i Gesta Danorum (Bog VII) starter balladen med at germaneren Hildegisel bejlede til sjællandske Signe, hvad hun fandt aldeles upassende. Signe havde kastet sine øjne på Hagbarðr’s broder Haki; han var imidlertid på tog i Irland med bl.a. Hake Sjællænder, Viger’s søn (Hakone Syalandico, Wigeri filio), dvs. fra Vigersted, lige nord for Ringsted (Bog 7:8.1) 1.

1 "Vigersted" kaldes 27.2.1316 for "Wiærstædhe", jvf. Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43, 2. bind, kommentar, hæfte 1, s. 167).


 
Hagbarðr kommer til kongsgården i Sigersted med Kong Sigar/Sigehere’s sønner efter et endt søslag, og det lykkes Hagbarðr at modtage hemmelig elskov fra Signe, dog uden kongens eller brødrenes viden herom. Hildegisel, gennem klækkelig betaling til den blinde rådgiver til Kong Sigar/Sigehere, med navnet Bølvis, tager hævn ved at skabe splid mellem brødrene. Det medfører at to af Hagbarðr’s brødre bliver dræbt af Kong Sigar/Sigehere’s sønner ved det sted der kaldes ”Hamunds Vig”. Det medfølger at Hagbarðr må dræbe Kong Sigar/Sigehere’s sønner. Herefter udklæder Hagbarðr sig som en af broderen Haki’s kvindelige krigere, eller skjoldmø, og opsøger Signe og hendes løfte givet. Han bliver naturligvis opdaget og må strække hals for sine bedrifter.
 
Folkevisen ”Bendik og Årolilja” er digtet af fri fantasi på denne oprindelige beretning.
 
I afsnittet ”(Longo)Bardernes udvandring” forsøger jeg at uddybe forståelsen af personerne i denne folkevise.
 
Ordforklaringer:

vurde: at regne for
axler sit skind: tog kappen på
sløjder: kunstsyning
runde: løb
braa: øjenbryn
tier kvær: tier stille

lyer: lytter
vand: var ubrudt
fjædrene: lænkerne
stunke: brast
godvilje: kærlighed
 


 

 


Havbor Konning og Sigvord Konning
De ypped dem en Kiv
Alt om hin stolten Signelil,
Hun var saa væn en Viv.
 
I vinder ret aldrig saa væn en.
 
Havbor Konning drømte en Drøm
Om Natten, som han laa;
Vaagned han saa mødig,
Han sagde sin Moder derfraa.
 
"Mig tykte, jeg var i Himmerig,
der var saa faur en By;
jeg havde stolt Signelil udi min Arm,
vi fulde igennem den Sky."
 
"Du drømte, du var i Himmerig,
det buder, du skal vinde den Mø;
men det du faldt igennem en Sky,
det buder, du skal for hende dø."
 
"Er det mig til Glæde givet,
at jeg maa vinde den Mø,
saa lidet jeg vil det vurde,
at jeg skal for hende dø."
 
Havbor lader sig voxe Haar
Og Jomfruklæder skære;
Saa red han til Dannemark,
Saa monde han Jomfru være.
 
Midt udi den Borgegaard
Der axler han sit Skind;
Saa gaar han i Bure
For stolten Signild ind.
 
"Hil sidde I, stolten Signelil,
med Møer og gode Kvinde!
Havbor har mig til eder sendt,
om I vil mig Sløjder kende."
 
"Alle de Sløjder der jeg kan,
dem lærer jeg eder saa gærne ;
I skal æde med mig af Fad
og sove hos min Tærne."
 
"Jeg har ædet med Kongebørn
og sovet i deres Arm;
skal jeg sove hos Tærnen i Nat,
da dør jeg af den Harm."
 
"Hør I det, min skønne jomfru:
I bær der ikke for Kvide!
I skal æde med mig af Fad
og sove hos min Side."
 
Han tog ud en liden Kniv,
han skar, som han vel kunde;
han skrev baade Hjort og Hind,
som de i Skoven runde.
 
Han skrev baade Hjort og Hind,
som de i Skoven runde;
efter syed stolt Signelil
det bedste, der hun kunde.
 
Alle sade de stolte jomfruer
og syed, hver som de kunde,
foruden Havbor Kongens Søn
han legte med Naal i Munde.
 
Det da mælte den Tjenestemø,
hun havde saa ond en Tunge:
"Jeg aldrig saa nogen skønne jomfru,
der mindre Sløjder kunde.
 
Hun syr aldrig saa liden en Søm,
hun har jo Naal i Munde;
hun faar aldrig saa stor en Skaal,
hun drikker den jo ud til Bunde.
 
Aldrig saa jeg nogen skønne jomfru,
havde to. Hænder som Staal ;
og aldrig saa jeg saa djærve Øjne
under nogen skøn Jomfrus Braa.
 
"Sid og ti, du arge Tærne,
og skøt du intet om mig!
enten jeg vender mine Øjne ud eller ind,
jeg vender dem aldrig til dig."
 
Det lidde fast ad Aften,
de skulde at sove gange;
op stod stolten Signelil,
hun fulgte Havbor til Senge.
 
Hun lagde Haand paa Havbors Bryst,
den skinner af Guld saa rad :
"Hvi er ikke Brysten voxet paa eder
alt som paa anden Mø?"
 
"Det er saa Sæd paa min Faders Land,
at jomfruen rider til Tinge:
fordi er ikke Brysten voxet paa mig
ud af de Brynjeringe.
 
I siger mig, stolten Signelil,
medens vi er ene to :
er der nogen i Verden til,
der eders Hu leger paa ?"
 
"Der er slet ingen i Verden til,
der min Hu leger paa,
foruden ham Havbor Kongens Søn,
og ham kan jeg ikke faa."
 
"Er det Havbor Kongens Søn,
I har i Hjærtet kær,
da vender eder hid, Allerkæreste min,
han sover eder alt saa nær."
 
"Er I nu Havbor Kongens Søn,
hvi vilde I mig saa skænde ?
hvi red I ikke i min Faders Gaard
med Høg paa højre Hænde?"
 
"Hvor skulde jeg ride i eders Faders Gaard
med Høg paa højre Hænde!
eders Fader han er vorden mig vred,
han truer at lade mig hænge."
 
"I tier kvær, Havbor Kongens Søn !
I siger ikke saa !
vaagen ligger min Tærne,
og lyer hun derpaa."
 
"Ligger eders Tærne vaagen
og lyer deroppaa,
da ligger under mit Hovedgærd
mit Sværd og Brynje blaa.
 
Her ligger under mit Hovedgærd
min Brynje og gode Sværd;
og vaare her hundrede raske Hovmænd,
jeg ræddes ikke den Færd."
 
Sammen laa de Kongebørn,
de mente, de var ene to;
ude da stod den Tærne,
og lydde hun derpaa.
 
Ude da stod den Tærne,
og lydde hun derpaa;
saa stjal hun bort hans gode Sværd
og saa hans Brynje blaa.
 
Stjal hun bort hans gode Sværd
og saa hans Brynje blaa ;
saa gik hun til det samme Loft,
som Sivord Konning i laa.
 
"Sover I? vaager, min ædelig Herre!
I sover nu altfor længe !
nu er han Havbor Kongens Søn
med eders Datter i Senge."
 
"Stat og ti, du arge Tærne,
og lyv du ikke paa hende!
i Morgen, førend Sol nedgaar,
da skal jeg lade dig brænde."
 
"Hør I, Sivord Konning,
I maa mine Ord vel tro:
her er Havbors gode Sværd,
dertil hans Brynje blaa."
 
Op sprang Sivord Konning,
han raaber over al sin Gaard:
"Vel op, alle mine Mænd!
I drager eders Brynjer paa !
 
