Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Tanum – Tanheim – hjemmet ved vandet

 

Tanken om at vi skal gennembryde ”den historiske mur” rejst af Ase-folket gennem Ældre Edda, kom oprindeligt fra Oldnordisk Ordbog (1863, fortalen XXI-XXII):
 
”Blandt de nordiske Folk selv synes Navnet Daner og Danske at have i den ældste Tid været overveiende og meget omfattende...Man bliver derved fört til at antage, at Folke-navnet ”Danir” oprindelig har haft den samme Betydning som adskillige ældgamle Folkenavne, nemlig den samme som ”Mændene”, ”Indbyggerne” og lignende, som flere af Oldtidens Folk, der ansaae sig for deres Lands Urbeboere, gave sig selv;...Denne omfattende Betydning af Navnet ”Danir” hos Nordens Folk bekræftes ved dette Folkenavns Anvendelse i de gamle nordiske Digte...(Jætterne kaldes: Berg-Danir i Hymiskviða1 og i Thjodolfs Digt Haustlang; flóðrifs Danir i Thorsdrapa...)”.
 
1 der står faktisk ”berg-Dana” i vers 17

 

Lad os gengive henvisningerne til ”berg-Dana” og ”flóðrifs Danir”:
 

Hymiskviða (vers 17, Ældre Edda) 1

Min oversættelse til nudansk


Véurr kvaz vilja 
á vág2 róa, 
ef ballr jötunn beitur gæfi.
[Hymir:]
"Hverfðu til hjarðar, 
ef þú hug trúir, 
brjótr berg-Dana, 
beitur sækja!
 


Véurr kvad vilje
i fiskebåden2 ro,
om [den] mægtige jætte madding give.
[Hymir:]
”Hverv i hjorden,
om du modigt tror,
[hals]brækker af Bjerg-Daner,
madding i sækken!

Þórsdrápa 12:5-8


 


þá er funhristis fasta
flóðrifs Danir stóðu
knáttu Jólnis ættir
útvés fyrir lúta
  


Daner fra skærgården ved (det nordlige) jætteland
faldt på knæ foran dem (krigerne),
da ætten af Jólnirs krigere
stod fast3
 

1 fortolkning af ”Codex Regius” og ”AM 748 I 4o”
2 ”vág” er identisk til ”vög” og ”vaga” der egentlig betegner det krigstøj der i Middelalderen kaldes en ”blide”, dvs . en løfte- og kastemaskine. Da vi ved han skal ud og fiske, dvs. kaste med snøre og krog, må vi opfatte ”vág” som et heite for en fiskebåd. Første gang vi ser en "vág" (blide) brugt er i Saxo’s behandling af Slaget ved Bravalla (Bravellir, Bråviken, Bra-wel) ved Õstergötland's kyst ca. år 770-772 e.Kr. mellem Sigurd Ring og Harald Hildetand. Vi kan se dette fordi personerne Thorny (Torvy), Thorving (Torvingo), Tejt (Tetar) og Hjalte (Hialto) ”afskjød nemlig Pile ikke blot med Buer, men ogsaa med Blider...”.1

1 ”quippe spicula arcuum ballistarumque tormentis excutere...” (bog 8.2.2). Gesta Danorum, Bog VIII., s. 309 i Dr. Fr. Winkel Horn’s udgave).

Se afsnittet "Jólnir - Julens Herre - Julemanden".

 

 

Årsagen til at vi ved at ”berg-Dana” (Bjerg-Daner) skal opfattes som ”jætter” skyldes at Thor, hvis fisketur kvadet her omhandler, i vers 19 kaldes ”þurs ráðbani” (Ophavsmanden til drabet på þursa). Da Thor ender op med et tyrehoved fra kvægflokken som madding, må de jætter han har dræbt for at få tag i maddingen være ”berg-Dana”. Tidsrummet er under Den Trojanske Krig år 1194-1184 f.Kr., dvs. i bronzealderen.
 
I ”Litteraturliste” (under det estiske folkedigt ”Kalevipoeg (Kalev’s søn)”) behandles Hymiskviða. Her argumenterer jeg ligeledes for at årsagen til at Hymir i digtet er en jætte skyldes nødvendigheden af at vise, at Hymir er ældre end Thor.

Det er kritisk at læseren er opmærksom på, at hele Hymiskviða (Ældre Edda) er en udvidet gengivelse af samme beretning fra Lokasenna (Forordet, Ældre Edda). Begge digte omhandler Den Trojanske Krig ca. år 1184 f.Kr., og vi befinder os fysisk i og omkring Troja i begge digte. Når derfor Hymiskviða (vers 17, Ældre Edda) nævner "berg-Dana" (Bjerg-Daner), da har det den ekstremt vigtige betydning, at disse Bronzealder-Tani (Daner) befinder sig i og omkring Lille-Asien. Hymiskviða (Ældre Edda) tager ikke stilling til hvorvidt "berg-Dana" er samme ætter som nord for Ejder-strømmen. Læseren vil se, at dette er min påstand. 
 
At ”Danir flóðrifs útvés” eller ”Daner fra skærgården ved (det nordlige) jætteland” ligeledes skal opfattes som jætter skyldes dels at Snorre forklarer os, at man ”ferðina austur í Jötunheima” (færdedes østerud i Jættehjem) for at komme til ”Útgarð” (Udgård), hvor ”Útgarða-Loki” (Udgårds-Loki) findes 1.
 
1 Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 45). ”Útgarða-Loki” kaldes ”Utgarthilocus” hos Saxo: Gesta Danorum (bog 8:15.8). 

 

Det skyldes også at forståelsen er identisk til det finske "nordlige jætteland” kaldet ”Pohyola/Potijola/Pohjola” (se ”Litteraturliste” under ”Kalevala (Kaleva's land)”).
 
Fordi vor historie er berettet set gennem Ase-folkets glughul, er det nemt at undervurdere den absolut enorme betydning af at forståelsen for ”Danir” forbindes med jætter.
 
Som jeg viser i kapitlet ”Jætter” er vor, kinesisk og semitisk filosofi enige om at jætter er ældre end os, jvf bl.a. Völuspá (vers 2, Ældre Edda). Dette er, så vidt jeg kan se, både biologisk sandt, men også sandt i tid og sted. Dette er Oldnordisk Ordbog’s forfatter tydeligvis klar over vigtigheden af. Men det var også samtiden da Saxo nedskrev Gesta Danorum (her i Grundtvig’s oversættelse)1:
 
”Guttom og Hadding" (Bog 1:82):
 
"..at i gamle Dage var der tre Slags Hexemestere, som med allehaande sorte Kunster gjorde mange sære og urimelige Ting. Det første Hold Folk var et Slags vanskabte Uhyrer, som Oldtiden kaldte Jetter, og som var meget større og stærkere end noget Menneske. Det andet Hold stod langt under dem i Væxt og Førlighed, men overgik dem lige saa vidt i levende Indbildningskraft, havde synderlig Indsigt i Naturens Hemmelighed og Spaadomskunst, og efter lang Strid om Herredømmet vandt disse Hexemestere Sejer over Jetterne og fik ikke blot Magten i Landene, men ogsaa Ord for at være Guder”.
 
1 Grundtvig, N.F.S.: Danmarks Riges Krönike (1818-1823. 1855 udgaven fra 1924).

 

I afsnittet ”Ver Asir/Ase-folket - frie mænd under Asa-guderne” har vi allerede gennemgået samme sætninger og set at ”det andet hold hexemestre” er Ase-folket. Som vi kan se er også Saxo’s sagn klar på at ”det første Hold Folk” var ”jætter”.
 
Det er umuligt at sige om det er meningen vi skal opfatte forbindelsen mellem ”Danir” og jætter således at stammeforståelsen går hele vejen tilbage til Det Gamle Menneske. Der er beviseligt utallige afbildninger af jætter/Det Gamle Menneske blandt de mange helleristninger, der i afbildningerne er tidsmæssigt samtidig med Det Nye Menneske. Indtil videre mener jeg, lidt mere forsigtigt at, som Hymir kaldes jætte alene for at vise at han er ældre end Thor, skal vi opfatte forbindelsen mellem ”Danir” og ”jætter” således, at ”Danir” af Ase-folket blev anset som urbefolkningen i vore landskaber tilbage til arilds tid.
 
Med forståelsen for at Ase-folket anerkender ”Tani” (Daner)-folket som landskabernes urbefolkning, kan vi nu forstå Grímnismál (vers 5, Ældre Edda):
 

Álfheim Frey
gáfo i árdaga
tívar at tannfé.

Álfheim Frey
gav i arilds tid
forfædrene som Danefæ.


Min oversættelse til nudansk. Det korrekte ord der skal fortolkes er "tívar". Ordet er ganske rigtigt en generel betegnelse for ”guder” (flertal af "Tyr" - se senere), men ser ud til at betegne noget andet end Regin, Aser og Vaner. Jeg mener ordet skal opfattes som ”forfædrene”. I Völuspá (vers 32, Ældre Edda) ser vi brugen af "tívur" hvor jeg der oversætter det til ”menneske” (se afsnittet ”Sumarsólstaða – Liða - ætlingen ofres og sommeren komme”). Ordet ”tannfé” mener jeg vi skal oversætte til ”Danefæ”. At oversætte ”tannfé” som ”tandgave” er jeg ikke enig i.

 

Den Hedenske Høje er Frey, ikke Odin/Thor, op til troskiftet år 600-630 e.Kr.

Álfheim forekommer ingen andre steder end i vore oprindelige landskaber nord for Ejder-floden. Landskabet, eller måske mere sandt landskaberne, Álfheim, er efter min mening en geografisk betegnelse for steder hvor oprindelige nordbo-stammer havde sæde da vi ankommer år 40-70 e.Kr. Disse er bl.a. steder hvor vi har sagn om Elverkonger, herunder Møn, Stevns og Bornholm. Jeg mener også at Raumaríki, Norge og området syd for Sæby til Voerså i Vendsyssel, der kaldes ”Alfarvad”, falder inden for forståelsen af  Álfheim (se afsnittet ”Julenisserne – Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer”).

Ordet "danefæ" ("dánarfé" på oldnordisk) kender vi alle 1. Det har oprindeligt betydningen ”dødefæ", og betegner gods og ejendom, hvortil der ikke findes levende arvinger, jvf. tillige ”dánararfr” (danearv) og ”dánardægr” (dødsdag). At det oldnordiske ord ”dán” betegner ”død” er ekstremt spændende og viser, så vidt jeg kan se, at ”Tani” (Daner)-folket i vort sprog regnes for langt ældre end samtidens ætter, herunder Ase-folket.

1 Christian V.'s Danske Lov (Femte Bog: Om Adkomst, Gods og Gield, IX. Capitel: Om Hittegods), givet ved forordning 15. april 1683 siger:

"3. Guld og Sølv, som findis enten i Høje, eller efter Ploven, eller andenstæds, og ingen kiender sig ved, og kaldis Dannefæ, det hør Kongen alleene til og ingen anden".



Jeg vil derfor læse linierne i Grímnismál (vers 5, Ældre Edda) som at Den Hedenske Høje Frey for så langt tilbage som vi kan erindre (fra digtets datering kort tid efter år 789 og 793 e.Kr.) gav Alfheim landskaberne til forfædrene, der er guderne og Ase-folket, som Danefæ/De Dødes Ejendom.

Om Vane-sind

Tekst:
Flemming Rickfors

Ni danskar är vansinniga!
Ja, frejdigt er vort hu!


 
Bevæger vi os tilbage til tiden før 500 tallet f.Kr. i vore landskaber er der én ting vi alle kan være enige om. De oprindelige nordboere satte deres minde i helleristninger, og at det minde de satte giver vidnesbyrd om at de var sande mestre på søen.

 

 chap5-2-2-1.jpg
 

Helleristning fra Thorsbjærg/Engelstrup, Odsherred, Sjælland dateret til år 1000-500 f.Kr.
Helleristningen blev genfundet i 1873 af ingeniørløjtnant Emil Tychsen,
indsat i et stengærde på gårdejer Willum Hansens mark i Engelstrup.
Billede: Liselotte Sabroe. Kilde: Berlingske Tidende, 9. november 2004

 

Jeg har manuelt gennemgået alle de helleristninger jeg har haft adgang til at gennemse i landskaberne nord for Ejder-floden. Listen over landskaber med skibshelleristninger, der sikkert ikke er fuldstændig, er:
 
 

Landskaber i nuværende
Norge:

 

Østfold:

Lilleborge, Borge, Fredrikstad bykommune
Begby, Borge, Fredrikstad bykommune
Bossum, Onsøy, Fredrikstad bykommune (Óðinsøy, Odin’s ø) (54 skibe)
Bakkehaugen, Ingedal, Sarpsborg kommune
Bjørnstad, Sarpsborg kommune (bl.a. Bjørnstadskipet ca 4 m langt)
Solberg, Skjeberg, Sarpsborg kommune  (snesevis af skibe)
Berg-hornes, Skjeberg, Sarpsborg kommune
Bø, Skjeberg, Sarpsborg kommune
Busgård, Skjeberg, Sarpsborg kommune  (dusinvis af skibe)
Kolstad, Skjeberg, Sarpsborg kommune
Løkke, Skjeberg, Sarpsborg kommune
Post-Hornes, Skjeberg, Sarpsborg kommune  (dusinvis af skibe)
Kalnes Landbruksskole, Tune, Sarpsborg bykommune (ca. 10 skibe)
Alkerød Berg, Idd herred, nedre Halden bykommune  (dusinvis af skibe)
Hjelmungen, Berg herred, øvre Halden bykommune (ca. 12 skibe)

Oslo/Akershus:
 

Nils Juls gate (dateret til 1000 - 600 f. Kr)
Kolsås, Bærum, Dalbo gård, Dælivannet, nær Tanum, Norge  (fåtal af skibe)
Skjellerud gård, Frogn kommune

Buskerud:

Hvittingfoss, Kongsberg bykommune

Telemark:

Ulveneset, Seljord Kommune
Kvithammeren, Fjone, Nissedal Kommune
Sporaneset, Rauland, Vinje kommune
Bergheim, Gjerpen, Skien bykommune
Løberhaugen, Gjerpen, Skien bykommune
 

Vest-Agder:

Lista, Farsund bykommune

Rogaland:
 

Aubeberget, Hafrsfjord, Stavanger kommune (dusinvis af skibe)
Københavnerbukta, Hafrsfjord, Stavanger kommune
Harestad, Randaberg kommune
Fluberget, Revheim, Hafrsfjord, Stavanger kommune (dusinvis af skibe)
Åmøy, Stavanger kommune (snesevis af skibe)
Rudlå, Stavanger sentrum, Stokkaveien 29

Sør-Trøndelag:

Innlegget, Gauldalen

Nord-Trøndelag:
 

Lerfald, Svaberg langs Solemsbekken (ca. 1 snes skibe). Hedra sogn i Stjørdal har en af de største koncentrationer af helleristninger i de norske landskaber. Heraf findes ca. 1220 ristninger/figurer på Lerfald alene. Ristninger er fra ca. 1700-500 f.Kr.
Bardal, Bardalgården, Steinkjer bykommune (samlet ca. 300 ristninger, hvor de yngre, dusinvis store, skibsristninger er fra ca. 1500 f.Kr.)
Hammer, Beitstaden, Steinkjer bykommune
Evenhus, Frosta kommune
Skotrøa, Beitstad, Steinkjer bykommune (14 skibe)

Finnmarken:
 

Alta (nordøst for Tromsø, sydvest for Hammersfest, ekstreme nord-Norge)
Gåshopen, Sørøy, Hammerfest
Stokkeberg, Repparfjord, Hammerfest
 
 
 
 
 

Landskaber i nuværende
Sverige:

 

Bohuslen:
 

Överby, Lur socken
Vitlycke, Tanum socken (mange skibe)
Litsleby, Tanum socken (80 skibe)
Aspeberget, Tanum socken
Gerum, Tanum socken (mange skibe)
Kalleby, Tanum socken
Sottorp, Tanum socken
Varlös, Tanum socken
Kasen lövåsen, Tanum socken
Stenbacken, Tanum socken (mange skibe)
Fossum, Tanum socken
Tegneby, Tanum socken (mange skibe)
Finntorp, Tanum socken (mange skibe)
Björneröd, Tanum socken
Kyrkoryk, Tanum socken
Kalleby, Tanum socken
Svälte, Kville socken
Karlsund, Kville socken
Torp, Kville socken
Krokbräcke, Kville socken
Österöd, Kville socken
Råstock, Kville socken
Hede, Kville socken
Gullov, Kville socken
Ödsmål, Kville socken
Torsbo, Kville socken (100+ skibe, herunder den længste skibsristning i det nuværende Sverige på 4.5 m)
Åby, Tossene socken (den miderste del af halvøen Sotenäset syd for Kville socken)
Rished, Askum socken (den sydlige ydre del af halvøen Sotenäset syd for Kville socken)
Backa, Brastad socken, Lysekil kommune, syd for Sotenäs kommune)
Basteröd, Klövedal, Tjörn kommune (15 skibe)

Väster-götland:

Källby socken

Dalsland:

Högsbyn (øst for Bohuslen, vest for Vänern, syd for Värmland)

Ångermanland:

Nämforsen
Ådalsliden

Upland:

Boglösa
Brandskogsskeppet ca. 4 m langt

Södermanland:
 

Lundby gård, Trosa-Vagnhärads socken (82 skibe)Koppartorp, Tunabergs socken, ved Bråviken (11 skibe)

Gotland:

Hägvide

Øland:

Klintastenen, Smedby

Blekinge:

Möcleryd


 

Landskaber i nuværende
Danmark:

 

Bornholm:

Blåholt
Egely
Storløkkebakken
Madsebakke
 
Martin Stoltze: "På Bornholm findes næsten alle helleristninger med billedmotiver på øens aller nordligste del, mens bronzealderfund som sådan er spredt over hele øen. Den bedste forklaring vi kan give på det er, at øens nordspids har været udgangspunkt for kontakter med Skåne".

Sjælland:
 

Thorsbjærg/Engelstrup og Herrestrup, begge Odsherred (dateret til 1100-500 f.Kr.)
Jægersborg Dyrehave, Sokkelund Herred (på vejen mellem Hjortekær og Springforbi. Dateret til 1700-500 f.Kr.)
Hyllingebjerg, Melby  sogn (ved Liseleje)

Jylland:

Vestrup Mark, Gislum Herred, Års kommune gravhøjsfund fra yngre bronzealder af bl.a. Ragekniv rigt ornamenteret med en skibsfigur, hvori der sidder to mænd med hornede hjelme og kultøkser i hånden.


Iflg. Flemming Kaul, Nationalmuseets ekspert i helleristninger, findes der i det nuværende Danmark 115-117 helleristninger med skibe, hvoraf 83-85 er fundet på Bornholm.
Kilder: Arild Hauge: Helleristningsguide – bilder i berg i Norden, Martin Stoltze: Helleristninger – billeder fra Bornholms bronzealder + “links”-siden (
www.bornholmsmuseer.dk/helleristninger), samt Vitlycke Museum.

 

 

 
 chap5-2-2-2.jpg

Kort over skibshelleristninger (markeret med lyseblå) nord for Ejder-floden. Skibshelleristningerne fra Finnmarken ses ikke på kortet. De afbildede skibshelleristninger er lagt oven i det kort jeg i afsnittet ”Broderlisten år 0-200 e.Kr. og år 200-400 e.Kr.” benytter til at vise hvor vi først sætter bopæl efter ankomsten år 40-77 e.Kr. Som det fremgår er der en klar sammenhæng, hvor geografien tillader dette. Den klare bopælssammenhæng mellem ca. år 1000 f.Kr. og år 40-77 e.Kr., antyder dels vi blandt os har en urbefolkning, dels at de gode jorde og havne i det store hele er de samme. De tre ”røde” skibe markerer stedet hvor de tre største helleristningsskibe findes. Endelig er gengivet stednavne med brugen af ”dana/Danmark” på steder, der forekommer overraskende.

 

Det er bemærkelsesværdigt hvorledes Jylland fuldstændigt synes at glimre ved sit fravær af helleristninger med skibe. Det antyder at Jylland må have været tæt bevokset med skov og tyndt befolket, selv ved kyster og  fjorde. Det kan måske forklare hvorledes kimbrerne kan tage kontrol over halvøen i 500 tallet f.Kr., og hvorfor det bl.a. sker netop i Jylland1.

1 Vi kan se fra en af de yngste helleristninger fra Tegneby, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca. år 300 f.Kr. (bildnr. 31223123005, Raä nr: 72), at kimbrene også sidder på dette landskab i dette tidsrum. Helleristningen viser 8 ryttere, hvoraf 5 er bevæbnet med lanse og skjold. Skjoldene er de keltiske rektangulære skjolde, som vi også ser på Gundestrupkarret, hvor vore er runde. Det antyder at landskabet er mennesketomt ved kimbrenes ankomst i 500 tallet f.Kr.

 

Dernæst må det være en rimelig antagelse at spredningen af skibshelleristninger har været større end vi i dag synes at kunne se. Hvor landskabet er klippefyldt er ristningerne bevaret i langt større antal end hvor man har benyttet løse sten, der enten senere er hugget op til brug andetsteds, eller er forsvundet i havet.
 
Martin Stoltze har ligeledes gjort mig opmærksom på at “det er sjældent de rigeste bronzealderområder der har flest ristninger. Danmark og Skåne var rige og tæt befolkede områder i bronzealderen. Her findes langt flere fornemme bronzefund, end længere nordpå i Skandinavien. På nogle bronzeting, specielt på rageknive, findes små billeder, der nøje  svarer til motiverne på helleristningerne. Der er også spektakulære fund som Solvognen1, lurerne2, kultøkser3 og de hornede hjelme fra Viksø4 som vi genfinder afbildet på ristninger i Sverige. Man kan i øvrigt tænke sig at helleristninger kun er én af mange måder at fremstille billeder på. Man kan foreslå træ, tekstil, billeder på bygninger, kropsudsmykning o.s.v.”.

1 Solvognen fra år 1350 f.Kr. fundet i 1902 i en lille mose ved Trundholm i Odsherred, Sjælland
2 Fra det nuværende Danmark kendes i alt 35 lurer, af hvilke nogle dog kun er bevaret som fragmenter. Fra Norge kendes 4, Sverige 11, Nordtyskland 5 og Letland 1.
3 I det nuværende Danmark er der fundet ni massive bronzeøkser fra ældre bronzealder. I længden varierer de mellem 34 og 48 cm, og de tungeste af dem vejer over 7 kg. F.eks. fra Viby, Sjælland,  samt de to pragtøkser fra gården Egebak ved Jerslev, Vendsyssel (1500-1000 f.Kr.)
4 De ufatteligt velbevarede behornede shamaniske hjelme fundet ved Viksø, Ølstykke Herred, Stenløse kommune.

 

En af årsagerne må dog skyldes at ifald vandstanden år 1000 f.Kr. stod 15-20 meter højere end i dag1, da har store dele af Sydsjælland, Sydhavs-øerne og dele af Fyn stået under vand, og derfor været ubeboelig. 
 
1 Iflg.  Vitlycke museum: ”Bronsåldern - hällristarnas tid” stod søen 15-20 meter højere end i dag og trængte langt ind over slettelandet til hvor helleristningerne i Bohuslen blev gjort. Martin Stoltze har gjort mig opmærksom på at den øgede vandstand ikke skyldes at havet er sunket, men at terrænet har hævet sig lige siden istiden, hvor hele den skandinaviske halvø var nedpresset af isens tryk.

 

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg udbad sig ved forespørgsel til Miljøministeren i Folketinget 28. november 2000, at der blev udarbejdet en række Danmarks-kort, der illustrerer effekten, uden yderligere digebyggeri, af en stigende vandstand, som det kommer til udtryk i forskellige prognoser for vandstigninger som følge af drishuseffekten1.
 
1 Alm. del - bilag 305

 

Energistyrelsens Klimarådgivningsgruppe udarbejdede disse Danmarks-kort i en computersimulation, og kaldte dem truende “Danmarkskortet år 3000 e.Kr.?”. Nedenfor gengiver jeg kortet ved en vandstigning på 14 meter, der om end ikke helt, så i hvert fald nogenlunde visuelt gengiver det nuværende Danmark, som det tog sig ud ca. år 1000 f.Kr.
 
 

 chap5-2-2-3.jpg

Det nuværende Danmark ca. år 1000 f.Kr.?

Udsnit af  Kort & Matrikelstyrelsens kortmateriale. Som svar på forespørgslen svarer 1 Miljøministeren bl.a. at de viste kort ikke er virkelige scenarier for de næste 1000 år, idet der bl.a. ikke er taget højde for følgende:

  1. Danmark vipper, som følge af følgevirkningerne af isens tilbagetrækning, over en linje fra Hirtshals og skråt nedover i sydøstlig retning (”vippelinien”). I øjeblikket synker de sydlige dele af landet således med omkring 2 m pr. årtusinde.
  2. Kystlinjen fastlægges generelt i en dynamisk vekselvirkning med kystændrende processer, der nedbryder og opbygger kysten.

1 J.nr. ENS 801-0028

 

Kortet viser kun en for øget vandstand på 14 meter, hvor det synes at det faktiske ca. år 1000 f.Kr. var 15-20 meter. Ifald læseren forestiller sig at de lysegrønne områder borttages, der på kortet viser steder med 5-10 meter over vandoverfladen, kan vi se at det er netop er vandstanden i de sydlige landskaber der synes afgørende for hvor vi finder helleristninger og bronzegenstande.

 

 

 chap5-2-2-4.jpg

Udbredelsen af registrerede gravhøje på Fyn og sydlige øer; de fleste - men ikke alle - er fra bronzealderen. Som vi kan se på vandstandskortet med 14 m højere vandstand er størstedelen af Fyn stadig oven vande. Antallet af bronzegravhøje viser da også at Fyn var tæt befolket, men tilsyneladende ikke af et Vand-folk.
Kilde: Odense Bys Museer: Bronzealderen (1700-500 f.Kr.)

 

Samtidigt må Ejder-floden have haft karakter af en ”strøm”, som vi i dag finder f.eks. Storstrømmen. Det synes at vi ser dette i sproget ved brugen af Ejder-strømmen (bl.a. ”Fifelstreám” på oldengelsk) og Hever-strømmen, nord for Ejdersted, Angel 1.

1 På Johannes Mejer's kort fra 1650 kaldes disse for "Eyderstroem" og "Heverstroem". Storstrømmen eller "Stórstreymi" (oldnordisk) har i sin grundform "stórstraumr" (oldnordisk, storstrøm) betydningen "springflod", hvilket antyder en rasende, ude-af-kontrol, frembrusende vandmasse.
 

 

At det er rimeligt at antage at ”nord for Ejder-floden” nogenlunde kan betragtes som tilhørende ét (Vand)-folk i tidsrummet omkring år 1000 f.Kr. ser vi bl.a. på afbildningen af ”gymnasterne” eller ”akrobaterne”, kult-økserne og de behornede hjelme.
 
Fra de små figurer fra Grevensvænge-fundet fra år 1100-900 f.Kr. i Næstved kommune, tegning og faktiske figurer, kan vi se at det er topløse kvinder i snoreskørt og med halsring, der slår flik-flak. Helleristningen i Dalsland, nuværende Sverige, viser en mand, der går i bro på et skib. Endelig ser vi på en helleristning på Sottorp, Tanum socken, både kultøkser og et par personer svævende over et skib, igen en bro/flik-flak over skibet.
 
Uanset hvorledes vi vender og drejer dette synes det klart, at ”Tani” (Daner)-folkets oprindelige hjemland ligger med tyngden omkring fra Bohuslen mod nord til bunden af Oslofjorden, og mod nordøst til Upsala len. Samtidens geografi ca. år 1000 f.Kr. taler herfor, og vi har den uden sammenligning største skibsflåde i dette område.

 

 chap5-2-2-5.jpg

De tre enorme storskibe fra tre forskellige landskaber. Placeringen af disse storskibe synes at passe med grænsedragningen af ”Danmarks socken” i Vaksala herred, Upsala len som det nordlige grænseområde, Ditmarsken som det sydvestlige grænseområde og ”danæbæc” (danabæk) som det sydøstlige grænseområde. Kan Svend Tveskæg og Svend Estridsøn år 1000-1050 e.Kr. opstille 6 sten som grænsen for det nyskabte Danmark, kan brugen af samme sagtens strække sig tilbage til arilds tid. De tre storskibe kan derfor vise urbefolkningens urhjem, der senere undergår ændringer.

 

 

 

 kort Tanheim.jpg

Tanum – Tanheim – hjemmet ved vandet

Her er landskaberne med de fleste skibshelleristninger. Størrelsen af det røde felt angiver antallet af skibshelleristninger. Stort set fra Tanum, Bohuslen til Tanum, Bærum.

 

I de landskaber jeg mener er ”Tani” (Daner)-folkets urhjem, forekommer mindst fire interessante, identiske og tæt knyttet, stednavne:

            • Tanum, Bohuslen, nuværende Sverige
            • Tanum, Bærum, nuværende Norge
            • Tanem, Klæbu, Sør-Trøndelag, nuværende Norge
            • Taanum, Sønderlyng Herred, nuværende midt-Jylland 

 

Svenskt ortsnamnslexikon forklarer om stednavnet ”Tanum”:
 
" ... Tanum från fornnordiska tun "inhägnad". Till utvecklingen av Tun- till Tan- finns paraleller i norska ortsnam, t ex Manum (av Munhammar), Branem (av Brunheim). Efterleden är --> hem "boplats, gård", som senare försvagas till -um".1
 
1 Tak til Jörn Rausing og Peter Schlyter, Universitetslektor, Institutionen för naturgeografi och kvartärgeologi, Stockholms universitet.

 

Med andre ord, den nuværende sprogforskning mener at ”Tanum” oprinder fra ”Tunheim”.
 
Carl-Erik Lundblad, Institutet för språk och folkminnen, Dialekt- och ortnamnsarkivet i Lund (DAL), Skåne har forklaret mig hvorfor forskerne mener at sprogevoultionen fra “Tunheim” til “Tanum” finder sted:
 
”De språkforskare som har försökt förklara utvecklingen långt u > kort a i Tanum menar att vokalen förkortats och sedan via o blivit a. Förkortningen förklaras med att huvudtrycket lagts på andra stavelsen av ordet eller på ett följande ord, i synnerhet ordet kyrka. Se Namn och Bygd 6:181, dito 18:71, Arkiv för nordisk filologi 71:191, Maal og Minne 1929:20”.
 
Jeg har ingen forudsætninger for at tage stilling til holdbarheden af den sprogelige teori, men jeg mener ikke at det i tilfældet ”Tanum” er en sandfærdig fremstilling .
 
Professor Stefan Brink, University of Aberdeen, Skotland1 vender da også teorien på hovedet ved at forklare mig at ”Tanum ær ett ældre Tunheim”.
 
1 Se bl.a. “Tanumsbygdens bosättningshistoria med särskild utgångspunkt från bebyggelsenamn” (1998). Svar fra Stefan Brink 11.9.2006.

 

Med andre ord; at “Tanum” er det ældste af de to stednavne “Tanum” og “Tunheim”. Derfor forekommer “Tanum” som “Tuneims sokn” år 1317 e.Kr.1
 
1 Tanum kommun’s hjemmeside.

 

Jeg er helt enig i den sproglige sammenhæng mellem ”um” og ”heim”. I afsnittet ”Ver Asir/Ase-folket - frie mænd under Asa-guderne” har jeg vist at en af de mange overraskende virkninger af denne sproglige evolution er at ”Asum” i ”Asumheret”, Fyn da skal fortolkes som "Asheim" eller "Asernes Hjem" 1. Der er, så vidt jeg kan se, en manglende historisk forståelse for at Ase-folkets ”Asum” skal sidestilles med ”Tani” (Daner)-folkets ”Tanum”, og omvendt.

1 Tænk her også på "Warum" (Hallandslisten, Valdemars Jordebog, 1231) som den oprindelige betegnelse for "Varberg". Ligeledes Virum, Farum etc.


 
Ordene ”tún” + ”heim” forekommer samtidigt. I oldengelske stednavne ser vi ”tún/ton” (tun) og ”ham” (heim) benyttet i utallige stednavne. Så vidt jeg kan se sker det dog kun i den omvendte rækkefølge som ”heim” + ” ”tún/ton”, jvf.:

        • Southhampton: ”HAMTVN” og  ”HAMWIC”. I Middle English ”suthhamtun”
        • Hampshire: ”hamtunscir” (oldengelsk)

Vi ser brugen af ”Turnham” i ”Turnham Green”, men her er ordet ”turn”, fra ca. år 1412 e.Kr., og angiver ”et sted hvor vejen slår en bugt”. Det ser dog ud til at stednavnet forekommer i disse landskaber gennem ”Tuneheimen” i Tune, Sarpsborg bykommune, Østfold. Men i så fald måtte vi forvente at Tanum ligeledes var undergået en evolution til Tunheim, med mindre Tanum i virkeligheden oprindeligt har haft en anden forståelse.
 
Mit bud er at vi her må se på muligheden af at ”Tanum” skal fortolkes som ”Tanheim”. Jeg har tidligere vist hvorfor jeg mener at ”Tan” oprindeligt har betydningen ”flod, vand”. Derfor skal vi forstå ”Tanum/Tanheim” som ”indhegning ved vand”, og med betydningen ”hjemmet/gården ved vandet”.
 
For at en sådan forståelse skal være holdbar kræves at “Tanum” oprindeligt lå helt ud til vandet.
 
Iflg.  Vitlycke museum’s i ”Bronsåldern - hällristarnas tid” stod vandstanden ca. år 1000 f.Kr. 15-20 meter højere end i dag, og trængte langt ind over slettelandet (Tanumhede) til hvor helleristningerne blev gjort.
 
Nøjagtig den samme argumentering kan ses ved ”Tanum”, Norge.
 
Tanum, Norge ligger i Bærum (fra ”Bergheimr” i ”Bergheimsherađ”) i Akershus, lige vest for Oslo i bunden af Oslofjorden. Hvor Sandvik (Sandvika), som navnet antyder, ligger ude ved vandet, og er ”vigen i sandet”, ligger Tanum lige op i baglandet og må, med en vandstand 15-20 meter højere end i dag, oprindeligt have ligget ud til vandet.

"Taanum" (Tånum), midt-Jylland kan forklares på samme vis. Stednavnet kendes tidligst som "Taanum Birk" 1, Sønderlyng Herred ved Randers (Randrøs, Rondrus). Landsbyen ligger i ådalen Nørreådal ved Nørre-å, umiddelbart hvor denne flyder sammen med Gudenåen ved Fladbro. Herfra flyder begge ud i Randers Fjord. I Stenalderen var Nørreådal en fjord, hvorfor Taanum har ligget ved fjordens bred, og derfor helt ud til vandet.

1 Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-45, 2. bind: Kommentar, hæfte 1, s. 192). Tak til Valdemar Sappi for henvisningen til dette stednavn.

 

Det forekommer mig at vi ligeledes bør overveje gården og bygden "Tanem" i Klæbu, Sør-Trøndelag, ca. 20 km syd for Trondheim, Norge. Ordet ”Klæbu” er fra ”Kleppabú” (klippebo) og “Tanem” kunne nemt være fra “Tanheim” da Nid-elven (Nidelva, Nidelven) flyder igennem landskabet. Ordet ”Nið” må være knyttet til et af de oprindelige navne for Trondheim, ”Niðaróss”, gennem hvilken elven floder. Endestavelsen ”aróss” er samme ord for byen Aarhus (Arus), og betegner "ár" (ejefald af "á" eller "å") + "óss" (munding), dvs. en munding af en flod eller elv. Ordet ”Nið” er sikkert fra det oldnordiske ”Niðr” med betydningen ”den der buldrer, den der larmer”. Der er fundet runesten med Ældre Futhark fra 500 tallet e.Kr. på gården, hvorfor stednavnet er meget gammelt.

 

 chap5-2-2-7.jpg

 

Helleristning fra Stenbacken, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 31223121084, Raä nr. 66). Vi ser en vig med en flåde liggende underdrejet og på bedding på stranden. Kvæget græsser på de tilstødende jorde. Her ser vi "Tanum" eller ”Tanheim” eller "hjemmet ved vandet". Er dette det tidligste landkort fra Skandinavien? De ældste kort synes at være enten kortet fra Ga-Sur (Nuzi, Mesopotamien). Det er kun 7.6 x 6.8 cm og er dateret til Sargon dynastiet i Akkadien (2300-2500 f.Kr.). Alternativt er det vægmaleriet ved Catal Hyük i Lille-Asien dateret til år 6.200 f.Kr., der viser en byplan. Billedkilde: Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen.

 

 


  

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk