Troen på Gud

Denne historie er heldigvis ikke et filosofisk værk, men erkendelsen af at Herren er Solen, at Gud er mindet, æren og respekten for vore forfædre, og at den ”moderne” Deos-Gud er en opfindelse af fri fantasi fra sidste halvdel af 300 tallet e.Kr. gør, at mange der læser og forstår dette kan ende op i et tomrum.

Den ”moderne” Deos-Gud opfindes i forbindelse med den katolske kirkes første oecumenicalske råd der fandt sted i Nicaea, Bithynia i dag byen Iznik, nordvestlige Anatolien, Tyrkiet fra maj-august år 325 e.Kr. Her tager man de første skridt til at formulere doktrinet omkring Treenigheden.

Guderne i Det Gamle Testamente, og derfor i oprindelig semitisk forståelse, er som i vor egen urfilosofi, flere guder under urokse-gudinden. Vi kan ganske enkelt se dels at dette er sandt, dels hvorledes historieforfalskningen har angrebet dette:

"fik gudssønnerne øje på menneskedøtrenes skønhed..."
"That the sons of God saw the daughters of men that they were fair..."
(1. Mosebog 6:2a)

Ordene "gudssønnerne/sons of God" er oversat fra det hebraiske "bene ha-elohim'" der betyder "sønner af guderne" (flertal). Denne forfalskning af Det Gamle Testamente sker fordi man til Det Nye Testamente har opfundet en ny Deos-Gud af hankøn. 

Da ”guderne” er de udødelige forfædres sjæle, og ”sønnerne” de nulevende og dødelige ætter, kan vi ikke fortænke disse sønner i at have et godt øje til kvinders skønhed.

Det eneste andet sted vi ser det hebraiske ord "bene ha-elohim'" benyttet er i Jobs Bog fra Det Gamle Testamente.

”Nu hændte det en dag, at Guds sønner kom og trådte frem for Herren, og iblandt dem kom også Satan”
"Now there was a day when the sons of God came to present themselves before the LORD, and Satan also came among them"
(Jobs Bog 1:6)

Samme sætning gentages i Jobs Bog 2:1. Endelig har vi ordet i Jobs Bog 38:7.

Sætningerne fra Jobs Bog i Det Gamle Testamente er yderst spændende ifald de opfattes som oprindeligt udtænkt i semitisk filosofi, modsat perverteringen i Det Nye Testamente, og de fejlagtige oversættelser af "bene ha-elohim'" i de nuværende udgaver af Det Gamle Testamente.¹

¹ Se også flertalsbrugen af det hebraiske ord "elohim" (guderne). Ordet oversættes i bl.a. 1. Mosebog (20:3) til "Gud", der jo som den moderne Deos-gud ikke rigtigt var opfundet da Det Gamle Testamente fandt sted. Denne forståelse kan ligeledes ses i 5. Mosebog (10:17, 13:2), Salmernes Bog (82:6) og Daniels Bog (2:47).

Som vi kan se er enheden ”Satan” at finde blandt gudernes sønner.

I ”Bilag Æ: Bibelens begreber Hedning , Djævlen, Dæmoner og Engle” viser jeg at Det Nye Testamente (Johannes’ åbenbaring, 12:9) sætter lighedstegn mellem Djævlen og Satan. Denne omskrivning sker fordi Djævlen er identisk til ”De 7 Vise”, Aser + Vaner + Ætling/Balder, der i kristen teologi er de ”store forførere” af stammer.

Enheden ”Satan” (hebraisk) har oprindeligt i hebraisk fortælleteknik betydningen ”modstander/nidding/bagtaler”, dvs. en person fra ens egen stamme, der planlægger forræderi ¹. Denne enhed er det hebraiske sidestykke til Loki.

Da ”Herren” altid er Solen kan vi se at hebraisk filosofi er helt identisk til vor egen. Derfor kan skaberne af Det Nye Testamente omskrive Djævel og Satan til den samme enhed da de begge i kristen teologi repræsenterer det samme; fjenden blandt de kristne, eller os.

¹ Elaine Pagels’ forklaring i ”The Origin of Satan” (1995) at "Satan" oprindeligt var en engel sendt af Gud for at bremse eller forhindre menneskelig adfærd er en absurd pervertering af sandheden, der bygger på en allerede forfalsket opfattelse af at Deos findes i Det Gamle Testamente, samt at "bene ha-elohim'" skal forstås som det urnordiske og græske ”engel”. Det hebraiske ord, og sidestykke til vore ”engle”, er "malochim" (budbringere). Kristne opnår bedre lærdom ved at læse om "Satan" i Barbara Thiering's "Jesus The Man" (1992, s. 65, 80, 98),  hvor vi ser hvorfor Judas og Pave Simon Magus begge kaldes "Satan". Wulfila bruger ordet "satanan" (Lukas-evangeliet 10:18), der må være et låneord fra det græske "satanas" fordi ordet ikke findes på gotisk.

"Tre-enigheden" opfindes som bestående af "Faderen", "Sønnen" og "Helligånden". Alle stammer verden over, inklusive os, har samme grundliggende opbygning;

• Forfædrene dyrkes som guder og er "ætten". Den oprindelige forståelse for ordet i tre-enighedsbegrebet var "atta" eller "ætten". (Se Litteraturfortegnelsen under "Sturluson, Snorre" for gennemgang af dette). Først ca. år 1000 e.Kr. ændres dette til "Fader".
• Drotten (Konge eller Dronning) har status af Gud og er Alfaderen (et heite for Odin) da denne er det levende symbol på forfædrene, jvf. titlen "cyning" eller "konge" eller "slægtens efterfølger". Derfor er drottens tronarving (søn eller datter) altid "søn af Gud".
• Den oprindelige betydning af "Gud" er "ånden kommende fra gravhøjen" dvs. forfædrenes ånd . Den Hellige Ånd er derfor for alle folkeslag "ånden fra forfædrene", der dyrkes som guder.  

Hvad det 1. kirkeråd gør er at omskrive disse universale forståelser til én ny Deos, der gøres til hankøn, og styres fra Rom. Derfor finder vi naturligvis tre-enighedsforståelsen, som vi kalder "Valknuden" - den ubrydelige knude, i Det Gamle Testamente, men denne har intet med røverhistorien fra det 1. kirkeråd at gøre. Samtidigt erklæredes Arius’ version af kristendommen for kætterisk, da dens store popularitet var blevet en trussel for den romersk-katolske kirke ¹.

¹ Kejser Konstantin (285-337 e.Kr.). Kejser af Rom år 306 e.Kr. Sejrrig i borgerkrig år 312 e.Kr. Anerkender den katolske kristendom år 313 e.Kr. Kejser af hele Romerriget år 324 e.Kr. Derfor kan den 1. synode afholdes maj-august år 325 e.Kr. Samtidigt opfindes Jesus fødselsdag som værende den 25. december.

I ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning” viser jeg hvorledes vi oprindeligt opfattede år nul og dets betydning, samt hvorfra inspirationen til den moderne Deos-Gud kom.

Tomrummet opstår i frustrationen over at vi ikke længere behøver at se Solen som Herren og vore forfædre som Gud , og derfor ender op med mangel på noget at tro på overhovedet. Denne frustration kan ydermere blive til vrede i erkendelsen af at vi fra barnsben er blevet pakket en røverhistorie på.

Grundtvig: Det Danske Fiir-kløver eller Danskheden partisk betragtet (1836, Kongen og Folket, s. 16) har denne syrlige bemærkning:

"Det er Christendommen, vi ikke blot skylde vore Bøger, men hele vor Dannelse, thi den har aabenbar udviklet hele den ny Folke-Verden; men den har ligesaalidt skabt Konge-Riget Danmark, som det Danske Folk, saa vore Konger "af Guds Naade", er hverken konger af Pavens og Geistlighedens eller engang af den "ny" Guds Naade, men kun af "den Gamle", der ikke heller blandt Nordens Hedninge lod sig selv uden Vidnesbyrd, man var saare godgiørende mod vore Fædre: gav dem fra Himlen baade Regn og Dugg og Frugtbare Tider, Skabde Mad efter Munde og Hjertens-Glæde efter Hjerte-Rummet. Uagtet derfor det skiønsomme Danmark maa erkiende, at mellem alle de Fremmede, der gjæstede vore Kyster for at indtage Landet, havde Ingen saa gode Hensigtger eller gjorde Riget saa væsenlige Tjenester, som Christendommen, saa havde den dog ingen Ret til at trælbinde enten Høie eller Lave, Store eller Smaa..."

De fleste har på fornemmelsen at der må være en sammenhæng mellem mangel på intelligens og troen på en monoteistisk Deos-gud. Det har været vist i flere undersøgelser siden begyndelsen af det 20. århundrede, og vises nu igen af professor Richard Lynn, University of Ulster, John Harvey og professor Helmuth Nyborg, tidl. Aarhus Universitet i en enorm undersøgelse, der omfatter hele 137 lande (”Average Intelligence Predicts Atheism Rates across 137 Nations”, Journal of Intelligence, Volume 36, issue 5, 2008). Svaret er helt entydigt. I de mest religiøse og dummeste lande, f.eks. De Forende Arabiske Emirater, Irak, Pakistan, Saudi Arabien og Yemen (IQ 84, 87 og 84 og 84 og 85) tror færre end én procent på at der ikke findes en Deos-Gud (Allah). I de mindst religiøse og klogeste lande, f.eks. Danmark, Estland og Sverige (IQ 98, 99 og 99), tror 48, 49 og 64 % ikke på ”en gud”. ”Det betyder dog ikke, at man nødvendigvis bliver dummere, hvis man tror på Gud, fastslår Helmuth Nyborg. Det betyder, at man med høj sandsynlighed allerede er det, hvis man bor i et meget religiøst land” ¹. Undersøgelsen forekommer mig at være fejlbehæftet ved at den ikke synes at tage højde for den vidt forskellige opfattelse af hvad ”en gud” er blandt forskellige stammer. Jeg er ikke i tvivl om at hvis man i Skandinavien isolerede troen på en monoteistisk Deos-gud fra den oprindelige flertalsforståelse af guder, ville Skandinavien udvise en endnu større forskellighed, som følge af klogskab og deraf følgende bedre udviklet sæder og skikke (Island viser dette – landet har en IQ på 101 og kun 16% svarer at de ikke tror på ”en gud”. Det skyldes at islændinge naturligvis har fuld forståelse for vætter og flertalsforståelsen af guder). Ligeledes bør en sådan undersøgelse kunne isolere f.eks. bibelbælterne i Amerika og Norge fra resten af samfundet. Ekstremt interessant styrtdykker troen på en Deos-gud i 15-16 års alderen, dvs. nøjagtigt i takt med den historiske overgang til voksen, hvor det unge menneskes viden nu muliggør selvstændig tanke og beslutninger om livets store spørgsmål.

¹ Lars Henriksen: Intelligensen styrer vores tro på Gud (Kristeligt Dagblad, 24. juni 2008)

Måske kan vi afgrænse den nuværende opfattelse af begrebet ”tro” til ”en stærk overbevisning for hvilket der ikke kan fremføres bevis”. Kunne der nemlig fremføres bevis, da ville det ej længere være tro, men viden.

