| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Kushan Riget og Buddha
Kortgengivelse fra René Grousset: The Empire of the Steppes (1970, s. 22).
På samme vis som den indoeuropæiske Sacae-stamme blev drevet ned over Hindu Kush til det nordvestlige Indien (og hvis tronarving er Den Første Levende Buddha), blev Kushan-folket, en del af Yuezhi-folket 1, drevet bort efter konflikt med Xiongnu/Hsiung-nu-folket (Hunnerne) og Aa-sun/Wu-sun folket (sidstnævnte argumenterer jeg for er os). Denne indoeuropæiske stamme, tilsyneladende af götar æt, kom over Tarim til det af Alexander Den Store skabte Bactria ca. 165-128 f.Kr. og tager kontrol med området fra deres egne landsmænd. I midten af det 1. århundrede e.Kr. kontrollede Kushan-folket fra Bactria til Hindu Kush til Gandahara og Taxila i det nuværende Pakistan. Silkevejen gik igennem deres landområde, og buddhismens indtog til Kina fra Indien gik via deres landområde og Silkevejen. Fra mønter ved vi at den første Konge hed Sapalbizes 2 . Vi ved også at kongen ca. år 20 f.Kr. hed Arseiles. Kongerne for Kushan-folket menes herefter at se ud som følger: 1 ”Massagetae” (Store Götar) (Herodot) , ”Asii/Asiori-folket” (Strabo , Geographika ), ”Asiani” (Trogus), ”Goterne” (Jordanes ).
Kong Kanishka/Kaneshki I. regnes for den største af ”Kongernes Konge” og højden på riget. Der findes en enorm statue af Kanishka I. ved Mathura med en Brahmi-indskrift der kalder ham ”Store Konge, Konge af Konger, Søn af Gud , Kaniska”. Han lod bygge en kæmpe buddistisk tempelhus/stupa med et fundament på 87 m² i Peshawar (nuværende Pakistan), beskrevet af kinesiske pilgrimme og arkæologisk udgravet. I 1993 oversatte Professor Nicholas Sims-Williams fra The School of Oriental and African Studies, University of London en inskription fundet i det nordlige Afghanistan. Denne siger bl.a. som følger 1 : ”Kanishka Kushaner.......værdig til tilbedelse, som har opnået sin kongetitel fra Nana og fra alle guderne....” 1 Se Dr. Joe Cribb, The British Museum: The Early Kushan Kings: New Evidence for Chronology – Evidence from the Rabatak Inscription of Kanishka I.
Vi ved hvem gudinden Nana er. Senere gennemgåes bystaten Ur. Ur var en helligdomsbystat i Halvmånedalen for måneguden Nanna (sumererne) og Sin (babylonerne). Måneguden Nanna er Moder Jord .
Afbildning af Nana fra et hus udgravet i byen Panjikent, Fergana (sydvest for Tashkent, Tajikistan). Afbildningen er dateret til 700 tallet e.Kr. og er sidste rest af den gotiske indflydelse i området inden Islam tager over. Byen blev grundlagt i 400 tallet e.Kr. og var beboet indtil ca. år 770 e.Kr. Vi ser Nana/Nanna med (halv)månen i højre hånd (tilbedelsen af Månen tilbedelsen af Moder Jord ) og Solen i venstre hånd. Billedet tilsendt af Bent Hansen. Kilde: Susan Whitfield: Life Along the Silk Road (1999).
Mønt slået af Kong Vima Takto med tilnavnet ”Soter Megas” eller ”Store Frelser” ca. år 78-90 e.Kr. Inskriptionen lyder: BACIΛEVS BACIΛEWN CWTHR MEΓAC. Dette er den græske dialekt i Bactria med betydningen ”Kongernes Konge Soter Megas (Store Frelser)”. Brugen af den græske overkonge titel er helt normal i samtiden. F.eks. ser vi inskriptionen ”BACIΛEΩ(C) BACIΛEΩN” eller ”Kongernes Konge” på en mønt slået af Kong Orodes II (58/7- 38 f.Kr.) i Parthia. Vi ser kongen på sin hest uden stigbøjler med symbolet på Verdenstræet og dets tre rødder til højre og et omvendt hankekors. At kongen bærer tilnavnet ”Store Frelser” indikerer stærkt at han havde status af Gud eller ”Søn af Gud”. Såvel Gud som ”Søn af Gud” er i områdets samtid Buddha. Kongen er derfor Buddha. Det har uden tvivl hjulpet at denne konge også vandt tilbage faderens tabte land fra et angreb fra Parthia. Fra min private møntsamling. Professor Gautama Vajracharya, Department of Art History, University of Wisconsin forklarer iøvrigt at det netop er den ikoniske og visuelle afbildning af kongen og andre på disse mønter, på indisk ”rUpi” eller ”har en afbildning”, der er oprindelsen til den indiske møntenhed ”rupee”.
Til venstre bronze mønt slået af Kong Vima Kadphises ca. år 90-100 e.Kr., fader til Kong Kanishka/Kaneshki I. Grundet møntens slid har jeg fremhævet de afbildede ting på mønten med en sort streg omkring disse. Vi ser kongens sværd og stridskøllen – symbolet på sceptret. Kongen er med sin højre hånd i færd med at foretage en ofring over et alter. Vi bemærker her at symbolet på Verdenstræet nu har fået 4 rødder. Hvorfor skal jeg ikke kunne sige, men som vi ser på kongens forgænger er oprindelsen identisk til vor egen afbildning af verdenstræet og dets tre rødder. Til højre en guldmønt udstedt af Kong Vima Kadphises med kongens helt åbenlyst indoeuropæiske portræt klart afbilledet.
Mønter slået af Kong Kanishka/Kaneshki I. ca. år 100-125 e.Kr. Til højre ser vi den absolut første visuelle afbildning af Buddha, på mønten skrevet i græsk-bactriansk ”Boddo”. Kunstarten er klart under indflydelse af græsk gudeafbildning som den må have forefundes i Bactria. Til venstre reversen der viser Kong Kanishka/Kaneshki I. Her ser vi uden nogen som helst form for tvivl at den indoeuropæiske Kong Kanishka/Kaneshki I., Søn af Gud , er enten Søn af Gud/Buddha eller Buddha selv. At sproget har været gotisk kan vi se fra bl.a. to stednavne i Afghanistan: Den nordlige provins hed og hedder Herat (det urnordiske ord for ”herred”) og den sydlige provins Helmand (også en flod og en sø) og betegner en ørken hvorigennem Silkevejen gik. ”Helmand” er sammensat af ”Hel” (De Dødes Verden” + ”mand” (mennesker) og er en henvisning til hvor mange menneskeliv det har krævet at komme gennem denne strækning.
Hvorfor Kong Kanishka/Kaneshki I. ca. år 100-125 e.Kr. på mønter fremstiller sig selv som Søn af Gud (=Buddha) eller Buddha selv, fremstår klart ved at efterse kinesiske kilder. Vi husker at Den Første Levende Buddha blev født Siddhartha Gautama (Gotama) mellem år 563-412 f.Kr. og at han kom fra Sakya-folket (indiske kilder), Sae (kinesiske krøniker) og Sacae (Herodot ). Der synes at være nogenlunde enighed om at denne stamme, og derfor Den Første Levende Buddha (Siddhartha Gautama), er indoeuropæere. Ligeledes ved vi at den indoeuropæiske Kong Kanishka/Kaneshki I. kommer fra Yuezhi-folket.
Udover Sacae-stammen giver Strabo (Geographika, år 7 f.Kr.) os formentlig navnene på de resterende prinsedømmer: Asii/Asiori folket (Trogus år 1 e.Kr. kalder dem Asiani), Pasiani, Tochari og Sacarauli. De 4 sidstnævnte stammer angriber den eksisterende gotiske Sacae-stamme og skaber herefter et kongerige kaldet Tocharestan, med Asii folkets høvding som konge. Tocharestan bliver til Kushan riget i 100 tallet e.Kr. som vist ovenfor. De kinesiske skrifttegn for ”Yuezhi” betyder direkte oversat ”måne-folket”. Som vi har hørt med dyrkelsen af månegudinden Nanna, der er Moder Jord , er dette en fuldstændig korrekt beskrivelse af stammen. Freyr bliver naturligvis gift med Nanna (Moder Jord) jvf. Snorre i Gylfaginning (Yngre Edda). Kong Kanishka/Kaneshki I. fremstiller derfor sig selv som Søn af Gud /Buddha eller Buddha fordi han enten faktisk er, eller ønsker at vise sin omverden at han kan påkræve sig at være, direkte efterkommer af sine forfædre, Den Første Levende Buddha. Det spændende spørgsmål er om ikke Den Første Levende Buddha’s fødselsnavn Siddhartha Gautama (Gotama) har en forbindelse til ”Götar" eller "Goter”. I afsnittet "ErilaR -Eruli - Eorl - Jarl" viser jeg at der i 500 tallet e.Kr. ingen forbindelse er overhovedet mellem ”Götar" og "Goter”, hverken i geografi, sæder eller æt. Det udelukker dog ikke et langt tidligere fælles sprogligt ophav, der igen kan føres til et ophav i æt.
Mønt slået under det Østlige Han Dynasti (år 25-220 e.Kr.). De kinesiske skrifttegn siger ”Da Han Tong Bao”. Til højre ses den siddende Buddha. Mønten er 106 mm x 45 mm. Fa-Hien har forklaret os at Buddhismen ankommer til Kina år 58-75 e.Kr. og mønten er derfor sikkert slået år 58-220 e.Kr. eller i samme tidsrum som Kong Kanishka/Kaneshki I. ca. år 100-125 e.Kr. gengiver sig selv som Buddha. Der er på dette tidlige tidspunkt hverken gået fri fantasi eller mytologi i Buddha, og vi ser en levende person, en tronarving af gotisk eller götar æt, siddende under en hellig ceremoni.
Odin , Høvding Rædwald & Sutton HooI det nok vigtigste arkæologiske fund overhovedet i forståelsen af Odin , er langskibsgraven i Sutton Hoo i East Anglia uden sidestykke. De fleste synes enige om at den her gravlagte høvding er Kong (H)Rædwald, konge af East Anglia og Overherre over Britannien ca. år 617-625 e.Kr. Den dertil benyttede titel var ”Bretwalda” der, lig Danevælde, betyder ”Herre over Bretland/Britannien”. Høvdingeætten i East Anglia havde i samtiden tilnavnet ”wuffa” eller ”lille ulv” og stammen kaldes ”Wuffingas” eller ”Wuffa’s/Den lille ulv’s efterkommere.” Munken Bede beretter ca. år 725 e.Kr. at Kong Rædwald var søn af Tyttla, hvis fader var Wuffa; ”a quo reges Orientalium Anglorum Uuffingas appellant” Som jeg oversætter til: ”fra hvem regenterne i Øst-Anglen kalder sig Wuffingas” Widsidth-digtet fra 600 tallet, omhandlende stammerne i det nordlige Europa ca. år 360-450 e.Kr., dvs. før udvandringen til England år 446 e.Kr. nævner høvdingen af dette dynasti i sætning 29: ” Helm Wulfingum” eller ”Høvding Helm af Wulfinga” (der nok bliver til Wilhelm/William og betyder ”ulve-hjelm). Høvdingen er nævnt umiddelbart efter høvdingen af Sø–Danerne , og stammen er derfor stadig i Anglen i Slesvig. Beowulf -kvadet kalder samme stamme ”wilfingum” (sætning 461) og ”wylfingum” (sætning 471) og Hyndluljóð (vers 11) ”Ylfinga”. Det er mit gæt at vi skal se ”Wuffinga”-ætten som helt parallelt til ”Scyldinga”-ætten (Scyld/Skjold’s efterkommere eller Skjoldunger og en henvisning til Fynboer, Sjællændere og Skåninge) og ”Ynglinga”-ætten, dynastiet der havde kontrol over det nordlige Sverige, kaldet Tyr ’s Land (Gamle Uppsal) og dele af Norge. Medlemmer af dette dynasti kaldes Yngvi/Yngve (Frey’s helligdom) eller Yngung (Frey’s efterkommer) og tilsammen Ynglinga. Alle ætter oprinder fra fornavnet på en høvding og navngiver et dynasti og fordeler Danernes landområder på samtidens æt. Se senere afsnittet ”Norfolk og Suffolk, East Anglia” hvor landområdet Øst-Anglen beskrives nærmere. Endelsen ”inga” 1 på oldengelsk svarer til det oldnordiske ”ungr” og er i dag titlen givet til monarken af hankøn, jvf. Konge/King (kyn/cyn + ungr/inga eller ”slægtens efterkommer”). 1 Netop endelsen ”inga” er præcis den endelse der forekommer på de 7 ældste stednavne i Anglen i form af ”ing” (også et heite for Frey). I Ny Herred , et stort område i det østlige Angel findes det 2 steder (”Gelting” fra Galt+ing og ”Lipping” fra navnet pååen). I Anglernes hovedbygd i Strukstrup Herred findes endelsen 5 steder (”Brekling” el. ”Brekelingh” i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. ved Langsø, ”Fysing” ved Fysing Å, ”Spenting” i Bøl sogn el. ”Spentinghe” (år 1391 e.Kr.), ”Vinding” og ”Holming” i Havetoft Sogn. De 7 ”ing” stednavne menes at være fra år 0-200 e.Kr. Kilde: Kristian Hald, Stednavne i Angel (s.70-84). Vi kan se at ulven, eller ulvehunden, havde stor betydning for denne høvdingeæt og vi ser dette vist på et fund fra langskibet:
Udover sværdbæltet, var høvdingen gravlagt med et større bælte, pengebæltet (The Royal Purse Lid, The British Museum). Gjort af en lokal smed i East-Anglia ser vi, i helt utrolig høj smedekunst, Odin afbilledet med to ulvehunde (Geri og Freki og/eller Geri og Gifr). Ulvehundenes klare ”talen” til Odin er helt lig hvorledes vi i andre sammenhænge ser Odin sammen med ravnene Hugin og Munin. Odin modtager råd og vejledning fra ulvehundene om den rette vej til De Dødes Verden, hvortil han skal rejse for at hente visdom fra forfædrene (m/k). Kilde: Dr. Sam Newton: www.wuffings.co.uk/index.htm#SHPage Jeg har helt bevidst benyttet udtrykket ”ulvehunde” i stedet for alene ”ulve.” Vi kan se på afbildningen af de to dyr at kroppen er myndeagtig og afviger ganske meget fra den fysiske afbildning af en ulv. Dette er ikke smedens manglende egenskaber, men skyldes at de to dyr er Danernes Store Hund , der er ulvehunden.
Kong Rædwald’s kongehjelm (”beadogrima” el. ”forsvars-/slagmaske” 1) fra Sutton Hoo. Originalen er vist til højre. The British Museum har genskabt en efterligning af hvorledes man mener den oprindeligt tog sig ud, her vist til venstre. Dateret til ca. år 617-625 e.Kr. ”Ansigtet” sidder ikke tæt til ansigtet på personen der bærer hjelmen. Næsen har to huller for bedre adgang til luft. Bemærk specielt at kombinationen af øjenbryn-næse-overskæg visuelt giver en fugl, hvor overskægget er fuglen’s styrevinger. Om dette er en ravn eller en ørn ved man ikke. At det visuelt skal vise en fugl er uden for tvist. Begge hjelme findes på The British Museum. 1 Beowulf -kvadet (sætning 2256-2258): ”Sceal se hearda helm (hyr)stedgolde Som jeg oversætter til: ”Skal den hårde hjelm, (be)dækket med guld Ordet ”beadogriman” på oldengelsk er sammensat af ordene ”beado” + ”griman.” Ordene er ens på oldnordisk med ”búa” (bl.a. forsvar) + ”gríma” (”maske” lig grimen, der er en del af seletøjet til hesten , med samme betydning). At hjelmen specifikt har en maske betyder at vi her taler om en hjelm identisk til Sutton Hoo hjelmen. Ordene ”beado/búa” hedder på sanskrit ”badh” og betyder her ”at dræbe.” Andre navne på hjelmene er: "heregríman" eller "hærgrimen" (sætning 396, 2049 og 2605)
Høvdingens kongekrone havde ikke fysisk vundet indpas i 600 tallet og derfor er kongehjelmen fra Sutton Hoo Kong Rædwald’s kongekrone. Bæreren af denne hjelm har i live og i døden, i krig og til hellige ceremonier kunnet genkendes som kongen ved at bære denne hjelm. Det ekstremt spændende ved denne betragtning er at da høvdingen havde status af Gud , og Gud er Odin /Wotan, så viser ”ansigtet” på kongehjelmen en visuel afbildning af Odin som er identisk med høvding Rædwald Wuffa. Alle der har studeret vore sagaer vil også vide at vi aldrig hører hvad farve øjne Odin har. Mit gæt på hvorfor dette aldrig nævnes er at netop fordi høvdingen har status som Gud og derfor er Odin, så har farven på Odin’s øjne skiftet med farven på høvdingens øjne. Øjenfarven har derfor ikke teologisk kunne nedskrives som værende en bestemt farve. Kong Rædwald’s hjelm har klart haft en ceremoniel betydning inkl. kongekronen, men har også fungeret som slagmaske i praksis. Med forståelsen for at Odin/Kongen bærer sin stridshjelm kaldet ”beadogriman” eller “heregríman” kan vi nu se hvorfor Odin/Kongen optræder i Grímnismál (Grimnirs Mål/Ældre Edda) som ”Grímnir” (Grimen/Den Tilmaskede). Det er af helt samme årsag at Olav ”den hellige” Haraldsson år 1029 e.Kr. i ”Völsaþáttr” (Olafs Saga hins helga, Flateyarbok) med sin hird kalder sig “Grímar”: ”...Hún heilsar mönnum og spyr þá að nafni, Som jeg oversætter til: ”...Hun hilser mændene og spørger da til navnet,
Vi ved med sikkerhed at vi skal opfatte Olav ”den hellige” Haraldsson som ”Grimen/Den Tilmaskede” for gårddatteren genkender ikke kongen før han tager hjelmen af og afslører sig selv.
Søren Knudsen iført min kopi af Kong Rædwald’s beadogrima. Hjelmen er smedet af Nigel Varney, Medieval Armour Ltd, The Vale of Belvoir, Leicestershire, England. Hjelmen vejer 2.8 kg (6 pounds), er 33 cm høj og gjort af 16 gauge stål. Søren er 196 cm høj. Hjelmen’s sider giver fuld beskyttelse mod slag mod halsen, hjelmen’s ”udhæng” bagpå beskytter mod slag mod nakken. Ansigtsmasken er i en vinkel bort fra ansigtet og giver overraskende frit udsyn, ligesom vejrtrækningen er normal. Ansigtets bevægelighed er ikke forhindret af hjelmen. Kong Rædwald’s maske er den mest perfekte slagmaske der overhovdet kan udtænkes og smedes. Billedet taget i Santos 5. marts 2004.
Ver Asir/Ase-folket - frie mænd under Asa-guderne
Som betegnelse for den nordlige del af Europa skriver Plinius den ældre (23-79 e.Kr.) i sit værk ”Naturalis Historiae” ordet ”scatinavia” 1. Ordet han oversætter til latin er ”skandinav”, der er sammensat af ”skandi” og ”nav”. Sidste del af ordet er fra det urnordiske ”*napa-qaira” (”napakaira” finsk, ”nafarr” oldnordisk, ”nafugar” oldengelsk), der alle har betydningen ”naver”, dvs. ”stort bor”, og betegner en håndværker. Denne omrejsende håndværker kom fra ”skandi”, igen fra det urnordiske ”*Skaðin aujó” eller ”Skades ø eller øer”. En skandinav er derfor en håndværker fra Skades ø(er). 1 ”Naturalis Historiae” (Bog IV:96): ”inmanem ad Cimbrorum usque promunturium efficit sinum, qui Codanus vocatur, refertus insulis, quarum clarissima est Scatinavia”
Beowulf-kvadet fra ca. år 755-757 e.Kr. benytter ordet ”Scedelandum” (sætning 19, ”Skade landene”), og Wulfstan i sine rejsebeskrivelser fra Hedeby ud i Østersøen ca. år 890 e.Kr. skriver ”Scðn-ég” (Skades ø). I digte fra Island i 900 tallet bliver der skrevet ”Skaney” (Skanø)”.
Ingen har, så vidt jeg se, givet et godt bud på hvem Chaedini, Favonae og Firaesi og Dauciones folkene er. ”...En Dødelig med Asa-Blod bestænket;...” Som vi vil se skyldes dette at ”os” er de dødelige på (Moder) Jord og Asa-guderne de udødelige forfædre i (Moder) Sky. ”Mændene fra Asien, som Aserne blev kaldt” (Ásíamanna, er æsir váru kallaðir) I afsnittet ”Asien – Asíu – Asiô” viser jeg hvad vides om oprindelsen til landskabsnavnet ”Asien”. Hyndluljóð (vers 8, Ældre Edda): ”Sennum vit or sodlum, Som jeg, med nogen usikkerhed, oversætter til:1 ”Hav ordstrid med mig 1 Ordet ”gumna” oversættes i Oldnordisk Ordbog til ”mennesker/folk”. På oldengelsk er det mere en henvisning til krigerrangen og kongeslægten. Jeg har vurderet at den nuengelske oversættelse er korrekt, men henvisningen kan måske også være til hele stammen. Den nuengelske oversættelse lyder som følger: "Why not joust words with me
Ingen betvivler at Ase-slægten i den filosofiske forståelse af den forne sæd omhandler kriger-slægterne. Det er derfor min vurdering at kriger-ætten ”Ver Asir/Wer Ése” gemmer sig på sanskrit som ”vīresu”, der oversættes til ”krigerne”, og ”Aśvin” (ental, "Aśvins" (flertal) i engelske oversættelser), som jeg mener betyder "Venner af Aserne". I den absolut oprindelige forståelse af ”Aśvin” i Rig Veda betegner disse filosofiske brødre og shamaniske gudesønner ”Givere af helbred, ungdom, vækst og lykke” – absolut alt hvad vi forbinder med erilaR (Jarl)-æt. 1 1 Se Georges Dumézil: Gods of the Ancient Northmen (1948, kap. 1, s.16).
Der synes at være enighed om at ”Aesir, Aser” i Rig Veda kaldes ”Asura” (”Ahura” på Avesta-persisk), og det er ikke hvem-som-helst der tildeles rollen som ”Ase” i Rig Veda’s gudeverden. 1 Rig Veda (Bog 5:III:1 Agni): ”Du er ved din fødsel Varuna, Agni; når du antændes bliver du Mitra”. Rig Veda (Bog 5:XII:1 Agni): ”Til Agni, Høje Asura...”
Rig Veda (Bog 1:XXXV:7-10 Savitar) siger, i min oversættelse til nudansk: ”7. Han, vinge-stærk, havde oplyst landskaberne, dybt-skælvende Asura, erilaR1... 1 De engelske oversættelser skriver henholdsvis ”the gentle Leader”, ”kind Leader” eller ”perfect guide”. Ordet er i begge tilfælde det samme sanskrit ord ”sunītha”, som jeg mener er fra ”sunītā” (sanskrit), der betegner en række superlativer (tillægsord i 3. grad) så som ”Den Pålidelige, giver af gode råd, af god beskaffenhed, en med godt skudsmål”, dvs. alt hvad vi forventer af erilaR (Jarl) æt. Derfor er det tillige navnet på en Brahman. Ordet er også et kvindenavn med samme betydning. Et neutralt ord på nudansk kunne være ”Den Retskafne”. I Ældre Edda ville superlativerne blive samlet ved brugen af ”erilaR”.
Ved at beskrive ”Asen” som ”vinge-stærk” tænker vi straks på ”Vingethor, Vingethorr, Vingethór” fra Snorre Edda (Indledning). Ved at beskrive ”Asen” som ”dybt-skælvende” (sanskrit ”ghabhīravepā, gabhIravepas”) tænker vi straks på den konge, hvorfra alle vore kongerækker mener sig nedstammet; ”Skelfir, Skjalf, Skefill, Scef, Shef, Seskef, Sceafa” (se afsnittet ”Skilfinga/Skjælveunge-ætten”). Det betyder ikke at vi direkte kan koble Ældre Edda på Rig Veda i dette tilfælde. Konge-ætten har altid kunnet sin historie, og senere konger kan vel have antaget tidligere kongers omdømme og kaldenavn. Men forbindelsen mellem Rig Veda og Ældre Edda findes, her og mange andre steder. Rig Veda (Bog 6:LXIII Aśvins) om "Aśvins" (Venner af Aserne): ”Berømte for jeres magi var i, magikere! Blandt gudernes æt, i dansende helte!” (se tillige Bog 2:22:4, bog 6:29:3, bog 8:24:9-12) Af de sene nedskrevne værker i de nordlige Indien, de 18 Puranas nedskrevet mellem år 400-1000 e.Kr., er Bhagavata-Purana/Srimad-Bhagavatam den bedst kendte. ”yada mrdhe kaurava-srnjayanam Som jeg via engelsk oversætter til: “Da krigerne af begge lejre, Kaurava og Pandavas, 1
Se tillige afsnittet ”Estland - *Aðalsýsla & Eysýsla", hvor vi i Letland finder stednavnet ”Vireši” i Viresu pagast (sogn). Kong Raðbarð’s giftermål med Dronning Auðr udløser et hævntogt mod Garðaríki der, som man kan se, er en borgerkrig under opsejling. Derfor er ”Hörðr” (Horder) ekstremt hård i sin fordømmelse af Ivar Vidfavne. Hævntogtet ender da også op med at blive aflyst.
Min oversættelse til nudansk.
Fra dødelig til udødelig Ase finder vi derfor følgende af vore konger:
Kongens fosterfader Hörðr (Horder) forsøger at overtale Kong Ivar Vidfavne om at ifald han gennemfører hævntogtet mod landsmænd da vil han være uværdig til, efter sin død, at tage sin plads blandt de udødelige forfædre, Aserne, i Valhal i Himlen. Kongen lod som sagt ikke dette varsel sidde overhørig. Mange af vore fineste fornavne, og vor ”Hamingja” følger fornavne (se "Bilag Æ: Bibelens begreber Hedning , Djævlen, Dæmoner og Engle"), har ”As” som en del af navnet:
Iflg. Institut for Navneforskning på Københavns Universitet, er alle ovennævnte navne ”ditamatiske”, dvs et navn sammensat af to temaer. ”Ek erilaR asugisalas muha heite eg” ”Asu” henviser til guderne (forfædrene) og ”gisalas” kan betyde enten ”gidsel” eller ”pil/stråle/spyd”. Jeg argumenterer for at ”erilaR” er Jarl-æt. Min nudanske oversættelse er: ”Jeg Jarlen(.) Asernes gidsel(.) Muha hedder jeg” Muha er erilaR - Jarl-æt. Rígsþula (Ældre Edda) forklarer os at erilaR skal kunne runer. Det er en utilgivelig fejlfortolkning at tro at Muha er en krigsfange fordi ordet "gidsel" benyttes. Muha er absolut øverste æt af alle fribårne, og Uha-ætten er i sig selv konge-ætten. Han, og hans æt alene, besidder som dødelig Ase på Jord egenskaben at kunne "tale" med de udødelige Aser i Himmel - hans og vore forfædre. Det gør han gennem mjød og verdenstræet, der er asken. Det anglosaksiske runedigt for runen "Aesc" eller "Ask" viser os sammenhængen mellem asketræet og spydet, ikke mindst fordi bl.a. spyd/lanser blev lavet af asketræ. Derfor rejser Muha runer på et spydskaft. Om Muha er forfædrenes gidsel eller spyd eller stråle eller pil på Jord er én og samme sag. Muha er erilaR, Jarl-æt, med ret og pligt som dødelig Ase. Eggja Runehelle/Eggjumstenen fra gården Eggja i Sogndal i Sogn, Norge lå på en mandsgrav. Den 200 runer lange runeskrift i Ældre Futhark er dateret til 600 tallet e.Kr. og har bl.a. følgende indskrift: ”....huwaRobkamharasahialatgotna....” Der kan læses som: ”.... HuæaR of kam hæráss á hi á land gotna?….” Som jeg oversætter til: ”(Som) hvo/hvem ankom Asehæren hid til goternes land?”1 1
Der er usikkerhed om hvorvidt vi skal forstå ”Harisa” som ”gudernes hær”, ”gudens (Odin´s) hær” eller ”Ase-folkets hær”. Så vidt jeg kan se er alle fortolkninger sande og vi taler om det samme, nemlig en henvisning til vor egen stamme. Skírnismál (vers 3, Ældre Edda) siger: Scirnir qvaþ: Som jeg oversætter til: Skírnir kvad: At Frey her benævnes ”folcvaldi goða” (guders folkevælder) må for en læser med en sennordisk forståelse forekomme mærkværdigt fordi Aserne her alene ses som guder med Odin som Den Hedenske Høje. Scirnir qvaþ: som jeg oversætter til: Skírnir kvad: Alfe-, Ase- og Vane-æt er i Skírnismál tre dødelige ætter for hvem Frey er Den Hedenske Høje.
Runestenen i Ørja, Malmøhus län, Skåne (DR 333) er dateret til vikingetid og lyder som følger:
Dette er oversat til: stotR : Aft firi (:) osu (:) og betydningen af dette er ikke forstået udover at man gætter på at ”firi” er et navn. stotR: Aft firiAsu..... og at oversættelsen derfor bliver stået/rejst : efter Ase-folket 1 1 Runerne er fra Yngre Futhark. Bogstaverne ”i” og ”e” blev ristet ens, og ”f” og ”v” har i udtale haft omlaut. Derfor er ”firiAsu” identisk med Ptolemy’s beskrivelse af folket ”firaesi” som han år 127-148 e.Kr. skriver som værende i Skåne. Ordet ”vir” (latin), ”wer” (oldengelsk) og ”verr” (oldnordisk) betyder ”mand eller mandfolk”. Dette er Ase-folket.
Det er tydeligvis ikke kun Snorre der i 1200 tallet stadig kunne erindre nedstamningen fra de nu til guder ophævede Aser. Runestaven fra Slesvig, Sønderjylland dateret til 1100 tallet e.Kr. (DR EM85;484) siger bl.a. følgende i Yngre Futhark:
Min oversættelse til nudansk.
På etruskisk, hvortil visse runer har et fællesskab, hed Gud i ental ”ais” og i flertal ”aisar”. Det er herfra det latinske ord ”Caesar” stammer.
”*ansuR, Aesc (Os, Ac)”-runen er indridset på spydskaftet fundet i Kragehul, Odense i forbindelse med skrivelsen ”asu”, og skal her opfattes som folket eller guderne.
Guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet i Lekkende Have på Lekkende Gods i Baarse Herred, Præstø Amt i 1864 (DR BR46). Indskriften med Ældre Futhark lyder: ”*ehwaR[-runen] *ansuR[-runen]” Samme indskrift kan ses på stenamuletten fra Utgard, dateret til ca. år 450 e.Kr. (se afsnittet ”Drage-mønter”). Afbildningen viser menneske til hest, hvor hesten er i den sarmatiske, og vor oprindelige Stil I. med forvredne ben. *ansuR[-runen] er oprindeligt forfædrene som guder/Aserne, og derfor Os. Runerne viser med al tydelighed at vi er et hestefolk, og at hesten er hellig. Guldskillingen har en dobbelt opgave som gangbar mønt og beskyttende amulet eller ”Gylden Tavle”. Jeg oversætter runerne med denne forståelse: ”Asernes heste” = "Guddommelige heste" = "Heste givet af guderne" Billedkilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, planche 8:6).
Et eksempel på at Ase-folket ser sig selv som ét med sine heste findes i denne folketro: ”Naar en Pige ved Midnat udspænder mellem fire kieppe den Hinde, i hvilken Føllet er, naar det kastes, og derpaa nøgen kryber derigiennem, da vil hun kunne føde Børn uden Smerte..." 1 1 (J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1843, 2. Deel, s. 279: Vaerulven). Se videre afsnittet ”Ulvhednar og Berserkar”, underafsnit ”Werwulf/Verulfr”.
Hvad kvinden her gør er at hamskifte til en hellig mare/hoppe, der skal hjælpe med fødslens trængsler. Hvad kan lokale stednavne forklare os om det oprindelige navn på stammen?
1 En af hovedbygderne har været området mellem Toruplund og Lundsgård nord for Aasum. I dette område er der udgravet spor efter 16 treskibede huse. Tidsrummet dækker fra ca. år 600 f.Kr. til 500 e.Kr. med hovedvægten på år 150-450 e.Kr. jvf. Jesper Hansen: Spændende offerfund (januar 2005).
Selv uden kendskab til den forne sæd vil læseren efter gennemlæsning af denne historie ikke være uenig i at brugen af ”As” i ovennævnte stednavne aldrig kan være en henvisning til Asa-guderne for de findes overalt i vore landskaber, og havde ikke bopæl alene på Fyn og i Skåne. 1 Frode Korslund: Forleddene i norske vin- og heim-navn. (s. 1, 10, 11)
Stednavnene er et direkte ekko fra ankomsten til vore nuværende landskaber, hvor Ase-folket, i historien kaldet ”Ver Asir” laver bopæl under ledelse høvdinger, der med status af Gud, havde tilnavnet Odin. Afslutningsvis er det derfor Saxo skriver i Gesta Danorum i Grundtvig’s oversættelse 1: ”Guttom og Hadding" (Bog 1:82): "..at i gamle Dage var der tre Slags Hexemestere, som med allehaande sorte Kunster gjorde mange sære og urimelige Ting. Det første Hold Folk var et Slags vanskabte Uhyrer, som Oldtiden kaldte Jetter, og som var meget større og stærkere end noget Menneske. Det andet Hold stod langt under dem i Væxt og Førlighed, men overgik dem lige saa vidt i levende Indbildningskraft, havde synderlig Indsigt i Naturens Hemmelighed og Spaadomskunst, og efter lang Strid om Herredømmet vandt disse Hexemestere Sejer over Jetterne og fik ikke blot Magten i Landene, men ogsaa Ord for at være Guder”.
Fr. Winkel Horn skriver samme sætninger (1911, Svibdag og Guthorm, s. 14): Den anden Slags var de første, der lagde Vind paa Kundskab til Naturens Love og var i Besiddelse af Spaadomsgave. De kunde ikke maale sig med Jætterne i Størrelse og Kræfter, men overgik dem langt i Kløgt og Snille. Imellem dem og Jætterne var der stadig Strid om Herredømmet, indtil Jætterne omsider blev overvundne, og Troldkarlene ikke blot tilrev sig Herredømmet, men ogsaa fik Ord for at være Guder”. Saxo gengiver her overfladisk grundfilosofien i Ældre Edda, som han tydeligvis, som den veluddannede kristne kriger og klerk han er, ikke rigtigt forstår og derfor har lid til. De meget vigtige sætninger om Ase-folket der ophøjes til guder, og ganske rigtigt kan kaldes ”Hexemestere” eller ”Troldkarlene” i flertal da 12-mandsrådet bestod af Odin i flertal, jvf. ”weotena dóme” eller ”Woðanernes dom” (Beowulf-kvadet, sætning 1096-98), lyder således i originalen på latin (bog 1.5.5:2): ”his tamen apud delusas praestigiis mentes divinitatis accessit opninio”. Som jeg oversætter til: ”de dog blandt de narrede blev benævnt gudedommeligt forøget omdømme”. Med andre ord Ase-folket blev ophøjet til guder af deres efterfølgere.
Hør melodien "Senn vóru æsir allir á Þingi" (0:28. © Sequentia: Edda Myths from Medieval Iceland, 1999)
ErilaR – Eruli – Eorl - Jarl
ErilaR (Jarl) æt bruges i det sydlige Europa i 3-500 tallet e.Kr. generisk i omtalen af vore forskudte og vragede kongesønner, nøjagtigt som vi fra 700 tallet e.Kr., efter Troskiftet år 600-630 e.Kr., ser samme folkeslag gøre generisk brug af "Nordmannus, Nordmannorum, Normanni, Normannica" med forståelsen "Mand fra nord, Mænd fra nord". Samme forståelse fremgår også af landsskabsnavnene, hvor "Normendie, Nourmaundie" (oldfransk, normannerfransk) - Normandiet skal sidestilles med "Herilungoburg" (år 832 e.Kr.) og ”Herilungevelde” (år 853 e.Kr.), begge i det nuværende Østrig. Også bygderne Harleston, Norfolk, Øst-Anglen og Harleston, Suffolk, Øst-Anglen har samme ophav da begge i Doomesday Book fra år 1086 e.Kr. skrives ”Heroluestuna” (Jarlernes tun) 1. Den ene bygd Heroluestuna ligger 28 miles nord for Sutton Hoo, Suffolk i det oprindelige sydlige Norfolk. Den anden bygd Heroluestuna ligger 23 miles vest for Sutton Hoo, Suffolk i det oprindelige vestlige Suffolk. Da begge bygder ligger i absolut nærhed af den samtidige kongegrav i Sutton Hoo, er det måske her vi ser den endelige sammenhæng mellem Heruler, ErilaR og Jarl-æt. 1 A.D. Mills: A Dictionary of British Place Names (2011)
Ophavet til hvorfor den øverste æt, den højeste værdighed vi kender til, kaldes ”erilaR” er ikke forstået. I afsnittet ” ”laR”-endestavelsen går igen i det urnordiske mandsnavn "HarkilaR" (Ældre Futhark på bronze-rembøjle, Nydam Engmose - se nedenfor). Vi ser i ”HarkilaR” den maskuline ”la”- afledning, der går igen i ”erilaR”. Det må herfra være muligt at sige at ”erilaR” i den oprindelige forståelse alene bruges i omtalen af mænd. Det er uigenkaldeligt forbundet med den øverste æt, at den skal være vis i lærdom. Uden dette kan ætten, og alle andre, ikke blive tveskabt af tanker (se afsnittet ”Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker”). Vi ved at ”lær(dom)” på oldengelsk er ”lar”, og ser bl.a. ordet brugt i ”larum lifgan” (lærdom leve), i en uhyre vigtig sammenhæng med visdom fra fortiden til nutiden (se Riddle 39 (37) i Exeter Book fra ca. år 975 e.Kr., som gengivet i afsnittet ”Gudinden Dísar". På latin har ordet "lar, laris" betydningen "værnende vætte". Begge ord ser ud til at kunne have et fælles ophav, som vi muligvis bør opfatte som "de udødeliges lærdom, der værner de dødelige". Jeg foreslår derfor at ætten ”erilaR” bør opfattes som ”de dødelige i besiddelse af de udødeliges lærdom” eller "Besiddere af Lærdom", med underforståelsen at denne æt oppebærer retten til at herske over, og værne om, Moder Jord på vegne fremtidige slægter.
"þonne ic eorla lif eal geondþence" eller "Når jeg Jarle liv alt gennemtænker" The Wanderer/Eardstapa (sætning 114) fra 600 tallet e.Kr.
At ”erilaR” er Jarl-æt, i virkelighed og filosofi, skulle læseren gerne være enig med mig i ved afslutningen af dette afsnit. Med denne forståelse er det absolut klart at ”erilaR” er konge-ætten, hvorfra alle drotter blev valgt. Drotten er en dødelig gud på Jord, der varetager virket på vegne de udødelige forfædre i Himlen.
Vi vil se at et af ”erilaR”’s kongenavne muligvis er ”Odinkarr” (Odin den Vilde). Beowulf-kvadet (sætning 1096-98) viser os at 12-mandsrådet omkring Drotten kaldes ”weotena” (”woðaner” eller ”Odin” i flertal). Skåne Hvor ”Asum” er en sammentrækning af ”Asheim” (Asernes hjem, opholdssted). Fra de norske landskaber har vi 6 ud af 7 kendte udgaver af stednavnet ”Áseimr” (Ás + heim) i Hordaland, og 4 ud af 5 kendte udgaver af stednavnet ”Asseimr” (Áss + heim) i Rogaland 1. 1 Frode Korslund: Forleddene i norske vin- og heim-navn. (s. 1, 10, 11)
Der er derfor en klar sammenhæng mellem konge-ætten ”erilaR” og den dødelige stamme ”Ase-folket”. Er ”erilaR”, som Rígsþula (Ældre Edda) antyder, Ase-folkets øverste æt af drotter og vismænd, konger og shamen? The Wanderer/Eardstapa (sætning 11-14) fra 600 tallet e.Kr. siger:
1 Det oldengelske ”þeaw” erstattes efter Slaget ved Hastings af ”custome” (custom)
Lad os begynde med de arkæologiske vidnesbyrd, og efterse de runeindskrifter vi kender til fra før Trosskiftet år 600-630 e.Kr., hvori indgår ”erilaR” i en eller anden form. Med udgangspunktet at ”erilaR” er ”eorl” er ”Jarl”-æt, træder runernes vigtige budskaber langt tydeligere frem for os. ErilaR og runer
Guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet nær Køge?, Sjælland i 1852 (DR BR61). Indskriften med Ældre Futhark lyder (indvendigt fra venstre mod højre):
Hariuha hedder jeg: rejsefærdvis giver hjælp:: *tiwaR *tiwaR *tiwaR Der er flere ting der gør denne guldskilling og Gyldne Tavle ufattelig vigtig. Af navnet ”Hariuha” kan vi se at personen er erilaR fra Uha-ætten. At der i navnet indgår ”Hari” betyder at personen er ”Hariwalda” (Hærvælder). Denne guldskilling er derfor Den Gyldne Tavle for den lokale konge, der er valgt fra erilaR (Jarl)-æt, og med en formodning om at han har kontrol over Vest-sjælland i samtiden.
Kopi i tin af guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet nær Køge?, Sjælland i 1852 (DR BR61). Guldskillingen er vist ved siden af en 20-krone med HM Dronningen's buste fra 2008. Som man kan se er de ens i størrelse, og udformningen af vor 20-krone er ganske sikkert valgt for at videreføre guldskillingen. Kopien er købt i museumskiosken på Vikingeskibsmuseet i Roskilde juni 2008. Den nudanske oversættelse af runeindskriften, der medfølger museumskopien, er ikke god ("jeg kaldes Hariuha, den ulykkesvise, jeg bringer lykke"). Gave fra Søren Knudsen.
Begge guldskillinger (Darum (DR BR 11) til venstre og Skonager (DR BR 15) til højre) er en del af et omfattende gravgods af guld, hvoraf fundet i Skonager, der oprindeligt var hede, lå i en urne medens guldskillingerne i Darum ”laa som om de havde været trukket paa en Snor” (borgmesterkæde? – se afsnittet ”Hariwalda – Hærvælder – heraldik – mærke”). ”ildaituha iuwiaRil” Her ser jeg runer i nodeform og opdeler indskriften således: ”ait uha iu wiaR Kan vi føre ”ait” til ”ætt, aihts, æht” (oldnordisk, gotisk, oldengelsk) kunne vi måske opfatte det som at personen er fra uha-ætten. Alternativt kan vi tænke på verbet "eje", jvf. *aigan - aih - *aihtê. Det forekommer mig ligeledes at ”wiaR” må betyde ”vier”. Og hvad erilaR (Jarl)-æt normalt vier er runer. Derfor kan ”iu” være en skreven rune, måske ”*ehwaR, Eoh” eller Hesten, der er hellig. ”*ehwaR”-runen forekommer som runen selv på guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. fundet i Lekkende Have på Lekkende Gods i Baarse Herred, Præstø Amt i 1864 (DR BR46). ”Uha æt *ehwaR vier De sidste runer ”ilild” er Ældre Futhark i node-form og kan være lydordet for hestens vrinsken (”hrína” på oldnordisk). Prøv at sige lyden højt. En sådan forståelse vil også kunne forklare de 4 ringe over kongens buste. Vi kan i filosofi forklare 1,3,7,9 og 13 ringe, men normalt ikke fire. De fire ringe kan derfor vise os hestens 4 hove medens den vrinsker af glæde, kraft og styrke. Sammenlign evt. med de 6 indskrifter vi har fra Skåne og Gotland med indskriften ”eelil”.
"Darum” ligger lige nord for Ribe, og ”Skonager” lige nord for Varde. Det er derfor værd at henvise til stednavnet ”Jels” i Gram herred. Stednavnet ”Jels” er en sammentrækning af ”Jarl sæ”, hvor ”sæ” henviser til den miderste af de tre søer i byen (Jels Midtsø), på vestbredden af hvilken findes i urgammelt voldsted fra mindst vikingetid. Det tilstødende ”Frøs Herred”, i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. 1 skrevet ”Frøsheret”, er naturligvis Freyr. Da herredets tingsted var i Hygum, formentlig en sammentrækning af ”Høj-hjem”2, kan vi også i stednavne se at for ErilaR (Jarl) æt er Den Hedenske Høje Freyr. 1 Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (2. bind, kommentar, hæfte 1, s. 77-79).
Skov- og Naturstyrelsen, der overtog stedet i 1990, skriver om Jels Voldsted: ”Ved vestbredden af Jels Midtsø ligger et gammelt voldsted. Der findes kun ret sparsomme historiske oplysninger om Jels Voldsted, men det anses for sandsynligt, at det har været en vikingeborg af anseelig dimension. Hærvejen har haft et spor lige ved sydenden af Nedersø, så borgen har haft strategisk god beliggenhed, idet man herfra kunne kontrollere færdslen på ruten gennem Farris Skov. Jarlsæ, som voldstedet tidligere blev kaldt, er omtalt første gang i år 1231 (Valdemars Jordebog). Jarlsæ blev antagelig ødelagt ved en brand i 1400-tallet. Tidligere fandtes både over- og underjordiske ruiner af et bygningsværk. Læssevis af munkesten siges at være brugt til at opføre omegnens gårde og huse. I dag ses en halvbueformet vold, som formentlig har været for forsvarsværk mod landsiden. Ved søbredden findes rester af kraftige pæle, som formodes at have udgjort forsvarsværket mod søsiden...”
Guldskillingen fra Väsby (DR BR 66) til venstre og fra Eskatorp (DR BR 74) til højre. Mange skriver at begge guldskillinger har samme stempel. Det er åbenlyst ikke sandt. Hvad er sandt er at runeindskriften på begge har samme fortolkning, og hesten, som skillingens kunstneriske nav, er den samme, og derfor knyttet til runeindskriften. fahideiuilaidiuiigaReerila Indskriften på Eskatorp-skillingen lyder: fahiduilaidiuiigaReerilaR Indskrifterne fortolkes som: ”fahide iuilaidi wiigaR ek erilaR Som jeg oversætter til: ”Gjorde godt for stedse 1 (.) WigaR (,) jeg Jarlen” 1 ”*isaR, Is”-runen (lydværdi ”i”) og ”*laguR, lagu”-runen (lydværdi ”l”) rejses næsten ens, og vi kan ikke se hvad er hvad på nogen af guldskillingerne. ”i” kan meget let vise sig at være et ”l”. Sammenholder vi ”wilald” med guldskillingen fra Vendsyssel (DR IK312, 2EM85;521) fra år 385-670 e.Kr. har vi indskriften ”-uþaþit-ih-ilaldt-uiuu-tw-”. Her kunne det tænkes at ”-ilald” ligeledes er ”wilald”. ”wil” kan være fra oldnordisk ”vil” (behag, behagelighed) eller ”vildr” (kær, fortrolig, god, ypperlig”, ifald runemesteren har ”sparet” en i udtalen ubetydelig ”*dagaR, Daeg”-rune. Ordet ”ald” må være fra det oldnordiske ”aldr”, og jeg tror vi skal benytte forståelsen ”bestandig, stedse”. Hermed ender vi op med et superlativ (tillægsord i 3.grad) for runemesterens virke og runerne, nemlig at de blev gjort ”godt for stedse”, dvs. de vil altid bestå. Indtil videre en sand udtale.
Det første vi bemærker er en helt grundlæggende forskel på de to guldskillinger. Väsby-skillingen er en guldskilling fremstillet som mønt, men omsmedet til en Gylden Tavle, efter kunsten på mønten er lavet færdig. Det har vi mange eksempler på. Vi kan se antydninger af at der under det sted hvor ringen til lædersnoren er fastgjort har været, og stadig er, runer. Det er derfor en rigtig konklusion at tilføje ”*algiR, Eolh”-runen efter ”erila”. Guldsmeden har oprindeligt ridset ”erilaR”. De tre prikker under hestens hove er Skjoldunge-ættens mærke. Det ser ud til at vi skal opfatte den nedadvendte trekant, hvorfor det er til kvindelig side. De indskudte "*IsaR, Is"-runer i "iuilaidi" (2 ekstra "i") og "wiigaR" (1 ekstra "i") er ikke stavefejl, men Ældre Futhark i node-form. Disse rune-noder angiver hvor trykket skal være i afsigelsen af runerne som en galder. Dette behandles i afsnittet ”Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder”. WigaR (Den der kæmper)1 er erilaR (Jarl) med ansvar for runerne, men samtidig også (guld)smeden selv. Det er dette faktiske tve-virke for Jarl-æt, der er oprindelsen til den filosofiske forståelse for smeden "Wélund, Vølund" (se "Bilag G: Wélund - helligt land, høvding og gud"). 1 Sammenlign med brugen af "wihgu" (jeg kæmper) indridset på WagagastiR's økseskaft fundet i Nydam Engmose, Sønderborg og dateret til år 300-350 e.Kr.
Indskriften lyder: ”mk mrla wrta” Moltke og Antonsen fortolker noget så sjældent som en runemester der rejser runer fejl. ”*mannaR”-runen og ”*ehwaR”-runen ridses begge som et ”M” og runemesteren rejser ganske enkelt den forkerte rune. Havde han ristet ”*ehwaR”-runen i stedet for ”*mannaR”-runen ville indskriften lyde: ”ek erla wrta” eller ”ek erilaR wraita” eller ”Jeg Jarlen vred (rejste)” Ordstillingen ses også det oldengelske læredigt ”Maxims I" (sætning 138-140), der findes i Exeter Book fra 900 tallet e.Kr.: "Ræd sceal mon secgan, rune writan" (Råd skal man søge, runer vride) Egill Skallagrímsson ville være blevet aldeles rasende over dette sjuskeri (se Egils saga, kap. 73). Bemærk i øvrigt her den sproglige udvikling mellem ”erilaR” og ”erla”, og videre til ”eorl” og ”jarl”.
Indskriften lyder: niuhAborumR Som jeg fortolker som: niuha borumR(,) og oversætter til: Niuha boer! Min fortolkning er gjort på baggrund af Erik Moltke & Lis Jacobsen i ”Danmarks Runeindskrifter” (1942, s. 404). Jeg ikke har oversat de urnordiske mandsnavne til nudansk, jvf. ”HaþuwulfaR” (Hådulv) og HariwulfaR (Hærulv). Moltke opfatter ”(m)A--u snuh-e” som ”snuh(w)e søn(?)”. Mit bud er at ”(m)A..u” skal oversættes gennem ”maki” (oldnordisk) og ”gemacca” (oldengelsk) i den oprindelige betydning som ”sidestykke, ligemand, ægtefælle”. Jeg er helt enig i at vi skal opfatte ”boerne” og ”gæsterne” samlet som alle de der er under Niuha, der er en erilaR (Jarl) fra Uha-ætten. Mit gæt er at ”ni” i mandsnavnet ”Niuha” er tallet 9, og skal opfattes som at denne konge fra Uha-ætten har kendskab til alle 9 verdener, og hermed er ”Den Vidtseende” (tænk her på Widsið, Widsith-digtet). Ordene ”felh eka” sidestiller jeg med Hávamál (vers 139, Ældre Edda) hvor Odin (som Konge og shaman, dvs. erilaR) ”nam ec vp rvnar, opandi nam, fell ec aptr þaðan”. Jeg tror derfor at ”felh eka” er identisk til ”fell ec” eller ”faldt jeg”. Ordene ”hideR runono” forekommer identisk som ”haidRruno” på Bjørketorp-stenen (DR360), også fra Blekinge, og dateret til år 600-650 e.Kr. Ordet ”hideR, Haid” må være identisk til ”híð” (oldnordisk) og ”hydan” (oldengelsk) eller ”hule, skjul”, hvorfor runerne er skjulte. Ordet ”ginnurunoR” gennemgås i afsnittet ”At riste lyde”. Ordet ”hermalausaR” er sammensat af hvad bliver de oldnordiske ord ”herma” (gentage) og ”lausn” (at gøre noget klart), måske her opfattet som ”endeløs, uendelig” da denne linie er en forbandelse til de der påtænker at fjerne eller ødelægge denne sten. Ordet ”argiu” er ”ergi” er ”arg” er ”ondskabsfuld”. Forbandelsen med brugen af ”ergi” er gengivet i Skírnismál (vers 36, Ældre Edda).
Indskriften lyder: ”ek erilaR sa wilagaR hat ek a : Som jeg oversætter til: ”Jeg Jarlen(.) SawilagaR hedder jeg: De indskudte runer ”aaaaaaaaRRRnnn-b- muttt :” er Ældre Futhark i node-form. Dette behandles i afsnittet ”Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder”.
Min fortolkning. Det urnordiske "gisalas" opfattes som "stråle", der er en kenning for spydet og Jarlen. De tre "*gebu (Geofu) - *ansuR (Aesc)" binderuner genfindes på guldskillingen fra Undley Common, Suffolk, dateret til år 385-670 e.Kr., vel sagtens tæt på år 475 e.Kr. Jeg mener at betydningen er "Ja! Ja! Ja!", og at dette sejrsråb gentages 3 gange for at blive hørt i rummene fortid, nutid og fremtid. Det urnordiske "ginu" forekommer som forstavelse i ”ginnregin” i Hávamál (vers 142, Ældre Edda), og skal sidestilles med ”ginnungagap” og det endnu ufortolkede ord ”ginnurunoR” på runeindskriften på stenen fra Stentoften, Listers Herred, Blekinge, der står i Sølveborgs kirkes våbenhus og er dateret til kort tid efter år 0 (DR 357). Jeg tror vi bør anskue de efterfølgende fire runer "gahe" som endestavelsen i ordet "ginugahe", og at vi skal hente forståelsen fra det oldnordiske ”ginna” i dette ords betydning ”som besidder forunderlige, skjulte kræfter”. De fire runer med lydværdien "lija" er formentlig endestavelsen af et ord, men hvilket?
Jeg viser i afsnittene ”Lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka” og ”LaukaR-runens beskyttelse af søens folk” at der tilsyneladende er to vis vi kan give og modtage varsel på ved brug af runer; enten skrives en enkelt rune fuldt ud, jvf. ovennævnte brug af ”hagalaR”-runen, eller der kastes/lodtrækkes tre enkeltruner ristet på staver. Det er klart at ”hagalaR”-runen skal beskytte spydskaftet/give det "godt varsel og lykke" til at ramme sit mål. Er dette en sand forståelse kender vi hermed ”*hagalaR/Hagall”-runens beskyttende og forbandende virkning. Runen selv betyder ”hil/hilsen”, der igen oprinder fra "heill" (oldnordisk) og "hæl" (oldengelsk) med betydningen "godt varsel og lykke". Mon ikke vi her har den etymologiske oprindelse til "en spydig hilsen". Sigrdrífumál (vers 17, Ældre Edda) siger om hvor runer skal rejses i min oversættelse: ”...á Gugnis oddi...” eller ”...på Gungnir’s spids...” Snorre forklarer os i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 9. Óðinsheiti ok Óðinskenningar:21) at ”Fór Hroftr með Gungni” eller ”fór Hroftr med Gungnir”. Dette spyd gives til kongen af Yngvi’s folk (Ynglinga-ætten), der er ErilaR (jarl)-æt og Odin. Snorre forklarer os i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 43. Af smíðum Ívaldasona ok Sindra dvergs): ”...ok geirinn, er Óðinn átti, er Gungnir heitir” som jeg oversætter til: ”...og spydet, som Odin ejede, der Gungnir hedder” I Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 51) hedder det: ”Ríður fyrstur Óðinn með gullhjálm og fagra brynju og geir sinn er Gungnir heitir” Som jeg oversætter til: ”Rider forrest Odin med guldhjelm og fager brynje og spydet sit der Gungnir hedder” Brugen af ”Hroftr” synes ikke fuldt forstået af mange. I afsnittet ”Begravelse - ligbrænding i skib” (underafsnit ”Valhal i Himmelen på den andenside”) viser jeg i hvor mange tilfælde vi benytter netop dette ord, og altid i variationer omkring et emne, hvor vi forsøger at beskrive ”forfædrene”. Ordene ”Hroftur rögna” forekommer i Hávamál (vers 142, Ældre Edda), hvor jeg mener disse skal opfattes som "råbende magter", igen den fædrende kraft. Det er netop denne kraft af fædrene visdom en rune-kyndig i tanker skal forsøge at overføre til en rune. Sigrdrífumál (vers 13, Ældre Edda) viser os ordret ”Hroftr” gøre dette med runer. ”Gungnir” er i sig selv en kenning for selve overførslen af visdommen da jeg mener ordet oprinder fra det oldnordiske ”ganga” og derfor betyder ”Det Der Ganger”. I etymologi må ordet derfor være knyttet til ”kung ho” (kantonesisk, Hong Kong), "Gun Tso" (kantonesisk) og "Kung His" (mandarin), alle med betydningen "arbejde sammen", der kommer ind i nuengelsk som ”Gung ho” i 1942. Muha ved, som skjoldmøen Sigrdrífa (Sejrdriver), der også er Eril (Jarl)-æt, drikker mjød og råder om runer, bedre end os betydningen af at rejse runer på Gungnir. Derfor rejser Muha runer på et spydskaft. Om Muha er forfædrenes spyd eller stråle på Jord er én og samme sag. Muha er erilaR, Jarl-æt, med ret og pligt som dødelig Ase.
Ældre Futhark indridset på spidsen af bronze-rembøjlen til en sværdskede af læder og træ fundet i Nydam Engmose, Sønderborg 1995 og dateret til år 250/60-310/20 e.Kr. (Nationalmuseet)
På begge sider af spidserne på en bronze-rembøjle er rejst denne indskrift: h^arkilaR·ahti (indpunslet Sol, indpunslet Sol) anul(a) eller anul(a) (indpunslet Sol, indpunslet Sol) h^arkilaR·ahti ”Det er umiddelbart fristende at knytte ahti til verbet "eje", *aigan - aih - *aihtê, og tolke det som 3. person ental i datid, jf. oeng. âhte, oldn. átti, og oversætte: "HarkilaR ejede(?)"; men det er af flere grunde problematisk....Desuden optræder verbet "eje" i ejerformler altid i nutid, ikke i datid...”. 1 ”anul(a)” er et urnordisk mandsnavn og genfindes i ”Onela” (oldengelsk) og ”Anala” (gotisk). I Frankernes Annaler for år 812 e.Kr. er, uden anden forbindelse, ”Anulo” nepos (slægtning) til Harald I. Konge. ”HarkilaR ejede (Sol, Sol) Anula” ”HarkilaR” er et mandsnavn, der bliver til det oldnordiske ”Hark, Harkr” (støj, alarm, uro, ufred) og ”Harka” (hårdhed, ufølsomhed, uskånsomhed, hårdførhed), dvs. et aldeles glimrende krigernavn. 1 Kilde: Nyfund fra Danmark i 1995 (og 1994), Nytt om runer 11 for 1996 (1997) og Nytt om runer 18 (2003, publ. 2005), 4–10
I kapitlet om Den danske Hund (Grand Danois) kaldet ”Mjóhund & Tæffue - Den Danske Hund” (underafsnit ”Kynologi, fagudtryk og stjernebillede”) viser jeg at kongens store jagthunde var i farven "hvid med sorte markeringer". Vi kender i dag hunden som ”Harlekin, Harlequin”, men ordet oprinder fra "Herla Cyning" (oldengelsk). Ordet ”herla” skal sikkert sidestilles med "herliò" (oldnordisk) med betydningen "krigsfolk, krigshær". Det urnordiske ”H” falder i visse tilfælde bort og resultatet er herefter ”erla”, er ”eorl” er ”jarl”.
Indskriften lyder: ek erilaR ubaR h(a)ite harabanaR hait(e) runoR waritu Som jeg oversætter til: ”Jeg Jarlen(.) UbaR hedder jeg (.) HarabanaR hedder jeg (.) runer vred (rejste)” Ekstremt spændende er mandsnavnet ”HarabanaR”, der er det oprindelige ord for ”Hrafn” (oldnordisk), i dag ”Ravn”. Dette er runemesterens kaldenavn.
Ældre Futhark indridset i Strängnäs runestenen, Södermanland, dateret til ca. år 500 e.Kr. eller tidligere
”-rilaR: wodinR:” Runeindskriften blev i mange år anset som muligvis falsk, men er nu anerkendt som værende ægte 1. Brudstykket er dateret til 500 tallet e.Kr. eller tidligere, og er på urnordisk. Det antages, korrekt mener jeg, at ”-rilaR” må være ”erilaR”, dvs. Jarl æt. At Jarl æt knyttes til ”wodinR” (Odin, Óðinn, Vodin, Woden, Wodan, Woðan, Wotan, Wuotan) er også helt konsekvent med vor viden. Før Troskiftet år 600-630 e.Kr. er kongen Odin, og har været det for mange ætter. Hvad der gør Strängnäs-indskriften ufatteligt spændende er brugen af ”*algiR, Eolh” (R)–runen som afslutning på ordet ”wodinR”, som vi i runegrammatik ser i urnordiske personnavne (AisgRh, DagaR, HarabanaR, HarkilaR, RaunijaR, WagagastiR, WaliR, WulþuþewaR etc.), samt i titler tilstået dødelige personer (ErilaR, LandawarijaR, *StainawarijaR, LaguþewaR, BidawarijaR etc.). Det forekommer derfor at ”wodinR” på Strängnäs-indskriften må skulle opfattes som en titel tilstået en dødelig person, og at denne dødelige person var erilaR (Jarl) æt. Skal vi opfatte ”wodinR” som kongen, vølven eller er dette én og samme sag i tidsrummet hvor runerne rejses? Det er sammenknytningen mellem ErilaR og WodinR på Strängnäs-indskriften der afgører at vi må opfatte ”ErilaR”-kongen Odoacer (435-493/4 e.Kr.)'s personnavn som værende en latinisering af "Oðin(af)kárr" (Odin den Vilde, Odinkarr), der igen er den sjællandske Hvide-slægts arvelige drengenavn. 1 Ivar Schnell (1904-1993): Södermanland (1965, s. 77); Svante Fischer: Roman Imperialism and Runic Literacy (2005, s. 67); tidsskriftet "Fornvännen" (2011:4, Helmer Gustavson & Jan O.H. Swantesson: Strängnäs, Skramle och Tomteboda: tre urnordiska runinskrifter, s. 306-321).
Guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet i Trollhättan, Västergötland i 2010.
Guldskillingen blev fundet som strøfund omkring Trollhätte kanal- och slussområde i 2010, og er derfor endnu ingen kode givet pr. 11. november 2010. Guldskillingen er overført fra Lödöse museum til Historiska museet i Stockholm. Runerne er rejst i Ældre Futhark fra venstre mod højre. Guldskillingen er efterfølgende omsmedet til et hængesmykke, hvorfor 2 af runerne er delvist tildækket. Min umiddelbare fortolkning af indskriften lyder: e(k) erilaR mari wit UbaR haite wraita laþo Som jeg oversætter til: Jeg Jarlen den kvindelige vætte åndeligt opildner(,) UbaR [jeg] hedder(,) vred (rejste) [jeg] indbydelsen
Mandsnavnet UbaR kendes fra Järsberg runestenen, Ölme herred, Värmland (VR 1), dateret til 500-550 e.Kr. Runerne på guldskillingen er rejst af Ubar selv i hans egenskab af ErilaR (Jarl). ”laþo” forekommer som ”laþodu” på guldskillingen fra Trollhättan (Vg 228), og som ”laþu” på guldskillingerne fra ukendt sted på Fyn (DR BR42) og fra Darum, Ribe Amt (DR BR9). Alle er samtidigt dateret til år 385-670 e.Kr. ”laþo, laþu” er det oldnordiske ”laða” og har betydningen ”overvinder/tiltrækker/indbyder”. Rejst i Ældre Futhark på en dupsko i bronze, fundet i Vimose, Fyn (DR 205), dateret til år 210-300 e.Kr. har vi følgende indskrift: ”makija mariha iala”
Øverst de 7 runer fra guldskillingen fra Trollhättan.
Det må regnes for sikkert at første del af indskriften er ”mari” og identisk på begge genstande. Problemet er her at vi ikke ved hvorledes vi skal opfatte ”mari”. På Vimose dupskoen er der helt åbenlyst ridset ”mariha”. Krause mener at ”mari” skal opfattes som ”den modige”. Antonsen mener at hvad ligner en ”*hagalaR, Hagall”-rune (lydværdi ”h”) er en ufuldstændig ”*dagaR, Daeg”-rune (lydværdi ”d”), hvorfor han fortolker ordet som ”marida”, hvortil han tilføjer den efterfølgende ”*isaR, Is” (lydværdi ”i”)-rune. Herved fremkommer ordet ”maridai” (udsmykket). Det forekommer en umulighed at UbaR ville udvise så stor mangel på dannelse, at han ville kalde sig selv ”den modige”. Dette heite er noget andre kunne give ham, aldrig noget han ville kalde sig selv. Omvendt forekommer det mere troværdigt at ”mari” kunne knyttes til ”udsmykke” som en henvisning til runerne. Men her har vi allerede ordet ”laþo”, der må regnes for sikkert. Jeg byder derfor at ”mari” intet har med runerne eller UbaR at gøre, men skal betegne et eller andet som ErilaR (Jarl) æt har som sit virke; og dette er vølvens virke. Derfor vælger jeg her at lade ”mari” være fra det indoeuropæiske ”*mor”, der senere bliver til ”mara, mera, mære” (oldnordisk, oldengelsk), og i sin tidligste form betegner ”en (ond) kvindelig ånd fra havet”, jvf. ”mareridt, nightmare”. I afsnittet ”Gudinden Dísar” viser jeg at disse kvindelige ånder (vætter) er ”dísar, ides” (oldnordisk, oldengelsk). Forståelsen findes knivskarpt i Beowulf-kvadet (sætning 1258-59, 1351), hvor den højbårne kvindelige krigerinde, ”Grendel’s moder” (Grendles módor), er en ”ides áglaécwíf” (dísar [og] frygtindgydende kvinde) og ”idese onlícnæs·” (lig en dísar·). I Beowulf-kvadet (sætning 1096-98) forekommer de oldengeske ord ”weotena dóme”, hvor sidstnævnte er en domsafsigelse afsagt af ErilaR (Jarl) æt. De oldengelske ord ”witena, weotena” er flertalsform, og en af oprindelserne må være det urnordiske "*wita" (vidende). Vi kender til formerne ”wit, vit, (ge)witt” (olddansk, oldnordisk, oldengelsk), der har forståelserne ”bevidsthed, vidende, kendskab, åndfuldhed, forstand”. På gotisk kender vi formen i dens benægtende form som ”unwiti” (uvidenhed) og på oldsaksisk som ”giwitt” (viden, forstand). Vi skal derfor opfatte ”weotena” som ”De vidende, De med forstand, De med åndfuldhed”, og dermed en egenskab ErilaR (Jarl) æt skal besidde. Derfor mener jeg at de efterfølgende tre runer må være ”*wynju, Wynn”-rune (lydværdi ”w”); ”*isaR, Is” (lydværdi ”i”)-rune; og ”*tiwaR, Tir, Tiw”-rune (lydværdi ”t”) – tilsammen ”wit”. Busten af ErilaR (Jarl) æt, den hellige hest og solhjulet med fødder, kender vi fra mange andre guldskillinger fra samme tidsrum. Når solen ganger må vi opfatte dette som rummet "tid". Kunsten kan ses i variationer over samme gengivelse på f.eks. guldskilllingen fra Eckernförde-egnen (nu forsvundet, men kendes på tegning fra 1857); på guldskillingen fra Hjørlunde, Frederiksborg Amt; på guldskillingen fra Overhornbæk, Viborg Amt (ligeledes med en lang indskrift i Ældre Futhark) og snesevis flere (f.eks. hele planche 7, se nedenfor). Mon ikke UbaR på Järsberg runestenen, Värmland er den samme UbaR på guldskillingen? Er dette sandt, kan dette forklare hvorfor guldskillingen blev fundet som strøfund. Dette har været UbaR's personlige ejendom, og han må have tabt guldskillingen/være blevet dræbt i Västergötland, syd for sin hjemstavn i Ölme herred, Värmland. Kilde: Andreas Engblom: Ovanliga medaljonger funna i Trollhättan (Tidningen TTELA, 11.11.2010); Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, planche 6:24; 6:25; 6:32, planche 7).
Ældre Futhark indridset i spændet fundet på gården Bratsberg, Gjerpen, Telemark. Indskriften lyder:
”eker” og ”aR” er binderuner. Runerne er rejst på indersiden af spændet og må derfor være tiltænkt en beskyttende virkning. Det forekommer næsten at vi skal opfatte runerne som ”adel forpligter” (noblesse oblige).
Indskriften lyder: ”ek irilaR HroRaR HroReR orte þat aRina ut a laifu dR || rmþe” Som jeg oversætter til: ”Jeg Jarlen(.) HroRaR (,) HroReR afkom (.) dét flyder ud for Aleifr (.)*dagaR runen mærkede” ”aRina ut” kan være ”renna út” (oldnordisk) eller ”rinder, flyder ud”. Det er Krause’s forslag at ”dR” = *dagaR og ”rmþe” = r(unoR) m(arki)þï. Jeg er helt enig heri.
Indskriften lyder: ”ek wagigaR irilaR agilamundon” Som jeg oversætter til: ”Jeg WagigaR (.) Jarl (under) Agilmund”. I afsnittet ”(Longo)Bardernes udvandring” viser jeg at den 1. konge af Longobarderne efter de har brudt ud fra Skilfinga-ætten er ”Agilmund, Ægelmund” (ca. 350-400). Vi tør næsten ikke gætte på at WagigaR har været Jarl under ”Agilmund, Ægelmund”. Sten-Vølsen er 1½ meter lang og et enormt frugtbarhedssymbol. Jeg forestiller mig her at WagigaR har haft frugtbart udbytte af at være Jarl under ”Agilmund, Ægelmund” og er blevet givet jord i Hordaland som tak for god tjeneste. I samtiden er Hordaland et nyt landskab for os, hvorfor WagigaR sikkert har gjort landnám for landskabet (at tage ubeboet land i besiddelse). Dette er måske stenens opgave. Det ændrer ikke på forståelsen af stenens indskrift ifald vi skal opfatte ”agilamundon” som kvindenavnet ”agilamundo”. Jeg mener dog at ”la”-endelsen kønsbestemmer dette navn til mandsnavnet ”Agil, Ægel”.
Indskriften lyder: ”ek irilaR wiwila” eller ”Jeg Jarlen(.) Wiwila” Fjeldindskriften styrtede desværre i havet i 1935, men der findes fotografier af indskriften.
Indskriften lyder: ”e......R ek haugustaldaR þewaR godagas” Som jeg oversætter til: ”Jeg Jarlen(.) Jeg HaugustaldaR tjener GodagaR” Der er nogen usikkerhed om hvorvidt de første og næsten utydelige runer begynder med ”e” og ender med ”R”. Som runeskriften er bygget op, og med dateringen af disse runer til år 40-200 e.Kr. må vi have en forventning om at andre end ”HaugustaldaR” er med på stenen. ”tufa risti stin þina eftiR ura faþur sin stalar]a hkunaR iarls” eller ”Tófa rejste sten denne efter Vráa fader sin[,] Jarl Hákon’s stallari (hofmarskalk)” ”HaugustaldaR” er ”Høj + stallari” er ”hofmarskalk for højen”. ”Godagas” er i sætningsopbyning identisk til Jarl Hákon. Vi mangler den vigtigste person, der skal modsvare ”Tófa”. Dette må være ”ek erilaR”.
Kort over fundstedet for samtlige Guldskillinger & Gyldne Tavler slået år 385-670 e.Kr. Kortet er fra Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s.27), og er fuldstændigt pr. 19. juni 1952, hvor doktorafhandlingen blev forsvaret på Aarhus Universitet. Der er siden hen fundet flere guldskillinger, men dette ændrer ikke ved den viden vi kan drage fra kortet. Herefter er alle kendte erilaR (Jarl)- fund op til Trosskiftet år 600-630 e.Kr. gengivet (det øvre skæringstidspunkt år 670 e.Kr. er sikkert da guldskillinger dette år erstattes af sølvpenge). Ligeledes er de 4, i denne sammenhæng, vigtigste herreder fra Kong Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. gengivet: Skåne Fra de norske landskaber er gengivet stednavnene ”Áseimr” i Hordaland, og ”Asseimr” i Rogaland.
Hvad nu træder frem fra kortet er intet mindre Ase-folkets landskaber som de ser ud år 385 e.Kr. og før Jylland og store dele af de norske landskaber kommer under vor kontrol ca. år 400 e.Kr. De navngivne, og enkelte unavngivne, erilaR er samtidens Jarl-æt i Rígsþula (vers 36,37 og 44, Ældre Edda). Alle andre indgangsvinkler på vore folkevandringer beretter samme historie. Navet ligger omkring Uha-ætten fra Sønderjylland, over Fyn, Sjælland til Skåne, Halland og Blekinge.
ErilaR (eruli) – udbryder-æt og folkevandringVi kan kun give én fornuftig forklaring på hvorfor visse erilaR (Jarl)-æt tager den svære beslutning af udvandre fra vore landskaber, og det er den samme årsag der alle dage har været gældende – mangel på trone og odel. Vi ser disse udvandringer begynde ikke længe før år 267 e.Kr., dvs. på tidspunktet hvor 1. fase af ankomsten til vore nuværende landskaber har fundet sted. Der er ikke landskaber nok til alle kongesønnerne, og de må ud for at vinde omdømme, velstand og jord. Beowulf-kvadet (sætning 4-7) siger:
Som vi kan se skriver Beowulf-kvadet at Kong Skjold (Scyldinga-æt nr. 13, ca. 385-425), i hans mangfoldige slag for at opnå samlet kontrol med vore landområder, ”egsode Eorle”, som jeg oversætter til ”æggede Jarlerne (erilaR)”. Ordet ”ægge” tror jeg vi her skal opfatte som ”udfordrede/tog kampen op med”. Da Kong Skjold er uigenkaldeligt forbundet med Sjælland (se ”Gefion og Sølund”) kan vi gisne om at disse slag bl.a. omhandler kontrollen over Sjælland.
Denne fred skyldes uden tvivl at ”erilaR” har deres egen æt på tronen i det vestlige romerrige.
Jeg er ikke enig i at det latiniserede "Odoacer, Audochari, Otacher" skal opfattes som værende fra "*AudawakaR", der kendes på oldnordisk i formen ”Oddvarr” (óðal + varr) eller "værner af odelen". Jeg mener ikke vi har oprindelige kilder der giver os muligheden for denne fortolkning. Jeg mener i stedet vi bør se oprindelsen i "Oðin(af)kárr" (Odin den Vilde, Odinkarr) der er den sjællandske Hvide-slægts arvelige drengenavn. Det rejser det store spørgsmål om Hvide-slægten ("Hviderne") oprindeligt er en gammel ”erilaR”-æt? (Se "Bilag V: fra Grønland til Nýaland" for runeindskrifter med dette fine mandsnavn).
Paulus Diaconus/Paul Warnefried (år 721-799 e.Kr.) nævner i ”Historia gentis Langobardorum” (Bog 1: kap. 19-20) flere gange denne konge: ”Rodulfum Herulorum regem, Rodulfi regis, Rodulfo regi, Herolia, Heruli, Herolis Rugorumque parte” I ”Origo Gentis Langobardorvm” (600 tallet e.Kr., kap. 4) kaldes samme konge ”rodolfo rege herulorum”. I de latinske krøniker fra Saint-Denis (Chroniques latines de Saint-Denis, Livre II – chapitre 13) fra 1200 tallet e.Kr. kaldes han ”Rodulfus, rex Herolorum”. Rolf Krake’s oprindelige navn i Widsith digtet (sætning 45) og Beowulf-kvadet (sætning 1017, 1181) er ”Hroþwulf, Hróþulf, Hroðulf” (Hædersulven, Den Ærefulde Ulv). I Lokasenna (vers 39, Ældre Edda) skrives ”Hróðvitnir” og i Grímnismál (vers 39, Ældre Edda) ”Hroþvitnis”. Ordet ”Hróðvitnir” er sammensat af ”Hróð” (hædre, ære) + ”vit, vitugr” (vittige) eller ”Den Hædersvittige”, hvor ”vittig” skal opfattes som ”humørfyldt forstand”. Begge steder er det en kenning for ulven, og vi ser i kenning og kongenavn, hvor stor anseelse ulven nød i oprindelig tanke. I Baldrs Draumar/Vegtamskviða (vers 9, Ældre Edda) kaldes verdenstræet Yggdrasill for ”hróðrbaðm” (hæderstræet).
Ludvig den tyske (804-876), barnebarn af Karl den Store (Charlemagne, 742-814), fik år 817 e.Kr. Bayern og landskaberne øst derfra i arv. Disse områder blev delvist frataget ham i årene 829, 832 og 839 som følge af hans angrebskrige mod egen familie. I den tredje borgerkrig år 839 e.Kr., som han tabte til sin fader, blev han undertvunget en fred der forviste ham til det sydøstlige hjørne af sit rige, til Den Pannoniske Mark, der fra år 828 e.Kr. var grænsemarken mod øst og blev omtalt som ”terminum regni Baioariorum in Oriente” (grænsen af det bajerske herredømme mod øst). Panonien (Pannonien) er ca. trekanten Wien/Nieder-Österreich, Bratislava/Slovakiet og Gyor/Ungarn. Den Pannoniske Mark var landskabet øst for Enns-Floden (biflod til Donau-floden øst for Linz) til Wienerwald (det skovrige højland vest for Wien), og syd for Donau-floden. Med andre ord, Den Pannoniske Mark betegner den vestlige grænse af det oprindelige Panonien (Pannonien). Ludvig den tyske skøder i dokument nr. 10 af 6. oktober år 832 e.Kr. (Ludowici germanici diplomata) til kirken i Regensburg, Bayern følgende: ”Anno 832. 6. Octob. Reginesburg Hludouuicus Germanicus castrum Herilungoburg cum adiacentiis et terminis in provincia Avarorum ecclesiae Ratisboenensi donat. ... Quasdam res proprietatis nostrae quae sunt in prouincia auarorum id est locum ubi antiquitus castrum fuit qui dicitur herilungoburg cum reliquis adiacentiis in circuitu quarum terminia sunt abe o loco ubi erlafa in danubium cadit..." 1 1 Monumentorum Boicorum Collectio Nova (1829, Volumen I., Pars I., s. 21-22)
Som vi kan se lå bystaten ”Herilungoburg” i ”prouincia auarorum” (Avar-folket’s provins), der i år 832 e.Kr. betegner landskabet mellem Bad Deutsch-Altenburg (Carnuntum), 40 km øst for Wien, og Sabaria (Szombathely), vestlige Ungarn. Landskabet var afgrænset i nord og øst af Donau-floden; mod syd af Rába-floden (biflod til Donau-floden, flodende vest mod øst fra Bruck an der Mur og Graz, Østrig mod nordøst til Gyor, Ungarn, og mod vest Wienerwald (det skovrige højland vest for Wien). Fordi vi samtidig ved at Ludvig den tyske år 832 e.Kr. er landsforvist til Den Pannoniske Mark kan vi se at han skøder dette landsskab under tvang, og at det er landsskabet netop syd for Den Pannoniske Mark der skødes til kirken i Regensburg som krigsskadeerstatning. Her lå derfor oprindeligt ”Herilungoburg” (Herilungernes borg = Herilernes efterfølgeres borg) på et tidspunkt længere før år 832 e.Kr. Samtidig har vi også stednavnet ”Herilungevelde” nævnt år 853 e.Kr.: ”…Et in herilungeuelde nec non et ad sirnicha Et circa agasta seu bernsnicha atque rostorf uel infra praedicta terminia et marka” 1 Stednavnet ”sirnicha” betegner landsbyen Sierning, Oberösterreich, syd for Linz. Stednavnet ”Herilungevelde” skal findes ”inter agastam Et nardinam”, dvs. mellem floderne Agasta (Aist) og Naarn, Oberösterreich; begge bifloder til Donau-floden. Vi kan derfor sige med nogenlunde sikkerhed at stednavnet ”Herilungevelde” (Herilerungernes felt, Herilernes efterfølgeres slagmark) ligger lige syd for Linz. 1 Monumentorum Boicorum Collectio Nova (1829, Volumen I., Pars I., s. 46).
Samlet ser det ud til at ”Herilungoburg” (Herilungernes borg = Herilernes efterfølgeres borg) og "Herilungevelde” (Herilerungernes felt, Herilernes efterfølgeres slagmark) kan have været grundlagt i området medens landskabet blev kaldt Rugiland. Der er ligeledes værd at fremhæve at de ældste stednavne i landskabet ”Angel, Angul”, Sønderjylland er ”ing”-endelsen, dateret til år 0-200 e.Kr. "Ung"-stavelsen i ”Herilungoburg, Herilungevelde" må derfor være urnordisk og tilhøre et tidsrum før ca. år 550 e.Kr. Vel nok en af, hvis ikke den, mest pålidelige kilde vi har er Widsith-digtet fra 600 tallet e.Kr., der omhandler tiden år 360-450 e.Kr. set med vore øjne. Widsith-digtet er i beskrivelsen af de betydningsfulde stammer i Europa udtømmende. Der forekommer ingen benævnelse af ”erilaR” som en selvstændig stamme-gruppering. Som alle forskere også synes at nå frem til, har det den absolut vigtige betydning at det ikke er således vi så, og derfor skal se, begrebet ”erilaR”. Widsith-digtet viser os, som jeg her har forsøgt at vise, hvorledes vi skal anskue ”erilaR” i disse sætninger (45-47):
Min oversættelse til nudansk.
At Hroþwulf (Rolf Krake) og Hroðgar kan have en langvarig fred ca. år 450-494 e.Kr. har den absolut vigtige betydning af begge er konger samtidigt. Men da Gefwulf leder Jyderne (sætning 26), Fin Folcwalding Friserne (sætning 27), Sigehere Sødanerne (sætning 28), Helm Wulfinga-ætterne (fra Anglen, sætning 29), Offa (Uffe hin Spage) Anglen (sætning 35, Wulfinga-ætten er Anglerne. Uffe styrer Anglen fra Jelling), Alewih Danerne (sætning 35) og Hroðgar Heorot i Lejre (sætning 45-49), så befinder Hroþwulf (Rolf Krake) sig ikke i Skandinavien – og det er der ej heller nogen samtidige kilder der påstår. Beowulf-kvadet understøtter Widsith-digtet, hvor Rolk Krake sidder bænket med sin onkel Hroðgar i Heorot i Lejre. Her nyder de mange kopper fyldt med mjød (medoful manig), og Beowulf-kvadet (sætning 1016-1018) siger:
Min oversættelse til nudansk. Bemærk her brugen af heitet ”þám héan” (Den Høje) fra ”héah” (høj) i omtalen af mjødhallen Heorot. Se brugen af samme i det oldengelske digt ”Den Søfarende” (The Seafarer, sætning 34), hvor forekommer sætningen ”þæt ic hean streamas” (at jeg dybe strømme). Opfatter vi søen som en mjødhal på hovedet, mener jeg det er den visuelle opfattelse af rummets enorme omfang, rumfanget, tillægsordet ”héan” forsøger at forklare os.
Kong Hróðgár (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525)’s viv, Dronning Wealtheow, tiltaler indirekte sin mand ("hé, han") ved sin tale til Rolf Krake i mjødhallen Heorot. Beowulf-kvadet (sætning 1180-1183) siger:
Min oversættelse til nudansk. Ordet ”geogoðe” er oversat fra oldengelsk ”gioguðe, geogoðe”, hvor vi kommer i hu at den oldengelske forstavelse "ge-" skal udtales "ye-" og bliver til "i" på Middle English. Ordet er derfor tæt forbundet til det oldengelske og oldnordiske "geong, ungr" (young, ung). Det oldengelske ”gyf” (givet) skal vi her opfatte som ”ifald”. Dronning Wealtheow kan ikke vide, da hun siger disse ord, om Rolf Krake vil dø før sin onkel Kong Hróðgár. Da Bewoulf-kvadet bliver skrevet lidt over 200 år senere, ca. år 755-757 e.Kr. er dette derimod kendt viden, hvorfor vi måske her kan opfatte brugen af ”gyf” (givet) tvefoldigt, hvor dronningen spår om hvad vil komme. Vær her opmærksom på at allerede på oldengelsk er en "ven" (wine) holdt i langt højere anseelse end en "frænde" (fréondum). Det er graden af trofasthed i nød, der er forskellen. ”Historia gentis Langobardorum” (kap. 20) behandler Rolf Krake (”Rodolf”) og hans hævntogt mod longobarderne og Kong Tato ca. år 494 e.Kr. medens de var bosat i Rugiland (Nieder-Österreich). Her nævnes at Rolf Krake havde en unavngiven broder, der var kommet for at afslutte en fredstraktat med longobarderne. Denne broder kommer ikke fra det landskab hvor Rolf Krake opholder sig i det sydlige Germanien, men fra ”sit hjemland”. Kong Tato’s datter Rumetruda er ophavskvinden til broderens drab, og Rolf Krake’s efterfølgende hævntogt. Denne ukendte broder må enten være søn af Kong Helge (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525), som er Rolf, eller måske er dette Rolf Krake’s fætter ”Heorowearde” (Beowulf 2161), der burde have arvet tronstolen i Danmark, men af ukendte årsager aldrig gør det. Hans utimelige død kan være forklaringen.
Den eneste mulige uoverensstemmelse mellem ”Historia gentis Langobardorum” (kap. 20) og Jordanes er at førstnævnte skriver at Rolf Krake bliver dræbt under slaget til trods for at han ser ud til at styre sine krigere, ikke fra fronten men som en nutidig general, bagfra. Langobarderne får tag i Rolf Krake’s banner, som han kaldte ”Bandum” (Tegnet, fra "band, banda" (oldnordisk)) og hans krigshjelm. Det antyder at han i det mindste blev taget krigsfange, for så måske at være blevet handlet, i land og/eller penge til Kong Theodric. Procopius skriver i ”De Bello Gothico” (VI: XIV) at Rolf Krake (Rodolphus) blev dræbt.
"eorl mid elne gefremman" eller "en Jarl må ilne fremad" The Wanderer/Eardstapa (sætning 114) fra 600 tallet e.Kr.
Udedanskernes hjemvenden
Procopius skriver ca. år 550 e.Kr i ”De Bello Gothico” (VI: XIV) hvad der herefter skete : Longobarderne er vandret ind i samme landskab år 494 e.Kr. og Jarlerne (Eruli) må derfor drage videre til Gepider-stammens landskaber1. Det holder dog ikke længe og Jarlerne (Eruli) må fortrække til at leve som naboer til romerne i dette område. Her er de medens Flavius Anastasius er kejser af Byzans år 491-518 e.Kr. De overlevende Jarler (Eruli) ser ud til at have delt sig i tre undergrupper af ætter. 1 Også Longobarderne må op mod Gepider-stammen, og vinder år 568 e.Kr. det afgørende slag mod Kong Cunimund.
Herefter hører vi at den gruppe af Jarler (Eruli), der nu bor som nabo til romerne, dræber en af deres egne konger ved navn ”Ochus”. Procopius fortsætter i ”De Bello Gothico” (VI: XV): ”... Da Jarlerne (Eruli), efter at have lidt nederlag til Longobarderne (Lombard) i det ovenfor nævnte slag, udvandrede fra deres fædrene hjem, slog nogle af dem, som det er fortalt af mig ovenfor, sig ned i landet Illyricum, men resten var uvillige til at krydse floden Ister, og bosatte sig ved verdens yderste ende. Hvorom alting er, gennemrejste disse mennesker, anført af mange af kongeligt blod, alle slavernes (Sclaveni) stammer én efter én, og efter dernæst at have krydset en stor strækning af goldt land, kom de til Varnierne (Varni), som de kaldes. Efter disse passerede de Danernes stammer, uden at lide overlast fra barbarerne der. Kommende derfra til havet, drog de til søs og lagde ind til Thule og forblev der på øen...” Det er her vigtigt at få forståelsen af ”Gautoi” ret. Jeg mener ordet udtrykker det samme som ”Géata” i Beowulf (sætning 2483) og "Geatum" i Widsith (sætning 58), og derfor svarer til ”Götar”, hvis landskab er Götaland. Disse ætter er os, og jeg viser i hvor høj grad dette er tilfældet i afsnittet ”Sumarsólstaða – Liða - ætlingen ofres og sommeren komme”. Faktiske begivenheder blandt Kong Hreðel’s sønner; den senere Kong Hygelác (Scyldinga-æt nr. 18, Ynglinga-æt nr. 13, år 475-521 e.Kr.), Herebeald og Hæðcyn, er ophavet til beretningen om Balder og Höther. Den fra vore landskaber fordrevne fjende er en helt anden stamme som vi i samtiden, tydeligvis opdelt i flere geografiske grene, kalder ”Hraiþkutum” på ”Rökstenen” fra 800 tallet e.Kr., der netop er rejst i Östergötland, og ”Gotum, Hreð-gotum, Gotena cyning, eþel Gotena, Eastgotan, Hræda here” i Widsith-digtet (sætning 18, 57, 89, 109, 113, 120) fra 600 tallet e.Kr. Dette er goterne. Den i vore landskaber stadig forefundne fjende er Svea-folket, hvis rige Beowulf forklarer os allerede i 500 tallet e.Kr. lå nordøst for ”Vättern” (kaldet ”wæter” i Beowulf, sætning 2473).
Med vor samtidsforståelse kan vi se at årsagen til at de tilbagevendte erilaR (Jarler) må bosætte sig i Götaland år 494/7-512 e.Kr. er at det er det eneste sted i Skandinavien, hvor ”landnám” (at tage ubeboet land i besiddelse) stadig er muligt.
”erilaR” (Heruli) er klart ikke slaver, men Helmold er sig, som alle gode germanere, ekstremt etnisk bevist, hvorfor vi nok kan påregne at der i Middelalderen år 1163 e.Kr. er sket en etnisk sammenblanding med slaver i området nord for Berlin mod Østersøen.
Jarl – æt, titel og navn
Som drengenavn, og derfor i sennordisk forståelse, forekommer det som ”iorl” på runestenen (U854) fra Prästgården, Balingsta socken, Hagunda herred, Uppland: ”...rita stain eftiR bota sin iorl...” eller ”...[op]rettede stenen efter husbonden sin Jarl...”. ”... raisa stain at iarl faþur sin kuþan...” Et andet eksempel er runestenen (ÖG FV1975) fra Harstads Ödekirkegård, Väderstads socken, Göstrings Herred, Östergötland, dateret til vikingetid: ”... iarl ristu ...n þinsa aftiR bruþr utruks” Det forekommer som en titel i ejefald (med den vanlige s-endelse) på runestenen (SM76) fra Komstad, Sävsjö, Vestre Herred, Småland: ”tufa risti stin þina eftiR ura faþur sin stalar]a hkunaR iarls” Alle disse sennordiske eksempler, hvor ætten og titlen ”Jarl” nu er blevet et fint, men simpelt, drengenavn, gør at den oprindelige forståelse af Jarl, fra 700 tallet e.Kr. fremefter, er blevet stærkt inflateret, og langsomt er ved at miste sin oprindelige betydning i Skandinavien. På sennordisk, ifald man var efterkommer af en Jarl, men ikke selv af samme rang, kunne man gives navnet ”ErlingR” (Erling), sammensat af ”Erl” + ”ing” (Jarlen’s efterfølger). ”Þá bauð konungur að gefa Erlingi jarldóm. Erlingur segir svo: "Hersar hafa verið frændur mínir. Vil eg ekki hafa nafn hærra en þeir". Som jeg oversætter til: ”Da bød kongen at give Erling jarldom. Erling siger så: ”Hersar have været frænder mine. Vil jeg ikke have navn højere end dem”. Stenkorset bekræfter, og Snorre beretter i Heimskringla 1, at han blev dræbt med øksehug til hovedet i Soknasundet af Olav ”den hellige” Haraldsson (år 995-1030 e.Kr.)’s gode ven Aslak Fitjaskalle (Áslákur Fitjaskalli). Aslak’s fader og Erling’s fader var fætre. (brodersønner). Dette var et mord der ikke var ønsket, og Kong Olav siger disse berømte ord til Áslák: "Högg þú allra manna armastur. Nú hjóstu Noreg úr hendi mér." Som jeg oversætter til: ”Nedhugger du alt manden din store usling. Nu huggede du Norge ud af mine hænder!” 1 Se Heimskringla:
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
De kinesiske skrifttegn der former oversættelsen til ”Yuezhi” (Pinyin), Yüeh-Chih (Wade-Giles) eller ”Wolshi” (koreansk) er i virkeligheden oversættelser af det kinesiske navn for ”Sae/Sacae/Sakya”. Betegnelsen ”Yuezhi” er derfor identisk til ”Sae/Sacae/Sakya”. Såvel Han Shu som Hou Han Shu forklarer at der var 5 prinsedømmer under Yuezhi-stammen. Vi ved ikke om dette er 5 høvdinger af samme stamme eller 5 allierede stammer. Vi lærer at det er Kong Kujula Kadphises der bliver overkonge eller ”kongernes Konge” af de 5 stammer (den titel vi efter udvandringen til Britannien kalder ”Bretwalda”).
