Odin & Aserne – Høvdinger og et folk ophøjet til guder

Der findes næppe mange af os der ikke har tænkt over hvem Odin og Aserne/Asa-guderne var og er.

De kilder vi har til rådighed er for det meste under stærk indflydelse af den katolske kristendom, der i Norden i 1200 tallet, i England langt tidligere, havde en permanent inkvisition, hvor forståelsen for de gamle skikke skulle udryddes eller nedgøres, og hvor urforståelsen af de guder man tilbad skulle skrives ud af historien gennem omskrivninger.

Derfor er det den almindelige opfattelse, også blandt seriøse forskere, at Odin og Aserne var fiktive gudeskikkelser fra en sagnverden forlængst gået til grunde.

Intet er fjernere fra sandheden og vi bør komme følgende i hu:

Nr. 89 Thu trijller ey æbleth saa langt at thet smagher ey aff rooden
(Du triller ej æblet så langt (bort), at det ej smager af roden)

Udover Harald Blåtand, havde Gorm den Gamle¹ en ældre søn, Harald’s storebroder, der hed KnútrDanaást eller Knud Dana-ást .

Vi ved at Kong Athelstan i år 924 e.Kr. havde forenet kongedømmerne Wessex og Mercia. I år 927 e.Kr. kom Northhumbria (Norðhumrulandi) til. Knud og Harald drog til Northumbria for at kræve deres arveland fra Kong Aðalmundr, og det førte naturligvis til et slag. Det første fandt sted norden for Klyfland (Kliflönd), det næste ved Skarðaborg (Scarborough) uden for Jórvíkr (York). Her bliver Knud Dana-ást dræbt.

Knud Dana-ást , med både moder og fader muligvis værende Anglere, og muligvis selv født i England, bærer tilnavnet ”Dana-ást”. ”Ást” betyder ”kærlighed” og tilnavnet betyder derfor direkte ”Daners kærlighed”. Men ”Ást” er formentlig udledt af ”Áss” der betyder ”en af Aserne ” og vi ser overgangsordet i ” Ástguð” eller ”kærlighedsgud. Derfor skal tilnavnet nok korrekt oversættes til ”Daner af Asernes kærlighed”.

Læseren vil se at Anglerne , som Vest-Danere, er Daner på lige fod med alle andre Daner, og derfor er Knuds tilnavn helt naturligt.

¹ Der hersker ganske stor usikkerhed omkring hvem Thyra Danebod (Þyri Danmarkarbót) var. ”Þáttr af Ragnars sonum” eller ”Talen/fortællingen om Ragnar’s sønner” samt ”Hálfdanar Saga Svarta” i Heimskringla (kap.5) fortæller os at hun er datter af Harald-Klak, konge af Jylland (Klakk-Haralds konungs af Jótlandi). Saxo fortæller at Thyra var datter af den engelske konge Æthelred. Om dette er Æthelred til Wessex riget eller Æthelred II af Mercia riget (år 883-911 e.Kr.) skal jeg lade være usagt. Og da vor historie ikke skal være for gennemskuelig er der ligeledes usikkerhed omkring Gorm den Gamle . ”Þáttr af Ragnars sonum” fortæller at Gorm var søn af Harde-Knud (Hörða-Knútr) og vi ved ikke om han er identisk med ”Ailche” eller ”Angler” fra Ulsterannalerne, der også var kendt under navnet ”Tamar” eller ”Gomo Gamle”. Kay Nielsen skriver i ”Danmarks Konger og Dronninger” at det i Jelling (oprindeligt ”Jalang”) Kirke fundne skelet, som man tror kan være Gorm den Gamle, tyder på en alder på 35-50 år. Kisten hvori Gorm muligvis efterfølgende blev gravlagt efter gravhøjen er fremstillet år 958 e.Kr. Det daterer da Gorm den Gamle til år 908-958 e.Kr. og udelukker da at han er identisk med Gorm Angler. Harald Blåtand døde på Jomsborg, Wolin, Polen i efteråret 986 e.Kr. Mit eget gæt er at der er en forbindelse anglernes regionale kongehuse, ganske sikkert på mødrene side, og at det er denne slægtstilknytning, der får de to unge høvdingesønner til at kræve landskaberne i England tilbage.

Før vi begynder er det nødvendigt at forklare hvorledes vi skal fortolke ordet “Goð/God .” Dette oldnordiske og oldengelske ord oprinder fra et af to indoeuropæiske ord, *ghut- "det der bliver påkaldt" eller *ghu-to- "hældt ud."

“Herren ” er Solen i alle skrifter fra Det Gamle Testamente til græsk/romerske og andre før-katolskkristne kilder. Min etymologiske ordbog forklarer mig at ”Gud ” hos Danerne , Anglerne og Sakserne betød ”ånden boende i gravhøjen” og at ordet var neutralt og derfor brugtes i omtalen af både mænd og kvinder. Det er den katolske kristendom der gør Gud til et abstrakt begreb om en person af hankøn, der sidder ude i verdensrummet og beskuer os med gennemborende øjne. ”Gud” for os var eftertidens minde, respekt og ære for vore forfædre m/k og slægtninge.

Grundtvig er enig i at ”Gud” skal opfattes som ”ånd”. Vi ser det bl.a. i ”Nordens Mytologi” (1832, Nordens Kæmpe-Aand, s. 112), hvor han skriver ”...men at disse Stammer i Old-Tiden havde Guder, altsaa Aand, tilfælles med os, kan jeg se af Historien...”. Det er i dette lys vi skal se Grundtvigs begreb ”Nordens Kæmpe-Aand”, der er det samlende begreb af flere Guder.

Odin

Lad os uden videre tøven spørge en af forskere meget respekteret repræsentant fra de tidlige kristne om hvad de mente om vore skikke:

Den kristne historieskriver Marcus Minucius Felix (før år 250 e.Kr.) skriver i sit værk ”Octavius” (kapitel XXIX) følgende:

”Det er ej heller sandt at en mand fæstnet til et kors som følge af hans forbrydelser bliver tilbedt af kristne, for de tror ikke bare at han var uskyldig, men med grund at han var Gud . Men, på den anden side, så giver hedninge guddommelig magt til konger ophøjet til Guder af dem selv. De beder til afbildninger og bønfalder deres geni.”

Det kan ikke understreges nok at alle fuldt skal forstå ovennævnte beretning. Octavius er opbygget som en dialog mellem en kristen (Octavius) og en hedning (Caecilius), i Ciceros stil, og Marcus Minucius Felix er i gang med at forsvare hvorfor Jesus omkring år 250 e.Kr. blev dyrket som Gud , og hans forsvar for at Jesus ¹  kunne opfattes som Gud var, at det gjorde vi også. Det var nemlig normen, ikke undtagelsen, at høvdinger og konger blev ophøjet til gudestatus blandt alle folkeslag for hvem Herren var Solen, inklusive i Romerriget i Marcus Minucius Felix’s samtid.

¹ Det er i historisk sammenhæng mærkværdigt udover det vanlige at vi ikke har navnet ”Jesus” knyttet til "Kristus" fra nogen kilder overhovedet udover sene kristne historieskrivere, der har en stærkt manipuleret og omskrevet sandhed til os i Det Nye Testamente. Ordet "Jesus" er oprindeligt et meget brugt fornavn på en person af hankøn, "Jeshua/Yeshua", der ikke antyder at en person med dette navn er af kongelig byrd. "Jeshua/Yeshua" har betydningen "Jah er frelsen/redningen". Se kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok” om mit bud på den oprindelige forståelse af ”Jahve/YHWH” som ”viet til sandheden”, hvor "jah" skal opfattes som "sandheden". Det kan da ganske enkelt vise sig at vi overhovedet ikke skal opfatte "Jeshua/Yeshua" som en faktisk person, men som det urindoeuropæiske og ursemitiske ideal "sandheden er frelsen/redningen", idag bedre formuleret som "The truth shall set you free".
 
Der var 5 brødre fra tronpåkræver-familien Joseph og Maria. Disse blev kaldt Jesus, James, Joses, Jude og Simon. James, som den førstefødte, blev anerkendt af de vestlige familier som prins og kronprins. Da Maria føder, hvilken af brødrene ved vi ikke, ”undfanges hun af Den Hellige Ånd”. Joseph, hendes mand, ættens brødgiver/Lord/Lavard, er ”Den Hellige Ånd” (dvs. identisk til vor egen forståelse af ”Gud” som ”ånden kommende fra gravhøjen”). ^1 
 
1 Barbara Thiering: Jesus The Man (1992, s. 46, 363)
 

Den eneste kilde der kan siges at være troværdig er Plinius Den Yngre’s brev til Kejser Trajan år 112 e.Kr. (Bog 10:96), hvor han, som guvernør af Pontus/Bithynia fra 111-113 e.Kr., udbeder sig ordre fra Kejser Trajan (regent 98-117 e.Kr.) om hvad han skal gøre ved de kristne i hans område.
 
Han skriver i brevet om de kristne:

”....Adfirmabant autem hanc fuisse summam vel culpae suae vel erroris,
quod essent soliti stato die ante lucem convenire carmenque Christo quasi deo....” 

Som jeg oversætter til:
 

”.....De bekræfter dog at hele deres skyld eller deres fejl
skyldes at de havde for vane at træffes før lysets frembrud og tilsynge Christo næsten som en gud.....”
 

Kom ihu at hele opstanden begynder med at Kejser Gaius Caligula (år 12-41 e.Kr.) år 39 e.Kr. beorderede statholderen af Syrien og Palæstina, Publius Petronius, at opstille statuer af ham selv i templet i Jerusalem således at han kunne tilbedes som en gud.

 

En sestertius mønt med Kejser Vespasian’s buste slået år 71 e.Kr. På reversen står der ”IVDEA CAPTA” eller ”Judæa indtaget”. Bemærk hvad vi ser afbildet på mønten. Til højre har ser vi en jødisk kvinde (her i den oprindelige betydning ”kvinde fra Judæa”) med hovedbeklædning og gengivet i sørgende stilling. Til venstre en bagbundet nøgen skægget kriger med en løsthængende serk. Hans fratagede våben ses bag ved ham og indeholder bl.a. to knive og en helt speciel hjelm. I midten ses et palmetræ. Mønten må være en markering af at Herodes Tempel var blevet plyndret og afbrændt år 70 e.Kr.

 

 

 

Det virker ikke troligt at Plinius Den Yngre med sin egen, og onklen Plinius Den Ældre’s samlede viden ikke skulle kende til navnet på den  tronarving/tronpåkræver, der muligvis dræbes bare et slægtsled tidligere. Det gør han ikke – men kalder enheden ”Christo”, som vi skal opfatte som ”mashiah”.
 
Tacitus gør nøjagtigt det samme i Annales (Bog 15:44) 3 år senere år 115 e.Kr.:

”... Derfor gav (kejser) Nero (regent 54-68 e.Kr.) skylden til og udførte den mest gennemførte pinsel af denne gruppe hadet for deres vederstyggeligheder, kaldet kristne af folket. Christus, fra hvem navnet tager sin oprindelse..”
 

Der er stor kontrovers om disse sætninger er senere forfalskninger, eller ifald de er sande, om Tacitus har oplysningerne fra en tidlig kristen der allerede er i gang med at omskrive sandheden. Det er umuligt at sige mere om. Hvad vi kan sige er at ej heller her forekommer andet end heitet ”Christus”. Tacitus, med sine ufattelige verdenskundskaber, ville have kendt navnet på en faktisk person med dette tilnavn havde denne været kendt eller til.

”...James forklarede folk at Jesus var Saviour, og nogle opfattede dette som om han var Kristus...” ¹

 ¹ Barbara Thiering: Jesus The Man (1992, s. 152)
 

Ordet ”Saviour” hentes fra Rig Veda (bog 3:LXII) fra ”savitur” (sanskrit), og er et heite for Solen og den jordlige moder Sunna. Det indføres som begreb for Jesus-figuren efter den 1. synode maj-august 325 e.Kr. Se "Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning".

Det er tydeligt at vi ikke skal opfatte ”Jesus” som ”Kristus”, der ser ud til at være en anden enhed eller person.
 
Det korrekte hebraiske ord ”mashiah” ser i Det Gamle Testamente oprindeligt ud til at have forståelsen at en person engang i fremtiden vil blive ”salvet af Herren (Solen), og lede stammerne fra Judæa/komme dem til undsætning/redde dem ud af deres elendighed.
 
Da Huset David i tiden op til Joseph og Maria’s levetid ikke har en konge er det nemt at se at en af deres sønner bliver eller har muligheden for at blive givet dette i samtiden gamle tilnavn.
 
Vi ved dog stadig ikke hvilke af tronpåkræverne dette måtte være, og det i sig selv bør være altsigende. Enten blev der aldrig udnævnt en konge eller tronfølger eller også er det en af de andre brødre, som ikke alle var enige om var den rette. Alternativt var romerne klar over at dette kunne medføre uro og slog dem alle ihjel. Gengivelsen af dette i Det Nye Testamente som en korsfæstelse og genopstandelse er i måde, tid og sted hentet ordret fra en lang række langt ældre filosofier, og skal opfattes i filosofi, ikke som en faktisk hændelse. Det kan være disse drab, og romernes erstatning af èn gud/konge med en anden gud/kejser, der medfører den jødiske opstand år 66-73 e.Kr.

Flavius Josephus (37-93+) var ud af en præste-æt og voksede op i Jerusalem. Han blev i sit voksne liv anset som forræder af sine egne da han var på romernes side i den jødiske opstand i Jerusalem. I hans 20-binds værk ”Jøder i antikken” (Jewish Antiquities/Antiquities) findes der henvisninger til mere end 12 forskellige personer kaldet Jesus, og fra forskellige familier inden for konkurrerende præste-ætter.
 
Det åbner op for den åbenlyse mulighed at Jesus-figuren fra Det Nye Testamente bare er en sammensmeltning af alle disse personer, som vi ser ske med bl.a. Beowulf (nr. 2), Robin Hood, Marco Polo, Holger Danske, og ikke at glemme, den sennordiske udgave af Odin.
 
Det er følgende sætning fra Josephus, der er interessant og stærkt omstridt:

”.....broderen til Jesus, der blev kaldt Kristus, hvis navn var James....”
(bog 20.9.1)
 

Den romersk-katolske verden mener, ikke overraskende, at dette er forbindelsen mellem enheden ”Jesus” og enheden ”Kristus” og dermed er den sag afsluttet.
 
Siden det overhovedet blev tilladt at tænke selvstændigt over denne sætning med Reformationen, har man fra 1600-tallet anset denne sætning for enten tilføjet senere eller omskrevet i forståelsen.
 
Det tidligst overlevende skrift med sætningen er på græsk fra 800-tallet e.Kr. Det i sig selv gør det stort set skudsikkert at der er manipuleret med indholdet så det passer med røverhistorierne vedtaget på den 1. Synode maj-august år 325 e.Kr.
 
Hovedproblemet for den romersk-katolske kirke i dens fortolkning af sætningen, at Jesus er Kristus, er at dette modsiges af Origin.
 
Origines Adamantius (Origin) (ca. 182-251) var en kristen teolog af den mest ortodokse og dogmatiske slags. Hans fader blev dræbt fordi han var kristen. Derfor, hvis nogen overhovedet  i samtiden skulle kunne finde på at forsvare enheden ”Jesus” som enheden ”Kristus” må det være Origen. 
 
Origen skriver om Flavius Josephus ca. år 240 e.Kr. specifikt at Josephus ”ikke troede på Jesus som Kristus” (Mod Celsus, Bog 1:XLVII) og  ”han accepterede ikke Jesus som Kristus” (Kommentar til Mattæus-evangeliet,  Bog X:17).
 
Fra oprindeligt at have været anset som en af kristendommens grundlæggere ser vi, efter den 1. Synode maj-august år 325 e.Kr., at Origin og al hans lære og skrifter erklæres for kætterisk på Synoden år 553 e.Kr. Det er nemt at se hvorfor den romersk-katolske kirke er nødsaget at gøre dette.
 
Lad os gentage den omstridte sætning:

”.....broderen til Jesus, der blev kaldt Kristus, hvis navn var James....”
(bog 20.9.1)
 

Problemet er at ifald Josephus ikke mener at enheden "Jesus" er lig enheden "Kristus". da må det være broderen James der er lig enheden "Kristus". Og det uden at vi behøver at tage stilling til om sætningen i sig selv er en senere falsk tilføjelse.

Af mangel på bedre vedbliver jeg at kalde denne enhed for "Jesus" eller "Jesus-figuren" i resten af historien.

Jødedommen, der er langt fra er enige om fortolkninger af Det Gamle Testamente og Talmud, synes enige om at Jesus-figuren ikke er ”Mashiah” (Christo, Kristus). Den Ortodokse jødedom mener at ”Mashiah” (Christo, Kristus) vil komme på et eller andet tidspunkt i fremtiden (Ani Maamin B'emunah Sh'leimah B'viyat Hamashiach). Hasidiske jøder ser ud til at mene at ”Mashiah” (Christo, Kristus) snart vil komme, i tid lidt tidligere. Hvorvidt ”Mashiah” (Christo, Kristus) er en fysisk person, en kongesøn fra Huset David, eller hvorvidt begrebet er en filosofisk tanke, der vel bedst kan siges at være en tilstand af Valhal på Jord (Sejrstunet – Sigtuna) med fred, frihed og sejr, er uklart. Perserkongen Cyrus den Store (590/576-530 f.Kr.) blev erklæret ”Mashiah” (Christo, Kristus). I den danske Bibel kaldes han ”Kyros” og den danske udgave har, ikke overraskende, omskrevet ordet for ”Mashiah” til ”salvede” (Se Esajas’ Bog 45:1). Her burde retteligt stå ”Kristus”, men det vil jo så gøre Det Nye Testamente overflødigt. Og "Kristus" er hvad der oprindeligt stod om Cyrus. Det fremgår af den latinske udgave med ”Hœc dicit Dominus Christo meo Cyro” (Isa., XLV:1). Der sker formentlig en kopiering fra Isidor af Seville/Isidorus Hispalensis (år 560-636 e.Kr.),  der skriver ”Diz quad truhtin mînemo christe cyre” (De fide catholica contra Judaeos, libri primi, fragmenta monseensia, B., Cap. III. §2), til genberetningen i ”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. XLII) fra ca. år 1154-1200 e.Kr. Her skrives ”Christo meo Sciro” (Kristus min Cyrus). Se: Speculum regale. Konungs-skuggsjá. Konge-speilet (1848, s. 97).

Denne tidlige forståelse af Jesus med status af Gud har overlevet i katolske ritualer i dag, selvom ingen naturligvis længere forstår dette. Enhver der har haft bare den mindste eksponering til de folkeslag der følger katolske skikke vil vide at en engelsktalende katolsk kvinde vil sige følgende når hun bliver overrasket: ”Holy Mary, Mother of God!” eller ”Hellige Maria, moder til Gud!.” Og det gør hun fordi der i den katolske Ave Maria-bekendelse siges følgende:”...Santa Maria, Mãi de Deus” eller ”Sankta Maria, Moder til Deos" (som så forkert oversættes til Gud på moderne engelsk og i Norden).
 
Bede/Bedae beskriver år 731 e.Kr. ligeledes Jesus-figuren som Deos-Gud i ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog III:XXIII), i min oversættelse til nudansk: ”..med tiden blev en kirke bygget af sten i klosteret [Lestingnu], til ære for Deos-Guds Moder...”. Klosteret i ”Lestingnu” (Lastingham) blev med andre ord givet til Jomfru Maria (Virgin Mary), hvorfor hun som Deos-Guds Moder må have en søn der anses som Deos-Gud.
 
At Jesus, som alle andre konge-emner oprindeligt blev anset som Gud og tronarving (Søn af Gud) er stadig ikke helt blevet renset ud af Bibelen. 

”Havde I kendt mig, så havde i også kendt min Fader; og fra nu af kender I ham og har set ham.......
Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig?....Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig....”
(Johannes-evangeliet 14:7-11)

”Hellige Fader!.....så de må være eet ligesom vi”.
(Johannes-evangeliet 17:11)

Fader” bliver i dag opfattet som den moderne Deos-gud. Det er med sikkerhed ikke hvorledes den ukendte forfatter til Johannes-evangeliet opfattede det da han i flere tempi skrev værket år 85-100 e.Kr. Den moderne Deos-gud bliver først opfundet maj-august år 325 e.Kr. Derfor er "Fader" en anden størrelse, og denne kan kun være en henvisning til æt. Vi kan ikke sige i hvilket led der henvises til forfædrene; det kan være den biologiske fader eller den konge, med status af Gud, som Jesus-figuren ser sig som retmæssig efterfølger til. 

”Hil dig, jødekonge!...........”Jeg er Guds søn.”
(Mattæus-evangeliet 27:29 og 27:43)

Vi kan formentlig sige helt præcist hvornår denne fejlagtige oversættelse af ”Deos” til ”Gud” sker. Visigoten Wulfila (år 311-383 e.Kr.), kendes også som Ulfilas, oversatte i 300 tallet (mit gæt er efter skabelsen af den ”moderne” Deos/Gud i år 325 e.Kr.) Bibelen fra græsk til Gotisk. I Wulfilas Bibel oversættes ”Θεός” eller ”Deos” til ”Guþ” (se f.eks. Paulus’ 1. brev til Timoteus 2:5). Vi ved også hvorfor dette sker. Da ordet og konceptet om Deos ikke eksisterede i det gotiske sprog benyttede Wulfila det ord der modsvarende den i samtiden nyskabte ”moderne” Gud, der var den øverste af alle, og det var netop ordet ”Gud.” 

Og her har vi med det samme svaret på hvem Odin oprindeligt var, og hvordan han blev til en gud. Odin var Ver Asir/Danir-folkets konge der, enten i live eller efter sin død, blev ophøjet til gudestatus.

Hvorfor Jesus blev tilbedt som Gud af de tidlige kristne har stor relevans til forståelsen af Odin, da årsagen er den samme. Barbara Thiering, Ph.D. i Teologi, skriver i ”Jesus The Man, som jeg senere forkorter til ”JTM” (s. 50-57) at Jesus, og hans broder James, af forskellige klaner inden for jødedommen begge blev anset som tronarvinger til Kong David dynastiet. Jesus blev født  i marts 7 f.Kr. og hans broder i september år 1 e.Kr. Iflg. skikken var september den royale måned hvor tronarvingen skulle fødes, og dette delte klanerne for Jesus var den førstefødte men ikke født i den royale måned. En arving til Kong David dynastiet blev altid født som ”søn af Gud” præcist som alle andre folkeslag ligeledes gjorde det i samtiden, og det blev man fordi Kongen havde status af Gud. Der er derfor helt naturligt at vi finder de tidlige kristne tilbedende Jesus, i hans egenskab af Jødernes Konge, som Gud. Lig Odin, blev han opfattet som sådan.
 
I Peder Laales Danske Ordsprog finder vi et fyndord der fuldt ud viser at Kongen/Dronningen havde status af Gud:

Nr. 40 Drotthen ær aars eyeræ
(Drotten (”Gud”) er Årenes Ejer, dvs. råder for tiden, vort liv) ¹

¹Oversættelsen af ”Drotthen” til Gud er ikke min.

Ordet ”Drotthen” fra oldnordisk ”Drottinn” er ordet der i hunkønsformen ”Drottning” bliver til vort nuværende ”Dronning.” Fusionen mellem Gud og Kongen/Dronningen er fuldstændig og vi ser ordet videreført efter indførelsen af den ”moderne” Deos/Gud gennem ”Drottinligr” der betyder ”Herrens Bøn, Fadervor.”
 
Derfor har vi også ordet "höfuðdrottning" (hoveddronning), der skal opfattes som "Gud's moder". Denne "Gud" er oprindeligt tronarvingen/den senere konge, og den faktiske dronning dennes moder.

Til venstre: Det skånske Trydekrucifiks dateret til ca. år 1150-60 e.Kr. Dansk håndværk der viser Jesus’ korsfæstelse. Lig specielt mærke til kongekronen, der i samtidens kunst er symbolet på Drotten. Kongen er derfor i Middelalderen op til korstogene mod Venderne stadig Gud og som følge af dateringen kan principielt være en afbildning af Erik II. Emune’s søn Svend 3. Grathe (1127-1157), der valgtes til konge i Sjælland og Skåne eller alternativt Valdemar I. Den Store hvis dateringen er efter år 1157 e.Kr. Trydekrucifikset findes på Statens historiska Museum, Stockholm. Kilde: Palle Lauring’s ”Valdemarerne” (s. 125).
Til højre: Fra St. Cathrine Klostret, Sinai-ørkenen, Egypten og dateret til 500 tallet e.Kr. En af de tidligste afbildninger af Jesus-figuren eller "Kristus" eller måske er det her den samme enhed da den 1. Synode har opfundet Deos-Gud og Jesus-figuren's fødselsdag netop er opfundet i år 523 e.Kr. Uden at behøve at tage yderligere stilling kan vi bare sige at denne person ikke er den samme som den gengivet i det skånske Trydekrucifiks. Det er der naturligvis en god årsag til da ingen nogensinde har set den faktiske kongesøn. Derfor kan den lokale kunstner kun forholde sig til sit eget mentale billede, der er under visuelt og fysisk indflydelse af de herskere i det område han/hun lever.

Ynglinga-ættens konge Ingjald/Ingeld/Hinieldus (Ynglinga-æt nr. 23, ca. 450-500) med kongsgård i Upland omtales af munkene i Britannien.
 
Munken Alcuin skriver i et brev år 797 e.Kr. til biskop Speratus til Lindisfarne:

”Quid enim Hinieldus cum Christo?” eller ”Hvad har Ingeld med Kristus at gøre?” 

Vi kan derfor slutte at Ingeld har haft status af enten Søn af Gud eller Gud, og munkene i Lindisfarne må have berettet om hans gerninger, hvorfor munken Alcuin klager over dette.
 
Den norske skjald Þjóðólfr ór Hvini (Tjodolv fra Kvine) bekræfter ca. år 900 e.Kr. dette i Ynglingatal (vers 39). Her kaldes samme Kong Ingjald for ”goðkynning” (gudkonge).

Fordi Drotten (Konge eller Dronning) er en levende gud, kan Snorre i Ynglingasaga (kap. 40, Heimskringla) skrive:

”...þá er þar váru margir heraðskonungar,
frá því er Óðinn var höfðingi í..”

som jeg oversætter til:

”.. da at der var mange Herat-konger, 
fra da Odin var høvding i ...”

Det er ufatteligt vigtigt at forstå at vi her ser hele stammens opbygning vist, og den er ikke videre anderledes i dag. Kongen er Odin, i Snorre’s tilfælde Ynglinga-ættens konger. Under sig har kongen en række lokalkonger, kaldet ”Herat-konger”. Kongen er "Hariwalda" (Hærvælder) og "Einvaldshöfðing" (Enevældshøvding, Ynglingasaga kap. 40) eller "Anwaldan" (Enevælder, Beowulf-kvadet sætning 1272). 

Da kongerne er drotter og levende guder, er den nyankomne kristendom nødsaget at inflatere Jesus-figuren, der oprindeligt er den ny-opfundne Deos-gud, til "den almægtige gud", jvf. f.eks. på oldnordisk "en almáttigr guð" (Heimskringla, Saga Inga Haraldssonar ok brœðra hans., 9. Tala Óttars birtings), på oldengelsk "god ælmihtig (Dream of the Rood, sætning 39) fra år 650-750 e.Kr., og på oldgermansk ”almahtico cot” i ”Wessobrunner Gebet” fra ca. år 790 e.Kr.

Adam af Bremen skriver år 1070-2 i Bog 4:XXVI (s.275) om den berømte helligdom i Upsal (Gamle Upsala 5 km nord for den nuværende by):
 
”I dette Tempel, som helt og holdent er beklædt med Guld, er der 3 Gudestøtter, som Folket tilbeder, saaledes at Tor som den mægtigste har sin Trone midt i Hallen (dvs. han må være afbilledet som siddende), mens Odin og Frey har deres Plads paa hver sin Side af ham.....De ophøjer ogsaa visse Mennesker til Guder og dyrker dem som saadanne, idet de skænker dem Udødelighed for store Bedrifters Skyld, saaledes som man læser i ”Den hellige Ansgars Levned”.

Adam af Bremen's henvisning er til  ”Vita Anskarii auctore Rimberto” eller ”Ansgars liv og levned skrevet af Rimberto”  (kap. XXVI) fra ca. år 865 e.Kr. Her hører vi den modtagelse i ord Ansgar får da han år 852 e.Kr. ankommer til Birka efter 20 dages sejlads fra Hedeby:

”....yderligere, skulle du ønske dig flere guder og vi ikke er dig tilstrækkelig, da skal vi påkalde din tidligere konge Eric (III. Anundsson, Eymundsson, d. 882) at være blandt os så at han kan være en af guderne.......denne djævelske tale, gjort offentlig ved biskoppens ankomst, forstyrrede alle i tanke, og deres hjerter følte sig svigtet og foruroliget. For de havde besluttet sig for at rejse et gudshus til ære for deres gamle konge, og var begyndt at lave påkaldelser og ofringer til ham som en gud...”.

Ifald de tidlige kristne tilbad Jesus som Gud, i hans egenskab af Jødernes Konge eller tronarving, så må Herren for de tidlige kristne have været Solen. Kan det have sin rigtighed? Svaret er, ganske overraskende, et helt utvetydigt Ja! og beviset fremføres af en yderst velrespekteret, og meget spændende, kristen historieskriver.
 
Quintus Septimius Florens Tertullianus (”Tertullian”) (år 150-229 e.Kr.) blev født i Kartago, Nordafrika. Kartago var, efter Rom, den vigtigste by i Romerriget i Tertullians samtid. Hans fader var kaptajn i Legionen og tilså at Tertullian blev uddannet advokat. Tertullian startede ud som hedning og konverterede først som 40-årig. Fra dette tidspunkt begynder han med stor iver at forsvare og undskylde Kristendommen overfor omverdenen. Omkring år 197 e.Kr. udkom hans to store værker ”Ad Nationes” og ”Apologeticus.”
 
I ”Ad Nationes” siger han som følger:
 
Liber I: XIII
 
”Alii plane humanius solem Christiarram. Deum aestimant, quod innotuerit ad orientis partem facere nos precationem, uel die solis laetitiam curare. Quid uos minus facitis? Non plerique affectatione adorandi aliquando etiam caelestia ad solis initium labra uibratis? Vos certe estis, qui etiam in laterculum septem dierum solem recepistis, et ex diebus ipso rum praelegistis, quo die lauacrum subtrahatis aut in uesperam differatis, aut otium et prandium curetis. Quod quidem facitis exorbitantes et ipsi a uestris ad alienas religiones: Iudaei enim festi sabbata et cena pura et Iudaici ritus lucernarum et ieiunia cum azymis et orationes litorales, quae utique aliena sunt a diis uestris. Quare, ut ab
excessu reuertar, qui solem et diem eius nobis exprobratis, agnoscite uicinitatem: non longe a Saturno et sabbatisuestris sumus!”
 
Som jeg oversætter til:
 
Bog I : Kapitel 16 – Anklagen om solgudsdyrkelse mødt med et skarpt svar
 
”Andre, med bedre dannelse må det tilstås, antager at Solen er de kristnes gud, derfor at det er velkendt at vi beder mod øst, eller fordi vi gør søndagen til en højtid. Hvad så ? Gør i mindre end dette? Retter ikke mange blandt jer, med en på samme vis hengivenhed til sometider at tilbede himmellegemer, læberne mod solopgangen? Det er jer, i alle tilfælde, der har indlemmet Solen i ugens kalender; og i har udvalgt dagen, til fordel for den foregående dag som den bedst egnede i ugen til enten en fuldstændig afståen fra et bad, eller for badets udskydelse ind til aftenen, eller for at hvile og for festmåltid. Ved at falde tilbage til disse skikke, afviger i med flid fra jeres egne religiøse ritualer til fremmedes (skikke). For de jødiske højtider på  Sabbat (hviledag) og Renselsesfesten og Judai/Jødisk (et ritual?) er også lampernes ritualer og det usyrede brøds højtid, og ”kystbønnerne,” alle hvis institutioner og udførsel er naturligvis fremmed for jeres guder. Hvorefter, for at vende tilbage fra denne afvigelse, du som bebrejder os med Solen og søndag skulle gennemtænke jeres nærhed til os. Vi er ikke langt fra jeres Saturn og jeres hviledage.”

På  den ene side rystet over denne afsløring og fuldstændige bekræftelse på at de tidlige kristne, som ethvert andet folkeslag på Jorden, anså Solen som Herren, og på den anden side lettet, da dette fuldt ud passer ind i hvad samtiden forklarer os, og hvad der derfor måtte forventes.
 
Det helt grundlæggende spørgsmål læseren bør stille sig selv er dette: Hvis det jødiske folk, og stort set alle andre urfolk, dyrker deres egne forfædre som Gud, hvorfor skulle vi ikke have gjort præcis det samme?
 
Med denne viden kan vi nu fuldt ud forstå hvorfor Beowulf-kvadet (sætning 199) omtaler Kong Hróðgár (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525) som "gúðcyning" eller "gudkonge". Derfor ser vi også livgarden (sætning 1501) navngivet "gúðrínc" eller "guderingen", da thegene jo danner flere forsvarsringe omkring kongen, der har status af Gud. Ovenfor hørte vi Kong Ingjald blive kaldt for ”goðkynning” (gudkonge) i Ynglingatal.
 
I Indholdsfortegnelsen under "Sturluson, Snorre: Snorre Edda" videreføres denne oprindelige forståelse til at forklare hvorfor Snorre bruger ordet "Edda" i sit værk.

Til venstre: “Cross Shaft” eller ”skaftet til et kors” fra Sockburn (Soccabyrig/Sochasburgh) sogn, Durham County, det nordøstlige England. Under Kong Knud I. Den Store kaldes bygden ”Socceburg”. Ordet ”socca” må være identisk til ”sokka” (oldnordisk), hvorfor det betegner ”en mare/hoppe med sokker på”, dvs. fødderne afviger i farve. Afbildningen i midten af dette gullige sandstensbillede viser en mand til hest med en fugl i sin venstre hånd. Ingen synes uenige i at dette viser Odin, men det viser samtidigt kongen, der er én og samme person. Jeg er uenig i at fuglen er en ravn. Fuglens næb viser tydeligt at vi her taler om en jagtfalk/peregrine. Ravne skal i filosofi altid sidde som hjælpeånder på kongens skuldre. Sandstenen er dateret til 900 tallet e.Kr. I dette er jeg uenig. Den nederste afbildning viser formentlig en kvinde med scramasax og skjold og synes samtidig med afbildningen på Jellinge-stenen, dvs. år 965 e.Kr. Afbildningen af Odin/Kongen til hest er dog langt tidligere i kunst og identisk til afbildningerne på guldskillinger fra år 385-670 e.Kr. Det ser ej heller ud til at stigbøjlen er indført, hvilket sker i 700 tallet e.Kr. Det centrale motiv med Odin/kongen i roligt trav med slangen/ormen nærværende, er visuelt identisk til afbildningen fra pladerne fra hjelmene fra Vendel, Upland fra 600 tallet e.Kr. Vi ser ligeledes tydeligt Verdenstræet Yggdrasill/Mímameiðr, hvorfra der oprindeligt har været tre rødder. Fordi dragen/ormen kommer fra Verdenstræet mener jeg vi skal opfatte dette som Odin/Kongen's beskyttende drage og ikke Midgårdsormen. At en kvinde er afbildet som kriger/skjoldmø, med de fribårnes våben scramasaxen, antyder stærkt at stenen kan dateres til før Adamnan loven fra år 696/7 e.Kr., hvor kvinder forbydes adgang til slagmarken.
 
Sockburn (Soccabyrig) er i 700 tallet e.Kr. en bygd af stor betydning fordi Higbald, biskop af Lindisfarne tiltræder bispesædet i Sockburn år 780 e.Kr., som gør ærkebiskop Eanwald til York i år 796 e.Kr. Bygdens perfekte strategiske placering på en ”halvø” omsluttet af en snoning af Tees-floden gør at den har kunnet forsvares. Folketroen tilsiger at der i Sockburn fandtes dragen ”Sockburn Worm”, en klar antydning af at dette har været et vigtigt hedensk landskab fra udvandringen fra år 448 e.Kr. fremefter.
 
"Sir John Conyers, Knt.,[d. 1396] slew yt monstrous and poysonous vermine or wyverne, and aske or werme, wh overthrew and devoured many people in fight, for yt ye sent of yt poison was so strong yt no person might abyde it...." (Bowes MSS, s. 57).
 
Til højre: Kort over landskabet omkring bygden Sockburn og over til bakketoppen Roseberry Topping, der ligger i den nordlige ende af North York Moors, North Riding, Yorkshire. Afstanden mellem de to punkter er ca. 20 km. Bakketoppen ”Roseberry Topping” er ekstremt spændende fordi dens nuværende navn er en mærkværdig evolution: Wôdnes/Oðins beorg, Othensberg, Ohenseberg, Ounsberry, Ouesberry, Newton-under-Ouseberry, Roseberry. Nedenfor ser vi Wôdnes/Oðins beorg, et 320 m højt helligt sted, der går igen fra Odensholm, Estland, Fynshoved, Himmelbjerget og mange andre steder, herunder Onsberg, Samsø og Odensberg, Västergötland og i Skåne.
Kilder: R.J. Cramp: Corpus of Anglo-Saxon Stone Sculpture (1984, Vol. County Durham and Northumberland), John Grant: Viking Mythology (1990, s.12). Grundkortet er ”Durham, Universal Magazine, 1749”. Billedet af ”Roseberry Topping” taget af Ian Britton 5.12.2003.
 
 
 
Det er her værd at fremhæve at Woðan (Woden) som shaman (vølve) i tidsrummet omkring år 446-448 e.Kr. før Troskiftet år 600-630 e.Kr., og udvandringen til de nye kongeriger i Britannien fra år 449 e.Kr. endnu ikke er forsvundet ud af stammen som en absolut magtfaktor.
 
Fin(n) Folcwalding (konge af de frisiske ætter) indgår en ed med Hengest år 446-448 e.Kr. Beowulf-kvadet (sætning 1096-98) forklarer dette således, i min oversættelse til nudansk:

"Fin Hengeste.....áðum benemde....weotena dóme"

"Fin (til) Hengest.....eden benævnte....(ved) woðanernes dom"

Hvad her er uhyre spændende er den mulige flertalsbrug af Woðan (Woden), som jeg lidt drillende har skrevet "woðanerne". Det siger sig selv at stammen har haft mere end en enkelt shaman (vølve); måske er hvert eneste medlem af 12-mandsrådet blevet anset som "Odin" da det juridisk alene er dette råd, der kan afsige dom.

De oldengelske ord ”witena, weotena” er flertalsform, og en af oprindelserne må være det urnordiske "*wita" (vidende).

Vi kender til formerne ”wit,vit, (ge)witt” (olddansk, oldnordisk, oldengelsk), der har forståelserne ”bevidsthed, vidende, kendskab, åndfuldhed, forstand”. På gotisk kender vi formen i dens benægtende form som ”unwiti” (uvidenhed) og på oldsaksisk som ”giwitt” (viden, forstand).

Vi skal derfor opfatte ”weotena” som ”De vidende, De med forstand, De med åndfuldhed”.  Dette fører til at de fleste vælger at oversætte ordet til afledninger af "vismænd", jvf. brugen af ”råd, rådsmän, sages, wise-men”. Alle disse ord er dog fortolkende oversættelser, der korrekt gengiver hvordan vi skal opfatte ordet, men ikke hvad ordet betyder.

Det er argumenteret at “Oðinn, Woden” er udledt af det indoeuropæiske "*wet-" (åndeligt opildne, inspirere, at slå).

Vi kan se fra Rig Veda, at ordet på sanskrit har afledninger der følger “kriger”-linie fortolkningen af ordet. Men vi kan også se fra de ældste kilder i Ældre Edda, at der er en anden ”vølve”-linie i ordet.

Fordi jeg mener at vore lokalkonger i 400 tallet e.Kr. alle har dobbeltopgave af konge og vølve, en rolle der i 700 tallet e.Kr. fortsætter som høvding (med lokale titler) og Gode, mener jeg oversættelsen af Beowulf-kvadet (sætning 1096-98) i læserens indre billedsprog skal fremprovokere konge og vølve-aspektet i 12-mandsrådet. Derfor vælger jeg at oversætte ”weotena” til ”woðanerne”. Ideen er at læseren skal tænke over ordet, og dermed rigsrådets sammensætning, og hvad der gør medlemmer af rådet til "åndsfulde, vidende, forstandige".

Når vi således ved at Odin blev ophøjet til Gud og at man lavede afbildninger som blev tilbedt, så se Dem omkring i Danmarks og Nordens byer og natur. Alle vore statuer af nordboernes store mænd og kvinder, alle vore billedstøtter, er intet andet end en videreførelse af samme skik. I dag ophøjer vi ikke vore store sønner og døtre til guder i en religiøs forstand, men respekten og æren for deres egenskaber og indsats er forblevet, og heldigvis for det. Hr. Møller, der blev givet en buste af sig selv på sin 75  års fødselsdag har dog i vanlig beskeden stil valgt at lade den stå i kælderen så længe han er i live, iflg. Jan Cortzens ”Myten Møller.”
 
Som eksempel på hvorledes herskere blevet ophøjet til guder kan nævnes Kejser Gaius Caligula (år 12-41 e.Kr.). Caligula’s oldefar Augustus og Julius Caesar blev begge opfattet som guder. For at Caligula ikke skulle stå tilbage for sine forfædre, erklærer han år 39 e.Kr. sig selv for Gud, tilsyneladende modsat sine forfædre, medens han var i live.
 
Iflg. den romerske historieskriver Gaius Suetonius Tranquillus ("Suetonius", ca. 71- ca. 135 e.Kr.) i ”Caligula’s Liv” (kap. 22) skete det således:
 
”..begyndte han fra denne tid at påkræve sig guddommelig majestæt; for efter at have givet ordre til at statuer af guder der var særligt kendt for deres hellighed eller kunstneriske udmærkelser, herunder den af Jupiter fra Olympia, skulle bringes fra Grækenland så at deres hoveder kunne fjernes og erstattes med hans, udvidede han paladset så langt som til Forum, og gjorde Castor og Pollux templet dets forhal, han tog ofte sin plads blandt sine guddommelige brødre, og udstillede der sig selv for tilbedelse blandt de fremmødte; og nogle tilbad ham som Jupiter Latiaris. Han oprettede ligeledes et særligt tempel til sit eget gudehoved...”
 
Fra nu at have erklæret sig selv Gud i Rom skulle dette udbredes i hele Romerriget. Derfor beordrede han år 39 e.Kr. statholderen af Syrien og Palæstina, Publius Petronius, at opstille et alter og en statue af ham selv i templet i Jerusalem således at han også her kunne tilbedes som Gud. 
 
Flavius Josephus (37-93+) skriver i ”Jøder i antikken” (kap. XVIII:8:2) at dette gjorde jøderne rasende og de ødelagde dette. Josephus synes at forklare os (kap. XVIII:8:8-9) at statuen af Caligula som Gud ikke nåede er blive genrejst i Jerusalem inden Caligula’s død år 41 e.Kr.
 
Iflg. den romerske historieskriver Gaius Suetonius Tranquillus (”Suetonius”, ca. 71- ca. 135 e.Kr.) i ”Vespasian’s Liv” (23.4, 24.6), skulle Kejser Vespasian (9-79 e.Kr. – regent 69-70 e.Kr.) på sit dødsleje den 9. juli år 79 e.Kr. i Aquae Cutiliae ( i dag Cittaducale, Italien) have sagt:

”Vae, inquit, puto, deus fio”.

som jeg oversætter til:

”Ak!, sagde han, straks er jeg at regne for deus-Gud”.

Der synes at være generel enighed om at vi skal opfatte denne bemærkning som en ironisk henvisning til at alle romerske kejsere, enten i levende live, eller efterfølgende, blev ophævet til Gud, som gjorde alle andre konger i samtiden.
 
Jordanes skriver år 550 e.Kr. (Bog VI:48):

”Nu da Tanausis, konge af Goterne, var død, tilbad hans folk ham som en af deres guder”.

At Odin blev ophøjet til en gud, og således trådte ind i den allerede eksisterende gudeverden, blev bevist ved en epokegørende doktorafhandling i 1876 af Karl Nikolai Henry Pedersen (1849-1896). K.N.H. Pedersen, der var ærkeolog, viser i sin afhandling iflg. Georges Dumézil i bogen ”Gods of the Ancient Northmen” (side 31) helt overbevisende at Odin er en ny gud i nordisk filosofi.
 
Dette er dog langt fra hele forklaringen om Odin.
 
Odin, Óðinn, Vodin, Woden, Wodan, Woðan, Wotan, Wuotan, Zalmoxis (græsk), Godan (Longobarderne og Vandalerne) og Yodhin, Yodha (sanskrit). De fleste er klar over de forskellige stavemåder for Odin som vi dagligt ser gennem onsdag (odensdag på olddansk) og Wednesday.
 
Da vi kan følge begrebet Odin tilbage til sanskrit, dvs. medens vi var bosatte i Asien, kan Odin ikke have været et fornavn på en bestemt konge eller høvding. Samtidigt er det også klart at begrebet "Odin", som en sen-nordisk abstrakt gud, skåret i træ og af nogle ætter opfattet som Den Hedenske Høje, er slut-resultatet af en omfattende evolution af begrebet.
 
Se f.eks.: Rig Veda 

• (Bog 3:XLVI:2) hvor ”yodha” (sanskrit) forekommer med betydningen ”bekæmpe” (”combat” i den engelske oversættelse).
  
• (Bog 6:XXVI:4) hvor ”yodha” (sanskrit) benyttes med betydningen ”kæmper” (”fighting” i den engelske oversættelse).
  
• (Bog 9:IX:7) hvor ”yodhyA” (sanskrit) benyttes med betydningen ”kamp” (”fight” i den engelske oversættelse).
  

”Yodhin, Yodha” er fra udsagnsordet ”yudh” (en kriger, kæmpe, sejrherre). Herfra udvikler ordet sig på sanskrit til bl.a. ”yu dhyati” (angribe) og ”yodha yati” (gøre klar til angreb)¹. I betydningen af ”yudh” som ”kriger” ser vi bl.a. dette i ”gosu-yudh” (sanskrit), hvis direkte betydning er ”kæmper over kvæg”.
 
¹ Alexander Lubotsky: The Vedic –áya-formations (Indo-Iranian Journal 32, 1989, s.89-113).

Fra i Rig Veda alene at være benyttet som et beskrivende ord "kamp, kæmper, bekæmpe", dvs. ikke en betegnelse for hverken et dødeligt menneske (Drotten) eller en udødelig forfader (gud), ser vi en langsom evolution, på sanskrit og i de sene veda, til at begrebet nu forbindes med en dødelig drot som ”yudh” (en kriger, kæmpe, sejrherre). Ved ankomsten til vore nuværende landskaber ser det ud til at drot og shaman har været woðan (i flertal), hvor Den Hedenske Høje er Freyr. Først ekstremt sent, i sennordisk forståelse, fra 700 tallet e.Kr. fremefter, opstår den gude-inflaterede Odin-alt-mulig-mand, som vi kender til fra de ligeledes sene beretninger fra 12-1300 tallet e.Kr.
 
Herodot (år 484-425 f.Kr.) i værket ”Histories” (bog IV:93-6) omtaler guden "Zalmoxis, Zamolxis", og vi kender ham kun under dette græske navn, der betyder ”(den der bærer) hjælm”. Denne forståelse er identisk til forsvarshjælmen ”beadogrima” og ”heregríman”, forkortet ”Grímnir” i Grímnismál (Ældre Edda), hvor det ligeledes er et heite for Odin.

Platon (år 427-347 f.Kr.) omtaler samme gud i ”Charmides” (158: B) hvor vi ser de shamaniske egenskaber guden besidder:

"..da har du aldrig behov for Zalmoxis’ trolddomskunst....”

Denne gud er identisk med Odin i den oprindelige opfattelse af dette begreb. Vi ved at Zalmoxis var den øverste gud for Getae-Dacie folket og dette har, som historien senere vil vise, enorm betydning fordi dette folk oprinder fra det samme folk som det nordlige Dacie-folk på latin eller Danerne. Det sydlige Getae-Dacie folks landområde lå i det nuværende Rumænien ud mod Sortehavet.
 
Herodot forklarer os (bog IV:94) at hvert femte år udvalgtes gennem lodtrækning blandt stammen en budbringer der skulle ofres til Zalmoxis. Manden blev kastet op i luften og landende på en ”seng” af spydspidser. Døde han ikke blev han fundet uværdig til at foretage missionen og en anden blev herefter udvalgt¹. Grækere fra Hellespont forklarede Herodot at Zalmoxis i virkeligheden var en mand, en tidligere slave af matematikeren Pythagoras fra Samos (år 569-475 f.Kr.), der efter at have opnået sin frihed og akkumuleret stor velstand, vendte tilbage til Trakien og forklarede sit folk om Ptyhagoras og civilisation. Herodot er ikke sikker på hvad han skal mene om Zalmoxis.
 
¹ Vi har en identisk beretning i Völuspá (vers 21, Ældre Edda)

Min oversættelse til nudansk.

”Gullveig” er et heite for en kvinde (den hamskiftede vølve, hvis navn er Heiði og lig "hon" (hun) ovenfor). ”hárs” (høj’s) er i oprindelig filosofi et heite for Frey, men i sennordisk filosofi et heite for Odin. Da vi her omtaler ”Høj’s hal” skal vi sikkert opfatte dette sennordisk, hvorfor ”Hava” er ”Den Høje” er Odin er Zalmoxis. At kvinden bliver "støttet af spyd" betyder at hun er spiddet af så mange spyd at hun ganske enkelt ikke kan falde.
 
 

Vi behøver ikke her at tage stilling til om hvorvidt Zalmoxis var en slave eller ej (og en slave kan vel være en anden stammes kongesøn taget krigsfange). Hvad er vigtigt i denne sammenhæng er alene at folket mente at Zalmoxis/Odin var baseret på en dødelig person. Det er her vigtigt at læseren ikke sidder med sennordiske briller på og opfatter Odin som Den Hedenske Høje. Hos Herodot er det er den oprindelige ”woðan”, der forekommer i flertal, og er en konge, shaman og vismand, fra hvem der søges visdom.
 
På det indoeuropæiske sprog russisk betyder Odin tallet 1. Det skrives       og udtales fonetisk "Adin" (Moskva, St. Petersborg dialekt). På syriac kaldes Odin ”Adonis”. ”O” i Odin på syriac og Pushto sprogene betyder ”den”. ”Din” har på syriac derfor været enten ”Dn, Dun eller Don, hvor sidstnævnte betyder ”visdom eller kundskab.”
 
Odin har derfor på et tidspunkt opnået betydningen "den øverste", "lederen", "den første", "den vise", og har været et tilnavn givet til, eller en betegnelse for, alle høvdinger og konger af Ver Asir/Danir-folket, lig de græske titler "Tyrannos" (herre, leder, overhoved, jvf. også etruskisk "Turan" (førstedame)), "Diktator" (overtaget af romerne som "dictator"), de romerske titler "Rex Romanorum" og "Caesar" (indføres år 68-69 e.Kr.), Det Østlige Romerriges brug af "kaisar" (Kejser, καῖσαρ), de persiske titler "Shaonano Shao" (kongernes konge) og "Mithradates" (Givet af (den persiske solgud) Mithras), og Kushan kongetitlen "Soter Megas" (Store Frelser). Det er således jeg mener vi bør opfatte begrebet "Odin" op til Troskiftet år 600-630 e.Kr. Dette kan også forklare, hvorfor der var tabu mod brugen af Odin som navn, hvilket tabu er forsvundet i 1100 tallet e.Kr. 

Peter Frederik Suhm (1728-1798): Om Odin og den hedniske Gudelære og Gudstieneste udi Norden (1772, Første Bog: Om Odin, Første Kapitel: Om Odin som en Gud, § XVI, s. 63):

"Hos Anderson ¹ forekommer et Diploma, af det 12 Sæculo omtrent, underskrevet iblant andre af en vis Johanne Otins Son. Men man maae ei heraf slutte, at Odin er bleven dyrket af Scoterne; ney dette Navn tilligemed Dyrkelsen have de hedenske Norske bragt med sig til Ørkenøerne".

¹ "Anderson" er James Anderson: Diplomata Scotiæ (færdiggjort 1739 af Thomas Ruddiman, tab. 74).

At der var tabu mod brugen af Odin som navn gør runeindskriften fra Ribe, Jylland (DR EM85;151B), dateret til 700 tallet e.Kr., ekstrem interessant. 

Første del af runeindskriften siger som følger:

”ulfuR Auk uþin Auk HutiuR '
HiAlb buris ’ uiþR þAiMA uiArki...”

Som kan oversættes til:

”Ulfúrr (Ulven) og Othin (Óðinn) og Hátýr (dyreskindet)
hjælper Buris (Boris) ved dette virke...”

Min vurdering er at ”Ulfúrr” er Wuffinga-ættens ulvehund, dvs. Grand Danois hunden, hvis shamaniske opgave er som hjælpeånd. ”Othin” skal opfattes som shamanen Woðan. I så fald kan “Hátýr” have betydningen ”dyreskind” og være Det Behornede Dyr, der altid er nødvendig for at gennemføre rejsen mellem verdener (Moltke skriver bare ”Hydyr”. ”Há" (oldnordisk) = skind. "Hætera, hæteru" (oldengelsk) = klæder i flertal. "Hatyr" (oldengelsk) = klædet). Hele runeindskriften er en trylleformel til at beskytte ejeren Buris (Boris) mod febersygdom. At trylleformlen er indridset på en hovedskal, hvortil ordet ”uiArki” (virke) henviser, kan alene have betydningen at den beskyttende ”kraft” kommer fra hovedskallen. Jeg mener ikke ”uiArki” (virke) er en henvisning til ”smerte/værk”. Der er 3 beskyttere af samme årsag til at det kræver 3 beskyttende (og forbandede) runer. Hovedskallen vises i afsnitttet ”Skål, skåltaler og skålningsceremonier”.
 
Hvad er mindre sikkert er om det er en bestemt høvding, der er blevet ophøjet til gudestatus og har lagt grunden til den sagnskikkelse vi genfinder i vore saga, eller om det er en lang række høvdinger der er gengivet. Da Odin har mange, mange navne og heite i vore saga, 169 ialt, tror jeg at Odin som en gud er eftertidens minde om en lang række af vore tidligste høvdinger/konger. Dette bliver senere videre beskrevet i kapitlet ”Ver Asir/Danir-folkets ”kønne unger”.
 
Lokasenna (vers 24, Ældre Edda) giver os måske et eksempel på en konge med tilnavnet Odin.
 
I Lokasenna er Thor, Odin og Tyr set som forskellige personer. Freya og Frigg er ligeledes ikke længere den samme jordlige moder/Dronning. Thor er i Garðaríki (austrvegi) indtil vers 57. Udvekslingen af fornærmelser finder sted under en sumbl i Ægir’s gildesal. Alle disse betragtninger gør at digtet er skrevet meget sent, efter Troskiftet år 600-630 e.Kr. De fleste synes at gætte på sidst i 900 tallet e.Kr.
 

Min oversættelse til nudansk.

Der er kun én eneste konge vi forbinder med Samsø, og det er den sjællandske hertugsøn Kong Angantyr (Scyldinga-æt nr. 26,  ca. år 714-
725 e.Kr.).

Dateringen af Kanhave-kanalen på Samsø til år 726 e.Kr. viser at øen, som samlingsø for flåde og thing, og som forsvarsværk, i samtiden står i sø-danernes navn. Derfor afholdes Lokasenna i søguden Ægir’s Sal.
 
Vi kan fra ”Birka”-sølvpenge, udstedt i vore landområder år 670-755 e.Kr., se at vi ikke har kontrol over Garðaríki i dette tidsrum. Derfor er Thor rejst dertil for at føre slag mod Birka og Svea-folket, der har kontrol med Østerled. Det må være troligt at Odin i Lokasenna er en henvisning til Kong Angantyr, der klart i samtiden har status af Gud. Loki beskylder ham for ligeledes at være Shaman, dvs. Woðan. Efter Troskiftet år 600-630 e.Kr., opfattes dette fra 700 tallet e.Kr. som en negativ egenskab, der kan benyttes som fornærmelse.
 

Trinderup Krat ligger ca. 7 km sydvest for Hobro. Odin’s Alter og Odin’s Høj er markeret med rødt. Det store stenanlæg (modersmålet for ”megalitanlæg”) ligger på det højeste punkt i området og skråner ned mod den brede ådal, hvor Skals Å snor sig. Afstanden mellem Odin’s Alter og Odin’s Høj er ca. 3 km. Vi bemærker naturligvis at det tredje punkt i trekanten mellem Odin’s Alter og Odin’s Høj området hedder ”Loke’s Hede”. I Beowulf-kvadet (2936) forekommer det oldengelske ord ”sinherge” (høje hearg). Fra Beowulf-kvadet (sætning 2922-2927 og 2935-36) kan vi se at dette store hearg ligger i det sted der kaldes ”Hrefnawudu” (Raven’s Wood, Ravneskoven) og ”Hrefnesholt”  (Ravneholt).  Tidsrummet er år 475-521 e.Kr. Med de andre stednavne i nærheden bør vi overveje om ikke ”Ravn Høje” kan have været et lokalt hearg. Vi skal her komme ihu at det er ravnene der er kongen (Odin)’s hjælpeånder. Det forekommer derfor rimeligt at navngive et hearg med ravns nævnelse. Kortet er fra Danmark – Vejatlas og oplevelseskort.

At jeg her fokuserer på den oprindelige forståelse af Odin skal ikke vildlede læseren fra at Odin, da han senere alene opfattes som en gud, optræder i mange forskellige roller i den nordiske mytologi. Med sine 169 heite, er Odin herre i dødsriget, herre over krig, herre over inspiration, magi og visdom, kort sagt er han i den senere mytologi herre over stort set alting....troldmand, sejdens mester.. med en shamanisktisk praksis og idéverden”¹.
 
¹ Lotte Hedeager: Skandinavisk dyreornamentik: Symbolsk repræsentation af en før-kristen kosmologi ( s.136).
 

Et af de steder vi ser denne gradvise omfortolkning fra "forfædrene" via "Frey" til den stort set kristne "En-øjede, Høje, Valfader"-figur er i Bjarkemål, der omhandler Rolf Krake's sidste stunder i kongsgården Heorot, Gl. Lejre i tidsrummet år 450-494 e.Kr.
 
Jeg viser i afsnittet "Hearg, Vé og Stavkirker" hvorledes vort Rigsråd afgiver en hellig ed til Frey under Kong Hroðgar (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525 e.Kr.) og farbroder til Rolf Krake. Jeg viser også i "Bilag Æ: Bibelens begreber Hedning, Djævlen, Dæmoner og Engle" at Frey er "haéþenra hyht" eller "Den hedenske høje" (se Beowulf-kvadet sætning 175-79).
 
"Den Høje" er derfor i Rolk Krake's samtid faktisk Frey, men da Bjarkemål bliver nedskrevet, eller i den udgave som Saxo sidder med til forberedelsen af Gesta Danorum, er der sket en omfortolkning, hvor  "Den Høje" nu opfattes som Odin:

"Bjarke:

Fik jeg öje på Friggs enöjede husbond, den höje,
 - skinner på valen end hvidt hans skjold, og hvor höjt han styrer sin stridsvante hest, - han slap ej med livet fra Lejre...." ¹

¹Se Axel Olrik: Bjarkemål (gengivet efter Sakse, 1886, s.6)

 
Der er en en god argumentation for at ”Woðan” på et tidligere tidspunkt har haft betydningen ”leder af de der er woð”, hvor ”woð” er en shamanisk ekstase.
 
Ordet ”woð” (oldengelsk) og ”vaða/vóð” (oldnordisk) betyder direkte ”vade igennem/over” og er tidspunktet hvor Shamanen/vølven mentalt bevæger sig fra denne til den næste verden. I forbindelse med Shamanen, der kan have været identisk til en konge, men formentligt i langt de fleste tilfælde er en anden person, er det også vigtigt at forstå at netop ”woð” i den shamaniske ekstase er forbundet med ”raseri”. Vi ser dette f.eks. i Odin som Shaman i Hávamál (vers 139,  Ældre Edda):

Min oversættelse til nudansk.

Det er uklart for mig om tilknytningen mellem den shamaniske ekstase ”woð” og raseri er hvad Shamanen selv føler på dette tidspunkt eller er hvorledes vi, som tilskuere, opfatter Shamanens opførsel.
 
Dette emne behandles videre i afsnittet ”Visdom fra fortiden – Shamanens håndværk”.
 
 
Uden undtagelse viser alle vore slægtregistre en nedstamning fra Odin/Woden.
 
Ligeledes ved vi at forvirringen omkring Odin ikke er af ny dato.
 
Saxo forklarer forvirringen:
 
”På den tid var der en mand ved navn Odin som over hele Europa fejlagtigt blev opfattet som en gud.” (bog 1:7:1 i Peter Zeebergs Saxos Danmarks Historie).
 
Grundtvig oversætter samme sætning: ”I de samme Dage var det, at hele Europa bøjede Knæ for en vis Odin, som falskelig gav sig ud for en Gud.” Men her er Grundtvigs oversættelse forkert for bevisbyrden er omvendt. Det er ikke Odin der udgiver sig for at være en gud. Det er folkeslagene i Europa, der opfatter ham som sådan. Heri er der en meget stor forskel.

Tidsrummet er samtidigt med Kong Hadding, der menes at være en vikingehøvding ved navn Hastings, der levede i sidste halvdel af 800 tallet e.Kr.
 
Vi kan altså slutte at Odin i 800 tallet var blevet ophøjet fra et kongetilnavn til en gudelignende skikkelse. Og vi kan se at Saxo mener at det var forkert at opfatte Odin som en gud. Der må være en god mulighed for at også Saxo mener at Odin har været et tilnavn givet til vore høvdinger.
 
Og vi kan være endnu mere præcise. Krøniken ”Flores Historiarum” som man normalt tilskriver Matthew of Westminster, men som faktisk blev nedskrevet af en række munke (i tidsrummet fra skabelsen til år 1265 i St. Albans) omtaler en tale af  Hengest (Odins søn) i år 450 e.Kr.:
 
“Deos patrios, scilicet Saturnum, Jovem atque ceteros, qui mundum gubernant, colimus, maxime autem Mercurium, quem lingua nostra Voden apellamus."
 
Som jeg oversætter til:
 
”Vi tilbeder vore fædrene guder, Saturn, Jupiter og resten af de der er bestemmer over verden, men mest Merkur, som vi i vort sprog kalder Odin”.
 
Vi kan se at munkene i Middelalderen mente at Odin var Den Hedenske Høje år 450 e.Kr. Det viser Beowulf-kvadet os ikke er sandt, men det synes allerede glemt i Middelalderen. Det kan derfor ikke undre at de katolsk censurede sagaer i 1200 tallet enten ikke forstår oprindelsen til Odin skikkelsen, eller nok snarere gør deres bedste for udelukkende at beskrive ham som en abstrakt gud der intet har med folket at gøre.
 
Tacitus, år 98 e.Kr., omtaler også dyrkelsen af Odin, som vi nu ved er identisk med Merkur, i omtalen af de guder der blev tilbedt i det nordlige Germanien:
 
”Af alle guderne, Merkur er ham de tilbeder mest. Til ham på visse fastsatte dage, er det tilladt at gøre selv menneskeofringer”.
 
Her skal straks indskydes det bemærkelsesværdige at det burde være Jupiter, den øverste i romernes gudeverden. Jupiter hed i den græske gudeverden Zeus, og vil vil senere se Herodot forklare os i Histories (bog 4:59) at den øverste gud hos skyterne, med hvem vi i samtiden havde identiske skikke, var Jupiter. Merkur er søn af Jupiter og nymfen Maia.
 
Hos Tacitus er er Merkur derfor lig Tordengudens Søn da Jupiter er identisk til Asa-Thor, der igen er alle vore slægters grundlægger og den første forfader. Da Drotten er Odin, og de udødelige forfædres levende gud, dvs. Søn af Gud = Tordengudens Søn,  finder vi at Odin er Thor og Thor er Odin, da drot og forfædre er uadskillige. Derfor bliver Mercredi (Merkur's dag) samme dag som Onsdag (Odin's dag).
 
Vi kan også se hvor ”Odingrænsen” gik og går. Udover i Skandinavien og på de britiske øer (Wōdnesdæg) hedder ugedagen ”onsdag” kun det samme i Holland/Friesland gennem ”woensdag.”
 
Folkeslagene i Germanien dyrkede de samme solguder, Thor, Freyr, Tyr, Solen og Månen, men "Odin's dag" blev i disse områder til ”Mittwoch” eller ”midten af ugen”.
 

Som man kan se så er ugedagene på finsk identiske med solguderne som vi genfinder hos Danerne, Anglerne og Sakserne bortset fra onsdag der, som på tysk, hedder ”midten af ugen.” Imidlertid så har Suomen Kielen Seura (Den finske sprogforening) og mine finske venner forklaret mig at ugedagene ingen mening giver på finsk. Det menes at disse ugedage blev introduceret i det finske sprog omkring år 1.000 e.Kr. fra oldnordisk, og man kender ikke til de oprindelige navne på ugedagene. Og dette faktum gør netop manglen på Odins dag bemærkelsesværdig. I litteraturfortegnelsen under ”Kalevala” viser jeg at Odin som shaman kaldes ”Väinämöinen” og at Thor i sin oprindelige form som sky-gud kaldes ”Ukko/Uko” og er identisk til vor egen ældste form Öku-Þor.
 
I Estland, som burde have samme navne på ugedagene som i Finland, kan vi se at ugedagene er omgjort til tal. Dette indikerer katolsk indflydelse, og betyder formentlig at disse navne er introduceret efter år 1219, det år hvor Valdemar Sejr muliggjorde navngivningen af Danernes by, Tallinn. Som i Finland, så forklarer min estiske venner mig  at navnene for fredag, lørdag og søndag ingen mening giver på estisk og er importerede navne. Igen ser vi fraværet af "Odin's dag".
 
Dette tror jeg skyldes at Odin her ikke var et tilnavn givet til høvdingerne af disse stammer. Det kan muligvis også forklare hvorfor "onsdag" på islandsk kom til at hedde "miðvikudagur" (midten af ugen-dagen). Der var ingen konge med tilnavnet Odin, der havde sæde på Island.
 
Den katolske metode at komme de gamle guder til livs på var at man erstattede ugedagenes navne med tal, det mest forfærdelige eksempel værende Island, hvor ugedagene i dag delvist er tal, som på portugisisk. Vær her opmærksom på at "onsdag" på portugisisk er "4. dag". Dette er samme system på Island hvor "tirsdag" er "þriðjudagur" (tredje dag). Vi kan fra "Mercredi" (fransk), "Miércoles" (spansk), "Mercoledi" (italiensk) og "Miercuri" (romansk) se at romernes navn for dagen var "Dies Mercurii" (Merkur's dag). Da alle andre ugedage i Tyskland og Finland refererer til solguder kan dette ikke være årsagen til at Odin ikke eksisterer i disse områder.

Odin var derfor et tilnavn givet til eller en betegnelse for alle høvdinger og konger af Ver Asir/Danir-folket.
 
Jeg vurderer helt specifikt at Odin som Alfaderen (Alföðr), herunder ”den en-øjede”¹ er en senere tilskrivning for at konkurrere med den kristne opfindelse fra år 325 e.Kr. ”Gud Den Almægtige”. Denne forståelse findes ikke i Beowulf-kvadet nedskrevet i 700 tallet e.kr. og må derfor være efter dette tidspunkt. Denne meget vigtige forståelse er behandlet i ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning”.
 
¹ Völuspá (vers 29, Ældre Edda)

Odin (Oðinn) som "Den En-øjede" i sen-nordisk forståelse, med Ringgrebsværd med scramasax klinge, som Solens og faktisk Konge i shamanens/julemandens røde klæde, med Hugin og Muni på hver sin skulder. Bemærk alle der tilspørger til farven på Odin's øjne; det ved vi ikke da Odin er Kongen og derfor kan have blå eller brune øjne. Som "Den En-øjede" skal det ene øje vise "Det Store Brag" og er derfor sort. I sin venstre hånd holder Odin Den Hellige Tråd, forbundet til Moder Jord, der indeholder forfædrenes visdom og ånd og gør det muligt for Odin at spå om fremtiden (se afsnittet "Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker". Tak til Anders og Dorrit Hansen, Vancouver, BC, Canada for henvisningen til denne vidunderlige afbildning. Billedkilde: Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760). Det Kgl Bibliotek, Håndskriftsafdelingen. Katalog ”Ny kgl. S. 1867 4º”; beskrivelsen findes i Kr. Kålund: Katalog over de oldnorsk-islandske Håndskrifter i Det store kongelige Bibliotek og i Universitetsbiblioteket (1900, s. 251-3). http://base.kb.dk/pls/hsk_web/hsk_vis.forside?p_hs_loebenr=4&p_navtype=rel&p_lang=dan
 

Den sønderjyske fornvise "dansk kongetal" viser med sætningen "Mig mindes Konning Valdemar, han var Konning hin onde", hvor "hin onde" er en omskrivning af "hin oden", at en af Valdemar kongerne (Valdemar II. Sejr?) har været opfattet som en levende Odin. 

Peter Frederik Suhm (1728-1798): Om Odin og den hedniske Gudelære og Gudstieneste udi Norden (1772, Første Bog: Om Odin, Første Kapitel: Om Odin som en Gud, § XVI, s. 62) skriver følgende, hvor "vores tid" er begyndelsen af 1700 tallet e.Kr.:

"Endnu i vores Tid dyrke Tzuwascherne, et Hedensk Folk i Kasan, den Afgud Thor ¹, og et Hedensk Folk ved de Siberiske Grændser, og Naboe af Ostiakerne, Thor, Frigga og Odin ^2".

¹  Philip Johan von Strahlenberg (1676–1747): Das Nord und Östliche Theil von Europa und Asia (1730, s. 347). Tzuwascherne kaldes i dag på nuengelsk for ”Chuvash”-folket. Kasan ligger ved Volga-floden ca. 725 km øst for Moskva.
²
Peter Schönström (1682-1746): En kort anledning till svenska historiens förfättande (skrevet efter 1726 & før 1744). Gengivet i Friedrich Christian Weber:  Das veränderte Russland I. (1744, Bog I., s. 162-163):

"Ein Schwedischer Obrister, Nahmens Schönström, ein Mann von guten Mitteln, Gelahrsamkeit und Verstande, hat die Zeit seiner Gefangenschaft in Siberien mit curieusen Anmerckungen und Betrachtung des Landes und der Einwohner zugebracht. Er schrieb an seinen guten Freund in Moscau, dass er eine Heydnische Nation an den Siberischen Gränzen (sind wahrscheinlich einige Nachbaren der Ostiaken) angetrofffen, und nach genauer Erkundigung über ihre Religion und Lebens–Art vieles darunter wahrgenommen, melchest mit dem alten Heydenthum eine sehr grosse Vehnlichkeit hätte; ja weil sie den ihrem Gottesdienste sich der Nahmen Thor, Fregga und Odde, welches die uhralte Heydnische Gotzen in Upsal gewessen, bedienten, so vermuthete er, dass diese heuden, die ihre eigene Sprache hätten, von denen Gothen noch herstammen müsten, welche zu alten Zeiten Schweden verlassen, am Ende der Ost-See ausgestiegen, und theils nach dem schwarzen Meer, theils in di Russische Provintzen gezogen, und dass vermuthlich einige durch Bedruck und Nacht Ihrer Feinde  gendthiget worden, solche Plätze in verlassen, sich zurück zu ziehen, und in dem hintersten Siberien, wohin sie niemand verfolgen wollen, ihre Sicherheit zu suchen….”

”En svensk oberst ved navn Schönström, en mand med god baggrund, lærdom og forstand, har anvendt sin tid i Sibirien til at sammenskrive bemærkelsesværdige anmærkninger og betragtninger over landet og dets indbyggere. Han skrev til sine gode ven i Moskva, at han traf en hedensk stamme ved grænsen til Sibirien (formentlig nogle naboer til Ostiakerne) og fandt, efter nærmere iagttagelser af deres religion og sæder, at meget heri bar lighed med den gamle hedendommen; ja, da de ved gudstjenesten gjorde brug af navnene Thor, Fregga og Odde, hvilke blev anset som guder i det gamle hedenske Uppsala, da formoede han at disse folk, der eget sprog havde, måtte nedstamme fra de Goter, der i oldtiden forlod Sverige for så at slå sig ned ved Østersøkysten, og dels drog til områderne omkring Sortehavet, dels søgte ind i de russiske provinser, og at formodentligt, på grund af forfølgelser af deres fjender, forlod disse steder, trak sig videre tilbage, og begav sig ind i det inderste Sibirien, hvor ingen mand ville følge efter, for at søge et fristed…”.

Min oversættelse til nudansk

Scyldinga-ætten, og den senere Wuffinga-æt, har to typer afbildninger af Odin: Afbildingen hvor Odin vises som Shaman, dvs. Wotan/Wodan eller ”leder af de der er i (den shamaniske ekstase) woð”, hvor han vises med ravnedødsmasken, som de fleste tror er et overskæg. Den anden form for afbildning er hvad jeg kalder ”rockstjerne”-afbildningen, hvor vi ser Odin som Gud/Konge på vej ind på ”scenen” med flot velredt langt hår. Nedenfor har jeg vist et eksempel på hver type afbildning. Se afsnittet ”Sarmatisk smedekunst i Danernes landområder” for flere afbildninger.

Odin – ”rockstjerne”- afbildning som Gud/Konge

Ovenfor: Plade fra Kong Rædwald’s kongehjelm fra Sutton Hoo ca. år 617-625 e.Kr.
Nedenfor: ”Seolfor pening” eller ”sølvpenge” også kaldet ”Sceat”. Udstedt i alle vore landområder fra Ribe via Dorestad til Ipswich i årene 670-755 e.Kr. Den viste mønt har ikke overraskende øgenavnet ”pindsvin” som følge af afbildningen af håret. Der er tre runer i Ældre Futhark: ”*oþila, Otael (Ethel)” (O), ”*tiwaR, Tir, Tiw”(T/D) og ”*naudiR, Nied (Nyd) (N). (”Vernus”-gruppen, Met 147, tegning fig. E s. 142 af denne mønt; BMC 3b (plade 11 nr. 2); S783; vægt 19.4 gram). I afsnittet ”Lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka” viser jeg hvorledes vi muligvis kan se hvor mønterne blev slået. Denne mønt har 1 ”bold” på bagsiden, hvilket antyder at mønten er slået i Ip’s Vig (Ipswich). Fra min private møntsamling.
 
 
 
 

Odin – ”ravnedødsmaske”- afbildning som Shaman

Maskebeslag. Har prydet forsiden af et pragtskjold. Fundet i Vimose, Fyn og dateret til begyndelsen af 200 tallet e.Kr. ”Overskægget” er ravnens styrevinger, ”øjenbrynene” er vingerne og ”næsen” er ravnens krop. Billedkilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (3. bind, s. 536)

Emaljeret sten af Kong Tukulti-Enruta/Ninurta II. Dateret til 900 tallet f.Kr. Vi ser Ashur afbilledet i skyerne (den oprindelige betydning af Himmelen/Heaven) i midten af solskiven med vinger på hver side, og styrevinger nedenfor. Findes på The British Museum.
 
Det er formentlig denne afbildning af skyguden, der videreføres i Rig Veda og er den oprindelige betydning af Thor, som Odin og faktiske konger af slægten, der er oprindelsen til ravnedødsmasken. Se kapitlet ”Bystaterne Assur og Ur(im)”.
Kilde: Indira Gandhi National Centre for the Arts

Kongen som Odin – Odin som konge i Gl. Lejre

Nr. 1: En, oprindeligt forgyldt, 2 cm høj sølvfigur fundet 2. september 2009, tæt på den store nyudgravede Lejrehal, Gl. Lejre af detektor- og amatørarkæolog Tommy Olesen. Roskilde Museum har dateret genstanden til 900 tallet e.Kr. Da smykket er af sølv må dateringen være efter år 670 e.Kr., hvor sølvpenge erstatter guldskillinger. Filosofien i kunstværket er dog oprindelig tanke fra før troskiftet år 600-630 e.Kr. Jeg tror en datering til 900 tallet er alt for sent, og daterer smykket til sidste halvdel af 700 tallet e.Kr. (efter 755, før 834).

En lignende tronstol i sølv med en konge siddende med 2 ravne bag sig blev fundet af detektor- og amatørarkæolog Torben Christjansen på en mark nær Nybølle på Lolland i 2016. Dette smykke er ikke større end en fingernegl.
Billedkilde: Billedet af kongen som Odin fra Lejre, gengivet i midten (Nr. 1), er taget af Ole Malling, gengivet med forlov og med copyright til Roskilde Museum. Tusinde tak til Martin Borring Olesen og John Hart, begge Roskilde Museum, for hjælp med fremskaffelsen af billedet.

Det nærmeste vi kommer i kunst til hvad dette klenodie gengiver, er kongen som taflbrik gjort af hvalrostænder, "tanntafl" (oldnordisk), dateret til ca. år 1135-1150 e.Kr. (Nr. 2). Taflbrikken blev fundet på Isle of Lewis, den nordligste af øerne på Hebriderne, der faldt under kontrol fra Norge. De 78 fundne brikker (93 dele i alt; 8 konger, 8 dronninger, 16 biskopper, 15 riddere, 12 tårne og 19 bønder) er muligvis fra 4 sæt skakspil, der i samtiden har været helt nyt. Kongen er gengivet i siddende på sin tronstol, han bærer kongekrone og våben (sværd), hvorfor han er gengivet som værner af riget, hvilket er hans opgave både i Cyningtaefl og senere Skak. Tronstolen har beskyttende drager på bagsiden, hvorfor tronstolen er hellig. Han bærer kappe, og der er et mønster på kappens vævede borter.

I Gl. Lejre sidder kongen (Odin) på sin tronstol og højsæde, som konger nu gør.  Her kan vi passende gøre op med en udbredt misforståelse.

Hliðskjálf  - hverken tronstol eller sal, men et hjemsted og Troja

Grímnismál (Indledningen, Ældre Edda) siger:

Oþinn oc Frigg sato i Hliþsciálfo oc sa vm heima alla

Odin og Frigg sad i Hliðskjálf og så ud over alle hjem

Skírnismál (Indledningen, Ældre Edda) siger:

Freyr sonr Niarþar hafði einn dag setzc i Hliþscialf oc sa vm heima alla;

Freyr, søn (af) Njord, havde en dag sat sig i Hliðskjálf og så ud over alle hjem;

Mine oversættelser til nudansk.

Læseren skal her være særligt opmærksom på, at når vi hører Odin og ”Frigia, Frigg, Frig" optræde sammen, er dette, uden undtagelse, altid en kenning for at vi befinder os i landskabet Þrúðvangar og derfor Troja i tiden før ca. år 1184 f.Kr. ”Frigg” er en kenning for landskabet Phrygia, Lille-Asien (se afsnittet ”Phrygia - Frigg's Land”). I Skírnismál gør samme sig gældende da hele dette digt omhandler optakten til Den Trojanske Krig med Paris’ rov af Helen. I Skírnismál er Freyr = Paris og Gerður = Helen, datter af Gymir (Kong Tyndareus til Sparta). Fra Skírnismál genberetter Snorre dette i Gylfaginning (kap. 37, Snorre Edda). Se afsnittet ”Ragnarok – Troja’s fald”. Vi skal også forstå at brugen af ”heima”, flertalsform af "hjem", i såvel Grímnismál (Ældre Edda), som Skírnismál (Ældre Edda) skal opfattes som ”rum, verdener”. I Skírnismál (Ældre Edda) skal Freyr fra nutiden berette om dyb fortid, og tiden i Troja ca. år 1184 f.Kr. Derfor falder ordvalget på ”hann sa i iotvnheima” (han så i Jættehjem”, da ”Jætteland, Jættehjem”, uden kendt undtagelse i oprindelig tanke, altid betegner (dyb) fortid. For mere om dette se ”Bilag N: Det hellige tal 9” (underafsnit ”Hel er jætteland og fortiden”).

Hvad betyder ”Hliðskjálf”?

Ordet ”Hlið” har mange betydninger; fra ”side” over ”led” til ”skovbevokset/græsbevokset fjeldskråning/bjergside”. Ordet ”skjálf” betyder ”skælven, rysten”. Sammenlagt opnår ”Hliðskjálf” betydningen ”skælvende græsbevoksede bjergside”. I såvel Grímnismál (Ældre Edda), som Skírnismál (Ældre Edda) er ordet en kenning for landskabet Þrúðvangar og Troja da det over en periode på 50 år i 1200 tallet f.Kr. rammes af en storm af jordskælv, der muliggør Slaget ved Troja og beretningen om Ragnarok (se afsnittet ”Ragnarok – Troja’s fald”, underafsnit ”Før Ragnarok”).

Ordet forekommer i Hamðismál (hin fornu) (Ældre Edda) i sætningen ”Höll sá þeir Gotna oc hlíð-scialfar Danpar”, som jeg oversætter til ”De så Goternes haller og Danpar’s skælvende græsbevoksede bjergside” (se afsnittet ”Tani’s oprindelige betydning”).

Vi kan nu se at ”Hliðskjálf” i oprindelig tanke hverken betegner en tronstol eller nogen form for hal/sal. Det betegner hjemstedet i rummet nutiden, hvorfor der i filosofi gøres tiltag til at se i andre ”heim” (hjem).

Fra denne oprindelige forståelse, som Snorre har fyldt styr på, skriver Snorre følgende i Gylfaginning (kap. 17, Snorre Edda):

Þar er enn mikill staður er Valaskjálf heitir. Þann stað á Óðinn. Þann gerðu guðin og þöktu skíru silfri, og þar er Hliðskjálfin í þessum sal, það hásæti er svo heitir. Og þá er Alföður situr í því sæti, þá sér hann of allan heim.

Der er end(videre) en stor stad der Valaskjálf hedder. Denne stad tilhører Odin. Denne gjorde guderne og tækkede (med) det skære sølv, og der er Hliðskjálf i denne sal, det højsæde som således hedder. Og når at Alfaderen sidder i dette sæde, da ser han (ud) over alle hjem.

Min oversættelse til nudansk.

Ordet ”staðr” kan opfattes som et ”sted” i almindelighed eller ”stad, by”. Det er den efterfølgende brug af det oldnordiske ”sal” (sal, hal, bygning), der udløser en fejlagtig forståelse af ”staðr” som ”sted”. Jeg mener at denne rette oversættelse må være til ”stad, by”, og at Snorre fuldt ud ved dette, hvorfor ”Valaskjálf” er tiltænkt som et heite for Asgård og ikke Valhalla. Denne forståelse fremgår direkte af Grímnismál (vers 6, Ældre Edda), hvor "Regin" (magterne)'s sølvtækkede sal "Valascialf heitir, er velti ser áss i ardaga" (Valaskjálf hedder, som en af aserne pløjede i tidernes morgen). Hvad Grímnismál (Ældre Edda) tænker på, og Snorre er enig heri, er Troja og landskabet Þrúðvangar. Nordisk filosofi i Ældre Edda ved beviseligt ved at Slaget ved Troja ender med et stort antal af vore krigere døde i det forgæves forsvar af en af stormjordskælv ødelagt Troja. Derfor opfindes i Grímnismál (Ældre Edda) det velklingende heite ”Valaskjálf” (Det skælvendes slagne). Argumentet kan vises på anden vis. Valhal tilhører naturligvis ikke Odin; det gør byer og landskaber derimod, når Odin opfattes konge i oprindelig tanke.

Det rejser så spørgsmålet hvorfor Snorre gør brug af det oldnordiske ”salr” (entalsform), hvis han beskriver en stor stad. Det gør Snorre fordi han fra Grímnismál (vers 23 og 24, Ældre Edda) ved, at der både i salen Bilskirnir (Bilscirni), der er Troja, og i dennes fremskrivning i rummet fremtiden i den næste verden, Valhalla, er 540 døre og gulve (Fimm hvndrvþ dvra oc vm fiorom togom….. Fimm hvndrvþ golfa oc vm fiorom togom). I nordisk filosofi er bystaten Troja altid beskrevet som én stor bygning, hvad de faktiske udgravninger af Troja understøtter. Bystaten Troja og hvorledes man mener den tog sig ud kan ses i afsnittet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok”.

Snorre forklarer os med andre ord, og han gentager blot hvad Grímnismál (Ældre Edda) og Skírnismál (Ældre Edda) allerede har vist os, at i Troja findes ”Hliðskjálf”, fordi Troja er hjemstedet, der igen er højsædet (hásæti) for landskabet Þrúðvangar. Igen må vi sige at ”Hliðskjálf” ej heller hos Snorre betegner en tronstol eller nogen form for hal/sal.

Det er først når læseren indser denne forståelse, at det er åbenlyst hvorfor Snorre netop giver os nøjagtigt denne forklaring i Gylfaginning (kap. 9, Snorre Edda):

Þar næst gerðu þeir sér borg í miðjum heimi er kallað er Ásgarður. Það köllum vér Trója. Þar byggðu guðin og ættir þeirra og gerðust þaðan af mörg tíðindi og greinir bæði á jörðu og í lofti. Þar er einn staður er Hliðskjálf heitir, og þá er Óðinn settist þar í hásæti, þá sá hann of alla heima og hvers manns athæfi og vissi alla hluti þá er hann sá. Kona hans hét Frigg Fjörgynsdóttir

Dernæst gjorde de sig (en) borg i hjemmenes midte, som de kaldte Asgård. Det kalder folket Troja. Der byggede guderne og deres ætter og gjorde derfra mange tidende og bestemte både på jorden og i luften. Der er et sted der Hliðskjálf hedder, og når Odin sidder der i højsædet, da så han over alle hjem og hver mands forehavende og var vis (om) alle dele han så. Konen hans hed Frigg Fjörgynsdóttir.

Min oversættelse til nudansk.

Bemærk endnu engang, at når Odin og Frigg er knyttet sammen, er det en kenning for at vi befinder os i landskabet Þrúðvangar og derfor Troja i tiden før ca. år 1184 f.Kr. ”Frigg” er en kenning for landskabet Phrygia, Lille-Asien, og når Snorre her gør hende til ”Fjörgynsdóttir” sker det fordi vi i Völuspa (vers 57, Ældre Edda) har et heite på Moder Jord – her landskabet Phrygia, Lille-Asien – i ordet ”Fjörgynjar” (Giver af Liv). Snorre er også meget snu i sit brug af ”miðjum heimi” (hjemmenes midte). Dette er ikke ”Miðgarð”, den kendte verden i rummet nutiden, men alene rummet nutiden, hvorfor der kan skues til andre ”hjem” (rum, verdener). Også her ser vi at Hliðskjálf ikke betegner en tronstol eller nogen form for hal/sal, men et hjemsted og Troja.

Fra Skírnismál (Ældre Edda) genberetter Snorre samme digt i Gylfaginning (kap. 37, Snorre Edda) med ordene:

Það var einn dag er Freyr hafði gengið í Hliðskjálf og sá of heima alla.

Der var en dag da Freyr var gået til Hliðskjálf og så ud over alle hjem.

Min oversættelse til nudansk.

Det betyder ikke at 12-mandsrådet ikke havde hver deres sæde, og at kongen som nr. 13 og formand for 12-mandsrådet, ikke have et højsæde, jvf. Gylfaginning (kap. 14, Snorre Edda):

…það er sæti þeirra standa í, tólf önnur en hásætið það er Alföður á

…hvor at sæderne deres står i, tolv, end(videre) højsædet, der Alfader tilhører

Min oversættelse til nudansk.

Men Hliðskjálf kaldes højsædet ikke.

Det oldengelske digt The Wanderer (Eardstapa) (sætning 41-44) fra 600 tallet e.Kr., fundet i Exeter Book fra ca. år 975 e.Kr., omhandler en omvandrende kriger (”eardstapa” eller ”jordstepper/jordbetræder”) sendt i landflygtighed (wadan wræclastas – vade vragbelastet, sætning 5 og 32), som følge af kongens død (goldwine (gyldne ven, sætning 35), winedryhtnes (drot-ven, sætning 37)). Det er denne konges tronstol, omtalt med det oldengelske heite ”giefstolas” (give-stolen), vi nu hører om:

Min oversættelse til nudansk. Det oldengelske ”breac” mener jeg må være datid af ”brucan, brukan, brukjan” (oldengelsk, oldsaksisk, gotisk) eller ”bruge”, hvis oprindelige betydning var ”nyde, fordøje, udholde”. Jeg er uenig i de fleste nuengelske oversættelser af disse sætninger. Jeg opfatter sætningerne således at krigeren i sit hu (hugin) tænker på sin konge; hvorledes de gav hinanden en varm velkomst, hvorledes han lå på knæ foran tronstolen, med hænder og hovedet foroverbøjet i underdanighed for sin drot, medens kongen nød brugen af sin tronstol, og hvorfra han gav ordrer, love og gaver.

Som følge af smykkets findested må det særligt fremhæves, at Kong Hrothgar (Hroðgar, Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525)’s tronstol i kongsgården Heorot i Gl. Lejre i Beowulf-kvadet (sætning 168) kaldes for ”gifstól” (give-stol). At dette må være det oprindelige ord for tronstolen kan vi rimeligvis slutte fordi også Beowulf, som ”Wedera þíoden” (leder af Weder-folket),  hvor "Wedera" er et heite for Götarne, må se sit eget hjem brænde ned. Herved afbrændes samtidigt ”gifstól Géata” (Götarnes give-stol), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2327- 2336). Det oldengelske "gief, gif" svarer til "gipt" (oldnordisk) og bliver til "gift" (nuengelsk, nudansk), hvor det på nudansk i dag kun ses som endestavelse i ord som "afgift, medgift, tilgift". Der er tæt sammenhæng mellem navnet på tronstolen og "*gebu, Geofu (Gyfu)"-runen (lydværdi "g"), der opfattes som "gave", men som billedtegnet "X" havde betydningen "anmærke, bemærke, regere, styre" (se kapitlet "At riste lyde"). 

Andre kaldenavne for tronstolen i Beowulf-kvadet er ”gumstóle” (krigsstolen, sætning 1952); der er Dronning Hygd’s tronstol (hun var gift med Götar-sønnen Kong Hygelac, Scyldinga-æt nr. 18, 475-521). Beowulf-kvadet (sætning 1087) nævner "héahsetl" (højsæde), der er den tronstol der skal stå i en nybygget mjødhal, betalt for - og rejst af Friserne til de danske (Dene) og jyderne (eotena) som krigsskadeerstatning efter det verdensberømte træf i Finnsburgh, Friesland år 446 e.Kr.

Heitet ”bregostól” (sædernes-stol, sætning 2196, 2370, 2389) er et andet navn for Beowulf og Hygelac’s tronstole. Ordet ”brego, bragr” (oldengelsk, oldnordisk) skal her opfattes som ”skik, sæder”, hvorved menes at tronen kun kan gives inden for stammen. Betegnelsen ”éþelstólas” (odelsstolen, sætning 2371) er også en betegnelse for Hygelac’s tronstol, men betegner her samme æt’s arveret til tronen.

I ”The Riming Poem” i Exeter Book fra ca. år 975 e.Kr. (sætning 24) kaldes højsædet for ”ealdorstol” (Older(mandens) stol), der i samtidens England svarer til en Jarl (Earl).

I felten kaldes tronstolen for ”faldastoll, faldastol, faldestoed, falþastols” (oldnordisk, oldengelsk (mercia), oldfransk, gotisk) eller ”foldestol”, der opfattes som ”højsæde, trone”. Et eksempel på denne kan ses i afsnittet ”Sarmaterne – Sauromatai”.

Kong Svend Grathe på tronstolen, som gengivet i Sächsische Weltchronik fra ca. år 1235 e.Kr.

Erik II. Emune fik sønnen Svend 3. Grathe (1127-1157). Han valgtes til konge på Sjælland og i Skåne år 1146 e.Kr. Kongens navn er skrevet "Swen", og den 30-årige lyshårede ungersvend er gengivet med krone, en fin rødternet kappe med kongeblå og hvid tråd, og iført kongens, og julemandens, obligatoriske røde kjortel. Tronen, der har stået på kongsgården i Roskilde, er her ikke en stol, men en bænk betrukket med silke? På bænken er lagt en enorm pude. Den viste afbildning af Kong Svend Grathe er taget ud af en visuel gengivelse af "blodgildet" i Roskilde 9. august 1157 e.Kr. (se afsnittet "Svend, Knud og Valdemar år 1131-1157 e.Kr.").
Billedkilde: Skalk (2009:6, s.27)

Hugin og Munin – Ravnene

På hver side af kongen (Odin) sidder Hugin (huet) og Munin (mindet), i deres egenskab af rådgivende hjælpeånder og stifindere, afventende kongens øje, og måske en belønning i form af lidt korn, et bær eller en luns kød.

Vi har meget få lignende gengivelser af Odin (kongen) med to ravne i deres egenskab af hjælpeånder. Én mulighed er på en bronzeplade fra Valsgärde hjelmen, Vendel, Upland dateret til år 550-793 e.Kr. dvs. fra Ynglinga-ætten (Nr. 3). Odin (Kongen) ses ridende på Sleipnir i den korrekte afbildning hvor hesten har fire ben. Vi ser tilstedeværelsen af ormen/slangen/dragen, Det Store Dyr (hesten), samt Hugin og/eller Munin, der rådgiver før rejsen. Odin (Kongen) er muligvis gengivet med ørnehjelm, og læseren bemærker at Hugin og/eller Munin er to forskellige fugle, hvoraf én er identisk til Odin’s hjelm, og derfor en ørn. På denne afbildning ser vi derfor ikke Hugin og Munin gengivet sammen. Omvendt må det være sandt, at én af fuglene er en ravn, i dette tilfælde fuglen til højre for Odin. Dvs. fuglen har Odin’s højre øre, der altid er det "rette" øre, jvf. det oldengelske "riht" (nuengelsk "right"). Nedenfor gengives endnu en bronzeplade fra samme hjelm, og med samme gengivelse af ørn og ravn.

Snorre Edda, Skáldskaparmál (75. Hrafnsheiti ok arnar) viser os at vi må opfatte mindst én af fuglene som en ravn:

Tveir eru fuglar þeir, er eigi þarf at kenna annan veg en kalla blóð eða hræ drykk þeira eða verð. Þat er hrafn ok örn.

To er fuglene, der ikke behøves at kendes (ad) anden vej end (ved at) kalde blod og døde kroppe deres drik og kød. Det er ravnen og ørnen.

Min oversættelse til nudansk.

Identisk til pladen fra Valsgärde hjelmen, Vendel, Upland har vi en fugl, muligvis en ravn, afbildet på guldskillingen fra et ukendt sted på Fyn (DR BR42), dateret til år 385-670 e.Kr. (Nr. 4). Jeg fortolker guldskillingens indskrift; ”houaR laþu aaduaaaliia alu” til ”Den Høje byder rigdom [,] Gro!”. Da visdom er en forudsætning for rigdom, kunne fuglen være ravnen der har givet den på guldskillingen afbildede person denne visdom. Bemærk at fuglen også her taler til personens højre, og derfor "rette", øre (se afsnittet ”Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder”).

Guldskilling dateret til år 385-670 e.Kr. fra et ukendt findested (DR BR47). Forståelsen af afbildningen er gennemgået i detaljer i afsnittet "Sværddans". Det er shaman og konge,  Woðan og Oðin, vi ser gengivet, herunder hamskiftet til fugl under drømmerejsen. Også her er ravnen gengivet således at den har kongens "rette" højre øre, ligesom vi også kun ser en enkelt ravn afbildet. 
Billedkilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater, (1952, planche 6:13, 6:14) og Herje Öberg: Guldbrakteaterna (1942, Illustrationer fig. 75, 76).

I Gilgamesh’s Saga (Epic of Gilgamesh), der er beretninger om kongen af Uruk ca. år 2750-2500 f.Kr., og findes på 12 lertavler skrevet i cunieform, har vi en beretning om en enkelt ravn, der har opgaven som hjælpeånd og stifinder (se Tavle XI). Samme beretning gengives i Det Gamle Testamente (1. Mosebog 8:7), som den engelske abbede Ælfric fra Eynsham (ca. 955-ca. 1010) gengiver således på oldengelsk ca. år 990 e.Kr.:

Se hrem fleah ða ut ond nolde eft ongean cyrran ær ðan ða wæteru adruwodon ofer eorðan.

Ravnen fløj da ud og ej efter dertil vendte mod førend at vandene var udtørret over jorden.

Min oversættelse til nudansk.

Kilde: S. J. Crawford: The Old English Version of the Heptateuch, Ælfric’s Treatise on the Old and New Testament and his Preface to Genesis, EETS  OS 160 (1922). Se tillige afsnittet ”Hvorfor uddøde jætter?”.

Samme enkelte ravn, gengivet inde i Solen, og med to beskyttende drager, kan ses på silkemaleriet fra gravfundene i MaWangDui i Hunan provinsen (se afsnittet "Drage-mønter"). Det er også en enkelt ravn, der i Knýtlinga Saga rådgiver Kong Valdemar I. den Store natten før slaget på Grathe Hede 23. oktober 1157 e.Kr. (se afsnittet ”Svend, Knud og Valdemar år 1131-1157 e.Kr.”).

Jeg vil derfor argumentere for at i oprindelig tanke, og kunst, er det kun en enkelt ravn vi forbinder med opgaven som hjælpeånd og stifinder. Er det Hugin (huet) eller Munin (mindet)?

I afsnittet "Skål, skåltaler og skålningsceremonier" (underafsnit "En skål fra en hovedskal") argumenterer jeg for at vor ur-erindring, og visdom tilføres os gennem Mimir, fra det indoeuropæiske ”*men-/*mon-“ – "at tænke"?. Det sker fordi menneskets ”kraft” findes i hovedskallen.

Jeg mener derfor at den oprindelige enkelte ravn må være Hugin (huet) da mindet gives os af Mimir. Denne slutning kan vises af andet vej. Ravnen, som den stejfer omkring i sin søgen, gør alene dette i rummet nutid. Derfor bør den oprindeligt alene bringe viden om Hugin (huet) tilbage til kongen (Odin).

Det her viste udsnit er fra helleristningen (Sö 101) på Ramsundsberget, Ramsund, Eskilstuna, Södermanland dateret til ca. år 1000 e.Kr. Denne helleristning er bedst kendt for sin gengivelse af Fáfnismál (Ældre Edda), men den centrale del af helleristningen viser stort set samme tanker som smykket fra Gl. Lejre. I Verdenstræet sidder to fugle. Fra fuglenes styrevinger kan vi se at fuglene ikke er identiske, og vi kan fra fremhævelsen af de enkelte styrefjer på fuglen til venstre, der går igen på udformningen af Ravnefanen, slutte at dette må være ravnen. Bundet til Verdenstræet er en opsadlet hest foruden rytter. Ovenfor har vi to beskyttende drager, imellem hvilken er en (gylden) halsring. Hvad mangler på denne afbildning er kongen (Odin). Han mangler fordi denne helleristning er en bautasten for "hulmkirs" (HolmgæiRs, Hólmgeirr, Holger). Hvad vi ovenfor ser gengivet er odelsbonden og lokalkongen Hólmgeirr's opsadlede hest, hans rådgivende ravn og jagende ørn, alle afventende omkring Verdenstræet med sine tre rødder i fortid, nutid og fremtid. Kongen som Odin - Odin som konge, der er rejst fra rummet nutiden til rummet fremtiden. Bemærk i øvrigt at ifald ravnen altid er at finde ved kongens højre øre, da er Verdenstræet symbolsk identisk til kongen (Hólmgeirr), og at han (Verdenstræet) er gengivet med krop og ansigt vendt mod sin hest, med de to fugle på hver af sine skuldre.

At ravnene Hugin og Munin, som to ravne samlet, er uhyre sjældne i kunst skal ses sammen med at ”Danebroge, Danibrók” som Ravnefane ligeledes er meget en sjælden undtagelse fra brugen af Dragemærket. Jeg mener at Ravnefanen opstår mellem år 755 e.Kr. og år 837 e.Kr. (se afsnittene ”Danebroge – Danibrók” og ”Ravnefanen”). Dette tidsrum mener jeg bør vægte stort i dateringen af dette smykke. Ravnene på denne kunstgenstand er ualmindeligt virkelighedstro, når sammenholdt med en ravn fra f.eks. Københavns Zoo (Nr. 5).

”Store Loftsgårds smykket” eller ”Brystsmykket fra Lousgaard 47” (DK bh47)

Smykket er fra en ubrændt kvindegrav ved Lousgaard (Lousgård, i dag ”Loftsgård”), Østerlarsker sogn, Bornholms Øster Herred. Der er samme sted fundet en perle med runer (DR EM85;161) i Ældre Futhark fra 600 tallet, hvis indskrift ikke er tydet. 

Som man kan se viser smykket en lykkebringende hestesko, båret som et brystsmykke. Udover opgaven som lykkebringende hestesko har smykket opgaven, at bæreren af smykket har to rådgivende hjælpeånder, ravnene Hugin og Munin, ved sin side. De to ravne, hjælpeånderne, beskytter det der er inde i hesteskoen, der samtidigt symboliserer det indre rum i gudehovet, der er helligt. Kunsten synes at være umiddelbart efter vor oprindelige kunststil, Stil I., og er i absolut verdensklasse. Stil II. (ca. år 570-800 e.Kr.) er kendetegnende ved brug af dyrefigurer, der smelter sammen i en højt udviklet båndfletningsornamentik. Finn Ole Nielsen, Bornholms Museer daterer kunststilen til Vendel stil F, dvs. år 750-800 e.Kr., og heri er jeg enig. Smykket er gennemgået i detaljer i afsnittet "Hestesko og lykke".

Billedlkilde: "Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 216, figur 181 ”Brystsmykke med Dyreslyngninger”). Tegnet af ”Magnus .P” (J.[ulius] Magnus Petersen?), gengivet spejlvendt på halespidsen af ravnen til højre. Bagsiden af brochuren "Bornholms Museum" (ISBN 87  88179 31 1). Tak til Finn Ole Nielsen, Bornholms Museer for hjælp med at identificere smykket.

Grímnismál (vers 20, Ældre Edda) forklarer os hvad vi i dag ved om Odin (kongen) og hans to rådgivende ravne:

Hvginn oc Mvninn flivga hverian dag iormvngrvnd yfir; ovmc ec of Hvgin, at hann aptr ne comiþ, þo siámc meirr vm Mvnin.

Hugin og Munin flyver hver eneste dag Jordens grund over; frygter jeg for Hugin, at han tilbage ej kommer, dog stedse mere for Munin.

Min oversættelse til nudansk. ”Ovmc” fortolker jeg som ”óumk” og en gradbøjning af ”óa, óask” (gribes af frygt, rædsel). ”iormvngrvnd” fortolker jeg som ”iörmungrund, jörmungrund (Jordens grund), hvor det oldnordiske ”grund” skal opfattes som ”græsbevokset slette med hård jordbund”. Sammenlign med heitet for Midgårdsormen; ”Jörmungandr, Jormungand” (oldnordisk, oldengelsk), samt forstavelsen i navnet på Goternes konge; “Jörmunrekr, Eormanríc” (oldnordisk, oldengelsk).

Herfra gengiver Snorre i Gylfaginning (kap. 38, Snorre Edda) samme forståelse:

Hrafnar tveir sitja á öxlum honum og segja í eyru honum öll tíðindi þau er þeir sjá eða heyra. Þeir heita svo: Huginn og Muninn. Þá sendir hann í dagan að fljúga um allan heim og koma þeir aftur að dögurðarmáli. Þar af verður hann margra tíðinda vís. Því kalla menn hann hrafnaguð…

Ravne to sidder på (skulder)akslerne hans [Odin] og siger i ørerne hans alle tidender som de ser og hører. De hedder således: Huginn og Muninn. Dem sender han ved daggry at flyve ud til alle hjem og kommer de tilbage ved davre(mål)tid. Deraf bliver han af mange tidender vis. Derfor kalder menneskene ham Ravnegud…

Min oversættelse til nudansk. ”Dögurðarmáli” er oversat fra ”dögurðr, dagverðr” (daffuorth (olddansk), davre), der erstattes af ”frokost” (egentlig ”tidlig kost”), og var den oprindelige morgenmad. Også her må vi opfatte brugen af ”heim” som ”rum, verdener”, dvs. ravnene rejser til fremtiden for at hente visdom fra fortiden hos forfædrene.

I afsnittet ”Forståelsen for ”tid”” viser jeg at i oprindelig tidsforståelse er tiden ”ótta, *uhta” kl. 0300 og derfor Daggry under Sommerhalvåret. Tiden ”miður morgunn” (midt morgen) svarer til 0600, hvor det oprindelige morgenmåltid, Dögurðarmáli, blev indtaget. Ravnene foretager derfor drømmerejsen på 3 timer. Tidsrummet for ravnenes drømmerejse må være tæt knyttet til kongens (og menneskets) virkelige drømmerejse, hvor de længste perioder med REM-søvn finder sted mod slutningen af en nats søvn, dvs. mellem 0300-0600. Det er fra REM-søvn at de bedst genkaldte drømme erindres.

I Beowulf-kvadet sænker nattens mørke sig over krigsdrotten, den gamle blending-mankede ¹ skjoldunge Kong Hrothgar (Hroðgar, Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525), og han ligger sig til at sove med sine krigere i Heorot, Gl. Lejre, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 1789-1792).

¹ Det oldengelske ord er ”blondenfeax”, og betegner formentlig en blanding af lyst og gråt hår, eftersom kongen er ”gamela” (gamle).

Herefter hører vi (sætning 1800-1802):

Min oversættelse til nudansk. Det oldengelske ”swæf” er fra ”swefan”, der oversættes til ”sove”. Det oldengelske ”wynne” er identisk til runen ”*wynju, Wynn” (lydværdi ”w”), som vi skal opfatte som ”lykke, fryd”. Det oldengelske ”bodode” er 3. person ental i datid af ”boda”, der kendes som ”gibod, boða” (oldsaksisk, oldnordisk) eller “bebude”.

I samtiden har alle været klar over at ”heofones wynne” (himlens lykke) er en kenning for ”Daggry”, der altid er den opstigende sol - fra Gl. Lejre stirrende ret øst mod "Solrød" (Solens rod) ud over Køge Bugt. Det er derfor ravnen i oprindelig tanke er knyttet til solen. Hvad ravnen naturligvis gør ved Daggry, som hanen på hver en gård i dag, er at den bebuder ankomsten af Daggry med sin kaldelyd ”hrrrrafn”. Fra forståelsen i Beowulf-kvadet kan vi nu se at i oprindelig tanke forbindes ankomsten af Daggry med ankomsten af ravnen, der bebuder sin ankomst med sin kaldelyd. Derfor kan kongen (Odin) først fra tidspunktet Daggry sende ravnen videre ud og spejde, men aldrig tidligere¹.

¹ Beowulf-kvadet har andre henvisninger til ravnen. Bl.a. har vi stednavnene ”Hrefnawudu” (Raven’s Wood, Ravneskoven), der også kaldes ”Hrefnesholt” (Ravneholt) (sætning 2935-36), som vi ikke geografisk ved hvor lå, udover at det er i nærheden af indlandssøen ”Vättern” (se afsnittet ”Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr”). Herudover har vi i sætning 2501 mandsnavnet ”Dæghrefne” (Dag-ravnen), en person fra Húga-[folket], en stamme i alliance med Frankerne (se afsnittet ” Froncum – Franken”). Til sammenligning er der 130 stednavne i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr., hvor forstavelsen begynder med "ravn-"; fra Ravnager over Ravnholt, Ravnsholt til Ravnsø. Det mest forekommende stednavn er "Ravnbjærg, Ravnebjærg, Ravnsbjærg". Se Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43, 3. bind: Registre, s. 110-112).

Beowulf-kvadet (sætning 3024-3027) lyder:

Min oversættelse til nudansk.

”wonna” fra tillægsordet ”won, wan”. Ordet forekommer i sætning 651 med ”wan under wolcnum” (mørk under skyerne), hvor farven vi skal opfatte er ”niht ofer ealle” (nat over alt), jvf. sætning 649. I sætning 702 bruges ”wanre niht” (mørke nat). Samme forståelse ses i sætning 1374 med ”won tó wolcnum” (mørk til skyerne). Det oldengelske digt Judith (sætning 206-207), fundet i samme samling som Beowulf-kvadet, har sætningen ”ond se wanna hrefn, wælgifre fugel” (og den mørke ravn, val-griske fugl), hvor vi i det oldengelske digt ”Den Søfarende” (The Seafarer, sætning 62) finder vendingen ”gifre ond grædig” (grisk og grådig, glubsk og grådig).

”fús” fra tillægsordet ”fúss, fús, fus" (oldnordisk, oldengelsk, olddansk), alle med forståelsen ”ivrig, begærlig efter”.

”Faégum” fra tillægsordet ”fæigr, feigr, fæge, fegi, fai, fegh” (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk, oldfrisisk, olddansk) med betydningen ”dødsens, hvis død er nært forestående”, i dag ”fej, fejg”. Den nudanske forståelse har ændret betydning til ”kujon”, gennem overgangsforståelsen at en person der ligger for døden ikke længere kan gøre modstand. Direkte oversat kunne ”fús ofer faégum” derfor skrives ”fus over (de) feje”, men giver ingen mening på nudansk.

”fjöl, fela, filu, felo, ful, filo” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, oldfrisisk, oldsaksisk) eller ”meget, mangt, mangen”. Ordet gemmer sig som forstavelse på nudansk i f.eks. ”fjællebro” (en bro sammentømret af mange stykker træ”.

”reordian” fra "reord" (tale, tunge, stemme) og derfor knyttet til "rædan, redan, raða, reda, rath" (oldengelsk, oldnordisk, oldfrisisk, olddansk), i dag "råd", hvis oprindelige betydning er (forklare, råd(give), råde, læse). Jeg mener dette ordvalg knyttes helt bevidst til ravnen givet fuglens rådgivende opgave i oprindelig tanke. En lille fugl kvidrer, men ravnen skræpper.

“spéow” fra “spéd, spod” (oldengelsk, oldsaksisk), begge med betydningen ”held, velstand”. Den nuengelske ”speed”, hvor indgår forståelsen hastighed, ser ud til at gemme sig underforstået i ordets oprindelige betydning.

I Finnsburgh Fragmentet (sætning 34-35) har vi følgende omtale af ravnen:

Hræfen wandrode    sweart and sealobrún.

Ravnen vandrede, sværtet og tilsølet brun.

Min oversættelse til nudansk.

“wandrode” fra “wandrian, vandræ” (oldengelsk, olddansk), der i sin oprindelige betydning om mennesker og dyr opfattes som at man med værdighed og i ro bevæger sig omkring uden egentligt formål. I ravnens tilfælde må vi derfor opfatte denne som svævende i luftstrømmen med udstrakte vinger, holdende godt udkig med alt og alle.

”Sealobrún” er sammensat af to ord: Forstavelsen ”sealo-” fra ”sölr, salu” (oldnordisk, oldengelsk), der igen er tæt knyttet til ”sol, sølæ, söla” (oldengelsk, olddansk, fornsvensk); alle med forståelsen ”tilsølet, beskidt”. Endestavelsen ”-brún” er farven af samme navn, der opstår ved blanding af blanding af sort (= ravnens fjerdragt), gult (=ravnens næb) og rødt (= blod). Måske det bedste tillægsord overhovedet til beskrivelsen af en ravn efter et vellykket besøg på valpladsen.

Völuspá (vers 42 og 43, Ældre Edda) gengiver 3 haner i hvert sit rum (verden); fortid, nutid og fremtid. Den "sod-røde" hane galer i Hel (fortiden), "Gyldenkam" galer over aser (nutiden), og den "fager-røde" hane, med heitet "Fjalar" (udkiggeren) galer over rummet "fremtiden". Da enhver fremtid altid begynder med solens ankomst ved Daggry, er "fagrrauðr hani" (fager-røde hane) en kenning for solen og Daggry. Dette er helt identisk til hvorledes ravnen opfattes i Beowulf-kvadet, og denne filosofiske "dobbeltgænger" er ekstrem usædvanlig i oprindelig tanke. Da Völuspá (vers 36-62, Ældre Edda) omhandler Troja og landskabet Þrúðvangar, Lille-Asien i tiden før ca. år 1184 f.Kr. er det muligt at hanerne netop bruges i disse vers fordi de rent faktisk er fugle fra det østlige Asien, der i 1200 tallet f.Kr. findes i Indien, Egypten og Lille-Asien. Tamhønsene skal derfor muligvis opfattes som kenninger for vore "folkevandrings-fugle", der ankom som tamfugle med vor egen folkevandring til Skandinavien. At dette kan være den sande forståelse synes understøttet af Snorre i Heimskringla (Ynglinga saga, kap 4. Úfriðr við Vani.). I striden mellem Aser og Vaner sender aserne en stor mand med heitet ”Hœnir” (hønen) til vanerne. Dette udløser halshugningen og ophavet til Mimir, som vanerne giver tilbage til aserne. Kenningerne i Ynglinga saga er vigtige, om end vanskelige, at forstå ret. Det må dog være sandt, at det er en forudsætning for at aserne kan give ”Hœnir” (hønen), at den findes hos aserne, og derfor er en folkevandringsfugl. Af samme årsag optræder ”Hœnir” (henir) i Völuspá (vers 17, Ældre Edda) som en del af det skabende trekløver; Odin, Ve (Vé) og Vile (Vili). Her indtager ”Hœnir” (henir) pladsen som ”Ve” (Vé), som vi skal opfatte som ”hellig/helligdom”, og loður (jordlodens afgrøde) pladsen som "Vile" (Vili) – viljen (se ”Bilag A: Rig Veda , Rígsþula og Manu Smriti” og "Bilag P-1: Völuspá - Vølvens Spådom") ¹.

¹ Jacob Kveiborg: Et knoglemateriale fra ældre romersk jernalder (OBM 7730) (Moesgård Museum, Konserverings- og Naturvidenskabelig Afdeling, Nr.3:2007). Lokaliteten "OBM 7730 Tokkendrup (FHM 4296/188)" findes syd for Otterup by, Otterup sogn, Lunde Herred, ca. 5 km vest for Odense Fjord. Langhusene og gruberne er dateret til ankomsttiden år 0-200 e.Kr. Her er, blandt mange arter af tamdyr, fundet knogler af Tamhøns (Gallus domesticus). Ibn Fadhlan’s beretning Risala (kap. 80) fra ca. år 921 e.Kr. nævner brugen af en høne i forbindelse med en begravelse (se afsnittet "Vikingernes krigsbøn").

Rig Veda har mange uafklarede fugle, gemt i heite og kenninger, hvilken fugleart vi derfor kun kan gisne om. Jeg har her valgt to steder i Rig Veda, hvor jeg mener den omtalte fugl kan være en ravn.

Rig Veda (Bog 2:XLII Kapiñjala):

1. Galdrende højt sin æt med skrig gentaget, sin stemme han afsender som en styrmand sit skib. O fugl, se varsler om medgang; fra ingen side må ulykken ramme dig. 2. Lad ej falken dræbe dig, eller ørnen, lad ej den pilebærende skytte nå dig. Til stadighed himmelråbende i nærhed af forfædrene, tal her lykkevarslende, bærende glædelige tidender. 3. Bringende gode tidender, fugl med gode jærtegn, skrig du højlydt mod syd fra vore gårde, så at ingen tyv, ingen ondskabsfuld mand kan overvinde os. Højlydt må vi tale, vidende, blandt fribårne mænd.

Min oversættelse til nudansk. Ældre Edda og Rig Veda er med brugen af ”Surtur” og ”Shudra”, identiske i forestillingen om at alle trusler altid kommer fra syd (se kapitlet ”Dværge”). Sanskrit ”stena”, direkte ”sten”, men oversat til ”tyv”. Sanskrit ”vidáthe” (vidende). Sanskrit “suvirās” (retskafne mænd, fribårne mænd) er et ord der ofte benyttes i Rig Veda som afslutningen på en sætning, og som jeg mener må opfattes som at fribårne samles på thinget til tale.

Fuglen “Kapiñjala” er ukendt. Det er foreslået at det kan betegne en Agerhøne (perdix perdix), hvorfor vi endnu engang har overvejelsen om hvorvidt dette er en høne eller en ravn. Spørgsmålet er om falken angriber ravnen? Svaret er at det gør den, hvis muligheden byder sig. Derfor kan vi ikke endeligt afgøre hvilken fugt der er tale om.

Rig Veda (Bog 10:CLXXVII  Māyābheda):

1. De Altvidende, med deres hu og minde, i tanker ser for sig fuglen prydet med Asens magiske kraft. I havets dyb klarsyn de har: De Vise søger varmestrålernes sti. 2. Fuglen råder over tale i sit sind: som landvætterne inde i Moder Jord's skød fremsagde det. Som De Strålende himmelsk tilbeder sandheden ved digtekunstens sti at beskytte. 3. Jeg kunne se kohyrden, utræt uden ligemand, vandrende på stien hid og did med ét bestemt formål: Påklædt alle steder (at vandre) uhindret mellem disse verdener.

Min oversættelse til nudansk. Sanskrit ”māyayā” har en række betydninger så som ”indre kraft, ydre krat, mystisk kraft”, og betegner ”en kraftfuldt sindsstilstand”. Sanskrit ”paśyanti” (at se (i drømmetilstand)); der tænkes her på huet og mindet. I Sanskrit ”patamgham aktam asurasya” er ”asurasya” ejefald, ental af ”asura” (”ahura” på Avesta-persisk) eller ”asen”. Sanskrit ”marīcīnām” fra ”marīcī” skal visuelt opfattes som de vandlignende varmebølger man ser stige op fra asfalt eller sand på en varm sommerdag. Axel Olrik viser i ”Loke i Nyere Folkeoverlevering” (Danmarks Folkeminder Nr. 3. Særtryk af Danske Studier 1908 s. 193-207, 1909 s. 69-84. Kbh. 1909. 16 s.), at den keltiske solgud ”Lug”, der blandes op med Asa-loki i bl.a. Jylland, i tanker tilskrives disse varmebølger. Derfor oversætter jeg ”marīcīnām” til ”varmestråler”. Sanskrit fra ”pataṃgho” fra ”patańgaḥ” er både et heite for ”solen” og ”fuglen”. Sanskrit ”ghandharvo, gandharva, gandhabba” er naturånder af hankøn, og skal sikkert sidestilles med landvætterne (landvættir), hvorfor jeg vælger dette ord. Herfra følger at de efterfølgende ord; sanskrit "gharbhe antaḥ" (skød/livmoder inde i) må være en kenning for (Moder) Jord's skød. "De Strålende" er heite for de oplyste skjalde og vismænd. Sanskrit ”ghopām, gopam” (kohyrden). Sanskrit ”anipadyamāna” (utræt, aldrig udryddet). Sanskrit ”pathibhiś” (stien hid og did). Sanskrit ”carantam” (vandrende).

Rig Veda (Bog 10:XVI:6 Agni) nævner ”den sorte fugl” (ental), der fortolkes som en kragefugl, dvs. enten en krage eller en ravn, og den forbindes her med et påført åbent sår. Ordene på sanskrit er ”krsnah śakuna”, hvor ”krsnah, krisna, krishna” i Rig Veda, og oprindeligt, skal opfattes som farven ”sort, kongeblå”, og ”śakuna” som et heite for ”fugl, jærtegn, varsel”.

Ikke overraskende ser vi derfor ligeledes Snorre forklare os heite for ravne i Snorre Edda, Skáldskaparmál (75. Hrafnsheiti ok arnar):

Þessi eru nöfn hrafns: krákr, Huginn, Muninn, borginmóði, árflognir, ártali, holdboði.

Dette er ravnenes navne: Krage, Hugin, Munin, borgmodig, år(s)flyver, år(s)tæller, kødbryder.

Min oversættelse til nudansk. Vi kan med heitet ”borginmóði” (borgmodig), som vi skal opfatte som at ravnen sidder på en høj forskansning og giver sig højlydt til kende med sin kaldelyd "hrrrrafn", i vort indre billede se ravnen for os.

De beskyttende drager

Dragen er i oprindelig tanke vor store beskytter. Derfor har tronstolen de to beskyttende drager, der altid beskytter det de vender ryggen til - her tronstolen, der derfor er hellig.

I afsnittene ”Dragemærket” og ”Hearg, Vé og Stavkirker” viser jeg de utallige afbildninger af beskyttende drager vi ser overalt; fra bautasten, over langskibe, på langhusenes gavle, som armbeskytter i form af kolbearmringe, til sengestolper, stavkirker og sølvpenge slået år 670-755 e.Kr. Vi er ganske enkelt aldrig foruden den beskyttende drage.

Jeg har gengivet forskellige udgaver på beskyttende drager fra Oseberg-fundet (Nr. 6). Osebergsskibet blev bygget år 815-820 e.Kr., og den afrejste kvinde døde år 834 e.Kr. Dragerne findes på flere forskellige sengestolper og særskilte udskæringer, herunder på selve skibet.

Dragerne i Gl. Lejre har halsbånd på, hvilket er usædvanligt da dette i kunst symboliserer at noget er ”tæmmet”. Dette er beskyttende drager aldrig, da det er deres uovervindelige vildskab, der er deres beskyttende egenskab. Et halsbånd antyder derfor at dragerne i stedet kunne være Den danske Hund. Omvendt ser vi aldrig to Danske Hunde gengivet som beskyttere, kun som rådgivende hjælpeånder og stifindere. Sidstnævnte opgave er på dette smykke givet til ravnene Hugin og Munin. For eksempler på Den danske Hund med halsbånd på se afbildningerne på pengebæltet fra Sutton Hoo, dateret til år 617-625 e.Kr., samt på sølvpenge møntet år 670-750 e.Kr. (gengivet i afsnittet ”De store hunde år 385-1100 e.Kr.”). Jeg mistænker at min sene datering til sidste halvdel af 700 tallet e.Kr. kan være årsagen til, at der i kunst synes at ske en delvis sammenblanding af gengivelsen af dragen og Den danske Hund.

Kongen (Odin) i Gl. Lejre bærer halsring.

Den gyldne halsring

I oprindelig tanke er den gyldne halsring Hariwalda-mærket, der sammen med det hellige sværd, og andet krigstøj, udgør den symbolske ret til at herske og pligten at forsvare og beskytte ætten. Vi erindrer at smykket tilsyneladende har været forgyldt, helt eller delvist, hvorfor det netop er den gyldne halsring vi ser. Se f.eks. Beowulf (sætning 2809-14). Beowulf (sætning 1208) nævner ”eorclanstánas”, der er et heite for den halsring som Hama (Heimdall/Heimir) fik tag i, og som også kaldes ”Brósinga mene” (oldengelsk, sætning 1199). Samme kendes som Freya’s halsring ”Brísinga men” på oldnordisk. I Beowulf er det en henvisning til den selvsamme halsring som Kong Hygelác (Scyldinga-æt nr. 18 og Ynglinga-æt nr. 13, ca. 497-521 e.Kr.) bar da han blev dræbt af Frankerne år 521 e.Kr. (Beowulf 1202-5, 2355-59, Gregory af Tour’s ”Historiae Francorum” (kap. III.3)). Måske er det herfra den senere oldnordiske beretning stammer (se afsnittet ”Hariwalda – Hærvælder – heraldik – mærke”, underafsnit ”Kæden med de Gyldne Tavler”).

Kjortel, hovedbeklædning og krigstøj

På kongen (Odin)'s kjortel har vi et helt specielt mønster, der er klart fremhævet fordi det skal forklare os et eller andet. Spørgsmålet er hvad? Flere har brugt tilstedeværelsen af mønstret til at argumentere for at dette må være et forklæde, ”kvenvoðir” i ”Þrymskviða” (vers 16, Ældre Edda), og at personen derfor er en kvinde, særligt fordi kongen (Odin) ej heller bærer krone, men en hue. Dette argument mener jeg må afvises fordi en kvinde; skjoldmø, dronning eller filosofisk Freya, aldrig ville blive afbildet på en tronstol, iført halsring, med rådgivende ravne og beskyttende drager. Jeg er vidende om at vi har en afbildning af en kvinde, iført kappe og hue, på en guldgubbe fra Bornholm dateret til år 550-600 e.Kr. (Nr. 7), i en sammenhæng jeg mener viser et bryllup (se afsnittet ”At tage til ægte med vielse og brudeløb (bryllup)”). Jeg er ligeledes klar over at vi øverst på Lillbjärs III. Bildstenen, Stenkyrka fra Gotland, dateret til år 7-800 e.Kr., har en afbildning af en kutteklædt Odin på hest (Nr. 8), dvs. i virkeligheden også kongen iført hue (se afsnittet ”Skjoldungernes skjolde”).

Kongekronen er ikke indført i 600 tallet e.Kr. Den muligvis tidligst kendte afbildning af kongekronen i kunst findes på et smykke fra en grav i det nuværende Sverige dateret til år 800-1000 e.Kr. (se afsnittet ”Hariwalda – Hærvælder – heraldik – mærke”). Bayeux gobelinen, der i helt utrolige detaljer beskriver optakten til og selve Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr, viser Kong Harold’s kroningsceremoni 5. januar 1066 e.Kr.. Udover at kongen gengives med den fysiske krone har vi den tilhørende ordlyd: ”Hic dederunt Haroldo coronam regis” (Her gav de kongekronen til Harold). Den fraværende kongekrone mener jeg antyder at vor datering af smykket må være fra 800 tallet e.Kr. eller tidligere.

Det er værd at fremhæve de tre konger på vægtæppet fra Skog Kirke i Hälsingland (”bonad, bonaden från Skog Kyrka”), dateret til ca. år 1250 e.Kr. (Nr. 9). Alle er vist med et mønster med den nedre del af deres kjortel, modsat alle andre personer på vægtæppet (se afsnittet ”Hearg, Vé og Stavkirker”). I kunstens love må det derfor være en rimelig antagelse at en del af mønstrets opgave er at være en kenning for Jarl æt.

Bemærk at kongen bærer brynje og kappe, men ingen våben, der i oprindelig tanke burde være her i forgyldt stand, symboliserende pligten til at forsvare og beskytte ætten. Det er, så vidt jeg kan se, centralt i den samlede forståelse at kongen er vist uden stikvåben, og jeg mener dette stærkt understøtter at kongen her er vist som Odin i hans egenskab af shaman eller ”Woðan” i betydningen ”leder af de der er i (den shamaniske ekstase) woð”.

Jeg mener derfor at hvad vi ovenfor ser gengivet er oprindelig tanke. Kongen som Odin er undervejs til at hamskifte, hvorefter han vil foretage en drømmerejse efter visdom. Vejen til den næste verden gives kongen af ravnene, der her er hjælpeånder og stifindere. Forestiller man sig en tegneserie vil den næste ramme vise enten Odin (kongen) som Halv hest/halv mand under rejsen til fremtiden for at hente visdommen fra forfædrene tilbage til nutiden (se afsnittet "Halv hest/halv mand - Odin i hamskifte"), eller Odin (kongen) stående på gangbroen "Bilrast, Bilröst" ¹ mellem de to verdener, som vi ser det gengivet i den miderste afbildning på guldskillingen (DR BR47) ovenfor. Jeg tænker mig at kongen er gengivet som Woðan eller vølve, og at mønstret og hovedbeklædningen skal symbolisere dette.

¹ Om hvorfor gangbroen kaldes "Bilrast, Bilröst" (mellemrum/tidsrum mellem to verdener), jvf. Fáfnismál (vers 15, Ældre Edda) og Grímnismál (vers 44, Ældre Edda), der i syn ligner, men ikke er, regnbuen, se "Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning".

Bronzeplade fra Valsgärde hjelmen, Grav 1., Vendel, Uppland, dateret til år 550-793 e.Kr. (Hjalmar Stolpe & T.J. Arne: Graffältet vid Vendel, 1912, plate 5.2). Krigeren (Odin, kongen) bærer vildsvine-hjelm (dvs. Ynglinga-ætten) og en enorm lanse (mindst 5 m lang), som han må hvile på sin venstre skulder for at holde i ligevægt. Flyvende ind fra venstre er to fugle; ørnen øverst og ravnen nederst (fordi ravnen har kongens "rette" højre øre, og fordi ravnens styrevinger altid er fremhævet). Den værnende vætte under hestens mule holder i seletøjet, og er iklædt meget fine klæder og en hue. Vættens dragt er identisk til de klæder personen bærer på guldgubben fundet på bopladsområdet i Ibsker, Bornholm, dateret til år 550-600 e.Kr. Dette er erilaR (Jarl) æt's klæder, hvorfor vætten er den dødelige konge's udødelige forfader. Vættens hovedbeklædning er identisk til hovedbeklædningen på kongen (Odin) fra Gl. Lejre, og årsagen er den samme. Dette er kunstens vis at gengive kongen (Odin) som vølve og shaman. Se også afsnittene "Jólnir - Julens Herre - Julemanden" og "Julenisserne - Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer".

Se også Tom Kristensen: Gudefigur, Skalk (2010:2, s.3-10), der ligeledes gennemgår Gl. Lejre-smykket.

Odin og Hvítramannaland

Fra ovennævnte beskrivelser af Odin, der fuldstændigt følger hvorledes folkevandringen var, findes der kun én kendt undtagelse, som ingen i dag kan give et tilfredsstillende svar på.
 
Den preusiske Baron Alexander von Humboldt (1769-1859) og den franske læge og botaniker Jacques-Alexandre Goujoud Bonpland (1773-1858) drog på en videnskabelig rejse til mellemamerika i årene 1799-1805. Dette resulterede i værket ”Vues des Cordillères” (1817). I bind I side 208 omtaler de at et folk i Guatemala og i Chiapas, Mexico mener sig nedstammet fra Votan.
 
Alle forskere er enige i at denne gud ikke er en oprindelig gud fra Aztezkerne eller Mayaerne. Guden beskrives altid som havende hvid hud og lyst hår. Man ved også at denne gud ikke tillod menneskeofringer, der var hvad god skik ellers tilsagde i samtiden. Det vides også at da Hernan Cortés ankommer til Mexico i år 1519, da eksisterer der allerede en tro hos folkeslagene om at en ”hvid frelser” en dag vil komme, og dette bliver naturligvis groft udnyttet i kontrollen af disse folkeslag.
 
Den eneste naturlige forklaring der kunne have sin rigtighed, at Grønlændernes emigration til Amerikas nordøstkyst i 1000 tallet tog dem længere sydpå en vi i dag er klar over, kan ej heller være rigtig.
 
I templet, der i dag kaldes ”Temple of Inscriptions” i byen Palenque, Mexico og som blev rejst i år 692 e.Kr., fandt man i 1952 en krypt, 24 meter under jordens overflade. Heri var et sarkofag hvori lå høvdingen Pacal Yotan (år 615-683 e.Kr.).
 
Iflg. Irene Nicholsons bog ”Mexican and Central American Mythology” (1967) fortæller sagnet om Votan/Yotan at han kom til Amerika fra et ukendt sted for at grundlægge en ny kultur. Han forlod sit hjem, kaldet ”Valum Chivim” (betydningen ukendt) og via ”huset med de 13 slanger” kom han til Valum Votan. Herfra rejste han op ad Usumacinta floden og grundlagde Palanque. Efterfølgende aflagde han flere besøg til sit hjemland. På en af disse rejser så han et tårn som var blevet ødelagt som følge af arkitekternes ”forvirrede tunger.” Votan blev dog tilladt at bruge en underjordisk gang for at nå til ”himlens klippe.”
 
Som sagt, hvorledes en høvding i Mexico mente sig nedstammet fra Odin, der ansås som en hvid, lyshåret Gud, og derfor må have sin oprindelse fra vor gudeverden, forefindes i Mexico i år 615 e.Kr. aner man ikke. At Odin ydermere synes at have rejst fra Mexico til sit hjemland flere gange gør ikke sagen mindre mystisk.
 
Det eneste vi måske kan sige til dette findes i Grønlands Historiske Mindesmærker (1. bind, s. 150-167). Her berettes, baseret på flere forskellige brudstykker fra sagaer ¹, om Are Maresøn (Ari Márson) fra  Reikhole på Reikjanæsset (ved Bredefjordsbugten), Island, der skulle have været muligvis den første nordboer i Amerika ca. år 982 e.Kr. og besøgt landet gentagne gange. ”Han blev forslaaet over Havet (af storme) til Hvitramannaland (Hvítramannalands), som af nogle kaldes det store Irland. Det ligger vester paa i Havet nærved Viinland det Gode. Det siges, at man kan sejle derhen i sex Dage (kan have været 16 dage)”.
 
”Hvítramannalands” kan betyde ”de hvidklædte mænds Land” eller ”De hvide mænds Land” og kan være en henvisning til enten eskimoer/indianere i dyreskindsklæder eller mexikanske bomuldsklæder. Det berettes at sproget der taltes af de indfødte mindede om keltisk/walisisk. Vi hører også at Are Maresøn (Ari Márson) ”ikke fik lov til at tage bort, men at han ellers nød megen Agtelse der (i Hvitramannaland)”.
 
¹ Landnáma, Hauksbók og Melabók
 

Ikke nok med at dette flytter opdagelsen af Amerika tilbage fra år 1000 e.Kr. til år 982 e.Kr. men der er noget galt med beretningerne. Hvorfor kalder nogen dette ukendte land ”Det Store Irland” (kan være en henvisning til hvad sproget der taltes mindede om), og ”Hvitramannaland” enten i betydningen ”de hvidklædte mænds Land” eller ”De hvide mænds Land”?. Ydermere beretter folkesagnet om Are Maresøn (Ari Márson) ”endog nær ved at tillægge ham en overmenneskelig Herkomst (fra de gode Alfer)” (1.bind, s.151). Med andre ord, Are Maresøn (Ari Márson) har i folkesagnet status af Gud, og Gud er Odin.
 
Ingen har givet en fornuftig forklaring på dette. Alle disse oplysninger tilsammen gør at der her ligger en stor uløst gåde for fremtiden at løse. Mit gæt er at Are Maresøn (Ari Márson) er identisk til beretningen om Votan i Mexico og at det er dateringen af begge beretninger vi er nødt til at efterse nærmere.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Odin og Den Levende Buddha

Det er også nødvendigt at omtale legenden om ”Den Levende Buddha” – et i historisk sammenhæng nyt begreb, der først opstår i Yuan dynastiet (år 1271-1368 e.Kr.) hvor Kejser Kublai Khan giver Sakya folkets høvding titlen ”Buddha af det Vestlige Paradis.” Først fra dette tidspunkt bliver munke fra Tibet, der var skriftkloge og kyndige i Buddhismens ritualer og skikke, omtalt som ”Levende Buddha” og reinkarnationssystemet indføres.
 
Efter sagnet skulle den første Levende Buddha været blev født Siddhartha Gautama i Kohana, nordvestlige Benares (i dag Varanasi) ved foden af Himalayabjergene på sletterne mellem Indien og Nepal. Der er ingen enighed om i hvilket tidsrum denne person levede, variende fra et muligt fødselsår i år 563 f.Kr. til hans mulige død år 412 f.Kr. Årsagen til dette skyldes ganske sikkert teologernes kamp om hvorvidt Confucius/ K'ung Fu-tzu (ca. år 551-479 f.Kr.) levede før eller var samtidig med den Levende Buddha.
 
Den kinesiske krønikeskriver Yu, Huan skriver år 239-265 e.Kr. i Weilue (Folkene mod vest – Kapitel 6 - Kongeriget Linni):
 
”Kongen af dette land var stamfader/fosterfader til Futu (Buddha). Buddha var tronarvingen. Hans fader blev kaldt Xietouye (Suddhodana). Hans moder blev kaldt Moye (Maya)” ^1
 
1 Kongeriget Linni kaldes også ”lumbini” og er identisk til Rumminidei i landskabet Terai/Tarai i det sydlige Nepal, 3.2 km nord for Bhagavanpur og ca. 1.6 km nord for Paderia. Kun 28 km vest fra Lumbini ligger bygden Tilaurakot, der menes at have været kongesædet for Sakya-folket. Oversættelsen og noten hentet fra John E. Hill’s oversættelse til engelsk september, 2004. Oversættelsen af Weilue er nedskrevet i Sanguo zhi (zhuan 30) fra 429 e.Kr.

Han omtales også som Sakyamuni (betyder ”Vismanden fra Sakya”), Siddartha, Tathagata, Dharmaketu, Gautama Buddha og Gotama afhængige af hvilke kilder vi læser. Hans fader, Suddhodana, var konge af Sakya folket. Hans moder, Dronningen, hed Maya. Han blev gift som 16-årig med Yasodhara og var blevet beordret til at leve sit liv i fuldstændig isolation. Som 29-årig forlod han sit kongerige og nyfødte søn for at leve a simpelt liv og forsøge at forbedre livet og livets vilkår. Det menes at Sakya folket var et tempelpræst/krigerfolk og så vidt jeg kan se identisk med goterne.
 
I afsnittet ”Yggdrasill – verdens- og juletræet” argumenterer jeg for at Siddhartha Gautama er identisk til tempelpræsten med titlen ”magiker” (magush) Gaumâta, der leder et oprør i det nordlige Persien 11. marts år 522 f.Kr. jvf. inskriptionen fra Behistan.
 
James Legge skriver i år 1886 i sin oversættelse af Fa-Hiens rejsebeskrivelser fra ca. år 402 e.Kr. hvor Fa-Hien besøger Indien og opsøger buddhister:

”Sakya-folket, som følge af skikken blandt noble familier i Indien, havde lånt navnet fra gamle Vediske barde familier.”

Vi vil senere høre andre kilder omtale Sae (kinesiske krøniker)/Sacae (Herodot) folket, som vi med sikkerhed ved er indoropæere, og som vi også ved kommer ned til Nordindien over Hindu Kush.
 
Hvad der gør oprindelsen til den første Buddha interessant er at det først nu er ved at almindeligt accepteret, og som historien her forhåbentlig viser, at folkeslagene i Nordindien og på sletterne i Kasakhstan var indoeuropæere. I det mindste er det helt uden for historisk diskussion at ihvertfald krigerrangen og tempelpræsterne var det.
 
Mit gæt er derfor at den første Buddha har været en tronarving til et kongeligt dynasti af indoeuropæiske gotere, der i stor grad har haft samme skikke som os. Det har den følge at kongen af dette dynasti har haft status af Gud og dermed har tronarvingen, Den Levende Buddha, været Søn af Gud og senere selv indtrådt i rollen som Gud. Dette forklarer hvorfor denne person bliver dyrket som Buddha.
 
At dette må være sandt kan vi se fra Jaiminingŗhyasūtra-Veda. Her omtales astronomi og vi forklares at planeten Jupiter kaldes ”Brahman” (og symboliserer hele universet, dvs. den øverste af alle guderne. Brahman er naturligvis de udvalgte tempelpræster). Planeten Merkur kaldes Visņu og Buddha (i Pañcavimśa Brāhmaņa Veda). I senere romersk mytologi er Merkur søn af Jupiter og nymfen Maia, hvor Jupiter er den øverste gud. Bruges samme analogi til Veda bliver Buddha ligeledes Søn af Gud, som vi har hørt at også Odin var (se  Subhash Lak i litteraturfortegnelsen).
 
Samtidigt sidestiller dette Buddha med Odin og begge skal formentlig forståes på samme vis, dvs. baseret på levende personer. At evolutionen af såvel Odin som Buddha senere afviger er kun naturligt da det er andre folkeslag der overtager Buddha som deres Gud. Fa-Hien forklarer os at Buddhismen ankommer til Kina år 58-75 e.Kr.
 
Buddha oprinder af ordet ”budh” og sanskrit ”bodhati” der betyder ”at vide, at opfatte”. Buddha betyder derfor ”den vise, den oplyste”.

Til venstre: Buddha i Lotusposition fra Osebergskibet, Vestfold, år 815-834 e.Kr. med vort urnordiske solhjul. Til højre: Myklebostad-Buddha ligeledes fra Norge. Ingen forskere har givet en fornuftig forklaring på hvorfor disse Buddha, der ikke menes at være importeret, forefindes blandt vore oprindelige skikke. Ritualet “útisetur”  (udesiddende) var en af vore oprindelige trance-skikke. Er dette ritual en urskik bragt med under folkevandringen fra Asien og videreført i Norden? Oldnordisk Ordbog forklarer “útisetur” med "sidden ude ved Nattetider for at udöve Troldkonster". Personen der gennemførte det shamaniske ritual kaldtes "útisetu-maðr" der i Oldnordisk Ordbog oversættes til "Troldmand"!

  
I tilknytning hertil viser jeg under ”Bilag F: Odensholm, Estland og legenden om Odin” at legenderne om Odin på Odensholm, Estland og legenden om den første Levende Buddha i Nord-Indien er identiske.
 
Sidst, men absolut ikke mindst, så vil de fleste læsere være klar over at såvel vore egne sagaer som græske krøniker fortæller om Odin at han var fremsynet og troldklog. Evnen til at kunne forudsige fremtiden er uigenkaldeligt forbundet med Odin. Hvad er gået tabt er hvorledes dette skal forstås.
 
Jeg skulle gerne have overbevist læseren om at betegnelsen Odin var tilnavnet givet til og/eller eftertidens minde om vore store sønner og døtre fra kongeslægten. Det ligger dybt i vore oprindelige skikke, som historien her vil give mange eksempler på, at en meget vigtig del af det af blive gjort dannet var at lære af visdommen fra vore forfædre, en visdom opbygget af 1000 års erfaring med universalle sandheder og ledetråde for fremtidige Daner.
 
Når Odin derfor er fremsynet eller ”Óðinn var forspár” så betyder det at ved at forstå og lære fra vore forfædres erfaring og visdom, så  giver dette os muligheden for at forudsige en stor del af vor fremtid – uden fortid, ingen fremtid. Herved har vi altid haft evnen til at være et skridt foran alle andre kulturer, og en evne til at forstå at de handlinger vi foretager os i dag har en indflydelse på hvad morgendagen vil bringe.
 
Sun Tzu’s ”Om krigens kunst” ca. år 475-221 f.Kr. skriver i min danske oversættelse fra engelsk følgende:

Brugen af Spioner
 
Dette forvarsel kan ikke frembringes fra ånderne; kan ikke opnås udledet af erfaring, eller gennem nogen form for beregning.
 
Viden om fjenden’s opstillinger kan alene opnås fra andre mænd.
(kap. XIII, sætning 5 & 6)

Fra ovenævnte læresætninger om hvorfor brugen af spioner i krigsførelse er vigtig, kan vi også se at netop Odin’s evne til at spå om fremtiden ved at hente visdom fra forfædrene og bruge den levende generation’s egen erfaringer, var præcist hvad der foregik i praksis. Læresætningerne forsøger her at sige, ganske rigtigt, at dette ikke er tilstrækkeligt i krigsførelse.