For et tænkende menneske, der har forståelse for sin fortid, er troen på den ”moderne” Deos-Gud en umulighed, og det findes der to løsninger på:

1. Enten at man vælger at lade fornuften tilbage og tager det sidste skridt i troen på den ”moderne” Deos-Gud i blind tro eller
2. at man vælger at tro på noget andet, f.eks. sig selv, familien, ens landsmænd, sit land og ikke mindst stammens skikke, den forne sæd.

Efter min mening var det netop sidstnævnte der var hjørnestenen i vor oprindelige tro. Sideløbende dermed havde vi alle de guder vi behøvede til en given lejlighed under Moder Jord for at livet kunne gå videre og lykken vedblive at stå os bi.¹

Nr. 512 Dyrck then gwdh gernæ som baade giffwer korn oc kærne
(Dyrk den gud gerne som både giver korn og kerne)

¹ Adam af Bremen forklarer i Bog 4:XXII (s.269): ”Men naar de kommer i Knibe under Kamp, anraaber de én af den Mængde Guder, de dyrker, om Hjælp; efter Sejren er de saa ham hengivne og foretrækker ham frem for de andre”.

Denne skytsgud kaldes ”fulltrúi” eller ”fuldtro” i betydningen ”den i hvilken man har sat hele sin tro”. Vi genfinder samme forståelse i Peder Laales Danske Ordsprog:

Nr. 382 Manghe ære wennæ oc faa fwll troo
(Mange er venner og/men få fuldtro)

I filmen ”Ruling Class” (1972) spiller Peter O'Toole (1932 Irland -) Jack Gurney, søn af Jarlen af Gurney. Jack overtager faderens ejendom, bliver Jarl og tror han er Jesus. En dame spørger Jack/Jesus/Peter O'Toole:

”When did you first realise you were God ?"

Jack/Jesus/Peter O'Toole svarer:

”When I realised that every time I was praying
I was really talking to myself".

Richard Phillips Feynman

(1918-1988. Los Alamos 1942, Nobelprisen i Fysik 1965)

”God was invented to explain mystery. God is always invented to explain those things that you do not understand. Now, when you finally discover how something works, you get some laws which you're taking away from God; you don't need him anymore. But you need him for the other mysteries. So therefore you leave him to create the universe because we haven't figured that out yet; you need him for understanding those things which you don't believe the laws will explain, such as consciousness, or why you only live to a certain length of time--life and death -- stuff like that. God is always associated with those things that you do not understand. Therefore I don't think that the laws can be considered to be like God because they have been figured out”.

(Citat fra bogen ”Superstrings: A Theory of Everything” (1988) redigeret af Paul C.W. Davies og Julian Brown. Bogens titel er en behandling af Einstein’s 3. store teori (udover de to relativitetsteorier fra 1905 og 1915) ”A Theory of Everything” der var et forsøg på at fremkomme med en teori der kunne forklare alle de grundlæggende sammenhænge og derfor ”read the mind of God ”. Einstein blev aldrig færdig med teorien. Det er måske i denne sammenhæng af Richard Feynman ytrer disse meget kloge ord om hvorfor guder overhovedet eksisterer.)

Arianisme – Arius (Arrium)’s oprindelige kristendom

Det er her værd kort at overveje Arius (på oldengelsk ”Arrium”, ca. 250-336 e.Kr.), hvis lære, ofte kaldet ”arianisme”, erklæres kætterisk på den 1. Synode, og årsagen til at dette sker. Arius (Arrium) var en præst fra Alexandria, Egypten, hvis lære, så vidt jeg kan se, er ekstremt undervurderet i Norden og Britannien. I det meste af Arius’ samtid er doktrinet omkring Treenigheden endnu ikke opfundet. Det sker først på den 1. Synode maj-august år 325 e.Kr. i Nicaea (oldengelsk ”Nicéa”), hvor 318 biskopper er samlet. Arius (Arrium)’s filosofiske holdninger er derfor langt tættere på den oprindelige kristne tanke, og helt på bølgelængde med mange urfolks sæder og skikke.

Fra Photios (Photius, Fotios, sidste halvdel af 800 tallet): Epitome (Bog I, kap. 9)'s gengivelse af den arianske historieskriver Philostorgius (ca. 368-439 e.Kr.) kan vi se hvor der geografisk var ariansk kristendom i 300 tallet e.Kr.:

"Secundus, biskop fra Ptolemais [enten byen i Øvre Egypten eller havnebyen i Egypten ved Det Røde Hav], og Theon, biskop fra Marmarica [landskab i Libyen ved Middelhavet]. Men resten af de arianske biskopper så som Eusebius fra Nicomedia [nordvestlige Lille-Asien] (som Philostorgius kalder Den Store), Theognis fra Nicaea [i dag Iznik, nordvestlige Lille-Asien]  og Tharis fra Chalcedon [nordvestlige Lille-Asien]....."

Arius' brev til Eusebius fra Nicomedia fra ca. år 319 e.Kr. giver os flere navne på arianske biskopper ¹:

"Eusebius, din broder biskop fra Caesarea [Palestina, Eusebius Pamphili, ca. år 263-339 e.Kr.], Theodotus [fra Laodicea, Syrien, d. ca. år 334 e.Kr.], Paulinus [fra Tyre, Libanon og Antioch, sydøstlige Lille-Asien, d. ca. år 388 e.Kr.], Athanasius [fra Anazarbus, sydøstlige Lille-Asien], Gregorius [fra Berytus = Beirut, Libanon], Aetius [fra Lydda (Lod), Israel, død ca. år 330 e.Kr.] og alle biskopperne i øst..."

¹ Theodoret fra Cyrrhus (Cyrus, 393-457): Kirkehistorie (Bog I: 4).

Fra denne geografiske indsnævning til Lille-Asien, kan vi nu se hvorfor Miklagård var hovedsædet for arianismen i årene 340-380 e.Kr., og stod i teologisk modsætning til Rom og Alexandria, Eypten. Biskop Eusebius fra Nicomedia var ariansk ærkebiskop i Miklagård fra år 338-341 e.Kr. Den (halv)-arianske Kejser Constantius II (regent 337-361 e.Kr.) fik efter Eusebius' tidlige død udnævnt Macedonius til ariansk ærkebiskop i Miklagård af to omgange; år 342-346 e.Kr. og år 351-360 e.Kr. Han efterfølges af Eudoxius (ærkebiskop år 360-370 e.Kr.) og Demophilus (ærkebiskop år 370-380 e.Kr.) ¹. 

Kejser Theodosius I (regent 379-395 e.Kr.), den sidste kejser regerende over såvel det østlige som det vestlige romerrige, erklærer år 380 e.Kr. arianismen for kætterisk, og giver Miklagård’s arianske ærkebiskop Demophilus valget at underkaste sig de vedtagne spilleregler for romersk-katolsk kristendom fra den 1. Synode maj-august år 325 e.Kr. i Nicaea (Nicéa), den Nikæno-konstantinopolitanske Trosbekendelse, eller eksil. Han valgte eksil og efter seks uger, i januar år 381 e.Kr., er alle arianske kristne fjernet fra Miklagård og deres skrifter brændt ¹.

¹ Edward Gibbon (1737-1794): History Of The Decline And Fall Of The Roman Empire (Vol. 3, kapitel XXVII). Se Salminius Hermias Sozomenus (ca. år 400-450 e.Kr.): Historia Ecclesiastica (Bog VII: 5) der omhandler årene 375-395 e.Kr., samt Socrates Scholasticus (f. ca. år 380 e.Kr.): Historia Ecclesiastica (Bog IV, Bog V), der omhandler årene 305-439 e.Kr.

Nederste del af en afbildning på vellum fra det nordlige Italien ca. år 825 e.Kr. (MS CLXV, Biblioteca Capitolare, Vercelli). Den samlede tekst, ikke gengivet her, lyder: "SINODUS NICENI U[bi?] FUI[t?] NUMERUS / S[an]C[t]OR[um] • PATR[um] • CCCXVIII • ET OMNES / SUBSCRIP / SERU / N / T"; "CONSTANTINVS IMP(erator)". Herefter følger teksten gengivet ovenfor: "HERETICI / ARRIANI / DAMNATI •" (kætteriske arianere fordømt), og vi ser arianske præster, under tvang, smide deres hellige skrifter på et brændende bål.
Billedkilde: Wikipedia

Den engelske abbede Ælfric fra Eynsham (ca. 955- ca. 1010) skriver i ”Incipit Epistola de Canonibus” (the Canons of Ælfric) om hvad der skete på den 1. Synode:

Hy amansumoðon þæn þone mæsse-preost Arrium · forþan þe he nolðe gelyfan þ þæs lifigenðan Goðes sunu wære ealswa mihtig swa se mæra fæðer is.

Dér bandlyses da den messepræst Arrium · fordi at han ønskede ikke at tro på at den levende gud’s søn var lige så mægtig som den store fader er.

Min oversættelse til nudansk. Det oldengelske ”nolðe”, som vi også finder i Beowulf-kvadet (sætning 706, 967) med ”þá metod nolde·” udtrykker, da ordet er sammentrukket, normalt en endelig og uomgørlig beslutning. Jeg følger her Beowulf-kvadets forståelse.
Kilde: Benjamin Thorpe (1782-1870): Ancient Laws and Institutes of England, (1840, 342-344)

Alle synes enige i at Jesus-figuren her har heitet ”lifigenðan Goðes sunu” (den levende gud’s søn). Faderen (kongen) er Gud og Jesus-figuren er søn og tronarving. I oprindelig kristen tanke er ”fader” (fæðer) tydeligvis almindeligt accepteret som en helt anden, og i tid langt tidligere, størrelse end ”Goð” (Gud). Op til den 1. Synode ser der ikke ud til at være uenighed omkring dette. Arius (Arrium) falder i unåde fordi han ikke køber røverhistorien, i teologi eller virkelighed, omkring Treenigheden. Han mener, som alle andre i sin samtid, at en fader i naturens orden må komme før end sin søn (Fæder wæreær se Sunu), og at faderen, med flere vintres visdom, må værdsættes højere. Dette var, og er, hvorledes menneskeheden anskuer sig selv i tid og sted.

En gammel præst gentager nøjagtigt samme arianske tanke til Kejser Theodosius I (regent 379-395 e.Kr.) år 381 e.Kr., jvf. Salminius Hermias Sozomenus (ca. år 400-450 e.Kr.): Historia Ecclesiastica (Bog VII: 6):

"Tænk, o Kejser, på den himmelske Faders vrede mod de der ikke ærer hans Søn som gør de ham, og som har frækheden at hævde at Sønnen er mindre værdig end Faderen".

Fra Photios (Photius, Fotios, sidste halvdel af 800 tallet): Epitome (Bog III, kap. 11, 12) kan vi også se den filosofiske forskel på den oprindelige ariansk-kristne tanke, og den senere vedtagne teologi fra den 1. Synode maj-august år 325 e.Kr. i Nicaea (Nicéa):

"Han [den arianske historieskriver Philostorgius (ca. 368-439 e.Kr.)] sagde at Flavian fra Antioch [sydøstlige Lille-Asien, biskop, ca. år 320-404 e.Kr.] var den første der forsamlede et stort antal munke og afsagde gudetilbedelsen "Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden". Før hans tid var det, blandt nogle, vanen af sige "Ære være Faderen gennem Sønnen i Helligånden", og at sidstnævnte udgave af gudetilbedelsen var den mest brugte. Han siger at andre igen gjorde brug af en anden udgave, sigende "Ære være Faderen, i Sønnen, og i Helligånden".

"Han sagde at arianerne, til trods for at de havde andre doktrinære holdninger fra de der prædikede den katolske tro [kom ihu at "catholicus, katholikos" = generelle], ikke desto mindre havde for vane at samtale med dem [de romersk-katolske] i bønner, sange og tilbedelser, og i alt bortset fra de hemmelige ofringer...".

En ariansk kristen forkaster Treenigheden med henvisning til Johannes-evangeliet (14:28) i Det Nye Testamente. Da Visi-goten Wulfila's gotiske bibel fra før år 385 e.Kr. er ariansk, og derfor den oprindelige kristne tanke, kan vi med fordel efterse den gotiske ordlyd:

Gotisk (efter år 325 - før år 385 e.Kr.); græsk Codex Sinaiticus (efter år 325 - før år 360 e.Kr.); nudansk og nuengelsk. Bemærk hvorledes det gotiske "atta meins" (fader min) med flid fejloversættes på nudansk med ændret betydning til "Faderen".

Den altafgørende sætning er "ei ik gagga du attin: unte atta meins maiza mis ist" (at jeg ganger til faderen: for fader min mere (end) jeg er).  Min nudanske oversættelse gengiver ordret den gotiske ordlyd, og der er ingen som helst tvivl om at Jesus-figuren, som Sønnen, er en anden enhed end "atta meins" (fader min). Den græske samtidige udgave skriver "ο πατηρ" (patér = fader). Forskellen i ordvalg mellem den gotiske og græske udgave må udtrykke forskellen mellem den oprindelige arianske udgave og den senere romersk-katolske fortolkning.

Jesus-figuren er, som kongesøn og konge af de semitiske ætter, i arianismen og oprindelig kristen tanke, ganske enkelt en gud, som alle andre konger var det i samtiden. En ariansk kristen laver derfor bare en træfigur af Jesus-figuren og sætter ham i gudehovet ved siden af alle de andre guder. Hverken på en hylde over eller en hylde under.

Dette viser på den ene side hvorfor mange af vore nærmest beslægtede; Burgunderne, Vandalerne, Goterne (Visi-goterne og Austra-goterne)¹, Longobarderne ² og Frankere ² lader sig omvende til Arius udgave af den tidlige kristendom.

¹ Fredegarius (Fredegar) skriver i sin krønike (Bog IV:5) fra 600 tallet e.Kr. (omhandlende Frankerne fra midten af 500 tallet til ca. år 641 e.Kr.) at Visi-goternes konge Recared (Recaredo I., regent år 586-601 e.Kr.) ikke fulgte sin faders, Kong Leuvigild (Leovigildo, regent år 572-586 e.Kr.), arvetro men fastholdt den sande tro af den hellige kirke, som havde broderen Hermangild. Han blev voksendøbt af biskop Leander og tilså herefter at alle goterne, der var arian-kristne, blev voksendøbt. Dette sker før burgundernes konge Guntram (ca. år 545, regent år 561-592 e.Kr.)’s 29. regeringsår. Tidsrummet er derfor år 586-590 e.Kr. og de fleste synes at mene at det sker år 589 e.Kr.

² Vi er usikre på om Dronning Theodelinda (ca. 570-628) ca. år 588 e.Kr. omvender sin husbond Kong Authari og Longobarderne fra hedenskab eller arianisme til romersk-katolsk kristendom, eller måske begge dele. Munken Jonas: Columban’s Liv fra 600 tallet e.Kr. (kap. 59) skriver at Columban (Columba) rejste fra Gaul til Longobardernes landskab, hvor han blev modtaget af Kong Agilulf (Regent 590-616). Her gives han asyl og gav sig til "at fremhæve kætternes fejl, dvs. den arianske troløshed, som han ønskede at bortskære og tilintetgøre med ætsen fra skrifternes kniv...". Tidsrummet kan nøjagtigt bestemmes til "da Theudebert (II.) var blevet besejret af (broderen) Theuderic (II.)". Dette sker endeligt efter Slagene ved Toul og Tolbiac år 612 e.Kr. Vi kan derfor sige at år 612 e.Kr. er arianisme måske nok fjernet fra den longobardiske konge-æt, men resten af Longobarderne er stadig følgere af arianisme. Vi kan sikkert også slutte at Frankerne år 612 e.Kr. ligeledes er følgere af arianisme, hvilket sikkert er hvad driver Columban (Columba) i eksil.

Fra den tidligste longobardiske lovkode ”Edictum Rothari” (lov nr. 363), udstedt af Kong Rothari år 643 e.Kr. kan vi yderligere se at kristendom og hedenskab lever side om side i Lombardiet år 643 e.Kr.:

De kristne sværger på deres hellige evangelier, og de der følger de gamle langobardiske sæder vil sværge på deres viede våben. Begge findes og loven tager højde for dette, foruden hvilken ingen ed kan sværges med gyldig virkning.

Det viser også hvorfor en teologi, der netop har opfundet én almægtig ”Θεός” eller ”Deos”-gud med én enbåren søn, en tre-i-en-pakkeløsning, og at kun denne nyopfundne enhed må elskes, må erklære alt andet end netop dets egen sandhedslære for kætterisk ¹. Ælfric skriver at præsteskabet ”Ða forðemðon hy ealle þone ðeofles mann” (Da fordømte de alle den djævelske mand).

¹ Kong Aethelred (Ethelred, Adalsråd, Regent ca. år 968-1016 e.Kr.) udtrykker det således i ”Æðelredes domas”: ”xxxv. Ealle we scylan ænne Goð lufian y worðian · y ænne cristenðom georne healðan · y ælene hæðenðóm mið ealle áweorwan (35. Alle vi skylder én gud at elske og tilbede · og én kristedom at erholde · og al hedendom med alt at afværge)

Religion og gudsdyrkelse
 

Gallup offentliggjorde 9. februar 2009 en undersøgelse af 143 lande. Spørgsmålet var dette: Er religion en vigtig del af din hverdag (Is religion an important part of your daily life)? ¹

¹ Steve Crabtree & Brett Pelham: What Alabamians and Iranians Have in Common (09.02.09). Undersøgelsen er baseret på 1,000 voksne i hvert af de 143 lande. Disse er blevet spurgt i tidsrummet 2006, 2007 og 2008.

Undersøgelsens resultat er forudsigeligt: Fattige lande ligger øverst på listen som de mest religiøse lande (flugten fra den virkelige- til den virtuelle verden), medens velhavende lande ligger nederst på listen (mindre behov for virkelighedsflugt, med fornuften rådende over den blinde tro).

Listen over de mindst religiøse lande i verden er:

Her tror jeg først det er vigtigt at fastslå, at når der nord for Ejder-strømmen og vest for Narve spørges til størrelsen ”religion”, så opfattes dette helt og fuldt som de monoteistiske abrahamske religioner, hvis eksistensgrundlag hviler på aggressiv missionering og monopol på sandheden. Denne form for religiøs adfærd finder vi tydeligvis uden for pædagogisk rækkevidde. Men det er formentlig ikke det samme som at udlede at vi ikke har plads, eller giver tid, til livets store filosofiske spørgsmål. Her mener jeg det er vigtigt at holde sig for øje at vi altid har haft en begrænset offentlig højtidsgudedyrkelse omkring Solhverv i vore ceremonielle kalender, samt en særdeles stærk og privat ”Hjemmets Hedenskab”, kaldet "hult" (hyldning af det skjulte). Gårdboen har vist sig noget mere sejlivet end stort set alle andre former for oprindelig tanke, og man må overveje om ikke undersøgelsens resultat måske i virkeligheden afspejler, hvorledes vi altid har ønsket at anskue oprindelig tanke.

Det er min klare overbevisning, at den største trussel for kristendommen nord for Ejder-strømmen, selv i den stort set ikke-kristne protestantiske udgave, er tilstedeværelsen af bibelfundamentalister, for hvem sand bibeltro læsning udelukkende er at opfatte Bibelens tekster bogstaveligt. En bogstavtro fortolkning af Bibelen tager udgangspunkt i en opfattelse af, at Bibelen er en faktuel historiebog, der redegør for faktiske, historiske forhold. Dette kendes også fra de andre monoteistiske religioner. En sådan tilgang kan man ikke byde et frittænkende, dannet menneske, og problemet er så gammelt som opfindelsen af monoteismen selv. Årsagen til at dette ikke er et problem i hverken Rig Veda eller Ældre Edda skyldes måske den flittige brug af heite og kenninger.

Den engelske abbede Ælfric fra Eynsham (ca. 955- ca. 1010)'s "the Old English Illustrated Hexateuch", Canterbury (British Library, MS, Cotton Claudius. B. iv.) fra år 1000-1050 e.Kr. er en oldengelsk gengivelse af de første 6 bøger fra Det Gamle Testamente. Ælfric blev givet opdraget at oversætte bøgerne fra latin til oldengelsk af Oldermand (Jarl) over Wessex Æthelweard (Ethelward, æðelværd ealdormann). Det gjorde han modstræbende fordi han var bekymret over, hvorvidt præste-ætten med adgang til en oldengelsk udgave af Bibelen, som de rent faktisk kunne læse, da ville opfatte Bibelen bogstavtro, og ikke åndeligt, som han mente var den rette tilgang:

”…Ða ungelæredan preostas, gif hi hwæt litles understandað of þam Lydenbocum, þonne þingð him sona þæt hi magon mære lareowas beon, ac hi ne cunnon swa þeah þæt gastlice andgit þærto,…Preostas sindon gesette to lareowum þam læwedum folce: nu gedafnode him þæt hig cuþon þa ealdan æ gastlice understandan,…”

”…De ulærte præster, givet de har en lille forståelse for den latinske bog (af Det Gamle Testamente), da tænker om sig selv at de formår berømte lærere at blive, og de ej kunne fatte det åndelige angående dertil. …Præster er indsat for at lære lægfolket; nu passer det sig(,) at de kunne det Gamle (Testamente) åndeligt forstå,…”

Min oversættelse til nudansk.

Det er her værd ganske kortfattet at se på hvorledes Kirkeministeriet opfatter begreberne ”religion” og ”gudsdyrkelse”. Vejledningen hertil er fra 2002 ¹ og den har følgende begrebsforståelser:
 

• Ved en religion forstår ud­valget en specifikt formuleret tro på menneskets afhængighed af en magt, som står over men­neskene og naturlovene, og en tro som giver retningslinjer for menneskets etik og moral.

• Begrebet ”gudsdyrkelse” er et teistisk begreb, som er for snævert i et moderne, religiøst plu­ralistisk samfund. Derfor er det nødvendigt at anvende et mere abstrakt ”gudsbegreb” som dækkende ”opfattelsen at mennesket er afhængig af en transcendent magt”.
  

¹ ”Vejledende retningslinjer udarbejdet af det rådgivende Udvalg vedr. Trossamfund 2. rev. udgave, januar 2002”. Forståelserne er ganske vigtige derhen at de er en del af de krav der opstilles før et ”trossamfund”, som f.eks. Forn Siðr, kunne godkendes:
 
”Begrebet ”trossamfund” består af to dele, nemlig ”tro”, som er specificeret som ”gudsdyrkelse ... efter en nærmere udformet lære” og ”samfund”, som er nærmere bestemt som en sam­men­slut­ning eller forsamling (og hverken en ”bevægelse” eller ”filosofisk forening”), hvis primære formål er ”gudsdyrkelse (kult) efter en nærmere udformet lære og ritus”.

Disse formuleringer er så tilpas uklare, at vi absolut ingen lærdom eller viden kan hente fra disse. 

I henhold til Kirkeministeriets opfattelse af hvad ”religion” er, dvs. en ”tro på menneskets afhængighed af en magt, som står over men­neskene og naturlovene” da skulle det gerne stå klart og tydeligt fra denne historie, at absolut intet står over naturlovene i oprindelig filosofi, og at menneskene er en del af naturlovene, og på ingen vis hævet over disse.

”Guderne” er oprindeligt forfædrene, og først efter troskiftet i 600 tallet e.Kr. undergår disse en ændring hen imod mere abstrakte, men stadig menneske-lignende, enheder af begge køn. Det er ikke entydigt klart fra oprindelige kilder, og i dag, om den sen-nordiske trosopfattelse af ”magt” ser denne som en del af naturlovene, selv ifald gudeopfattelsen sættes over menneskene. 

Det er her vigtigt at holde sig for øje, at hvor der muligvis i troen udadtil fra år 600-630 e.Kr. sker en udvikling, hvorunder guderne overgår fra at være forfædrene til at man dyrker mere abstrakte gudeforestillinger, som vi i dag tænker os skal opfattes som værende  "antropomorfisme" (prosopopeia), dvs. giver magter, der ikke er menneskelige, menneskelige egenskaber, så forbliver ”Hjemmets Hedenskab” tro mod oprindelig tanke. Her er ”Hjemmets Vætter”; Gårdboen og Hyllemor en forfædrende menneskelig ånd, der naturligvis i tanke må gengives for hvad de er (se afsnittet ”Julenisserne – Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer”). Jeg er langt fra overbevist om at vi kan ekstrapolere en bakspejlsanalyse af sennordisk gudedyrkelse til begrebet "antropomorfisme" (prosopopeia). Det kræver først og fremmest et monoteistisk udgangspunkt, der i egen selvhøjtidelighed antager at "magterne" ikke er menneskelige, uden for tvist fordi dens egen opfindelse, Deos-gud, netop er det. Et sådant udgangspunkt er klart i strid med oprindelig tanke. Både Xenophanes og Platon anerkender at forestillingerne findes, men afviser dem.

Xenophanes (570-480 f.kr.) påpeger, iflg. den kristne historieskriver Titus Flavius Clemens Alexandrinus (ca. 150-215 e.Kr.): Stromateis (Bog VII) det helt åbenlyse sande; at Det Nye Menneske gengiver sine egne forfædre som guder i sit eget spejlbillede, dvs. etiopierne har sorte fladnæsede guder og thrakierne rødhåret guder med blå øjne. Han forsøger at tage forståelsen et skridt videre ved at argumentere at heste og okser, hvis de kunne, ligeledes ville gengive sine heste- og okse-aner som forfædrende guder. Han understøtter derfor at Homer’s gengivelse af de udødelige forfædre ophævet til guder er den oprindelige forståelse. Xenophanes er afvisende over for Homer's gudegengivelse fordi han ønsker at skabe en ny overgud, der kan opfattes som endnu et forsøg på¨monoteisme, jvf. fragment nr. 1:

”Gud er den første, øverste blandt Guder og mænd, og ej som dødelige i krop eller sind”. ¹

¹ Sætningen lyder på græsk: ”αiς Θeos έν τε Θεoϊσι...” (ais Deos en te Deoisi…). Det græske ”Deos” er ordet kristendommen senere bruger til at navngive sin opfindelse Deos-gud. I den oprindelige forståelse er ordet bare ental af flertalsordet ”Θεoϊσι” (Deoisi). Det er det græske ”αiς” (ais), der her er spændende. Dels er det samme grundord som ”Aeneas, Aneas, Aineías, Eine (etruskisk), *oinos”, brodersøn til Kong Priam I. af Troja, og leder af Dardanian-folket, allieret med Troja , i Homer’s Iliaden, som jeg argumenterer for kan være ”Den 1. af Aserne” (Asa-Thor?) (se kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok”). Dels betyder "ais, aiS, eis" på etruskisk ganske enkelt "gud", ligesom "áss" på oldnordisk betegner "esset" (tallet 1) på en terning, der overføres med samme forståelse til kortspil. Som 1-tallet på en terning hentes det oldnordiske ord fra oldfransk og latin "as" (1 enhed), der igen hentes fra det etruskiske ord nævnt tidligere. Ydermere kan det græske ”ais” oversættes til ”Odin”, der netop også kan have betydningen ”den første” (se afsnittet ”Odin”). Det er derfor ikke vrang at oversætte den græske sætning til ”Deos er Odin” eller "Deos er [den samme som den etruskiske] ais" i et forsøg på at fremprovokere den oprindelige forståelse af Deos, Odin og Ais.

Allerede Pharaoh (Farao) Amenhotep IV (1378-1362 f.Kr.) i det 18. Dynasti; tog senere navneforandring til Akhenaton, viser os monoteismens ophav. Amenhotep IV bandlyser tilbedningen af flere guder (polyteisme), og påbyder at kun én gud må tilbedes (monoteisme). Kampen stod mellem guden Amon (skaberguden), hvis ”sandhed” et præsteskab holdt godt øje med, men som var uafhængigt af Amenhotep IV, og guden ”Aton” (Solen), som Amenhotep IV nu tog sandhedskontrol over ved at tage navneforandring til Akhenaton (Aton’s Ånd). Monoteismens formål i 1300 tallet f.Kr. er ikke anderledes end alle senere udgaver af samme; det ganske vigtige spørgsmål om hvem der har monopol på sandheden, og dermed retten til at fortolke og herske i rummet nutiden. Ikke overraskende blev monoteismen afskaffet efter Amenhotep IV’s død. (se afsnittet ”Bystaten Assur”).

Platon (år 427-347 f.Kr.): Staten ("Politeia", Otto Foss' oversættelse 1985/1992, Bog II: 376e-383, s. 99n-109) fra ca. år 385-380 f.Kr. er vigtig da også han anerkender Homer og hans gengivelse af vore udødelige forfædre ophævet til guder. Platon's hovedproblem er ikke dette, men at han i sin tænkte perfekte stat ikke vil have mødre og gamle der, påvirket af skjaldene, skræmmer deres børn med dårlige genfortællinger af disse sagn. Platon vil derfor gennem lovgivning ensrette skjaldene til kun at gengive én fortolkning af fortiden, og derfor kun én (halv) sandhed:

"...Det skal jeg sige dig: sådan som gud virkelig er, skal han begribeligvis også fremstilles, og det lige meget, om det sker i fortællende digtning, i lyrik eller i tragedie. Og dette: som han virkelig er, det vil sige: som god!" (Bog II: 379 s. 103)

Platons tågesnak om kun at ville tillade gengivelsen at "den gode gud" (skal opfattes i flertalsforståelsen) sker for at kunne fremføre argumentet at "det onde" derfor må tilskrives noget andet end guder. Dette medfører at Platon kan fremføre påstanden at Homer og andre derfor ikke kan tale sandt når de gengiver forfædrene som både gode og onde. Dette er tænkt falsk retorik, men viser at Homer's forfædrende gudegengivelse er den oprindelige.

Homer: Odyssey (Bog IV: 397), hvor Menelaos, som konge af Sparta, erkender det unægtelig åbenlyse, i min oversættelse til nudansk:

”Svært er det for en dødelig mand en [udødelig] gud at tæmme”
(argaleos gar t' esti theos brotō andri damēnai)

På forespørgsel kan jeg forstå at visse ser ”magterne” som ”udenfor naturlovene”, som ser ud til at skulle opfattes som ”ikke en del af naturlovene”. Der synes ikke at kunne generaliseres om hvorvidt ”magterne” opfattes som "arketyper", eller generiske/universelle kræfter, eller udtryk for alment menneskelige karaktertræk. For at undgå at blive låst fast i en kordisk knude forlader mange sig bare ved at lade ”magterne” være udefinerbare ledestjerner eller rollemodeller.

Selvom vi vælger at se ”menneskene” som de dødelige slægter i nutiden alene, over hvilke står forfædrenes ”magt” i (Moder) Sky, er denne ”magt” for den enkelte stadig en del af naturlovene. Det ord vi oprindeligt har til beskrivelse af denne ”magt” er ordet ”regin, rögn, ragna” (som i ”Ragnarok”)¹ . Da denne ”magt” er gældende for hver eneste dødelige forekommer ordet kun i flertal – måske i tanke en af de mere bemærkelsesværdige visdomme fra fortiden.

¹ Forståelsen af ”tívar” som ”guder” (flertal af "Tyr") i Grímnismál (vers 5, Ældre Edda) vises i afsnittet ”Daner – Danir -  - Vand-folket” (underafsnit ”Tanum – Tanheim – hjemmet ved vandet”).

Det er derfor, så vidt jeg kan se, ikke sandt at se vor oprindelige filosofi, ”Forn Siðr”, som en ”religion” i Kirkeministeriets begrebsverden, men som det langt større ”en vis at leve og tænke på”.

Dernæst må vi forsøge at forholde os til det absolut forfærdelige ord ”transcendent”, uden hvilken vi ikke kan tage stilling til hvad “en transcendent magt” nu måtte være for en størrelse.

Ordet ”transcendent”, som 99% af befolkningen ikke kan stave til endsige har noget begreb om hvad betyder, er fra det sen-latinske ”transcendere” (at kravle over, overkomme, hinsides). Ordet er helt nyt og kendes først på Middle English fra ca. år 1340 e.Kr. Det kræver formentlig en særlig germansk tankegang, som historieskriveren ikke besidder, at udvælge netop dette ord til at beskrive hvad ”regin” (magterne) er.

Da Folkekirken i teologi er en germansk fortolkning fra Reformationen er ordet sikkert valgt netop som følge af ordets brug fra år 1803 e.Kr. til at beskrive den preussiske filosof Immanuel Kant (1724-1804)’s doktrin omkring ”transcendental idealisme” fra hans Erkendelsesteori, først beskrevet i hans værk ”Kritik af den rene fornuft” (”Kritik der reinen Vernuft”, ”Critique of Pure Reason”, kapitlet ”den fjerde paralogismen”) fra 1781.

"Ved transcendental idealisme mener jeg doktrinen om at framtredelser/tilsynekomster skal betraktes som værende, hver og en, bare forestillinger, ikke ting i seg selv, og at rom og tid derfor bare er sansbare former for vår intuisjon, ikke bestemmelser gitt som eksisterende i seg selv, heller ikke betingelser for objekt sett som ting i seg selv” ¹ . 

"Alle objekt som det er mulig for oss å erfare, er bare framtredelser/tilsynekomster, det betyr, rene forestillinger som på den måten de er forestilt som utstrakte ting, eller som serier av forandringer, ikke har noen uavhengig eksistens utenfor våre tanker"¹ .

¹ Uddrag på norsk fra Immanuel Kant’s ”Kritik af den rene fornuft” fra Tor Førde: Kants erkennelsesteori (Andre del, Perspektiv på Kants metode).

Kant’s kongstanke er at alt hvad vi ser for os er forestillinger, der alene findes i vore tanker, og at formen af disse er under indflydelse af vor erfaring.

Tager vi denne tanke med os til hver enkelt dødelige menneske’s opfattelse af "regin" (magterne), er hvorledes vi opfatter "regin" betinget af vor erfaring, samt at "regin" alene findes i vore tanker.
 
Det har den naturlige følge at ingen nødvendigvis ser, føler, hører, lugter, smager eller oplever hverken naturen eller "regin" ens. Omvendt kan vi, ifald vi kan forstå hvori vor erfaring består, redegøre for naturlovene. Vor forstand kan foreskrive naturlovene.
 
Det var sprængstof i 1700 tallet, men i virkeligheden bare ur-filosofi genopdaget i et Europa, der kun langsomt var begyndt igen at tænke selvstændigt.

Fra det oldengelske læredigt ”Maxims I” (sætning 167-168), der findes i Exeter Book fra 900 tallet e.Kr. Bemærk her at "tanker" (det oldengelske "-geþoncas") i sproget knyttes til "hjertet, minde (Munin), følelse" (det oldengelske "mod" har en lidt bredere betydning end det nudanske "mod"). Vi kan derfor sige at i oprindelig tanke er det summen af vore tanker og vort minde, der giver vor sindsstilstand: Tanker + Minde = Sind.

 
Rig Veda (X:129) ¹  siger om verdens skabelse i min oversættelse:

”Hvem sandelig ved og hvem kan her sige det,
hvorledes den blev født og hvorledes Skabelsen skete?
Guderne er senere end denne verdens skabelse.
Hvem ved da hvorledes den først opstod?
Den Ene, den første oprindelse af denne skabelse,
hvorledes Den Ene skabte det hele eller ikke skabte det.
Hvis øje styrer denne verden i øverste himmel,
Den Ene sandelig ved det, eller måske Den Ene ikke ved

¹ Disse sætninger behandles videre i ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning”

Ved skabelsen af vore guder ophøjer vi vore forfædre fra dødelighed til udødelighed. Hvorfor vi, Det Nye Menneske, gør dette giver jeg et bud på i afsnittet ”Forstervand og sjælen”. At skabelsen af vore guder sker i vore tanker alene har den store betydning, at det eneste der kan dræbe vore guder er ifald vi uddør eller, som samlet hele, stopper med at tænke på vore guder. En omfortolkning gennem et troskifte kan næsten opnå samme virkning, men ikke helt. Som de monoteistiske religioner har måtte sande, herunder kommunismens forsøg på samme, viser det sig umuligt at dræbe guder med mindre man opnår 100% masseudryddelse. Der er altid en gammel kone, der kan kan komme ihu og berette videre til næste slægtled.

Grundtvig har naturligvis fuldt forstået disse vigtige sammenhæng og viser dette i ”Nordens Mythologi” (1832, Odin, Hæner og Löder, s. 304-5):

”...ligesaalidt nemlig som det kan höre til noget Menneskes Anskuelse, undtagen i Daare-Kisten, at han selv har skabt Verden, ligesaa lidt kan det höre til noget Folks, at Guderne, de selv har skabt, var deres og al Verdens Skabere, og selv Hedningernes Over-Tro gik derfor vel ingensteds videre i dette Stykke, end at tillægge Guderne saa megen Deel i Skabelsen, som der rimeligviis kunde komme paa Menneske-Aandens Part, naar det Hele paa en ubegribelig Maade havde fundet Kraft til at udvikle og ordne sig selv”.

Da ”regin” i oprindelig filosofi er ”forfædrene” kan vi, så vidt jeg kan se, i oprindelig filosofi ikke svare andet end bekræftende på ”opfattelsen at mennesket er afhængig af en transcendent magt”. Jeg mener vi skal forstå dette som ”opfattelsen at hvert levende menneske er afhængig af forfædrene i verden hinsides”. Hvorledes denne afhængighed, mellem de udødelige og de dødelige, udfolder sig i siðr, ånd og sjæl, giver jeg bud på i historien.

Ved denne fremstilling har jeg hermed også givet svar på tiltale til de der er forsvarere for ateisme. I de fleste tilfælde sker dette som den logiske udløber af en holdning om at videnskaben med tiden kan forklare alle uafklarede spørgsmål med naturlove, og dermed afskaffe behovet for guder til at forklare det uforklarlige. Ordet ”ateist” er fra det græske ”átheos” eller ”á” (uden)  + ”theos” (en gud), men opfattes i flertalsformen ”at fornægte guderne”.

Monoteismen, troen på én gud, gør ateismen fuldt ret i at forkaste i alle dens afskygninger som et sandfærdigt trosgrundlag ¹, men hvorledes kan Det Nye Menneske fornægte sine forfædre og deres regin?

¹ Hermed ikke være sagt at disse nye religioner ikke er utroligt gode politiske værktøjer, der med fordel kan bruges til at holde sammen på forskellige befolkningsgrupper gennem ensretning af tanke. Det er ikke vanskeligt at se, hverken hos os eller i andre kulturer, at efter lang tids kiv og strid, ofrer man gerne sandheden for fredens skyld.

Sveriges Radio (P1 i programmet ”Vid dagens början”) overlod lørdag den 20. oktober 2007 (kl. 06.03) og søndag den 21. oktober 2007 (kl. 06.45), for første gang nogensinde, morgen-andagten til Christer Sturmark, ordförande i Förbundet Humanisterna – de svenske ateisters forening. Christer Sturmark gengiver, i nogle få velgennemtænkte sætninger, ateistens livssyn:

"Det finns ingen kosmisk avsikt, ingen uppgjord plan för människan. Inga gudar styr. Inga ogripbara andeväsen vägleder oss åt ena eller andra hållet. Andligheten bor hos människan och är oerhört naturlig."

eller på nudansk:

”Der findes ingen kosmisk hensigt, ingen fastlagt plan for mennesket. Ingen guder styrer. Ingen ubegribelige åndsvæsen vejleder os på den ene eller anden vis. Åndeligheden bor i mennesket og er uhørt naturlig”.

Sat op imod oprindelig filosofi er dette helt i overensstemmelse med oprindelig tanke; ikke blot urnordisk, men for alle oprindelige folkeslag. Uoverensstemmelsen opstår først ifald ateisten ikke indser at ”guderne” er forfædrene og at disse, i ånd og sjæl, altid er en del af de dødelige på Jord. Gudernes ”styring” sker ikke som en dukkefører styrer en dukke ved snorretræk, men i arvemassen. Ganske rigtigt er åndsvæsen, som den fædrende ånd, fuldt ud begribelig og kan beskrives af naturlovene. Selvom vi i dag finder det vanskeligt at udtrykke i ord hvad åndsvæsen er, forekommer denne manglende evne ikke i oprindelig filosofi. Her bærer monoteismen hovedansvaret for at visdom er gået tabt, og naturvidenskaben skylder os stadig at genindvinde den tabte viden. Her er det næppe fornuftigt at lade naturvidenskaben styre af en ateistisk tankegang.

”The illusion of control” eller ”Naturlovenes svar på tiltale”

Calvin and Hobbes i Bill Watterson: Tenth Anniversary Book (1995, s.103)

”náttúran er náminu ríkari”
(naturen er kundskaben rigere) 

(Oldnordisk Ordbog, 1863, s. 390)

Hvad vil det sige at være ”kultur-kristen”?
 

De danske ser ud til at føle sig trygge ved den helt nye betegnelse ”kultur-kristen” ¹ som et samlende begreb, langt de fleste uden at tænke videre over hvad det mon dækker over, udover at det er ”vor vis at leve og tænke på”.

¹ Ordet ser også ud til at vinde indpas i Norge og Sverige. Om det her har samme betydning som i Danmark, har jeg ikke nok lokalkendskab til at kunne sige.

 
Statsminister Anders Fogh Rasmussen ser sig selv som ”kulturkristen” og overfører dette til de danske som helhed ¹:
 
”Når Danmark er et samfund med ret stærk sammenhængs-kraft, så er det jo fordi, det massive flertal af danskere har det, jeg kalder et kulturkristent udgangspunkt. Det har på en eller anden måde holdt og holder stadig det danske samfund sammen”.

¹ DR2, Deadline, søndag 21. maj 2006, kl. 22.30. Dette interview skal ses i lyset af ”Muhammed”-tegningerne og Islam’s voldelige angreb på vore udenlandske repræsentationer og afbrændingerne af Dannebrog.

Slaget for den enkelte, og i det offentlige rum, kommer efter min mening til at stå i opfattelsen af hvad det at være ”kultur-kristen” er og betyder.
 
Kun 3% af Folkekirkens medlemmer kommer regelmæssigt til søndagsgudstjenester, og herfra kan vi ikke se hvor stor en del er de absolutte fanatikere fra de kristne sekter. Tallet er under alle omstændigheder chokerende lavt. Det er blevet foreslået at denne lille gruppe, 3% af Folkekirkens medlemmer, kan kaldes ”kirkekristen”, der her opfattes som at de faktisk tror på indholdet af Det Nye Testamente. Den tilsvarende gruppe kaldes i Norge for "personlig kristen".
 
Jvf. Politiken’s undersøgelse 29.6.2005 i forbindelse med valg til Menighedsrådene i slutningen af 2004, hvortil kun 17.5% af Folkekirkens medlemmer stemte ¹, tilslutter kun 41% af de 17.5%, dvs. 7% af Folkekirkens medlemmer, sig til den lutherske tro.
 
¹ Sandelig om ikke tallene fra menighedsrådsvalget 11. november 2008 nåede helt ned på en samlet stemmeprocent på 15.7 procent (bundrekorden er fra valget 1980, hvor 15,5 procent afgav deres stemme). Kilde: Kristeligt Dagblad: Laveste valgdetagelse i 28 år (12.11.08).

Overfor denne gruppe, 93-97% stor, har vi de danske, der er tryg ved at blive kaldt ”kulturkristen”, ikke mindst fordi denne mærkning netop ikke opfattes som at man forstår, er enig i, eller på anden vis kan sættes i bås med en ”kirkekristen”.

Jvf. Kirkeministeriet pr. 1. januar 2006 er 83% af Danmarks befolkning medlem af Folkekirken eller 4.5 millioner mennesker. Med andre ord regner 4-4.3 millioner danske sig som "kulturkristen" mod 135-315.000, der kan betegnes som "kirkekristen".
 
Det er denne gruppe af 93-97% af Folkekirkens medlemmer, der kun møder op i kirken af fire årsager; dåb, bryllup, død og 24. december om eftermiddagen for at få børnene ud af huset, så det kun er mælken til risengrøden der koger over. Alle disse handlinger er heldigvis vore egne fra en tid flere tusinde år før kristendommen opfindes.

At det vitterligt kun er 3-7% af Folkekirkens medlemmer vi skal opfatte som "kirkekristne" underbygges af en undersøgelse foretaget af det svenske analyseinstitut Sifo Research International på vegne Det Danske Bibelselskab (undersøgelsen fandt sted i 2009 blandt 1001 danske). Det viser sig at kun 8% af de danske læser Bibelen "dagligt, en gang om ugen eller en gang om måneden". Der findes i Danmark i 2009 kun 6.500 abonnenter på bibellæseplaner (Kristeligt Dagblad, Kun hver 12. dansker læser ofte i Bibelen, 5.1.2010).
 
Som må være tilfældet for mange andre, har det taget mig ufattelig lang tid at få hul på det historiske og kulturelle røgslør, der er lagt ud over det ganske land. Det er kun få, der har kraft og energi til at gøre dette. Jeg ved nu, som alle ved eget syn for sagn ¹ kan se fra denne beretning, at ”kulturkristen” i virkeligheden er 90% Forn Siðr og 10% importeret teologi. Det mistænker de fleste, men den enkelte formår ikke over for andre at vise dette, og derfor helt at overbevise sig selv om dette.

¹ Det oprindelige ordsporg lyder: ”Sjón er sögu ríkari” eller ”Syn er saga rigere”.

En anden vis at anskue kernen i striden på er at ”kirke-kristne”, der er ophavsmænd til f.eks. missionsprojektet ”Kors for Hammer", et skoleprojekt søsat 12. september 2007, forsvarer deres holdninger og ret til at missionere med en ret de mener at have i Grundlovens § 4:

”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”.

Jeg, som ”kultur-kristen”, forsvarer min strenge modstand mod denne tilragelse af rettighed med en ældre urret givet mig af mine forfædre og nedfældet i Grundlovens § 67:

”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning,
dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”.

”Sædeligheden” eller ”Siðr” er de forne sæder og er blandt andet en søgen efter sandheden. Denne vil i de forne sæder have flere udgaver da flere øjne ikke ser samme farve i søens spejling, særligt hvis også rummene ”tid” og ”sted” er indblandet. De forne sæders vis at tilnærme sig sandheden på sker ikke ved en dogmatisk sandhedsmissionering, forudsætningen for alle monoteiske filosofiers beståen, men ved at samle stammens samlede øjne. Herved fremstår ikke én sandhed, men flere, og samtidig fremstår et knivskarpt billede af hvad sandheden ikke er.

Den ”kirke-kristne” sekt i Folkekirken er oppe på mærkerne netop i dette spørgsmål fordi det filosofiske overherredømme over ”Sædeligheden” eller ”Siðr”, fra Middelalderen indtil slutningen af det 20. århundrede, blev taget fra et teologisk grundlag i Det Nye Testamente. Dette er ikke tilfældet blandt de kultur-kristne (93-97% af befolkningen), og har formentlig aldrig været det uden for by og kloster. De ”kultur-kristne” kræver at når man skal udtale sig om farven på vor sø skal det ske ved at skue fra vore landskaber ud over søen, ikke ved at stirre ud over Middelhavet eller andre farvande. 

Denne søgen efter sandheden ligger i vort modersmål. Det bekræftende ord ”Ja” (”já” oldnordisk, ”ge” (udtales "ye-", oldengelsk fra Anglen; ”ja” gotisk) forekommer på gotisk som ”jai” med betydningen ”i sandhed”.

Uvidenhed er her den største og farligste fjende, og alle monopolers frænde. Oplysning, Grundtvig’s hjørnesten, er derfor vejen frem. Fra stammen, hvis børn ikke er blege for at stille spørgsmål til selv en kejser’s klæder, tør jeg dog godt spå om det endelig udkom.

Der vil blive uddelt mange verbale hug i slaget om den filosofiske kontrol over det at være ”kulturkristen”. Ingen vil dog overgå den fornærmelse Hjalti Skeggjason kom med på Althinget’s sommerstævne på Island år 999 e.Kr. (findes i ”Kviðlingr” (Nidvise)):

Min oversættelse til nudansk.

Laxdæla Saga (kap. 41) forklarer os at Hjalti Skeggjason umiddelbart forinden samme år selv var bleven konverteret af norskekongen Olav Tryggvason (ca. 963-1000)’s hirdpræst Thangbrand (hirðprest ... Þangbrandur). På sommer-thinget har der derfor været stort kiv om, hvorvidt man skulle lade sig underkaste norskekongen ved konvertering. Efter at have sagt fornærmelsen ovenfor, blev Hjalti sagsøgt for gudsbespottelse (goðgá) af Høvding Runólfur Úlfsson fra Dal i Eyjafjöllum, og han blev fortjent sendt i landflygtighed til Norge.

Troskifte – stammens evne til at tilpasse sig

Alle der har haft del i mange vintre i verden (erfaring), og har haft muligheden for at opnå dette blandt forskellige kulturer, vil være enig i at en af de mest bemærkelsesværdige egenskaber den oprindelige stamme besidder, er evnen til at tilpasse sig en ny virkelighed på et hvilket som helst tidspunkt ¹.

¹ Den oprindelige stamme er forstået som ætterne i Danmark, Norge, Skåne/Halland/Blekinge/Upland, Britannien, Amerika, Canada, Australien, New Zealand, Friesland (Holland) og Normandiet, nord-Frankrig.

Stammen foretager denne tilpasning modstræbende, og først efter utallige kivsmål; men den gør det, og har altid gjort det.

Efterser man hvorledes stammen, og de der har tilsvarende sæder og skikke (så som Finland, Estland, Hong Kong og Singapore), klarer sig mod andre kulturer er resultatet ligeledes bemærkelsesværdigt. Stammen synes altid at klare sig godt uanset om vi måler livsglæde, evnen til at handle, evnen til at omstille os til ny teknologi, evnen til at skabe økonomisk velstand, evnen til at passe på naturen, evnen til at uddanne os eller evnen til at forsvare os.

Det betyder ikke at den hellige ko er velforvaret, og at vi ikke kan gøre det bedre. Men netop det at der altid findes dele af stammen der mener at vi kan gøre det bedre, er en af hjørnestenene i vor sæd, da det tvinger stammen til at overveje alt hele tiden. Det er den i vor sæd indbyggede egenskab, at hvis noget kan gøres bedre så gør vi det, eller evnen til at tilpasse sig, der gør at vi klarer os. Dette har altid og vil altid være tilfældet.

I en stamme, hvor omdrejningspunktet eller navet er ”siðr” (”sædeligheden” i Grundlovens §67) eller ”siðgóðr” (gode sæder), kalder vi evnen til at forbedre og/eller tilpasse os for ”siðbót, siðbótar” (”sædebod" eller ”forbedre sæderne”). De mange af os der er en del af denne udvikling, kalder vi ”siðbaetir” (sædeforbedrer).

Charles Darwin (1809-1882) viste endegyldigt i 1859, hvad stammen altid har været klar over ¹:

"It is not the strongest of the species that survive, nor the most intelligent, but the one most responsive to change"

¹ Charles Darwin: On The Origin of Species By Means of Natural Selection, or The Preservation of Favoured Races in The Struggle of Life (24. november 1859)  

Umiddelbart overraskende, men ved nærmere eftertanke helt hvad vi må forvente, gælder denne evne og vilje til at tilpasse sig også stammens tro. Der skal helt (u)naturlige forhold til for at stammen tager så stort et skridt at foretage Troskifte; men det skete, og vil ske igen. Jómsvíkinga saga (kap. 2) omtaler et Troskifte som "siðaskipti" (sædeskifte); troen følger fra sæderne, aldrig omvendt. Her er vi heldigvis indrettet i lodret modsætning til alle abrahamske religioner, hvor sæderne følger fra en dogmatisk tro, fra hvilken der ikke kan fraviges.

I kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok” under afsnittet ”Ragnarok – Troja’s fald” viser jeg hvorfor det sker efter vi taber Slaget ved Troja år 1184 f.Kr. Stammen bliver næsten udslettet og taber alle sine landområder. Gudernes/forfædrenes visdom har ikke virket, som vi på Moder Jord har forstået dem, og vi tilpasser os denne nye virkelighed ved at foretage et Troskifte ¹.

¹ Vafþrúðnismál (vers 47, Ældre Edda) : ”þá er regin deyia” eller ”når regin er døde”. Vafþrúðnismál (vers 50): ”hverir ráða æsir eignom goða...?” eller ”hvilke Aser råder i gudernes ejendom ...?”

Såvel ”regin” som ”æsir” er her guderne/forfædrene. At de efter Troja’s fald beskrives som ”døde”, hvilket de naturligvis ikke er i ånd og sjæl, skal forstås som at stammen nu må fortolke den visdom, der hentes fra guderne/forfædrene, på en anden vis end gjort hidtil.

Troskiftet betyder ikke at vi udskifter guderne/forfædrene, men at vi foretager et skifte i troen, dvs. vor fortolkning ændres.

Nr. 866 Man scal wære klogh naar lycken ær wreedh
(Man skal være klog når lykken er vred)

Nr. 1092 Thet ær een onth skadhe ther inghen kommer tijl gaffn.
(det er en ond skade der ikke kommer til gavn)

I afsnittet ”Klimaskifte - Fimbulvetr – den store vinter år 536 e.Kr.” viser jeg at stammen bliver ramt af en ufattelig naturkatastrofe i vore nuværende landområder år 536 e.Kr., der vedvarer helt ind i år 545/548 e.Kr. Jeg viser også at der sker en dramatisk omvæltning i hvorledes vi opfatter de guldskillinger/gyldne tavler der blev møntet år 385-670 e.Kr. Fra i starten at have været en beskyttende amulet/ættens mærke og gangbar mønt, bliver guldskillingerne på et tidspunkt før år 630 e.Kr. alene gangbar mønt. I kølvandet på, og som en naturlig del af, naturkatastrofen, rammes Europa af Byldepest år 542 e.Kr. Pesten raser frem og tilbage i hele Europa, og med stor sandsynlighed også nord for Ejder-floden, i mindst de efterfølgende 52 år frem til år 594 e.Kr.

En så drastisk omvæltning antyder stærkt et troskifte, og det må være naturkatastrofen år 536-545/548 e.Kr. der forårsager dette. Vi kan måske endda sige nøjagtigt hvilket år dette begynder at finde sted. Angel-saksiske Krønike fortæller os at der er solformørkelse år 540 e.Kr. ”.xii. kalendas Iulius”, hvor stjernerne kunne ses næsten en halv time efter kl. 9 om morgenen.

At sætningen i Angel-saksiske Krønike er skrevet som ”.xii. kalendas Iulius” eller direkte ”12 dage (før) kalenderen juli” skyldes at dette tidsrum kaldtes ”Liða”, og er en betegnelse for sommersolhverv, hvor ætlingen (fra 600 tallet e.Kr. personen "Balder") ”går hen/ofres” (se afsnittene ”Solhjulet og den matriakalske månekalender” og ”Sumarsólstaða – Liða - ætlingen ofres og sommeren komme”).

I livets ring skal ætlingen (Balder) ofres på Sommersolhversdag for at blive genfødt dagen efter Moders Nat/Vintersolhversdag (24. december om morgenen). Uden dette kan livet ikke fortsætte. At der er solformørkelse på dagen hvor ætlingen (Balder) skal ofres er så alvorlig et varsel at stammen alene har kunnet opfatte dette som den endelige lærestreg. I år 540 e.Kr. er stammen 4 år inde i ”Fimbulvetr” – store vinter og der hersker uden tvivl stor hungersnød i vore landområder. Solformørkelsen har været dråben, der fik bægeret til at flyde over. Noget måtte gøres og et troskifte er løsningen. Det kan meget vel være dette år at Shamanen (Vølven) får sat stolen for døren, og Woðan mister sin altafgørende indflydelse på stammen. Måske består en del af troskiftet i overgangen fra Woðan som shaman (vølve) til at Odin fremover alene bliver opfattet som Gud/Konge.

Det er efter min mening direkte udkommet af naturkastrofen der åbner døren for den katolske kristendom. Æðelberht, regent over jyderne i Kent, konverterer år 595 e.Kr. Æðelberht's søster Ricola's søn Sæberht, regent over Essex/Middlesex konverterer ca. år 600 e.Kr. Lokalkongen til Wessex, Cynegils (død 642 e.Kr.) følger efter. Stammens tyngde er i 600 tallet e.Kr. stadig omkring Gl. Lejre og Sjælland/Skåne. At konverteringen til kristendom i Britannien ikke blev slået ned skyldes at den ikke blev set som en trussel, men som en mulig løsning på en utålelig situation.

Vi kan se at Troskiftet i Britannien svinger frem og tilbage mellem den forne sæd og de nye kristne skikke i hele 600 tallet e.Kr. Det kan derfor være særlige voldsomme begivenheder i det enkelte landskab, der udløser den almene vilje til troskifte, væk fra et af kongen givet diktat. Bede/Bedae skriver ca. år 731 e.Kr. i ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog III:XXVII) i min oversættelse til nudansk: ”...I det samme år [år 664 e.Kr.] affolkede en uventet sygdom de sydlige kyster af Britannien og strakte sig senere ind i landskabet Northumbria, rasende i landet nært og fjernt og dræbte en stor mangfoldighed af mennesker. For denne plage (pest) blev den tidligere nævnte præst Tuda offer....denne sygdom gjorde ikke mindre skade i Irland...”. Allerede her ser pest ud til at have en stor indflydelse på Troskiftet.

I de gamle kongeriger sker der ligeledes et samtidigt troskifte, hvor "Den Hedenske Høje" bliver Thor og Odin sideløbende med den oprindelige Freyr. 

Drotten er stadig Odin, men Thor undergår en evolution, hvorunder han ændrer karakter fra den forfædrende tordengud til en selvstændig træafbildning med nyskabt identitet. Det er denne enhed der sejler videre til øerne i Nord-atlanten i 700 tallet e.Kr.

De altrådende shamen/vølver udvides til flere norner/sejdkoner for at forbedre spådomsresultaterne. Mimir (mindet/erindringen), fra det indoeuropæiske ”*men-/*mon-“ – "at tænke"? er i urnordisk tanke vor ur-erindring om dyb fortid. Han var afbildet på vølvens hjálmunvölr (hjelmvølve)-stav, og erstattes med Troskiftet af ravn nr. 2 i sennordisk tanke, bedre kendt som Munin (mindet).

Ændringen indeholder også en neddrosling af Moder Jord-tilbedelsen, måske fordi naturkatastrofen er blevet opfattet som om dyrkelsen af Moder Jord ikke har virket. Disse ændringer er indført før udvandringen til Shetlandsøerne, Orkney og Hebriderne i 700 tallet e.Kr. Samtidig ser vi en stærk forringelse af ErilaR (Jarl) æt fra at være konge-æt og runers mester til at blive et fint, men simpelt drengenavn; Jarl og Erling.

Vi kan se at guldskillinger har mistet betydningen som beskyttende amulet år 630 e.Kr. (Eadbald's mønt i London og mønter slået i Wic/Vic Ponto, syd for Boulogne). Med vor nuværende viden kan vi måske sige at Det Hedenske Troskifte i vore nuværende landområder sker år 600-630 e.Kr.

Jeg mener det er dette kivsmål blandt os, folket, om hvorvidt vølven skal forkastes i sin nuværende form, der er årsagen til at Völuspá (vers 21, Ældre Edda) lyder:

21. Þat man hon folc uíg fyrst iheimi er gvll ueig | geirom stvddv oc iha/ll hárs hana brendo.

21. Den første strid blandt folk hun mindes da gullveig af spyd blev støttet og i Høj’s hal hende brændte.

Min oversættelse til nudansk.

Den fysiske person Heiði forbliver i live, jvf. vers 22, men som den hamskiftede vølve Gullveig, bliver hun dræbt og brændt (for mere herom se "Bilag P-1: Völuspá - Vølvens Spådom").

Munken Jonas: Columban’s Liv fra 600 tallet e.Kr. (kap. 53) forklarer os at den keltiske abbede Columban ankommer til Suebi (Suevi)-folkets landområde. Vær her særligt opmærksom på at vi her taler om en af de oprindelige stammer, hvis ophav var et ukendt sted fra Elben ud til Østersøen. Tacitus skriver i ”Germania” (kap. 45) år 98 e.Kr. at Suebi-folket har ”samme skikke og mode” som Aestii-folket (se min nudanske oversættelse i afsnittet ”Estland - *Aðalsýsla & Eysýsla”). I afsnittet ”Garðaríki” viser jeg at betegnelsen ”Aestii” her må betegne De Gamle Prøjsere. Det er også fra bl.a. Tacitus at vi ved at Østersøen, før vor ankomst, blev kaldt ”Den Suebiske Sø” (Mare Suevicum). Tacitus' brug af "Suebi" er vanskelig fordi han, formentlig korrekt, anser stamme-navnet for urgammelt i sin samtid, og derfor kobler en lang række stammer med samme sæder og skikke under denne betegnelse. For Tacitus er bl.a. Langobarderne (Langobardi), Jyderne (Eudoses) og Anglerne (Anglii), dvs. "os"-folket, en del af Suebi-grupperingen. En eller flere af disse mangfoldige stammer må have overtaget "Suebi"-mærkatet under deres folkevandring mod syd, og én af disse befinder sig fra ca. år 410-585 e.Kr. i hvad i dag er det nordlige Portugal og Galicia. År 612 e.Kr. er (dele af?) denne stamme bosat i Mainz langs Rhinens vestlige bred. Munken Jonas forklarer hvad der sker for Columban under hans gennemrejse:

”Men han besluttede sig for at blive, så at han kunne udbrede troen blandt folket der var Suebi (Suevi). Engang, da han var på gennemrejse i dette landskab, opdagede han at de indfødte var i færd med at forberede en hedensk ofring. De havde en stor skål som de kaldte en ”cupa”, og som indeholdt omtrent 26 mål, fyldt med øl og sat midt blandt dem. På Columban’s forespørgsel om hvad de påtænkte at foretage sig med skålen, svarede de at de var i færd med at foretage en ofring til deres gud Wodan (som andre kalder Merkur)”.

Dels kan vi se at betegnelsen en ”kop” (”koppr, cuppe” oldnordisk og oldengelsk) oprindeligt skal opfattes som en stor skål. Dels kan vi se at efter Troskiftet år 600-630 e.Kr. har Odin (Wodan) hurtigt opnået en selvstændig gudeforståelse.

Som Grundtvig gør opmærksom på i ”Nordens Mytologi” (1832, Asa-Maal, Bjarke-Maal og Krage-Maal, s. 199) nævner Saxo i Gesta Danorum (bog 1.7.2) ”Mithothyn” (Mid-Odin, Mellem-Odin) i hans gengivelse af Hading (Hadding)-sagnet. Denne ”Mithothyn” er beskrevet som den oprindelige shamaniske Odin idet han har tilegnet sig spådomsevner (divinitatis arripuit).

Enheden ”Mithothyn” er åbenlyst en faktisk konge, der tager kontrol over vore landskaber medens den ”rigtige” ”Othino” (Odin) er sendt i landflygtighed (bog 1.7.1). Fra Saxo’s udlægning af sagnet skal vi opfatte denne konge ”Mithothyn” som en udefrakommende bedrager. Hvorfor dette er tilfældet forklares med disse sætninger (bog 1.7.2): 

”Hic deorum iram aut numinum violationem confusis permixtisque sacrificiis expiari negabat ideoque iis vota communiter nuncupari prohibebat,  discreta superum cuique libamenta constituens.

Der i Fr. Winkel Horns oversættelse (1911, s.19) lyder: 

”Han paastod, at naar Guderne var vrede eller følte sig krænkede, lod de sig ikke forsone ved, at man ofrede til dem alle under ét, hvilket han derfor forbød, med hver Gud skulde have sit særlige Offer”.

At guderne er vrede kan alene have betydningen ”tabt krig/land” og ”misvækst, dyrtid” eller begge dele. Hvad vi derfor også ser er et tronskifte med efterfølgende forsøg på et hedensk troskifte, der dog her ikke ser ud til at blive gennemført fuldt ud. Hading-sagnet er gjort samtidigt med Svipdag (Hædcyn, Höðr, Óðr, Óður, ca. år 497-521 e.Kr.). At tidsrummet er så tidligt stemmer overens med at al beretning om vikingstog finder sted i Østerled, som vi ikke synes at tabe kontrol over før Kong Frode III. (Scyldinga-æt nr. 25, 600 tallet e.Kr.). 

Den eneste udefrakommende konge, der tilraner sig vor tronstol i samtiden ca. år 497-521 e.Kr., synes at være Götar-sønnen Kong Hugleik/Hygelac (Scyldinga-æt nr. 18), der også sidder på Ynglinga-ætten. Hans regeringstid kan ankerdateres fra Gregory af Tour’s ”Historiae Francorum” (Kap. III.3). I så fald er den ”Othino” (Odin), der sendes i landflygtighed enten Kong Hrothgar (Scyldinga-æt nr. 17) eller hans broder Kong Helgi (Scyldinga-æt nr. 17) (se ”Scyldinga/Skjoldunge-ætten” og ”Kongedømmerne i Britannien (udover Øst-Anglen)).

Jeg ender derfor op med at være enig med Grundtvig i at ”Mithothyn” eller ”mið-Oðinn” skal opfattes som ”den mellemste Odin”, dvs. en konge imellem to af vore ”rigtige” konger; i dette tilfælde at Kong Hugleik/Hygelac i en kort regeringstid sidder på tronen mellem skjoldunge-kongerne Kong Hrothgar og Helgi, og deres retmæssige efterfølger Kong Rokill (Roe - Roskilde's grundlægger, Scyldinga-æt nr. 20, ca år 550 e.Kr.). 

Det for mig vigtigste i dette undervurderede sagn af Saxo er at det er en naturkatastrofe der fremprovokerer et troskifte eller et forsøg derpå.

Kristendommen er nået til nord-Tyskland i 800 tallet e.Kr. Harald Blåtand erklærer indtoget på Jellingestenen i de gamle kongeriger år 965 e.Kr. I praksis skal vi frem til 900 tallet e.Kr. i de nye kongeriger i Britannien før kristendommen bliver rodfæstet i byerne, og i de gamle kongeriger først med landskabslovene i begyndelsen af 1200 tallet e.Kr.

Igen sker dette troskifte af indenrigs- og udenrigspolitiske årsager. Stammen er under militær trussel sydfra med germanernes og frankernes vandring nordpå ind i slavernes gamle landområder på sydkysten af Østersøen. Stammen er uden samlet ledelse og har været det siden år 755 e.Kr. hvor fællesmønten sølvpenge ophører. Det er først med Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. at det lykkes at genindføre samlet styring, og et nominelt troskifte til kristendommen er løsningen.

Vætter, alfer, trolde og forfædrenes ånd og sjæl forbliver uændret overalt bortset fra i klostrene, der nu har monopol på tro og sandhed i skrift. Kristendommens opgave er at være pisken og guleroden i genopretningen af ledelsen af landområderne.

Naturkatastrofen på i hvert fald Island år 1226-7 e.Kr. med ”sandsumar” og ”sandvetur” kan vel have understøttet troskiftet på de nordlige øer.

Dette holder indtil år 1526 e.Kr. Kong Frederik I. (regent 1523-1533) kan ikke tale dansk og opholder sig livet igennem på Gottorp Slot. Byldepest har endnu engang udryddet store dele af Europas befolkning og rammer også igen Danmark/Skåne/Norge/Upland og England hårdt over flere omgange. Første udbrud var i Bergen, Norge år 1349 ¹. Danmark fik den fra England med et skib strandet i det nordlige Jylland. Over de næste 20 år blev ca. 50% af Danmarks befolkning udryddet. Danmark bliver hårdt ramt igen år 1520 e.Kr. og i år 1529 e.Kr. (under navnet ”engelsk sved”). Grønland affolkes til Amerika år 1342 e.Kr. (Vestribygð, Godthåb) og kort tid efter år 1408 e.Kr. (Eystribygð, Julianehåb). Borgerkrig bryder ud med "The War of the Roses" år 1455-1485 e.Kr. og ”Grevefejden” år 1534-36 e.Kr. Hans Tausen leder vejen og reformationen gennemføres på kun 10 år i Danmark/Norge/Øst-Anglen i år 1536 e.Kr.

¹ Byldepesten kommer til os fra det sydlige Europa. Her hærger den fra år 1347 e.Kr. En af konsekvenserne af Byldepestens hærgen i det sydlige Europa var også her et Troskifte; en omfortolkning vi i dag kender som "Renaissancen", direkte "igen født" eller "genfødsel". Inden for kunsten er denne strømning et opgør med alt der var. Det helt åbenlyse, at romersk-katolsk dogme, for hvem alt var statisk og perfekt, ikke kunne forhindre Byldepesten, endsige forudsige eller afhjælpe denne, måtte betyde at der skulle stilles skarpe spørgsmål til dens forsvarere. Oprøret tager sit ophav i Firenze, der rammes af Byldepesten år 1348 e.Kr. Leonardo da Vinci (1452-1519) og Michelangelo (1475-1564) viser os hvor kraftfuldt dette oprør var i Italien i 14-1500 tallet e.Kr.

Troskiftet år 1536 e.Kr. er i virkeligheden bare endnu en omfortolkning, tilbage mod vor forne sæd. Dette holder indtil til nogle meget kloge ungersvende i form af Árni Magnússon, Ludvig Holberg, Hans Christian Andersen, Adam Oehlenschläger, Nikolai Frederik Severin Grundtvig og mange, mange andre med fribårne øjne begynder at anfægte den falske lære indbygget i den importerede kristendom. Havde jeg nedskrevet dette i 1826 ville jeg være blevet idømt livsvarig censur. Landmændene, håndværkerne og arbejdernes retfærdige krav i slutningen af 1800 tallet om at alle Daner er født fribårne og lige er et direkte udkom af denne udvikling ¹. Denne strømning var ingen lille bæk, der blev til en stor å, men omfattede de 96% af befolkningen der ikke blev givet stemmeret i 1849-Grundloven. Der er så stor hungersnød i vore landområder at ⅓ af vore landsmænd må udvandre til nye landområder i Amerika og Canada i slutningen af 1800 tallet og begyndelsen af det 20. århundrede. Preussen’s aggression mod Danmark om hertugdømmerne, ikke helt uden indflydelse af en broderstrid om arvefølge, knækker vor sjæl i år 1864.

¹ Specielt arbejderbevægelsen, hvis medlemmer nu var blevet fjernet fra landet og forståelsen for naturens orden, kom på afveje ved at tillade Karl Marx’s perverterede opfattelse af verden at komme ind. Det er nemt at se hvorfor dette kunne lade sig gøre. Som den romersk-katolske verden, Islam, Det Tredje Rige og alle andre moderne ideologier, hvis hovedformål er enemagt og ensretning af tanke, måtte marxismen have ideologisk kontrol over verden for at kunne opnå såvel magt som kontrol over tanker. Formlen til at opnå dette har ikke ændret sig de sidste 4.000 år. Under et ”frelser”-banner indleder man et tog mod hedninge eller vantro. Karl Marx gør dette glimrende i 1848 i ”Manifesto of the Communist Party”. Som alle andre før ham antager han som forudsætning at stammens sæd og Darwin’s hovedbevis om at ”de der er bedst til at tilpasse sig vil overleve” ikke er sand. Ved at tilsidesætte denne grundforståelse kan han omskrive de romersk-katolske tilstande med Herre og træl, der er virkeligheden i hele Europa i hans samtid, til en klassekamp mellem disse, hvor Herren (hos Marx borgerskabet og kapitalister) skal undertrykkes af trællene (”afskaffelsen af borgerskabets særegenskaber, borgerskabets uafhængighed og borgerskabets frihed er uden for tvivl hvad der sigtes til”). Marx’s formål er derfor ikke at skabe en verdensklasse af fribårne og ligestillede, men at vende bøtten om. Karl Marx vil være kalif i stedet for kaliffen. Hovedproblemet for alle disse ideologier er, som tiden altid viser, at det rent faktisk er sandt at ”de der er bedst til at tilpasse sig vil overleve”. Det har den ubehagelige konsekvens at ikke alle vil overleve. Dette gælder også menneskeheden. Det findes der midler til at afbøde og udskyde konsekvenserne af, men ikke at ændre på. For yderligere læsning se f.eks. Eugene Kamenka: The Portable Karl Marx (1983, s. 203-242, ISBN 0-14-015096-x) og William L. Shirer: The Rise and Fall of The Third Reich (1960, ISBN 0-330-70001-4).

Kristendommens endelige død som en vis at holde stammen samlet på kom formentlig i 1960’erne. Tiden nu vil for eftertiden vise sig at være et tidsrum hvor et nyt troskifte er undervejs. Troskiftet kommer ikke så længe der er stor velstand, og stammen har nu så stor velstand som den havde i Troja/Þrúðvangar ca. år 1230-900 f.Kr., og under Frode-freden år 446 e.Kr. Troskiftet, og kivsmålene stammen imellem, kommer den dag vi ikke længere har dette. Det er uden tvivl en statistisk tilfældighed at der skulle forløbe 1.630 år fra Trojas Fald år 1184 f.Kr. til Frode-freden år 446 e.Kr., og at der i 2005 er forløbet 1.559 år siden Frode-freden. Historien viser os at naturen vil være ophavsmand til dette troskifte. Skal vi gætte på at tidsrummet omkring år 2076 e.Kr. er et godt tidspunkt for stammen at være forberedt på.

Se tillige afsnittet "Klimaskifte - Fimbulvetr - den store vinter år 536 e.Kr." hvor det synes at år 2079 e.Kr. kunne være et muligt tidspunkt.

Det er vor sæd at spå om fremtiden ved at hente visdom fra fortiden, sammenholde denne med nutiden, for så at give et bud på hvad vil komme. 
 
I en undersøgelse af 1000 danske foretaget af Epinion A/S for Kristeligt Dagblad blev disse spurgt om, hvordan de ser Gud.
 
41 procent ser Gud som en særlig åndelig kraft, mens kun 23 procent ser ham som en personlig Gud. 17 procent ved ikke, hvad de skal tro, mens 16 procent afviser, at der er en åndelig kraft eller en personlig Gud.
 
I den danske værdiundersøgelse fra 1981 svarede kun 23 procent ja til, at de tror på en åndelig kraft. Det tal er nu steget til 41 procent. I 1981 afviste 22 procent al tro på Gud. Det er der i dag kun 16 procent, der gør ¹. 
 
¹ Artiklen ”Nyt syn på Gud”, Jyllandsposten 30. april 2006.
 

Med andre ord; med friheden til at tænke selv ser det ud til at vi er i færd med at vende tilbage til at forstå Gud som ”ånden”. Om dette endnu indebærer ”ånden fra forfædrene”, den eneste mening dette ord nogensinde har haft, tør jeg ikke svare på. At det intet har at gøre med den moderne Deos-Gud af hankøn synes alle enige om.
 
Heri ligger Folkekirken’s absolutte hovedproblem. Den kan ikke vedblive at prædike røverhistorier, som ingen længere er tvunget at tro på, hvorfor den teologiske filosofi går tabt da ingen kan stole på dens budskab. Fremtidens Folkekirke må derfor tage udgangspunkt i noget så simpelt som at starte med at berette sandheden, og den er altid ilde hørt ¹. De færreste gør sig det klart hvor få der læser, og ønsker at læse, kristen teologi på universitetet. I 2005 var der kun 185 ansøgere til optagelse på teologi-studiet. I 2007 var dette tal styrtstykket til kun 102 – et hundrede og to sølle individer i Kongeriget Danmark, der føler sig tiltrukket af at bruge kræfter på Det Nye Testamente².

¹ En vis at starte dette op på kunne f.eks. være en ændring/udvidelse af Efteruddannelsen, som nyuddannede præster er forpligtet at tage under Folkekirkens Institut for Præsteuddannelse i de 4 år efter de er færdige med det 17 ugers kursus på Pastoralseminariet og deres teologiske kandidatuddannelse. Her kunne gives et grundliggende indblik i vor oprindelige sæder og filosofi. En sådan forståelse vil kunne give startskuddet til den nytænkning, der er påkrævet.
² Se Ole Hall: Unge vender teologi ryggen (Kristeligt Dagblad 17.7.08)