Vel op, alle mine Mænd
I klæder eder uden Fals!
Her er Havbor Kongens Søn,
han er fuld haard en Hals."
 
Stødte de paa Døren
baade med Glavind og Spjud :
"Du stat op, Havbor Kongens Søn
du gak i Gaarden ud !"
 
Op sprang Havbor Kongens Søn,
han ledte under Hovedgærd;
borte da var hans Brynje
og saa hans gode Sværd.
 
"Nu er borte min Brynje
og saa mit gode Sværd;
saa Mænd ved, stolten Signelil,
her bliver fuld ond en Færd!"
 
Tak have Havbor Kongens Søn,
han værged sig som en Mand:
han værged sig alt saa længe,
som Fjælen i Sengen vand').
 
Somme han monde med Hænder slaa
og somme med Fødder støde;
tredive af de Kongens Mænd
for Signelils Bur laa døde.
 
Toge de Havbor Kongens Søn,
de lagde ham Fjædrene paa;
alle da stunke de sønder,
som de havde været af Straa.
 
Skam da faa den Tærne,
hun gav ud det Raad :
"I faar ikke Havbor bunden i Dag
uden med stolt Signilds Haar.
 
Tager et Haar af Signilds Hoved,
I binder om Havbors Hænder:
før da brister hans Hjærte,
end han slider det sønder."
 
De tog et Haar af Signilds Hoved,
de bandt om Havbors Hænder;
han havde hende i sit Hjærte saa kær
han vilde ej slaa det sønder.
 
"Hør I det, stolten Signelille,
I lader Godvilje kende:
første I ser mig hænge i Gren,
I lader Eders Bure brænde !"
 
"Er her nogen i min Faders Gaard
som voldet har i eders Død,
da skal jeg det hævne i Dag
paa deres Fæstemøer."
 
Mælte det Havbor Kongens Søn,
første han den Galge saa:
I hænger først op min Kaabe,
I lader mig se derpaa !
 
Hænger først op min Kaabe !
hun er af Skarlagen rød;
alle de Fruer, der hende mon se,
de ynkes vel over min Dod."
 
Stolt Signild stander i Bure,
hun ser den Kaabe hænge;
lagde hun Ild i Bure sin,
sig selver inde at brænde.
 
Det var stolten Signild,
stak Ild paa Tag og Rør:
saa brændte hun sig inde
med alle sine Møer.
 
Længe stod Havbor Kongens Søn,
sagde, han vilde Verden skue,
til han saa stolt Signelils Bur
at stande i lysen Lue.
 
"Tager nu ned min Kaabe rød!
hun maa vel paa jorden ligge:
havde jeg nu ti tusind Liv,
jeg vilde ikke et af dem tigge."
 
Mælte det Sivord Konning,
han holdt ikke langt derfra:
"Hveden er dette brændende Baal,
den store Røg driver af?"
 
Det da svared den liden Smaadreng,
saa saare hans Øjne monde rinde :
"Det er stolten Signelille,
hun lader Godvilje kende."
 
"Somme I løber til Bure,
I lader ikke Signelil brænde!
og somme løber til Galgen,
I lader ikke Havbor hænge!"
 
Der de komme til Bure,
da var Signelil brændt ;
og der de komme til Galgen,
da var Havbor hængt.
 
"Havde jeg det førre vidst,
at Kærlighed var saa stærk,
jeg vilde ikke gjort den Gærning i Dag
for al Dannemark."
 
Havbor var hængt og Signelille brændt;
det var saa ynkeligt et Mord ;
saa toge de den Tærne,
satte hende levende i Jord.
 
I vinder ret aldrig saa væn en.
 
 


 
Kilde: Tekst hentet fra www.ringsted-herred.dk/folkevisen.htm

 

 

Grindavísan

Tekst: Folkevise
Melodi: Folkemelodi

Optakt

Grindevisen fra Færøerne er spændende fordi den glimrende gengiver en skik der har været i brug siden bosættelsen af øerne i 800 tallet. Som Beowulf kvadet (sætning 11) beretter ligger Færøerne på hvalruten, og dette har været kendt af os siden vi begyndte at besejle Nordsøen og Norgeshavet i 2-300 tallet e.Kr. Gamle Jógvan sætter ”masten op og gør grindebud” når grinden først opdages ”østen for Nolsø”. Når grinden kommer stopper ALT og jagten begynder. Amtmanden holder sig ingenlunde tilbage.

Beskrivelsen i visen er identisk til hvorledes min meget gode ven fra Færøerne beskriver Grindejagten bortset fra at det i dag er kirkeklokkerne (og mobiltelefonen) der spreder den gode nyhed.

 

Årle det var om sommeren,
månen skinner så bleg,
tågen svinder for solen hen,
om nylig af havet steg.
Raske drenge grind at dræbe
det er vor lyst.

2. Hele naturen får liv påny
og hilser den unge dag;
alle småfugle i morgengry
opvågne med muntert slag.

3. Så siger Jógvan den havnemand,
han er sig en fisker brav:
“Dette må være en dag, forsand,
at fare sig øster i hav.”

4. “Tungt det er at ligge på land,
når lysten at fare er stor,
og tungt det er for en gammel mand
at tage mod knubbede ord.”

5.Gik han så rundt i den hele havn
og banked på alle døre,
venligt han kaldte hver mand ved navn,
men ingen vilde hannem høre.

6. Den havde ingen hu til søen,
og hin havde andet at gøre,
nogle vare alt gangne på trøen,
men tolv havde ingen snøre.

7. Tænkte da Jógvan, den gamle mand:
“Gud signe de flittige drenge!
Den, som dygtigt arbejder på land,
kan mindre til søen trænge.

8. Men den, som ligger af lyst på land,
han er vist på gale veje;
og hvad skal man sige om sådan mand,
som ej har et snøre i eje!”

9. Fandt han dog endelig drenge tre,
som vilde med hannem fare;
blideligt han dem takkede
og bød dem at være snare.

10. Skyndte de sig til søen hen,
hver mand med sit homlebånd,
robuksen bandt de om stærken lænd,
og en havde kaggen i hånd.

11. Lunner de ud af nøstet drog
og lagde dem så i rad,
gamle Jógvan til nøglen tog,
som agter i rongen sad.

12. Grebe om åretollene fat
og støttede båden med knæ,
droge den så i søen brat
henover det runde træ.

13. Vanten de satte på årelommen,
med kraft fik de båden i gang,
da de for skansetangen var kommen,
de sang en gudelig sang.

14. Ro de så hen forbi Boren ned,
så hårdt de søerne sloge,
da de var kommet til Storemed,
de til deres snører toge.

15. Gamle Jógvan var andøvsmand,
så vel kan han lægge med,
fik da hver mand sit snøre istand,
det raste i grunden ned.

16. Fik da hver mand sit snøre i gang,
det sendte på dybet ned;
ikki længe det rolig hang,
så lystigt de fiske bed.

17. Dagen var stille, ej mindste vind,
i bugterne tågen lå,
Jógvan sad og tænkte på grind,
han ud over havet så.

18. Havet var glat som et slebet spejl,
kun strømmene krusede vandet.
Jógvan tænkte: “Det slår ej fejl,
her er en grind under landet!”

19. Som han nu sad og spejdede trindt,
han stråler så højt op at stige.
“Der så jeg blåsteret af en grind!”
han hastelig monne skrige.

20. “Snørene ind og årene ud,
gudsdød, jeg ser hende end.
Sæt masten op og gør grindebud,
og båden med snarhed vend!”

21. Sjóstúkan hejstes i højen mast,
mod fótalunnar de spændte,
roede, så årerne næsten brast,
og båden på havet vendte.

22. “Jesus give, hun måtte dø,
og Gud beskære os lykke;
til kirken i Våg på Suderø
jeg skænker et altersmykke!”

23. “Og gid hun benene lægge må,
det er en gruelig flok,
de fattige skulle min bådspart få,
jeg selv får alligevel nok.”

24. Således talte de fromme mænd
og roede af al formue;
at súpannakíkar ere mænd,
man her kunne klarligen skue.

25. Østen for Nolsø grinden lå,
og vel bar strømmen til;
hvis nolsinger bare passer på,
vist fangsten lykkes vil.

26. Nolsinger kan man lide på,
de tiden ej monne spilde;
udkik at holde til fjelds de gå,
og det både årle og silde.

27. Malle-Jógvan på fjeldet stod,
han så den sjøstúk i mast,
hvem han iled på letten fod,
han knapt kunde tale af hast.

28. “Grind for østen,” han pressed’ frem,
“hun næsten er nord på Bue!”
Straks fore fra Nolsø både fem,
og dygtigt at ro de due.

29. Glaverne lyste,og budene gik,
i Havn blev der megen larm.
Hver mand i flasken en dråbe fik,
den gemte forsigtig i barm.

30. Grinden var stor, dertil helt spag,
af både vare der nok;
aldrig der gaves en bedre dag
at dræbe en sådan flok.

31. Amtmanden var ej sidste mand,
ham fulgte landfogden efter;
jægerne stødte “den røde” fra strand
og roede af alle kræfter.

32. “Skynd jer!” råbte de havnemænd,
“og glem ikke grót skuden,
ellers får vi kun straf igen
fra amtmanden og fra fuden.

33. Bedst at holde den nord i Sund,
vi kunne ej bedre gøre,
der dør den vist nok i samme stund
imellem Kvalvig og Øre.”

34. Straks sloge de både en mægtig kreds
agter omkring de hvaler,
der svømmede glade og veltilfreds
og leged’ med deres haler.

35. Stor er Gud i menneskens værk,
han underfuldt alt monne føje:
skønt hvalen han gjorde så såre stærk,
den skal sig for manden bøje.

36. Langt mod sønden og højt mod nord
han sine velgerninger sender;
jeg ser dem på fjeld, i dal, i fjord,
hvorhen jeg mit øje vender.

37. Og lysteligt er det at se den hval,
når han sig tumler på havet,
snart højt på bølgen, snart dybt i dal,
snart under søen begravet.

38. Af kådhed sprøjter han bølgen blå,
snart højt han sit hoved løfter,
han kraftigt monne med halen slå,
styrter mod dybet og snøfter.

39. Godmodig er han, som han er stærk,
han kender ikke sin vælde,
ellers måtte sit dristige værk
forfølgeren snart undgælde.

40. Han lader sig drive med stene små,
som søjden rekes på fjeld;
godvilligt han monne i døden gå
til færingers største held.

41. Mellem Strømø og Østerøen
sig strækker et sund så langt,
og nord for Kvalvigs og Strømnes bøen
bliver det smalt og trangt.

42. Her de kyster af hviden sand
hinanden sig broderlig nærme
og indeslutte det stille vand,
som høje fjelde beskærme.

43. Det er den bedste plads forsand!
så lyder fra hver mands læbe,
som findes på hele Færø land
til grindehvaler at dræbe.

44. Een båd i tidlig morgenstund
begyndte de hvaler at drive;
men da de var kommet nord i Sund,
var bådene tredsindstyve.

45. Roligt svømmed den hele hær,
så længe den landet ej kendte,
men da den i sundet kom kysten nær,
da blev den bange og vendte.

46. Dog den silde den flugten tog,
ej længere vej var åben;
lystigt mændene mod den tog
med skarpe, hærdede våben.

47. Nogle stukke med lange spyd,
og andre med knive skare;
hver mand gjorde med dont sin fryd,
slet ingen ænsede fare.

48. Hård var striden og kostede blod,
her kunne man få at vide,
at Færøs drenge med mandemod
tør gå i kampen og stride.

49. Til grinden iler med glæde enhver;
det rinder ingen i tanke,
at mellem døden og ham der er
ikkun en skrøbelig planke.

50. Hisset knuses en båd med brag,
den fyldes med blodig vand;
her får en mand et vældigt slag
og bæres som død på land.

51. Her hersker bulder og larm og råb,
forvirring over al måde;
her trænger sig i en broget hob
mennesker, hvaler og både.

52. Men når hver hval ligger død på land,
indtræder orden igen;
trætte de rakstermænd på sand
sig strækker ved hvalerne hen.

53. Amtmand og foged og sysselmand
begyndte nu at vurdere,
travle de gå på den flade strand
de hvaler at nummerere.

54. Før tog landet den halve part,
det halve til mændene gik,
dog denne deling ej havde art,
de rige det meste fik.

55. Takket være vor konge god,
vi alle af ham beskyttes;
han den forordning udgive lod,
hvorefter nu hvalen byttes.

56. Hurtigt hvalen nu skiftet blev,
helt store de bådsparter vare,
med glæde enhver sit arbejde drev,
for atter til hjemmet at fare.

57. Hvor man kom frem på den lange fjord,
de både så sagtelig ro,
dybt ladte med grind til gribebord,
da ere de færinger fro.

58. Højt toner i stille midnatsstund
til Herren, som hvalen gav,
de fromme salmer fra hjertets grund,
henover det rolige hav.

Kilder: http://heima.olivant.fo/~finnur/ (hjemmeside om færøske viser og kvad)

 

 

Harpuríma

Tekst: Folkevise
Melodi: Folkemelodi

Optakt

Visen ”Harpuríma” eller ”Harperim” er spændende fordi den viser brugen af harpe i en klar nordisk fortælling. Selv ifald man ikke er fortrolig med nordisk kan man, efter at have læst denne vise et par gange i ro og mag, sagtens forstå indholdet. To kvindelige bejlere (biðlar) kommer ridende til gård. ”Rúnarmenn” er den oldnordiske betegnelse for ”rådsmænd” dvs. de der bestemmer. Af de to søskende er den ene ung, den anden gammel. Ikke overraskende er folkevisen glad for den unge kvinde, men ikke for den gamle. Den ældste søster tager ud på søen, kommer i vanskeligheder, og drukner da søsteren ikke hjælper, hvorefter hun driver i land. Her finder to brødre på valfart (vallarar) hendes lig og laver en harpe af hendes hånd og hår. Herefter tager de ind til byen hvor de ved der er bryllup og tilbyder harpespil (harpuslátt). Harpen har 4 strenge og hver af strengene siger: ”Bruden var min søster, bruden var min bane, brudgommen var min bejler, bruden mig forgjorde”. Den ene broder siger så til den anden at harpen giver megen ulyd (óljóð) og gør dem meget uglad (óglað). Brødrene er enige om at havde de vidst dette havde de ikke gjort harpen. Herefter slår de harpen itu og bruden (dvs. søsteren) flyder i blodet.

Har komu tveir biðlar ríðandi í garð,
- (eg) biði tygur renna -
bóðu moy, sum yngri var.
- Rúnarmenn, gerið tað mín jomfrú,
eg biði tygur:
rennið, talið varliga við teir, rúnarmenn!

2. Ta yngru teir tá bóðu,
ta eldru teir forsvóru.

3. Tann yngra hon er seg so fríð,
rætt sum sól um midsummars tíð.

4. Tann eldra hon er seg so ljót,
rætt sum ormar skríða á grót.

5. Tann yngra kann at spinna gull,
tann eldra er av svøvni full.

6. Tann yngra vevur gull í lað,
tann eldra svevur allan dag.

7. Tann yngra kann at spinna,
tann eldra ikki at tvinna.

8. Tann yngra kann at lesa lestur,
tann eldra ikki at seyma kvastur.

9. Systir talar til systur góð:
"Vit skulum okkum í sævarflóð!"

10.Hvat skulum vit í sævarflóð gera?
vit hava ei tvinni silki at bera."

11."Tað er so mangur í sævarflóð,
ið ikki eigur tvinni silki góð.

12.Vit tváum okkum hvítar,
vit eru tvær systrar líkar."

13."Um tú tváar teg allan dag,
tú verður ei hvítari enn Gud tær gav.

14.Um tú tváar teg hvíta sum fann,
tú fært ei mín festarmann."

15.Tær gingu seg til strandar,
steinur lá fyri landi.

16.Tann yngra setur seg upp á stein,
tann eldra førdi hana út á streym.

17.Hon rættir upp sína ljósu hond:
"Systir, systir, hjálp á land!"

18."Eg hjálpi tær ei á land um sinn,
uttan eg fái biðil tín."

19."Gjarna gevi eg alt, eg á,
á biðlinum havi eg einki ráð.

20. Gjarna gevi eg tær bæði
biðil og brúðarklæði."

21."Søkk nú, søkk nú, systir mín!
eg skal hava biðil tín."

22. Har kom vindur eystan,
líkið dreiv til neysta.

23.Har kom vindur og bylgja blá,
líkið mundi til landa slá.

24.Komu tveir vallarar oman við á,
sóu, hvar ið líkið lá.

25. Teir tóku hennar ljósa arm,
gjørdu sær til harpuskjarm.

26.Teir tóku hennar gula hár,
gjørdu harpustreingir smár.

27.Teir gingu seg í tann bý,
sum teir vistu, brúdleyp var í.

28.Teir gingu seg í tann garð,
sum teir vistu, brúdleyp var.

29.Teir settu seg á ytstu gátt:
"Viljið tær hoyra harpuslátt?"

30. Mælti tað strongurin fyrsti:
"Brúðurin var mín systir."

31. Mælti tað strongurin annar:
"Brúðurin var mín bani."

32.Mælti tað strongurin triði:
"Brúðgúmmin var mín biðil."

33.Mælti tað strongurin fjórði:
"Brúðurin mær forgjørdi."

34.Svaraði brúður reyð sum blóð:
"Harpan ger os mikið óljóð."

35.Svaraði brúður, á beinki sat:
"Harpan ger os mikið óglað."

36."Hevði eg vitað, tað líkaði tær illa,
ei skyldi eg mína harpu stilla."

37.Teir slógu sína harpu av armi,
brúðurin sprakk av harmi.

38.Teir slógu sína harpu av meingi,
blóð fleyt brúður í fangið.

38.Teir slógu sína harpu av móði,
brúðurin fleyt í blóði.

Kilder: http://heima.olivant.fo/~finnur/ (hjemmeside om færøske viser og kvad)

 

Hr. Oluf han rider så vide om land

Tekst: Folkevise
Melodi: Folkemelodi

Optakt

Elverfolket/Alferne boede ifølge den danske folketro i moserne, i skovene og inde i højene. Denne folketro er formentlig historisk korrekt da de oprindelige skovfolk der fandtes i vort landområde boede i jordhuse i fjerne egne. Da vi begravede vor døde i gravhøje blev Alferne forbundet med at hente de døde, og i folketroen, med det formål at spise dem. Derfor forbindes Alferne med død. Overtroen om Alferne opstår som følge heraf. De viste sig mest for mennesker som færdedes alene. Hvis det skete, var der al mulig grund til at være på vagt. Elvermøerne var smukke og forlokkende, men de havde hul ryg, og når de så deres snit til det, afskød de elverpile mod det sagesløse offer. Hvis man blev ramt af et elverskud, blev man ellevild (i betydningen sindsyg), og resultatet var næsten altid en brat og uforklarlig død. Som man kan forstå er denne overtro blevet brugt som undskyldning til en lang række uforklarlige ting.

Hr. Oluf han rider så vide om land,
og til sit bryllup så byder han.
Men dansen den går så let gennem lunden.


Men alt som han kom ud i lunden så grøn,
en elverdans går der let og skøn.
Men dansen den går så let gennem lunden.


Der dansede fire, der dansede fem,
den elvermø rækker hånden frem:
Men dansen den går så let gennem lunden.


"Og hør du, hr. Oluf! træd dansen med mig,
så fagre gaver jeg giver dig!" -
Men dansen den går så let gennem lunden.


"Slet ikke jeg tør, og slet ikke jeg må,
i morgen så skal mit bryllup stå." -
Men dansen den går så let gennem lunden.


"Og vil du ikke træde i dansen med mig,
så ond en sot skal da følge dig!"
Men dansen den går så let gennem lunden.


Så slog hun ham over hans hærde så god,
så slaget gjaldt i hans hjerterod.
Men dansen den går så let gennem lunden.


"Du ride nu hjem til din fæstemø kær,
og glem nu ikke din bryllupsfærd!" -
Men dansen den går så let gennem lunden.


Det skete, før dagen blev lys udi gård:
bleg lå hr. Oluf på sorten bår.
Men dansen den går så let gennem lunden.


Hr. Oluf og hans fæstemø huld,
de to kom sammen i sorten muld.
Men dansen den går så let gennem lunden.

Kilde: Tekst hentet fra Jørgen Ebert, www.ugle.dk

 

Hr. Volmers hustru levende begravet

Tekst: Folkevise
Melodi: Folkemelodi

Optakt

Volmer et et kælenavn for Valdemar, der ofte forbindes med Valdemar II. Sejr. Vi kan dog se fra teksten at Volmer’s moder hedder Ingeborg. Derfor omhandler denne vise Valdemar I. den Store (f.1131, regent 1157-1182), der var søn af Knud Lavard og Ingeborg Mstislavna, prinsesse og datter til storprins Mstislav Vladimirovich fra Hólmgarður (Novgorod) i Garðaríki . Valdemar I den Store’s hustru hedder i visen Lybor og hendes fader Mettelil. Valdemar I den Store’s eneste hustru synes, ganske mærkværdigt, at have været Sophie, datter af fyrst Vladimir af Hólmgarður (Novgorod) i Garðaríki. Hans frille hed Tove. Det er ikke muligt at sige om Sophie er lig Lybor. Hvad vi kan sige er at Ingeborg og Lybor ikke kom overens.



Hr. Volmer skulle af landet fare,
han fik sin moder sin hustru at forvare.
I lyder ikke på de uråd!


Stalt Lyborrig ganger i dansen og kvad,
efter går fru Ingeborrig med falske råd.


"Må jeg nu leve til i sommer i høst,
da skal jeg forvende din favre røst."


Stalt Lyborrigs mø'r på gulven sprang,
og al den aften hun for dennem sang.


Det var ikke derefter dage uden to,
stalt Lyborrig fik sot, og syg hun lå.


Stalt Lyborrig fik sot, og syg hun lå,
fru Ingeborrig går hend' til og fra.


"Hør I det, fru Ingeborrig, moder min,
I giver mig enten vand eller vin."


"Kælderen er alle i låse,
og brønden' er alle hennefrossen."


"Da lader I den nørre dør opslå!
så gode svale monne jeg da få."


"Jeg skal lade den sønder dør opslå,
og lade den hede sol ind til dig gå!"


"Krist give, jeg havde så fuldetro en ven,
der mit bud ville bære til min moder i løn!"


Det svared stalt Lyborrigs egen svend:
"Jeg bærer så gerne eders bud i løn."


De vidste ikke andet, end de havde snakket to,
ud stod fru Ingeborrig, hun lydde derpå.


Den svend han sprang til ganger rød,
han rendte så fast, som fuglen fløj.


Ind kom den svend i kjortel rød:
"Eders datter, fru Lyborrig, bliver snart aldød.


Hun bad, I skulle komme både skjøt og brat,
hun lever ikke over i denne nat."


Stalt Mettelil taler til drenge:
"I henter mig nu hesten ' af enge!"


Hesten' løb, og karmen randt
al den dag, men heden vandt.


Den midsommers sol hun skinner så hed,
stalt Lyborrig dåner i stærken ve.


Fru Ingeborrig hun tåller et skåle med guld,
hun ganger i loftet så frydefuld.


"Ihvem som guld og sølv vil have,
da hjælpe mig nu Lyborrig levend' i grave!"


Så snart da blev de penning tålt,
de lagde den lilje i sorten muld.

Stolt Mettelil kom til borgeled,
ude stod fru Ingeborrig og hviler sig ved.

"Hør du, stalt Ingeborrig, hvad jeg siger dig:
hvor er stalt Lyborrig, dølg hend' ikke for mig!"


"Det er ikke længer' siden igår,
da lagde de hende i sorten muld."


Du tie kvær, stalt Ingeborrig, med falske rad!
og vise mig min datters grav!"


Stalt Mettelil over stetten tren,
stalt Lyborrig råber under jorden igen.


"lhvem som guld og sølv vil have,
da hjælpe de mig nu snarlig af grave!"


De tog stalt Lyborrig ud af sin grav,
hendes moder slog over hende skarlagen små.


"Sig mig nu, Lyborrig, datter min:
hvad død under du fru Ingeborrig, moder din?"


"Min kære moder, lader hende kun byde!
hun må vel i sin bure sidde."


"Alt skal vi lade fru Ingeborrig vide,
hvad det er på en ild at syde."


Stalt Mettelil taler til svende to:
"I lader en ild på marken bo!"


I hugger deri både ask og eg!
For derudaf bliver luen hed."


De førte fru Ingeborrig ude for by,
de brændte hende i en ild så ny.


Hr. Volmer kom fra leding hjem,
så stærke tiding går hannem igen.


Så stærke tiding går hannem igen:
hans hustru var borte, hans moder var brændt.


Han bød for stalt Lyborrig båd' guld og gave,
han måtte den lilje ret aldrig have.


Han bød for hende de borrig fem,
han fik stalt Lyborrig ret aldrig igen.
I lyder ikke på de uråd!

 

Jon Remorsøns død på havet

Tekst: Folkevise
Melodi: Folkemelodi

Optakt

Kongens placering i Ribe skyldes at her er bispesædet hvor Odinkar den Yngre bliver indviet som biskop i Ribe år 1013-1016 e.Kr. Valdemar II Sejr (regent 1202-1241)’s boede og blev gift på Riberhus år 1205 e.Kr. med Dagmar (Margrethe Dragomir). Derfor er kongen ganske sikkert Valdemar II Sejr.

Snekken/Bussen (”buds” i visen) (”bύssa/bύssu-skip” på oldnordisk) går ned med 147 mand og heste ved Boringholm. Borgen Boringholm lå i Boring ved Rask Mølle 15 km vest for Horsens hvor et par mindre åer løber ind i Gudenåen. Skibsforliset er derfor nok i Horsens Fjord. Borgen var en væbnergård og det er derfor krigere der er ombord på snekken/bussen (er det ledingen mod Estland der samles?). Kun en lille dreng overlever. Det er ikke usædvanligt at sætningerne ”en lille dreng overlever” eller ”Kongen så det i en drøm” bruges i poetisk sammenhæng for at give sandfærdighedsvægt til det der følger. Vi kan derfor ikke vide om dette var tilfældet eller om man har haft øjenvidenskildringer fra Horsens Fjord eller ganske enkelt bare har vidst hvor mange der drog ud og at skibet gik tabt.

En snekke i poetisk sammehæng dækker over langt flere skibstyper end den faktiske snekke, der alene synes at have været brugt i klassiske ”hurtigt ind-og-ud” anfald. Snekken kunne ikke have 147 mand + heste ombord.

Det faktiske skib i denne vise har flere master og sejl og er et troppetransportskib. Max Winner fra Vikingeskibsmuseet har forklaret mig at skibet kan være en busse eller en Knarr. Udover Boringholm ved Horsens kan stedet tillige have været Borgholm på det nordlige Øland eller Bornholm.

Mit gæt er at dette har været et forlis af Titanic omfang, der er blevet fortalt vidt og bredt, og er blevet til denne folkevise. Jeg gætter på at visen er fra ca. år 1205 e.Kr.

”Peder Syvs kjernefulde Ordsprog” (1807, Fortalen: LXXIX):

"Var dig for Budses Stød ved Borringholm"



Snekken hun ligger på lande,
og græsset under hende gror;
og hende styred aldrig så rask en hovmand,
siden hende styred herre Jon.
Men søen tager så mange.


Kongen han ligger i Ribe,
og skriver han breve fra sig:
"Og beder nu alle mine gode hovmænd,
og beder nu hver rede gøre sig."


Det svarede hr. Hagen Styresmand,
han ud ad vinduet så:
"Og ikke da vil vi sejle i dag,
mens børen blæser så."


Det svared hr. Jon Remorsøn,
og så tog han oppå:
"Ihvem som ikke vil sejle i dag,
han er sin herre utro."


"I aften så ville vi drikke,
mens vi kan øllet få;
i morgen ville vi sejle,
om vi kunne børen få."


Det var hr. Jon Remorsøn,
han taler til styresmand:
"Du vind op sejl af silke
udi Vor Herres navn."


"Hvor er nu de gode hovmænd,
i morges slog så stort?
de holde nu ham i hænde to,
og nu går ankeret bort.


Hvor er nu de gode hovmænd,
i morges kunne så store knøs?
de holde nu ham i hænde to,
nu går sejlene løs."


Skibet tager til at skilles ad,
og hestene synker til bunde;
alt sad hr. Hagen Styresmand,
så såre hans øjne de runde.


Hver den bølge, der på grunden løb,
hun løber over Budsens bord;
alt sad hr. Jon Remorsøn,
som fruer havde skåren hans hår.


"Krist give, jeg havde så fuldtro en ven,
som styret ville forestande,
imedens jeg ganger til sejletræ,
alt om jeg kan se lande."


Og det var hr. Jon Remorsøn
bandt på sig poser tre:
"Og den skal aldrig fattig dø,
som jorde skal mit lig."

Nu ligger Buds for Boringholm
og så for striden strøm;
så gør og de salige lig,
hun giver dem ikke igen.


De vare syv og syvsindstyve
udaf de kongens mænd,
der kom ingen til land
uden en af de lille smådrenge.


Vi går os om kirkegård,
vi bede for sjæl og lige;
vi bede for hr. Jon Remorsøn,
kongen fanger aldrig hans lige.
Men søen tager så mange.

Kilde: www.systime.dk

Ordforklaringer:

Knøs: Kraftigt tag, dvs. hovmænd der mener de er stærke
Buds: Skibstypen Busse. Skibet ligger ud for Boringholm set fra Ribe, dvs. i Horsens Fjord
Sejletræ: mast
Fanger: får, dvs. kongen finder aldrig en person som Jon Remorsøn.

 

Ole Morske

Tekst: Folkevise
Melodi: Folkemelodi

Optakt

Ved brugen af ordet ”salten” i betydning ”søen/havet” kan vi se at denne vise oprinder fra olddansk. F.eks. er det oprindelige ord for Østersøen ”Eystra Salt” og søen mellem Skagen og Norge hed ”Norges Salt”, i dag Norgeshavet. Ved brugen af ”daler” som møntenhed kan vi se at visen er fra Christian IV’s tid (1588-1648) hvor de første dalere bliver slået.

Indholdet i visen er et emne der gentager sig utroligt mange gange i ordsprog og sagaer, jvf. f.eks. dette ordsprog fra Peder Laales danske Ordsprog :

Nr. 232 Thet ær ont at wære sijn kones nøglingh.
(det er slemt at være underkuet af sin kone)

Kvinder er ondskabsfulde og urimelige medens mænd er fordrukne slapsvanse uden rygrad, og til hvem intet kan overlades. Ludvig Holberg udødeliggør 1723 denne urdanske livsopfattelse i ”Jeppe paa Bierget”. Jeppe giver selv svaret på hvorfor han drikker i 1.akt, scene 3: ”thi jeg fik aldrig saa mange Hug i ti Aar, jeg var under Malicien, som jeg faaer paa en Dag af den slemme Qvinde; hun slaar mig...”. Folkevisen her synes at være enig.

Vi nu vil begynde en vise på ny,
hvad om, hvad om,
alt om Ole Morske :,:og hans vænne viv.;:

På salten i Norge går dans Ole Morske,
Ole Morske ligger krummen på loftet,
sanderlig han skal der ned,
om der står nogen råd dertil.

Ole Morske han skulle til markedet fare,
hvad der, hvad der,
købe sin gamle grå mær en mage,

Ole Morske var kommen i så godt et lag,
at spille kort,
otte daler tapte han i det første slag,

Ole Morskes kone fik nys derom,
hvad hun, hvad hun,
hun efter stakkels Ole til markedet kom,

"Hvi sidder du her din forgyldte hund ,
hvad du, hvad du,
du skal få skidt på dit kalun,

Ole Morskes kone den arrige gast,
hvad hun, hvad hun,
Hun gav sin mand både skam og last,

Da han kom hjem da var beredt,
hvad der, hvad der,
en fjerding tøndes kedel med melgrød hed,

Så måtte stakkels Ole med sin stumpede næse,
hvad der, hvad der,
tålmodelig sidde på grøden og blæse,

Ole Morske han kaldte på sin søn,
hvad hedte han,
"Ole Lias kom hid og hør min bøn,

Du skal fare til byfogeden hen,
hvad der, hvad der,
bede hannem komme hid om han er min ven,

Ole Morskes kone den arrige ged,
hvad hun, hvad hun,
hun byfogedens folk både sparkede og bed,

Hvo denne vise ej høre vil,
hvad han, hvad han,
han må vel høre Ole Morske til,

Hvo denne vise har digtet i løn,
hvad han, hvad han,
han må vel være Ole Morskes søn,

Kilder: http://heima.olivant.fo/~finnur/ (hjemmeside om færøske viser og kvad)

 

Ormen Lange - Ormurin Langi

Tekst: Jens Christian Djuurhus (1773-1853)
fra Kollefjord, Færøerne.
Melodi: samme
Dansemåde: Stordans

Optakt

Til trods for at visen er af ganske ny dato har jeg valgt at medtage denne af flere årsager. Dels er visen, 85 vers lang!, den mest brugte vise på Færøerne på færøsk. Dels er visen er godt eksempel på hvorledes historie kan holdes ved lige og udbredes, inklusive til næste generation, gennem en folkevise og dans.

Visen er en faktuel korrekt beretning om Drageskibet Ormen Hin Lange. Det omtales i Heimskringla, Olav Tryggesøns (Olav Tryggvason) Saga (963-1000), kap. 54. Drageskibet blev år 1000 e.Kr. bygget på stranden kaldet Ladehammeren (Hlaðhömrum) i Nidaros nær Trondheim.

De første 13 vers blev oversat til norsk af Per Sivle (1857-1904) og udgivet i Fedraheimen i april 1885.

Andre eksempler er Jómsvíkingar visen (35 vers), Gongu-Rólvs kvæði (73 vers) om Rolf der ganger der år 912 e.Kr. bliver givet Normandiet af frankerne. Se også Gudbrands kvæði (35 vers) om Olav den Hellige (Ólavur tann Heilagi), også kaldet Olaf Haraldsson (Óláfr Haraldsson)/Olav II (år 995-1030 e.Kr.). Disse 3 viser er alle samtidige med de respektive sagaer fra 1200 tallet (Jomsvikinga Saga, Hellig-Olavs Saga (Heimskringla) og Gongu Hrolf's Saga) og derfor urnordiske viser.

Vs.

Færøsk

Norsk

1

Vilja tær hoyra kvæði mítt,
vilja tær orðum trúgv,
um hann Ólav Trúgvason,
higar skal ríman snúgva.

Niðurlag: Glymur dansur í høll,
dans sláði í ring!
Glaðir ríða noregis menn
til hildarting.

Vilja de høyra kvedet mitt
og vilja de ordi tru,
om han Olav Tryggvason
skal songen her seg snu.

- Dansen glymer i halli 
så dansa me då i ring! 
(dans då i ring!)
Glade rida Noregs menn til hildarting

2

Kongurin letur snekju smíða
har á sløttumsandi;
Ormurin Langi støstur var,
Sum gjørdur á Noregis landi.

Kongen han let seg ei snekkje byggja
bort på den slette sand;
Ormen den lange det største skipet
som bygdes i Noregs land.

3

Knørrur var gjørdur á Noregis landi,
gott var í honum evni:
átjan alil og fjøruti
var kjølurin millum stevni

Skipet det bygdes i Noregs land,
ut av dei beste emnom:
sytti alner og fire til
var kjølen imellom stemnom.

4

Forgyltir vóru báðir stavnar,
borðini vóru blá,
forgyltan skjøldá toppi hevði,
sum søgur ganga frá.

Forgylte så varo dei stomnane båe
bordi dei varo blå,
forgylte skjolden i toppen blenkte,
så seier soga ifrå.

5

Kongurin situr á hásæti,
talar við sínar dreingir:
”Vit skulu sigla tann salta sjógv,
tað havi eg hugsa so leingi.

Kongen han ut i høgsetet sit
talar til sine drenger:
”No skal me sigla den salte sjo,
det heve eg tenkt så lenge.

6

Berið nú fram tey herklæðir
við brynju og blonkum brandi,
síðani leggjifrá landi út,
og siglið frá Noregis landi !”

Bere no då dei herkledi fram,
med brynjor og blanke sverdi,
så leggja me sidan frå landet ut,
så gjeva me oss på ferdi.”

7

Fróir og glaðir sveinar mæltu:
”Harri, vit skulu fylgja tær, 
um enn tú fert í frið ella stríð,
vit óttast ei bratta brynju.”

Modige mælte dei sveinane då:
”Herre, me vil deg fylgja,
anten du fer i strid eller fred,
me ottast ikkje svarte bylgja.”

8

Har kom maður oman av bergi
við sterkum boga í hendi:
”Jallur tín av Ringaríki
hann meg higar sendi.”

Frå berget ein gut med boge i hand
steig ned så raust å sjå:
”Jarlen utav Ringerike,
så skal eg helsa ifrå.”

9

Kongurin so til orða tekur
bæði við gleði og gamni:
”Sig mær satt, tú ungi maður,
hvat er tú nevndur á navni?”

Kongen då til orde tok,
fagnad i augo skein:
”No skal du seia meg namnet ditt,
du unge fræge svein!”

10

”Einar skalt tú nevna meg,
ið væl kann boga spenna,
Tambar eitur mín menski bogi,
ørvar drívur at renna.”

”Einar så skal du nemna meg,
vel kan eg bogen spenna,
Tambs så heiter min glupe boge,
han fær vel pili til renna!”

11

”Hoyr tú tað, tú ungi maður,
vilt tú við mær fara,
tú skalt vera mín ørvargarpur
Ormin at forsvara.”

Høyrer du det du unge mann,
vil du med meg fara,
så skal du vera min pilesvein,
Ormen til å forsvara.

12

Gingu teir til strandar oman,
Ríkir menn og restir,
lunnar brustu og jørðin skalv: 
teir drógu knørr úr nesti.

Ganga dei så til strandi ned,
spræke karar og rauste.
Lunnane brosto og jarni skolv
då skipet dei drog or nauste.

13

Vundu upp síni silkisegl,
út í havi ganga;
so er sagt, at kongurin
hann stýrdi Orminum Langa.

Vundo dei opp sine silkesegel,
ut i havet å ganga, (vinden å taka i fanget)
så er det sagt at kongen sjølv
han styrde Ormen den lange.

Kilder: http://heima.olivant.fo/~finnur/ (hjemmeside om færøske viser og kvad) samt www.folkedans.com

 

Palle Tygesen ved kvindegilde

Tekst: Folkevise
Melodi: Folkemelodi

Optakt

Palle Tygesen forespørger sin moder og søster om han må gå til kvindegilde afholdt af kvinder fra Fyn. Kvindegildet er en gruppe af kvinder samlet for at hjælpe med en fødsel. Søsteren giver ham lov, men han glemmer at tage sine sporer af ved ankomsten, og så går det galt. Denne vise må være en drikkevise digtet af en mand. Moralen synes at være at mænd skulle holde sig langt væk fra barselshus.



Palle Tygesen går for sin moder at stå:
den velbyrdige svend
"Og må jeg mig til kvindegild' gå?"
For de fynske fruer hannem eftertrår.


"Hvad kan du ad kvindegild'?
Når du bliver drukken, så får du ild."


Palle Tygesen går for sin søster at stå:
"Og må jeg mig til kvindegild gå?"


"Vel må du dig til fruerstue gå;
men glem ikke at drage dine sporer."


Palle Tygesen monne til det barselhus gå;
han glemte at drage sine sporer.


Han klapped på døren med sit skind:
"Stat op, skønjomfruer, og lader mig ind!"


Palle Tygesen ind ad døren tråd,
dronningen rakte hannem hånden frem.


Dronningen klapper på hyndet blå:
"Lyster eder, skønjomfru, at hvile herpå?"


Han satte sig for dronningen næst,
og spurgte hende, hvor hun havd' værst.


"Hvilken en underlig jomfru må I vær'!
Har I ikke været hos fruer før?"


"Fuld lidet kan vide af kvindebrøst;
mit bryllup stod nu midt i høst."


"I min ryg og i min side
der har jeg al min største kvide.


I mit hoved og for mit bryst er,
som alle mine lemmer var sønderkryst'"


Så satt' de dronningen på Palles knæ,
der føder hun en søn så spæ'.


De svøbte det barn i hvide lin,
for hans moder var en dronning fin.


De lagde den dronning i sengen ned,
fruer og møer de glædes derved.


De stolte jomfruer satte sig til bænk,
Palle Tygesen gik for dem at skænk'.


De stolte jomfruer vil dansen rør',
Palle Tygesen mon den fordans før'.


Palle Tygesen med på gulvet sprang,
forgyldene sporer i jorden klang.


Det mælte dronningen, i sengen lå:
"Hvilken af mine møer haver sporer på?"


Det svared den frue, som Palle var næst:
"Det er Palle Tygesen, os haver gæst!"


"Er det Palle, min herres svend,
da skal han hænge, før dagen bliver kendt!"


"Da skøtter jeg ikke om at dø,
me'n jeg ved så meget af kvinders nød."


Før solen stod op, det vared ej læng',
den velbyrdige svend
så måtte han straks i galgen hæng'.
I beder for Palle Tygesen, den ædeling!

Kilde: www.systime.dk

 

Roland og Magnus kongjen

Tekst: Folkevise fra Norge.
Melodi: Folkemelodi fra Færøerne
Dansemåde: Stordans

Optakt

I Norge skrives, fra frankiske kilder, Rolandssagan der senere, ca. år 1250 e.Kr., bliver indlemmet i Karlamagnús saga ok kappa hans under opsyn af Kong Haakon IV. Folkevisen må være samtidig. Ikke alle vers er gengivet her. Magnus er Karl den Store/Charlemagne og Roland er helten fra Rolandskvadet fra år 1098 e.kr.


 

1) Seks mine jarlar heime vere, gøyme det gullet balde,
are seks på hei'ingslondo røyne dei jønni kalde!
- Rida dei ut av Franklandet med dyre dros i sadel,
blås i hornet Olivant i Ronsevoll.

2) Dei vunde opp sitt silkje segl så hågt i seglerå,
så sigler dei åt hei'ingslondo i virkevikune två.

3) Årine og ankaret toke i kvite sand:
det var Roland, konungsfrenden, tro den fysste på land.

7) Fram sotte blåmanns-fjøldi ho skygde fyre sol;
då fælte seg alle jamningane, bad Roland blåse i horn.

8)  Roland svara dei med vreide, stod or munnen skum:
Eg sko hogge så store hogg  at det sko spørjast til doms!

9) Dei solgest utpå Ronsevollen i dagane två og trjå;
hei'ingan' fall fyr Rolandssverdet som storren for godom ljå.

11) Fram sotte blåmannsfjøldi ho skygde fyre sol,
fælte seg alle jamningane, bad Roland blåse i horn.

12) Roland svara dei med hæde, hånom rann blod og skum;
Eg sko hogge så store hogg, det sko spørjast til doms.

14) Dei slogest utpå Ronsevollen, trøytte drengjir og mode:
soli fekk ikkje skine bjart fyr røykjen av manneblodet.

15) Fram sotte blåmanns-fjøldi, ho skygde fyre sol,
reddast kvor ein jamningen bad Roland blåse i horn.

16) Han sette luren fyr blogga munne, bles han i av harde;
ljodet ber av ivi hei og fjøll, det rivna bå' gjår og jarir.

20) Det var Magnus kongjen, brest'e han i å gråte:
Hot tru felar frenden min? No høyrer eg luren låte!

21) Det var Magnus kongjen, skundar han si ferd:
daud låg roland konungs-frenden og heldt i hond sitt sverd.

22) Gangje tvei av alle ut og takje med dikkon makar,
sjå om de kan Dvergedolg av Rolandshandi taka.

23) Att'e kjem'e drengjine, seier dei i frå:
Me kunne inkje Dvergedolg av Rolandshandi få.

24) Fram gjeng Magnus kongjen med så stor'e trega:
Roland rette sverdet frå seg, som han vil kongjen det gjeva.

25) Fram gjeng Magnus kongjen med så stor ei trå:
Roland rette sverdet frå seg, som han vill' kongjen det få.

26) Heim kom Magnus kongjen. Settest dei alle traude.
skipet var fullt med sylv og gull, hei'ingan' dei var daude.

Kilde: www.folkedans.com

 

Stolt Signild

Tekst: Folkevise
Melodi: Folkemelodi

Optakt

Det historisk spændende ved denne vise er henvisningen til brugen af hornet som sangtøj. Signild’s broder har været på besøg hos Signild og er på vej hjem. Han træffer fjender på vejen og bruger hornet til at rejse alarm og bede om hjælp fra søsteren Signild. Bemærk ordvalget ”Han blæste i ljud, han blæste så hart”. Vi kan se at denne sætning oprindeligt har været skrevet på oldnordisk, hvor ordet ”hljóð” ofte bruges om såvel sang, som sangtøj. Vi ser her et glimerende eksempel på dels kvinders oprindelige rolle som krigere, dels visens påskønnelse af dette. Kvinder forbydes adgang til slagmarken ved indførelsen af den katolske kristendom i England i 6-700 tallet, i Danmark/Norge/Skåne år 1000 e.Kr. Denne vise er nok fra ca år 1000 e.Kr.

Stolt Signild lader brygge og blande vin
- så favr da falder den rin
hun byder sin broder hjem til sin
- udi brynjer alle.

2. Og de skænkte mjød og de skænkte vin
de skænkte sålænge, solen skinned.

3. Hendes broder og han ville ride hjem,
stolt Signild byder hannem følgesvende.

4. Og hvad skal jeg med følgesvende?
mine fjender eru nu alle i senge.

5. Og der han kom foroven den by,
der mødte hannem hans fjender syv.

6. Og der han kom i tykken ris,
da blev han sine fjender vis.

7. Jeg beder Eder, mine fjender, for Gud :
I lade mig blæse i forgylden ljud.

8. Og du skalt have vort minde dertil;
du blæs der udi, imedens du vil.

9. Han blæste i ljud, han blæste så hart,
det hørte stolt Signild i sin gård.

10. Og han blæste i sin ljud sålænge,
det hørte stolt Sigild i sin seng.

11. Stolt Signild lader råbe over al sin gård:
I lede mig ud min ganger grå.

12. I lede mig ud min ganger grå,
vel syv år siden han solen så.

13. Han solen ej så vel i syv år;
vel femten år siden han sadelen bar.

14. I hente mig ud mit galvind og spjud;
vel atten år siden de vare ude.

15. Stolt Signild red så hårdt hun rende;
sin gode fole derover hun sprængde.

16. Stolt Signild råber og var så vånd:
Du svar mig broder, om du kan.

17. Ikke er jeg ve og ikke er jeg våndt;
du hjælp mig søster om du kan.

18. Hun hug ihjel hans fjender syv;
så førte hun hannem levende til by.

19. Og havde de været to for en,
hun havde givet dem dødsensmen.

20. Og hevði tað verið tveir fyri ein,
so hevði hon givið teimum deyða mein.
(En gentagelse af vers 19 på færøsk)

 

Svend Vonved

Tekst: Folkevise
Melodi: Folkemelodi

Optakt

Det historisk spændende ved denne vise er henvisningen til harpen som sangtøj. Svend Vonved er spillemand men må følge kravet i den forne sæd om at ifald æren er brudt (faderen er dræbt) da må hævnen tages (faderen’s banemand må dræbes). Det er moderen Adelin der må minde Svend om den forne sæd. Ved henvisnigen til ”riddere” kan vi se at vi er i 1200 tallet og visen er da også opbygget som et klassisk heltedigt.

Svend Vonved sidder i bure,
han slår guldharpen prude;
han slår guldharpen under skind,
hans moder kom der gangende ind.
Se dig ud Svend Vonved.

2. Ind kom hans moder, fru Adelin;
hun måtte vel være en dronning fin.
"Du skal dig, Svend Vonved, udride
med andre kæmper at stride."

3. Og du skal hævne din faders bane;
en anden må din harpe låne,
den stund du rider af landet hen;
det er mit råd, min kære søn."

4. "Skal jeg fare af landet hen,
ret aldrig kommer jeg her igen.
Jeg passer ikke på harpeleg."
Da gjordes han i kinder bleg.

5. "Da skal jeg dig galdre i dag,
aldrig skal dig nogen mand skade;
sejr udi din høje hest ;
sejr i dig selv allermest."

6. "Sejr i din hånd og sejr i din fod,
sejr i alle dine ledemod.
Signe dig Gud og Drotten dyre,
han skal dig både vogte og styre."

7. "Stiller Eder nu, kære Adelin,
I er allerkæreste moder min.
I tør ikke brygge, I tør ikke blande,
jeg agter mig aldrig mer til lande."

8. "I ønske mig ingen usejr at få;
I vide ikke, hvor min rejse kan gå.
Ihvor jeg rider i mark eller hede,
så lidet agter jeg om kvindevrede."

9. "Når stenen tager til landet at flyde,
og ravne begynde at vorde hvide;
da må I vente Svend Vonved hjem;
alle mine dage kommer jeg ej igen."

10. "Alle mine dage kommer jeg ej igen,
uden jeg får hævnet min faders bane.
Herre og svend slår jeg ihjel;
så fanger jeg for min fader skel."

11. Fru Adelin blev i sind så vred:
"Jeg hører, min søn, du est ikke ræd;
jeg skal dig end bedre bevare;
så visselig skal du ilde fare."

12. "Her haver du det hårde sværd;
lid ikkun derpå i herrefærd.
Ihvor du rider ad vejen fram,
da skal du få både last og skam."

13. Svend Vonved bandt sit sværd ved side
lyster med kæmper at stride,
så såre underlig var hans forde;
ingen mand hannem møde torde.

14. Hans hjelm den var så blinkende;
hans spore var så klingende;
hans hest den var så springende,
selv var den herre så svingende.

15. Han red i dage, han red i tre,
ingen by så kunne han se.
"Eja," sagde den unge mand,
"er der ingen by i dette land?"

16. Han red sig ad vejen fram,
der møder hannem herr Thule Vang.
Herr Thule med sine sønner tolv,
de vare alle riddere bolde."

17. Hør du det, min yngste søn:
Harnisk skifte med mig så gerne,
panseret skifte vi mellem os,
førend vi med denne kæmpe slås."

18. Svend Vonved rykker sit sværd fra side,
hannem lyster med kæmper at stride.
Først vog han herr Thule selv
og siden alle hans sønner tolv.

19. Svend Vonved binder sit sværd ved side,
hannem lyster længere at ride;
han red sig under lide,
der så han Dyre-Karl bide.

20. Bassen havde han på sin bag,
og bjørnen var i armen lagt;
hver en finger, han havde på hånd,
der spillede både på hjort og hind.

21. "Hør, du Dyre-Karl, del med mig,
eller jeg med magt vil tage fra dig.
Hvad heller vil du dyrene skifte,
eller med mig om live fægte?

22. "Langt heller vil jeg slås med dig,
end du skal få mit bytte fra mig;
ret aldrig blev mig budet det bud,
siden jeg Esmer konning vog."

23. "Vog du Esmer konning fin,
da vogst du allerkæreste fader min.
Jeg tager for ham ingen anden bod;
du bøder derfor med dit eget blod."

24. De skreve kredsen i sorten jord,
de helte vare begge så hårde.
Det vil jeg for sanden sige,
de ville ikke for hinanden vige.

25. De fægted i dage, de fægted i to,
den tredje gjorde de lige så;
men før den fjerde dag kom ad kvælde,
da monne han Dyre-Karl fælde.

26. Svend Vonved binder sit sværd ved side,
hannem lysted videre at ride;
han red frem for de store høje,
han så, hvor hyrden fæet mon drive.

27. "Og hør du hyrde, sig du mig:
Hvis er det fæ, du driver for dig?
Hvad er trindere end et hjul?
Og hvor da drikkes den fejreste jul?"

28. "Hvor da står der fisk i flod?
Og hvor da er den fugl så rød?
Hvor da blandes den bedste vin?
Hvor drikker Vidrik med kæmper sine?"

29. Alt sad hyrden, han tagde så stil';
han kunne slet intet svare dertil.
han slog til ham med tange;
der slap ud lever og lunge.

30. Så kom han til en anden hob,
der sad en hyrde ved en grav.
"Hør du hyrde, sig du mig:
Hvis er det fæ, du driver for dig?"

31." Hisset ligger både borge og fæste,
der plejer altid kæmper at gæste."
Han tog en guldring af sin barm,
han satte den på den hyrdes arm.

32. "Her bor en mand, hedder Tyge Nold,
han haver sønner, og de ere tolv;
han fører en bjørn udi sit skjold,
selv er han værre end en trold."

33. "Hør du, kæreste hyrde god,
du løb hen til ham med mit bud;
du bed ham, Tyge Nold så grå,
at han vil hid til os gå."

34. Der de så den kæmpe komme frem,
da skifted de deres bytte blandt dem;
nogle ville have hans gode sværd
og nogle hans harnisk og hest så bert.

 

Kilder: http://heima.olivant.fo/~finnur/ (hjemmeside om færøske viser og kvad)

 

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk