Nationalstaten Danmark

L'état c'est moi!

Grundtvig: Det Danske Fiir-kløver eller Danskheden partisk betragtet (1836, Kongen og Folket, s. 9-11) har som 53-årig dette at sige om "staten", som dette nye ord opfattes i Danmark i første halvdel af 1800 tallet i Enevældstiden før 1849-Grundloven. Det hører med til forståelsen af samtiden, at Grundtvig 1826 var blevet idømt livsvarig censur, der først blev ophævet 1837. Grundtvig havde også netop været vidne til Julirevolutionen i Paris 26. til 29. juli 1830, hvor Kong Charles X ved "Juliordonnanserne" (Les ordonnances de Saint-Cloud) havde væsentlig indskrænket trykkefriheden og frataget 75% af befolkningen i Frankrig deres stemmeret. Dette oprør havde indflydelse på bl.a. oprettelsen af De Rådgivende provinsialstænderforsamlinger i Kongeriget 28. maj 1831.

"Hvor Man før sagde: Kongen eller Øvrigheden, Rigets Vel eller det almindelige Bedste, siger Man nu sædvanlig "Staten" er eller har eller kræver det og det; men det er en Feil, og selv, naar det kun er en Sprog-Feil, ingenlunde ligegyldig; thi det fordunkler ikke blot Talen, men fordærver tit Meningen og kan efterhaanden let forvirre hele den Borgerlige Tanke-Gang. Naar Man nemlig nævner Kongen eller Øvrigheden, da veed Man, hvem de er, og hvad der passer sig (at sig) at sige om dem, og naar man nævner Rigets Vel eller det almindelige Bedste, da har Man noget Bestemt at tænke paa; men hvem kan sige os: hvad "Staten" egenlig er og hvad Den har "Ret" til at kræve? ....

Ordet "Stat" er nemlig, som vi veed, et fremmed Ord, og betyder deuden i sig selv kun en vis "Stilling", ligemeget hvilken, mellem Øvrighed og Undersaatter og mellem Disse indbyrdes, og anvendes derfor ligesaavel på det Tyrkiske Sultanat og paa det Mexikanske Anarki, som paa Konge-Riget Danmark, og denne Sprog-Forvirring er virkelig for en Deel Skyld i den ligesaa sørgelige som latterlige Tvist og Trætte, der nuomstunder føres om "Stats-Forfatninger", som om Hoved-Spørgsmålet slet ikke var, hvordan Magten anvendtes, men i hvis Hænder de hvilede, ikke om hvilke Love, Man maatte lyde, men hvem der gav dem, kort sagt: ikke om hvor godt eller slet det Borgerlige Selskab var faren, men om hvem der i Statens Navn kunde byde og befale hvad de lystede".

Det er Niccolò Machiavelli (1469-1527): Il Principe (Fyrsten, 1513/32, kap. I, sætning 1) der ændrer forståelsen af "staten" til den nuværende opfattelse af en organiseret enhed i sin egen ret; som en hersker herefter kan (mis)bruge efter omstændighederne:

“Tutti li stati, tutti e dominii che hanno avuto et hanno imperio sopra li uomini, sono stati e sono o republiche o principati”.

“Alle stater, alle styreformer hvorunder folkefærd har levet og lever, har været enten republikker eller kongedømmer”.

Min oversættelse til nudansk. Den oprindelige ordlyd på italiensk er: "TVTTI Li stati, Tutti Dominii che hanno hauuto, et hanno Imperio sopra gli huomini sono stati, E sono ò Repu. ò Principati".

Peter Frederik Suhm: Historie om de fra Norden Udvandrede Folk (1772, I. bind, s. 76) viderefører samme forståelse på dansk:

”... at den langvarige Fred havde giort Indvaanerne i det vidløftige Romerske Herredømme feige og vellystige, at mange af Keyserne vare uduelige, at mange Provincer vare ilde tilfreds med Regieringen, at de jævnlige indbyrdes Krige svækkede Staten, og deelte dens Magt, at ...”

To år senere i den ucensurerede udgave af Peter Frederik Suhm: Euphron (1774) forekommer de nu berømte ”Regeringsregler”, der var et udkast til en ny regeringsform, tilstillet den fremtidige Kong Frederik VI (regent 1784-1839), og dermed en meget tidlig forløber til 1849-Grundloven. Værket omtaler Det Danske Rige således ¹:

"25. Giør ingen Forskiæl imellem Undersaatterne i dine begge Riger [= Danmark + Norge], og ey heller i dine andre Stater [= Slesvig + Holsten. Bemærk at ”Stater” = ”Lande”, jvf. nedenfor]; De ere alle dine Børn, og have lige Ret til din Kiærlighed. Ansee ingen af dem for Fremmede. Anvend dem af de tvende første i begge dine Riger om hinanden, en Carmaner [= dansker] i Sartine [Norge], og en Sartiner [= nordmand] i Carmanien [= Danmark], eftersom de begge have eet Sprog. Men da de i dine andre Lande have et andet Sprog, saa brug dem fornemmeligst i deres egne Lande."

¹ Det er Ludvig Holberg (1684-1754) der bringer ordet "stat" ind i det danske sprog med følgende udgivelser:

"Ludvig Holbergs Anhang til hans Historiske Introduction Eller Underretning Om de Fornemste Europæiske Rigers og Republiqvers Stater : Uddragen af de oprigtigste particuliere Stater, Jure Publico, og itzige Seculi Historie : Og deelt udi 5 Parter. Første Part. - Kiøbenhavn, Trykt hos Ove Lynnow, Anno 1713. Og findis til Kiøbs hos Johan Kruuse".

"Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat, Forandret efter nærvær-ende Tiids Tilstand, forøget med nogle nye Capitler" og "Trykt paa Autors egen Bekostning" (1749). Dette er 2. udgave af "Dannemarks og Norges Beskrivelse ved Ludvig Holberg" (1729).

I begge tilfælde bruges ordet, som Grundtvig siger, i forståelsen "ordnet tilstand, indbyrdes stilling" jvf. også det latinske "status rei publicae" (republikkens tilstand). På nuengelsk ses ordet i første halvdel af 1500 tallet.

Shakespeare laver sit første manuskript til ”The Revenge of Hamlett, Prince of Denmarke” år 1589 e.Kr., og den endelige udgave år 1597 e.Kr. Handlingen finder sted på Kong Frederik II.'s nye slot "Krogen, Kronborg", færdigbygget år 1585 e.Kr. Alle er naturligvis bekendt med de verdensberømte ord, afsagt af Marcellus til Horatio:

”Something is rotten in the state of Denmarke”
(William Shakespeare: The Tragicall Historie of HAMLET, Prince of Denmarke (1603, quarto 33H, The British Library). I nyere udgaver 1.4.90).

Omvendt tør jeg godt afsige spådom om at ikke alle er vidende om at brugen af “state” (stat) ikke er “staten Danmark” eller, da Shakespeare faktisk mener England; ”state of England” - begge lande er kongedømmer. Hvad Shakespeare har en mening om er ”Danmarks tilstand”, eller rettere råddenskaben i Englands samme.

Skrønen om at Danmark opstår som nationalstat ca. år 1000 e.Kr., og at Jellinge-stenene derfor bør opfattes som en slags dåbsattest, er en bevidst omskrivning af sandheden mod bedrevidende.

Et af hovedproblemerne er naturligvis at begrebet "nationalstat" er et nyt ord der forsøges givet en række forskellige betydninger afhængig af teoretisk skoling og ønsketænkning. Ludvig Holberg: Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat (1749, Cap. I. Om den Danske NATIONS Art og Egenskab, s. 14, 17) bruger betegnelserne "de Nordiske Nationer" og "Danske Nation" når han omtaler nationalstaterne nord for Ejder-strømmen fra arilds tid.

Er man tilhænger af Konstruktivismen, Essentialismen eller Etnosymbolismen?

Konstruktivismen mener at nationalstaten er et udkom af moderniteten og derfor først begynder med den franske revolution i 1789. Sagt lidt på højkant; at en klog elitær gruppe af nationalister kunstigt skaber en bedre social organisering af pøblen; for dets eget bedste naturligvis. Dette kunstprodukt er nationalstaten; skabt af etaten fra oven og trukket ned over hovedet på folk. Forudsætningen for denne skole er en stort set fuldkommen historieløshed, eller en tro på at fortiden kan omskrives, tilpasses eller afskrives, afhængigt af hvad opbygningen af en nationalstat kræver.

Essentialismen anerkender at nationer har været til siden arilds tid, og at disse er naturlige fællesskaber stadfæstet i tid og sted, og med dertil hørende odelsjord. I sin rene form består nationalstaten af ætter med fælles sæder og sprog.

Etnosymbolismen tager Essentialismen et skridt videre, og mener at nationalstaten opstår af ætter med fælles sæder, historie, odelsjord og sprog, der samtidigt er sig bevidst om hvem de ikke er ved en klar forståelse for modsætningerne med fremmede nabofolkeslag ¹.

¹  Ludvig Holberg: Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat (1749, Cap. I. Om den Danske NATIONS Art og Egenskab, s. 18):

"Den Mediocritet eller Middelmaadighed som, Mons. Mohlsworth [Robert Viscount Molesworth (1656-1725): An Account of Denmark, as It was in the Year 1692 (London, 1694)] legger Nationen til Last: nemligen, at de Danske ere ikke taabelige, ey heller høykloge, havde maaskee en anden upartisk Skribent udtolket som en Dyd og Middelvey, som denne Nation udi mange Ting gaaer, saa at den sielden falder udi Extremiteter; thi den pøndser lidt meere paa en Ting end en Franskmand; men lidt mindre end en Engelænder. Den er ikke saa sparsom som en Hollænder, men lidt meere paaholden end en Normand. Den er ikke saa ordrig som en Tydsk, ey heller saa lidt talende som en Spanier. Ikke saa skiæmtefuld som en Gascon, ey heller saa ærbar som en Portugiis, ikke saa forliebt som en Græker, ey heller saa kold som en Vestfriser. Ikke saa letsindet som en Parisier, ey heller saa tungsindet som en Italiener".

Og så den lidt længere, men ikke mindre morsomme, Ludvig Holberg: Epistola CCCXXXIX [=339] (1749)

"Til **

Man holder gemeenligen for, at Bacchus haver fæstet sit Sæde udi Norden, og Venus udi Sønden: Det er, at Nordiske Folk have Tilbøjelighed til Drukkenskab, og Sydlige til Løsagtighed. Herudover siger en Nordisk Poet udi Epigramma til en Italiener:

Ut nos vina juvant, sic vos Venus improba vexat
[som vinen frembringer den unge tyr, så Venus [= Freya = den unge frøken] forårsager fortrydelig adfærd]

Det kand ikke nægtes, at jo Nordiske Folk inclinere meest til stærk Drik: Thi, ligesom den kaalde Luft foraarsager, at de maa bruge Klæder, saa opmuntrer den dem ogsaa til stærk og hidsig Drik for at varme det indvortes Legeme. Hvad Løsagtighed derimod angaaer; da kand derom anføres adskilligt pro og contra. De fleeste Reyse-Beskrivere vidne, at Løsagtighed gaaer meest i Svang udi de sydlige Lande, En naturlig Aarsag gives og dertil, nemlig Solens stærke Heede. Dette kand vel ikke negtes, at Varmen jo haver den Virkning: Men man kand derimod sige, at stærk Drik og kraftig Mad kand udvirke det samme udi et Menneskes Legeme, ja end meere end Solens Heede. Det heder efter det gamle Franske Ordsprog: Après le pance vient la dance [med (ædel) byrd følger dans; François Villon fra 1400 tallet]; og at derfor en Normand, som gaaer dagligen med en Flaske Viin, stærk Øll eller Brændeviin og et Pund Oxekiød i Maven, kand ligesaa let forfalde til Løsagtighed, som en ædrue Spanier eller Italiener. Hvorudover, hvis det er beviisligt, at sydlige Nationer ere løsagtigere end nordlige, maa man leede efter en anden Aarsag, hvilken er vanskelig at udfinde, med mindre man vil holde for, at den Tvang, som sydlige Fruentimmer holdes udi, er den rette Tønder til saadan Passion. Thi daglig Erfarenhed viser, at Forbud opvækker Lyst, saa at man kand holde for, at hvis Italienske, Spanske og Tyrkiske Fruentimmer ikke vare indspærrede, deres Begierligheder vilde forkølnes, og at de med ligesaa liden Anfægtning vilde beskue en ung Cavalier, som en Fransk Jomfrue eller Dame. Hvis man ikke vil legge dette til Grundvold, bliver det vanskeligt at give en tilstrækkelig Aarsag hertil. Thi ingen kand tvivle om, at jo Løsagtighed fødes af stærke Liqueurs og Føde; thi det heder: Sine Cerere & Baccho friget Venus. Det er: Ingen Viin, ingen Kiærlighed; og kalder Aristophanes Vinen Veneris Melk. Vil man sige, at sydlige Folk betiene sig af stærk Drik lige saavelsom nordlige, saa er det mod Erfarenhed: Thi den mindste Viin fortæres udi de Lande, hvor den voxer. Der er Kilderne, som formere de Viin-Floder, der have deres Udløb i Norden. Det er rart at see en drukken Italiener; og den hæsligste Titul, som gives udi Spanien er af en Drukkenbolt: De nordiske Folk derimod bryste sig af en Ruus; intet Fruentimmer i vore lande skiemmer sig ved at af stikke nogle Skaale udi Sælskaber. Hvad Vinen ikke kand, udvirker det kraftige Kiød: De nordiske Folk ere de rette Kiød-Ædere; thi udi den eeneste Stad London fortæres meere Kiød, end udi det heele Spanske Monarchie. Efterdi nu udi de eene saavelsom de andre Lande sees Tønder til Vellyst, der Luftens Varme, her Vinens Heede og kraftig Føde, hvilke kand virke udi lige Grad, og Løsagtighed dog regierer meest udi de sydlige Lande, kand man holde for, at min Meening herom ikke er saa ilde grundet, og at Lysten forøges af Lystens Forbud; saa at en Spaniers Elskov ikke vilde blive stækere end en Vest-Frisers, hvis den eene Nations Fruentimmer ikke var meere usynlig end den andens. Thi jeg erindrer mig at have læset udi Rejse-Beskrivelser, at der findes visse varme Lande, hvor Qvinder dagligen uden Klæder lade sig indfinde udi Mænds Selskaber, og at Ukydskhed der dog gaaer mindre i Svang, end udi de Lande, hvor Fruentimmer ere som det forbudne Træes Frugter, hvilke man maa ikke see, end sige, røre ved. Man kunde, for at dømme udi denne Tvistighed, lade det komme an paa et Forsøg, nemlig indsperre de Nordiske Qvinder, og lade de Sydlige gaae løse, for at see hvad Virkning deraf vilde flyde. Jeg forbliver etc."

Holberg bruger ovennævnte tanker i ”Zille Hans Dotters Epistel til Hans Mikkelsen” (Forsvarsskrift for Qvinde-kiønnet, 1721)

Vi hører første gang det nyskabte -Danmarkar- omtalt af den norske skjald Bragi inn gamli i Ragnarsdrápa (vers 13) fra ca. år 850-865 e.Kr.

I afsnittene ” - Tani i historiske kilder" og ” - Tani’s oprindelige betydning" har jeg vist at stammenavnet "tana, tani" (ental, flertal) findes som "Dauciones" (latin) i Ptolemys geografiske observationer fra år 127-148 e.Kr. Jeg viser også at stednavne nord for Ejder-strømmen antyder at landskaberne allerede i Bronzealderen ser ud til at være kendt som "Tanum, Tanheim" (hjemmet ved vandet), hvor stednavnet "Danmark" ser ud til at forekomme i grænseområderne i det nuværende Sverige og Norge. Jeg mener derfor at bronzealderbefolkningen i Skandinavien er det oprindelige Tani (Daner)-folk.

Skånske Arvebog (kap II) fra år 1200-28 e.Kr. siger:

”Thet callum wi men alt fæthirnis iorth ther fadhir atte for en han fik therres modhir. ellir mothir atte før en huun fik therre fadhir”

”Det kalder vi mænd alt fædrene jord der faderen ættede før end han fik deres moder. eller moderen ættede før end hun fik deres fader”

Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Arvebog, s. 207). Min omskrivning til nudansk.

Beowulf-kvadet og Widsith-digtet

Beowulf-kvadet blev skrevet ca. år 755-757 e.Kr. i de nye kongeriger i Britannien som en hyldest til, og anerkendelse af, ætterne i de gamle kongeriger i Skandinavien i 500 tallet e.Kr. Beskrivelsen af skjoldungerne gives ved at beskrive ætternes geografiske placering i landskaberne nord for Ejder-strømmen som en tilføjelse til stammenavnet "Dene", jvf. Beorht-Dena, Gár-Dene, Hring-Dene, Éast-Dene, Norð-Dene, Súð-Dene, West-Dene, og Healf-Dene.

Den samlende betegnelse for alle disse undergrupper, og kongens samlede hærstyrke, er begrebet "mægenes Deniga" (de danske styrker), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 155). Også den oldengelske flertalsform  "Dena" (Daner) i Beowulf-kvadet (sætning 497, 657, 2035), og "Denigea" (danske) i Beowulf-kvadet (sætning 1670), er en samlende betegnelse for undergrupperne; ikke anderledes end vi gør det i dag.

Plinius den ældre (23-79 e.Kr.): Naturalis Historiae (bog 4:xiv:99) omtaler et folk højt mod nord som ”Inguaeones”. Hvem dette folk er fremgår af Beowulfkvadet. Det foregår i Gl. Lejre år 473-525 e.Kr. under Kong Hroðgar og Dronning Wealhtheow. Beowulfkvadet omtaler skjoldungerne som “eodor Ingwina” (sætning 1044) eller ”(omringende) værner (af) Frey’s Venner". Kong Hróðgár kaldes for ”fréan Ingwina·” (sætning 1319) eller ”fri(bårne) Frey’s Ven·", og "fréan Scyldinga" (sætning 500) eller "fri(bårne) Skjoldunge”. Hans dronning Wealhþéow kaldes for "fréolíc wíf" (sætning 614) eller "lige (så) fri(bårne) viv". Alle er enige i at dette viser at stammenavnet "Dene" havde Freyr (Ing) som Den Hedenske Høje. ¹

¹ Den norske skjald Þjóðólfr ór Hvini (Tjodolv fra Kvine): Ynglingatal (vers 11, 21), dateret til ca. år 900 e.Kr., kalder Ynglinga-ættens herskere Alrekr og Eiríki for ”Freys afspring” (Frey’s afkom), lige som Aðils kaldes for ”Freys ǫ́ttungr” (Frey’s æt-unge). Herskeren Aðils er samtidig med skjoldungerne i Gl. Lejre, og nævnes i Beowulf-kvadet som "suna Ohteres" (Ohthere's sønner) i sætning 2380, samt som "Eadgilse" (Eadgils) i Beowulf-kvadet (sætning 2392) og Widsith-digtet (sætning 93).

Widsith-digtet (sætning 28), vel nok vor mest pålidelige kilde fra 600 tallet e.Kr., der omhandler tiden år 360-450 e.Kr., forklarer os at Sigehere var hersker over "Sædenum" (Sødanerne). Hans kongsgård var Sigersted, 5 km vest for Ringsted.

Beowulf-kvadet og Widsith-digtet finder sted på et tidspunkt hvor de jyske ætter endnu ikke er blevet gjort "underdanige" (underkastet Danernes sæder og skikke). Ordet er i dag negativt ladet, men bør måske i sin oprindelige forståelse rettere opfattes som "anerkendt til fuld ligevægt blandt Danerne". Derfor kaldes de jyske ætter "Healf-Dene" (halv-Danere) - i dag Halfdan.

Opdelingen af de samlede danske ætter i 3 store landskabsklumper; Danmark, Norge og England sker meget sent ca. år 871-965 e.Kr. Det er, så vidt jeg kan se, denne landskabsgruppering, der samtidigt udløser et skift i ætternes selvforståelse. Herved omfortolkes nationalstaten, nøjagtigt som vi senere ser Island vælge at fortolke sig selv til nationalstat (fristat) i flere tempi, og af forskellige historiske årsager. 

Brugen af stammenavnet "tana, tani" ser derfor ud til at betegne ætter nord for Ejder-strømmen helt fra arilds tid; måske helt tilbage til menneskets ankomst efter istidens ophør. Fra hvad vi kan se fra helleristninger ser det ud til at ætterne i landskaberne nord for Ejder-strømmen havde deres hovedvirke som søfarende kvægdriver-folk med guden Tyr som Den Hedenske Høje. Gravskikkene i de forskellige perioder af Bronzealderen udviser en ensartethed over hele Skandinavien der gør at vi må kunne slutte at der har været et fællesskab i sæder, og derfor love. Derfor har der været en nationalstat i Skandinavien i Bronzealderen i en eller anden form.

I afsnittet "Odysseus’ og Menelaos’ lange hjemrejser fra Den Trojanske Krig" forsøger jeg at give et lille indblik i Bronzealderen i Skandinavien. Herfra kan vi se at der samtidig også har været flere forskellige stammer. Særligt de mange forskellige Moder Jord (Jordlige Moder)-navne; bl.a. Fyn's Neaira (Njord), Bornholm's Kirke, Sjælland's Gefion (Gefjon), de frisiske "Friagabi" (Friagabis) og "Fimmilene", Þorgerðr Hölgabruðr og Irpa i ”Hålogaland, Hālgoland” (Helgeland), nordvest Norge, samt den allestedsnærværende Freya (Vor Frue-kirkerne), er ekko af forskellige folkeslag - samtidigt og fordelt over tid.

Det er muligt at Bronzealderens "Tani" (Daner)-folk alene skal opfattes som "de der bor ved vandet", og derfor betegner en række forskellige stammer boende ved vandet. Men det er også muligt at "Tani" (Daner)-begrebet betegner en række forskellige stammer boende ved vandet, og som samtidigt indgik i en overordnet alliance om gensidigt forsvar, lovfællesskab ¹ osv. Fra hvad jeg kan se lige nu ser det i hvert fald ud til at fremmede, alt syd for Ejder-strømmen, opfattede "Tani" (Daner)-folket som en homogen enhed, meget lig den vis vi ser i den oprindelige forståelse af en Skandinav (håndværker fra Skades ø eller øer); ErilaR (Jarl) æt, der i 3-500 tallet e.Kr. i det sydlige Europa opfattes generisk og omtales ”Herulorum, Herolia, Heruli, Eruli” (se afsnittet "ErilaR – Eruli – Eorl - Jarl", samt den ligeledes generiske opfattelse fra 700 tallet e.Kr. af "Nordmannus, Nordmannorum, Normannorum, Normanni, Normannica" som "Mand fra nord, Mænd fra nord".

¹ Kong Knud den Store’s Skovlov for England fra år 1031 e.Kr. (kap. 33) viser os at ætterne i Anglen, Sønderjylland før udvandringen til Øst-Anglen år 497 e.Kr. må have haft lovfællesskab med nabo-folket "Wernum, Werin, Varinnae, Varini". Plinius den Ældre: "Naturalis Historiae" (IV:99) skriver år 77 e.Kr. "Varinnae" og mener stammen befinder sig et eller andet sted omkring Sønderjylland. Tacitus: "Germania" (Bog I: 40) skriver år 98 e.Kr. "et Anglii et Varini et Eudoses" (og Angler og Varin og Jyder). Mit bud er at denne stamme frem til år 446 e.Kr. har sin hjemstavn omkring Varnæs, Åbenrå Fjord og muligvis Als.

Netop denne forståelse gør at begrebet og stammenavnet "tana, tani" er langt mere indviklet og spændende end alene at opfatte dette som en nationalstat af ætter med fælles sæder og sprog.

Vi ser problemstillingen med forståelsen af "Tani" (Daner)-begrebet år 446 e.Kr. glimrende fremstillet i Beowulf-kvadet (sætning 1069-1072). Hnæf (Ønef, Hnæf Hocingum, Hnæf Scyldinga) dræbes i det verdensberømte træf i Finnsburgh (Finn(i)sburh), Friesland år 446 e.Kr. Som vi kan se benævnes Hnæf som "Scyldinga" (skjoldunge), og han gravlægges i Himlingøje (Himinvanga), der er søsteren ”Hildeburh”  (Hildeborg, Borghild)'s odelsjord, jvf. Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 8, Ældre Edda). Hun har arvet jorden fra faderen Hoc, og videregivet denne til sin søn Helge, der dræbes i samme træf som Hnæf (broder og onkel). Vi ser dog også Beowulf-kvadet (sætning 1069-1072) kalde "Hnæf Scyldinga" for "hæleð Healfdena" (Halvdanernes helt), hvor "Healfdena" er en kenning for "eotena" (jyderne). Med andre ord, Hnæf er skjoldunge og sjællandsfarer i de jyske halvdaner's tjeneste. I æt-forståelsen er linierne klart trukket op, men hvorfor jyderne år 446 e.Kr. "kun" er "Healfdena", modsat det underforståede "hel-" i normal brug af "tana, tani", er uklart.

Det antyder at der kan have været optagelseskriterier til "Tani" (Daner)-betegnelsen; fastsættelsen af forhold mellem ret og pligt i fred og krig osv. En del af den samlede betragtning er derfor, så vidt jeg kan se, forholdet mellem tilknytning til landskab; angler, jyder (6 undergrupper), friser, sakser, sjællandsfarer, hallandsfarer, falstring, laalandsfarer, gullandsfarer, skåning, stevnsbo, fynbo, mønbo, vendelbo, thybo, bornholmer, rygjar (rygir – fra Rogaland) etc., og en større helhed af de samlede ætter under betegnelsen "Tani" (Daner).

Det forekommer mig at en mulig forklaring kan være at ikke alle jyske ætter er blevet gjort "underdanige" år 446 e.Kr., samt at ingen af de jyske ætter opfylder det urnordiske "Hauld" (Holder, Friholder)-kriterie. Først efter 6 slægtled blev det i lovgivning bedømt at en æt havde tilpasset sig i tilstrækkelig grad til at kunne anerkendes som ligestillet fribåren. Det kriterie opfylder de jyske ætter endnu ikke år 446 e.Kr.

Så langt tilbage som vi kan finde spor af mennesker i Skandinavien har der været massiv ind- og udvandring i givne perioder. Vi ved meget lidt om hvorfor folkevandringerne skete, og gætter derfor på at klimaforandringer, pest og krige må have spillet en rolle.

Gennem tågen af uvidenhed om folkevandringer ind- og ud- af Skandinavien fra Bronzealderen fremefter, synes det dog alligevel at fællesnævneren og ledetråden er til stede. Vor evne til at metabolisere laktose, dvs. evnen til at nedbryde mælkesukker og tåle mælk efter spædbarnsalderen, er en genetisk mutation der adskiller os fra resten af verden. Alle synes enige i at det skyldes at agerbrug og kvægdrift har været dominerende nord for Ejder-strømmen længe før andre steder. Det er utvetydigt klart at Bronzealder "Tani" (Daner)-folket så sig selv, og af andre blev anset som, et søfarende kvægdriver-folk. Alt andet lige, og DNA bør understøtte dette, skal Bronzealderbefolkningen i Skandinavien derfor være i de nuværende Skandinaver, uden hvilken evnen til smertefrit at kunne nedbryde mælkesukker ville forsvinde. Jeg har med egne øjne set de mavesmerter asiater, sydeuropæere og sydamerikanere får når de drikker mælk, hvilket selvfølgelig betyder at de helst undgår mælk. ¹ 

¹ 90% af alle asiater er laktoseintolerante som voksne. Mutationen i genet for laktase menes at være opstået blandt et steppefolk befindende sig mellem Uralbjergene og Volga-floden, midt i det indoeuropæiske urhjem. Laktoseintolerans kommer til udtryk som oppustethed, mavesmerter og diaré. Se Thomas Hoffmann: Gener har tilpasset sig vores kultur (Videnskab.dk , 25. november 2008). En lergryde fundet i 2010 af Christian Dedenroth-Shou i grube A344 ved Balle Kirkeby tæt på Silkeborg, Jylland, og dateret til Ældre Bronzealder, indeholdt bovint fedstof, dvs. fedtstof fra en ko. Der gættes på at dette oprindeligt har været ostemasse. Se Mikkel Andreas Beck: Brændt midtjysk ost kan rumme 3.000 år gammelt familiedrama (Videnskab.dk, 14.09.16).

At de nuværende danske har en kerne af Bronzealderen i sig, betyder det så at nationalstaten har bestået uforandret siden arilds tid?

Det mener jeg ikke historien synes at forklare os, og det skyldes at betegnelsen "Tani" (Daner) ser ud til at være en klub-betegnelse, hvor bestyrelse og medlemmer over tid har undergået stor udskiftning. Ind- og udvandring, påvirket af krige, sygdomme og klimaforandringer, har forårsaget omfortolkninger af sæder og skikke, og derfor love. Det i sig selv kan dog sagtens rummes af nationalstaten, og viser alene en uovertruffen evne til at kunne tilpasse sig en ny virkelighed.

Det er forståelsen for landnám, og tilstedeværelsen af denne, der afgører hvorvidt nationalstaten fortsætter, ændrer sig eller ophører med at være til. Det er tilfældet fordi det er ætter der skaber en stamme, der igen formulerer et sæt af sæder og skikke, udtrykt i love og afsagte domme. Sæderne, muliggjort af odelsjorden, er fælleskabets bedømmelse af hvorledes livet bedst kan opretholdes og videreføres, og derfor bør forsvares. Med andre ord, uden mennesker, ingen nationalstat. Når vi derfor taler om landnám (tage ubeboet land i besiddelse), og det finder sted helt frem til 600 tallet e.Kr. i Skandinavien, så har nationalstaten i tid og sted ophørt med at være til.

At være en del af "Tani" (Daner)-folket er ikke en etnisk betegnelse, men et udtryk for at man forstår, er enig i, udlever og forsvarer de sæder og skikke som "Tani" (Daner)-folket til enhver tid oppebærer. Fordi betegnelsen ikke er etnisk udtænkt, kan dette føre til broderstrid, og vor historie er fyldt med begivenheder der minder os om dette.

Grundtvig: Danskeren (nr. 24, 30.08.1848, s. 382) udtrykker det således i digtet ”Folkeligheden” (vers 7):

Til et Folk de alle høre, Som sig regne selv dertil, Har for Modersmaalet Øre, Har for Fædrelandet Ild; Resten selv som Dragedukker Sig fra Folket udelukker, Lyse selv sig ud af Æt Nægte selv sig Indfødsret! Svar ei fattes Skoven!

Temaet i ugens flyveblad var ”Om Constitution og Statsforfatning i Danmark”.
Kilde: Nik. Fred. Sev. Grundtvig: Danskeren – et Ugeblad (Kjøbenhavn, Første Aargang, Louis Klein, 1848). 

Angel-saksiske Krønike for år 789 e.Kr. afgrænser to af samtidens hovedgrupperinger med ordene "Deniscra monna þe Angelcynnes lond..." (danske mænd der Angelkongernes land...). I samtidens landskaber i hvad senere kaldes Danmark, Norge og England er det alle steder "danske mænd", men i hvad bliver til England er det ætterne fra Angel, Sønderjylland der hersker. Når der på oldengelsk netop i dette tidsrum gøres brug af "Deniscra monna" (danske mænd) som en særlig afgrænsning, må denne betegnelse for munkene derfor være en omfortolkning, der i virkeligheden skal udtrykke noget helt andet.

Svaret kommer i Angel-saksiske Krønike for år 793 e.Kr., hvor "héðenra manna" (hedenske mænd) anfalder Lindisfarne ø. Jeg viser i afsnittet "Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat", at vi ikke kan se hverken hvem der angreb, eller hvorfra anfaldet kom. Hvad vi kan sige er at munkene i England forsøger at omfortolke "Deniscra monna" (danske mænd) til en kenning for "héðenra manna" (hedenske mænd).

Brugen af ”Deniscra monna” er en katolsk religions-racisme og henvisning til de ætter, der under den 2. folkevandring havde slået sig ned i Øst-Anglen, Mercia, Mellem-Anglen, Northumbria og Yorkshire. Vi ved at disse ætter senere blev nedslagtet 13. november år 1002 e.Kr. på ordre af Kong Æthelred II (978-1016), og derfor har kirken været opmærksom på hvem de var, og hvor de var.

I marts 2008 fandt Thames Valley Archaeological Services (TVAS) en massegrav under St. John's College, St. Giles, Oxford. Massegraven bestod af 34-38 lig af hvad man mener er "Deniscra monna" (danske mænd). I knoglerne fandt man tegn på langt større indtag af fisk end samtidens England kunne byde. Alle de dræbte var unge mænd og blev dræbt 13. november år 1002 e.Kr. i hvad kaldes St. Brice's Day Massacre; 5 var stukket i ryggen, 1 var halshugget, flere havde flækkede kranier, og der er tegn på at de blev brændt. Dette var ikke en etnisk udrensning, som (ubevidst) engelsk nationalisme gerne vil det. Broder slog broder ihjel, og gjorde det af religiøse årsager. ¹

¹ Liam Sloan: Experts reveal brutal Viking massacre (The Oxford Times, 5.11.2010). 

Herred, syssel, gårdsret og guldskillinger

Vore landskaber er, uden undtagelse, opdelt i herat (herred) og sýsla (syssel). Dette er sandt fra Estland (*Aðalsýsla & Eysýsla); det sydlige Garðaríki omkring Daniperstadir (Kænugarður, Kiev), der jvf. Hervarar saga ok Heiðreks (kap. 13) lå i "Ernarherað" (errinn + herað = Det stærke herred); over de norske landskaber, jvf. f.eks. Borgersyslo, hele det nuværende Danmark og Sverige, og de nye kongeriger i Britannien. Jyderne gør brug af landopdelingen ”lathe” (hlaða, lade/gærde), der underopdeles i "hundreder", der igen er hvorledes Svea-folket eller Ynglinga-ætten landopdeler gennem brugen af Attundaland (8 x hundrede + land), der bestod af bl.a. Seminghundra (Sæmingiahundæri), Sjuhundra (Sæhundæri; Sø + hundrede), Långhundra (Langhundære), Ärlinghundra (Arlendahundæri) og Lyhundra (Lyundereth, Lyhundæri, Lovund). De andre to "folkelande" var Tíundalandi (10 x hundrede + land), der bestod af bl.a. Närdingshundra (Nerdungahunder) og Norunda (Norundh), samt Fjädrundaland (*Fjärdhundraland; 4 x hundrede + land).

Snorre Edda (Skáldskaparmál, 82. Hópaheiti) siger ”herr er hundrað” eller ”hær er hundrede”, hvorfor det forekommer rimeligt at den militære opdeling ”herat” må være identisk til ”hundrede”, og begge betød 120 (tólffraett). Derfor tilføjes på et tidspunkt "herred" til stednavnet "hundrede" i de tre "folkelande" i Svea-folkets område, jvf. f.eks. "Seminghundra härad".

Et herat (herred) er en baglæns beregnet landopdeling der viser det stykke land der skal til for at kunne brødføde 120 krigere til kongens hær. Derfor er vore herred ikke ens i størrelse da disse er afhængige af jordens bonitet og ydeevne. Der er 191 herreder i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr.

Runen til forståelsen af nationalstatens skabelse nord for Ejder-strømmen er at forstå hvornår landnám i Skandinavien er afsluttet, dvs. den endelige opdeling i herred og syssel har fundet sted.

I afsnittet "Eotenum, ytum, *eutii - jyderne" viser jeg at Götar-ætterne afslutter landnám af Nørre-jylland ca. år 550 e.Kr.. I afsnittet "Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr") viser jeg at Götar-ætterne gennemfører landnám af Sønderjylland år 497-521 e.Kr.

Det er værd at fremhæve at Widsith-digtet tager udgangspunkt i konflikten mellem vore ætter i Angel, Sønderjylland, og den tilstødende Myrginga-stamme, der ender op med at udløse udvandringen til Øst-Anglen ca. år 497 e.Kr. (se afsnittet "Norfolk og Suffolk, East Anglia"). De mange udvandringer fra de vestlige danske landskaber fra år 446 e.Kr. og de næste 50 år frem er udløst af klimaforandringer der hæver vandstanden og fjerner odelsjorden langs den jyske vestkyst, og mange jyske ætters vrangvillighed mod at underkaste sig skjoldungerne.

Vi ser udvandringen af de jyske ætter komme til udtryk allerede år 300-350 e.Kr., hvor de ætter vi nu kender som ”Géata, Géatas” (udtalt "Yeata, Yeatas" → der bliver til "Jööta, Jöötar" og i dag skrives "Göta, Götar") udvandrer fra Jylland til Götaland. Beowulf-kvadet (sætning 1856-1858) forklarer os hvordan forholdet var mellem jyderne og skjoldungerne før freden i begyndelsen af 500 tallet e.Kr.:

Min oversættelse til nudansk. 

Forudsætningen for udvandringerne er mangel på odelsjord til landnám, hvorved vi kan slutte at odelsjorden i dette tidsrum er fordelt (se afsnittet "Kongedømmerne i Britannien (udover Øst-Anglen)").

Der er ikke mere landnám at gøre nogen steder når vi er fremme ved 600 tallet e.Kr. De mest øde områder har naturligvis været det nordlige Sverige og indlands i Midt- og Nord-Norge. Ej heller her er der mere landnám at gøre nogen steder når vi er fremme ved 600 tallet e.Kr. Jeg mener faktisk vi kan vise hvor langt man er nået.

Fra Snorre: Heimskringla (Hákonar saga Aðalsteinsfóstra, 12. Frá Eysteini illa) kan vi se at Þórir helsingur (Thor Helsinger), der hos Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.11.1-8 på latin) kaldes "Thoriam Longum" (Thor Lange), er landnámsmand af den vestlige del af Hälsingland ca. år 450-500 e.Kr.

Da Widsith-digtet (sætning 22) fra 600 tallet e.Kr., omhandlende tidsrummet ca. år 360-500 e.Kr. nævner "Wada Hælsingum" (Wada Helsingerne), dvs. at personen Wada er leder af ætterne fra Hälsingland, må vi kunne slutte at landnám er fuldendt da Widsith-digtet skrives i 600 tallet e.Kr.

Fra Snorre: Heimskringla (Ólafs saga helga, kap. 137. Frá bygging Jamtalands) kan vi se at hans oldefader Ketill Jamti var landnámsmand af Jämtland, og at han vandrede dertil fra Sparbu i Trondheim ca. år 450-500 e.Kr.

Om Óláfr trételgja (Olaf Trætelge) ca. år 500-550 e.Kr. hører vi i "Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (1. Frá Óláfi konungi trételgju): "Óláfr, sonr Ingjalds konungs illráða af Svíaríki, ruddi Vermaland", dvs. han gjorde landnám i Värmland. Han må sejle op af Göta älven og søge ind i skovene mod nord, som han må fælde før han kan skabe sig agerjord. Årsagen må være at der ikke er mere land at få mod syd.

Denne forståelse er helt konsekvent med at Götar-ætterne og Svea-folket jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2922-2927) har deres afgørende slag om overherredømme ca. år 497-521 e.Kr.; igen landnám er fuldendt og der er ikke mere plads.

Óláfr trételgja er sammen med UbaR (Guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet i Trollhättan & Järsberg runestenen, Ölme herred, Värmland (VR 1), dateret til ca. år 500-550 e.Kr.) landnámsmand i Värmland.

Procopius skriver ca. år 550 e.Kr. i ”De Bello Gothico” (VI: XV) at Jarlerne (Eruli), til dette tidspunkt under ledelse af Rolf Krake, efter at have lidt nederlag til Longobarderne (Lombard) ca. år 494 e.Kr. i Rugiland (Nieder-Österreich; venstresiden af Donau-floden mellem Linz og Wien) må vende tilbage til Skandinavien og slå sig ned i Thule "ved de talstærke Gautoi", dvs. i Götaland.

At de hjemvendte Jarler må slå sig ned længere nordpå end det nuværende Danmark, Skåneland og Bohuslen skyldes at landnám i 500 tallet e.Kr. er nået op til Värmland. Derfor er der ikke landnám at gøre i det sydlige Skandinavien, og de må søge om opholdstilladelse hos Götarne. At der sker netop hos Götarne skyldes modsætningsforholdet mellem skjoldungerne og Götarne. Rolf Krake er skjoldunge, hvad resten af de forskudte og vragede kongesønner formentlig også har været. Da de netop er forskudt og/eller vragede af skjoldungerne kan de ikke vende tilbage til landskaber under skjoldungernes kontrol. Derfor søger de til Götarne. Vi ved at dette finder sted medens Flavius Petrus Sabbatius Iustinianus er kejser i Byzans år 527-565 e.Kr. Se afsnittet "ErilaR - Eruli -Eorl - Jarl". 

Samme er gældende for Svea-folket.

Upplandslagen, stadfæstet af Kong Birger Magnusson 2. januar år 1296 e.Kr., forklarer os at når kongen byder leding, der skal ”4 skibe af hundrede hver” (”fiugher skip aff hundæri hwariu”), dvs. 4 skibe af snekke-klassen år 1296 e.Kr. svarer til det fysiske antal eller det gamle landområde ”hundred”. Det antyder meget stærkt at ”hundred” er det oprindelige ”120” da snekken i så fald kun skal have 30 mand ombord, hvad den sagtens kan år 1296 e.Kr. Denne lov må være langt ældre da snekken allerede fra 600 tallet e.Kr. kan have dette antal ombord.

Som vi vil se nedenfor, ser det ud til at endelig landnám i Hälsingland fandt sted i 600 tallet e.Kr.

For at kunne fordele land og vand endegyldigt, og med fuld virkning nord for Ejder-strømmen, må den fuldskabte nationalstat være til. Opdelingen i herred sker jo netop for at nationalstatens lederskab; “hariwalda” (“hærvælder” eller “den der leder hæren”) skal have kendskab til sin samlede hærstyrke i mandtal, og at denne er fuldt rustet når der kaldes til samling.

Overgangen fra brugen af titlen "mondryhten" (Manddroten), modsvaret af "dryhtcwen" (Drotkvinde), til konge (kynugr, kynungr, cyning) sker ca. år 450 e.Kr., jvf. Snorre i Ynglinga Saga (kap. 17). Se kapitlet "Ver Asir/Danir -folkets ”kønne unger”".

Vi kan se at ophævelsen fra hertug til konge hos de vandalske ætter, begyndende med Hasding-ættens Kong Gunderic (Gontharis)'s regeringstid i Galicia ca. år 428-478 e.Kr., kan nøjagtigt tilskrives tilståelsen af land med fred fra Kejser Honorius før år 421 e.Kr. (se afsnittet "Vandalerne fra Vendsyssel & Vendel").

Det antyder at brugen af konge-titel i oprindelig tanke er ensbetydende med statsdannelse og herredømme over odelsjord, der nord for Ejder-strømmen derfor synes at finde sted ca. år 450 e.Kr.

Jeg er helt enig i at statsdannelsen i de danske områder, som det blev opfattet i 500 tallet e.Kr., går i opløsning efter år 755 e.Kr. hvor sølvpenge ophører med at være fællesmønt i alle landskaber. Men stridighederne der følger er ikke en spirrende statsdannelse. Det er kivsmål om overherredømme over allerede eksisterende landskaber med lov og ret.

Herredømmet over Garðaríki går tabt for os i 600 tallet e.Kr. under Kong Frode III. (Scyldinga-æt nr. 25). Hermed taber man hele øst-handlen og skatteindtægterne herfra. Dette udløser opblomstringen af Svea-riget, der med Birka's opståen overtager handlen og opnår skatteindtægterne. Birka må være grundlagt og er aktiv som handelsplads ikke senere end år 670-710 e.Kr.

Efter Götarnes udvandring fra Jylland og landnám i Gautland (Götaland) ca. år 300-350 e.Kr., ved vi fra Beowulf-kvadet at Götarne og Svea-folket har det endelige slag (om landegrænse og overherredømme?) i ”Hrefnawudu” (Raven’s Wood, Ravneskoven) ”ofer wíd wæter” eller ”over det vide vand”, som jeg tror er et sted omkring ”Vättern” (vandet). Beowulf-kvadet (sætning 2922-2927) forklarer os at Svea-folkets konge Ongenðío (Ongendþeow) er Götaren Hæðcen Hréþling’s banemand. Saxo skriver at det er Beowulf der dræber ham. Svaret forekommer ligetil – Det er Beowulf der, i tjeneste for Svea-folkets konge Ongenðío (Ongentheow) dræber Hæðcyn. Vi kan nogenlunde tidsbestemme dette slag til år 497-521 e.Kr. Det er formentlig udfaldet af dette slag der udløser navneskiftet fra "Swíoríce" (Beowulf, sætning 2383, 2495) til "Swéoland" (Ohthere’s rejse) og dermed brugen af konge-titel. På et tidspunkt efter 600 tallet e.Kr. ser vi det gamle Svearige (Uppland + Västmanland), Södermanland, Götaland og Öland træde i forening og handle som ét. Svea-land som nationalstat skabes i dette tidsrum.

Fra udkommet af det afgørende slag om overherredømme følger i Västgötalagen (wæstrægötlanz lagh) fra ca. år 1220 e.Kr. den velkendte kongevalgssætning "Svea'r egho konong at taka ok sva vra'ka':" (Svearna äga konung at taga och likaså vräka; Svea-[folket] eje konge at tage og (lige)så vrage). Fordi Svea-folket er sejrherren er det alene dem der vælger (og vrager) den nye konge over det samlede rige, der nu også indeholder Götaland. Kongevalget fandt sted på Mora Sten midtvejs mellem tingstederne i de gamle landskaber i Uppland; Attundaland (8 x hundrede + land), Tíundalandi (10 x hundrede + land) og Fjädrundaland (*Fjärdhundraland; 4 x hundrede + land).

Med fællesmønten sølvpenge's ophør år 755 e.Kr., er vore landskaber tilsyneladende uden samlet styring. Dette kaos stadfæstes af drabet på Kong Harald Hildetand (Scyldinga-æt nr. 27, ca. 710-770/2) i Slaget ved Bravalla (Bravellir, Bråviken, Bra-wel, Brávík, belli Brawici) ved Östergötland's kyst ca. år 770-772 e.Kr. mod Svea-folket og Vestgöternes lydkonge Sigurd Ring ¹. De danske ætter i den decentraliserede nationalstat består, men nationalstaten bryder sammen og ophører.

¹ I skjoldunge-ættens kongerække nævnes Kong Sigifrid I./Frithleuer/Frithlevere/Fridleiv i Frankernes Annaler (Annales Regni Francorum) første gang år 777 (Sigifridum). Harald Hildetand er derfor død før år 777, hvorfor slaget ved Bravalla fandt sted før dette tidspunkt. Kong Harald Hildetand's søn Halfdan forekommer som "Halpdani" (Annales Fuldenses for året 777) og "Halptani" (Annales Regni Francorum for året 782). Det må også herfra kunne sluttes at Harald Hildetand derfor er død før år 777. Resten er bare mit gætværk til ca. år 770-772.

Det nævnes ofte at Kong Harald Hildetand regnes for at være den sidste skjoldunge[-konge] ¹, hvilket ikke forekommer i nogen oprindelig kilde, og er i strid med den viden vi ellers har fra slægtsregistre. Skjoldunge-ætten videreføres i lige linie af sønnen Halfdan og dennes sønner Harald-Klak (Harald II.,785-852); broderen Reginfrid, med hvem han var samkonge år 812-813 e.Kr., samt broderen Hemming ².

¹ Grundtvig: Det Danske Fiir-kløver eller Danskheden partisk betragtet (1836, Kongen og Folket, s. 15): "; thi da Odin havde sagt os Farvel i Braavalle-Slaget, da Aanden var udmattet, Skjoldungerne uddøde, og Ungdomstiden forbi, da kom Middel-Alderen af sig selv,".

² Halfdan forekommer som "Halpdani" (Annales Fuldenses for året 777 e.Kr.); "Halptani" (Annales Regni Francorum for året 782 e.Kr.); "Alfdeni" (Poeta Saxo: Annales de gestis Caroli magni imperatoris libri quinque for året 807 e.Kr.).

Harald Klak forekommer som "Clac Harald" (Chronicon Roskildense, Roskildekrøniken), første del af hvilken er fra ca. år 1140 e.Kr.; "Haraldur jarl, Klakk-Haraldur" (Jómsvíkinga saga, kap. 2): ”Haraldur er nefndur jarl einn er réð fyrir Hollsetulandi; hann var kallaður Klakk-Haraldur”, dvs. han havde kontrol med Holsten; ”Klakk-Haralds konungs af Jótlandi” (Snorre: Heimskringla, Hálfdanar Saga Svarta, kap.5), dvs. lokalkonge over Jylland. Tilnavnet ”klakkr, clac, cleac” (oldnordisk, oldengelsk, olddansk) betyder ”fjeldspids, brat klippe”, og er derfor som tilnavnet ”tan”(tand) i tilnavnene ”Hildetand” og senere ”Blåtand”, en kenning for ”sværd, kriger”; formentlig et tilnavn der skal vise skjoldunge-æt.

Antager vi at kenningen ”sværd, kriger” som kongeligt tilnavn skal vise skjoldunge-æt, og at Harald Blåtand dermed er skjoldunge, må vi overveje om andet kildemateriale kan understøtte denne antagelse.

Der drages ingen tvivl om at Harald Blåtand er søn af Gorm den Gamle og dronning Thyra – det fremgår af runeindskriften i Yngre Futhark på Store Jellinge-sten: ”haraltr : kunukR : baþ : kaurua | kubl : þausi : aft : kurm faþur sin | auk aft : þąurui : muþur : sina”.

Gorm den Gamle’s herkomst er vi til gengæld ikke sikker på.

Adam af Bremen: De Hamburgske Ærkebispers Historie” (bog 1:55) skriver: ”Apud Danos eo tempore Hardecnudth Wrm regnavit” (Hos Danerne på denne tid Hardeknud [’s søn?] Gorm regerede).

Saxo: Gesta Danorum (Bog 9.9.0.1 på latin); nævner ham som ”Gormo, cui, quod ex Anglia oriundus exstitit, Anglici cognomen incessit (Gorm, der stammede fra England, og derfor fik tilnavnet ”den Engelske”).

Roskildekrøniken skriver: ”Gorm, crudelissimus rex, sedem regni apud Selandiam constituit” (Gorm var en ond konge [= ikke-kristen]; han opslog sit kongesæde på Sjælland).

Vi kan sige at Gorm den Gamle var søn af Kong Hardeknud I. Det ser ud til at Gorm voksede op i England, men hvorvidt han blev født eller opfostret der ved vi ikke. Var Gorm den Gamle, som vi her synes at kunne slutte, af skjoldunge-æt, kan vi sagtens forklare de sikkerhedsmæssige årsager til at en skjoldunge må holdes uden for Danmark ind til tronen er genvundet. Denne forståelse fører samtidig til forklaringen på hvorfor Gorm den Gamle jf. Roskilde-krøniken havde kongesæde på Sjælland – dette er skjoldungernes sæde fra arilds tid, og må have været den ring der skulle lukkes fra Harald Hildetand’s død. 

Det er af samme årsag at Harald Blåtand afholder thingstævne på Isøre ca. år 960 e.Kr., hvor Poppo-hændelsen finder sted jf. Adam af Bremen: Gesta Hammaburgensis (Bog 2: XXV, indskudt Schol. 20, s.87), Widukund fra Korvei (Corvey; Corbeius Widukindus): Res Gestae Saxonicae (Bog III: LXV De Danis, quomodo Christiani perfecte facti sunt) og Saxo: Gesta Danorum (Bog 10.11.3 på latin, der dog henfører hændelsen til sønnen Svend Tveskæg). Isøre thing er skjoldungernes oprindelige tingsted. 

Harald-Klak og broderen Reginfrid forekommer som "Harioldus et Reginfridus reges Danorum” (Annales Regni Francorum for årene 812 og 814 e.Kr.). Reginfrid dræbes af Kong Godfred’s sønner år 814 e.Kr.
Hemming forekommer som "Hemmingum Danorum regem" (Annales Fuldenses for året 811 e.Kr.); "Hemming o Danorum rege" (Annales Fuldenses for året 812 e.Kr.); "Hemmingum Halpdani filium" (Annales Fuldenses for året 837 e.Kr.).

Derfor mener jeg vi må opfatte forståelsen for at Harald Hildetand afslutter skjoldunge-tiden på en lidt anden vis. Skjoldunge-ætten er uigenkaldeligt knyttet til Sjælland og Gl. Lejre. Det gælder også for Harald Hildetand, der samler sine hærstyrker i Lejre før de begiver sig mod Brávík (*Brawic), jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 8.2.2.2):

Qui quidem navigio Lethram advecti

Disse Mænd var sejlede til Lejre

Nudansk oversættelse af Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus - Danmarks Krønike (1911, VIII. Bog)

Efter Slaget ved Bravalla blev Harald Hildetand tilstået en urnordisk ligbrænding i skib. Saxo: Gesta Danorum (Bog 8.5.1.10) lyder herefter:

Cineres quoque perusti corporis urnae contraditos Lethram perferri ibique cum equo et armis regio more funerari praecepit

Han bød ogsaa, at det brændte Ligs Aske skulde lægges i en Urne og føres til Lejre og der bisættes paa kongelig Vis med hans Hest og Vaaben.

Nudansk oversættelse af Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus - Danmarks Krønike (1911, VIII. Bog)

Med andre ord, Kong Harald Hildetand’s jordiske rester blev bragt tilbage til Gl. Lejre i en urne, og indsat i en i samtiden allerede kendt langdysse fra 3.500 f.Kr. Denne langdysse, og helligdom, kendes nu som ”Harald Hildetands Høj” (Fredningsnummer 3226-41), og er beliggende lige nord for Gl. Lejre.

Harald Hildetand er derfor skjoldunge og højlægges i skjoldungernes vugge i Gl. Lejre. Men, som Saxo: Gesta Danorum (Bog 8.5.2) gør opmærksom på, den eksistentielle konsekvens af dette katastrofale nederlag er at det danske rige nu deles: Skåne (Scaniam) sættes under præfekt-styring af Ole (Olonis), medens Hed (Hetham) leder Sjælland (Syalandiam). Herved ophører Skjoldungernes nationalstat med at være til, og konge-titlen forsvinder (for en kort stund). Det er samtidig derfor at vi ser de efterfølgende skjoldunger "landsforvist" til Sønderjylland.

Den danske befolkning's selvværd har modtaget mange drøje hug fra arilds tid; tabet af Skåne, Halland, Blekinge, Bohus len og Trondhjem len i 1658; tabet af Norge i 1814, samt tabet af Sønderjylland i 2. Slesvigske Krig 1864 tvang os i knæ, og vi er vel endnu knappest kommet på fode igen. Bravalla-slaget var samtidens ragnarok i slutningen af 700 tallet, og det skyldes nationalstatens sammenbrud. Det kan vi vise ved et enkelt stednavn i Skåne.

Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (kap. 7) forklarer hvorledes Harald Hildetand udskiber sine hærstyrker mod Brávík (*Brawic) og skoven Kolmården, der adskiller Svea-folket og Östergötland (skógarins Kolmerkr, er skilr Svíþjóð ok Eystra-Gautland):

Min oversættelse til nudansk.

Med andre ord, med afgang fra Gl. Lejre sætter Harald Hildetand angrebsflåden i søen fra Køge, Sjælland mod Landør, Skåne. Flåden er så enorm at den må ligge på reden langs hele den skånske vestkyst indtil land-i-sigte sejladsen syd om Skåne kommer undervejs. Til trods for at Landør (Landeyri) tydeligvis er af uhyre militærstrategisk vigtighed i 700 tallet e.Kr., ved vi i dag ikke med sikkerhed hvor Landør lå. Så vidt jeg kan se skyldes dette tab af viden udfaldet af Slaget ved Bravalla ca. år 770-772 e.Kr.

Fra dette tidspunkt er Landør af alle efterfølgende danske konger forbundet med ekstremt uheld. Dette var også tilfældet for Kong Erik III Lam (Spage, regent 1137-1146) da han år 1143 e.Kr. tager opgøret med Oluf, den eneste overlevende af Harald Kesja's sønner, i hvad eftertiden kalder Slaget ved Tjuteå (Tjutebäcken med Tjutebro; en å/bæk der løber ud i Råån nord for Bälteberga, syd for Råå lidt tilbage fra den skånske vestkyst). Vi ved at Oluf op til slaget var landsforvist til Norge, og forinden havde forsøgt at snigmyrde Kong Erik III Lam på Arvalund Kro (Arvalundensi hospitio). Stednavnet forekommer som "aruælund" i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr., og lå i Ingelstads Herred (Ingilstatheret), det sydøstlige Skåne, 4 km nord for Stora Köpinge ¹.

¹ Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43, 2. bind: Kommentar, Hæfte 1, s. 207).

Derfor ved vi at Kong Erik III Lam har rejst rundt i riget, herunder Skåne. Snigmordet lykkedes ikke, men Oluf vendte tilbage til Arnedal (valle Arnensi), 5 km øst for Lund, og lod sig på tinget hylde (lokal)konge over Skåne, hvilket udløser slaget. Saxo: Gesta Danorum (Bog 14.2.7.1-2) beretter:

[1] Verum Scania impensius Olavum fovente, ipse, veluti in antistitis fuga per absentiam victus, reparandae fortunae gratia ad litus more gentis Landora appellatum expeditionis nomine crebra classe pervehitur. [2] Cuius loci suspectam admodum fortunam habebat, fabulosae cuiusdam opinionis credulus, qua reges id litus aggressi in annum duraturi negantur.

[1] I sandhed Skåne eftertrykkeligt Olaf begunstigede, hvorfor han [Erik III Lam], som var han personligt ved ærkebispens flugt gennem sit fravær blevet besejret [Eskil af Lund, ærkebiskop år 1137-77, forsøgte med Lund's indbyggere forgæves at nedkæmpe Oluf], genskabte sit gode held i striden ved at befordre den ene hær- og flåde-styrke efter den anden til det sted der efter folkets sædvane blev kaldt Landør. [2] Om dette sted mistænkte han hvorvidt det meget held havde; havende tillid til beretninger der var af den mening, at konger der gjorde landfald på kysten ej ville holde året ud.

Min oversættelse til nudansk.

Mere end 370 år efter Kong Harald Hildetand tabte skjoldungernes nationalstat på gulvet, kan Kong Erik III Lam stadig sin historie, og ved hvilket sort uheld er forbundet med Landør på Skåne's vestkyst. At han alligevel vælger at gøre brug af naturhavnen må betyde at stedet lå så godt at man var nødsaget at udfordre heldet.

Stednavnet "Landør" forekommer ikke i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. Det er efter min mening blev slettet af den officielle hukommelse, og derfor gør Saxo brug af den helt særlige sætning; at stednavnet "Landør" er hvad folk på egnen efter sædvane, dvs. gammel skik, kalder naturhavnen.

Uden undtagelse kan vi fra kartograferne i Middelalderen se, at ”ør”-betegnelsen er knyttet til trekant-formede udspring fra fastlandet, i urnordisk tanke pilespidsformede udspring, jvf. brugen af ordet i bl.a. "trèör" (træpil), og udtrykket "skera ör" (skære pil). Den topografiske ør-form ser vi i stednavnene omkring Øresund i bl.a. "Withor" ("Skov-ør", i dag Hvidøre mellem Skovshoved og Taarbæk); Helsingør, Dragør, Skanør og Halør (haleyri, halaeyri, haaleyrar, halaeyrr) øst for Skanør, mellem Høllviken i vest og Foteviken i øst. Er landformen aflang og landtunge-formet, tilføjes i stedet en "næs"-endestavelse.

Det følger fra denne forståelse at landskabsformen ved f.eks. "Lands Kron" (Landskrone) oprindeligt må have haft en "ør"-endestavelse. Stednavnet "Lands Kron" er derfor, som andre har påpeget, storkandidat til at være det oprindelige Landør af flere årsager:

• Den tværgående transportvej over Sjælland i 700 tallet e.Kr. var en landevej fra bunden af Roskilde Fjord mod vest, men en vandtransportvej fra Roskilde Fjord i østlig retning til Mølle Å, mellem Jægersborg Hegn og Erimitagen; og videre op til fiskerlejet Sletten (Havn), mellem Nivå og Humlebæk. Breddegradssejladsen mellem Sjælland og Skåne over Øresund har derfor brugt øen Hven (Hwæthæn, Hweden Land) som landkending, med Landør, Skåne som endemål. Det forekommer mig at ø-navnet "Hwæthæn", fra "hvaðan, hwænne, hwenne, hwonne" (oldnordisk, oldengelsk) eller "hvorfra", antyder at øen havde samme opgave som Sprogø i Storebælt.
• Forstavelsen "Land-"
• Naturhavnen ved "Lands Kron" - se kortet fra 1693
• "Lands Kron" er et nyt stednavn

"Landzcrone, Landszkrone, Lands Crone, Landscrone, Lands Kron" blev grundlagt på et tidspunkt før år 1405 e.Kr. ¹ af Kong Erik VII af Pommern (regent 1397-1436). Kong Erik gør brug af titlen: ”Wy Erik meth gudhs nadhe Danmarks. Swerigis. Norghes Wendes oc Godes koning oc hertugh i Pomeren”, og det kan han gøre som følge af Kalmarunionen fra år 1397 e.Kr. Kong Erik kan, som alle andre danske konger, sin historie vel, og er derfor fuldt klar over at Kong Harald Hildetand år 770-772 e.Kr. tabte skjoldungernes nationalstat, og gjorde det med Landør som samlingssted for flåden. Kong Erik har nu gensamlet det gamle skjoldungerige fra Kong Harald Hildetand's tid, og det sorte uheld forbundet med Landør skal nu vendes til held. Derfor giver han Landør den danske krone's fulde værd, og kalder sin nye by og fæstning for "Lands Kron".

¹ Se brev dateret år 1405 (i Rigsarkivet) med ordlyden ”Gunteri Libriksons Beckhorns radmans i Landzcrone wettnesskrifft innehållande…”

Da også Svea-folket kan deres historie, foretager de det nøjagtige navnemæssige modtræk til Landskrone ved i år 1680 e.Kr. at navngive Sverige's nye flådebase i det erobrede Blekinge "Karlskrona" (efter Karl XI). Dette modtræk skulle vise at man nu havde gentaget Bravalla-slaget gennem Torstensonkrigen i år 1643 e.Kr., og de tab af landskaber der påførtes Danmark-Norge ved Brömsebro-freden i år 1645 e.Kr. Er denne fortolkning sand, spøger Harald Hildetand's tab stadig hos de danske og svenske konger mere end 900 år efter begivenheden fandt sted. Dette er årsagen til at Bravalla-slaget fylder så meget i vor bevidsthed.

Udover at vi har rod i de efterfølgende kongerækker i dette tidsrum, ser vi mindst to defensive modtræk på lokalegnen for at opretholde lov og orden.

I beretningen om Wulstan's rejse på Østersøen ca. år 890 e.Kr. forklares vi at "þonne Burgenda land wæs us on bæcbord, 7 þa habbaþ him sylf cyning" (Der Bornholm var os om bagbord, de har dem selv [en] konge). Vi hører også at Blekinge, fra urnordisk tid en del af den oprindelige nationalstat, nu er faldet under kontrol af et fremstormende Svea-rige (se afsnittet "Garðaríki"). Dette igen forklarer hvorfor vi nu pludselig ser Skåne udnævne egne konger.

Jvf. Skjoldungasaga var Waldar (Walldarus), en slægtning til Waldemar (Valdemar), Skånekonge ca. år 500-550 e.Kr.:

Min oversættelse til nudansk. 1 Arngrímur Jónsson har her indskudt følgende sætning i parentes: (qui quomodo reges Daniæ sangvine attingat ex eo historico, quem præ manibus habui, non constat). Denne er ikke medtaget ovenfor. Som vi kan se er det sønner fra samme kongeæt der strides om trone og odelsjord. At Sjælland og Skåne deles betyder at der fandtes en nationalstat, hvori indgik bl.a. Sjælland og Skåne. Broderstrid om trone og odelsjord og samme landedeling, gentager sig senere mellem Svend, Knud og Valdemar år 1131-1157 e.Kr. Er det historisk kendskab til den oprindelige landedeling i slutningen af 400 tallet e.Kr., der genopfriskes til brug i 1100 tallet e.Kr.? 

”Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (kap. 3) nævner bl.a. ”Guðröðr” (Gudrød), der jvf. Heimskringla (kap. 39) var lokalkonge i Skåne. Ivar Vidfavne, ca. år 550-600 e.Kr., arver Skåne efter Gudrøds død. Det sker fordi Gudrød var Ivar Vidfavnes farbroder (Heimskringla, kap. 40).

Ivar Vidfadme's datter Aud blev gift med Rolf Krake (Scyldinga-æt nr. 19). Jvf. Hyndluljóð (vers 28) er hun moder til Harald Hildetand (Scyldinga-æt nr. 27). Med den sidste frie hersker af Friesland Raðbarðr (år 680-719 e.Kr.) fik Aud sønnen Randver, der er fader til Sigurd Ring.

Fra hvad jeg kan se er oprettelsen af en selvstændig konge for Skåne et defensivt modtræk for at sikre ro og orden i området, og for at bremse Svea-rigets ubønhørlige ekspansion efter sejren over Götarne. Bornholm foretager samme fornuftige modtræk. Tilhørsforholdet forblev dog uændret mod skjoldungerne.

Bemærk i øvrigt at det er sammenhængen mellem "land" og brugen af kongetitel i 500 tallet e.Kr., der udløser endestavelsen og derfor det nye stednavn "Scedelandum" (Skade-landene) i Beowulf-kvadet (sætning 19). Flertalsformen antyder at Skåne og Halland i dette tidsrum er trådt i defensiv forening ¹. Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Goternes oprindelse og dåd, Bog III:16-19) forklarer ca. år 550 e.Kr. at blandt indbyggerne i ”Scandziae, Scandza” finder vi folket ”Hallin”, som vi bør opfatte som "de fra (Hovs) hallar" på Bjerrehalvøen (Bjärehalvön) ved Hallandsåsen. Jordanes' manglende brug af "land"-betegnelsen for Skåne og Halland antyder at stednavnene ikke er skabt da han indsamler viden til sit værk i begyndelsen af 500 tallet e.Kr.

¹ Det stockholmske forsøg på historieforfalskning hvor det erklæres at "Skåneland" først forekommer i Svenska Akademiens Ordbok (1719) i sætningen "Skåneland (består) uti af skillde och nog synlige delar af skog och slättmark", bør naturligvis afvises af samme årsag. Landskabsbetegnelsen forekommer også i sætningen ”ville vi beneffne 12. aff de beste Mænd i Skaaneland / at de med deris Eed skulle sige der paa huad ret er”. Sætningen skrives for året 1340 i Kong Valdemar IV Atterdag (regent 1340-1375)’s regeringstid. Se Arild Huitfeldt (Arrild Huitfeld, 1546-1609): Danmarckis Rigis Krønicke (1595-1604, Den anden Part, s. 477).

Det er også i samme værk vi for året 1354 finder sætningen ”Men Skone aff Arrilds tid it Lædemod aff Danmarck” (men Skåne fra arilds tid en del af Danmark). Se Arild Huitfeldt (Arrild Huitfeld, 1546-1609): Danmarckis Rigis Krønicke (1595-1604, Den anden Part, s. 509).

Sammenhængen mellem "land" og brugen af kongetitel ses ligeledes i det nye stednavn "Burgenda land", som vi første gang hører omtalt ca. år 890 e.Kr. Det urnordiske navn på Bornholm kender vi i longobardisk dialekt som "Burgundaib" (*Burgundairþ, Burgunder-Jord) fra 700 tallet e.Kr. Det antyder at ætterne på Bornholm opnår "land og konge"-status i slutningen af 700 tallet e.Kr.

Det er også manglen på land til landnám der af nød, ej af lyst, driver vore forfædre til Shetland (Hjaltland), Orkney, Hebriderne (Suðreyjar, Suðrland) i 700 tallet e.Kr.; Færøerne i 800 tallet e.Kr.; Island (Garðarshólm) år 874 e.Kr. og Gunnbjarnarsker (Grønland) år 982 e.Kr.

Det er kernen i nationalstaten, at ætternes fælles sæder, historie, odelsjord og sprog, har udmøntet sig i et fuldt udviklet sæt af lovkoder, der afspejler dette, og opretholdes ved ætternes samling (til thingtræf), domme afsagt og håndhævet alle steder. Undtaget herfra var "uden for lands lov og ret".

Indridset på et skjoldhåndtagsbeslag i sølv, dateret til år 210-260 e.Kr., og fundet ved Illerup, Skanderborg, Jylland (DR MS1995;336C) finder vi mandsnavnet "*LaguþewaR" (rejst som "Laguþewa" i Ældre Futhark). Vi ved ikke om dette mandsnavn skal opfattes som "Søens tjener" eller "Lovens tjener", og måske er det for Sødanerne i 200 tallet e.Kr. én og samme sag. Hvad vi kan sige er, at ifald vi kan opfatte mandsnavnet "*LaguþewaR" som "Lovens tjener", i titel eller navn, da må der være en "lov" at tjene; i dette tilfælde samtidens danske lov i 200 tallet e.Kr.

"Mæt logh scal land byggæs”
(Jyske Lov år 1241 e.Kr.)

"Mæth logh scal man land büggiæ"
Sjællandske Krønike (Vetvs Chronica Sialandie for året MCCXL (1240)), dateret til sidste halvdel af 1200 tallet. Henvisningen i Sjællandske Krønike
er til det år Kong Valdemar II. Sejr på castro Orthingeburgh (Vordingborg) gav Jyske Lov.

Frostathingsloven (Frostaþingslög, for Trøndelag og Trondheim) fra 1200 tallet e.Kr. R. Keyser & P.A. Munch: Norges Gamle Love indtil 1387 (1846, s. 128). Min oversættelse til nudansk. Bemærk brugen af den sennordiske verseform "runhenda", der betegner "enderim, afslutningsrim" efter hver anden sætning.

"Land skulo mær laghum byggiaz"
(Västmannalagen (wæstmanne laghbok), fra slutningen af 1200 tallet e.Kr.)

Brennu-Njáls Saga (kap. 70) fra ca. år 1280 e.Kr. Min oversættelse til nudansk.

"Meth laaw scal man landh bygghæ"
(Peder Laales Danske Ordsprog fra 1300 tallet, Nr. 1)

"Mæß lagh skal man land byggæ"
(Hälsingelagen (hælsingæ landæ laghbook) fra begyndelsen af 1300 tallet e.Kr.)

"Med lov skal man land bygge"
(Københavns Råd- og domhus (i dag Domhuset), 1815)

”Med lögum skal land byggja"
(Lerwick lufthavn, Shetland og i øens våbenskjold)

Gårdsretten, der sad i kongens gård hvorend han var, var omfattende og mundtlig. Den blev sagt højt af lovsigermanden (”lögsögumaður” på oldnordisk) på thinget så man kunne gøre indsigelse før retten sad og domme blev afsagt. De engelske lovkoder nedskrives tidligere qva kristendommens brug af alfabet, og derfor må vi ty til disse for at forstå udviklingen af vore love. Det er vist at de tidlige engelske lovkoder har østdansk dialekt i sproget og derfor er hentet herfra. Rettere kan vi vel sige at udvandrerne fra Jylland og Sønderjylland til Øst-Anglen og Kent bragte deres allerede eksisterende love med sig hjemmefra.

Knytlinga Saga (kap. 52) fra ca. år 1250 e.Kr. gengiver en samtale fra Foråret år 1086 e.Kr., hvor Knud II den Hellige (Sankt Knud, Knúts konungs, 1080-1086) fører en samtale med sin onkel Asbjørn Jarl (Ásbjörn jarl) på Fyn, hvor Kong Knud (forgæves) forsøger at redde sit liv ved at tilbyde de frie danske bønder (bónda), hvis hær stod klar i Jylland, at de igen skulle nyde deres fulde rettigheder (fullan rétt sinn):

sem forn lög standa til hér í Danmörk

som (de) forne love står til her i Danmark

Min oversættelse til nudansk.

Med andre ord, for at redde sit skind tilbyder kongen at genindføre en række ældre love fra før år 1086 e.Kr. Derfor ved vi med sikkerhed at disse love fandtes selvom vi må finde dem skriftligt i andre landskaber, samt i brudstykker på runesten.

Heldigvis har vi kendskab til at at de norske ætter havde endog ekstremt højt udviklet lovgivning allerede i 400 tallet e.Kr. Denne arvelov og arvelod kan vi med rimelighed antage har været gældende for alle ætter nord for Ejder-strømmen i samtiden.

Tune-steinen fra 400 tallet e.Kr. (nu Oldsakssamlingen, Historisk Museum, Oslo), stod oprindeligt på Tune kirkegård i Østfold, muret inde i kirkegårdsmuren. Den siger:

”…þrijoRdohtriRdalidunarbijasijosteRarbijano”

Der muligvis skal læses som:

”… þrijōR dohtriR da‹i›liðun arbija si‹b›jōstēR arbijanō”

Som muligvis skal opfattes som:

”Tre Døtre delte Arven (som) de nærmest beslægtede af Arvingerne” (Sophus Bugge, 1903)
”Tre døtre gjorde gravølet hyggelig, som de elskligste av arvinger” (Ottar Grønvik, 1998)

Det er naturligvis ekstremt spændende hvorledes vi skal opfatte de rejste runer, men ingen synes uenige i at de tre nævnte døtre har fuld arvelod efter den på stenen nævnte *WoduridaR (woduride), og derfor i vor lovgivning på tidspunktet hvor stenen rejses i 400 tallet e.Kr. Det viser brugen af det urnordiske ”arbijano” (arvinger, ejefald flertal).

Vi har mange flere eksempler på dette i den meget vigtige sondring af hvem der havde arveret til odelsjord, i jura kendt som ”Hauld” (oldnordisk), eller ”Holder”. Se f.eks. Malsta-stenen i Via, Backa by, Rogsta socken, Hälsingland (Hs 14, originalen nu på Hälsinglands museum i Hudiksvall), dateret til vikingetid.

"Friholder"-retten blev oppebåret efter 6 slægtled. Malsta-stenen gengiver 7 slægtled, dvs. nogenlunde fra 600-tallet frem til stenen blev sat. Det forekommer rimeligt at netop dette antal af slægter i tid viser os tidspunktet hvor landnám er afsluttet i Hälsingland. Den retslige forståelse, der var ens overalt, føres direkte ind i Gulathing (Gulaþingslög, Gulating) lovgivningen (for Vestlandet):

”Nu er þar domr settr. Þeir scole telia til langfeðra sinna. V. er átt hava. en sa hinn sette er bæðe atte at eign oc at óðrle”.

Som jeg oversætter til:

”Nu er der dom sat. Du skal fremsige forfædrene dine. 5 der haver ejet det. End så hin sjette (,) der både ejede i ejendom og i odel”.

Lovgivningen om Ejendomsret er ligeledes gengivet i Hyndluljóð (vers 12, Ældre Edda). Se afsnittet "Gefion og Sølund".

De jyske konger Hloðhære og Eàdric's Domme fra år 673-686 e.Kr. (Þis sindon þa ðòmas, þe Hlòðhære and Eàdric, Cantwara cyningas, àsetton) forklarer os i Lov nr. 16 om Købeloven for fast ejendom i Lundenwic (Lundenbyrg, Lundeborg - London), jvf. "Gif Cantwara ænig in Lunden-wic feoh gebyege). Loven er tilsyneladende alene gældende for ætten fra Kent (Cænt æt-fò), der derfor må antages at være en Friholder. Gårdsretten sad i kongens sal i Wic (Aldwych) ved Strand (Stranden), i dag det centrale London (wic tò cyngæs sele). Se afsnittet "Kongedømmerne i Britannien (udover Øst-Anglen)".

Med Arvelov og Ejendomsret i verdensklasse i 400 tallet e.Kr., og gældende for alle landskaber nord for Ejder-strømmen, kan det ej overraske at vi udsteder guldskillinger, som vi finder i alle vore landskaber i hele Skandinavien fra år 385-670 e.Kr. Der sker en møntreform på samme tid i alle landskaber fra guldskillinger til sølvpenge, gangbar mønt i alle landskaber fra år 670-755 e.Kr. Se afsnittene "Gold scilling, gull skillingr, guldskilling", "Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat".

Nationalstaten, ifald vi nogenlunde opfatter dette som en samlet evne til at lovgive, dømme og udøve magten over et antal landskaber, herunder et ekstremt højt udviklet pengesystem, er derfor på plads i 500 tallet e.Kr., måske fra ca. år 450 e.Kr. At udøvelsen af nationalstaten blev gennemført med højst muligt selvstyre på egnen, findes stadig i Grundloven og den vis Grønland og Færøerne har udvidet selvstyre på.

I forbindelse med vort tidligst kendte møntsystem har vi en række guldskillinger omsmedet til Gyldne Tavler, der er under klar kunstnerisk inspiration fra romerske guldmønter hentet til Skandinavien fra samhandel. Denne gruppe af guldskillinger, i hvad jeg kalder "før-Stil I.", forekommer at være prototyper til skabelsen af et nyt møntsystem i Skandinavien, som vi vælger at kalde guldskillinger (Gold scilling, gull skillingr). Den ældste romerske guldmønt fundet, på Møn, blev slået under kejser Vespasian (regent 69-70 e.Kr.), men prototype-guldskillingerne forekommer tidsmæssigt således:

Se Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, planche 4:3, 8:18). Se også afsnittet "De store hunde år 385-1100 e.Kr.".

En simpel analyse af disse fund antyder at prototype-guldskillingerne kan dateres til ca. år 385-500 e.Kr. Arkæolog Morten Axboe, Nationalmuseet mener vi kan datere disse tidlige forsøg på guldskillinger til ca. år 450 e.Kr. ¹ Møntsystemets dannelse understøtter stærkt formodningen om at statsdannelsen er fuldendt ca. år 450 e.Kr.

¹ Se doktorafhandlingen Morten Axboe: Brakteatstudier (2007).

En fuldendt statsdannelse af en decentraliseret nationalstat må have et bolværk på sin sydlige flanke; vor historie fra arilds tid til i dag viser os at dette er en bydende nødvendighed. I sidste halvdel af 400 tallet er den altoverskyggende hovedtrussel Hunnerne og de gotiske ætter der var under hunnisk overherredømme. Frode-freden år 446 e.Kr. udløser nationalstatens overskud til at få dette bolværk bygget. Vi kalder bolværket for Danevirke; fra Ejder-strømmen i vest til ø-forsvaret i øst:

Danevirke (Danavirki, Danæwirkö, Danæwirkæ), Sønderjylland → Hejrede Virke, Lolland → Virket & Sydvirket. Falster → Borravallen, sydvestlige Skåne? ¹

¹ Udgravninger af Danevirke i Sønderjylland foretaget af Museum Sønderjylland - Arkæologi Haderslev og Archäologisches Landesamt Schleswig-Holstein viser at den ældste jordvold er dateret til år 450-500 e.Kr. Se Uffe Christensen: Danevirke er noget ældre end antaget (Jyllandsposten, 27. september 2013).

Hejrede Virke ved Maribo, der udgør forsvaret af Lolland, er dateret til år 430-640 e.Kr. Se Karen Løkkegaard Poulsen: Hejrede Vold – et anlæg i skandinavisk jernalderforskning (Arkæologisk Forum, Nr. 1, November 1999, s. 13).

Der er ved Falster's Virke fundet en 500 gram tung "hring gyldenne" (Den Gyldne Ring) dateret til 400 tallet e.Kr. (Fundet af Niels Jørgen Hauberg i 1937).

Alt andet lige, må der også have været en forsvarsvold i Skåne fra sidste halvdel af 400 tallet e.Kr. Mit forslag er at dette muligvis er Borravallen (Drottning Margaretas vall), sydvestlige Skåne.

I tilknytning til fornborgen Borren (Byrdingø (Valdemars Jordebog 1231), Byrthingi (1257)), beliggende på en halvø på nordsiden af Börringesjön, det sydvestlige Skåne, findes på den østlige side en 500 m lang jordvold (20-30 m bred; 1-2.5 m høj). Det oprindelige voldanlæg ligger i forlængelse af søens naturlige opgave som voldgrav, og er endnu udateret. Voldens andet stednavn ”Drottning Margaretas vall” tyder på at Dronning Margrethe I. (regent 1387-1412) må have beordret reparationsarbejde udført i sin regeringstid; sikkert fordi Turestorpsö Slot (Turestorps) var krongods i 1300 tallet. Slottet var beboet af kronens høvedsmand Tuve Andersen Galen (høvedsmand for Skåne 1376-1383). Slottet gives til domkirken Lund i 1401, og Börring Kloster opstår fra krongodset.  Se også Helena Nilsson, Lotta Eriksson, Cissela Olsson & Åsa Jakobsson: Börringe kyrkogård (Regionmuseet Kristianstad, Landsantikvarien i Skåne Dokumentation, 2005 – 2006, s. 7).

Widsith-digtet (sætning 20-50) giver os alle navnene på de lokale herskere nord for Ejder-strømmen ca. år 450 e.Kr.: Gefwulf leder Jyderne (sætning 26), Fin Folcwalding Friserne (sætning 27), Sigehere Sødanerne (sætning 28), Helm Wulfinga-ætterne (fra Anglen, sætning 29), Offa (Uffe hin Spage) Anglen (sætning 35, Wulfinga-ætten er Anglerne. Uffe styrer Anglen fra Jelling), Alewih Danerne (sætning 35) og Hroðgar Heorot i Lejre (sætning 45-49).

Widsith-digtet (sætning 45-49) ca. år 450-494 e.Kr.:

Hroþwulf ond Hroðgar heoldon lengest sibbe ætsomne suhtorfædran, siþþan hy forwræcon wicinga cynn ond Ingeldes ord forbigdan, forheowan æt Heorote  Heaðobeardna þrym

Rolf (Krake) og Hroðgar (er)holdte længst, slægtskab (og) æt-samme, onkel (og) brodersøn, siden de slog tilbage vikinge-slægten og Ingeld, spyd bønfalden, nedslagtet i Heorot (af) krigsbardernes kraft.

Min oversættelse til nudansk.

Den oprindelige herskertitel "Hariwalda" (hærvælder) tilpasses af ætterne udvandret til Britannien til titlen "Bretwalda" (vælder af Britannien). Selve titlen ”Bretwalda” nævnes i Angel-saksiske Krønike for år 827 e.Kr. og giver samtidigt kongenavnet på den 8. Bretwalda. De tidligere syv konger med denne titel gengives fra Bede’s ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog II:V) fra ca. år 731 e.Kr.

Bretwalda i de nye kongeriger:

Ælle/Elli (d. 514) - fra Sussex
Ceawlin/Celin (d. 592) – fra Wessex
Æðelberht/Ethelbert (d. 616) – fra Kent
(H)rædwald/Redwald (d. 625) – East Anglia (Wuffinga-ætten)
Edwin (d. 632/3) – Northumbria
Oswald (d. 641/2) – Northumbria
Oswiu/Oswy (Oswald's broder) (d. 670) – Northumbria
Ecgberht (d.839) – Wessex

Der ser ikke ud til at have været nogen indbyrdes aftale om at skiftes til at være Bretwalda, og dette afgjordes derfor alene på den enkelte konge og befolkningens styrke, økonomisk og militært. Derfor giver Bretwalda kongerne en god rettesnor til hvorledes magtfordelingen var i tidsrummet. Samtidigt kan vi se at mange ætter var samlet under en vælder, Bretwalda. Da vi også kender samtidens lovkoder og kan se disse har et fælles ophav, må vi kunne slutte at styreformen i Britannien er bragt med fra de landskaber der senere bliver til Danmark. Bretwalda systemet i England afspejler derfor nøjagtigt den oprindelige nationalstat i Skandinavien. Se afsnittet "Kongedømmerne i Britannien (udover Øst-Anglen)".

Fordi nationalstaten er decentraliseret har vi ikke blot kongevalgkamp, men krav om flerfoldig stadfæstelse på tinge. Vi har beretninger om følgende kongevalg:

1. Kongevalget af Fridlev's 7-årige søn Frode I. (Frið-Fróði) år 400-446 e.Kr. Kongsgården lå i Lejre og/eller Ringsted, hvorfor valget har fundet sted på Sjælland.
   
   
2. Kongevalget af Götar-sønnen Hæðcyn (Höðr) år 494-521 e.Kr. på Isøre, Sjælland.
   
   
3. Kong Harald Blåtand afholder thingstævne på Isøre ca. år 960 e.Kr., hvor Poppo-hændelsen finder sted (Hic, Danorum contione publice apud portum, cui glaciei frequentia agnomen peperit). 
   
   
4. Jvf. Jómsvíkinga saga (kap. 10, 11, 16, 19) mægler Kong Svend I. Tveskæg (Sveinn konungur, Svein Haraldsson, regent 986-1014) ca. år 986 e.Kr. på Isøre thing (Íseyrarþing) i en alvorlig strid mellem Véseti, der havde Bornholm som sit fylke, og Jarlen af Sjælland, kaldet Strút-Haraldur (Strut-Harald, jarl ca. 975-986). Når Strut-Harald beskrives som "ræður fyrir Sjólöndum jarl" må vi her forstå at Sjælland og Skåne og Halland blev anset som det østlige Danmark, hvorfor Strut-Harald må anses som værende jarl af disse tre "lande" i samtiden. Dette understøttes af Snorre: Heimskringla (Saga Ólafs Tryggvasonar, kap. 38, 39) der beskriver Strut-Harald som ”Strútharalds konungs, er ráðit hafði fyrir Skáney; Strútharaldr á Skáneyju".
   
   
5. Da vi samtidigt ved at Kong Svend har sin egen hjemstavn i Sønderjylland, og rejser derfra til thinget; at han under sig har sin fosterfader Pálnatóka, og senere dennes sønner, der havde kontrol med Fyn (Fjóni) og et landskab i England (Bretlands), der hørte under den jyske jarlesøn Stefnir jarlsson, søn af Þorgnýr, der i samtiden ser ud til at have kontrol med store dele af Jylland, jvf. Göngu-Hrólfs saga (kap. V), må vi herfra kunne slutte at Isøre i slutningen af 900 tallet e.Kr. også er den i samtiden nyligen genskabte nationalstat's samlende thing. Fordi Svend I. Tveskæg med fosterfaderen Palnatoke er hovedansvarlige for snigmordet på faderen Harald Blåtand, sker Kong Svend's kongevalg ikke på vanlig vis, men ved at Palnatoke og Svend rejser land og rige rundt (of alla Danmörk) og afholder mangfoldige Husthing (húsþings), dvs. af kongen på stedet nedsatte thing, hvor deres sag blev fremført for lokalegnens godkendelse. Omstændighederne nødvendiggjorde denne stærkt udvidede stadfæstelse på tinge. 
   
   
6. Kongevalgkampen mellem Harald III Hén og Knud II. den Hellige år 1074 e.Kr. på Isøre, Sjælland.
   
   
7. Kongevalgkampen mellem Niels og Ubbe (Ulf) år 1104 e.Kr. på Isøre, Sjælland.
   
   
8. Kongevalgkampen mellem Erik II Emmune og Harald Kesja år 1133 e.Kr. på Isøre, Sjælland.
   
   
9. Kongevalgkampen mellem Svend 3. Grathe (fik Sjælland og Skåne) og Knud 3. Magnussøn (fik Jylland og Fyn) år 1146/1147 e.Kr. på Isøre, Sjælland.

Saxo: Gesta Danorum (Bog 14.3.1 på latin) skriver:

"Valget plejede ganske vist at foregaa paa Sjælland, men det var hele Folkets Ret i Fællesskab at vælge Konge".

Her har vi navet i den decentraliserede nationalstat. Skjoldungernes hjemstavn er Sjælland, og her afholdes Kongevalgkampen. Den valgte konge skal dog altid stadfæstes på tinge i Jylland. Saxo: Gesta Danorum (Bog 16.1.1 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 2. del, Bog XVI: 313) viser os at Kong Knud VI. efter (med-)kongevalget i Ringsted, Sjælland år 1170 e.Kr., lod sig stadfæste på Viborg Thing (Wibergensi) og Urnehoved Thing (Urnensem) år 1182 e.Kr., da faderen Kong Valdemar I. Den Store døde.

Jvf. Lejrekrøniken (Chronicon Lethrense, kap. II), fra ca. år 1170 e.Kr., faldt kongevalget på thinget i Viborg, Jylland sted på en hyldningssten kaldet ”Danærigh, Danærugh, Danærygh, Danarig” (afhængig af hvilket manuskript vi efterser). Dette oversættes normalt til nudansk som ”Daneryg”, dvs. den olddanske endestavelse ”-righ, rugh, rygh, -rig” forudsættes at være fra ”hryggr, hrycg” (oldnordisk, oldengelsk). Det mener jeg er vrang. Endestavelsen må være fra ”rikr, rice, rike, reiks” (oldnordisk, oldengelsk, oldfrisisk, gotisk), alle med betydningen ”rig, magtfuld, mægtig, råder, regerer”. Den rette nudanske oversættelse af stenens kaldenavn må derfor være ”Daneråder”. Personen der træder op på hyldningsstenen er derfor ”Den der regerer over Danerne” eller ”Danærigh, Danærugh, Danærygh, Danarig”. ¹

¹ ”…Videntes autem Jutones Dan strennuum uirum et fortem et uirtuosum duxerunt eum ad lapidem, qui dicitur Danærigh…”

Hyldningsstenen stod, og står?, på det sted vi kalder “Danerliung” (Danerlyng), i dag fejlagtigt skrevet ”Dannerlyng”, beliggende omkring Finderupvej 50, 8800 Viborg (Viborg Markjorder, matrikelnr. 560ay). Målebordsblad fra 1878 viser os at området i 1800 tallet kaldes og er Viborg Hedeplantage. ¹

¹ Stednavnet nævnes af mange kilder, begyndende med en gammeldansk oversættelse af Saxo: Gesta Danorum fra år 1400-1450 (håndskriftet B77, Kungliga Biblioteket, Stockholm). Ordvalget i denne oversættelse adskiller sig fra den latinske original (Bog 1.1.1.1 til -1.1.2.2 på latin) og lyder:

”Hær byriæs Gesta Danorum pa danskæ

… mæth megen nødh Tha førthæ iutæ dan til en sten, hetær danerliung oc gauæ honum thær konungs nafn …"

Arild Huitfeldt (Arrild Huitfeld, 1546-1609): Danmarckis Rigis Krønicke (1595-1604, Den Første Part, Dan den I., s. 5.) skriver:

”huilcken. Vovelgelse skeede udi Judland / hos en stor Steen / paa den Hede / som effter den Hendelse er kaldet Danerliung.”

Ole Worm: Danicorum Monumentorum (1643, Liber Primus, s. 89) skriver:

”In Cimbriâ prope Viburgum in ejus fermè situm, meditullio, sunt qui hoc negotium peractum decant. Extat quoq; saxum in campo Danerliung dicto, in quo Danum primum inauguratum volunt. Upsaliâ Sveciæ, sibi vicinum habet lapidem Morastæn qui Svecis in hoc negotio inserviebat,....

Denne rette stavevis – “Danerliung” (Danerlyng) - og forståelsen af stednavnet fanger Peter Frederik Suhm: Critisk Historie af Danmark, udi den hedenske tid, fra Odin til Gorm den Gamle (Kiøbenhavn, 1775, II. Bind, s. 24):

”De som mene, at denne Saxonis Dan haver været til, og den første Konge over det hele, beraabe sig paa Danerliung ved Viborg, hvor de Danske Konger bleve hyldede i gamle Dage,….. men dog snarest troer, at Danerliung haver Navn af Danske og Danske Konger i Almindelighed”.  

Kongevalgsstedet ligger hvor det gør fordi Hærvejen løber igennem netop Viborg Hedeplantage på vejen mod syd og Danevirke. 

Dette fører straks til tanken at årsagen til at Kong Erik V. Klipping befinder sig i Finderup Lade 22. november 1286, 6 km eller 1 times ridt syd for kongevalgsstedet, der samtidig må have været et tingsted, må være fordi han her har haft et tingmøde, udfaldet af hvilket udløste kongedrabet.

Den sønderjyske krønike "Rydårbogen" (det angelske kloster Ryd's årbog, Annales Ryenses) fra ca. år 1288, skriver for året 1286:

”…Kong Erik blev dræbt på sit leje St. Cecilie nat af dem han havde sat højest blandt sine egne folk, han fik 56 sår  …”.

"Kuning eric cristofersøn word mørd i findorp hoos wiburg i nørre Iutland af thæ han best trodhe sine hemlighe wene … Item hertig Woldemar word løøs a fængsel" (Håndskrift E don Var 3, 80 , Universitetsbiblioteket, dateret til ca. 1400, gammeldansk) 

Den Jydske Krønike (Chronica Jvtensis) fra ca. år 1340 e.Kr. lyder:

Min oversættelse til nudansk. Erik V. Klipping (1249-1286) blev faktisk konge i 1259. Hertug Valdemar af Sønderjylland (hærtugh Waldemar af Slæsvik) gøres derfor til hertug år 1283. Hertug Valdemar fængsles af Kong Erik V. Klipping 1285, frigives 1286, og går straks i ledtog med dele af adelen om at dræbe Kong Erik, hvilket så sker senere samme år.

Hertug Erik til Jylland var død i år 1272 e.Kr., hvorved Erik V. Klipping igen fik Hertugdømmet Jylland underlagt Sjælland. Ved Danehoffet i Nyborg 21-27 maj år 1284 e.Kr. vandt Erik V. Klipping retssagen over Hertug Valdemar af Sønderjylland (hærtugh Waldemar af Slæsvik) om herredømmet over Als og Sønderjylland. Det udløser at en ny møntfod gældende "i allæ landæ" kan udstedes gældende fra Landstingsdagen efter Mikkelsdag år 1285 e.Kr.

Det hersker, så vidt jeg kan se, overhovedet ingen tvivl om at Hertug Valdemar til Sønderjylland har det rette motiv til drabet af Kong Erik V. Klipping, ikke Stig Andersen Hvide (bedre kendt som "Marsk Stig", - 1293) eller de andre 8 der blev dømt. Det fremgår dog også af Rydårbogen at kongen blev dræbt af egne mænd, og de har sikkert fulgt efter kongen da han forlod det træf de må have haft på Danerliung.

I 500 tallet e.Kr. er Sjælland, som Beowulf-kvadet viser os, navet for kongemagten i Skandinavien og de stadig små nye kongeriger i Britannien. Dette magtforhold ændrer sig fra 600 tallet e.Kr. fremefter. Magtforskydningen sker igen da Kong Knud/Canute I. den Store først lader sig krone konge af England år 1016 e.Kr., for så derefter at lade sig krone konge af Danmark 2 år senere år 1018 e.Kr. Det forekommer mig at mange ikke er opmærksom på at den flerfoldige stadfæstelse på tinge af en kongevalgkamp, er udløst af en decentraliseret nationalstat. Se afsnittet "Stammen – thingstyret og samme sæder".

Det er ubestrideligt at vi anser nationalstatens skabelse som knyttet til love skabt, med underforståelsen at der fra disse love dømmes retfærdigt, samt at lovene håndhæves. Ordet vi forbinder med nationalstatens dannelse ser ud til at være ordet "land" (lund, lond), der i etymologi på oldnordisk, oldengelsk, oldfrisisk og gotisk betegner "hjemstavn for et menneske eller et folk".

Kong Hroðgar, ca. år 473-525 e.Kr., siger i Beowulf-kvadet (sætning 1345) om det danske folk (Denigea léodum, sætning 1323), at de er ”londbúend  léode míne” (landboende[,] folket mit).

Mandsnavnet "LandawarijaR" (landeværger) forekommer i Ældre Futhark på urnordisk på Tørvika-stenen, Kvam i Hardanger, Hordaland (N KJ91). Stenen er dateret til 1. halvdel af 400 tallet e.Kr. For at kunne være "landeværger", i titel eller navn, må der være et "land" at værge over; i dette tilfælde Hordaland.

"Sörla þáttr eða Heðins saga ok Högna" (kap. IV., Flateyjarbók) fra 1300 tallet e.Kr. i omtalen af Kong Halfdan (Scyldinga-æt nr. 16, ca. år 445-498 e.Kr.)'s drageskib "Hálfdanarnaut" (Halfdan's okse), forklarer os "at ikke fandtes andet som dette i Nordlandene" (at eigi fannst annarr slíkr á Norðrlöndum). Det oldnordiske "Norðrlöndum" (Nordlandene, De nordlige lande) er flertalsformen for alle vore "lande" nord for Ejder-strømmen. På helt samme vis om vi i dag taler om "Norden, de nordiske lande".

Derfor er det værd at fremhæve de kendte landskabslove samlet, da vi herfra kan danne os et overblik over den oprindelige dencentralisede nationalstat. Lovkodernes indbyrdes forhold er i tid og sted betinget af landnám, og hvorfra denne fandt sted.

Kong Hroðgar’s thegn, ca. år 473-525 e.Kr., måske ude ved kysten i Køge Bugt nær Tryggevælde Å, som gengivet i Beowulf-kvadet (sætning 241-244):

Min oversættelse til nudansk.

Til venstre: Krigeren der trækker ringgrebssværdet fra sten til de 9 verdener og korset, vort symbol på liv, er fra Himlingøje kopperne fra 1-300 tallet e.Kr.
Til højre: Skjoldmøen til hest er skabt fra en afbildning fundet i Apulia, det sydvestlige Italien, dateret til 300 tallet f.Kr. På originalen er hesten hvid og kvinden højrehåndet.

Bemærk at beskrivelsen af "Danmarkar" (Danmark) før ca. år 850 e.Kr. er det oldengelske "land Dena" (Dane land, Danernes land).

Geographen fra Ravenna eller på latin ”Ravennatis anonymi Cosmographia” skriver i 700 tallet e.Kr.:

 
Oversættelse fra Oldnordisk Ordbog (1863).

Med andre ord, nationalstaten "land Dena" (Dane land, Danernes land) anerkendes også på latin med landskabsbetegnelsen "Dania", og har Elben (Sax-elfr) som sydlig grænse. Syd herfor har De Gamle Sakser deres landområde. 

Kong Hroðgar’s thegn, ca. år 473-525 e.Kr., tilspørger Béowulf, den ældste og leder af de til Sjælland nyligen ankomne Götar-ætter i Beowulf-kvadet (sætning 251-255):

Min oversættelse til nudansk.
Det oldengelske "éower" er ejefald, flertal af "wé" (vi), dvs. "jeres". Det oldengelske "frumcyn" er sammensat af "fruma" (første) + "cyn" (slægt), dvs. stamtavle, ophav. Det oldengelske "aér" (før, årle). Det oldengelske "léasscéaweras" er sammensant af "léas" (løs) + "scéaweras", fra "skuggsjá, scéawere, skuggwa" (oldnordisk, oldengelsk, gotisk) eller "spejl", dvs. "løst spejl, løse spejle", en kenning i flertalsform for "en spion". Sammenlign med ”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”) fra ca. år 1154-1200 e.Kr.

Procopius: De Bello Gothico (Bog VI: XV) gør nøjagtigt det samme ved ca. år 550 e.Kr. at omtale "Danernes stammer" (bemærk flertalsbrugen af stammer), og "Danernes land, Dane land"; i begge tilfælde ved brugen af "Dani".

Fra Lejrekrøniken (Chronicon Lethrense, kap. I), fra ca. år 1170 e.Kr. kan vi se at "land Dena" (Dane land, Danernes land) i 400 tallet e.Kr. er sammensat af "Juciam, Feoniam, Scaniam et Withesleth" (Jylland, Fyn, Skåne og *Vedesled = *Vedeslev?), hvor sidstnævnte betegner "Sialand, Møn, Falster, Laland". Med Lev-endelsen er landskabsnavnet "Withesleth" (*Vedesled = *Vedeslev?) udviklet med et nav på Sjælland, formentlig med halvøen Veddelev (Vedelöf (1670), Vedelev (1863), Veddelöv (1764)), Sømme Herred ud til Roskilde Fjord som ophav, og med tingsted i Ringsted. Vær her også opmærksom på hvad forekommer at være den urnordiske opdeling af Sjælland i tre syssel; Westre-Susle (Vestersyssel), Myadle-Susle (Medelsyssel), og Østræsyslæ (Østersyssel). Opdelingen er i nord-syd gående retning, hvilket formentlig viser hvorledes der blev gjort gradvist landnám af øen fra Fyn i vest, og Skåne i øst.

Lovkoden kendt som "Witherlogh" (Vederloven) må være udtænkt som loven gældende for "Withesleth" (*Vedesled = *Vedeslev?). Hvis, som jeg mener, "Withesleth" (*Vedesled = *Vedeslev?) skal opfattes som "Skovled, Skovlev", da må "Witherlogh" (Vederloven) skulle opfattes som "Skovloven". Hermed kan vi nu se at Kong Knud's Skovlov fra år 1031 e.Kr., gældende for de engelske landskaber og kaldet "Incipiunt constitutiones Canuti regis de foresta", tager udgangspunkt i allerede eksisterende dansk lovgivning.

Alle er bekendt med beretningen om danske kvinders løskøb af Svend Tveskæg (Sweyn Haroldson, regent 986-1014) fra Jomsborgvikingerne, da han for trejde gang tages krigsfange, jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 10.9.4-5 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog X: 394-396); Grundtvig's oversættelse (10. bog, 8:9-17). Dette løskøb udløser en ændring af Arveloven tilbage til lovens oprindelige lige arvelod mellem mand og kvinde. Men også løsesummen der udredes da Svend Tveskæg for anden gang tages krigsfange af Jomsborgvikingerne, giver os en indsigt i at landskabslovene fra 1200 tallet e.Kr. er et udkom af langt tidligere lovgivning der, overordnet ens, kunne have en tilpasning til det lokale "land".

Optakten er at Svend Tveskæg løslades af Jomsborgvikingerne mod kaution, i dette tilfælde pantsætning af odelsbøndernes børn som gidsler, indtil den aftalte løsesum er indsamlet og betalt. Da Svend Tveskæg ikke kunne fremskaffe løsesummen i rede penge (guldskillinger og sølvpenge), måtte han sælge skove og landområder i kongens eje til odelsbønderne, der havde stillet deres børn i pant. De vilkår under hvilket dette fandt sted ca. år 986 e.Kr., samtidens Selskabsloven (Lov om aktie- og anpartsselskaber), forklares således i Saxo: Gesta Danorum (Bog 10.9.1:10-11 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog X: 395):

Ovennævnte giver os landskabslovkoden for "fèlag", direkte "ejendomslov", men opfattes som "fælleskab, forening, selskab", jvf. i dag de færøske selskabsbetegnelser "P/f" (partafelag = aktieselskab) og "L/f" (Lutafelag = interessentskab). Deltagerne i et "fèlag" kaldes "fèlagi, feolaga, felge" (oldnordisk, oldengelsk, olddansk), i dag "fellow, fælle, felle"(nuengelsk, dansk, norsk). Landskabsloven for Jylland adskiller sig her fra samme på Sjælland og i Skåne ca. år 986 e.Kr.

Begrebet "fèlag" må have været et klart afgrænset begreb i lovkoder fra senest 900 tallet e.Kr. Vi ser begrebet brugt i nedenstående runeindskrifter, der på samme tid giver os de vigtigste steder for handels- og fremstillingsvirksomhed. Sjælland glimrer ved sit fravær, og må igen understøtte at landskaberne mangler samlet styring fra år 755 e.Kr. til den nye centraliserede nationalstat genskabes.

Det er værd at overveje hvorfor lovbegrebet ”fèlag" (ejendomslov) ser ud til at opstå i 900 tallet e.Kr., hvor der ikke tidligere synes at have været behov for at erhvervsdrivende slog sig sammen i et fællesskab for at drive kapitaltunge virksomheder. Årsagen må den samme som da andelsbevægelsen opstår i slutningen af 1700 tallet som en vis fattige kunne økonomisk samarbejde for derved at kunne drive virksomhed og skabe et levebrød. Lovbegrebet ”fèlag" er ganske enkelt andelsbevægelsen i 900 tallet e.Kr., hvor fattigdommen efter Slaget ved Bravalla ca. år 770-772 e.Kr, hvor den decentraliserede nationalstat "land Dena" bryder sammen og ophører, udløser dels behovet for vikingetog for at skabe indtægter, dels behovet for at flere må gå i sammenskud for at drive virksomhed på grund af mangel på kapital i landet.

For så vidt angår den årlige udenlandske skatteopkrævning, opkrævede vi Danegeld:

• I Friesland fra år 810 til år 852 e.Kr.
• I Frankrig fra år 845 frem til betalingen af Normandiet år 912 e.Kr.
• I Kurland (Søborg, Letland og Apulia, Litauen) fra år 853 e.Kr.
• I England fra år 865 e.Kr. fra Kent, rigtigt begyndende år 991 e.Kr. efter Slaget ved Maldon, frem til år 1069 e.Kr., hvor Kong Svend II Estridsøn (regent 1047-1074) betales for at hjemtage flåden, og ikke indsætte den retmæssige tronarving Edgar Æþeling (”Edgar the Outlaw” eller ”The Lost King”, ca. år 1051 – ca. 1126 e.Kr.) på tronen. Efter Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. fortsattes opkrævningen af normannerne som en ejendomsskat, understøttet af Domesday Book fra år 1086 e.Kr.

Man kunne måske endda tænke sig at det er Danegeld-kapitaltilførslen fra vikingetog, der udløser behovet for at lovbegrebet ”fèlag" indføres, da man derved kunne ”hvidvaske” de opkrævede løsesumme ind i lovlig virksomhed.

Harald og skjoldungernes genskabte nationalstat

I Jomsvikinga Saga (kap. 13, s. 41, andre udgaver 7. kafli) kalder Eyjólfr Valgerðarson (900 tallet e.Kr.) i Lausavísa Harald I. Blåtand (regent ca. 958-986) for "Gorms" (Gorms søn). Vi ved at han var på ledingstog i Norge ca. år 970 e.Kr. Vi ved også at han lod Jarl Hákon Sigurðsson af Hlaðir, Trøndelag (“Lade-jarlerne”, Hákonar jarls hins ríka, Hakon Jarl hin Rige, ca. 970-995 e.Kr.) lenstyre Norge.

Ligeledes ved vi at under toget til Norge påtænkte Harald Blåtand (Haraldr Gormsson Danakonungr) at sejle til Island for at hævne den fornærmelse islændingene havde udøvet i niddingsdåd. Det var sat i lovene på Island at alle skulle digte en nidvise om danskekongen. Dette kom sig af at et islandsk skib var forlist i Danmark og al vraggodset var tilfaldet kongens mand Birgir (Birger) uden erstatning. Jomsvikinga Saga (kap. 13, s. 40) forklarer samme: "og saaledes hævne det Nidkvad, som alle Indbyggerne havde gjort om Kong Harald, formedelst det Ran, at Birger Bryde havde ulovlig bemægtiget sig nogle Islænderes Gods, og fordi Kongen ikke vilde godtgjøre Ranet, da han var anmodet herom" (Byrgir bryti hafði tekið fé íslenzkra manna að ólögum, en konungurinn vildi eigi rétta ránið, þá er hann var þess beðinn). Kongen sender en af sine mænd i forvejen, hamskiftet til tigger, for at indhente førstehåndsberetninger fra landet.

Fortolkningen af ejendomsretten til vraggodset, og dermed Strandretten, ser ud til at være ophavet til kivsmålet mellem islændingene og Kong Harald Blåtand, gennem lensmanden Birger Bryde. Vi kan formentlig forklare stridens kærne ved at efterse Jyske Lov (3. bog: kap. 61):

Jyske Lov oprindelig ordlyd; min omskrivning til nudansk og nudansk fortolkning.

"Forstranden" betegner landet fra sejldybet (punktet hvor en båd flyder eller hvortil en hest kan gå) til havstokken (stokken sat hvor vand og land mødes ved højvande). I Jyske Lov har denne oprindelige forståelse undergået en udvidet fortolkning til at betegne ”hele den ikke-bevoksede del af stranden”. Særligt langs den jyske vestkyst med sandklitter med lille eller ingen vækst højt oppe på stranden, har dette været en streng udvidelse af den urnordiske forståelse af ”forstrand”, og dermed Strandretten.

Vi kan starte med at fremhæve at Strandretten i Jyske Lov allerede er indført mindst i sidste halvdel af 900 tallet e.Kr. under Kong Harald Blåtand. Samtidig er det vigtigt at indse, at i og med at kongen nu personligt ejer alle "forstrande"; en ret der i urnordisk tanke i den decentraliserede nationalstat tilhører egnen og lokalbefolkningen, da har vi her et vidnesbyrd på nationalstaten i en anden og ny udgave. I striden mellem Kong Harald Blåtand og islændingene er mit bud at kivsmålet skyldes den udvidede fortolkning af "forstrand" som værende "hele den ikke-bevoksede del af stranden”. Hvor islændingene har ment at en "forstrand" var "fra sejldyb til havstok", og ifald vraggodset er endt op på stranden oven for havstokken, har islændingene urnordisk ret, men retsforståelsen er nu ændret.

Harald rejser følgende runer år 965 e.Kr. på Store Jellingesten:

Min oversættelse til nudansk.

Harald samler riget igen, genskaber nationalstaten, men gør det i en langt mere centraliseret form end den oprindelige nationalstat, der brød sammen år 755 e.Kr. Den genskabte, stærkt centraliserede, nationalstat ligger lige til højrebenet for skabelsen af en ny adel og præste-æt hævet over loven, og hvis opgave det er at prakke en enkelt Deos-gud ned over hovedet på et vrangvilligt folk. Da dette endeligt sker med tvangskonverteringen i landskabslovene fra 1200 tallet, og brugen af landskabslove er ens i hele Skandinavien, er der stadig ekko af den langt ældre decentraliserede nationalstat gennem brugen af landskabslovene.

Fra antallet af uklippede sølvpenge møntet i Harald Blåtand's regeringstid, både i strøfund og nedgravede skatte, ser det ud til at genskabelsen af nationalstaten også indebærer en genskabelse af en fælles møntfod, der var brudt sammen år 755 e.Kr. Denne møntreform har forsøgt, og er tilsyneladende lykkedes med, at udstede mønter i kongens navn der antages at kunne udveksles for pålydende. I afsnittet "Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat" viser jeg at Kong Aethelred (Ethelred, Adalsråd, Regent ca. år 968-1016 e.Kr.) gør helt det samme. I de engelske landskaber sker det i lovkoder, hvor man forsøger at komme falskmønteri til livs gennem straffelov, og ved begrænsning af antallet af møntsmede. Vi har ikke Harald Blåtand's lovkoder, men han har formentlig gjort som Kong Aethelred.

Vi kan vise sammenhængen mellem møntreform og nationalstatens udstrækning og styring i senere lovgivning ¹.

Kong Erik V. Klipping (regent 1259-1286)’s Forordninger af 1284 (For Sjælland), givet i Nyborg 21-27 maj 1284:

”Thæn mynt i Sialand ær, han scal wæræ æm goth sum thæn i Iutland ær,”

Kong Erik V. Klipping (regent 1259-1286)’s Forordninger af 1284 (For Nørrejylland); ”Logh a Danskæ” givet i Nyborg 21-27 maj 1284:

”Vm ny mynt. Xiiii. Thæt landz thing thær næst ær æftær sanctæ Mikils dagh scal ny mynt up liusæ i allæ landæ”.

¹ C. F. Wegener: Aarsberetninger fra Det Kongelige Geheimearchiv (5. bind, 1871-1875, Samling af danske forordninger indtil aar 1500, s. 22, 29).

Erik Klipping slog, så vidt vi ved, mønt i Lund, Halland, Roskilde, Nørrejylland, Ribe og Slesvig. At sjællandsk mønt nu skulle være gældende 1 for 1 i Jylland må skyldes at Hertug Erik til Jylland var død i år 1272 e.Kr., hvorved Erik Klipping igen fik Hertugdømmet Jylland underlagt Sjælland. Ved Danehoffet i Nyborg 21-27 maj år 1284 e.Kr. vandt Erik Klipping retssagen over Hertug Valdemar af Sønderjylland (hærtugh Waldemar af Slæsvik) om herredømmet over Als og Sønderjylland. Det udløser at en ny møntfod gældende "i allæ landæ" kan udstedes gældende fra Landstingsdagen efter Mikkelsdag år 1285 e.Kr., der igen er valgt fordi denne dag, 29. september, fra arilds tid er dagen hvor man skulle afregne sine økonomiske mellemværender efter høsten. Møntfodens rækkevidde afspejler kongedømmets grænse - lands lov og ret.

Harald Blåtand's centraliserede nationalstat bevisføres normalt ved henvisning til opførelsen ca. år 980 e.Kr. af Trelleborg, Skåne; Lellinge Borgring (Borre Ring) ved Gl. Lellingegaard nær Køge; Trelleborg, Slagelse; Nonnebakken, Odense; Fyrkat, Himmerland og Aggersborg ved Limfjorden, samt Ravning-broen, Vejle Ådal. Harald Blåtand havde med andre ord en stående hær under sin kontrol, hvis virke var at varetage rigets forsvar. Som en logisk fortsættelse af denne bevisførelse mangler vi derfor endnu at finde et forsvarsanlæg i Sønderjylland; et sted mellem Jelling og Ejder-strømmen.

Dette er sandt, men tilsidesætter fuldstændigt forståelsen for at de seks ringborge, hverken af udseende (arkitekturen) eller virke (ingeniørarbejdet), er nyudviklet i år 980 e.Kr. Spredt over hele det nuværende Danmark findes flere ring- og halvkreds-borge fra jernalderen, alle med en markant beliggenhed i forbindelse med åer. Fra samme tidsrum kendes flere, indtil 12 km lange voldanlæg med tilhørende voldgrav, afskærende større landområder, omkring Vejle Ådal f.eks. Margrethediget og Trældiget. I nogle østjyske fjorde er der også fundet samtidige sejlafspærringer, hvor man med pæle har afspærret en hel fjord. En af disse ringborge er Troldborg Ring, Vejle Ådal, dateret til 100-200 tallet e.Kr. Disse langt ældre ringborge tilhører den tidligere decentraliserede nationalstat der fandtes. Se afsnittet "Bygningskunst".

Det gamle borganlæg på Timmesøbjerg i Klinteskoven ved Møns Klint på Møn er fra Bronzealderen, opbygget med tre volde af kridt og lagt på en stejl bakketop, og derfor stort set uindtageligt. Der er voldgrave imellem voldene, fyldt med sten i knytnæve størrelse (lager af kasteskyts?). Er dette Klintekongen (Elverkongen)’s forsvarsanlæg, og et tegn på et "land", dvs. en nationalstat, i Bronzealderen, der bestod af bl.a. Møn og Stevns med Tryggevælde Å som landegrænse? ¹

¹ Se Irene Berg Sørensen: Gådefuld borg stammer fra bronzealderen (www.videnskab.dk , 15.02.2011).

Derfor er Jellinge-stenene en navneattest, og ikke en dåbsattest.

Som et eksempel på hvor galt det kan gå i forståelsen af nationalstaten, kan man med fordel læse Torben Bramming: Hvad er et folk? (2002).  Herfra kan vi se at det er (luteransk) kristent tankegods der driver vrangforestillingen om at det er kristendommen der er ophavet til nationalstaten.

Torben Bramming har forstået at Danmark er båret af sin samlede kultur og historie, og derfor Essentialismen, men han rodfæster dette i den kristne tro. Og da han er klar over at Danmark og de danske er en kende ældre end kristendommens ankomst i 1200 tallet e.Kr., må han retfærdiggøre sig ved at fremhæve præsteætten (Torben Bramming er sognepræst i Ribe Domkirke) og adelen som noget nær helgener. I samme åndedræt erklærer han odelsbonden den onde hedenske vikingeklansmand, der selvforherligende forhindrer den kristne nationalstats fødsel. Herfra når han frem til at kongemagten og præsteætten i en højere enhed, udtrykt med landskabslovene, i 1200 tallet e.Kr. er blevet stærke nok til at jorde og fjerne odelsbonden. Herved kan folket sættes fri fra lokalegnens trældom, og underkastes nationalstatens frelsende retssamfund.

Gengivelsen af vor historie er så grotesk fjernt fra virkeligheden at det er svært at overskue om dette skyldes historieløshed, der til dels kan undskyldes, eller et bevidst forsøg på at skabe en virtuel kristen virkelighed, der kan retfærdiggøre kristne dogmer som de ”sande” danske værdier i den tidehvervske livsånd.

Et andet dybt skræmmende eksempel er at følge venstresocialisten og marxisten Uffe Østergård’s tankespind. Uffe Østergård er tidligere EU finansieret Jean Monnet Professor i Europæisk Civilisation og Integration ved Aarhus Universitet, og nu ansat som professor ved Handelshøjskolen i København (CBS). Han er ikke ufortjent af andre historieprofessorer blevet udnævnt til ”euro-professor”, er stor fortaler for et fuldt gennemført føderalt Europa, hvor Danmark og de danske ophører med at eksistere. I hans virtuelle verden opstår Danmark, og andre nationalstater, først i 1800 tallet; en forudsætning for hans postulater:

””Det lå i kortene dengang [i 1800 tallet], at alle ville have nationalstater”, konstaterer Uffe Østergaard……”Man var i gang med at udvikle og etablere sproget dansk som et fuldt alternativ [til tysk]…. ”Var Danmark blevet indlemmet i Det Tyske Forbund [i tiden op til 2. Slesvigske Krig 1864] havde det efter Uffe Østergaards mening været med til at ændre Tyskland afgørende. ”Så var det ikke noget i retning af en nationalstat, men en føderation eller en union... Den Centraleuropæiske Union, som kunne have udviklet sig til en tidlig udgave af EU”, forklarer CBS-professoren" (Politiken, Forsker: 1864 kunne have fremskyndet et EU, 18.8.2010).

Jellinge-stenene – dåbs- eller navneattest?

Allerede i Bronzealderen ser landskaberne nord for Ejder-strømmen ud til at være kendt som "Tanum, Tanheim" (hjemmet ved vandet), hvor stednavnet "Danmark" ser ud til at forekomme i grænseområderne i det nuværende Sverige og Norge. Vi kan se at nationalstaten "land Dena" (Dane land, Danernes land) findes fra senest år 450 e.Kr., og at denne er kendt i latinske kilder som "Dania", med Elben (Sax-elfr) som sydlig grænse.

Vi hører første gang det nyskabte "Danmarkar" omtalt af den norske skjald Bragi inn gamli i Ragnarsdrápa (vers 13) fra ca. år 850-865 e.Kr.

Næste gang vi ser et antal landskaber samlet kaldet “Danmark” og "Norge” er i den oldengelske oversættelse af Paulus Orosius (385-420)’s værk “Historiarum adversum Paganos Libri Septem” fra ca. år 418 e.Kr. Oversættelsen kaldes “Old English Orosius” og er skrevet til Kong Alfred den Store medens han var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr.

Heri finder vi den ekstremt vigtige beretning om Ohthere’s rejse til Norden, hvor omtales "Norðmanna land; Norðmen; Norðweg" (Nordmændenes land; Nordmændene; Nordvejen, sætning 59, 74, 87), samt ”Denamearc” (Danernes Marsk - Danmark,  sætning 95-96), hvor bor stadig "Dene" (Daner, sætning 93). Vi kan fra rejsebeskrivelsen se at denne landskabsklump betegner fra Bohuslen sydpå over Halland og Skåne til Ejder-strømmen.

Herefter begynder vi at se en række indskrifter på runesten, ikke mindst Jellinge-stenene, der er vigtige ledetråde i forståelsen for begreberne Danmark, Norge og England.

Til venstre historieskriveren ved Store Jellinge-sten sommeren 2003. Til højre afbildningen fra mit danske pas. Sammenlign afbildningen af Odin/Jesus på Store Jellinge-sten med afbildningen af Kong Harald Blåtand’s voksen- og konverteringsdåb i en tønde ca. år 965 e.Kr. Den gengives i afsnittet "Den hellige kop og barnedåb", og er fra samlingen af forgyldte kobberplader fundet 1870 i Tamdrup kirke ved Horsens (nu Nationalmuseet). Pladerne er dateret til begyndelsen af 1200 tallet e.Kr. Mit bud er at afbildningen på Store Jellinge-sten er intet mindre end Harald Blåtand selv.

Det er efter min mening ikke er korrekt at opfatte stenen som en ”dåbsattest”, og specielt ikke en kristen dåbsattest. Det er langt mere sandfærdigt at opfatte den Store Jellinge-sten som en ”navneattest” gældende for Danmark, Skåne, Halland, øst-kysten af Sverige, og alle øerne i Nordatlanten, jvf. indskriften i Yngre Futhark af "Tanmaurk" (Danmark) og "Nuruiak" (Norge), hvis indbyggere kaldes "Tani" (Daner).

Store og Lille Jellinge-sten skal, så vidt jeg kan se, sidestilles med brugen af ”tanmarku” på Karlevi-stenen, Øland (ÖL 1) og "tonmarku" på Skivum-stenen, Nørre-Jylland (DR 133). Alle runesten er fra slutningen af 900 tallet, og er som navneattest tidspunktet hvor stammens landskaber adskilles mellem de gamle kongeriger og de nye kongeriger i Britannien.

Det er første gang vi ser os selv ændre "Tanmaurk, Tanmarku, Tonmarku" fra forståelsen ”grænseområde”, dvs. nord for Ejder-strømmen, til at betegne den sydlige del af riget. På samme vis som "Norðweg, Noreg, Nuruiak" går fra at betegne ”Nordvejen” (Norway) til at betegne den nordlige del af riget.

Det er på helt samme vis at Kong Knud’s Skovlov år 1031 e.Kr. i brugen af ”Angliae” nu overgår fra at betegne de oprindelige Angler landskaber: Øst-Anglen, Mellem-Anglen (Midlands), Mercia, Deira og Northumbria, til nu også at omfatte de sydlige saksiske landskaber Wessex, Sussex, Middlesex og Essex og de jyske landskaber i Kent. Vi ved dette er sandt fordi Kong Knud med sin lov skaber New Forest vest for Southampton, Hampshire. Vi kan tilmed se at forståelsen måske endda indeholder skotske landskaber. Kong Knud bruger æt-betegnelsen ”Warscot Angli”, som jeg mener er sammensat af ”ward” (modsvarer ”herred” i de fire nordlige landskaber) + Scot(land). Brugen er ”Angliae” er derfor mindst ”England”.

At ”kristno” ristes med Yngre Futhark, og visuelt gengives som Odin (Harald Blåtand?) med udstrakte arme i en ”hertil og ikke videre!”-stilling, og som samtidigt kan, og skal, opfattes som Jesus-figuren til trods for det manglende galge-kors, er udelukkende en politisk udtalelse, der gøres ”stensikker” ved at blive ”caste in stone” ¹

¹ eller som Freya, som Den Jordlige Moder og Dronning af Sjælland siger til Svipdag (Hæðcyn, Höther) i Grógaldr (vers 15, Ældre Edda) i tidsrummet år 497-521 e.Kr.: ”á jarðföstum steini stóð ek innan dura, meðan ek þér galdra gól” eller ”på jordfaste sten stod jeg inden døre, medens jeg dig galderne skreg”.

Som jeg har forstået den politiske virkelighed op til Jellinge-stenene kan den sammenfattes således:

Vi har borgerkrig mellem Haarik/Horik (regent 814-854), søn af Kong Godfred/Gøtrik (804-810) og Harald Klak , der sluttede i år 825 e.Kr.

Harald Klak blev sendt i landflygtighed og drog til den frankiske Kejser Ludvig den Fromme (le Débonnaire). Han konverterede til den katolske kristendom i år 826 e.Kr. og modtog til gengæld det frisiske grevskab Hriussi ved Wesserfloden som et frankisk len.

Ansgar kommer til Harald Klak i Friesland og drager sammen med Harald Klak til Hedeby ca. år 829 e.Kr. Ansgar drog videre til Birka ca. år 831 e.Kr. men blev fordrevet fra begge steder igen.

Alene af indenrigs- og udenrigspolitiske årsager finder vi så Harald Blåtands erklæring på Jellingestenen i år 965 e.Kr. om at han har samlet riget og genskabt nationalstaten i en langt mere centraliseret form, udtrykt ved påstanden om at Danerne i Danmark og Norge nu er gjort kristne. Det var naturligvis ikke tilfældet, men tjente det vigtige formål at tilkendegive over for omverdenen, at landskaberne nord for Ejder-strømmen ikke længere kunne angribes fra syd med den katolske kirkes velsignelse.

Årsagen til at det netop skete på dette tidspunkt skyldes nok at Kong Otto den Store havde krævet lydskat fra Danmark i år 940 e.Kr. som moderen Thyra Danebod havde forhindret. I år 962 e.Kr. etablerede nu Kejser Otto den Store ”Det Hellige Tysk-Romerske Rige”.

Dette tvinger Harald Blåtand til at foretage det modtræk han gjorde og Store Jellinge-sten rejses år 965 e.Kr.

Vi skal også komme ihu at Harald Blåtand først overtager tronen år 958 e.Kr. Herefter har vi det berømte thingsstævne ved Isørehavnen (Skansehage ved indsejlingen til Isefjord), hvor ledingsflåden fra Skåne og Sjælland trådte sammen år 960 e.Kr.

Store Jellinge-sten er ren taktik fra Harald’s side for at undgå et angreb fra Kejser Otto den Store, og det ser ud til at virke.

Ca. år 985 e.Kr. medens hans fader, Harald Blåtand var på Jomsborg, Wolin smider Svend Tveskæg den katolske kristendom ud og genindfører den forne sæd (se Saxo: Gesta Danorum, Bog 8:9).

I Kong Svend II. Estridsøn’s regeringstid (f. ca. 1019, regent 1047-1074) inddeles landskaberne år 1060 e.Kr. i bispedømmer/stift. Over 500 kirker blev bygget i tiden omkring år 1050 e.Kr. med ærkebispen siddende i Hamborg/Bremen. I år 1060 e.Kr. deler han Roskilde bispestol og udskiller Skåne.

Håndskrift B74 (nu det Kgl. Bibliotek i Stockholm) fra Kong Valdemar I.’s regeringstid år 1164-68 e.Kr. viser stort set ingen forståelse for kristendommen som den fortolkes katolsk.

Det er derfor Skånske Arvebog fra år 1200-28 e.Kr. ved brug af arveret må fratage hedenske børn og voksne al arveret ifald de ikke konverterer til kristendommen. Først fra dette sene tidspunkt kan vi tale om ”dåbsattest” i kristen forstand. Skånske Arvebog er klar på at vi skal opfatte dette som ”tvangsdåb”.

Afbildningen af Odin/Jesus på Store Jellinge-sten uden galge-kors er ikke en fejl fra kunstnerens side, som jeg har hørt mange fremsige, dvs. at korset blev ”glemt”.

Ovenfor er gengivet "hog-back" billedstenen kaldet "saint's tomb", der står i Gosforth Kirke, Gosforth, Cumbria, England. Billedstenen er dansk-norsk arbejde fra midten af 900 tallet, dvs. samtidig med Store Jellinge-sten. Begge endegavle gengiver en Jesus-figur uden galge-kors, identisk til afbildningen på Store Jellinge-sten. Billedstenen gengiver et langhus, og dermed Valhal. Det manglende galge-kors er efter min mening nøglen til den kodede forståelse Store Jellinge-sten og Hog-back billedstenen i Cumbria. Billedkilde: Jane Hawkes, august 2002; T. Middlemass.

Fra øverste panel på den 3 meter høje rune- og billedsten kaldet "Dynna-stenen", Gran's Præstegiæld, Hadeland, Oppland (N 68). Stenen er dateret til år 1025-50 e.Kr. og rejst i rød sandsten. Billedstenen gengiver Jesus-figuren; Jesus-figurens fødsel i en stald (dvs. Lukas-Evangeliet, kap. 2 og  Mattæus-Evangeliet, kap. 2), samt røverhistorien om de tre konger (Helligtrekonger), dvs. igen fra Mattæus-Evangeliet, samt i helt andre sammenhænge i bl.a. Salmernes bog (72:10). Ovennævnte afbildning er vist oven for en stjerne. Det må derfor regnes for nogenlunde sikkert at vi her ser Jesus-figuren som han blev opfattet i Norge i begyndelsen af 1000 tallet e.Kr.

Vi kan give et rimeligt bud på det kunstneriske ophav af Jesus-figuren på Store Jellinge-sten, billedstenen fra Gosforth, Cumbria, samt Dynna-stenen, Hadeland. Ærkebiskoppen til Mains, Rabanus (Hrabanus) Maurus Magnentius (ca. 780- 856,) skrev i tidsrummet år 810-840 e.Kr. værket "De laudibus sanctae crucis" (Om hædringen af det hellige kors). På foliio 4v. er en afbildning af Charlemagne’s søn Ludvig den Fromme (le Débonnaire, regent år 781-840 e.Kr.). Frankerkongen er gengivet som "miles Christi" (Kristus' soldat). På folio 5r. er gengivet Jesus-figuren som Kristus i en helgenglorie, inden for hvilken ses korset. Det er dette kors der mangler på Store Jellinge-sten og på billedstenene i Cumbria og Hadeland.

Billedkilde: "De laudibus sanctae crucis" dateret til år 810-840 e.Kr.

Nationalstaten, velfærdssamfundet, skatteudskrivningen og lykke

I dansk tanke begynder det hele med den oprindelige barnedåb. Her giver man ved vands overøsen barnet sit navn og sit ”hamingja” (held og lykke når det gælder). Som et hestefolk, hvor hesteskoens form er udformningen af gudehovet, har hesteskoen altid været et symbol på lykken. Derfor hænger vi en hestesko i vort hjem.

Havamál (vers 68, Ældre Edda) siger:

“Følgende ting er at regne for det bedste: Ild, synet af solen, godt helbred og gaven til at beholde det, samt et liv der undgår ulykker”.

Det følger fra tanken om et liv der undgår ulykker, at livet må være søgen efter lykken, og har været det fra arilds tid. 

I den decentrale nationalstat "land Dena" (Dane land, Danernes land) fra år 450 e.Kr. ved vi hvorledes lykken tog sig ud.

Et af de mest markante ekko fra fortiden er omtalen af den fred der synes at bryde ud i det nordlige Europa år 446 e.Kr. i Kong Frode I.'s regeringstid år 400-446 e.Kr., også kaldet ”Frode-freden” (Fróða frið, Fróðafrið). Denne fredstid må have været verdensberømt i samtiden, og eftertiden har benyttet dette tidsrum som en målestok for hvad kunne være. At et kort tidsrum med fred har så stor betydning i stammens samlede erindring er givet fordi tiden før Frode-freden, ligesom tiden efter, har været præget af stor uro, og Skjoldunge-ættens evindelige interne kivsmål om land og trone. Derfor gives Kong Frode I. også kaldenavnet ”Frið-Fróði”. Snorre gentager samme beskrivelse af ”Frode-freden” i Skáldskaparmál (kap. 52. Frá Fróða konungi ok kverninni Grótta, Snorre Edda), der igen er en ordret gengivelse af Gróttasöngr (Forord, Ældre Edda), og har de berømte sætninger:

 Min oversættelse til nudansk.

En tilstand af fred og fordragelig, hvorfra floder velstand hvis klimaforandringer ikke forhindrer dette, der stadig er en værdig målestok. Modsat gængs opfattelse, blev velfærdssamfundet ikke opfundet af socialismen sent i 1800 tallet. ”Ansgars liv og levned skrevet af Rimberto” (kap. XX) fra ca. år 865 e.Kr. forklarer os at der i samtiden år 840-851 e.Kr.  ”er her så få fattige” i Birka og Upsala, at kvinden Catla (Cathle) må rejse til Dorestad for at fordele hendes arv blandt de fattige. Den decentrale nationalstat kunne derfor godt levere et velfærdssamfund.

I den decentrale nationalstat gør man brug af omsætningsbeskatning i form af beskatning af handel på markeder; "toræ penning, tørigh ørtigh" (torvepenge, torvørtug) og havnetold (”landauragjald” eller ”landingsøregæld”). Man afregnede sin indkomstskat lokalt efter høsten var i lade, kaldet ”hausttíund” eller ”høsttiende” dvs. en skat på 1/10 af høstudbyttet, og man betalte "Hofftoll” direkte til Goden, hvis opgave det var at vedligeholde gudehovet.

Harald Blåtand's centraliserede nationalstat er diametralt modsat til den oprindelige decentrale nationalstat. Her må man fastholde magten gennem en landsdækkende beskatning, der igen muliggør opretholdelsen af et voldsmonopol med en stående hær.

"Chronicon Roskildense" (Roskildekrøniken), første del af hvilken er fra ca. år 1140 e.Kr., forklarer os at allerede Knud II den Hellige (regent 1080-1086) forsøgte sig med en personskat, kaldet "Nefgjald" (næse-gæld), dvs. en skat hver næse skulle afregne til kongen:

Oversættelse til nudansk af Jørgen Olrik: Den ældste Danmarkskrønike (Roskildekrøniken, 1898). Den latinske tekst fra M.Cl. Gertz: Scriptores Minores Historiæ Danicæ (1917-18, Vol. I, Chronicon Roskildense, Cap. X., s. 23-24).  

Det gik som bekendt ikke helt som præsten havde prædiket, og forsøget på at indføre en landsdækkende personskat kostede ham livet i Sct. Albani Kirke i Odense 10. juli 1086 e.Kr. Knud den Hellige havde ikke opfundet personbeskatningen af fri fantasi, men kopierede ideen fra Harald Hårfager, der havde indført samme skat i Norge i sin regeringstid år 858-933 e.Kr.  

Fagrskinna (kap. 32) fra 1200 tallet, lyder:

Oversættelse til nudansk: Alexander Bugge: Vesterlandenes indflydelse Paa Nordboernes og særlig Nordmændenes ydre kultur, levesæt og samfundsforhold i Vikingetiden (Christiania, 1904, s. 95).  Kong Harald = Harald Hårfager (Haraldur hinn hárfagri konungur), år 858-933 e.Kr. Kong Haakon = Haakon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri, ca. år 930-960 e.Kr.

For så vidt angår den årlige udenlandske skatteopkrævning, opkrævede vi Danegeld ¹:

• I Friesland fra år 810 til år 852 e.Kr.
• I Frankrig fra år 845 frem til betalingen af Normandiet år 912 e.Kr.
• I Kurland (Søborg, Letland og Apulia, Litauen) fra år 853 e.Kr.
• I England fra år 865 e.Kr. fra Kent, rigtigt begyndende år 991 e.Kr. efter Slaget ved Maldon, frem til år 1069 e.Kr., hvor Kong Svend II Estridsøn (regent 1047-1074) betales for at hjemtage flåden, og ikke indsætte den retmæssige tronarving Edgar Æþeling (”Edgar the Outlaw” eller ”The Lost King”, ca. år 1051 – ca. 1126 e.Kr.) på tronen. Efter Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. fortsattes opkrævningen af normannerne som en ejendomsskat, understøttet af Domesday Book fra år 1086 e.Kr.

¹ Vallentuna runestenen, Uppland (U 344), dateret til vikingetid, lyder: ”in ulfr hafiR o| |onklati ' þru kialt| |takat” (end Ulf haver i England tre (Dane)geld taget). Ordet ”Dane” i Danegeld tilføjes først af eftertiden i 1100 tallet e.Kr. Vi kalder det selv for ”kialt” (gyald, giald) i Yngre Futhark. Englænderne kalder det på oldengelsk for "geald … gafol" (hædringsgæld), "geald feos" (ejendomsgæld), "gafol gyldan" (gylden hædring) eller bare ”gafol” (hædring), hvor sidstnævnte ord på oldnordisk er ”göfga” (hædre, ære, dyrke, tilbede).

Tidsrummet er ganske strengt afgrænset af den decentraliserede nationalstat’s sammenbrud år 755 e.Kr., og endegyldigt efter Slaget ved Bravalla år 770/2 e.Kr., frem til den centraliserede nationalstat’s opståen i Harald I. Blåtand’s regeringstid ca. år 958-986 e.Kr. Danegeld-opkrævningerne erstatter med andre ord den manglende indenlandske skatteindtægt, nødvendig for at kunne opretholde kongen, kongedømmet og rigets forsvar.

Det er først med kristendommens ankomst med landskabslovene i 1200 tallet, ikke mindst Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr., at vi ser jorden udmatrikuleret med det ene formål at kongen nu kan beskatte jorden til egen kistebund og finansiering af den nyskabte centralmagt i det nyskabte Danmark. Vi kan i skrift se at en gård i 1200 tallet vurderet til 3 Mark guld skulle betale 1 Mark sølv i skat, hvilket svarer til en ejendomsskat på 4%.

Ideen hentes fra den engelske jordebog Domesday Book fra år 1086 e.Kr., hvor normannerne i tidsrummet december år 1085 til august 1086 e.Kr. matrikulerer størstedelen af England, og skaber et folkeregister, alene med det formål at udskrive skatter. 

Valdemars Sjællandske Lov (sialanzfaræ logh, kap. LXXIX) fra 1200 tallet e.Kr. har ”lething, innæ oc stuth” (leding, inne og stud) skatteudskrivningen for ”husæ toft” (hustoften). Stud-skatten, fra "stoð, stuðu" (oldnordisk, oldengelsk) eller "støtte", var en skat betalt i havre til kongens understøttelse. Inde-skatten, fra "inna, geinnnian" (oldnordisk, oldengelsk) eller "fremføre, udrette, bringe ind (i huset)" var en skat der pålagde alle arbejdspligt til kongen.

Udover disse skatteudskrivninger kan vi fra Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. se at der udskrives en "servicum noctis" (nathold)-skat; en pligt til underholde kongen og hans følge for natten under dennes gennemrejse i riget. Denne skatteudskrivning gjaldt også, og vel især, for klostre og præstegårde. Denne skat kunne afløses ved betaling af (5-10) Mark Korn pr. nat.

Valdemars Jordebog har også "quærsæt" - kværsæde (blive tilbage-sæde) beskatningen, afløsningsskatten for ikke at gå i leding. Allerede i Knud II den Hellige (regent 1080-1086)'s gavebrev til St. Laurentius fra 21. maj år 1085 lyder det på latin  at "Hvis han udebliver fra leding, skal han bøde til kongen". I Jyske Lov ((3. bog: kap 7) fra år 1241 e.Kr. er beskatningen skrevet således: "Æn sitær nokær hemæ utæn laghæ forfall æthæ orlof, tha gjaldæ kunung af hvær gårth, thær han havær, (en) thrithings hafnæ" (Men sidder de hjemme uden lovligt forfald eller orlov, skal de betale kongen af hver gård en tredingshavne).

Fra Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. kan vi se at købstæderne, eller herredet på vegne købstaden, betalte en årlig skat til kongen kaldet "mitsummærs gyald" (Midsommersgæld), der i Jylland kaldtes "arngiald" (Arnegæld), sidstnævnte fra det oldnordiske "arinn" (ildsted), dvs. hvert hushold var skyldig at betale.

I samme tidsrum erstattes "hovtolden" af "kirkeskat". Det sker efter Kirkerådet november 1215 e.Kr. (Laterankonciliet / the Fourth Lateran Council). ”Laterankonciliet” er nævnt i Jyske Lov fra år 1241 e.Kr. som ”then general concili” (3. bog: kap 9). Dette råd indfører den forpestede Kirkeskat på 1/10 af Gods erhvervet efter dette kirkeråd - en massiv skatteforhøjelse, hvorover befolkningen intet havde at skulle have sagt. 

Centralmagtens skatteudskrivning, hvorvidt politisk eller kirkelig, er naturligvis arnestedet for grotesk misbrug, og ophavet til udbredt fattigdom og uro; ikke understøttelse af et velfærdssamfund.

Heimskringla (”Saga Magnús konungs berfœtts”,  1. Upphaf Magnús konungs berfœtts) forklarer os at Hákon Þórisfóstra vælges af folket til konge år 1093 e.Kr. i Niðaróss, Trondheim ved at give skattelettelser fra landingsøregæld og Julegave (en skat der betaltes ved juletid).

Bondeoprørerne; Skåne og Halland (1180-82), Skåne (1249), Jylland (1313), Sjælland (1328), Jylland (1330’erne), Slesvig (1472), Skåne (1525), Jylland (1527, 1531, 1534) skyldes uden undtagelse altid brandbeskatning fra centralmagten af befolkningen.

Derfor kan og bør beskatning aldrig være mere eller mindre end hvad Jyske Lov så rimeligt kalder ”tholligh” (tålelig). Højt skattetryk og ingen skat fører til ulykke. Tålelig skat muliggør et velfærdssamfund, og dermed understøttelsen af søgen efter lykken.