Fra Ægir’s Dør til Ægir’s Sø

”Tani” (Daner)-folket, hvis landskaber strækker sig nord for Ejder-floden (Ægir’s Dør), er mod afslutningen af Ældre Bronzealder (periode III) i tidsrummet 1300-1100 f.Kr. om nogen ”Vand-folket” i den kendte verden. De viser at de er Søens Folk ved bl.a. deres utallige skibshelleristninger. Pludselig ophører dette og vi har ingenting. Dette er et af de mest mærkværdige uafklarede mysterier, på højde med hvem der faktisk byggede pyramiderne. Deres ophøren med at lave skibshelleristninger kan skyldes et troskifte, der gennemføres som følge af en naturkatastrofe (se afsnittet ”Troskifte - stammens evne til at tilpasse sig”).
 
Der er store ligheder mellem en anden del af vor æt, Grønlænderne, hvis levevej ligeledes var vandet, og som også forsvinder fra vort syn pludseligt og umiddelbart uforklarligt. I ”Bilag V: Fra Grønland til Nýaland” argumenterer jeg for at Grønlænderne ingenlunde forsvinder ud i den blå luft, men ganske enkelt rejser videre til New Foundland (Nýaland) i flere tempi fra år 1342 e.Kr. til kort tid efter år 1408 e.Kr.
 
Overgangen fra Ældre Bronzealder’s sidste tidsrum (periode III, 1300-1100 f.Kr.) til Yngre Bronzealder’s første tidsrum (periode IV, 1100-900 f.Kr.) er visuelt kendetegnende ved at gravskikkene undergår en radikal ændring.
 
I Ældre Bronzealder periode III (1300-1100 f.Kr.) er gravhøjene store og prægtige, og de døde jordes i sten- og egekister med udstyr der vidner om velstand og en stamme med styrke. Mit bud er at dette er ”Tani” (Danir)-folkets gravskikke. Deres fantastiske gravhøje, stadigt synlige i vore landskaber, gør at vi på nudansk kalder Bronzealder "Tani" (Danir)-folket for "Højfolket".
 
I Yngre Bronzealder periode IV (1100-900 f.Kr.) ophører bygningen af store gravhøje og gravene bliver mere uanselige i såvel størrelse som udstyr. Sten-kisterne svinder ind til kun at være 1 m lange fordi de døde nu brændes. Man ”genbruger” de store og prægtige gravhøje fra en tidligere tidsalder. Dette er tegn på, ikke blot fattigdom i virkelighed og tanke, men bevidner at de der var ikke længere er – eller at hovedparten af ”Tani” (Daner)-folket er forsvundet fra landskaberne nord for Ejder-floden.

Sværd fra år 1500-1300 f.Kr. De kan være udstyret med spiraler og cirkler.	Sværd år 1300-1100 f.Kr. De kan være udstyret med cirkler.

Billedkilde: Taget på Nationalmuseet juli 2008.

Helt samme ændring ser vi i sværd fra de danske landskaber i samtiden, og her sker ændringen ca. år 1300 f.Kr. Før dette tidspunkt er sværdene udsmykket med spiraler og cirkler. Efter dette tidspunkt er de kun udsmykket med cirkler. Smedekunsten forbliver uændret, men kunsten, en visuel gengivelse af tanke, ændrer sig. Det antyder stærkt at der sker en massiv udvandring fra nord for Ejder-floden ca. år 1300 f.Kr.
 
Vi erindrer at Ptolemy år 127-148 e.Kr. nævner ”Dauciones” blandt stammerne nord for Ejder-floden. Det er derfor ikke alle der er rejst bort, og stadig er i og iblandt os.
 
I ”Bilag L: DNA – to staldbrødres vidnesbyrd og Helligdoms Ed” viser jeg at DNA undersøgelser af os viser at ”den høje værdi 23 i DYS390 fundet i G-ætten i Skandinavien er unik og antyder en oprindelse fra en lille gruppe der har været isoleret i dette område i lang tid”.
 
Min tanke er nu at det ”skifte” vi ser senest i 1100 tallet f.Kr. er resultatet af ”Tani” (Daner)-folkets udvandring fra landskaberne nord for Ejder-floden. Hvorfor det sker på dette tidspunkt ved vi ikke. Der er dog et helt generelt indoeuropæisk ryk fra nord mod syd i perioden 2000-1000 f.Kr. på hele den nordlige halvkugle.
 
Det næste spørgsmål er om vi har nogen samtidige kilder der nævner ankomsten af et Vand-folk udefra henimod afslutningen af Ældre Bronzealder?
 
 

Vandfolket “Danu/Denen/Denyen” fra egyptiske indskrifter

I kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok” gennemgår jeg Slaget om Troja, der ender med Troja’s fald år 1184 f.Kr.
 
Vi ved med sikkerhed at der i tidsrummet omkring Trojas Fald år 1184 f.Kr. ligeledes er stor uro i Egypten, og at denne uro skyldes en dyb økonomisk krise med manglende mulighed for betaling af offentlige lønninger, samt mangel på korn. Vidnesbyrdet om dette er den meget spændende ”Strejkepapyrus” (Strike Papyrus), der opbevares på Torino Museum. Indskriften i denne papyrus beretter om arbejdsnedlæggelser af håndværkere i Ramses III.’s 20. dynasti ca. år 1198-1166 f.Kr. eller i ”år 29, 2. vintermåned, 10. dag”.  Tidspunktet er derfor op til jul år 1169 f.Kr. på den 10. hviledag, og skyldes manglende lønudbetalinger, og kornrationer der udebliver. Dette gentager sig i den følgende tid ind i Sommerhalvåret og er klare tegn på at Egypten, som Troja’s landområde, er blevet ramt af de samme stormjordskælv.
 
Som er tilfældet for Troja, ser Egyptens svaghed ud til at udløse fjendtlige angreb fra de folkeslag egypterne kalder ”Vandfolkene”¹, der senere bliver til Fønikerne. Det først angreb ser ud til at finde sted år 1208 f.Kr. i  en alliance mellem ”Vandfolkene” og ”Libyerne”. Herefter angriber ”Libyerne” år 1198 f.Kr., ”Vandfolkene” år 1191 f.Kr., og ”Libyerne” igen år 1188 f.Kr.
 
¹ ”Sea Peoples” på nuengelsk. Nudansk og nunorsk benytter ligeledes ordet ”havfolkene”.

”Vandfolkene” bliver slået tilbage fra Nilens Delta, men sætter bopæl i det nuværende Israel og Libanon, det senere Fønikien. Da Den Trojanske Krig er en 10-års krig fra år 1194-1184 f.Kr. er det næppe en tilfældighed at ”Vandfolkene” angriber Egypten på samme tid som Troja agribes.
 
Vi kender til ”Vandfolkene” fra bl.a. indskriften på Medinet Habu, fra Papyrus Harris I/Great Harris Papyrus (British Museum 9999) og ikke mindst ”Great Karnak Inscription” – den længste overlevede tekst fra Egypten, dateret til Merenpthah’s 5. regeringsår (4. konge:19. dynasti, ca. 1212-1203 f.Kr). Denne indskrift beskriver Libyerne og Vandfolkenes angreb på Egypten ca. år 1208 f.Kr.
 
Vi kan ikke fra egyptiske inskriptioner se nøjagtigt hvorfra ”Vandfolkene” kom, men vi ved at det bestod af en sammenslutning af forskellige stammer.
 
”Medinet Habu”-indskriften fortæller os at i et af angrebene består ”Vandfolkene”’s sammenslutning af ”Peleset, Tjeker, Shekelesh, Denyen og Weshesh”. I andre angreb nævnes ligeledes ”Lukka, Ekwesh, Sherden og Teresh”¹. Den eneste ledetråd til ophavet, og knyttet til hvorfor egypterne kalder dem "Vandfolkene", er denne sætning fra "Medinet Habu": "Hvad angår fremmede lande, de lavede en sammensværgelse på deres øer ("rww")". Helt nøjagtigt hvad den egyptiske efterretningstjeneste mente med "øer" ved vi ikke. Er det kun øerne i Middelhavet?
 
Fortolkningen af alliancen er:

• Peleset = Philistines = Filistinerne = Filistrene, navngiver til Palestina
  
• Ekwesh = Ἀχαιός (Akhaioi) – de fra landskabet Ahhija. Hos Homer: Iliaden & Odyssey er begrebet det samlende navn på den fjendtlige alliance mod Troja
  
• Denyen = Danaans (Homer: Iliaden)
  
• Sherden = folk fra Sardinien?
  
• Teresh = (muligvis ”Tyrrhenioi" - det græske navn for etruskerne, formentlig igen identisk til ”Taruisa”-folket fra den vestlige del af Lille-Asien. Derfor kaldes søen inden for Korsika, Sardinien, Sicilien og Italiens fastland på latin for "Mare Tyrrhenum" (direkte "Tyrrhenernes Sø", men opfattes som "Etruskernes Sø". Ligeledes derfor kaldes etruskernes hovedlandskab for ”Tyrrhenia" (Etrurien, Toscany).
  
• Shekelesh = Shekresh, Sikeloi, fra Sicilien?
  

¹ Robert Anderson: Who were the Sea People?

Et af de to relieffer fra Pharaoh Ramses III.’s gravkammer ved Medinet Habu på Nilens vestlige bred. Hans regeringstid var 1183-1152 f.Kr. Øverst ser vi et uddrag af ”søslags”-relieffet – mange af skibene befinder sig til venstre for det viste uddrag. Ramses III. ses til højre som den største afbildning i skikkelsen af en sejrrig bueskytte. Der er to skibstyper afbildet. Den egyptiske papyrus-lignende båd (banan-formet) og Vandfolkets radikalt anderledes skibstype i toppen af relieffet. Jeg har fremhævet Vandfolkets skib og besætning. Fra et af de udenfor uddraget viste skibe kan vi se at Vandfolkets skibe har en styreåre styrbords. Selv egyptisk kunst taget i betragtning har vi her klart et langskib med to langhalsede stavne. Søfolkene bærer ligeledes runde skjolde. Det er her værd at foreslå en sammenligning af de ”svævende” personer over langskibet med de identiske figurer fra Grevensvænge-fundet fra år 1100-900 f.Kr. i Næstved kommune (se nedenfor), helleristningen i Dalsland, nord for Bohuslen, visende en mand, der går i bro på et skib (se nedenfor), og helleristningen på Sottorp, Tanum socken, hvor en person "svæver" i en bro/flik-flak over et skib (se nedenfor). I afbildningen ovenfor er det formentlig i den egyptiske billedverden et kunstnerisk udtryk for ”døden, og rejsen til den næste verden” da personerne synes ramt af spyd og samtidig også falder ud over skibets ræling. Mit bud er at samme forståelse er gældende for afbildningerne nord for Ejder-floden. Endelig, som læseren sikkert allerede har bemærket, har krigerne behornede hjelme på. Hold disse behornede bronzealderhjelme og de runde bronzealderskjolde fast i tankerne med hvad nu følger i resten af beretningen.

Øverst til venstre: Helleristning fra Sottorp, Tanum Socken, Bohuslen (Bildnr: 30411049035, Raä nr: 356). Bemærk den helt identiske "svævende" person over langskibet, samt offerpræsternes behornede hjelme og runde skjold.
Øverst til højre: En af tre svævende kvinder i snoreskørt og med en halsring (inventarnr. 5311). Dateret til år 1100-900 f.Kr. og fundet i Grevensvænge i midten af 1700 tallet (de to andre figurer kendes fra inventarlister, men er nu forsvundet). Kvinden har bar overkrop og, som man kan se, kan figuren fastgøres til et eller andet, formentlig et skib, jvf. kunsten ovenfor og ved siden af. Figuren er ca. en finger lang. Angiver halsringen, og den tarvelige påklædning, at kvinden er træl eller er dette en hellig halsring? Da kvinden forekommer korthåret over halsringen burde dette betyde hun er en trælkvinde, jvf. vore sæder fra ca. år 40-77 e.Kr. fremefter. Den faktiske kvinde med kort hår og iført snoreskørt er den 16-18 år gamle "Egtved-pige" fra Storehøj nær Egtved by, vest for Vejle. Hendes egekiste er dateret til år 1370 f.Kr. Egtvedpigen havde et bælte om livet med en rund bronzesmykkeplade. Ligeledes havde hun en ørenring, to armringe og en bronzesyl. Disse gravgaver gives kun fribårne. Egtvedpigen synes derfor at forklare os at en kvinde med kort hår i Bronzealderen ikke nødvendigvis udtrykker trældom. Dette underbygges yderligere af de to kvindefrisurer vi kender til fra Yngre Bronzealder; hovedet og frisuren der pryder håndtaget på kniven fra Javngyde, Østjylland (kort sidehår over ørerne med nakkehår), samt hovedet og frisuren fra nålen fra Horne, Fyn (kort sidehår over ørerne med nakkehår). Endelig, men ikke mindst, har vi en fuld kvindefigur prydende en bronzekniv fundet i Itzehoe, Holsten. Kvindens påklædning er identisk til den ovenfor viste "svævende" kvinde bortset fra at Itzehoe-kvinden står oprejst bærende en hellig kop foran sig med brug af begge arme. Kvinden er iført snoreskørt, halsring, armringe og øreringe, og hendes hår er kort. Vi ved med absolut sikkerhed at fribårne kvinder også bar langt hår i Bronzealderen, med brug af en lang række fletninger (se f.eks. fletningerne fra Sterbygård Mose ved Døstrup nær Hobro, samt det lange opsatte hår på Skrydstruppigen fra Skrydstrup Mark nær Vojens). En kortklippet fribåren kvinde udtrykker derfor i Bronzealderen noget ganske særligt. Kan det være vølvens mærke at bære kort hår? At den unge kvinde "svæver" udtrykker i kunst "rejsen mellem to verdener". Dette kan være døden, men måske også vølvens drømmerejse.
Nederst til venstre: Helleristning fra Högsbyn ved Råvarpen søen, Dalsland, nord for Bohuslen. Også her en "svævende" person og en behornet offerpræst eller kriger ombord på et langskib.
Billedkilder: Set på Nationalmuseet juli 2008. Billedet fra www.guderoggrave.dk . Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen. Billedet fra Dalsland er taget af Björn A. Ross og lånt fra webstedet http://bild.admin.kth.se/ . Se også Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2002, Bronzealder, s. 173-174, 196-202, 391-393).

Nærbillede fra et af reliefferne fra Pharaoh Ramses III.’s gravkammer ved Medinet Habu på Nilens vestlige bred. Hans regeringstid var 1183-1152 f.Kr. Dette er en kriger fra "Vandfolkene". Hans hjelm er behornet og hans skjold er rundt. Sammenlign hans bronzesværd med de ovenfor viste fra de danske landskaber.	Lille ingot bronze-kriger fra Enkomi, Cypern dateret til 1230-1050 f.Kr. Er dette ikke samtidig en gengivelse af Tyr? Bemærk den behornede hjelm, det runde skjold og sammenlign med den "svævende" kvinde fra Grevensvænge. Billedkilde: Pavlos Flourentzos & Vassos Stylianou: Cyprus Heritage – The Art of Ancient Cyprus as Exhibited at the Cyprus Museum (1996)	Lille ingot bronze-kriger fra Sardinien dateret til ca. år 1220 f.Kr. Bemærk den behornede hjelm, det runde skjold og sammenlign med den "svævende" kvinde fra Grevensvænge. Mange af disse små krigere er udstillet på Museo Archeologico Nazionale di Cagliari, Sardinien, Italien.	Helleristning fra Hede, Kville Socken, Bohuslen dateret til ca. 1000 tallet f.Kr. (Bildnr: 32511943043, Raä nr: 124). En behornet kriger med et rundt skjold og et sværd i højre hånd. Billedkilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2002, Bronzealder, s. 430). Helleristningen er sidenhen blevet optrukket med en hvid streg.

Alt hvad læseren skal være villig til at acceptere som en mulighed er at den stamme blandt ”Vandfolkene”, der kaldes ”Danu/Denen/Denyen” i egyptiske indskrifter kan være ”Tani” (Daner)-folket¹. 
 
¹ Tak til Lars I. Nielsen, der luftede tanken i maj 2005, og som herefter lagde sig som en stærkt forstyrrende tanke i baghovedet indtil jeg fik viden nok til at kunne skrive dette afsnit august-december 2006.

I denne forbindelse er det spændende at følge arkeoastronomi-forskeren Bob G Lind’s arbejde med stensætningen nord for Vitemölla på Österlen, Skåne (ved byen Kivik på Skånes østkyst), dateret til afslutningen af Ældre Bronzealder (periode III) i tidsrummet 1300-1100 f.Kr. Den 180 meter lange stensætning er udformet som en solkalender, har fungeret som en kultplads og har et stort fallossymbol, som vi genfinder mange steder på helleristninger i Skandinavien og England fra samme tidsrum.

I Robert Ullmin’s artikel ”Världsfynd på Österlen” (Kvällsposten, lørdag 8. december 2007) citeres Bob G Lind for at sige:

”Manslemmen med tillhörande testiklar, omegatecken och ett flertal inristningar tyder på att Österlenborna redan under bronsåldern hade väletablerade kontakter med de högkulturella folken vid östra Medelhavet”.

I kapitlet ”At riste lyde”, hvor runers historie og oprindelse behandles, kan vi se at alle synes enige om at der er etruskisk indflydelse på Ældre Futhark, selvom ingen kan sige hvorledes dette er sket. Løsningen til denne gåde findes i sammensætningen af ”Vandfolkene”. Ifald ”Danu/Denen/Denyen” i egyptiske indskrifter er ”Tani” (Daner)-folket, og ifald den kulturelle forbindelse med Norden blev bibeholdt gennem handel, da kan vi se at etruskerne er under gensidig indflydelse med ”Tani” (Daner)-folket allerede år 1208-1188 f.Kr. Dette kan samtidigt forklare hvorfor alene vi, gennem ”Tani”(Daner)-folket og etruskerne, kalder en ”labyrint” for ”Trojaborg” (se senere).

“Vandfolkene”

i hieroglyffer fra Great Karnak Inscription (linie 52).
Der er næppe tvivl om at “Vandfolkene” for egypterne blev set som “udefrakommende fremmede”.
Hieroglyf nr. 2 fra venstre (med kronen øverst) har i andre tekster betydningen “fremmede”,
jvf. Sir Alan Gardiner: Ancient Egyptian Onomastica (1947, 1:196)
Kilde: Wikipedia – Sea Peoples

”Danaans/Danaos”-folket hos Homer og Vergil/Virgil

I kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok” argumenterer jeg for at den tabende part i Slaget om Troja er ”os” eller Ase-folket.
 
Den angribende alliance mod Troja år 1194-1184 f.Kr. består af mange folkeslag, og mange af disse er ”Vandfolk”. Homer: Iliaden og Homer: Odyssey kalder et af disse ”Vandfolk” for ”Danaans, Danaoi, Danaôn” eller afledninger heraf.
 
Vergil (Virgil, år 70-19 f.Kr.): Aeneid (Bog 2:48), hvor tempelpræsten Laocoon, der er fra Danaôn [”Tani” (Daner)-folket], i Troja’s råd advarer mod Den Trojanske Hest og siger, i min oversættelse til nudansk:

Equo ne credite, Teucri1 Quidquid id est, timeo Danaos2 et dona ferentis!

Stol ikke på hesten, Trojanere1 Hvadend det er, jeg frygter Danaos selv når de bringer gaver!

¹ Denne sene betegnelse for trojanerne, "Teucri", ses på etruskisk som "techrs".
 

At læseren ikke allerede er klar over at en af de vindende parter i Slaget om Troja er Vandfolket der kalder sig ”Danaans, Danaoi, Danaôn, Danaos” skyldes, at dette stammenavn af de senere græske, romerske, romersk-katolske, og på nuengelsk og nudansk oversættes til ”Greeks, grækere”. Denne oversættelse er helt åbenlyst usand, og sker fordi retten til at herske omkring Middelhavet, fra makkedoneren Alexander den Store, til de græske bystater, og efter De Tre Puniske Krige, i den romerske republik, er betinget af nedstamning fra den vindende side i Troja. I 1800 tallet begynder man at gradbøje fejlfortolkningen ved at skrive at ”Danaos” hos Homer er en fællesbetegnelse for ”Hellenerne”. Dette er ej heller sandt, selvom det med akademisk uklarhed nu er muligt at fortolke ”Hellenerne” som man lyster.
 
I græske sagn er ”Danaans, Danaoi, Danaôn” tilrejsende, ikke oprindelige, herskere over landskabet Argos i den østlige del af den Peloponnesiske halvø, hvor Sparta lå mod syd og Korinth mod nord på samme halvø. Der synes at være enighed om at ”Danu/Denen/Denyen” i egyptiske indskrifter er identisk til ”Danaans, Danaoi, Danaôn” hos Homer. Det antyder da at landskabet Argos, enten i tiden op til, eller som følge af Slaget ved Troja år 1184 f.Kr., bosættes af dette folk. Som vi nord for Ejder-strømmen har et skift fra Ældre til Yngre Bronzealder, har vi netop i dette område fra ca. 1200 f.Kr. et kollaps af den minorianske kultur der erstattes af fønikerne. Fra højborgen Knossos på Kreta kan dette tidligere Vand-folk været bukket under begyndende med stormjordskælv ca. år 1450 f.Kr.

Landskabet Argos, den Peloponnesiske halvø, der har styrke indtil Sparta vinder frem i 500 tallet f.Kr.
Billedkilde: Robert H. Labberton: An Historical Atlas Containing a Chronological Series of One Hundred and Four Maps, at Successive Periods, from the Dawn of History to the Present Day (1884, 6. udgave).

Man kunne evt. tænke sig at hovedbygden var Tiryns. Byen nævnes af den græske geograf Pausanias i hans værk ”Beskrivelse af Grækenland” fra 100 tallet e.Kr. I hans samtid findes kun Tiryns bymur tilbage (8.33.3 og 9.36.5). Det siges at bymuren var 6-7.5 meter tyk. Byen deltager på den angribende side i Slaget om Troja under ledelse af Diomedes (se bl.a. Homer: Iliaden 5.440). Det siges at Diomedes havde 80 skibe i sin flåde med til Troja, dvs. helt uden for tvivl er det Søens Folk, der drager fra denne by.
 
Ingen ved den etymologiske oprindelse til bynavnet ”Tiryns”. Mit bud er at navnet kan knyttes til ”Týr/Tíw/Tíg” (Tyr).
 
Den Trojanske Krig er ikke en krig mellem Europa og Afrika, eller mellem Europa og Asien. Den Trojanske Krig er, så vidt jeg kan se, en indoeuropæisk verdenskrig.
 
”Vandfolket” der kalder sig ”Danaans, Danaoi, Danaôn”, og senere bliver kendt som ”Fønikerne” fra deres hovedbase i og omkring det nuværende Libanon, kommer i rampelyset som følge af deres evne som handels- og sø-folk. Deres virke er 100% afhængigt af at kunne gennemsejle vandet omkring Troja, gennem Sortehavet og op til handelspladsen i bunden af Den Asovske Sø. Det må være troligt at Fønikernes fremgang som driftige handelsfolk på søen kun bliver muligt efter vort tab af Troja år 1184 f.Kr., hvorefter ”Øresundstolden” bortfalder, og muliggør rentabel handel. 
 
 
 
 
 

”Tani” (Daner)-folket set fra Normandiet

Problemstilligen omkring hvem ”Tani” (Danir)-folket var er historieskriverne stærkt optaget af i 1000-1200 tallet e.Kr. Overvejelsen er af så stor betydning at Saxo: Gesta Danorum (Bog 1.1.1 på latin) er nødsaget at fremhæve, og stille sig tvivlsom herfor, i indledningen til sit mesterværk:

”...Quamquam Dudo, rerum Aquitanicarum scriptor, Danos a Danais ortos nuncupatosque recenseat”.

"... skønt Dudo, den aquitanske (historie)skriver, erklærer herkomsten af Danerne fra Danais beregnet".

Min oversættelse til nudansk.

Det er kritisk vigtigt at få Saxo's latin oversat nøjagtigt som han skriver det. Som vi vil se nedenfor skriver Dudo i sit værk "danai". Dette viderefører Saxo som "Danais". Begge latinske ord er fra det oldgræske "Danaan", og gradbøjninger heraf. Det er en grotesk omskrivning af sandheden at fortolkningsoversætte dette til "grækerne", der hverken findes som befolkningsbetegnelse eller landskab i tiden omkring Den Trojanske Krig. Saxo er vidende om at Ældre Edda påkræver "os" en herkomst fra Troja. Derfor er han tvivlende over for Dudo's udsagn da "Danaan" er trojanernes fjender i denne krig. Landskabet Aquitaine ligger i det sydvestlige Frankrig. Landskabet faldt til Frankrig med Eleanor til Aquitaine's giftermål med Louis VII til Frakrig år 1137 e.Kr. Da hun år 1152 e.Kr. bliver gift med personen der år 1154 e.Kr. bliver Kong Henry II. til England, falder landskabet til England. Da Saxo i årene efter dette har læst på universitetet i Paris, viser han sin samtidsforståelse ved at bruge nøjagtig geografiske beskrivelser til at vise normanner-tilknytningen mellem England og Frankrig. Vi kan fra Saxo's ordvalg på latin se at han faktisk har læst Dudo's værk.

Grundtvig, N.F.S.: Danmarks Riges Krönike (1818-1823. 1855 udgaven fra 1924, Dan og Angel, DRK 1:53) oversætter til:

”... , uagtet den normanniske Historie-Skriver, Dudo, rigtig nok vil sige, at de Danske skal nedstamme fra Grækerne,
som ogsaa kaldes Danaer, og deraf skal have deres Navn”.

Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog I: 5) oversætter til:

"... , om end den franske Krønikeskriver Dudo vil vide, at Danskerne stammer ned fra Grækerne eller som de ogsaa kaldtes, Danaerne og har faaet deres Navne fra dem".

Saxo henter sin viden fra Munken Dudo (f. år 960 e.Kr.) fra St. Quentin’s værk ”Gesta Normannorum seu de moribus et actis primorum Normanniae ducum” (skrevet år 1015-1026). Dudo viser at Rollo og hans broder Gorm (Gurim) kommer ned fra ”scanzam insulam” (kap. 5), dvs. Skåne, Sjælland og/eller Fyn. Efter han har vist at normanner-ætten er fra det i samtiden nyskabte Danmark, og derfor er det ligeledes nyskabte ”Tani” (Danir/Daner), laves nedstamningen fra Troja således (kap. 2):

”Igitur daci nuncupantur a suis danai uel dani. glorianturque se ex antenore progenitos”.

”Derfor Danerne erklærer sig fra danai eller dani. Berømmende sig med at nedstamme fra Antenore”.

Min oversættelse til nudansk. Dudo skriver "daci", der i Dudo's samtid er den latinske betegnelse for "Danerne" nord for Ejder-strømmen. Dudo's latinske ordvalg "danai, dani" er fra det oldgræske "Danaan" og gradbøjninger heraf. De nuengelske oversættelser af det latinske ”danai” til ”Greeks” (grækerne) er af samme historieløse skole, hvor senere befolkninger tilskrives en rolle og tilstedeværelse de overhovedet ikke har i Den Trojanske Krig.

Personen Antenor [græsk "Antênôr"] sad i Troja’s råd, jvf. Homer: Iliaden (Bog VII: 347). Det vil sige, at den påståede nedstamning Dudo tilskriver Danerne nord for Ejder-strømmen, som han siger vi selv fremhæver, er fra den tabende side i Slaget om Troja. Det er hvad Ældre Edda mener, og hvad vi selv mener i samtiden, men det er Ver Asir/Ase-folket der retmæssigt kan påkræve sig denne nedstamning.
 
Hovedproblemet for alle vore historieskrivere i tidsrummet år 1000-1200 e.Kr. er, så vidt jeg kan se, at det i samtiden helt nye begreb ”Danmark” og dens indbyggere ”Tani” (Danir/Daner) er trængt så dybt ind i den nationale selvforståelse, at det forekommer utænkeligt at ”Tani” (Daner)-folket er en langt ældre betegnelse fra Bronzealderen.
 
Derfor sker der en helt åbenlys usand omskrivning af historien hvor de nuværende ”Tani” (Danir/Daner) kobles på Troja som Daner, hvor det retteligt burde være som Ver Asir/Ase-folket. Da sidstnævnte for samtidens historieskrivere anses som hedenske guder er det umuligt for en flok munke at lave den rette sammenkobling, selv ifald de forstod den rette sammenhæng.
 
Vilhelm af Jumièges beretter i ”Om danernes og normannernes oprindelse og bosættelse i Frankien” fra ca. år 1070 e.Kr. omkring Trojas fald at ”Antenor før stadens undergang ved en listigt gennemført plan var undsluppet sammen med to tusinde soldater og med fem hundrede tjenere. Efter megen omflakken på havet var han landet i Germanien og havde senere hersket i Dacia”.
 
Som vi kan se fra Saxo i Gesta Danorum køber han, korrekt, ikke den omskrevne røverhistorie, men nævner heldigvis at den findes i omløb.
 
Kong Henry II til England bad ca. år 1160-69 e.Kr. Wace fra Jersey skrive en krønike om normannernes oprindelse. Det gjorde han på normanner-fransk og kaldte værket ”Roman de Rou” (Rollo’s rimkrønike). Wace fra Jersey gengiver nøjagtigt hvorledes samtidens historieskrivere knyttede den engelske kongefamilie, gennem normannerne, gennem de nyskabte ”Tani” (Danir/Daner) i det nyskabte ”Danmark”, til Troja i den nuengelske oversættelse¹:

"When the walls of Troy in ashes were laid,
And the Greeks exceedingly glad were made,
Then fled from flames on the Trojan strand
The race that settled old Denmark's land
And in honour of the old Trojan reigns,
The People called themselves the Danes".

¹ Viktor Rydberg (1828-1895): ”Undersökningar i germanisk mythologi” (bind I, 1886), der netop bemærker denne oprindelses-konflikt i kap. II:A:10 ”The older periods of the Troy Saga” (engelsk udgave).
 
 
 
 
 

Tyr, Litani og Baalbek – Fønikernes hjemland

Fønikerne og Fugl Fønix

Et eller flere af "Vandfolkene" bliver fra ca. år 1000 f.Kr. af andre kendt som ”Fønikerne” (”Phoenicians” på nuengelsk) fra det græske ”Phoinike”, der måske har betydningen ”landet med de blåligrøde/blodrøde” og oprindelsen til farven ”purple/purpur”. Ordet er ligeledes knyttet til ”Fugl Fønix” (phoenix) selv om ingen kan forklare hvorfor.
 
Vi har følgende sætning på oldengelsk fra ca. år 900 e.Kr.:

“Ðone wudu weardaþ wundrum fæger
fugel feþrum se is fenix hatan”

Antager vi at det oldengelske ”fenix” er fra det græske ”phoinos” (blodrød), og med vor viden om at ”Vandfolkene”  er indoeuropæiske stammer, herunder ”Tani” (Daner)-folket, er mit bud at henvisningen til ”blodrød/blåligrøde” er en henvisning til skindet på en nordboer, der har opholdt sig for længe i solen – det vi i dag kender som “rednecks”.
 
Fugl Fønix har derfor intet med kristendommen at gøre, men overtages af den nye kristne teologi til symbolsk at forklare genopstandelse og udødelighed i en omskrevet egyptisk forståelse¹.
 
¹ Se f.eks. brevet fra Klemens/Clemens ca. år 96 e.Kr. til de ny-kristne i Korinth, der ikke kom med i Det Nye Testamente, hvor han skriver at Fugl Fønix dør og genopstår med 500 års mellemrum.

Det er derfor fuldt fortjent at lade H. C. Andersen’s korte eventyr "Fugl Phønix" (1863) forklare os hvorledes sagnet om Fugle Fønix er overleveret:
 
”I Paradisets Have, under Kundskabstræet, stod en Rosenhæk; her, i den første Rose, fødtes en Fugl, dens Flugt var som Lysets, deilig dens Farve, herlig dens Sang.
 
Men da Eva brød Kundskabens Frugt, da hun og Adam joges fra Paradisets Have, faldt fra Straffe-Englens Flammesværd en Gnist i Fuglens Rede og antændte den. Fuglen døde i Flammerne, men fra det røde Æg fløi en ny, den eneste, den altid eneste Fugl Phønix. Sagnet melder, at den bygger i Arabien, og hvert hundrede Aar brænder sig selv op i sin Rede, og at en ny Phønix, den eneste i Verden, flyver ud fra det røde Æg.
 
Fuglen omflagrer os, hurtig som Lyset, deilig i Farve, herlig i Sang. Naar Moderen sidder ved Barnets Vugge, er den ved Hovedpuden, og slaaer med Vingerne en Glorie om Barnets Hoved. Den flyver gjennem Nøisomhedens Stue, og der er Solglands derinde, den fattige Dragkiste dufter med Violer.
 
Men Fugl Phønix er ikke alene Arabiens Fugl ¹, den flagrer i Nordlysskjær paa Laplands Iissletter, den hopper imellem de gule Blomster i Grønlands korte Sommer. Under Fahluns Kobberklipper, i Englands Kulgruber flyver den, som et puddret Møl, hen over Sangebogen i den fromme Arbeiders Hænder. Den seiler paa Lotusbladet ned ad Ganges hellige Vande, og Hindupigens Øine lyse ved at see den.
 
Fugl Phønix! Kjender Du ham ikke? Paradisets Fugl, Sangens hellige Svane. Paa Thespiskarren sad den, som en sladdrende Ravn, og slog med de sorte, bærmebesmurte Vinger; over Islands Sangerharpe gled Svanens røde, klingende Næb; paa Shakspeares Skulder sad den som Odins Ravn og hviskede ham i Øret: Udødelighed; den fløi ved Sangerfesten gjennem Wartburgs Riddersal.
 
Fugl Phønix! Kjender Du ham ikke? Han sang Dig Marseillaisen, og Du kyssede Fjeren, der faldt fra hans Vinge; han kom i Paradisglands, og Du vendte Dig maaskee bort til Spurven, der sad med Bogguld paa Vingerne.
 
Paradisets Fugl! fornyet hvert Aarhundrede, født i Flammer, død i Flammer, dit Billed indfattet i Guld hænger i de Riges Sale, selv flyver Du tidt vildfarende og eensom, - et Sagn kun: Fugl Phønix i Arabien ¹.
 
- I Paradisets Have, da Du fødtes under Kundskabstræet, i den første Rose, kyssede Vor Herre Dig og gav Dig dit rette Navn - Poesien.

¹ H. C. Andersen nævner to gange forbindelsen mellem “Arabien” og ”Fugl Fønix”. Dette sker efter den senere græske tradition og skyldes at Shakespeare i ”Tempest” (III.iii.27) fra år 1611 e.Kr. skriver:

”Now I will believe
That there are unicorns; that in Arabia
There is one tree, the phoenix' throne; one phoenix
At this hour reigning there”.

H.C. Andersen gengiver her ordret overleveringen om Fugl Fønix, der genfødes under Verdenstræet i flammer, i urnordisk filosofi ætlingen der genfødes efter rejsen gennem Skærsilden under Juletræet den 1. juledag efter Vintersolhverv. Derfor er Fugl Fønix i egyptisk filosofi en ildfugl, et symbol på Solen, der ganger fra solhverv til solhverv.
 
At symbolsk se solens gang som en ildfugl der flyver, og med tilføjelsen af rummet ”tid”, med en cyklus af død og genopstandelse, er klart ældre end at knytte fuglen til Vandfolket, vi fra år 1000 f.Kr. kender som ”Fønikerne”. Derfor finder vi også samme fugl med de tidligere navne ”benu” (egypterne) og ”garuda” (sanskrit).
 
At Fugl Fønix uigenkaldeligt knyttes til Vandfolket ”Fønikerne” mener jeg kun kan skyldes én årsag: I kapitlet ”Langskibenes herkomst” viser jeg at i vor, og den kinesiske, bådbyggerskik skal langskibet ses som et en fugl i vandoverfladen. Fugl Fønix er derfor en kenning for ”et i langskibe angribende indoeuropæisk søfolk” der, uanset hvor mange gange man slår deres angreb tilbage, kommer igen. Spørg egypterne og trojanerne om dette.
 
Begrebet ”Fønikerne” mener jeg derfor bare er en senere generel betegnelse. De underliggende stammer forbliver ”Vandfolkene”, herunder ”Tani” (Daner)-folket.

Kort fra Bibelen over stammer og landskaber ca. år 1000-800 f.Kr. Det senere føniske landskab kan skimtes  med Tyrus/Tyri/Tyr, Zidon mellem Litani-floden og dens udspring fra Baalbek. Byen ”Dan” er den nordligste by i det oprindelige Israel og nævnes i 1. Mosebog (14:14), Josuabogen (19:47), Dommerbogen (18:29) og 2. Samuelsbog (24:6). Dan-folkets oprindelige og endelige landskaber er indsat.

Under ledelse af Nic Marriner offentliggjorde et hold forskere fra European Centre for Research and Teaching on the Geosciences of the Environment (CEREGE), Frankrig i januar 2006, at man havde fundet de op oprindelige føniske havne i Tyrus/Tyri/Tyr og Sidon¹.
 
¹ N. Marriner, C. Morhange, C. Doumet-Serhal & P. Carbonel: Geoscience rediscovers Phoenicia's buried harbors (Geology, January 2006, v. 34, no. 1, s.1-4).

Det ser ud til at som trojanerne taber Slaget ved Troja år 1184 f.Kr. og må drage bort, så taber egypterne mod sydøst ca. år 1100 f.Kr. kontrol med det landskab der bliver til Fønikien. Da det ser ud til at det er samme ”Vandfolk”, der er på den angribende side mod såvel Troja, som Egypten, har sejren ved Troja formentlig udløst muligheden for kontrol med landskabet Fønikien.
 
Af de to hovedhavne i Fønikien, Tyrus/Tyri/Tyr og Sidon, er førstnævnte den uden sammenligning vigtigste.

Tyrus/Tyre/Tyri/Tyr

Byborgen kaldes følgende:

• Twre (gotisk, Wulfila, 300 tallet e.Kr., Markus-evangeliet 7:24)
• Tyri (latin)
• Tiro (spansk, italiensk)
• Tyr (fransk)
• Tyrus (tysk, nudansk)
• Tyre (nuengelsk)
  

Som jeg mener er tilfældet for byborgen Tiryns, landskabet Argos, den Peloponnesiske halvø, mener jeg at byborgen ”Tyrus/Tyre/Tyri/Tyr” etymologisk kan knyttes til ”Týr/Tíw/Tíg” (Tyr).
 
Byen lå på to øer 600-700 meter fra fastlandet, 40 km syd for Sidon. I Esaja’s Bog (23:1-17) fra Det Gamle Testamente kaldes ”Vandfolkene” for ”kystlandets folk”, der beskrives som særskilt fra ”Zidons købmænd”. Byen Tyrus beskrives som ”by fra urtids dage....hvis købmænd var fyrster”. Det ser i denne beretning ud til at Tyrus/Tyre/Tyri/Tyr rammes af jordskælv (”Han udrakte hånden mod havet, rystede riger...for at jævne Kana’ans fæstninger”, 23:11). Byen var omringet af et fæstningsværk iflg. Josuabogen (19:29) fra Det Gamle Testamente: ”og til den befæstede by Tyrus”, hvor byen Zidon beskrives som ”den store stad Zidon” (19:28). 2. Samuelsbog (24:7) skriver ”fæstningen Tyrus”.
 
Der var to porte på øerne; en på nordsiden, og en på sydsiden. Byen var alvorlig sårbar over for fjendtlig belejring da den intet agerbrugsbagland havde, stod uden tilstrækkelig fersk vand, brændsel og begravelsespladser¹.
 
¹ Mario Liverani: Tyre (1988, s. 932-935) fra International Standard Bible Encyclopedia.

Fra egyptiske indskrifter ved vi at byen findes allerede år 1780-1750 f.Kr. Når vi kommer frem til tiden omkring år 1100 f.Kr. beder Kongen af Tyrus/Tyre/Tyri/Tyr gentagne gange om hjælp fra Egypten mod Kongen af Zidon. Da egypterne selv er under pres falder Tyrus/Tyre/Tyri/Tyr til ”Vandfolkene” ca. år 1100 f.Kr.
 
”Vandfolkene” der tager kontrol med Tyrus/Tyre/Tyri/Tyr ca. år 1100 f.Kr. er derfor et helt andet folk end befolkningen i bystaten Zidon 40 km længere mod nord. Bystaten "Zidon" kalder Wulfila i 300 tallet e.Kr. for "Seidone" på gotisk i Markus-evangeliet 7:24 (sætningen er ikke gengivet ordret i den danske oversættelse af Bibelen).
 
Fastlandet ud for øerne hvorpå ligger Tyrus/Tyre/Tyri/Tyr kaldtes ”Ushu”. Om byen tager sit nuværende navn samtidigt med ”Vandfolkene”’s ankomst er ukendt.
 
Hovedguden for ”Vandfolkene” i Tyrus/Tyre/Tyri/Tyr var ”Baal” hvorfor byen også kendes som ”Baal-Tyre”.
 
I 900 tallet f.Kr. knyttes de to øer sammen til én og Alexander den Store bygger en bro til fastlandet år 332 f.Kr. Efter 6-900 tallet e.Kr., som følge af flodbølger og jordskælv holdes havnen ikke længere og byen syner hen.
 
Kongen af Tyrys/Tyre/Tyri/Tyr omtales i 2. Samuelsbog (5:11) hvor han leverer træ, tømmermænd og stenhuggere til Kong David. I 1. Kongebog (5:1) kaldes Kongen af bystaten for Hiram (ca. år 988-935 f.Kr.)
 
 
 
 
 
 

Litani og Baalbek

Ferskvandet til byen Tyrus/Tyre/Tyri/Tyr må være kommet fra ”Litani”-floden:

• Letanie (oldengelsk og oldfransk)
• Litanie (nufransk)
• Litania (latin)
  

Alle fra det græske ”at bede”. Med andre ord er Litani-floden en hellig flod, noget vi absolut genfinder i den tidligste indoeuropæiske filosofi fra Rig Veda og fra ”Vandfolket” nord for Ejder-floden.

I ”Bilag J: Hariwalda mærke fordelt på landskab” (underafsnit ”Gudernes geografi i Grímnismál (kap II:4-16)”) argumenterer jeg for at ”Sökkvabekr” (Den indsunkede bæk?) er en hellig kilde i form af en bæk, "Sökkvabekr”, hvorfra Sognefjorden regnes at udspringe. På helt samme vis, og af samme årsag, mener jeg at ”Baalbek” ligger hvor den gør fordi der her er en helligkilde, i form af en bæk, hvorfra Litani-floden regnes at udspringe, hvad den faktisk gør. Stednavnet ”Baalbek”¹ er derfor sammensat af  ”Baal” + ”bæk”.
 
¹ Andre stavemåder: Baalabak, Baalbak, Baalbeck, Baelbeck, Balbeck, Ba´labakk, Balabakk og Bechi (i Talmud fra 1-400 tallet e.Kr.).

Det føniske ord ”Baal”, som det hebraiske ”Adon”, betyder ganske enkelt ”Herre” eller ”guden”. I afsnittet ”Yggdrasill, Mímameiðr & Hróðrbaðm – verdens- og juletræet” (underafsnit “Juletræet og grønne grangrene”) viser jeg at grangrenen er symbolet på udgaven af Baal i  Fønikernes koloni Kartago, nord-Afrika, hvor han kendes som ”Baal-Berith”. Baal havde her heitet ”den skjulte gud” og er Den Hedenske Høje og identisk til Freyr.
 
Argumentationen for at ”Baalbek” må betyde ”Gudens bæk” kan også ses ved at det omliggende landskab kaldes ”Beqaa”-dalen, hvor ”Beqaa” i sig selv er en forvanskning af ”bek” og derfor ”bæk”. Dalen kaldes derfor ”Beqaa” fordi vi skal opfatte dette som ”dalen hvor findes [gudens] bæk”.
 
Til denne Hedenske Høje Baal bygges der derfor, 64 km nordøst for nudagens Beirut, et tempel i Baalbek i 1.2 km’s højde over vandoverfladen, formodentlig hvor bækken tager sin begyndelse.

Øverst til venstre: Baalbek 2006. Øverst til højre og nedenfor: ”The Prospect of Balbeck” (ca. 1703, 1. udgave) fra Henry Maundrell (1665-1701)’s ”A journey from Aleppo to Jerusalem at Easter, A.D. 1697” (s.135). Da romerne ca. 1000 år senere tager kontrol med Baalbek omdøbes byen til Heliopolis (sol-byen), og det ovenfor viste tempel rejses for Jupiter Heliopolitanus. Ruinerne til det nuværende tempel blev påbegyndt ca. år 20 e.Kr. og fuldendt under Kejser Titus Aurelius Fulvus Boionius Arrius Antoninus Pius år 138-161 e.Kr. Bygningsværket er den største helligdom bygget af romerne uden for Rom, hvilket viser hvor helligt dette sted var. Mit bud er at der er fuld sammenhæng mellem tronpåkræver-kravet om nedstamning fra den sejrende side i Troja og at dette helligsted oprindeligt blev opført af Vandfolket fra den sejrende side. Templet er 88 m langt, 48 m bredt. Der er 54 søjler, hver 2.2 m i diameter og med en højde på 20 m. Det er absolut enormt. Det er vigtigt at læseren ikke lader sig visuelt forblænde af den romerske byggeskik, kopieret fra grækerne. Det oprindelige helligsted fra år 1100 f.Kr. har set helt anderledes ud, og har måske ikke været en fysisk bygning, men et helleristningssamlingssted.
Billedkilde: Getty Thesaurus of Geographic Names

Josuabogen (19:44) omtaler stednavnet ”Ba’alat/Baalath”. Vi ved ikke om dette stednavn er identisk til ”Baalbek”¹.

¹ Det skriver Benjamin fra Tudela, Spanien i sine rejseskrivelser ”Benjamins rejser” fra år 1160-1173 e.Kr.

Det synes at mange mener at templet i Baalbek er bygget af den stamme der i Det Gamle Testamente kaldes ”Dan”, der vandrer nord fra byen Dan. 1. Kongebog (12:28) forklarer os at den oprindelige guldkalv/tyrekalv var den højeste guddom i byen Dan.
 
Bynavnet ”Bolbec” forekommer i det nordlige Normandiet, mellem Le Havre (havet) og Rouen (Rollo). Bynavnet genfindes i Domesday Book  fra år 1086 e.Kr. som Osbern de Bolbec,  hvis søn er Walter Giffard, Jarl til Buckingham og forvalter af Windsor Castle, der dør år 1103 e.Kr. Også under ”Elm(n)odesham”, hvor Wulfgeat nævnes som kommende fra Hugh de Bolbec. Arvingerne herfra er jarlerne til Oxford. ¹

¹ The Domesday Book online.
 
 
 

Skib og Trojaborg (labyrint)

Der synes ikke at være nogen uenighed om at der i Bronzealderen var stor kontakt mellem det vi i dag forstår som Norden og Middelhavsområdet. Denne kontakt viser sig bl.a. i stor samhandel med eksport fra Norden af rav, skind og bivoks og import til samme af genstande i bronze og guld¹. 
 
¹ Se f.eks. Historie (nr. 6/2006, s.14-23 ”Bronze forgyldte Norden”)

Der har derfor været en endog meget stor viden om situationen i landskaberne omkring det østlige Middelhavet blandt ”Tani” (Daner)-folket gennem beretninger fra tilrejsende købmænd. Beslutningen om at udvandre, når og hvis den blev taget, har derfor været langt mindre dramatisk end man ved første tanke skulle tro. Spørgsmålet er om vi kan vise et par eksempler på en ”kulturel” eksport? Det giver jeg et bud på nedenfor.

Arkæologien opdeler lertøj fra Middelhavet i geometriske tidsrum. Ovenævnte vin- og vandkar (”krater” på nuengelsk) er ganske sen fra år 760-750 f.Kr. Dog vigtigt er dette kar fra før de græske bystater eller Sparta opnår styrke og derfor får indflydelse på skibsformen. Bemærk at skibets stavne ender op i to langhalsede fugle. Dette skal symbolisere at langskibet er Fugl Fønix. Det er vanskeligt at sige endeligt omkring dette, men skibsafbildningerne på vægmalerierne fra Akrotiri, Santorini, der viser højdepunktet af den minorianske kultur år 1500 f.Kr., har væsentligt anderledes skibe end vi ser ovenfor. Det gælder såvel krigsskibs- som handels-klasse fartøjer. Jeg har optegnet omridset af skibet med en sort streg for bedre syn. Skibets stavn og sejlretning er til venstre for læseren. Der ser ud til at være 7 årer på hver side, samt en styrbords styreåre.
Billedkilde: www.artsales.com/ARTistory/Ancient_Ships/09_epic_poems.html

To forskellige skibshelleristninger fra Bohuslen. Der kan være næsten 500 års forskel i bådbyggerskik og evolution. Dette vil typisk være en udvikling fra flod- og kystskibs oprindelse mod større søgående skibe til langfart.
Nr. 1: Fra Aspeberget, Tanum socken (Bildnr: 30411049037, Raä nr: 28)
Nr. 2: Fra Tegneby, Tanum socken (Bildnr: 31223121069, Raä nr: 51). Skibet er vist spejlvendt for at få skibets stavn og sejlretning ensrettet.
Billedkilde: Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen.

Homer: Odyssey (Bog XIII: 46-52), i beskrivelsen af det skib fra Kong ”Ἀλκίνο” (Alkino) og Dronning “ἀρετὴν” (Areten, Arete), der hersker over ”Φαιήκων” (Phaiekon)-folket, hvis landskab ligger i ”Echerie, Echeria” (Scheria), der skal bringe Odysseus tilbage til sin hjemstavn i tiden efter Troja’s Fald år 1184 f.Kr., i min oversættelse til nudansk:

”Skibet sprang fremad på sin kurs som en ”fire-i-hånd” [dvs. firspandet] stridsvogn flyver ud af banen når hestene mærker pisken. Hendes forstavns hvælving var som nakken på en hingst, og en stor bølge af mørkt skummende vand kogte i hendes kølvand”.

Ordet ”labyrint, labyrinth” er før-græsk og muligvis fra ordet ”labrys” med betydningen ”dobbeltøksernes hus”.

Øverst til venstre: To dobbeltøkse-formede smykker af bronze fundet i en mandsgrav ved Kirke Værløse, Sjælland. Dobbeltøkserne er dateret til år 1500-1100 f.Kr., dvs. Ældre Bronzealder periode II-III.
Øverst til højre: To økser gengivet på Billedsten nr. 6 fra Kivik-graven (Kongegraven) ved byen Kivik (Kivig) på Skånes østkyst. Kongegraven er dateret til Ældre Bronzealder periode III (1300-1100 f.Kr.).
Nederst til venstre: To økser gengivet på Billedsten nr. 1 fra Kivik-graven (Kongegraven) ved byen Kivik (Kivig) på Skånes østkyst. Kongegraven er dateret til Ældre Bronzealder periode III (1300-1100 f.Kr.).

Den arkæologiske udgravning ”Mycenae” befinder sig lidt nord for landskabet Argos, den Peloponnesiske halvø. Navngivningen sker fordi Pausanias: Beskrivelse af Grækenland (Bog 2.16.4) fra 100 tallet e.Kr. skriver, i min oversættelse til nudansk:

”Homer nævner i Odyssey en kvinde Mukēnē [Mukēnēs] i det følgende vers: ”Turō og Alkmēnē og den velsmykkede [græsk ”eustephanos”] Mukēnē”. Hun siges at have været en datter til Inakhou og Arestoros’ kvinde [græsk ”gunaika”, her = viv] i den ordsamling Hellenerne kalder Store Ehoiai [græsk ”Ēoias megalas”]. Det siges at denne kvinde har navngivet byen”.

Alle er opmærksom på sammenfaldet mellem "Mykines", den mest vestlige af de 18 øer vi samlet kalder Færøerne, og det oldgræske ”Mykênê”.

Personnavnet “Atreus” forekommer muligvis på hittitisk som “Attariššijaš” i Kong Arnuwanda I. (ca. år 1400-1385 f.Kr.)’s anklageskrift mod lydkongen Madduwatta (§1, 12, 36) fra ca. år 1390-1380 f.Kr. Denne “Attariššijaš” er “manden fra Ahhija”, dvs. en hærleder uden kongetitel (konge er på hitittisk “lugul”). Kongeriget Ahhiyawā (Ahhiyā, Ahhija) lå vest for Hatti (Hittitterriget). Vi ved ikke rigtigt hvor. Ifald samtiden for Menelaos og Agamemnon er ca. år 1194-1184 f.Kr. skal faderens samtid være ca. år 1250 f.Kr. “Faderen” kan dog nemt være ættens grundlægger (stamfader), og ikke den biologiske fader. Vore usikkerheder er store nok til at vi ikke kan udelukke at “Attariššijaš” er identisk med Menalaos og Agamemnon’s fader (stamfader) Atreus. Kongeriget Ahhiyawā (Ahhiyā, Ahhija) kan derfor være byen Mukēnē (Mykênê) og landskabet Argos på den østlige del af Den Peloponnesiske Halvø ¹.

¹ George Hinge: Fra Hatti til Homer: Trojanske helte i hittitiske arkiver (Agora nr. 3, 2008, s. 3-4)

Brødrene Menelaos og Agamemnon er fra Danaan-folket, som jeg mener er identisk til Bronzealder "Tani" (Daner)-folket. Hvorvidt de var de fra mødrene eller fædrene side ved vi ikke. Agamemnon fulgte faderens fodspor og blev hersker over Mukēnē (Mykênê) og landskabet Argos.

Der er udgravet en række gravhøje i området. Gravhøjene har et indbygget gravkammer formet som en bikube og kaldes på græsk ”tholos, tholoi” (ental, flertal). Gravene er opdelt i tid, og i Gruppe III (1400-1120 f.Kr.), dvs. hvad i Skandinavien kaldes Ældre Bronzealder periode II-III (1500-1100 f.Kr.), har vi tre gravhøje, herunder Atreus’ Skatkammer (dateret til år 1300-1250 f.Kr.) og Clytemnestra’s Gravkammer (spartansk prinsesse gift med Agamemnon; dateret til år 1300-1250 f.Kr.). Indgangen til Atreus’ Skatkammer og Clytemnestra’s Gravkammer er gengivet ovenfor.

Vi kan nu se at afbildningen mellem de to økser på Billedsten nr. 1 fra Kivik-graven (Kongegraven) er indgangen til gravkammeret – ”Dobbeltøksernes hus”, hvilket sikkert er den oprindelige vis Kivik-graven (Kongegraven) blev bygget på. Det er derfor denne billedsten er nr. 1 i rækken og skal læses først. Vi kan også se at gravskikkene i Skåne og i Mycenae i begyndelsen af Ældre Bronzealder periode III ca. år 1300 f.Kr. er identisk. Det mener jeg skyldes at Danaan-folket fra Mycenae og Argos er identisk til Bronzealder "Tani" (Daner)-folket fra Skandinavien.

Billedsten nr. 1 - ”Dobbeltøksernes hus”-stenen forsvandt i midten af 1800 tallet med Billedsten nr. 8 - ”Ofringsstenen”. Begge sten blev brugt som kværneunderlag i Äsperöd kvarn (Espröds Qvarn, Esperöds Qvarn) lige uden for Kivik. I 1915 blev 1/3 af Billedsten nr. 8 genfundet, medens Billedsten nr. 1 endnu ikke er kommet for dagen. Billedstenen findes forhåbentligt et sted omkring hvor kværnen stod til den blev revet ned i 1915. Derfor gengiver jeg stregtegningen af billedstenen af Sven Nilsson fra 1875.

Billedkilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2002, Bronzealder, s. 239-240); Sven Nilsson: Spår efter feniciska kolonier i Skandinavien. Aftryck ur Svenska Fornminnes Föreningens Tidskrift (1875, 3:dje bandet); Anna Klintberger Wändahl: KIVIKSGRAVEN - analys av dess historia och framtid sett utifrån Bevaringsfrågor (2009, s. 15-16).

Landskaberne nord for Ejder-strømmen havde oprindeligt hundredevis af stensætninger i den form vi kalder ”labyrinter”, herunder også i Britannien (ca. 500 er fundet indtil videre ¹). Hvad er endnu mere mærkværdigt er at disse alle blev og bliver kaldt afledninger af ”Trojaborg” (Troyæborg, Trojaburg, Trojeborg, Tröburg, Trojienborg, Trägenborg, Troldborg ¹, Trøiborg, Trojborg). Måske er endda ringborgene ”Trelleborg” udledt af denne forståelse da de i Skåne også kendes som ”Trälborg, Trälleborg”. Endelig benytter vi ordet ”jungfrudans” (gammeldansk ”iungfrughæ” eller ”ung-Freya-dans”), der antyder et sted hvor unge ugifte kvinder har udført en hellig dans.

¹ Er det således vi skal opfatte Troldborg Ring, Vejle Ådal?

Ungmøernes Sol-dans ved daggry i Trojaborgen

Billedsten nr. 7 og uddrag af Billedsten nr. 8 fra Kivik-graven (Kongegraven) ved byen Kivik (Kivig) på Skånes østkyst. Kongegraven er dateret til Ældre Bronzealder periode III (1300-1100 f.Kr.).

Martin A. Hansen (1909-1955): Orm og Tyr (1952) giver et glimrende bud på hvorledes vi må opfatte disse afbildninger:

”Kivigrøsen faar en til at tænke paa Ægyptens pyramider. Den er ogsaa en fjern ætling af dem, trods sin størrelse en beskeden. Den er nærmere i familie med den ægæiske kulturs kuppelgrave, som den døde i Kiviggraven maaske selv har set. …

Flere heller er delt i friser, hver med sin billedkomposition, sjælden her, men almindelig i minoisk-mykæisk kultur, som nu gik paa hæld, rendt over ende af de ældste grækere. Paa en helle er tegnet en pyramide eller kegle paa plint, med helligøkser ved siden. Kultbilleder med pyramider og helligøkser kendes fra tidsalderens Kreta, men ikke fra andre nordiske helleristninger. Der er ogsaa friser med mærkelige dansescener. En af dem er gengivet foran. Otte dansere, maaske kvinder, bevæger sig mod en mand med en tamburin eller et andet instrument i haanden. Danserne ligner søløver, eller de skal forestille fugle. Men de ligner grangivelig ogsaa minoiske kvinder med frygisk hue. Et andet sted ser man lignende dansere nærme sig et alter fra to sider. Ganske lignende billeder af hellig kvindedans kendes fra vægfresker i ruinerne fra det datidige Tiryns og Mykene”.

Med forståelsen for at Homer’s ”Danaan”-folket er Bronzealder ”Tani” (Daner)-folket, kan vi beskrive hvad vi er vidne til nærmere. Jeg antager, som andre synes enige i, at billedstenene i Kivik-graven har en kronologisk opbygning, og derfor må tydes i den rette rækkefølge.

Øverst: Billedsten nr. 7 – ”Soldansestenen”

Kallimachos fra Cyrene, Libyen (310/305-240 f.Kr.): Eis Artemin (Til Artemis, sætning 180-182) viser knivskarpt hvad der foregår på billedstenen:

epei theos oupot' ekeinon ēlthe par' Ēelios kalon khoron, alla theētai diphron epistēsas, ta de phaea mēkunontai.

for guden Helios lader aldrig denne vidunderlige dans [af ungmøerne] gå forbi; stillestående stirrer han fra sin stridsvogn, og dagslyset forlænges.

Min oversættelse til nudansk.

Øverst i højre hjørne ankommer Solen i sin stridsvogn fra øst trukket af 2 heste. Tiden er daggry og Solen stirrer på de dansende ungmøer. Bemærk at Solen er personificeret til en menneskelignende gude-enhed, hvilket direkte fremgår af ordvalget fra Kallimachos fra Cyrene, Libyen.

Samme hest med hovedtøj og vognstyrer ses på potteskår fra den arkæologiske udgravning ”Mycenae”, og med en samtidig datering til år 1250-1180 f.Kr. Vi kan ikke endegyldigt sige om dette også er Solen i sin stridsvogn, men muligheden for dette må være til stede.

Nederst: 8 ungmøer danser Solen ind. Alle er iført kjole, kappe og en eller anden form for hovedbeklædning. 8 ungmøer er udvalgt til dansen fordi tallet 8 er en kenning for Moder Jord. Således blev Solen opfattet i Ældre Bronzealder i Skandinavien, og navnet på hende er ”Neaira”, jvf. Homer: Odyssey (Bog XII: 127-133). Gengivelsen af Moder Jord med 8 ungmøer er i kunst og tanke identisk til den samtidige kultøkse fra Ormenæs, Nærå Strand, Fyn, samt Solvognen fra Trundholm Mose, Odsherred, Sjælland dateret til ca. år 1350 f.Kr.

Foran til venstre står en person med udstrakte arme. Denne findes identisk i teracotta figurer fundet i den arkæologiske udgravning ”Mycenae”, og med en samtidig datering til år 1250-1180 f.Kr. Her repræsenterer figuren en kvindelig gudinde og kaldes ofte ”Psi-typen”  som følge af den fysiske lighed med det græske bogstav psi (Ψ). En af disse figurer er gengivet ovenfor.

I midten ser vi til venstre en stor fisk, sikkert en hval, samt hornkvæg og kalv. Alle dyr udtrykker ønsket om et frugtbar udbytte fra (Moder) Jord. Samme hornkvæg findes også i den arkæologiske udgravning ”Mycenae”, og med en samtidig datering til år 1250-1180 f.Kr. Tre eksempler er gengivet ovenfor.

Øverste til venstre ser vi 4 bevæbnede mænd der her betegner krigerætten som værner af odelen, uden hvilken intet udbytte kan komme til menneskenes gavn.

Nederst: Billedsten nr. 8 – ”Ofringsstenen”

Hele billedstenen viser 3 forskellige ofringsriter; Det ovenfor viste er samme 8 ungmøer efter sol-dansen er udført, hvor vi nu ser dem bode et offer på et alter til Solen.

Martin A. Hansen foreslår at de 8 ungmøer er iklædt den phrygiske hue. Dette er jeg uenig i. Vi kender ikke til brugen af den phrygiske hue før etruskerne bruger den i 300 tallet f.Kr. som en kenning for trojanerne. Denne forståelse overtages af romerne og findes også på Den Hellige Kop fra Hoby-gravfundet, Lolland 0-100 e.Kr. I Ældre Bronzealder periode III (1300-1100 f.Kr.) er det næppe en phrygisk hue, men nok snarere et eksempel på en Bronzealder "kápa, capa" (oldnordisk, oldengelsk) eller "en kappe", hvis oprindelige betydning er "et filt(tæppe) med hætte".
kilder: www.danskskaanskforening.dk; Archaeological Museum of Mycenae (exhibition no. 11, no. 62, no. 63. Room 32 (Shrine)). 

Fordi personen Völund ophæves til gud for sine egenskaber som smed, og dermed evnen til at udføre smedevirke af verdensklasse i sværhedsgrad, ser vi at en Trojaborg (labyrint) i Middelalderen også gives navnet “völundarhús”. Ordet forekommer i den gammelnorske bibelbog Stjórn, der er en løs gengivelse af de første 5 bøger af Det Gamle Testamente. Sætningen lyder: “...labyrinthus, hver er sumir kalla völundarhús...”, hvorfor der i denne opfattelse ikke tænkes på en faktisk Trojaborg, men et kunstfærdigt hus. Heri ligger måske den etymologiske forbindelse til Trelleborg ¹.

¹ Se C.R. Unger: Stjorn – gammelnorsk Bibelhistorie fra Verdens Skabelse til Det Babylonske Fangenskab (Christiania, 1862), samt afsnittet ‘Bilag G: Wélund – helligt land, høvding og gud”). Det fremgår af indledningen til håndskriftet Stjórn (Styrelsen), at dette skal afløse det skrift der hed ”Heilagra manna blómstr”, og at opdragsgiver er Kong Haakon Magnusson (Regent 1299-1319).

At kalde en labyrint for ”Trojaborg” findes også på walisisk som ”Caerdroia” (Troja's (by)mure). Denne forståelse og henvisning til Troja’s bolværk er ikke opfundet som en del af Middelalderens historieomskrivning, men kan føres hele vejen tilbage til et visuelt indtryk af hvorledes Troja’s mure var opbygget og gjorde det umuligt for fjenden at finde vej ind og ud.
 
Steder med Trojaborg er bl.a. :

• Visby, Gotland
• Fröjel (Freya’s tempel) socken, Västra Gotland
• Ornunga, vestbredden af Öresjö, nord for Borås, Västergötland
• Massevis i landskaberne langs Skagerak fra Göteborg til Oslo i det område jeg mener er Tanheim, ”Tani” (Daner)-folkets hjemland¹
• Ulmekärr, Grebbestad, ved Tanumshede, Bohuslen
• Lindbacke, Store Kungsladugården, Nyköping, Södermanlands län
• Tibble, Badelunda socken , Västmanland
• Roerslev Kirke, Fyn (kalkmaleri af labyrint fra 1400 tallet. Sidder i kirkens triumfbue. Der findes 10 af disse i det nuværende Danmark. Samme i kirkerne i det nuværende Sverige og Finland).

¹ Se Jürgen Hohmuth & Dr. Ing. Klaus Kürvers: Labyrinth and Seafaring (april 2003, oversigtskort s. 6 og s. 13). Her argumenteres for at vore trojaborge bl.a. er et søfartsværktøj.

Etruskisk terracotta vinkande fra Tragliatella, Caere (Cerveteri), nordvest for Rom, dateret til ca. år 630 f.Kr. H: 24 cm.

Nr. 1: Thor og gedebuk-afbildning.
Nr. 2 + 3: Gengivelse af hesterytterdansen "Troja", skrevet "TRVIA" (Nr. 4).  Bemærk den lille menneske-lignende person på den forreste rytter. Dette er rytterens værnende vætte. Etruskerne kalder deres værnende vætter for "lasa, lasas" (ental, flertal), der overtages af romerne som "lar, laris" (latin) med samme betydning. "De dødes gode ånder" kalder etruskerne for "Man, Mani".
Billedkilde: Vinkanden findes på Musei Capitolini, Palazzo dei Conservatori (inv.nr. 358)

På finsk kaldes en Trojaborg/labyrint for ”jatulintarha” (jættevagt) og ”jättiläisen tie” (jættens vej). Ved brugen af jætter kan vi være sikre på at vor forståelse for labyrinter er ekstrem gammel.
 
Fra kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok”, og dette afsnit, kan vi se at der er tre mulige veje labyrinten kan have fået heitet ”Trojaborg”: Ifald ”Tani” (Daner)-folket kan have beholdt kontakten til de tilbageblevne ”Tani” (Danir/Daner) nord for Ejder-strømmen, og har bragt nyheden om sejren i Troja til Norden. Kelterne kan have bragt historien mod nord under deres folkevandringer eller Ver Asir/Ase-folket kan have bragt forståelsen med efter nederlaget i Troja. Sandheden er sikkert at alle laver samme tilknytning, hvorfor forståelsen er ens nord for Ejder-strømmen.

Med vor nye viden om labyrinten som Trojaborg hos såvel ”Tani” (Daner)-folket, som etruskerne, har jeg altid stået forundret over at drengenavnet ”Lars” forekommer identisk såvel hos os, som værende et etruskisk kongenavn¹ . 
 
¹  Evolutionen af drengenavnet ”Lars” skulle være fra Lawrence, Lorenz (oldfransk), Lorenzo (italiensk) og Laurentius (latin), alle fra ”laurus”, hvis sproglige oprindelse er ukendt. Institut for Navneforskning har forklaret mig at ”Lars” nord for Ejder-floden synes at komme ind med den katolske kristendom i 1100-tallet e.Kr. og det sen-latinske ”Laurentius”, der så bliver til ”Laurids” og ”Lauritz” og videre til ”Lars”. Ifald denne forklaring er sand, og vi i sproglig evolution ender op med ”Lars” hos såvel etruskerne, som hos os, da må urnordisk og etruskisk have været mere end bare beslægtede sprog. F.eks. kalder etruskerne "ager" for "aker" ("akr" på oldnordisk). Det redskab vi pløjer marken med kalder etruskerne for "ar" med den oprindelige forståelse "at gøre, at lave". Det tilsvarende ord på oldnordisk er det identiske "arðr", og dette ord findes hverken på gotisk eller hos Ase-folket, hvorfor dette ord er et låneord fra et tidligere folk fra nord for Ejder-strømmen. En "Tyr" kalder de "Tar", rav kalder de "glas" som Tacitus år 98 e.Kr. skriver at esterne (esterne og De Gamle Prøjsere) kalder det tilsvarende "glaesum", og vi genfinder det som "glær" (oldengelsk) og "glæsa" (oldnordisk). Guden Ægir findes hos estruskerne som "aekis" og "egis" med forståelsen "beskytter, skjold". Ordet "emune" (mindeværdig) er ens på olddansk og etruskisk.

Kong Lars Porsena (Lars Porsenna)’s regeringstid var ca. år 500 f.Kr. Fra byen Clusium (Clevsin, i dag Chiusi) i Tuscany lå han i krig med det endnu svage romerske kongerige mod syd. Om hans gravsted beretter Marcus Terentius Varro (116-27 f.Kr.) i min oversættelse til nudansk:
 
”Porsena blev gravlagt under byen Clusium på et sted hvor han havde bygget et firkantet gravsted af bearbejdede sten. Hver side var 300 fod (100 m) i længde og 50 høj (17 m), og nedenfor for foden var der en ufrigørlig labyrint ind i hvilken, ifald nogen gik derind uden en ledetråd, han kunne aldrig finde vej ud. Ovenfor denne firkantet bygning står der 5 pyramider, en i hvert hjørne og en i midten. 75 fod (25 m) bred ved foden og 150 fod (50 m) høj. Disse pyramider er således udformet at på toppen af dem alle tilsammen understøttes en blændende kugle¹, og ovenpå denne igen en petasus² fra hvilken klokker hænger i kæder. Disse ringer når vinden blæser, som det gjordes i arilds tid i Dodona³. Ovenpå denne kugle er endnu 4 pyramider, hver 100 fod (33 m) i højde, og over disse en platform på hvilken er endnu 5 pyramider”.
 
¹ Jorden der, som vi vidste det, var fuldt forstået som værende rund af estruskerne.
² den bevingede hat (Asterix har en på), der som vore kvindelige krigere i svaneham (engle, senere valkyrier), er gudernes budbringer. Kaldes også ”petasos”.
³ Byen Dodona ligger 22 km syd for Ioannina, ca. 350 km sydvest for Thessaloniki i den snævre dal mellem Tomaros og Manoliassa bjergnene.  Stedet er udgravet og er et helligsted for Moder Jord.

Gravstedet og byen blev jævnet med jorden år 89 f.Kr. som et led i den romerske nedslagtning af hendes egne allierede i ”Socii-krigen” år 91-87 f.Kr. under ledelse af den romerske general og diktator Lucius Cornelius Sulla Felix (138-78 f.Kr.).
 
Gravstedet har i filosofi en klassisk urnordisk opbygning. De udødelige forfædre i (Moder) Sky sender med budbringere visdom til de udødelige’s  dødelige slægtning på (Moder) Jord – Lars Porsena. Vindens blæsen, og klokkernes ringen, viser når visdommen ankommer. Den forgyldte kugle er naturligvis (Moder) Jord. Trojaborgen (labyrinten) må her tjene det formål at forhindre fjenden, dødelig eller i udødelig ånd, i at nå ind til Lars Porsena, der nu er besidder af visdommen, og enten stjæle eller ødelægge/omfortolke denne.

To mønter fra Knossos, Kreta dateret til år 476-430 f.Kr. Vi ser her to udgaver af den samme klassiske Trojaborg. De to mønter er ”kopier” af hvorledes samtidens grækere i kolonoien på Kreta mente at den oprindelige højborg på Knosses’s labyrint tog sig ud år 1500 f.Kr.

Iflg. sagnet er det i en labyrint Kong Minos, den første konge af samtidens indbyggere, holdt Minotaurus indfanget. Som Odin hamskifter til halv hest/halv mand, finder vi her at fjenden i den minorianske kultur i tiden op til dens endelige forfald er en person, der er hamskiftet til halv tyr/halv mand. Læser vi igennem de senere græske røverhistorier må denne fjende for det søfarende folk på Kreta derfor have været et andet søfolk for hvem tyrekalven ”Tyr” var deres hovedgud. Vi kender ham ganske nøje som uroksen Auðhumla (se afsnittet ”Begrebet Úr og bystaten Ur(im)”). Vi ved også at det er ”Vandfolkene”, der senere bliver til Fønikerne, der ca. 1200 f.Kr. er fjenden. Derfor har ”Vandfolkene” eller stammer inden for denne alliance, haft ”Tyr” eller ”Auðhumla” som deres hovedgud.
 
 
Tyri-fjorden i Buskerud er det nuværende Norge’s 5. største sø. Det var til det 20. århundrede områdets hovedvej og søen/fjorden ligger inden for det geografiske område jeg mener er ”Tani” (Daner)-folket’s Tanheim. Tyri-fjorden grænser mod Hole, Lier, Modum og Ringerike.

Hellesristning på en klippeside helt ud til vandkanten på Berget, Hole, Buskerud med Tyri-fjorden nedenfor klippen. Til højre ser vi en Trojaborg/labyrint, og i midten og til venstre 2 storskibe. Skibe og Trojaborg er identiske til hvorledes vi finder det i samtiden i det område i det østlige Middelhav, hvor ”Tani” (Daner)-folket synes at have været.
Billedkilde: Jon Rømmesmo: Helleristningane i Hole, med billedet taget af Ulf Güssow. Benyttet med forlov.

Mit bud er at som bynavnet ”Tiryns” i Argos kan knyttes til ”Týr/Tíw/Tíg” (Tyr), så kan ”Tyri-fjorden”. Det er ”Tani”(Daner)-folket der navngiver begge.

Trojaborg-skjolde

Nr. 1: Offerfund fra Taarup Mose, Torkilstrup, Falsters Nørre Herred (B13781), dateret til Yngre bronzealder, periode V (ca. 900-700 f.Kr.).
Nr. 2: Offerfund fra Hyllebjerg sogn, Års Herred, syd for Aalborg (B13860), dateret til Yngre bronzealder, periode V (ca. 900-700 f.Kr.).
Nr. 3: Bronzeskjold fra Kållandsö, Västergötland.

Trojaborgen (labyrinten) er tydelig, og jeg mener vi her ser Troja's faktiske byplan for "Troja VII". Bemærk at skjoldets håndgreb (se Nr. 2) gør at Troja's byport(e) peger opad, dvs. i nordlig retning, når skjoldet holdes normalt. Håndgrebet sidder på samme vis på skjoldet fra Taarup Mose (Nr. 1). Vi kan fra Homer: Iliaden se at dette er hvad byporten(e) faktisk gjorde.

Da skjoldene er for tynde til at have nogen praktisk beskyttende opgave, må disse alene tjene til et rituelt brug. Her spiller Hesterytterdansen "Troja" sikkert en væsentlig rolle. Efterser vi Trojaborg-skjoldenes kunst kunne man forestille sig at de 3 inderste, fuldt optrukne linier, viser Troja's faktiske mure, der i rytterdansen rides i trav. De efterfølgende tre ringe, med prikker, viser ring 4, 5 og 6, der rides i galop, og betegner området uden for Troja's faktiske mure. Prikkerne viser derfor hurtige hov- og /eller fodslag. Den 7, og sidste, ring er markeret som den lodrette streg, med prikker, der viser vejen ud fra Trojaborgen. Er dette en sand fortolkning, da skal den 7. ring ud af Trojaborgen ligeledes rides i galop.
Billedkilde: www.guderoggrave.dk, Ragnar Utne og www.bergkonst.org 

Trojaborg (labyrint) på helleristning (her løssten) fra Nybjerg (Nyrup), Trundholm kommune, Odsherred, Sjælland (Mus.nr. B7910).
Dateret til Bronzealder (ca. 1700-500 f.Kr.). Billedkilde: www.guderoggrave.dk
 
 

Dan-folket fra Det Gamle Testamente

Enhver der har bare åbnet Bibelen vil have tænkt over, og har haft problemer med at tage stilling til, hvorfor vi finder ”Dan”-folket (hebraisk) i Det Gamle Testamente.

Aser- og Dan-folkene blev anset som ”ha goyim” (hebraisk), der bliver oversat til ”ethnikos” (græsk), og igen til ”gentilis” (sen-latinsk), med forståelsen (fremmed, hedning, ikke-jødisk). I Ase-folkets tilfælde sker det som følge af deres dyrkning af Asa-guderne. I Kong Herodes system (dør 4 f.Kr.) havde begge folk samme status som kvinder¹.

¹ Barbara Thiering: Jesus The Man (1992, s. 357)

Den ortodokse religionsbaserede forskning vil gerne at Dan-folket oprinder fra Israel og Libanon, og herefter ender op i Danmark. Det sker fordi Det Gamle Testamente ikke kan hjælpe med tiden før Dan-folkets ankomst til området. Som man kan se er jeg enig i sammenknytningen af ”Tani” (Daner)-folket fra Tanheim nord for Ejder-floden med Dan-folket fra Det Gamle Testamente. Jeg mener dog at folkevandringen er omvendt – fra Danmark til østkysten af Middelhavet.
 
Den danske oversættelse af Bibelen kalder ”Dan”-folket det tåbelige navn ”daniterne”¹ og i Josuabogen (19:40-46) hører vi om deres oprindelige landskab ude ved vandet i området fra Tel Aviv mod syd.
 
¹ King James versionen kalder stammen ”children of Dan”. Den islandske udgave kalder folket ”Dans sona” (Dans sønner) i Jósúabók

Dommerbogen (18) antyder at Dan-folket ikke kunne holde landskabet, formentlig grundet pres fra filistrene/filistinerne. Derfor ca. år 1150 f.Kr., efter Troja’s fald, drager 600 krigere mod nord til byen ”Lajisj/Laish/Leshem/Lesjem”, der ”levede trygt på Zidoniernes vis” (Dommerbogen 18:7), dvs. er en søhandelsstad som i byen Zidon. De brænder byen af og omdøber den til Dan. Byen Dan er den nordligste by i det oprindelige Israel og ruinerne af bygden kan ses i ”Tel Dan”. Mit bud er at ”Dan”-folket’s endelige landskab har været fra trekanten mellem Dan, Tyrus/Tyri/Tyr og Baalbek langs Litani-floden.
 
Dan-folket nævnes i 1. Mosebog (49:16-17) og 5. Mosebog (33:22), hvor de er beskrevet som ”en slange ved vejen” og ”en løveunge der springer frem fra Basan”¹. Det antyder stærkt at Dan-folket har levet af vikingstog.
 
¹ Basan (Bashan) ser ud til at betegne et tæt beboet landskab øst for Jordan-floden og byen Dan, mellem Hermon bjerget og Galilæa. Dan-folket benytter derfor sit bagland som skjulested. www.jewishencyclopedia.com.

Som netop fremhævet forklarer 1. Kongebog (12:28) os at den oprindelige guldkalv/tyrekalv var den højeste guddom i byen Dan. 2. Kongebog (28-29) siger videre:

”Således udryddede Jehu Ba’al af Israel.
Men fra de synder, Jeroboam, Nebats søn, havde forledt Israel til,
guldkalvene i Betel og Dan, veg Jehu ikke”.

Vi kan nu sige at den visuelle afbildning af “guden” (Baal) er guldkalven/tyrekalven, og dette er tydeligvis identisk i byerne Dan, Baalbek og Tyrus/Tyri/Tyr. Jeroboam’s tempel for ”guden” (Baal) fra 900 tallet f.Kr. er udgravet og kan ses i dag.

Tyr – guden og tyren

Opremser vi vor samlede viden kan vi derfor sige at Vandfolket ”Tani” (Danir/Daner) i tidsrummet år 1300-1100 f.Kr. udvandrer fra Tanheim, landskaberne nord for Ejderfloden, herunder fra ”Tyri-fjorden” i Buskerud. Måske sker det ligeledes fra “Tysnes” (Tyr’s næs), nu en øgruppe men år 1300 f.Kr. sikkert et næs, syd for Bergen, hvor “Tysnessåta” (Tyr’s næs’ sæde), er områdets højeste punkt 753 m over vandfoverfladen.
 
De efterlader, og bringer måske med sig, fra landskaberne i det nuværende Sverige og Norge, giftplanten ”Tyrihjelm” (hjelm, stormhat, Aconitum Lycoctonum), og fra de mere sydlige landskaber til Ejder-floden, en af de mest giftige buskplanter i Europa under navnet ”Tysbast, Tisbast, Tirsbast, Tysved (Tyr’s ved)” (daphne mezereum), hvis bark og frugt er uhyre giftig.
 
De efterlader sig ligeledes deres helligskove så som skoven ”Tiveden” (fra ”Týviðr” eller “Tyr’s wood/skov”)  i bjergene mellem Vänern (mod vest) og Vättern (mod øst), nøjagtigt i Tanheim’s bagland. Også skoven ”Tiset” med ”Tiset Høje” (55 m) ved Århus oprinder fra ”Tysved, Týviðr” eller “Tyr’s wood/skov”.
 
Man kunne også tænke sig at følgende stednavne fra Valdemars Jordebog og skrifter fra Middelalderen, har samme oprindelse fra ”Tani” (Daner)-folkets ”Tyr”:

• Tirsbæk (Vejle Fjord)¹
• Tirstup (Jylland)
• Tise (Nørre Jylland)
• Tislund (Sønderjylland)
• Tistrup (Sønderjylland)
• Tissø (vest-Sjælland, mellem Slagelse og Kalundborg)
• Tibirke (nord-Sjælland),
• Tisvilde (Tyr’s Vælde, nord-Sjælland)
• Thystingheret (Jylland)²
  

¹ Herregården Tirsbæk samme sted kendes som ”Tyrsbeck” i 1415.
² Tyrsting Herred tager navn efter Tyrsting, der i Middelalderen staves Tyrstingh. I Middelalderen under Skanderborg Len, Jylland.

I England forekommer ”Tyr”-stednavne forholdsvist sjældent. Det er vanskeligt at sige om disse stednavne er sene stednavne, dvs. efter den 1. udvandring fra år 449 e.Kr. og fremefter. Vi finder bl.a. navnet i:

• Tysoe (ved Oxfordshire)
• Great Tew (Oxfordshire)
• Dus Tew (Oxfordshire)
• Tuesnoad (Surrey)
• Tuesley (Surrey)
• Tifield (landskab i Sussex)
• Tyesmere (Tyr’s mar/sø = Tissø, Worcestershire)
• Tislea (Hampshire)
• Tisbury (ikke langt fra Stonehenge!, Wiltshire)
  

”Tani” (Daner)-folket dukker op som ”Danu/Denen/Denyen” i et angreb på Egypten år 1208 f.Kr.
 
Ca. år 1200 f.Kr. falder den minorianske kultur på Kreta sammen og sejrherren er ”Danaer”, der nu hersker over landskabet Argos i den østlige del af den Peloponnesiske halvø fra den befæstede by “Tiryns”. På Kreta synes sagnet at fortælle os at ”Danaer” havde tyrekalven ”Tyr” som deres hovedgud.
 
”Tani” (Daner)-folket er som ”Danaos” på den sejrende side i Slaget om Troja år 1184 f.Kr., hvor Ase-folket eller ”os” er den tabende part.
 
600 våbenføre mænd fra Dan-folket tager ca. år 1150 f.Kr. byen ”Lajisj/Laish/Leshem/Lesjem” i det nordlige Israel og omdøber den til Dan. Dan-folket har ”guden” (Baal) som Den Hedenske Høje og gudeafbildningen er en guldkalv/tyrekalv.
 
Ca. år 1100 f.Kr. tager ”Vandfolkene” kontrol med byen Tyrus/Tyri/Tyr og Dan-folket bygger et tempel til ”guden” (Baal), hvor Litani-floden udspringer i en bæk, og kalder den ”Baalbek”.
 
Udover stammenavnet ”Tani” (Danir/Daner) i den oprindelige forståelse som ”Vandfolket”, og at disse var søens sande mestre, er ledetråden fra Tirsbæk til Baalbek at Den Hedenske Høje er ”Tyr”, visuelt gengivet som guldkalven/tyrekalven.
 
Netop guden Tyr er, om noget, den vanskeligste gud at få et klart billede af i urnordisk filosofi. Tyr er en del af Ase-slægten, som er Thor og Odin. Tyr burde derfor være vidt udbredt i Ældre Edda, men sandheden er at vi stort set ikke kender ham.
 
Som vi kan se på antallet af stednavne med ”Tyr” i vore landskaber nord for Ejder-floden, er vor manglende viden i filosofi helt ude af trit med hvor vigtig Tyr på et tidspunkt har været. Mit bud er at årsagen til dette er at ”Tyr” er ”Tani” (Daner)-folkets gud, og hovedparten af disse udvandrer kort tid efter år 1300 f.Kr.
 
Vi kender ”Tyr” som :

• Týr (oldnordisk)
• Tyz (gotisk)
• Tiw, Tiu, Tio, Tig (oldengelsk)
• Ty (oldnorsk)
• Ti (oldsvensk, olddansk)
  

Ordet ”Tyr” skal vi, som ”Baal”, opfatte som ”guden”. Vi ser det f.eks. i Odin’s heite "hangatýr,hangatýs" (direkte ”hængetyr”, men opfattes som ”hængegud”) som en henvisning til Hávamál (vers 138, Ældre Edda)¹. Andre af Odin’s Tyr-heite er Hroptatýr (Hroftatýr), Sigtýr, Gautatýr, Veratýr, og Farmatýr². Vi ser flertalsbrugen af ”Tyr” i Grímnismál (vers 5, Ældre Edda) hvor ”tívar” betegner ”guder” og, så vidt jeg kan se, her ”forfædrene”.

At Ase-folket eller ”os” opfatter ”Tyr” som ”gud/guden” er ikke blot et ekko fra en ekstrem fjern fortid før vor ankomst år 40-77 e.Kr., men viser sikkert, som kilderne antyder, at dele af ”Tani” (Daner)-folket forbliver nord for Ejder-floden.

¹ Se Snorre Edda (Skáldskaparmál, "9. Óðinsheiti ok Óðinskenningar").
² Se Grímnismál (vers 46−50, Ældre Edda) & Snorre Edda (Skáldskaparmál, ”9. Óðinsheiti ok Óðinskenningar”).

I Ældre Edda finder vi kun Tyr gengivet få steder. Det er fra Lokasenna (vers 37-40) at vi i vort minde ved at Tyr har fået bortrevet sin højre hånd i strid, hvorfor vi opfatter ham som en krigsgud, og er derfor vi ”tirrer” andre (”tyrrinn” på oldnordisk). Snorre gentager Lokasenna i Gylfaginning (kap. 25).

Til venstre: Den ekstremt sjældne guldskilling med dobbeltsidet afbildning fra Trollhättan, Väne Herred, Västergötland dateret til år 385-670 e.Kr. Fenrisulven, der er afbildet helt anderledes end samtidens afbildninger af Den danske Hund, har godt fat i Tyr’s venstre! hånd. I kunst ser det ud til at Fenrisulven gengives med længere mundtøj end Den danske Hund. Afbildningen af Tyr er ligeledes helt og fuldstændigt anderledes end samtidens afbildninger af konger, og han er vist nøgen bortset fra et skørt om livet. Tyr forekommer her gengivet i den oprindelige forståelse som den Hedenske Høje, og ikke i den senere opfattelse som sejrs- og krigsgud. I højre hånd holder han hvad ligner et kødben, men uden tvivl er den af dværgene gjorte lænke (fjötur) ”Gleipnir”, der bruges til at lænke Fenrisulven. Heitet "Gleipnir" må være fra det oldnordiske "gleypa" (sluge), dvs "Den der Sluger", hvilket er nøjagtigt den vis en ulv og hund æder på. Det er ingen tilfældighed at Fenrisulven har fat i venstre hånd, men hvorfor ved vi ikke, udover at det muligvis skyldes at Tyr skal bruge sin stærkeste arm for at få Fenrisulven lænket med Gleipnir.
Billedkilde: Statens Historiska museum, Stockholm (SHM 1164)

I midten: Guldskilling dateret til år 385-670 e.Kr. Fra Inventar-protokollen fra 1824 oplyses det at den ”formodes at være funden i det Holsteenske i Nærheden af Hamburg, hvor den er kjøbt….da Fundangivelsen: ”Hamburg-Egnen” kun beror paa en Formodning fra Oldsagscommissionens Side og ikke paa Oplysninger fra Sælgeren, maa Proveniensen siges at være meget usikker”. På denne afbildning har Fenrisulven godt fat i Tyr’s højre hånd, der er sværdhånden. Derfor er det egentlig krigerens reservevåben ”scramasax, skrámasax” (oldengelsk/ oldnordisk, en-ægget lang kniv), Tyr holder løftet i venstre hånd, selvom det er afbildet som et sværd med hjalte og pommel. Under den bevæbnede løftede hånd ser vi et firbenet dyr, en anden ulv, som Tyr netop har dræbt.

Til højre: Guldskilling fra Skrydstrup, Gram Herred, Sønderjylland (DR BR6, IK166), dateret til år 385-670 e.Kr. Guldskillingen er smedet som en Gylden Tavle og var i to stykker da den blev fundet i en mergelgrav i 1841. De to sammensnoede orme er identiske til samme orme gengivet blandt de 24 ”figurer” fra Ole Worms tegning fra 1641 af ”Det Lange/Store” guldhorn fra Møgeltønder i Sønderjylland, dateret til 400 tallet e.Kr. Jeg mener at ormene gengiver ”Ing”-runen i Ældre Futhark, og skal opfattes som ”Freyr”, der er Den Hedenske Høje indtil troskiftet år 600-630 e.Kr. Se afsnittet "Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder". Det Store Dyr, her Kronhjorten, er gengivet med gevir, hvilket også er tilfældet på Sommersolhvervsafbildningen på 1. række af ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734. Fra ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 221-222). I Ældre Futhark er rejst runerne "laukaR alu", hvor sidstnævnte er det urnordiske ord "alu" (Gro!); det mest benyttede afsluttende ord i en magisk formel. I afsnittet "LaukaR-runens beskyttelse af søens folk" argumenterer jeg for at runen ”laukaR” fra Ældre Futhark stavet fuldt ud er en beskyttende rune for ejermanden mod uheld under tog til søs. Det er den beskyttede virkning der skal "alu" (Gro!). Også på denne afbildning er Fenrisulven gengivet med ekstremt langt mundtøj, hvortil er tilføjet blottede og bidende tænder. Denne Gyldne Tavle skal i tanke og kunst ses sammen med Guldhornene.

Kilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s. 135, 179, planche 5:11; 5:14).

 
I Hymiskviða (vers 4-6, Ældre Edda) er Tyr en jætte, og derfor en meget gammel gud, set fra Ase-folket ”os”. Det er derfor Thor, der er ”os”, tager råd fra Tyr, som for Thor er en oldermand.
 
I afsnittet "Hunden i arilds tid" viser jeg at det er fra Lokasenna (vers 38 & 39, Ældre Edda) vi ved, at det er Tyr, der tæmmer Fenrisulven ved at få den lagt i lænker. Da videnskaben har vist os at at tamhunden kan føres tilbage til en række Gråulve-tæver gjort tamme et sted i det sydøstlige Asien, syd for Yangtze floden, for mellem 16.300-5.400 år siden, kan vi ankerdatere Tyr til samme tidsrum. Tyr, som jætte og Det Gamle Menneske, er derfor Det Nye Menneske eller "menneskeheden"'s ældste forfædrende gud.

Med forståelsen for Tyr's alder, kan samme øvelse gennemføres i forståelsen af Thor's alder. I kapitlet "Troja, Þrúðvangar og Ragnarok" viser jeg at den ældste Thor vi kender: "Ökuþór, Öku-Thor", i den finske og estiske forne gudelære "Ukko, Uko", muligvis tager sit ophav fra vor faktiske stamfader "Erichthonius, Ei+Ríkr+Þor, Eiríkr-Þor, Altrådende Thor". Han kendes som "Gamle-Erik" i dansk/norsk folketro.

Homer:Iliaden (Bog XX: 199-222):

"...Og Dardanus fik en søn, Kong Erichthonius, der blev den rigeste af dødelige mænd;".

I afsnittet "Bystaten Assur" viser jeg at tidsrummet er efter Kong Arik-den-ili (Eiríkr-den-ili, Altrådende Herre?, ca.1319-1307 f.Kr.). I afsnittet "Ragnarok – Troja’s fald" viser jeg at tiden er før år 1230 f.Kr. Derfor daterer jeg "Erichthonius, Ei+Ríkr+Þor, Eiríkr-Þor, Altrådende Thor"'s samtid til ca. år 1300 f.Kr.

I afsnittene "Hvorfor uddøde jætter?" og ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning” viser jeg at alle urfolk's erindring er enige i, at overgangen mellem Det Gamle Menneske, jætter, og Det Nye Menneske, sker ca. år 6676 f.Kr. Det er derfor vor ældste Thor ikke er en jætte. Den faktiske forfædrende konge, der videreføres i gudeskikkelse som Thor, er Det Nye Menneske og levede ca. år 1300 f.Kr. Derfor er det sandt at Lokasenna (vers 58, Ældre Edda) lader Loki kalde Thor for ”Jarðar burr” (Jordens søn, Jordens første-fødte). Den oprindelige forfædrende Thor er odelsbonde og hesteopdrætter.

Tyr forekommer underforstået i Sigrdrífumál (vers 8, Ældre Edda) i forbindelse med brugen af Sejrsruner, og om hvordan de skal ridses på sværdets hjalte, hvorefter man påkalder sig to gange ”Tý” (nefna tysvar Tý). Samme brug af "Tyr" ses i Völuspá (vers 51, Ældre Edda). Jeg mener henvisningen her i første omgang er til *TiwaR-runen, men runens kraft skyldes at runen er symbolet på Tyr (se kapitlet ”At riste lyde” og afsnittet ”Lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka”).
 
Tyr navngiver ugedagen tirsdag. I ”Bilag O: Trylleformlen 7-9-13 + 3 x banken på træ” viser jeg at den etruskiske gud Maris oprindeligt er identisk til Den Hedenske Høje Freyr. På et eller andet tidspunkt undergår Maris en forandring og bliver til krigsguden Mars, der i ugedagen modsvarer Tyr.
 
Det antyder da meget kraftigt at Tyr, i den oprindelige forståelse ”guden”, ligeledes oprindeligt var Den Hedenske Høje Freyr’s modsvar for ”Tani” (Daner)-folket. Jeg vover pelsen at det er en eller flere af sejrene fra Slaget ved Troja år 1184 f.Kr. til kontrollen med Tyrus/Tyri/Tyr ca. år 1100 f.Kr., der omvender Tyr (guden) fra en frugtbarhedsgud til en sejrsgud. Det er formentlig andre folkeslag, så som romerne og "os", der overtager denne gud og alene ser ham som en krigsgud.

I Rig Veda (bog 5:LXXXIII Parjanya) er regnguden "Parjanya, Parjánya", sanskrit for ”regn, regnsky” beskrevet som en Tyr (sanskrit ”vrsabhó”), og kører, som "ÖkuÞór”, i stridsvogn over himlen med sit vand. Men samtidigt er denne gud også aldeles voldelig (bog 5:LXXXIII:2 & 9), og indeholder derfor allerede her elementer af Tyr, som den senere sejrs- og krigsgud. Se også Rig Veda (Bog 6:LXXV:15, bog 7:CI Parjanya og bog 7:CII Parjanya). Vær også opmærksom på at "ÖkuÞór”, i det finske værk ”Kalevala” kaldet ”Ukko/Uko”, ligeledes er en regngud (se rune I.+ II +IX). Dette bør ikke overraske os da Jens Baggesen i ”Comiske Fortællinger” (1785, Siette Capitel) gengiver det gamle mundheld:

”Paa Torden følger Pladsregn, og paa den Omsider Soelskin”

I afsnittet ”Yggdrasill, Mímameiðr & Hróðrbaðm – verdens- og juletræet” viser jeg en helleristning med den behornede Shaman, og derfor Tyr, på toppen af Verdenstræet. Da vi fysisk har perfekte eksempler på disse behornede bronzealderhjelme kan vi være sikre på at shamanen, som senere shamen, er Tyr.
 
Vi har naturligvis også runen *tiwaR, Tir, Tiw (t) som vi på lige vis skal opfatte som ”guden Ty, kriger”. I kapitlet ”At riste lyde” viser jeg eksempler på brugen af denne rune på vore guldskillinger fra år 385-670 e.Kr.
 
Til trods for at vi skal opfatte ”Tyr” som ”guden” betyder ordet faktisk ”en tyr”, jvf. ”thiur, thiyr” (gammeldansk), ”tjor” (norsk), ”tjur” (svensk) og ”tjórr” (oldnordisk). Som vi nu ved fra ”guden” (Baal) er dette tilfældet fordi den visuelle gudeafbildning er guldkalven/tyrekalven. Jeg har vist den mulige meget tidlige forbindelsen mellem ”Tani” (Daner)-folket og etruskerne. Mit bud er at den etruskiske ”Maris” er guldkalven/tyrekalven, som Tyr er det, og at det er derfor grækerne kalder etruskerne for ”Tyrrhenioi”.
 
Dette må samtidigt give muligheden for at ”Baal” udover at have haft betydningen ”guden”, også kan haft betydningen ”krigsgud, sejrsgud, den stærke”.
 
Vi kender til to konger fra landområdet Dacia; nogenlunde svarende til det gotiske fyrstendømme Wallachia i det nuværende Rumænien ud mod Sortehavet. Kong Burebista (ca. år 82-44 f.Kr.)¹ og Kong Decebal (år 87-106 e.Kr.). Decebal (“Decebalus” i romerske kilder) betyder ”Stærk som 10” og er sammensat af to indoeuropæiske ord; ”*dekm-” (10) + ”*bel” (stærk). Ordet findes på sanskrit som ”daśabala”. 
 
¹ Jordanes år 550 e.Kr. i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum” (kap. 11)

Med Vandfolket ”Tani” (Danir/Daner) havende Den Hedenske Høje som ”Tyr”, visuelt gengivet som guldkalven/tyrekalven, kan vi her se på en beretning fra Folketroen omkring ”Havfolket, Havmænd og Havfruer”.

”Havfruen og hendes Kvæg.
 
Ude i ”Nordstrand” – saaledes fortæller man i Tisvilde, - boer en havfrue, som engang drev sit Qvæg op paa Strandbredden og lod det græsse hele Dagen paa Tibirke Mark. Det huede ikke Bønderne der paa Egnen, hvilke fra Arildstid have været noget nærige, og de lavede sig derfor til at tage dette Qvæg op. De passede derfor om Aftenen paa og magede det saa, at de fik Havfruen med alt hendes Qvæg drevet ind i en Fold ved Byen, af hvilken de ikke vilde slippe hende ud igien, før hun havde betalt dem for Græsningen paa deres Jorder. Og da hun nu sagde dem, at hun ikke havde Penge at give, forlangte de, at hun skulde give dem det Bælte, hun bar om Livet, hvilket var kosteligt at see til og skinnede som af Ædelstene. Hun maatte da finde sig deri og løskiøbte sig, ved at give dem Bæltet. Men da hun derefter drev sit Qvæg ned til Stranden, sagde hun til sin store Tyr: ”Rod nu!” og strax begyndte den at støde i Jorden med sine Horn og rode Sandet op langs med Strandbredden. Da nu Nordvestvinden kom, fygede Sandet ind over Landet mod Tibirke By, saa at Kirken nær var bleven begravet derunder.  Og af det kostelige Bælte fik Bønderne kun en fattig Glæde, thi da de kom hiem og skulde ret see til, var det flettet af ringe Siv”¹.

¹ Se J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1843, 2. Deel, s. 257). Sagnet kan i sin nuværende form dateres ganske nøje. Fra Tibirke Kirke’s hjemmeside: ”ifølge indskriften over indgangen til våbenhuset – bestod [Tibirke by] af 9 gårde, annekspræstegård, degnebolig, kirkelade og adskillige huse. I 1725 var situationen så kritisk, at det blev besluttet at flytte gårdene ud på bymarken mod nord, mens alene kirken på kong Frederik den Fjerdes befaling blev liggende. Det fortælles, at sandet nåede næsten op til kirkens tag, og samtidig må sandflugten have givet sig udslag i almindelig forfald af kirkens inventar”.

Disse beretninger går igen fra nord-Sjælland, det nordlige Fyn, Jylland og fra Norge. Beretningerne har naturligvis ændret form over tiden til en slags hav-vætter, der samtidig kunne forklare uforklarlige drukneulykker og naturkatastrofer etc. Det spændende spørgsmål er om der i disse beretningers oprindelse ligger en tråd til Vandfolket ”Tani” (Danir/Daner) og deres Hedenske Høje ”Tyr”.

Endelig må det være sandt at “Satyros” (græsk), senere “Satyrus” (latin), senere “satire” (Middle English og oldfransk), i dag “Satyr”, der i græske sagn, og græsk og romersk kunst, er en enhed fra skoven med korte horn i menneskeform, er shamanen i hamskifte som Tyr. Enheden bliver fra 400 tallet f.Kr. overtaget af grækerne og navngiver en række dødelige mænd.
 

“Mars eller Tyr” står der skrevet i Yngre Futhark under denne afbildning af Tyr som krigsgud fra år 1760 e.Kr.
Billedkilde: Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760). Det Kgl Bibliotek, Håndskriftsafdelingen. Katalog ”Ny kgl. S. 1867 4º”; beskrivelsen findes i Kr. Kålund: Katalog over de oldnorsk-islandske Håndskrifter i Det store kongelige Bibliotek og i Universitetsbiblioteket (1900, s. 251-3)

I forståelsen af Tyr, og at Tyr må være den ældste gud fra vore landskaber, hører fundet på Chapel Hill (Housesteads fæstningen ved Hadrian’s Mur, der også kaldes ”Vercovicium”). I 1882-3  fandtes to altre rejst i et tempel bygget i begyndelsen af 200 tallet e.Kr. ¹

¹ John Ward: Roman Era in Britain (1911, chapter VI)

Den ene indskrift lyder på dårlig latin:

”DEO MARTI THINCSO ET DVABVS ALAISAGIS BEDE ET FIMMILENE¹
ET N AVG ²
GERM CIVES TVIHANTI ³ VSLM⁴”

Som jeg oversætter til:

”Guden Mars Thingso og to Alaisiagis [,] Bede og Fimmilene[,]¹
og Augustus’ kraft² [,]
germanske borgere [fra] Twente³ ed aflægger [og] villigt tjener⁴”

¹ ”ALAISAGIS” er den keltiske gudinde ”Alaisiagae” (*Ad-lājsījā-agai). Som vi kan se hos kimbrerne, hvor Moder Jord er tre-foldig, er denne gudinde to-foldig. Dette kan antyde at denne gudinde er sammensat af to stammers hovedgudinde. På denne indskrift kaldes hun det keltiske ”BEDE” (*Bed-ā) eller ”begravelse”. På en anden altertavle med indskrift hedder hun det keltiske ”Boudihillia” (*Bōud-ī-hīlījā) eller ”sejrens mæthed” (se nedenfor). Den anden side af gudinden er på denne indskrift ”FIMMILENE”, der på en anden indskrift er ”Friagabi”. Begge disse navne forekommer os af urnordisk oprindelse. ”Friagabi” (Friagabis) kan være ”Giver af Frihed” eller ”Freya Giver” (sammenlign med den sjællandske Gefjon, Gefion). Ordet ”Fimmilene” kan være sammensat af ”Fimi” (oldnordisk, behændighed) og ”lèna” (oldnordisk, forlene, skænke), hvorfor ”FIMMILENE” betyder ”Skænker af behændighed”. 

² ”N.” = ”Numen”, hvis betydning er ”kraft” eller ”ånd”, i dette tilfælde Kejser Gaius Julius Caesar Octavianus Augustus’ (63 f.Kr. – 14 e.Kr.) kraft og ånd, der her påkaldes. Bemærk her at Kejser Augustus har været død i 200 år da hans kraft og ånd påkaldes. Dette har betydningen at de der påkalder ham anser ham for en gud.

³ ”TVIHANTI” = byen Twente, der ligger i den østlige del af landskabet Overijssel, vest for Ems-floden, midt-Holland. Byen Twente har igen sit navn fra stammen ”Tubanti”. Området er ekstremt tæt på Teutoburger-skoven. Det er her romerne har deres katastrofale tab af tre legioner (Legion XVII, XVIII og XIX) i september år 9 e.Kr. Hævntogtet fra romerne finder sted år 14-16 e.Kr. hvor Legio II Augusta fra basen i Mainz ved Rhinen marcherer ind i ”det frie” Germanien under ledelse af General Germanicus Julius Caesar (disse krigstog kaldes Germanicus kampagnerne). At vi finder stammerne fra disse områder forflyttet til kolonien i Britannien er givet en del af det løsen der måtte betales af alle områdets stammer. Vi kan ikke fra denne indskrift se om det er en stamme fra bygden ”Twente” eller om det er ”Tubanti” stammen selv, der har gjort indskriften. Da Hadrians Mur først påbegyndes år 122 e.Kr. er de sikkert senere flyttet nordpå fra syd.

⁴ ”VSLM” = votum (ed) solver (aflægger) libentes (villigt) merito (tjener)

Den anden indskrift lyder:

”DEO MARTI ET DVABVS ALAISIAGIS ET N AVG
GER CIVES TVIHANTI CVNEI FRISIORVM¹ VER²
SER ALEXANDRIANI³ VOTVM SOLVERVNT LIBENTES M”

Som jeg oversætter til:

”Guden Mars og to Alaisiagis og Augustus’ kraft”
germanske borgere [fra] Twente[,] den frisiske fylking¹ [ved] Vercovicium²
[til] Serverus Alexander³ ed aflægger og villigt tjener”

¹ ”CVNEI” fra ”cuneus” eller ”kileformet opstilling”, dvs. fylking. Den hollandske oversættelse skriver ”de ruiterafdeling” eller ”rytterafdeling”. En opfattelse af at dette må være et rytteri bekymrer mig da de frisiske ætter ikke synes at have rytteri. Hertil må vi tilføje at de få tilbageblevne sarmatiske ryttere i Bremetanacum (Ribchester, England) i Notitia Dignitatum (XL:54) fra sidst i 300 tallet e.Kr. også betegnes som "Cuneus Sarmatarum Bremetenraco" (kileformet opstilling (af) sarmatere, Bremetanacum). Forsigtigt tror jeg derfor vi godt kan tillade os at se dette som en enhed af ryttere.

² ”VER” = Vercovicium = Housesteads fæstningen ved Hadrian’s Mur

³ ”SER ALEXANDRIANI” menes at være Kejser Marcus Aurelius Severus Alexander (208-235 e.Kr.). Han leder personligt et romersk tog til, og over, Rhinen år 234 e.Kr. for at bringe et oprør under kontrol. Årsagen til hans død år 235 e.Kr. skyldes at han blev snigmyrdet da den romerske hær var utilfreds med at han forsøgte at forhandle med oprørerne ved at købe sig fred. Det kan vel tænkes at de soldater vi ser udstationeret ved Hadrians Mur, er en del af de fredsaftaler der blev indgået.

Hovedafbildningen på fundstedet var en stenafbildning af guden Mars, med den ene hånd holdende et spyd og den anden hvilende på et skjold, eller stort set som vi ser gengivet ovenfor (Ólafur Brynjúlfsson’s Gudeskrift fra år 1760 er naturligvis tidligere end fundet af Mars alterne i fra 1882-3).
 
Det kan derfor næppe betvivles at guden Mars, der er Tyr, er den vigtigste gud. Da Tyr, som er Mars, er set som en ren krigsgud i 200 tallet e.Kr., kan det næppe overraske at han forekommer.
 
Den første usikkerhed opstår i hvad ”THINCSO” er?

Før vi forsøger at svare på dette er det nødvendigt at tage stilling til om begge indskrifter er ridset til samme stamme? Modsat hvad synes at være gængs opfattelse, mener jeg absolut ikke at indskrifterne er helliggjort til samme stamme. Indskriften hvori indgår ”DVABVS ALAISAGIS BEDE ET FIMMILENE” forekommer at være tilegnet keltere, medens den anden indskrift er synes tilegnet friserne.

Vi ved at i 100 tallet e.Kr. bestod Vercovicium = Housesteads fæstningen ved Hadrian’s Mur af cohort af fodsoldater og et antal legionærer fra Legio II Augusta (oprindelig base Mainz, Rhinen). I 200 tallet e.Kr. bestod fortet af cohors I Tungronum¹, samt mangfoldige Hnaudifridi ² , der synes identisk til "den frisiske fylking".

¹ Notitia Dignitatum (400 tallet e.Kr.). Tungri-stammen kom fra byen Tongeren, Limburg provinsen, nordøstlige Belgien. Tungri-stammen kom derfor 50 km fra hvor Tubanti-stammen fra Twente kom fra. De er klart rejst sammen til Britannien.

² Indskriften på altersten (RIB 1576) lyder: ”DEABVS ALAISIAGIS BAVDIHILLIE ET FRIAGABI ET N AVG N HNAVDIFRIDI VSLM” eller ”[til] to [:] Alaisiagis[,] Bodil og Friagabi[,] og Augustus’ kraft[,] mangfoldige Hnaudifriðs ed aflægger [og] villigt tjener”. ”BAVDIHILLIE” er fra det keltiske ”Boudihillia” (*Bōud-ī-hīlījā) eller ”sejrens mæthed”. Den keltiske udgave kan ses i bl.a. ”Boudicca” (den britiske/keltiske Dronning af Iceni-folket, der blev dræbt år 60-61 e.Kr. jvf. Tacitus: Annales (14:37) år 115 e.Kr.). Kvindenavnet latiniseres til ”Boadicea, Buoudicea, Boudicca”. Vi kender ligeledes navnet som ”Böðhildr” (oldnordisk), der i dag skrives ”Bodil”.  Vi kan ikke udelukke at hyldningen af "BAVDIHILLIE" kan være til den britiske dronning. Legion IX deltog i slaget mod hende år 60-61 e.Kr. Denne legion slås sammen med og/eller erstattes er Legion VI Vitrix ca. år 122 e.Kr. Hun kan vel være videreført i legionens traditioner. Ordet ”Hnaudifridi” må være navnet på en høvding, Hnaudifrið. Som vi skal se ”henchmen” som ”Hengst’s mænd”, betegner ”Hnaudifridi” sikkert de hirdmænd fra Hnaudifrið’s æt. Ordet ”Hnaud” er fra ”hnjóða” (oldnordisk) med betydningen ”banke, hamre, slå”, hvorfor høvdingen Hnaudifrið’s navn betyder ”fredshammer”. Dette navn er klart ikke keltisk og kan vel være et frisisk navn.

Jeg mener derfor at vi i begyndelsen af 200 tallet e.Kr. har to stammer tilstede i Vercovicium (Housesteads fæstningen) da indskrifterne ridses; den keltiske Tungri-stammen med broderfolket ”Tubanti” fra byen Twente og Hnaudifrið’s frisiske ætter. Mit bud er at de to indskrifter skal repræsentere disse to stammer, der har vidt forskellige guder. Det er kelterne der har ”Tyr” (i romersk omskrivning Mars), som krigsgud. Dette kan vi se helt uden for tvist fra de mange kimbriske fund fra vore landskaber. Friserne derimod er fra vore ætter, og her er det Moder Jord, Frey, Freya, Tordengudens søn Thor og Odin som konge, shaman der er gudebilledet.

Jeg mener derfor ikke vi på nogen vis skal forbinde de frisiske ætter med ”THINCSO” – dette er et keltisk ord. For friserne, og resten af ætterne, er Thor, Tordengudens søn, og vor ældste forfader, tingets værnegud, ikke Tyr (Mars), som mange synes at fremføre. 

For kelterne (kimbrerne) kan Tyr vel have været deres hovedgud, som jeg har argumenteret er tilfældet for de gamle Tani (Daner)-folket. Er dette en sand forståelse da skal kelternes (kimbrernes) tingdag falde på en tirsdag. Derfor kan sammenhængen mellem ”THINCSO” og det gotiske ”þeihs” (tid) og oldhollandsk ”dingsedach” (ding-dag – modsvarer tirsdag) være sand.

Rígsþula (vers 48, Ældre Edda) siger til ætlingen, vor unge konge:

Áá Danr ok Danpr dyrar haller, æðra oðal, enn er hafit; þeir kunnu vel kiol at riða, egg at kenna, undir riufa.

Dan og Danpar’s å [har] dyrere haller, [mere] odels-åre, end I haver; De kunne vel køl at ride, æg at kende, under taget.

Min oversættelse til nudansk.

Der er ingen enighed om hvorledes dette tilsyneladende kryptiske vers i Rígsþula skal opfattes. Det er tydeligt at det kræver en særlig og, så vidt jeg kan se, oprindelig forståelse for hvem ”Tani” (Daner)-folket er for at kunne læse verset som udtænkt. Det er mit håb at det i dette afsnit er lykkedes mig at vise dette.
 
”Dan” er, som mange mistænker, en henvisning til ”Tani” (Daner)-folket.
 
Ordet ”Danpr” mener jeg er identisk til det oprindelige navn for Kiev eller ”Diupa/Danpar”. Det er ikke en henvisning til denne by, men navngivningen sker af identiske årsager. Mit bud er at ”Danpar” er sammensat af ”Dan” + ”partr” (part, del, lod) og derfor betegner en handelsplads over hvilken ”Tani” (Daner)-folket har kontrol¹.
 
¹ Skjoldungesaga skriver: ”Rig hed en høvding af ypperlig byrd; han vandt sig Dana, datter af Danp på Danpsted, og arvede det rige...”. Axel Olrik’s oversættelse til nudansk af Arngrímur Jónsson’s ”Skjoldungesaga” (Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, s. 85, 1894). Sammenlign denne beretning med de absolut identiske græske sagn, hvor ”Danaides”, ”Danaidae”, ”Danaids” eller ”Danaidean” (alle græsk) er 50 søstre af ”Danaos”. De bor i Egypten, men flytter til Argos (en kenning for gidsler eller lenshyldning efter ”Vandfolkene”’s tab af krig, hvor hver datter repræsenterer 1 familie af ”Tani” (Daner)-folket?). En af disse døtre ”Amymone” (den uskyldige) bliver i sagnet Poseidon’s elskerinde, og Poseidon er intet uden en græsk omskrivning af Ægir. Et andet sagn beretter om datteren ”Danae” (græsk), der er datter af Kong Akrisios til Argos.

For ”Tani” (Daner)-folket tager alt sin begyndelse i vandet i en lille bæk.
 
Peder Laales Danske Ordsprog siger:

Nr. 38 ”Monghe becke oc smaa gøre een stoor aa”
(Mange bække små, gør en stor å”

Nr. 39 Thet ær bædre at stemme bæck en aa”
(Det er bedre (lettere) at [op]stemme bæk end å)

Efter bæk følger å, og åen er en kenning for ”Tani”(Daner)-folkets siðr, livsblod og vis at leve på. Derfor benyttes også ordene ”æðra oðal” (åre + odel eller ”odelsåre”).
 
Hvad Rígsþula (vers 48) forklarer den unge ætling og konge af Ase-folket er at han er tak skyldig, og bør holde ”Tani” (Daner)-folket i den allerhøjeste ærbødighed. Landskaberne er deres odelsjord, og de har gjort det lige godt, hvis ikke bedre, end Ase-folket selv. Ordvalget ”dyrar haller” eller ”dyrere haller” er en kenning for større velstand.
 
Ordet ”kiol” eller ”køl” er en henvisning til langskibet. Vi kan se fra de utallige heite for langskibet at det visuelt af os ses som en hest man rider. Også i dag rider man brændingen under navnet ”surfing”. Det er absolut kritisk at forstå at Ase-folket eller ”os” er et hestefolk. ”Vandfolket” eller ”Søens Folk”, som set af os, er ”Tani”(Daner)-folket. Derfor knyttes ”Dan” til det at mestre søen og langskibet.
 
Brugen af ”egg” er en kenning for ”livet”, dvs. alene ”Tani” (Daner)-folket, som landskabernes urbefolkning, kan berette den fulde historie om livet her.

Ordet ”riufa” mener jeg er fra ”ræfr” eller ”rjáfr”, i dag ”roof” (nuengelsk) eller ”tag/taghvælving”. Ordet benyttes fordi ”Tani” (Daner)-folket er uigenkaldeligt af os knyttet til søen og langskibet. Jeg viser i kapitlet ”Telt, Strå og Spån – vore oprindelige tage” (afsnit ”Strå og spån”) at vore tage i udseende og konstruktion opstår ved at langskibet trækkes på land, og vendes med bunden i vejret. Ordvalget henviser derfor til hvad livshistorie sømændene ”Tani”(Daner)-folket kan berette når de er gået i land, og derfor underforstået kan tale med hestefolket ”os”.
 
Med min forståelse for Rígsþula (vers 48) er jeg ikke enig i de eksisterende oversættelser på hverken nudansk eller nuengelsk.