Odysseus’ og Menelaos’ lange hjemrejser fra Den Trojanske Krig

Forord

Jeg har argumenteret for, at bronzealderbefolkningen i Skandinavien er det oprindelige Tani (Daner)-folk, der delvist udvandrer ca. år 1300 f.Kr., og ender op som sejrherren i Slaget ved Troja, der afsluttes ca. år 1184 f.Kr.

Jeg har i kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok” vist at Troja’s byplan er kendt flere steder nord for Ejder-strømmen år 900 f.Kr.

Jeg har i samme kapitel vist at de centrale personer i det fjendtlige forbund mod Troja alle er lyshårede nordeuropæere, om ikke nordboere; det være sig Achilles, Odysseus, samt brødrene Menelaos og Agamemnon. Jeg har også vist at de fire velkendte konger alle er fra Danaan-folket, som jeg mener er identisk til Bronzealder "Tani" (Daner)-folket.

Alle er enige i at der i Bronzealderen finder samhandel sted mellem Ægir’ Sø (Det Ægæiske Hav) og Ægir’s Dør (Ejder-strømmen). Arkæologien viser dette entydigt. En undersøgelse ¹ af bronzen fra 71 genstande fra det nuværende Sverige fra Bronzealderen viser at kobber-delen af bronzen kommer fra miner fra den Iberiske halvø, Sardinien og det nordlige Tirol. Råstofferne til bronzegenstandene i Skandinaviens Bronzealder blev med andre ord importeret, og antyder en højt udviklet samhandel i den kendte verden i Bronzealderen. Men hvem bringer Troja’s byplan og geografi til Skandinavien?

¹ Se Johan Ling, Zofia Stos-Gale, Kjell Billström, Eva Hjärthner-Holdar, Per-Olof Persson: Moving metals II: provenancing Scandinavian Bronze Age artefacts by lead isotope and elemental analyses (Journal of Archaeological Science, 2. august 2013).

Hvortil Odysseus rejste har historieskriverne grublet over i hvert fald siden Kallimachos fra Cyrene, Libyen (310/305-240 f.Kr.); hans elev  Eratosthenes fra Cyrene, Libyen (år 276-194 f.Kr.) og Polybius (ca. 201-122 f.Kr.).

Strabo: Geographika (7 f.Kr.-18 e.Kr., Bog I:2:37; Bog VII:3:6) viser os dette, og fremhæver at Apollodorus fra Athen (ca. 180-120+ f.Kr.) mener, at dele af Odysseus’ rejse var i Oceanet, og at dette var Atlanterhavet. Strabo fortsætter og argumenterer videre for tanken at Odysseus var på en ”afstikker” nordpå ud i Atlanterhavet under sin hjemrejse fra Troja til Ithaca. Plutarch (ca. år 45-125 e.Kr.): De Facie quae in orbe lunae apparet (sætning 941 A-B) er enig med Strabo og fører rejsen til Nordsøen og Britannien ved at forklare at den af Homer nævnte Ogugien befinder sig 5 dages sejlads ret vest for Britannien, der jo i hans samtid er nyligen kommet under romersk kontrol.

Kallimachos fra Cyrene, Libyen (310/305-240 f.Kr.): Eis Artemin (Til Artemis, sætning 40-42):

baine de kourē leukon epi Krētaion oros kekomēmenon hulē: enthen ep' Ōkeanon:

Bevæger ungmøerne fagre [direkte "hvide"] sig op til de kretanske bjerge’s frodige holte: Derfra (ud) på Oceanet:

Min oversættelse til nudansk. Som er tilfældet med brugen af det urnordiske ”holtijaR ” (Holten, fra Holte) på ”det korte” guldhorn fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og dateret til 400 tallet e.Kr., hvor ”Holten" er et helligsted hvorfra Majstangen blev hentet og opsat til brug for bålafbrændingen og ofringen af ætlingen/Balder ved Sommersolhverv, ser samme også ud til at være tilfældet her med brugen af det græske "hulē". Vi vil se i Homer: Odyssey (Bog XIII: 272-285), at Homer geografisk foretager en forskydning i tid og sted efter Odysseus har forladt Kreta, og at dette skyldes at Kreta var landkendingen, hvorfra man foretog en kursændring. Kallimachos fra Cyrene, Libyen beskriver ved brugen af ”Ōkeanon” (Oceanet) en rejse fra Kreta, ud i Atlanterhavet, og videre til de nordlige farvande.

Kallimachos fra Cyrene, Libyen (310/305-240 f.Kr.): Eis Artemin (Til Artemis, sætning 110-115):

Artemi Partheniē … pou de se to prōton keroeis okhos ērxat' aeirein; hAimō epi Thrēiki, tothen boreao kataix erkhetai akhlainoisi dusaea krumon agousa.

Artemis Ungmø [iklædt dyreham, jvf. ”kemadessi” (hjort) i sætning 111] … hvortil De Behornede bar dig først? Til Trakien’s bjergkæder [= Balkanbjergene; på latin ”Haemus mons”], dernæst (mod) Nordenvinden, der bringer frostens iskolde ånde til kappeløse.

Min oversættelse til nudansk. Bemærk her at det græske ”tothen” (derefter, dernæst) har betydningen at ”Boreas, Boream” (græsk, latin) eller ”Nordenvinden” er en vind der befinder længere nordpå end Balkanbjergene. Jeg argumenterer for at dette i før-græsk og græsk tanke betegner et sted nord for Ejder-strømmen, hvor Hyperborean-[folket] (Folket der bor bag ved Nordenvinden) bor.

Den norske præst Jonas Ramus (Jona Ramo, 1649-1718): Ulysses et Otinus unus et item (1702) ¹ eller ”Odysseus er den samme som Odin”, argumenterer for at Odysseus og Odin er én og samme person; at Odysseus sejlede til det nordlige Norge og Lofoten, hvorfor Moskstraumen (Moskestrøm, Mvsko strom) er identisk med malstrømmen Charybdis beskrevet af Homer: Odyssey. Ludvig Holberg: Peder Paars (1719-1720. 1. bog, 1. sang, s. 28) nævner afhandlingen i en fodnote: ”… I det Ringeste er det ligesaa troværdigt, som Ulysses er den Samme som Odin;..”.

¹ Ulysses et Otinus unus et idem, sive Disqvisitio historica & geographica qva, ex collatis inter se Odyssea Homeri, & Edda Island. Homerizante, Otini fraudes deteguntur ac detracta larva in lucem protrahitur Ulysses.

Afhandlingen er gået i glemmebogen fordi den er skrevet på latin, men viser den helt rette tilgang til historien ved at sammenkoble Ældre Edda og Homer’s værker. Få synes at have bemærket at allerede Olaus Magnus på kortet "Carta Marina" (1539), navngiver malstrømmen Moskstraumen (Moskestrøm) med stednavnet "HECEST HORRENDA CARIBDIS" (Dette er den forfærdelige Charybdis). Derfor, allerede i 1500 tallet er det almindeligt antaget at Odysseus må have sejlet til det nordlige Norge på strømmen Charybdis [græsk "Kharubdis"], som beskrevet i Homer: Odyssey (Bog XII: 101-105). Det er ikke Jonas Ramus der opfinder denne antagelse af fri fantasi. Vi kan underbygge antagelsen af at geografien i Homer:Odyssey er almindeligt antaget som værende i de nordlige farvande ved også at efterse Claudius Ptolemaios-Nicolaus Germanus: Tabvla moderna Prvssie, Livonie, Norvegie. et Gottie (Roma 1508). På dette kort står skrevet "HIPERBOREVM" (Hyperborean-[folket]) ved "THILE INSVLE" (Thule insula), der på dette kort betegner de norske landskaber, samt bl.a. "STAVARGE" (Stavanger). "Boreas, Boream"(græsk, latin) er "Nordenvinden" i før-græsk og græsk forståelse, og jeg argumenterer for at Hyperborean-[folket] bor et et sted nord for Ejder-strømmen. Det mente man også i 1500 tallet, hvilket med kendskabet til Homer: Odyssey i forståelsen forudsætter at Odysseus må have besejlet dette farvand.

Uddrag af Olaus Magnus: Carta Marina (1539) og Claudius Ptolemaios-Nicolaus Germanus: Tabvla moderna Prvssie, Livonie, Norvegie. et Gottie (Roma 1508). Malstrømmen er visuelt gengivet, og navngivet "HECEST HORRENDA CARIBDIS". Strømmen er langt ved "LOFOT" (Lofoten), og kan derfor kun være identisk med Moskstraumen (Moskestrøm). Ikke uvæsentligt er det i samme område vi finder sirenernes [græsk ”Seirēnas”] sang, jvf. Homer: Odyssey (Bog XII: 39-44), som mange har foreslået i virkeligheden er en kenning for hvalernes sang. Det rette spørgsmål må vel derfor være, hvorledes Charybdis [græsk "Kharubdis"] kan være andet end Moskstraumen (Moskestrøm).

Felice Vinci: Omero nel Baltico (1995, Homer i Østersøen) er det seneste italienske forsøg, der argumenterer for at Odysseus’ rejse udelukkende finder sted i Østersøen, at Troja ligger nord for Ejder-strømmen og er identisk til byen Toija, Finland (lige øst for Turku), og fandt sted i 1700 tallet f.Kr. Hans tanker blev, mildest talt, haglet ned som pseudo-videnskab. Med den råviden jeg, og forhåbentlig læseren, har ved indgangen til dette afsnit, finder jeg den totale afvisning af at Odysseus kan have besejlet farvande nord for Ejder-strømmen uheldig.

Hvad jeg derimod er helt enig med kritikken i er, at Odysseus’ rejse ikke udelukkende er en rejse i Østersøen, som jeg naturligvis ej heller mener at Troja ligger på et andet sted end på nordvestkysten af Lille-Asien, og at Den Trojanske Krig finder sted ca. år 1194-1184 f.Kr. I kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok” viser jeg hvorfor jeg mener dette må være tilfældet.

Felice Vinci når frem til følgende:

• Ogugien = Færøerne (Færeyjum), herunder den sydlige ø Stóra Dímun (Store Dimon) med højpunktet værende det 505 meter høje Høgoyggj.
• Echerie, Echeria, Skheriēn (Scheria) = den norske vestkyst, herunder bygden Figgjo i Sandnes, Rogaland, sydvestlige Norge.
• Suriē = Irland
• Ortugiēs = England
• Euboia  = Øland
• Thrinakia (Thrinakiēn) = den ubeboede fjeldø Mosken mellem Værøya og Moskenesøya, Nordland i Lofoten, der udvælges fordi den har tre bjergtinder.
• Odysseus’ herredømme:
  
  Ithaca (Ithakê) = Lyø
  Paliki (Neriton)
  Kefalonia (Kaphallenia)
  Zakynthos (Zakunthon, Zakunthō) = Taasinge
  Kysten på hovedlandet
• Han gør ”Asteris” = Avernakø, ”Samē” (Same) = Ærø og Doulikhiō (Doulikhion, latin ”Dulichium”) = Langeland fordi det oldgræske ”Doulikhiō” antages at være fra det græske tillægsord ”dolichòs” (lang). Vi befinder os derfor i det sydfynske øhav. Derfor må han gøre Sjælland til Den Peloponnesiske Halvø.

Som læseren vil se er jeg uenig i alle ovenstående konklusioner bortset fra at jeg deler forståelsen for at forstavelsen i stednavnet ”Echerie, Echeria, Skheriēn” må betegne ”skær-”.

Homer’s geniale fortælleteknik gør brug af mangfoldige ”tilbageblik” (flashback) situationer, hvor han flytter tid og sted for at give lytteren yderligere viden. Mit udgangspunkt er derfor en formodning om at Odysseus’ rejse faktisk er en rejse fra Troja hjem til Ithaca, besejlende Ægir’s Sø og det østlige Middelhav. Spørgsmålet er hvorvidt Odysseus laver en ”afstikker” nordpå, og hvorfor?

Så vidt jeg kan se er Homer’s ”tilbageblik” eller ”forskydning i tid og sted” sket tidligt i beretningen i Bog I.

I Homer: Odyssey (Bog I: 241) forsøger Telemakhos at forklare Pallas Athene faderen Odysseus’ manglende hjemkomst. Han siger at det skyldes at ”Snupperne fejede ham væk” [græsk ”harpuiai anēreipsanto”]. Det oldgræske ”harpuiai” (Snupperne, til nudansk ”harpun”?) er en kenning for hvirvelvinde eller storme, og er i Bronzealderen en aldeles glimrende kenning til fortælleteknisk at forklare en forskydning i tid og sted.

Forskydningen i tid og sted bekræftes først for os i Homer: Odyssey (Bog IX: 259-262), hvor Odysseus forklarer en Kuklōp (Cyclops) om hvad Odysseus og hans mandskab laver i deres land, i min oversættelse til nudansk:

”Vi er, skal du vide, undervejs fra Troja [græsk ”Troiēthen”]; Akhaioi [navnet på den fjendtlige alliance mod Troja] i havsvilde, drivende med skiftende bør over det vidåbne hav. I vor søgen efter vor hjemstavn blev vor sejlretning en anden, vor rejse langs andre stier;”.

Vi kan se fra Homer: Odyssey (Bog XIII: 272-285), at Homer geografisk foretager forskydningen i tid og sted efter Odysseus har forladt Kreta [græsk ”Krētē”], men før han er kommet forbi Fønikernes [græsk ”Phoinikas”] landskaber, herunder deres havneby og bystat Sidon [græsk ”Sidoniēn”].

En sørejse fra Troja til Ithaca er en rejse mod syd, og derfor en længdegradssejlads. Uden undtagelse skal dette derfor være en land-i-sigte sejlads langs den græske østkyst eller Lille-Asiens vestkyst. Vi har eksempler nok fra Homer: Odyssey og Homer: Iliaden til at kunne sige endegyldigt at dette også var således det gik for sig. Se f.eks. Homer: Iliaden (Bog VI: 290-294), hvor sørejsen er fra Sparta mod øst-sydøst til Fønikien og havnebyen Sidon, og derefter en land-i-sigte sejlads mod nord til Troja.

Vi kan også sige endegyldigt at Kreta var landkendingen i denne sejlads, hvorfra man foretog en kursændring enten mod øst; en breddegradssejlads direkte til bystaten Sidon, mod vest direkte til Sicilien, eller mod nordvest i en vanskelig sejlads mod Sparta og videre til Ithaca. Homer: Odyssey (Bog XIX: 172-175) viser os en af konsekvenserne af dette ved at Kreta beskrives som havende et uanet højt befolkningstal, 90 bygder, og en befolkning ”der ikke har samme (ud)tale, men blandede [forskellige] tungemål [græsk ”allē d' allōn glōssa memigmenē”]". Kreta er derfor samtidens Singapore og Hong Kong.

Homer er derfor ekstrem sejlteknisk nøjagtig når han vælger at foretage forskydningen i tid og sted netop efter afsejlingen fra Kreta. Det er nøjagtigt således havsvilde i virkeligheden må være forekommet. Hvad Homer gør i tanke er at lade Odysseus forvirre sig i en breddegradssejlads i vestlig retning fra Kreta mod Sicilien, beskrevet som et besøg til en af øerne i Aioliēn (italiensk ”Isole Eolie”). Herfra går rejsen ud i Atlanterhavet og videre.

Homer afslutter ”tilbageblikket”, eller rettere sagt foretager endnu en ”forskydning i tid og sted”, ved at beskrive den direkte sørejse fra Phaiekonernes land til Ithaca, hvortil ankomsten først nævnes Homer: Odyssey (Bog XIII: 95). Rejsen er lang, men det går lynhurtigt og vi gives ingen yderligere forklaring herpå. Vi ser dog også her at Homer lader Odyssey føre tilbage over Kreta, i hvad derfor må være en sejlads fra vest mod øst. Det fremgår af Homer: Odyssey (Bog XVI: 56-64; gentaget i Bog XVII: 523). Odysseus er netop ankommet til sin hjemstavn Ithaca, og skjuler sit ophav for svinehyrden (og prinsen) Eumaie, og derfor sønnen Telemakhos, ved at erklære sit ophav som værende fra Kreta [græsk ”Krētaōn genos eukhetai”].

Fuldstændigt gennemtænkt har Homer hermed gennemført en ”afstikker” af Odysseus ud af, og tilbage til, Ægir’s Sø (Det Ægæiske Hav). Det er helt bevidst gjort.

Begge forskydninger i tid og sted er, så vidt jeg kan se, kritisk at forstå ret, og er afgørende for hvorledes Homer kan flytte tid og sted fra Ægir’s Sø (Det Ægæiske Hav) til Ægir’s Dør (Ejder-strømmen).

Udover forståelsen for Homer’s brug af forskydning i tid og sted, er det kritisk at forstå at Menelaos’ 8-årige hjemrejse, med en afstikker mod ”syd”, og Odysseus’ 10-årige hjemrejse, med en afstikker mod ”nord”, skal ses som ét samlet hele. Begge rejser vidner om en helt bevidst aftale mellem de to staldbrødre om hvorledes sejren fra Troja skal bringes ud til alle verdenshjørner, således at herredømmet kan anerkendes for evig tid. Dette er runen til forståelsen for hvorfor Menelaos og Odysseus’ hjemrejser tager så lang tid.

Afslutningsvis mener jeg det vigtigt at fremhæve at jeg, udover kun at være lægmand, ikke læser og fortolker Homer som en baglæns ekstrapolation af et kristent → latinsk → græsk glughul, og deraf følgende fordomme. Så vidt muligt forsøger jeg at opfatte Homer fra en urnordisk synsvinkel; med en rod i Rig Veda, etruskisk forståelse og skandinavisk Bronzealder, og bærer derfor de fordomme der følger herfra. Jeg er ikke længere i tvivl om at det er på denne vis man bør læse Homer’s værker Iliaden og Odyssey.

August 2010.

Om Odysseus’ navn og æt

Odysseus med vandrestav i forklædning som en hjemløs vandremand fra Kreta, jvf. Homer: Odyssey (Bog XVI: 56-64), ankommer til sin hjemstavn Ithaca. Odysseus er gengivet uden fodtøj, og afbildningen viser derfor tiden før han gives disse af svinehyrden (og prinsen) Eumaie, jvf. Homer: Odyssey (Bog XVI: 80). Ved hjemkomsten træffer han sin jagthund Argos (den lynhurtige), som beskrevet i Homer: Odyssey (Bog XVII: 292-329). Hunden blev i sine unge dage brugt til jagt på geder, hjortedyr og harer. Da Odysseus vender hjem efter 20 år er hunden gammel, men viser gensynets glæde med sin logrende hale inden den dør af alderdom.

Odysseus’ navn er formentligt et heite udviklet fra udsagnsordet ”odussomai” (at hade, at være vred), hvorfor Odysseus (Odusseus) skal opfattes som ”Ham der er hadet [af guderne], Ham på hvem guderne er vrede”. Drivkraften i Homer: Odyssey er netop gudernes vrede på Odysseus, der er ophavet til alle de begivenheder Odysseus udsættes for.

Identisk til urnordisk skik med navngivningen af nyfødte er det, alt andet lige, morfaderen’s ”Hamingja” (held og lykke når det gælder) der gives videre til spædbarnet. Morfaderen Autolukou forklarer i Homer: Odyssey (Bog XIX: 405-409), i min oversættelse til nudansk:

”Da svarede Autolukou hende [Odysseus’ barnepige Eurukleia]: ”Min datter’s mand [Laerte] og min datter [Antikleia], giv ham det navn jeg fremsiger! Hør, eftersom jeg er kommen her [til Ithaca] som en på hvem mange er vred, både mænd og kvinder, overalt på denne frugtbare Jord, skal barnet bære navnet Odysseus”.

Ved den helt åbenlyse brug af Hamingja i navngivningen af Odysseus mener jeg ikke vi endegyldigt kan afgøre hvorvidt Odysseus er et heite eller et navn. Derfor mener jeg ej heller vi kan affærdige Odysseus som værende en mytologisk figur og skønlitterær skabelse af fri fantasi. Så vidt jeg kan se bør vi sidestille Odysseus med helte-figuren Arthur, Beowulf nr. 2 i Beowulf-kvadet, Robin Hood, Marco Polo, Sigurd og Holger Danske; alle er i deres endelige udgave en sammenblanding af flere hændelser og personers bedrifter.

På Stavros Arkæologiske Museum på det nordlige Ithaca findes et brudstykke af en terracotta-maske. Masken blev fundet i Loïzos-grotten ved Polisbugten ved Stavros (Poli Stavrou). Arkæologiske fund af British Archaeological School of Athens i perioden 1930-38 viser at denne grotte var et gudehov fra Bronzealderen indtil 100 tallet e.Kr. Brudstykket er dateret til 100 tallet f.Kr., og indskriften er fortolket som sigende: ”EYXHN OΛYΣΣΕΙ” eller ”viet til Odysseus” ¹.

¹ Se Robert Bittlestone: Odysseus Unbound – The Search for Homer’s Ithaca (2005, s. 259-260), der gengiver A. J. B. Wace & F.H. Stubbings: A Companion to Homer (1962).

Odysseus-masken fra Stavros

Så vidt jeg kan se siger indskriften faktisk "EVXHN O ∆VCCEI OH IZ", der så fortolkes som værende "EYXHN OΛYΣΣΕΙ” (Euchen Odussei/Odyssei), efterfulgt af initialerne af personen der vier lermasken til Odysseus.
Billedkilde: The "Euchen Odyssei" Friends of Homer Association", www.tzakos.gr

Homer: Odyssey (Bog IX: 366-367), hvor Odysseus tiltaler flere Kuklōpper under sit ophold i Kuklōppernes land, i min oversættelse til nudansk:

”Outis emoi g' onoma: Outin de me kiklēskousi mētēr ēde patēr ēd' alloi pantes hetairoi".

”Outis er mit navn. Outin de kalder mig – min moder og min fader, og alle mine staldbrødre”.

Christian Wilster’s oversættelse af Homer: Odysseen (1837) oversætter ”Outin, Outis” til ”Ingen”, hvad gør også de nuengelske oversættelser med ”Noman, Nobody”.

Homer: Odyssey (Bog IX: 413-414) gengiver tilstanden når en kriger har kæmpet mod hvad han opfatter som gudernes vrede, og er kommet helskindet igennem; han tror sig selv udødelig blandt de dødelige – en tilstand naturlovene ikke velvilligt godtager, i min oversættelse til nudansk:

”mit hjerte lo, at jeg med mit listige [græsk ”mētis”] kaldenavn snildt havde narret dem [Kuklōpperne] så fuldstændigt”.

I et oldgræsk ordspil betyder ”mē tis” (ordet tvedelt) ”Ingen, ej nogen”, jvf. Homer: Odyssey (Bog IX: 405). Den meget selvhøjtidelige Odysseus vælger derfor heitet ”Outin, Outis” til ”Ingen, ej nogen” til sig selv, selv om vi alle er klar over at han mener det stik modsatte om sig selv, og ofte gives heitet ”polumēkhan', polumētis” (den mangfoldigt listede), jvf. Homer: Odyssey (Bog X: 504; XIX: 220).

Homer giver Odysseus heitet ”Aithōn” i Homer: Odyssey (Bog XIX: 183), fra udsagnsordet ”aithō” (at brænde). At Odysseus gives heitet ”Aithōn” (Den der Brænder) er fordi han netop i denne del af beretningen er i færd med at udrydde alle sin kones bejlere fra sin kongsgård. Heitet er derfor en kenning for ”(brændende) hævntørst”.

I afsnittet ”Ragnarok – Troja’s Fald” (underafsnit ”Sparta – en matriarkalsk stamme med kvindelig arveret”) viser jeg at Odysseus er beskrevet som havende lyst hår – direkte hårfarven ”gylden med rødbrunligt skær”. Jeg viser også at han er fra Danaan-folket, som jeg mener er Bronzealder "Tani" (Daner)-folket.

Om Odysseus’ æt ved vi han er ”Laerte’s søn” (græsk ”huios Laerteō”), jvf. Homer: Odyssey (Bog IV: 555-556). Fra Homer: Odyssey (Bog XVI: 118) kan vi se at Laerte (Laertēn) var søn af Arkeisios, farfader til Odysseus.

Odysseus’ moder hedder Antikleia, datter af manden Autolukou jvf. Homer: Odyssey (Bog XI: 85). Antikleia’s moder, Odysseus’ mormoder, hedder Amphitheē, jvf. Homer: Odyssey (Bog XIX: 416). Odysseus har en mindste lillesøster ved navn Ktimenē, jvf. Homer: Odyssey (Bog XV: 364-368).

Bronzealderens verdenskort

Vigtigheden af at kunne se for sig i det indre billedsprog den geografiske verdensforståelse i Bronzealderen kan ikke overdrives ifald vi skal forsøge at forstå de mange rejser gengivet i Homer: Odyssey. Til alt held har vi muligheden for at genskabe et knivskarpt billede af hvorledes Homer, og hans samtidige, må have anskuet verden geografisk.

Det tidligst kendte Verdenskort er en lertavle (122 x 82 mm), formentligt fra byen Sippar (østbredden af Euphrates-floden 60 km nord for Babylon), og dateret til ca. år 600-500 f.Kr. (indskriften antyder at det er en kopi af et tidligere kort fra 800 tallet f.Kr.). Mesopotamien er blevet til Babylonien, der ses i midten ved Euphrates-floden, der flyder fra nord mod syd gennem Marsklandet i det sydlige Irak og ud i Golfen. Cuneiform skriften nævner ”Hvor solen aldrig ses” der fra arilds tid for alle folkeslag har betegnet retning nord. Videre indeholder skriften ”bitter flod, bitter”, der er en absolut vigtig forståelse af hvorledes alle folkeslag opdeler alt vand i ”sødt” (hos os ”fersk") og ”bitter” (hos os ”salt”). Se afsnittet ”Salt, Fersk og Nor vand”. Endnu vigtigere, og mange forskere synes ikke at fange dette; Verdenskortet er visuelt gengivet som den 8-takkede stjerne, der altid betegner de udødeliges moder og fysisk er Solen. I afsnittet ”Bystaten Assur” viser jeg at helt samme forståelse er gældende i Mesopotamien fra 2300-2200 f.Kr. fremefter. Som vi har set er samme gældende i vor oprindelige filosofi fra vore nuværende landskaber indtil Troskiftet år 600-630 e.Kr. Samtidigt kan vi nu se at allerede her er ”tid” inddelt i 8 ”eykt”. De 8 ”gule” ringe skal sikkert vise de til Babylonien tilstødende største byer eller landskaber. Indskriften nævner ”Assyrien”, ”Der”, ”Bit-Yakin” (landskabet for en Aramaeansk stamme ved den sydlige del af Euphrates-floden), ”Habban” (en del af Kassiternes landskab omkring Kermanshah, Det sydlige Yemen) og ”Urartu” (kongerige mod nordøst for Babylonien, ca. Armenien). I filosofi er der dog ingen tvivl om at den ”gule” rektangel med Babylonien er den 9. verden i nutiden. De 8 omkring liggende ”gule” ringe er de resterende 8. verdener som vi genfinder i vor egen filosofi.
Kilde: Catherine Delano Smith: Imago Mundi’s Logo the Babylonian Map of the World (Imago Mundi, Vol. 48, 1996, s. 209-211). Lertavlen findes på The British Museum (BM92687).

Fra dette grundkort kan vi nu genskabe et verdenskort som jeg mener Homer ser det i sit indre billedsprog ca. år 800 f.Kr. da han forfatter Homer: Iliaden og Homer: Odyssey.

Inden vi kommer for godt i gang med at tænke nedladende om Bronzealderens geografiske verdensforståelse, er det værd at fremhæve, at det superkontinent vi nu kender som Pangæa (for ca. 250 millioner år siden), menes at have haft en identisk udformning med Jorden bestående af ét landskab omgivet af vand.

Ligeså for Det Gamle Menneske (jætter, Cro Magnon) på den nordlige halvkugle kan grundforståelsen for at landmassen var ét omgivet af vand, nemt være en ekstrem nøjagtig gengivelse af virkeligheden. Alt hvad læseren skal have for sit i sit indre billedsprog er forståelsen for, at i de mangfoldige istider lå isen som et dække fra midten af England, tværs over hele det nordlige Europa, ind i Rusland og Sibirien. Is er frosset vand. Har isdækket derfor nået til den nordlige del af Det Kaspiske Hav, hvad det gjorde i Sen Weichsel-istid (Weichsel-glacialtid, ca. 20.000-18.000 f.Kr.), da er den kendte verden, som set fra Europa af Det Gamle Menneske (jætter, Cro Magnon), omgivet af vand ¹.

