Bilag A: Rig Veda , Rígsþula og Manu Smriti

Rig Veda

(”Rig’s viden” eller korrekt ”Råd (og) viden”),

Rígsþula

(”Rig’s tale” eller korrekt ”Råd (og) tale”) og

Manu Smriti

(direkte ”mænds lov” men i den oprindelige betydning hvor ”Manuh” (sanskrit), ”maðr” (oldnordisk) og ”man” (oldengelsk) betyder ”at tænke”. ”Smriti” betyder ”hvad er ret/fortjener at blive erindret”. De engelske oversættelser skriver ”Law of Manu”, men dette finder jeg ikke fuldt ud korrekt. I stedet har jeg valgt at oversættelsen ”Rette Tanker”.

Alle tre skrifter er samme beretning i forskellige udgaver og fortolkninger.

Rig Veda er den oprindelige indoeuropæiske verdensforståelse for bl.a. Ver Asir/Danir-stammen og de gotiske stammer fra tiden omkring Den Trojanske Krigs afslutning ca. år 1184 f.Kr.

Manu Smriti bliver nedfældet af måske gotiske ætter i det nordlige Indien ca. år 200 e.Kr. som en evolution af Rig Veda .

Rígsþula (Ældre Edda) er Ver Asir/Danir-stammens udgave af Rig Veda efter ankomsten til vore nuværende landområder. Digtet er ufuldstændigt i den overlevende form.

Det er her særligt stammens samfundsopbygning der behandles

Rig Veda

Begrebet ”kastesystem” er et helt moderne begreb indført af europæiske forskere til at forklare samfundsopbygningen som beskrevet i Rig Veda (bog 10:XC) og findes ikke i nogle samtidige beretninger. Ordet der benyttes i sanskrit er ”jati” eller ”æt”.

Den indoeuropæiske stammeopbygning:

• Brahman (tempelpræster)¹ – undervisning og lærdom
• Rajanya (krigerne) – beskyttelse af folk
• Vaishya (bønder) ²
• Shudra ³– at tjene de øvrige rang

¹ ”bráhman” på sanskrit. Ordet er neutralt og har derfor været en betegnelse for mænd og kvinder. ”Bráh” menes at være forbundet med ”bulki” (oldnordisk) fra den indoeuropæiske rod ”*bhel-” eller ”at svulme”. Ordet ”man” betyder oprindeligt ”at tænke”. Måske kan vi oversætte ”bráhman” til ”den der har store tanker”.
² ”vaiśya” (hankøn) og ”vaiśyā” (hunkøn) på sanskrit og derfor igen en omtale af mænd og kvinder. Oprinder fra roden ”vish” eller ”at slå sig ned”.
³ Ingen kender den korrekte oprindelse til dette ord. Vi ved fra ”Manu smriti” (se nedenfor) at fra år 200 e.Kr. inddeles stammeopbygningen i farver (varnas) hvor ”Shudra” er sorte, og uden for tvist er en gennemtænkt samfundsopbygning baseret på indoeuropæiske herskere og en mørklødet indfødt befolkning mod syd. Dette gentages i Rígsþula (se nedenfor). Jeg argumenterer i kapitlet ”Dværgene” for at ordet er identisk til landeværneren ”Surtur” i ”Múspell” i Gylfaginning (Snorre Edda) og retningen syd (suðr/suð). Jeg kan ikke tage stilling til hvorvidt “Shudra” i det nordlige Indien har været en betegnelse for andre indoeuropæiske folkeslag med hvem de gotiske stammer var i krig. I den oprindelige betydning før invasionerne over Hindu Kush har det efter min mening været en generel betegnelse for alle befolkninger mod syd. Disse har alle været mørk i huden, men da vort sprog ikke oprindeligt har underforståede meninger andet end hvad der bliver sagt, kan der ikke i den oprindelige forståelse drages andre forståelser end at dette fysisk har været tilfældet.

Kilde: Ralph T. H. Griffith: The Rig Veda (1896, bog 10:XC)

Manu Smriti

Fra ild, vind og solen kommer tre personer; Rik ¹, Yaius ² og Saman ³.

¹ ”Rik” er oprindeligt ”ríc” eller ”råd/råder”.
²  Staves også ”Yagus” eller ”Yajush”. Ordet betyder ”de hellige ofringsformler”.
³ Sanskrit ”sâman” eller ”seman” (oldengelsk), i dag ”Shaman”. Se afsnittet ”Visdom fra fortiden – Shamanens håndværk”, hvor jeg forklarer hvorfor jeg mener at den oprindelige betydning er “den der tænker/har viden”. Da Shamanens ritualer er bygget op omkring sange har ordet også betydningen ”sange”, underforstået ”Shamanens sange”.

Manu Smriti (kap. XI, vers 265) forklarer sammenhængen, i min oversættelse til nudansk:

”Rikas (Rådene), Yagus (formlerne) der er anderledes (fra de førstnævnte), de mangfoldige Saman (shamaniske sange) må være kendt (for at forme) den trefoldige Veda (Viden); han der kender dem, (kaldes) lært i Veda (Viden)”.

Dette gentager Snorre verbatum i Gylfaginning (Snorre Edda) hvor det er Odin , Ve (Vé) og Vile (Vili) der skaber Ver Asir/Danir-stammen. Esterne kalder samme i Kalevipoeg for Alevide (Alev), Sulevide (Sulev) og Olevide (Olev).

”Odin ” skal i Gylfaginning forstås som shamanen ”Woðan” eller ”leder af de der er woð” og er nok her en henvisning til ”shamanens sange”. Ordet ”Vé” betyder ”hellig/helligdom” og er nok en henvisning til ”de hellige ofringsformler”. Ordet ”Vili” (oldnordisk) og ”willan” (oldengelsk) betyder ”vilje” og modsvarer ganske sikkert ”Rikas” (Rådene) i Manu Smriti.

