Ekko fra den forne tid

Ásaland – Asien - Riget i Midten – Miðgarð – Den kendte verden

Snorre beretter i Ynglinga Saga (Heimskringla):

Min oversættelse til nudansk.

I Asien, muligvis navngivet efter Ase-folkeslagene eller deres guder, ligger ifølge Snorre Edda også Midverden. Det var ”Miðgarð, Middangeard” (oldnordisk, oldengelsk) eller "Midgård" - udgangspunktet. Derfra drog "os" mod vest.

Snorre: Snorre Edda (Prologen, 5. Óðinn tók sér bústað í Sigtúnum):

Min oversættelse til nudansk.

Kineserne kaldte Romerriget for ”Da Qin”. Hou Han shu beretter (Sektion 11, skrevet før år 445 e.Kr. omhandlende år 25-220 e.Kr.):

”Kongeriget Da Qin

......folket af dette land er høje og ærlige. De ligner folket i Riget i Midten og derfor kaldes dette kongerige Da Qin”

I Epilogen til Hou Han shu benytter den kinesiske historieskriver et andet skrifttegn for betegnelsen for sit eget land. Dette skriftegn oversættes i engelske kilder til ”Kina” og er ikke identisk til ”Riget i Midten”. Jeg tror derfor vi her skal forstå ”Riget i Midten” som ”Midgård ” eller ”den kendte verden”. Som læseren vil se er ”Midgård” i samtiden bosat af indoeuropære.

Hou Han shu forklarer os helt præcist hvilket geografisk område det oprindelige Midgård betegnede. Den østlige grænse var den kinesiske mur. Den vestlige grænse var ”Da Qin” (Romerriget), dvs. Tanais-floden (i dag Don-floden), den gamle landegrænse mellem Europa og Asien ¹. Den sydlige grænse var ”Anxi” (Parthia) der gik til området omkring Samarkand, Uzbekistan, samt Hindu Kush. Den nordlige grænse kan ikke bestemmes fra Hou Han shu, men fra Völuspá (vers 11-13, Ældre Edda) kan vi se at der nord for Midgård boede mongolske folkeslag. Dette behandles i kapitlet ”Dværgene”. Den nordlige grænse har derfor været mellem breddegrad 50º og 60º nord.

¹
Snorre er i Ynglinga Sagaen helt enig i at Ásaland/Midgård ligger øst for Tanais-floden: ”Fyrir austan Tanakvísl”. Ingen er dog enige om hvad ”kvisl” i denne forbindelse betyder. Mange mener det skal betyde ”en gren af”. Jeg mener nu ordet skal bruges i betydningen af ”bugter sig”. For at Snorre har villet benytte dette ord må denne bugtning af floden have været kendt fra oldtiden. Hvad jeg har gjort nedenfor er at bruge et kort der viser hvorledes Tanais-floden bugter sig, og betydningen af dette:

Alle geografiske beskrivelser fra græsk/romerske kilder viser fuld forståelse for hvorledes Tanais-floden bevæger sig mod Asovhavet . Det har Snorre derfor også vist. Det gigantiske knæk som Tanais-floden tager er så signifikant, at Snorre har været sikker på, at dette kunne forstås. At dette må være en korrekt fortolkning er ligeledes underbygget af sejlrenderne, der bugter sig på samme vis, mod Fedsodde og mellem Vigelsø og Dræby Fed mod Tornø i Odense Fjord. Disse farvande kaldes Dræby- og Tornø Kvissel.

Kineserne kaldte oprindeligt sig selv ”Hua Sha” eller ”efterkommere efter Hua”. Det er først i Qing-dynastiet fra år 1644 e.Kr. at betegnelsen ”Riget i Midten”, fonetisk udtalt "Djung Gjaard" (staves ”Zhong Guo” (mandarin) og ”Chung Gwok” (kantonesisk)), betegner Kina.

Ekkoet af det oprindelige Midgård kan ses i det 777.000 km² store landskab, der kendes som ”Dzungaria, Jungaria, Sungaria, Zungaria, Zhungáěr”. Området spreder sig i dag over Xinjiang og det vestlige Mongoliet fra Gansu (øst), Tien' Shan (Tianshan, Tienschan) (syd), Irtysh floden (nord), Tarbagatai (Tarbagatay)-bjergene (nordvest) og Altai-bjergene (nordøst). Landskabet har i dag ingen juridisk, politisk eller kulturel sammenhængskraft, og dets oprindelige indoeuropæiske befolkning er rejst videre.

Jeg er ikke overbevist om at landskabsbetegnelsen “Dzungaria, Jungaria, Sungaria, Zungaria, Zhungáěr” på mongolsk skal opfattes som sammensat af ”züün, dson” (venstre) +  ”gar” (hånd), som en henvisning til den del af den mongolske hær der havde kontrol med den venstre flanke ¹. Denne antagelse forudsætter at der er foretaget en bedømmelse med ryggen til retning nord. Det strider i alle tilfælde mod indoeuropæiske tankegang, hvor “norðr, norð” (oldnordisk, oldengelsk) er fra det indoeuropæiske “*ner-“ der betyder “venstre” og “forneden”. Det menes at nord betyder “venstre” fordi personen der bestemmer retningen gør dette ved stirre mod Solen, der som bekendt stiger op fra øst.

¹ Encyclopædia Britannica (1911)

Jeg vil i stedet foreslå at “Dzungaria, Jungaria, Sungaria, Zungaria, Zhungáěr” er sammensat af det mongolske ord ”Дунд” (fonetisk udtalt "Dund"), der har betydningen ”Midten” + endestavelsen ”garð, garh”, der på indo-persisk har betydningen ”befæstet gård”; igen fra sanskrit ”grah, grih” (at tage kontrol med). Det mongolske ord "gar" (hånd) er formentlig samme ord, hvor hånden er opfattes som at tage kontrol over en ting eller et landskab.

Landskabsnavnet “Dzungaria, Jungaria, Sungaria, Zungaria, Zhungáěr” er derfor identisk til det fonetisk udtalte "Djung Gjaard" (Riget i Midten), der igen er identisk med ”Miðgarð, Middangeard” (Midgård).

Billedkilde: Google Earth 3. januar 2009.

Vi ser netop Beowulfkvadet benytte ordet ”Middangeard” (sætning 75) i betydningen ”den kendte verden” hvor det forklares at Høvding Hrothgar (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525) fordeler alt land, bortset fra offentlig jord, til stammen.

