| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning
Calvin and Hobbes i Bill Watterson: The Days Are Just Packed (1993, s.78) Selvom Calvin/Steen bliver sat i skammekrogen for at mene at Amerika blev grundlagt 200 år før han selv blev født, det vigtigste tidspunkt for ham og derfor andre, har han naturligvis fuldstændig ret. Den romersk-katolske kristendom opfinder af fri fantasi år nul som en fejring af Jesus-figuren, selvom kirken altid har været klar over at Jesus blev født i det der svarer til marts år 7 f.Kr 1 . 1 Barbara Thiering : Jesus The Man (1992, s. 42). Gregory af Tours: Historiae Francorum eller ”Frankernes Historie” (Bog 1:48) fra år 539-594 e.Kr. skriver: ”Nu fra Herrens lidelse til Sankt Martins død, 412 år er indberegnet. Den omtalte ”Martin” er Martin af Tours (316/317-397). Det tyder derfor på at Gregory af Tours år 539-594 e.Kr. anså Jesus-figuren som født år 15 f.Kr. Vi ved hvornår og hvordan den romersk-katolske kristendom opfandt tidspunktet for Jesus fødselsdag. Det sker så sent som ca. år 523 e.Kr. Her blev munken Dionysius Exiguus hvis øgenavn var ”Lille Denis/Denis the Little” bedt om at indføre i praksis de opfundne røverhistorier fra den 1. synode maj-august år 325 e.Kr. (også kaldet ”Alexandrine reglerne”). Den romerske tradition var at beregne år fra en kejsers død. I stedet vælger Dionysius Exiguus at opfinde Jesus fødselsår til 753 AUC (”ab urbe condita” eller ”siden byen (Rom) blev grundlagt”). Da tallet 0 ikke var forstået i det sydlige Europa som et tal i sin egen ret kom han derfor til at lave år 1 som svarende til 1. januar 754 AUC.
På den 1. synode maj-august år 325 e.Kr. havde den romersk-katolske kirke besluttet sig til at tiden skulle inddeles i 6 faser: Skabelsen, Syndfloden, Abraham, David, Judas tilfangetagelse og Jesu Fødsel. Herefter havde man via Det Gamle Testamente beregnet sig frem at verden blev skabt 5.508 år før Jesus blev født. Jesus fødselsdag blev opfundet år 523 e.Kr. Den engelske munk Bede/Bedae (673-735) kiggede de romersk-katolske kalenderberegninger efter i sømmene i ”Liber de Temporibus” skrevet år 703 e.Kr. og ”de Temporae Ratione” fra år 725 e.Kr. Bede læste Jerome’s latinske oversættelse af Bibelen fra hebraisk til latin og regnede lidt på det. Han mente at kunne beregne at de første fem faser kun havde varet 3.952 år. Da skabelsesmyten i Det Gamle Testamente jo var given sandhed medførte det at det i år 523 e.Kr. opfundne fødselsår for Jesus da måtte være forkert. Denne tidlige udgave af ”Kejserens nye klæder” medførte da også straks en anklage for kætteri og beregningerne skubbet ind under gulvtæppet. Det kan vi se fordi Angel-saksiske krønike, nedskrevet for Kong Alfred Den Store år 871-899 e.Kr., har følgende sætning for året 655 e.Kr.: "Mierce wurdon Cristne. Þa was agan from fruman middangeardes .v. þusendo wintra .dccc. .L. wintra" som jeg oversætter til: "Folket fra Mercia blev kristne. Da var gået fra første Midgård 5 tusinde vintre 800 50 vintre"1 1 Ordet "fruman" er oversat via "frum" (oldnordisk), der har betydningen "tapper, dygtig, god", jvf. "from" (nudansk), men også "første". Det skyldes at de tapre altid kæmpede i første række. Hvad er ekstremt spændende her er at "Midgård", der i samtidens Danmark og England er lig "den kendte verden" også er hvor verden begyndte. Det viser denne historie er korrekt ifald vi opfatter "begyndelsen" som oprindeligt filosofisk udtænkt.
Med andre ord; i år 655 e.Kr. var der gået 5850 vintre siden den første Midgård, hvorfor Angel-saksiske krønike anser begyndelsen som værende 5850 - 655 = 5195 f.Kr. Det er Bede der for første gang begynder at bruge dateringen Anno Domino i sit værk om Anglernes historie, der var opfundet af Dionysius Exiguus år 523 e.Kr. Gregory af Tours: Historiae Francorum eller ”Frankernes Historie” (Bog 1:48) fra år 539-594 e.Kr. skriver: ”Nu fra Herrens lidelse til Sankt Martins død, 412 år er indberegnet. Her slutter den første bog med 5597 år der er beregnet fra verdens begyndelse til den hellige biskop Martin’s død”. Den omtalte ”Martin” er Martin af Tours (316/317-397). Med andre ord Gregory af Tours anser ”begyndelsen” til 5597- 397 (Da Jesus-figuren blev anset som værende født år 15 f.Kr., jvf. ovenfor) = 5200 f.Kr. Den græsk og russisk ortodokse kirke videreførte den romersk-katolske forståelse for år nul som det der svarer til år 5508 f.Kr. Denne beregning er gældende i de oldrussiske kalenderberegninger indtil Tsar Peter den 1. år 1700 e.Kr. indførte den europæiske kalenderberegning, baseret på hvornår den katolske kirke havde besluttet at Jesus-figuren skulle være blev født. Vi har en af de fineste nedskrivninger af beskrivelsen af tid fra Håndskrift B74 (nu det Kgl. Bibliotek i Stockholm) 1:
Håndskriftet udviser en vidunderlig mangel på forståelse for hvorledes den katolske kristendom ønskede Bibelen fortolket i samtiden. Det skyldes at skriftet er fra tiden før kristendommen rigtigt er ankommet, og skriveren har derfor været nødsaget at skulle fortolke Bibelen for egen regning. Skabelsesmyten er skrevet som 6.341 år før skriftets datering. Da vi nu kan se at slutresultatet formentlig skal være 5200/5195 før Jesus-figuren fødes, og denne er sat til 1.041 år før skriftets tilblivelse, fremkommer årstallet år 1141-46 e.Kr. Tager vi højde for at broderstriden mellem Svend, Knud og Valdemar allerede bryder ud år 1146 e.Kr., kan vi nok regne med at dette er året for skriftets datering. Håndskrift B74 anser derfor jorden som skabt 5195 f.Kr. Vi ser med brugen af ”hemen/hem” i betydning ”Jorden/jord” hvorfor Snorre i samme tidsrum kalder sit værk ”Heimskringla”. Det absolut mest spændende er at Jesus-figuren stadig anses som ”Gud”. Det gør han fordi det står i Bibelen og fordi samtidens konger også har status af ”Gud”. I "Litteraturliste" under "Kalevala" viser jeg, at i den finske forne gudelære dukker Moder Jord op 6300 år før tidspunktet for beretningens oprindelse. Antager vi beretningen som fra f.eks. år 1100 e.Kr. fremkommer tiden år 5200 f.Kr., men dette forudsætter en kristen opfattelse, som vi skal vare os for at tilskrive den finske gudelære. Forståelsen kan ligevel være oprindelig finsk tanke. I store træk anser den forne finske gudelære år nul som det der svarer til 6300-5200 f.Kr. Af teologiske og politiske årsager er dateringen af år nul fra Det Gamle Testamente blev fortolket som tidspunktet for verdens skabelse fordi dette kunne understøtte skabelsesmyten i Det Gamle Testamente 1 . Det Gamle Testamente er den oprindelige forne semitiske gudelære omkring Solen og uroksegudinden, identisk til vor egen. Jeg vil nu vise at selve beregningen af år nul til år 5508-5200/5195 f.Kr., ifald den fortolkes som udtænkt i indoeuropæisk skik og formentlig som ligeledes oprindeligt udtænkt i semitisk forståelse, er meget tæt på hvorledes vi selv opfattede Det Nye Menneskets udvikling. 1 I nudagens kvaksalveriske dialekt kaldet "Intelligent Design" (ID). I 2004 vedtog Skolebestyrelsen i Dover, Harrisburg, Pennsylvania at enhver lærer skal sige følgende til eleverne før der undervises i evolution: "The theory (of evolution) is not a fact. Gaps in the theory exist for which there is no evidence. Intelligent Design is an explanation of the origin of life that differs from Darwin's view". Herefter skal læreren henvise til Percival Davis og Dean H. Kenyon's bog "Of Pandas and People" (189 sider, 1. udgave 1989, sidste udgave 1993). Denne neo-kristne tilføjelse til røverhistorierne fra Det Nye Testamente gennemgår argumentationen for skabelsesmyten/Intelligent Design og påpeger huller i evolutionsteorien. Det står mig ikke klart hvad lid man bør have til Fiorenzo Facchini’s artikel 16-17. janaur 2006 i L'Osservatore Romano, hvori han som Ordinario di Antropologia og medlem af det ultrakatolske Istituto Veritatis Splendor på Universitet i Bologna, på vegne Vatikanet afskriver ID og vedstår sig Darwin’s evolutionsteorier. Samme dag, 16. januar 2006, gik Opus Dei-broderskabet, gennem en udtalelse af talsmanden Marc Carrogio til BBC, til angreb på filmudgaven af Dan Brown's "Da Vinci Mysteriet", som man vil have 18-års grænse på. Bogen er som bekendt kritisk over for Opus Dei og den katolske kirke. Det lugter meget kraftigt af mediemanipulation. Vi bør derfor ikke overraskes over at Ingvard Christensen, formand for Pædagogisk Forening for Kristne Friskoler til Nyhedsavisen 16.10.06 oplyser at der i den nye læseplan for biologi for de 36 kristne friskoler i Danmark nu indføres påbud om at Deos-Gud skal skrives ind i Darwins evolutionsteori, således at evolutionsforklaringen ikke udelukker Deos-Gud.
Goternes og Ver Asir/Danir-folkets grundlærdom findes i Rig Veda (Råd (og) Viden) fra 1.700-1000 f.Kr. I Rig Veda findes oprindeligt to kalenderberegninger; ”Chandramana”-beregningen, der er månebaseret, og ”Sauramana”–beregningen, der er solbaseret1. Omkring år 1181 f.Kr. sammensmeltes disse to beregninger. Jeg har argumenteret for at Ver Asir/Danir-folket, som en matriarkalsk stamme, oprindeligt havde en månebaseret kalender. Ifald årstallet 1181 f.Kr. er tidspunktet hvor vi sammensmelter den månebaserede kalender med den solbaserede kalender, da skyldes dette formentlig folkevandringen efter Trojas fald år 1184 f.Kr. tilbage til stepperne i Asien, hvor de to kalenderberegninger må være stødt sammen. Se kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok ”. 1 Ordet ”Sauramana” er i sig selv spændende. Wulfila benytter ordet i oversættelsen af Bibelen til gotisk i Markus-Evangeliet (7:26) hvor ”syrisk” (Den danske Bibel) oversættes til ”saurini”. Det antyder da at ”Sauramana” skal oversættes til ”hvorledes syrerne tænker” da ”mana” oprindeligt havde betydningen ”at tænke”, og først senere får betydningen ”mænd” via ”maðr” (oldnordisk) og ”man” (oldengelsk). Den solbaserede kalender må være medbragt under folkevandringerne tilbage fra Mesopotamien/Babylonien til Asien/Midgård .