De patriarkalske (gotiske) ætters stammeopbygning i nord-Indien er:

• Brahman (tempelpræster) ¹– undervisning og lærdom
• Kshatriya (krigerne) ²– beskyttelse af folk
• Vaishya (bønder, lærdom, handel og penge) ³
• Shudra ⁴– at tjene de øvrige rang

¹ Varna: hvid.
² Fra sanskrit ”k atriya” og ”k atram” eller ”herske, magt”. Varna: rød.
³ Varna: gul.
⁴ Varna: sort.

Ordet ”varna” oversættes generelt til ”farve”. Dette er med sikkerhed ikke den oprindelige betydning. Ordet er identisk til ”varna” (oldnordisk) og ”warnian” (oldengelsk), begge med betydningen ”at advare/at tage til følge/udstyret af naturen”. jvf. ordsproget ”engum er alls varnat” eller ”således er alle udstyret (af naturen)”.

Kilde: F. Max Müller (1886, s. 12-14, 24)

Rígsþula

Rig vandrer fra hjem til hjem og bliver hvert sted i 3 nætter.

Ver Asir/Danir-stammens opbygning ved ankomsten til vore nuværende landområder:

• Jarl æt – (kriger, lærdom, tempelpræst (runer), fribonde) ¹
• Karl æt – (fribonde, thegn, smed) ²
• Trælle æt – at tjene de øvrige rang ³

¹ vers 36, 37,44. Forældrene hedder Fader og Moder.
² vers 14, 21, 24. Moderen hedder Amma, der også betyder ”moder”.
³ Se nedenfor under "Trælle-æt".

Samfundsopbygningen er tilsyneladende identisk, men alligevel langt fra. Der er tre helt grundliggende forskelle på hvorledes Ver Asir/Danir-stammen og de patriarkalske (gotiske) ætters gotiske samfundsopbygning udvikler sig.

1. Hos Ver Asir/Danir-stammen er tempelpræsterne ikke en højere æt, men bliver ligestillet med krigerrangen.

Det har den ekstremt vigtige betydning for stammen at den undgår et præstestyre, som vi ser hos Brahminerne i Indien og i Persien.

At Iran i dag har et ekstremt præstevælde kan fuldstændigt spores tilbage til de patriarkalske (gotiske) ætter, der vandrer ned fra det nordlige Indien og tager kontrol med Persien. De bringer med sig verdensforståelsen at tempelpræsterne er en højere byrd. Vi ser dette gennem de overlevende skrifter kaldet ”Avesta” ¹ hvor samfundsopbygningen er:

1. Zaotar (modsvarer ”hotr”) (tempelpræster)
2. Rathaeshtar (modsvarer ”Kshatriya”) (krigerne)
3. Vaastrya.fsuyant (modsvarer ”Vaishya”) (bønder)

Der er en debat om hvorvidt krigerne ligeledes var bønder og først senere skilles ud i en højere æt. Hvad der ikke er uenighed om er at tempelpræsterne, der har en underklasse af forskellige navne, var udskilt som den øverste æt.

¹Kilder:
M.N. Dhalla: History of Zoroastrianism (1938, kap.VIII, XV), Sarosh Manekshaw: Zarathushtra The Priest. De 238 vers (kaldet "gâthå"), der anses som de ældste i Avesta, er skrevet i den dialekt der kaldes ”Gathic”, udtalt ”gaatik”, der kun kan opfattes som ”gotisk”.

2. Ver Asir/Danir-stammen er en matriarkalsk stamme, der vægter dreng og pige lige.

Denne ligevægt mellem mand og kvinde fremgår klart af Rig Veda. I ”Bilag Å: Rig Veda, bog 6: LXXV – krigsvåben” viser jeg at kvinder er direkte nævnte som deltagende på slagmarken.

Omvendt findes kvinders ligeret findes ikke hos de patriarkalske (gotiske) ætter år 200 e.Kr. Der sker derfor noget med Ver Asir/Danir-stammen i den mellemliggende periode fra ca. år 1184 f.Kr. til år 40-77 e.Kr. Mit bud er at Ver Asir/Danir-stammen optager de kvindelige krigertempelpræster, som af grækerne kaldes amazoner, og som kaldte sig selv ”Oeorpata”(Díar pataldr” eller ”de gudelige kæmpere”). Dette behandles i afsnittet ”Díar pataldr – amazoner – skjoldmøer - kvindelige krigere”.

Det er disse store modpoler mellem Ver Asir/Danir-stammen og andre kulturer der gør os anderledes, og samtidigt giver stammen sin helt utrolige styrke. Det er også denne verdensforståelse som stort set alle andre kulturer finder uacceptabel.

Lad os gengive Rollo’s svar ca. år 912 e.Kr. til frankerkongen hertug Rainold’s budbringere og vikingen Hastings, der boede i Chartres, da de ved floden Eure tilspurgte Rollo, hvad han ville dem:

Dani, ait, sumus, equali dominio fungimur, terrae huius colonos extirpare venimus, vestrae ditioni patriam subdere cupientes.

Vi er daner, vi er ligestillede fribårne. Vi er komne for at bortjage bønderne fra denne jord og vil skabe os et fædreland ved at underlægge os jeres land.

Kilde: Vilhelm af Jumièges : Om danernes og normannernes oprindelse og bosættelse i Frankien, skrevet ca. år 1070 e.Kr. Jeppe Aakjær (1866-1930) giver sit bud på hvorledes det går for ætterne i Rígsþula i sit digt "Hejmdals vandringer" (1924).

Trælle-æt

Vi bruger på oldnordisk og oldengelsk bl.a. følgende ord i omtalen af ufri personer: þræl, þræll (træl); þeow (tjener, jvf. f.eks. ðeowmen); wealh (fremmed, jvf. f.eks. waliser) og ambátt / ambáttir (direkte ”ombundet/tilknyttet”, men opfattes som ”trælkvinde, trælkvinder”).

Om Træl hører vi i Rígsþula at han er ”hörvi svartan” (vers 7). Det er absolut uklart hvorledes vi skal opfatte ordet ”hörvi”. Oversættelserne svæver mellem at mene at vi skal opfatte det som ”huden”, andre at det kun er ”håret”. Nedenfor kan vi se den eneste anden samtidige sammenhæng, hvori samme ord benyttes ¹ . Der er så vidt jeg kan se ingen tvivl om at vi skal opfatte begrebet som ”en sorthåret, stærkt solbrændt og mørklødet person”. Det skal vi fordi ordet ”Þræl” i sin oprindelige betydning skal opfattes som ”at trække, at løbe”, dvs. ”uundgåeligt hårdt udendørs arbejde”, eller nøjagtigt som vi i dag bruger udtrykket ”træls”. Denne forståelse er ligeledes videreført på nuengelsk gennem f.eks. "in thrall to" (underlagt). Et andet ord for "mørkløden" er tillægsordet "sámleitr", der direkte betyder ”samme lød”, og er samme ord som ”samlitr” (eens, samme farve), men opfattes som "mørkløden".

¹  Jeg er ikke klar over om "Haurfi" i "...kunna ek bada Brodd ok Haurfi.." i Hyndluljóð (vers 20, Ældre Edda) er samme ord.

Denne forståelse bekræftes i vers 12-13 med navnene på de børn der avles, og det virke drengebørnene tilskrives; lagde gærder (lögðu garða), agre gødede (akra töddu), yndede svinehold (unnu at svínum), geder vogtede (geita gættu) og gravede tørv (grófu torf).

Sammenhængen mellem fattigdom og fysisk grimhed er central i beskrivelsen af ”Træl”, for både mand og kvinde. Dette omhandler vers 8-10. Fattigdommen ses i vers 10 ved at kvinden har ”ar under fodsålerne” (aurr var á iljum), dvs. hun har ingen fodtøj, og i vers 11 ved ”i midten på den meget flade sattes hun” (Miðra fletja meir settisk hón), dvs. de sidder på gulvet og har ingen stole.

Det er min klare overbevisning at ”Rígsþula” som mundtlig overlevering, og beskrivelsen af Trælle-æt, er fra Rig Veda og derfor fra tiden hvor vi befinder os på stepperne i det østlige Asien. Sætningen om at Trælle-æt sidder udbredt på et tæppe på gulvet er identisk til hvorledes Veda opfatter ”Shudra”-ætten. At kvinden i vers 10 er beskrevet som havende en ”solbrændt arm” (armr sólbrunninn) er sand 3 uger om året på vore breddegrader, er vi heldige, men ikke som en generel beskrivelse. Det er modsat absolut en sandhed ifald beskrivelsen finder sted fra det østlige Asien mod syd. I 500 tallet f.Kr. er Vindhya bjergene i staten Madhya Pradesh, Indien grænsen mellem de sanskrit talende indoeuropæiske bosættere mod nord og de Dravidian talende indfødte mod syd (se ”Válmíki: Rámáyan”). Der er derfor vi har sætningen ”hörvi svartan”, og skal opfatte denne som ”en sorthåret, stærkt solbrændt og mørklødet person”.

3. Ver Asir/Danir-stammen har ingen fastlåst nedarvet trældom.

Der er trældom, men til den kan alle dømmes, og arbejde sig ud af igen. Derfor har vi wergeld på en træl, der viser dels personens værd ifald denne dræbes, dels den pris for hvilken denne kan købe sin frihed. Det er ekstremt vigtigt at holde sig for at ”trælle-æt” ikke er identisk til det romerske/germaner-katolske ”slave/serf/servus”.

Tænk f.eks. på børnene “Þjálfi” (Tjalfe, Tjalve) og “Röskva”.  Snorre gengiver beretningen i Gylfaginning (kap. 44. Þórr hóf för sína til Útgarða-Loka) og Skáldskaparmál (kap. 24. Frá Hrugni jötni.), begge Snorre Edda.

Vi finder også Þjálfi som ”Þjálfa” i Eilífr Goðrúnarson's "Þórsdrápa" (Thors sangen, vers 10:7), skrevet ca. år 1.000 e.Kr.
 
I Gutasagan fra 1200 tallet gøres Þjálfi under navnet “Þjelvar”, i den meget gamle gutniske dialekt, til den symbolske første mand for det gotlandske folk:

”Gutland hitti fyrsti maðr þann sum þjelvar hit”
(Gutland hitti fyrsti mathr than sum thieluar hit)

Disse børn er helt enestående da de er båret frie af Karl æt, jvf. ”Sonr búanda hét Þjálfi, en Röskva dóttir”, men ender op med at blive dømt trælle-æt under den ældste Thor vi kender, Öku-Þórr.
 
Vi erindrer at børnene dømmes trælle-æt som straf for brud på siðr. Öku-Þórr havde allerede udstedt en lov givet af forfædrene, som Öku-Þórr repræsenterer, om at alle gedebukkens benknogler skulle smides på det dertil udspredte gedeskind efter fortærringen af kødet. Þjálfi sidder denne ordre overhørig og sprættede med sin kniv en lårbensknogle til marven (Þjálfi, sonr búanda, hélt á lærlegg hafrsins ok spretti á knífi sínum ok braut til mergjar). Þjálfi’s fader, som vi kun kender som ”[fri]bonden” (búandinn) må derfor, da Þjálfi stadig er barn og derfor falder under faderens ansvar, afregne bod for brud på siðr ved at lade begge sin børn træde i trælle-æt.
 
Hvor hård straffen er for brud på forfædrendes siðr kan vi bedst forstå ved den afsluttende sætning:

”...ok gerðust þau þá skyldir þjónustumenn hans, ok fylgja þau honum jafnan síðan.”

som jeg oversætter til:

”...og gjordes de da skyldig [at være] hans tjenestemænd, og fulgte de ham jævnt siden.”

Dvs. de to børn, fribondens arving og sparring, dømmes til trælle-æt i resten af jordelivet, forskelligt fra evig tid, for brud på forfædrenes siðr.

Kong Æthelberht til Kent (560-616 e.Kr.)’s lov fastsætter wergeld for en kvindelig træl’s modvillige tab af mødom til 25 guldskillinger (lov nr. 11). I vor oprindelige lovgivning er ”modvillig tab er mødom” sidestillet med ”tab af liv”, og vi kan se at værdiansættelsen af en trælkvinde er 50% af en fribåren kvinde, da samme hændelse for hende udløser en wergeld på 50 guldskillinger (lov nr. 10) ¹. Mænd og kvinder har samme værdiansættelse, og derfor kan vi se at en wergeld på 50 guldskillinger er identisk til wergeld for drab af en fribåren (lov nr. 6). I filosofi, og derfor i jura, er en træl’s værdiansættelse til 50% af en fribåren fuldt knyttet til forståelsen for at ethvert barn er båret en-skabt, og ved lærdom bliver tve-skabt, der igen gør personen til en fribåren. Derfor er wergeld for en træl identisk til et ufødt, men levende, barn. Begge anses som en-skabte (se afsnittene ”Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker” og ”LaukaR-runens beskyttelse af søens folk”).

¹

At voldtægt sidestilles med "tab af liv", og derfor må straffes som så, videreføres i senere lovgivning.

Kong Abel’s Love (Constitutio Abeli regis, Lov nr. 15) fra år 1251 e.Kr.:

”Hwo su takær kunæ mæt wald, han scal mistæ sin hals”

Se C. F. Wegener: Aarsberetninger fra Det Kongelige Geheimearchiv (5. bind, 1871-1875, Samling af danske forordninger indtil aar 1500, s. 12).

Christoffer af Bayerns Stadsret [for København] af 14. oktober 1443:

"27. Item hwilcken swen eller man, som qwinne eller jomfrwe woldtagher i stadhen, han bøthe sin hals".

Se Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium (1838-96, bind I, s. 164-179, nr. 127).

Under hovedoverskriften ”For groft” skrev Kasper Larsen & Christoffer Boserup Skov, dengang filosofi-studerende, en god artikel i Information 12. september 2000. Artiklens underoverskrift forklarer i al sin enkelhed den fuldstændige mangel på retfærd i Danmark i dag, både set i forhold til hvorledes vi tidligere forholdte os til kvinders wergeld og værd, og i forhold til anden nutidig strafudmåling. ”Er 6-9 måneders fængsel en rimelig straf for at voldtage en 14-årig pige?”

Vi har mange beretninger om at trælle, som tak for god og lang tjeneste, gives deres frihed. Krigsfanger var trælle, og blev livligt handlet. Det er en af årsagerne til at vi i 800 tallet e.Kr. grundlagde Dublin.

Som vi ser på guldgubberne fra Bornholm nedenfor, er jernringen om halsen (”hálsjárn” oldnordisk) kendetegnet på en træl. Når en træl opnåede sin frihed blev jernringen taget af, og halsen blev fri. Det kalder vi at blive ”fri-halset” (”frí-hals” oldnordisk), i dag ”frelst” (”frjáls” oldnordisk) ¹. Derfor har ”frí-hals/frjáls” på oldnordisk også betydningen ”fribåren”. Ved denne begivenhed blev der drukket ”frelsis-öl” (frihalse-øl). Kristendommens omskrivning af dette vigtige ord som et heite for Jesus-figuren er fri fantasi.

¹ Se f.eks. Wulfilas brug af ordet i Det Nye Testamente i “Paulus’ andet brev til korinterne” (3:17). Her skriver han ”...þaruh freijhals ist” eller ”...dér er frihalsning” i forståelsen ”frihed”.

Kong Knud/Canute I. den Store (regent England 1016, regent Danmark 1018-1035) udsteder ca. år 1031. e.Kr. en ny Skovlov gældende for landskaberne i ”Angliae” (England). Kap. 21 siger:

21. "Poena & forisfactio non vna eadémq; erit liberalis (quem Dani Ealderman vocant) & illiberalis: domini & serui: noti & ignoti: nec vna eadémq...”

Som jeg oversætter til:

”Straf og åben strid ej én og samme vej; de fribårne (som Daner oldermænd kaldes) og ufri: Herre og træl: lært og uvidende: ej er én og samme vej...”

Skånske Lov fra år 1200-28 e.Kr. viderefører i Straffeloven wergeld på manddrab af træl og frihalset, og tager stilling til situationen ”dræper thræl frælsman”.¹

¹ Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Lov, Straffelov, s.38). 
 

Guldgubber fundet på bopladsområdet i Ibsker, Bornholm der i Middelalderen kaldtes ”Guldageren.” Er dateret til år 550-600 e.Kr. Hver guldgubbe vejer 1/10 gram og 400 forskellige stemplinger er hidtil fundet. De her viste er ca. 1.7 cm høj, 1 cm bred. De tre dansende guldgubber har halsring på. Billedkilde: Bornholms Museum (1997, s. 13)
 
 

Fordømmelsen af trælle-æt i ”Rígsþula” er, så vidt jeg kan se, en omvandrende stamme af fribårne hestefolk, der højt mod nord beskuer, og foragter, et fastboende agerfolk mod syd. Der er heri en stor del af den samme konflikt vi ser mellem Aser og Vaner.
 
 
Kormákr Ögmundarson’s ”Lausavísur” fra ca. år 930–970 e.Kr. benytter ordet ”hörvi” i vers 3:
 

Min oversættelse til nudansk.

Ordet ”brá” mener jeg skal oversættes med forståelsen ”bregðr við”, der betegner hændelsen, hvor man studser og hæver øjenbrynene. Ordet ”glæstrar” oversat fra ”glæsta”. Ordet ”hauk” er oversat fra ”hauk” (høg), men som tillægsord i forståelsen "modig, kjækt". Ordet ”lauka” er, som runen, søen. Ideen er her at vi har klar himmel, højt måneskin, der skaber et skærende lys på søen. Vi har brændingen i det fjerne og kun små krusninger i vandoverfladen, der får månelyset til at ryste. Jeg har prøvet det, og det er en forunderlig fornemmelse. Alle oversættelser til nudansk og nuengelsk synes helt at miste det sømandssprog vi her ser benyttet i en kærlighedserklæring. Det er ikke klart om det er ordet ”gollr” eller ”gullr” vi skal oversætte da begge findes i de overleverede skrifter. Ordet ”gollr” betyder ”hjertepung” medens ”golr/gulr” betyder farven ”gul”. Ordet ”mens” betyder ”halssmykker/halsbånd”. Jeg vurderer at det er sammenhængen mellem det gullige måneskær og den gullige farve fra et guldhalsbånd, og at sidstnævnte, som ”baugr”, blev benyttet som betalingsmiddel i fredsaftaler, der igen er den samme fred vi finder på et stille hav i måneskin. Ordet ”hvarma” betyder ”øjenlåg”. Ordet ”tungls” betyder bl.a. ”aftagende fuldmåne”. Ideen er her at vi efter fuldt måneskin nu ser måneskinnet fortage sig i kraft med morgendagens komme. Da vi sidder i en båd oplever vi dette som at ringen omkring båden bliver mindre. Ordet ”Hlínar” er ejefald af ”Hlín”, der er et kvindenavn, men her må være et heite for Månen. Ordet betyder “beskytter”.  At dette er sandt kan vi se fra Völuspá (vers 51, Ældre Edda):
 

Min oversættelse til nudansk. Odin/kongen kæmper her i kampformen ulvhednar (se afsnittet ”Ulvhednar og Berserkar”). Jeg har oversat ”belia” fra ”belja” (den brølende/betegnelsen på en ko). ”Den brølende” er her benyttet som et heite for kampformen berserkar, og det er modsætningen mellem kampformerne vi ser opstillet. De fleste oversættelser undlader at nævne ”tyr” da denne kun findes i Codex Regius-skriftet. Heri er jeg uenig. Runen har betydningen ”kriger” og guden ”Tyr”, der igen er én og samme betegnelse for Odin/Thor/Kongen. Det falder helt naturligt at Frigg, som Odin’s kone og faktisk dronning, skulle afsige denne rune når manden farer i krig. Se Sigrdrífumál (vers 8, Ældre Edda), hvor *TiwaR[-runen] ligeledes afsiges to gange før slag.
 
Som vi kan se fra Völuspá (vers 51, Ældre Edda) er ”Hlin/Hlínar” et heite for Frigg. Da Frigg/Freya er den jordlige moder/Dronning, og Månen er enheden der giver blomstringssignal til alle planter, er brugen af ”Hlin/Hlínar” som heite for Månen perfekt (se ”Bilag O: Trylleformlen 7-9-13 + 3 x banken på træ”).

At Dronningen/Den jordlige moder her er benævnt ”Frigg”, og ikke Freya, skyldes at Völuspá (vers 51, Ældre Edda) omhandler Slaget om Troja og vort tabt af dette landområde år 1184 f.Kr. ”Frigg” er en henvisning til landskabet "Phrygia - Frigg's Land", der ligger øst for Troja. ”Surti” (sort, sorte) er en kenning for fjenden. Ordet ”óþurpt” er oversat fra ”óþörf” (unytte, hvad ikke er ens tarv).

Rígsþula – stænderopdeling på æt og siðr

Der er gjort mange febrilske forsøg på at gennemføre en politisk korrekt omskrivning af stammens sociale opdeling på stænder i Rígsþula, herunder specielt den mørklødede trælle-æt. Men den var der, er der, og skal være der. 

Er man i tvivl om hvorfor vi, og stort set alle andre urfolkeslag, har en social hakkeorden kan man evt. se nærmere på den menneskelige reaktion til ”ultimatum”-spillet. Psykologer og økonomer har længe ¹ været opmærksomme på den helt mærkværdige opførsel vi ser hos deltagerne i dette spil. Spillet går i sin enkelhed ud på at én spiller deler en pulje penge mellem en anden spiller og sig. Den anden spiller vælger herefter at modtage eller afvise det tilbudte beløb. Afviser modspilleren det tilbudte beløb modtager ingen af spillerne nogen penge. Alle undersøgelser viser, selv ifald spillerne er klar over denne psykologiske sammenhæng, at tilbydes modspilleren 25% eller mindre af den samlede sum, da vælger spilleren at afvise beløbet. Derved mister han en mulig gratis monetær gevinst, men sikrer sig samtidig at modspilleren ikke modtager en endnu større gevinst. Terence C. Burnham behandler dette fænomen i ”High-testosterone men reject low ultimatum game offers” (Proceedings of The Royal Society, Vol. 274, No. 1623, Sept. 22, 2007, s.2221-2371). Her vises det at der er en klar sammenhæng mellem tilstedeværelsen af hormonet testosteron og afvisningen af et tilbud der opfattes som nærigt. Udover den helt åbenlyse konklusion at ”penge ikke er alt” (se Hávamál 75) er den absolut vigtigste lærdom, at den lykke og velstand vi stræber efter ikke er en faktisk størrelse, men en relativ størrelse. Testosteron er knyttet til social dominans, dvs. den sociale hakkeorden eller opdeling på stænder. Det er derfor for personer med højt testosteron indhold, især mænd, vigtigere at andre ikke har mere, eller har det bedre, end en selv. Dette er den mentale sindstilstand ”Avindsyge”, i det 20. århundrede kendt som ”Janteloven”. Hávamál er helt indforstået med denne problemstilling  jvf. f.eks. Hávamál 40 og 48, og en af konsekvenserne af dette urinstinkt er at der altid vil være en social hakkeorden. Det er hvorledes stammer oppebærer den sociale hakkeorden, der er afgørende for stammens faktiske ve og vel. Som dyreverdenen viser os er stænderopdeling et instinkt, der er tidligere end såvel Det Nye, som Det Gamle Menneske.

¹ Werner Güth, Rolf Schmittberger & Bernd Schwarze: An Experimental Analysis of Ultimatum Bargaining (Journal of Economic Behavior and Organization, vol. 3, issue 4, December 1982, s. 367-388).

Nr. 88 Man sørgher offte foræ anner mandz gaffn.
(Man sørger ofte over anden mands gavn)
(dvs. man bedrøves af andres opnåede fordel).

Jeg argumenterer for at fordømmelsen af trælle-æt i ”Rígsþula” er ældre end vor nuværende landskaber, og er en omvandrende stamme af fribårne hestefolk, der højt mod nord beskuer, og foragter, et fastboende hesteløst agerfolk mod syd.

Ligeledes viser jeg at trælle-æt uigenkaldeligt er forbundet med ”uvidenhed”, dvs. mangel på siðr. Foragten for mangel på siðr, der er knyttet til fattigdom, er absolut central i forståelsen af hvem vi er. Uden foragt for fattigdom kan vi ikke bekæmpe den, men tager den for givet. 

Vær her opmærksom på forskellen på foragten for fattigdom, og forståelsen for at det kan ramme alle, jvf. Hávamál (vers 75, Ældre Edda): ”En er rig, en anden er fattig. Det kan ingen bebrejdes”.

Jeg mener alene det kan forsvares at udrede Rígsþula’s stænderopdeling på æt og siðr – en fribåren dømt træl vil snart blive mørklødet efter nogle år i marken eller på søen.

Nr. 826 Sworth koo gijfwer hwijdh mælck
(Sort ko giver hvid mælk)

Efter at have vist ved DNA at udvandringen til de nye kongeriger i Britannien skete fra Sønderjylland og omegn ¹, har forskerne nu løst en anden vigtig forståelse, der samtidigt viser os hvorledes Rígsþula blev udført i virkeligheden.

¹ se ”Bilag L: DNA – to staldbrødres vidnesbyrd og Helligdoms Ed”.

I afsnittene ”Wuffinga/Ulveunge-ætten” og ”Kongedømmerne i Britannien (udover Øst-Anglen)” viser jeg at det er kendetegnende fra overleveringerne om de første udvandrere fra de gamle kongeriger til Britannien, at de ankommer fåtalligt til hver deres landområder. 

Det kan vi forklare ved at det er hele ætter der udvandrer, og ved at se på hvor få mennesker vi var i samtiden.

Hvad vi ikke umiddelbart kan forklare er hvorfor vi efter den 1. udvandring til Britannien, fra år 449 e.Kr. og 50 år frem, kun udgør maksimalt 10% af den samlede befolkning i Britannien¹, og 5 slægtsled senere i 600 tallet e.Kr. udgør over 50 % af Y-kromosomet.

¹ Mellem 10.000-200.000 udvandrer fra Sønderjylland og omegn til de nye kongeriger i tidsrummet fra år 449 e.Kr. til 600 tallet e.Kr., mod ca. 2 millioner Keltere og andre stammer allerede i Britannien. En tilbagediskontering af den nuværende befolkning i England antyder at der skal være ankommet ca. 500.000, alt andet lige – et tal der langt overstiger stammens samlede befolkning i samtiden, og derfor en umulighed.

Svaret findes i Rígsþula’s stænderopdeling og er vigtig at forstå fordi samme forståelse ganske sikkert er gældende da Ase-folket kommer ridende ind i vore nuværende landskaber, og sætter bopæl blandt en lang række eksisterende stammer.

Under ledelse af Dr. Mark G. Thomas, PhD, Senior Lecturer, The Center for Genetic Anthropology, Departments of Anthropology and Biology, University College London fortsætter han Professor David B. Goldstein’s arbejde om DNA fra 2001¹, og viser svaret i artiklen ”Evidence for an apartheid-like social structure in early Anglo-Saxon England” (The Proceedings of the Royal Society, 19 July 2006). 

¹se ”Bilag L: DNA – to stalbrødres vidnesbyrd og Helligdoms Ed”.

Konklusionen af hvorledes vi kunne tage kontrol med Britannien, ikke blot militært og økonomisk, men i æt og siðr, herunder ikke mindst sprog, kan sammenfattes som så :

• Ingen indgåelse af giftermål mellem os og de indfødte briter (keltere).
• Ingen fysisk adskillelse mellem os og briterne i dagligdagen. 
  

Med andre ord; Jarl og Karl æt opretholdte en biologisk adskillelse med de indfødte. Det mener jeg sker, som i dag, under filosofien:

"Lige Børn Lege Bedst" ¹

og Peder Syv har følgende Rim ¹:

En haard Nød og stumped Tand,
en hustru ung og gammel mand
tilsammen sig ej passe kan”.

”Lighed i udvortes Stand og Vilkaar ansaaes medrette at bidrage til et lykkeligt Ægteskab. Derfor sagde man¹:

De ridende Svenne ville have de agende Møer”.²

¹ Peder Syvs Kjernefulde Ordsprog, 1807, s. 2-3
² Ordet ”agende” er fra ”age” (olddansk) og ”aka” (oldnordisk), der bl.a. har betydningen ”fører an”, som en ridende svend gør det.

Eller som Peder Laales Danske Ordsprog fra 1300 tallet udtrykker det:

Nr. 756 Ee søghes sellæ lighe sammen ridhe nidinghe
(Altid søger selv [sin] lige[mand][.] Sammen rider niddinger)

Nr. 1204 Barn gaar gernæ tijl thet hwss som thet findher syn lighe
(Barn[et] går gerne til det hus hvor det finder sin lige[mand])

Nøjagtigt som Rígsþula foreskriver deltager trælle-æt i hverdagen og er blevet frihalset efter fortjeneste. Dette er åbenlyst ikke en opdeling af stænderne fordelt på hudfarve, for skindet bedrager, men på æt og derfor siðr. I filosofi er hele ideen i at der ikke sker en fysisk adskillelse, at ”de fremmede”, her briterne, skal ”dannes” gennem at tilegne sig vor siðr, uden hvilken ingen optagelse i æt vil finde sted.

Opt er flagð i fögru skinni
(Ofte er jættekvinde (flagð) i fagert skind) ¹

og

”Tidt er vanskabt Sind under velskabt og fagert Skind”¹

¹Oldnordisk Ordbog (1863, s. 136) og Peder Syvs Kjernefulde Ordsprog (1807, fortale XLI). Kom inu at jættekvinder i oprindelige filosofi er ekstremt eftertragtet, hvorfor dette ordsprog oprindeligt har den helt modsatte betydning.

Kong Ine til Wessex’s love fra år 688-695 e.Kr. viser at denne æt og siðr opdeling virkeligt fandtes, og blev gennemført. Den viser også at social vandring mellem stænderne finder sted.

For sammenligning har vi i Kong Ine’s love kongens ”geneat”, hvis wergeld kan svinge, men som øverste grad i loven er 1200 skilling (”Cyninges geneat, gif his wer bið twelfhund scillinga”, lov nr. 19). Ordet ”geneat” betyder oprindeligt ”følgesvend” og personen synes altid at være af Jarl æt, formentlig en ung adelsmand under oplæring. 

Overfor dette kan vi nu stille wergeld for en waliser (brite, kelter) i samme lov:

Selv en walisisk rytter der, som ejer af en hest, er fribåren, har kun en wergeld på 1/6 af os. Jordbesiddende walisere, også fribårne, har kun en wergeld på 1/10 af os. Det er uden for tvivl klart at en waliser ikke blev anset som en ligestillet fribåren, og årsagen kan alene skyldes æt og siðr. Den sociale opdeling er overflødig når vi kommer frem til 700 tallet e.Kr., og er formentlig sket på helt tilsvarende vis i Danmark/Norge/Skåne.

Samme sociale opdeling videreføres af Normannerne, dvs. også os, mod sakserne efter Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. Vi behøver bare at tænke på Robin Hood historien for at se hvorledes det gik for sig. 

Fordi vor siðr var (og er) bedre til at skabe velstand, hvilket bl.a. viser sig i personlig og samlet styrke i helbred, handel, økonomi og militær, og vi fastholder dette kredsløb lukket, tilser multiplikator-effekten ved gentagen højere levestandard over flere slægtsled, at flere børn overlever og selv stifter familie. Modsat kan vi også sige at ifald vor siðr ikke kunne konkurrere ville vi bukke under på kort tid. Det har vist sig ikke at være tilfældet.

Det græske idealsamfund - Sparta's tre-delte samfund

Der er i mange nutidige videnskaber en mærkværdig og, særligt med urnordisk tankegods som ballast, ofte grotesk forkærlighed for det græske ideal, som man forestiller sig det tog sig ud i de græske bystater i 5-400 tallet f.Kr. Vil man endelig kaste sin kærlighed over det græske ideal, skulle man mene at det sande græske ideal må være det ideal de græske bystater selv værdsatte og ønskede sig. Dette ideal var bystaten Sparta, og det spartanske samfund.

På etruskisk kaldes en ”by” for ”śpur”; på sanskrit ”pur” (mur), der kommer ind på græsk som ”spartê” (by) og persisk som "sparda" (her som navnet på hovedbyen i Lydia, af grækerne kaldet "Sardis"). ”Sparta” betyder derfor ganske enkelt ”by, byen” ¹. For grækerne var ”Staten” lig med ”byen”. De nødvendige og tilstødende landområder, der holdt ”Staten” i live, var værktøj for ”Staten”, ikke mere. Derfor fremstår de græske overvejelser der følger for os indskrænkede og ufuldstændige i betragtningerne omkring ”Staten”. I vor tanke ville tilsvarende overvejelser have et nav omkring ”Landet”.

¹ Jacques Heurgon : The Inscriptions of Pyrgi (The Journal of Roman Studies, Vol. 56, del 1 og 2, 1966, s. 1-15).

Platon (år 427-347 f.Kr.): Staten ("Politeia") gengiver i dette værk Sokrates (ca. år 469-399 f.Kr.)’s fremstilling af det ideelle samfund. Sokrates (og Platon) er naturligvis præget af Den Peloponnesiske Krig, der brød ud år 431 f.Kr. mellem Athen (med forbundsfæller) og Sparta og Korinth (med forbundsfæller). Krigen varede i 27 år til år 404 f.Kr., og endte med sejr til Sparta. Den Peloponnesiske Krig i sig selv var i grunden et opgør mellem to styreformer; Athen’s demokrati, og Sparta’s langt ældre og oprindelige tre-delte samfund. Da Athen måtte bøje nakke for Sparta efter så lang og opslidende en krig, er det helt rimeligt at Sokrates ender op med at slutte at Sparta’s samfundsopbygning var langt mere bæredygtig, sejlivet, og forstod at forsvare sine skikke vel.

Den græske styreform, som vi finder det indført af Cleisthenes år 508-507 f.Kr. var "dêmokratian" (dermos (folket) + kratos (styrke, magt)). "Folket" blev defineret som voksne mænd, der havde udstået deres militære træning som ephebes (aldersgruppen 16-20 år). Alene disse havde stemmeret og -pligt. Slaver, udlændinge (samt avl med disse), kvinder og børn var ikke en del af "folket". (se afsnittet ”Stammen – thingstyret og samme sæder”). Dette var sammenligningsgrundlaget, og det har naturligvis intet som helst med vort eget thingsystem at gøre da kvinder i Athen er udelukket helt og aldeles fra styreformen.

Sokrates (eller er det Platon, eller dem begge?) opdeler samfundet i tre ætter:

Værnerne – vogterne

Bemærk særligt, at i det ideelle samfund gøres brug af såvel mænd, som kvinder – i total og lodret strid med athensk tanke og demokrati.

Platon: Staten (Bog 5.451c- 5.452a):

”Tror vi, at hunnerne blandt stridshundene bør deltage i hannernes vagtholden og jagter og andet virke?....

...de bør dele lige...

Om vi således skulle anvende kvinderne til samme formål som mænd, da må vi give dem samme lærdom?

Ja.

Og mændene skal oplæres i musik og legemsøvelser?

Ja.

Da må vi således tilse at kvinder opnår samme lærdom, selv krigskunsten, og de må endog gøre brug af al deres lærdom på samme vis?

Dette turde være en selvfølge af det foregående”.

Min oversættelse til nudansk.

Og hvorledes forklares brugen af de bedste kvinder og mænd på lige fod i det ideelle samfund, set i forhold til Athen, hvor bl.a. kvinder ikke regnes for en del af ”folket”?

Platon: Staten (Bog 5.456c):

”Vore domme [om ligestillede værnere] var således ej en umulighed eller at sammenligne med from ønsketænkning,
men en dom afsagt efter naturlovene. Snarere synes den tilstand der nu råder [i Athen] at være naturstridig”.

Min oversættelse til nudansk.

Vi kender denne æt som ”Jarl æt”.

Fra ”Værnerne – vogterne” udvælges ”Vælderne – regenterne”. Se Platon: Staten (Bog 5.458b- 5.458.c). ”Vælderne” (regenterne) skal samtidigt oppebære egenskaben at være ”filosof” (græsk ”philosophoi"), som vi skal opfatte som ”de der besidder dyb indsigt om sandheden og har erfaring”. Se Platon: Staten ( Bog 6.484a-484d).

Platon: Staten (Bog 5.473c-5.473d):

”Jeg sagde: Enten bliver filosofferne konger i staten eller de, som nu kaldes konger og herrer, bliver filosoffer i ånd og sandhed,
således at filosofi og politisk magt forenes og bliver til ét…”.

Min oversættelse til nudansk.

Tilvirkerne – håndværkerne

Platon (Sokrates) beskriver disse ætter overraskende vagt, men kan naturligvis ikke se bort fra at de er nødvendige, og indbyrdes så, i det ideelle samfund. Det ser ud til at han her tænker på alle der har sit særlige virke: malere, tømrere, snedkere, skræddere, bygmestre, smede, agerdyrkere, skomagere, vævere, købmænd, styrmænd, søfolk. Se Platon: Staten (Bog 2.369d- 2.371b; Bog 3.400e- 3.402d).

Ved udelukkelsesmetoden forestiller man sig at alle der ikke falder i andre ”æt-kasser”, som tilhørende denne gruppe. Som følge af den særlige problemstilling i Sparta, hvor agerdyrkerne i samtiden var slaver, er han særlig vag i hvor landmændene hører hjemme i ideal-staten. Jeg mener dog vi må forstå det således at de, korrekt, falder under ”Tilvirker”-ætten.

Vi kender denne æt som ”Karl æt”.

Slaverne

Der har tilsyneladende været stor akademisk skrivebordshurlumhej i afklaringen af hvorvidt Platon, på vegne Sokrates eller sig selv, har en kaste eller æt af trælle i sit ideal-samfund. Udover at vi måske, med lidt muld under neglene, kunne spørge tvivlerne om, hvem de havde forestillet sig skulle muge ud i stalden, erstatte det skidne vand, plukke hønsene og høste markerne, så gives svaret bedst ved at henvise til Platon: Staten (Bog 4.433d). Her opremses ”deltagerne” i det ideelle samfund; Vælderne (regenterne), Værnerne (vogterne),  Tilvirkerne (håndværkerne) og slaverne (græsk ”δούλοι, doulôi”).

Det er absolut underforstået som forudsætning, at slaverne fortsætter uforandret i det ideelle samfund, der ganske enkelt ikke kan opretholdes uden disse. Alle er klar over, at i det spartanske samfund var kasten af ”heloter” (græsk "heílôtes") slaver, og disse var i særdeleshed beskæftiget med agerbrug. Alle er ligeledes klar over at denne gruppe, en stor del af den samlede befolkning, var bevidst gjort retsløse og sat uden for samfundet. Derfor skal de ikke medtages i det ideelle samfund, da de forudsættes som værende en del af værktøjet; hverken en del af de der tilvirker, værner eller vælder.

I Platon: Staten (Bog 5.469c) uddybes forståelsen for slaver i det ideelle samfund ved at grækerne ikke bør have græske slaver. Herfra kan vi udlede, at de græske bystater derfor i samtiden havde en del af deres egen befolkning som slaver. Det havde spartanerne derimod ikke, da kasten ”heloter” alle var fremmede folkeslag, særligt Messenia (Messinia)-folket fra landskabet af samme navn vest for Sparta. Denne stamme blev som ét gjort til “heloter” ca. år 720 f.Kr., og forblev dette til år  370/369 f.Kr.

Vi kender denne æt som ”Trælle æt”.

Jeg har ovenfor gengivet den græske ideal-bystat, der var Sparta, på en anden vis end den normalt fremstilles. De fleste fremstillinger af Platon (og Sokrates), og deres beskrivelse af det ideelle samfund i ”Staten”, gør dette med faglige skyklapper på, og alene ud fra hvad de mener er en sand tilbagediskonteret græsk tanke set fra skrivebordet i rummet nutiden. Det mener jeg er vrang.

Sparta’s samfund er for grækerne i 500-400 tallet f.Kr. ”den gamle vis” at opbygge samfundet på; en vis de græske bystater formentlig selv har haft som kongedømmer i tiden efter Slaget ved Troja år 1184 f.Kr. og fremefter.

Strabo: Geographika (Bog 9.1.20) skriver år 7 f.Kr. – 18 e.Kr om bystaten Athen's styreform:

”...Tidligere blev athenerne styret af konger (græsk ”ebasileuonto”); efterfølgende ændredes styreformen til et demokrati (græsk ”dêmokratian”); herefter var tyranner (græsk ”turannôn”) deres herrer, som Pisistratus og hans sønner;…”.

Min oversættelse til nudansk.

Hvad Platon (og Sokrates) derfor gør, så vidt jeg kan bedømme, er ikke at veje den græske bystat i deres egen samtid mod noget nyt og uprøvet, her sejrherren Sparta. Overvejelsen for Platon (og Sokrates) er snarere, hvorvidt det nu slagne Athen bør forkaste dets samfundsopbygning baseret på "demokrati"- systemet, der i samtiden er nyt og under 100 år gammelt, indført af Cleisthenes år 508-507 f.Kr., og genindføre ”det gamle system”, bevaret af Sparta.

Som læseren kan se er Sparta’s system, og det græske ideal-samfund, identisk til vort eget thing-system med opdeling i tre ætter; Jarl-, Karl- og Trælle æt.