¹ Se John Inge Svendsen m.fl.: Maximum extent of the Eurasian ice sheets in the Barents and Kara Sea region during the Weichselian (1999, Boreas, Vol. 28, s. 234–242, Fig. 1. s. 235).

Vi kan udvide forståelsen ved at efterse hvorledes Herodot (år 484-425 f.Kr.): Histories (Bog 1:202-3) opfattede geografien:

to de hen tōn stomatōn tou Araxeō rheei dia katharou es tēn Kaspiēn thalassan. hē de Kaspiē thalassa esti ep' heōutēs, ou summisgousa tē heterē thalassē. tēn men gar Hellēnes nautillontai pasa kai hē exō stēleōn thalassa hē Atlantis kaleomenē ...

Den eneste udestående biflod af Araxes[-floden = Aras-floden], floder uhindret ind i Den Kaspiske Sø. For Den Kapiske Sø er så i sin egen ret, ej blandet sammen med andre søer. For den på hvilken hellenerne sejler [= Middelhavet, som grækerne kaldte "hēde hē thalassa" eller "Søen"], og søen på den anden side af støtterne [= Columnae Herculis, Stēlai Hēraklēiai = Gibraltar-klippen i nord + en klippe i Marokko], der kaldes Atlantis [= Atlanterhavet],…

Min oversættelse til nudansk fra oldgræsk, der er vist med brug af latinske bogstaver.

Vi bemærker her at Herodot er klar over at Det Kaspiske Hav er en sø. Her afviger Herodot dog fra alle andre i sin samtid, og eftertid, der mente at Det Kaspiske Hav var en fjord af Det Nordlige Ocean (Dumbshafi, Norskehavet, Nordhavet, Barentshavet), dvs. at Jorden var omringet af vand; den oprindelige forståelse fra arilds tid. Lertavlen fra Sippar viser os dette, som gør de 330 fragmenter fra Hecataeus [fra Miletus, ca. 550-476 f.Kr.]: gēs Periodos (Periēgēsis) i 5-400 tallet f.Kr., der fortsættes helt frem til Strabo: Geographika (7.f.Kr.-18 e.Kr., bog 2.5.7 og 11.6), og videre.

Strabo: Geographika (11.6) viser os at Den Kaspiske Sø (græsk ”Kaspias thalattēs”) også kaldtes Den Hurkanske Sø (græsk ”Hurkania”); en forgræskning af det oldpersiske ”Verkâna” (Ulveland), igen en betegnelse for et landskab på sydkysten af Den Kaspiske Sø.

Der synes at være nogenlunde enighed om at Herodot må have haft et verdenskort tegnet af Hecataeus foran sig da han kommer med følgende bemærkning i Herodot (år 484-425 f.Kr.): Histories (Bog 4:36):

Min oversættelse til nudansk fra oldgræsk, der er vist med brug af latinske bogstaver. Bemærk Herodot's brug af "gēs periodous" (Jordens Omkreds), der er det græske ord modsvarende "Heimskringla". Mon ikke Snorre har hentet navnet til sit værk fra Herodot?

Plinius den ældre (23-79 e.Kr.): Naturalis Historiae (bog 4:27):

signata fama septentrionalis oceani. Amalchium eum Hecataeus appellat a Parapaniso amne, qua Scythiam adluit, quod nomen eius gentis lingua significat congelatum.

Hvad angår Det Nordlige Ocean. "Amalchius" som Hecataeus kalder det ved Parapaniso floden, der vander Scythien, hvilket navn på deres modersmål betyder "tilfrosset".

Min oversættelse til nudansk. Floden "Parapaniso" er måske Ob (Obi)-floden i det vestlige Sibirien. Med andre ord; "septentrionalis oceani" (Det Nordlige Ocean) blev af skytherne kaldt "amalchius", der på skythisk betyder "tilfrosset". Dette er naturligvis en sand gengivelse af et farvand der i vinterhalvåret ikke er isfrit.

Beowulf-kvadet (sætning 92-93) i hvorledes Jorden blev geografisk opfattet i 700 tallet e.Kr.:

eorðan worhte wlitebeorhtne wang      swá wæter bebúgeð•

Jorden (til)virkede, underskønne vang, som vandet afgrænser•

Min oversættelse til nudansk. Vi må her strengt overholde den oprindelige forskel i forståelsen på ”middangeard” (Midgård) i sætning 75, og ”eorðan” (Jorden) i sætning 92. Førstnævnte betegner altid, uden undtagelse, den kendte verden, medens sidstnævnte betegner Midgård og den ukendte verden, underforstået hvor menneskeheden (endnu) ikke bor. ”Worhte” er datid af ”wyrcan” (virke). ”Wlitebeorhtne” er sammensat af ”wlita” (skønhed) og ”beorht” (skinnende, oplyst). Ordet er et superlativ som vel nærmest på nudansk kan erstattes med ”underskønne, vidunderlige”. ”Bebúgeð” fra ”bebúgan”, som jeg mener må være identisk til ”byggja, baggva, byggiæ” (oldnordisk, olddansk), og derfor ”bebygge”. Sætningen ses også i den oldengelske oversættelse fra latin i ”The Panther” (sætning 6-7) med ”swa wæter bibugeð þisne beorhtan bosm” (som vandet afgrænser denne oplyste indhegning) fra 8-900 tallet e.Kr.

Jeg vil derfor argumentere for at oldtidens forestilling fra arilds tid om at Det Kaspiske Hav var knyttet til Det Nordlige Ocean, under istiden var en sand gengivelse. Herodot afspejler ligeledes en sand virkelighed i sin egen samtid ved at fremhæve at Det Kaspiske Hav nu er Den Kaspiske Sø.

Den kendte verden i tiden omkring Den Trojanske Krig - Ældre Bronzealder periode III (1300-1100 f.Kr.).
Billedkilde: Grundkort fra Google Earth 10. august 2010.

Således mener jeg Homer ser verden for sig i sit indre billedsprog ca. år 800 f.Kr. da han forfatter Homer: Iliaden og Homer: Odyssey. Homer: Odyssey (Bog XI: 14), bekræfter dette i disse sætninger, i min oversættelse til nudansk:

”Hun [den lyshårede gudinde Kirke] ankom til den storstrømmende Oceanet [græsk ”Ōkeanoio”], der omkredser Jorden, dér [dvs. på det sted] hvor Kimbrerne [græsk ”Kimmeriōn”] har deres land og by [græsk ”dēmos te polis”]”.

De to hovedrejser med afgang fra Troja i Homer: Odyssey; Menelaos’ 8-årige hjemrejse mod syd, og Odysseus’ 10-årige hjemrejse (udrejse) mod nord, er gengivet med henholdsvis en grøn - og en lyseblå stiplet linie. Læseren vil bemærke at retning Nord er tiltet mod Nordvest for at gengive hvorledes dette faktisk blev gjort og opfattet i samtiden. Denne "skævhed" skyldes at man i Bronzealderen havde fuld forståelse for en breddegradssejlads, medens man ikke kunne fastlægge længdegrader før i 1700 tallet e.Kr. Denne afvigelse fra hvorledes vi i dag kigger på kort er vigtig at erindre når vi efterser Homer's rejsebeskrivelser.

Det er i øvrigt samme grundforståelse der gøres brug af i verdenskortet ”The World according to Homer BC 1000” (Report on the Scientific Results of the Voyage of H.M.S. Challenger During the Years 1872-76; I. Maps Illustrating the History of Oceanography, Plate I. C, 1895).

Læseren kan med fordel gøre brug af ovennævnte kort i den videre læsning af dette afsnit.

Hjemrejserne fra Troja

Menelaos’ hjemrejse

Homer: Odyssey (Bog III: 316-323), Nestor fra Gerenia, der deltog i Den Trojanske Krig på fjendens side, tiltaler Odysseus' søn Telemakhos, der er ankommet til hans gård i sin søgen efter faderen. Nestor fra Gerania beretter om hjemrejsen fra Troja ca. år 1184 f.Kr., i min oversættelse til nudansk:

”Men til Menelaos [der ved giftermål nu er konge af Sparta] byder jeg dig at gå, for han er nyligen hjemvendt fra et fjernt land, fra et folk fra hvem ingen i sit hjerte turde håbe at kunne undslippe; hvem stormene engang havde bragt i havsvilde i et hav så stort, at end ikke fuglene kan gennemrejse dette på et helt år, så stort og frygteligt er det”.

I tid og sted befinder vi os mere end 8 år efter Agamemnon blev dræbt ved sin hjemkomst fra Den Trojanske Krig. Iflg. Homer: Odyssey (Bog III: 304-310) var det farbroderen Aegisthos [Aigisthon], der fik Agamemnon dræbt. Iflg. Aeschylus: Oresteia: Drikoffer-bærerne (sætning 1152-1157) var det hans viv Cluþumusþa (Cluthumusta, Clytemnestra). Snigmordet var formentlig en sammensværgelse af begge. Det 8. år efter Agamemnon’s drab tager sønnen Orestes hævnen. Det er kort tid efter tæt dette tidspunkt Menelaos er hjemvendt fra ”et fjernt land”.

Aeschylus: Oresteia: Agamemnon (sætning 483-513) forklarer os at Agamemnon vender hjem til Argos umiddelbart efter afslutningen af Den Trojanske Krig. Fra Homer: Odyssey (Bog II: 173-174) kan vi se at Den Trojanske Krig og Odysseus’ hjemrejse tilsammen varede i 20 år. Da Den Trojanske Krig varede i 10 år, kan vi derfor slutte af Odysseus’ hjemrejse varede i 10 år.

Vi er derfor i tid og sted i Sparta ca. 8 år efter ca. år 1184 f.Kr., eller ca. år 1176 f.Kr.

Alle læsere er naturligvis bekendt med at Odysseus’ hjemrejse varer hele 10 år. Færre er opmærksom på at også Menelaos var borte i hele 8 år efter afslutningen af Den Trojanske Krig. Dette er mindst lige så bemærkelsesværdigt eftersom han ved giftermål er Konge af Sparta, og derfor må forventes at skulle sætte sig på tronen hurtigst muligt.

En rejse på 8 og 10 år er næppe en rejse i det østlige Middelhav alene, hvad mange andre også har påpeget.  I afsnittet ”Tid og sted - Troja & Þrúðvangar” har jeg påpeget at tallet 10 (ti) muligvis oprindeligt har været benyttet som en slags fordeler af hændelser og tidsrum, og derfor ikke nødvendigvis altid skal opfattes som ti faktiske år. Denne betragtning kan derimod ikke gøres gældende ved Menelaos’ 8-årige rejse.

Homer: Odyssey (Bog IV: 81-85), hvor Menelaos selv forklarer Odysseus' søn Telemakhos, hvor han har været under sin 8-årige rejse, i min oversættelse til nudansk:

”Over Cypern [Kupron] og Fønikien [Phoinikēn] jeg drog, og Egypten [Aiguptious], og jeg besøgte Etiopierne [Aithiopas] og de fra [bystaten] Sidon [Sidonious] og Erembos [Erembous], og til Libyen [Libuēn].

Det ser ud til at Homer nogenlunde beskriver en rejse fra Troja i Nord mod syd til Egypten. Herfra en rejse fra Egypten mod vest, der ender op i Libyen.

Jeg mener ikke der kan herske nogen tvivl om at Menelaos har været på et sejrsanerkendelsestogt i omegnen efter sejren ved Troja. Dels ved vi fra egyptiske skrifter at ”Vandfolkene” angriber Egypten i dette tidsrum, og at de vinder land tidligere under egyptisk herredømme. Dels hører vi i Homer: Odyssey (Bog IV: 120-130), hvorledes Helen (Gerður) ankommer til Sparta’s tronsal, hvor Menelaos sidder i samtale med Odysseus' søn Telemakhos, i min oversættelse til nudansk:

”Imedens han overvejede dette i sit sind og hjerte ankom fra sit velduftende højloft Helen, som Artimidi [Artemis] med de gyldne pile [dvs. klædt som en bevæbnet jæger og skjoldmø!]; og med hende var Adrēstē, der satte frem for hende en fint udskåret stol; Alkippē bragte et blødt uldtæppe og Phulō [Phylo] en kurv af sølv, givet hende af Alkandrē, Poluboio’s viv [græsk ”damar” = dame?], der havde sit hjemsted ved Thebes i Egypten [græsk ”Thēbēs Aiguptiēs”], hvor enorme rigdomme erholdes i menneskenes huse. Han gav til Menelaos to sølvbadekar, to trebenede kedler [græsk ”tripodas”] og ti talenter af guld”.

Homer: Odyssey (Bog IV: 354-360), hvor Menelaos forklarer Odysseus' søn Telemakhos, at han måtte gøre ophold i 20 dage på øen ”ud for Egypten” [græsk ”Aiguptou proparoithe”] kaldet Pharos [græsk ”Pharon”]. Øen ”Pharos, Pharon” er tydeligvis verdensberømt i samtiden, og må være det fordi vi her har landkendingen ved Nilens udmunding. Stedet omdøbes langt senere til Alexandria af Alexander den Store i år 331 f.Kr. I 200 tallet f.Kr. byggedes på øen ”Pharos, Pharon” det berømte lystårn. Det tog 1 dags sejlads med stærk medvind at sejle fra fastlandet (Egypten) til øen ”Pharos, Pharon”, der i samtiden ikke ser ud til at være en del af Egypten. Ifald det oldgræske ”Ph” bliver til ”f”, som f.eks. Fønikien [Phoinikēn], da må ”Pharos, Pharon” faktisk have betydningen ”Farø, Farøen”, dvs. øen hvortil man farer – landkendingen efter hvilken man sejler.

Denne udveksling af gaver blandt gæster bekræfter for os, at Sparta og Bronzealder (Tani) Daner-folket har venligtsindede ætter siddende som herskere over Øvre Egypten i dette tidsrum; Thebes (i dag bedre kendt som ”Luxor”) ligger langs Nilen hele 800 km syd for flodens munding i Middelhavet. Dette er faktisk hvad vi også kan slutte fra samtidige egyptiske indskrifter (se afsnittet ”Vandfolket “Danu/Denen/Denyen” fra egyptiske indskrifter”). Visuelt kan vi se lyshårede personer afbildet på kisten tilhørende personen Khui, dateret til det 12. Dynasti i Egypten (1976-1947 f.Kr.); på afbildningen fra Abydos dateret til The Middle Kingdom (ca. 2040-1640 f.Kr.) gjort til personen Dedusobek, samt lyshårede tjenestefolk gengivet på afbildninger på graven fra Djehut ihot pe, Deir el-Bersha, igen fra The Middle Kingdom (ca. 2040-1640 f.Kr.).

Samtidigt mener jeg vi kan se fra Menelaos’ adfærd, at han er på rundrejse for at få sejren ved Troja anerkendt som hans sejr, hvorved det fremtidige overherredømme bekræftes.

Rejsen ”med uret” i det østlige Middelhav er dog brudt af rejsen til bystaten Sidon, der burde beskrives omkring Fønikien [Phoinikēn]. Homer: Odyssey (Bog IV: 617) forklarer os, at i Sidon hersker Phaidimos, konge af Sidonerne (Sidoniōn).

Spørgsmålet er nu hvad ”*Erembos” betegner? I græsk tanke betegner ”*Erebh” tiden ”solnedgang, aften”, men kan oprindeligt have haft forståelsen ”et sted i mørket”. I filosofi omskrives denne forståelse således at forældrene til ”*Erembos” er Chaos og Gaia (Jord, Den Jordlige Moder).

Fra et etymologisk udgangspunkt burde det geografiske sted ”*Erembos” ligge i vestlig retning, set fra det østlige Middelhav i græsk forståelse; alternativt mod det ekstreme nord og mørket.

Odysseus’ hjemrejse

I Homer: Odyssey (Bog IV: 555-556) hører vi for første gang at Odysseus stadig er i live. Det afsløres af ”den gamle mand fra søen” (Bog IV: 450) med ”vølvens evner” (Bog IV: 461), med hvem Menelaos har en samtale om hvem af de forsvundne fra Troja der endnu er i live, i min oversættelse til nudansk:

”Det er Laerte’s søn, hvis hjem er på Ithaca [græsk ”Ithakē”]. Ham jeg så på en ø…”

”Laerte’s søn” [græsk ”huios Laerteō”] er et heite for Odysseus.

Odysseus’ udrejse er beskrevet således:

1. Afgang Troja
2. Ankomst til Kikonessi [-folket] ved Ismara [Ismarō]. En kystsejlads mod nord fra Troja til Trakien. Byen plyndres. Se Homer: Odyssey (Bog IX: 36-43).
3. Herfra en land-i-sigte sejlads mod syd langs den græske østkyst. Han runder halvøen Maleia [græsk ”Maleian”] på den sydøstlige del af Den Peloponnesiske Halvø, og drives af Nordenvinden forbi øen Kuthērōn (Kythira) øst for Sparta. Dvs. en længdegradssejlads med land-i-sigte fra nord mod syd. Se Homer: Odyssey (Bog IX: 79-85). Agamemnon sejler ligeledes forbi Maleia [græsk ”Maleiaōn”] under sin hjemrejse fra Troja til Argos, jvf. Homer: Odyssey (Bog IV: 512-515).
4. Herfra til Kreta, jvf. Homer: Odyssey (Bog XIII: 272-285), og en breddegradssejlads mod vest til en af øerne i Aioliēn (italiensk ”Isole Eolie”), der betegner ø-gruppen Lipari, Vulcano, Salina, Stromboli, Filicudi, Alicudi, Panarea og Basiluzzo nord for Sicilien. Se Homer: Odyssey (Bog X: 1-4). Der foretages et stop i havnebyen Tēlepulon (= Cádiz, Spanien). Se Homer: Odyssey (Bog X:80) ².
5. Min påstand: Herfra en breddegradssejlads mod vest ind i Atlanterhavet. Efterfulgt af en længdegradssejlads fra syd mod nord med land-i-sigte til et sted nord for Ejder-strømmen.
6. Ankomst til øen Aia [græsk ”Aiaiēn d' es nēson”], jvf. Homer: Odyssey (Bog X: 135).

I Homer: Odyssey (Bog XXIII: 310-342) genberetter Homer kort Odysseus’ rejseplan i en lidt udvidet form, der dog viser sig at være helt identisk:

1. Ankomst til Kikonessi [-folket] ved Ismara [Ismarō], Trakien.
2. Videre til folket ”Lotus-spiserne” [græsk ”Lōtophagōn”], Syrtis Minor (Gabes-bugten syd for Sfax, Tunesien mod Tripoli, Libyen) ¹ .
3. Herfra til Kuklōppernes land, som jeg mener må befinde sig i ”Det sydlige jætteland”; fra Kaukasusbjergene og sydpå (se senere). Er dette et sted på Sicilien?
4. Videre til ø-gruppen Aioliēn.
5. Herefter til havnebyen Tēlepulon (Den Fjernt-beliggende Byport, Telepylos), hvis beliggenhed er ukendt, men som jeg mener må have været vest for Sicilien, og en bystat kontrollerende indsejlingen mellem Atlanterhavet og Middelhavet. Derfor er dette stednavn det oprindelige oldgræske navn for havnebyen Cádiz, Spanien; fra "Gadir" (by med port, byport) ².
6. Ankomst til øen Aia ved brug af kenningen Kirkēs (Kirke).

¹ Skylax (fra Karyanda?): Periplous (paragraf 110) fra 200 tallet f.Kr. (måske oprindeligt fra 500 tallet f.Kr.) skriver at ved mundingen af den anden Syrtis findes ”Lotophagoi Libyes” (De Lotus-spisende Libyere). Begrebet ”Syrtis” betegner måske oprindeligt to bugter ud for den nordafrikanske kyst; Syrtis Maior (Sirte (Sidra)-bugten øst for Tripoli med byen Sirt) og Syrtis Minor (Gabes-bugten syd for Sfax, Tunesien mod Tripoli, Libyen).

Herodot (år 484-425 f.Kr.): Histories (Bog 4:175-178) forklarer os at ude ved kysten mellem floderne Kinyps (Κῖνυψ) i øst og Triton (Τρίτων) i vest finder vi to stammer. I området findes i Tritonis (Τριτωνίδα)-søen, hvor ligger en ø kaldet ”Phla” (Φλά), der i overleveringen er knyttet til spartanerne (Λακεδαιμονίοισι, Lakedaimonioi): Lotophagoi (Λωτοφάγοι) – ”en stamme der udelukkende lever af Lotus-frugten”, herunder vinfremstilling. Som naboer langs kysten har de Machlyans (Μάχλυες)-stammen, der også gør brug af Lotus-frugten.

Tritonis-søen kan ikke endeligt bestemmes, men Chott el Djerid-søen i det sydlige Tunesien, en enorm saltvandsø der indlands fra støder op til Syrtis Minor (Gabes-bugten syd for Sfax, Tunesien mod Tripoli, Libyen), forekommer at kunne være den rette. Triton-floden, også ukendt, har formentlig været en ferskvandsstrøm, der flodede ind i søen i Bronzealderen.

Cinyps-floden er ”Ka'am, Caam”-floden i kystlandskabet Tripolitania, hvor indgår Tripoli, dvs. det nordvestlige nuværende Libyen. Herved kan vi se at allerede Herodot stedplacerer Lotus-spiserne i ”den anden Syrtis”, dvs. Syrtis Minor.

Herodot gengiver åbenlyst et meget gammelt sagn, set fra 400 tallet f.Kr., når han knytter øen ”Phla” (Φλά) til Sparta. Det er Odysseus’ rejseplan vi her beskriver, men Menelaos, konge af Sparta er ikke mindre vigtig i denne beretning. Kunne det tænkes at Odysseus har viet øen ”Phla” (Φλά) til Sparta's fremtidige slægter under sin udrejse?

Denne tanke fører til næste tanke om hvorvidt øens navn ”Phla” (Φλά) kan være fra det indoeuropæiske ”*bhle-was” (lysfarvet, blå, blond, gylden)”; måske en kenning for øens hvide fremtoning i saltvandssøen, hvorfra der stadig høstes salt, måske igen en kenning for den lyshårede Menelaos, og derfor spartanerne. Denne sammenknytning findes bl.a. i det romerske gens-navn ”Flavius” der på græsk skrives ”Φλάβιος”.

Alternativt erindrer vi fra Homer: Odyssey (Bog IV: 81-85) at Menelaos under sin egen hjemrejse selv besejler Libyen [Libuēn]. Måske er øen viet af Menelaos selv som et takoffer for et havsnød der gik godt; det havsnød der genberettes af Herodot: Histories (Bog 4:179) om Jason ombord på skibet Argo, hvor skibet kommer i havsnød på for lavt vand i bugten ud for Tritonis-søen. Fra før-græske sagn, i tiden omkring Den Trojanske Krig ca. år 1194-1184 f.Kr.; beskrevet år 800 f.Kr. i Homer: Odyssey (Bog XII: 69-72) som ”Argō” og ”Iēsōn”, og år 800 f.Kr. af Hesiod: Theogonien (Theogonia" (gudefødsel), sætning 996-1002), kender vi beretningen om Jason og hans argonauts (direkte "søfolk fra (skibet) Argo").
 

² Strabo: Geographika (7.f.Kr.-18 e.Kr., bog 2.5.8), i min oversættelse til nudansk fra engelsk:

"Mange historieskrivere tilstår at linjen trukket fra støtterne til området omkring strædet ved Sicilien og til Athen og Rhodos, ligger på samme breddegrad; og de tilstår at en del af denne linje, fra støtterne til strædet, løber nogenlunde i søens [= Middelhavets] midte".

"Støtterne" er "Columnae Herculis, Stēlai Hēraklēiai", i dag kendt som Gibraltar-klippen i nord og en ukendt klippe i Marokko. Breddegradskursen var derfor fra Rhodos i øst med kurs ret vest forbi Kreta; ind igennem Messina-strædet (Stretto di Messina), og ret mod Gibraltar-klippen som landkending.

Strabo: Geographika (7.f.Kr.-18 e.Kr., bog 2.5.14), i min oversættelse til nudansk fra engelsk:

"En lignende beretning gives også i omtalen af landet uden for støtterne, det vil sige den iberiske halvø de kalder Den Hellige Kap; det mest vestlige punkt i den kendte verden; og denne kap befinder sig nogenlunde på breddegraden der fører gennem Gades [= Cádiz, Spanien], støtterne, strædet ved Sicilien og Rhodos".

Havnebyen Gades, fra fønisk (eller måske snarere proto-nordisk) "Gadir" (by med port, byport), og identisk til "gata, gæt, gatwo" (oldnordisk, oldengelsk, gotisk) med betydningen "vej, (by)port", havde et ekstremt vigtigt tempel. Da havnebyen ligger på den faste søvej fra arilds tid, kan vi se hvorfor dette er tilfældet.

Homer: Odyssey (Bog X:80) lyder:

Homer: Odyssey (Bog X:106; X:113-114; X:120) forklarer os at lokalkongen hedder ”Antiphatao, Antiphatēa”, og at hans kone var ”høj som en bjergtop” [græsk ”hosēn t' oreos koruphēn”]. Den ankomne besætning bliver nu angrebet af byens indbyggere ”ej som mænd, men som jætter” [græsk ”ouk andressin eoikotes, alla Gigasin”]. Her misforstår alle nutidige oversættere Homer’s brug af kenning. Det er fordi indbyggerne er fysisk høje, og angriber med fuld vildskab, at han tilføjer kenningen ”gigasin” (jætter); ikke fordi han mente de var jætter. En nordboer vil altid for en sydeuropæer, sikkert også i Bronzealderen, fremstå som en jætte. Er dette et vidnesbyrd om hvorfra indbyggerne måske kom?

Homer: Odyssey (Bog XV:239-242) viser os at drengenavnet også forekommer i Melampodos’ æt, da han navngiver en af sine to sønner Antiphatēs. Det har muligvis ganske stor betydning fordi Telemakhos siger at han ”kom ud at Melampodos’ æt” [græsk ”atar geneēn ge Melampodos ekgonos ēen”], jvf. Homer: Odyssey (Bog XV:225). Telemakhos er søn af Odysseus, og derfor fra ”Danaan”-folket, som jeg mener er identisk til Bronzealder "Tani" (Daner)-folket. Med andre ord, drengenavnet Antiphatēs kan knyttes til Skandinavien i Bronzealderen.

Endelig forekommer drengenavnet i Homer: Iliaden (Bog XII:191) som “Antiphatēn” i en strid mellem trojanerne og ”Danaan”-folket [græsk ”Danaoisi”]. Personen “Antiphatēn” kæmper her på Troja’s side, men vi kan ikke se om han er trojaner eller et allieret folk.

Det mest vestlige punkt, Den Hellige Kap, må være halvøen "Ponta de Sagres" (Den Hellige Kap), Algarve, Portugal, hvis stednavn på latin var "Promontorium Sacrum" (Det hellige Forbjerg, Den Hellige Halvø).

Stednavne nord for Ejder-strømmen

Homer: Odyssey (Bog XV: 403-416; 459-460; 482-483), hvor svinehyrden Eumaie taler til Odysseus. Han befinder sig på Ithaca ”langt fra sit hjemland og sine forældre”. Han forklarer at føniske handelsmænd aflagde et besøg på øen Suriē, der ligger nord for Ortugiēs, der ligger ”hvor solen hverver” [græsk ”hothi tropai ēelioio”], dvs. hvor der er Sommersolhverv og Vintersolhverv ¹.

¹ Christian Wilster’s oversættelse i Homer: Odysseen (1837) skriver ”hvor solen sig hverver”.

Antager vi at det oldgræske ”Ortugiēs” er identisk til det latinske ”Ortygia” findes der hen ved 8 stednavne bærende dette navn. Et af disse er øen kaldet ”Città Vecchia” (Gammelbyen) i byen Siracusa, Sicilien. Denne by grundlægges dog først ca. år 734 f.Kr., næsten 450 år efter begivenhederne i Homer: Odyssey, og mere end 100 år efter Homer skriver sit værk. Derfor mener jeg ikke at ”Ortugiēs” kan være en by på Sicilien. At mange synes at gøre denne tilknytning sker som en baglæns beregning fordi man opfatter hele Homer: Odyssey som findende sted i og omkring Middelhavet. Homer: Odyssey (Bog XXIV: 211; XXIV: 307; XXIV: 366) nævner i en helt anden sammenhæng Sicilien gennem det beskrivende tillægsord ”Sikelē” (sikelenske = sicilianske) og stednavnet ”Sikaniēs” (Sikanien = Sicilien).

For enhver skandinav forekommer en stedbeskrivelse med brugen af ”hvor solen hverver” mærkværdig. Det skyldes, så vidt jeg kan se, at vi ikke tænker videre over hvorledes de ekstreme naturbegivenheder Sommersolhverv og Vintersolhverv opfattes af den del af menneskeheden der ikke kender til dem.

