Bilag U-0: Oprindelige hundebud & hundegårde

Ordet ”kommando” (”command” på engelsk) oprinder fra det latinske ”commendare”. Ligeledes ordet ”instruks” (”instruct” på engelsk) oprinder fra det latinske ”instructionem”. Ordet ”kommando” afløste ordet ”bebeodan, boðburðr” (oldengelsk, oldnordisk) eller ”budbyrd”, der betød ”ordren givet til en budstik” og bliver til ”bebyrde”.

Derfor har de kommandoer der blev givet til hunden sikkert heddet ”hundebud”. I dag benyttes på Island ordet ”skipun” der betyder ”befaling”. Dette ord oprinder fra ”skipan” og er et søfartsbefalingsudtryk forbundet med ”skib og skipper”, og derfor næppe et ord oprindeligt benyttet i forbindelse med hunden.

Efterser vi hvilke hundebud, der gives hunden under hundetæmning, oprindeligt "hundaþjálfun, hundatemian” (oldnordisk, oldengelsk), på dansk i dag ”lydighedstræning”, opdager vi at der på nudansk og nuengelsk har sneget sig enkelte franske og normannerfranske ord ind, ligesom der ikke synes at være streng orden i brugen af ord for en bestemt lydighed.

Jeg har nedenfor forsøgt at vise en del af disse hundebud. Hvor et hundebud er ens på oldnordisk og oldengelsk er dette nok vort oprindelige bud til hunden og disse er vist fremhævet.

Kilder: Dansk Kennel Klub – lydighedsprøver & FCI Obedience Regulations.

Til alt held har vi to jagtbøger fra Frankrig, henholdsvis England, der giver os de samtidige hundebud og tæmning i 1500 tallet (fremhævelsen af hundebudene med fed skrift er min):

Den engelske udgave:
Middle English “halowe, hallow”; på nuengelsk “hallo, hello” er et ord der bruges til at påkalde sig opmærksomhed. Det brugtes af sømænd, og jægere, og af rejsende til at påkalde sig færgemandens opmærksomhed. Ordet har stadig samme opgave på dansk og engelsk. Oprindelsen kan være fra oldfransk “Hah-le-loup!, au-loup!" (ha! ulven!, mod ulven!), jvf. "The Sporting Magazine or Monthly Calendar of the Transactions of the Turf the Chace" (Vol. 19, For January 1802, Jean Jaques: Hunting Expressions Elucidated, s. 194). Det Mellem-franske ord "hah!, ha!", på nufransk "ah!", svarer til det gammeldanske "ha!, hah!" og nudanske "ah!, ha!", jvf. når vi beskriver det at grine som "haha!".

Middle English “how, hou, howe” = Hó, Hoo! (oldnordisk, olddansk), dvs. ”fremad”.

Middle English “lyst, list” fra "list, lists, lyst" (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, olddansk), alle med betydningen "kløgt, dygtighed, kunst".

Den franske udgave:
Mellem-fransk (moyen français) ”Tya Hillaut, Thia-hilaud” (Dia il haut!) eller "(til) Venstre den Hoo!". Ordet bliver til ”Taho!, Tallyho!”, og bruges i formen "Dia!" (til venstre!) stadig som udråb til heste. Fordi hunde altid i stillestående stilling befinder sig ved ejerens venstre hæl, der derfor altid er ved hundens højre side, er udråbet "Tya!, Thia!" (til venstre!) et udråb til hunden om at løbe væk fra ejeren. Med jagtudtrykket slippes hunden(e) derfor fri til jagten.

Mellem-fransk (moyen français) Valecy aller (Værdige løb!).

Mellem-fransk (moyen français) Escoutte a luy, tirez, tirez (Écoute a lui! tirer! tirer!) eller "Lyt efter! find!, find!".

Fra Dunstable Krøniken (1400 tallet) ved vi at "a crosbow shoote, un ject d'arbaleste" svarer til ca. 201 meter, jvf. Ralph Payne-Gallwey: The book of the crossbow (1995, s. 22).

Kilde: George Gascoigne (1535-1577): The Noble Arte of Venerie or Hvnting (1575), igen en oversættelse af Iaques du Fouilloux Escuyer (1519-1580): La Venerie (1561).

Som vi kan se er langt de fleste hundebud på moderne dansk ens på oldnordisk og oldengelsk og oprinder derfor fra før udvandringen til de nye kongeriger i Britannien efter år 446 e.Kr. Det er næppe mange hundeejere der er klar over hvor urgamle vore hundebud til hunden faktisk er.

Andre oldnordiske ord og udtryk med henvisning til hunden :

Hálsjárn/Hálsband = halsjern/halsbånd Hundforn/hundgamall = hundegammel, dvs. meget gammel Hundeygðr = hundeøjne Hundgeðjaðr = med hundenatur Hundligr = som er lig en hund Hundgá/hundhljód = hundegøen/hundeglam Hundgnöll = hundetuden Hundabopps = hundebjæf (dvs. hvalpe eller små hunde) Hundsbìt = hundebid Hundehöfuð = hundehoved Hundvíss = hundevis, dvs. med stærkt instinkt Hvelpr = hvalp (”whelp” på oldengelsk og nuengelsk)

Udtrykket ”komask burt ór hundahljódum” (kommet bort af hundelyden) betegner at man er kommet så langt bort fra en gård at man ikke længere kan høre hundens gøen fra samme, eller at man ikke længere behøver at frygte alarm givet af hunden .

At pudse en hund på en fjende kaldes at ”etja hundì à....” (hidse/ægge hunden på ....).

En ”Dyrejagt” kaldes ”Dýrlietan” (Leden efter Dyr) eller ”Dýrveiðr” jvf. ”fara á veiðar” (gå på jagt). Er der tale om en længere rejse siger man ”Dýrferð” (dyrefærd). En jagtskov og vildtbane kaldes ”Dýrskógr”.

Nedenfor følger eksempler på hundenavne fra sagaerne, mange af hvilke har en mytologisk dobbeltbetydning:

De kongelige hundegårde

Jeg har vist at mennesket har aktivt grebet ind i hundens udvikling siden Det Gamle Menneske tæmmede Gråulven.  Avl og opdræt har derfor altid fundet sted, hvad nutiden stærkt undervurderer. Det følger hånd i hånd med forståelsen for avl og opdræt, at kongens jagthunde må have haft en kongelig hundegård eller flere.

Skt. Knuds Kloster

"I Anledning af den uskikkelige Giestning, som I det 13de Aarhundred og længe efter gik saa meget i Svang her i Norden, at det var vanskeligt ved Love at faae den afskaffet, har Kong Erik Menved ikke allene i Forordningen af 1304, men endog paa nye ved en a parte Forordning af Aar 1314 strengelig forbudet alle og enhver at gieste hos nogen, hvad heller det skede i Klostere, eller hos Præster, Bønder eller andre, uden paa egen Bekostning. I sær var det ham meget imod, at andre bleve bebyrdede med Heste eller Jagthunde at holde (*); …Desuden har samme Konge Aaret efter [= 1315] i Besynderlighed befalet Knuds Brødrene i Odensee, at ingen af dem maatte modtage Hunde eller Heste til Giestning, Hamsforts Chronol. Script. Dan. I. p. 299”.

(*) Denne Konges Fader, Kong Erik Glipping skal have været den første, der har besværet Klostere med at holde Heste og Hunde hvorudover han hørte ilde af den geistlige Stand. Saaledes beretter den Danske Krønike, der bærer Navn af: Gesta Danorum i B. 77, ligeledes Hvitf. P. 292. I den Danske Krønike No. 3 i Octav, i E. Pomerani Krønike Script. Dan. I. p. 160, Gheysmers Comp. Dan. II. P. 388, samt P. Olai Krønike I. p. 124, der Ord efter andet paa dette Sted har udskrevet Gheysmer, meldes om det samme. ¹

Den Jydske Krønike (Chronica Jvtensis) fra ca. år 1340 e.Kr. lyder:

Min oversættelse til nudansk. Kirkerådet (Laterankonciliet) november år 1215, nævnt i Jyske Lov fra år 1241 e.Kr. som "then general concili" (3. bog: kap 9), indførte den forpestede Kirkeskat på 1/10 (tíunda, tiende, tionda) af gods erhvervet efter dette kirkeråd. Kong Erik V Klipping fjerner tydeligvis denne Kirkeskat igen år 1260 e.Kr. Denne handling skal ses som et træk i striden med Jakob Erlandsen, ærkebiskop i Lund om kirkens ledingspligt, skattepligt og lenspligt. Jakob Erlandsen blev fængslet år 1259 e.Kr. af Kong Christoffer I. (regent 1252-1259). Kong Erik V Klipping eller, da han kun var 10 år da han blev konge, hans moder Dronning Margrethe Sambiria, har fortsat faderens magtkamp med kirken. Bemærk hvorledes den ukendte forfatter til Den Jydske Krønike i en kenning sidestiller kristendommen med den Morgengave der ved bryllup tilstilles kvinden, den ypperste gave samtiden kender til.

Denne Konning [Erik V Klipping] regeret 27. Aar / hører fast ilde aff den Geistlige Stand / thi hand scal være den første / som Kloster haffver besværet med Heste oc Hunde at holde.

Arild Huitfeldt (Arrild Huitfeld, 1546-1609): Danmarckis Rigis Krønicke (1595-1604, Den Første Part, s. 292)

”Udi Vordingborg den 4de April [1315] tilskrev Kongen alle dem, som boede og bygde i Fyen, at endskiønt han havde forbudt, at Ingen maatte giæste Munke, Præster og Bønder (Bundones), saa havde han dog maattet høre, at sligt vedblev til hans Buds Foragt, ja at man endog lagde Heste og Hunde ind hos Knudsbrødrene i Odense i deres Lader og paa deres Gods, hvorved deres Underhavende ødelagdes og Gudstienesten kom i Foragt, hvorover han forbød alle og enhver af hvad Stand og Værdighed de vare, at giøre dette under hans Hyldest og Naade. (Pontoppidans Annales II. P. 115-16. Lang. I. 298) ¹

¹ Peter Frederik Suhm (1728-1798): Historie af Danmark, (1782-1828, færdiggjort af Rasmus Nyerup, Bind 11, fra år 1286 til 1319, Eric Menved, s. 749)

Erich Pontoppidan: Annales Ecclesiæ Danicæ Diplomatici (1744, 2. Del, s. 115-116) gengiver Kong Erik VI Menved's brev fra 1315 på latin:

“Qvod prius edictum a nobis nuper editum super hospitalitate apud religiosos Sacerdotes & Bondones mimime facienda, ad nos qvam plurimis qverimoniis devenerunt, qvod plus folito qvidem famam propriam absuscantes, Deum pro oculis non habentes & nostrum mandatum contemnentes, apud personas prædictas hospitantur, nec non in Monasterii Otthoniensis grangiis & bonis, ejusdem Monasterii, eqvos suos & canes ponunt, in Monachorum præjudicium, non modicum est gravamen, ex qva hospitalitate, non solum res eorundem totaliter enervantur, &, qvod deterius est, cultus divinus minuitur & scandalum intolerabile generator. Qvapropter omnibus & fingulis, cujuscunqve conditionis, dignitatis præeminentiæ aut status existant, sub obtemptu gratiæ nostræ, districte præcipimus, qva propter nullus apud dictum Monasterium, grangias sue bona ipsius, non suis propriis expensis & sumptibus hospitetur, nec eqvos procura infirmitatis alicujus seu alias vel canes mittat.

Nec in ipso Monasterio grangiis & bonis ejusdem, causa venationis alicujus, facere præsumat, etiam in propriis sumptibus & expensis. Volentes, ut qvi eqvos in prædicto loco ad præsens habuerint, sub pæna amissionis eqvorum ipsorum imponens statim litteris præsentibus, revocentur & deducantur. Mandamus insuper priori Othoniensi & Monachis ibidem, sub pæna amissionis libertatum ipsorum & gratiæ nostræ, ne aliqvem vel aliqvos ad hospitalitatem, aliqvo modo recipiant, nec eorum eqvos aut canes tenere præsumant, donec nos de meliorum regni nostri consilio, super hoc aliter duxerimus ordinandum. Datum Worthinberg, Anno Domini MCCCXV ...".

”Af Klostre havde den [=Odense] i det mindste 6, nemlig St. Knuds, St. Hanses, Franciskaner- og Dominicanerklostret, St. Claræ Kloster og den Helligaands Huus. ... St. Knuds Kloster i Odense af Benedictinerordenen var baade det ældste og anseeligste i Stiftet. ... St. Knuds Kloster blev siden [i 1200 tallet] et af de rigeste og anseeligste i Landet”. ¹

¹ Jacob Brøgger Daugaard: Om de danske Klostre i Middelalderen: Et Priisskrift (1830, kap. 3, Klostrene i Odense Stift, s. 284-288)

Udover massive pengegaver fra konger og adel, gives klostret anseelige ejendomme på bl.a. Als. Det hører med til det samlede billede, at netop fordi klostret ved urnordisk pligt om gæstgivning for rejsende (se Hávamál, vers 3-4, Ældre Edda), var forpligtet til at beværte næsten alle på gennemrejse over Fyn, blev klostret tilstået skattefrihed og frihed for kongelig tjeneste, bl.a. stadfæstet af Valdemar II. Sejr (1202-1241) år 1203 e.Kr. Det er fordi Skt. Knuds kloster er så stenrigt på godser og vildtbaner, at kongerne ligger hundegården på klostrets godser og ladegårde.

Skt. Knuds Kloster er beliggende på Klosterbakken 2 midt i Odense. Klostret blev nedlagt år 1571 e.Kr., og huser i dag Odense Stadsarkiv og Odense Lokalhistoriske Bibliotek.

Uddrag af Braunius’ prospekt over Odense fra 1593. Skt. Knuds Kirke (Basilica D. Canuti Regis Daniæ) ses øverst. Nedenfor, mellem kirken og Odense Å, ser vi Sankt Knuds Kloster (Coenobium D. Canuti); et stort anlæg med mange bygninger.

Kong Erik V Klipping (regent 1259-1286) holdt med andre ord sit jagttøj, herunder heste og hunde, i klostrene. Vi skal se dette i lyset af at kristendommen er ved at blive landsdækkende i midten af 1200 tallet, og derfor har masser af billig arbejdskraft i form af munke til at tage sig af det omfattende arbejde med jagthunde og heste. Dette medfører at Kong Erik VI Menved (regent 1286-1319) i Forordningen af år 1314 må udstede forbud mod at opstalde hunde og heste i klostre, da klostrene klager over dette. ^1 
 
1 C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 35)

Kong Erik V Klipping’s jagthus, ”Erik Glippings Jagthytte”, ligger i Grønbæk øst for Kjellerup, Jylland på landevejen mellem Skanderborg og Viborg. Huset, ruinen af hvilken i dag er fredet, blev rejst år 1200 og måler kun ca. 11, 5 m x 7 m. Huset er derfor bygget før Erik V Klipping, men kongen menes at have overnattet i huset natten før han blev dræbt i Finderup Lade, syd for Viborg, 22. november 1286.

Kong Christoffer II. (regent 1319/20-1332)'s håndfæstning, dateret Viborg 25. januar 1320, har følgende sætning og forbud:

9. Jtem non grauentur claustra per equos et canes pascendos.

9 Fremdeles må klostre ikke besværes med at føde heste og hunde.

Constitutio Christophori II, 1320 die 25 Januarii data. Bemærk her brugen af "claustra", egentlig oprindeligt fra latin "claustrum" (lås, bolt), men i samtiden fra "clauster, klaustr, klostær" (oldengelsk, oldnordisk, olddansk), i dag kloster. Det er først i slutningen af 1300 tallet, jvf. nedenfor, at det græske "monosterion" (et sted hvor man lever alene) kommer ind i sen-latinsk som "monasteria" i latinske oversættelser af gammeldansk og Middle English.

I barnekongen Valdemar Erikssøn (Kong Valdemar III., regent 1326-1330)’s håndfæstning, dateret Viborg 7. juni 1326, uddybes samme forståelse:

7. Item non grauentur claustra seu clerus per equos et canes regis pascendos.

7 Fremdeles må klostre og gejstlighed ikke besværes med at føde kongens heste og hunde.

Constitutio Waldemari, Erici filii, die 7 Junii 1326 data. Bemærk brugen af "clerus", flertalsforståelsen af det kirke-latinske "clericus", men i samtiden en latinsk gengivelse i flertal af "clerc, klerkr, klærk" (oldengelsk, oldnordisk, olddansk), der betegner en person tilhørende det romersk-katolske præsteskab. Saxo (Saxe, Sakse) var klerk for Absalon. I al almindelighed opfattes ordet som "gejstlighed".

Dette forbud findes ikke i håndfæstningen (handfestnyngh) af Kong Valdemar IV Atterdag (regent 1340-1375), dateret 24. maj 1360, hvorfor kongens jagthunde i dette tidsrum har været i hundegård på klostrene. Dette er tydeligvis et ømtåleligt emne da forbuddet genindføres i håndfæstningen i 1376, da barnekongen Oluf II (regent 1375-1387) som 5-årig udråbes konge:

8. Jtem non grauentur monasteria vel ecclesiastice persone per equos et canes pascendos

8. Fremdeles må klostre og gejstlighed ikke besværes med at føde kongens heste og hunde.

Constitutio Olaui, 3 Maji 1376 data (i Slagelse). Bemærk her at "claustra" er erstattet med "monasteria", og "clerus" med "ecclesiastice". Betydningen er uændret.

Forbuddene mod at de kongelige hundegårde henligges til klostrene er i alle håndfæstningerne en videreførelse af det forbud Kong Erik VI Menved indførte år 1314 e.Kr.

Forbuddet er igen fjernet fra Kong Christian I.(regent 1448-1481)’s håndfæstning (forpligtelsesbrev), dateret Haderslev 1. september 1448, herunder Kroningseden dateret 28. oktober 1449. I Kong Hans’s håndfæstning, dateret Halmstad 1. februar 1483, hører vi alene at ”oc skulle wij ey tilstede wore fogethe oc embitzmen eller nagre andre salegger, skat, eller beskatning, hestestader … pa kyrker, closther, klerkerii…”. Med andre ord, heste må ikke opstaldes på klostrene, men hundegården er tydeligvis undtaget herfra, og må antages at være på klostrene. Forbuddet mod at henligge de kongelige hundegårde til klostrene er derfor kun gældende i tidsrummet 1314-1360 og igen 1376-1448, eller samlet i lidt over 100 år.

Københavns Slot

Arild Huitfeldt (Arrild Huitfeld, 1546-1609): Danmarckis Rigis Krønicke (1595-1604, s. 1089) om Kong Hans i året 1513:

”Mand hørde om Natten paa Slottet stort Hunde bulder / som Hunde haffde været sammen at bidis / Endog der laae ingen Hunde oppe paa Slottet / men alle Hunde vaare neder i Staldgaarden”.

Kong Hans (regent 1481- 1513) befinder sig på ”Kiøbenhaffns Slot”, der fra ca. år 1370 frem til år 1731 lå på Slotsholmen i København, dvs. hvor Christiansborg Slot ligger i dag.

Uddrag af kort over København år 1674. Den røde ring viser Slotsholmen, med Københavns Slot i midten omringet af en voldgrav. Staldene og staldgården ses til højre derfor, neden for slottet, men på Slotsholmen, i dag mellem Marmorbroen og Enhedslisten inden for Christiansborg Ridebane.

