Forside Indholdsfortegnelse
<< Forrige

Bilag AE: Longobardernes modersmål og ordliste

 

Fra den tidligste longobardiske lovkode ”Edictum Rothari” (Edictus Rothari, Edictum Rotharis, Edictus Langobardorum), udstedt af Kong Rothari (= drengenavnet Hroðgar?) år 643 e.Kr.  kan vi danne os et indtryk af longobardernes modersmål. Lovfællesskabet med jysk og dansk samme tager udgangspunkt i et urnordisk bofælleskab nord for Ejder-strømmen; i longobardernes tilfælde i Åbo (Ahbarth, Ahbarð) syssel langs med Gudenåen, samt Barwith (Barwið)-syssel omkring Kongeåen. Longobardernes modersmål, som navnene i den longobardiske kongeliste, er derfor også urnordisk, hvilket igen er årsagen til at vi på nudansk kan genkende og forstå longobardiske ord.

Longobardernes konge Grimwald (Grimoald I, grimouuald, Grimowald, regent 662 — 671) tilføjer i sit 6. regeringsår, dvs. år 668 e.Kr., ændringer til Kong Rothari’s love fra år 643 e.Kr.

Longobardernes konge Liutprand  (Livtprandi, Llytprant, regent 712-744) tilføjer i sin regeringstid yderligere til lovsamlingen.

Alle lovkoder blev godkendt på det longobardiske thing ”Gairethinx”. Udover lovkoderne udsteder kongerne en række vedtægter uden om thinget. Blandt disse er Kong Luitprand’s ”capitula extra edictum vagantia”.

Fra de to Gyldne Tavler fundet i Bezenye, i dag det nordlige Ungarn; år 500-550 e.Kr. det longobardisk kontrollerede Panonien, har vi de longobardiske kvindenavne "Godahid" (Godahild) og "Ârsipoda".

Sproglige overvejelser

Der ser ud til at ske en række ændringer i longobardisk dialekt (omlyd og brydninger), sammenholdt med oldnordisk, oldengelsk og olddansk, herunder følgende:

t → ts (z): Se Stolesazo og Iderzun. Denne dialektudtale ses senere antaget af ætter i Germanien, jvf. ”gisazi” (old højtysk).

ð, þ → b: Se Aib og Haritraib.

f, v, w → b: Se Hoberos, Morgingab, Plodraub og Selbmundia. Denne dialektudtale ses senere antaget af ætter i Germanien, jvf. "selbo" (old højtysk).

b → p: Se Sonorpair, Walupaus, og personnavnet Liutprand, hvor endestavelsen "prand" kendes i formen "brandr, brand" (oldnordisk, oldengelsk, olddansk, italiensk, oldfransk), alle med betydningen "stok, ildflamme, sværd". Se også kvindenavnet "Ârsipoda", hvor endestavelsen "poda" kendes i formen "boða" i de to oldnordiske kvindenavne "Angrboða, Aurboða", jvf. Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning (kap. 34) og Hyndluljóð (vers 40, Ældre Edda). Måske er det ændringerne til b i andre tilfælde, der fremtvinger nødvendigheden af ændringen fra b til p i visse tilfælde.

o → vo (wo): Se Godan. Vi er ikke i tvivl om at Godan = Óðinn, Woðan. Jeg foreslår derfor at “g” er tilføjet for at vise den jydske brydning af ”o” til ”vo”, hvorfor longobardisk (og vandalsk) har udtalt ordet ”(G)woðan, (G)wotan”. Fraværet af longobardiske ord begyndende med "o" synes at understøtte denne antagelse.

 

Longobardisk ordliste

- i alfabetisk rækkefølge. I parentes følger den lovkode i ”Edictum Rothari” hvori ordet forekommer, med mindre andet er angivet.

 

 

Actugild, actogild (263, 288, 340, 351, 358, 372): Otte-gæld, bødestraf på 8 x gældende takst.

Straffeloven skelner mellems brugstyveri og endeligt tyveri af bl.a. hest og plov. F.eks. hvis en mand uden forlov tager en anden mands plov (plovum) for at pløje, underforstået at han efter pløjningen havde til hensigt at levere ploven tilbage til rette ejermand, da bøder han 3 solidos. Derimod, stjæler han ploven endegyldigt, tyveri, da bøder han otte-gæld, dvs. 8 x 3 solidos = 24 solidos.

Tallet ”actu, acto” (8) kendes i formen ”átta, eahta, æhta, ahtau, ot(t)æ, at(t)æ” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, olddansk, gammeldansk). For endestavelsen ”-gild”, se ”wergild”.

*Aib (Origo Gentis Langobardorvm, kap. 2, Historia gentis Langobardorum, I:13): Jord.

jvf. ”jörð, eorþe, airþa, ertha” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, oldsaksisk). Ses som endestavelse i flere longobardisk udtalte landskabs- og stednavne, herunder Burgundaib, Anthab, Anthaib(n), Banthaib, Bainaib og Vurgundaib, hvor forstavelserne antages af være stammenavne.

Amund, hamund (224, 235): (For)uden (beskyttende) hånd.

i omtalen af en frihalset træl der nu ikke længere er underlagt sin herre’s hånd, underforstået pålagte pligter, og derfor er at regne som ”fulcfree” (folkefri). For endestavelsen ”-mund”, se ”Mundium, mundio” (*mund).

Anagrip, Anagrift (188, 214): overgreb, forgribe.

Loven omhandler voldtægt.

Angargathungi (14, 48, 74): Græsmarkstung, jorddrot.

Vi kan se at ordet skal opfattes som en værdiansættelse af en person, dvs. hans wergeld ("wergild" i longobardisk dialekt), der tager udgangspunkt i hans æt-rang + noget mere; måske hans velstand målt i jordbesiddelse.

”Angargathungi” er sammensat af ”angar” + ”gathungi”.

Forstavelsen ”angar” ses som endestavelsen i bl.a. de oldnordiske stednavne ”Harðangr” (Hardanger) og ”Stafangr” (Stavanger). Ordet ses også som ”angar” (oldsaksisk), hvorfor ordet er identisk til ”eng, æng” (oldnordisk, olddansk), alle hvilke betegner en naturlig græsmark.

Endestavelsen ”gathungi” ses som ” þungr, thung” (oldnordisk, olddansk) eller ”tung”.

Den frankiske lovkode ”Lex Salica” (nr. XLVI) givet af Clovis I (465-511) fra ca. 507-511 e.Kr. har titlen ”Thunginus, thunginum”, der derfor direkte betyder “Den Tunge”, underforstået den største jordbesidder på egnen, hvilket giver personen vægt i lov og orden.

Arga (381) fej; måske oprindeligt ”hun-ged”.

Ordet ”arga” kendes ligeledes fra Staðarhólsbók (392) fra år 1280 e.Kr.: ”Ef maðr kallar man ragan eða stroðiN. Eða sorðiN” (ifald en mand kalder (en anden) mand for ragan [= fej] eller stroðiN [fra streða = serða] eller sorðiN [fra serða = have legemlig omgang med = bøsse].

”Ragan” er fra ”ragr, argr”, der igen er tillægsform i hankøn er ”ergi” (ondskab). Den af straffeloven omfattede fornærmelse ”ragr, argr” opfattes på oldnordisk som ”fej, umandig, udygtig, at bedrive unaturlig legemlig omgang med mænd, eller lade sig bruge dertil”.

Forståelsen fremgår af ordsprogene: ”argr er sá sem öngu versk” (den er fej, som ikke griber til nogen forsvarsmidler); ”þrællinn hefnir en argr aldri” (trællen hævner (sig, men) den feje aldrig). Ordet forekommer med samme alvorlige konsekvens i longobardisk straffelov, og har derfor haft samme betydning.

Ordet kendes som ”arg, earg” og ”ráge, rǽge” på oldengelsk. Hvor ”arg, earg” på oldengelsk også opfattes som ”fej”, betegner ”ráge, rǽge” en ”vild hun-ged”. Mit bud er at det longobardiske ”arga” i sin oprindelige betydning har været betegnelsen for en vild hun-ged, der naturligvis er fej og forsvarsløs, og at denne kvindefornærmelse overføres til en fornærmelse af mænd.

Axegias (286): gærde af flettet ris(krat).

Forstavelsen ”Axe-” kendes i formen ”ax, ear, æher, ahs” (oldnordisk, oldengelsk olddansk, gotisk), alle med betydningen ”forbinding omkring uregelmæssige former, (korn)akse”.

Endestavelsen ”-gias” er måske identisk til ”gaddr, gerd, gierd, gerda, ierde” (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk, oldfrisisk”, alle med betydningen ”stav, pind”, der må være knyttet til ”gerði, gærthe” (oldnordisk, olddansk), hvor betydningen er ”flette-, ris-, stengærde”.

Burgundaib (Origo Gentis Langobardorvm, kap. 2): Burgunder-Jord.

landskabsnavn fra "*Burgundairþ” = Bornholm.

Faderfio (199, 200) Fader(‘s) fæ.

Dette er bruden’s fader's gave til sin datter ved indgåelse af giftermål.

Endestavelsen “-fio” kendes som ”fioh” (oldnordisk, oldengelsk), der betegner al løs og fast ejendom, herunder kvæg, heste, og penge. Det er naturligvis nøjagtigt hvad runen ”*fehu, Feo, Feoh” betyder i Ældre Futhark.

Faida (74, 214, 326): Fjendskab, Fjende.

jvf. “fjandi, feond, fiand, fiond, fijands” (oldnordisk, oldengelsk, oldfrisisk, oldsaksisk, gotisk). Ordet forklares i loven som ”quod est inimicitia” (det vil sige den med hvem man har fjendskab). Kendes i formen ”fæhð, feithe” (oldengelsk, oldfrisisk).

Fans, pans (224): pant, underlagt løfte.

Ordet er longobardisk og forklares som “in votum regis” (under løfte til kongen). Fra lovens udformning kan vi se der er tale om en frihalset træl, Amund, der dog ikke fuldt ud er erklæret Fulcfree (folkefri). Vi kender til ”pantr, pants, pant” (oldnordisk, olddansk) i betydningen ”pant”, og til ”fantr, fants” (oldnordisk) i betydningen ”en som går ærinder, brevdrager”. Begge ord har måske samme oprindelse i den longobardiske betydning af en frihalset træl med fortsat båndlæggelse.

Fegangit, figangit, fegangi (253, 291 372): fægang, den der drager bort med (anden mands) ejendom = (kvæg)tyv.

Ordet ”fegang, figang, fagang” (Grimwald nr. 9) betegner i lov at en fribåren mand har begået tyveri og er blevet taget på fersk gerning. Ordet er derfor sammensat af ”fe-”, der kendes i formen ”fé, fioh, faíhu, fæ” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, olddansk), og betegner al løs og fast ejendom, herunder kvæg, heste, og penge; med endestavelsen ”-gang”, der kendes i formen ”gangr, gang, gaggs” (oldnordisk, oldengelsk, olddansk, gotisk).

Udtrykket ”fægang” kendes på olddansk og har her betydningen ”den vej, ad hvilken kvæget blev drevet til og fra græsgangen”. Fra denne oprindelige forståelse udvikles forståelsen for kvægtyveri, og tyveri i almindelighed. Som i al anden urnordisk lovgivning udløser tyveri retten til at dræbe tyven uden videre retslige tiltag eller konsekvenser for drabet.

Feld (Historia gentis Langobardorum, kap. 20): slette, åbent land.

landskabsnavn, jvf. ”feld, felt, folda” (oldengelsk, oldfrisisk, oldsaksisk, gammeldansk, nudansk).

Fornaccar (fonsaceri, fusinacecharum, fossinachar, fosangar, fosnachar, furnaccar, fonsacar, fornaccar, fosnacar, fona accar) (358) Fornager, hvad tidligere var opdyrket agerjord.

dvs. i trevangsbrug ”fælled”. Forstavelsen ”forn-” har stor variation i stavevis, jvf. andre stavemåder ”fons-, fusin-, fossin-, fos-, furn-, fosn-, fona-”. Jeg mener dog vi med sindsro kan sige at ordet kendes i den identiske form ”forn” (oldnordisk, olddansk). Vi ser f.eks. i ordet ”fórn, forn” (oldnordisk, nudansk), hvor betydningen er ”gave, offer”, at dette ord også blev stavet ”fon, fund”. Denne staveforvirring er den samme vi genfinder i langobardisk.

Endestavelsen ”-accar, -acar” kendes i formen ”akr, æcer, akkar, ekker, akrs, aker, akær” (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk, oldfrisisk, gotisk, etruskisk, olddansk”, i dag ”ager”.

Fraida (275) I fred.

Kendes i formen ”friðr, friðr, frithu, gafrithon, freidjan, frith” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, olddansk).

Frea (Origo Gentis Langobardorvm, kap. 1): Freja, Freya, (Vor) Frue.

Ordet “Frea” kendes på oldnordisk som “Freyia, Freyju, Freyja” (Grímnismál (vers 14); Lokasenna (vers 29), Þrymskviða (vers 3-4), Hyndluljóð (vers 7), alle Ældre Edda). På oldsaksisk ses formen ”friia”(Frija) i Merseburg trylleformlen (vers 2), hvor kvindenavnet nu er en sammensmeltning af Frigg og Freya. I alle tilfælde er ordet i samtiden en betegnelse på en moder jord-gudinde. Ordet kendes ikke syd for Ejder-strømmen som en betegnelse på en gudinde, hvilket stærkt understøtter Longobardernes ophav nord for Ejder-strømmen i Sønderjylland. Ordet forekommer på oldengelsk én gang i sætningen ”frēo fægroste” (fruen fagerste), der findes i en oldengelsk oversættelse af 1. Mosebog. Her er ordet ikke knyttet til den jordlige moder, men en faktisk kvinde; i dette tilfælde Adam’s viv ( …he Adam …. and his wif somed, frēo fægroste).

Fulboran (154) Fuldbåren.

dvs. et barn båret frit (fra moderen) og lyst på thinget som retmæssig arving. Endestavelsen ”-boran” ses som ”bera, beran, boren, bairan” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, oldfrisisk, oldsaksisk).

Fulcfree, fulcfrea (224, 257): folkefri.

dvs. oppebærer frihedsrettigheder som ligestillet fribåren af det longobardiske folk. Det er typisk en frihalset træl der køber sig til, eller tilstås, denne frihed.

Gafand (247): vaand, gevandt, det som man vinder, det man tager del i.

Kendes i formen ”vǫndr (ejefald ”vandar”), wandus, wand” (oldnordisk, gotisk, olddansk). Ordet får senere en udvidet betydning til ”bøje, sno, flette”. På gammeldansk kendes også ”gevandt” (det som man vinder).

Gahagio, gahagium (319, 320) hjemlig, personlig ejendom.

Ordet forekommer i omtalen af kongens private skove og vildtbaner. I det longobardiske ”gahagio, gahagium” genser vi den danske form ”gehejm”, der trækkes sammen til ”hjemlig”. Endestavelsen er egentlig ”heimiligr, h(i)emmelig” (oldnordisk, olddansk), hvis betydning er ”som hører til huset eller familien”, jvf. kongens personlige ejendom.

Gairethinx (167, 172, 174, 222, 375, 386) spydthing.

Forstavelsen “Gair-“ kendes som “”gâr, geir, geirr" (oldnordisk, oldengelsk) + ”Þing” (thing). Stednavnet for det longobardiske thing forekommer måske også det oprindelige thing i Halland, der kaldes "Getinge", men som måske snarere bør opfattes som ”Götar(nes) thing”. Mere nærliggende er stednavnet "Getingheret" (Ginding herred), Vestjylland, samt "Giæthningheret", Det Nordlige Friesland/Lille Friesland, der også kaldes "Gerthing, Geting, Getthing", i dag Garding herred.

Gamahalos (gamalos, gamelos) (362) gemaler (flertalsform).

Ordet ”gemal” (*gamal) betegner oprindeligt en person bundet ved overenskomst, jvf. en prinsgemal. I longobardisk lov betegner det, som på nudansk, en slægtning tilkommet slægten udefra ved indgået (ægteskabs)kontrakt.

Gambara (Origo Gentis Langobardorvm, kap. 1; Historia gentis Langobardorum, kap. 7) Hende der hyldes.

”Gambara” er en by og stednavn i landskabet Brescia, Lombardiet. Stednavnet er attesteret i år 1088 e.Kr.

Gambara er i longobardisk tanke fremstillet som ”Moderen” til Longobardtvillingerne, hvilket i urnordisk tanke derfor er en landnámsberetning. I Skandinavien er sagnet om vort landnám fortalt i sagnet om ”Gefion og Sølund”. Ophavet til ”Gambara” er ukendt, men jeg byder at ordet er udledt af ”gambe, gombe” (oldengelsk), hvis oprindelige betydning er ”at hylde”. Som en kvindelig grundlæggende Moder bør ”Gambara” derfor opfattes som ”Hende der hyldes”. Det kunne f.eks. være fra denne forståelse at strengeinstrumentet ”viola da gamba” (italiensk), på nudansk ”gambe”, udvikles og navngives; forløberen til det vi i dag kalder en ”cello”.

Gasindiis (gasindios, gasindio) (Liutprand 62; Luitprand’s ”capitula extra edictum vagantia” 14) gesandt, den (ud)sendte.

Vi kan se fra loven at en “gasindio” var en kriger trofast mod kongen ved aflagt ed. Vi kan også se at samme kriger var udsendt og opholdte sig i et landskab hvorover en hertug herskede, men til hvem gasindio’en ikke var ansvarlig. Dette er en nøjagtig beskrivelse af en gesandt, der betegner en person udsendt fra en konge eller overhoved til et andet sted, på vegne kongen.

Gastaldius, Gastaldium (15, 23, 210, 221, 375): *Gastald .

Titlen forekommer på oldnordisk som ”stalar]a” (*stallari) på runestenen (SM76) fra Komstad, Sävsjö, Vestre Herred, Småland, dateret til sen vikingetid, og er en titel båret af ”tufa” (Tofa), der virkede for ”hkunaR iarls” (Jarl Hákon). Det er ud til at titlen skal nogenlunde sidestilles med den samtidige titel ”reifa, gerefa, gagrefts” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk), i dag ”greve”, der var drottens opretholder af lov og orden i landskabet (scirgerefa, lensgreve). Gastalden er derfor landskabets domsmand og ridefoged på vegne drotten.

Godan (Origo Gentis Langobardorvm, kap. 1): Odin.

jvf. Odin, Óðinn, Vodin, Woden, Wodan, Woðan, Wotan, Wuotan. Jeg foreslår her at “g” er indført i det latinske skrift for at vise den jydske brydning af ”o” til ”vo”. Jeg byder derfor at Longobarderne (og Vandalerne) har udtalt ordet ”(G)woðan, (G)wotan”. Har jeg ret i at Langobardernes landområde var Åbo syssel langs med Gudenåen, der oprindeligt hed ”Ahbarth/Ahbarð-syssel”, samt ”Barwith/Barwið-syssel” i og omkring Kongeåen, antyder stednavnet ”Vojens” at vi måske burde kalde den jydske brydning for ”den jydske og longobardiske brydning”.

Grabworfin (15) grav-hverv, gravvending.

dvs. plyndring af en grav. Forstavelsen ”grab-” kendes som ”gröf, græf, graf, graba, gref” (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk, gotisk, oldfrisisk).

Haistan (277) hastende, rasende (sindstilstand).

Ordet er forklaret som “id est irato animo” (det er rasende sindstilstand). Ordet kendes i formen ”hæste, haifsts, *haifst, hast” (oldengelsk, gotisk, frankisk, gammeldansk), alle med betydningen ”voldelig, rasende”. På oldnordisk forekommer ordet kun i tillægsform som ”hastarligr” (brat, pludseligt), men må have været benyttet som ”*hastr”.

Handegawerc et harigawerc (225): håndværk og hærwærk.

Endestavelsen ”gewerc” kendes om ”virki, weorc, geweorche, gewirki (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk), jvf. bl.a. brugen i stednavnene ”Súðvirkis, Suthriganaweorc, Suthringa geweorche” (Southwark, London), samt naturligvis i ”Danevirke” (Danavirki) og ”virket” i henholdsvis Sønderjylland og på Falster.

”Handegawerc” kendes i formen ”handaverk, handgeweorc, handeværk, hondeværk” (oldnordisk, oldengelsk, olddansk), i dag ”håndværk, handiwork”. Som ordsammensætningen tilsiger, er den oprindelige betydning ”hænders værk, hvad man har skabt med sine hænder (underforstået med brug af værktøj)”.

”Harigawerc” kendes i formen ”hervirki, hereweorc, hærværk(æ), herreverk, hærwirkæ” (oldnordisk, oldengelsk, olddansk, gammeldansk), hvor ”hærværk” oprindeligt er ”hærens virke”, konsekvensen af hvilken er ”hærgen, voldsgerning”.

Harimanno (hariinannos, arimandos, harimannano, arimannauo) (Luitprand’s ”capitula extra edictum vagantia” 2, 14) Hærmand.

Ordet “Harimanno” kendes i formen “hermaðr, heremann” (oldnordisk, oldengelsk); alle med betydningen ”kriger, krigsmand”. I Tallinn findes tårnet "Pikk Hermann" (høje/lange krigsmand, den høje kriger), hvorfra alle bannere i Tallinns og Estlands historie har vajet.

Hariscild (arsgild, arscil, archild, uuidrigild, arschild) (Liutprand 134) Hærskjold.

Ordet “hariscild” kendes identisk på oldnordisk som “herskjöldr”, og betegner direkte ”hærmærke, krigsfane”. Udtrykket ”fara með herskildi” (fare med hærskjold) opfattes som ”hærge, udøve fjendtligheder, plyndre”.

Haritraib (379) Hærridt (datidsform).

Forstavelsen ”Hari-, Harit-” kendes i formen ”herr, here, harjis, hær” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, olddansk).

Endestavelsen ”-raib” kendes i formen ”riða, ridan, rida” (oldnordisk, oldengelsk, oldfrisisk) med den oldengelske datidsform værende ”rad” (red, ridt)
Det oprindelige ord for ”rytteri” er ”riddariherr, ridanhere” (oldnordisk, oldengelsk) eller ”ridehær, rytterhær”. Longobardisk har tydeligvis samme ord. Som loven er skrevet ser det ud til vi skal opfatte ordet i datid, hvorfor ordet må sidestilles med det olddanske ”Herrefærd”.

Forstavelsen ses også i det longobardiske kongenavn Hariwald, igen fra den urnordiske titel ”*hariwalda” (hærvælder, den der leder hæren), samt i de urnordiske personnavne ”Hariuha” (DR BR61, fundet nær Køge, dateret til år 385-670 e.Kr.) og ”*HariwulfaR” (DR 357, DR 358, DR 359, Blekinge, ca. år 0-200 e.Kr.).

I Kong Ine af Wessex (regent 688-728)’s Vest-saksiske Lovkoder (Lov nr. 13) fra ca. år 693 e.Kr., er en ”hær” (here) defineret som bestående af ”over 35 krigere”. Dette er formentlig samme forståelse i longobardisk lov.

Hoberos (278, 380) hovrusk(en).

Ordet er forklaret som “id est curtis ruptura” (det er brud på det indhegnede område).

Forstavelsen ”hob-” kendes i formen ”hóf, hof, hoff, how” (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk, olddansk), den oprindelige betydning værende ”indhegnet plads, kreds, område, gårdspladsen, grund”.

Endestavelsen ”-ros” kunne være identisk til den oldnordisk form ”rósta, rósti” (tumult, voldsom fremfærd) og/eller ”ruska” (forstyrre), men er formentlig formen ”ryskja, ruske” (oldnordisk, gammeldansk) med betydningen ”rive, rykke i”, underforstået med brug af vold. Sidstnævnte forståelse kendes også i formen ”ros, rus, rosse” (olddansk, gammeldansk), der opfattes som ”voldsomt og lydeligt sammenstød”.

Iderzun (285) : indhegnet jordstykke, tun omringet af gærde.

Forstavelsen ”Ider-” kendes i formen ”jaðarr, edor, eodor” (oldnordisk, oldengelsk), hvor den oprindelige betydning er ”indhegning, kant, rand”.
Endestavelsen ”-zun” kendes i formen ”tūn, tuna, tune” (oldnordisk, oldengelsk, oldfrisisk, gammeldansk), hvor den oprindelige betydning er ”tun, gærde, indhegnet jordstykke, gårdsplads”.

Lage (384) lår (= benet over knæet, den tykke del af benet).

Ordet kendes i formen ”leggr, leg” (oldnordisk, olddansk), oprindeligt ”læg, den tykke del af benet”, videre til ”lær, lar” (oldnordisk, olddansk), i dag ”lår”.

Jydernes konge i Kent, Æthelberht (Ethelbert, Regent 560-616) har en tilsvarende lov nr. 65, der lyder: ”Gif þeoh gebrocen weorðeþ, XII scillingum gebete” (ifald (et) lår brækkes, 12 (guld)skillinger bødes). Lov nr. 68: ”Gif man þeoh ðurhstingþ, stice gehwilce VI scillingas” tager stilling til hvis låret gennemstikkes (gennembores).

På oldengelsk bruges derfor i samtiden ordet ”þjo, þeoh, þeh, thiach ” (oldnordisk, oldengelsk, oldfrisisk), i dag ”thigh”; oprindeligt ”den tykke del af benet”.

Da longobardernes straffelov foreskriver 20 solidus (solidos vigenti) for samme forseelse, kan valutakursen bestemmes: 1 guldskilling = 1.7 solidi.

Lama (Historia gentis Langobardorum, I:15): dynd.

jvf. “lím, lam, lim, lemo" (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk). Brugt i f.eks. Limfjorden (fjörð Lima).

*Land (Historia gentis Langobardorum, I:13; Origo Gentis Langobardorvm, kap. 2): land, hjemstavn for et menneske eller et folk.

jvf. ”land, lund, lond” (oldnordisk, oldengelsk, oldfrisisk, gotisk). Ses som endestavelse i landskabsnavnet ”Golandam, Golaidam” (Gulland, Gotland).

Launegild (175, 184) lånegæld.

Fra loven kan vi se at begrebet omfatter en indgået aftale, hvor parterne udveksler to genstande, men hvor overdragelsen ikke finder sted samtidigt. Den part der endnu ikke har overdraget sin genstand har derfor ”launegild” (lånegæld) til modparten. Ordet, og begrebet, kendes som ”löngeld, leánum míne gife gyldan” (oldsaksisk, oldengelsk). Forstavelsen ”laune-” kendes som ” lán, læn, læ, leihwan” (oldnordisk, oldengelsk, jysk, olddansk, gotisk).

Marhworfin, Marahvorf (30, 373): Mare-hverv, Hoppevending.

dvs, at blive kastet (i en hvælving-kurve) af en hest, der også hos longobarderne altid var en hoppe (mare).

Metfio (199): Med-fæ, medgift.

Dette betegner den fremtidige brudgom’s betaling til den udkårne brud’s fader ved håndfæstningen og trolovningen. ”Metfio” var aftalt sammen med Morgengaven, og disse adskilles fra hinanden fordi betalingerne sker på forskellige juridiske tidspunkter i kontrakten om giftermålet. Brudens fader videregav den modtagne ”metfio” som en del af sin egen ”faderfio” til sin datter efter giftermålets indgåelse.

Forstavelsen ”met” kendes som ”með, mid, miþ, mæth, mæð” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, olddansk, runer).

Mordh (morh, mord) (369) mord.

Ordet kendes i formen ”morð, morðor, maúrþr, mordh” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, olddansk), hvis oprindelige betydning er ”hemmelig og ulovlig drab af en person”.

Morgingab (182, 199): Morgengave.

jvf. ”morgingjöf, morgengyfe, morghongäva, morghon-gcef” (oldnordisk, oldengelsk, oldsvensk).

Mundium, mundio (188, 189, 190, 214): *Mund, (beskyttende) hånd.

jvf. ”mund” (oldnordisk, oldengelsk) med betydningen “hånd, beskytter, beskyttende hånd, hænder”. Herfra udvikles tillægsordet ”myndigh, myndugh” (gammeldansk), i dag ”myndig”. Udtrykket ses brugt i mundheldet ”Morgenstund har guld i mund”.

Mundwald (munduuald) (Liutprand 12, 30, 31, 93, 100, 141, 146) Håndvælder (= værge).

Ordet skal ses sammen med det longobardiske ord og juridiske begreb "Selbmundia" (selv-(beskyttende) hånd), dvs. ”at være sin egen værge” i omtalen af en kvinde. For forstavelsen ”mundi-, se ”Mundium, mundio” (*mund).

Endestavelsen "-wald" kendes i formen "veldi, walda, welde, wælle, vælde" (oldnordisk, oldengelsk, olddansk, fornsvensk).

Ordet forekommer i mandsnavnet "Waldar" (Skjoldungasaga), Skånekonge ca. år 500-550 e.Kr., samt i endestavelsen af herskertitlen og personnavnet "Hariwald(a)", sidstnævnte igen værende longobardisk. I de nye kongeriger i Britannien ses ordet i herskertitlen "Bretwalda" (Herre over Bretland, vælder af Britannien). Det forekommer også i navnet "Æþelwaldi" år 604 e.Kr. i jydernes landskab Kent, samt på en lang række runeindskrifter fra Skandinavien. Som personnavn ser navnet ud til at være stærkt knyttet til Sjælland.

Murioth (384) overarm.

Vi kan se at ordet skal betegne ”benet over albuen til skulderen”, og derfor overarmen. I oprindelig tanke må ordet derfor betegne ”den tykke del af benet”, og derfor være oprindelsen til oldgermansk ”murioth, muriot, murigot” (lår). Forbindelsen til oldnordisk og oldengelsk er ukendt. Måske knyttet til kimbrisk, keltisk ”morduit” (lår, den tykke del af benet).

Beowulf-kvadet (sætning 834-836) viser os hvad vi generelt kaldte arm, hånd og skulder: ”hond álegde, earm ond eaxle” (hånden lagde, (med) arm og (skulder)aksel). Det er yderst bemærkelsesværdigt at jysk lov som givet af jydernes konge i Kent, Æthelberht (Ethelbert, Regent 560-616) ikke indeholder straffelov om armen. Lov nr. 32 omhandler ”rihthamscyld” (direkte ”rette + ham + skjold”), som jeg opfatter som betydende ”højre (del af kroppens) læderhud”, dvs. kampsiden af personen. Ingensteds er armen nævnt. Dette er ingen tilfældighed, men hvorfor?

Plodraub (14) blodrøver(i).

dvs. drab efterfulgt af plyndring.

Forstavelsen ”plod” kendes som ”bloð, blod, blôd, bloþ” (oldnordisk, oldengelsk, oldfrisisk, oldsaksisk, gotisk).

Endestavelsen "-raub" kendes som ”rauf, reaf, rof, ruf” (oldnordisk, oldengelsk, olddansk).

Plovum (288) plov.

Ordet kendes i formen ”plogr, plog, plogh” (oldnordisk, oldengelsk, olddansk).

Pulslahi (125): Puleslag, bankende/stødende slag.

Den engelske fortolkning af dette ord er ”a blow which causes a bump”, dvs. buleslag. Dette er jeg uenig i er den oprindelige forståelse, snarere en afledet konsekvens af handlingen. Forstavelsen ”pul-” kendes som ”pul, pula, påla, púla” (olddansk, svensk, islandsk), hvor den oprindelige forståelse er ”arbejde ihærdigt, slå, banke, støde”. En udvidet forståelse på gammeldansk er ”pul”, der opfattes som en tue af græs, og dermed en forhøjning, jvf. bule-virkningen af slaget.

Endestavelsen ”-slahi” kendes som ”slag, slean, slegr, slahs, slag(h)” (oldnordisk, oldengelsk, gutnisk, gotisk, olddansk).

Rairaub (rahairaubus, raairaub) (16) ligrøver(i),

dvs. plyndring af en død person (hvor det her antages af røveren ikke har dræbt personen – se ”plodraub”). Forstavelsen ”rai” tænkes fra ”*hrai”, hvor det nudanske ”lig” kendes som ”lík, lic, leik” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk).

Scadinavia, Scadanan (Historia gentis Langobardorum, I:1; Origo Gentis Langobardorvm, kap. 1): Skandinavien, Skade-landene.

jvf. det oldgræske ”Skandeian” i Homer: Iliaden (Bog X:265-270); ”scatinavia” (Plinius den ældre: Naturalis Historiae); ”Scedelandum” (Skade landene) og "Scedenigge" (Skandinavien) i Beowulf-kvadet (sætning 19, 1686) fra ca. år 755-757 e.Kr., samt ”Scðn-ég” (Skades ø) i Wulfstan’s rejsebeskrivelser fra ca. år 890 e.Kr.

Adam af Bremen: Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum (bog 4: VII, Schol. 111, s. 251) fra ca. år 1070-72 e.Kr. skriver “Scantia vel Gangavia sive Scandinavia”. Landskabsbetegnelsen “Gangavia” er formentlig hentet fra Gaius Julius Solinus: Polyhistor (De Mirabilibus Mundi; Collectanea rerum memorabilium, kap. XX) fra 2-300 tallet e.Kr., hvor forekommer to gange landskabsnavnet ”Gangavia”, der opfattes som en ”insula” (ø). Det er nemt af afskrive ordet som en forvanskning; lidt mere spændende at overveje fra hvilken hånd denne måske fonetiske udtale af ordet kan være kommet.

Sculdhais (35, 189, 251, 374): Skyldheds-(manden).

En titel på en person, der igen er ansvarlig til en *Gastald. Titlen kendes også hos de gotiske ætter som ”scutarius” (500 tallet e.Kr.). Den oprindelige opgave ser ud til at være inddrivelse af skyld (gæld), jvf. f.eks. grundskyld, og forstavelsen ”sculd” kendes som ”skuld, scyld, skuldo” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk). Titlen ”sculdhais” svarer derfor til vore dages foged og kendes i formen ”sculđeta, scyld-hæta” (oldengelsk).

Segun (de to Gyldne Tavler fundet i Bezenye, i dag det nordlige Ungarn; år 500-550 e.Kr.): (vel)signet

Kendes som "signa, segn, seginon, segan" (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk, oldhøjtysk), alle fra latinsk "signum" (tegn), der i kristen rite underforståes som "(at slå) korstegn, at korse sig". Men Hyndluljóð (vers 28, Ældre Edda) viser os med "godum signadir" ([til] guderne signet), der opfattes som "viet til, indviet", at ordet har en ældre før-kristen betydning. Vi kan ikke sige hvorledes longobarderne brugte ordet i samtiden.

Selbmundia (204): selv-(beskyttende) hånd.

Udtrykket omhandler ”at være sin egen værge” og omhandler en kvinde. Forstavelsen ”selb” kendes som ”sjalfr, self, seolf, sylf, silba” (oldnordisk, oldengelsk, oldfrisisk, gotisk). For endestavelsen ”-mundia”, se ”Mundium, mundio” (*mund). Ordet skal ses sammen med begrebet "Mundwald" (Håndvælder = værge).

Snaida, snaidam (240, 241): snide, snitte.

Kendes i formen ”sníða, sniþan, snidan, sneiþan, snide” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, gammeldansk). Ses bl.a. brugt i titlen ”snedker” (snidker), der snider (snitter, tilskærer) træet.

Sonorpair (351) [for]soningssvin.

Loven forklarer os at det longobardiske ord ”sonorpair” betegner det vildsvin ”qui omnis alius verres in grege battit et vincit” (der alle andre vildsvin har bekæmpet og besejret), med andre ord alfa-ornen. Ordet er i samtiden, og i urnordisk tanke, ufatteligt vigtigt. Vildsvinet der ofres til Vintersolhverv blev på oldnordisk kaldt en ”sónargöltr” ([for]soningsgalt) og på oldengelsk ”sunor”. Selve ofringen kaldtes ”sónarblót” ([for]soningsblót). Ofringen til Sommersolhverv kaldtes ”sonar báli” ([for]sonings-bålet). Dette er julegrisen, den største pris til Freyr som Den Hedenske Høje. Loven forklarer os at i en svineflok på mindre end 30, findes ingen ”sonorpair”. Bøden for at slå et normalt svin ihjel er ”actugild” (Otte-gæld, bødestraf på 8 x gældende takst). Bøden for en ”sonorpair” er ”12 solidi” (solidos duodicem), dvs. 1½ x den normale takst.

Endestavelsen ”-pair” kendes i formen ”bár, ber” (oldengelsk, oldsaksisk) med betydningen ”vildsvin”.

Det forekommer mig at ”göltr, galt” (oldnordisk, olddansk), dvs. en kastreret orne (hangris), hvilket ord ikke forekommer på hverken oldengelsk eller oldsaksisk, må betegne det samme som ”bár, ber, pair” (oldengelsk, oldsaksisk, langobardisk), hvilket ord netop ikke forekommer på hverken olddansk eller oldnordisk. Det antyder at sidstnævnte ord er en særlig (sønder)jysk dialekt.

Stantaria (287) Stående (plankeværk)?

Vi kan se fra loven er der må være tale om et gærde bestående af stolper/rafter/planker. Det forekommer derfor at ordet må kendes i formen ”standa, standan, standæ” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, olddansk).

Stolesazo (150) -sæde. En titel på en person.

Endestavelsen ”-sazo” kendes som ”sæti, sædhe, sæte,” (oldnordisk, olddansk, gammeldansk), hvor den oprindelige betydning er ”sæde, stilling”. Ordet kendes ikke på oldengelsk og har derfor næppe været brugt af andre ætter i Jylland end Longobarderne.

Tibia (384) underbenet, læg, (ben)tippen.

Vi kan se at ordet skal betegne ”benet under knæet til foden” eller ”læg”. Ordet må være identisk til ”tip” (gammeldansk), der oprindeligt betegner ”den yderste ende af et aflangt legeme”, i dag indskrænket som endestavelse i ”næsetip”.

Jydernes konge i Kent, Æthelberht (Ethelbert, Regent 560-616) har måske en tilsvarende lov nr. 68, der lyder: ”Gif wælt wund weorðeþ, III scillingas gebete” (ifald wælt såres, 3 (guld)skillinger bødes). Desværre ved vi ikke hvorledes vi skal opfatte det oldengelske ”wælt”. Loven findes mellem ”þeoh” (lår) i lov nr. 67, og ”fot” (fod) i lov nr. 69, hvorfor ”wælt” bør være underbenet; hvad vi i dag kalder ”læg”. Se bemærkninger under ”lage”. Det nuengelske ord ”calf” kendes først fra 1300 tallet e.Kr., og er hentet fra ”kálfi” (oldnordisk). Der har derfor været et andet ord på oldengelsk, og ”wælt” er formentlig det rette ord. I så fald kendes ”wælt” måske i formen ”vèl” (oldnordisk), hvilket ord bl.a. har betydningen ”stjært, noget stift”. I den longobardiske lov omtales straffen for et brækket læg; i den jyske lov omtales et såret læg. Derfor kan de to bøder; 3 guldskillinger (III scillingas) og 16 solidi (solidos sedecim) ikke umiddelbart sammenlignes.

Thingare (172, 173, 176, 222, 367) (at) thinge (tinge).

Ordet kendes i formen "þinga, þingian, tinghe" (oldnordisk, oldengelsk, olddansk).

Thingatum, thingatus (157): tinget (til), givet til en person på thinget.

Thingaverit (156, 173, 224) Thingværet, som det være sig på thinget.

dvs. den fremgangsmåde besluttet på thinget for en given ting eller sag.

Thingit in gaida et gisil” (224): thinget i gad og pil; givet pikstav og pil.

Denne faste vending i lov er frigivelsesritet for trælle. ”Gaida” kendes som ”gedda, gād, gæddæ, gad” (oldnordisk, oldengelsk, olddansk) med betydningerne ”gedde(fisk), spyd, brod”. En geddefisk kaldes på nuengelsk en "pike". Den oprindelige betydning af ordet er ”pike, fodfolkslanse”, og det er netop denne billige udgave af et spyd den frihalsede træl tilstilles som nylig ligestillet bevæbnet kriger.

”Gisil, gisel” forekommer som endestavelse på urnordisk i Ældre Futhark rejst på et spydskaft fundet i Kragehul, Odense og dateret til år 350-550 e.Kr. (Nationalmuseet nr. 3158, DR 196). Her finder vi ordet ”asugisalas”, som jeg argumenterer for skal opfattes som ”Asernes pil/stråle/spyd”. Og fordi første del af denne juridiske vending omhandler spydet, må anden del af vendingen omhandle pilen. Derfor skal ”gisil, gisel” her opfattes som ”pil”.
Understøttende denne formodning har vi to tekster på latin fra 900 tallet e.Kr., der netop forklarer nærværende frivgivelsesrite som betydende ”id est ferrum et astula sagittae” (det vil sige (spyd)jern og små lanse-pile), hvor jeg antager at ”astula” er knyttet til, og en diminutiv form af, ”hastile” (lanseskaft).

Ordet ses som forstavelse i personnavnene ”Giselbert, Giselric, Giselhard, Giselberga”.

I den frankiske lovkode ”Lex Salica” (XXVI) givet af Clovis I (465-511) fra ca. 507-511 e.Kr. lyder frigivelsesritet for ufri (træl eller fæstebonde) således:

”*Maltho *thi *afrio *leto” eller "Melder dig fri at være (du) lade"

Den faktiske ordlyd er: ”malthoitus meo letu; maltochiado freoledo; maltholito frioblito; malcho itto frio blito; maltho hitho frio blito; maltho theato meolito; maltho thi afrio lito”. Det forekommer mig at “letu, ledo, lito” kan være den urnordiske form af tillægsordet “latr, læt, lat, lats, ladh(er), laet” (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk, gotisk, olddansk, mellemhollandsk), alle med betydningen “lad, doven, langsom”, igen tillægsord forbundet med trældom. I det frankiske frigivelses-rite ligger derfor underforstået pligten om at være snild og hurtig i vendingen fremover.

Thinx (171, 172, 174): En ting (underforstået en fysisk genstand).

Ordet bruges i forbindelse med Aftalelov, hvor en overdragelse af en ting er bindende for afgiveren, jvf. i dag Aftaleloven § 1.

Trene (384) underarm.

Kendes i formen ”trin, treen, træn, tri(i)n” til ”tre(e)n, trene, trine, trina” (olddansk, gammeldansk, fornsvensk), i dag ”trin, trine”. Kendes i formen ”trem, trym” (oldengelsk) der betegner ”lille stykke, kort længde”, jvf. f.eks. ”fótes trym” (en fod’s længde). Vi kan se at ordet skal betegne ”benet under albuen til hånden”, og derfor underarmen. Se bemærkning under ”Murioth”.

Wadia (360, 361, 366) edsaflægger, pantgiver.

”Wadia” kendes i skotsk lov i formerne ”wadset”, fra udsagnsordet ”wad, wadio” (pant); og ”wadsetter” (panthaver). På oldengelsk kendes formerne ”wedd settan” (pantsætte) og ”wedbryce” (edsbrud, forræderi), som ordet også gemmer sig i begivenheden ”weddung” (wedding), hvis oprindelige betydning er ”det at have aflagt ed”.

Det langobardiske ”*wad” kendes i formen ”veð, wedd, wed, wadi, weddi, wedh, wædh, vaþ, væþ” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, oldsaksisk, olddansk, fornsvensk); alle med betydningen ”edsaflægger, pantgiver”. Udtrykket gemmer sig i at vi ved håndslag ”slår vad”, når vi indgår et væddemål, eller ”veðja, weddian ga-wadjon, weddia, wædhæ, wedde” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, oldfrisisk, olddansk), alle med betydningen ”at pantsætte, at afsige ed, at vædde”.

Walupaus (walopaus, uualapau(t)z) (31): Kampdræber, voldsforbryder.

Forstavelsen ”wal-” ses som ”val, wæl” (oldnordisk, oldengelsk).

