| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Bilag V: Fra Grønland til NýalandVínlandIngen forskere er fremkommet med en fornuftig forklaring på hvorfor ét af navnene på det ”nye land” var Vínland . Den mest populære fortolkning er at det er en henvisning til vin eller vinstokke, som skulle være set af de nyankomne. Den mest seriøse fortolkning er at det er en henvisning til et område der betegner græsenge. Foder til de medbragte husdyr har klart været et hovedproblem efter en lang sejlads, og fundet af et område der kunne afhjælpe dette livsvigtige problem kan sagtens have fremkaldt en navngivning. Det gode ved den absolutte autoritet i oldnordisk, Oldnordisk ordbog fra 1863, er at man på dette tidspunkt kun lige havde genopdaget at Bjarni Herjólfurson og Leifur Eiríksson fandt og ankom til Amerika. Ordbogens forfattere har derfor ikke forsøgt at fortolke Vínland 1 . 1 Det ser ud til at ske med udgivelsen af Grønlands Historiske Mindesmærker i år 1838-45.
Vi har følgende muligheder for forståelsen af ”Vín”:
Endelig skal nævnes at "Venden" eller "Vendernes land" blev kaldt ”Vindland" (AM764 4to) og "Windland" (Adam af Bremen). Ordet ”Amerika” er klart af latinsk oprindelse og den officielle forklaring er at det skulle være fornavnet på Amerigo Vespucci, der gav navn til landområdet. Amerigo Vespucci (1454-1512) blev født i Firense, var navigatør på 2 sørejser til den nye verden fra år 1499 e.Kr. frem. I år 1507 e.Kr. laver kartografen Martin Waldseemüller (1470-1518) en globus og et værk "Cosmographiae Introductio" hvor navnet ses for første gang som ”America” (se globussen/kortet nedenfor i højre side).
Martin Waldseemüller’s globus fra år 1507 e.Kr.
Et af hovedproblemerne i argumentationen for at Amerika er udledt af Amerigo er at det er fornavnet på en navigatør. Der findes ingen andre eksempler på at et fornavn skulle være brugt som basis for navngivningen af et kontinent eller landområde. Problemet er ikke blevet bedre af at Waldseemüller selv i ”Cosmographiae Introductio” forklarer at navnet er opstået som en afledning af Amerigo Vespucci. Man ved også med sikkerhed at han i senere kort tager navnet ”America” ud igen da Columbus får fuld anerkendelse for genopdagelsen af den nye verden. Waldseemüller arbejdede for Hertugen af Lorraine og udgiver sit værk i Strasbourg. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at Waldseemüller har haft kendskab til ordet ”America” som betegnelse for det nye land og at han selv har misforstået dette som værende en afledning af Amerigo, der i samtiden gjorde sig store anstrengelser for at blive anerkendt som manden der opdagede den nye verden. Af mangel på bedre forklaringer synes denne version af historien at være gledet ind i bevidstheden fordi den styrker en anden usandhed, nemlig at Columbus og derfor den katolske kristendom, opdagede Amerika. Lad os se på den latinske baggrund for beslægtede ord: Afrika skrives på latin ”Africa” og er sammensat af ”Afer” + ”ca”, hvor ”Afer” er en henvisning til ”en Afrikaner”, og ”ca” måske kunne opfattes som en henvisning til ”landområde”. 1 1 Dette kender vi til fra sumerisk og assyrisk. Argumenteringen forekommer dog svag da "ca" på latin normalt er en substantivering, der kendes på fransk som "que"-endelsen, og på skandinaviske sprog som "ien"-endelsen.
Ordet for ”ven” på latin er ordet ”amicus” og for ”venskab” bruges ”amicitia”. Derfor kunne ”America” være sammensat af ”*Amer” + ”ca”. I fald ”Afer” på latin udvikles til ”Africus”, kunne ”*Amer” måske udvikles til ”Amicus, *Americus”, hvorfor "America" (Amerika) derfor var tiltænkt opfattet som ”det venlige land”. Alternativt, følgende normal latinsk grammatik, hvor "ca"-endelsen er en substantivering af f.eks. en befolkning kendt som "*Amer", da opnår "America" betydningen "De Venliges" (underforstået land). Her er årsagen til at Columbus og hans samtidige vælger at kalde det ”nye land” for ”det venlige land, De Venliges”. Den utrolige kontrovers der stadig eksisterer omkring Columbus første rejse i år 1492 e.Kr. og om han havde et kort med, f.eks. Vinlandskortet, der klart viser det ”nye land” indtegnet som ”Vinlanda Insula” (se ”Bilag E: Vinlandskortet”) er mere en politisk betonet kamp, og den katolske verdens frygt for at tabe ansigt, end baseret på sund fornuft. Der findes ikke og har aldrig fundets en chance for at dygtige sømænd, og Columbus var en yderst rutineret sømand, har stukket til søs uden at have en helt klar plan for dels hvorledes man kommer frem til sit mål, dels hvordan man skal komme hjem igen. Havde Columbus genopdaget det ”nye land” ved en fejl, f.eks. fordi han blev kastet af sin fastsatte kurs pga. en storm, ville forklaringen ganske sikkert være korrekt. Men en bevidst sejlads, uden kort, mod verdens ende har han ikke begivet sig ud på. Vi ved med sikkerhed at Columbus havde hørt om det ”nye land” fra sit ophold på Island år 1477 e.Kr. (Grønlands Historiske Mindesmærker, 1. bind, VIIII). Jeg viser senere at denne viden var kendt af alle i det nordlige Europa fra kort tid efter år 1000 e.Kr. Mit bud på sandheden er derfor dette: Columbus kendte til det ”nye land” som han ligeledes, formentlig fra et kort, ved kaldes ”Vínland” eller ”Vinlanda Insula”. Han ved også at dette betyder ”det venlige land”. Da han i år 1492 e.Kr. genopdager dette blev navngivningen på latin den samme som Columbus allerede kendte som ”det venlige land”, nemlig ”America”. Hvorfor valgte Leifur Eiríksson senere at kalde ”Nýaland” for Vínland ? Vi ved med sikkerhed at Eirik Raude valgte at omdøbe Gunnbjørns Skær til Grønland for at lokke bosættere dertil. Da Leifur Eiríksson inden for maksimalt 18 år senere finder det ”nye land” har han benyttet helt samme teknik for at forsøge at lokke bosættere dertil. Der findes intet bedre navn i markedsføring end at give et nyt land navnet ”det venlige land” eller Vínland. Det ser ud til at det absolut nordligste hav vi kendte til, i tiden før Grønland og Nýaland er opdaget, kaldes for ”Dumbshafi” (Ketil Hængs Saga, kapitel 5). Ordet er sammensat af tillægsordet ”Dumbr” (mørk) + hav, dvs. Mørke-havet, og betegner sikkert det nuværende Barentshavet og Grønlandshavet. 1 1 Jørn Olav Løset, Volda, Møre og Romsdal, Norge har forklaret mig følgende om det oldnordiske "dumbr": - dette ordet har du oversatt med mørkt. Ordet finnes faktisk fortsatt i den lokale dialekten her i Volda, nordvest i Norge. Det uttales "dombe", og må være en rest av norrønt mål. Vanligvis brukes det i dialekten her om støv eller støvsky. Skrivemåten i dag er "dumbe". I Norrøn Ordbok (Det norske samlaget, 2004) kan det også brukes om "stille" eller "lydløs". Ordboken nevner "Dumbshaf" om Nordishavet.
Toke, Jarl af VínlandJeg skal i denne forbindelse tillige nævne Adam af Bremen ’s meget spændende bemærkning i Bog 2:XLIX (s.113) skrevet år 1070-2 e.Kr. omkring Ribebispen Odinkar. Han skriver at "Odinkar var søn af Toke, Jarl af Winland (”dux Winlandensis” på latin). Hvem var Odinkar? Odinkar er er urdansk navn bestående af det sammensatte og ditamatiske navn ”Oðin” + ”(af)kárr = den vilde.” Vi hører først om en anden Odinkar hos Adam af Bremen i Bog 2:XXVI (s. 89) hvor ærkebiskop Adaldag (ærkebiskop i Hamborg/Bremen år 937-988 e.Kr.) indsætter Odinkar den Ældre til Sverige og han var ”af fornem dansk Byrd.” Odinkar den Ældre kaldes i Roskildekrøniken fra år 1140 e.Kr. for "Othincarus Albus" eller ”Odinkar (af slægten) Hvide.” Saxo bruger og gentager denne oplysning. Slægten Hvide ved vi alle hvem er, nemlig den sjællandske stormandsslægt, hvis magt i samtiden over mange hunderede år kun overgås af kongeslægten. Fordi Hvide-slægtens historie er tæt forbundet med Danernes historie har vi allerede gennemgået de fleste af Hviderne fra Skjalm Hvide (d. 1113), dennes søn Asser Rig/Asker Ryg (1075-1151), dennes tvillingesønner Absalon (1128-1201) og Esbern Snare (1128-1204) og Anders Sunesøn/Sunesen (?-1228). Stig Andersen Hvide (bedre kendt som "Marsk Stig", - 1293) kom også fra Hvide-slægten, og blev som bekendt, uretfærdigt?, dømt fredløs ved retten i Nyborg for mordet på Kong Erik V Klipping (regent 1259-1286) i Finderup Lade ved Viborg 22. november 1286. Kong Sverke (Sverker Karlsson den Yngre) var konge af Svea-folket år 1196-1208 e.Kr. Han kom ligeledes ud af Hvide-slægten da hans moder var Dronning Kristina Stigsdatter Hvide, igen datter af den skånske stormand Stig Hvide (Stig Tokesson Hvitaled, - 1151, se Knytlinga Saga). Hvide-slægten skriver fra 1200 tallet fremefter i "Sorø Kloster's Gavebog", at den regner sig nedstammet fra "Toke Trylle", søn af Slau1, hvilke personer vi ikke umiddelbart kender til. 1 Herfra skabes så i folkesagn forbindelse til den etymologiske oprindelse til Slagelse ("Slaglæsæ" i Valdemars Jordebog), og at Slau skulle være højsat her. Givet at Hvide-slægten ser ud til at regne Fjenneslev for sin hjemstavn, ville et andet bud måske være Slaglille, lige nord for Sorø og 5 km vest for Fjenneslev. Kirken i Slaglille fra 1100 tallet er bygget af Hvide-slægten (Trued Litle). Omvendt, hvor forekommer stednavnet "Slaglille" med efterstavelsen "-lille" burde findes samme stednavn med efterstavelsen "-magle" (store). Som vi kan se skrives ”Slagelse” som ”Slaglæsæ” i Valdemars Jordebog. Det antyder at vi skal opfatte stednavnet som ”Slagløse”. ”Løse”-endelsen er et uafklaret sprogligt problem i modersmålet. Stavelsen er meget gammel. Det er argumenteret at ordet oprinder fra det urnordiske ”*laus-” (skrånende) og derfor videreføres på oldnordisk som ”laut” (lille dal, mark, jord). Som jeg viser i afsnittet ”Danevirke” (underafsnit ”Falster's Virke”) kan dette godt passe på Væggerløse, Falster. Derfor kan vi ikke udelukke at Slagelse skal opfattes som ”Slagløse” og derfor har betydningen ”Slag’s skråning”! Folkesagnet kan vel tale sandt. Derfor i en eller anden gravhøj mellem Slagelse og Slaglille finder vi sikkert Hvide-slægtens Slau højlagt. Der er i Slaglille registreret gravhøjen "Futhøj" (1882) ved Skelbækgård. Såvel Slaglille, som Fjenneslev hører under "Alextathaheret" (Alsted Herred) i Valdemars Jordebog, hvor "Slaglæsæheret" (Slagelse Herred) er særskilt. På gammeldansk bruges både "slau" og "slag", begge fra "slagr, slean" (oldnordisk, oldengelsk) eller "Den der Slår". Som mandsnavn forekommer det i Yngre Futhark som "SlagvéR, Slagvi" ("slaguis" på Tällby-stenen, Södermanland (Sö 353), "slakui" på Gersta (Gerstaberg)-stenen, Södermanland (Sö 346) og "slakua"). At navnet er et kongenavn kan vi se fra "Völundarkviða" (Ældre Edda), hvor en af kongesønnerne kaldes "Slagfiður".
Det kunne f.eks. nemt være den “tuki” (Tóki), der er medrejser af den gravsten der blev fundet i 1852 ved St. Paul’s Cathedral, London. Gravstenen (Br E2) er gjort i Ringerikestilen, der var den dominerende kunstdisciplin i sen vikingetid fra ca. år 980-1080 e.Kr. Indskriften i Yngre Futhark lyder: ”: k-na : let : legia : stin : þensi : auk : tuki :” Danmark og England regnes i samtiden for samme folk i samme landskaber. Det giver derfor ikke mening at spekulere over om ”tuki” (Tóki) var født i England eller Danmark. Alt hvad vi kan sige er at personen var en stormand i samtidens Lundeborg (London), der var under kontrol fra Danmark. Det fører til overvejelsen om det måske ikke er "Palnatoke" (Toke fra Julin, Palne-jæger), der er (med)-grundlægger af Jomsborg på Wolin (senere Julin, Jumne). Han omtales af Saxo og i Jomsvikingesaga. Han er samtidig med Harald Blaatand (ca. 958-986 e.Kr.). At Toke opholder sig på Wolin betyder ikke mere end at han er fredløs i Danmark i sin samtid. Når Adam af Bremen derfor nævner den næste og yngre Odinkar, så benævnes denne som Odinkar den Yngre. Vi ved at Odinkar den Yngre var tilstede på konciliet/bodsmødet i Dortmund år 1007 e.Kr. og døde i Påsken år 1043 e.Kr. Han blev jordet i den gamle trækirke Vor Frue Kirke i Ribe. Odinkar den Yngre bliver indviet som biskop i Ribe under ærkebiskop Unwan af Hamborg-Bremen (biskop 1013-29) og iflg. Adam af Bremen før Kong Knud/Canute bliver Konge, hvilket han bliver i England år 1016 e.Kr. og i Danmark år 1018 e.Kr. Han er derfor blevet indviet år 1013-1016 e.Kr. og han har på dette tidspunkt været mindst 30 år gammel, der var minimumsalderen for en biskop i samtiden. Han må også have været mindst 18-19 år gammel da han deltager på konciliet i Dortmund. Odinkar den Yngre er derfor født ca. år 984 e.Kr. Vi genfinder ligeledes navnet "Oddenc(a)r" og "Oud(e)ncar" på mønter slået af Kong Hardeknud (1035-1042) i Roskilde. Endelig slog Magnus Den Gode (1042-47) også mønt i Roskilde hvor bagsiden af mønten har indskriften "X OVDNCAR ON ROSCLD". De fleste møntforskere synes med rimelighed at antage at det må være møntmesterens navn "Odinkar" vi ser beskrevet på bagsiden af disse mønter. Jeg vurderer dog at slægtsnavnet Odinkar er så stærkt tilknyttet til Hvide-slægten at dette hedenske højbårne navn må være Odinkar den Yngre, der i så fald stadig er i live år 1042-47 e.Kr. 1 1 Se Kr. Erslev: Roskildes Ældste Mønter (Studier til dansk mønthistorie, 1875) og Georg Galster: Roskilde Mønter (København Amt, 1929, s. 409-438).
