Om historieskriveren

Jeg hedder Flemming Rickfors. Da 1. udgave var gjort færdig og lagt på nettet i september 2003 var jeg 41 år gammel og bosat i Santos, Brasilien. Jeg voksede op på Sjælland og drog, efter Handelshøjskolen, i 1985 til London for at forsøge mig som investment banker. Det blev til 12 år i London, en tur til USC, Los Angeles (1990), efterfulgt af 3 år i Hong Kong, hvorefter familien i 2000 drog til strand- og havnebyen Santos i staten Sao Paolo, Brasilien. Vi deler nu tiden mellem London, Santos og Nordsjælland.

Julen 1962	Godnathistorie med fader Julen 1963
Sejlads på Roneklint Nor med farfader. Batterivej ses i baggrunden.  Syd-Sjælland september 1963	Sejlads i nordnorsk klinkbygget råsejlsskib på Roskilde Fjord 28. juni 2008 (Oselven og Bjørnefjord, besætning max. 16, 9 bænke, 14 årer). Christian er styrmand og stærkt optaget af at tilse at råsejlet er fyldt med vind. Roskilde Domkirke anes i baggrunden.

Om historieskriverens navn, Flemming, skriver den norske skjald Þjóðólfr ór Hvini (Tjodolv fra Kvine) ca. år 900 e.Kr. i Ynglingatal (vers 27):

 Min oversættelse til nudansk. Det oprindelige ord for ”griseunge/vildsvineunge” er ”fearh/færh/ferh (oldengelsk) og ”farr” (oldnordisk), hvorfor søerne farer i Farestald. ”Flæmingr/Fleymingr/Flymingr” betyder ”den der strejfer” og benyttes i omtalen af såvel mennesker (landstryger, landløber), som sværd eller andet der strejfer. Sætningen ”en flæming farra trjónu” er en kenning for vildsvineungens stødtænder, der dræber Agli/Egil. Det tilknyttede ord "Flæmingi" som en betegnelse for "en Flamlænder" fra "Flæmingjaland" (Flandern) er tidligst fra 1200 tallet e.Kr., ca. 300 år efter dette digt, da landskabet "Vlaming" først nævnes år 1260 e.Kr. Den senere brug af navnet ser vi f.eks. 2. marts 1412 hvor ”Lagmand Klas Fleming dømmer i nærvær af ærlig mand hr. Jens Due og flere gode mænd bønder for ulovligt fiskeri i Lammais vig”. Om ”Lammais vig”  er knyttet til Lammais-ström i Kumo elven, Finland, og om denne Klas Fleming er ophavsmanden til de senere rådsherre Erik Fleming og sønnen Klas Fleming, statholder af Finland og Estland i 1500 tallet, skal jeg lade være usagt.

Da vor søn meldte sin ankomst i 1997 stod jeg som fader til en dreng af Danmark, og en moder fra Brasilien, med et problem jeg var nødt til at gøre noget ved uden at tøve. Ifald vor søn skulle blive dansk var det kun jeg der kunne lære ham sproget, vore sæder og vor historie.

Sproget kunne jeg, og sæderne nogenlunde, uden dog at jeg rigtigt forstod dem, men om vor historie kunne jeg intet berette. Som alle andre i Danmark lærte jeg intet om vor historie i hverken folkeskole eller gymnasium. Det gjorde jeg ikke fordi det politisk var besluttet at det skulle vi ikke lære, samt fordi lærerne ej heller kunne, eller synes at have interesse for, vor historie.

Med ændringen af folkeskoleloven 7. juni 1958 nedsættes 1. september 1958 et læseplansudvalg, der udmønter sig i ”Undervisningsvejledning for folkeskolen” i marts 1960 (ofte kaldet ”Den blå betænkning” eller ”Betænkning nr. 253”). Kapitel 8 (Historie (med samfundslære), s. 117-123) indskærpede at verdenshistorien skulle vægtes højere, og at dette skulle ske på bekostning af Danmarkshistorien. Her findes årsagen til vor fuldstændige uvidenhed om hvem vi er, og hvorfor vi ofte famler i mørket når vi skal tage stilling til hvilke grænsebrydende udfordringer vi bør give køb på eller ej. Lyt til den politiske korrektheds ordvalg (s. 117):

”I de første 7 skoleår må der lægges hovedvægt på Danmarkshistorien, men jævnsides hermed må man tilsigte at orientere børnene om europæiske og verdenshistoriske begivenheder og forhold. Det er vigtigt, at eleverne vænnes til at betragte problemerne ud fra synspunktet ligeberettigelse mellem folkeslagene”.

Det er alene i 5. skoleår, dvs. når børnene er 12-13 år gamle, at der undervises om Danmark i stenalder, bronzealder og jernalder. Så katastrofalt lidt fylder den vigtigste del af vor historie, og på et tidspunkt i børnenes liv, hvor det store indblik ikke kan forventes at være til stede, endsige gejsten til at lære om emnet. Dette burde retteligt fylde al undervisningstid i historie i 7. og 8. skoleår. Uden denne grundviden kan resten af vor historie umuligt opfattes ret.

Bosat i Danmark kan man klare det fordi man kan tilse at være sammen med sine egne i dagligdagen. Er man bosat i en anden kultur, med helt fundamentalt andre skikke, er problemet dog akut.

Jeg begyndte derfor at råde bod på dette ved at gennemlæse de helt utroligt spændende krøniker vi har til rådighed fra Danmark, Island og England. Da det gik op for mig at alle mine jævnaldrende ej heller nogen viden havde om vor historie, begyndte jeg at skrive det ned for at andre muligvis kunne få glæde af det.

Resultatet foreligger i den historie der nu er stillet til rådighed på nettet via Hans Ottesen’s utrættelige virke som direktør for DKviaNet A/S.

Det er ikke muligt at overdrive den virkning det har haft at kunne modtage nye oplysninger og ideer fra alle vore landområder gennem de sidste 5 år; fra venner i Estland og Finland via Bornholm til landmandskonerne på syd-Sjælland (som man kun med strakte våben tør sige imod). Fra Øst-Anglen i Norfolk til Færøerne og Island. Fra Texas til Canada. Hvor det regner har det dryppet guldkorn.

Der er ikke mange ting der ikke kan forklares om os ved at vi forstår vor historie. Mange af de prøvelser som livet og dagligdagen byder på har vore forfædre naturligvis også haft og fundet løsninger til.

I dag er det mig ubegribeligt at jeg ikke fik den viden jeg nu har medens jeg var i den skolepligtige alder. Jeg har genopfundet det varme vand mange gange, helt unødigt ifald jeg havde lyttet til de vise ord som vore forfædre bringer til os gennem historien. Jeg håber at min historie kan give andre blod på tanden til selv at gå i gang med at forstå historien. Ved at forstå fortiden forstår man sig selv og sine landsmænd langt bedre, og vil uden tvivl kunne planlægge sin fremtid bedre.

Vinderne skriver altid historien, og al historieskrivning anskues gennem et særligt glughul, uanset hvilke anstrengelser man gør sig for at undgå dette. Nedenfor følger historieskriverens politiske udgangspunkt (fra http://www.politicalcompass.org/):

Omslaget på PC læringsspillet "Lær om Vikingerne: Kongekampen".
Skabt af Krea Medie A/S, en del af Gyldendal koncernen. Se www.pixeline.dk

Spillet udkom 5. september 2008, og Frank F. Pedersen, (http://www.gamesector.dk/ ) anmeldte spillet 2. december 2008. Han skriver bl.a.:

"Pixeline og hendes venner er vidt omkring. Denne gang rejser de faktisk Europa tyndt i et forsøg på at hjælpe vikingen Svend Tveskæg tilbage på tronen....Pixelinespillene i serien, Skolestart, er møntet på de næst-yngste i familien. Dem der snart skal starte i skole eller lige er startet i skolen. På bedste pædagogiske vis tager Pixeline og hendes venner så et emne op, som de forsøger at formidle til de små. Denne gang er det historien, nærmere betegnet vikingetiden, hun tager fat på. Det bør være et emne der kan fænge selv de mest skoletrætte af de små. For hvem vil ikke gerne lære lidt om de grumme vikinger med det voldsomme ry. ...Nu er spillet en del af Pixelines ”Lær om” serie, så vi skal selvfølgelig også kigge på om de små poder lærer noget om vikingerne. Det gør de helt bestemt, og det er med den finurlige Pixeline charme, som hun er blevet så berømt på. Hun forklarer fint om ord, som fandtes på den tid, og hvad de betyder samtidig med at hun fortæller om vikingernes kultur og dagligdag. Hver gang man kommer til en by, fortæller Pixeline hvilken betydning den by havde på vikingetiden. Så man vil helt klar vide mere om vikingerne efter at have spillet Kongekampen. Det er bestemt ikke noget udtømmende værk om vikingerne, men nok til at man vil have en bedre forståelse for hvad vikingerne egentlig var for nogle størrelser. En vigtigere funktion er måske, at det forhåbentlig vil give børnene lyst til at vide mere om vikingerne og det er bestemt værd at tage med".

Skoleelever og andre interesserede er velkommen at tilskrive mig på christiansted [snabel-a] hotmail.com . Jeg ikke professionel forsker, men skal gøre mit bedste for at besvare de spørgsmål der måtte være.

Christian's tegning af Valhal som 7-årig november 2005 i forbindelse med TV2's julekalender "Jul i Valhal" og tegnekonkurrencen. Han må have hørt lidt efter undervejs i forberedelsen af denne historie. Urðr's brønd, hvorfra visdom fra fortiden hentes fra forfædrene, er korrekt aftegnet uden for Valhalla, hvor forfædrene jo befinder sig. Valhalla er tækket med guld, beskyttet af to udadvendte drager i gavlen, og på væggen hænger skjold, økse, krigshjelm, scramasax, sværd og fuld brynje. Solen skinner fra en blå himmel og Dannebrog blafrer i vinden.

Bonito, Mato Grosso do Sul, Brasilien december 2008 med en Boa-kvælerslange (Jibóia).

Uafklarede spørgsmål som jeg stadig søger svar til. 

Dans
 
Vi ved overraskende lidt om dans som en del af vore urskikke. Der er ringdans omkring maj-stangen. Guldhornene viser os ene-dans af Shamanen og andre med våben under ofringen af Balder ved Sommersolhverv. Himlinggøje-kopperne viser os mænd danse med sværd (se afsnittet "Sværddans"). Der er ligeledes dans ved høstfest. Vi ved at de underskønne Elver-piger danser og at denne dans af kvinder har haft en shamanisk opgave da mænd kan blive ”ellevilde”, skulle man blive ”elleskudt”. Eller måske er det en forførende ene-dans.

I juli 1622 var Kong Christian IV. i Norge for at indtage forsædet på Rettertinget, sat i Bergen, hvor biskoppen til Trondheim, Anders Arrebo, måtte stå skoleret foran Kongen og det norske Rigsråd, der var et 12-mandsråd af halvt danske, halvt norske rigsråder. Biskoppen havde en lidt, skal vi sige, bramfri stil og liberal adfærd ved bryllupsfester. Biskoppen blev 31. juli dømt for i 1619 at havet deltaget i "Jægerdansen", en slags tag-fat-dans, hvor parterne skiltes og, når de mødtes igen, omfavnede og kyssede hinanden. I begyndelsen af 1621 blev der til et bryllup også danset "Jægerdans", og da trommeslageren ikke kunne holde takten, aflagde biskoppen sin bispedragt og greb selv stikkerne, og sang samtidigt (ved vi fra anklageskrifttet):

"Tag fat på den
du fik hende ikke end!
Hun løber ned af bakken
med særken på nakken.
Hun løber i lunden
med flæsket i munden".

Han deltog også i "Langdansen". Domsafsigelsen lød på embedsbrud med følgende begrundelse: "...letfærdig sang at synge, unodelig dans at danse, Skt. Bents minde at drikke udi aftenlag og værtsskab, tromme at slå på til dans og sådanne rim at digte, som stor turbation medfulgte -- og det, som mere er, med at holde sig i enrum og på fordægtige steder til fremmede kvindespersoner og på sengen hos dennem, endogså ikke udi alle sine klæder...". ¹

¹ Ditlev Tamm: Retfærdighedens vogter, Skalk (1992:5, s.18-26) 
 

Folkedanserne holder uden tvivl liv i mange af de gamle danse, men vi ved meget lidt om de oprindelige danse, og hvorfor de blev udtænkt som de gjorde.

Ordet “danse” er ingen enige om oprindelsen til, men det synes at vi kan følge det til det indoeuropæiske “*tens-“ (strække, trække, spænde) og det oldindiske “tamsayati” (danser ætten?). Måske er der en læser der kan hjælpe.

"Der hører mere til Dandsen end et Par røde Sko"

(Peder Syvs Kjernefulde Ordsprog, 1807, s.170)

Rig Veda (Bog 10:XVIII:3) siger i min oversættelse til nudansk:

’Adskilt fra de døde er de, de levende: Nu sker med held vort kald til guderne. Vi står nu frem til dans og til latter, at viderebringe tid, forlængende vort jordeliv”.

Homer: Odyssey (Bog VIII: 260-266, VIII: 370-381), hvor de bedste dansere fra den Phaiekonske ungdom [græsk ”Phaiēkōn bētarmones hossoi aristoi”] forbereder en dans til ære for Odysseus, der er en ankommen gæst til deres land, i min oversættelse til nudansk:

”De udjævnede dansestedet og gjorde et smukt (ringformet) samlingssted [græsk ”leiēnan de khoron, kalon d' eurunan agōna”], og opvarteren ankom, bærende den klar-(tonede) phormigga [7 strenget harpe] for (hofskjalden) Dêmodok. I midten (af omkredsen) han stod, og på begge sider af ham [græsk ”amphi”, dvs. ikke i en ring men på to lige rækker] stod drenge i deres første ungdom, dygtige dansere [græsk ”daēmones orkhēthmoio”]; de betrådte dansestedet med løbende fødder. Og Odysseus stirrede på de blinkende [=spjættende?] løbende fødder med beundrende hjerte. Men de stod tilbage i ave til tonerne fra den smukke (kærligheds)sang…….Nu bad (Kong) Alkino (sønnerne) Halios og Laodamas danse alene, for ingen kunne sig med dem måle. De tog nu i deres hænder den smukke bold, purpur (af farve), som Polybos havde gjort dem; den ene slyngede den mod de skyggende skyer, bøjende sig bagover, (medens) den anden hoppede fra jorden og med lethed greb den før fødderne igen rørte jorden. Men efter at have prøvet deres kunnen i at kaste (bolden) lige op (i luften), dansede de herefter på den altgivende Jord forbi hinanden, medens den resterende ungdom satte rytmen [græsk ”epelēkeon” = tiden] på samlingsstedet, og stor var begejstringen (blandt alle).”