I helt samme forståelse ser vi ordet benyttet i digtet ”Eardstapa” (på nuengelsk ”The Wanderer”), formentligt fra 600 tallet e.Kr.:

”... Swa þes middangeard...” eller ”... så denne midgård/kendte verden...” (sætning 62) og ”... geond þisne middangeard...” eller ”... under/i hele denne midgård/kendte verden...” (sætning 75). Det er fra digtet helt tydeligt at det er den fysisk kendte verden der omtales, og ikke en mytologisk eller anden verden.

Stammen var opdelt i ætter og dette behandles videre i kapitlet ”Ver Asir/Danir-folkets ”kønne unger”.

Lad os fremhæve Hyndluljóð (vers 11, Ældre Edda):

Min oversættelse til nudansk.

”Miðgarð” er altid de landområder der beboes af menneskeheden og kaldes også ”Manaheim”. Under folkevandringerne vedbliver Midgård at have denne betydning, men går fra alene at betegne landområderne mellem ”Da Qin” (Romerriget) og kinesernes eget landområde, dvs. fra Tanaisfloden (Don-floden) til den kinesiske mur eller Asien, til at betegne hele den verden vi kendte til. Denne verden bliver større og større som følge af vor vandring mod vest.

Snorre: Snorre Edda (Gylfaginning, 9. kafli) siger:

Min oversættelse til nudansk. 

Læseren vil naturligvis straks bide mærke i at vore forfædre var fuldt klar over at Jorden var rund og at Jorden er hunkøn, jvf. Moder Jord ¹ . Vi kan se at at Miðgarð beskrives som ”midten af verden” dvs. fuldstændig i overensstemmelse med hvorledes kineserne selv benytter betegnelsen. Vi kan også se at der rundt om Miðgarð byggedes en borg, som jeg her tror skal fortolkes som et beskyttelsesværk, for hvad der her omtales er ganske sikkert den kinesiske mur. Dette beskyttelsesværk blev rejst for at beskytte mod jætterne, som jeg her tror skal forståes som ganske enkelt fjenden. Fjenden i tidsrummet er, som vi vil se, Hunnerne.

¹
At Jorden er rund har vi, og mange andre folkeslag, altid vidst. En ring er 360º og solpejlskiven fra Siglufjörðr i Eystribygð, Grønland viser at dette var forstået (se kapitlet ”Brugen af Tal - tal-kraft & rim-kraft”). Rig Veda viser at året var inddelt i 360 dage. Såvel årets som synets ring er den samme forståelse og oprinder fra 60 talssystemet fra Mesopotamien/Babylonien. En opdeling af en ring på 360º forudsætter en forståelse for at Jorden er rund.

Snorre har vist at han forstod dette, som alle andre i sin samtid. Den religiøse forståelse for Midgårdsormen, der slynger sig om Jorden og bider sig selv i halen (fornyelsen) er forstået af os og de gamle grækere i hvert fald 5-600 f.Kr. Dette gør at vi allerede på dette tidspunkt må have haft en forestilling om at Jorden er rund.

Da vi dyrker Solen, Månen og Moder Jord lige, og vi fysisk har kunnet se Solen og Månen som runde, må det have været åbenlyst siden begyndelsen at Jorden havde samme form. Dette synes fuldt forstået i filosofien fra Rig Veda år 1900 f.Kr. (se ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning”)

Endelig har vi et ord for den runde Jord på oldnordisk gennem ”Jördböllr”, med betydningen ”jordkugle, jordklode”, hvor ”böllr” betyder ”bold” og betegner ”noget som ser ud som en kugle, ser rundagtigt ud”.

Hvorfor man i Middelalderen begynder at udbrede den opfattelse at man tidligere troede at Jorden var flad, er vanskeligt at sige. Det eneste jeg kan tænke på er, at der i den lineære katolske verdensforståelse var og er et alvorligt teologisk problem med heimskringla - livets ring, at alt går igen. Det er derfor i den kristne filosofi mere enkelt at forholde sig til at Jorden er flad, statisk og fuldskabt af én frit opfundet enhed. Det hjælper også argumentationen for at Jerusalem ligger i verdens navle, hvis Jorden er flad. Ligeledes virker synd- og syndsforladelses-forretningen kun, hvis fortiden kan vaskes hvid og ophøre med at eksistere. Senere er det nok en bevidst politik om at forbinde dumme bønder på heden med uvidenhed (= Jorden er flad), mod de kloge i byerne (Erasmus Montanus), der er lærde og bedrevidende.

Asien – Asíu – Asiô

”Asien, Asíu, Asia”  (dansk, oldnordisk, engelsk) har ingen givet en fornuftig etymologisk forklaring på. Den eneste tanke foreslået er at ordet kan være forbundet med det akkadiske ord ”asu”, der med henvisning til Solen betyder ”at gå ud, at stå op”, og derfor med den samlede betydning ”landet hvor solen står op”.

Det må være sandt at landområdet "Asien", øst for Tanais-floden, er uigenkaldeligt knyttet til landskabet "Lille-Asien, Asia Minor".

Homer: Iliaden (Bog II:459-469) viser os at dette år 800 f.Kr. og tidligere, på oldgræsk blev kaldt "Asiô". I Homer:Iliaden betegner det landskabet omkring floden "Caystrius" (Kaüstriou), i dag Küçük Menderes-floden syd for Izmir, Lille-Asien.

Herodot (år 484-425 f.Kr) har samme problem med fortolkningen af ”Asia” og giver følgende forklaring (Histories, bog 4:45):

”...og at Asia fik navnet fra Prometheus kone: Lydian-folket derimod påkræver sig navnet og siger at Asia fik navn ikke efter Prometheus’ kone, men efter Asies, Coty’s søn og sønnesøn af Manes, der gav det videre til stammen der kaldes Asias i Sardis”.

Herodot's forklaring knytter stednavnet til samme område som Homer: Iliaden.

Det oldgræske "Asiô" er udviklet fra det hittitiske stednavn "Aššuwa", der forekommer syv steder, herunder indridset på et bronzesværd fundet i 1991 i Eski Örenyeri Mevkii området, dvs. Bronzealderens Hattuša, Hatti (Hittitterriget). Indskriften lyder:

Min oversættelse til nudansk fra engelsk.

Kilde: Eric H. Cline: Aššuwa and the Achaeans: The "Mycenaean" Sword at Hattušas and its possible implications (1991, The Annual of The British School of Athens, Vol. 91, s.137-151).

Dette sværd, tilsyneladende med en række andre, var krigsbytte bragt hjem fra sejren i landskabet Aššuwa ca. år 1430 f.Kr. af Tudhalya II. konge af Hatti (Hittitterriget). Stednavnet "Aššuwa" forekommer ligeledes i 6 hittitiske breve, alle dateret til Kong Tudhaliya I./II./III.'s regeringstid (ca. år 1450-1385 f.Kr.). I egyptiske kilder blev landskabet muligvis omtalt som "Isy".

Hvad vi ikke ved er, hvorvidt stednavnet "Asien" bringes til Lille-Asien med folkevandringer dertil, eller omvendt.

Terras Ascade - Asgårds Lande

Min beretning handler ikke om at finde Asgård (Ásgarð), den hellige gral for os alle, og det er der en meget simpel årsag til. Har Asgård eksisteret? Selvfølgelig har den det. Vore forfædre, helt op til vikingetiden, kaldte deres bopladser og bygder for ”gård”, og historien vil vise mange eksempler på dette. Vore forfædre folkevandrede flere gange, og over store afstande. Derfor har der eksisteret flere Asgård. Min historie forsøger at vise folkevandringerne, og indføre læseren i vore forfædres sæder og tro.

Tænk f.eks. på alle de gamle fæstninger kaldet “Stargard” – fra “starian, stara” (oldengelsk, oldnordisk), igen fra sanskrit ”sthirah” eller ”stærk, fast, hård” + ”garð”; samlet ”Den stærkt befæstede gård”. Vi finder disse fæstninger bl.a. i det landskab, der først fra år 1046 e.Kr. kendes som det oldslaviske Pommern, men oprindeligt har været Vandalernes landskab efter udvandringen fra Skandinavien. Det oprindelige navn for ”Oldenborg” (Den gamle borg) i Holsten var ligeledes ”Starigard, Stargard”. Da ”Oldenborg” er en ny germansk oversættelse af bygdens slaviske navn betyder det at ”Stargard” på oldslavisk blev opfattet som ”Den gamle fæstning”. Derfor er navngivningen af dette fort ældre end den slaviske stamme Wagri (Wagiri)-folkets ankomst dertil i 800 tallet e.Kr., da stednavnet antyder en for denne stamme ældre fæstning. Dette stednavn forekommer flere gange, og alle steder har dette været omegnens tilflugtsborg.

I Grímnismál (vers 6, Ældre Edda) forklares vi at "Regin" (magterne)'s sølvtækkede sal:

Valascialf heitir, er velti ser áss i ardaga

Valaskjálf hedder, som en af aserne pløjede i tidernes morgen

Min oversættelse til nudansk.

Hvad Grímnismál (Ældre Edda) tænker på, og Snorre er enig heri, er Troja og landskabet Þrúðvangar. Staden og stedet Valaskjálf (Det skælvendes slagne) er derfor et heite for (et jordskælvsramt) Troja og det tilhørende landskab, der i oprindelig tanke anses for en af vore Asgårde (se”Kongen som Odin – Odin som konge i Gl. Lejre”).

Kort over det nordlige Indien. Skal man alligevel gøre et forsøg på at finde én af vore tidlige Asgård (Ásgarð), kunne man overveje bjergfæstningen “Asirgarh” vest for Nagpur i Satpura bjergkæden, 20 km nord for Burhanpur, Madhya Pradesh Stat i den indoeuropæiske del af det nordlige Indien. Befæstningen er strategisk placeret på den højeste tinde, 259 m (850 ft.) over sletten nedenfor og 549 m (1800 ft.) over havoverfalden. Borgen ligger mellem floderne Tapti og Narmada og kontrollerede den eneste farbare vej fra det nordlige Indien mod sydvest. Afsnittet “Válmíki: Rámáyan” viser at der er mere end tilfældig navnelighed mellem ”Asgård” (Ásgarð) og ”Asirgarh” til disse landskaber. ”Garh” har på indo-persisk betydningen ”befæstet gård”, fra sanskrit ”grah, grih” (at tage kontrol med).
Billedkilde: Google Earth 11.11.2007 (21° 28' N, 76° 16' E for Asirgarh)

Peter Frederik Suhm (1728-1798): Om Odin og den hedniske Gudelære og Gudstieneste udi Norden (1772, Første Bog: Om Odin, Andet Kapitel: Om Odin, som et Menneske, § X, s. 95) i overvejelserne af mulige geografiske steder, hvor vore mange Asgaard har været:

"Det vilde være meget betydeligt om disse Ord, som Sheringham anfører af Michovii Sarmatia Asiatica L. I. C. 10 at skulle findes hos Ptolemæum in L. 2. quadripartiti: Qvi in confinibus terrarum Sarmatiæ & terræ Ascardæ conversantur, Aquario & Saturno assimilantur; unde majoris sunt crudelitatis qualitatesque animarum suarum ferocissimæ, efterdi man da havde Asgards eget Navn hos saa gammel og anseelig en udenlandsk Skribent; men jeg maae tilstaae, at jeg, ved at igiennemsee alle fire Bøgger af Ptolemæi quadripartito, har ei fundet noget saadant, alene i den anden Bog tales der om Sarmaternes Grumhed. ...".

"Sheringham" er Robert Sheringham (1602-1678) : De Anglorum Gentis Origine Disceptatio (1670, s. 469-470). "Michovi" er den polske Maciej Miechowita (Mathias de Miechow, 1457-1523): Tractatus de duabus Sarmatiis, Asiana et Europiana, et de contentis in eis (1517, Liber primus, Tractatus secundus, Capitulum primum. Quae gentes quaeve natio habitat in Scythia, quae nunc Thartaria vocatur). Hans tekst lyder:

Min oversættelse til nudansk.

Maciej Miechowita henviser som kilde til "secundum Ptolomeum Pheludianum in .II. Quadrupertiti", som også anført ovenfor af Peter Frederik Suhm. Spørgsmålet er så hvorvidt Maciej Miechowita har gengivet Ptolemy sandt, og det viser sig heldigvis at være tilfældet:

Uddrag af Cl. Ptolomaei: Phelvdiensis alexandrini qvadripartitvm. prooemivm (Qvadriparttiti, Liber II, Cap. III. (De similitudine regionum cum triplicitatibus et stellis), Tertia). Den ældste kendte oversættelse er Ishaq ben Hunein's arabiske udgave fra 800 tallet e.Kr. (Escurial biblioteket, Spanien og Biblioteca Medicea Laurenziana, Firenze). Herfra gjordes den første oversættelse til latin af Plato Tiburtinus fra Tivoli år 1138-39 e.Kr., og igen af Aegidius de Thebaldis i 1200 tallet e.Kr. Nærværende latinske tekst er af Johannes Hervagius og fra år 1533 e.Kr., og teksten findes på side 24 i værket. Ptolemy skrev værket år 127-148 e.Kr. Teksten lyder (beklageligvis med mine aflæsningsfejl):

"Tertia aute quarta est in septentrionali parteterraru, Asie Maioris, cuius partes Armeniam continentes, & Curucaniam, Marichiam, Bacca traiam, Fasluican, Zufan, Romaticam, Sarmaticas, quæ sunt mulierum regiones, Tusciana, & terras Ascade, quæ sunt partes septentrionalis, orientalis totius habitabilis regionis, criplicits ti, quæ est inter septentrionem & orientem assimilantur, quam Gerninorum & Libræ, Aquariius signum componunt: cuius domini sunt Saturnus & Iupiter, com sunt orientales, Ideous hatum incole regionum, Iouem uenerantur & Solem..."

Hvad vi kan sige er at "terras Ascade" af Ptolemy anses som en del af de nordlige og østlige regioner, hvor grænsen for "øst" er Tanais-floden. Vi befinder os derfor i Asien, af Ptolemy kaldet "Asie Maioris" (Store Asien, modsat Lille-Asien). Kan Robert Sheringham (1602-1678) og Peter Frederik Suhm (1728-1798) have ret i at vi bør opfatte "terras Ascade" som "Asgårds lande"?

Her må vi først gengive Peter Frederik Suhm's fodnote og problemstilling:

"P. 395. men udi den Edition af 1551 bog Firmicus p. 24 nævnes dog Sarmaticas, quæ sunt mulierum regiones, Tusciana & Terras Ascade, og p. 26 tales om Aqvario og Saturno. Men udi Camerarii Grækiske Edition Norimbergæ 4to 1535 staaer f. 17. p.2.

σαμροματιχ?ν, ώξήανέν, σογδιανέν (græske bogstaver) sauromatikh?n, oxeanen, sogdianen (latinske bogstaver)

og hermed kommer ogsaa Camerarii egen f.18. p.2. og Melanchtons Version i Editionen af 1553 Basileæ 8vo p.82 overeens, saa at Afcade og Afcardæ synes at være kommet af en urigtig Læsemaade". ¹

¹ Peter Frederik Suhm (1728-1798): Om Odin og den hedniske Gudelære og Gudstieneste udi Norden (1772, Første Bog: Om Odin, Andet Kapitel: Om Odin, som et Menneske, § X, s. 95, fodnote 61).

"Camerari" er Joachim Camerarius (1500-1574): Klaudiou Ptolemaiou Pelousiéos Tetrábiblos (latinske bogstaver, orginalen er på græsk, 1535). Der er i denne udgivelse en oversættelse til latin udført af Giovanni Gioviano Pontano (Ioannis Iouiani Pontani, 1426-1503): Opera omnia solvta oratione composita (udgivet 1518).

"Melanchton" er den tyske Philipp Melanchton (1497-1560), der var en nær ven af Joachim Camerarius (1500-1574). Da sidstnævnte udgiver 2. udgave af sit værk med Ptolemy i 1553 er det Philip Melanchton der har oversat fra græsk til latin. Det har derfor ingen vægt at Camerarius og Melanchton siger det samme, for de taler fra samme blad. Overvejelsen er derfor alene hvorvidt den græske tekst og den arabiske oversættelse siger det samme.

Den græske tekst vi kender til siger med latinske bogstaver "sauromatikh?n, oxeanen, sogdianen", der i den nuengelske oversættelse af Frank Egleston Robbins fra 1940, ganske rimeligt oversættes til "Sauromatica, Oxiana, Sogdiana". Først må vi medgive at Peter Frederik Suhm har helt og aldeles ret; den græske tekst omtaler ikke "terras Ascade", men har erstattet disse landskaber med "Oxinana og Sogdiana". Modsat Peter Frederik Suhm mener jeg dog ikke der er tale om en afskrivningsfejl, men at den oprindelige arabiske oversættelse fra græsk til arabisk i 800 tallet e.Kr., gør brug af en anden græsk tekst, hvor forekommer det græske modstykke til "terras Ascade".

Gør vi et forsøg på at afgrænse Ptolemy's landskaber yderligere, da ser det ud til at vi bevæger os fra Tanais-floden mod øst i stednavnene. "Armeniam" er "Armenien"; "Bacca traiam" er "Bactria/ Bactriana" (ca. Afghanistan, Pakistan), "Tusciana" er "Tochari, Tokharoi, Tukhara"-folkets landskab, måske det senere "Tocharestan" ¹. Det vil sikkert sige at vi kan gøre brug af Strabo (Geographika, år 7 f.Kr.) som ledetråd. Ved siden af disse folk skriver Strabo om folket Asii/Asiori folket (Trogus år 1 e.Kr. kalder dem Asiani) og Aorsi-folket (Ver Asir/Danir), der vandrer efter græsgange på stepperne nord for Asovhavet langs Tanais-floden til Det Kaspiske Hav og Aral søen.

¹ Stammen er indoeuropæisk. Fra fundne mumier ved vi at deres hår var lyst, lyst med rødligt skær, og brunt. Se f.eks. "Skønheden fra Kroran el. Loulan" (The Beauty of Kroran, Loulan). Hun blev fundet i 1980 i Qäwrighul (kinesisk "Gumugou") gravstedet, nordvest for den nu i Taklamankan ørkenen begravede by Kroran (Krorania. Byen kendes fra kinesiske krøniker fra ca. år 130 f.Kr. som "Loulan", og omdøbes til "ShanShan" år 77 f.Kr. Den forlades år 330 e.Kr. pga. vandmangel) .  Byen ligger på vestbredden af den nu helt udtørrede saltvandssø Lop Nor (Lob Nor, Lop Nur) med koordinaterne 40°9'5'' N, 89°5'2'' E. Hun blev gravlagt ca. 1.600 f.Kr. og beskrives som "nordisk" af udseende. Hun er udstillet på Xinjiang Museet i Urumqi. Når man først har set en tegning af hvorledes kvinden muligvis har set ud i live, er man ikke længere i tvivl herom.

Ovenfor er gengivet en ca. 40-årig lyshåret kvinde med fletninger. Fundet i hovedkammeret i Grav nr. 2 i Taklamakan ørkenen. Hendes ansigtstræk er helt uden for tvist europæiske, og måske endda skandinavisk. Hun blev fundet i 1989 sammen med en anden lyshåret kvinde. Hun er måske dateret til ca. 1.000 f.Kr. Jeg har lagt en hudfarvet ansigsmaske over kvindens ansigt for at gøre mumien mere levende.
Billedkilde: www.pbs.org (Public Broadcasting Corporation) - The Takla Makan Mummies

Vi kan tage tanken et skridt videre. Ifald "terras Ascade" i landskab svarer til "Oxiana og Sogdiana" og vi ved følgende:

Oxiana:	Øvre dele af Oxus floden (i dag Amu Darya (floden)). Floden udspringer i Pamir bjergkæderne (nuværende Tadsjikistan),  og floder syd om Samarkand, og herefter mod nord ud i Aral søen.
Sogdiana:	Området omkring Samarkand, Uzbekistan

Da har vi et aldeles glimrende bud på "Asgårds lande", som også alle andre historiske kilder peger på er det rette område. 

Udsnit fra det tidligst kendte detaljerede kort over Aral søen, foretaget af den russiske geograf Nikolai Vladimirovich Khanikoff (nævnes i The Journal of the Royal Geographical Society (1843, Vol. 13, s. 277- 278) at ville komme kort tid efter oktober 1844). Med en beliggenhed på koordinaterne 44°37'13'' N, 61°0'0'' E finder vi øen "Usun Kair" (i dag skrevet "Uzun-kair" og omdøbt til "Altai" øen, der oprindeligt er naboøen mod nordøst). "Usun kair" ligger nogenlunde midtvejs som et langt spyd ude i Aral søen, tæt på søens østkyst. I afsnittet "Aa-sun folket" viser jeg at "Usun" er den russiske udtale af det kinesiske navn for stammen "Wu-sun", der skulle udtales "Aa-sun", og derfor sikkert er "Aserne". Vi er derfor ganske sikkert på rette spor i hvor "Asgårds lande" er. Endestavelsen "-kair" forekommer på Hillersjö-stenen (U29) fra Uppland dateret til år 1060-1100 e.Kr. i Yngre Futhark som førstestavelsen i et mands- og kvindenavn (se andre eksempler på U176 og Sö52). Her skal vi opfatte "kaiR" som "gâr, geir, geirr" eller "spyd". Det forekommer derfor at vi måske kan tyde "Usun Kair" som "Asernes spyd", og at dette kan være en henvisning til øens spydagtige udseende. De ufattelige ødelæggelser og udtørring af Aral søen, forårsaget af menneskeheden, gør at "Usun Kair" i dag ikke længere findes, og fysisk er langt fra Aral søens nuværende bred.

Carl Fredrik Sebastian beretter i sin dagbog 18 august 1880 fra "Usun Kair", der under sommermånederne ser ud til at være landfast og en halvø: "...Jag följde hela tiden stranden åt, ända till halföns sydvestspets Usun-Kair. Det syns tydligt äfven här att Aralsjön torkar ut. De två vikar som enligt kartan skulle finnas på sydkusten existera ej mer....Halföns sydvestspets Usuri-Kair består af kalksten, som i jemnhöjd med den nuvarande vattenytan träder i dagen. Stenlagren synas ett tiotal famnar från stranden vara afskurna och stupa brant i hafvet. Hvilket djup vattnet här hade kunde jag för vågsvallet ej mäta. Hela stranden och spetsen av Usuri-Kair är betäckt af småsten, längre bort af sandkullar som stundom ha en ansenlig höjd (50 fot), alla beväxta med tamarix....".
Kilde: Svensk Finsk Historisk Selskab (www.sfhs.eget.net) & Veronica Sundman: Karavanresa 1880 (2004, del 28, 18 Augusti).

"terras Ascade"- Asgårds Lande

Kortet ovenfor gengiver en række stednavne, hvori indgår "Usun"-stammen i det nuværende Kasakhstan og ekstreme vestlige Kina. Ikke blot er resultatet i overensstemmelse med hvad Ptolemy beretter er "terras Ascade", men afgrænsningen forekommer også ganske tydelig.
Billedkilde: Google Earth 5. september 2009.

"Asgaardsvej" som set i Væggerløse, Falster. Hvori består tvivlen?

Asov Søen - *As-Hóf Sæ - Søen hvor Ase-folket ’s love gælder

Det er ikke forstået hvorfor ”Asovhavet ” eller ”Sea of Asov” hedder som det gør. Græske og romerske historieskrivere kaldte dette vand for ”Maeotis”, og det fortsætter helt op til og med Jordanes år 550 e.Kr. i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum” (kap. V:30). Det er mit gæt at det er os der navngiver dette vand ”den Asovske sø”, som Grundtvig kalder det.

Jeg viser i afsnittet ”Salt, Fersk og Nor vand” at det oprindelige udtryk for ”stort åbent vand” før år 446 e.Kr. var ”sæ” (oldengelsk og oldnordisk) dvs. ”sø/sea”.

Ved forståelsen af at vi, medens vi havde bopæl omkring Tana(is) floden og Asov Søen, kaldte os for ”frie mænd under Asa-guderne” eller ”Ver Asir”, og ser forbindelsen til ”Asien/Asia”, virker det ligefrem at ”As” i ”Asov” ligeledes er en henvisning til folket og/eller Guderne.

Hvad ”ov” i ”Asov” kan betyde er vanskeligt at udrede. Mit gæt er at dette er forbundet med det oldnordiske ”Hóf” i betydningen ”regel, foreskrift” således at den samlede betydning af ”Asov” eller ”*As-Hóf” bliver ”hvor Ase-folket ’s love gælder” eller en tidlig version af ”Danelag”.

Dette har betydningen at ”Asov Søen” eller ”*As-Hóf Sæ” er ”søen hvor Ase-folket ’s love gælder” eller at vi havde kontrol med denne sø, og det forklarer folkevandringen os at vi havde.

Russeren Sergei V. Rjabchikov forklarer at der i russiske folkesagn omtales en mystisk flod kaldet ”Smorodina.” Denne flod identificerer han med Kubanfloden, der løber ud i Asovhavet fra tangen mellem det Kaspiske Hav og Asovhavet/Sortehavet. Han mener at flodnavnet skal læses ”S mor Odina” der betyder ”nær ved Odin’s Sø/Hav” og er en henvisning til at Asovhavet/Asov Søen (der på russisk i dag kaldes Azovskoye More) var under kontrol af stammen hvis høvding havde tilnavnet Odin . Man ved også at der lå et marked omkring Kubanfloden, der kaldtes ”Odintsov” (”Odintsovsky bazar” på russisk). Vi finder også stednavnet ”Odintsovsky” i et skovområde 22 km fra Moskva i Moscovskaya oblast.

Stednavnet ”Odintsov” kan kun betyde ”Odin ’s Hov”.

Et af folksagnene ”Ivan Bykovich” indeholder bl.a. følgende:

”Vi er på vej til Smorodina floden, til Kalinovbroen, hvor der bor nogle slemme drager” svarede Ivan Bykovich.......

”Det er meget farligt,” svarede Baba-Yaga. ”Dragerne ødelagde alle de omkringliggende kongeriger og dræbte alle indbyggerne der!”.......

”Pludselig brød frem en stærk storm på floden og snart så Ivan Bykovich en forfærdelig drage kommende op fra floden. En stor sort ravn sad på dragens skulder.”

Alle læsere vil vide at vi satte dragen i banner , sten og stavn. Vi vil senere gennemgå at Dragemærket var vort mærke og at den katolske kirke identificerede os som sådan. Alle vil også vide helt præcist hvilken anden person der altid har en ravn siddende på sin skulder for at modtage råd og vejledning.

Rostov - De lyshudedes’ Hov – As-Hof

Thor Heyerdahl mener i ”Jakten på Odin ” (2001) at der ved den gamle handelsplads hvor Tanais-floden løber ud i Asov Søen lå et offersted for Asa-guderne, og at dette blev kaldt ”Ashof/Ashov”. Som læseren vil se er jeg helt enig i at området nord for Asov Søen har været Ásaland, landområdet under Ase-folket s kontrol. Vi har naturligvis også haft en hovedbygd og denne har heddet Asgård /Ásgarð. Jeg er også helt enig i at der har været gudehov og disse har formentlig heddet ”Ashof/Ashov”. Men om ét af disse Hov lå ved handelspladsen ved Tanais-flodens udløb i Asov Søen kan jeg ikke sige med sikkerhed.

Hvad kan siges er at begrebet ”Hov” eller ”Hof” på oldengelsk og oldnordisk er urgammelt i landområderne, der fra omkring år 446 e.kr. kaldes Garðaríki , dvs. fra Ostrogarð/Hólmgarður (Novgorod) i nord til Kænugarður (Kiev) i syd. Pověst Vremennykh Lět (også kaldet Kyiv Rus krønikerne eller Nestor krøniken) skrevet år 1116 e.Kr. forklarer os for året 862 e.Kr. om Rorik (af Jylland) efter ankomsten til Garðaríki: ”Han grundlagde en by på Volkhov og kaldte den Novhorod”. ”Volkhov” kan kun oprinde fra det oldnordiske og oldengelske ”Fólkhof” eller ”Folkets Hov”, templet hvor folket dyrkede Asa-guderne. Dette gudehov ligger der allerede, og må være af meget gammel dato, i år 862 e.Kr.

Samme krønike skriver også for året 862 e.Kr. at Rorik gave sine mænd forskellige landområder for at disse kunne grundlægge bygder ”......en anden grundlagde Rostov”. Igen ”Rostov” må oprinde fra ”Rus Hof”.

Ordet ”Rus” menes at stamme fra det indo-europæiske ord ”Ruksa” der betyder ”lys i huden”.

Den oprindelige betydning af ”Rostov” er derfor ”De lyshudedes’ Hov” og en henvisning til et af vore gudehov. Denne by kaldes i dag Rostov-on-Don og ligger hvor Tana(is) floden løber ud i Asov Søen.

At Rorik år 862 e.Kr. beordrer en bygd grundlagt ved ”De lyshudedes’ Hov” der ligger ud til Asov Søen eller ”As-Hóf Sæ” eller ”søen hvor Ase-folket ’s love gælder” kan ikke være tilfældigt. Modsat i dag så kunne stammen dengang sine skikke og sin tro, og man forstod fuldt ud sin historie. Kontrollen med søvejen mellem Byzans og Norden i år 862 e.Kr. gjorde det kun nødvendigt at have kontrol med Kænugarður (Kiev) og Hólmgarður (Novgorod). Mit gæt er at bygden der grundlægges ved Tana(is) flodens udløb i Asov Søen år 862 e.Kr. ligges der for at ære et urgammelt gudehov. Er dette sandt så har Thor Heyerdahl ret, og ”De lyshudedes’ Hov”– Rostov, er andre stammers navn for vort ”As-Hof”.

Azerbajdjan – Ásabyggðan, Odin ’s store besiddelser

Snorre beretter i Ynglinga Saga (Heimskringla):

5. Frá Gefjun

Fjallgarður mikill gengur af landnorðri til útsuðurs. Sá skilur Svíþjóð hina miklu og önnur ríki. Fyrir sunnan fjallið er eigi langt til Tyrklands. Þar átti Óðinn eignir stórar .

Det oversætter Grundtvig til:

2. Om Odin og hans selskab

Magle-Sverrig er skilt fra andre Lande ved en stor Bjærgkjæde, som løber fra Nordøst til Sydvest og stræffer sig hartad lige ned til Tyrkiet, hvor Odin havde store besiddelser ¹.

¹ ”Bjergkæden” er Kaukasus-bjergene. ”Tyrklands” er ”tyrkernes land” nogenlunde modsvarende det moderne Tyrkiet.

Begrebet ”Svíþjóð, Sweoðeod” (oldnordisk, oldengelsk) betegner folket ”Sweon” (oldengelsk). Folkets oprindelige landskab "Swíoríce, Swéoland" betegner geografisk landområdet syd for Upland og nordøst for Vättarn ("wæter" i Beowulf 2473), dvs. alt øst og nord for Götarnes landskaber. Dette kan vel være en indskrænket forståelse fra efter år 40-77 e.Kr. 

Det landområde der idag kendes som Aserbajdsjan/Azerbajdjan (dansk), Aserbajdsjan (norsk), Azerbaijan (engelsk) og Âzarabyjân (persisk) ligger på skillevejen af alle krige, religioner og folkevandringer i tidsrummet fra 400 tallet f.Kr. til 100 tallet e.Kr. for ikke at tale om helt op til nutiden. Det er også et land der er fattig på en sandfærdig forståelse for sin egen historie, og et land der ikke længere er beboet af de oprindelige indbyggere samt et land og en befolkning der fra 600 tallet e.Kr. blev underlagt en importeret religion gennem Islam.

Republikken Azerbajdjan ligger ved foden og syd for Kaukasus bjergene ud mod Det Kaspiske Hav. Provinsen Azerbajdjan ligger syd for Araz/Arax floden, der er grænsen mellem republikken og Iran, og er den nordlige provins i det nuværende Iran. Denne deling af det historiske Azerbajdjan skete i en studehandel foretaget af Rusland og Persien i begyndelsen af 1800 tallet.

Den persiske konge Cyrus den Store (590-529 f.Kr.) havde skabt et kæmperige opdelt i 23 provinser, satrapies. 1. oktober år 331 f.Kr. vandt Alexander den Store over Kong Darius III. til Persien (380-330 f.Kr.) og i juni år 330 f.Kr. underlagde han sig hele dette rige. Det var generelt Alexander’s strategi at overlade de overlevende lokale konger deres riger mod troskab til Alexander og dette skete også her. En af generalerne i den persiske hær hed Atropates (”Âtarepâta” på persisk og ”Ataropad-i Marspendan” i Arda Viraz/Virad bogen (I:17)) (ca. 370-321 f.Kr.). Atropates var ”satrap” dvs. regionalkonge over Media og denne titel fik han lov at beholde. Da Alexander dør efter toget mod Indien år 323 f.Kr.danner Atropates et nyt rige der af historieskriverne kaldes ”Media-Atropatene”.

Der findes to teorier til oprindelsen og betydningen af Azerbajdjan.

Den første, og mest populære, er at det er Atropates der navngiver landområdet Azerbajdjan, og argumenteringen er at ”Atropatene” ofte blev udtalt ”Aterpatakan” eller ”Aturpatakan”.

Den anden teori er at Azerbajdjan er sammensat af to persiske ord hvoraf ordet ”Azer” skulle betyde ”ild” og den samlede betydning ”ildlandet”.

Der foreligger ingen enighed om hvilket landområde der i historisk sammenhæng henføres til ved betegnelsen Azerbajdjan, og skænderiet, der sikkert er religiøst og politisk bestemt, står om hvorvidt det er området nord eller syd for Araz floden (nuværende landegrænse), der tilknyttes general Atropates.

Vi ved med fuld sikkerhed hvor Media lå, og derfor er der ingen tvivl om at den nordlige provins i Iran, Âzarabyjân, er hovedparten af det område der kaldtes ”Media-Atropatene”.

Den nordlige del af republikken Azerbajdjan kaldes fra 300 tallet f.Kr. ”Albania” ¹ og strakte sig fra det sydlige Dagestan (Rusland) til højresiden af Kura floden (”Kura” er det tyrkiske navn. Det oprindelige navn er det georgiske navn ”Mtkvari” eller ”den langsomme”). Albanerne havde kontrol med dette område ihvertfald ca. år 80-90 e.Kr. fordi vi ved at romerne mislykkedes i et tog mod stammen, og der er fundet en klipperistning om dette i Gobustan, 60 km syd for hovedstaden Baku.

¹ Armenierne kaldte det ”Alvank”, Georgierne ”Rani” og islamiske kilder ”Arran”.

Vi har hermed forklaret at den nordøstlige del af republikken Azerbajdjan hed ”Albania”. Den sydøstlige del af republikken Azerbajdjan samt provinsen i Iran, Âzarabyjân, kaldtes ”Media-Atropatene”.

Vi mangler nu at forklare hvad hele den vestlige del af republikken Azerbajdjan kaldtes. Naboen mod vest, Armenien, er omtalt af alle græsk-romerske kilder og er derfor nogenlunde sikker.

Mit gæt er at Azerbajdjan intet har at gøre med navnet ”Atropatene”. Den vestlige del af republikken Azerbajdjan var det oprindelige Azerbajdjan.

Ordet ”Azer/Âzara” oprinder fra ”Aser/Ása” og ordet ”baijan/byjân” oprinder fra det oldnordiske ”byggðan”.

Ordene ”by/be/bi” er ens på oldnordisk og oldengelsk og derfor fra før udvandringen år 446 e.Kr. Den oprindelige betydning af disse ord var som et tillægsord der beskrev et sted/område. Ordene har i ”by”-endelsen fortsat samme betydning i Norden og England.

Mit gæt er derfor at ”Azerbajdjan” betyder ”Ásabyggðan” og er en henvisning til et område under kontrol af Ase-folket . Grunden til at dette område ikke kaldes ”Ásaland” eller kongsgården ”Asgård /Ásgarð” var at dette område ikke var vort hjemland og at høvdingen ikke havde sæde her.

”Azerbajdjan” eller ”Ásabyggðan” var som Snorre skriver ”Þar átti Óðinn eignir stórar ” eller ”der havde Odin store besiddelser”.

Handelspladsen Barda - Barð/Barða

Disse besiddelser syd for Kaukasus bjergene blev benyttet til den handel som Strabo år 7 f.Kr. (bog 11:5:8) forklarer fandt sted med den nordlige Aorsi stamme, Ase-folket, via armenske mellemhandlere. Det var herfra vi importerede varer fra Babylonien og Indien.

Dansk Selskab for Kaukasusforskning skriver at den nedre del af landskabet ”Karabakh” (en del af det omstridte område ”Nagorny-Karabakh” i det område jeg mener var det oprindelige ”Azerbajdjan” eller ”Ásabyggðan”) var en del af den oprindelige indfaldsvej til Transkaukasien. Ordet ”Karabakh” er en russificering af en ældre tyrkisk-persisk betegnelse ”Kara Bagh” eller ”Den sorte Have”, jvf. Torben Hansen og Søren Theisen’s artikel ”Transkaukasien; Armenien, Aserbajdsjan og Georgien – en landebeskrivelse).

Mirza Jamal, en lokal persisk historieskriver skrev, formentlig på opdrag af Rusland, en krønike på persisk ca. år 1807 e.Kr. omkring området Karabakh i tidsrummet 1740-1806. Skriftet findes i arkiverne på Academy of Sciences i Baku. Fra den engelske oversættelse af George A. Bournoutian ”A History of Qarabagh: An Annotated Translation of Mirza Jamal Javanshir Qarabaghi's Tarikh-e Qarabagh” (1994, s.37-38) oversætter jeg følgende:

”Den første by bygget i Qarabagh området var fortet og byen Barda, der ligger ved Terter floden ca. 3 farsakhs (19 km) fra Kur floden. Oprindelig var (byen) beboet af Armeniere eller andre ikke-muslimer”.

Byen Barda (staves også Berde, Bärdä, Baerdä, Baerdae, Baerda) i det vestlige landområde af republikken Azerbajdjan, som jeg gætter på var det oprindelige Azerbajdjan eller ”Ásabyggðan”, var i 500 tallet e.Kr. den største og vigtigste handelsplads i området, og hovedbygden i det landområde der i samtiden hedder ”Albania” (dvs. Albania har udvidet sit landområde efter det vestlige romerrige’s fald og deling). Vi ved også dette stadig er tilfældet i år 629 e.Kr. for her må overklassen i Albania og dens præster flygte fra Barda da en hær fra det Kok-tyrkiske rige og Khazarer invaderer, jvf. Moisey Kalankatly’s ”History of Albans”.

Endelig, men ikke mindst, ved vi at dette fortsat var tilfældet år 943 e.Kr. Det forklarer den muslimske købmand og missionær Ibn Hawkal’s os i hans værk ”Bogen om jordens omkreds” fra ca. år 977 e.Kr. Han beretter at en Rus vikingeflåde ankom til Barda fra Kura floden (som vi hørte en sejlads på 19 km) og nedslagtede dens 5.000 indbyggere (der i samtiden er blevet muslimer). De forlod byen efter et par måneder efter at være blevet udsat for en epidemi, jvf. Judith Gabriel’s artikel ”Among the Norse Tribes – The Remarkable Account of Ibn Fadlan”. Den høvding der anfalder Barda må være Ingvar Helgison (Igor) (regent Garðaríki 912/3-945) der havde sæde i Kænugarður (Kiev).

Ibn Hawkal kalder Barda for ”moderen af byer og den bedste” dvs. bygden har været den største by. Vi ved at handelspladsen havde en borg udformet som en firkant. Al-Istakhri skriver i 952-977 e.Kr. at ”hvad angår Barda, så er denne by meget stor. Den er mere end 1 pharsakh ¹ bred og lige så lang”.

¹ Den persiske “farsakh/parasang” var ca. 6.23 km. Den arabiske “farasakh” var 5.76 km. I princippet var måleenheden hvor langt en hest kunne ride i timen eller ca. 4.8 km.

Borgen og byen Barda lå og ligger på en slette ved Trtu/Tartar/Terter floden 260 km vest for Baku, der igen ligger ved Det Kaspiske Hav. Familien i Garðaríki er derfor sejlet ned af Volgafloden og ud i det Kaspiske Hav. Herfra har man sejlet op af Kurafloden og ind af Terter floden.

Barda bliver lagt øde efter besøget fra Garðaríki . Derfor skriver Yagut/Yaghoot/Yaqut Hamavi i 1200 tallet i hans værk ”Mo'jam-ol-BoldAn” at ”Ganja er den største by i Aran, og hovedstaden”. Byen Ganja ligger længere nordvest for Barda.

At vi tog på så langt og farligt et tog fra Garðaríki til Barda skyldes alene at byen var rig og at risikoen derfor opvejedes af den mulige indtægt.

Yusuf b. Divdad (900-927 e.Kr.) Dirham, sølv, 22 mm, slået i Bardha’a

Men kunne det også skyldes at vi meget vel vidste at dette var den vigtigste handelsplads i området fordi vi selv havde grundlagt bygden?

Handelspladsen Barda, hvis navn ingen overhovedet forsøger at tilskrive hverken persisk, tyrkisk eller arabisk oprindelse, er ganske sikkert vor oprindelig handelsplads, og vi kaldte bygden enten “Barð” eller “Barða”.

Jeg gennemgår senere i detaljer handelsstationen Barð ved Stralsund, idag Stadt Barth-Vineta, der på helt identisk vis var en af de vigtigste handelsstationer på sydkysten af Østersøen , og var bygden som Valdemar I. Den Store og Absalon angreb under deres første vendertog år 1158 e.Kr.

Ligeledes finder vi i Videbæk kommune, mellem Herning og Ringkjøbing Fjord, bygderne Barde og Vester Barde sammen med Vorgod. Bygderne Barde og Vorgod har med sikkerhed været et oprindeligt helligsted og handelsplads omkring Vorgod Å, hvis betydning først forsvinder i Middelalderen. Vorgod er sammesat af det urnordiske og oldengelske ”Vo” (der senere bliver til ”Ví”) plus ”Goði/Gode” dvs. ”Godens helligdom”, måske ”skrænten med Godens Helligdom”. Bygden Barde har derfor været den tilknyttede handelsplads. Der ligger utallige gravhøje i området.

Syd for Kiel, midt i Holsten, finder vi stednavnet ”Bordesholm” (i dag Bordesholm Land Amt). Der blev år 1125 e.Kr. anlagt et kloster, Bordesholm Kloster, der oprindeligt kaldtes ”Bardiszhollum Kloster”. Som navnet antyder med brugen af ”hólm” ligger klostret på en ø. Her har handelspladsen ”Barde” oprindeligt ligget.

Endelig har vi bygden ”Barløse” nord for Assens, der oprindeligt hed ”Bardløssæ”. Bygden ligger ved Puggemølle Å og må oprindeligt have været handelspladsen for dette område.

Fordi det nuværende navn på byen er Barda er vi tillige nødt til at se på om bygden kunne have heddet “Barða”. Dette ord har mange betydninger på oldnordisk hvoraf f.eks. sætningen ”barða til rikis” eller ”at tilkæmpe sig et rige” synes interessant. Bygden har måske fået dette navn fordi vi måtte kæmpe for at få dette sted. Der kan også være en forbindelse til ordet ”barter” som idag forbindes med at udveksle varer uden fysisk udveksling af mønt. Man kender ikke til oprindelsen af dette ord og først i 1440 findes det på oldfransk gennem ”barater” i betydningen ”at udveksle varer, at snyde”.