Odinkar den Yngre’s fader Toke har derfor levet ca. år 960-1020 e.Kr. Det må derfor være en mulighed at Toke er identisk med Toke Trylle og at sidstnævnte har været en broder eller nær slægtning til Odinkar den Ældre, hvorfor navnet Odinkar videreføres i Hvide-slægten. Husk i denne forbindelse på at det åbenlyst hedenske navn Odinkar har været yderst usædvanligt for en katolsk biskop i Odinkar den Yngre’s samtid. Dette tyder på at navnet er et slægtsnavn videreført fra gammel tid. Ifald Odinkar den Yngre er fra Hvide-slægten lyder det fuldt rimeligt at hans fader har været jarl af et eller andet da Hvide-slægten var enorme jordbesiddere. Winland er her af Adam skrevet uden "d" og er derfor ikke "Vendernes Land”. Adam af Bremen bruger alene betegnelsen Winland (uden "d") i forbindelse med Amerika 1. Forskere er ikke enige om hvad dette Winland er. Nogen mener at der er en fejlskrivelse af Vendsyssel. Dette kan ikke være korrekt da Adam udemærket kender Vendsyssel og i Bog 3:LXXVII (s.237) specifikt nævner udnævnelsen af biskop Albrich ”til Øen Vendsyssel”. Andre mener at det skal betyde Jylland og er en fejlskrivning. 1 Vi kan dog ikke helt udelukke dette. Hvis, som jeg mener, at "Toke Trylle" = ”tuki” (Tóki) = "Palnatoke" (Toke fra Julin, Palne-jæger), der er (med)-grundlægger af Jomsborg på Wolin, der ligger omringet af Windland (Vendernes Land), så har en dansk høvedsmand på Wolin givet båret titlen Jarl af Venden (Vendernes Land).
I samme afsnit skriver Adam af Bremen at "Odinkar var den eneste af vore Bisper, som stundom besøgte Kirkerne hinsides Havet." Vi kan se at "Hinsides Havet" ikke er det "Britanniske Hav" som han nævner i det følgende kapitel og som er lig Nordsøen. Der er en anden ekstrem vigtig oplysning i denne bemærkning idet det her er klart at biskoppen af Ribe havde alle øerne ”Hinsides Havet” underlagt sig. Orkney, Shetland, Færøerne, Island, Grønland og evt. Vinland, hørte derfor alle under biskoppen af Ribe. Mit gæt er at Odinkar's fader Toke har været Jarl af Winland i Amerika og at Odinkar rejser en del af vejen eller helt dertil fra Ribe i perioden år 1013/1016-1043 e.Kr. hvor vi ved at Leifur Eiríksson allerede har fundet landet og berettet herom ved tilbagekomsten. Olav Tryggesøn (Olav Tryggvason)’s Saga (Heimskringla) kap. 81 beretter: ”Det samme Foraar afsendte Kong Olav ogsaa en præst og andre boglærte Mænd til Grønland med Leif (Leifur Eiríksson), for der at forkynde Kristendommen, og Leif kom ikke blot lykkelig til Grønland om Sommeren, men fandt tillige paa Reisen det gode Land Vinland....” Olav Tryggvason (ca. 963-1000) var konge i Norge ca. år 995-1000 e.Kr. Han bliver år 999 e.Kr. gift med Thyra (der enten var datter af Harald I Blåtand eller datter af Svend I Tveskæg). Thyra dør 18. september år 1000 e.Kr. kort tid efter at Olav selv var faldet i slaget ved Svold. Da Olav Tryggesøn (Olav Tryggvason)’s Saga kap. 82 forklarer os at Thyra føder en søn om sommeren, og vi ved at hun døde september år 1000 e.Kr. (og derfor nok er død i barselseng) kan vi slutte at de første præster bliver sendt til Grønland år 1000 e.Kr., og som berettet ovenfor er det samme år som Leifur Eiríksson finder ”Nýaland” som han kalder for ”Vínland ”. Der må derfor være et rimeligt grundlag for at Odinkar den Yngre kan være rejst til Grønland (og Vínland ?) år 1013/1016 -1043 e.Kr. for med egne øjne at se hvad hans præster må have berettet om efter besøget år 1000 e.Kr. Vi viser senere Skivum stenen i Nordjyllands Amt (DR 133) dateret til Jellingetid, dvs. sidste halvdel af 900 tallet hvorpå er ristet såvel Thyra som Odinkar. Der er derfor fuld forbindelse mellem hvad Ribebispen og Olav Tryggvason foretager sig mht. Grønland og evt. Vínland . I Bog 3:XXIV beretter Adam af Bremen (s.173-4) at hans arbejdsgiver ærkebiskop Adalbert, før år 1060 e.Kr., gjorde Bremen berømt som selve Rom ”og søgtes ydmygt fra alle Kanter af Verden, især af alle Nordens Folkeslag. Blandt dem kom de fjærntboende Islændinge, Grønlændere og Udsendinge fra Orkneyøerne og bad om, at han vilde sende Prædikanter derhen; det gjorde han ogsaa.” Vi kan se at Adam af Bremen har samtidigt kendskab til situationen på Grønland fra førstehåndsberetninger. I Bog 4:X (s.256) forklarer Adam af Bremen glimrende den geografiske placering af Island og Grønland ”og endnu længere ude Øerne Island og Grønland. Dér ender Oceanet, kaldet det taagede”. I Bog 3:LXXIII (s. 235) beretter Adam af Bremen at ærkebiskop Adalbert ville afholde den første synode i Danmark. Man mener at dette møde var tiltænkt for Slesvig år 1065 e.Kr. Herefter hører vi: ”Kun de fra den anden Side af Havet lod vente noget længe paa sig; den Omstændighed har stadig forhalet Kirkemødet (dvs. synoden har endnu ikke fundet sted da Adam af Bremen skriver sit værk år 1070-2 e.Kr.)”. Ved at sammenligne ”den anden side af havet” med ”hinsides havet” kan vi se at den geografiske beliggenhed er mindst Island eller Grønland og sagtens kan inkludere Adam’s Winland i betydningen Amerika. I Bog 4:XXXIX (s.292) viser Adam af Bremen så at han har kendskab til Amerika. Han har oplysningerne personligt fra Danerkongen Svend Estridsøn som har givet ham de væsentligste oplysninger om Norden i hele værket. ”Desuden fortalte han, at der var mange, der i det Ocean havde opdaget nok en Ø, kaldet Vinland, fordi der dér vokser Vinstokke vildt, der giver en herlig Vin. At der ogsaa findes Korn dér i Overflod, uden at det bliver saaet, det er noget, vi har erfaret ikke gennem et fantastisk Rygte, men gennem Daners paalidelige Beretning. Bag denne Ø, sagde han, findes der ikke noget beboeligt Land i dette Ocean, men alt, hvad der ligger længere borte, er opfyldt af forfærdelig Is og umaadeligt Taage”. Denne beretning er den absolut ældste beretning vi har om Amerikas opdagelse, ca. 70 år efter Leifur Eiríksson fandt stedet år 1000 e.Kr. Vi kan ikke vide om det er Adam af Bremen , der gætter på hvad Vínland betyder. Adam af Bremen gætter utallige gange i værket på hvad stednavne betyder, og stort set altid med beviseligt forkerte konklusioner. F. eks. i Bog 4:XXXVII (s.290) hvor han om Grønland beretter ”Folkene dér er grønne af Havet, hvoraf ogsaa Landet har faaet sit Navn”. Derfor må det regnes for troligt at alle forestillinger om at Vínland skulle have noget med vin at gøre er falske. Ėn ting er dog sikkert. Svend Estridsøn har år 1070-2 e.Kr. et utroligt godt kendskab til Amerika og kendskabet om dette Nýaland må have været almindeligt kendt i Danmark og Norge i samtiden. En anden ting der er lige så sikkert er at ifald der var nyt land under Nord- og Syddanernes herredømme har det skulle fordeles og sættes i len og skatskyld. Derfor må der have været en høvding af Vínland og han har ikke siddet på hverken Island eller Grønland, men i Danmark eller Norge. Derfor tror jeg at Odinkar’s fader Toke har været Jarl af Vínland. Vi har fire originale skrifter indeholdende ”Vita Anskarii auctore Rimberto” eller ”Ansgars liv og levned skrevet af Rimberto” fra ca. år 865 e.Kr. Det ældste er fra 900 tallet og det yngste ”Codex archivipublici Monasterienses” (1228) er fra 1100 tallet og findes i Paderhorn. I kap. (XIII) omtales i den ældste udgave: ”og han udnævnte ham (Ansgar) som sin midlertidige udsending blandt alle de tilstødende stammer blandt Svea-folket og Danerne, også Slaverne og de andre stammer der beboede de nordlige egne...” I ”Codex archivipublici Monasterienses” tilføjes efter "Danerne": ”Farriae, Gronlondon, Islondon, Siridevindum, Slavorum” eller ”Færøerne, Grønland, Island, Siridevindum, Slaverland”. I kap. (XXIII) omtales i den ældste udgave: ”Svea, Daner og Slaver....” I ”Codex archivipublici Monasterienses” skrives: ”Sueonum, Danorum, Farriae, Norweorum, Gronlondon, Islondon, Scridevindun, Slovorum...” eller ”Svea-riget, Daner-riget, Færøerne, Norge, Grønland, Island, Scridevindun, Slaverland”. Forskellen på 1. og 4. udgave af ”Ansgars liv og levned” – fra ca. år 865 til 1100 tallet er naturligvis at de nordlige øer; Færøerne i 800 tallet, Island år 874 e.Kr. og Gunnbjarnarsker/Gunnbjørns Skær/Grønland år 982 e.Kr., er blevet opdaget, er blevet almindeligt kendt ”hjemme”, er blevet sat i skatskyld og len, og ikke mindst har fanget den katolske kirkes missionsinteresse. Tilføjelsen kan føres til et brev skrevet af Pave Leo IX til ærkebiskop Adalbert til Hamborg Bremen, dateret 6. januar år 1053 e.Kr, hvori der står: "episcopus in omnibus gentibus Sueonum seu Danorum, Norunechorum, Islant, Scrideuinnum, Gronlant et universarum septentrionalum racionum". Igen må vi sige at ”Slavorum, Slovorum” må være ”Slaverland”. Det må åbne muligheden for at ”Siridevindum, Scridevindun, Scrideuinnum” er et oldnordisk ord + forstavelsen "vín" og latiniseringen "um". Den oldnordiske forstavelse kun f.eks. være ”skriða”, måske med forståelsen ”sneryg, fjeldskred”. Alternativt kunne ordet, og stedet, være en henvisning til et sted på land - en landkenning, udfra hvilken der i søen er en god fiskeplads, hvor man kan ”skreiðfiski” (fiske efter torsk og andre fisk der tørres) fra en ”skreiðver” (fiskeplads). Ordet "skreið” er en gradbøjning af ”skriða”. Ordet kunne f.eks. være det oprindelige oldnordiske ord fra hvilket oversættes til latin ”Promonterium Vinlandia” (Vinlands bjergkam) på kortet gjort af Sigurður Stefánsson, sýslumaður (foged) eller skólameistarar i Skálholt i 1500 tallet (se kortet i afsnittet "Navigation - Solstenen og Solpejlskiven"). Alternativt kan ”Siridevindum, Scridevindun, Scrideuinnum” ganske enkelt være en V-umlaut, der derfor skal opfattes som "scridefinnum" (Widsith-digtet (sætning 79), Skride-finnerne), der er de nordligste finner, og som behandles af Saxo: Gesta Danorum (Bog 9.4.23-9.4.24). Dette er de ætter vi i dag kender som "Saami"-finner. Men er denne antagelse sand, da kan "Vínland" lige vel være en V-umlaut, og derfor være intet mindre end "Finland", der så skal opfattes som "vådlandsområde/marskland".
Runestenenes hemmeligheder
Navnet Odinkar er så usædvanligt at vi med rimelighed kan efterse vore runesten for at se om vi kan lære mere om familiekredsen omkring de to Odinkar vi kender til i skrift. På Haddeby 4 stenen i Sydslesvig (DR4) dateret til efter år 934 e.Kr. har vi følgende indskrift: ÷ osfriþr ÷ karþi ÷ kubl ÷ þausi ÷ tutiR ÷ uþinkaurs ÷ oft ÷ siktriuk ÷ kunuk ÷ sun ÷ sin ÷ auk ÷ knubu ÷ kurmR (÷) raist (÷) run(a)(R) (÷) Som jeg oversætter til: Ásfríðr : gjorde : kumler : disse : datter : Óðinkár’s : efter : Sigtrygg : konge : søn : sin : og : Gnúpu : Gorm : ristede : runer
Hvad runestenen her forklarer os er at Óðinkár’s datter Ásfríðr har gjort runestenen for sin søn Sigtrygg, der var konge og (sin mand) Gnúpu. Sidstnævnte er lokalkongen Gnuba, der herskede i Hedeby ca. år 900-934 e.Kr. Dennes fader var svea-folkets konge (høvding) Olof (Olaf) I., der herskede over Birka da Ansgar besøgte handelspladsen ca. år 854 e.Kr., jvf. Vita Anskarii auctore Rimberto” eller ”Ansgars liv og levned skrevet af Rimberto” (kap. XXX). Sigtrygg må være Sihtric (Sigtrygg) I. Cáech (konge af Dublin 888-896 og Jórvik (York) 921-927). Lokalkongen kaldes ”Chnuba” i Widukund fra Korvei (Corvey; Corbeius Widukindus): Res Gestae Saxonicae fra ca. år 970 e.Kr. Adam af Bremen: De Hamburgske Ærkebispers Historie (Bog 1: XLVIII) skriver år 1070-2 e.Kr., med Kong Svend II Estridsøn (regent 1047-1074) som absolut pålidelig kilde, at Olaph, der beskrives som ”Sueonum princeps” (Svea-folkets høvding) i kap. 1:LII, tog kontrol med Danmark på et tidspunkt efter år 854 e.Kr., og satte sønnerne ”Chnob” og ”Gurd” på tronen efter sig. Spørgsmålet er om ikke det er samme person der nævnes i Västgötalagen (wæstrægötlanz lagh) med denne sætning: ”Ælliufti war Swærkir konongær gambli. Han war Cornubæ sun i Østragøtllanði” (elvte var Kong Sverker den Gamle. Han var Cornube’s søn i Östergötland). Hvor længe Svea-folket havde kontrol over Danmark, og over hvilke landskaber, ved vi ikke. Da Ásfríðr er lensgrevinde (statholderske) i Hedeby, og da hun formentlig er ud af den sjællandske Hvide-slægt, er troskaben af Hedeby fra ca. år 900 e.Kr. i alle tilfælde mod de danske. Jeg byder derfor at Svea-folkets overherredømme over Danmark ender kort tid efter år 862 e.Kr., hvor Garðaríki igen kommer under vor kontrol. Vi kan derfor sjusse os frem til at den nævnte Odinkar må være fra omkring år 845 e.Kr. og derfor før Odinkar den Ældre.
På Skern 2 stenen i Viborg Amt (DR 81) dateret til vikingetid efter Jelling har vi følgende indskrift: soskiriþr : risþi : stin : finulfs : tutiR : at : uþinkaur : usbiarnaR : sun : þoh : tura : uk : hin : turutin : fasta : siþi : sa : monr : is : þusi : kubl : ub : biruti Som jeg oversætter til: Sasgerðr : rejste : sten : Finnulfs : datter : af : Óðinkár : Ásbjarnar : søn : den : dyre : og : den : troens : faste : siþi : var : manden : som : denne : kubl : opbrudte/ristede
Der er kun én slags personer man på denne vis omtaler som ”den troens faste” og det er biskopper. Derfor er denne Odinkar identisk med Odinkar den Ældre. Hvad denne sten forklarer os er at Odinkar den Ældre er søn af Ásbjarnar/Asbjørn/Esbern.
På Skivum stenen i Nordjyllands Amt (DR 133) dateret til Jellingetid, dvs. sidste halvdel af 900 tallet, har vi følgende indskrift: : þau : muþ(r)kin : þurui : auk (:) uþinkau(r) : a(u)k : kuþmu ntr : þri- (:) --is(þ)- (:) kumbl : þausi : aift : ki-- : (h)in : huþska hon : uas : l(o)nt : mono : baistr : i : ton marku : auk : furstr : Som jeg oversætter til: : Med : moderen : Þyrvé (Thorvi, Thyra) : og : Óðinkárr : og : Guðmundr : (de) tre : rejste : kumler : disse : efter : ki...... : hin/den : huþska (hødske) : han : var : landmand : bedste : i : Danmark : og : fyrste (den førende) : Dybt frustrerende ved vi ikke hvilken fyrste af Jylland denne runesten er et mindesmærke for. "Furstr" (fyrste) skal formentlig opfattes som "den førende, den største" og ikke som hans titel, der må have været "l(o)nt mono" fra oldnordisk "lendr maðr" (landmand = en mand i besiddelse af (meget) land). Her er Óðinkárr medgører af stenen, hvilket betyder at han her har enorm magt, da runestenen er gjort for den førende jorddrot af Jylland. Thyra kan være Svend I. Tveskæg/Harald I Blåtand’s datter. Hun blev først gift med Styrbjørn af Sverige, senere Boleslav af Venden og i år 999 e.Kr. for 3. gang med Olaf Trygvason i Norge. Hun døde 18. september år 1000 e.Kr. Den på denne runesten nævnte Odinkar kan nemt være Odinkar den Ældre, der både hos Adam af Bremen og ved tilstedeværelsen på denne runesten er af høj byrd. Og det er muligvis forbindelsen til Svend I. Tveskæg’s datter Thyra , der giver Hvide-slægten kongeblodet. På Gørlev stenen ved Helnæs-Holbæk (DR 239) dateret til vikingetid har vi følgende indskrift: þiauþui ÷ risþi ÷ stin þonsi ÷ aft uþinkaur ÷ fuþorkhniastbmlR (resten ikke gengivet) Som jeg oversætter til: Þjóðvé : rejste : sten denne : efter Óðinkár : futharkkumler (resten ikke gengivet) Denne sten kunne så i princippet være Odinkar den Ældre’s egen runesten placeret på Sjælland fordi Hvide-slægten er fra denne ø.
Newfoundland – Nýaland
Lad os efterse oprindelsen til ”Newfoundland”. Ordet nævnes første gang år 1585 e.Kr. og hvad der sker er følgende: Sir Humphrey Gilbert (1539-1583) skrev år 1566 værket ”A Discourcs of a Discoveries for a new Passage to Cataia” (Kina), hvori han opfordrer Dronning Elisabeth I. til at finde Nordvestpassagen til Kina fordi de allerede kendte ruter var under kontrol af Spanien og Portugal. Martin Frobisher (i dag Frobisher Bay på Baffin Island) og John Davys (i dag Davis Strait/Strædet mellem Grønland og Baffin Island) var inspireret af dette værk. Sir Humphrey Gilbert investerede penge i den rejse som Martin Frobisher år 1576 e.Kr. fik stablet på benene og John Davys navngav Gilbert Sound efter ham. I år 1578 e.Kr. modtog Sir Humphrey Gilbert patent på etablering af en ny koloni mod øst. Han afsejlede fra Dartmouth 26. september 1578 e.Kr., men en storm tvang skibene i havn og sejladsen måtte aflyses. 2. forsøg finder sted år 1583 e.Kr. med afgang fra Plymouth 11. juni og ankomst til Newfoundland 3. august år 1583 e.Kr. Han tager kontrol over området 5. august 1583 e.Kr. Under hjemrejsen til England gik han mandag 9. september år 1583 e.Kr. ned med skibet Squirrel 1. 1 Kilde: National Park Service, US Department of the Interior,
Det helt åbentlyse i denne beretning er at Sir Humphrey Gilbert i år 1583 e.Kr. ved hvad han sejler efter, ved hvor han skal hen og hvordan han skal komme hjem. Det land han finder år 1583 e.Kr. er derfor ikke ”nyfundet land” men et allerede eksisterende land. Det bekræfter vore egne kilder er sandt. Flateyjarbok skriver følgende:
Ludwig Albrecht Gebhardi (1735-1802): Allgemeine Weltgeschichte (Bind 32 & 33 omhandler Danmarks og Norge historie. Disse blev oversat fra tysk til dansk af J. E. Heilmann under titlen ”Kongerigerne Danmarks og Norges samt Hertugdømmerne Slesvigs og Holsteens Historie” (1. Bind 1777; 4. Bind 1797). I ”Norges Historie” (2. Bind, 1778) skrives om ovennævnte beretning: ”En Mærkværdighed i Kong Eriks Tidsalder er Opdagelsen af en ny americansk nordlig Strandbredde, hvilken en Islænder (?) ved Navn Rolf 1258 [fejl for 1285, jf. ovenfor] allerförst opdagede og fra 1289 af indtil sin Död beboede og sögte af bebygge”. ”Kong Erik” er Erik Præstehader (Eiríkr Magnússon, Eirik II Magnusson, regent 1273-1299). Kilde: Grønlands Historiske Mindesmærker (1845, 3. bind, s. 12-13, 49-51).
Der kan ikke herske nogen tvivl om at Nýjaland eller Nýfundnaland er identisk med Newfoundland. Martin Frobisher og John Davys har allerede været i samme område år 1576 e.Kr. Jacques Cartier, under fransk banner , sejler forbi Newfoundland år 1534 e.Kr. og grundlægger Quebec år 1541 e.Kr. for at have kontrol med St. Lawrence Floden. Giovanni Verrazzano, italiener under fransk banner, sejler år 1524 e.Kr. forbi Hudson Floden (New York), stopper i Newport, Rhode Island (som han kalder ”Refugio” eller ”tilflugtsstedet”) og forsætter til Newfoundland. Corte-Real brødrene (Gaspar og Miguel) sejler år 1500-1503 e.Kr., for kongen af Portugal, muligvis i området omkring Newfoundland (de kalder området ”Terra Verde” hvilket naturligvis betyder ”Grønland” og viser at de har deres sejlrute fra os og leder efter Grønland. Ingen ved om de overhovedet kom til Amerika (som de ikke kender som Amerika) under den 1. rejse. På den 2. rejse sker det dog da Miguel bringer indianere med tilbage til Portugal). Søren Knudsen har gjort mig opmærksom på at vi med stor sikkerhed kan sige hvorfor Corte-Real brødrene har kendskab til ”Terra Verde” eller ”Grønland”. Kong Henry IV (1367-1413) var søn af John of Gaunt og broder til Phillipa til Lancaster. Kong Henry IV er derfor onkel/morbroder til Henry the Navigator. Hans kusine Philippa Plantagenet (1394-1430), datter af Henry IV til England, er Dronning af Danmark fra 26. oktober 1406 e.Kr. hvor hun i Lund Ærkebispegård bliver gift med Erik VII af Pommern. Philippa er ingen titulær Dronning, men styrer i praksis vore landområder medens Erik VII er på pilgræmsfærd 1423-1425. I 1909 fandt Louis Bobé i Rigsarkivet et brev dateret 3. marts 1551 til Kong Christian III fra Borgmester af Kiel fra 1539, Carsten Grypp 1, der har følgende indhold: Hvad vi kan sige er at i Kong Christian I.’s regeringstid, år 1448-1481 e.Kr., er Kongen af Portugal fuldt ud klar over at Nýaland og Grønland findes, og den nogenlunde rejserute dertil. Alt hvad Corte-Real brødrene derfor skal gøre år 1500-1503 e.Kr. er at sætte et skib i søen og stikke en allerede kendt kurs. Vi kan endda vise en klar vej til hvorledes Columbus kan have fået adgang til samme oplysninger som vi nu ved findes ved hoffet i Portugal. Columbus var bosat i Portugal i årene 1476-1484, hvor han arbejdede for sin broder der lavede søkort i Lissabon, og gjorde sørejser. Columbus’ kone (Dona Felipa Perestrello y Moniz) var datter af en af Henry the Navigator’s bedste søkaptajner Bartolomeo Perestrello, der blev den 1. guvernør af Porto Santo, nordøst for Madeira. Her boede Columbus med sin kone hos konens broder, der havde arvet titlen til Porto Santo fra 1478 eller 1479. Columbus havde derfor adgang til samme søkort, som hans svigerfader havde, og de søkort kom fra Henry the Navigator, der kendte vejen til Grønland og Nýaland fra os. Columbus’ søn Hernando skrev senere at Columbus efter at have set disse søkort ”med sikkerhed vidste at der var mange lande Vest for de Canariske Øer og Capo Verde, og at det var muligt at sejle dertil, og opdage dem” 1 . De flytter til hovedøen Madeira 1480 eller 1481, hvor Felipa dør i barselsseng.
Fra sit arbejde hos broderen’s kartografiske forretning har Columbus med lethed kunne kopiere måske ekstremt hemmelige søkort til eget brug. Columbus beder da også i 1484 først Kong João II til Portugal om penge til sin egen rejse mod vest, men bliver afslået og vender sig derfor mod fjenden mod nord, Spanien.
Carta del Cantino (O planisfério de Cantino, 1502) - kortet som Alberto Cantino stjal i hertugen af Ferrara (nordlige Italien)'s tjeneste 1502. Sejlruten, breddegradskursen, er gengivet med tyk fremhævet rød streg på tværs af kortet. Den eneste kendte vej mod vest var en breddegradssejlads på 61º Nordlig bredde, og kursen er god fra den norske vestkyst. Breddegradssejladsen til Nýaland fra Grønland blev foretaget fra 61º Nordlig bredde (Eystribygð, Julianehåb) til 64º Nordlig bredde (Vestribygð, Godthåb). Se afsnittet "Navigation - Solstenen og Solpejlskiven". Det mystiske landskab ”Frislanda” (Friesland) er indtegnet nord for ”Ilhas de fogo” (Ild-øerne), vest for den norske vestkyst, på og lige over breddekursgraden for sejladsen mod vest mod Island og Grønland. Jeg mener absolut at Carta del Cantino (O planisfério de Cantino, 1502) må være udviklet fra kortet gjort af Sigurður Stefánsson i Skálholt, Island i 1500 tallet. Begge kort gengiver det ukendte "Frislanda", på det islandske kort skrevet "Frisland". På det islandske kort gengives "Frisland" syd for Island. Samme er gældende på Carta del Cantino. Her gengives ”Frislanda” nord for ”Ilhas de fogo” (Ild-øerne), der må være den oprindelige betegnelse for Cabo Verde øerne. I denne ø-gruppe hedder en af øerne "Ilha do Fogo" (hovedstad Cidade de São Filipe), dvs. for en portugisisk styrmand anses "Frislanda" også som værende beliggende midt i Atlanterhavet mod nord. Det er nærliggende at tænke sig at der er en sammenhæng mellem portugisernes søgen efter "Terra Verde" (Grønland), og at de ser ud til at have Cabo Verde (Det grønne Kap) som landkending på denne rejse på Carta del Cantino. Mente portugiserne at Cabo Verde (Det grønne Kap) var sydspidsen af Terra Verde (Grønland), dvs. Kap Farvel? Ligeledes er begge kort mest interesseret i Grønlands sydøstkyst, fordi dette er landkendingen mod vest. Kortet kan ses i afsnittet "Navigation - Solstenen og Solpejlskiven". På Grønland står skrevet "Aponta d. A" (= Aponta dasia = Asiens endepunkt). Indskriften ved Grønland lyder:
Min oversættelse til nudansk.
Grønland's sydøstlige kystområde, på hver sin side af breddegradskursen, er afgrænset af to porgugisiske kongeflag (a Bandeira das Quinas - as Cinco Quinas). Længere mod vest, og derfor i det nordlige Amerika, står skrevet "Terra del Rey de Portuguall" (landet tilhørende kongen af Portugal). Indskriften ved Nýaland (Terra Nova) lyder:
Min oversættelse til nudansk. Nýaland (Terra Nova, New(found)land)'s østkyst, syd for breddegradskursen, er også afgrænset af to portugiske kongeflag. Landskabet er påført mangfoldige ekstremt høje træer (= "mastos" i indskriften), der skal symbolisere grantræer (Eastern White Pine, Balsam Fir), fra hvilken skibsmasten blev lavet. Der er tænkeligt at der her henvises til den lille fjordby Milltown-Head Bay d’Espoir, dybt inde i en fjord på sydkysten af Newfoundland. I hvert fald fra 1789 fremefter er netop dette sted kendt for sit bådværft og skovning af 30-50 fod høje træer til brug for sejlmaster. Dette kan vel være et langt ældre hovedvirke for denne landsby. I kortets venstre side ses det sydlige Amerika som fysisk adskilt fra det nordlige Amerika, dvs. det ikke-indtegnede er ukendt land,. Vi ser Florida gengivet og Cuba (Ilha d Isabella = Fru Isabella's Ø = den spanske Dronning Isabella I. til Castile). Billedkilde: la Biblioteca estense universitaria di Modena, Modena, Italien. Tak til Fernando Kvistgaard for henvisning til kortet 19. maj 2011.
Øverst: Claudius Clavus’s kort over den nordlige del af verden fra 1427.
Ovenfor er vist et udsnit af ”Claudius Ptolemaios - Nicolaus Germanus Tabvla moderna Prvssie, Livonie. Norvegie.et Gottie, Roma 1508”, der giver en række spændende oplysninger. Vi kan se at det kniber lidt med stavningen, og derfor er det klart at kortet er skabt uden indflydelse af en nordisk hånd. Samtidig er det klart at kortets indhold udelukkende kan være kommet fra en nordisk kilde. Kortet er klart Germaner-nationalistisk og fremstiller hele den nordlige del af verden som under germansk kontrol.
Endeligt ser det ud til at vi skal læse ”MARGARESTRR” som ”Marganst ey” eller ”Mark ø”. Sammenlign dette med vor egen betegnelse ”Markland” i samtiden. Det sydlige ”EVGROVELANT” i Norge er identisk til ”Grenlands fylki” (Ynglingatal, vers 51 i Flateybok-udgaven). Gulatingslovens § 315 siger: ”Þat eigu Vikverir at gera sextigu tvitugsesna. oc græna skip firi” som jeg oversætter til:
Der menes oprindeligt kun at have været 3 fylker i Viken, hvorfor Grenlands Fylki må ligge op til, men ikke er en del af Viken, og først senere bliver en del af Viken. Sætningen i Ynglingatal menes at være senere end resten af digtet, der blev skrevet af den norske skjald Þjóðólfr ór Hvini (Tjodolv fra Kvine) og dateres til ca. år 900 e.Kr. Der er åbenlyst en sammenhæng mellem Grenland Fylki i Norge og Grønland og denne har at gøre med folkevandring. Det kan være fra Grønland til(bage til) Norge og omvendt. Måske er grønlænderne blevet givet land i Norge under deres ophold sydpå, der kan strakt sig hele Vinterhalvåret. Eirik Rauða (Eiríks rauða úr Brattahlíð) ankommer til Gunnbjarnarsker (Gunnbjørns Skær, Grønland) år 982 e.Kr., og jeg har vist at dette er kendt af alle i Danmark/Norge/Skåne ikke senere end år 1000 e.Kr. 1 Da såvel Historia Norwegiae (sidste halvdel af 1100 tallet e.Kr.), som Snorre (begyndelsen af 1200 tallet e.Kr.) beretter at Viken har et firefylkers ting (provinciae) må oprettelsen af Grenland Fylki kunne knyttes fuldstændigt til opdagelsen af Grønland.
"Their Countrie of Groineland, which, in their owne language, they call Secanunga" C.C.A. Gosch: Danish Arctic Expeditions 1605 to 1620 (London, 1897, Book I. – The Danish Expeditions to Greenland in 1605, 1606, and 1607; To which is added Captain James Hall’s voyage to Greenland in 1612, (s. 71). Med andre ord, inuiternes oprindelige stednavn for den nordlige del af Grønland er "Secanunga". Men hvad betyder det?
Giovanni Caboto (i engelske kilder ”John Cabot”) sejler med patent fra Kong Henry VII 2. maj år 1497 e.Kr. ud for at finde en ø i Atlanten (hans 1. forsøg år 1496 e.Kr. strandede på Island). Vi ved han ankom til østkysten af Amerika 24. juni år 1497 e.Kr. men ingen ved med sikkerhed hvor han gjorde landfald 1. Han forlader østkysten af Amerika 20. juli 1497 og var tilbage i Bristol, England 6. august år 1497 e.Kr 2. 1 Forskere gætter på enten Nova Scotia, Cape Breton Island eller Newfoundland (Cape Bonavista).
I forbindelse med Newfoundland kan vi sige at Caboto er i området, men det er ikke ham der opfinder ordet ”Newfoundland” da han med fuld sikkerhed allerede ved hvad han sejler efter og hvor han skal finde det.1 1 Efter tilbagekomsten modtog Giovanni Caboto en pension på 10 pund af Kong Henry VII. Dette blev indskrevet i dagbogen over kongens betalinger som ”Item to hym that founde the new isle – x li” (10 libra/pound).
Endelig nævnes landområdet ”New England” (Maine og Massachusetts) første gang år 1616 e.Kr. af John Smith (1580-1631) da han på sin 2. rejse tager kontrol med området for den engelske konge. (den 1. rejse grundlagde Virginia år 1607 e.Kr.). Vi har tidligere hørt at Gissur Einarsson (biskop i Skálholt Stift fra 1541 til 1548) kender den faste forbindelse mellem Island og Nýaland: ”Hafa vitrir menn sagt at suð vestr skal sigla til Nýalands undir Krysuvíkur bergi.” Som jeg oversætter til: ”Mænd med viden siger, at man skal styre sydvest til Nýaland fra Krisevigs Klippefjeld (sydvestkysten af Island)”. Derek Croxton skriver i ”The Cabot Dilemma: John Cabot’s 1497 Voyage & the Limits of Historiography” (Essays in History, vol. 33, 1990-91, University of Virginia, The Corcoran Department) at i et af brevene1 der omtaler Caboto’s rejse henvises direkte til at der i det fundne landområde er mange fisk ”som de der i Island bliver tørret i det åbne og solgt til England og andre lande, og som på engelsk kaldes stockfish (tørfisk)”. Caboto, og formentlig alle andre søfolk i England, har derfor fuldt kendskab til Island, og har derfor også haft kendskab til den kendte sejlrute mellem Island og Nýaland 2 . 1 Fra Lorenzo Pasqualigo til sine brødre Alvise og Francesco dateret London, 23. august 1497.
Der er et par andre spændende oplysninger fra Caboto’s rejse i samme brev. Caboto så ingen indianere eller andre mennesker. Vi ved at de lokale stammer, Micmac (Mi’ kmaq) stammen og Beothuk stammen, drog ud til kysten om sommeren for at fange fisk, men han synes ikke at se dem. Rejsebeskrivelsen nævner at de fandt en sti der gik ind i landet, at de så et ildsted, og fandt gødning fra dyr som de mente var tamdyr. Ligeledes så de en stav gennemhullet i begge ender, med udskæringer og malet. Endelig finder de en nål til at lave net med1 og fælder til at indfange dyr. Fra den geografiske beskrivelse hører vi også at ”den sydligste del af øen (kan betyde fastland eller ø) med de 7 byer er vest for Bordeaux floden”. Ingen ved hvad ”de syv byer” betyder, men det må være rimeligt at antage at han har set 7 bygder. Indikerer dette at han har set permanente huse på afstand fra havet? 1 Jeg er ikke klar over om denne nål stadig findes eller om vi kender til hvorledes Micmac og Beothuk stammerne’s nåle tog sig ud. Vi ved dog at Anne og Helge Ingstad (1899-2001) på deres 2. ekspedition ved L'Anse aux Meadows, Newfoundland i 1962 fandt et brudstykke af en bennål af nordisk type. Vi ved også med sikkerhed at den fundne bennål er nordisk for den blev fundet ved et ildsted hvor der blev fundet kobber som havde været udsat for en smeltningsprocess, et håndværk ukendt for inuit-folkene, Micmac og Beothuk stammerne. Trækullet ved ildstedet er dateret til år 900 e.Kr. +/- 70 år.
Endelig beretter Gaspar Corte Real (ca. 1450-1501) fra sin 2. rejse dertil år 1501 e.Kr. at han fandt et italiensk sværd og et par øreringe fra Venedig hos en indianer. Ingen ved hvor denne indianer kom fra udover at det er området omkring Newfoundland eller Labrador (fra "Terra Laurador, Terra Laboratoris” = "Terra do lavrador” eller ”bøndernes land”). Dette er ikke overraskende blevet sat i forbindelse med Cabato’s rejse år 1497 eller 1498 e.Kr. da der ikke var andre rejsende i den mellemliggende periode. Det må være uden for tvivl at navnet ”Nýaland” har været kendt i England mindst siden slutningen af 1000 tallet da vi med fuld sikkerhed ved at det er almindeligt kendt i Danmark/Norge da Adam af Bremen beretter herom år 1070-2 e.Kr. og har oplysningerne personligt fra Kong Svend Estridsøn. Da Cabato ydermere direkte viser at han kender til Island har han ligeledes personligt kendskab om hvorledes han skal rejse til ”Nýaland”. Det er derfor han stikker en kurs via Island på vejen dertil.
Udsnit af Johannes Isaksen Pontanus : Tabula geogr. in qua admirande navigationis cursus et recursus designatur : Polus Arcticus" (1611). Kortet er akavet fordi længdegrader endnu ikke er forstået, men kortet er helt tydeligt og let at forstå. Rejsen mod nord foregår først til Island, der ses som en ø i udsnittets nederste venstre hjørne. Herefter til Grønlands vestkyst, dvs. den sydlige koloni Eystribygð (Julianehåb), der i tiden år 1497-1516 e.Kr. er det eneste beboede sted på rejsen vest i breddegradssejladsen på 61 grader nord. Stednavnet ud for Grønlands sydvestlige kyst "Margaster" er identisk til og indtegnet samme sted som på Claudius Clavus’s kort over den nordlige del af verden fra år 1427 e.Kr. Det betyder "Mark ø" og betegner "Markland". Herfra sejler vi videre mod vest, på kortet mod højre, og ankommer nu til "Nieu land" (Nýaland), hvortil er tilføjet "Lammas I." (begrebet er i 1600 tallet blevet til "Lammas lands", der i engelsk lov betegner fællesejet indhegnet markjord der dyrkes), "Inwyck" (ind-vig), "Grooten Inwyck" (Stor Ind-vig), "Keerwyck", "Ghebrokenlant" (Det brækkede, ødelagte land), "Vogel Hoeck", "Colnis" og "Hakluts hedland" (dvs. den engelske Richard Hakluyts (c. 1552-1616), der i 3 værker fra 1582-1600 forsøgte at overtale sine landsmænd til at rejse ud og kolonisere Amerika. Han fik gennemtvunget retten til Virginia i 1606, hvorfor "hedland" sikkert er dette landskab). Efter ankomsten til "Nýaland" sejler vi nu mod syd langs den nordamerikanske østkyst. Her ankommer vi først til "Glacies ab Hudsono detecta ann. 1608" (Hudson's gletschere opdaget år 1608). Det er her Jens Munk forliser med "Enhjørningen" umiddelbart efter år 1620 e.Kr. Nu sejler vi længere mod syd og først langt syd for Hudson-floden er nu det landskab vi kalder "Americæ Pars". Det kan derfor ikke betvivles at "Newfoundland" en udvikling af "Nýaland". Den endelige forklaring til stednavnet "Nieu land" (Nýaland) er dog lidt mere indviklet fordi det bygger på en fejlfortolkning. Willem Barentsz var lods (navigatør) på et handelsskib der år 1596 eKr. forsøgte af finde Nordvestpassagen. De får landkending 10. juni 1596 og kalder den første ø for "'t' Beeren Eyland" (Bjørnøya, Bjørneøen). Pontanus gengiver dette som "t' beeren Eyland". I logbogen 17. juni år 1596 e.Kr. findes mere land og et par dage senere finder de land med fjelde og spidse bjerge og kalder det "Spitsbergen". På Barentsz kort fra år 1598 e.Kr. (udgivet post mortem) kaldes denne landmasse for "Het nieuwe land" (det nye land). Stednavnene "Ghebroken lant", "Amsterdammer eiland", "Deense eilant" (Danske øen), "Vogelsang" (fuglsang), "Vogelhoeck" (fuglhøj) og "Keerwyck" knyttes alle til denne rejse, og gentages af Pontanus. Stednavnet "Keerwyck" er stedfæstet til den nordøstlige del af Prins Karls Forland (Forlandet) i den vestlige del af Svalbard øgruppen. Det længere vestlige stednavn "Colnis" må være "Kølnæs", og identisk til "Kjalarnes", hvor Erik Den Røde's søn Thorvald opstillede en lodret skibskøl på et næs. Det kunne f.eks. være "kølnæs" på Herlufsholm Strand, Herluf Trolle Land, Det nordlige Grønland. Barentsz tror derfor år 1596 e.Kr., ikke at han har fundet nyt land, men at han har fundet "Nýaland" eller Newfoundland 1. Theodore de Bry: Conterfactur der 3 schiffarten welche di Holländer durch das Mitnachtischen Mer nemlich bey Norwegen Mosca Nova Zembla (1599) skriver det på tysk som "Das Newe lant". 1 Det synes Eli J. Ellingsve: Svalbards navnehistorie (2/04) ikke at have forstået i sin ellers glimrende gennemgang af øgruppens historie.
Det næste vi må spørge os selv er om indianerne i området holdt tamdyr, dvs. køer og får? En stamme der vandrer ud til kysten for at hente føde om sommeren indikerer ikke at dette var tilfældet da tamdyr ville have gjort det unødvendigt at foretage en sådan årlig vandring. Det må være en mulighed at den forladte bygd (uden huse) som Caboto synes at have set, kan have været nordboere. Lee Sultzman skriver i ”Micmac History” om Micmac (Mi’ kmaq) stammen at de ikke var agerdyrkere da deres landområde var for langt mod nord til at dyrke majs. Stammen var et klassisk jægerfolk med hovedvægten på fiskeri og brugen af kano. De havde to former for wigwam telte og levede en nomadetilværelse hvorunder de flyttede ud til kysten under sommermånederne og ind i landet under vinteren. Deres landområde var fra Maine, USA til og med de canadiske maritime provinser (Labrador, den sydlige del af Newfoundland (fra ca. 1630), Nova Scotia, New Brunswick). Den anden stamme der befandt sig på nordøstkysten af det nordamerikanske kontinent var Beothuk (Beathook, Behathook) stammen med hjemsted på Newfoundland. Lee Sultzman skriver i ”Beothuk History” at det er denne stamme vi kaldte for ”skrællingr”1. Stammen var arvefjende med Micmac stammen. Denne stamme var ej heller agerdyrkere da sommeren er for kort på Newfoundland til at gro majs. Som Micmac stammen levede de en nomadetilværelse med vandring ind i landet under vinteren. Stammen synes dog at have bibeholdt bopæl på Newfoundland over vinteren. Deres huse var ligeledes wigwam konstruktioner, dvs. mobile telte. Stammen er også ophavsmand til begrebet ”red Indian” eller ”røde indianere”. Dette skyldes at de malede alt rødt; krop, hår, tøj, ejendele. 1 Sigurður Stefánsson’s kort fra 1500 tallet nævner Skrælingeland og viser det som en del af fastlandet. Dette område er identificeret som Labrador, og derfor burde henvisningen være til Micmac stammen. Det har måske været en betegnelse for begge stammer eller også er Skrælingeland = Newfoundland. Er dette sandt er Markland = Labrador og Vinlandskap måske lig næsset ved Boston.
Ordet ”Skrælingr, Skrælling” menes at komme fra ordet ”Skræla” i betydningen ”fortørret, kraftløs person”. Der er stor usikkerhed omkring hvorfor denne betegnelse opstår og hvad det faktisk henviser til. Her er mit gæt at vi er nødt til fuldt at skelne imellem den oprindelige forståelse af betegnelsen, da ordet opstår under den forne sæd, og hvad betydning betegnelsen får efter ankomsten af den katolske kristendom. Stort set uden undtagelse er alle vore betegnelser for andre folkeslag i sin oprindelse under den forne sæd deskriptive og figurative, og har ingen indbygget negativ ladning. Betegnelserne ”heiðinn” (hedning), “blámaðr” (mor eller “blåmand”) fra Bláland (Morland, Etiopien) og ”serkir” (saracener, muslim eller ”de der bærer serk”) fra Serkland (Nordafrika, Spanien) er alle figurative beskrivelser. Det er først med ankomsten af den katolske kristendom at alle disse betegnelser får en negativ ladning. Jeg er overbevist om at betegnelsen ”skrælingr” fra Skrælingeland ligeledes har været en figurativ beskrivelse hvorunder der ikke i ordet tages stilling til om man bryder sig om denne befolkning eller ej. Forklaringen til ordet ”skrælingr” skal ganske sikkert findes i at Beothuk stammen malede sig selv rød over hele kroppen, ansigt og hår. Denne maling må være blevet indtørret ganske hurtig og har slået sprækker. Det er sikkert dette visuelle syn ”skrælingr” forsøger at forklare os. Hvorfor kalder portugiserne Labrador for ”Bøndernes Land” eller direkte oversat ”de der arbejder med landet” (Terra del Lavrador) ifald ingen af de to indianer stammer var agerdyrkere? Memorial University of Newfoundland skriver i ”Newfoundland and Labrador Heritage” at der i 1800 tallet netop var agerdyrkning. Klimaet var ikke godt og udbyttet lille, men agerdyrkning (havre og hø), som vi gjorde og gør det på Island og Grønland, var og er mulig.
Beothuk – Búþokur - De der bebor det tågede land
Codroy Valley, Sydvestkysten af Newfoundland ca. 1994. Fra Ben Hansen’s ”Newfoundland and Labrador” (1994). Bemærk ordet ”Codroy” der må være oldnordisk og sammensat af enten ”Kódr” + ”ey” eller ”Kot ” + ”ey” i betydningen ”øen med torsk” eller ”øen med bondehytter”. ”ey” blev i på vestnordisk skrevet ”oy”. Vi kender ikke oprindelsen til det nuengelske ord for torsk ”cod” og det kendes først fra 1273 som ”cotfish”. Ordet er dog urgammelt og nok forbundet til det oldnordiske ”Kóda” (liden rødspætte). Mange mener, fejlagtigt tror jeg, at ”roy” i ”Codroy” oprinder fra det franske ord for konge ”roi” eller det portugisiske ”Cabo do Rei” (kongens kap). Ben Hansen udvandrede fra København i 1953 kom til Newfoundland i 1968. Kilde: Newfoundland and Labrador Heritage
Som jeg tidligere har nævnt finder jeg det meget bemærkelsesværdigt at man på Island nedskriver en klar instruks om hvorledes man sejler til ”Nýaland” i år 1541-48 e.Kr. Dette indikerer at man sejlede dertil i rutefart. Denne rutefart kan have været for at fiske om sommeren med henblik på eksport til England, hvorfor man ikke byggede permanente bygder, eller for at købe tørfisk fra en koloni der allerede boede der. Kan det være hertil at Grønlænderne udvandrede?
Geologisk kort over Newfoundland fra 1881. Leif og Thorfinn’s mulige gård på det nordvestlige Newfoundland vist øverst. Nederst til venstre i det ekstreme sydvestlige Newfoundland ligger Codroy i den mest frugtbare del af hele øen ud mod havet. I midten Red Indian Lake, hvorom forklaringerne følger nedenfor.
En af de sidste beretninger fra Austbygda (Julianehåb) dateret 15. maj år 1414 e.Kr. på Akre i Skagefjorden siger: ”....Þushundrat, fiogur hundrat ok atta ár, worum wær i hiá, sám ok hæyrðum a í Hvalzæy a Grænlande, sunnudagenu næsta æptir Crossmæssu vm haustid, at Sigridr Biörnzdotir giptiz Þorstæinæ Olafsyni..... ” Som jeg oversætter til: ”.......Tusinde og firehundrede otte år vare vi nærværende, så og hørte på Hvalsøy på Grønland, søndagen næst efter korsmesse ved høsttid, at Sigrid Bjørnsdatter giftedes med Thorstein Olafsøn........." 1. 1 Grønlands Historiske Mindesmærker (1845, 3. bind, s. 152-153)
Billedkilde: ”Nordboernes livsgrundlag i Sydvest Grønland” af Naja Mikkelsen og Antoon Kuijpers bragt i Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse’s årsberetning år 2000.
Brylluppet fandt sted første søndag efter Korsmesse den 14. september 1408 og som vi kan høre er der ikke noget galt. De fleste synes at mene at Grønlænderne forlader Eystribygð ca. år 1450-1500 e.Kr.1 og da vi synes at have fast forbindelse til Nýaland fra Island, og nu pludselig ikke længere har beretninger om sejlads til Grønland, da må det betyde at man på Island er helt klar over at Grønlænderne er rejst videre vest og formentlig er i Nýaland. Deres bygd kunne være i Codroy (Kódrey) dalen på sydvestkysten af Newfoundland. Selve navnet ”Kódrey” kan muligvis have været det oprindelige navn for den ø vi i dag kalder Newfoundland da betegnelsen ”Nýaland” klart er en henvisning til et langt større landområde. 1 Iflg. Grønlands Historiske Mindesmærker (1845, 3. bind, s. 471) er den sidste sikre beretning fra Grønland fra år 1450 e.Kr. Vi ved dog at der i Bergen, hvor Kgl. Grønlandske Handel havde sæde i samtiden i år 1484 e.Kr. fandtes 40 søfolk, der hvert år farede på Grønland. Disse blev dette år dræbt af tyske handelsmænd og hermed blev al erfaring med sejladsen på Grønland udryddet! Der findes en beretning om Dithmar Blefken's rejse til Grønland i foråret 1564. Han beretter at der i klostret i Helgafell, der lå på Thorsnæs på vestkysten af Island, efter den katolske kirkes uddrivelse, stadig boede en blind munk der var født i Grønland. Munken forklarede at han i sine unge dage var blevet indespærret i et kloster på Grønland, men blev frigivet da han var 30 år gammel, hvorefter han kom til Helgafell kloster. Han angav sin ankomst til Helgafell kloster til år 1546 e.Kr. og skulle derfor være født i Grønland år 1516 e.Kr. (s. 508-509). Fortegnelsen over Grønlands biskopper viser at den sidste biskop var Vincentius Petri Kampe i år 1520 e.Kr.. Vi ved dog ikke om denne var en faktisk eller titulær biskop af Grønland. Han døde i Maribo Kloster år 1537 e.Kr. (s. 897). Kong Christian V. (regent 1670-1699) skriver i sin dagbog for året 1691 e.Kr. 1: Marts (1691) 21. Blev for nogle hamborger Grønlandsfarere, paa deres Ansøgning, efter vores udgangne Placater, nogle Passer udfærdiget, at de maa fare dette Aar paa Grønlands Hvalfiskfang, imod en vis recognition, hvorved vores gamle Rettighed paa samme Land i saavidt er renouvelleret. November. (1691) 21. Blev udskikket til vores udenlandske ministri og Betiente en trykt Skrift imod Hamborg, anlangende nogle puncter, hvorover samme By sig hos Keiseren og Riget over os nyligen haver besværget; særdeles den af os i Glyckstad giorte Anordning om de Skibe, som med vores passer hidindtil haver faret og negotieret; saa og Farten paa Grønland, som dennem ei tilstedes uden vores special concession. 1 C. Molbech: Nyt Historisk Tidsskrift (1848, 2. bind, Kong Christian den Femtes egenhændige Dagbøger (Memorial og Journal for Anno 1691), s. 191, 245) Hans Egede (1686 – 1758) rejste i 1721 til Grønland og grundlagde Godthåb (Nuuk). De Ældre Skalholt Annaler (skrevet ca. år 1362 e.Kr.)1 , Gottskalk's Annaler (skrevet af Gottskalk Jonsson, præst i det nordlige Island i 1500 tallet) 2 og Flateyjarbok 3 forklarer alle at i år 1347 e.Kr. ankom et skib fra Grønland til Island med en besætning på 17-18 mand ombord. Skibet blev drevet til Island i en storm, men var på vej tilbage til Grønland fra Markland 4 . Vi ved derfor med sikkerhed at der er fast forbindelse til Nýaland så sent som år 1347 e.Kr. Skulle dette skib afsted for at fiske eller for at besøge en eksisterende koloni? 1 ”Der kom også et skib fra Grønland, mindre i størrelse end små islandske handelsskibe. Det kom ind i den ydre strømfjord. Det var uden anker. Der var 17 mænd ombord, og de havde sejlet til Markland men var herefter drevet for stormen”.
Grønlands Historiske Mindesmærker (1845, 3. bind, s. 459-464) har i denne forbindelse et yderst vigtigt vidnesbyrd. Et håndskrift på latin skrevet af biskop Gisle Oddsøn til Skalholt og dateret 24. juli 1637 e.Kr. lyder således: ”1342: Grønlands indvaanere faldt frivillig fra den sande Tro og de Christnes Religion, efter at have aflagt alle gode Sæder og sande Dyder, og vendte sig til Amerikas Folkefærd1; nogle mene og at Grønland ligger meget nær ved Verdens vestlige Lande. Deraf kom det at de Christne begyndte at afholde sig fra den grønlandske seilads2 . Man troer at den Egn, som kaldes Jötnaland eller Tröllbotnaland (som om det var Jætternes Land) ligger mod Nordost fra Island, og ligeledes grændser til Grønland”. 1 Americæ populos
Grønlænderne vendte med andre ord tilbage til den forne sæd og udvandrede til Nýaland år 1342 e.Kr. Om det har nogen betydning for Kensington-stenen hvorpå årstallet 1362 e.Kr. er ristet i runer, og som er erklæret falsk af alle lærte, skal jeg ikke kunne sige. Det var formentlig ikke alle Grønlændere der udvandrede år 1342 e.Kr. da Eystribygð stadig er bosat og fungerer vel år 1408 e.Kr. Snarere er det Vestribygð (Godthåb), der med mere nordlig beliggenhed bliver tidligere ramt af det forværrede klima, og derfor tidligere må tage beslutningen. Dette underbygges af beretningen fra Ivar Baardson. Han var kannik i Apostelkirken i Bjørgvin (Bergen) og sendes af biskop Håkon til Grønland og ankommer efteråret år 1341 e.Kr. År 1347 e.Kr. er han officialis (dvs. forstander) for bispegården Garðar i Eystribygð. Han vender tilbage til Norge år 1364 e.Kr. og nedskriver et papirhåndskrift der i afskriften fra 1500 tallet kaldes “Enn kortt Beschriffuellse om Grønnland” (Grønlands Historiske Mindesmærker (1845, 3. bind, s.248-264, 887): ”Item dette alt, som forsagt er, sagde oss Iffver Bardsen Grønlænder, som var Forstander paa Bischobgarden i Gardum paa Grønnland udi mange Aar, at hand haffde alt dette seett, och hand var en aff dennem, som var udneffender aff lagmanden, at fare til Vesterbygden emod de Skrelinge, att uddriffve de Schrellinge udaff Vesterbygd; och da de komme didt, da funde de ingen Mand, endten christenn eller heden, uden noget villdt Fæ og Faaer, och bespissede sig aff det villtt Fæ, och toge saa meget som Schivene kunde herre, och zeylede saa der med hjemb, och forschreffne Iffver var der med”. Vestribygð er derfor forladt før år 1347 e.Kr. og formentligt år 1342 e.Kr. som vi har hørt. Situationen er derfor den at Grønlænderne fra Vestribygð udvandrer til Nýaland år 1342 e.Kr. og måske laver bopæl på det sydvestlige Newfoundland i Codroy dalen. Eystribygð forbliver bosat og vi har derfor fast rutefart mellem de to kolonier, som der altid havde været. Derfor hører vi om et skib der år 1347 e.Kr. vender tilbage fra Markland til Grønland. De fleste synes at mene at grønlænderne forlader Eystribygð (Julianehåb) ca. år 1450-1500 e.Kr.
Agerbrug og korndyrkning på Grønland
Det ser ud til at der i Herjolfsdalur, Heimaey, Vestmanneyja på Island i vikingetiden dyrkedes byg (hordeum vulgare) på øen, og at man i det sydvestlige Island havde marker med byg allerede fra landnámstiden i 700 tallet e.Kr. Der er fundet byg i Reykholt, Island fra år 900-1100 tallet e.Kr., men man er ikke enige om hvorvidt dette korn er importeret eller dyrket lokalt. I forståelsen af klimaforandringen, der allerede er undervejs på Grønland år 990-999 e.Kr., er det værd at fremhæve brugen af det grønlandske ”árangr” (års[af]grøden) i Erik den Rødes Saga (Eiríks saga rauða, kap. 4. Frá Þorbjörgu spákonu.) 1. Dette betegner ikke ”fangst”, der i grønlandsk dialekt kaldes ”fang”. Vi kan med sikkerhed sige at der er kvæghold i Eystribygð (Julianehåb), da Thorbjørg Lillevølve gives ”kiðjamjólk” (børnemælk), der er komælk, foruden at hun bærer ”kálfskinnsskúa” (kalveskindssko). Vi kan ikke udelukke at årsagen til at Erik den Røde titules som ”bóndi” (bonde) skyldes kvægdrift, men brugen af ”árangr” (års[af]grøden) antyder, så vidt jeg kan se, at der findes agerbrug og korndyrkning i Eystribygð (Julianehåb). I Erik den Rødes Saga (Eiríks saga rauða, kap. 7. Þorfinnr karlsefni fær Guðríðar) ankommer Thorfinn Karlsevne til Grønland i tidsrummet år 1000-1003 e.Kr. Tiden er lige før Vintersolhverv og begyndelsen på julen. Vore juleholden indebærer en lang række forpligtelser for Erik den Røde som områdets leder, herunder brygning af juleøl og bagning af julebrød, begge af hvilken kræver korn (se også afsnittet ”Skål, skåltaler og skålningsceremonier”). Oprindeligt blev rug brugt til brød; havre (bønner og ærter) til suppe og foder til tamdyr; hø som foder til tamdyr, medens byg brugtes til øl. Denne fordeling er stadig gældende i Salome Sartorio’s kogebog: Indeholdendis et hundrede fornødene stycker.....som tilforn icke paa vort Danske sprok udi Tryk er udgaaen (Kiøbenhaffn, 1616), hvor der kun omtales rugmel til bagværk, herunder til julebagningen (se ”Bilag S: Bagværk”). Erik den Røde har tydeligvis ingen af delene, hvorfor truslen om den værste jul nogensinde, hænger i luften. Dette udløser denne bemærkning fra Thorfinn Karlsevne:
Min oversættelse til nudansk.
Thorfinn Karlsevne har derfor medbragt ”malt og korn” (originalteksten skriver ”mallt ok korn”), hvilket antyder at man i Danmark/Norge er fuldt klar over at der er mangel på begge råvarer på Grønland. Vi kan sige helt uden for tvist, at Erik den Røde aldrig kan afholde jul uden at brygge juleøl og bage brød. Lovgivning og ære forbyder dette. Vi kan ikke udelukke at han har købt sig til dette ved årlig import fra Norge, og at dette af en eller anden årsag er kikset netop i dette år. Jeg mener dog at den bedste forklaring er at høsten på Grønland er svigtet, og at der derfor har været agerbrug og korndyrkning på Grønland. Dette er, så vidt jeg kan se, også den eneste vis vi kan forklare landskabsnavnet ”Labrador” (fra ”Terra del lavrador” eller ”bøndernes land”). Hverken Micmac (Mi’ kmaq) stammen eller Beothuk (Beathook, Behathook) stammen dyrkede majs så langt mod nord. Det er kun grønlænderne der kan have dyrket havre og hø i dette landskab. 1 Se ”Bilag P-1: Völuspá - Vølvens Spådom” Sybille Hildebrandt: Vikingerne dyrkede korn på Grønland (26.01.12, http://www.videnskab.dk/) forklarer at Peter Steen Henriksen og Caroline Polke Hansgaard ved udgravninger sommeren 2010 og 2011 i møddingen ved ruingruppe Ø35 har fundet to forkullede kornaks af byg. Kornaksene lå nederst i møddingen og antages at være fra landnámstiden. Hovedargumenteringen for at det fundne kornaks ikke er importeret synes at være at kornet i så fald ville have været tærsket, dvs. uden aksdele, for ikke at fylde for meget i lastrummet ombord på et skib. Ruingruppe Ø35 ligger i Eystribygð (Julianehåb) ved Qoriortup Itinnera i Qorlortoq-dalen, der forbinder Nordre Sermilik (bunden af Slèttufjörðr) med Tunilliarfik (Eiríksfjörðr). Udover møddingen findes der også en ruin omgivet af et rundt gærde. Jeg er intuitivt enig i at der var korndyrkning på Grønland. Og blev der dyrket byg på Island allerede i 700 tallet e.Kr., er håndværket naturligvis bragt til Grønland. Jeg er dog ikke helt overbevist om at den fundne byg på Grønland ikke er importeret da denne kornsort alene blev brugt til fremstilling af øl. Og når vi tilmed har skriftlige kilder der viser at byg blev importeret til Grønland bør vi nok være ekstra varsomme. Med den massive mangel på råvarer på Grønland, herunder rug til fremstilling af brød, forekommer det et enormt ressourcespild at fremstille byg i stedet for rug. Det ville underbygge argumentationen for at byg faktisk blev dyrket på egnen i fald det kan vises at kornsorten byg bedre formår at gro i kolde landskaber end rug. Måske er transporten af byg som kornaks en vis at forlænge kornets levetid på, hvorfor man først tærsker på ankomststedet.
Den eneste kendte vej mod vest var en breddegradssejlads på 61 grader nord, og vi var de eneste, måske bortset fra baskerne, der kendte den sejlrute (se afsnittet "Navigation - Solstenen og Solpejlskiven"). I underafsnittet "Newfoundland – Nýaland" har jeg vist at alle søfarere, også Columbus, derfor sejler mod nord for at fange "vor" breddegrad. De sydeuropæiske søfarere begynder deres sejlads mod vest med Giovanni Caboto (i engelske kilder ”John Cabot”), der sejler med patent fra Kong Henry VII 2. maj år 1497 e.Kr. for at finde en ø i Atlanten (hans 1. forsøg år 1496 e.Kr. strandede på Island). Vi ved han ankom til østkysten af Amerika 24. juni år 1497 e.Kr.
Vi kan derfor have en ganske god formodning om at der helt frem til i hvert fald år 1516 e.Kr. har været en lille hård kerne af kristne i og omkring Skt. Thomas klostret på Grønland. Jeg er ikke helt er klar over hvor klostret lå, men det gengives også af Theodore de Bry: Conterfactur der 3 schiffarten welche di Holländer durch das Mitnachtischen Mer nemlich bey Norwegen Mosca Nova Zembla (1599) som "Thomas Cenobium", samt af Johannes Isaksen Pontanus på hans kort "Tabula geogr. in qua admirande navigationis cursus et recursus designatur : Polus Arcticus" (1611) som "S. Thome cænobium". Begge steder er det gengivet indlands i det sydvestlige Grønland og derfor i Eystribygð (Julianehåb). I en afskrift fra et meget gammelt håndskrift ved vi hvor mange bosættere der var i Eystribygð og Vestribygð: (Grønlands Historiske Mindesmærker (1845, 3. bind, s.226-234): ”Svâ er talit at clxxxx bygða sèí eystri bygð1, xc í vestri” Der oversættes til: ”Saaledes regnes det, at 190 bygder1 ere i den østre Bygd, 90 i den vestre” 1 betyder her ”gård”.
Vi ved også at der fandtes 12 kirker i Eystribygð og 3-4 i Vestribygð. (Grønlands Historiske Mindesmærker (1845, 3. bind, s.222-225, 246-247). At der er forholdsmæssigt flere kirker i Eystribygð skyldes at disse er spredt ud over et langt større område. Antager vi at der er 7 frie personer og 4 trælle pr. gård har Eystribygð haft 2.090 indbyggere og Vestribygð 990 indbyggere. Vi kan se at med kun 3-4 kirker til 990 indbyggere i Vestribygð har kristendommen aldrig fået rigtig fodfæste i Vestribygð og formentlig kun været en minoritetsreligion. Grønlænderne i Vestribygð har derfor sikkert bibeholdt de forne sæder, hvorfor det derfor nok er det lille mindretal af kristne, der senere opgiver den nye religion og vender tilbage til flertallets forne sæd.
”Kort over den Deel af Godthaabs District, som antages fornemmelig at have udgjort De Gamles Vesterbygd – udkast af H.P.C Möller” (1840).
”Kort over Julianehaabs district eller De Gamles Österbygd – efter W. A. Graah’s Opmaaling” (1844).
Fra værket ”konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”) (Grønlands Historiske Mindesmærker (1845, 3. bind, s.264-392) ved vi ganske nøjagtigt hvorledes Grønlænderne ernærede sig. Værket menes at være nedskrevet ca. år 1154-1200 e.Kr. Som vi måtte forvente er Grønlænderne eksperter i hvad ernæring der forefindes i havet; utallige hvalarter nævnes og 6 sælarter. Der er mange harer, ulve, rensdyr, hvidfalke og hvidbjørne (isbjørne). Der er gode avlsgårde og græsgange til hornkvæg og får (og det er der stadig i Sydgrønland), dvs. man har fuld tilførsel af mælk, smør og ost samt kød fra rensdyr og havet. De har store skibe og når de bliver fanget af pakis er deres overlevelsesmetode at efterlade ”havskibet” og trække små både over isen indtil de når land (s. 317). Deres tovværk laves fra hvalroshud og dette eksporteres (s. 321). Jern og tømmer er en mangelvare (s. 327) og må importeres i dyre domme. Brød er ligeledes en mangelvare og mange har ikke set det. Man forsøger at plante korn, men det ser kun delvist ud til at lykkes, formentligt i Eystribygð. Drivtømmer bliver indsamlet. Befolkningen i Vestribygð har derfor ved udvandringen haft som deres prioritet at finde græsgange til deres kvæg og områder hvor havet kan give nok ernæring, modsat Eystribygð, hvor kvægavl og korn, dvs. markjorde, har haft lige stor betydning. Den nordlige halvkugles største fiskebanker (Grand Banks) ligger netop ud for Newfoundland og dette er med sikkerhed kendt i 1300 tallet af såvel Grønlænderne som Baskerne i det nordvestlige Spanien.
Longe Range Mountains, lige nord for Port aux Basques. Bjergkæden løber 450 km fra Port aux Basques til St. Anthony i nord og laver en naturligvis grænse til hele Codroy dalen i det sydvestlige Newfoundland. Den spidse bakke i midten kaldes the ”Tolt”. I ordbogen over udtryk på Newfoundland oversættes ordet til ”høj bakke” eller ”ensomtstående bakke, der rejser sig over landskabet”. Ingen kender dette ords oprindelse. Mit gæt er at ordet er identisk til det olddanske ”tilte” (at vælte) og nuengelske ”tilt”. Begge disse ord oprinder fra det oldengelske ”tyltan” og ”tealt” hvis oprindelige betydning var ”skråning, rejsning, spids”. Der må være en god formodning om at dette ord kan være indført til området af grønlænderne. Der findes ligeledes en ”Tolt” i Witless Bay i det sydøstlige Newfoundland. Billedet er fra 1995.
James P. Howley udgav i 1914 ”The Beothucks or Red Indians: The Aboriginal Inhabitants of Newfoundland” hvori de fleste tidlige kilder om de oprindelige bosættere er gengivet. Af de mange beretninger om de traditionelle skikke hos Beothuk stammen har vi nogle yderst mærkværdige beretninger, der måske giver os nogle spor til den fulde forståelse. Pietro Andrea Mattioli skriver i forbindelse med et kort ”Terra Nova” (Det nye land) år 1547-8 e.Kr.: ”Terra Nova af Codfisken er et koldt sted. Indbyggerne dyrker idoler, nogle dyrker solen, andre månen og mange andre slags idoler. Det er en hvid (blanche) race, men primitiv (rustique)...... I denne provins med Baccalos (saltede fisk) bærer mænd og kvinder bjørneskind. Om sommeren er de nøgne, men om vinteren bærer de klæder af skind på grund af den megen kulde, lig stilen brugt i Flanders (Belgien), for de har de samme klima”. Denne beskrivelse af sol- og månegudsdyrkelse, dvs. den forne sæd, og en lyshudet befolkning der bærer bjørneserk som man gør i Flandern, lyder som en verbatum beskrivelse af grønlænderne som vi må forvente de har levet i Vestribygð. John Guy, guvernør af Newfoundland år 1610-11 e.Kr. skriver i år 1612 e.Kr. en beretning om sine oplevelser. I sin beskrivelse af nogle af de lokale bosættere skriver han: ”De har store sorte øjne; farven på deres hår var forskellig, nogle sort, nogle brunt og nogle gult.....” Vi får her beskrevet at nogle af de lokale bosættere har brunt og lyst hår på Newfoundland i år 1611 e.Kr. T.G.Lloyd oplæste 1873-4 to foredrag om de røde indianere fra Newfoundland på The Antropological Institute of Great Britain 1. 1 T.G.B. Lloyd, C.E., F.G.S., M.A.I, ”The Red Indians of Newfoundland”. Fra James P. Howley’s ”The Beothucks or Red Indians: The Aboriginal Inhabitants of Newfoundland” (1914).
I hans afsluttende kommentarer til foredraget siger T.G.Lloyd følgende: ”Med hensyn til Den Hvide Kvinde set ved Red Indian Lake blandt indianerne af løjtnant Buchan1, og på det ydre en indianer i klæde etc. har jeg forgæves forsøgt at opnå bekræftelse på denne udtalelse og har søgt at få bekræftet om der blandt de lokale fiskere findes beretninger om en hvid pige der var blev kidnappet af indianerne, dog uden held. Cormack søgte åbenbart også oplysninger omkring dette for jeg har set i nogle af hans optegnelser at dette spørgsmål blev stillet til Shanawdithit omkring tilstedeværelsen af en hvid kvinde, ”Nej” og Cormack tilføjer ”Buchan har ikke ret”2. Ikke desto mindre kan jeg ikke se hvorledes Buchan kunne begå en sådan fejl. Han var en mand af høj uddannelse, meget iagttagende, og havde muligheden for mere end nogen anden person (så vidt vi ved) at have tæt kontakt med dem (Beothuk) i adskillige timer i deres bygd, Red Indian Lake. Hans beskrivelse af denne kvinde er for præcis til at kunne betvivles. Han siger om hende: ”Forestil Dem min overraskelse at beskue en kvinde med alle ydre tegn på en europæer, med lyst rødblondt hår, og ansigtstræk lig de franske, åbenbart omkring 22 år gammel, med et spædbarn som hun bar i sin Cossack, hendes optræden værende yderst forskellig fra de andres. I stedet for den pludselige ændring fra overraskelse og rædsel til fortrolighed, sagde hun aldrig et ord, og overkom aldrig den rædsel, vor pludselige og uforventede besøg frembragte”. Det var en skam at Buchan ikke tænkte på at afhøre denne kvinde på såvel engelsk som fransk, for selv om hun var blevet kidnappet som barn, ville hun formentlig har genkendt sin egen tunge, hvad denne nu måtte have været, hørte hun den igen. Jeg mener også han burde have gjort en indsats for at hjælpe denne stakkel tilbage til civilisationen. Måske ville han have gjort det havde indianerne været der da han vendte tilbage til søen (Red Indian Lake)”. 1 Løjtnant Buchan rejser dertil 1811. 2
Richard Whitbourne udgav år 1622 e.Kr. ” A Discourse and Discovery of the Newe-founde-lannde”. Han skriver: ”...for det er velkendt at de indfødte disse steder har et stort lager af rød okker, som de bruger til at bedække deres kroppe, buer, pile og kanoer på malende vis; hvilke kanoer er deres både som de bruger på søen, der er bygget som ”wherries” på Themsen floden, med småt træ, ikke tykkere eller bredere end tøndebånd (hoops); og i stedet for borde bruger de barken fra birketræer, som de sammenføjer tæt sammen, og de overdækker sammenføjningen med harpiks, som beg/harpiks (pitch) bruges i sammenføjningen på skibe og både;....” En ”wherry”1 er en klinkbygget robåd der blev brugt til transport på Themsen og i Norfolk, Øst-Anglen og hvis oprindelsen er fra før 700 tallet e.Kr. hvorfor dens oprindelse er identisk til Færøbåden. 1 Mit gæt er at ordet er forbundet med det oldnordiske ”Hvargi, Hvergi” i betydningen ”hvorsomhelst”.
I en Beothukgrav fundet i september 1886 lå en 10-12 årig dreng begravet. Han var bl.a. begravet sammen med en træfigur af en dreng og 2 små barkkanoer (rejsen med båd i begravelsesskikken fra den forne sæd). James P. Howley skriver i ”The Beothucks or Red Indians: The Aboriginal Inhabitants of Newfoundland” (1914): ”Disse efterladenskaber blev fjernet fra deres hvilested af mig selv i september 1886..... jeg har en ide om at den skarpe V-form af bunden af kanoen var for bedre at kunne besejle vor hårde klippefyldte floder...”
Til venstre: Model 1:32 af en wherry der sejlede mellem Kew Gardens og Brentford ca 1890. Denne viste udgave blev benyttet som vandtaxi og stavnen er specielt tilpasset til at undgå skumsprøjt. Modellen gjort af T Ward & Sons, Rotherhithe.
Der fandtes utallige variationer af wherry-båden afhængigt hvor den skulle bruges og til hvad formål. Derfor skal vi ikke tage ovennævnte billede og forestille os at den beskrevne båd i Newfoundland i år 1622 e.Kr. har set netop ud som den viste model. Hvad er vigtigt her er at forstå at der i Newfoundland i år 1622 e.Kr. findes en bådtype identisk til den der kendes i samtidens London, og sidstnævnte båd har samme oprindelse til Færøbåden, og derfor hvorledes byggeskikken på Grønland har taget sig ud. At træbordene er udskiftet med skind og bark kan oprindeligt skyldes manglen på træ, men måske senere at båden fik en dobbeltfunktion som hav- og flodbåd. Det synes endnu ikke at være undersøgt hvorledes grønlændernes klinkbyggede robåd tog sig ud i Eystribygð og Vestribygð. Andras Mortensen, Føroya Fornminnissavn, Tórshavn har forklaret mig at heller ikke på Færøerne og Island havde man træbevoksning - og dog byggede man klinkbyggede både via import af træ. Ligeledes ankommer inuiterne først til Grønland i 14-1500 tallet og derfor skulle man umiddelbart ikke tro at grønlænderne har eftergjort inuiternes kajak eller umiaq, begge bådtyper betrukket med sælskind. Det viser sig dog at være en forkert slutning, der underbygges af bemærkningen i værket ”konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”) nedskrevet samtidigt ca. år 1154-1200 e.Kr. (Grønlands Historiske Mindesmærker (1845, 3. bind, s. 317): ”En Þat hafa aller til ráðs tækit, Þæir sæm í Þæssa ísa voc hafa komit, at Þeir hafa tækit smábáta oc drægit á ísa upp mæðsèr, oc hafa leitað lannzens, en hafskip oc allr annarr fjárlutr Þa hæfir Þar æpter dvalz oc týnz, en sumir hafa oc úti búit síðan á ísum, áðr en Þeir hafi lannde náð fjóra daga eða fim oc sumir ænn lænngr”. Der oversættes til: ”Til dette Middel have alle de grebet, som ere komme i dette Iisdrev, at de have taget smaae Baade og trukket dem op med sig paa Isen, samt sögt saaledes Landet, med Havskibet og alt andet Gods er blevet der tilbage og forgaaet; nogle have endog, förend de naaede Land, maattet opholde sig 4 til 5 dage paa Isen, ja andre endnu længere”. Det lyder for mig ganske usandsynligt at grønlænderne har trukket deres redningsbåde eller ”smábáta” over isen i op til 5 dage ifald vi her taler om klinkbyggede både bygget udelukkende af træ. Sådanne både er for tunge selvom vi ved at vi i 1700 tallet brugte isbåde til transport over Storebælt i kolde vintre. I sidstnævnte tilfælde er der dog tale om en bevist og planlagt transport, ikke livstruende omstændigheder. Det må være en mulighed at vi her hører en specielt bygget redningsbåd omtalt, der måske kan være omtrukket med huder. Netop denne bådtype kan vi bevise fandtes på Grønland, og vi kender den i dag som en "konebåd" (umiaq). Vi kan ligeledes vise at grønlænderne kendte til båden allerede fra ca. år 1000 e.Kr., og måske nøjagtigt hvorledes de først får fat på 3 af slagsen.
Uddrag af kort nr. 8 Peary Land (kort 8d) fra Geologisk kort over Grønland 1:500.000, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse.
Konebåd dateret til ca. år 1440 e.Kr. fundet af Eigil Knuth og Jens Geisler i 1949 på Herlufsholm Strand ved Kølnæs, Herluf Trolle Land, Det nordlige Grønland. Båden er over 11 meter lang, dvs. som en seksæringur til 12 mand, og er bygget op omkring et træskelet og overtrukket med skind. Fundet kan nu ses på Grønlands Nationalmuseum. Billedkilde: fra artikel skrevet af Hans Lange, museumsinspektør.
Fundstedet "Kølnæs" er identisk til "Kjalarnes" hvor Erik Den Røde's søn Thorvald opstillede en lodret skibskøl på et næs. Vi lader Erik Den Rødes Saga berette: Thorvald er rejst til Vinland med 30 mand i et enkelt skib. De forbliver en hel vinter i Leifsboder (Leifsbúða 1, som man regner med er det opholdsssted broderen Leif Den Lykkelige grundlagde i Nýaland, i dag kendt som L'Anse aux Meadows, Newfoundland). Om Våren begiver de sig til at udforske den vestlige kyst af landet (der derfor må være en ø - Newfoundland?). De finder det fagert og skovrigt med mange øer. De kommer tilbage til Leifsboder hen om Høsten. 1 Hvor ”búðir” (boder) er ”brædehytter”, der senere erstattes af ”hús mikil” (store huse). Se "Grønlands Historiske Mindesmærker" (1838, 1. bind, s.218-219). Vi har en ganske god forestilling om hvorledes Leif den Lykkelige's "búðir" (boder) kan have taget sig ud. Disse var nemlig i brug i Vestjylland helt op til slutningen af 1800 tallet. Da Ringkjøbing Fjord, fra oprindeligt at have været en enorm åben bugt, omdannes til en Fjord med odde-dannelsen fra Hvide Sande mod syd, kommer der tilflyttere til Klitten. I 1600 tallet kaldes disse ”Klitboere”, og deres hovederhverv er fiskeri i småbåde fra stranden. ”Udgangspunktet for havfiskeriet blev derfor flyttet ud i yderste klitrække, hvorfra fiskeriet blev drevet fra de så kaldte ”eseboder”, der var små primitive hytter, opført i læ af en klit så tæt på havet som muligt. En bodplads bestod af 3-4 boder svarende til et bådelaug typisk med en besætning på 8 mand. Et tilsvarende antal esepiger var tilknyttet boderne. Her boede man i forårsmånederne fra april til Sankt Hans, hvor havfiskeriet – først og fremmest torsk og kuller – var bedst, og herfra blev der fisket så konstant, som nu vejret tillod det. Når fiskene var landet, og esepigerne havde renset dem, blev der signaleret ind til gårdene, at nu kunne man komme med vognen, så fiskene kunne komme til Ringkøbing eller opland for at blive solgt” (Peter Duun Andersen: Den vestjyske klitg ård (2000, s. 21-22). Ordet ”ese, æse, æsse, ees” er fra det oldnordiske ”áss” ([vandret liggende tag]bjælke), i dag ”ås”, og er i nordfrissisk og jydsk dialekt det benyttede ord for ”agn”. Vi kan se for os den på krogen vandret hængende fiskemadding. Som man kan se var det ”esepigerne”, der forberedte fiskegrejet. Mit bud er at vi ser denne sproglige evolution netop her fordi de gamle gårde i netop denne egn blev bygget som en "sulekonstruktion", kaldet "åshus". Dette betegner, modsat en "højremskonstruktion" med bindebjælke og hanebånd, at huset er opbygget med en vandret liggende tagbjælke, på oldnordisk kaldet "tjaldáss" (teltstang) i A-ramme teltet, der understøttes af en søjle i hver ende, kaldet "sule" (fra det oldnordiske "súla, súl" elller "søjle, stolpe, støtte"). Havbonden har naturligvis bygget sit hus og sine boder efter samme byggeskik. Det forekommer mig at man på New Foundland bør søge efter dels en bodplads ved vandkanten, dels en samling af større huse trukket tilbage fra strandbredden og beliggende hvor agerjorden muliggør dyrkning af afgrøder.
”Hans Aa’s fiskeboder ved Søndervig omkring 1895, kort efter de var gået af brug”. Det Kongelige Bibliotek har et billede af samme boder fra omkring 1885 taget fra modsat retning og med 5 esepiger afbildet.
"Men den anden Sommer drog Thorvald österud med Fartöiet og mod Norden langs med Landet. Da overfaldt dem en stærk Storm udenfor et Forbjerg, saa at de sloges der op, og Kjölen stödtes lös fra Skibet; de opholdt sig der længe, og istandsatte deres Skib. Da sagde Thorvald til sine Medfölgere: "Nu vil jeg at vi skulle opreise Kjölen her paa Næsset, og kalde det Kjalarnæs; og de gjorde saa. Siden seilede de bort derfra östen om Landet ind i de Fjorde-Mundinger, som laae nærmest derved.......". Vi ved også hvad det rigtige navn for en konebåd er. Erik Den Rødes Saga beretter at Thorvald straks efter afgangen fra "Kølnæs/Kjalarnes" finder 3 "húðkeipa" med 3 mennesker i hver. Ordet "húðkeipa" er sammensat af "huð" (hud) + "kópi" (sælhund), og hermed kan vi se at båden er overtrukket med sælhundeskind. 1 1 Grønlands Historiske Mindesmærker (1. bind, 1838, s. 227-229). Inuiterne er med andre ord år 1000 e.Kr. begyndt at jage i det ekstreme nord af Grønland, der ikke er dækket af indlandsisen, og må være kommet ind fra det nuværende Canada. Grønlænderne dræber 8 af de 9 inuiter, og bliver den følgende dag angrebet af et utal af bemandede húðkeipa, der kommer fra det indre af fjorden (Þá fór innan eptir firðinum útal húðkeipa). Thorvald dræbes af pileskud og hans dødssted er et sted i en fjord, der kaldes Krossanes (krossenæs/korsnæs). Thorvald dør derfor i Grønland, og ikke i Vinland, som mange synes at tro. Mit bud er at dette sted er i fjorden der i dag kaldes Independence Fjord (se ovenfor). Fejlen er tilforladelig. I Erik den Rødes Saga (Eiríks saga rauða) skrives det at Erik den Rødes yngre søn Thorstein fik lyst til at fare til Vinland efter sin broder Thorvalds lig (Nú fýstist Þorsteinn Eireksson at fara til Vínlands eptir líki Þorvalds bróður síns). Sejladsen er en katastrofe. De 27 mand i skibet sejler hele sommeren fra Eriksfjord (Eireksfirði = Tunulliarfik, Tunnudluarbik fjorden) i havsvilde og må i vinterens første uge, dvs. 21-28. oktober, gå i land i Vestrebygden (hinni vestri bygð) i hvad kaldes ”Lýsufirði” (Lysefjorden = Godthåbsfjorden). De bruger med andre ord ca. 4 måneder på at sejle fra Eystribygð ved Julianehåb til Vestribygð ved Godthåb. Thorstein dør dér under overvintringen i telte! og de kommer aldrig videre. Vi skal derfor opfatte ”fare til Vinland” som at ”fare mod Vinland”, ikke nødvendigvis hele vejen dertil. Se "Grønlands Historiske Mindesmærker" (1838, 1. bind, s.231-237). Striden om Eirik Raudes Land 1931-33 Det er her vigtigt for unge danske (og norske) at komme ihu det kivsmål om overhøjhed over dele af Grønland, der blev fremprovokeret af Norge i 1931. Hallvard Devold fra Sunnmøre (1898-1957) var fanger (fangstmann), meteorolog og opdagelsesrejsende. Han ”annekterede” Nordøstgrønland i 1931, og kaldte det besatte område ”Eirik Radues Land”. Norge ville ikke anerkende Danmarks overhøjhed over Grønlands ubeboede landområder, og afgrænsede besættelsen til de nordlige breddegrader 71° 30'N og 75° 40'N. Helge Ingstad (1899-2001), fortjent verdensberømt for sin bevisførelse for grønlændernes bosætning på New Foundland, var uddannet og praktiserende advokat i Trøndelag. Som advokater engang imellem gør, drog han i 1926 til Canada for at leve som pelsjæger. Efter ”anneksionen” af Nordøstgrønland i 1931, blev han af Norge udnævnt til ”sysselmann” (på nudansk ”amtmand”) på Nordøstgrønland, og overvintrede i området 1932-33. Hallvard Devold blev beordret til at ”annektere” Nordøstgrønland af bl.a. Adolf Hoel (1879-1964) der, som norsk geolog og polarforsker, var hovedårsagen til at Norge kunne påkræve sig overhøjhed over Svalbard og Dronning Maud Land, Antarktis. Dette var dog ikke nok for Adof Hoel, og han beordrede besættelsen af Nordøstgrønland i 1931. I 1933 blev han medlem af Nasjonal Samling, det norske naziparti, og var partiets nr. 2 efter Vidkun Quisling. Han var under 2. Verdenskrig nazi-partiets rektor ved Universitet i Oslo, og blev dømt for landsforræderi (landssvik) efter krigens afslutning. Denne anden bagmand bag den norske provokation var Gustav Smedal (1888-1951), igen en norsk jurist, der også, fra januar 1942, var medlem af det norske nazi-parti Nasjonal Samling. Efter 2. Verdenskrig blev størstedelen af familien Smedal’s formue beslaglagt som erstatning for forræderiet mod Norge. Hallvard Devold sender 27. juni 1931 følgende telegram til de norske aviser: "I nærvær av Eiliv Herdal, Tor Halle, Ingvald Strøm og Søren Richter er i dag det norske flagg heist i Myggbukta. Og landet mellom Karlsbergfjord i sør og Besselfjord i nord er okkupert i Hans Majestet Kong Haakons navn. Landet har vi kalt Eirik Raudes Land". Den norske regering vedtog herefter en lov der erklærede ”Eirik Raudes Land” for norsk, og Forsvarsminister Vidkun Quisling gav ordre til at den norske flåde skulle gøre bruge af krigsmagt for at forsvare besættelsen 1. Kong Christian X. bifaldt ikke denne norske aggression, og med broderen Carl som konge af Norge (med kongenavnet Kong Haakon VII) blev sagen bragt for domstolen i Haag. Da Danmark i 1814 måtte afstå Norge til Sverige, overgik overherredømmet over de nordlige øer fra Danmark-Norge til det videreførende kongerige Danmark. Det er denne samhørighed mellem rigerne fra tidernes morgen, hvor samhørigheden er afgørende for at de nordlige øer sættes i skatskyld og len gennem Norge, medens de sydlige landskaber sker gennem Danmark, der er grundlaget for at domstolen i Haag tilkendte Danmark overhøjheden over Grønland. Bjarne Grønnow, leder af Nationalmuseets Center For Grønlandsforskning påstod 12. marts 2008 at det ”var et centralt argument” i afgørelsen til Danmarks fordel at inuiterne på Grønlands vestkyst havde etnisk tilknytning til inuiterne, der til 1823 var bosiddende på nordøst-Grønland. Uden at have set sagens akter er det umuligt at sige andet end at det betvivler jeg absolut. Det forudsætter at inuiterne er Grønlands urbefolkning, hvad ikke er sandt. At gøre ”landnám” betyder at tage ubeboet land i besiddelse, og det er hvad der sker år 986 e.Kr. i Eystribygð (Østrebygden). Vær her særligt opmærksom på inuiternes navn for Hvalsey (Hvalsø). De kalder øen for ”Akpaitsivik”, oprindende fra ”akpápok” (løbe). Ophavet til det inuitiske stednavn er forklaret som at Grønlænderne tvang dem til at flygte derfra, underforstået de var der først. Vi kan fra inuit folkesagn se at der på et langt senere tidspunkt, i et allerede fuldt etableret nordisk samfund med ”sildepladsen” i bunden af Hvalseyjarfjörðr, i dag ”kakortok”, er et møde, et drab og et hævntogt mellem en inuit og en (flere) ”kablunak” (nordbo, grønlænder). Dette folkesagn er dateret til 1500 tallet og derfor helt i afslutningen af bosættelsestiden (se ”Grønlandske Folkesagn (1863, 1. Bind, 1. Fortælling om oungortok). I Vestrebygden ankommer inuiterne så sent som i 1300 tallet, hvor de er en trussel mod grønlænderne (Grønlands Historiske Mindesmærker (1845, 3. bind, s. 876). 1 Ole Magnus Rapp: Da Norge plantet flagget på Grønland (Aftenposten, 11.8.06)
húðkeipr - sælhundeskind(sbåd) - konebåd - umiaq
Sir Joseph Banks var naturhistoriker og besøgte Newfoundland og Labrador sommeren år 1766 e.Kr. Han skriver i sine optegnelser fra år 1766 e.Kr., efter hans beskrivelse af wigwam (whigwham) beboelsen, følgende: ”Af de vinkelrette beboelser blev kun to set på hele rejsen; én ved Sabbath Point i Lieutenant’s Lake 1, og den anden en kort vej ovenfor Little Rattle. De var meget lig hinanden og ved undersøgelse af sidstnævnte fandt vi den rektangulær, udformet næsten som et engelsk fiskerhus, kun var bindingsværksstolperne (studs 2 ) lidt fra hinanden, fra hvilke det stod klart at de i denne tilstand ikke alene kunne forme underhuset (shell), som i engelske bygninger, hvor de er tæt sammenføjet. Men ca. 18 inches (46 cm) inden for og parallel til dette (bindingsværket) var der endnu en ramme af mindre håndværksmæssig kvalitet gående til loftet. Fra håret klinet til stolperne så det ud som om dette mellemrum havde været fyldt med dyreskind, der ikke kunne være bedre gennemtænkt for at holde kulden borte. Kun 3 sider var således bygget, den fjerde (side) bygget med tømmer gjort firkantet og placeret horisontalt ovenpå hinanden med mellemrummene tætnet med mos. Forskellen skyldes muligvis manglen på skind da denne ringere side af beboelsen lå mod sydøst, hvilket krævede mindre beskyttelse end de andre (sider). Anbringelsen af tagspærrerne på bjælkerne og de nødvendige samlinger var gjort så præcist som i husene beboet af vore fiskere. Taget var en lav pyramide, omgivet i en afstand af 3 fod (91 cm) fra dets toppunkt af et tøndebånd (hoop) sat fast på tagspærrerne med læderremme. Her stoppede tagdækningen og området ovenfor tøndebåndet var åbent, som i en wigwam, for at røgen kunne komme ud, ildstedet, jvf. skikken, værende i midten. 1 Menes at være Bloody Pt, Red Indian Lake i den vestlige del af det indre Newfoundland. Se det arkæologiske fund nedenfor.
Vi har tidligere vist at Beothuk stammen var et nomadefolk hvis huse alene var wigwam-teltet. Beskrivelsen af et hus med vægge og tag bygget identisk til et engelsk fiskerhus, der naturligvis er identisk til vor egne fiskerhuse og byggestil, kan kun skyldes at dette hus må være bygget af nordeuropæere, muligvis grønlænderne.
Metaldørhængsel udgravet fra Indian Point, Red Indian Lake, Newfoundland. L: 6.25 inches (15.9 cm) (Dateret til sidst i 1700 tallet e.Kr. Er beskrevet som kommende fra et Beothuk hus, dvs. uden for de nye engelske bosætteres område ude ved kysten.
Metalsøm udgravet fra Indian Point, Red Indian Lake, Newfoundland. L: 4.25 inches (11 cm) (Dateret til sidst i 1700 tallet e.Kr. Er beskrevet som kommende fra et Beothuk hus, dvs. uden for de nye engelske bosætteres område ude ved kysten.
Brugen af dørhængsler og metalsøm og dermed behandling af jern er ikke et oprindeligt håndværk fra de oprindelige beboere på det nordamerikanske kontinent, men vor egen teknik videreført af grønlænderne, og sikkert medbragt til Newfoundland. Fra James P. Howley’s ”The Beothucks or Red Indians: The Aboriginal Inhabitants of Newfoundland” (1914): ”En gammel mand Georges Wells, fra Exploits Burnt Island, gav mig følgende oplysninger i 1886. Han var da en mand på 76 år......Wells er sikker på at de (Beothuk) forstod at varme og behandle jern, han siger de lod det (jernet) være i flere dage i ilden for at gøre det blødt. De brugte en gammel økse, satte den ind i en samling af træ, med den skarpe ende vendt op, hvorefter de bearbejdede jernet frem og tilbage indtil det fik den form de ønskede og herefter gjorde de den skarp på en sten.” T.G.Lloyd oplæste 1873-4 to foredrag om de røde indianere fra Newfoundland på The Antropological Institute of Great Britain 1. 1 T.G.B. Lloyd, C.E., F.G.S., M.A.I, ”The Red Indians of Newfoundland”. Fra James P. Howley’s ”The Beothucks or Red Indians: The Aboriginal Inhabitants of Newfoundland” (1914).
Hans andet foredrag behandlede hovedsagligt sten, ben og andre redskaber han selv havde fundet under hans rejse på øen. Han begynder med at opremse de steder hvor han har fundet genstandene og nævner bl.a. Codroy River og ”i det indre ved Grand Lake, Sandy Lake, Red Indian Lake”. Han opdeler genstandene i 9 forskellige kategorier og kalder kategori 9 ”slibesten, skuresten og andre forskellige genstande”. Under kategori 9 skriver han: ”(9) forskellige genstande, en af hvilken, et tyndt stykke glimmeragtig sten ca. 10 cm lang og 1 cm bred omkring midten, spids i begge ender, derfor visende 4 grupper af småindskæringer på den ene side af stenen. Med næsten ens afstand mellem sig er indskæringerne samme længde. Udover dette, adskillige syle-formede redskaber af hornsten, en af dem visende mærker af slid på spidsen, en anden delvis takket på den ene side. Lignende boreredskaber af flint er blevet fundet i Danmark sammen med skrabere og andre redskaber, utallige skuresten og fladsten, åbenbart slibesten etc... ”. Jeg er naturligvis ikke den første der foreslår at Beothuk stammen på Newfoundland i virkeligheden er grønlænderne. Dette forslog William Epps Cormack (1796-1868) allerede i 1800 tallet efter at han selv havde berejst området fra 1822 og nedskrevet Beothukstammens sprog fra Shanawdithit’s forklaringer. James P. Howley forklarer i ”The Beothucks or Red Indians: The Aboriginal Inhabitants of Newfoundland” (1914): ”Hr. W.E. Cormack, denne dristige og foretagsomme herre, der hengav så megen tid og penge for at frembringe venskabelige forbindelser med de stakkels Røde mænd, og som også gennemførte en indgående undersøgelse af alt vedrørende deres væremåde, skikke, sprog etc., fremkom med ideen at Beothukerne muligvis havde deres oprindelse fra nordboerne, som folketroen vil, opdagede Amerika i 900 tallet e.Kr. og efterfølgende sendte bosættere for at bebo disse områder. Uden for tvivl kom Cormack frem til denne antagelse gennem det netop offentliggjorte oversættelse af de islandske sagaer, af den lærte danske oldkyndige Dr. Rink (Henry Rink). Cormack greb åbenbart ivrigt denne interessante historie og så den som en mulig løsning på mysteriet (om Beothuk stammens oprindelse). Havde han været i stand til at få sin teori antaget da ville det have bekræftet beretningerne i sagaerne og ville have gjort ham berømt blandt hans samtidige. At han var optaget af denne teori fremgår af hans skriftlige arbejder, og jeg finder i hans noter forsøg på at sammenligne Beothuck sproget med dialekterne fra Island og Grønland.....Cormack ser ud til at have fastholdt sin vurdering til sin død.... Den forgangne biskop Mullock fra St. John (Newfoundland) var ligeledes enig i denne holdning og mente af de muligvis var efterkommere af Leif’s bosættere, muligvis blandet op med indfødte folk”. Som bekendt er vi kommet et stort skridt videre mod W. E. Cormack’s teori gennem Anne og Helge Ingstad (1899-2001) og deres 2. ekspedition ved L'Anse aux Meadows, Newfoundland i 1962. Med den viden vi nu besidder lad os da efterse navnet som stammen kaldte sig selv. I dag skriver vi dette ”Beothuk”. Da W. E. Cormack nedskrev det navn som stammen kaldte sig selv, baseret på oplysninger fra kvinden Shanawdithit’s forklaringer, skrev han ”Beathook” eller ”Behathook” og at det svarer til ”rød indianer”. Han skriver at den fonetiske udtalelse af ordet er ”Boeothuck” eller ”Boethuck” med tryk på ”oe” næsten uden at udtale ”o”. Det menes at ordet er en flertalsudtalelse. Det første vi kan konstatere er at ”Boeothuck” eller ”Boethuck” ikke betyder ”rød indianer”. Man kan se fra de tre dokumenter1 hvor ordene er skrevet ned at dette er vor oversættelse af ordet. Ordet skal klart opdeles i to; ”Bea, Beha, Boeo, Boe” + ”thook, thuck”. 1
Vi har følgende ord på oldnordisk: ”Bú” der bl.a. betyder ”bo” i betydningen ”at bo på et sted” hvorfra ordet ”Búandkarl, Bóandkarl” eller ”bondekarl” eller bare ”bonde” udvikles. ”Þoka” der bl.a. betyder ”tåge”, jvf. ”Þokaland eller ”Det tågede Land”, der netop er en af Grønlændernes betegnelser for dele af det nordamerikanske kontinent. I flertal skrives ordet da ”þokur”. Det berettes i Erik den Rødes Saga (Eiríks saga rauða) at Bjarne (Bjarni) er søn af Herjulf (Herjúlfr) og Thorgerde (Þorgerðr), der først fik land på Island mellem Vaag (Vogs) og Reykenæs (Reykjaness), og siden år 986 e.Kr. fulgte med Erik den Røde og i Grønland gjorde landnám på Herjulfsfjord (mundingen af Narksamiut fjord og næsset Ikigeit i Eystribygð, lige over for Frederiksdal, lidt nordvest for Kap Farvel (Nunap isua)) 1. 1 Grønlands Historiske Mindesmærker (1838-45, 1. bind, s.207-211, 3. bind, s. 851)
Bjarne traf i Norge Leif Eriksen (den Lykkelige), og besluttede sig at sejle tilbage til Grønland med Leif. Tiden er 14 vintre efter Erik den Røde gjorde landnám i Grønland og den vinter da Kong Olav Tryggvason kom hjem fra Hálogalandi (Helgeland), nordlige Norge. Det menes at være vinteren år 999-1000 e.Kr. ”...ok sigldu þrjá daga, þar til er landdit var vatnat; en þá tók af byrinn, ok lagði [á norrænur ok þokur, ok vissu þeir eigi, hvert at þeir fóru...” Som jeg oversætter til: ”...og sejlede 3 dage, der til at landet var vandet1; end da tog af børen, og lagde [sig] norden[vinde] og tåger, og vidste de ikke, hvor at de fore...” 1 dvs. de tabte land i sigte, og så er man på den uden evner til, eller mulighed for, at bestemme en kurs. Situationen ændres første efter mange dage, hvorefter solen bryder igennem og man kan ”bestemme retninger” (deila ættir), dvs. afstikke en kurs (se afsnittet ” Navigation - Solstenen og Solpejlskiven”).
Det er brugen af ”þokur” (tåger) der her er spændende. Det er klart et frygtet fænomen, der af styrmænd er forbundet med Grønlandsfarten, og derfor formentligt også farten til Nýaland (Vínland). Mit gæt er derfor at ”Beothuk” i virkeligheden er det oldnordiske ”*Búþokur” og betyder ”De der bebor det tågede (land)”. Dette har været kolonien i Eystribygð’s betegnelse for de grønlændere, der flyttede til Newfoundland år 1342 e.Kr.
Stemningsbillede fra filmen "Den 13. kriger" (13th Warrior, Touchstone Pictures, 1999).
Omkring 1910 optog den amerikanske antroprolog Frank Speck en folkevise på voksrulle sunget af en 75-årig kvinde ved navn Santu. Denne kvinde forklarede at hendes fader (f. ca. 1817) havde sunget visen for hende som barn. Hun forklarede Frank Speck at hun ikke selv forstod ordene i sangen og at hun kom fra Red Indian Lake, Newfoundland. Hun forklarede at hun kom fra ”det gamle folk”. Dette er fortolket som værende fra Beothuk-folket, der altså ikke uddøde i 1829 som ellers oprindeligt troet. Voksrullen blev opdaget i Philadelphia af sprogforskere fra Memorial University, Newfoundland og er blevet undersøgt af sprogforskeren Dr. John Hewson fra Memorial University, Newfoundland. Musikken er nogenlunde forstået, men ordene forbliver en gåde. Den canadiske radio og tv-station CBC/Radio-Canada afspillede voksrullen i programmet ”Lost and Found Sound” 13. september 2000. Jeg har lyttet til den originale indspilning og en moderne fortolkning af folkevisen. Jeg synes at høre en nordisk folkevise i lyd uden at jeg kan yderligere belyse hvilken der kan være tale om. Lad os herefter afslutte med at efterse Newfoundland’s våben:
Vi ved at dette våben blev givet i London 1. januar år 1638 e.Kr. af Sir John Borough 1 med titelen ”Garter King of Arms” til det private selskab der var blevet givet Newfoundland for udvikling af handel. De to løver i øverste venstre og nederste højre hjørne symboliserer de der støttede England. De to enhjørninge i øverste højre og nederste venstre hjørne symboliserer de der støttede Skotland. 1 Samme person gav 18. marts 1639 et våben til The Worshipful Company of Distillers, der ligeledes indeholder en indianer.
De to indianere er fra Beothuk-stammen og mottoet forneden ”quaerite prime regnum dei” eller ”Seek ye first the Kingdom of God ” er en bibelsk sætning fra Mattæus-evangeliet: ”Men søg først Guds rige....” Newfoundland’s våben’s historie er i dag ikke forstået og selve våbenet blev først genopdaget i 1928, hvor det blev antaget af Newfoundland. De to helt centrale dele i våbenet, der ikke kan forklares, er dels tilstedeværelsen af en elg i våbenskjoldet, der ikke forefindes og aldrig har været tilstede i Newfoundland. Det andet er tilstedeværelsen af Dannebrog . I den officielle forklaring i Newfoundland vælger man helt at se bort fra tilstedeværelsen af Dannebrog og kalder det rød-hvide banner for ”det modsatte af The Cross of St. George”. Dette er naturligvis korrekt, og jeg har tidligere vist hvorfor The Cross of St. George netop er det modsatte af Dannebrog - Dannebrog kom først. At Dannebrog her vises i Newfoundland’s banner har dog næppe noget med ”det modsatte” at gøre. Snarere viser det hvorfra nogle af samtidens bosættere kom. Jeg har tidligere vist at der fra år 1167 e.Kr. fremefter kun er én kristen fane for Danmark/Skåne/Norge/Island/ Færøerne/Grønland og Nýaland. Dette er Dannebrog . At der i våbenet findes Det Behornede Dyr (elgen) er en klar tilkendegivelse af at der blandt de samtidige bosættere har været de der fulgte den forne sæd. Måske er elgen symbolet på Vestbygda og Dannebrog på det kristne Austbygda.
Mønt slået under Kong Alchred af Northumbria (765-774 e.Kr.). Mit gæt er at ”Alch” er den angelske dialekt for ”elgr” eller ”elg” i den oprindelige betydning af ”dyr”. Navnet betyder derfor ”Den der råder over dyrene”. Vi ser her Det Behornede Dyr (Heorot, den 3-årige hanhjort) som knyttet til kongen og symbolet på den forne sæd sammen med galgen/trækorset. Fundet i York.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