Goterne bringer Rig Veda med under folkevandringer fra nord ned over Hindu Kush fra ca. år 550 f.Kr. til 128 f.Kr. Her finder vi den ældste kendte indiske kalender ”Saptarsi”-kalenderen, hvor år nul er det der modsvarer år 6676 f.Kr 1. 1 Plinius den Ældre og Arrian (Flavius Arrianus Xenophon (92-175, bog VIII: Indica) skriver begge at den tidligste indiske kalender, Saptarsi-kalenderen, havde år nul som omregnet til år 6676 f.Kr. Kalenderen havde en cyklus/ring på 2.700 år, dvs. ¼ af en Fase. Det menes at kalenderen oprinder fra ca. år 3076 f.Kr.
Ordet ”saptarsi” er sammensat af to ord: ”sapta” + ”rishi”. Ordet ”sapta” er sanskrit for ”7” og hed på indoeuropæisk ”*septm”. Ordet ”rishi” betegner i Veda en ”hellig vismand” og oprinder formentlig fra Dravida ”*aric”, der lig vort eget ord ”ríc”, betyder ”råder/den der råder/ vismand”. Ordet ”saptarsi” eller ”De 7 der råder” kender vi aldeles udmærket. Se "Bilag O: Trylleformlen 7-9-13 + 3 x banken på træ". Peder Syvs kjernefulde Ordsprog” (1807, s. 127): "En Nar kan spørge mere, end 7 Vise kan svare til" Vi kan derfor sige at for Ver Asir/Danir -folket er vor urforståelse for år nul det der modsvarer år 6676 f.Kr. Ved vi endnu ikke helt præcist hvorledes vi skal opfatte år nul. Colin Renfrew, Professor i Arkæologi ved University of Cambridge skriver i ”The Origins of Indo-European Languages” (1989) at den indoeuropæiske vandring fra stepperne i Asien mod Europa begynder ca. år 6.000 f.Kr. dvs. ved istidens afslutning. Buddhismen udvikles efter den 2. gotiske folkevandring ned over Hindu Kush ca. år 165-128 f.Kr. Silkevejen gen-åbnes ca. år 115 f.Kr. og Fa-Hien beretter i sine rejsebeskrivelser fra Indien ca. år 402 e.Kr. at Buddhismen ankommer til Kina år 58-75 e.Kr. Såvel Buddhismen som Hinduismen er udviklet fra Rig Veda , som medbragt af goterne. Der er derfor dele af de tidlige Buddhistiske verdensforståelser, der oprinder direkte fra Rig Veda og derfor fra vor egen grundforståelse. Hsuan-tsang/Xuan Tsang/Xuanzang (602-664 e.Kr.) rejser år 629-645 e.Kr. ned til det nordlige Indien hvor goterne stadig sidder på tronen. Han var en en del af en munkeorden der brugte hele deres liv på at oversætte de sen-gotiske Veda , som de fandtes i det nordlige Indien, til kinesisk. Han bringer et stort antal veda tekster på sanskrit tilbage til Kina1 og skrev ”Da tang xi yu ji/Ta-Tang Hsi-yu-chi” eller ”krøniken af de vestlige områder af det store Tang dynasti”. 1 Thomas Watters skriver i ”On Yuan Chwang’s Travels in India AD 629-645 (1996) at han bragte 657 tekster tilbage: Mahayanist sutras: 224 tekster
Det er vanskeligt at afgøre er i hvor høj grad veda-teksterne i 600 tallet e.Kr. er oprindelig indoeuropæisk grundforståelse fra Rig Veda . Goterne fortolker Rig Veda anderledes end Ver Asir/Danir-folket, bl.a. fordi de er under indflydelse fra indfødte religioner i det nordlige Indien. Hsuan-tsang/Xuan Tsang/Xuanzang’s rejseberetning ”Da tang xi yu ji/Ta-Tang Hsi-yu-chi” findes som ”Rejsen mod Vest” og er, som det meste tidlig kinesisk litteratur, 7 dele sandhed og 3 dele fri fantasi. Beretningen har karakter af et folkeeventyr 1. Bent Hansen har fra Kina bragt mig oplysningerne fra bogen. 1 Wu, Cheng’en: Journey to the West (1. Editon, 1993). I bogens forord står at bogen blev skabt under Tang dynastiet, med tilføjelser under Ming dynastiet og Qing dynastiet. “Rejsen mod Vest” starter således: “I Universets aritmetik udgør 129.600 år en cyklus/ring. Hver cyklus/ring kan opdeles i 12 faser, de 12 grene. Hver fase varer 10.800 år”. Inden for den enkelte dag er opdelingen således (her opsat i skema):
Som man kan se kunne dette være skrevet et hvilket som helst sted i Norden, hvor dagen oprindeligt begynder ved daggry, og ikke som i dag efter kl. 12 midnat (oprindeligt ved mørkets frembrud dagen før, efter semitisk skik indført med kristendommen). Herefter vises verdens skabelse i faser efter de ovenfor viste faser. Jorden skabes i Fase 2. og ved begyndelsen af Fase 3. blev levende væsener skabt. Da Fase 3. var på sit højeste, dvs. 5.400 år inde i Fase 3., blev mennesker og fugle skabt. ”Derfor siges det, at mennesket blev skabt i Fase 3.”. ”Bevæget af Pan Gu’s skabelse skabte de 3 kejsere orden i Verden, og de 4 lovgivere fastlagde de moralske love. Verden blev inddelt i 4 store kontinenter”. ”Pan Gu” er det kinesiske folks urjætte, der skabte verden af sin egen krop. Vi kalder ham ”Ymir/Aurgelmir/Leirbrimir”. ”De 3 kejsere” er identisk til ”Odin , Ve og Vile”. I kapitlet ”Jætter” viser jeg at alle folkeslag på den nordlige halvkugle er enige om at jætter kom før det moderne menneske. Jeg argumenterer i dette kapitel for at ”jætter” er identiske til ”Cro Magnon mennesket”. Fra Völuspá, vers 2:
1 Min oversættelse til nudansk. Samme vers i Meulengracht & Steinland’s ”Før kristendommen” oversættes til: 1.Mosebog (6:4): (The Nefilim were upon the Earth in those days and thereafter too)1. I hine dage, da gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og disse fødte dem børn – men også senere hen i tiden – levede kæmperne på jorden. Det er heltene, hvis ry når tilbage til fortids dage. 1 Denne sætning er ikke medtaget i den danske version af Bibelen . ”Nefilim” er jætter. ”De 3 kejsere” er som ”Odin , Ve og Vile” symbolet på Det Nye Menneske. I ”Bilag A: Rig Veda , Rígsþula og Manu Smriti” viser jeg at goterne i ”Manu Smriti” kalder dem Rik, Yaius og Saman. At ”verden blev inddelt i 4 store kontinenter” har to fortolkningsmuligheder; enten er dette en henvisning til den fysiske dannelse af kontinenterne, hvilket sker i Jurassic perioden for 190-160 millioner år siden, eller der menes at Det Nye Menneske udvandrer og bosætter sig på 4 kontinenter. Jeg vurderer at sidstnævnte fortolkning er den rette. I den indoeuropæiske evolutionsforståelse ved vi nu at jætter, som jeg vurderer er Cro Magnon mennesket, kom før Det Nye Menneske. Vi ved at år nul er år 6676 f.Kr. og at Det Nye Menneske udvandrer og bosætter sig på 4 kontinenter. Endelig ved vi at den indoeuropæiske vandring fra stepperne i Asien mod Europa begynder ca. år 6.000 f.Kr. Hvad kan videnskaben forklare os faktisk skete? Den videnskabelige udgivelse ”Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America” (”PNAS”) offentliggjorde 12. maj 2003 en epokegørende undersøgelse og viser at generne fra Cro-Magnon mennesket findes i Det Nye Menneske. Cro-Magnon, navngivet efter det sted de først blev opdaget i Frankrig i 1868, var proto-mennesker der er dateret til at have levet på hele jordkloden i hvert fald fra 40.000 år siden og fremefter til ca. 8.500 år siden. De var over 2 meter høje, udvandrede oprindeligt fra Mellemøsten og Nordafrika, boede i hytter, lavede vægmalerier, vævede tøj, lavede smykker, havde gravritualer. I det hele taget levede som man må forvente vore forfædre ville have levet for så længe siden. Arkæologer kalder denne periode for ”Upper Palaeolithic” eller ”Øvre/Sen Gammel Stenalder”. Herefter kan man enten tilhøre ”Ud-af-Afrika”-skolen eller ej. Hvad alle arkæologer er enige i er at i slutningen af denne periode for ca. 10000-8500 år siden havde Det Nye Menneske spredt sig til alle kontinenter bortset fra Antarktis, dvs. Europa/Asien, de 2 amerikanske kontinenter 1 og Australien. 1 Iflg. Professor Eske Willerslev, Center for Fossil Genetik, Niels Bohr Institutet for Astronomi, Fysik og Geofysik, Københavns Universitet fandtes der mongolide asiater for 14300 år siden (dvs. ca. 12300 f.Kr.) i de nordamerikanske landskaber. De var nært beslægtet med et centralasiatisk folkefærd, måske i det nuværende Tibet eller Nepal. Fundet blev gjort i en dyb hule langs Klamath River (5 mile Point Cave) i hvad i dag er det midt-sydlige Oregon. (se Science Magazine: ”DNA From Fossil Feces Breaks Clovis Barrier”, 4 April 2008)
Det ser derfor ud til at år nul eller 6676 f.Kr. er begyndelsen for "Det Nye Menneske". På den nordligste del af den nordlige halvkugle har vi et utal af bopladser i Skåne og Halland, herunder ”Skatmossen” i Åsby nord for Varberg, Halland dateret til 11-10000 f.Kr. Disse bopladser har været i kanten af samtidens indlandsis, og er Det Gamle Menneskes bosteder, jætter i vor og alle oprindelige folkeslags erindring. Modsat den ortodokse læsning af Det Gamle Testamente er år nul naturligvis ikke tidspunktet for menneskets skabelse da vi er efterkommere af Cro Magnon mennesket, "Det Gamle Menneske” eller ”jætter” i indoeuropæisk forståelse. År nul eller år 6676 f.Kr. kan være tidspunktet hvor de første ætter bliver dannet, de første Moder Jord og frugtbarheds symboler dannes 1, de første samfund dannes og den første handel finder sted. I afsnittet ”Hvorfor uddøde jætter?” synes det at tiden år 7000-5600 f.Kr. er tiden hvor Det Gamle Menneske/jætter stort set udslettes som følge af vandfloder, hvorfor tiden er hvor Det Nye Menneske tager over.
Jeg argumenterer i afsnittet "Urjætten Ymir – Aurgelmir - Leirbrimir" for at forskellen mellem "Det Gamle Menneske" (jætter) og "Det Nye Menneske" (Aser og Vaner) er at "Det Nye Menneske" har et udviklet sprog i tale, medens "Det Gamle Menneske" udtrykker sig ved brøl og skrig. Hvad er ydermere, denne helt uvurderlige viden synes at have været fuldt forstået da Rig Veda blev skabt år 1700-1000 f.Kr. og i dag er vi kun lige ved at genfinde denne viden. Hvorvidt ”Ud-af-Afrika”-teorien om menneskets evolution er endegyldigt sand synes i hvert fald fra vor oprindelige filosofi at være tvivlsomt. Se DNA forskningen omkring dette i "Bilag L:DNA - to staldbrødres vidnesbyrd og Helligdoms Ed".
I afsnittet ”Ásaland – Asien - Riget i Midten – Miðgarð – Den kendte verden” har jeg vist at ”Miðgarð” (oldnordisk) og ”Middangeard” (oldengelsk) altid betegner ”den kendte verden” for os. Jeg har ligeledes vist at det oprindelige Midgård havde østlig grænse ved den kinesiske mur. Den vestlige grænse var ”Da Qin” (Romerriget), dvs. Tanais-floden (i dag Don-floden), den gamle landegrænse mellem Europa og Asien. Den sydlige grænse var ”Anxi” (Parthia) der gik til området omkring Samarkand, Uzbekistan, samt Hindu Kush. Den nordlige grænse kan ikke bestemmes.
Derfor kaldes jætten Hymir i Hymiskviða (Hymir-kvadet), vers 20 for "Abers ætling" (át rvn apa/áttrunn apa).
I "Bilag L:DNA - to stalbrødres vidnesbyrd og Helligdoms Ed" viser jeg at DNA-forskningen ikke udelukker at min fortolkning af vor oprindelige filosofi kan være sand. Omvendt udelukker vor oprindelige filosofi ej heller at "Ud-af-Afrika"-teorien kan have sin rigtighed da vi her arbejder med enorme tidsrum og forskelle. DNA-forskningen er rent faktisk enig i at vi nedstammer fra en urjætte fra et sted mellem den østlige del af Mellemøsten og til foden af Himalaya-bjergene. Denne Urjætte/Det Gamle Menneske dateres til for ca. 30.000 år siden. Urjætten/Det Gamle Menneske selv har klart ligeledes en forfader og denne dateres til Øst-Afrika ca. 60-100.000 år siden. Vi kan ikke sige om dette er sandt eller usandt. Hvad vi kan sige er at i vor urerindring findes dette sidste led ikke. Fra Rig Veda (Bog 7:LXXIX) ser det ud til at der oprindeligt var 5 stammegrupperinger øst for Tanais-floden i Asien/Midgård . I omtale af Daggry hører vi: ”vækkende landene hvor menneskets 5 stammer er bosat” Rig Veda (X:129) siger om verdens skabelse i min oversættelse: ”Hvem sandelig ved og hvem kan her sige det, Den Ene, den første oprindelse af denne skabelse, 1 Rig Veda (bog X:129 eller CXXIX) har i første del (ikke gengivet ovenfor) af sin meget sandfærdige filosofiske skabelseserklæring begrebet ”ginnungagap” i forståelsen ”det tomme verdensrum”, der gengives i de overlevende brudstykker af Rig Veda i Norden i skabelsesforståelsen.
Vi bemærker at guderne er skabt efter verdens skabelse. Dette skyldes to årsager: Guderne er forfædrene, og forfædrene er efter denne verdens skabelse. Dernæst er forståelsen for guder afhængig af menneskets mentale mulighed for at tænke på dem. Det følger naturligt fra forståelsen af at guderne er efter denne verdens skabelse at ”noget andet” har skabt denne verden. I dag mener vi at dette sker ved ”Big Bang”. År 1700 f.Kr. blev dette forstået som ”Den Ene” (”tad ekam” på sanskrit, bog X:129) uden kønsbestemmelse. De to engelske oversættelser af Rig Veda (1896 og 1917) benytter begge ”he” i oversættelsen af ”Den Ene”. Dette er ikke korrekt og afspejler at oversættelserne er gjort 1896 og i 1917. Vi ser denne verdensforståelse videreført i Beowulf-kvadet (sætning 2737-43), hvor Beowulf taler fra sit dødsleje: ”Ic on earde bad mælgesceafta, heold min tela, Som jeg oversætter til: ”Jeg på jorden bad mæleskaffes 1, holdt min tale, 1 Ordet ”mælgesceafta” oversættes til nuengelsk som ”destiny” dvs. fremtiden, det ukendte. Vor oprindelige forståelse for ”det der vil komme” var derfor ”hvad fremskaffes ved tale”. Grundtvigs oversættelse af samme sætninger i Bjowulfs Drape (1820, s. 235) er gjort i fri poetisk stil og er ikke en sandfærdig gengivelse af de oldengelske ord. I afsnittet ”Runers forbandelse” har jeg vist at betegnelsen ”Driht” (Drot) i det oldengelske runedigt for runen Dæg (d) ligeledes betegner ”tad ekam” og ”waldend fira”. Denne forståelse genfindes i Peder Laales Danske Ordsprog:
Der må være en god mulighed for at det er fra Rig Veda (bog X:129) at den katolske kristendom får ideen til opfindelsen af den moderne Deos-Gud på den 1. synode maj-august år 325 e.Kr., og i deres patriarkalske verden gør det til en person af hankøn. De tidlige kristne/jøder har god forståelse for Rig Veda fra deres koloni i det nordlige Indien fra år 52-69 e.Kr. hvortil de flygter efter Jerusalem brændes af under den jødiske opstand. ”På hvilken stavelse af hellig lovprisnings-sang, Som man kan se er Rig Veda her formuleret som en kenning, og det er klart at enhver tve-skabt dreng eller pige har kunnet give det sande tilbagesvar. ”Om Bhuh Bhuvah Svah Som jeg oversætter til: ”Om! Jord, Sky, Himmel. 1 De nuengelske oversættelser har stor varians netop her og udelader alle, af mangel på historisk forståelse, stavelsen ”Om”, hvorfor mange læsere af Rig Veda mister stavelsens betydning og indoeuropæiske oprindelse.
Da vi dyrker Sol, Måne og Moder Jord lige, og da vor oprindelige forståelse var at ”Den Ene/Vælder Fjerne/Drotten” skabte denne verden, burde det have den naturlige følge at Sol, Måne og Jord oprindeligt var ét og derfor alle er lige gamle. Professor Alex Halliday, Institute of Isotope Geochemistry and Mineral Resources, (ETH) Eidgenössische Technische Hochschule Zürich skriver i ”Nature” (15. november 2007, No. 450, Planetary science: Isotopic lunacy, s. 356-357): ”Solsystemets planter, herunder Jorden, blev skabt for ca. 4.5 milliarder år siden fra en hvirvlende disk af gas og støv, der var tilovers fra den nyligen skabte Sol”. Den fremherskende teori om månens opståen er, at den blev dannet efter en kollision mellem proto-Jorden og et objekt på størrelse med planeten Mars, hvorved der blev udstødt materiale, som blev fanget ind af Jordens tyngdekraft. ”Den Ene/Vælder Fjerne/Drotten” er derfor selve eksplosionen ”Big Bang”. Jeg viser i Litteraturlisten under "Kalevala" at den forne finske filosofi er fuldt ud klar over sammenhængen mellem Sol, Måne og Moder Jord. ”Den der haver skabt Maanen, veed, hvor gammel han er”. Peder Jensen Hegelund (1542-1614): Problemata et Proverbia Moralia Kompleksiteten af naturens DNA gør at mange stadig er overbevist om at der må være mere end ”bare” en eksplosion bag ved skabelsen. Dette ”mere” er mange parate til at kalde en eller anden form for intelligens, dvs. et eller andet så intelligent at det kan skabe hvad er uhyrligt kompleks. I menneskets selvhøjtidelighed forbindes en sådan form for intelligens alene med mennesket selv, hvorfor den patriarkalske del af verden har skabt et billede af et supermenneske af hankøn. Men guder er jo efter denne verdens skabelse. Om igen. Vi kan muligvis også sige hvorledes vi visuelt skal opfatte den 11. membran-verden/woðboran, og at det er et hul vi skal igennem for at "se/tale" med forfædrenes ånd. I afslutningen af Bjarkemål hører vi at Bjarke's hustru Rude, han er selv Shaman, danner en åbning af sin bøjede arm, hvorefter Bjarke (som Shaman) kan kigge "igennem" og se Odin ride over valpladsen; en hændelse der endnu ikke er sket, og derfor et kig ind i fremtiden, hvor forfædrene befinder sig: "Rude: Sæt dit öje herhen, og sé mig så gennem armen, Folketroen tilsiger at man ved at se gennem en smal åbning kan få øje på forfædrenes ånder. Det ser derfor ud til at den 11. membran-verden/woðboran visuelt er "en bøjet arm", der måske snor sig omkring de andre verdener og giver adgang til disse. Det er af præcis af denne årsag at man drikker mjød af et dyrehorn (den bøjede arm) da mjød gennem Asketræet er bindeleddet mellem forfædrene i Himlen og menneskene på Jorden. Den 11. membran-verden/woðboran er derfor en gangbro mellem de forskellige verdener. Vi kender den som Bifrost. 1 1 Se Axel Olrik: Bjarkemål (gengivet efter Sakse, 1886, s.5).
Hovedafbildningen i midten af Den Gyldne Tavle fundet i Aulum, Midt-Jylland i 2004. Diameter 3.7 cm. Det store gravfund tæller hele 9 Gyldne Tavler/guldskillinger og kan dateres til år 385-670 e.Kr. Den her viste afbildning er identisk til afbildningen på guldskillingen fra Aars/Års, vest for Rold Skov, syd for Limfjorden og 75 km fra Aulum (se Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater, 1952, planche 6:17). Kunsten er derfor typisk for netop dette landskab. I filosofi er afbildningen identisk til shamanen med den behornede hjelm. Det er gennem den bøjede arm, og det bøjede horn, at forfædrendes ånd kan vandre til os, og vi kan modtage visdom fra fortiden fra forfædrende i fremtiden. Dette er hvad denne dansende, og nøgne, mand er i færd med. Vi ser hornet i direkte forlængelse af mandens venstre arm og hånd. I sin højre hånd bærer han en økse. Han ser ud til at bære hjelm og bælte.
J[ust] M[athias] Thiele: Danske Folkesagn (1818-23)/Danmarks Folkesagn (1843-60) (3. Udgave, s. 95-124) gengiver, så vidt jeg kan se, helt samme forståelse i Folketroen. For at forstå nedenstående folketro skal vi vide at de oprindelige vinduer på gårdene var småsprossede torammede vinduer med 2 ruder i hver ramme. Ruderne var ”buede ruder”, hvilket giver et syn gennem ruden, der svarer til at kigge gennem bunden af et drikkeglas. At ruderne er buede skyldes at man fremstillede dem ved at hælde det smeltede glas ud på en plade, som man laver pandekager. Herved bliver glasset tykkere på midten, og man opnår en rude med virkning som en konveks linse, der samler lysstrålerne i Brændpunktet. For mere om dette se afsnittet "Strå og spån" (underafsnit "Øjehullet - øjedøren -lyrehullet - lysindfaldet i langhuset"). Folketroen siger: ”Naar man Jule-aften sidder til bords, og önsker at vide, om nogen blandt de tilstede värende skal döe inden näste Jul, da kan man erfare dette, naar man gaaer stil-tiende udenfor og kiger ind igjennem en vindues-rude. Den som man da seer at sidde ved bordet uden hoved, skal döe i det kommende aar”. Fordi lysstrålerne i en konveks buet rude samles i Brændpunktet, og da rudens bue altid blev isat med buen væk fra stuehuset, vil den uheldige person, der sidder lige i brændpunktet, visuelt fremstå som hovedløs. Pointen er dog at Folketroen tager udgangspunkt i at man kan kigge ind i fremtiden ved at se gennem ”en bøjet arm/en bøjet lysstråle”.
"Thor og Gedebuk"-afbildningen på ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734. Fra ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 221-222). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr. Afbildningen er i 2. række fra mundingen af hornet, der begynder med "Sommersolhvervs"-afbildningen. Tidsmæssigt er vi i guldhornets kalenderår efter tiden hvor dyrenes unger diger og jagten er gået ind, men før Vintersolhverv (4. række), Det antyder at vi er efter ”Winter-fylleð” dvs. efter 17. oktober. Thor er vist med tre hoveder fordi han her har kendskab til de tre verdener, fortid, nutid og fremtid. Det antyder stærkt at han netop har besøgt disse, og at det netop er gedebukkens horn der har hjulpet til. Hvad ved første syn ligner et reb med hvilken Thor holder gedebukken er ved nærmere eftersyn noget helt andet da rebet ender ved gedebukkens forben, ikke omkring halsen, Vi ser her den 11. membran-verden/woðboran visuelt gengivet som "en bøjet arm", der måske snor sig omkring de andre verdener og giver adgang til disse. Derfor er også Thor’s venstre arm til den 11. membran-verden/woðboran visuelt gengivet som "en bøjet arm", Det er af præcis af denne årsag at man drikker mjød af et dyrehorn (den bøjede arm) da mjød gennem Asketræet er bindeleddet mellem forfædrene i Himlen og menneskene på Jorden. Den 11. membran-verden/woðboran er gangbroen mellem de forskellige verdener, som Thor med tre hoveder viser han har kendskab til. At gangbroen Bifrost i sen filosofi bliver beskrevet som en fysisk bro over hvilken krigerne rider på deres hopper (marer), at vi visuelt alle ved at det er regnbuen (igen den bøjede arm) vi skal forbinde med Bifrost, bør ikke vildlede fra denne mulige meget dybere forståelse som membran-verden/woðboran. Det er med sikkerhed ingen tilfældighed at Bifrost i Fáfnismál (vers 15) og Grímnismál (vers 44) rent faktisk skrives "Bilrast/Bilröst", og ikke Bifrost. Det er alene Snorre i Gylfaginning (kap. 13) der omtaler broen som "Bifröst". Det er også alene Snorre der siger at broen skal ses som regnbuen (regnboga). Dette er klart ikke den oprindelige betydning. Ordet "Bilröst/Bilrast" må være sammensat af "bil" med betydningen "mellemrum, mellemstund, tidspunkt" og "röst/rast" med betydningen "afstanden mellem to rasta, malstrøm, jord og sø (poetisk)". Det ser derfor ud til at vi skal opfatte Bilröst/Bilrast" som "mellemrum/tidsrum mellem to verdener", og det synes netop at være den 11. membran-verden/woðboran's hovedopgave. Beowulf-kvadet (sætning 2451) åbner måske et vigtigt glughul for os at kunne danne os et billede af den oprindelige filosofi: "...þonne his sunu hangað hrefne tó hróðre...eaforan ellorsíð...." som jeg oversætter til: "...at hans søn hænger (til) ravnes velvære... erforen andenside...." Sønnen er død og hans sjæl er rejst videre til fremtiden. Det ser dog ud til at fremtiden stadig er lige her omkring på den anden side, i en anden verden, ikke fjernt fra denne verden.
Som jeg tror vi forstod denne verdens skabelse.
Charles Darwin havde i 1871 en forestilling om at de påkrævede enheder til at danne liv muligvis blev dannet i en ”warm, little pond”” (brev til J.D. Hooker 1.2.1871). Her må Darwin, bevidst eller ubevidst, have haft Fostervandsøen i tankerne. Biokemikeren Dr. Stanley Miller, UC (San Diego) viste som studerende i 1953 i ”Production of amino acids under possible primitive Earth Conditions” at amino-syrer og andre grunddele til livets skabelse kan dannes under mulige jordlige betingelser. Herfra kan RNA dannes, hvorfra DNA følger. Dr. Charles S. Cockell, Open University, England har vist at et af de steder hvor vi har en Fostervandssø med de rette betingelser er i den ufattelige varme-energi, der findes i en meteor-dal efter nedslag på Jorden (se bl.a. hans bog ”Impossible Extinction” (2003)). Er det en meteor-dal ”øjeæblet” i virkeligheden viser os?
Det helt rimelige spørgsmål er naturligvis om vore tidligste forfædre havde en så højt udviklet viden, en viden vi knapt besidder i dag? I afsnittet ”Begrebet Úr og bystaten Ur(im)” viser jeg at de var klar over at Mælkevejen havde 4 store spiralarme, fra hvilken forståelse udvikles den filosofiske uroksegudinde fra hvis yver flyder de fire jordlige, og livgivende, mælke-floder. Ordet ”geysar” betyder "jage afsted, fremstyrter, voldsomt, raseri" fra det indoeuropæiske "*gheus", fra roden "*gheu" (at hælde). Det er ikke et tilfælde at ordet “Goð/God” i dets oldnordiske og oldengelske oprindelige, og eneste sande, betydning kan knyttes til samme ord ”*gheu” (at hælde). En ”geysar” fik dette navn fordi den viser ”Skabelsen” eller livets oprindelse. Kigger vi på forståelsen for ”svovl” er det ligeledes klart at vi har med Skabelsen at gøre. Svovl kaldes også ”brimstone”, hvor ”brim” (oldengelsk og oldnordisk) betyder ”brænding”, dvs. ”en sten der brænder”, hvad svovlsten gør. Svovl nævnes i 1. Mosebog (19;24): ”lod Herren svovl og ild regne over Sodoma og Gomorra fra Herren, Homer nævner svovl i Odyssey (nedskrevet år 800 f.Kr.) i Bog 22 (sætning 480-483): ”Og Odysseus sagde til den kære gamle sygeplejerske Euryclea,
Rolf Gunnar Rolfsson har henvist mig til den spændende tanke at grundstoffet Kviksølv (Hg) har samme navn som Odin, jvf. “Mercury”, der ca. år 1386 e.Kr. afløser “Cwicseolfor” (oldengelsk). Krøniken ”Flores Historiarum” viser dette: “Deos patrios, scilicet Saturnum, Jovem atque ceteros, qui mundum gubernant, colimus, maxime autem Mercurium, quem lingua nostra Voden apellamus." Som jeg oversætter til: ”Vi tilbeder vore fædrene guder, Saturn, Jupiter og resten af de der er bestemmer over verden, men mest Merkur, som vi i vort sprog kalder Odin ”. Det oldengelske ”Cwicseolfor” er vort navn på dette grundstof, der på latin blev kaldt ”argentum vivum” (direkte ”levende sølv”). Det må være en rimelig antagelse at det er metallets egenskab som værende flydende ved stuetemperatur (smeltepunkt – 38.87º C), der er afgørende for navngivningen. Det oldengelske og nudanske ord ”Cwicseolfor/Kviksølv” er sammensat af ”Cwic/Kvik” + ”seolfor/sølv” (”Kvikr” på oldnordisk). Vi kender til et andet eksempel med brugen af ”Cwic/Kvik” i navngivning i naturen gennem planten ”Kvikgræs/Quickgrass”. Der synes enighed om at ”Cwic/Kvikr” er knyttet til denne plante som en henvisning til røddernes store livskraft. I filosofi er alle metaller givet os af Moder Jord. Derfor boder vi i Sværddansen jern, symbolsk sværdet, til Moder Jord i håb om at hun giver samme tilbage (se afsnittet ”Sværddans”). Mit bud er derfor at vi filosofisk, og derfor i oprindelsen til navngivningen, skal opfatte grundstoffet Kviksølv som ”jernmetallers/ tungmetallers blod”. Da ”blod” er lig ”liv” opnår vi samme forståelse for Kviksølv som for Kvikgræs, nemlig ”livskraft”. Ordet ”seolfor/silfr/sølv” kender vi ikke oprindelsen til. De fleste synes at mene at ordet kan knyttes til det akkadiske ”sarpu” og det tilknyttede ord ”sarapu” (at rense, smelte). Det mener jeg er en rigtig tilknytning, og forståelsen findes ved at se på vor oprindelige kunst. Op til år 670 e.Kr. er alt betydningsfuldt håndværk gjort af guld eller forgyldt kobber. I afsnittet ”De oprindelige vejrfaner” viser jeg at den oprindelige forgyldning af de kobber-baserede vejrfaner skete ved brug af kviksølv, kaldet ”fire-gilding” (opfyrings-forgyldning). Den oprindelige forståelse af udsagnsordet ”forsølve” er derfor ikke oprindeligt ”at overdække med sølv” (er først tilfældet fra år 1440 e.Kr. i Middle English), men ”at sammensmelte”. Så vidt jeg kan se opnår vi derfor at den oprindelige betydning af ”Kviksølv” er ”at sammensmelte livskraft”, dvs. at overføre en kraft fra ét sted til et andet. Nu kan vi straks se at denne evne til at overføre kraft, fra fortid til nutid, er den selv samme evne som Odin, i hans egenskab som shaman eller ”Woðan”, besidder.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