Gaston, den 3. Comte de Foix, også kendt som Gaston Phoebus, skrev i år 1389 e.Kr. på fransk ”Livre de la chasse” eller ”Jagtbogen.” Vi ser her uden tvivl en af samtidens allerfornemste hundegårde med dogge-typen af "Alaunt" (Alan + hunt/hund) inde i gården.
 
 

Fra Gaston Phoebus’ ”Livre de la chasse” (1389).
Teksten under afbildningen lyder: ".. deuuge du chenil ou les chiens doivent demourer et comment il doit être tenu".
Bemærk at hundene ligger på halm i læ under leithundedrengenes sovekammer over hundegården.
Billedkilde: Bibliothèque Nationale de France, Département des manuscrits, Français 616 folio 52v.

Hvorledes hundegården opbygges og udstyres i 1500 tallet:

How a Kennell ought to be situate and trimmed for Houndes. Chap. 12 A Kennell ought to be placed in some orientall part of a house, where there may be a large courte wel playned, being fourescore paces square, according to the commoditle and abilitie of the Lorde which oweth it, but the greater and larger that it is, the better it will be for the Houndes, bicause they shall haue the greater pleasure to play them selues, and to skommer, through the middest of it, were meete and good to haue a little chanell of good fountayne water, neare vnto the whiche you shall lay a great trough of stone to receyue the course of the sayde water, the whiche trough shalbe a foote and a halfe high, to the end the houndes may drinke thereat the more easily, and that trough muste be pearced at the one ende, to let out the water, and to make it cleane when you would. In the highest place of the Courte it shalbe good to buylde the kennell or lodgning for the Houndes, in the whiche you must haue two chambers, whereof chimney, great and large, to make a fire when neede shall require. The gates and windows of the chamber, must be set and situate against the rising of the Sunne and the South: the chamber should be raysed three foote higher than the leuell of the ground, and in the floore you should make two gutters and holes to the ende the filthinesse and vryne of the Houndes may thereby auoyde, the walles ought to be well whited, and the plankes well mortified and ioyned, and so shall spyders, fleas, punayses and such like, the lesse breede and remaine therein. You must always leaue them some little dore or wicket to go out into the courte when they would skommer or ease themselues, then must you haue in the chamber little bedsteads which shalbe raysed a good foote from the ground, and therwithal let query bedsteade haue vnder it a roller to remoue it where you will when you would make the place cleane: and againe that when they come from the chace, and that it were needefull to warme them, you may rolle them as neare yt fire as you will: also those besteads must be couered w[ith] hurdles or plankes pearced, to the end yt when the hounds do pisse, the vrine may drayne to the ground ... Comme doyt estre situé & accomodé le chenin des Chiens. CHAP. 12 LE CHENIN doyt estre situé en quelque lieu bien orienté, ou il y ait une grand'court bien aplanie, ayant quatre vingtz pas en quarré, selon la commodité et puissance du Seigneur: mais d'autant qu'elle est spacieuse et grande, elle en est meilleure pour les Chiens, par ce qu'ilz veulent avoir du plaisir pour s'esbatre et vuyder. Par le milieu du chenin y doit avoir un ruisseau d'eau vive, ou une fontaine, pres laquelle faut mettre un beau grand tymbre de pierre, pour recevoir le cours de la source, qui aura un pied et demy de haut, a fin que les Chiens y boyvent plus a leur ayse: et faut qu'iceluy tymbre soit percé par un bout, a fin de faire evacuer l'eau, et qu'on le nettoye quand on voudra. Sur le haut de la court doyt estre basty le logis des Chiens, auquel faut qu'il y ayt deux chambres, dont l'une sera plus spacieuse que l'autre, en laquelle doyt avoir une cheminee grande et large, pour y faire du feu quand mestier sera. Les portes et fenestres d'icelle chambre doyvent estre situees entre le Soleil levant, et le Midy. La chambre doyt estre enlevee de trois piedz plus haut que le plan de la terre, et y faire deux cois, a fin que l'urine et immondicité des Chiens se puissent vuyder. Les murailles doyvent estre bien blanchies, et les planchers bien collez, de peur que les araignees, puces, punaises, et leurs semblables s'y engendrent et nourrissent. Les fenestres doyvent estre bien vitrees, de peur que les mousches y entrent. Il leur faut tousjours laisser quelque petite porte ou huisset, a fin qu'ilz s'aillent vuyder et esbatre quand ilz voudront. Puis faut avoir en la chambre de petis chaslitz, qui soyent enlevez de terre d'un bon pied, et que soubz chascun des piedz du chaslit y ayt un petit rouleau ou boule, pour les mener la part ou lon voudra, a fin de pouvoir nettoyer dessoubz: et aussi quand ilz viendront de la chasse, et qu'il est question de les faire chauffer et secher, on les puisse rouler et approcher du feu. Et si faut qu'iceux chaslitz soyent foncez de clies, ou bien d'ais percez, a fin qu'ilz pissoyent, l'urine s'escoulast a terre.

George Gascoigne (1535-1577): The Noble Arte of Venerie or Hvnting (1575), igen en oversættelse af Iaques du Fouilloux Escuyer (1519-1580): La Venerie (1561), gengiver derfor den franske jagt i samtiden.  Som man kan se anbefales det at ligge hundegården på den østlige side af stuehuset, og med vinduer og dør mod syd. Dette sker for at fange så meget varme fra solen som muligt gennem dagens længde. Størrelsen af hundegården anbefales som "fourescore paces square; quatre vingtz pas en quarré) eller "80 fod kvadratisk", hvilket svarer til 24.4 m x 24.4 m = 595 m². Bemærk også hvor stor vægt det tillægges at holde hundegården ren. Vi hører at der bør være et vandtrug af sten (trough of stone; tymbre de pierre) og at dette bør findes i en højde af 1½ fod, ca. 45 cm, over jorden (a foote and a halfe high; un pied et demy de haut). Vi taler med andre ord om en hundegård for meget store jagthunde.

 
Kong Christian II. (regent 1513-1523)’s Gejstlige Lov af 1521 (kap. 4) forbyder Abbeder, Priorer eller andre Klostermænd i de store klostre at holde mere end ”to par Mynder og to Kobler Støvere”. 

Ringsted Kloster

Frederik II. (regent 1559-1588) fik år 1587 e.Kr. en stald i Ringsted Kloster ombygget til sine hunde, formentlig fordi han netop havde modtaget Englandshundene fra Dronning Elisabeth I.¹. Ringsted Kloster og klostrets historie forklarer hvorfor dette var tilfældet.
 
¹ C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 71)
 

Der er kun få oplysninger om, hvordan benediktinerklostret i Ringsted har set ud. Selve klostret er brændt flere gange og der kun foretaget enkelte udgravninger i dets nærhed.
 
Af det ældste klosteranlæg kendes kun frådstenskirken fra ca. år 1080 e.Kr. Denne kirke er formodentlig ikke bygget som klosterkirke, selvom Roskildekrøniken nævner, at Svend Nordmand byggede et kloster i Ringsted. Først med stiftelsen af klostret i år 1135 e.Kr. er der sikkerhed for at kirken bliver brugt som klosterkirke. Der er ingen spor efter de klosterhuse, som de tilknyttede munke har boet i.
 
Først med byggeriet af teglstenskirken er der oplysninger om klostrets udseende. Det har formodentlig været et firfløjet hovedanlæg, ligesom andre benediktinerklostre, med kirken som nordfløj. Ved udgravninger er fundet det sydøstlige hjørne af hovedanlægget, hvor østfløj og sydfløj støder sammen. Langs indersiden af begge fløje er fundet spor efter en korsgang.
 
Ved reformationen år 1536 e.Kr. overgår klostret til kongen, men munkene får lov til at blive boende til de dør. Abbeden afløses af en lensmand og klostret bliver kongeligt fadeburslen og fungerer som herberg ved kongens rejser rundt i landet.
 
 
 

Ringsted Klosterkirke påbegyndt år 1160 e.Kr.
Til højre optegnelser fra de udgravninger der blev foretaget af klostret af Nationalmuseet i 1924.
Kilde: Holbæk Museum. www.holbmus.dk

Sorø Kloster

Christian IV. (regent 1588-1648) havde omkring år 1618 e.Kr. hunde til opfødning på Sorø Kloster¹.
 
¹ C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 96)
 

Skjalm Hvides tre sønner, Toke, Ebbe og Asser Rig står bag grundlæggelsen af klostret i Sorø. Dette blev stiftet år 1141 e.Kr. på Tokes dødsleje.
 
Frederik II. gjorde år 1586 e.Kr. klostret til en skole og hermed overlever kirken og det øvrige klosteranlæg, i modsætning til den skæbne der overgik hovedparten af de danske klostre.


 
 

Resens Atlas fra 1677 over Sorø Akademies bygninger.
Vi ser her et firfløjet klosteranlæg med fratergang samt klostermølle og kirkespiret der blev opført år 1623 e.Kr.
Kilde: Holbæk Museum. www.holbmus.dk.

Jægersborg Slot – Meutegaarden & De Thura’ske jagtlænger

Ibstrup Slot blev opført af Christian IV år 1609-19 e.Kr. som en eenfløjet hovedbygning i 3 stokværk. I år 1669 e.Kr. overtog Christian V., som kronprins, slottet og omdøbte det år 1671 e.Kr. til Jægersborg Slot fordi det var herfra alt jagt- og skovvæsen skulle styres. Parforcejagten lagdes naturligvis her. År 1717 e.Kr. blev Jægersborg Slot bortforpagtet og den unge officer og arkitekt Lauritz de Thurah blev bedt om at tegne og forestå opførslen af en ny jægergård. Denne blev opført fra år 1734 e.Kr. og stod færdig år 1747 e.Kr. Byggeriet var blevet stoppet år 1739-47 e.Kr. under pietismen, hvorunder Danmark af Christian VI. blev sat i en generel tilstand af total kedsomhed med forbud mod enhver form for offentlige forlystelser, der også inkluderede Parforcejagten.
 
Den nye jægergård er i dag det tidl. Jægersborg Kaserne, og bygningerne opført af Lauritz de Thurah kendes som ”De Thura’ske jagtlænger/ jagtbygninger”.
 
Hundene havde helt deres egen gård, hvor avlen og opdrættet fandt sted. Gården kaldtes ”Meutegaarden” og dens virke som kongelig hundegård synes at have taget sin begyndelse under Frederik IV (regent 1699-1730).  Vi vil om et øjeblik høre at der i forbindelse med den nye jægergård opføres 4 kongelige hundegårde. Det må være troligt at Meutegården skal ses sammen med de 4 længer i Lauritz de Thurah’s nye jægergård, hvor de mange hunde har være opstaldet.
 

 "Meutegaarden" (matrikel nr. 1 n) stødende op til de 4 kongelige hundegårde  i Lauritz de Thurah’s nye jægergård. Den oprindelige vejføring var ud af "Svinget", i 1928 omdøbt til Meutegårdsvej. Meutegården blev nedrevet i 1969. Øverst til venstre et fotografi taget ca. 1950. Øverst til højre et gammelt postkort med påtegnelsen "Meutegaard". Svend Aage Mørkvig: Jægersborg – fra krongods til byområde” (1998, s.56) gengiver i billede af gården fra ca. 1964. Billedet til højre viser vejskiltet "Meutegårdsvej", og blev taget af Kurt Eriksen 17. december 2014. Benyttet med forlov.

Gentofte Kommune forklarer at Jægersborg Sø/Søndersø oprindeligt faldt sammen med Hundesømosen og dannede et større område øst og vest for Ibstrup/Jægersborg Slot. Dette område blev afhændet af kronen omkring år 1800 og fra år 1869 tilhørte det ”Meutegaarden”, der ejedes af kroejeren på Jægersborg Kro, Tønnes Larsen. Han kunne imidlertid ikke klare sine forpligtelser og grosserer Schmedes fik udlægsskøde på ejendommen. Efter dennes død i 1892 overtog brødrene Anders og Niels Mortensen Meutegaarden og drev handelsgartneri på jorden indtil Gentofte Kommune fik overdraget gården i 1920. Herefter blev Meutegaarden anvendt til en række formål indtil gården i 1969 blev revet ned ¹.

¹ Svend Aage Mørkvig: Jægersborg – fra krongods til byområde” (s.57)

Vi kender ganske godt til omfanget af Frederik IV’s kongelige hundegård på Jægersborg Slot. De bedste hunde valgtes til avlsdyr og de øvrige, hanner og hunner, blev kastreret for at de ikke skulle blive løbske og dermed mindre anvendelige i jagttiden. I år 1725 e.Kr. bestod Frederik IV’s hundehold af 123 stykker, hvoraf ca. 80 var Parforcehunde. Vi kender navn og køn på hver eneste hund, og om de var kastreret. Af de 123 hunde var 69 tæver, og af disse var 48 kastreret (og 21 ”åbne”).

Kastreringen blev foretaget af en i år 1700 indkaldt englænder med efternavnet Dixon. Hans titel var ”Hundeskærer”, og jobbet gik i arv til samme familie i 3 generationer. Kun titelen ændredes til ”Kapunmester”, og det engelske efternavn til Dixen.

År 1717 e.Kr. blev Jægersborg Slot bortforpagtet, hvorefter det blev vanskeligt at skaffe mælk til de ca. 50 hvalpe, der blev lagt til hvert år. Endnu større vanskeligheder fik man med leveringen af de ikke mindre end 300 skovlæs eller 900 bønderlæs brænde, der hvert år blev brugt i Hundekøkkenet. Tidligere var det bønderne der skovede og kørte brændet til Jægersborg. Men nu var bønderne blevet rytterbønder og mente sig derfor ikke længere forpligtet til at udføre dette arbejde. Ved Kongelig Resolution af 15. februar 1717 blev dette arbejde fordelt på de 13 skovriderbønder i Nordsjælland, og fra 13. marts 1719 til bønderne i Københavns Amt.

Tilførslen af mælk til hvalpene efter bortforpagtningen af Jægersborg Slot blev afhjulpet ved at hvalpene blev anbragt til opfødning hos beboerne af de tre nordsjællandske amter. Det skete som regel hos præster, kromænd og velstillede bønder, der blev givet 1 skovlæs brænde årligt som aflønning. Hvalpene var brændemærket med Kongens navn og chiffer på det ene lår.^1 
 
1  C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 446-7)
 
 
 
Lauritz de Thurah opfører som sagt en ny jægergård år 1734-1747 e.Kr., der i dag er den tidl. Jægersborg Kaserne. Bygningerne blev i 1918 fredet i kategori I.

Situationsplan 1:2500, Jægersborg Allé 150, matr.nr. 1 am og 11.
Kilde: Huse i Gentofte, s. 120.

Jægergården blev opført i 4 kvarterer, der grupperede sig om en grønning (denne urgamle byggestil videreføres stadig i England, hvor det kaldes en ”Green”). Til hvert af de 4 særskilte kvarterer (nord- og sydsiden i firkanten ovenfor) blev der opført en hundegård omgivet af murværk og med en fontæne i midten af hver af gårdene (østlige og vestlige længer i firkanten ovenfor). I de nordlige og sydlige bygninger boede jagtbetjentene. De vest- og østlige bygninger var de 4 kongelige hundegårde tillige med et hundekøkken, jvf.  ”Omkring Jægersborg Allé – dengang og nu” (s.10-11).
 
De 4 fredede kongelige hundegårde har følgende identifikation hos fredningsmyndighederne:

Kilde: Kulturarvstyrelsen  

Facaderne på de 4 kvarterer, her nord (øverst) og syd (nederst). Scala 1:400.
Kilde: Huse i Gentofte, s. 120.

Eske Møller, Arkitekt ved Kultararvstyrelsen har forklaret mig at der ikke findes nogle afbildninger af hundenes løbegårde, hvor disse er omgivet af mure, kun en rekonstrueret tegnet isometri. Der findes dog i Rigsarkivet farvelagte opmålingstegninger af bygningerne fra ca. 1894.
 
Slottets hovedbygning blev revet ned i år 1761 e.Kr. da hofsnedkermester Diederich Schæffer år 1755 e.Kr. havde færdiggjort den hovedbygning, der var tiltænkt som et nyt jagtslot, men aldrig blev det, og nu er Hotel Schæffergården. Helt i stil med historien om vor fælles store hund huser hotellet i dag tillige Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde.  
 
 
 
 

Hirschholm/Hørsholm Slot

Christian VI. (regent 1730-1746) havde som kronprins omkring år 1720 e.Kr. en lille jagtetat fra sit hjemsted på Hirschholm/Hørsholm Slot, herunder en Meuten på 64 hunde. Slottet var år 1720-21 ejet af Frederik IV’s Dronning Louise. Hun moderniserede slottet og lod opføre en del af de gule avlsbygninger, der endnu kan ses langs Folehavevej og Sdr. Jagtvej i Hørsholm.
 
Der har derfor været en kongelig hundegård på Hørsholm Slot, muligvis i de endnu eksisterende avlsbygninger. Jagtetaten blev ophævet år 1727 e.Kr. og hundene afgivet til Kongens (Frederik IV)’s jagt dvs. overført til Jægersborg Slot’s kongelige hundegård.^1
 
1 C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 183)

Allerede i 1100 tallet lå der et fæstnings- eller borganlæg, kaldet Hørningsholm. I slutningen af 1500 tallet opførtes det lille jagtslot, hvor Christian VI havde sin kongelige hundegård. Dette rives ned da Christian VI. bliver regent år 1730 e.Kr. og erstattes af ”Nordens Versailles” der stod færdigt år 1744 e.Kr. Allerede i år 1810 e.Kr. rev Frederik VI. slottet ned. I 1823 opførtes Hørsholm kirke og ligger i dag hvor Hirschholm slottene lå. Slotsparken omkring Hørsholm kirke bærer stadig præg af fortiden som slotspark.
 
 
 
 
 
 

Indkørslen til Hirschholm ca. år 1825 tegnet af skolelærer Schjerbeck.
Vi ser her Avlsbygningerne opført af Dronning Louise år 1720-21, som kan have huset Christian VI’s hundegård.
Her findes i dag Jagt- og Skovbrugsmuseet.
Kilde: www.altomhorsholm.dk

Amtsforvalterboligen ovenfor opførtes år 1723 og huser i dag Hørsholm Egns Museum.
Kilde: Skov- og Naturstyrelsen og Hørsholm Egns Museum.

341st Training Squadron, Lackland, San Antonio, Texas

Opdrættet på de kongelige hundegårde ved Jægersborg Slot er ganske interessant fuldt ud fortsat i det amerikanske militær. Militærets hunde og deres ”handlers” trænes alle på 341st Training Squadron på Lackland Air Force Base, San Antonio, Texas. Her har man konstant 300-500 hunde, og træner over 525 ”handlers” hvert år i bombe- og narkotika-opdagning. Der investeres ca. US$ 30.000 i hver hund. Hvalpe sendes til opvækst hos omkringboende familier indtil de er ca. 18 måneder gamle, hvorefter de vender tilbage og påbegynder deres træning. Der er tilknyttet et fuldt udrustet dyrehospital til den militære hundegård¹.
 
¹ Department of Defense, Military Working Dog Center & ”Canine Training”, The History Channel, lørdag 1.maj 2004