Det fremgår direkte som markøren for retning nord på det tidligst kendte Verdenskort fra byen Sippar der kan føres til 800 tallet f.Kr. Her står med cuneiform skrift at retning nord findes ”Hvor solen aldrig ses”.

Procopius år 550 e.Kr. i ”De Bello Gothico” (VI: XV) gør stadig det samme ved at stedbeskrive Thule gennem fremhævelsen af Sommersolhverv og Vintersolhverv. Dette er ikke anderledes i 2010 for besøgende gæster fra sydligere breddegrader, og har derfor formentlig været helt den samme i Bronzealderen. Jeg mener faktisk ikke der kan være megen tvivl om at øerne Suriē eller Ortugiēs må skulle findes nord for Ejder-strømmen. Jeg mistænker derfor at de oldgræske endestavelser i stednavnene; ”iē, iēs” må være en forgræskning af det proto-nordiske ord der bliver til ”ey, ieg” (oldnordisk, oldengelsk) eller ”ø”.

Herved når vi frem til at øernes grundnavne må være:

• Suriē = Sur Ø, Surø. Forstavelsen "Sur-" forekommer som beskrivende tillægsord i en gradbøjning af udsagnsordene ”surre” (lydord beskrivende dyr’s summen), og som endestavelsen i ordene flæskesvær og grønsvær. Endestavelsen ”-svær” (svörðr, sweard) kendes bl.a. i dialektformerne ”-sur, -sor, -suær, -suerg”, der skal opfattes som ”et stykke” (flæsk, skind, grønt), hvorfor der næppe kan herske tvivl om at ordet også kan have haft betydningen ”et stykke jord”. Hvis en ø derfor i Bronzealderen har haft én hersker, kan øen vel have fået navnet "Sur Ø, Surø".
• Ortugiēs = Ørtug (Ortug) Ø?, der på sjællandsk faktisk udtaltes ”Ortug”. Ordet et virkeligt gammelt og findes på alle ø-mål; fra gutnisk ”ertaug”, over fornsvensk ”ørtugh” til olddansk ”ørtug, ortug”. Ørtug (Ortug) har som en af sine oprindelige betydninger at være et arealmål for sædeland eller skyldjord. Hvis en ø derfor i Bronzealderen har haft én hersker, og denne ø’s jorde har udgjort det samlede sædeland, kan øen vel have fået navnet Ørtug (Ortug) Ø.

Professor Finn Magnusen (Finn Magnussen, Finnur Magnússon, 1781-1847): Runamo og Runerne (1841, s. 558) viser os at Suðuroy på Færøerne, der er den sydligste ø, hvilket stednavnet betegner, også forekommer som ”Sudurey, Suderöen, Suderø, Suroy”. Det ser derfor ud til at ”Sur Ø, Surø” kan forekomme, hvor betydningen også er ”Den sydligst beliggende ø”.

I Smålandsfarvandet ved Vålse Vig (Vadelse Vig), ud for kysten på det nordvestlige Falster, forekommer ligeledes øen ”Suderø” (i dag kun 700 m x 200 m stor). Denne lille ø er ikke den sydligste ø i Smålandsfarvandet, hvorfor stednavnet må have en anden oprindelse. Øen betegnes faktisk ”Suderø Flak”, hvor ”flak” (flad) betegner ”et sted hvor der er flakt (fladt) vand, en sandgrund i havet”. Med tillægsordet ”flak” er det først vigtigt at forstå at øen er ”at opfatte som Dele af Strandplanet eller Landgrunden” ¹. Denne forståelse fremgår med al tydelighed fra et satellitbillede af ø og vandskab.

¹ Dr. Phil Axel Schou: Om gamle Sprogformer og ny Kunstord. Replik til Direktør Louis E. Grandjean (Geografisk Tidsskrift, Bind 48 (1946-1947), s. 256).

Til venstre: Suderø Flak fra kort målt 1863, rettet i marken 1883 og tegnet 1884. Kort og Matrikelstyrelsen.
Til højre: Suderø Flak fra Google Earth 11. august 2010. Vålse Vig og Falster ses til højre.

At ”Suderø Flak” i stednavnet indeholder det beskrivende tillægsord ”flak”, og oprindeligt må have været koblet på hovedøen Falster antyder, så vidt jeg kan se, at ”Suderø Flak” er flakken, et sted med flakt (fladt) vand, set fra en hovedø hvis navn er Suderø. Er dette en sand forståelse, da må det oprindelige navn på Falster have været Suderø, som vi kan se kan forekomme som ”Sur Ø, Surø”.

"Suder OEen" (Suderøen) fra uddrag af kort tegnet af Jens Sørensen fra 1703. Beskrivelsen er som følger:

"Aller Accvrates Tegning Ofuer Laaland Falster og Moens Lande Sampt Gulber Sund. Gren Sund og Seÿlladtzen Ind Ofuer Sanden Forbi Nÿ Iors Land. Forbi fergen Koster Lang Borings Bierg Tæroe og Massoe forbi Wordingborg. Item Kipinge Wig. Nagsko Fiord. Mod Selbua [Albua] og i fiorden Ligende = 18 Stÿcke holme og OEeer med folck Paa Beboendis. Og Indseilings Rendens Retebogter og Dÿbder Og Fiordens Rete figur Lengde og B I Lige Maade og Roedbÿ Fiord I. Sin Raete Sckieckelse. med der Inde Ligend Lange holmer og Smaa. Til med og De = 10 Stÿcke Lande Som uden Fore R[oedbye] Fiord. begÿndes. Og Alle Paa Rad Liger Langs uden Fore Laalands Faste Land. Og Alle De erre med Wandit om Flodte ... Som Denne Min Tegning Sandferdig Uduiser. Memblig = Homines = Wester Land og Bree Feeds Land saa Draegs M[ÿne] [Ind]Seÿlings Gatt. Disse 3de Gater Kand med Wogen icke Ofver Kioeres. Mens saa komer Landit Mÿge Feed. Der paa Boer Soe Tolderen, og ... sitirer. der Nest et par holme. Saa lille Brun Drav. Og Store Brun Drav. Saa Hÿlle Krogs Land. Som min Tegning er. Hÿlle Krogs ... ste Ende Wel Hog = Ofuer 8 eller 12 Allne Höÿ og Mehre. Den Liger og Ofver En Stif Mihl Fraa Laalands faste Land af tuaerts ude til ... Og Jnde imellem Hÿlle Krog Og Laaland. Liger de Skioene Graes holme. Som Aalholms Slot Aarlige haver at lade Höste Mangfoldig laes Höe ... Imellüm Alle Disse Holme med Dagligs Stille Wande Med Wogen Kand Ofver Wande. Faiö og Feemö Askö. Roeo. Og Waerö. Med der Om Ligende Holme og Gronder og Seilnings Dÿbder".

Vi har her en meget nøjagtig sejlbeskrivelse fra øst op gennem Grønsund (Gren Sund) forbi Masnedø (Massoe) til styrbord, Kippinge Vig (Kipinge Wig) til bagbord, indsejlingen til Guldborgsund (Gulber Sund) til bagbord, og med Fejø (Faiö), Femø (Feemö), Askø (Askö), Rågø (Roeo) og Vejrø (Waerö) til styrbord. Kortet gengiver sejlrenderne og det er visuelt klart fra kortet, at Suderøen (Suder OEen) blev regnet for en del af Falster. Det skyldes ikke blot at sejlrenden lå nord for øen, men må skyldes at øen oprindeligt i Bronzealderen var landfast med Falster. Derfor mener jeg at Suderøen (Suderø) er det oprindelige navn for denne ø. Grønsund (Gren Sund) staves “Grönæsund” i Sven Aggesøn: Brevis historia regum Dacie (ca. år 1185 e.Kr.). Se M.Cl. Gertz: Scriptores Minores Historiæ Danicæ (1917-18, Vol. I, Svenonis Aggonis Filii: Brevis Historia Regvm Dacie, Cap. X., s.118).

Kilde: Det Kongelige Biblioteks kortsamling.

Homer: Odyssey (Bog XV: 403-416) forklarer os at øen Suriē er tyndt befolket, og at der findes to bygder, begge med svinehyrden Eumaie's fader Ktēsios som konge. Faderen er ”Orm’s nid” [græsk ”Ormenidēs”], dvs. Orm’s slægtning. Ikke blot er Falster opdelt i to herreder; Sundreheret (Søndre herred) og Nørreheret (Nørre Herred), øen er også "Den sydligst beliggende ø" eller "Sur Ø, Surø".

Fra grave og gravfund fra Bronzealderen kan vi se at der var 2 hovedbygder på Falster ¹:

• Øst-Falster – Langs kysten fra Vejringe i nord, over Horbelev (Horbærlef) og Hesnæs til Korselitze (Køcæliz) i syd.
• Vest-Falster – Fra Gundslevmagle (Gundræzlef makle) og Ovstrup (= Ormsthorp), over Bruntofte (Brunætoftæ), ud til Ønslev (Ønislef), der må have ligget ved kysten, og ned til Klodskov.

¹ Se Kulturarvstyrelsen: Fund og Fortidsminder (http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/ )

Der har også været en enkelt gård på det sydvestlige Falster op til Fiskebæk Skov, mellem Guldborgsund i vest og Gl. Gedser Landevej i øst;  mellem Fiskebæk mod syd og Gedsergård mod nord. Gedsergård er formentlig lagt nogenlunde samme sted hvor gården lå i Bronzealderen. Her findes tre langdysser, en langhøj, 8 små høje, en række stenrækker og stenkredse fra Yngre Bronzealder ”hvis nærmeste paralleller skal søges blandt de baltiske tarandgrave”. Se K Ancker-Jensen: Oldtidsminder i Fiskebæk Skov (Lolland-Falsters Historiske Samfunds Årbog XXIII, 1935, s. 86-95) og Arkæolog og museumsinspektør Anna-Elisabeth Jensen, Guldborgsund Museum: Kulturarvsarealer af National Betydning (26.12.2003).

Der har også været en enkelt gård på det nordvestlige Falster. Her findes en rundhøj ved Baunehøj, nord for Vålse, dateret til Ældre Bronzealder periode III (1300-1100 f.Kr.).

Da vi nu har nævnt at kongen af Falster (Sur Ø, Surø), Ktēsios, er ”Orm’s nid” eller "Orm’s slægtning", er det her værd at fremhæve stednavnet "Ormsthorp" fra Falsterlisten (Falstria & Descripio Cuiusdam partis Falstrie) i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr.:

"...denne ret store Torp, der ikke kendes i Brarup Sogn, er tilføjet sidst i Falsterlisten, fordi den er glemt paa sin rette Plads, og at det er den senere by Ovstrup (udtalt Ostrup) i Eskildstrup Sogn..." ¹

¹ Se Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-45, 1. bind: Text, hæfte 2, s. 17:25, s. 41-48; 2. bind: kommentar, hæfte 2, s. 317).

Hovedbygden på Falster (Sur Ø, Surø) mener jeg muligvis har været omkring Halskov Vænge (Haldskov Egevænge), på østkysten af Falster, syd for Horbelev og havnen Hesnæs, og lige nord for herregården Korselitze; det absolut mest frodige og bakkede sted på Falster. I dag består området af en lille skov på 29 ha, der rummer 6 dysser fra ca. år 3500 f.Kr., og 72 gravhøje fra Ældre Bronzealder periode III (1300-1100 f.Kr.). Et kort fra 1796 viser at der fandtes mere end 20 store gravhøje på Halskov Marker omkring skoven, hvoraf kun 2 i dag er tilbage. Kun én gravhøj er udgravet, hvori fandtes 3 grave med brændte ben og bl.a. en bronzekniv ¹.

¹ Skov- og Naturstyrelsen: Vandreture i Statsskovene (Halskov Vænge, Falster, nr. 88).

Til venstre: Haldskov, Egevænge og Stendysse (Halskov vænge) fra kort målt 1863, rettet i marken 1883 og tegnet 1884. Kort og Matrikelstyrelsen.
Til højre: Halskov og Halskov vænge fra Google Earth 11. august 2010. Den østlige kystlinie ses nederst til højre.

Halskov Vænge - skov og høje
Man mærker fuldt ud at vi her befinder os i et helligt, og nu fredet, område.
Billedkilde: Billederne taget 26.7.2010.

"Spejder-Stenen" - Falster's største sten

Beliggende i en udgravet sænkning fordi stenen ikke har kunnet flyttes, og oprindelig omgærdet af en ring af sten, er denne enorme sten absolut navet til forståelsen for hvorfor Bronzealderens ætter på det østlige Falster havde sine minder om forfædrene netop her. "Hal-" i Halskov må være knyttet til ”Hel, Helle, Halja” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk), der altid, uden undtagelse, betegner jætteland i rummet fortiden.  Med Jonatan (t.v.) og Christian (t.h.) stående på stenen anes stenens enorme omfang, særligt midt i et småbakket landskab, dybt i en bøgeskov. På stenens bagside, som set fra ovennævnte billede, hævet ca. 1 m. over jordens overflade, har vi to skåltegn (malet rustrød for bedre fremhævelse). Desværre ved vi endnu ikke helt hvordan den kunst vi kalder "skåltegn" skal opfattes, men at stenen har været hellig er nok ikke at overdrive dens betydning.
Billedkilde: Billederne taget 01.08.2010.

Ifølge Homer: Odyssey (Bog XV: 403) ligger Suriē nord for Ortugiēs:

Det følger fra ovennævnte sætning, at ifald Suriē (Sur Ø, Surø) er Falster, da må Ortugiēs (Ørtug (Ortug) Ø) være Langeland og/eller Lolland, som set i en breddegradssejlads fra vest mod øst i Østersøen. I dag vil vi umiddelbart anse Lolland/Langeland og Falster som geografisk værende side om side. I Bronzealderen derimod, uden brug af længdegrader, vil et søkort/landkort i det indre billedsprog flytte retning Nord mod Nordvest. I en breddegradssejlads fra vest mod øst vil Falster derfor opfattes som værende nord for Lolland/Langeland. Men hvorledes kan denne geografiske antagelse understøttes i etymologi fra stednavnet Ortugiēs (Ørtug (Ortug) Ø)?

Forklaringen skal muligvis søges i den oprindelige sammenhæng mellem Bol, Ørtug og Land. Nordisk Conversations-Lexicon (1858, Første Bind (A-B), s. 641) skriver om ordet "bol":

”Stamord til det islandske ból og det danske Bolig, kommer af det gamle bó eller bú, og betydede oprindelig en Mands Opholdssted med tilhørende Grund og tilliggende Jord. I Tidernes Løb har Betydningen været heel forskjellig. Osterssøn ¹ (s.d.A.) siger, at "B.[ol] kaldes en Andeel Jord i Marken, naar Markerne bliver rebede", og tilføier: "I gamle Dage var B.[ol] regnet for 24 Ørtug Skyld, som gjør tre Læster Land, og var halvanden Styreshavne, hvoraf udgjordes i Leding 18 Mand." Videnskabernes Selskabs Ordbog mener, at B.[ol] kommer af det islandske bol (læs: pagus) eller af det angelsachsiske botl.(læs: villa), og tilføier, at B.[ol] betegner: 1) en heel Bondegaard "og bliver i vore Love anseet for en af de Hovedlodder, i hvilke en Byes Jord fordum var inddeelt ved Reeb, da de mindre Lodder derimod kaldtes "halft B.[ol], Fjerding , Otting og Tolfting"; men 2) "nu omstunder (1793) betegner det en liden Bondegaard med omtrent en Fjerding Jord, eller Fjerdeparten af en fuld Gaards Jord; …"

¹ Christen Osterssøn Weylle (Veylle, Veile, Vejle): Glossarium Juridicum Danico-Norvegicum. Det er Alle Gamle Danske oc Norske Glosers rette Forklaring, som findis i de Skaanske, Sielandske, Jydske oc Norske Lowbøger saa oc Kongel. Recesser, Handfestninger, Gaards oc Sørette (1641). Jvf. Niels Matthias Petersen: III. Det Lærde Tidsrum 1560-1710 (1855-56, s. 354), var ”Christen Ostersen Vejle (herredsfoged i Farø, siden Raadmand i Roeskilde)”.

Med andre ord; oprindeligt ser det ud til at følgende sammenhæng er gældende:

1 Bol = 24 Ørtug = 3 Læster Land

Jeg har andetsteds vist at den ringformede 8-takkede bol-opdeling er den tidligste vi kender til, og forekommer i alle oprindelige "-lev" bosættelser. En af konsekvenserne af ovennævnte sammenhæng mellem Bol, Ørtug og Land er at:

 8 Ørtug = 1 (Læster) Land ¹

¹ "Læster" fra "læst" fra "leistr, last, laists" (oldnordisk, oldengelsk, gotisk), hvis oprindelige betydning er "fodspor, fodsål, (af)mærkning fremkommet ved gang". Tænk på ordsproget "Skomager bliv ved din læst!", der er en lidt forvansket oversættelse af ”ne supra crepidam sutor iudicaret” (ej udover sin læst skal skomageren dømme).

Ordsproget er knyttet til maleren Apelles fra Kos (300 tallet f.Kr.); hofmaler for Philip II. til Makedonien og sønnen Alexander den Store. Plinius den Ældre: Naturalis Historia (Bog XXXV:36:85-86) fra år 77 e.Kr. forklarer os hvorledes ordsproget skal opfattes, i min oversættelse til nudansk:

”Han [Apelles] havde for vane, når et arbejde var færdiggjort, at udstille dette til forbipasserendes beskuelse på et udsat sted, medens han selv i skjul kunne lytte til den kritik der blev givet [maleriet]; det værende hans holdning at andres kritik var bedre end egen samme, da førstnævnte var den hårdeste af de to. Det var under disse omstændigheder, siges det, at han blev udsat for kritik af en skomager for havende gengivet skoene manglende et snørebånd. Det næste dag, stolt over at have set sin kritik rettet [af Apelles på maleriet], begyndte skomageren at kritisere benet [på maleriet]; hvorefter Apelles, forurettet, dukkede frem fra sit skjul, og gjorde skomageren opmærksom på at ej udover sin læst skal skomageren dømme. Dette råd er nu blevet et ordsprog”.

Ordsproget omhandler derfor en bemærkning om at man skal vare sig med at udtale sig om noget man intet ved om. Det betyder ikke at man ikke må begive sig ud på andres håndværksmæssige marker, og sund kritik er altid velkommen, men man bør tilse at være altvidende om det man ønsker at udøve kritik af.

I Jyske Lov fra år 1241 e.Kr. gælder følgende sammenhæng:

1 mark gulds jord = 8 Ørtug sølv. ¹

¹ Se Svend Aakjær: Måleenheder i Landmål og Jordvurdering i Middelalderens Danmark (1959, Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 5, s. 278, 286 (Ørtug Land)).

Dette medfører at 1 mark guld = 8 Ørtug skyld eller "udsæd", der betegner 1 mark korn med en værdi på 1 mark sølv. På Lolland og Falster brugtes fra Middelalderen til 1700 tallet e.Kr. betegnelsen "pund land" om 2 Ørtug land (1 læst = 12 pund à 2 Ørtug = 24 Ørtug korn).

Som vi kan se er begrebet "Ørtug" ikke et entydigt begreb i vore tidligste kilder, og har undergået forandringer i forståelsen når vi når frem til Jordebøgerne. Det synes dog at i oprindelig tanke kan "en gruppe af 2 eller 8 Ørtug" samlet være en betegnelse for "et land". Herfra følger at der i Bronzealderen sagtens kan have været et afgrænset landskab der har været kendt som Ørtug Ø. Vi kan også vise, og det er sikkert gældende for mange landskaber nord for Ejder-strømmen, at jordopdelingen af Lolland og Langeland har været i "Bol". Denne opdeling er bemærkelsesværdigt fraværende på Falster. Ifald Suriē (Sur Ø, Surø) er Falster da kan dette yderligere understøtte hvorfor de tilstødende øer måske var kendt for netop deres anderledes vis at opdele jorden på.

"-balle" endestavelsen; skrevet "-baligh" (1279, 1323) og "-balugh" (1340) forekommer i stort omfang i Jylland, samt på Fyn, Ærø, Langeland og Lolland, og må skulle medtages i en oprindelig jordopdeling. Ordet ser ud til at betegne "åben, dyrket plads i en skov". Stednavnene i parantes er fra Dno Friderico A Raben: Nova Lalandiæ, Falstriæ, Langelandiæ Tabula Geographica (1766). 1 Fra "Terra Domini Regis in Lalandia" (Lollandslisten) og "Langæland" (Langelandslisten) i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. Se Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-45, 1. bind: text, hæfte 2, s. 14-15, 49-50, 104-105).

Homer: Odyssey (Bog XV: 403-416) forklarer os at kongen af Suriē (Sur Ø, Surø) eller Falster hedder Ktēsios. Er det oldgræske "Ktēsios" en forgræskning af drengenavnet "Káti, Kati, Kate", der kendes som så på olddansk og fornsvensk. Navnet er fra det oldnordiske "Kátr" (kaad, kåd, glad, lystig). Alternativt kan navnet være fra drengenavnet "Ketill, Ketil, Kætil" (Kedel = kenning for "hjelm"), der også forekommer på olddansk og fornsvensk, og kendes i runeindskrift bl.a. i formerne "Katil, Kati, Keitil, Ketil".

En fønisk kvinde, træl og barnepige for prins Eumaie, bliver befriet af de føniske handelsmænd, og hun lader kongesønnen kidnappe med hævn og videresalg for øje. Svinehyrden (prins) Eumaie forklarer det således, i min oversættelse til nudansk:

”Der kom en snu mand til min faders hus, med en halskæde af guld med rav trukket på snoren [græsk ”d' ēlektroisin eerto”]”.

Kongesønnen ender op med at blive købt til trældom af Odysseus’ fader Laertēs på Ithaca efter en lang sejlads hjem med det føniske handelsskib.

Følger vi hvorledes navneformerne for drengenavnene EyríkR, Eymundr og Aumundr forekommer, da kan drengenavnet ”Eumaie” være en forgræskning af "ÓmunR", der forekommer i Yngre Futhark som ”Umun” på runestenen fra Norra Nöbbellöv, Malmøhus len, Skåne (DR 316, nu Runstenshøgen i Lund), samt på olddansk som "Umen".

Det er kun i og omkring Østersøen at rav oprinder som eksportvare. Vi er sikre på at dette også er tilfældet for Bronzealder ”Tani” (Daner)-folket, og brudstykket ”Oxyrhynchus papyri” (Nr. 1358, brudstykke 2, Ms. 6353, sætning 8-35, The University Library, Cambridge, England)  tilskrevet Hesiod, år 800 f.Kr., forbinder da også landskaberne nord for Ejder-strømmen med rav (se senere). Etruskerne kalder rav for ”glas”, som Tacitus år 98 e.Kr. skriver at esterne (esterne og De Gamle Prøjsere) kalder det tilsvarende ”glaesum”, og vi genfinder som ”glæsa, glær” (oldnordisk, oldengelsk). Fordi rav er en importvare i det østlige Middelhav og Ægir’s Sø i Bronzealderen, bruger Homer det oldgræske ”ēlektroisin”, fra ”ēlektron”, som betegnelse for rav. Det sker formentlig som følge af farveligheden mellem rav og ”ēlektron” (electrum), der på senere græsk betegner en sølv-guld blanding i forholdet 1:4, dvs. et mere hvidligt guld end det rene rødlige guld.

Vi ved ikke endeligt hvor øerne Suriē (Sur Ø, Surø) og Ortugiēs (Ortug Ø) lå eller ligger, men vi ved hvorfra rav hentes i den kendte verden i Bronzealderen og de næste 1.000 år frem. I første omgang behøver vi derfor kun at være enige i forudsætningen; at rav kommer fra Østersø-regionen. Dette forudsætter derfor samhandel med, og kendskab til, Skandinavien i det østlige Middelhav i Bronzealderen. Vi kan også se at det er fønikerne der er de omrejsende handelsmænd før og efter Slaget ved Troja. Arkæologien viser os at denne antagelse holder vand, og de fleste synes at være enige i denne antagelse.

Odysseus' morfader Autolukou havde sin gård ved ”Parnēsond'”, jvf. Homer: Odyssey (Bog XIX: 394). Homer: Iliaden (Bog X:265-270) forklarer os i øvrigt at Autolukou havde stjålet en filthat fra landskabet Eleōnos, hvilken filthat han gav til Amphidamanti fra Kuthēriō [græsk ”Kuthēriō Amphidamanti”], for viderebringelse til landskabet ”Skandeian”. Homer: Odyssey (Bog XIX: 391-394; 429-454) forklarer os at Odysseus har et ar over knæet. Arret skyldes at han blev ramt af en vildsvinetand under en vildsvinejagt under et besøg til ”Parnēsond'”.

Er det oldgræske ”Skandeian” lig forstavelsen i ”Scatinavia” (Plinius den ældre: Naturalis Historiae), og derfor identisk til den langobardiske urnordiske dialekt ”Scadinavia, Scadanan” (Historia gentis Langobardorum, I:1 fra år 721-799 e.Kr.; Origo Gentis Langobardorvm, kap. 1 fra 600 tallet e.Kr.); den oldengelske og urnordiske dialekt ”Scedelandum” (Skade-landene) og "Scedenigge" (Skandinavien) i Beowulf-kvadet (sætning 19, 1686) fra ca. år 755-757 e.Kr., samt ”Scðn-ég” (Skades ø) i Wulfstan’s rejsebeskrivelser fra ca. år 890 e.Kr. og forstavelsen i "Skáneyrar" (Skanør = Skåne’s Ør) jvf. ”Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (kap. 7)?

Som tidligere fremhævet ved de oldgræske endestavelser ”iē, iēs” i stednavnene Suriē (Sur Ø) og Ortugiēs (Ortug Ø), som jeg mener må være en forgræskning af det proto-nordiske ord der bliver til ”ey, ieg” (oldnordisk, oldengelsk) eller ”ø”, således mener jeg også at endestavelsen ”eian” i det oldgræske ”Skandeian” må være en forgræskning af ”ø”. Herved fremkommer forståelsen at ”Skandeian” må skulle opfattes som det urnordiske ”*Skaðin aujó” eller ”Skades ø eller øer”.

Er det oldgræske ”Parnēsond'” = Parnesund, og forekommer drengenavnet "Autolukou" ikke at være et finno-ugrisk navn ¹?

¹ finsk "outo" (mærkelig, mærkværdig) + finsk "-luku" (tal, tælle, læse)?

Stednavnet ”Pärnu” forekommer som et navn på en flod i det sydvestlige Estland, hvis munding er ud i Østersøen (byen af samme navn tager navn efter floden). Stednavnet kendes som ”Bernu” fra Al-Idrisi i hans værk ”Geografi” fra år 1154 e.Kr. (hvilket forklarer brugen af "B" da arabisk ikke har bogstavet "P"), og området har været beboet siden år 7.500 f.Kr. Hvis et sund oprindeligt betegner et bredt farvand man kunne svømme over, kan Pärnu-flodens sidste 4 km inden den løber ud i bugten sagtens have haft betegnelsen ”sund”. Fra Vana-Pärnu (Gamle Pärnu) og ud af vejen Tammiste tee, kan derfor nemt have været ”Parnēsond'”. Det skal her tilføjes at stednavnet på nudansk og nuengelsk oversættes til ”Parnassos, Parnassus” af urangsaglige årsager.

Det vil i så fald sige at Odysseus’ morfader kom fra et landskab i det nuværende Estland, og at Odysseus har besøgt dette landskab. Bronzealderens Skandeian (*Skaðin aujó, Skandinavien) har været en betegnelse for en eller flere øer eller halvøer nord for Ejder-strømmen.

Odysseus har en mindste lillesøster ved navn Ktimenē, jvf. Homer: Odyssey (Bog XV: 364-368). Svinehyrden Eumaie, en tilfangetagen kongesøn gjort træl, beretter i min oversættelse til nudansk:

”Med hende [Ktimenē] voksede jeg op, og moderen [Antikleia] behandlede mig næsten som var jeg en af hendes egne børn. Men da vi begge trådte ind i de højt-eftertragtede voksenrækker, blev hun til Samerne givet [græsk ”Samēnd' edosan”] mod utallige indtægter”.

Vi ved ikke hvem ”Samēnd'”-folket er, men de ser ud at komme fra øen ”Samē”, jvf.  Homer: Odyssey (Bog XVI: 124). Vi kan se at en af bejlerne kom fra øen ”Samē”, og at han bar navnet ”Ktēsippos”, jvf. Homer: Odyssey (Bog XX: 288).

Er formodningen om at morfaderens hjemstavn, det oldgræske ”Parnēsond'”, kunne være knyttet til stednavnet ”Pärnu” i det sydvestlige Estland sand, da forekommer det strategisk korrekt at en af døtrene bliver gift med et nabo-folkeslag, Bronzealderens Samer (Saami).

Jeg viser i afsnittet ”Estland - *Aðalsýsla & Eysýsla”, at den store danske ø ud for Estlands vestkyst, der af os kaldes ”Eysýsla” (Ø Syssel, Øsel) ser ud til at have et ældre navn. I lokale estiske folkesange omtales øen som "Soome saar" (Samernes Ø), senere "Samu sala". På latvisk omtaltes de nuværende finske landskaber oprindeligt som "Samu zeme" (Samernes Land), og det estiske "Soome saar, Samu sala" modsvares af det latviske "Samsala" ¹. Det antyder at de samiske (finske) ætter tidligere har haft kontrol med Øsel (Saaremaa). Dette kunne tænkes også at have været tilfældet i Bronzealderen. Sammenhængen i Bronzealderen mellem ”Parnēsond'” (Pärnu) og ”Samē” (Soome, Samu, Sam-) skyldes at en breddegradssejlads fører direkte til- og fra begge steder.

¹ Tak til Peeter Päll, Eesti Keele Instituut, Tallinn for denne oplysning.

Som vi har hørt bærer stenrækkerne ved gravstedet fra Yngre Bronzealder ved Gedsergård, Falster stor lighed med tarand-gravene fra bl.a. det nuværende Estland. En ”tarand-grav”, hvor det estiske ord ”tarand” betyder ”indhegning”, betegner et familiegravsted. En stenrække opsat rektangulært ser ud til at tilhøre én æt. Flere stenrækker betegner derfor flere ætter. Jeg har set disse gravsteder flere steder i Estland, og de kan bedst beskrives som lignende fundamentet til et hus, hvilket måske endda symbolsk er hvad er tilsigtet. Betegnelsen ”tarand” fremførtes af den estiske arkæolog Harri Moora (1900-1968) i 1930’erne, og ser ud til at have vundet indpas verden over ¹.

¹ Marika Mägi: Mortuary houses in Iron Age Estonia (Estonian Journal of Archaeology (Eesti Arheoloogia-Ajakiri), 2005. s.93-131)

Der er udgravet 4 ”tarand-grave” (hver 6 x 2 m) på Øsel (Saaremaa) ved landsbyen Tõnija Tuulingumäe (Møllebakke), nær Valjala på øens nordøstlige del, dateret til 3-500 tallet e.Kr. Dette tidspunkt afgrænser netop tiden hvor ”os”-folket ser ud til at tage kontrol med området og omdøber øen til "Eysýsla" (Øsel), hvorefter ”tarand-gravene” ophører. Vi kan derfor knytte denne urgamle gravskik til øens oprindelige befolkning, og i øvrigt til kystbefolkningerne i Estland.

Som Homer: Odyssey viser, og arkæologien antyder, har der været endog ganske nært slægtskab i æt mellem befolkningerne på Falster, og samme i de nuværende estiske landskaber.

Landskabet ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria) er umiddelbart ukendt, og har været det siden oldtiden. Indbyggerne på Korfu har i generationer ment at deres ø er identisk med dette landskab. Det mener jeg kan afvises fuldstændigt af flere årsager.

Sagnet opstår formentlig med Albius Tibullus (55-19 f.Kr.) med hans sætning “Me tenet ignotis aegrum Phaeacia terris” (Liber I:3:3) eller ”Phaeacia tilbageholder mig, syg, i dette fremmede land". Han var under en sørejse og felttog til Lilleasien i år 31 f.Kr. blevet syg på “Corcyra” (Korfu), og blev efterladt på denne ø, ensom og forladt. Herved knyttes ”Corcyra” (Korfu) med ”Phaeacia”, der antages at være Phaiekonernes land og dermed ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria). Hvad der faktisk sker er at Tibullus kender til Homer: Odyssey, og ved at Homer beskriver landet som beliggende uden for lands lov og ret. Det er således Tibullus opfatter sin tilstedeværelse på “Corcyra” (Korfu), hvorfor han gør brug af den homerske kenning. ¹

¹ Se Donald H. Mills: Tibullus and Phaeacia: A Reinterpretation of 1.3 (The Classical Journal, 1974)

Vi kan muligvis tage forståelsen et skridt videre. Strabo: Geographika (7 f.Kr.-18 e.Kr., Bog I:2:37; Bog VII:3:6) anklager Kallimachos fra Libyen (310/305-240 f.Kr.) for falsk at tilskrive Odysseus’ vandringer til bl.a. Corcyra (Korfu), ”i strid med Homer’s grundtanke”, og at han identificerer Corcyra (Korfu) med Scheria. Som en lært mand må Albius Tibullus have haft kendskab til Kallimachos fra Libyen, som Strabo har det. Han kan derfor have overført en fejlagtig identifikation af Kallimachos fra Libyen til sine egne strabadser, og videreført røverhistorien.

”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria) nævnes bl.a. i Homer: Odyssey (Bog V: 33-35). Omtalen finder sted i forbindelse med Odysseus' søn Telemakhos hjemrejse med skib fra Sparta til Ithaca, hvor han har været på besøg hos Menelaos, Konge til Sparta, for at høre tidender om sin forsvundne fader, i min oversættelse til nudansk:

”men på en veltømret flåde, med stort besvær, vil han på den tyvende dag ankomme til frodige Skheriēn [græsk ”Skheriēn eribōlon”], Phaiekonernes land [græsk ”Phaiēkōn es gaian”].

Stammen ”Phaiekonerne” skrives på nudansk ”phaiakerne, fajakerne” og nusvensk ”fajakerna”, ingen af hvilken bærer nogen lighed med det oldgræske stammenavn.

Ptolemy: Geografi fra år 127-148 e.Kr. nævner blandt stammerne nord for Ejder-strømmen bl.a. de endnu uforståede ”Chaedini” mod vest, i midten ”Levoni” og mod øst ”Favonae”. De andre stammer; Firasesi (Ase-folket), Dauciones (Danerne), Finni (Saami Finnerne) og Gutae (Goterne) er os alle bekendt. Da ”Ph” ser ud til at blive til ”f”, kan ”Phaiekonerne” fonetisk skrives som ”Faiekonerne”. Kan denne stamme knyttes til stammen ”Favonae” nævnt af Ptolemy?

En rejse fra Sparta til Ithaca er i Bronzealderen en land-i-sigte sejlads fra syd mod nord langs vestkysten af den Peloponnesiske halvø. Da Korfu ligger 130 km nord for Ithaca er det en fysisk umulighed at Korfu kan være landskabet ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria).

Homer: Odyssey (Bog XIII: 46-52), i beskrivelsen af det skib fra Kong Alkino og Dronning Arete (Areten), der hersker over ”Phaiekon”-folket, hvis landskab ligger i ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria), der skal bringe Odysseus tilbage til sin hjemstavn i tiden efter Troja’s Fald år 1184 f.Kr., i min oversættelse til nudansk:

”Skibet sprang fremad på sin kurs som en ”fire-i-hånd” [dvs. firspandet] stridsvogn flyver ud af banen når hestene mærker pisken. Hendes forstavns hvælving var som nakken på en hingst, og en stor bølge af mørkt skummende vand kogte i hendes kølvand”.

Strabo: Geographika (7 f.Kr.-18 e.Kr., Bog I:2:18) lurer også på denne problemstilling, i min oversættelse til nudansk:

”Således er ordene fra Polybius [ca. 201-122 f.Kr.], og hvad han siger er hovedsagligt sandt. Men når han undergraver påstanden om at Odysseus’ rejser finder sted på Oceanus, og når han beskærer rejsen på ni dage og afstandene berejst til nøjagtige mål, da overgår han sig selv i uoverensstemmelser. Det ene øjeblik henviser han til digterens ord: ”Derefter i ni dage blev jeg båret af bane-fuld bør” ¹; i det næste øjeblik undertrykker han sætninger. For Homer siger ligeledes: ”Efter skibet havde forladt Oceanet’s strømme” ²; og ”på øen Ogygia, der er navet i søen”, fortsættende med at sige at datteren til Atlantos bor her ³; og igen, hvad angår Phaiekonerne, ”Fjernt vi bor i de brusende bølger, det mest afsides sted af hele menneskeheden, og ingen dødelige har samkvem med os” ⁴. Alle disse begivenheder er helt klart henlagt til Atlanterhavet; men ved at undertrykke disse sætninger formår Polybius at fordærve hvad digteren direkte skriver. I dette er han vrang; hvorimod har han ret i at [Odysseus’] rejser finder sted i området omkring Sicilien og Italien;…”

¹ Homer: Odyssey (Bog XII: 447): ”Derefter blev jeg i ni dage båret [af vinden], og på den tiende aften drev guderne mig til øen Ogugien [græsk ”nēson es Ōgugiēn”]”.
² Homer: Odyssey (Bog XII: I-4): ”Efter vort skib havde forladt Oceanet’s strømme [græsk ”rhoon Ōkeanoio”] og var sejlet ind i bølgerne af det åbne hav, og den Aiaiske ø [græsk ”nēson t' Aiaiēn”], hvor tidlig Daggry har sit hjem”.
³ Homer: Odyssey (Bog I: 50-54): ”på en sø-gærdet ø, der er navet i søen [græsk ”nēsō en amphirutē, hothi t' omphalos esti thalassēs”]. Dette er en skovrig ø, og dér befinder sig en gudinde, Atlantos’ datter [græsk ”Atlantos thugatēr”], berserkar af sind, med kendskab til dybden hvert sted på søen, og alene opretholder de høje støtter, der holder himmel og jord fra hinanden”.

Jeg mener vi må opfatte det således at øen Ogugien geografisk befinder sig midt i farvandet der tænkes på, omgivet af åbent hav til alle sider. At Atlantos’ datter beskrives som ”berkerkar af sind” [græsk ”oloophronos”] må være en kenning for et farvand med hårde vejr- og vindforhold.
⁴ Homer: Odyssey (Bog VI: 204-205).

Ingen vil være uenig i at Odysseus er en vigtig lokalkonge i det område over hvilket han hersker. Det må herfra følge at han er kendt af sine naboer, herunder på Korfu kun 130 km nord for hans herredømme. I Homer: Odyssey (Bog VI: 186) tiltaler Dronning Nausikaa (sætning 175), datter til Kong Alkino [thugatēr …Alkinooio, sætning 196] Odysseus således, i min oversættelse til nudansk:

”Da svarede hvid-armede Narusikaa ham [Odysseus] således: ”Fremmede [græsk ”xein” fra ”xenos” (udlænding, fremmede)]…”.

Det er en absolut umulighed at en Dronning, hun er vel rettelig prinsesse, fra stort set naboøen skulle tiltale en ligestillet hersker som ikke blot ”fremmed”, men ”ukendt fremmed”. I Homer: Odyssey (Bog VII: 237) tiltager moderen, Dronning Arete, også Odysseus som ”fremmede” [græsk ”xeine”]. I Homer: Odyssey (Bog VII: 298-299) tiltaler faderen, Kong Alkino, ligeledes Odysseus som ”fremmede” [græsk ”xein”]. Og for at vi ikke skal være i tvivl om at brugen af ”fremmede” skal opfattes som ”ukendt fremmed”, siger Kong Alkino følgende i sin fortale på det samlede Phaiekonske thing, hvor han er i færd med at introducere Odysseus, jvf. Homer: Odyssey (Bog VIII: 28): ”Denne fremmede, han er mig ej bekendt” [græsk ”xeinos hod', ouk oid' hos tis”].

Derfor må det være helt uden for tvist at Korfu ikke er landskabet ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria).

Homer: Odyssey (Bog VII: 323-326), hvor Kong Alkino tiltaler Odysseus om hvortil Phaiekonernes langskibe kan bringe Odysseus, i min oversættelse til nudansk:

”om det så er længere borte end Euboia [græsk ”Euboiēs”], som de af vore folk der så det da de bragte Rhadamanthus med det gyldne hår med rødbrunligt skær [græsk ”xanthon Rhadamanthun”] til besøg hos Tituos, Jorden’s søn [græsk ”Tituon Gaiēion huion”], siger er det land der ligger fjernest. Dertil de begav sig og uden besvær gennemførte deres rejse, og på selvsamme dag vendte hjem”.

Her skal læseren være opmærksom på at Homer: Odyssey (Bog IV: 561-569) har en beskrivelse af Valhalla, og at Rhadamanthus med det gyldne hår er hersker af dette landskab, hvorfor der her er tale om rummet ”fremtiden”, der altid befinder sig i himmelen (se afsnittet “Begravelse - ligbrænding i skib”, underafsnit ”Valhal i Himmelen på den andenside”). Når Homer derfor giver os kenningen at Rhadamanthus besøger Tituos, da er dette en kenning for at himmel og jord bliver ét. I oprindelig tanke mener jeg udelukkende dette sker i det nordligste nord – det meste ekstreme punkt i horisonten.

Mange læsere af Homer: Odyssey er opmærksom på, at Phaiekonernes langskibe kan nå til Euboia (Euboea) og hjem på én dag, og gør dette til en fantastisk, uforstået, magisk egenskab.

Jeg mener at vi må opfatte den Phaiekonske 1-dags rejse til og fra Euboia (Euboea) på én af to vis:

• Enten befinder Phaiekonernes land ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria) sig geografisk i det høje nord og derfor ½ dags sejlads fra landskabet Euboia (Euboea); eller
• Phaiekonernes land ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria) befinder sig geografisk i det høje nord, og øen Euboia (Euboea) er identisk til øen af samme navn på den græske vestkyst, og betegner den sejldestination der befinder sig længst borte fra Phaiekonernes land ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria) i det høje nord. I så fald er 1-dags rejsen en kenning for Homer’s ”tilbageblik, forskydning i tid og sted”, hvor han flytter beretningen fra Ægir’s Sø til Ægir’s Dør.

Athenaeus (slutningen af 100 tallet e.Kr.): Deipnosophistae (Bog XIII, sætning 609e, fragment 17) skriver, i min oversættelse til nudansk:

“Også Hesiod i den tredje bog af hans Melampodia kaldte Chalcis i Euboia ”landet med de underskønne kvinder”; for kvinderne dér er meget smukke, som også Theophratus [ca. år 371-287 f.Kr.] fremhæver”.

Homer: Iliaden (Bog II: 535-536), i min oversættelse til nudansk:

”Lokrōn-[folket] der bor over for hellige Euboia [græsk ”Euboiēs”]. Euboia [græsk ”Euboian”] haver de stærke Abantes [-folket]; Chalcis [græsk ”Khalkida”], Eretria [græsk ”Eiretrian”] og rig på druer Histiaea [græsk ”Histiaian”]”.

Det er helt uden for tvist at øen Euboia (Euboea) på den græske vestkyst allerede bærer dette navn i Bronzealderen under Den Trojanske Krig, samt at øen har tre hovedbygder: Chalcis [Khalkida], Eretria [Eiretrian] og Histiaea [Histiaian].

Stephanus Byzantinus (Stefan fra Byzans, 500 tallet e.Kr.): Ethnikon (Ethnica) skriver at Hesiod: Aigimios (Aegimius, fragment 296 el. 4:10) ca. år 800 f.Kr. i omtalen af gudinden Io, der er ukendt og før-græsk, skriver, i min oversættelse til nudansk:

”På den herlige ø Abantis, som de udødelige guder i arilds tid plejede at kalde Abantis, Zeus med tanke på koen skænkede navnet Euboia”.

Det vil med andre ord sige at stednavnet Euboia (Euboea) betyder ”Kvæg-øen, Øen med Kvæg”, hvorfor ”Euboia” er sammensat af ”Eu” (ø) + ”boia” (kvæg). Dette stednavn er ikke græsk, og at netop den før-græske gudinde Io tilskrives stednavnet Euboia (Euboea) understøtter dette.

I afsnittet ”Fióni, kimbrerne og omkring” (underafsnit ”Kimbrerne”) viser jeg at det oldnordiske ”Bói, Bó, Búi” betyder ”boet”, og at "Bó, Buw, Bou-" (oldirsk, walisisk, oldbretonsk) betyder "kvæg". Begge ord har formentlig et fælles ophav med betydningen ”kvæg”, der i Bronzealderen formentlig betegner ”boet” for Tani (Daner)-folket, hvis hovedvirke er søfart og kvægdrift.

Det fører til forståelsen at øens navneforandring fra Abantis til Euboia (Euboea) med betydningen ”Kvæg-øen, Øen med Kvæg” muligvis kan være foretaget af Bronzealder Tani (Daner)-folket. Det næste skridt i denne forståelse er derfor at gudinden Io, der visuelt gengives som en ko, må kunne knyttes til folkeslag nord for Ejder-strømmen i Bronzealderen.

Jeg mener det må være rimeligt at slutte at stednavnet Euboia (Euboea) i alle tilfælde må skulle opfattes som ”Kvæg-øen, Øen med Kvæg”. Det forekommer ligeledes rimeligt at stednavnet kan være opstået fra proto-nordisk.

Som læseren vil se nedenfor mener jeg Homer muligvis beskriver øen Thrinakia (Thrinakiēn) i kenninger, der henviser til vort muligvis rødbrune eller rødbrogede hornkvæg i Bronzealderen. Derfor hælder jeg til at stednavnet Euboia (Euboea), hvortil Phaiekonernes langskibe kan sejle til og fra på 1 dag, også betegner et landskab nord for Ejder-strømmen, og at dette også skal opfattes som ”Kvæg-øen, Øen med Kvæg”. Kan det nordlige Euboia (Euboea) være Fyn?

Bemærk Homer’s ordvalg på oldgræsk i Homer: Odyssey (Bog V: 33-35): ”Phaiēkōn es gaian” (Phaiekonernes land), og at besøget finder sted hos ”Tituon Gaiēion huion” (Tituos, Jorden’s søn).  Brugen af ”gaian, gaiēion” er identisk og skyldes ikke at oldgræsk ikke havde flere ord for ”jord, land”. I afsnittet ”Gymir og Sif – Sparta's konge og Frigg’s vølve” viser jeg at forstavelsen i det oldgræske ”Gýtheion”, stednavnet for Sparta’s havneby, menes at være en dialektform af netop det oldgræske ”Gaia” (Gæa, Gea). Herfra udleder jeg, at det oldnordiske ”Gymir”, et oldnordisk heite for Kong Tyndareaus til Sparta, må være hankøn af ”gyma”, som Nafnaþulur (vers 87) nævner som et heite for ”Jörð” (Jord). Vi kan derfor knytte brugen af ”gaian, gaiēion” til nord for Ejder-strømmen.

Homer: Odyssey (Bog VIII: 555-564), hvor Odysseus tiltaler lederne og rådgiverne af ”Phaiekonerne, med forkærlighed for årer” [græsk ”Phaiēkessi philēretmoisi”, sætning 535-536), og Kong Alkino svarer, i min oversættelse til nudansk:

”Og fortæl mit dit hjemland, dit folk, og din by, at vore skibe må bringe dig did, med deres snilde sættende en ret kurs. For Phaiekonerne har hverken styrmænd [græsk ”kubernētēres”] eller styreårer [græsk ”pēdali'” fra ”pēdalion”], som andre skibe har, men deres skibe forstår menneskets tanke og sind, og har kendskab til byer og frodige marker for alle folkeslag, og i hast de formår at krydse det vidåbne hav, gemt i tåge og sky, aldrig værende årsag til fare eller ulykke”.

Endnu engang mistænker mange at Phaiekonernes langskibe har magiske, uforklarlige, egenskaber. Og igen mener jeg at Homer gør brug af en genial kenning. Ved at fratage Phaiekonernes langskibe styrmænd og styreårer, hvad alle langfartsskibe har i Bronzealderen, gør han Phaiekonerne og deres skibe til ét. Hermed har han skabt et superlativ for hvad i samtiden blev anset som et søfolk uden sidestykke. Og tydeligvis et vidtrejsende søfolk, der besejlede hele den kendte verden i Bronzealderen. At Phaiekonernes ”hjem-sø” er ”gemt i tåge og sky”, er helt frem til 1200 tallet e.Kr. en klar beskrivelse af nordlige farvande.

I Homer: Odyssey (Bog V: 34) omtales Phaiekonernes land som ”Skheriēn eribōlon”, som jeg oversætter til ”frodige Skheriēn”. Er det oldgræske ”eribōlon” sammensat af ”Jord” + ”bol” (fra oldnordisk ”ból”)?

Phaiekonernes land ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria), og det er et land – ikke en ø, ved vi ligger på den anden side af et stort hav, i den fjerneste del af den kendte verden i samtiden. Set fra det østlige Middelhav i Bronzealderen er det ikke urimeligt at antage at dette kunne være enten Britannien eller landskaberne nord for Ejder-strømmen.

Homer: Odyssey (Bog V: 50-56) bekræfter for os, at rejsen fra Pieria [græsk ”Pieriēn”; bjergkæden af samme navn i oldtidens Makedonien, det nordøstlige Grækenland] til Odysseus’ opholdssted foregår over åbent vand og er meget lang, i min oversættelse til nudansk:

”da han [budbringeren] ankom langvejs fra [græsk ”aphiketo tēloth'”)”.

Budbringeren er Hermes (græsk ”Hermeias"), der i Homer: Odyssey (Bog V: 104-107) tiltaler gudinden Kalupsō, i hvis landskab Odysseus er strandet.

Gudinden Kalupsō er ikke tilfredsstillende afklaret i hverken etymologi eller Bronzealderens kendte gudeverden. Forstavelsen ”Kal-” er fra det indoeuropæiske ”*kel-” (at tildække, at skjule), der igen er grundordet for ”Hel, Helle, Halja” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk), der altid, uden undtagelse, betegner jætteland i rummet fortiden (se afsnittet Bilag N: Det hellige tal 9”, underafsnit ”Hel er jætteland og fortiden”). Det er derfor argumenteret, og jeg er enig heri, at ”Kalupsō” må være knyttet til det græske ”kalyptein” (at tildække). Herfra mener jeg det kan argumenteres at ”Kalupsō” skal opfattes som ”Hende der værner det skjulte”, som er dyb fortid set fra nutiden. Det absolut mest interessante er hvorfor Homer helt bevidst vælger en gudinde der værner over dyb fortid som værner af det landskab hvor Odysseus befinder sig. Jeg mener svaret må være, at Homer gør dette fordi han beskriver et historisk tilbageblik til hvorfra Odysseus’ æt havde sin oprindelse. Der er absolut intet i navnet ”Kalupsō”, der forhindrer at dette gudindenavn kan være et bronzealdernavn fra nord for Ejder-strømmen; en antagelse der samtidig kan forklare hvorfor denne gudinde er ukendt i senere græsk forståelse.

Homer: Odyssey (Bog V: 238-239), i beskrivelsen af øen Ogugien, hvor gudinden Kalupsō har holdt Odysseus som gidsel, i min oversættelse til nudansk:

”Derefter førte hun an til øens højeste punkt [græsk ”nēsou ep' eskhatiēs”], hvor de høje træer gror; elletræet [græsk ”klēthrē”], poppeltræet [græsk ”aigeiros”], grantræet [græsk ”elatē”, pinus picea], knejsende mod himlen [græsk ”ouranomēkēs”]”.

Alle de ovenfor nævnte træsorter kendes fra Skandinavien fra Stenalderen, og vi ved f.eks. at stammebåden fra Verup Åmose, Vestsjælland dateret til ca. år 3.500 f.Kr. er gjort af elletræ. Derfor er disse træbeskrivelser meget vigtige ledetråde i den geografiske forståelse for beliggenheden af landskaberne ¹. Odysseus bruger 20 træer af de nævnte træsorter til at bygge sig et handelsskib til sin hjemrejse, jvf. Homer: Odyssey (Bog V: 245-260). Fra Homer: Odyssey (Bog II:420-427) ved vi at grantræet blev brugt til masten.

¹ For forståelsen for Homer’s træbeskrivelser se f.eks. den estiske Victor Amadeus Hehn (og James P. Mallory): Cultivated Plants and Domesticated Animals (1976, Amsterdam Studies in the Theory and History of Linguistic Science I., Vol 7, The Pine-Tree (Pinus Pinea), s. 223).

Homer: Odyssey (Bog V: 269-280), hvor Odysseus sætter sejl fra øen Ogugien i sit nybyggede skib med mast, sejl og styreåre. Han sætter sin kurs efter stjernerne, i min oversættelse til nudansk:

”medens han stirrede mod [stjernehoben] Pleiaderne [græsk ”Plēiadas” = Syvstjernen], den sent ankomne Bjørnevogteren [græsk ”Boōtēn”], og til Bjørnen [græsk ”Arkton”], som menneskeheden også kalder Vognen [græsk ”Amaxan”], der altid drejer om sig selv, og tilser Orion [græsk ”Ōriōna”] og [er det stjernebillede der] alene aldrig bades af Oceanet [græsk ”Ōkeanoio”, dvs. forsvinder fra horisonten]. Netop dette [stjernebilledet Bjørnen/Vognen] havde Kalupsō, den himmelske gudinde, budt ham tilse at holde til bagbord [græsk ”aristera kheiros” = venstre hånd] på sin rejse over havet. I sytten dage sejlede han på havet; på den attende viste sig i horisonten skyggerne af bjergene af Phaiekonernes land [græsk ”orea skioenta gaiēs Phaiēkōn”], der befandt sig tættest på ham”.

Homer: Iliaden (Bog XVIII: 478-608) viser helt samme fremstilling af de vigtigste stjernebilleder. Vær opmærksom på at stjernebilledet Bjørnen også af os kaldes det oldengelske ”cales waen” (Karlsvognen) i Bede: De Natura Rerum, og på oldfrisisk ”Woonswaghen, Woenswaghen” (Odinsvognen).

Constantino Baikouzis, Observatorio Astronomico de La Plata, Argentina og Professor Marcelo Magnasco, Rockefeller University, New York har vist at Odysseus’ hjemkomst kan dateres til 16. april 1178 f.Kr. (se ”Is an eclipse described in the Odyssey?, Proceedings of the National Academy of Sciences, June 24, 2008).

Da Kalupsō holder Odysseus som gidsel på øen Ogugien i 7 år, jvf. Homer: Odyssey (Bog VII: 259), og vi ved at den samlede hjemrejse varer 10 år, kan vi datere afrejsen fra øen Ogugien til år 1181 f.Kr.

Når Homer fremhæver Karlsvognen som det eneste stjernebillede der ikke ”bades i Oceanet”, viser han at stjernetydning i Bronzealderen havde fuld styr på den opdeling af stjerner der befinder sig ”over” vort horisontalplan, dvs. hvad i dag kaldes cirkumpolare stjerner.

Det forekommer mig umiddelbart at Homer’s astrologiske læresætning om Karlsvognen netop er en generel læresætning, måske som set fra det østlige Middelhav/Ægir’s Sø (Det Ægæiske Hav), og derfor ikke skal knyttes til forståelsen for hvor Odysseus befinder sig da han stikker en kurs.

Erling Poulsen, observatør ved Rundetaarns observatorium, København har hjulpet mig i forståelsen af hvilken sejlretning Odysseus har, og betydningen af at Karlsvognen er det eneste stjernebillede der ikke forsvinder fra horisonten:

”I 1178 f.Kr. lå Karlsvognen meget tættere på himlens nordpol og var cirkumpolar på breddegrader over  ca. 20 grader. Hvis Karlsvognen (som var tæt på nord døgnet rundt) er på venstre side må der sejles østpå. Polaris lå på det tidspunkt 18 grader fra nordpolen og har derfor ikke været god som ledestjerne. Kocab i Lillebjørn med sin afstand på 6½ grad fra nordpunktet har været bedre. Der er selvfølgelig stjerner tættere på nord men de er så svage at de ikke har været anvendelige. Himlens nordlige del har set nogenlunde ud som følger det år”:

Stjernebilledet Karlsvognen som set fra Skandinavien/den nordlige halvkugle år 1178 f.Kr. Da stjernebilledet Karlsvognen skal holdes til bagbord er sejlretningen for Odysseus fra vest mod øst. Bemærk at Ledestjernen (Polarstjernen, Nordstjernen) ikke kan bruges i Bronzealderen. Det er derfor den ikke nævnes. I Bronzealderen er Karlsvognen det ledende stjernebillede.
Billedkilde: Erling Poulsen, observatør ved Rundetaarns observatorium, København. E-mail dateret 7. juni 2010.

Homer: Odyssey (Bog V: 269-280) har netop forklaret os at Odysseus fik øje på Phaiekonernes land ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria) efter 18 dages sejlads mod vest fra Ogugien. Homer: Odyssey (Bog V: 14-35) forklarer os at den faktiske rejse var på 20 dages sejlads mellem Ogugien (ved brug af gudinden Kalupsō som kenning) og Phaiekonernes land ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria). Det har betydningen at Phaiekonernes land ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria) har en ganske stor kystlinie på mindst 2 dages sejlads. Vi ved også at sidstnævnte igen ligger ½ dags sejlads fra Euboia (Euboea).

Da Phaiekonernes land er nærmeste land fra øen Ogugien, kan vi slutte at Euboia (Euboea) ligger enten nord eller syd for Phaiekonernes land.

Ved at sammenholde Homer: Odyssey (Bog XI: 106): ”Thrinakiē ø” [græsk ”Thrinakiē nēsō”] med Homer: Odyssey (Bog XII: 403 & 447) ved vi at øen Thrinakiēn (Thrinakia) ligger 10 dages sejlads fra øen Ogugien. Da Odysseus her driver for strøm og vind, uden mast eller styrmand, jvf. Homer: Odyssey (Bog XII: 410-414), er afstanden i sømil formentlig væsentlig mindre.

Homer: Odyssey (Bog XII: 403) beskriver landskabet Thrinakiēn (Thrinakia) som ”land” [græsk ”Gaiaōn”].  Homer: Odyssey (Bog XII: 283, 285) kalder samme for ”ø” [græsk ”nēsō, nēsou”].

Ifald den oldgræske endestavelse ”iēn” er en forgræskning af det proto-nordiske ord der bliver til ”ey, ieg” (oldnordisk, oldengelsk) eller ”ø”, da må Thrinakiēn (Thrinakia) være sammensat af "Thrinak" + "Ø".

Endestavelsen i "Thrinak" genfinder vi f.eks. i "Avernak Ø, Avernakø" i det sydfynske øhav. "Avernak Ø, Avernakø" skrives i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. som "Wæstræ Draghø h.d." (Vestre Drejø, h(jorte) + d(ådyr)). I Jordebogen omtales den mod øst beliggende naboø, Drejø, som "Østræ Draghø". Stednavnet er dog sikkert oprindeligt og kendes som "Arnacke" (1473), "Auernacheroe" (1687). Stednavnet er sammensat af "Ar" (ørn) + "nache" (nakke). Endestavelsen "nache" forekommer på oldengelsk som "nacan" (nakke) i det oldengelske runedigt for runen "*laguR, Lagu" (L), hvor det er en kenning for langskibet. Ordet forekommer som forstavelse i Nakskov, Lolland (”Nacascogh” i Valdemars Jordebog), og som ø-navn i "Nakkøya" (Nakøy, Naköe i 1795), Halsaa sogn (Halse), Mandal, Vest-Agder. Som beskrivende tillægsord mener jeg vi bedst kan oversætte "naca, nacan, nache" (nak) til "ende, sted". Betyder "Thri" på urnordisk tallet tre (3), jvf. "trè, þreo, þri, þrie" (oldnordisk, oldengelsk)? I så fald har Thrinakiēn (Thrinakia) samlet betydningen "Trenakke Ø, Trenakø". Kunne det tænkes at tallet tre(3) i stednavnet betegner 3 øer, og at stednavnet derfor er en samlet betegnelse for enten Ærø, Taasinge og Langeland; eller Als, Ærø og Taasinge (der faktisk danner en hestesko omkring Avernakø) ¹; eller samme for tre øer omkring Nakkøya (Nakøy), Vest-Agder?

¹ Ærø, Taasinge, Langeland og Als:
Erri, Þórslundr, Langaland i Knytlinga Saga;
Ærræ, Thosland, Langæland, Alsæ i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. Se Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-45, 1. bind: text, hæfte 2, s. 14).

Vi kan se at Homer forbinder Solen med øen ved at han i kenninger knytter ”Ēeliō” (Helios, Solen), samt øens kvindelige værnere ”Phaethousa” (Solens varmestråler) og Lampetiē (Solens lysstråler, jvf. nudansk ”lampe”), til øen, jvf. Homer: Odyssey (Bog XII: 127-133). Gudinden og Moderen til døtrene Phaethousa og Lampetiē kaldes ”Neaira”, og i dette navn mener jeg vi genfinder en endog meget velkendt skandinavisk gudinde, der tilsyneladende kan føres til Bronzealderen.

I afsnittet "Den Jordlige Moder - Moder Jord" argumenterer jeg for at Tacitus' "Nerthus" er identisk til "Njord", og at begge oprinder fra ”Jörð” i betydningen ”Moder Jord”. Sammentrækningen fra "jord' til "njord" mener jeg kan ses i det gotiske "ana airþai", der har betydningen "på jorden". Herfra kan "*An eorþan" (oldengelsk) sammentrækkes til "*neorþan" (oldengelsk) og "njarðar" (oldnordisk).

Sammenlign gudindens navn "Neaira" med det græske tillægsord ”nei’aira”, der skal opfattes som ”nedre” (Jörundur Hilmarsson: Studies in Tocharian phonology, morphology and etymology, 1986: 297-304), og kun kendes i hunkønsform, samt det græske ”e’nerthe(n)” (forneden), ”ne’rteros” (nedre). På det indoeuropæiske sprog Tocharian, Nordindien kendes samme ord i formen ” n~or” (forneden, underneden, under, nede).

Så vidt jeg kan se må gudinden "Neaira" være identisk til "Njord", og er derfor Bronzealderens "Moder Jord". Stednavnet forekommer bl.a. på Fyn i Nørre Nærå nord for Odense, der år 1304 e.Kr. skrives "”Niærthøu” eller ”Njords høj”, dvs. muligvis ”Moder Jord's Høj”. Da gudinden Neaira er moder til de to døtre der værner over Thrinakiēn (Trenakke Ø, Trenakø), og da jeg ovenfor har argumenteret for at denne ø kunne være en samlet betegnelse for Ærø, Taasinge og Langeland eller Als, Ærø og Taasinge, da må "moderøen" være Fyn. Derfor er gudinden Neaira ophavet til stednavnet Nørre Nærå i bunden af fjorden på det nordlige Fyn, og for Sønder Nærå, lige syd for Odense.

Samme ophav må kunne tilskrives ”Nærum”, Lynge Herred (Lungaheret), nordøstlige Sjælland ude mod Øresund, der skrives ”Niartharum” år 1198 e.Kr., igen fra ”*Njarðarheimr”,  dvs. gudinden Neaira (Njord) + heim (hjem). Der findes ligeledes et ”Nærum” i Gjerpen, Skien, Telemark, hvor vi også har fundet en meget vigtig skibshelleristning fra Bronzealderen (se afsnittet ”Langskibenes herkomst”) ¹.

¹ Svend Aakjær: Anmeldelse af doktorafhandling og bogudgivelse af Kristian Hald: De danske Stednavne paa -um (1942) i Historisk Tidsskrift (1942, Bind 10., række 6, s. 689).

Solvognen fra Trundholm Mose, Odsherred, Sjælland dateret til ca. år 1350 f.Kr. eller Ældre Bronzealder periode II (1500-1300 f.Kr.).

Dette er Bronzealder ”Tani” (Daner)-folkets indre billedsprog udtrykt i kunst; ætter, der delvist udvandrer ca. år 1300 f.Kr. med kurs mod det østlige Middelhav og Troja.

Billedkilde: Wikipedia

Bemærk at vognhjulene, 4 under hesten, og 2 under Solen, har hver 4 hjuleger. Det kan vi entydigt se var hvorledes hjulet blev fremstillet i Ældre Bronzealder. Herfra opstår den ekstremt vigtige kenning i kunsten at et hjul med 4 eger også betegner solhjulet eller hjulkorset (Solen + livkors), i kunst sommetider gengivet som solhjulet vist med fødder (solen ganger) eller 4-takkede stjerner. Alle betegner Solen i bevægelse. Det er samme undervogn med 4 hjul med hver 4 hjuleger vi ser på "Skallerupvognen" fra Trudshøj ved Skallerup, Bårse Herred, Sydsjælland dateret til Ældre Bronzealder periode III (1300-1100 f.Kr.). Brugen af 8 eger eller den 8-takkede stjerne er en kenning for Moder Jord.

Vi må også sidestille Solvognen med billedstenene fra Kivik-graven (Kongegraven) ved byen Kivik (Kivig) på Skånes østkyst. Kongegraven er dateret til Ældre Bronzealder periode III (1300-1100 f.Kr.). Ovenfor er gengivet et uddrag fra Billedsten nr. 7, hvor vi bl.a. ser to trækheste med hovedtøj, en undervogn (= stridsvogn?) og en vognstyrer. Kunsten er identisk til Solvognen.

Hesten bærer hovedtøj og kumte-krans, dvs. hestens virke er som trækhest. I Solens midte er aftegnet 8 ringe omkring navet af Solen. I kunst betyder det at Solen i Ældre Bronzealder i Skandinavien blev opfattet som Moder Jord, og navnet på hende er ”Neaira”, jvf. Homer: Odyssey (Bog XII: 127-133). Neaira er moderen til døtrene ”Phaethousa” (Solens varmestråler) og Lampetiē (Solens lysstråler, jvf. nudansk ”lampe”) der, som vi vil høre, ligeledes beskrives som ”føl”, underforstået af hesten der trækker Solen. Vi kan herfra slutte at hesten der trækker Solvognen er en mare (hoppe). Gengivelsen af Moder Jord er i kunst og tanke identisk til den samtidige kultøkse fra Ormenæs, Nærå Strand, Fyn.

Med hestens mule værende retning ”fremad” er højre side af Solen forgyldt, medens venstre side ikke viser tegn på at have været forgyldt. Det betyder at Solvognen er blevet holdt af en person med ryggen til retning nord, dvs. stirrende mod syd. Hestens mule skal pege mod retning vest, for kun herved står Solens gyldne trone (se nedenfor) frem som opstanden i øst med bevægelsesretning vesterud.

Den forgyldte side af Solen er Dag eller "dagaR, dæg, dags, hēmera (ēmar), tinia, dah" (urnordisk, oldengelsk, gotisk, oldgræsk, etruskisk, sanskrit), medens den uforgyldte og mørke side er Nat eller "natt, næht, neht, niht, nahts, nux, naktam" (oldnordisk, angelsk, oldenglsk, gotisk, oldgræsk, sanskrit). Denne forståelse medfører at i Ældre Bronzealder antog man Solen som fortsat værende trukket af hesten gennem natten til den igen næste morgen viste sig med lys- og varmestråler ved daggry. I denne forståelse må være en erkendelse af at Jorden er rund. Fordi vi kan se at opfattelsen var at hesten(e) trækker Solen over himlen, var det ikke forstået at Jorden drejer rundt.

Solvognen viser os forståelsen for "eykt" i døgnets tidsindeling, dvs. det ottedelte tidshjul - "eykter"-systemet. Et hjul med 4 eger er en kenning for Solen i bevægelse - dagens gang. Et hjul med 8 eger er en kenning for Moder Jord - dagens gang + nattens gang = uret for tid i "eykter"-systemet. Der er på denne vis vi kan forklare hvorfor tallet "8" (atta, eahta, æhta,*okto) oprindeligt betød "2 x 4". Solvognen gengiver dette, og det er denne viden Solvognen skal videregive til fremtidige slægter. Samtidigt kan vi i tid flytte "eykter"-systemet til Ældre Bronzealder. Bønderne kunne deres håndværk vel i Bronzealderen.

Fordi Homer beskriver Danaan-folket, der er Bronzealder ”Tani” (Daner)-folket, og deres sæt og vis at leve og tænke på, kan vi give et knivskarpt billede af hvorledes vi skal opfatte Solvognen.

Homer: Iliaden (Bog VII:421-422; VIII:485-486):

Mine oversættelser til nudansk. Her ser vi ”Ōkeanoio” (Oceanet) opfattet som et farvand i såvel østlig, som vestlig retning. Det skyldes, som vi forklares i Homer: Odyssey (Bog XI:14), at Oceanet (Ōkeanoio) blev opfattet som omkredsende Jorden. For Solvognen i Trundholm Mose er Solen steget op i Nykøbing Bugt, og gået ned i Sejerø Bugt.

Homer: Odyssey (Bog XXIII: 242-246):

Helt samme forståelse er stadig gældende frem til Grímnismàl (vers 37, Ældre Edda), hvor solen drages over himlen af "Árvakr" (den tidligt vågnede) og "Alsviðr" (den vidt rejsende). Snorre forklarer os i Gylfaginning (vers 11, Snorre Edda) at det er to heste vi taler om ”Þeir hestar heita svá, Árvakr ok Alsviðr”.

Rig Veda (Bog 1:CXV) viser os det indoeuropæiske ophav til forståelsen:

”Lykkevarslende er Solens rødbrune heste, skinnende, skiftende lød, mødes med vort glædesråb”.

Kallimachos fra Cyrene, Libyen (310/305-240 f.Kr.): Eis Artemin (Til Artemis, sætning 180-182):

epei theos oupot' ekeinon ēlthe par' Ēelios kalon khoron, alla theētai diphron epistēsas, ta de phaea mēkunontai.

for guden Helios lader aldrig denne vidunderlige dans [af ungmøerne] gå forbi; stillestående stirrer han fra sin stridsvogn, og dagslyset forlænges.

Min oversættelse til nudansk.

”Jungfrudans” (gammeldansk ”iungfrughæ” eller ”ung-Freya-dans”) på de hundredevis af stensætninger i den form vi kalder ”labyrinter”, der alle blev og bliver kaldt afledninger af ”Trojaborg”, ser ud til at være en dans ved daggry der byder solen og dagslyset velkommen. I tilfældet Solvognen fra Trundholm Mose er det nærliggende at denne dans til solen har fundet sted lige nordøst derfra nær Nybjerg (Nyrup) ved Højby Sø, Trundholm kommune, Odsherred, Sjælland. Her har vi fundet en Trojaborg (labyrint) på en helleristning af løssten (Mus.nr. B7910), dateret til Bronzealder (ca. 1700-500 f.Kr.).

Et af de stednavne der ser ud til at gå igen i egne med stor aktivitet i Bronzealderen er stednavne udviklet fra planten ”bregne” eller ”burkni, bracu” (oldnordisk, oldengelsk). Vi ser det bl.a. i formerne Bregnerød (ved Nærum, Sjælland), og Bregninge (Øst-Lolland, Øst-Falster, Ærø, Taasinge). Endestavelsen ”-inge”, dvs. samlet ”Bregninge”, giver stednavnet betydningen ”stedet hvor bregner gror, bregnestedet”. I Valdemars Jordebog skrives Bregninge, Horbelev sogn, Øst-Falster som ”Brækningy” ¹. I 1743 skrives Bregninge, Taasinge som ”Breigninge… Thorsinge Land”. De nærmere omstændigheder om hvorfor bregner ser ud til give et stærkt ekko fra Bronzealderen er mig uklar, men planten ser ud til at have været meget udbredt i Bronzealderen. Bregner ses ofte i lysåbninger i skoven, hvorfor sammenhængen måske findes i Bronzealderens skabelse af bosættelser i skovene, hvor skovrydningen har skabt gode vilkår for bregnevækst. Stednavnet "Bregentved" er sammensat af "Bregnet" + "weedh, widh, weth, viðr, widu, wudu" (olddansk, oldnordisk, oldengelsk) eller "Bregnet Skov", hvorfor stednavnet må opfattes som "en rydning i bregneskoven". Stednavnet ses f.eks. i Bregentved Gods (Bregnethwet), Midt-Sjælland og i Bregnet kirke, Bregnet sogn i bunden af Kalø Vig, Øst-Jylland, omkring hvilken lå oprindeligt landsbyen Bregnet (tidligere Bregentved).

¹ Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-45, 2. bind: kommentar, hæfte 2, s. 310).

Kultøksen fra Ormenæs, Nærå Strand (Krogsbølle sogn)

Kultøksen af bronze (Mus.nr. 2781) er dateret til Ældre Bronzealder periode II (1500-1300 f.Kr.). Øksehovedet er 39 cm langt og vejer 3,5 kg. Fundet blev gjort 1782 på Ormenæs på den nordlige del af Storeø. Udsmykningen af kultøksen består af 2 spiraler på siden af hullet hvori skaftet sættes. I en halvbue følgende øksebladet er gengivet 8 ringe - tallet for Moder Jord. Denne kultøkse kan vel være ofret til gudinden Neaira.
Billedkilde. Nationalmuseet (www.guderoggrave.dk ).

Årsagen til at Solen forbindes med denne ø kan skyldes at kvæget, der tydeligvis er helligt, kan have været rødbroget. For ”os”-folket, der ankommer ca. år 40-77 e.Kr. og er et hestefolk, er det den rødbrune hest der knyttes til Solen, jvf. Rig Veda (Bog 8:I:25 – Indra) og Grímnismàl (vers IV:37, Ældre Edda). Se afsnittet ”Dannebroget – Danbroget hest”.

Spørgsmålet er om samme kenning kan gøres gældende for et søfarende kvægdriver-folk i Bronzealderen, som helleristningerne viser os det oprindelige Tani (Daner)-folk absolut var. Med andre ord, ved vi hvorvidt hornkvæget nord for Ejder-strømmen i Bronzealderen var rødbrunt eller rødbroget?

Helleristning fra Stenbacken, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 31223121084, Raä nr. 66). Vi ser en vig med en flåde liggende underdrejet og på bedding på stranden. Kvæget græsser på de tilstødende jorde. Dette er Bronzealder "Tani" (Daner)-folkets "Tanum, Tanheim” (hjemmet ved vandet). Udover at være det tidligste landkort fra Skandinavien, ser vi her en fantastisk gengivelse af livet og dagligheden for et søfarende kvægdriver-folk. Billedkilde: Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen.

Det kan vi vist ikke entydigt svare ja til, men sandsynligheden taler herfor. Vor ældste kvægstamme, Anglerkvæget, bestod i 1600 tallet e.Kr. fortrinsvis af røde og rødbrogede dyr. Vi ved også fra knoglefund, at der i landskabet Angel har været kvægavl fra år 4.000 f.Kr. fremefter. Knoglefund fra stenalderbopladsen Bundsø på det nordlige Als, Sønderjylland viser os tyrene blev slagtet i deres 3-4. leveår. I Bronzealderen er kvægdriften ikke kun til fremskaffelse af kød, men tjener også til fremstilling af mælk og mælkeprodukter så som ost. Vi kan se fra faktiske hoveder fra tamkvæg fra Bondestenalderen (nu på Zoologisk Museum), at tamkvæget nedstammede fra uroksen, og var udpræget bredpandet. Homer: Odyssey (Bog XII: 263) beskriver kvæget på Thrinakiēn (Thrinakia) som ”kvæg med bred pande” [græsk ”boes eurumetōpoi”].

Så vidt jeg kan se kan vi dog ikke sige om kvæget i Bondestenalderen, og derfor Bronzealderen, var samme røde kvægstamme. ¹

¹ Se Stig Benzon: En gammel dansk race (Tidsskriftet Gamle danske Husdyrracer, 2001: 4, www.gamle-husdyrracer.dk ), samt Nationalmuseet: Hvordan så oldtidens kvæg ud? (www.natmus.dk )

Er kenningen ”Ēeliō” (Helios, Solen) knyttet til rødbrunt/rødbroget kvæg da taler det for at Thrinakiēn (Trenakke Ø, Trenakø) kunne være en samlet betegnelse for Ærø, Taasinge og Langeland eller Als, Ærø og Taasinge. Er dette ikke tilfældet må kenningen være knyttet til midnatsolen, hvorfor stednavnet kan være en samlet betegnelse for tre øer omkring Nakkøya (Nakøy), Vest-Agder.

Homer: Odyssey (Bog XII: 268) viser os at ”den aiaiske Kirke” [græsk ”Kirkēs t' Aiaiēs”] kender til denne ø, der derfor må være i samme farvand, og derfor intet har at gøre med Sicilien overhovedet. Homer: Odyssey (Bog XI: 22) viser os at det netop er ”Kirke” der udpeger øen til Odysseus.

Homer: Odyssey (Bog XI: 8) forklarer os; ”den lyshårede Kirke, frygtet gudinde med (menneske)stemme [græsk ”Kirkē euplokamos, deinē theos audēessa”]. Homer: Odyssey (Bog XII: 303) forklarer os at ”Kirke” er ”den udødelige” [græsk ”athanatē”, gradbøjet i hunkøn], hvorfor vi må opfatte ”Kirke” som en kvindelig gudinde fra øen Aia. Homer: Odyssey (Bog IX: 33) bekræfter denne antagelse.

Det er her værd at tilføje, at det er den lyshårede Kirke der advarer Odysseus mod sirenernes [græsk ”Seirēnas”] sang i disse farvande, jvf.  Homer: Odyssey (Bog XII: 39-44). Som mange har foreslået er sirenernes sang i virkeligheden en kenning for hvalernes sang. Befinder vi os, som jeg tror, i farvandet ”ofer hronráde” (over hron-vejen), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 10), som jeg mener vi må opfatte som ”langs Nar-hvalens vej”, da er kenningen med at sammenkæde de nordlige farvande og hvaler ubrudt fra Bronzealderen til 700 tallet e.Kr.

I forlængelse af denne forståelse ved vi at den mest vestlige af de 18 øer vi samlet kalder Færøerne kaldes “Mykines”. Det er foreslået at dette stednavn er før- eller proto-nordisk, og tæt knyttet til det keltiske “Mucinnis” (Svinehøjen) ¹ og ”Mucín” (griseunge, vildsvineunge) – ”fearh, færh, ferh, farr” (oldengelsk, oldnordisk). I omtalen af dyr i havet er udtrykket bl.a. en kenning for hvaler, jvf. det keltiske “Mucmhara” (hval, sæl) og det olddanske/oldengelske ”Marsviin, Mereswīn” (Marsvin, Phocæna communis), direkte ”havsvin”, der indtil 1100 tallet e.Kr. oprindeligt også betegnede Delfiner (Delphinus delphis) og Spækhugger (Orca gladiator). Øen må have været en landkending i Bronzealderen og senere, med øens fysiske form som en enorm hval, med Mykines Holmur som hvalens hale ret vest.

¹ Stednavnet skal ikke oversættes til ”Svineøen”. Se W.J. Watson: Innis in Place-Names (The Celtic Review, Vol III, July 1906-April 1907, s. 240).

Mange er opmærksom på det sproglige sammenfald mellem det færøske stednavn ”Mykines” og det oldgræske ”Mykênê”, hvor brødrene Menelaos og Agamemnon voksede op som sønner af Atreus. Pausanias: Beskrivelse af Grækenland (Bog 2.16.4) fra 100 tallet e.Kr. skriver, i min oversættelse til nudansk:

”Homer nævner i Odyssey en kvinde Mukēnē [Mukēnēs] i det følgende vers: ”Turō og Alkmēnē og den velsmykkede [græsk ”eustephanos”] Mukēnē”. Hun siges at have været en datter til Inakhou og Arestoros’ kvinde [græsk ”gunaika”, her = viv] i den ordsamling Hellenerne kalder Store Ehoiai [græsk ”Ēoias megalas”]. Det siges at denne kvinde har navngivet byen”.

Udover det ekstremt spændende at ovennævnte sætning tilskrevet Homer ikke findes i de nuværende overleverede udgaver af Homer: Odyssey, kan vi se at ophavsmanden til Store Ehoiai, Hesiod (ca. år 800 f.Kr.), gør Mukēnē til en datter af Inakhou (latin ”Inachus”). Da sidstnævnte er den nuværende ”Inachos” (Panitsa) flod i landskabet Argos i den østlige del af Den Peloponnesiske Halvø, er det en rimelig antagelse at byen Mukēnē skal findes i omegnen. Fra denne forståelse navngives den nuværende arkæologiske udgravning ”Mycenae” lidt nord for Argos.

Jeg har vist at brødrene Agamemnon og Menelaos begge voksede op i Mykênê, og at jeg mener de er fra Bronzealder Tani (Daner)-folket. Vi kan derfor sagtens have en sproglig forbindelse mellem de to stednavne, men i geografi er der tale om to forskellige samme.

Vi kan også sige at ”den Aiaiske ø” [græsk ”nēson t' Aiaiēn”] er den mest østlige ø i det øhav, hvori Odysseus befinder sig. Derfor kan Euboia (Euboea) ikke ligge øst for Phaiekonernes land.   Øen Aia er os endnu ukendt. Rejsen dertil må være fra vest mod øst.

Antager vi at ”Oceanet” = Atlantos = Atlanterhavet, da kan ”strømmen” nævnt i Homer: Odyssey (Bog XII: I-4) være Eridanos, dvs. Østersøen.

Samme argumentation kan føres således: Ifald ”Oceanet” = Atlantos, og Atlantos’ datter bor ved øen Ogugien, jvf. Homer: Odyssey (Bog I: 50-54), da befinder øen Ogugien sig ikke i havet Atlantos, men i et farvand der støder op til Atlantos – et døtrene farvand.  Dette kan i så fald også være Eridanos, dvs. Østersøen, eller mundingen af denne, i dag Vesterhavet/Nordsøen. Jeg har tidligere fremhævet at jeg mener vi må opfatte det således at øen Ogugien geografisk befinder sig midt i farvandet der tænkes på, omgivet af åbent hav til alle sider.

Mit bud er derfor at øen Ogugien er at finde i øgruppen Britannien eller Irland.

Plutarch (ca. år 45-125 e.Kr.): De facie quae in orbe lunae apparet (kap. 26), hvor han gengiver Homer, skriver, i min oversættelse til nudansk:

”en ø, Ogygia, ligger langt ude i havet: Hele fem dage fra Britannien i vestlig retning; og 3 andre øer i lige stor afstand fra denne og fra en anden ligger ud fra denne i retning af Sommerens solnedgang”.

Plutarch fortsætter med at skrive, at de sidstnævnte øer ligger i farvandet de indfødte kalder ”Cronian”.

I kapitlet ”Fióni, kimbrerne og omkring” viser jeg at kimbrernes ”Cronium” svarer til det hav vi kalder for ”Dumbshafi” (Ketil Hængs Saga, kapitel 5), og at dette er identisk til Norskehavet (Nordhavet) og Barentshavet.

I forbindelse med en afklaring af Bronzealderen er der ingen grund til at overfortolke Plutarch. Jeg har vist fuldstændigt at kimbrerne beherskede al geografisk forståelse af Norden, og Plutarch har formentlig sin viden herfra. Det er hans identiske opfattelse af at Ogugien ligger 5 dages sejlads vest for Britannien, der er spændende. I en breddegradssejlads fra Britannien tænker vi vel sagtens på enten Irland eller den nu forsvundne mystiske ø ”Frisland”, der stadig kan ses aftegnet under Island hos Þormóður Torfason (”Tormodus Torfæus”, 1636-1719): Gronlandia Antiqua (1706). Kravet om tilstedeværelsen af elletræet, poppeltræet og grantræet til skibsbyggeri gør at der ikke kan være tale om øer med en nordligere beliggenhed.

I forsøget på at forstå stednavnet Ogugien (Ōgugiēn) kan vi se på endestavelsen i det oprindelige navn for øen Stóra Dímun på Færøerne, som jeg mener må have været ”Høgoyggj”, stednavnet for øens nuværende højdepunkt. Dette stednavn er sammensat af ”høg” (høj) + ”oyggj” (øen), hvorfor endestavelsen ”-oyggj” (øen) må være ejefald af ”oy” (ø). Derfor er Ogugien (Ōgugiēn) en forgræskning af det urnordiske stednavn for ”Øen”.

Phaiekonernes land ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria), befinder sig ”i de brusende bølger, det mest afsides sted af hele menneskeheden, og ingen dødelige har samkvem med os”, jvf. Homer: Odyssey (Bog VI: 204-205).

I fortsættelsen af forståelsen for at de oldgræske endestavelser ”iē, iēs, eian” i stednavnene Suriē (Sur Ø), Ortugiēs (Ortug Ø) og Skandeian (Skades ø eller øer) må være en forgræskning af ”ø”, følger at ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria) må være sammensat af ”sker-” (skær-) + ”ø” eller ”Skær Ø”. Dette leder straks tanken til det oldnordiske ”skergarðr” (skærgård), der oprindeligt bruges i omtalen af hjemsteder i det nuværende Bornholm, Sverige og Norge. Den oprindelige betydning af ”sker-” er ”vandløb omringet af klipper”. Vi kan yderligere afgrænse brugen af stednavnsbetegnelsen til:

• Bornholm;
• kysten langs Bohuslen på den nu svenske vestkyst;
• fra Kristiansand til Lillesand langs den nu norske sydøstkyst;
• den nu norske vestkyst fra Stavanger til Nordkap;
• området omkring Stockholm; samt
• Ålandsøerne

Betegnelsen ”skerry, skerries” (skær, skærene) findes også på nuengelsk og bruges med samme stednavnsforståelse i landskaberne Anglesey (Wales), Skotland, Shetland, Orkney, Irland og Garðaríki (Rusland, Georgien). Alle disse er dog udviklet fra oldnordisk og er resultatet af senere udvandringer dertil af os.

På oldnordisk bruges ”skergarðr, skerjorð” (skærgård, skærjord) begge som kenninger for ”havet”.

I tid og sted nord for Ejder-strømmen i Bronzealderen mener jeg ikke vi behøver at indskrænke forståelsen af Phaiekonernes land ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria) yderligere end at sige at det betegner kystlandskaber i Skandinavien, skærgårde, fra Bornholm langs Bohuslen til Norge. Det er muligt at vi måske kan indskrænke forståelsen til kun Bohuslen, samt fra Kristiansand til Lillesand.

Ekstremt spændende er Phaiekonerne tilvandret til deres nuværende landområde fra landskabet omkring kilden ”Hypereía” [græsk ”Hupereiē”], jvf. Homer: Odyssey (Bog VI: 4).

Homer: Iliaden (Bog II:490-760) beskriver fjendens flåde der ankommer til Ragnarok – Troja’s fald. Her nævnes blandt fjenderne i Homer: Iliaden (Bog II:734), i min oversættelse til nudansk:

”Og de der regerede over Ormenien [græsk ”Ormenion”], i særdeleshed kilden Hypereía [græsk ”Hupereian”]”.

I Homer: Iliaden (Bog VI: 455-457) forklarer Hektor (Ökuþór) sin kone Andromache [græsk ”Andromakhē”] hvad der vil ske med hende (og andre trojanske kvinder) ifald han ikke kæmper og Troja derfor falder, hvad naturligvis skete. Kvinderne vil blive sat i trældom af fjenden, hvilket indebærer at deres dagligdag vil blive fyldt med træls arbejde, i min oversættelse til nudansk:

”fjenden [græsk ”Akhaiōn” = navnet på den fjendtlige alliance] vil messing-klædt [græsk ”khalkokhitōnōn” = lagt i trællens halsring] føre dig grædende bort. Og i Argos [græsk ”Argei”, i den østlige del af Den Peloponnesiske Halvø] vil han [Agamamnon, hersker over Argos] ydermere byde dig vævens [opretstående] bom eller at bære vand fra Messeis [græsk ”Messēidos”] ¹ eller Hypereía [græsk ”Hupereiēs”]”.

¹ Pausanias: Beskrivelse af Grækenland (Bog 3.20.1) fra 100 tallet e.Kr., i min oversættelse til nudansk:

”I Therapnē mindes jeg at have set kilden Messeis [græsk ”Messēida”]. Andre fra Lakedaimon(-folket) [græsk ”Lakedaimoniōn”, området der i Bronzealderen var Sparta’s landskab] siger at i arilds tid blev det vi kalder Poludeukeian kaldt dette [Messeis], ikke Therapnē Messeis [græsk ”Therapnē Messēida”]. Kilden Poludeukeia og en helligdom viet til Poludeukous er på højre side af vejen til Therapnē [græsk ”Therapnēn”]".

I afsnittet ”Ragnarok – Troja’s Fald” viser jeg at Gerður (Helen), tronarving til Sparta, havde en broder kaldet Pollux [græsk ”Poludeukea”]. Det er derfor helt rimeligt at de gamle spartanere har navngivet en hellig kilde og viet en helligdom efter en af brødrene.

Vi kan nu se hvorledes Homer har opbygget kenningen om uendelig og hård trældom i Iliaden. Argos, i den østlige del af Den Peloponnesiske Halvø, er navet i beskrivelsen af fjenden, her Agamamnon. Den sydlige kilde Messeis [græsk ”Messēidos”] ligger i Sparta’s landskab og er derfor en kenning for Menelaos. Derfor skal Hypereía [Hupereiēs”] befinde sig nord for Argos. Hvor langt mod nord afhænger over hvor stort et landområde Homer mener den fjendtlige alliance mod Troja har kontrol over. Vi kan med sikkerhed sige at den nordlige grænse er mindst Trakien. Hvis, som jeg mener, Homer er fuldt klar over at Danaan-folket er identisk til Bronzealder "Tani" (Daner)-folket, og at deres ophav er nord for Ejder-strømmen, da skal kilden Hypereía [Hupereiēs”] findes et sted nord for Ejder-strømmen.

Vi kan tage forståelsen et skridt videre.

Den ufatteligt værdifulde samling af papyrusruller kendt som ”Oxyrhynchus papyri”, og fundet nær Oxyrhynchus, Egypten, indeholder bl.a. et brudstykke fra 200 tallet e.Kr. tilskrevet Hesiod (Nr. 1358, brudstykke 2, Ms. 6353, sætning 8-35, The University Library, Cambridge, England).

Hesiod år 800 f.Kr. nævner i dette brudstykke, modsat Homer der er bemærkelsesværdig tavs herom, ”Maremælkene [mælk fra en hoppe] skyther”. Da skytherne helt konsekvent, og korrekt, opfattes som værende bosat øst for Tanais-floden i Asien ¹, må vi herfra kunne slutte at Homer: Iliaden og Homer: Odyssey derfor kun tænker på den kendte verden mod nord som værende vest for Tanais-floden.

¹ Se f.eks. Herodot (år 484-425 f.Kr): Histories (bog 4:11).

Brudstykket er ufuldstændigt og lyder, i min oversættelse til nudansk ¹:

”…Hyperborean-[folket] med de fine heste – hvem den altgivende Jord [græsk ”Gaia”] bar langt bort til de frembrusende strømme af den dybt-hvirvlende Eridanos……med rav, brødfødende hendes vidtspredte døtre –”

¹ Hesiod: Kvindekatalogen (græsk "Ehoiai", Fragment 40a). Jeg har ikke haft adgang til den græske originaltekst for at kunne efterse hvorledes "Hyperborean" er stavet på oldgræsk.

Det er først og fremmest kritisk at forstå hvem og hvad Hyperborean-[folket] er.

Det græske ”Hyperborean” er sammensat af tillægsordet ”Huper, Hyper” (over, ud over) + ”borean” (fra ”Boreas, Boream” (græsk, latin) eller ”Nordenvinden”). Hyperborean-[folket] betegner derfor ”Folket der bor bag ved Nordenvinden” set fra det sydlige Europa.

I senere græsk tanke anses Hyperborean-[folket] (Folket der bor bag ved Nordenvinden) som boende i det absolut høje nord, langt nord for Trakien, et sted hvor solen altid skinnede. Uden undtagelse betegner dette derfor et sted nord for Ejder-strømmen, som set fra det sydlige Europa, og tilmed øst for Tanais-floden.

I afsnittet ”  - Tani’s oprindelige betydning” har jeg argumenteret for at den faktiske strøm ”Eridanus” (Eridanos) er strømmen der i tidernes morgen strømmede fra Tanaelva, Lapland (det nordlige Norge), gennem Den Botniske Bugt og Østersøen, ud i Vesterhavet og Nordsøen. Videnskaben kalder denne strøm for ”Den Baltiske Issø” i tidsrummet 10600-8300 f.Kr.

Geografisk befinder Hyperborean-[folket] (Folket der bor bag ved Nordenvinden) sig derfor i landskaberne omkring Østersøen og nordpå.

Pindar (ca. 522-443 f.Kr.): Pythian Odes (10.29-45) fra ca. år 498 f.Kr. beskriver Perseus’ besøg hos Hyperborean-[folket]:

Min oversættelse til nudansk. Det oldgræske ”Moisa”, på nudansk ”muse”, eller ”Hende der Erindrer”, er vølven. At der henvises til ”laurbær” [oldgræsk ”daphnē”] skyldes at træet ”Laurus nobilis” (Ægte Laurbær) er helligt for Apollo, der netop er fremhævet som Den Hedenske Høje. Vi skal her være opmærksom på at de etruskiske konger på deres hoved bar en laurbærbladskrans. Den etruskiske forbindelse til det nordlige Europa mener jeg må være til stede. Derfor kan det let tænkes at laurbær, der i Bronzealderen gror vildt omkring Middelhavet, kan have været en stærkt eftertragtet importvare i Skandinavien i Bronzealderen. Se f.eks. bagvæggen i Tomba degli Scudi (Skjoldenes Gravsted), Tarquinia i kystprovinsen Viterbo, dateret til ca. år 325 f.Kr. i afsnittet ”At tage til ægte med vielse og brudeløb (bryllup)”. Det oldgræske ”hiera genea” kunne egentlig også skrives ”præste-ætter”. Forståelsen må være at Hyperborean-[folket] anses som et helligt folk. Det oldgræske ”huperdikon Nemesin”, direkte ”strengeste vrede”, skal i samtiden opfattes som ”en forbandelse der medfører død og ødelæggelse”. Kom her i hu at Dronning ”Lede” (Lêdên) til Sparta som udødelig gudinde er identisk til gudinden Nemesis, der også kendes som ”Rhamnousia, Rhamnusia”.

Det er ikke vanskeligt at se frem for sig, at i fald Hyperborean-[folket] er et skandinavisk folk højt mod nord, og har deres omdømme været at de levede i fred og ro med et godt helbred, da kan dette nemt være opfattet som et idealsamfund, selv blandt ellers førende samfund, der altid var omgivet af krig, uro, sygdom og dårligt helbred i alderdommen.

De mangfoldige ”jomfruernes dansesteder” kan være de mange trojaborge i Skandinavien, der blev brugt til ”jungfrudans” (gammeldansk ”iungfrughæ” eller ”ung-Freya-dans”). Jomfruerne er unge kvinder iført snoreskørt, flot repræsenteret af den 16-18 år gamle ”Egtved-pige” fra år 1370 f.Kr., og den svævende kvinde i snoreskørt fra Grevensvænge, dateret til år 1100-900 f.Kr. (se afsnittene ”Vandfolket “Danu/Denen/Denyen” fra egyptiske indskrifter” og ”Skib og Trojaborg (labyrint)”).

Vi har hørt at Den Hedenske Høje for Hyperborean-[folket] er Apollo. Bronzealderen er fyldt med forskellige skikkelser af Apollo, hvorfor vi ikke endeligt kan sige hvilken Apollo der her er tale om. Vi kan fra etruskisk forståelse se, hvor samme gud kaldes ”Aplu, Apulu, APULN”, at gudens opgave er at være beskytter af ætlingen, dvs. værner af fremtidens unge og dermed ætternes fortsatte beståen. For mere herom se afsnittet ”Skål, skåltaler og skålningsceremonier” (underafsnit ”En skål fra en hovedskal”). Mit bud er at vi her taler om ”*Apollo Agyieus” (Ægir).

Personen Perseus er i græsk tanke søn af Zeus og kvinden ”Danae”, der er ”moderen” til ”Danaan”-folket, som jeg mener er identisk til Bronzealder "Tani" (Daner)-folket.

Herodot: Histories (Bog IV:13) fra  år 484-425 f.Kr. skriver:

[1] ἔφη δὲ Ἀριστέης ὁ Καϋστροβίου ἀνὴρ Προκοννήσιος ποιέων ἔπεα, ἀπικέσθαι ἐς Ἰσσηδόνας φοιβόλαμπτος γενόμενος, Ἰσσηδόνων δὲ ὑπεροικέειν Ἀριμασποὺς ἄνδρας μουνοφθάλμους ὕπερ δὲ τούτων τοὺς χρυσοφύλακας γρῦπας, τούτων δὲ τοὺς  Ὑπερβορέους κατήκοντας ἐπὶ θάλασσαν. [2] τούτους ὦν πάντας πλὴν Ὑπερβορέων, ἀρξάντων Ἀριμασπῶν, αἰεὶ τοῖσι πλησιοχώροισι ἐπιτίθεσθαι,

[1] ephē de Aristeēs ho Kaustrobiou anēr Prokonnēsios poieōn epea, apikesthai es Issēdonas phoibolamptos genomenos, Issēdonōn de huperoikeein Arimaspous andras mounophthalmous huper de toutōn tous khrusophulakas grupas, toutōn de tous Huperboreous katēkontas epi thalassan. [2] toutous ōn pantas plēn Huperboreōn, arxantōn Arimaspōn, aiei toisi plēsiokhōroisi epitithesthai,

[1] Aristeas, søn af Caystrobius fra Proconnesus, sagde i de verselinjer han digtede at han, under påskønnelse fra [den trojanske gud] Phoebus [Apollo], rejste til Issedones-[folkets] land, og at udover Issedonerne [dvs. længere mod nord] bor Arimaspous, de enøjede mænd; og (ud)over disse de guld-værnende griffer, efterfulgt af Hyperborean-[folket], hvor man ankommer til havet. [2] Alle disse, bortset fra Hyperborean-[folket], begyndende med Arismasponerne, forsøgte i én uendelighed at bekrige hinanden,

Min oversættelse til nudansk.

Fordi den efterfølgende sætning nævner Kimbrerne (Kimmerious) som et eksempel på et af de folkeslag der fordrives af de mangfoldige krige, her af Skytherne (Skutheōn), ved vi at Herodot geografisk tænker på den Kimbriske halvø ved Sortehavet, hvor De Vandrende Skyther presser Kelterne (Kimbrerne) fra Krim-halvøen til Skandinavien på et tidspunkt før år 484 f.Kr. Det har, i denne sammenhæng, den væsentlige betydning af vi geografisk befinder os vest for Tanais-floden, og derfor i Europa, ikke Asien, når vi skal geografisk forsøge at placere ”Ὑπερβορέους , Huperboreous, Ὑπερβορέων, Huperboreōn” (Hyperborean-folket). Det næste vi  skal vide er at ”Ἰσσηδόνας, Issēdonas, Ἰσσηδόνων, Issēdonōn” betyder ”de hvis gud er frost, de der bærer varme klæder”. Allerede her er vi derfor geografisk langt mod nord.

Herodot: Histories (Bog IV:14) forklarer os at Aristeas (Ἀριστέας), ca. 600 tallet f.Kr., kom fra øen Procunnesus (Προκοννήσιος, Prokonnēsios), hvis beliggenhed er i farvandet nord for Troja mellem Ægæerhavet og Sortehavet ud for nordvestkysten af Lille Asien. Det er af denne årsag at den trojanske gud Phoebus Apollo nævnes. Det geografiske udgangspunkt er derfor fra syd mod nord i Lille-Asien. Rejser vi derfor mod nord i Europa til vi kommer til havet, rammer vi Ejder-strømmen og alle farvande nord herfor. Derfor er Herodot, eller rettere Aristeas, også enig i at Hyperborean-[folket] bor nord for Ejder-strømmen.

Diodorus Siculus: Bibliotheca Historica (kap. 47), år 90-21 f.Kr., i min oversættelse til nudansk:

”Da vi nu for vor del har nævnt landskaberne i Asien der ligger mod, føler vi det ikke fremmed for vort formål at nævne sagnene om Hyperborean-[folket]. Af de der har skrevet om de gamle sagn siger Hecataeus [fra Miletus, ca. 550-476 f.Kr.] og visse andre, at i landskaberne nord for Kelterne [i samtiden derfor måske nord for Jylland, der er Den Kimbriske Halvø, ikke kun nord for belgisk, fransk og spansk Gallien] findes i havet en ø ikke mindre end Sicilien. Denne ø, siger sagnet, er beliggende mod nord og er beboet af Hyperborean-[folket], der kaldes således fordi deres hjem ligger længere borte end hvorfra Nordenvinden [Boreas] blæser…”

Efter at have vist at kilden Hypereía [Hupereiēs] må ligge i nordlig retning fra Trakien nordpå, og at Hyperborean-[folket] (Folket der bor bag ved Nordenvinden) befinder sig i landskaberne omkring Østersøen og nordpå, er spørgsmålet hvorvidt vi kan knytte Hypereía [Hupereiēs] og Hyperborean sammen? Det mener jeg vi med sindsro kan gøre.

I fortsættelsen af forståelsen for at de oldgræske endestavelser ”iē, iēn, iēs, eian” i stednavnene Suriē (Sur Ø), Ortugiēs (Ortug Ø), Thrinakiēn (Thrinak Ø), Skandeian (Skades ø eller øer) og ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Skær Ø) må være en forgræskning af ”ø”, følger at ”Hupereiēs” må være sammensat af ”Huper, Hyper” (over, ud over) + ”ø” eller ”Huper Ø, Hyper Ø, Over Ø, Overø”.

Det uafklarede spørgsmål er hvorvidt ”Huper” er før-græsk og kan føres til proto-nordisk? Som vi ser ved Jels, Jylland med brugen af Nedersø, Midtsø og Oversø, ligger det dybt i modersmålet at stedbetegne noget der ligger nord for et andet sted med forstavelsen ”Over-” (se også afsnittet ”ErilaR – Eruli – Eorl – Jarl”). Vi ser bl.a. stednavnet i efternavnene ”Overø, Overøy”, og et bud kunne f.eks. være ”Overøye”, Stordal i landskabet Sunnmøre, Møre og Romsdal fylke, i baglandet fra Ålesund.

Mit bud er at det oldgræske ”Huper” kan føres til proto-nordisk, og at det sker i følgende sproglige udvikling:

Disse udredninger fører til den uundgåelige slutning, at Homer: Odyssey (Bog VI: 4) forklarer os at Phaiekonernes ophav er nord for Ejder-strømmen, og at de er tilvandret til deres nuværende landskab ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria) her fra.

Homer: Odyssey (Bog XV: 414) forklarer os at herskeren over Suriē (Sur Ø, Surø), Falster, er Kong Ktēsios, der er ”Orm’s nid” [græsk ”Ormenidēs”], dvs. Orm’s slægtning.

Jeg mener at landskabet Ormenien (Ormenion) nævnt i Homer: Iliaden (Bog II:734) må betegne Orm’s landområde, hvis slægtning er Kong Ktēsios. Dette fører til tanken at der er tæt tilknytning i æt mellem Phaiekonerne og ”Orm’s nid” (Ormenidēs”) eller Orm’s slægtning.

Homer: Odyssey (Bog VII:55-67) giver os slægtstavlen til den Phaiekoniske konge-æt.

Poseidon, der i oprindelig tanke er ”Herre af Søen", er gift med Periboia, der er yngste datter af Eurumedontos, den forne konge af jætterne [græsk ”Gigantessin basileuen”]. Periboia er derfor en jættekvinde, dvs. identisk til hvorledes vort ophav gengives i Völuspá (vers 2, Ældre Edda), og urjætterne ”Ymir, Yama, Yima” i Ældre Edda og Rig Veda. Se kapitlet ”Jætter”.

Hendes navn ”Periboia” er sammensat af ”peri” (omringe) + ”boia” (kvæg), dvs. kenningen ”Den der er omringet af kvæg”. Herfra kan vi se at Phaiekonernes land ”Echerie, Echeria, Skheriēn” (Scheria) -  Skær Ø - knyttes til kvægdrift; på helt samme vis som Euboia (Euboea) - Kvæg-øen, Øen med Kvæg.

Homer: Odyssey (Bog IX: 106-114;  Bog IX: 185) forklarer os at Odysseus ankommer til Kuklōppernes land [græsk ”Kuklōpōn d' es gaian”]. Kuklōpperne har hverken thing eller love og bor på bjergsider i huler omgivet af høje fyrretræer og egetræer. Denne gruppe af jætter, og deres landskab, forekommer at være i en hel anden del af den kendte verden uden at vi synes at kunne sige nærmere herom.

I senere græsk forståelse opfattes Kuklōpper som havende ét øje. Dette er helt åbenlyst ikke den oprindelige forståelse. Homer: Odyssey (Bog IX: 504) viser os at Odysseus blinder en Kuklōp (Cyclops) under sig besøg dertil. Herfra opstår den senere vrangforestilling. En Kuklōp er en jætte fra bjergrige egne.

En af to afbildninger på en vase fra Caere (Cerveteri), nordvest for Rom. Vasen er 36 høj med en diameter på 40 cm under hankene, og er dateret til år 700-650 f.Kr. Pottemageren har underskrevet sit værk i etruskiske runer, rejst fra højre mod venstre, således: ARISTONOΘUS (ARISTONOÞUS, ARISTONOTHUS) EPOISEN – Aristonothos gjorde det.

Sammenlign med underskrifterne ANDOKIDES EPOISE (Andokides gjorde det) ca. år 540 f.Kr., og NIKOSΘENES (NIKOSTHENES) EPOIESEN (Nikosthenes gjorde det) ca. år 530 f.Kr.; begge rejst med græsk alphabet. Se Mary B. Moore: Andokides and a Curious Attic Black-Figured Amphora (2001).

Jætten er gengivet siddende som en kenning for fuldskab, der igen muliggør at denne kan overvindes og blindes. Jvf. Homer: Odyssey (Bog IX: 515) overvindes jætten med vin (græsk ”epei m' edamassato oinō”). Pottemagerens navn er græsk, men området er etruskisk, som er kunstens indhold og runerne rejst. Vi ser med andre ord en sammenblanding af to vidt forskellige kulturer. Fra dette tidspunkt er etruskisk kunst ikke længere uden indflydelse udefra.

Afbildningen gengiver tidspunktet hvor Odysseus og hans søfolk rammer en stang ind i det ene øje, hvorved Kuklōppen blindes.
Billedkilder: www.hellenica.de ; The University of Oklahoma (Etruscan Art). Vasen kan ses på Musei Capitolini di Roma.

Nordisk og indoeuropæisk tanke taler om ”det nordlige jætteland”, overfor et sydligere beliggende jætteland. Jeg mener at det nordlige jætteland har været fra Asovhavet, via Garðaríki nordpå op til Finland og Norge (Jotunheimen fjeldene). Det sydlige jætteland har været fra Kaukasusbjergene og sydpå.

Fastholder vi samme tankegang hos Homer: Odyssey kan vi måske sige at Eurumedontos og Periboia er jætter fra ”det nordlige jætteland”, hvorfor slægtskabet den Phaiekoniske konge-æt er identisk til den filosofiske slægtstavle i urnordisk tanke. Derfor er Kuklōppernes land lig ”det sydlige jætteland”, dvs. geografisk fra Kaukasusbjergene og sydpå. Denne opdeling ser ud til at stemme overens med hvorledes senere græsk tanke opfatter Kuklōppernes ophav.

Fra Homer’s beskrivelse af Odysseus’ udrejse forekommer det mig at Kuklōppernes land kunne være et sted på Sicilien. Et bud på dette sted kunne være Addaura hulerne (Allaura) ved Mondello-bugten, på nordsiden af Pellegrino bjerget, nord for Palermo. Her finder vi en række hulemalerier fra ca. 8.000 f.Kr., herunder afbildninger af 17 mennesker, Det Gamle Menneske (Cro Magnon, Jætter), med dyr. Kuklōpperne må være en erindring fra dyb fortid om jætter fra dette område, nøjagtigt som vi ser det i Ældre Edda og Det Gamle Testamente.

Bemærk jætte-kongens navn ”Eurumedontos”. Kronprinsesse Narusikaa’s opvarter er en ældre kvinde ved navn Eurumedousa, der ankom til hoffet som trælpige fra landskabet eller byen Apeira [græsk ”Apeiraiē”], jvf. Homer: Odyssey (Bog VII: 9). Denne trælpige må derfor være en jættekvinde.

De får sønnen Nausithoon. Han er stamfaderen og Phaiekonernes første konge.

Han får to sønner; Rhexenor [græsk ”Rhēxēnora”] og Alkino [græsk ”Alkinoon”].

Tronarvingen Rhexenor fik kun datteren Arete, og i et samfund der åbenlyst er patriarkalsk, overgår tronen derfor til broderen Alkino, der gifter sig med broderdatteren Arete.

Homer: Odyssey (Bog VI: 196) forklarer os at Alkino og Arete får datteren Narusikaa, og tre sønner; Laodamas, Halios og Klutonēos, jvf. Homer: Odyssey (Bog VIII: 119).

Såvel Arete, som Narusikaa omtales som ”hvid-armede” [græsk ”leukōlenos”], jvf. Homer: Odyssey (Bog VI: 186; Bog VII: 234). Brugen af dette beskrivende tillægsord er formentlig ganske vigtig. Homer giver også trojanske Hektor (Ökuþór)’s kone Andromache [græsk ”Andromakhē”] samme superlativ med ”Andromakhēn leukōlenon” (Andromache med de hvide arme), jvf. Homer: Iliaden (Bog VI: 371). Vi ved det i skrift, og kan visuelt se det på lerkrukken fra Mykonos, dateret til år 670 f.Kr., at de trojanske højbårne kvinder bar fint broderede lange kjoler købt i bl.a. Sidon (Zidon), nuværende Libanon. Måske er brugen af ”hvid-armede” en kenning for ”højbåren”.

Homer: Odyssey (Bog VIII: 390), hvor Kong Alkino fremhæver styreformen i Phaiekonernes land, i min oversættelse til nudansk:

”for tolv mægtige konger er værnere i vort land som hærledere, og selv er jeg den trettende”.

I urnordisk tanke er kongen altid nr. 13 og udødelig, som han altid har et rigsråd af 12 med sig selv som den trettende.

Homer: Odyssey (Bog VII:109-116) viser os at Phaiekonerne er kendte som søens folk, og deres kvinder som dygtige væversker. De har en abildgaard omgivet af en hæk, hvori findes frugttræer med pære [græsk ”ogkhnai”], brombær [græsk ”rhoiai”], æbler [græsk ”mēleai”], søde figner [græsk ”sukeai te glukerai”, ficus carica/almindelig figen] og oliven [græsk ”elaiai”]. Alle disse frugter findes året igennem, hvorfor vi her må tænke os at der høstes to gange om året.

Ved læsningen af netop ovennævnte sætninger sidder jeg tilbage med fornemmelsen af at Homer her digter af fri fantasi mere end gengiver en beretning han har fået fortalt. Tilstedeværelsen af oliven og figner, som må knyttes til det østlige Middelhav, også i Bronzealderen, er problematisk med mindre vi kan godtage at Homer her beskriver den ultimative abildgaard i samtidens østlige Middelhav, der så genskabes til et andet geografisk sted i hans beretning.

Det fører da til overvejelsen hvorvidt ”den Aiaiske ø” [græsk ”nēson t' Aiaiēn”], den mest østlige ø, kunne være Bornholm.

Øens værner er den kvindelige gudinde "Kirke" (Kirkē), jvf. Homer: Odyssey (Bog IX: 33; Bog XI: 8; Bog XII: 268; Bog XII: 303).

På Bornholm forekommer ”kirke” som endestavelse i mange stednavne i formen ”-chier, -cher, -kier, -ker”, og er, helt enestående nord for Ejder-strømmen, den vis efter hvilken jorden er opdelt (i sogne), jvf:

På Bornholm er fundet ca. 700 store gravhøje fra Bronzealderen, hvoraf 200 i dag er fredet. Omtrent 200 af disse gravhøje er fra Ældre bronzealder og findes langs kysterne. Oversigten ovenfor over fundne gravhøje, offersteder og helleristningsfelter fra Bronzealderen på Bornholm, fordelt på ”-chier, -cher, -kier, -ker” (kirke), er derfor ingenlunde fuldstændig. Det synes at være et hovedtræk at alle gravhøjene (og stenrøser/stenhøje) ligger ved, eller med udsyn til, vand, hvad gravskikken også tilsiger skal være tilfældet (se afsnittet "Begravelse - ligbrænding i skib"). Nedenfor viser jeg at jordfordelingen på Bornholm i Bronzealderen må have været i 12 sogne med –endestavelsen ”-chier, -cher, -kier, -ker” (kirke), og at hvert sogn havde en kongsgård.

Det er ligeledes et hovedtræk at den oprindelige sogneindddeling må have givet alle sogne adgang til kystlinie. Derfor må Allinge-Sandvig have været en del af Rutsker og Olsker, Rø en del af Olsker, Hasle en del af Klemensker, Rønne en del af Knudsker, Østermarie (Østermarch, dvs. Østermark) og Gudhjem (Gudium) en del af Østerlarsker, Vestermarie (Vestermarck, dvs. Vestermark) en del af Nylarsker og Knudsker, og Svaneke en del af Ibsker. Det fremgår af Jordebog for Bornholm (1662) at "Sandvig, Røe sogn" hører under Oellsckier (Olsker), og at "Østermarch sogn" (Østermarie) er et yngre sogn udskilt fra Østerlarsker.

Mange af gravhøjene kan dateres tilbage til Stenalderen, og er derfor i Bronzealderen "genbrugshøje".
Kilder: Nationalmuseet (www.guderoggrave.dk); Bornholms Museum (www.bornholmsmuseer.dk); Kulturarvstyrelsen (www.kulturarv.dk)

Af Bornholms 15 sogne i Jordebog for Bornholm (1662), har hele 12 sogne, 80% af det samlede antal, endestavelsen ”-chier, -cher, -kier, -ker” (kirke). Oprindelsen til stednavnsendelsen er en henvisning til "Kirke" (Kirkē), den kvindelige værner af øen der oprindeligt må have værnet over samtlige sogne. "Kirke" udtales i bornholmsk dialekt "Kærka, Karka, Ćærća" ¹.

¹ Stednavnsudvalget: Danmarks Stednavne (1951, Bind 10, Bornholms Stednavne, Indledning, XVI); J.C.S. Espersen: Bornholmsk Ordbog (1906, s. 150)

I Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. står Bornholm skrevet som et enkelt herred ”Burghændeholm” ¹. Herredsinddelingen på Bornholm i 4 herreder er af langt yngre dato end sogneinddelingen i ”-chier, -cher, -kier, -ker”  (kirke). Knytlinga Saga fra ca. år 1250 e.Kr. forklarer os at Bornholm har 12 kongsgårde ². De 12 kongsgårde må kunne knyttes til de 12 sogne med –endestavelsen ”-chier, -cher, -kier, -ker” (kirke). Dette er jordfordelingen i Bronzealderen.

¹ Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-45, 1. bind: text, hæfte 2, s. 29).
² kap. 32. Frá landsskipan í Danmörk :
"Borgundarbólmr liggr austr í hafit frá Skáni; þat er mikit ríki ok liggr undir erkibiskupsstólinn í Lundi; þar eru XII konungsbú ok XIIII kirkjur".

kap. 34. Frá Agli :
"Sá atburðr varð í Danmörk, at þar andaðiz einn ríkr maðr í Borgundarhólmi, sá er Aki er nefndr; hann hafði þar ráðit fyrir XII konungsbúm, er hann á í Borgundarhólmi".

Bornholmske kongsgårde i Bronzealderen

De bedste jorde ligger nu engang hvor de altid har gjort, og kongsgårdene kan derfor nogenlunde bestemmes ved at efterse de største gårde fra jordebøgerne fra sidste halvdel af 1600 tallet. Herefter sammenholdes de udvalgte gårde med de rigeste gravfund fra Bronzealderen, hvor særligt prægtige gravhøje og egnens helligsted, overtaget af de kristne kirker, må forventes at befinde sig nær den oprindelige kongsgård. Herfra bestemmes de mulige 12 kongsgårde i Bronzealderen:

Almindingen har i Bronzealderen været væsentligt større og har stået i skov. Alle kongsgårdene mener jeg derfor må findes ude ved kysten. Uden undtagelse skal kongsgården værne om helligstedet i det pågældende Kirke, og derfor fysisk være beliggende mellem havet og de nuværende kristne kirker, der sidder oven på Bronzealderens helligsteder. Det er åer og bække, der danner naturens skel, og disse været udgangspunktet for inddelingen af jorden i 12 Kirke på Bornholm. Med 9 ud af 12 Kirke havende stednavne hvori indgår "Kirkebo", må vi kunne sige at kongsgården i hvert enkelt af de 12 Kirke oprindeligt har heddet "Kirkebo, Kirkebogaard". Nogle har efterfølgende ændret navn, medens andre har bibeholdt det oprindelige navn.

Bornholm i Bronzealderen

Ovennævnte kort er et forsøg på at gengive den oprindelige jordopdeling af Bornholm i Bronzealderen. Med udgangspunkt i vandløbene, og her særligt deres udløb i Østersøen, fremstår et ganske skarpt billede af den oprindelige inddeling i 12 Kirke. Herefter er de mulige 12 oprindelige kongsgårde fremhævet. Alle kongsgårde værner mod havet helligstedet i oplandet, hvor de nuværende kristne kirker er lagt. Som vist på kortet er mit bud at det oprindelige helligsted i Østerlarsker i Bronzealderen lå hvor ruinen af den gamle Østermarie (Østermark) Kirke ligger. Der kan dannes en indre "ring" af bagland fra Bronzealderens helligsteder. Dette mener jeg må være "skovgrænsen" for øen i Ældre bronzealder, som jeg har fremhævet med tre store grønne ringe. Tingsted og tilflugtsborgene har derfor været godt gemt i skovene for yderligere sikkerhed for befolkningen. Øst for Tingsted ved Segenhus (Segen Skovfogedbolig), sydøst for Tingsted ved Galgebakken, og vest for Tingsted ved Store Bjergegaardsbakken, findes tre stenrøsegravpladser og 17 bautasten fra Yngre bronzealder. Det antyder at øens samlede skov er blevet væsentligt indskrænket på dette tidspunkt da stenhøje og bautasten må have stået i det fri. Fra denne simple genskabelse af Bornholm i Bronzealderen synes at træde frem, at Østerlarsker (kongsgård Kirkebo) og Olsker (kongsgård Kirkebo) har været de største og mest velhavende Kirke. Arkæologien ser ud til at understøtte denne formodning i gravfund og helleristningsfelter.
Billedkilde: Kort over Bornholm ca. år 1900 fra Frems Amtkort over Danmark.

Knytlinga Saga forklarer os at der på et tidspunkt kort før år 1250 e.Kr. findes 14 kirker på Bornholm; der opførtes samlet 15 stenkirker i tidsrummet år 1150-1250 e.Kr. Det antyder at i dette tidsrum udvides antallet af sogne fra Bronzealderens 12 til de nuværende 15 sogne. Som fremgår tydeligt fra kortet over jordopdelingen af Bornholm i Bronzealderen, er Østerlars Kirke (ØsterLarskier) et yngre helligsted der ikke kan føres til Bronzealderen. Derfor er netop Østerlars kirke den eneste kirke der fysisk ligger centralt i de nuværende sogne. De 12 oprindelige sogne stednavnsendelsen ”-chier, -cher, -kier, -ker” (kirke) er ikke skabt af kristendommen eller gudshuse til dyrkelse af samme. Kirkernes placering er betinget af en langt ældre sogneinddeling af Bornholm fra Bronzealderen, hvor udgangspunket er et liv langs Bornholms kyster. Det er her værd at erindre at "sogn", fra "sókn, socn, sok(ei)ns" (oldnordisk, oldengelsk, gotisk), oprindeligt betyder "at søge", underforstået "sammen", og derfor betegner et samlingssted for egnens ætter.

I Kong Alfred's Domme (Ælfredes Domas) fra år 871-899 e.Kr. skrives på oldengelsk "Be Kirikena Soknum, Be Cyricena Soknum" (om kirke-sogne). Dette er en henvisning til kristendommen, men ordvalget er fra langt ældre olddansk.

 Helleristningen fra Lille Strandbygård - et landkort af Aia (Bornholm) i Bronzealderen.

Helleristningen fra Lille Strandbygård, Nylarsker sogn er den måske ældste helleristning på Bornholm. Ristningen kan ses på venstre hånd ca. 1 km. syd for Arnager ud af Søndre Landevej mod Dueodde. Ristningen findes, som stednavnet antyder, ved stranden, og er gjort på en stor sten, ikke grundfjeldet. Det antyder at stenen er særligt udvalgt til formålet, og som jeg håber ovennævnte billede viser, mener jeg stenen er valgt fordi den på sin opvendte flade glimrende gengiver øen Aia (Bornholm).

I øverste venstre hjørne er gengivet et satellitbillede af Bornholm med retning Nord ret op. Læseren vil bemærke at omridset af Bornholm gengivet på helleristningen har retning Nord tiltet mod Nordvest for at gengive hvorledes dette faktisk blev gjort og opfattet i Bronzealderen.

Jeg har med rustrød farve fremhævet de 12 hjulkors på stenen, i virkeligheden Solen og vort oprindelige livkors, som jeg mener er en gengivelse af den kvindelige gudinde "Kirke" (Kirkē) i kunst. De 12 hjulkors (Solen + livkors) er de 12 oprindelige bornholmske sogne med stednavnsendelsen ”-chier, -cher, -kier, -ker” (kirke).

Er min fortolkning af kunsten på helleristningen fra Lille Strandgård sand, da er den runde ring i helleristningens midte "navet" og øens geografiske midtpunkt og højdepunkt; i dag, og sikkert allerede i Bronzealderen, kendt som Rytterknægten og Almindingen (i bornholmsk dialekt "Rytaraknajtinj" og "Alminjen, Alminjnjen"); fra "almænning, alminning, almenningr" (olddansk, oldnordisk) - direkte "alle mænd". I den oprindelige betydning et udyrket område, hvorover hele befolkningen havde fælles brugsret. 2 af de 12 sogne har en yderligere ring omkring hjulkorset (Solen + livkors), symbolet på "Kirke" (Kirkē). I geografisk kunst antyder dette at den ydre ring er en forsvarsring, og at der derfor i disse sogne har været tilflugtsborge i krigstid. De to tilflugtsborge kunne evt. være Gamleborg nord for Rytterknægten, det højeste punkt på Bornholm ved Almindingen, og Gamleborg (i bornholmsk dialekt "Gamlebor") i Paradisbakkerne (sydøst for Almindingen), der kan føres til Jernalderen, men måske er en videreførsel af en endnu ældre tilflugtsborg fra Bronzealderen. Alternativt kan de 12 lokalkonger på Aia (Bornholm) have udvalgt sig 2 overkonger; en ledelsesmæssig opdeling af øen i nord og syd.

De mangfoldige skåltegn, som vi ikke rigtigt ved hvad betyder, kunne måske på denne helleristning angive de vigtigste stjernebilleder i samtiden. Fra Homer: Odyssey (Bog V: 269-280) vi ved at disse var stjernehoben Pleiaderne [græsk ”Plēiadas” = Syvstjernen], Bjørnevogteren [græsk ”Boōtēn”], Bjørnen [græsk ”Arkton”], som vi allerede i Bronzealderen kalder for "Vognen, Karlsvognen", samt Orion [græsk ”Ōriōna”]. I afsnittet ”  - Tani’s oprindelige betydning” har jeg vist at menneskeheden bruger himlen som en tavle, og gengiver Jorden på Himlen set ovenfra og ned. Det kan betyde at stjernebillederne er gengivet "omvendt".

Til venstre: Aftegning af en nu forsvunden helleristning (R379), udført af Jens Raben, Museumsinspektør på Sønderborg Slot 1908-55, efter andres beskrivelser. Helleristningen blev kaldt "Fandens sten" eller "Hejerhals-stenen", og stod i et dige ved kirkestien øst for Ketting Kirke (ses i baggrunden), Als Sønder Herred. Som man kan se viser helleristningen et hjulkors (Solen + livkors), samt 7 skåltegn. Den samlede afbildning gengiver Karlsvognen.
Til højre: Udsnit af helleristningen fra Lille Strandbygård, Nylarsker sogn. Udsnittet er vendt på hovedet, dvs. med retning nord ned for bedre sammenligning med helleristningen fra Als. Så vidt jeg kan se er de to afbildninger identiske; Karlsvognen og hjulkors. Jeg har ligeledes indtegnet hvad kan være Lille Bjørn (Kvennavagn, Kvindevognen) og Pleiaderne (Syvstjernen), hvor det forekommer mig at kun 5 stærktlysende af de 7 stjerner muligvis er blevet tegnet op.  Stjernebilledet Orion, herunder Orions Bælte, må være optegnet, men hvordan?

Var det ved Arnager at arneilden blev antændt og landnám af Aia (Bornholm) blev påbegyndt, og er helleristningen fra Lille Strandbygård den aianske (bornholmske) landnámssten?

Billedkilde: www.bornholmsmuseer.dk og Google Earth 13. august 2010; J.P. Møller: Folkesagn og andre mundtlige Minder fra Bornholm (1867, s. 49, 54, Ramser); Jens Raben: Ketting Kirke og et Afsnit af Sognets ældre Historie (Fra Als og Sundeved, bind II, 1928).

En af de mange spændende konsekvenser af forståelsen for at de 12 oprindelige sogne på Bornholm kan føres til Bronzealderen er at vor forståelse for drengenavnene i sognenavnene formentlig må gennemtænkes igen. Det fremgår desværre med al tydelighed i Stednavnsudvalget: Danmarks Stednavne (1951, Bind 10, Bornholms Stednavne), at forudsætningen for alle stednavnsfortolkningerne er at alle stednavne antages at være udgået fra et kristent tankegods. Dette er en nedarvet vrangforestilling fra 17-1800 tallet e.Kr., og på Bornholm har dette dannet grobund for mærkværdige fortolkninger fra en løbsk fantasi. Er nedenstående antagelser sande, eller mangler vi for visse navne den oprindelige navneeksport ud af Skandinavien i Bronzealderen?:

• Klemen (Clemind) → Klement, Klemet, Clement (olddansk, fornsvensk, oldfransk) → Clementem, Clemens (latin). Stednavnet "Klemensker" udtales i bornholmsk dialekt "Klæmensker, Klæmedsker". Mandsnavnet antages af Stednavnsudvalget at være fra et helgen- og pave-navn Klement under henvisning til at bl.a. Aarhus Domkirke er viet til Skt. Clemens. Også den lille flække Hafn (Kopmanahafn, København) havde en Sankt Clemens kirke (i trekanten mellem Rådhuspladsen, Strøget og Vestergade), der nævnes første gang år 1192 e.Kr. og anses som byens ældste og eneste (se brev af 25.3.1193). Hafn og omegn er i samtiden personligt ejet af Absalon (se stadfæstning af gave 21.10.1186) ¹.
• Rut (Ryd) ↔ RyðingR, HrøðingR, HrøríkR (oldnordisk)? Stednavnet "Rutsker" udtales i bornholmsk dialekt "Røsker", hvorfor mandsnavnet kan være identisk til (ikke med) "Hró" i Hróiskelda (Roskilde), hvis navn også kendes i formerne "Rokill, Roe, Ro Rex, Rørik, Roricum, Hræreki slaunguanbauga". Jvf. Stednavnsudvalget er forstavelsen "næppe et personnavn" ¹.
• Ol (Oell) → Oli, Ole (olddansk, fornsvensk). Stednavnet "Olsker" udtales i bornholmsk dialekt på samme vis, og Stednavnsudvalget antager at mandsnavnet kan føres til helgennavnet Olaf, og at denne er Olav ”den hellige” Haraldsson (Olaf Haraldsson, Óláfr Haraldsson, år 995-1030 e.Kr.) ¹. På kortet "Borringholm" (1750) fra Kong Frederik V.'s atlas forekommer Ols Kirke som "Olufs kierke". På Petrus Kofod: Nova et Accuratior Bornholmiæ Baltici Insulæ Non Ingloriæ (1763) er dette skrevet som "St. OlsKirke". På kortet over Bornholms Amt (1824) af Th. Gliemann skrives det "Oles K". 
• Bodil (Boel) → Bole (olddansk, fornsvensk). Stednavnet "Bodilsker" udtales i bornholmsk dialekt "Bolsker", dvs. som i den oprindelige stavemåde "Boelschier, Boelscher". Den nuværende stavemåde må være vrang. Stednavnsudvalget antager at mandsnavnet kan føres til det engelske helgennavn Botolphus (Botolph, Botulph, Botulf, død ca. år 680 e.Kr.) ¹.
• Povl (Poll) → Paulum, Paulus (latin og et romersk ”cognomen” (tilnavn) for Aemilian ætten). Stednavnet "Povlsker" udtales i bornholmsk dialekt "Pawlsker(sen)" (Poul+Kirke+sogn). Sognets kristne kirke er viet til Sankt Paulus. Det ved vi med sikkerhed fordi der på en helgenfigur, der også er slutgranitstenen i kirkens korbue, står rejst med Yngre Futhark "paulus tofi : giorþi" (Paulus. Tofi gjorde). Runerne (DR 368) er dateret til kirkens bygningsår ca. år 1200-1275 e.Kr. Stednavnsudvalget antager derfor at mandsnavnet kan føres til apostlen Paul (Paulus) ¹.
• Peder → Peder, Peter, Petær, Pætær, Pædhar (olddansk, fornsvensk) → Petrus (latin)  → Petros (græsk - sten, klippe). Stednavnet "Pedersker" udtales i bornholmsk dialekt "Pærsker (sen)" (Per+Kirke+sogn). Den bornholmske udtaleform antyder et ophav fra "Pær, Piers" (olddansk, oldfransk) eller "Per", der er en variation af "Peder". Sammenlign med brugen af navnet i "Pærstorp" (Perstorp), det nordlige Skåne. Stednavnsudvalget antager at mandsnavnet kan føres til apostlen Peder ¹.
• Aa(k) → Aki, Ake (olddansk, fornsvensk). Stednavnet "Aaker" udtales i bornholmsk dialekt "Åker, Åkersen" (Aa(k)+Kirke+sogn). Stednavnsudvalget mener at forstavelsen "Aa" henviser til en å, måske sognets Læsaa (Læså) og Grødeby Å, tilsyneladende uden at tage hensyn til at  "2 x k/c" bliver til et enkelt "k/c" i såvel tale som runegrammatik. Stednavnsudvalget skriver direkte at den kristne kirke navngiver sognet.
• Lars (Laurs) → Laurentius (latin) → Larth, Lars (etruskisk). Stednavnet "Østerlarsker" udtales i bornholmsk dialekt "Larskersen" (Lars+Kirke+sogn), dvs. identisk med sognets oprindelige navn. Sognets kristne kirke, forskelligt fra Kirke i stednavnet, skrives af Hvitfeld 18.10.1295 som "s. laurentij kircke". Herfra antager Stednavnsudvalget at mandsnavnet kan føres til helgennavnet Laurentius ¹.
• Ib → Jep → Jacobus (latin) → Iakobos (græsk) → Ya'aqobh (hebraisk). Stednavnet "Ibsker" udtales i bornholmsk dialekt "epsker". Stednavnet "Ibsker" skrives 29.12.1425 som "Jæep Kyerkye Soghen", hvor "Kyerkye" ikke henviser til sognets kristne kirke. Den bornholmske udtale antyder et fælles ophav af "Ib" og forstavelsen "eb-" i "Ebbe". Endestavelsen "-be" må være en forkortelse af "bjørn", jvf. Abjörn = Abbe, Abbi. Forstavelsen "eb-" må være en forkortelse af tillægsordet "æfr, afor, ever, æver" (oldnordisk, oldengelsk, olddansk), der om en person har betydningen "som har en skarp tunge, den hidsige", og bruges på nudansk i "ivrig". Jeg tror derfor "Ib" oprindeligt skal opfattes som betydende "Den Skarptungede, Den Hidsige". Som forstavelsen "eber-" i mange mandsnavne bliver ordet senere en kenning for "vildsvin". Sognets kristne kirke skrives 5.6.1429 som "sti. Jacobs Kirke", hvorfra Stednavnsudvalget antager at mandsnavnet kan føres til helgennavnet Jacobus. Jeg køber ikke den latinsk/græske/hebraiske oprindelse af drengenavnet Ib ¹.
• Knud → Knut (olddansk, fornsvensk). Stednavnet "Knudsker" udtales i bornholmsk dialekt "Knusker". Stednavnsudvalget mener at mandsnavnet kan føres til enten Knud den hellige (Sankt Knud, 1080-1086), Kong Knud/Canute I. den Store (regent England 1016, regent Danmark 1018-1035) eller Hertug Knud. Egnens kunst viser i Middelalderen en sammenblanding af dem alle.

¹ Stednavnsudvalget: Danmarks Stednavne (1951, Bind 10, Bornholms Stednavne, s. 108, 197, 231, 262, 307, 378, 421, 441)

Særligt forekommer det mig at det etruskiske kongenavn Lars (Laris, Larth) faktisk ser ud til at have kunnet forekomme på Bornholm i Bronzealderen. Denne viden er ikke nødvendigvis i strid med vor opfattelse i dag; at mandsnavnet kommer nord for Ejder-strømmen med kristendommmen i 1100 tallet som det sen-latinske "Laurentius". Da jeg andetsteds har argumenteret for at estruskernes ophav må være et sted omkring Østersøen, har vi måske i Østerlarsker (Laurschier) og Nylarsker (Nylaurschier) runen til forståelsen af etruskernes ophav. Mandsnavnet kan være eksporteret fra Skandinavien mod syd i Bronzealderen, for derefter at blive importeret på ny med kristendommmen fra syd (Se afsnittet "Skib og Trojaborg (labyrint)").

Vi kan føre tanken et skridt videre. Det nudanske "arne" (oldnordisk "arinn", datid "arni") findes på etruskisk som "ar-" med betydningen "at gøre, at lave, at bygge, at skabe". På etruskisk betegner det bl.a. det redskab vi pløjer marken med, på oldnordisk "arðr", men har sikkert haft en udvidet betydning. Det nudanske "ager" (oldnordisk "akr") findes identisk på etruskisk som "aker". Vi ved med sikkerhed at drengenavnet Lars (Larth) er et etruskisk kongenavn. Ifald stednavnet "Arnager" er det ager hvor arneilden blev tændt for landnám af Aia (Bornholm), og er helleristningen fra Lille Strandbygård den aianske (bornholmske) landnámssten, da må vi overveje betydningen af at begge befinder sig i Nylarsker (Nylaurschier) sogn. Det må være sandt fra modersmålet, at sognet Østerlarsker (Laurschier) som stednavn udvikles fra et sogn der ligger vest for sognet, og hvis navn indeholder stednavnet "-larsker". Derfor er Nylarsker (Nylaurschier) det oprindelige sogn. Men fordi forstavelsen "Ny-" indgår i det oprindelige sognenavn, må dette sogn i sig selv være udviklet fra et endnu ældre sogn, hvis stednavn også indeholder "-larsker". Dette sogn findes, så vidt jeg kan se, ikke på Aia (Bornholm). Det forekommer mig derfor, at det kan være etruskiske ætter, der har gjort landnám på Aia (Bornholm), sejlende dertil fra et andet sted omkring Østersøen.

I afsnittet ”Begravelse - ligbrænding i skib” (underafsnit ”Valhal i Himmelen på den andenside”) viser jeg en række eksempler på etruskiske "Valhal-urner" fra 8-600 tallet f.Kr. Disse stråtækte langhuse, også kaldet "Hytteurne, Husurne", forekommer flere steder i Skandinavien, jeg mener fordi etruskerne er tæt knyttet til Skandinavien i Bronzealderen. Vi kan se fra de 6 fundne Husurner fra Brunsgaard, Nylarsker ude ved kysten, dateret til Yngre bronzealder periode VI (ca. 700-500 f.Kr.), at det kan være etruskisk gravskik, der bruges i Nylarsker i sen Bronzealder ¹. Man kunne overveje hvorvidt stednavnet "lobbæk", ophavet til stednavnet "lobberne, lopperne", hvilken bæk floder forbi sognets helligsted ved Nylarsker Kirke, ikke oprinder fra det etruskiske "lup, lup-u" (at dø, at have levet, død) ², og derfor skal opfattes som "de døde (forfædre)'s bæk". Nylarskers nordlige skel, Onsbæk (Ons-Bek, Ons-Beck, Onsbeck), kunne f.eks. oprinde fra det etruskiske "una" (det der floder, bæk) ². Vellings Å (Vellengs Aa, Vellings aa, Wellings-Aaa), der ligger nogenlunde midtvejs i Nylarsker mellem de to skel, kunne f.eks. oprinde fra det etruskiske "vels, vels-u" (indre, midten), dvs. åen i midten af sognet.

Forbindelsen mellem Bornholm og Østersøens sydlige bred i etruskisk sammenhæng må skulle findes gennem de arkæologiske fund i det nordlige Europa og Skandinavien af de etruskiske ”ansigtsurner" ("urnes-à-visage"). Der ser ud til at være to hovedforekomster af disse fund; udmundingen af Wisla (Vistula, Weichsel) floden i Østersøen, Pommerellen (Gdansk) og Kassubien (lige vest for Gdansk) på Østersøens sydlige bred ¹, samt i Jylland, hvor de navnlig er fundet i området fra Randers-Løgstør-Salling-Viborg.

Vi kan se fra Burgundernes langt senere udvandring fra Bornholm, der også foregår med en rejse fra Bornholm over Østersøen og op ad Wisla (Vistula, Weichsel) floden, at denne forbindelse tydeligvis er så gammel som menneskehedens tilstedeværelse i disse landskaber.

Der er vist en forbindelse med tilsvarende urner fra byen Clusium (Clevsin, i dag Chiusi) i Tuscany, hvorfra de etruskiske konger udgik.

På baggrund af typologiske undersøgelser er ansigtsurner fra Danmark, Polen og Etrurien blevet dateret til perioden fra Yngre Bronzealder periode IV (1100-900 f.Kr.) til tidsrummet ”La Tène” (600-500 f.Kr.). Det antages at det er Skandinavien der importerer fra Etrurien, men usikkerhederne i dateringen gør at vi intet som helst kan sige om dette. Det kan lige vel være etruskiske ætter der vandrer fra Skandinavien mod syd til Etrurien af den klassiske landevej mod syd, der er Wisla (Vistula, Weichsel) floden. Rent faktisk synes de ældste ansigtsurner at være fra egnen omkring Viborg. Er dette et etruskisk hjemland?

¹ Se Dr. Ingvald Undset: Jernalderens Begyndelse i Nord-Europa (Kristiania, 1881, s. 112)

Gudinden "Kirke" (Kirkē) synes umiddelbart ikke at forekomme i etruskisk tanke, men ordet for "daggry" på etruskisk er "cautha, cate". Samtidigt har etruskerne en gudinde kaldet "Kavutha, Kavtha, Cavtha, Cau(tha?), Catha". Forskningen sidestiller i dag denne gudinde med den græske gudinde og ungmø Persephone (Persephoneia, Kore) ³. Pedanius Dioscorides (ca. 40-90 e.Kr.): De materia medica libri quinque (Bog III: 155 Parthenion (Amarakon)) skriver om planten Røllike:

“…romerne kalder den solis oculus [solens øje] eller millefolium [tusindeblad]; etruskerne cautan...”.

Den almindelige Røllike (Achillea millefolium) har hvide blade med gult øje, hvor det gule øje må være “solis oculus”. Ifald etruskerne har opfattet planten på samme vis, som solens øje, og vi derfor kan opfatte “cautan” som “solens øje”, da kan vi i etymologi knytte gudinden til Daggry - den opstigende sol og hendes lys- og varmestråler.

Martianus Minneus Felix Capella: De Nuptiis Philologiae et Mercurii (Bog 1: 50) fra ca. år 410-429 e.Kr. skriver at i det 6. område af Skyernes 16 områder hersker “celeritate, solis filia, ex sexta poscimini” (Celeritate [fra ”celeritas” eller ”den rappe”], datter af solen, ved sjette påkaldelse).

I den etruskiske spådoms-lever af bronze fra Piacenza, dateret til 2-100 tallet f.Kr., er herskeren af det samme område 6 i Skyerne “Catr, Cathes, Cath” (skrevet spejlvendt, dvs. læses fra højre mod venstre), og i det 6. indre område “Catha” (skrevet spejlvendt ”aθac”, dvs. læses fra højre mod venstre).

Ved at sammenholde Martianus Minneus Felix Capella og den etruskiske spådoms-lever kan vi derfor nå frem til at gudinden "Kavutha, Kavtha, Cavtha, Cau(tha?), Catha" skal opfattes som en ”datter af solen”. Men kan vi sprogligt knytte gudinden "Kavutha, Kavtha, Cavtha, Cau(tha?), Catha" til gudinden "Kirke" (Kirkē), på Bornholm udtalt "Kærka, Karka, Ćærća"?

¹ Bronzekedelen med undervogn og fire hjul fra Trudshøj ved Skallerup i Bårse Herred, Sydsjælland er dateret til Ældre bronzealder periode III (ca. 1300-1100 f.Kr.). Kedelvognen (”Skallerupvognen”) antages at være fremstillet ”i det østlige Centraleuropa”, men kan vel sagtens være etruskisk, hvor fugle-motiver som på bronzekedelen går igen. Genstanden er faktisk en urne, som vi ved er samtidens etruskiske gravskik. Blandt de andre gravgenstande var guldarmring, sværd, kniv, ragekniv m. hestehovedformet greb, pincet m.m. Med andre ord, nøjagtigt som vi ser i andre af vore samtidige grave. Det etruskiske ord ”ase, asi” (ånde, ånd, vind, sjæl) og det etruskiske ”asu, ašu” (begravelse, hvilested) må give os en formodning om at etruskisk tanke bruger fuglen og dens evne til at flyve som en kenning for den bortrejste sjæl af asken af den afdøde i kedlen.

På en kegle-formet bronzegenstand i privat eje, dateret til 3-200 tallet f.Kr. har vi følgende etruskiske indskrift:

ecn: turce : laris : thefries : espial (estial) : atial : cathas

Denne viede Lars Thefries til ? Catha

Min oversættelse til nudansk.

”th” er faktisk ridset ”θ” og svarer til ”Þ”. Gudindens navn er rejst spejlvendt som ”saθac”, og læses fra højre mod venstre, som ofte også er tilfældet i Ældre Futhark.

Der er uenighed om fortolkningen af ”: espial (estial) : atial”. Fortolkningerne er henholdsvis ”Esti Ati” (forslag fra Nancy Thomson de Grummond, hvor ”ati” = moder), der så opfattes som moderen til gudinden Catha, eller ”til moder” (forslag fra Larissa Bonfante), hvor gudinden Catha så opfattes som den jordlige moder.

I 300 tallet f.Kr. gør etruskerne, som romerne, brug af ”Tria Nomina” (Tre Navne)-systemet. Personens trefoldige navn var sammensat af ”praenomen” (fornavn), ”nomen gentilicium” (ættens navn) og ”cognomen” (tilnavn), i denne rækkefølge. Et eksempel er det etruskiske ”laris tarnas velus clan (Lars tarnas, Vel’s æt). Ofte ser vi at ”cognomen” (tilnavnet) mangler på etruskiske indskrifter, og det er tilsyneladende tilfældet i ovennævnte indskrift. Det etruskiske ”Thefries” er derfor personen Lars’ ”nomen gentilicium” (ættens navn), hvor ”-ies” tilføjes som endestavelse.

Hvad der synes enighed om er at Lars vier bronzegenstanden til gudinden Catha.

Kilder: Anne P. Chapin:  XAPIΣ – Essays in Honor of Sara A. Immerwahr (2004, Hesperia, Supplement 33, Nancy Thomson de Grummond: For the Mother and for The Daughter: Some Thoughts on Dedications from Etruria and Praeneste, s. 357-358); Giuliano Bonfante & Larissa Bonfante: The Etruscan Language (2002, s. 89).

Læseren skulle gerne være enig med mig i at Stenavnsudvalgets forudsætning; at kristendommen betinger de bornholmske sognenavne, er en falsk forudsætning. Jeg tror sandheden er den stik modsatte. Det er de allerede eksisterende bornholmske sognenavne fra Bronzealderen der, ved kristendommens ankomst i slutningen af 1100 tallet e.Kr., udløser at de kristne gudshuse vies til romersk-katolske helgener, hvis navne er identisk til de allerede forefundne stednavne. Herved har man kunne fortsætte livet uden at ændre på sæder og skikke. Samtidig kan vi forklare den vilkårlighed af helgennavne vi finder i de bornholmske kristne kirker.

Bornholm er den Burgundiske ø, hvis ældste staveform er i den longobardiske dialekt fra 600 tallet e.Kr. "Burgundaib", fra det urnordiske "*Burgundairþ" (Burgunder-Jord). Se afsnittet "Burgunderne fra Bornholm". Det oldgræske ”aia” må derfor være en forgræskning af det urnordiske "*airþ" (Jord, Jorden).

Homer: Odyssey (Bog X: 195), beskriver øen Aia således:

Fordi øen Aia er den østligste ø, kan vi i en sejlads fra vest mod øst i en kenning beskrive Bornholm som ”kronen i havet”.

Homer: Odyssey (Bog X: 136-139), i min oversættelse til nudansk:

”Kirke, frygtet gudinde med med (menneske)stemme, søster til Aiētao De Manges Bane; og begge børn af Solen, de dødeliges lyskilde, og fra Persēs, deres moder, datter af Oceanet”.

Følger vi den tidligere argumentation; at ”Oceanet” = Atlantos = Atlanterhavet, da er Persēs (en kvinde fra Persien?) fra et landskab der støder op til Atlantos – et døtrene landskab. Gudinden Kirke skal i tanke være barnebarn af Atlanterhavet. Fra oldtiden kan vi se at Bornholm altid, i en breddegradssejlads i Østersøen, synes at være landkendingen for et nyt farvand. Den østlige del af Østersøen og Den Botniske Bugt kan derfor i en kenning siges at være barnebarnet ifald Østersøen er datteren.

I Homer: Odyssey (Bog X: 505-514) skal Odysseus sejle fra øen ”aia”, som vi nu antager er Bornholm. Ved hjælp af Nordenvinden sejler han, dvs. sejlretningen er nord → syd. Dette bringer ham over ”Oceanet’s strømme”. Efter at have sejlet forbi ”Oceanet’s strømme” strander han sit skib ved Oceanet’s bred, hvorefter han begiver sig til Hades Hus, hvortil floder Acheron ( = Ægir. Floden blev anset som en biflod af Styx), hvortil igen floder andre to bifloder til Styx [græsk ”Stugos”]; Puriphlegethōn og Kōkutos. Floden ”Acheron” er fysisk en flod i Epirus (Ήπειρος, Ípiros) landskabet i det nordvestlige Grækenland (den flyder ud i havet ved Parga, på fastlandet over for Korfu). Se også afsnittet ”Einherjar & Loki og Ægir i Þrúðvangar”.

Ifald ”Oceanet” = Atlantos = Atlanterhavet, og ”strømmen” = Eridanos = Østersøen, og vi antager at øen ”aia” er Bornholm, da kan vi se at Odysseus sejler fra Bornholm mod syd til Østersøens sydlige bred. Herfra ind i den vestlige del af Østersøen og ud i Atlanterhavet. På et helt andet sted stødende op til Atlanterhavet, f.eks. et sted i Middelhavet, går han i land, og det kunne f.eks. være hvor Acheron flyder ud i havet på fastlandet over for Korfu, tæt på sin hjemstavn. Herved har Homer transporteret Odysseus fra nord for Ejder-strømmen til vandskabet omkring Ithaca.

Jeg har ovenfor vist at hvorfor  jeg mener den kvindelige gudinde "Kirke" (Kirkē) i kunst gengives som et hjulkors (Solen + livkors). I afsnittet "Hearg, Vé og Stavkirker" har jeg argumenteret for at ordet for vore helligdomshuse ”kirkja” er et urnordisk ord. Mit forslag er at forstavelsen "kir-" er identisk til det sarmatiske ord ”*kir-”, og at betydningen er "solstråle".

Homer tilskriver følgende egenskaber til "Kirke" (Kirkē):

• Hun er en gifterlysten mø, snu og snedig [græsk "doloessa"], jvf. Homer: Odyssey (Bog IX: 33)
• Hun er lyshåret og frygtet, med (menneske)stemme, jvf. Homer: Odyssey (Bog XI: 8)
• Hun er udødelig, jvf. Homer: Odyssey (Bog XII: 303)

I Bronzealderen, og længe derefter, er det skikken at gennemføre navneændring på de døde der ophæves til udødelige guder. I afsnittet "Gymir og Sif – Sparta's konge og Frigg’s vølve" viser jeg et eksempel på dette. I Ældre Edda og græsk forståelse er kvinden "Rán, Rhamnousia, Rhamnusia” det udødelige navn for den dødelige Dronning ”Lede” (Lêdên) til Sparta. Dette er formentlig årsagen til at gudinden "Kirke" (Kirkē) gives egenskaber, der afspejler en ung ugift mø på Bornholm i Bronzealderen.

Rig Veda (bog 7:LXXVIT) i omtalen af Daggry viser den fulde forbindelse mellem den opstigende sol, Moder Jord/Moder Sky og kvinden:

”Hun skinnede lyst som en ungdommelig kvinde,
vækkende til bevægelse hvert levende væsen”

Jeg vover derfor pelsen at den kvindelige gudinde og værner af Bornholm, "Kirke" (Kirkē), i Bronzealderen opfattes som Daggry - den opstigende sol og hendes lys- og varmestråler. Derfor siger Homer: Odyssey (Bog XII: 1-4), i min oversættelse til nudansk:

"Efter vort skib havde forladt Oceanet's strømme [græsk "rhoon Ōkeanoio"] og var sejlet ind i bølgerne af det åbne hav, og den Aiaiske ø [græsk "nēson t' Aiaiēn"], hvor tidlig Daggry har sit hjem".

Fra forståelsen for Aia (Bornholm)'s 12 værnende "Kirke" (Kirkē) er det nærliggende at fremhæve sagnet om Helligkvinde og hendes børn. Øst for Gyldenså's udmunding i Østersøen finder vi en samling af bautasten kendt som "Helligkvinde". Bautastenene kan ses fra landevejen syd for Bølshavn, hvor de med fint udsyn kan ses stigende op af (Øster)søen fra øst, symboliserende Daggry og den opstigende sol. En af bautastenene står på en lav stenhøj, en anden ligger ved siden af. Øst for denne stenhøj er en oval ring bestående af 9 sten, dvs. samlet 11 bautasten.

J.P. Møller: Folkesagn og andre mundtlige Minder fra Bornholm (1867, s. 37) forklarer:

"Helligkvinde er Navnet paa en temmelig høi opreist Steen i Østermaria Sogn, der er omgiven af en Steensætning, hvorunder en Moder ligger begraven med sine 10 Børn, der bleve dræbte af deres egen Fader. Naar man ved Aftenstid gaaer der forbi og hilser: "God Autan Hellikvinja mæ dina ti Bælla", da gjengjælder hun hilsenen høit og lydeligt".

Vi erindrer at i bornholmsk dialekt kaldes børn i flertal for ”bella, bælla”, som det på oldfransk hedder "bel" (smuk, ærlig) og på oldnordisk "bella" med bl.a. forståelsen "være glad" (bella gleði). Derfor hedder et "pigebarn" i bornholmsk dialekt "pibel" (pi(ge) + bel). I begge ord danner "la"-endelsen (bella, bælla, pibla) flertalsformen. Er dette et Burgunder-levn? Da et "drengebarn" i bornholmsk dialekt hedder "horra" udløser det i etymologi den ekstremt spændende betragtning, at der ved "bella, bælla" faktisk oprindeligt tænkes udelukkende på "pigebørn" ¹. Helligkvinde og hendes børn blev alle forvandlet til sten for at redde indbyggerne fra en overhængende fare. Stenene er, som vi har hørt, en "hilse-sten". Det kræver ikke videre fantasi at se at "Helligkvinde"-bautastenene oprindeligt må have bestået af samlet 12 sten. Der mangler tydeligvis en sten i den ovale ring, der må symbolisere de ti "bella, bælla" (pigebørn). Bautastenen der ligger ved siden af Helligkvinde må være dennes opvarter, der i oprindelig tanke altid er Jarl æt under oplæring. Helligkvinde er øens værner "Kirke" (Kirkē) - Daggry. At Helligkvinde findes netop ved udløbet af Gyldenså skal ses sammen med at vi ved Lysepeers Høi, Gyldensgaard højere oppe af Gyldenså har et af de rigeste fund på Bornholm fra Bronzealderen.

¹ I bornholmsk dialekt "Hań hār īń lidiń horra å to pibla" (han har en lille dreng og to piger), hvor ”pibla” skal opfattes som ”pigebørn” da en ung pige kaldes en ”pajja” (pige). Se J.C. Espersen: Bornholmsk Ordbog (1906, s. 150), som gengivet i John Dyneley Prince: The Danish Dialect of Bornholm (Proceeding of the American Philosophical Society, 1924, Vol. LXIII, s. 198).

Helligkvinden, Gyldenså

Helligkvinde-bautastenen hælder lidt forover mod vest.  Herved opnår vi virkningen at Helligkvinden – øens kvindelige værner "Kirke" (Kirkē) – Daggry - symbolsk er i bevægelse fra øst mod vest - den opstigende sol. I billedets øvre venstre hjørne ses den faktiske Helligkvinde-bautasten.

I billedets nedre højre hjørne ses min manipulerede gengivelse af hvorledes jeg opfatter bautastenen med en faktisk solopgang fra Bornholms østkyst i baggrunden. Helligkvinden stirrer med sine øjne, en kenning for Solens gyldne lys- og varmestråler, i fugleflugtslinie ret mod kongsgården Kirkebo (nabo til Gyldensgaard), og videre til helligstedet, hvor ruinen af den gamle Østermarie (Østermark) Kirke ligger.

Kirke (Kirkē).

Den tydeligvis mest berømte del af beretningen om Kirke, som al kunst synes at erindre, gengives i Homer: Odyssey (Bog X: 202-210; 233-239; 320-323).

Homer er netop ankommet med sit skib og mandskab til øen Aia (Bornholm). Dagen efter ankomsten opdeler han sit mandskab i to grupper med 22 mænd i hver gruppe foruden hærførerne. Den ene gruppe leder Odysseus, der forbliver ved skibet, medens den anden gruppe ledes af Eurulokhoio (Eurylochus), hvorfor vi kan slutte af Odysseus’ skib havde 46 mand ombord. På et højdedrag i skoven, med fint udsyn og omgivet af en helliglund, finder Eurulokhoio (Eurylochus)’s gruppe Kirke’s stenhus og melder deres ankomst. Herefter sker følgende, i min oversættelse til nudansk:

”Hun [Kirke] bød dem ind og bad dem sætte sig på stole og bænke, og forberedte for dem en drik (bestående) af ost [græsk ”turon”] og byg [græsk ”alphita”] og klar honning [græsk ”meli khlōron”] med pramnisk vin [græsk ”oinō Pramneiō”]; men i måltidet iblandede hun forfærdelige urter [græsk ”pharmaka lugr'”], (for) at de fuldstændigt (skulle) forglemme deres fædreland [græsk ”patridos aiēs”]. Da hun havde givet dem drikken, og de havde drukket den, da berørte hun dem med sin (vølve)stav [græsk ”rhabdō”], og spærrede dem inde i en svinesti [græsk ”supheoisin eergnu”]. Og de havde i sandhed hoved, lyd og hår og også krop som svin [græsk ”kephalas phōnēn te trikhas te kai demas”].

Eurulokhoio (Eurylochus), der havde holdt sig tilbage og undgik hamskiftet, må nu ene mand bringe tidende tilbage til Odysseus om hvad er hændt med hans 22 mand store lid. Ikke overraskende griber Odysseus sit sølvbeslåede bronzesværd og sin bue, og begiver sig til Kirke’s gård. Han gives modgift mod Kirke’s trylledrik ved at indtage urten ”mōlu” (moly), der i dag er ukendt, men er beskrevet som havende en sort rod med en (mælke)hvid blomst, jvf. Homer: Odyssey (Bog X: 304-305). Urtens navn er tæt knyttet til sanskrit ”mūlakarma” (rod + skabe), underforstået ”magi”. Efter at have drukket Kirke’s trylledrik, der er virkningsløs på Odysseus, forsøger hun at gentage den tidligere øvelse med Odysseus’ søfolk, jvf. Homer: Odyssey (Bog X: 320-323), i min oversættelse til nudansk:

”Begiv dig nu til svinestien, hvor de andre staldbrødre er samlet”. Således talte hun, men jeg [Odysseus] trak mit skarpe sværd fra min side og sprang frem mod Kirke, som ville jeg hendes banemand være”.

Det er vigtigt at forstå at Kirke hamskifter Odysseus’ mænd til tamsvin, ikke vildsvin. Sidstnævnte er i Bronzealderen, og helt frem til og med Ældre Edda, en kenning for det største mod og vildskab de bedste krigere kan vise. Tamsvinet er nøjagtigt det modsatte, og heri består forbandelsen. Den trylledrik (narkotika) søfolkene er blevet givet er derfor en drik der fratager dem sans og samling, og dermed forvandler dem fra vilde til tamme og hjælpeløse personer.

Har vi med retten ost, byg og klar honning et måltid fra Bornholm i Bronzealderen?

Så vidt jeg kan se er der tale om ét af to mulige måltid:

1. Ost med Byggrød ¹
   
2. Ægost med Byggrød ²

¹ Allerede i Yngre Stenalder (år 3900-1800 f.Kr.) har vi nord for Ejder-strømmen keramik der må være brugt til fremstilling af friskost af syrnet mælk eller fast ost. Det har derfor været almindeligt nord for Ejder-strømmen, men har måske blandt fremmede været et kendemærke for os fordi vi er kendt som et søfarende kvægdriver-folk i Bronzealderen. I Kettehøj Øst, Brøndby, Sjælland er der i en bolig dateret til Yngre Bronzealder fundet fragmenter af et sikar (gennemhullet lerkar) til ostefremstilling.

Byggrød laves af knækkede byggryn, kogende vand, salt og evt. honning.

² Fra Salome Sartorio’s kogebog: Indeholdendis et hundrede fornødene stycker.....som tilforn icke paa vort Danske sprok udi Tryk er udgaaen (Kiøbenhaffn, 1616):

”LXXVII. Egost at giøre.

Tag en potte sød Melck / oc xviij. Eg / sla Eggene i en Potte ræt vel / oc giff saa Melcken der iblant / meng dette vel iblant hin anden met en Kockesleff / sæt det paa gloendis Kul / oc rør det vel om / at det icke vedbrender / eller sangler oc stenckes ilde. Leg der vdi Sucker oc smaa Rusiner / oc giør det vel søt. Naar det er sammenløbet / saa tag en sneffr Sie / eller reent Linklæde / oc sie det igiennem / at vædsken gaar slet fra / giff det saa vdi en Form eller Egostkurff / oc sæt den paa reen Bred / at all vædsken sies fra / leg den siden op paa et Fad / oc bestrø den met Sucker. Du kand oc besætte den met Rusiner / om dig saa got siunis”.

Ikke alle er opmærksom på betydningen af at Homer skriver ”meli khlōron” (klar honning), forskelligt fra hvorledes honning tager sig gyldent ud fra naturens side. Svaret fremgår fra opskriften i Salome Sartorio’s kogebog: Indeholdendis et hundrede fornødene stycker.....som tilforn icke paa vort Danske sprok udi Tryk er udgaaen (Kiøbenhaffn, 1616):

”XXX. Honning at klare.

All Honning som skal til lægedom eller at indsylte nogit met / skal vdi saa maade met handlis.

Tag den beste Honning du bekomme kand / sæt det til Ilden i en Kedel eller glasseret potte / lad der vdi helten saa megit Vand / som der er Honning / lad dette vel siude met huer andre / paa en sacte Kulild / skum det stedse / indtil Vandet er indsoden / oc det er klart / Sie det siden igennem en Haardug”.

Fordi Kirke er en udødelig gudinde og en dødelig vølve, hvor vølven er tre-skabt og læge, fremhæves ”klar honning” som en kenning for at vi her skal opfatte Kirke som vølve udøvende sin Sejd (Seið) og lægekunst. I opskrifterne ovenfor erstattes sukker / almindelig honning med klar honning.

Vi ved ikke hvad pramnisk vin er, men jeg tænker mig her at det må være en særlig vis at servere vinen på, måske som Glögg (Hybenkradser), eller måske en tør eller sød vin. Vi ved det ikke, men betegnelsen må være generisk. Senere kilder har forskellige meninger om sagen.

1: Kirke (den hvide nøgne kvinde med pandebånd) trues af Odysseus, der er i færd med at trække sit sværd fra skeden. På hver side ses to af Odysseus’ mænd hamskiftet til tamsvin af Kirke. Pseudo-Chalciolian lerkrukke fra den etruskiske landsby Vulci (Velch). Dateret til ca. år 530 f.Kr. Kan ses på Antiquarium del Castello dell'Abbadia, Vulci.
2:  Kirke (gengivet som en hvid kvinde) trues af Odysseus med trukket sværd. Dateret til ca. år 510-500 f.Kr. Kan ses på Museo Archeologico Nazionale di Taranto, Apulia, det sydvestlige Italien.
3: Kirke gengivet nøgen. Hun har netop hamskiftet en af Odysseus’ mænd til et tamsvin. Fra højresiden af et lille alter (arula) fra Sicilien og dateret til ca. år 525-500 f.Kr. Kan ses på Louvre-museet i Paris (rum 1, Denon-afdelingen).
4. Kirke med sin vølvestav i højre hånd og trykkedrikken i den gyldne kop i sin venstre hånd. Hun er i færd med at hamskifte en af Odysseus’ mænd til et tamsvin (bemærk den krøllede hale og hovedets ændring). Tilskrevet Phiale-maleren der var aktiv år 460-430 f.Kr. Kan ses på Antikensammlung, Berlin (katalognr. Berlin F2342).
5: Kirke gengivet som vølve med sin trylledrik i den gyldne kop [græsk ”khruseō depai”], jvf. Homer: Odyssey (Bog X: 316), tilbydende en af Odysseus’ mænd mere trylledrik. Sømanden er netop blevet hamskiftet til et tamsvin af Kirke. Græsk vase fra Athen, dateret til ca. 400 tallet f.Kr. Kan ses på Staatliche Kunstammlungen, Dresden.
6: Kirke gengivet som vølve rørende rundt med sin vølvestav i trylledrikken i den gyldne kop, tilbydende denne til Odysseus. Bemærk at Odysseus er gengivet med en fuldvoksen ølmave og mandslem. Fra Boeotia (midten af det nuværende Grækenland). Dateret til ca. år 410-400 f.Kr. Kan ses på The Ashmolean Museum, Oxford (No. G259).
7: Kirke gengivet som vølve med sin trylledrik i den gyldne kop, tilbydende denne til Odysseus. Hvorfra stammer denne afbildning?
8: Odysseus med trukket sværd mod Kirke, der her er vist i en klassisk græsk kvindedragt.  En af Odysseus’ mænd ses siddende, hamskiftet til et tamsvin af Kirke. Etruskisk vase, dateret til ca. år 350 f.Kr. Kan ses på Museo Archeologico Nazionale, Parma.
9: Odysseus truer Kirke med trukket sværd. På hver side ses to af Odysseus’ mænd hamskiftet til tamsvin af Kirke. Afbildning på siden af en etruskisk trækiste (sarkofag); 92.5 x 81 cm. Dateret til 300 tallet f.Kr. Kan ses på Torre San Severo, Museo dell’Opera del Duomo, Orvieto.
10: Kirke trues af Odysseus med trukket sværd. Bag Odysseus ses en af hans mænd, hamskiftet til et tamsvin af Kirke. Hvorfra stammer denne afbildning?
11: Kirke gengivet som vølve rørende rundt med sin vølvestav i trylledrikken i den gyldne kop. Fire af Odysseus’ mænd er allerede hamskiftet til tamsvin af trylledrikken. Flere sømænd i krigstøj afventer bag de allerede hamskiftede. Hvorfra stammer denne afbildning?
12: Kirke gengivet som vølve med sin vølvestav, og håret sat strittende som Solens lys- og varmestråler. Hun sidder på sit højsæde modtagende Odysseus. Olielampe. Kan ses på Staatliche Antikensammlungen, München.
13: Kirke tager flugten fra sit højsæde, tabende den gyldne kop og sin vølvestav, da Odysseus med trukket sværd farer frem mod hende. Bag Odysseus ses en af de til tamsvin hamskiftede sømænd. Tilskrevet Persephone-maleren, der var aktiv ca. år 475-425 f.Kr. Kan ses på Metropolitan Museum, New York (katalognr. 41.83).
Billedkilde: www.theoi.com ; Soprintendenza Archeologica dell'Etruria Meridionale, Rom; www.hellenica.de ; Berkeley University, California.

"Kirke" (Kirkē) er værner af Bornholm og, jvf. Homer: Odyssey (Bog X: 136-139), søster til Aiētao (Aeëtes, Aiētēs, Æëtes). Hvem er sidstnævnte?

Pausanias: Beskrivelse af Grækenland (Bog 2.3.10) fra 100 tallet e.Kr. skriver, i min oversættelse til nudansk:

"Eumēlos [700 tallet f.Kr.] sagde at Solen [græsk "Hēlion"] gav Asopien [græsk "Asōpian"] til Alōei; Aiētē fik Ephryraia [græsk "Ephuraian"]; Da Aiētēn drog ind i Colchis [græsk "Kolkhous"] overlod han til Bounō sin odel; Bouno fra Hermes og Alkidameia, og da Bouno havde udlevet sine dage, Epōpea, Alōeōs' søn erholdte (også) Ephuraiōn i sit herredømme".

Landskabet Asopien (Asōpian) betegner 5 forskellige floder i Grækenland, Trakien og Phrygia, landskabet øst for Troja (Se afsnittet "Phrygia - Frigg's Land"). Så vidt jeg kan se ved vi ikke hvilket landskab Eumēlos tænker på i sin beskrivelse af Bronzealderens landnám.

Strabo: Geographika (7.f.Kr.-18 e.Kr., bog 7.7.5) skriver, i min oversættelse til nudansk:

"Kichyros (Cichyrus), Ephyra i forne dage, en by under Thesprotiansk herredømme..."

Vi må derfor have en formodning om at Ephryraia (Ephuraian) har været en bystat i den nuværende nordøstgræske provins Thesprotia. Eumēlos forklarer os at Aiētao (Aeëtes, Æëtes) folkevandrer videre til landskabet Colchis (Kolkhous, Kolkhis).

Apollodorus: Biblioteket (Bog 1.9.1) fra ca. år 0-200 e.Kr., bekræfter dette, i min oversættelse til nudansk:

"Men Phrixos ankom til Colchis [græsk "Kolkhous"], hvis hersker var Aiētēs, søn af Solen og Persēs [græsk "Hēliou kai Persēidos"], og broder til Kirke og Pasiphae [græsk "Kirkēs kai Pasiphaēs"], hvem Minōs giftede sig med".

Apollonius Rhodius: Argonautica (Bog 2:417) fra ca. år 250 f.Kr. skriver:

Landskabet "Pontus" (Pontou) betegner det nordøstlige Lille-Asien mod Sortehavet, hvorfor Colchis (Kolkhous, Kolkhis) ser ud til at betegne et landskab på østkysten af Sortehavet; nogenlunde svarende til den vestlige del af Georgien.

Jeg har vist at Homer: Odyssey kalder Bornholm for det oldgræske ”aia”, som jeg mener må være en gradbøjning af det urnordiske "*airþ" (Jord, Jorden). "Kirke" (Kirkē) er værner af Bornholm, og hendes broder er Aiētao (Aeëtes, Aiētēs, Æëtes), hvis landskab i det nuværende Georgien ligeledes kaldes "aia", og derfor også må være en gradbøjning af "*airþ" (Jord, Jorden). Vi må derfor opfatte "Kolkhis' Aia" (Αἶα δὲ Κολχὶς) som "Kolkhis' Jord".

Disse forståelser antyder at samme ætter i Bronzealderen, måske Ældre Bronzealder periode III (1300-1100 f.Kr.),  har boet på Bornholm og i det vestlige Georgien, og tilsyneladende i et kort tidsrum i den nuværende nordøstgræske provins Thesprotia. Landskabet Colchis (Kolkhous, Kolkhis) ser ud til at have udviklet sig omkring floden Phasis ¹, der nævnes år 800 f.Kr. af Hesiod: Theogonien (bog I:340) som "Phasin", og år 250 f.Kr. i Apollonius Rhodius; Argonautica (Bog 3:1220) som "Phasidos". Denne flod kaldes i dag Rioni-floden. Arkæologien burde kunne understøtte eller afvise dette.

¹ Karine Khristoforovna Kushnareva: The Southern Caucasus in Prehistory (1997, The Western Transcaucasus Culture, s. 84-89).

I afsnittet "Fióni, kimbrerne og omkring" (underafsnit "Kimbrerne") argumenter jeg for at nedenstående sætninger geografisk stedplacerer kimbrerne i hvad synes at være deres oprindelige hjemland "Gamir", der lå i landskabet ”Mannae”, der var omkring og nord for Urmia-søen i det ekstreme nordvestlige nuværende Iran. Homer: Odyssey (Bog XI: 14), i min oversættelse til nudansk:

”Hun [den lyshårede gudinde Kirke] ankom til den storstrømmende Oceanet [græsk ”Ōkeanoio”], der omkredser Jorden, dér [dvs. på det sted] hvor Kimbrerne [græsk ”Kimmeriōn”] har deres land og by [græsk ”dēmos te polis”]”.

Kimbrernes hjemland "Gamir" ligger geografisk klods op af, hvor vi mener landskabet Colchis (Kolkhous, Kolkhis) lå. Hvad Homer derfor gør i ovennævnte sætninger er at bekræfte forbindelsen mellem ætterne på Bornholm og det vestlige Georgien.

Personen Minōs havde sit sæde på højborgen Knossos og herskede over Kreta. Den minorianske kultur på Kreta er navngivet efter ham. Kulturen forsvinder ca. 1200 f.Kr. Den bornholmske værner Kirke's storesøster Pasipháē knyttes til denne konge ved giftermål, og hun er selv forbundet til den hvide Tyr.

Følgende stednavne i Homer: Odyssey bør forefindes nord for Ejder-strømmen:

Har læseren nogle bud på hvor disse stednavne er at finde i dag?