Ordet, der må antages at være et uforståeligt fremmedord i det nordlige Italien i 600 tallet e.Kr. betegner en ”forklædt voldsforbryder, slagsbroder”, og er forklaret i loven som ”Walupaus est, qui se furtim vestimentum alium induerit aut se caput latrocinandi animo aut faciem transfiguraverit”  (Walupaus er en der i løn ifører sig en fremmedes klæder eller slører sit hoved eller ansigt).

Endestavelsen ”-paus, pau(t)z” er tilsyneladende uforstået. Følger vi min grammatiske antagelse i longobardisk, at b → p, da må endestavelsen ”-paus, pau(t)z” på oldnordisk, oldengelsk og/eller olddansk have været ”-baus, bau(t)z”. Det fører til at endestavelsen må være identisk til ”bauta, beatan” (oldnordisk, oldengelsk) med betydningen "dræbe, slå ihjel". Det tilsvarende ord udvikler sig til "bozan" på old højtysk i Germanien, måske fra longobardisk.

Waregang (367) Folkegang [= Folk der ganger ind i Longobardernes landskab udefra, dvs. udlændinge].

Lov nr. 367 er loven der udpensler i lovkode den urnordiske grundforståelse fra Peder Laales Danske Ordsprog: ”Nr. 7 Man scal seedh følghe eller landh fly” (man skal sæd/skik følge eller land fly). Loven lyder således:

De waregang. Omnes waregang, qui de exteras fines in regni nostri finibus advenerint seque sub scuto potestatis nostrae subdederint, legibus nostris langobardorum vivere debeant, nisi si aliam legem ad pietatem nostram meruerint…. Om Folkegang [= Folk der ganger ind i Longobardernes landskab udefra, dvs. udlændinge]. Alle udlændinge [= waregang], der udefra kommer ind i vort kongerige og træder under vor beskyttede magt, bør følge Longobardernes love, med mindre de med vor nåde tilstås anden lov (at følge)…..

Min oversættelse til nudansk.

Weg-worin, wecvorin (26, 373) vej-vending, vej-spærring.

jvf. oldfrisisk ”weiwendene, weywendene”; fra *weg-worfe?

Det juridiske begreb ”weg-worin, wecvorin” findes identisk i de samtidige jyske ”Æthelberht's Domme” (lov nr. 19) som ”weg-reaf” (vej-rov, vej-røveri).

Wergild (268): wergeld, folk(e)gæld, mandsbod.

Kendes i formen ”vergeld, vergyld, veregild, wergelð, werield” (oldengelsk, oldfrisisk), samt i de afledede former ”fullan gielde, healfan gelde, be fullan were” (oldengelsk). På oldnordisk og olddansk kender vi samme juridiske begreb udtrykt som ”mannbœtr, man(næ)bot” (mandebod, mandsbod), skrevet ”Mands bod, full manbøtær, half manbøtær” i Jyske Lov (3. bog: kap. 25) fra år 1241 e.Kr.

”Wergild” (wergeld) betegner et menneske’s ”fulde værd” målt i mønt, og fastsat efter æt-rang. Forstavelsen ”wer” kendes i formen "ver, wer" (oldnordisk, oldengelsk) eller "folk, folket, gift mand, mandfolk", i dag "vi". Endestavelsen ”gild” kendes i formen ”gjald, gelð, gild, giald, giæld” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, olddansk).

Wifaverit (guiffauerit, guifauerit, uiffauerit, uiuificauerit) (Liutprand 148) vifte-været (= andens mands land er ved afmærkning taget i besiddelse).

Vi kan fra lovens se at “wifaverit” skal betegne “at afmærke en anden mands land”, hvor det at “wifa, wiffa” betegner “mærket, afmærkningen”. Hændelsen er derfor ikke landnám, at tage ubeboet eller herreløst land i besiddelse, hvilket skete ved at ”lyse” ejendommen ved at vandre i skel med en lysende fakkel. Da hændelsen ”wifaverit” derfor er at overtage anden mands ejendom, må forstavelsen ”wifa, wiffa” kunne være identisk til det oldnordiske ”váfa” (bevæges hid og did, svæve frem og tilbage”. Ordet må også kunne være forstavelsen i det oldengelske ”wáfung” (at udstille, at fremvise, at synliggøre”. Ordet burde derfor også været knyttet til ”wøfte, vefta” (olddansk, fornsvensk), i dag ”vifte”.

Endestavelsen ”-verit” (været) ses også i det longobardiske ord ”thingaverit” (thingværet).

Wirdibora (222) : Værd-båren, fribåren.

I omtalen af en kvinde. Forstavelsen ”wirdi-” kendes i tillægsform som ”wierþe, værdhir, værdh” (oldengelsk, olddansk) og fra ”verðr, weorð, wairþs, wærth, werth, værþ” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, olddansk, oldfrisisk, fornsvensk). Endestavelsen ”-bora”, se ”Fulboran” (Fuldbåren).

[W]unja (de to Gyldne Tavler fundet i Bezenye, i dag det nordlige Ungarn; år 500-550 e.Kr.): "*wynju"-runen (lykke, fryd) fra Ældre Futhark i flertalsform.

Ybor et Agio (Ibor et Aione/Aio) (Origo Gentis Langobardorvm, kap. 1; Historia gentis Langobardorum, kap. 7) Ebbe og Aage.

= Longobardtvillingerne. Saxo: Gesta Danorum (Bog 8:13.1) kalder samme personer for "Aggone atque Ebbone", dvs. en direkte videreførsel af ”Agio, Aione, Aio” og ”Ybor, Ibor”. Niels Pedersen (1522-1579)'s Gullandsrim fra ca. år 1550 fastholder samme navngivning med brugen af ”Ebbe og Aage”.

Vi kan ikke helt afvise at ”agio” kan være den langobardiske form af mandsnavnet ”Aggi, Agi, *AgæiRR” (spydspidsen), der kendes fra oldnordisk og olddansk, i dag Aage.

Derfor kan vi ej heller afvise at ”Ybor, Ibor” kan være den langobardiske form af mandsnavnet ”Abbe, Abbi”, kort navneform af Abjörn (forfædrene bjørn), der kendes som så på olddansk og fornsvensk. I runeform kendes navnet i formerne ”abiarn, abiun, abiur”, i dag Ebbe.

Begge navne er kenninger, men kan måske knyttes til urnordiske navne, som Saxo tydeligvis var helt enig i.


1. oktober 2012

 

Indholdsfortegnelse
<< Forrige
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk