Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Mannae-folkene – Menneskene eller Måne-folket

 

Netop i tidsrummet efter Troja’s fald år 1184 f.Kr. og den tilsyneladende afrejse fra Lille-Asien ca. år 900 f.Kr. tilbage til stepperne øst for Tanais-floden ind i Midgård, har vi et tomrum i folkevandringsforståelsen (se kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok”). Anders og Dorrit Hansen Vancouver, BC, Canada har foreslået at én af mulighederne ligger i forståelsen af de folkeslag der blev kaldt ”Mannai, Mannae, Minni, Minnai”.

De folkegrupperinger eller landskab eller begge, der af andre kaldtes ”Mannai, Mannae, Minni, Minnai” forekommer bl.a. i Det Gamle Testamente i Jeremias’ Bog (51:27):

”Løft banner på jorden, stød i horn blandt folkene, vi’ folkene til kamp imod det, opbyd Ararats, Minis og Asjkenaz’ riger imod det, indsæt en tipsar, lad hestene fare frem som lådne græshopper;”

Det synes at ”Mannae”-variationerne muligvis kan være udviklet fra ”Manuh” (sanskrit), ”maðr” (oldnordisk) og ”man” (oldengelsk) og derfor være det helt generiske ”Menneskene” – uden stammegruppering. Denne betegnelse kan skyldes at der i dette landskab er mange stammer samlet i et kort historisk tidsrum.

Folkegrupperingen dukker op i historien ca. år 850 f.Kr og en del af grupperingen er hestefolk. Arkæologien viser også tegn på fast bopæl, agerbrug med overrisling, samt kvæghold. Et klart tegn på at mange stammegrupperinger er samlet i dette landskab 1

1 Der betales tribut fra landskabet Manna til den assyriske kong Tiglath-pileser III (regent ca. år 745-728 f.Kr.). Hans titulære navn gives os i Det Gamle Testamente som ”Tillegat-Pilneser” (2. Krønikebog 28:20), og hans givne navn som “Pul” (2. Kongebog 15:19, 1. Krønikebog 5:26). Tributten er i form af heste, mulddyr, kameler, kvæg og får. Se indskrifterne på de to stenstavler fra Tiglath-pileser III og Sargon II (LD Levine: Two Neo-Assyrian Stelae from Iran (1972)).

 

I begyndelsen af 800 tallet f.Kr. presses folkegrupperingen af Urartu-folket og Assyrerne. Folkegrupperingen topper under Kong Iranzu (ca. år 737-718/717 f.Kr.). Efterfølgeren hed Kong Aza (regent ca. år 718/7-716 f.Kr.). Det ser ud til at Kong Aza var søn af Kong Iranzu og havde en broder, senere konge, ved navn Ullusun 1. Vær her opmærksom på at ”Iran” i ”Iranzu” må være fra sanskrit ”Arya-s” (Herre/gæstfri Herre), der gennem Rig Veda, og den indoeuropæiske indvandring, kommer til det nordlige Indien.

1 Fra Sargon II’s stentavle som oversat til nuengelsk i Julius Oppert: Great Inscription in the Palace of Khorsabad (1877, Records of the Past, vol. 9, s.3-20:

“13. Whilst IRANZU of Van lived, he was subservient and devoted to my rule, but fate removed him. His subjects placed his son AZA on the throne. URZAHA the Armenian intrigued with the people of Mount Mildis, Zikirta, Misiandi, with the nobles of Van, and enticed them to rebellion; they threw the body of their Master AZA on the top of the mountains. ULLUSUN of Van, his brother,...”. ”Van”-søen lå i det landskab der i samtiden kaldes Urartu - i dag Armenien. Assyrerne ser ud til at mene at disse ætter kom ned fra det landskab vi i dag kender som Armenien. 

 

Kong Sargon II til Assyrien angriber år 716 f.Kr. Som jeg forklarer i afsnittet ”Fióni, kimbrerne og omkring” ser denne begivenhed ud til at udløse Kimbrernes folkevandringer fra samme landskab. Det forekommer aldeles rimeligt at samme beslutning kan være taget af os. 

”Mannae”-grupperingens landskab var år 850-720 f.Kr. øst og syd for saltvandssøen Urmia i provinsen Azerbajdjan, det ekstreme nordvestlige nuværende Iran. (Urmia er et bynavn ”Ur/byen ved vandet”. Det persiske navn var ”Chichast” (Den der Glimrer) og det latinske navn var ”lacus matianus”).

Hovedbygden var bjergbyen ”Mahabad, Mehabad, Mihabad”, der ligger 150 km syd for Urmia-søen i en snæver dal i 1.300 meters højde. I denne forbindelse se afsnittet ”Azerbajdjan – Ásabyggðan, Odin’s store besiddelser”. Det nuværende navn for bjergbyen ”Mahabad” er en langt senere persisk oversættelse af et oprindeligt, ukendt, stednavn på ”Mannae”-grupperingens sprog, hvis betydning må have været ”Månested”. Byens nuværende befolkning er kurdisk, og vi genfinder i oprindelige kurdiske sæder og skikke en bemærkelsesværdig lighed med vore egne1. I begyndelsen af 700 tallet f.Kr. er bygden ”Izirti” (Zirta) blevet kongsgård iflg. Sargon II’s stentavle.

Ordet for ”måne” på kurdisk er ”mang”. Dette må give en anden mulig forståelse for ”Mannae”; at dette er at opfatte som ”Måne”-folket. Dette er netop betegnelsen kinesiske historieskrivere senere giver den stamme Herodot kalder ”Massagetae” (Store Götar) gennem deres brug af ”Yuezhi, Yüeh-Chih, Ta Yue-she” (”Måne”-folket”). For mere om dette se afsnittet ”Kushan Riget og Buddha”. Jeg mener at denne senere stamme er götar, og at måne-henvisningen er til månegudinden Nanna, der er Moder Jord. Vi har identiske sæder og skikke i denne sammenhæng.

1 Kurdernes oprindelige skikke er i sig selv et studie værd. Se f.eks. de kurdiske ”Yazidi, Yezidi, Êzidîtî, Êzidî”, et indoeuropæisk folk; hyldningen af sværdet-i-jorden, deres hovedbeklædning (de frygiske huer), påfuglens betydning etc. Igen tak til Anders & Dorrit Hansen, Vancouver, BC, Canada.

 

”Mannae”-grupperingens landskabsgrænse mod nord var år 850-720 f.Kr. Kura floden (”Mtkvari” eller ”den langsomme”). Som jeg har vist i afsnittet ”Azerbajdjan – Ásabyggðan, Odin’s store besiddelser”, argumenterer jeg for at den vestlige del af det nuværende ”Azerbajdjan”, omkring Kura floden, dvs. inden for ”Mannae”-grupperingens landskabsgrænse, er det oprindelige ”Azerbajdjan”, og at dette betyder ”Ásabyggðan”. Hvorvidt dette landskabsnavn opstår i 800 tallet f.Kr. eller senere er ikke muligt at sige.

Som jeg mener at Ordet ”Azer/Âzara” i ”Azerbajdjan” oprinder fra ”Aser/Ása”, ligeså mener jeg at Kong Aza (regent ca. år 718/7-716 f.Kr.) er fra samme. Det kan været ætterne under denne konge der, efter en kun 1-årig regeringstid, vælger at rejse videre endnu engang tilbage mod Midgård.

 

 

 chap6-1.jpg

Fra et grundkort visende Persien ca. år 500 f.Kr. har jeg indsat hvad jeg i afsnittet ”Azerbajdjan – Ásabyggðan, Odin’s store besiddelser” mener er det oprindelige ”Azerbajdjan – Ásabyggðan”. Hertil er tilføjet i hovedbygden ”Mahabad” (Månested) samt, med stiplede linier, landskabet ”Mannai, Mannae, Minni, Minnai” år 850-720 f.Kr.. Dette kan muligvis vise os vejen bort fra Troja tilbage til Midgård, øst for Tanais-floden.

 

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk