Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Bilag Æ: Bibelens begreber Hedning , Djævlen, Dæmoner og Engle

Hedning

Ordet “hedning”; ”heiðinn” (oldnordisk), ”hæðen” (oldengelsk) oprinder fra, eller kan sidestilles med, det gotiske "haiþno". Ordet har for de tidlige kristne i 300 tallet e.Kr. betydningen "ikke kristen eller jødisk". Denne opdeling i ”dem-og-os” er videreført fra de hebraiske ord ”goy” og ”nochri”, der begge betegner ”ikke-isralitiske stammer, fremmede”, selvom "goy" i Det Gamle Testamente (3. Mosebog 26:33) har betydningen "stammer, folkeslag" generelt. I Det Nye Testamente oversættes det græske ”εθνοι" (ethnoi– etnisk) til det latinske ”gentilis” (en person tilhørende ætten), til det nuengelske ”gentile”, hvor det i dag har betydningen ”ikke-jødisk”. Det er derfor ordet "gentilhomme", der direkte betyder "en mand fra ætten", faktisk oversættes til "adelsmand", og hvorfor "hedning, hedenskab" på fransk kaldes "gentil, gentilité".

Wulfila benytter ordet "haiþno" i hans gotiske oversættelse af Bibelen fra græsk efter år 325 men før år 385 e.Kr. i Markus-evangeliet 7:26. Ordet Wulfila oversætter til gotisk er det græske ord for "græker". Derfor mener (nogle) forskere at "haiþno" kan oprinde fra "haiþi" der på gotisk betyder "hus på heden".

Markus-Evangeliet (7:26):

”Wasuþ-þan so qino haiþno, Saurini fwnikiska gabaurþai, jah baþ ina ei þo unhulþon uswaurpi us dauhtr izos.”
(Wulfila – gotisk)

”Det var en hedensk kvinde, af syrisk-fønisk herkomst. Hun bad ham om at uddrive den onde ånd af hendes datter.”
(Den danske Bibel)

”The woman was a Greek, a Syrophenician by nation; and she besought him that he would cast forth the devil out of her daughter.”
(King James’ Bible)

Bl.a. området i trekanten mellem Lejre /Roskilde ud til Køge Bugt ved Tryggevælde Å og ned til ca. Himlingøje kaldes Hedeboegnen (og efterfølges af Skovboegnen og Stevnsbo etc.). Betegnelsen må tillige have gjalt for den jydske hede og for hederne i England.

At ordene er ens på oldnordisk og oldengelsk indikerer at betegnelsen er fra før udvandringen de nye kongeriger i Britannien fra år 449 e.Kr.

Vi ser da også ordet benyttet i Beowulf-kvadet (sætning 178-9) hvor den kristne skribent har følgende at udgyde, efter han netop har beskrevet en edsaflæggelse til Frey (se afsnittet "Hearg, Vé og Stavkirker"):

"swylc wæs hyra    haéþenra hyht 1   helle gemundon"

som jeg oversætter til:

"således var (deres) hyre   (den) hedenske høje  (om) helvedet påmindet"

1 "hyht" er her identisk til samme i "Hávamál", hvor "hyht/háva" betegner "den højeste gud der dyrkes". "Den Høje" er ganske spændende ikke Odin i Gl. Lejre i 500 tallet e.Kr., for Odin er Kongen, men Frey. Af helt samme årsag omtales Jesus-figuren i den oldengelske udgave af Bibelen som "hyht-gifa" eller "Den Høje Giver".

 

I kapitlet "Sang- og Strengeleg" viser jeg at runeindskriften på guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. (Findested: Ukendt på Fyn, DR BR42) lyder: ”houaR laþu aaduaaaliia a..”  og at dette kan fortolkes som ”Den Høje byder rigdom [til] alle!”, hvor ”Den Høje” er Frey. 

Det er her værd at henvise til kvindenavnene "HiÞindís/HaÞindís" (runesten Tjursåker, Ristingsbro (U770), U1151), i dag "Heðindís/Hiðindís", samt "IÞinui" (runesten Åsta, Upland (U210), Gällsta, Upland (U231)), i dag "Heðinvé". Disse navne antyder at kvinder oprindeligt, og alle kilder er enige heri, var tempelpræstinder. (se Gudmund Schütte: Vor mytiske kongerække (1917, Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, Nr. 105, s.18).

Ordet “hedning” er derfor fysisk en henvisning til “de der bor på heden”, men har formentlig af os været forstået som "en fribåren". Det er den katolske kristendom der gør ordet til et negativladet ord og en betegnelse for alle de der ikke ville indordne sig under den katolske kristendom.

Det er derfor St. George/Jørgen, hvorefter det engelske flag er navngivet, i sagnet dræber en drage. George var en romersk rytter, der konverterede til kristendommen. Når George derfor dræber dragen, er det den katolske kristendom der dræber hedninge - os.

Dragen som vor store beskytter genfindes i vor runesten, mønter, telte, gudehov/kirkja, stavn og banner og er Ver Asir/Danir-folkets oprindelige mærke. Ved forståelsen for dette kan vi forklare hvorfor Bibelen opfinder Djævlen som et symbol på hedninge. Djævelen er udelukkende en katolsk verdensopfattelse og eksisterer overhovedet ikke i vor egen forståelse af verden.

 

 

Djævelen

Det teologiske grundlag for troen på Djævelen hentes i Johannes’ åbenbaring, kapitel 12:3-9, muligvis nedskrevet efter den jødiske opstand år 64-73 e.Kr. og ikke senere end år 95 e.Kr.:

3. Og et andet tegn viste sig på himmelen; se, der var en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder.

4. Og dens hale fejede en tredjedel af himmelens stjerner væk og kastede dem ned på jorden. Og dragen stod foran kvinden, som skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun havde født det.

7. Og der blev kamp i Himmelen: Mikael og hans engle stred mod dragen, og dragen og dens engle stred mod dem.

8. Men de kunne ikke stå sig, og der fandtes ikke længere plads for dem i Himmelen.

9. Så blev den store drage nedstyrtet, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører; han blev nedstyrtet på jorden, og hans engle nedstyrtet sammen med ham.

Dragen, vort oprindelige mærke med sine syv hoveder og syv kroner (dvs. syv guder: Odin , Thor , Tyr , Frey, Freya , Njord /Moder Jord og Balder ) er rød fordi den røde farve, symbolet på ild, er Jarl æts farve, jvf. Julemanden.

Jødiske historieskrivere bruger det hebraiske ord ”shedim” der betyder ”Herrer, Idoler” i bl.a. Mattæus-evangeliet 8:31. Dette ord oversættes på oldengelsk til ”deofol” eller ”Djævel”. Derfor findes ”Djævel” kun i ental da ordet selv betegner flere guder, helt specifikt 7 guder.

”Og de onde ånder bad ham og sagde: ”Hvis du uddriver os, så send os i svineflokken”.
(Mattæus-Evangeliet 8:31)

Som man kan se i den danske udgave af Bibelen oversættes ”Herrer, Idoler” til ”onde ånder”. Der er helt nøjagtigt 7 af disse ånder, nemlig vore 7 hovedguder.

Wulfila benytter i sin oversættelse af ”onde ånder” i Mattæus-Evangeliet (8:31) ordet ”skohsla” eller ”skygger”. Dette er vigtigt fordi goterne og vor egen betegnelse for en ”ond ånd” netop er ordet ”Scucca” (oldengelsk) og ”skugga” (oldnordisk). Det er denne onde ånd, der i Folketroen genfindes i alle beretninger om de sennordiske Hel-hunde ("Hel" omskrives på sennordisk fra fortid til fremtid). Se afsnittet ”De store hunde år 385-1100 e.Kr.", hvor jeg viser hvor levende Helhunden ”Den Mørke Skygge” er i Øst-Anglen.

At Djævlen er os i den romersk-katolske verden ved vi med fuld sikkerhed. De Gamle Saksere , dvs. de der ikke udvandrede til de nye kongeriger i Britannien efter år 446 e.Kr., men forblev i Saxland og kom under indflydelse sydfra, blev tvunget ind i den katolske kristendom af Karl den Store/Charlemagne (742-814). Et skrift i Vatikanet fra 800 tallet e.Kr. beretter om den ed de Gamle Saksere måtte aflægge. Den lyder således (i min danske oversættelse):

”Jeg giver afkald på alle djævelens arbejder og ord, Thunar 1, Uuōten 2, og Saxnot 3 og alle djævle der er deres ledsagere (hira genōtas).”

1Thor
2 Odin
3 Guden Seaxnēat . Navnet betyder enten ”sværdguden” eller ”ven af Sakserne ” og forvirringen skyldes at Sakserne kaldes Sakserne som følge af deres sværd. Han kendes tillige som Seggi og er landeværner for Frakland. Menes muligvis at være identisk med Tyr i mytologien. Det må være en henvisning til guden "Irmin".
Kilde: Georges Dumézil: Gods of the Ancient Northmen (kap. 1, s. 19).

Den katolske og mormonernes verdensopfattelse opererer tillige med ”Lucifer”, der ligeledes forbindes med Djævlen.

Den teologiske basis for denne røverhistorie stammer fra Esajas’ Bog fra det Gamle Testamente, den nuværende version nedskrevet år 916 e.Kr. og versionen i Dødehavsrullerne ca. år 60 f.Kr-70 e.Kr.:

12. Nej, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne, fældet og kastet til jorden, du folkebetvinger!
(14:12)

Som min danske Bibel har oversat denne famøse sætning ser det dog meget tilforladeligt ud. Problemet opstår fordi den latinske version af Bibelen bruger ordet ”Lucifer” hvor vi på dansk skriver ”strålende morgenstjerne.” I den originale tekst på hebraisk skrives der ”heleyl, ben shachar" der betyder ”du skinnende, morgenens søn.” Den hebraiske original er en henvisning til en Konge af Babylon, nogen skriver Kong Nebuchadnezzar II (Nebukadnezar af Babel) (år 605-562 f.Kr.) der plyndrede Jerusalem år 597 f.Kr. Som alle solkonger beskrives han i sammenhæng med solen. Morgenstjernen, Venus, viser sig på himmelen umiddelbart før solopgang og symboliserer solens komme. I oversættelsen fra hebraisk til latin brugtes derfor ordene ”lucem ferre” eller ”bringer af lys” til beskrivelsen af denne Babylonske konge.

Vi kan se fra ”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. XLVI) fra ca. år 1154-1200 e.Kr., hvorledes man opfattede begrebet ”Lucifer” på dette tidspunkt i det nordlige Europa. Her står:

”Þá er Lucifer engill í himnum var dróttinsviki
ok gerði níðingsverk mót sinum herra,… ”

”Da Lucifer (,) engel i himlen (,) begik svig mod sin drot
og gjorde niddingsværk mod sin herre,…”

Min oversættelse til nudansk.
Kilde: Speculum regale. Konungs-skuggsjá. Konge-speilet (1848, s. 110).

 

Udover at det skriger mod oprindelig tanke og forestilling, at en engel kan være hankøn 1, og Lucifer beskrives som ”hann” (han), kan vi se at man allerede i 1200 tallet e.Kr. havde fået Det Gamle Testamente galt i halsen.

1 Sen-etruskisk filosofi har i sin kunst små buttede drengebørn med vinger på, men disse ser ikke ud til at være oprindelig etruskisk tanke, hvorfor oprindelsen derfor sikkert er græsk. Der gives flere eksempler herpå i Nancy Thomson de Grummond: Etruscan Myth, Sacred History, And Legend (2006, s. 66 (afbildning IV.14), s. 84 (afbildning V.14)). På bronzespejlet fra Vulci, dateret til ca. år 325 f.Kr., ses drengebarnet Epiur (skrevet med etruskiske runer). Drengenavnet "Epiur, Epeur" er fra det græske "epiouros" (værge, værner). Spejlet findes på Bibliothèque Nationale, Cabinet des Médailles, Paris. På Bronzespejlet fra Volterra, dateret til ca. år 325 f.Kr., ses i bunden et bevinget drengebarn holdende et æg i hver hånd (symbolet på livet). Spejlet findes på Museo Archeologico Nazionale, Firenze. Vi ved ikke med sikkerhed, hvorledes etruskerne opfattede de bevingede drengebørn, hvad de værgede og beskyttede, og hvad de var før de blev "flyvere" mellem de forskellige verdener. Mange mener, og jeg er enig heri, at "epiur, epeur" oprindeligt er identisk til etruskernes værnende vætte "Tages". Han er beskrevet i afsnittet "Gefion og Sølund".

 

Da Kong James versionen af Bibelen blev nedskrevet i år 1607-1610 e.Kr. viderefører man fejlfortolkningen af Lucifer, hvor historien forbindes med Djævlen. En omskrevet røverhistorie forbliver dog en røverhistorie. I det mindste har den danske version af Bibelen fuldt forstået omskrivningen af denne sætning.

Endelig har den katolske kristendom begrebet ”dæmoner”.

 

 

Dæmoner

Ordet ”dæmon” fra det latinske ”dæmon” fra græsk ”daimonos” betød på latin ”ånd” og på græsk ”mindre gud/rådgivende ånd”, men blev af kristne historieskrivere på græsk udelukkende og uden undtagelse benyttet i oversættelsen ”hedningens gud”. Det er derfor der aldrig er en enkelt dæmon der skal fjernes, men flere af dem, da vi havde flere guder.

Vær her særligt opmærksom på at Wulfila helt konsekvent i Det Nye Testamente gør brug af det gotiske ord "unhulþon, unhulþono, unhulþons, unhulþono" (se f.eks. Mattæus-Evangeliet 7:22, Markus-Evangeliet 3:22, Lukas-Evangeliet 9:1, hvor der oversættes til "Djævle" i flertal!, Johannes-Evangeliet 7:20, hvor det oversættes til "Djævel" i ental!). Dette ord kendes på oldnordisk som ”holla, hollr, hollasta”, som vi skal opfatte som ”hylde, tro” eller på gammeldansk og svensk "huld" (oldnordisk "hylli"). Tilsat den modsatte betydning med "u"-forstavelsen får "*unhulþa-" betydningen “utro”. Prøv nu at sammenligne med den oprindelige forståelse af det hebraiske ”Satan” i semitisk tanke og ”Loki” i vor egen.

Snorre gør i Heimskringla (Ynglinga Saga, 16. Frá Vanlanda) ordet ”Hulþ” (originalteksten), senere normaliseret til ”Huld”, til en vølve (i hans samtid skrevet ”seiðkonu”), som derfor er ”Den Tro, Den Hyldede” netop fordi hun er vølve (sejdkone). Samtidig kan vi se hvorfor kristendommen har raset mod vølven, senere sejdkoner, der jo er en eksistentiel trussel mod præsternes dogme om monopol på sandheden.

Når bibelske kvaksalvere derfor laver ”Djævel – og Dæmon-uddrivelse” skal dette forstås som et forsøg på at uddrive den forne sæd af den enkelte, og ikke som et forsøg på at uddrive ”onde ånder”.

Præster fremhæver ofte at engle og dæmoner hænger sammen, samt at Dragen findes i Det Gamle Testamente . Husk at Det Gamle Testamente omhandler Solgudsverdenen da kristendommen, Jesus-figuren og den moderne Deos-Gud endnu ikke er opfundet. Det Nye Testamente er for det meste moderne mytologier skrevet og tilpasset magtbasen i Rom efter den 1. synode år 325 e.Kr.

Dæmoner, som hjælpeånder, er bl.a. de to hjælpeånder (drager og ravne hos Scyldinga-ættten, ulvehunden/Grand Danois hunden hos Wuffinga-ætten) der skal hjælpe Kongen/Odin /Shamanen med at finde vej til den næste verden.

Disse forståelser er alle urforståelser i indoeuropæisk skik og derfor er Det Gamle Testamente opmærksom på dette. I Det Gamle Testamente er Dragen en henvisning til dyrkelsen af Ba‘al.

Kan vi fra historien se mere præcist hvem der er målgruppen for kristne historieskriveres had da de opfinder ”Djævlen” og ”Dæmoner”?.

Det tidsrum der interesserer os er omkring år 0 til år 100 e.Kr.

Den gamle grænse mellem Europa og Asien er Tanais-floden (i dag Don-floden) der løber fra nord mod syd ud i Asovhavet .

Lad os starte med situationen vest for Tanais-floden i Europa.

Romerriget er år 0-100 e.Kr. i absolut topform.

De Tre Puniske Krige (264-241 f.Kr., 218-202 f.Kr. og 149-146 f.Kr.) mellem Kartago og en yderst aggressiv romersk republik, ender med sejr til romerne og deres kontrol med de græske bystater og Kartago’s tidligere landområder i hele Nord-Afrika, dele af Italien og hele Spanien.

Den 2. august 47 f.Kr. vinder Julius Caesar et meget berømt slag over Pharnaces II (63-47 f.Kr.) konge af Pontus og Bosporus ved Asovhavet . Caesar er endnu ikke Kejser men general og sejrherre over Gaul, og midt i en blodig borgerkrig han selv har startet mod Senatet i Rom, Han er på vej til Rom med sin græske elskerinde Cleopatra til Egypten. Det var efter denne sejr at Caesar ved sin tilbagekomst til Rom meddelte Senatet: ”Veni, Vidi, Vinci!” eller ” Jeg kom, jeg så , jeg sejrede!”

År 50 f.Kr. er derfor hele Gallien under romersk kontrol.

Fra år 13 e.Kr. er Nedre og Øvre Germanien er under faktisk romersk kontrol og Germania Magna/Det Frie Germanien er under nominel kontrol til Ejder-floden.

General Germanicus Julius Caesar blev i år 13 e.Kr. guvernør af provinserne (krigene kaldes Germanicus kampagnerne).

At romerne aldrig krydser Elben skyldes at år 40-70 e.Kr. har en lille stamme på ikke mere end 10.000 personer og en hær på ca. 1.000 krigere (mænd og kvinder) der kalder sig Ver Asir/Danir-folket netop smidt reidgoterne ud af deres landområde Gutisk Andja (Goternes Ende) og taget kontrol med Slesvig, Fyn, Vestsjælland, Skåne/Halland/Blekinge, Sør-Trøndelag og Rogaland.

Vi bryder os ingenlunde om romerne, men samhandlen går lodret i vejret fra år 40-100 e.Kr. Der er derfor ingen krig og ej heller nogen religionskrig da vi, kelterne og romerne alle var enige om verdensforståelsen, dog uenige om hvilke guder der var bedst og hvad de skulle hedde.

Inden for Romerriget har de kristne ikke en chance. Kristendommen og jødedommen har endnu ikke brudt med hinanden.

Pontius Pilatus sidder som en anden ulykkelig FN-diplomat og forsøger at holde styr på alt roderiet i Mellemøsten. År 30-36 e.Kr. sker der noget alvorligt i Pontius Pilatus ansvarsområde (han er år 26-36 e.Kr. procurator/landeværner af Judæa). Baseret på at det år 66-73 e.Kr. medfører en jødisk opstand, der bliver slået ned, tyder det på at en eller flere kongesønner, måske fra kong David-ætten, bliver dræbt.

Vi aner ikke hvordan han blev dræbt eller hvem der dræbte ham. Vi aner ikke heller ikke hvad han hed. Der findes ikke en eneste samtidig kilde der nævner noget som helst om en jødisk kongesøn der bliver dræbt. Det er først 500 år senere at vi i bibelske skrifter ser navnet Jesus dukke frem i helt åbenlyst historisk usande fremstilinger.

År 0-100 e.Kr. er der derfor heller ingen religionskrig i Romerriget. Jøde/kristendommen findes ikke på romernes samtidige radarskærm, og derfor har der ingen reel trussel været hverken fysisk eller i religion.

Det er først år 313 e.Kr. under Kejser Konstantin at kristendommen anerkendes i Rom, og først fra år 324 e.Kr. at dette sker i hele Romerriget.

Da Djævlen og Dæmoner opfindes af de kristne historieskrivere mellem år 0-100 e.Kr. er det derfor næppe den romerske gudeverden eller kelternes gudeverden der er målgruppen (de gamle grækere er forsvundet ud af historien på dette tidspunkt).

Der er kun et enkelt sted på den nordlige halvkugle hvor der foregår religionskrig mellem år 0-100 e.Kr. og det er i det nordlige Indien. Der er tre parter involveret.

Der var 5 gotiske stammer øst for Tanais-floden i Asien år 600 f.Kr.

Ca. år 550 f.Kr. har vi den første gotiske folkevandring ned over Hindu Kush til det nordlige Indien/Afghanistan/Pakistan. Her er den gotiske konge Den Første Levende Buddha. Den 2. gotiske folkevandring over Hindu Kush finder sted ca. år 165-128 f.Kr. Ihvertfald inklusive Kong Kanishka år 100-125 e.Kr. er goternes konge Buddha.

Goterne og vi har som vor grundlærdom Rig Veda (Råd (og) Viden). Goterne bringer denne ned over Hindu Kush i begge deres folkevandringer. Her mødes den med den indfødte Indus-religion og de to fusionerer til sidst og bliver til nudagens Hinduisme.

Men netop i det nordlige Indien har de tidlige kristne kæmpesucces. De ankommer år 52-69 e.Kr. efter Jerusalem blev brændt af år 69 e.Kr. under den jødiske opstand, og ender op med at blive så stor en trussel mod Rom at den romersk katolske kristendom på den 1. synode maj-august 325 e.Kr. erklærer Arius version af kristendommen for kætterisk.

Religionskrigen år 0-100 e.Kr. er efter min mening mellem de tidlige kristne/jøder i Indien og Rig Veda guderne. Rig Veda guderne er vore guder. Det er Rig Veda vi bringer med til Danmark/Skåne/Norge/Upland ved vor ankomst, og det overlevende brudstykke i Norden er Rigsthula, der altid oversættes til ”Rigs tale” men bør oversættes til ”Råd (og) tale”.

Da Djævlen og dæmoner opfindes mellem år 0-100 e.Kr. er det efter min vurdering helt specifikt vore 7 hovedguder der er målgruppen for kristendommens had.

 

 

Engel

 

Iflg. etymologiske ordbøger er ”engill, engel, aggilus” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk) et tidligt kristent ord taget fra græsk ”ángelos” (budbringer). Der ligger i dette udsagn en forudsætning om at ”engel” ikke fandtes i oprindelig tanke, og alene er en kristen eller vel sagtens semitisk opfindelse. Det vil jeg nu vise ikke er sandt, og en grotesk omskrivning af historien.
 
Den oprindelige før-kristne betydning af ”engel” er ”budbringer til hest”, og er identisk til kvindelige krigertempelpræster i svaneham bringende bud mellem denne og den næste verden – mellem rummene ”nutid” og ”fremtid”.
 
At netop Ver Asir/Danir-folket har ordet ”engel” som en betegnelse for de kvindelige krigertempelpræster, og at disse er ryttere, er af højeste vigtighed. Jeg har argumenteret for at dette skyldes at vore kvindelige krigere var rytteriet i vore hære (se afsnittet ”Ridehæren – rytteri”, underafsnit ”Den kvindelige ridehær”).
 
Wulfila bruger ordene “aggilus” (ental, engel 1) og ”aggele, aggilum” (flertal, engle2). Begge ord er Wulfila’s oversættelse eller modsvar til det græske ”ángelos” eller det latinske ”angelus”. 

1 Bl.a. Lukas-Evangeliet 1:19
2 Bl.a. Lukas-Evangeliet 9:26, 20:36

 

Vi, goterne, grækerne og romerne har alle i vor oprindelige filosofi begrebet ”engel” – vi kan overhovedet intet sige om hvem der fik ordet fra hvem udover at romerne stjal ordet, og det meste andet, fra grækerne. Vi kender ikke ordets oprindelse udover at det måske kan knyttes til sanskrit ”ajira” (hurtig).

Det ser ud til at gotisk har en omlyd fra ”eng-, ang-” til ”agg-”. Det ser vi ligeledes i ”Paulus’ Brev til Romerne” (8:35), hvor det gotiske ”aggwiþa” betyder ”angst”. Man kunne derfor overveje om etymologien kan pege på “engel” som knyttet til “anger”, fra oldnordiske “angr” (sorg, bedrøvelse, kummer) til oldindiske “ámhas” (angst, trængsel, nød) til det indoeuropæiske “*anĝhos-“ (beklemmelse, klemme, trængsel). Det tyder i så fald på en oprindelig forståelse af ”engel”, der for os knytter begrebet til ”døden” – stort set det eneste vi forbinder med bedrøvelse og sorg, jvf. f.eks. ”angrljód” (sørgesang). En sådan etymologisk forståelse for ”engel” kan forklare bemærkningen i Ibn Fadhlan’s beretning ”Risala” (kap. 89) fra ca. år 921 e.Kr., hvor en gammel kone vi kaldte ”Dødens Engel” foretog dels drabet på den udvalgte træl, dels forberedelsen af den afsjælede krop til ligfærdsel (se afsnittet ” Begravelse - ligbrænding i skib”).

I tidlig kristen sammenhæng er ordet, der via græsk ”ángelos” oversættes til  ”engel”, det hebraiske ord "mal'akh, malach, malak" (budbringer, sendebud) af ”yehowah, Jehovah”, og "malochim" (budbringere). Den hebraiske forståelse er fundamentalt anderledes fra vor egen forståelse for de kvindelige krigertempelpræster, der i svaneham bringer bud mellem guderne (forfædrene) og menneskene på jorden.1
 
1 Harry Gersh: The Sacred Books of the Jews (June, 1972): "..Angels came late into Jewish theology, generally from the non-Jewish myths of the East. The early books of the Bible speak of some vague heavenly beings called malochim (singular, malach). Although malach is usually translated angel, its literal meaning is messenger....".

Det forekommer mig at vi i Talmud Yerushalmi (II. Mo'ed:Rosh ha-Shanah, 56a-59d) fra ca. år 200 e.Kr. har en anerkendelse af at det er fra de babylonske ”sukalli, sukallin”, og den persiske ”Amesha-Spenta” (Ameša Spenta, direkte ”udødelig hellig”) fra Avesta (Avesta-o-Zand, Zand-i-Avesta), at den semitiske "mal'akh, malach, malak" (budbringer, sendebud) udvikles. Fra inskriptioner hos assyrerne kan vi se at en ”sukallu” og en ”sukallu rabû” også var faktiske embedsmænd og en del af kongens inderste ring af politiske og juridiske rådgivere, og derfor sikkert ”kongens sendebud”. Ca. 10.000 jøder, en stor del men næppe alle, sendes i landflygtighed til byen Babylon år 597 (586)-538 f.Kr. under Kong Nebuchadnezzar II (Nebukadnezar af Babel) (år 605-562 f.Kr.). Dette rige bukker under år 538 f.Kr. efter krigsførelse af perserne under ledelse af Cyrus den Store. Han ophæver den jødiske landflygtighed og giver dem lov til at vende hjem. For dette ophæves perserkongen Cyrus den Store (590/576-530 f.Kr.) til den første ”Mashiah” (Christo, Kristus) (se Esajas’ Bog 45:1), og indflydelsen fra Avesta kommer ind i semitisk tradition. Avesta er i sig selv udviklet fra Rig Veda ca. år 559-330 f.Kr.

Vær opmærksom på at i Avesta finder vi blandt ”Amesha-Spenta” (udødelig hellig) de udødelige guder kaldet ”Ahura”, der igen er Avesta-persisk for hvad i Rig Veda kaldes ”Asura”, og på oldnordisk ”Aesir, Aser”!

 

Det er absolut vigtigt at alle forstår at den kvindelige rytter i svaneham alene er en urnordisk forståelse, men samtidigt er en evolution fra Rig Veda.
 
Da kristendommen vinder indpas i England og Norden udvikles det sen-nordiske og sen-oldengelske ord ”Valkyrier”. Ordet kommer sent ind i oldengelsk i 1000 tallet e.Kr. som ”waelcyrge, wælcyrgean, wælcyrigean”, der modsvares af det oldnordiske ”valkyrja, valmær”. Ordet er nyt og skabes for at adskille de kvindelige krigertempelpræster fra de nu til Bibelen omskrevne engle, der ikke må være krigerinder og ikke må bære stikvåben fra tidspunktet hvor Adamnan loven forbyder kvinder at deltage i krigsførelse år 696/7 e.Kr. Engle fra Det Nye Testamente har intet os at gøre.
 
De kvindelige krigerinder er eftertidens minde om fortidens heltinder fra dengang kvindelige krigere deltog på slagmarken på lige fod med mænd. Den oprindelige engel (valkyrie) har altid svanefjerdragt1 på som hun nogen gange tager af for at besøge jorden.
 
1 Svanefjerdragten er her symbolsk helt identisk til det hamskifte som Odin, som Shaman, gennemgår for at kunne foretage rejsen fra denne til den næste verden. Det er samme hamskifte der bruges af krigerne i den mentale omstilling til kampformerne Ulfhednar (Ulveskindskapper) og Berserkar. 

 

 

I Exeter Book fra ca. år 975 e.Kr. finder vi den meget spændende Riddle 72 (74):

 

Ic wæs fæmne1 geong, feaxhar2 cwene,
ond ænlic rinc3 on ane tid;
fleah mid fuglum ond on flode swom,
deaf4 under yþe dead mid fiscum,
ond on foldan stop5, hæfde ferð6 cwicu.
 

 Jeg var møen1 ung, langhåret2 kvinde,
og enlig [om]ringer3 til hver en tid;
fløj med fuglene og på floden svømmede,
dykkede4 under bølgen[,] død blandt fiskene,
og på [græs]foldens klump5, havde levende6 færd.

Min oversættelse til nudansk.

1 “fæmne, femne” er et andet ord for “mø” og findes som “femea” (oldsaksisk) og “famne, fomne, femne” (oldfrisisk) og “feima” (oldnordisk). Ordet ser kun ud til at have været benyttet af skjaldene. På oldnordisk har det direkte betydningen “fruentimmer”, men vi kan se fra det beslægtede oldnordiske tillægsord “feiminn” (undseelig, folkesky), at der til forskel for ordet “mø” tillægges forståelsen en generthed.
 
2 Det oldengelske ”feax, fex” betegner ”håret på hovedet” og udtaler sig overhovedet ikke om hovedhårets farve, hvad nuengelske oversættelser synes at mene ved deres brug af enten ”aske[farvet) eller ”gråhåret”. Ifald dette tillægsord skulle vise en farve eller alder ville tillægsordet være ”blanden-feax” (blond (lys)-håret), eller ”gomel (gamol)-feax” (gammel-håret), underforstået ”gråhåret”. Det oldengelske ”feax, fex” benyttet alene er identisk til det oldnordiske og oldfrisiske ”fax”, jvf. den sjællandske by ”Fakse”, dvs. med betydningen ”manke” eller ”hårpragt”. Vi skal derfor opfatte ”feaxhar” som ”langhåret” – det er netop ungmøens kendetegn før giftermål at hendes hår er udslået og frit, som en ung Freya (jomfru).

3 Ordet ”rinc” betyder direkte ”ring”. Her skal vi alene have læst Beowulf-kvadet (sætning 1501), hvor livgarden omkring kongen (Odin) kaldes "gúðrinc" eller "guderingen", for at forstå at dette ord er benyttet for at vise at svaret på kenningen er en kriger af verdensklasse. Hervarar saga ok Heiðreks viser os at ”guderingen” bl.a. bestod af kvindelige ryttere (se afsnittet ”Cyningtaefl eller Hneftafl – det strategiske brætspil”).

4 datid af ”dufan” (oldengelsk).

5 Det oldengelske og oldnordiske ”stop, staup” betegner ”en rundagtig klump”.

6 ferð” har på oldengelsk og oldnordisk direkte betydnigen ”færd”. Dette skal vi under normale omstændigheder opfatte som ”rejsefærd”, men ordet forekommer samtidigt også i den ekstremt spændende forståelse som ”omridset af en skikkelse”, der under særlige omstændigheder ”går igen” og derfor kaldes ”genfærd”! Jeg mener vi her skal opfatte ”ferð cwicu” som ”levende skikkelse”, der altid betegner at enheden befinder sig i rummet nutiden. ”cwicu, cwico” (i live, hurtig). Tænk f.eks. på ”cwic-seolfor” (kviksølv) eller ”levende sølv”.

 

 

Der er givet mange fortolkninger på kenningens svar; ”flyvefisk” (cuttlefish, Dietrich, 1859), ”Vand” (water, Trautmann, 1905), ”sirene” (siren, Siren Tupper, 1906), ”svane” (swan, Holthausen, 1915), ”galionsfigur” (ship’s figurehead, Craig Williamson, 1977) og ”Solen” (Sun, Marcella McCarthy, 1993). Alle forslag er, så vidt jeg kan se, dansen om den varme grød og fejlfortolket dels som følge af dårlig oversættelse af oldengelsk til nuengelsk – de nuengelske oversættelser bærer tydeligt præg af at ingen af oversætterne grundlæggende forstår oldengelsk. Men samtidig er fortolkningerne fattig på forståelse for oprindelig filosofi, hvorfor det sidste skridt til hvad kenningen betyder kikser.
 
Læseren er nu klar over at ”engle” er vort oprindelige ord for fortidens kvindelige ryttere og kriger-tempelpræster, der i rummet nutiden ”flyver” på hest, og mellem rummene ”nutiden” og ”fremtiden” er hamskiftet til flyvende svaner. Engle, på sennordisk erstattet af valkyrier, er netop ”ånden” fra fortiden, der befinder sig i fremtiden, bragt til nutiden.
 
Men vore oprindelige engle tager også skikkelse af den forfædrende ånd, der vandrer mellem rummene, og det er således vi skal forstå den kryptiske sætning ”deaf under yþe  dead mid fiscum” eller "dykkede under bølgen[,] død blandt fiskene”. I afsnittet ” Gudinden Dísar” gennemgår jeg vor forståelse for at ”disens livsånde” er en henvisning til de kvindelige magter/ånder, der rejser bort til den næste verden, og gør dette ved at vende tilbage til søen. Den fysiske krop er derfor død blandt fiskene, men “Öndurdís” (disens livsånde) er levende og foretager rejsen.
 
 
Svaret på Riddle 72 (74) er derfor ”engel” 1.
 
1 The solution to Riddle 72 (74) in Exeter Book is ”angel” (“engel” in Old English and modern Danish). The original meaning of the word in Old Norse and Old English meant a deceased maiden female warrior priestess on horseback. As a mortal rider and a member of the king’s lifeguard she ”flew” on her horse. As an immortal spirit she changed in to a swan and ”flew” between the ancestral heaven in the future and the mortals’ landscapes in the present. This is how the complicated sentence “deaf under yþe  dead mid fiscum” is resolved. In our original philosophy we come from - and return to the Sea. The ”Dísar” represents the female powers (spirits) travelling in this manner and we have ample evidence to suggest this. Rig Veda  (Book 9:XCVII:8) suggest that this understanding is very old indeed:

”The Swans, the Vrsaganas from anear us have brought their restless spirit to our dwelling”.

 

 

I Oddrúnargrátr (vers 16, Ældre Edda) forekommer betegnelsen ”óskmey” (oscmey)  eller direkte ”ønskemø”, som jeg tror vi skal opfatte som ”udvalgte mø” jvf. f.eks. ”óskmögr” med betydningen ”kjær søn”, underforstået ”den særligt udvalgte søn”.

Hávamál (vers 155, Ældre Edda) kalder ”engle” for ”tvnriþor” eller ”tunridere”, hvor de ses legende i luften (leica lopti a) i deres [svane]ham. 

Vi ser i de oprindelige kalkmalerier altid de kvindelige engle afbildet med en stor hvid fjerdragt, der er svaneham. 

 

 

 

 

Til venstre: Kalkmaleri fra Udby Kirke, Rougsø Herred , Aarhus Stift, dateret til år 1325 e.Kr. Odin og Valkyrie/Kvindelig Krigertempel-præst i svaneham overført direkte til den katolske kristendom som Gud og Engel.
Til højre: Kalkmaleri med engel fra Nørre Tranders Kirke, Fleskum Herred , Viborg Stift, dateret til år 1450-1500 e.Kr. Bemærk at engle udelukkende er vist med en enorm hvid fjerdragt. For Ver Asir/Danir-folket er det alene svanen vi forbinder med dette. Kilde : www.kalkmalerier.dk

 

 

 

 

 

 chap21-1-1.jpg

Cædmon's Manuscript (MS Junius 11) fra ca. år 1000 e.Kr., s.46. Skriftet er kristent, og det er meningen vi skal se en engel, der holder vagt foran indgangen til Paradis. Hvad vi rent faktisk ser er en med sværd bevæbnet kvindelig kriger i svaneham, Engel (Valkyrie), overtaget af kristendommen. Dette er en afbildning fra overgangstiden da kristne engle (og biskopper) aldrig må vises med stikvåben i Middelalderen.

 

Vi kan se fra ”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. XLVII) fra ca. år 1154-1200 e.Kr., at der midt i den skandinaviske genfortælling af Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, hvorunder der sker en omfortolkning af begrebet ”engle” i et kristent islæt, gemmer sig vor oprindelige forståelse for ”engle”. Vi hører her at:

 ”…engla… Þeir váru allir skapaðir með mikilli fegrð,
úðauðligir andar án allan likamligan breyskleik,"

”…engle…De var alle skabte med stor fagerhed,
udødelige ånder foruden alle fysiske svagheder,”  

Min oversættelse til nudansk.
Kilde: Speculum regale. Konungs-skuggsjá. Konge-speilet (1848, s. 111).

 

Denne helt nøjagtige beskrivelse af vore underskønne og bomstærke kvindelige krigerinder, og deres udødelige ånd, findes ingen steder i kristen tanke. Dette er ren oprindelig forståelse af hvad engle er.

Endelig husker vi brugen af ordet ”svanesang” (”swan song” på engelsk) der brugtes i betydningen af at fremsige en lovsang for at erindre de døde, i nyere tid dog mere i betydningen af ”den sidste sang/handling”.  Oprindelsen til denne skik skyldes vi altid fra landjorden har kunnet fysisk se svanerne fremsige en klagesang hver gang en svane dør. Begge skikke er en direkte videreførelse af en indoeuropæisk urskik.

Dette forstod Danmarks store skjald, og Nordens digterkonge, Adam Gottlob Oehlenschläger (år 1779-1850) fuldstændigt i heltedigtet "Regnar Lodbrok" (1849):

Din dødsdag den indvie med klang,
ved den du sjunge din svanesang! -
og roligt Regnar svared ham: vel!
Ej bringer din orm mig dog til Hel.
Thi, hvis din trussel jeg ret forstår,
til tårnet jeg nu og til døden går.

Jeg husker, som var det i går, da vi under et dyreprogram på Danmarks Radio i 1984 skulle stemme om vor nationalfugl. Her valgte 53 % af de der afgav deres stemme at dette skulle være svanen. Og det har knopsvanen naturligvis fuldt fortjent, men med den symbolske betydning, må vi vist sige at vi her viste, måske meget dybt i bevistheden, vor fulde forståelse for vor historie og oprindelige skikke og tro. Samtidigt burde dette sætte såvel Den lille Havfrue på langelinie, som H.C. Andersens eventyr af samme navn fra 1837 i et helt nyt perspektiv.
 
 
 
 

 

 

Svane gjort af felt og dyrehår. Dateret til 4-300 tallet f.Kr. L:30 cm. Fundet i den østlige del af Altaibjergene, østlige Kasakhstan/grænsen til Rusland i Pazyryk gravhøj nr. 5.
Tidsmæssigt er det her Ver Asir/Danir
-folket muligvis befinder sig på dette tidspunkt.
Hermitage Museet, St. Petersborg.

 

Rig Veda (bog 9:XCVII:8 Soma Pavamana) siger:

”.... Svanerne, Vrsaganas 1, fra nær os
har bragt deres rastløse ånd til vor boplads”

1 sanskrit ”vR/SagaNaa”. Som følge af ”svanesangen” overtages navnet ”Varsaganya, Vrsagana” som en betegnelse for en gruppe af sangere – en sangstil og filosofisk skole, der nævnes i Yajur veda.

 

Vi ser fra Rig Veda at svanerne allerede her er givet rollen som ”vandrene ånd”, nøjagtigt hvad en ”engel” i vor forståelse er.

I Rig Veda (Bog 4:XLV:4. Aśvins) hører vi om ”Aśvins" (Venner af Aserne) at ”de svaner i har er venlige, righoldige på mjød....”. I Rig Veda (Bog 5: LXXVIII:1-3. Aśvins) udbedes ”Aśvins” at ankomme ”som to svaner”.

”Aśvins" (Venner af Aserne) er to gude-sønner, altid knyttet til heste, magikere og Treskabte læger, samt bringere af alt muligt til de dødelige fra de udødelige. Denne forståelse forekommer mig at være prototypen på forståelsen af ”engel”, der i vor matriarkalske stamme i sin endelige form tilskrives kvinden, formentlig fordi kvinder var rytteriet (se afsnittene ”Opbygning” og ”Ver Asir/Ase-folket - frie mænd under Asa-guderne”).

I et af de senere skrifter (Upanishad) siges svanen at besidde Brahman’s hellige visdom. Svanen siges også at være gudinden Saraswati’s transportmiddel, dvs. denne kvindelige gudinde rejser i svaneham helt identisk til urnordisk filosofi. I Rig Veda er ”Saraswati” en faktisk flod, der regnes for den absolut mest hellige flod overhovedet for indoeuropæiske stammer (se afsnittet Válmíki: Rámáyan”). I senere Veda er floden symbolsk udviklet til en gudinde af samme navn. Hun kaldes derfor ligeledes på sanskrit ”Hamsa-vahini” (sammensat af ”hamsa, hansa”-[svanen] + ”vahini, vaahini” (strømmen, floder)).

Ringen lukkes ved at ordet for ”svane” på sanskrit er ”hamsa” (hansa) 1. Ordet må oprinde fra stavelsen ”ham” (samme stavelse som på dansk i ”hamskifte”, dvs. kroppens ydre hud), og som vi genfinder på gotisk ”gahamon”, oldnordisk ”hamr”, oldengelsk og oldfransk ”hama, homa, lîk-hama, flæsc-hama” og oldsaksisk ”hamo”. Da udtrykket ”hams, hamse” på olddansk udtrykker ”ham” i bevægelse, jvf. forståelsen ”at pille hasen af hasselnødder, at befri kløverfrø for bælgene”, må det være en mulighed, at endestavelsen ”-sa” ligeledes på sanskrit skal udtrykke bevægelse; i dette tilfælde svanens, herunder den frigjorte sjæl, da ”sa” er sanskrit for ”sjæl”. I sidstnævnte forståelse kan vi måske derfor i etymologi knytte ”-sa”-endestavelsen til ”sjæl” eller ”sawol” (oldengelsk) og ”sala” (oldnordisk), der skal opfattes som ”åndelig og følelsesmæssig del af et menneske, besjælet tilstand”, men hvis urbetydning var ”kommende fra eller hørende til søen/havet/vandet”. Svanens tilknytning til søen/havet/vandet vil alle være enige i (se afsnittet ” Begravelse - ligbrænding i skib”).

1 Se f.eks. Rig Veda  (”hamso” i Bog 1:LXV:5, ”hamsah” i Bog 4:XL:5 og flertal "hamsaso" i Bog 4:XLV:4, "hamsav" i Bog 5: LXXVIII:1-3 og ”hamsasastr” i Bog 9: XCVII:8)

 

Kong Æthelberht til Kent (560-616 e.Kr.)'s lov nr. 32 omtaler kropsdelen ”rihthamscyld” (direkte ”rette + ham + skjold”). Vi ved ikke hvilken kropsdel der her er tale om, men loven omhandler her udmåling af erstatning (”forgelde”), hvis den nævnte kropsdel ”kaste-stinges, gennembores” (þurh stinð). Det er forsigtigt foreslået at der kan være tale om ”højre skulderblad”. Heri er jeg ikke enig. Der er næppe tvivl om at ”riht” (rette, højre) fremhæves fordi den skadede person forurettes på den altafgørende ”kampside” af kroppen, da de fleste er højrehåndet. Derfor mener jeg at skulderbladet er for snæver en afgræsning af lovens tanke, og hvad ”ham” oprindeligt betyder. Jeg finder at lovens opbygning giver bedre mening ifald vi opfatter ”hamscyld” som ”læderhuden” (på latin ”dermis”), og derfor i betydningen ”kroppens skjold”, det ikke mindst fordi vi ved at vore faktiske skjolde var overtrukket med læder (se afsnittet ”Skjoldungernes skjolde”). De efterfølgende lovkoder nr. 33-72 er den detaljerede gennemgang af de enkelte kropsdele under det overordnede begreb "hamscyld" (læderhuden, kroppens skjold), og hvilken "geld" (gæld) der må afregnes. Da vi f.eks. har det oldengelske ord ”ham-land” i betydningen ”indhegnet græseng”, men med en direkte betydning som ”hjem (mets) land”, ser det for mig ud til at der er et fælles ophav og forståelse for ”hjem” (ham, heimr, haims), og kroppens ydre hud under betegnelsen ”ham”.

Når vore kvindelige krigerinder derfor hamskifter (oldnordisk ”hama-skipti, að hamaz”) til svaneham eller fjerham eller ”fjaðr-hamr, feðerhoma, fetherhamo” (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk), kan vi se at forbindelsen mellem svanen og krigerinden allerede er kendt på sanskrit. Derfor er ”hamsa” (svanen) knyttet til Surya, der som gudinde i Rig Veda er Solen, og identisk til ”Sunna/Sunne” (se afsnittet ”Solen – varmestråler og lys”). Vi ser denne tilknytning i Rig Veda da Surya, som ”solens datter” (sanskrit ”sūryasya”) i Rig Veda (Bog 4:XLIII:2), har udvalgt stridsvognen hvori ”Aśvins” (Venner af Aserne) kommer flyvende til valpladsen i Rig Veda (Bog 4:XLIII:3). Dette er nøjagtigt som vore krigerinder ankommer til valpladsen i svaneham i Ældre Edda.

Det heite der bruges for svanen i Rig Veda, eller velsagtens svanens store og kraftfulde fjerham, er ”divya suparna” 1. Sanskrit ”suparna” betegner generelt ”smukke vinger, - blade, - stråler (i omtalen af sol eller måne)”. Vi må derfor her se for os de udslåede vinger i svanens fjerham. Sanskrit ”divya” (nuengelsk ”divine”) eller ”himmelsk, magisk, vidunderlig” er et superlativ til hvorledes vi skal opfatte svanens fjerham. Samlet kan vi derfor opfatte svanens heite ”divya suparna” som ”Den med de vidunderligt smukke vinger”.

1 Cynthia Snodgrass: The Sonic Thread (2002, s. 52) og Malati J. Shendge: The Civilized Demons: The Harappans in Rig Veda (2003, s. 17). Andre eksempler er Rig Veda (Bog I: CLXIV:46). Fordi det er det store og kraftfulde fjerham, hvorfra hovedforståelsen opstår, kan og bliver dette heite også knyttet til andre fugle i senere veda, dvs. omfortolket af andre folkeslag, så som den hvide Indisk Gås (Anser Indicus), den hvidlige Svanegås (Anser cygnoides) fra det sydøstlige Rusland, Indre Mongoliet og nordlige Kina, samt den mytologiske fugl Garuda, som jeg mener er identisk til de Griffen vi finder fra urnordisk og sarmatisk kunst.

 

Med vor viden om at Exeter Book, Riddle 72 (74) er en skjoldmø, der hamskifter til en svane, og er vor oprindelige “engel”, kan vi se vise Exeter Book, Riddle 5 (7), hvis svar er “Svane”:

 

Hrægl min swigað 1, þonne ic hrusan2 trede,
oþþe þa wic buge3, oþþe wado drefe.
Hwilum mec ahebbað4  ofer hæleþa5 byht
hyrste6 mine, ond þeos hea lyft,
ond mec þonne wide wolcna strengu7
ofer folc byreð. Frætwe8 mine
swogað hlude  ond swinsiað 10,
torhte singað11, þonne ic getenge ne beom12
flode ond foldan, ferende gæst13.

Min rok er tillukket, når jeg stenig plads [be]træder,
eller den krumme bopæl, eller vandet driver.
Iblandt mig er hævet over heltenes bygd
[i] klædningen min, og den høje luft,
og mig den vide stærke sky
over folket bærer. Mine kæreste helligdomme
stønnende højlydt og syngende,
strålende sang, når jeg taget ej er til
flod eller (græs)fold, gæstende (gen)færd.

 Min oversættelse til nudansk.

1 Jeg mener ”Hrægl” (oldengelsk) må være identisk til ”Hræ” (oldnordisk) eller bl.a. ”levninger, stumper af noget” og knyttet til ”Rokkr” (en ydre beklædning for kroppen, overkjole, kappe, rok). I f.eks. ”beado-hræghl” (oldengelsk) betegner ordet ”krigs-klæder” der genfindes som ”brynju-rokkr” (oldnordisk). Jeg mener ordet er valgt fordi det knyttes til en kriger(inde)’s beklædning. Ordet ”swigað” (oldengelsk) mener jeg skal sidestilles med ”svig” (oldnordisk) eller ”krumning, bøjning” – måske sammenbøjet, tillukket.
 
2 fra ”hruse” (jordens overflade) og identisk til ”Hrjóstr” (oldnordisk) eller ”ru, ujævn, stenig, bar og ufrugtbar plads”.
 
3buge” fra ”bugan” (oldengelsk) og ”bogi” (oldnordisk) eller ”bue, krumning”. Det oldengelske ”wic” er identisk til det oldnordiske ”vik” (vig), men har på oldengelsk den videre forståelse ”bopæl”, naturligvis fordi det var i vigene, f.eks. Alde Wich (Aldwych, London), Ipswich,  Harwich, Norwich og Eoforwic (senere Jórvík), at vi gjorde bopæl. Fordi vi allerede ved at svaret på kenningen er ”Svane”, kan vi se at ”wic buge” må være en kenning for “svanens rede”.
 
4 fra “hebba” til “hæbbað, hebbað” og datid ”hefde”.
 
5 Jvf. som f.eks. Béowulf siger i Beowulf-kvadet (sætning 1829-30): ”Ic ðe þusenda þegna br(in)ge, hæleþa tó helpe. Ic on Higeláce wát,...” eller ”Jeg dig tusinde thegne bringe[,] helte at hjælpe[.] Jeg på Hygelác ventede...”
 
6 I Beowulf-kvadet (sætning 2988) forekommer ”háres hyrste    Higeláce bær·...” eller ”Den behåredes krigsklæder [til] Hygelác bar...”. Grundordet er ”hyrst” (nuengelsk ”hurst”), der i stednavne (Amherst, Stapplehurst) betegner ”en sandet lund med lav træbevoksning”, dvs. et ”krat”. I etymologi kan vi nemt se forbindelsen mellem et krat og svanens dunede fjerpragt. Jeg mener det er fordi ordet også blev benyttet som betegnelse for en kriger’s klæder, at ordet her benyttes som kenning from svanens fjerdragt.
 
7 fra ”wolcen, wolcn, wolc” (sky). Ordet ”strengu” er identisk til ”strong, streng” og har i den oprindelige forståelse betydningen ”tapper, hård, stærk”.
 
8Frætwe” (flertal) er sammensat af tillægsordet ”Fræt” (stolt) + ”we” (helligdom), dvs. et ord der beskriver det man påskønner mest af alt. Ordet oversættes til ”skatte, udsmykninger”. Jeg vælger her at bruge ”kæreste helligdomme”, da svanen her skal beskrive sin fjerpragt.
 
9 Ordet “swogað” fra “swogan” (oldengelsk) og “gaswogjan” (gotisk) er det oprindelige og rigtige ord til at beskrive den lyd vi hører fra svanens vinger når vi fra landjorden ser den flyve forbi. Det nuengelske ord er “sough”, der betegner “at gøre en klage eller stønnede lyd”.
 
10 Ordet ”swinsiað” fra “swinsian” (oldengelsk) eller ”at synge”, der bliver til “sound”. Dette ord er fra indoeuropæisk ”*swon-/*swen-” i betydningen af ”at synge, at gøre lyde”, og på sanskrit ”svanati” der betyder ”(det) lyder”. Det er dette ord der er ophavet til hvorfor denne fugl af os gives navnet ”swan” (oldengelsk) og ”svanr” (oldnordisk) eller ”fuglen der afgiver lyd”.
 
11 Ordet ”torhte” er fra ”torht” (strålende, smuk, stråleglans). Ordet ”singan, syngva, siggwan” eller ”synge” har, som ”swinsian”, betydningen ”synge”, men opfattes oprindeligt som de lyde der afsiges i forbindelse med shamanisk virke eller afsigelse af saga. Der er ingen tvivl om at svanens sang af dødelige på jord opfattes som skjoldmøers tale til os, gennem svanen, fra fremtiden til nutiden. Derfor gøres der her brug af to forskellige ord til at beskrive samme lydeffekt.

12 Ordet ”beom” den angelske dialekt ”beom, biom” for det oldnordiske ”erom” eller ”at være” (to be). Dette kan give os ophavet til denne gåde som fra Øst-Anglen.

13 Som vi ser med brugen af ordet “ferð” i Riddle 72 (74), skal vi også her opfatte ”ferende” som ”omridset af en skikkelse”, der under særlige omstændigheder ”går igen” og derfor kaldes ”genfærd”.

 

Engle (valkyrier) findes gengivet i deres oprindelige betydning under navnet "zed, izaed, ized" i Narts sagaerne fra ossseterne i Kaukasus-bjergene (se ”Bilag D: Narts sagaerne”).

 

 Valkyrje norfolk 900 ekr..jpg

 Valkyrje norfolk 900 ekr.jpg

 Valkyrje norfolk 900 ekr med detaljer.jpg

Enden af et bælte fundet i Norfolk, Øst-Anglen. Gjort af bronze, muligvis oprindeligt forgyldt. 54 mm langt, 25 mm bredt. Til venstre er vist originalen. I midten min rekonstruktion af bælteenden, og til højre hvad gengives på bæltenden. De syv ringe i kanten af bælteenden (5 foroven og 2 forneden) er de syv hovedguder (Ase – og Vane-slægten + Balder). I afsnittet ”Påfuglen i kunst” viser jeg at dette er en videreførelse af kunsten fra vore guldskillinger fra år 385-670 e.Kr. I midten ses en meget fin gengivelse af en Engel/Valkyrje med en kæmpe svaneham. Bælteenden har derfor haft til opgave at beskytte krigeren og tilse at han/hun, skulle han/hun falde på slagmarken, blev ført til Valhalla. Den runde ring i Englen/Valkyrjen’s navle er ættens mærke. Dette mærke, den hellige ring/symbolet på solen, er på sølvpenge fra år 710-760 e.Kr. mærket for ætterne i Øst-Anglen. Bælteenden er udateret. Mit bud er at vi kan datere kunsten til 8-900 tallet e.Kr. Min private samling.

 

Hamingja

Det er også en mulighed at vi ovenfor ser en ”Hamingja”-amulet.
 
Ordet ”Hamingja” findes kun i ental og betegner på oldnordisk ”held og lykke når det gælder”. Manglen på ”Hamingja” kaldes ”Hamingja-skortr” (skorter på Hamingja) eller ”mangel på lykke”. Sammenlign her med det etruskiske ord "hama" (en del af slægten, husstanden).
 
Forståelsen for ”Hamingja” må være knyttet til ”Hamr” og dermed hamskifte, hvorfor ordet er forbundet til Engle og Valkyrier. Det er i hvert til fald således Glúmr forestiller sig det da han i en drøm ser en kæmpe kvinde vandre uden for sin gård. Denne kæmpe-kvinde mener han var sin morfader Vigfús’ ”hamingja” (se Víga-Glúms Saga, kap 9.):

”Vigfús móðurfaðir minn mun nú vera andaður
og mundi kona sjá hans hamingja vera”

Da ordet også er knyttet til ”dísir” er forståelsen knyttet til ”ånd”, og dermed, som vi netop har hørt, forfædrenes ånd (se afsnittet ”Gudinden Dísar”). Derfor kan ”Hamingja” videregives fra slægt til slægt1.

1 Se Vatnsdæla Saga (kap 7.) – en dreng navngives efter morfaderen i håbet om at drengen må overtage den afrejste morfaders ”Hamingja”:
”Þorsteinn leit á hann og mælti: "Sjá sveinn skal heita Ingimundur eftir móðurföður sínum og vænti eg honum hamingju sakir nafns."
 

Her findes en meget vigtig forståelse til hvorfor slægtsnavne, altid fornavne, bør videreføres. Et andet eksempel på en sådan videreførsel af navn berettes i Finnbogas Saga Ramma (kap. 36).

 

chap21-1-1.jpg 

 chap21-1-2.jpg

Mønt slået for Kong Sauromates I. (93-123 e.Kr.) til Det Bosporiske Kongerige. Jeg argumenterer i afsnittet ”Kongerne Asander & Aspurg - Det Bosporiske kongerige” for at dette rige, under Kongerne Asander og Aspurg, er vor stødpudestat mod Romerriget mod syd. Dette ophører år 38 e.Kr., hvor romerne tager direkte kontrol med landområdet, og vi tager foden på nakken mod nord. Det er dog stadig vor egen æt, der ser ud til at sidde på tronen igen under Kong Sauromates. Med sit kaldenavn ”sauromatou” ønsker han at vise den direkte linie til Asander og Aspurg. Derfor viser nogle af hans mønter de fineste eksempler på vore oprindelige filosofi. Disse gengives i afsnittet ”Skål, skåltaler og skålningsceremonier”. Den her viste mønt siger, som på hans andre mønter, ”ΒΑCΙΛΕOC CAVROMATOV” (Kong Sauromatou) (8 gm, D:2.6 cm, ref. Anokhin 469). Bogstaverne "MH": M(40) + H(8) = 48 nummia = 1 sestertius. 

Forsiden af mønten viser tronstolen, og ikke mindst jætten Mimir’s hoved afbildet på kongens scepter. Fra Mimir’s hoved (mindet/erindringen), og fjendens hovedskal, modtager kongen den visdom og styrke fra forfædrene der gør at han, på vegne stammen, kan tage gode beslutninger i nutiden for en bedre fremtid. Tronstolen kaldes ”faldastoll” (oldnordisk), ”faldastol” (oldengelsk, Mercia), "faldestoed" (oldfransk, Rolandskvadet sætning 609), “falþastols” (gotisk) eller “foldestol” med den oprindelige betydning “højsæde, trone”. De nuværende navne “kurulstol” (fra “curule”) og “munkestol” er importeret via latin og fra kristendommen.
 
Det er bagsiden af mønten der er spændende i forbindelse med en gennemgang af vore oprindelige Engle. På andre af kongens mønter er kongen vist med hovedbeklædning, der er samme hat som kvinden her bærer, blot med ”en fjer i hatten”.
 
Jeg er helt enig i at møntsmeden er blevet bedt om at fremstille ”Nike” (græsk for ”sejr”) som sejrsgudinde på denne mønt.
 
Nike er oprindeligt en græsk gudinde der kendes fra ca. år 550 f.Kr. (Archermos’ afbildning fra øen Delos). Hendes fremgang kan skyldes at hun knyttes til den græske sejr over perserne i Slaget ved Marathon år 490 f.Kr. Hun er underlig derhen at meget lidt er kendt om hendes egenskaber udover at hun altid er vist med store vinger, og typisk med en sejrskrans og et palmeblad. Hun er forbundet med Sejr og hurtighed (som følge af Slaget ved Marathon?). Om hun rent faktisk blev opfattet som en gudinde af grækerne synes ikke klart, men ”bringer af held” var hun.
 
Musée du Louvre har en afbildning af hende, hvor hun er vognstyrer af Herakles’ stridsvogn under angreb, typisk en afbildning fra de græske kolonier i det sydlige Italien. Hun er oprindeligt vist med våben eller musikinstrumenter. Romerne overtager hende under navnet ”Victoria”. Kong Sauromates I. slår mønt under Kejser Trajan (98-117 e.Kr.) og netop denne kejser slår år 102 e.Kr. mønt i eget navn med en afbildning af ”Victoria” med palmeblad. Dette forklarer hvorfor Kong Sauromates I. mønter tilsvarende.
 
Det spændende er at  Kong Sauromates I., hverken romer eller græker, og hans smede ikke kender til ”Nike/Victoria” som hun blev forstået der. I stedet gør møntsmeden hvad alle smede gør; de afbilder fra deres egen verden, og hvad de kender til.
 
Mit bud er at hvad møntsmeden kender til er kvindelige krigertempelpræster i svaneham bringende bud mellem denne og den næste verden.
 
Hvad vi derfor ser afbildet er en højbåren kvinde i kjole og frakke med bælte, med den højbårne kvindes hovedbeklædning, der er identisk til mandens/kongens. I den græske, og senere romerske, forståelse er Nike/Victoria altid afbildet i toga, symbolet på en fri statsborger. I sin højre hånd har hun samtidens våben for de kvindelige krigere til hest, buen. Svanehammet er identisk til hvorledes vi senere afbilder Engle og Valkyrier. Min private møntsamling.


 

Vi kan formentlig vise helt nøjagtigt hvorledes, og hvornår, kristendommen overtager brugen af ”engel”. Det oldengelske digt ”Elene”, skrevet af Cynewulf, findes i ”Vercelli Book” (fol.121a-133b), og er dateret til tidligt i 800 tallet e.Kr. dvs. inden kristendommen har fået rigtigt fat, hvorfor digtets indhold fik en enorm indflydelse på engelsk tanke.
 
Kvinden i digtet ”Elene” (geatolic guðcwen ... Elene, sætning 331-2) er identisk til ”Flavia Iulia Helena Augusta” (Sankt Helena, ca. år 250-330 e.Kr.), der var moder til Kejser Konstantin I. (Flavius Valerius Aurelius Constantinus, 285-337 e.Kr). Han anerkender kristendommen i Rom, og fra år 324 e.Kr. i hele Romerriget.
 
Digtet indledes med Hunnerne, Hreðgoternes og Frankernes!, hærgen af Romerriget og vi får at vide at tiden er i det 6. år af Konstantin’s regeringstid, dvs. år 312 e.Kr. (Þa wæs syxte gear Constantines caserdomes, sætning 7-8).

Kejser Konstantin omtales i digtet således (sætning 79):

”Constantinus, heht þe cyning engla,” eller ”Konstantin, hed englenes konge,”

Denne sætning er absolut og fuldstændigt en kopiering af oprindelig urnordisk tanke, hvor kongen er gud er Odin, og hans kvindelige hird af ryttere er ”engle”. Det er alene kongenavnet der ændres. Alle har i samtiden forstået denne sammenhæng, og det er netop derfor brugen af engle overføres til en kristen konge.

Digtet ”Elene”  (sætning 1316-1321) siger:

 

Him bið engla weard
milde ond bliðe, þæs ðe hie mana gehwylc
forsawon1, synna weorc, ond to suna metudes2
wordum cleopodon. Forðan hie nu on wlite scinaþ
englum gelice3, yrfes brucaþ
wuldorcyninges to widan feore.

Han bød engle værge
mild og blid, at de menneskeheden hver én
forlod, syndens virke, og til visdommens søn
ordene kaldte. Herfra frem de nu skinner smukt
engle lig, arven bruger
den gloværdige konge til hver en tid.

Min oversættelse til nudansk.

1 ”Synds”-begrebet er et udefrakommende fænomen der ikke findes i oprindelig tanke. Her indføres det i det oldengelske sprog. Bemærk at egenskaben ”at kunne forlade en synd” ligger hos englene og ikke hos en eller anden dødelig præst med en særlig fuldmagt. Den ville samtiden aldrig have købt. Engle, derimod, som vore kvindelige magter/ånder, der i svaneham flyver mellem forfædrenes rum i himlen i fremtiden og rummet nutiden og de dødelige på jord, kan på forfædrenes vegne, forlade og tilgive. Ingen andre har denne evne.

2 Ordet findes kun i digte og ikke i daglig tale. Ordet ”metudes” er fra det oldengelske ”metod, metud, meotud, meotod”, der igen er fra ”metan” (oldengelsk) og ”mjöt” (oldnordisk) eller ”vide besked”, som benyttet i Hávamál (vers 60, Ældre Edda), samt ”miot uið, mjötuðr” (oldnordisk) eller  ”vidtkendte” i Völuspá  (vers 2, Ældre Edda) og ”miotvðr, mjötuðr” eller ”visdommen” i Völuspá  (vers 45, Ældre Edda). I sidstnævnte tilfælde antændes ”visdommen” (miotvðr, mjötuðr) af en lyd fra Gjalderhornet (eN miotvðr kyndiz at en galla gial||lar horni). Vi kan derfor sige at i oprindelig tanke skal ordet opfattes som forfædrende visdom fordi det er denne visdom der påkaldes gennem horn og mjød.
 
Ordet ”metudes” er vigtigt at få ret i dette digt fordi det her stærkt manipuleres mod importeret kristen teologi, hvor det gøres synonymt med ”Skaberen, Deos-gud”. Ordet har absolut intet med dette at gøre, men vi kan se hvorledes kristen teologi ligger et slør af omskrivninger der skal tilse at oprindelig filosofi videreføres med en gradbøjning mod kristen teologi. Forfædrenes samlede visdom samles nu i én statisk skaber-Deos-gud af hankøn, der alene er besidder af ”visdommen”.
 
3 Her kommer den visuelle forståelse for at engle ”skinner smukt” og gengives som så i afbildninger. Hvad der rent faktisk er tale om er at den renselse vi i oprindelig tanke går igennem når vi vandrer fra rum til rum, kaldet Skærsilden, forvandler ætlingen ved Sommersolhverv til det nyfødte barn, der genfødes den 1. juledag efter Vintersolhverv. En marginal omskrivning af oprindelig tanke med enorme konsekvenser for fremtidige forståelser.

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk