Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Dværge

I tusinder af år har kineserne kaldt deres japanske naboer for "dværgene". Vi ved i skrift at i det 1. århundrede f.Kr blev Japan beskrevet som ”Wa”, og japanerne kaldes i dag "wō" (Pinyin), i dag skrifttegnet 倭 eller ”dværgene”. ”Wa” var en figurativ betegnelse af de oprindelige bosættere. Dværgreferencen stammer formentlig fra Jomon folket, der boede på Hokkaidoøen i det nordlige Japan. Dette folk boede i jordhuler og blev kaldt “koro-pok-guru” eller “mænd med nedsænkede steder” Dette folk ved man var fysisk små mennesker. Først i helt ny tid blev ordet ”dværg” brugt som en nedsættende bemærkning om alle japanere. Dværgfolket bliver år 878 e.Kr. uddrevet fra Hokkaido af de høje Ainufolk, der selv blev drevet til Hokkaido af forfædrene til de nuværende japanere.

Ainu-folket menes at være proto-indoeuropærere, og kaldtes undertiden ”de behårede Ainu” fordi de havde langt mere hår på kroppen end japanerne, dog ikke mere end mange sydeuropærere har det i dag.

Japan opstår som nation ca. år 478 e.Kr. hvor Kejser Yuriaku (kejser år 456-479 e.Kr.) meddeler det kinesiske hof at han har fordrevet de hvide proto-indoeuropæere fra 55 områder i det østlige Japan. Kilder siger at immigrationen fra fastlandet af forfædrene til de nuværende japanere begyndte ca. år 300 f.Kr.. I 1966 ansloges det at der kun eksisterer ca. 4.000 rene Ainuer i Japan selvom befolkningsgruppen regnes for 40-100.000 stor. Forskere diskuterer stadig om Ainu folket er proto-indoeuropæerere.

Vi ved også med sikkerhed, at i Han dynastiet (år 202 f.Kr – år 220 e.Kr.) var man i historiske værker meget optaget af deskriptiv digteform, og at der blandt disse var mange digte om jætter og dværge. Digteformen blev kaldt Fu.

Hos en af de originale stammer på Taiwan, Saisiyat folket, havde man, som i mange andre stammer, tradition for tatovering af hele overkroppen. Denne stamme, i Miaoli området på Taiwan, har også i dag et ritual der kaldes dværgeceremonien, hvert andet år i november. Legenden siger, at en gruppe af 1 meter (3 engelske fod) høje dværge, mørklødede, engang lærte Saisiyat folket landbrug, sang og dans, men at de også generede deres kvinder. Saisiyat folket modsvarede dette med at invitere dem til en festlighed, hvorefter de blev skubbet i en kløft da de skulle gå over en snæver bro. Det originale formål med ceremonien var at gøre disse forulykkede dværge tilfredse.


Da Ver Asir/Danir-stammen vandrede omkring i Midgård/Asien kaldte de naturligvis også deres kinesiske og mongolske naboer for dværge (”dvergar” (oldnordisk) og ”dweorg” (oldengelsk)). Dværgene boede i jorden og i stenene, hvad kinesernes forfædre for nogle tusinder år siden rent faktisk også gjorde. De boede i nedgravede huler i jorden og i klippehuler i modsætning til Ver Asir/Danir-stammen, der som kvæg- og hesteavlere boede på den åbne slette.


I Völuspá (vers 11-13, Ældre Edda) opremses navnene på de dværgfolk, som Ver Asir/Danir-stammen havde kendskab til omkring Midgård : "Nýi oc Niði, Norðri oc Suðri, Austr og Vestri, Alþiófr, Dvalinn, Bívorr, Bávorr, Bömburr, Nóri, Án oc Ánarr, Ái, Miöðvitnir” og så videre, i alt 63 navne på dværgfolk.

Vi bemærker straks at der i dværgfolkenes navne indgår de fire retninger nord (norðri), syd (suðri), øst (Austr) og vest (vestri).

Ordet “norðr” (oldnordisk) og “norð” (oldengelsk) oprinder fra det indoeuropæiske “*ner-“ der betyder “venstre” og “forneden”. Det menes at nord betyder “venstre” fordi personen der bestemmer retningen gør dette ved stirre mod Solen, der som bekendt stiger op fra øst.

Ordet “suðr” (oldnordisk) og ”suð” (oldengelsk) er måske forbundet med det indoeuropæiske “sunnon” eller “Solen” og henviser til “syden/i solens omegn”.

Ordet “austr” (oldnordisk) og “east” (oldengelsk) oprinder fra det indoeuropæiske “*aus-“ eller “daggry”, og er en henvisning til hvorfra solen stiger op og daggry begynder.1

1 Se Rig Veda (bog 4:LI, 7:LXXVIT) der begge omhandler ”Daggry”.

Ordet ”vestr” (oldnordisk) og ”west” (oldengelsk) oprinder fra det indoeuropæiske ”*wes-” og betydningen er ikke forstået.

Da vi nu ved at vore retningsbestemmelser er udviklet fra vor tid i Midgård eller Asien, og at vi knytter retningsbestemmelserne til dværgfolk, der har boet uden for og omkring vore landområder, er spørgsmålet om vi kan forklare de ikke forståede retningsbestemmelser ”syd” og ”vest”.

I beretningen om Den Trojanske Krig i Ældre Edda, gentaget af Snorre i Gylfaginning (Snorre Edda) betegnes fjenden som "surt, surti, surtur" (sort, sorte). Homer: Iliaden beskriver også fjendens skibe som "sorte". Angrebet kommer fra øst og syd mod Troja og hendes landskab. Ordene ”surt, surti, surtur” og ”suðr/suð” er forbundet med hinanden, og er en betegnelse for det samme.

Oprindelsen finder vi i Rig Veda (bog 10:XC), hvor stammens oprindelige samfundsopbygning er gengivet. Her finder vi den laveste æt i stammen under betegnelsen ”Shudra”, der fra år 200 e.Kr. bliver sammenført med farven ”sort”. Fra år 200 e.Kr. er ”Shudra” uden for tvist en betegnelse for de indfødte befolkninger mod syd. Min vurdering er at ”surt, surti, surtur” og ”Shudra” har været en hel generel betegnelse gældende ikke kun for Indien, men for alle befolkninger syd for Midgård, uanset hvorledes Midgård i samtiden blev opfattet.

Efterser vi nu farven ”sort” kan vi se at ”svartr” (oldnordisk) og ”sweart” (oldengelsk) har betydningen ”mørklødet”. Ordet er forbundet til det normannerfranske ”sorte” (at sortere/at inddele) fra den indoeuropæiske rod ”*ser-” (at inddele), hvis oprindelse synes at være ”hvad er givet en af skæbnen”. Alle etymologiske forklaringer falder efter min mening i sidste ende tilbage til retningen ”syd for Midgård”, hvor mørklødede indfødte befolkningsgrupper var bosat sammenholdt med os. Da vort sprog ikke oprindeligt har underforståede meninger andet end hvad der bliver sagt, kan der ikke i den oprindelige betydning drages andre forståelser end at dette fysisk har været tilfældet.

Retningen “vest” er en betegnelse for landområderne vest for Tanais-floden (Don -floden) eller det nordlige Europa, et område vi ikke kender til da ordet udvikles.

Ordet “Europa” er forklaret som som værende sammensat af “eurys” (bredt) + “ops” (ansigt). Alternativt kan ordet oprinde fra det akkadiske “erebu” eller “at gå ned” som en henvisning til Solen.

Midgård er iflg. Völuspá omringet af dværg-folkeslag, der ikke skal forstås anderledes end at de fysisk er mindre end os. Kineserne mod øst, andre folkeslag i Mellemøsten, mongolske folkeslag mod nord, og måske folkeslag med ”brede ansigter” i det nordlige Europa. Ordet ”vestr/west” kan være vor betegnelse for disse mongolske folkeslag som f.eks. Saami-folkene.

Vi har et andet ord for ”Europa”, som vi kalder ”Norðrhálfa” og ”Norðrálfa”.  Ordet ”Norðrhálfa” betyder åbenlyst ”Den nordlige halvdel” og normalt antages det at ”álfa” er samme ord, hvor ”h” er udeladt fordi det efterfølger ”r”. Det er jeg ikke overbevist om leder til den rette forståelse.

I afsnittet ”Tanum – Tanheim – hjemmet ved vandet” viser jeg at Grímnismál (vers 5, Ældre Edda) i brugen af ”Álfheim” netop i denne sætning geografisk skal betegne steder hvor oprindelige nordbo-stammer havde sæde da vi ankommer år 40-70 e.Kr. Álfheim forekommer ingen andre steder end i vore oprindelige landskaber nord for Ejder-strømmen, hvorfor ”Norðrhálfa” og ”Norðrálfa” betegner de samme landskaber. Jeg mener dog at ”Norðrálfa” er et særskilt ord for den nordlige del af landskaberne nord for Ejder-strømmen.

Denne forståelse udelukker ikke en sammenhæng mellem ”hálfa” og ”álfa”, men i så fald skal sammenhængen findes i at alfer blev anset som små mennesker eller mindre end ”os”.

I årtusinder har kineserne haft den traditionelle rolle i forhold til deres naboer, at være leverandører af kunsthåndværk. Gennemgår man Kina’s handelsbalance i dag vil man se at dette fortsat er tilfældet; råvarer importeres og håndværk eksporteres. Sådan var også deres forhold til Ver Asir/Danir-stammen . Alle Asa-gudernes værdifulde ting er fremstillet af dværgene: Thors hammer "Mjølnir", Odins magiske ring "Draupnir", Freyr's (ikke Freja's) guldbørstede "Hildesvin" (krigssvin, "gullinbusti Hilldisuine", Hyndluljóð vers 7) og halsringen "Brisingamen"1, Frejs skib "Skidbladnir" (”Skíðblaðnir” i Grimnismál), Odins spyd "Gungnir", og mange andre magiske og enestående ting.

1 Vi ser Brisingamen omtalt også i Beowulfkvadet , hvor Heimdall /Heimdallr, i Beowulf kaldt ”Hâma/Hama” bringer Brisingamen, i Beowulf kaldet ”Brosingamene”, til Asgård :

Nænigne ic under swegle selran hyrde
hordmaððum hæleþa, syþðan Hama ætwæg
to þære byrhtan byrig Brosingamene,
sigle ond sincfæt;
(sætning 1197-1200)

Fra Völuspá (vers 10, Ældre Edda):

Þar mot|sognir
moztr vm orðinn
dverga allra
eN dvriN aNaR
þeir man|licon
morg vm gorðo
dvergar or iorðo
sem dvriN sagdi.

Der var Modsuger
mesterdværgen
og Durin mest agtet
efter ham;
de gjorde kroppe, mange,
i menneskeform
dværgene, af jord,
som Durin sagde.

 

 

Dværgen “Durin” er værd at fremhæve. Det må være en mulighed at “Durin” er forbundet med de tilsvarende oldnordiske ord “Dúra” (småsove) og “Dúrr” (kort søvn), således at “Durin” betyder “Den Korte”.
 
Yu, Huan skrev “Weilue” 1 mellem år 239 og 265 e.Kr. Skriftet findes i Sanguo zhi (år 285-97 e.Kr. om år 206 f.Kr - 280 e.Kr., zhuan 30). I kapitlet om “De Vestlige Folk”, set fra Kina, har vi en beskrivelse som følger:

Kapitel 29 – Kongeriget Duanren (“Korte Mennesker”)
 
Kongeriget Duanren (“Korte Mennesker”) er nordvest fra Kangju (Tashkent, samt Chu, Talas og det mellemste af Jaxartes). Mændene og kvinderne er alle 3 chi høje (0.693 meter). De er mangfoldige. Det er en lang vej fra Yancai (ved mundingen af Syr Darya ved Aralsøen) og de andre kongeriger. De ældre fra Kangju (Tashkent + omegn) siger at købmændene ofte drager tværs over dette kongerige. Det er muligvis mere end 10.000 Li (4.158 km) fra Kangju (Tashkent + omegn)”.
 
1 John E. Hill’s oversættelse til nuengelsk 2004. Min oversættelse til nudansk.

 

Det er her klart at historieskriveren Yu, Huan har denne beretning fra Oldermændene i Tashkent, som vi med rimelighed kan antage beretter en sandfærdig beskrivelse af deres egne købmænds beretninger.
 
Retningen nordvest for Tashkent og langt videre nord for østsiden af den nordlige del af Aral-søen tager os direkte ind de mongolske rensdyrfolkeslags landområder. Dette er samme omvandrende folkeslag vi selv kender til, og ganske sikkert under den samme betegnelse. Så vidt jeg kan er er ”Durin” (Völuspá, vers 10, Ældre Edda) og ”Duanren” (Yu, Huan: Weilue) en identisk betegnelse for ”Dværge” eller ”Korte Mennesker”.

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk