Troen på Gud

Denne historie er heldigvis ikke et filosofisk værk, men erkendelsen af at Herren er Solen, at Gud er mindet, æren og respekten for vore forfædre, og at den ”moderne” Deos-Gud er en opfindelse af fri fantasi fra sidste halvdel af 300 tallet e.Kr. gør, at mange der læser og forstår dette kan ende op i et tomrum.

Den ”moderne” Deos-Gud opfindes i forbindelse med den katolske kirkes første oecumenicalske råd der fandt sted i Nicaea, Bithynia i dag byen Iznik, nordvestlige Anatolien, Tyrkiet fra maj-august år 325 e.Kr. Her tager man de første skridt til at formulere doktrinet omkring Treenigheden.

Guderne i Det Gamle Testamente, og derfor i oprindelig semitisk forståelse, er som i vor egen urfilosofi, flere guder under urokse-gudinden. Vi kan ganske enkelt se dels at dette er sandt, dels hvorledes historieforfalskningen har angrebet dette:

"fik gudssønnerne øje på menneskedøtrenes skønhed..."
"That the sons of God saw the daughters of men that they were fair..."
(1. Mosebog 6:2a)

Ordene "gudssønnerne/sons of God" er oversat fra det hebraiske "bene ha-elohim'" der betyder "sønner af guderne" (flertal). Denne forfalskning af Det Gamle Testamente sker fordi man til Det Nye Testamente har opfundet en ny Deos-Gud af hankøn. 

Da ”guderne” er de udødelige forfædres sjæle, og ”sønnerne” de nulevende og dødelige ætter, kan vi ikke fortænke disse sønner i at have et godt øje til kvinders skønhed.

Det eneste andet sted vi ser det hebraiske ord "bene ha-elohim'" benyttet er i Jobs Bog fra Det Gamle Testamente.

”Nu hændte det en dag, at Guds sønner kom og trådte frem for Herren, og iblandt dem kom også Satan”
"Now there was a day when the sons of God came to present themselves before the LORD, and Satan also came among them"
(Jobs Bog 1:6)

Samme sætning gentages i Jobs Bog 2:1. Endelig har vi ordet i Jobs Bog 38:7.

Sætningerne fra Jobs Bog i Det Gamle Testamente er yderst spændende ifald de opfattes som oprindeligt udtænkt i semitisk filosofi, modsat perverteringen i Det Nye Testamente, og de fejlagtige oversættelser af "bene ha-elohim'" i de nuværende udgaver af Det Gamle Testamente.¹

¹ Se også flertalsbrugen af det hebraiske ord "elohim" (guderne). Ordet oversættes i bl.a. 1. Mosebog (20:3) til "Gud", der jo som den moderne Deos-gud ikke rigtigt var opfundet da Det Gamle Testamente fandt sted. Denne forståelse kan ligeledes ses i 5. Mosebog (10:17, 13:2), Salmernes Bog (82:6) og Daniels Bog (2:47).

Som vi kan se er enheden ”Satan” at finde blandt gudernes sønner.

I ”Bilag Æ: Bibelens begreber Hedning , Djævlen, Dæmoner og Engle” viser jeg at Det Nye Testamente (Johannes’ åbenbaring, 12:9) sætter lighedstegn mellem Djævlen og Satan. Denne omskrivning sker fordi Djævlen er identisk til ”De 7 Vise”, Aser + Vaner + Ætling/Balder, der i kristen teologi er de ”store forførere” af stammer.

Enheden ”Satan” (hebraisk) har oprindeligt i hebraisk fortælleteknik betydningen ”modstander/nidding/bagtaler”, dvs. en person fra ens egen stamme, der planlægger forræderi ¹. Denne enhed er det hebraiske sidestykke til Loki.

Da ”Herren” altid er Solen kan vi se at hebraisk filosofi er helt identisk til vor egen. Derfor kan skaberne af Det Nye Testamente omskrive Djævel og Satan til den samme enhed da de begge i kristen teologi repræsenterer det samme; fjenden blandt de kristne, eller os.

¹ Elaine Pagels’ forklaring i ”The Origin of Satan” (1995) at "Satan" oprindeligt var en engel sendt af Gud for at bremse eller forhindre menneskelig adfærd er en absurd pervertering af sandheden, der bygger på en allerede forfalsket opfattelse af at Deos findes i Det Gamle Testamente, samt at "bene ha-elohim'" skal forstås som det urnordiske og græske ”engel”. Det hebraiske ord, og sidestykke til vore ”engle”, er "malochim" (budbringere). Kristne opnår bedre lærdom ved at læse om "Satan" i Barbara Thiering's "Jesus The Man" (1992, s. 65, 80, 98),  hvor vi ser hvorfor Judas og Pave Simon Magus begge kaldes "Satan". Wulfila bruger ordet "satanan" (Lukas-evangeliet 10:18), der må være et låneord fra det græske "satanas" fordi ordet ikke findes på gotisk.

"Tre-enigheden" opfindes som bestående af "Faderen", "Sønnen" og "Helligånden". Alle stammer verden over, inklusive os, har samme grundliggende opbygning;

• Forfædrene dyrkes som guder og er "ætten". Den oprindelige forståelse for ordet i tre-enighedsbegrebet var "atta" eller "ætten". (Se Litteraturfortegnelsen under "Sturluson, Snorre" for gennemgang af dette). Først ca. år 1000 e.Kr. ændres dette til "Fader".
• Drotten (Konge eller Dronning) har status af Gud og er Alfaderen (et heite for Odin) da denne er det levende symbol på forfædrene, jvf. titlen "cyning" eller "konge" eller "slægtens efterfølger". Derfor er drottens tronarving (søn eller datter) altid "søn af Gud".
• Den oprindelige betydning af "Gud" er "ånden kommende fra gravhøjen" dvs. forfædrenes ånd . Den Hellige Ånd er derfor for alle folkeslag "ånden fra forfædrene", der dyrkes som guder.  

Hvad det 1. kirkeråd gør er at omskrive disse universale forståelser til én ny Deos, der gøres til hankøn, og styres fra Rom. Derfor finder vi naturligvis tre-enighedsforståelsen, som vi kalder "Valknuden" - den ubrydelige knude, i Det Gamle Testamente, men denne har intet med røverhistorien fra det 1. kirkeråd at gøre. Samtidigt erklæredes Arius’ version af kristendommen for kætterisk, da dens store popularitet var blevet en trussel for den romersk-katolske kirke ¹.

¹ Kejser Konstantin (285-337 e.Kr.). Kejser af Rom år 306 e.Kr. Sejrrig i borgerkrig år 312 e.Kr. Anerkender den katolske kristendom år 313 e.Kr. Kejser af hele Romerriget år 324 e.Kr. Derfor kan den 1. synode afholdes maj-august år 325 e.Kr. Samtidigt opfindes Jesus fødselsdag som værende den 25. december.

I ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning” viser jeg hvorledes vi oprindeligt opfattede år nul og dets betydning, samt hvorfra inspirationen til den moderne Deos-Gud kom.

Tomrummet opstår i frustrationen over at vi ikke længere behøver at se Solen som Herren og vore forfædre som Gud , og derfor ender op med mangel på noget at tro på overhovedet. Denne frustration kan ydermere blive til vrede i erkendelsen af at vi fra barnsben er blevet pakket en røverhistorie på.

Jeg tror næppe moderne filosofer mener at forudsætningen for at tro på den ”moderne” Deos-Gud er uvidenhed til trods for at det er ganske nærliggende, og for alle der har boet i 3. verdenslande i høj grad korrekt.

For et tænkende menneske, der har forståelse for sin fortid, er troen på den ”moderne” Deos-Gud en umulighed og det findes der to løsninger på:

1. Enten at man vælger at lade fornuften tilbage og tager det sidste skridt i troen på den ”moderne” Deos-Gud i blind tro eller
2. at man vælger at tro på noget andet, f.eks. sig selv, familien, ens landsmænd, sit land og ikke mindst stammens skikke, den forne sæd.

Efter min mening var det netop sidstnævnte der var hjørnestenen i vor oprindelige tro. Sideløbende dermed havde vi alle de guder vi behøvede til en given lejlighed under Moder Jord for at livet kunne gå videre og lykken vedblive at stå os bi.¹

Nr. 512 Dyrck then gwdh gernæ som baade giffwer korn oc kærne
(Dyrk den gud gerne som både giver korn og kerne)

¹ Adam af Bremen forklarer i Bog 4:XXII (s.269): ”Men naar de kommer i Knibe under Kamp, anraaber de én af den Mængde Guder, de dyrker, om Hjælp; efter Sejren er de saa ham hengivne og foretrækker ham frem for de andre”.

Denne skytsgud kaldes ”fulltrúi” eller ”fuldtro” i betydningen ”den i hvilken man har sat hele sin tro”. Vi genfinder samme forståelse i Peder Laales Danske Ordsprog:

Nr. 382 Manghe ære wennæ oc faa fwll troo
(Mange er venner og/men få fuldtro)

I filmen ”Ruling Class” (1972) spiller Peter O'Toole (1932 Irland -) Jack Gurney, søn af Jarlen af Gurney. Jack overtager faderens ejendom, bliver Jarl og tror han er Jesus. En dame spørger Jack/Jesus/Peter O'Toole:

”When did you first realise you were God ?"

Jack/Jesus/Peter O'Toole svarer:

”When I realised that every time I was praying
I was really talking to myself".

Richard Phillips Feynman

(1918-1988. Los Alamos 1942, Nobelprisen i Fysik 1965)

”God was invented to explain mystery. God is always invented to explain those things that you do not understand. Now, when you finally discover how something works, you get some laws which you're taking away from God; you don't need him anymore. But you need him for the other mysteries. So therefore you leave him to create the universe because we haven't figured that out yet; you need him for understanding those things which you don't believe the laws will explain, such as consciousness, or why you only live to a certain length of time--life and death -- stuff like that. God is always associated with those things that you do not understand. Therefore I don't think that the laws can be considered to be like God because they have been figured out”.

(Citat fra bogen ”Superstrings: A Theory of Everything” (1988) redigeret af Paul C.W. Davies og Julian Brown. Bogens titel er en behandling af Einstein’s 3. store teori (udover de to relativitetsteorier fra 1905 og 1915) ”A Theory of Everything” der var et forsøg på at fremkomme med en teori der kunne forklare alle de grundlæggende sammenhænge og derfor ”read the mind of God ”. Einstein blev aldrig færdig med teorien. Det er måske i denne sammenhæng af Richard Feynman ytrer disse meget kloge ord om hvorfor guder overhovedet eksisterer.)

Religion og gudsdyrkelse
 

Det er her værd ganske kortfattet at se på hvorledes Kirkeministeriet opfatter begreberne ”religion” og ”gudsdyrkelse”. Vejledningen hertil er fra 2002 ¹ og den har følgende begrebsforståelser:
 

• Ved en religion forstår ud­valget en specifikt formuleret tro på menneskets afhængighed af en magt, som står over men­neskene og naturlovene, og en tro som giver retningslinjer for menneskets etik og moral.

• Begrebet ”gudsdyrkelse” er et teistisk begreb, som er for snævert i et moderne, religiøst plu­ralistisk samfund. Derfor er det nødvendigt at anvende et mere abstrakt ”gudsbegreb” som dækkende ”opfattelsen at mennesket er afhængig af en transcendent magt”.
  

¹ ”Vejledende retningslinjer udarbejdet af det rådgivende Udvalg vedr. Trossamfund 2. rev. udgave, januar 2002”. Forståelserne er ganske vigtige derhen at de er en del af de krav der opstilles før et ”trossamfund”, som f.eks. Forn Siðr, kunne godkendes:
 
”Begrebet ”trossamfund” består af to dele, nemlig ”tro”, som er specificeret som ”gudsdyrkelse ... efter en nærmere udformet lære” og ”samfund”, som er nærmere bestemt som en sam­men­slut­ning eller forsamling (og hverken en ”bevægelse” eller ”filosofisk forening”), hvis primære formål er ”gudsdyrkelse (kult) efter en nærmere udformet lære og ritus”.

Disse formuleringer er så tilpas uklare, at vi absolut ingen lærdom eller viden kan hente fra disse. 

I henhold til Kirkeministeriets opfattelse af hvad ”religion” er, dvs. en ”tro på menneskets afhængighed af en magt, som står over men­neskene og naturlovene” da skulle det gerne stå klart og tydeligt fra denne historie, at absolut intet står over naturlovene i oprindelig filosofi, og at menneskene er en del af naturlovene, og på ingen vis hævet over disse.

”Guderne” er oprindeligt forfædrene, og først efter trosskiftet i 600 tallet e.Kr. undergår disse en ændring hen imod mere abstrakte, men stadig menneske-lignende, enheder af begge køn. Det er ikke entydigt klart fra oprindelige kilder, og i dag, om den sen-nordiske trosopfattelse af ”magt” ser denne som en del af naturlovene, selv ifald gudeopfattelsen sættes over menneskene. 

På forespørgsel kan jeg forstå at visse ser ”magterne” som ”udenfor naturlovene”, som ser ud til at skulle opfattes som ”ikke en del af naturlovene”. Der synes ikke at kunne generaliseres om hvorvidt ”magterne” opfattes som "arketyper", eller generiske/universelle kræfter, eller udtryk for alment menneskelige karaktertræk. For at undgå at blive låst fast i en kordisk knude forlader mange sig bare ved at lade ”magterne” være udefinerbare ledestjerner eller rollemodeller.

Selvom vi vælger at se ”menneskene” som de dødelige slægter i nutiden alene, over hvilke står forfædrenes ”magt” i (Moder) Sky, er denne ”magt” for den enkelte stadig en del af naturlovene. Det ord vi oprindeligt har til beskrivelse af denne ”magt” er ordet ”regin, rögn, ragna” (som i ”Ragnarok”)¹ . Da denne ”magt” er gældende for hver eneste dødelige forekommer ordet kun i flertal – måske i tanke en af de mere bemærkelsesværdige visdomme fra fortiden.

¹ Forståelsen af ”tívar” som ”guder” (flertal af "Tyr") i Grímnismál (vers 5, Ældre Edda) vises i afsnittet ”Daner – Danir -  - Vand-folket” (underafsnit ”Tanum – Tanheim – hjemmet ved vandet”).

Det er derfor, så vidt jeg kan se, ikke sandt at se vor oprindelige filosofi, ”Forn Siðr”, som en ”religion” i Kirkeministeriets begrebsverden, men som det langt større ”en vis at leve og tænke på”.

Dernæst må vi forsøge at forholde os til det absolut forfærdelige ord ”transcendent”, uden hvilken vi ikke kan tage stilling til hvad “en transcendent magt” nu måtte være for en størrelse.

Ordet ”transcendent”, som 99% af befolkningen ikke kan stave til endsige har noget begreb om hvad betyder, er fra det sen-latinske ”transcendere” (at kravle over, overkomme, hinsides). Ordet er helt nyt og kendes først på Middle English fra ca. år 1340 e.Kr. Det kræver formentlig en særlig germansk tankegang, som historieskriveren ikke besidder, at udvælge netop dette ord til at beskrive hvad ”regin” (magterne) er.

Da Folkekirken i teologi er en germansk fortolkning fra Reformationen er ordet sikkert valgt netop som følge af ordets brug fra år 1803 e.Kr. til at beskrive den preussiske filosof Immanuel Kant (1724-1804)’s doktrin omkring ”transcendental idealisme” fra hans Erkendelsesteori, først beskrevet i hans værk ”Kritik af den rene fornuft” (”Kritik der reinen Vernuft”, ”Critique of Pure Reason”, kapitlet ”den fjerde paralogismen”) fra 1781.

"Ved transcendental idealisme mener jeg doktrinen om at framtredelser/tilsynekomster skal betraktes som værende, hver og en, bare forestillinger, ikke ting i seg selv, og at rom og tid derfor bare er sansbare former for vår intuisjon, ikke bestemmelser gitt som eksisterende i seg selv, heller ikke betingelser for objekt sett som ting i seg selv” ¹ . 

"Alle objekt som det er mulig for oss å erfare, er bare framtredelser/tilsynekomster, det betyr, rene forestillinger som på den måten de er forestilt som utstrakte ting, eller som serier av forandringer, ikke har noen uavhengig eksistens utenfor våre tanker"¹ .

¹ Uddrag på norsk fra Immanuel Kant’s ”Kritik af den rene fornuft” fra Tor Førde: Kants erkennelsesteori (Andre del, Perspektiv på Kants metode).

Kant’s kongstanke er at alt hvad vi ser for os er forestillinger, der alene findes i vore tanker, og at formen af disse er under indflydelse af vor erfaring.

Tager vi denne tanke med os til hver enkelt dødelige menneske’s opfattelse af "regin" (magterne), er hvorledes vi opfatter "regin" betinget af vor erfaring, samt at "regin" alene findes i vore tanker.
 
Det har den naturlige følge at ingen nødvendigvis ser, føler, hører, lugter, smager eller oplever hverken naturen eller "regin" ens. Omvendt kan vi, ifald vi kan forstå hvori vor erfaring består, redegøre for naturlovene. Vor forstand kan foreskrive naturlovene.
 
Det var sprængstof i 1700 tallet, men i virkeligheden bare ur-filosofi genopdaget i et Europa, der kun langsomt var begyndt igen at tænke selvstændigt.
 
Rig Veda (X:129) ¹  siger om verdens skabelse i min oversættelse:

”Hvem sandelig ved og hvem kan her sige det,
hvorledes den blev født og hvorledes Skabelsen skete?
Guderne er senere end denne verdens skabelse.
Hvem ved da hvorledes den først opstod?
Den Ene, den første oprindelse af denne skabelse,
hvorledes Den Ene skabte det hele eller ikke skabte det.
Hvis øje styrer denne verden i øverste himmel,
Den Ene sandelig ved det, eller måske Den Ene ikke ved

¹ Disse sætninger behandles videre i ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning”

Da ”regin” i oprindelig filosofi er ”forfædrene” kan vi, så vidt jeg kan se, i oprindelig filosofi ikke svare andet end bekræftende på ”opfattelsen at mennesket er afhængig af en transcendent magt”. Jeg mener vi skal forstå dette som ”opfattelsen at hvert levende menneske er afhængig af forfædrene i verden hinsides”. Hvorledes denne afhængighed, mellem de udødelige og de dødelige, udfolder sig i siðr, ånd og sjæl, giver jeg bud på i historien.

Ved denne fremstilling har jeg hermed også givet svar på tiltale til de der er forsvarere for ateisme. I de fleste tilfælde sker dette som den logiske udløber af en holdning om at videnskaben med tiden kan forklare alle uafklarede spørgsmål med naturlove, og dermed afskaffe behovet for guder til at forklare det uforklarlige. Ordet ”ateist” er fra det græske ”átheos” eller ”á” (uden)  + ”theos” (en gud), men opfattes i flertalsformen ”at fornægte guderne”.

Monoteismen, troen på én gud, gør ateismen fuldt ret i at forkaste i alle dens afskygninger som et sandfærdigt trosgrundlag ¹, men hvorledes kan Det Nye Menneske fornægte sine forfædre og deres regin?

¹ Hermed ikke være sagt at disse nye religioner ikke er utroligt gode politiske værktøjer, der med fordel kan bruges til at holde sammen på forskellige befolkningsgrupper gennem ensretning af tanke. Det er ikke vanskeligt at se, hverken hos os eller i andre kulturer, at efter lang tids kiv og strid, ofrer man gerne sandheden for fredens skyld.

”The illusion of control” eller ”Naturlovenes svar på tiltale”

Calvin and Hobbes i Bill Watterson: Tenth Anniversary Book (1995, s.103)

Hvad vil det sige at være ”kultur-kristen”?
 

De Danske ser ud til at føle sig trygge ved den helt nye betegnelse ”kultur-kristen” ¹ som et samlende begreb, langt de fleste uden at tænke videre over hvad det mon dækker over, udover at det er ”vor vis at leve og tænke på”.

¹ Ordet ser også ud til at vinde indpas i Norge og Sverige. Om det her har samme betydning som i Danmark, har jeg ikke nok lokalkendskab til at kunne sige.

 
Statsminister Anders Fogh Rasmussen ser sig selv som ”kulturkristen” og overfører dette til de danske som helhed ¹:
 
”Når Danmark er et samfund med ret stærk sammenhængs-kraft, så er det jo fordi, det massive flertal af danskere har det, jeg kalder et kulturkristent udgangspunkt. Det har på en eller anden måde holdt og holder stadig det danske samfund sammen”.

¹ DR2, Deadline, søndag 21. maj 2006, kl. 22.30. Dette interview skal ses i lyset af ”Muhammed”-tegningerne og Islam’s voldelige angreb på vore udenlandske repræsentationer og afbrændingerne af Dannebrog.

Slaget for den enkelte, og i det offentlige rum, kommer efter min mening til at stå i opfattelsen af hvad det at være ”kultur-kristen” er og betyder.
 
Kun 3% af Folkekirkens medlemmer kommer regelmæssigt til søndagsgudstjenester, og herfra kan vi ikke se hvor stor en del er de absolutte fanatikere fra de kristne sekter. Tallet er under alle omstændigheder chokerende lavt. Det er blevet foreslået at denne lille gruppe, 3% af Folkekirkens medlemmer, kan kaldes ”kirkekristen”, der her opfattes som at de faktisk tror på indholdet af Det Nye Testamente.
 
Jvf. Politiken’s undersøgelse 29.6.2005 i forbindelse med valg til Menighedsrådene i slutningen af 2004, hvortil kun 17.5% af Folkekirkens medlemmer stemte, tilslutter kun 41% af de 17.5%, dvs. 7% af Folkekirkens medlemmer,  sig til den lutherske tro.
 
Overfor denne gruppe, 93-97% stor, har vi de danske, der er tryg ved at blive kaldt ”kulturkristen”, ikke mindst fordi denne mærkning netop ikke opfattes som at man forstår, er enig i, eller på anden vis kan sættes i bås med en ”kirkekristen”.

Jvf. Kirkeministeriet pr. 1. januar 2006 er 83% af Danmarks befolkning medlem af Folkekirken eller 4.5 millioner mennesker. Med andre ord regner 4-4.3 millioner danske sig som "kulturkristen" mod 135-315.000, der kan betegnes som "kirkekristen".
 
Det er denne gruppe af 93-97% af Folkekirkens medlemmer, der kun møder op i kirken af fire årsager; dåb, bryllup, død og 24. december om eftermiddagen for at få børnene ud af huset, så det kun er mælken til risengrøden der koger over. Alle disse handlinger er heldigvis vore egne fra en tid flere tusinde år før kristendommen opfindes.
 
Som må være tilfældet for mange andre, har det taget mig ufattelig lang tid at få hul på det historiske og kulturelle røgslør, der er lagt ud over det ganske land. Det er kun få, der har kraft og energi til at gøre dette. Jeg ved nu, som alle ved eget syn for sagn kan se fra denne beretning, at ”kulturkristen” i virkeligheden er 90% Forn Siðr og 10% importeret teologi. Det mistænker de fleste, men den enkelte formår ikke over for andre at vise dette, og derfor helt at overbevise sig selv om dette.
 
Uvidenhed er her den største og farligste fjende, og alle monopolers frænde. Oplysning, Grundtvig’s hjørnesten, er derfor vejen frem. Fra stammen, hvis børn ikke er blege for at stille spørgsmål til selv en kejser’s klæder, tør jeg dog godt spå om det endelig udkom.

Der vil blive uddelt mange verbale hug i slaget om den filosofiske kontrol over det at være ”kulturkristen”. Ingen vil dog overgå den fornærmelse Hjalti Skeggjason kom med på Althinget’s sommerstævne på Island år 999 e.Kr. (findes i ”Kviðlingr” (Nidvise)):

Min oversættelse til nudansk.

Laxdæla Saga (kap. 41) forklarer os at Hjalti Skeggjason umiddelbart forinden samme år selv var bleven konverteret af norskekongen Olav Tryggvason (ca. 963-1000)’s hirdpræst Thangbrand (hirðprest ... Þangbrandur). På sommer-thinget har der derfor været stort kiv om, hvorvidt man skulle lade sig underkaste norskekongen ved konvertering. Efter at have sagt fornærmelsen ovenfor, blev Hjalti sagsøgt for gudsbespottelse (goðgá) af Høvding Runólfur Úlfsson fra Dal i Eyjafjöllum, og han blev fortjent sendt i landflygtighed til Norge.

Stammens trosskifte – evnen til at tilpasse sig

Alle der har haft del i mange vintre i verden (erfaring), og har haft muligheden for at opnå dette blandt forskellige kulturer, vil være enig i at en af de mest bemærkelsesværdige egenskaber den oprindelige stamme besidder, er evnen til at tilpasse sig en ny virkelighed på et hvilket som helst tidspunkt ¹.

¹ Den oprindelige stamme er forstået som ætterne i Danmark, Norge, Skåne/Halland/Blekinge/Upland, Britannien, Amerika, Canada, Australien, New Zealand, Friesland (Holland) og Normandiet, nord-Frankrig.

Stammen foretager denne tilpasning modstræbende, og først efter utallige kivsmål; men den gør det, og har altid gjort det.

Efterser man hvorledes stammen, og de der har tilsvarende sæder og skikke (så som Finland, Estland, Hong Kong og Singapore), klarer sig mod andre kulturer er resultatet ligeledes bemærkelsesværdigt. Stammen synes altid at klare sig godt uanset om vi måler livsglæde, evnen til at handle, evnen til at omstille os til ny teknologi, evnen til at skabe økonomisk velstand, evnen til at passe på naturen, evnen til at uddanne os eller evnen til at forsvare os.

Det betyder ikke at den hellige ko er velforvaret, og at vi ikke kan gøre det bedre. Men netop det at der altid findes dele af stammen der mener at vi kan gøre det bedre, er en af hjørnestenene i vor sæd, da det tvinger stammen til at overveje alt hele tiden. Det er den i vor sæd indbyggede egenskab, at hvis noget kan gøres bedre så gør vi det, eller evnen til at tilpasse sig, der gør at vi klarer os. Dette har altid og vil altid være tilfældet.

I en stamme, hvor omdrejningspunktet eller navet er ”siðr” (”sædeligheden” i Grundlovens §66) eller ”siðgóðr” (gode sæder), kalder vi evnen til at forbedre/tilpasse os for ”siðbót/ siðbótar” (”sædebod" eller ”forbedre sæderne”). De mange af os der er en del af denne udvikling kalder vi ”siðbaetir” (sædeforbedrer).

Charles Darwin (1809-1882) viste endegyldigt i 1859, hvad stammen altid har været klar over ¹:

"It is not the strongest of the species that survive, nor the most intelligent, but the one most responsive to change"

¹ Charles Darwin: On The Origin of Species By Means of Natural Selection, or The Preservation of Favoured Races in The Struggle of Life (24. november 1859)

Helt samme forståelse er gengivet i Hávamál vers 69, 70 og 71 , efterfulgt af vers 54, 55, 56, afsluttende med vers 60 og 74 i denne rækkefølge.

Umiddelbart overraskende, men ved nærmere eftertanke helt hvad vi må forvente, gælder denne evne og vilje til at tilpasse sig også stammens tro. Der skal helt (u)naturlige forhold til for at stammen tager så stort et skridt at foretage trosskifte; men det skete, og vil ske igen. Selve trosskiftet kalder vi "siðrskipti" (sædeskifte).

I kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok” under afsnittet ”Ragnarok – Troja’s fald” viser jeg hvorfor det sker efter vi taber Slaget ved Troja år 1184 f.Kr. Stammen bliver næsten udslettet og taber alle sine landområder. Gudernes/forfædrenes visdom har ikke virket, som vi på Moder Jord har forstået dem, og vi tilpasser os denne nye virkelighed ved at foretage et trosskifte ¹.

¹ Vafþrúðnismál (vers 47, Ældre Edda) : ”þá er regin deyia” eller ”når regin er døde”. Vafþrúðnismál (vers 50): ”hverir ráða æsir eignom goða...?” eller ”hvilke Aser råder i gudernes ejendom ...?”

Såvel ”regin” som ”æsir” er her guderne/forfædrene. At de efter Troja’s fald beskrives som ”døde”, hvilket de naturligvis ikke er i ånd og sjæl, skal forstås som at stammen nu må fortolke den visdom, der hentes fra guderne/forfædrene, på en anden vis end gjort hidtil.

Trosskiftet betyder ikke at vi udskifter guderne/forfædrene, men at vi foretager et skifte i troen, dvs. vor fortolkning ændres.

Nr. 866 Man scal wære klogh naar lycken ær wreedh
(Man skal være klog når lykken er vred)

Nr. 1092 Thet ær een onth skadhe ther inghen kommer tijl gaffn.
(det er en ond skade der ikke kommer til gavn)

I afsnittet ”Fimbulvetr – den store vinter år 536 e.Kr.” viser jeg at stammen bliver ramt af en ufattelig naturkatastrofe i vore nuværende landområder år 536 e.Kr., der vedvarer helt ind i år 545/548 e.Kr. Jeg viser også at der sker en dramatisk omvæltning i hvorledes vi opfatter de guldskillinger/gyldne tavler der blev møntet år 385-670 e.Kr. Fra i starten at have været en beskyttende amulet/ættens mærke og gangbar mønt, bliver guldskillingerne på et tidspunkt før år 630 e.Kr. alene gangbar mønt.

En så drastisk omvæltning antyder stærkt et trosskifte, og det må være naturkatastrofen år 536-545/548 e.Kr. der forårsager dette. Vi kan måske endda sige nøjagtigt hvilket år dette begynder at finde sted. Angel-saksiske Krønike fortæller os at der er solformørkelse år 540 e.Kr. ”.xii. kalendas Iulius”, hvor stjernerne kunne ses næsten en halv time efter kl. 9 om morgenen.

At sætningen i Angel-saksiske Krønike er skrevet som ”.xii. kalendas Iulius” eller direkte ”12 dage (før) kalenderen juli” skyldes at dette tidsrum kaldtes ”Liða”, og er en betegnelse for sommersolhverv, hvor Balder ”går hen/ofres” (se afsnittene ”Solhjulet og den matriakalske månekalender” og ”Sumarsólstaða – Liða - ætlingen ofres og sommeren komme”).

I livets ring skal Balder ofres på Sommersolhversdag for at blive genfødt dagen efter Moders Nat/Vintersolhversdag (24. december om morgenen). Uden dette kan livet ikke fortsætte. At der er solformørkelse på dagen hvor Balder skal ofres er så alvorlig et varsel at stammen alene har kunnet opfatte dette som den endelige lærestreg. I år 540 e.Kr. er stammen 4 år inde i ”Fimbulvetr” – store vinter og der hersker uden tvivl stor hungersnød i vore landområder. Solformørkelsen har været dråben, der fik bægeret til at flyde over. Noget måtte gøres og et trosskifte er løsningen. Det kan meget vel være dette år at Shamanen får sat stolen for døren, og Woðan mister sin altafgørende indflydelse på stammen. Måske består en del af trosskiftet i overgangen fra Woðan som shaman til at Odin fremover alene bliver opfattet som Gud/Konge.

Det er efter min mening direkte udkommet af naturkastrofen der åbner døren for den katolske kristendom, hvor Sæberht, regent over Essex/Middlesex konverterer ca. år 600 e.Kr., og Æthelberht, regent over jyderne i Kent, det samme år 601 e.Kr. Stammens tyngde er i 600 tallet e.Kr. stadig omkring Gl. Lejre og Sjælland/Skåne. At konverteringen til kristendom i Britannien ikke blev slået ned skyldes at den ikke blev set som en trussel, men som en mulig løsning på en utålelig situation.

I de gamle kongeriger sker der ligeledes et samtidigt trosskifte, hvor "Den Hedenske Høje" bliver Thor i stedet for Frey. 

Drotten er stadig Odin, men Thor undergår en evolution, hvorunder han ændrer karakter fra den forfædrende tordengud til en selvstændig træafbildning med nyskabt identitet. Det er denne enhed der sejler videre til øerne i Nord-atlanten i 700 tallet e.Kr.

De altrådende shamen/vølver udvides til flere norner/sejdkoner for at forbedre spådomsresultaterne. Ændringen indeholder også en neddrosling af Moder Jord-tilbedelsen, måske fordi naturkatastrofen er blevet opfattet som om dyrkelsen af Moder Jord ikke har virket. Disse ændringer er indført før udvandringen til Shetlandsøerne, Orkney og Hebriderne i 700 tallet e.Kr.

Vi kan se at guldskillinger har mistet betydningen som beskyttende amulet år 630 e.Kr. (Eadbald's mønt i London og mønter slået i Wic/Vic Ponto, syd for Boulogne). Med vor nuværende viden kan vi måske sige at Det Hedenske Trosskifte i vore nuværende landområder sker år 600-630 e.Kr.

Kristendommen er nået til nord-Tyskland i 800 tallet e.Kr. Harald Blåtand erklærer indtoget på Jellingestenen i de gamle kongeriger år 965 e.Kr. I praksis skal vi frem til 900 tallet e.Kr. i de nye kongeriger i Britannien før kristendommen bliver rodfæstet i byerne, og i de gamle kongeriger omkring år 1060 e.Kr.

Igen sker dette trosskifte af indenrigs- og udenrigspolitiske årsager. Stammen er under militær trussel sydfra med germanernes og frankernes vandring nordpå ind i slavernes gamle landområder på sydkysten af Østersøen. Stammen er uden samlet ledelse og har været det siden år 755 e.Kr. hvor fællesmønten sølvpenge ophører. Det er først med Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. at det lykkes at genindføre samlet styring, og et nominelt trosskifte til kristendommen er løsningen.

Vætter, alfer, trolde og forfædrenes ånd og sjæl forbliver uændret overalt bortset fra i klostrene, der nu har monopol på tro og sandhed i skrift. Kristendommens opgave er at være pisken og guleroden i genopretningen af ledelsen af landområderne.

Dette holder indtil år 1526 e.Kr. Kong Frederik I. (regent 1523-1533) kan ikke tale dansk og opholder sig livet igennem på Gottorp Slot. Byldepest har udryddet store dele af Europas befolkning og rammer også Danmark/Skåne/Norge/Upland og England hårdt over flere omgange. Første udbrud var i Bergen, Norge år 1349. Danmark fik den fra England med et skib strandet i det nordlige Jylland. Over de næste 20 år blev ca. 50% af Danmarks befolkning udryddet. Danmark bliver hårdt ramt igen år 1520 e.Kr. og i år 1529 e.Kr. (under navnet ”engelsk sved”). Borgerkrig bryder ud med ”Grevefejden” år 1534-36 e.Kr. Hans Tausen leder vejen og reformationen gennemføres på kun 10 år i Danmark/Norge/Øst-Anglen i år 1536 e.Kr.

Trosskiftet år 1536 e.Kr. er i virkeligheden bare endnu en omfortolkning, tilbage mod vor forne sæd. Dette holder indtil til nogle meget kloge ungersvende i form af Árni Magnússon, Ludvig Holberg, Hans Christian Andersen, Adam Oehlenschläger, Nikolai Frederik Severin Grundtvig og mange, mange andre med fribårne øjne begynder at anfægte den falske lære indbygget i den importerede kristendom. Havde jeg nedskrevet dette i 1826 ville jeg være blevet idømt livsvarig censur. Landmændene, håndværkerne og arbejdernes retfærdige krav i slutningen af 1800 tallet om at alle Daner er født fribårne og lige er et direkte udkom af denne udvikling ¹. Denne strømning var ingen lille bæk, der blev til en stor å, men omfattede de 96% af befolkningen der ikke blev givet stemmeret i 1849-Grundloven. Der er så stor hungersnød i vore landområder at ⅓ af vore landsmænd må udvandre til nye landområder i Amerika og Canada i slutningen af 1800 tallet og begyndelsen af det 20. århundrede. Preussen’s aggression mod Danmark om hertugdømmerne, ikke helt uden indflydelse af en broderstrid om arvefølge, knækker vor sjæl i år 1864.

¹ Specielt arbejderbevægelsen, hvis medlemmer nu var blevet fjernet fra landet og forståelsen for naturens orden, kom på afveje ved at tillade Karl Marx’s perverterede opfattelse af verden at komme ind. Det er nemt at se hvorfor dette kunne lade sig gøre. Som den romersk-katolske verden, Islam, Det Tredje Rige og alle andre moderne ideologier, hvis hovedformål er enemagt og ensretning af tanke, måtte marxismen have ideologisk kontrol over verden for at kunne opnå såvel magt som kontrol over tanker. Formlen til at opnå dette har ikke ændret sig de sidste 4.000 år. Under et ”frelser”-banner indleder man et tog mod hedninge eller vantro. Karl Marx gør dette glimrende i 1848 i ”Manifesto of the Communist Party”. Som alle andre før ham antager han som forudsætning at stammens sæd og Darwin’s hovedbevis om at ”de der er bedst til at tilpasse sig vil overleve” ikke er sand. Ved at tilsidesætte denne grundforståelse kan han omskrive de romersk-katolske tilstande med Herre og træl, der er virkeligheden i hele Europa i hans samtid, til en klassekamp mellem disse, hvor Herren (hos Marx borgerskabet og kapitalister) skal undertrykkes af trællene (”afskaffelsen af borgerskabets særegenskaber, borgerskabets uafhængighed og borgerskabets frihed er uden for tvivl hvad der sigtes til”). Marx’s formål er derfor ikke at skabe en verdensklasse af fribårne og ligestillede, men at vende bøtten om. Karl Marx vil være kalif i stedet for kaliffen. Hovedproblemet for alle disse ideologier er, som tiden altid viser, at det rent faktisk er sandt at ”de der er bedst til at tilpasse sig vil overleve”. Det har den ubehagelige konsekvens at ikke alle vil overleve. Dette gælder også menneskeheden. Det findes der midler til at afbøde og udskyde konsekvenserne af, men ikke at ændre på. For yderligere læsning se f.eks. Eugene Kamenka: The Portable Karl Marx (1983, s. 203-242, ISBN 0-14-015096-x) og William L. Shirer: The Rise and Fall of The Third Reich (1960, ISBN 0-330-70001-4).

Kristendommens endelige død som en vis at holde stammen samlet på kom formentlig i 1960’erne. Tiden nu vil for eftertiden vise sig at være et tidsrum hvor et nyt trosskifte er undervejs. Trosskiftet kommer ikke så længe der er stor velstand, og stammen har nu så stor velstand som den havde i Troja/Þrúðvangar ca. år 1230-900 f.Kr., og under Frode-freden år 446 e.Kr. Trosskiftet, og kivsmålene stammen imellem, kommer den dag vi ikke længere har dette. Det er uden tvivl en statistisk tilfældighed at der skulle forløbe 1.630 år fra Trojas Fald år 1184 f.Kr. til Frode-freden år 446 e.Kr., og at der i 2005 er forløbet 1.559 år siden Frode-freden. Historien viser os at naturen vil være ophavsmand til dette trosskifte. Skal vi gætte på at tidsrummet omkring år 2076 e.Kr. er et godt tidspunkt for stammen at være forberedt på.

Se tillige afsnittet "Fimbulvetr - den store vinter år 536 e.Kr." hvor det synes at år 2079 e.Kr. kunne være et muligt tidspunkt.

Det er vor sæd at spå om fremtiden ved at hente visdom fra fortiden, sammenholde denne med nutiden, for så at give et bud på hvad vil komme. 
 
I en undersøgelse af 1000 danske foretaget af Epinion A/S for Kristeligt Dagblad blev disse spurgt om, hvordan de ser Gud.
 
41 procent ser Gud som en særlig åndelig kraft, mens kun 23 procent ser ham som en personlig Gud. 17 procent ved ikke, hvad de skal tro, mens 16 procent afviser, at der er en åndelig kraft eller en personlig Gud.
 
I den danske værdiundersøgelse fra 1981 svarede kun 23 procent ja til, at de tror på en åndelig kraft. Det tal er nu steget til 41 procent. I 1981 afviste 22 procent al tro på Gud. Det er der i dag kun 16 procent, der gør ¹. 
 
¹ Artiklen ”Nyt syn på Gud”, Jyllandsposten 30. april 2006.
 

Med andre ord; med friheden til at tænke selv ser det ud til at vi er i færd med at vende tilbage til at forstå Gud som ”ånden”. Om dette endnu indebærer ”ånden fra forfædrene”, den eneste mening dette ord nogensinde har haft, tør jeg ikke svare på. At det intet har at gøre med den moderne Deos-Gud af hankøn synes alle enige om.
 
Heri ligger Folkekirken’s absolutte hovedproblem. Den kan ikke vedblive at prædike røverhistorier, som ingen længere er tvunget at tro på, hvorfor den teologiske filosofi går tabt da ingen kan stole på dens budskab. Fremtidens Folkekirke må derfor tage udgangspunkt i noget så simpelt som at starte med at berette sandheden, og den er altid ilde hørt ¹.

¹ En vis at starte dette op på kunne f.eks. være en ændring/udvidelse af Efteruddannelsen, som nyuddannede præster er forpligtet at tage under Folkekirkens Institut for Præsteuddannelse i de 4 år efter de er færdige med det 17 ugers kursus på Pastoralseminariet og deres teologiske kandidatuddannelse. Her kunne gives et grundliggende indblik i vor oprindelige sæder og filosofi. En sådan forståelse vil kunne give startskuddet til den nytænkning, der er påkrævet.