Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Bilag U-3: Broholmer - Den engelske dogge der blev dansk

 

Der findes ingen historiske vidnesbyrd på store tunge hunde nord for Ejder-strømmen fra arilds tid, hverken i arkæologi eller i skrift. Hvorfor dette er tilfældet skyldes den samme årsag til at disse hunde forekommer i Britannien, herunder særligt i England.

Der synes at være nogenlunde enighed om at den engelske mastiff er en videreførsel af den hund i Frankrig, der i Middelalderen kendes som "Alaunt" (Alan + hunt/hund).

Den tidligst kendte beretning om disse hunde under dette navn findes i et håndskrift på latin af Paul Savenitus (Pauli Sanctini Ducensis): Tractatus de re militari et de machinis bellicis (Afhandling om krigskunst og krigstøj, kap. 113) fra ca. 1330-1340:

Ad faciendum fugam equis et equitibus, oportet quod Canes Alani nutriti ab eorum dominis, feroces ac mordaces esse, quando animantur a dominis suis contra suos inimicos sive hostes..... Et est Bellum caninum contra equites.For at være i stand til at drive riddere og rytteri på flugt, er det nødvendigt at Alan-hundene er opdraget til formålet af deres herrer; glubske og villige til at bide når opildnet dertil af deres herrer mod fjender eller fjendtligheder .... og dette er krigen mellem hunde og riddere.

Min oversættelse til nudansk. Den latinske tekst gengives af Pierre Carpentier: Glossarium Novum ad Scriptores Medii ævi, cum latinos tum gallicos (Paris, MDCCLXVI (1766), Tomus Primus, s. 763). Flertalsformen "Canes Alani" betinger entalsformen "Canis Alanus" (Alan-hunden). At formen forekommer på latin betyder naturligvis ikke at navnet forekom som så i Romerriget, hvad mange senere kilder fejlagtigt synes at udlede.

 

 

chap35-25-2-30.jpg

Tegning af Alan-hunde under angreb på en ridder i håndskriftet Paul Savenitus (Pauli Sanctini Ducensis): Tractatus de re militari et de machinis bellicis (Afhandling om krigskunst og krigstøj, kap. 113) fra ca. 1330-1340. Den øverste Alan-hund bider hestens bagdel, medens den nederste Alan-hund er udstyrret med en trælanse, hvis formål det er at spide hestens bagdel. Begge hunde er iført udrustning. Bemærk at over hovedet på begge hunde er gengivet en lille krukke med ild, ved siden af hvilken står ordet "ignis"  (ild). Dette er en kenning for at begge hunde skal være i opildnet tilstand når angrebet sættes ind. Håndskriftet kaldes ”Codex Latinus Parisinus – Ms. Lat. 7239, folio 61r”, og findes på Bibliothèque nationale de France, Département des manuscrits. Også folio 22v har en afbildning af samme hundetype, løbende med en krukke med ild. Folio 13v gengiver 3 store myndehunde i jagtscener, dvs. "Alan Gentil".

 

"Alan-hunden" eller ""deugge des alans" (Middelalder-fransk) får sit navn fra den sarmatiske stamme kendt som Alani-folket, der i Ammianus Marcellinus (300 tallet e.Kr.)'s samtid befinder sig øst for Tanais-floden i Asien, og er kvægdrivere. År 360-370 e.Kr. angriber Hunnerne Alanifolket, og en del af stammen flygter mod vest. Folket tager sammen med Vandalerne fra Vendsyssel, og Suevi (Suebi)-folket til Gaul. Nogle af Alani-folkene forbliver i Orléans og Valence, nuværende Frankrig; andre ender op med goterne i Catalonia, Spanien, medens andre igen fulgte Vandalerne til nord-Afrika. Her er den officielle titel på Vandalernes konge ”konge af Vandalerne og Alani”.

Gaston Phoebus: Livre de la chasse (1389) opdeler hundene i tre hundetyper, som de fandtes i Frankrig i samtiden:

  • ”Alan Gentil” (Alan Flotte) - en myndehund, identisk til den oprindelige Danske Hund
  • ”Alan Vautre” (Alan Vælter) - kaldet "Velteres" i Kong Knuds Skovlov (kap. 32) gældende for England og udstedt ca. år 1031 e.Kr. Den hundetype har iflg. skovloven to andre navne i samtidens England; "Langeran" (Langrenderen) og "Ramhundt". Det antyder at navnet "Velteres" er importeret, formentlig fra frankiske landskaber.  I Rolandskvadet (sætning 183) fra år 1098 e.Kr. beskrives de fineste hunde som “veltres caignables” (oldfransk) eller “veltre-[hunde] i bure”. I Dante (1265-1321): Inferno kaldes hunden på italiensk ”veltri, veltro”.
  • ”Alan de Boucherie” (Alan Slagter) - om denne hundetype hører vi:

Alan de Boucherie, qui fert à garder les maifons, & à conduire des boefs. Ce mot eft venu de l’Efpagnol Alano. Les Anciens difoient auffi alanus. Nebricensis l’appelle moloffus. Alan Slagter, der bruges til at holde (vagt) over huset, og til at hyrde kvæget. Dette ord kom fra det spanske Alano. De Gamle kaldte den også Alanus. Nebricensis kalder den molossus. 

Min oversættelse til nudansk. Nebricensis" = Antonii Nebricensis (Antonii nebriffen. grammatici… Anno M.D.XI. [=1511]) = Antonio de Lebrija den Ældre (d. 1522).
Kilde: Antonine Furetiere: Dictionaire Universel, contenant generalement tous les mots françois (La Haye et a Rotterdam, MDCXC [= 1690], Tome Premier, s. 69).

 

Bayeux gobelinen beskriver i helt utrolige detaljer optakten til og selve Slaget ved Hastings 14. oktober år 1066 e.Kr. mellem Hertug William af Normandiet og Kong Harold Godwinson. Denne 70 meter lange gobelin blev lavet under opsyn af biskop Odo, halvbroder til Hertug William af Normandiet, umiddelbart efter selve slaget i perioden 1066-77 e.Kr.

Der er 35-55 hunde afbildet på gobelinen, afhængtigt af hvem der tæller. Ingen hunde er afbildet under selve slaget og eksempler på de store hunde er vist i optakten til slaget under jagtscener. Det forekommer åbenlyst at det kunne være normannerne der bringer ”Alan de Boucherie” (Alan Slagter)-hundetypen til England. Hvad taler imod dette er dog at hundetypen ikke fremgår visuelt på gobelinen, der alene gengiver mynde-hunde.

 

chap35-25-2-1.jpg 

Fra Gaston Phoebus: Livre de la chasse (1389). Under teksten forekommer den samlende betegnelse "deugge", der andetsteds i værket skrives "deugge des alans". Billedkilde: University of Notre Dame (Hesburgh Libraries, Fol 66v-67r).

 

Ovenfor ser vi hvorledes ”Alan de Boucherie” (Alan Slagter) mastiff-hundetypen tog sig ud i år 1389 e.Kr. Hunden ser ud til at forekomme i gylden, sort og hvid.

Edmond de Langley (Hertug af York og den 4. søn af Kong Edward III, 1341-1402): The Mayster of the Game (36 kapitler). Skriftet er en delvis oversættelse af Gaston Phoebus: Livre de la chasse (1389):

Chapter XVI - of the Alauntz and of his nature-.

... ther bee Alauntz of all hues, the verrey hue of the good alauntz and that is moste comyne shulde be white with a blake spotte aboute the eeres; small then and white stondynge eeres and sharpe aboue ...

... That other nature of alauntz of bocherye is suyche as ze may aldaye see in good townes that beth cald grete bocher dogges; the which bochers holdith for to helpe hem to bringe her beestes that they biyth in the contre for zif an ox a striped fro the bochers that ledeth hym his hounde wolde goe take and holde hym in to the tyme that his maister were ycome and schulde helpe hym to brynge hym ageyne to the toun. They buth of litil coste for they etith the foule thinges in the bochere, and also they kepith hur maister’s hous. They buth good for the baytinge of the booke and huntynge of the wilde boor, whether it bee wit greyhounds at the tristre, or with rennynge houndes at the baye withinne the couert. For whan a wylde boor is in a stronge hat of wode, perauenture of all the daye he wolde not voyde thennes for the rennynge houndes; and whenne men lat suche mastyfs renne at the boor, thai taketh hem in the thykke speis and make some man sle hym; or they make hym come ‘ouzte of the strengthe that he ne schal abyde nought longe at the bayes.

Kapitel 16 - om Alan-hunden og om dens beskaffenhed.

... der findes Alan-hunde i alle farver; men farven på den bedste Alan-hund og den mest sete er hvid med en sort plet over ørerne; små og hvid-stående ører og spidse foroven ...

... Den anden beskaffenhed er Slagterens Alan-hund, som man alle dage kan se i byer, hvor de kaldes Store Slagterhunde; som slagterne holder for at få hjælp til at bringe hid kvæget der er ude på landet; for hvis en okse slipper væk fra slagterne, da leder han sine hunde således at de kan fastholde oksen til det tidspunkt dens herre ankommer og kan bringe den videre til byen. De har kun få driftsomkostninger for de æder de uhumske ting i slagteriet, og holder også vagt over deres herre's hus. De er gode til at lokke bukken og i jagten på vildsvin, hvadenten det er med greyhounds på mødestædet, eller med skjulte løbende hunde i flokken. For når vildsvinet befinder sig i en stærk position i skoven, vil han helt ubetinget på intet tidspunkt opgive denne for løbende hunde; men når mænd lader sådanne mastiffer løbe efter vildsvinet, da tager de ham [=vildsvinet] i den tykke del og lader en mand nedlægge ham; eller de udmatter ham så han ej forbliver længe i sit skjul.

Min oversættelse til nudansk. "Triste" = tryst (nuengelsk), et fagudtryk i jagten der betegner mødestedet, hvorfra jagten igangsættes.

Kilde: The Gentleman’s Magazine: And Historical Chronicle. (London, January-June 1827, Volume XCVII, Series 20, Fly Leaves No. XXXVII, Mayster of the Game, – Alauntz, or Mastiff, s. 312).

 

Det er nu vigtigt at overveje den etymologiske oprindelse til ordet "mastiff". Ordet menes at oprinde fra "mansuetinus" (latin) - den tæmmede → "mastin" (oldfransk), "mastis" (provençal) → "mâtin" (nufransk).

Det nuengelske ord "mastiff" kendes først fra 1300 tallet og kan være under indflydelse fra "mestif" (oldfransk), hvis oprindelige betydning er "køter, af blandet race".

Dame Julyana Barnes (Dame Julyana Berners, 1388?-): Boke of huntyng (St. Albans, 1486) om hvilke hundetyper der findes i samtidens England:

Thyse ben the names of houndes. Fyrste there is a Grehoun(de), a Bastard, a Mengrell, a Mastiff, a Lemor, a Spanyel, Raches, Kenettys, Teroures, Butchers Houndes, dunghyll dogges, Tryndeltaylles, and pryckeryd currys; and smalle ladyes popees that bere away the flees and dyvers smale fawtes.Dette er navnene på hundene. Først er der en Greihound, en Bastard, en Køter, en Mastiff, en Lemor, en Spaniel, Rakker, Kenettys, Terrier, Slagter-hunde, Mødding dogge, Krøl-halede, og køtere med stå-ører; og damers små skødehunde, der holder lus og andre små utøj borte.

Min oversættelse til nudansk.

En "Grehound" har intet med en Greyhound at gøre. Den oprindelige "Greihound" beskrives som middelstor, frygtindgydende, rå, stærk og ondskabsfuld.
En "Lemor"; "Lymer" på Middle English fra "limier" (fransk) svarer til vort udtryk "leithund".
En "Raches" = le roquet (fransk) = racke (rakke)?
"Kennettys" (flertalsform) af ”Kenet hownde” (ental). Fra "chienet" (fransk) eller "lille hund". Betegner små jagthunde.
"Myddyng dogges" eller "Dunghyll dogges" =  Mødding dogge, dvs. hunde der søger deres føde på møddinger.
"Tryndeltaylles": Trundle (rullet) + tail (hale), dvs. hunde med krøllet hale.
"Pryckeryd currys": Prick-eared Curs eller køtere med stå-ører.

Den ovenfor anførte sætning er første gang vi på Middle English ser ordet "popees", nuengelsk "puppy". Ordet betyder oprindeligt "skødehund, legetøj" fra Middle French "poupée" (dukke, legetøj). Det er først ca. år 1590 at ordet ser ud til at erstatte det oldengelske "whelp" (hvalp) og får betydningen "ung hund".

 

chap35-25-2-25.jpg

Anthonis Mor (Anthonis Mor van Dashorst, 1517 - 1577): Cardinal Granvelle’s dværg med en hund, olie på lærred, 126 x 92 cm, dateret til 1549-1560. Maleriet kan ses Louvre Museet, Paris (inventarnr. 1583). ”Granvelle” er den burgundiske Greve Antoine Perrenot de Granvelle (1517-1586). Måske det fineste maleri af doggen i 1500 tallet.

Granvelle befandt sig i Mechelen, Antwerpen, Nederlandene år 1560, hvor han udnævnes til biskop. Året efter i 1561 udnævnes han til cardinal, og forlader området igen 1564. Granvelle var i tjeneste hos Kong Charles V til Spanien, og det forekommer sandsynligt at det er dennes indflydelse der får tilstået Granvelle hunden. I årene 1553-1555 befandt Granvelle sig ved det engelske hof som ambassadør for Kong Charles V i forsøget på at få et ægteskab mellem Dronning Mary I til England og Philip II til Spanien sat i stand. Det forekommer nærliggende at det er i England at Granvelle fysisk gives doggen.
Billedkilde: Wikipedia
.

 

 

chap35-25-2-36.jpg 

La Chasse Du Loup – Ulvejagt

LA CHASSE DV LOVP.  Comme lon doit chasser les Loups auec les chiens courans, et prendre à force (Chap. 7.) Ulvejagt. Hvorledes man jagter ulvene med løbende hunde, og tager med styrke (kapitel 7). 

Min oversættelse til nudansk. 

Tegningen viser, og mange andre i samme værk gør samme, et hundekobbel af hvad i værket kaldes ”chien mastin” (mastiff hund).

Kilde: Jean de Clamorgan (1480-1566): La Chasse Du Loup, Necessaire A La Maison Rustique: En laquelle est contenüe la nature des Loups, & la maniere de les prendre, tant par chiens, filets, pieges, qu'autres instruments; le tout enrichy de plusieurs figures & pourtraicts representez apres le naturel (1566).  


Dr. John Caius (1510-1573): De Canibus Britannicis (1570. På Middle English med "Treatise on Englishe Dogges", 1576) er en af grundlæggerne af Gonville & Caius College, Cambridge. Han var samtidigt livlæge for Dronning Elisabeth I.

I kapitlet omhandlende hunde opdeler han hundene i England i 4 grupper. Den 4. gruppe af "Dogges" opdeler han i to undergrupper:

              • The shepherds dogge
              • The mastiue or Bandogge

Om sidstnævnte gruppe skriver han:

Of the mastiue or Bandogge called in Latine Villaticus or
Cathenarius.

This kinde of Dogge called a mastyue or Bandogge is vaste, huge, stubborne, ougly, and eager, of a heuy and burthenous body, and therfore but of litle swiftnesse, terrible, and frightfull to beholde, and more fearce and fell then any Arcadian curre.

Om Mastiffen eller Lænkehunden, på latin kaldet Villaticus elller Cathenarius.

Denne hundetype, kaldet mastiff eller lænkehund er kæmpestore, enorm, stædig, grim, og villig; med en kraftig og tung krop og derfor langsom, forfærdelig at beskue, og mere frygtindgydende og farlig end en arkadisk køter.

Min oversættelse til nudansk.

"Arcadia, Arkadia” er et peloponnesisk landskab. Betegnelsen "Bandogge" (Middle English) eller "Bandog" (nuengelsk) kendes først fra 1300 tallet. Ordet er sammensat af det oldnordiske "band" (bånd, lænke) + "dog" dvs. "en bundet dogge" = en lænkehund.

 

Som en tilføjelse til denne gruppe findes en række "dogge" der er samme hundetype, men er givet forskellige navne som følge af forskellige omstændigheder (which hath sundry names diriued from sundry circ[um]stances), herunder:

In latine Canis Laniarius in Englishe the Butchers Dogge.

So called for the necessity of his vse, for his seruice affoordeth great benefite to the Butcher as well in following as in taking his cattell when neede constraineth, vrgeth, and requireth. This kinde of dogge is likewise called,


In latine Molossicus or Molossus.

After the name of a countrey in Epirus called Molossia, which
harboureth many stoute, stronge, and sturdy Dogges of this sort, for the dogges of that countrey are good in deede, or else their is no trust to be had in the testimonie of writers. 

På latin Canis Laniarius; på engelsk Slagter-hunden.

Således kaldet som følge af dens brug i tjeneste hos, og til stor gavn for, slagteren, såvel som hyrdende hans kvæg når nødvendigt. Denne hundetype kaldes også,

På latin Molussicus eller Molossus.

Efter navnet på landskabet i Epirus [= Ipiros, Grækenland] kaldet Molossia [= indlands fra Korfu], der har mange stolte, stærke og hårdføre hunde af denne type, for hundene i dette land er særdeles gode, i modsat fald vi ej kan sætte vor lid til efterretninger af historieskrivere.


Min oversættelse til nudansk.

 

Vi ser nu hvorledes der i kynologi og ord i år 1570 e.Kr. er sket en sammensmeltning af brugen af "dogge", "mastiff" og "slagterhund", men også hvorledes det oprindelige ord "Hound, Houndes" (hund, hunde) er forsvundet fra tidlig nuengelsk som en betegnelse for denne hundetype, hvor den stadig fandtes  på Middle English i 1400 tallet med f.eks. "Butchers Houndes". Forståelsen er vigtig fordi "Hound, Houndes" bibeholdes for de andre store jagthunde, jvf. "Bloudhounde", "Gasehounde" (løbende hunde) -This kinde of Dogge which pursueth by the eye - og "Grehounde".

 

chap35-25-2-2.jpg

Tre afbildninger fra George Gascoigne (1535-1577): The Noble Arte of Venerie or Hvnting (1575, s. 90, 95, 133). Dette værk er en oversættelse af Iaques du Fouilloux Escuyer (1519-1580): La Venerie (1561), bortset fra at værket naturligvis er tilpasset den i samtiden engelske Jagt, og det engelske publikum der skulle købe værket.

George Gascoigne var en digter, og tydeligvis håbløs udi finansielle anliggender. Han røg i gældsfængsel, men det lykkedes ham at komme ind i varmen til hoffet omkring Dronning Elisabeth I. år 1575. De tre viste afbildninger er unikke til den engelske oversættelse, og viser Dronning Elisabeth I. i tre forskellige jagtscener. Derfor kan vi sige med sikkerhed at det er den engelske Jagt der her gengives, og derfor ligeledes med stor sikkerhed at vi taler om de mastiff-hunde der i Danmark kaldes ”Engelske store Hunde eller Doggere”. Således ser hundene ud år 1575.

Billedkilde: Evelyn Philip Shirley (1812-1882): Some Account of English Deer Parks (1867,indersiden af omslaget, kap. 2, s. 42). I originalkilden George Gascoigne (1535-1577): The Noble Arte of Venerie or Hvnting (1575, s. 90, 95, 133); Dansk Kennel Klub: Broholmer (1999, s. 10).

 

 

Dronning Elisabeth I.'s kongelige hundekennel

Vi ved ikke hvor Dronning Elisabeth I. af England (regent 1558-1603) havde sin kongelige hundekennel, og omstændighederne taler for at der må have været flere fordelt over hele England.

England har, som følge af Kong Knud I. den Store (regent England 1016, regent Danmark 1018-1035)’s Skovlov for England, dateret ca. år 1031. e.Kr., et enormt antal skove og vildtbaner. Op mod 700 er indtegnet på Christopher Saxton (1540 – 1610)’s kort fra årene 1575 til 1580; et antal der svarer til de samlede skove og vildtbaner i hele Europa 1. Der kan derfor umuligt være andet end mange hundekenneler knyttet til de lokale landskaber og vildtbaner.

1 Evelyn Philip Shirley (1812-1882): Some Account of English Deer Parks (1867, kap. 2, s. 28)

 

Dronning Elisabeth I. besøger første gang Hampton Court Palace under Julen 1554. Næste gang hun befandt sig på slottet var 10. august 1559, efter hvilket år hun besøger slottet årligt, f.eks. juli 1571, september 1572, Julen 1572, Julen 1576 og Julen 1577.

I janaur 1579 tilbød Johann Casimir von Pfalz-Simmern (John Casimir, 1543-1592) sig som prinsgemal til Dronning Elisabeth I., og afholdte under opholdet på Hampton Court Jagt i dyrehaven. Hun befandt sig på Hampton Court i 1580 og igen i 1582. I august 1592 besøgte Friedrich I. til Württemberg (1557-1608) Dronning Elisabeth I., og afholdt en jagt på Windsor Castle, der havde henimod 60 parker og vildtbaner knyttet til slottet. William Shakespeare: The Merry Wives of Windsor (færdig april 1597, 1. udgave 1602, kap. VI.) nævner en tysk hertug der besøger Windsor, gik på jagt her og efter et par dage rejste videre til Hampton Court. Den tyske hertug kaldes for ”cosen garmombles” (Quarto udgaven), en sarkastisk omskrivning hans efternavn ”Mömpelgard“, og  ”Cozen-Iermans ” (Folio udgaven 4.5.71-73). I 1599 besøgte hun for sidste gang Hampton Court, og døde 3½ år senere på Richmond Palace. 1

1 William Page: 'Spelthorne Hundred: Hampton Court Palace: history', A History of the County of Middlesex (1911, Volume 2: General; Ashford,  East Bedfont with Hatton, Feltham, Hampton with Hampton Wick, Hanworth, Laleham, Littleton, s. 327-371).
Evelyn Philip Shirley (1812-1882): Some Account of English Deer Parks (1867, kap. 2, s. 39)

 

I et skrift tilhørende Baronesse North lyder det i omtalen af maj måned 1608:

“at Depthford for charge bestowed on the King’s dog-house, and conveying Deere to Theoball’s wh(ich) came from the King of Denmarke, £30 5 I.” 1

1 Evelyn Philip Shirley (1812-1882): Some Account of English Deer Parks (1867, kap. 1, s. 9)

 

Theobalds Palace (House) ligger ved Cheshunt, Hertfordshire og var et kongeligt residens i 15-1600 tallet. Vi ved at Dronning Elisabeth I. besøgte Deptford 4. april 1581, hvor hun ombord på Sir Francis Drake (1540-1596)’s ”Golden Hind” slog Drake til ridder efter hans jordomsejling.

Ved Parforce-jagtens ankomst til Danmark fra ca. år 1494 e.Kr. fremefter, må de store jagthunde må nu ikke længere løbe vildtet ned og dræbe det ved strubebid, hvorefter den afventer jægerens ankomst. I den nyankomne jagtform indgår jagthundene i en Meute af mange hunde 1. De store jagthunde skal afvente jagtselskabets ankomst, hvorefter den ærede gæst gennemborer vildtets hjerte med sin jagtkniv, kaldet en "hirshfænger, hirschfänger, Saufänger" (hjortefanger, vildsvinefanger).

1 En ”Meute” (fra normannerfransk ”emeuté” og latin ”movere” eller ”bevæge”, jvf ”move” på nuengelsk) betegnede ”løbende hunde”. Udtrykket dækker derfor over det tilsvarende ord  "Gasehounde" (løbende hunde) på tidlig nuengelsk.

 

Denne mærkværdige jagtopgave var oprindelige myndeagtige Danske Hund (Grand Danois) ikke avlet til, og derfor kunne den ikke løse denne opgave tilfredsstillende. Den havde stadig et udpræget myndepræg, men manglede vægtfylde til at kunne holde levende vildt nedlagt. Løsningen er at importere masse og vægtfylde:

”Ogsaa for Hundene interesserede Kongen (Frederik II., regent 1559-1588) sig meget; han vilde vide Besked med, hvordan det gik med de unge Englands Hvalpe, om de var smukke og velskabte eller om nogen af dem var krogbenet og ilde skabt”. Han takkede for den Leit-hund 1 , Peder Oxe (1520-1575) havde foræret ham, og sendte år 1585 e.Kr. et Skib til England efter Hunde; nogle Maaneder senere takkede han Dronning Elisabeth I. af England (regent 1558-1603) for det tilsendte Kobbel Jagthunde, som han daglig benyttede paa Jagten i denne Tid og berømmede meget. Til Gengæld vilde han gerne sende Dronningen nogle hurtige islandske Hunde, hvoraf han endnu havde nogle faa stykker; de var særlig egnede til Hjortejagt. I 1587 e.Kr. blev en Stald i Ringsted Kloster ombygget til Kongens Hunde”‚. 2

1 ”Leder-hund”, dvs. den hund der blev holdt i snor og som ledede de andre hunde. Der er nogen forvirring omkring dette fagudtryk idet mange synes at forstå dette som ”den der leder efter vildtet”. Det er ikke ordets betydning, men da den samlede Meute, under ledelse af en Leithund, har til opgave at finde vildtet, smelter forståelsen sammen.
‚2 C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 71). Forholdet til Dronning Elisabeth I. har været meget tæt. Kongen skriver i sin dagbog søndag 6. oktober 1583: ”I dag faldt den orden af min kæde, som jeg fik af dronningen af England, dog jeg hængte den straks på igen” (Skalk, 2006:4, s.27).

 


 

chap35-25-2-3.jpg

Fransk skib transporterende store jagthunde i sidste halvdel af 1500 tallet. Afbildning fra Iaques du Fouilloux Escuyer (1519-1580): La Venerie (1561). Under teksten følger ordlyden: "De la race, & antiquité des Chiens courans, & qui premierementles amena en France. CHAP. PREMIER." Samme ordlyd i den engelske oversættelse af George Gascoigne (1535-1577): The Noble Arte of Venerie or Hvnting (1575) lyder: "Of the race and Antiquitie of Hownds, and who first brought them into Fraunce Chapt. I." Skibstypen er et kravelbygget fartøj, vel sagtens en Karrak-type med 3 master (f.eks. som orlogsfartøjet Mary Rose og Vasa). Vi ser mindst 5 store jagthunde på agterdækket, samt tre hunde midtskibs.

 

 

 

chap35-25-2-4.jpg

Kongetapetet fra årene 1580-1586 e.Kr. visende Frederik II. og hans søn, den senere Christian IV. Frederik II. ses sammen med sin favorit-hund. Vi bemærker at kongen’s andet Valgsprog "Treu ist Wildt Brat" er indgraveret i hundens halsbånd som ”T.I.W.B”. Valgssproget oversættes til ”Troskab er vildtbrad” og dette er en meget vigtig oplysning. ”Vildtbrad, Vildtsteg” var det absolut bedste kød der fandtes, og da vildtet er sjældent og vanskeligt at træffe, drages sammenligningen med troskab. Frederik II. er næppe den eneste hundeejer der tildeler troskabs-æren til favorit-hunden. Da vi ved at Frederik II. Importerer Englandshunde år 1585 e.Kr. kan vi sige med stor sikkerhed, at det viste kongetapet er fra år 1585-86 e.Kr. og viser den engelske dogge som den så ud ved ankomsten til Danmark. Det er denne hund, der fra dette tidspunkt og i mange hundrede år fremover, bliver krydset med Den danske Hund i myndeudgaven og frembringer hvad i kynologien fra senest 1700 tallet kendes som "Blending" (Dänische Blendlinge); den nuværende Danske Hund (Grand Danois). Den engelske dogge på billedet må være en unghund, og derfor ikke fuldt udvokset.

 

Kong Frederik II.'s datter Anna (1574-1619) blev i 1589 gift med Kong James I. til England (på dansk ofter skrevet "Jakob VI. af Skotland og Jakob I. af England”). Prinsesse Anna var søster til Christian IV (regent 1588-1648). Ludvig Holberg (1684-1754): Dannemarks Riges Historie (2. Edition. I-III. 1753-54, s. 540; i senere udgaver s. 371-372) beretter om parrets dramatiske hjemrejse, hvorunder Kong James (Jacob) måtte rejse fra Skotland for at hente sin brud i Norge:

”Kong Jacob lod sig overtale, og kom den 21. Januarii 1590 til Helsingøer, og, efter at han med sin Dronning havde opholdet sig en Tid lang paa Kronborgs-Slott, kom den 21. Febr. til Kiøbenhavn, hvor intet blev forsømt, som kunde tiene ham til Tidsfordriv og Fornøjelse. … Men den, udi hvis Omgiengelse han fandt allerstørst Fornøjelse, var den store Astronomus Tycho Brahe, hvilken han besøgte paa Huen, og forblev over 8 Dage hos ham for at besee hans rare Instrumenter, og at høre ham tale om Astronomie og Chymie…

Da han [Kong James I.] endeligen tog Afskeed med ham [Tycho Brahe], tilbød han ham den Frihed, at begiære af ham hvad han ønskede. Tycho Brahe veigrede sig en Tid lang derfor, men omsider intet andet forlangede, end at Kongen vilde forære ham et Par Engelske store Hunde eller Doggere, hvilke ogsaa siden bleve ham skikkede”.

Med andre ord, Tycho Brahe udbeder sig et par ”Engelsk store Hunde”, der i samtiden kaldes ”doggere”, som vi kan se blev opdrættet i den kongelige hundekennel på Ringsted kloster fra år 1587 e.Kr., efter at være blevet importeret fra England fra år 1585 e.Kr.

 

Kong Christian IV (regent 1588-1648) køber 14. februar 1606 25 haver (samtidens matrikelnr.) mellem Øster- og Nørreport der bliver til Rosenborg Slot og have; oprindeligt et lystslot uden for Københavns volde. Slottet er bygget i flere tempi i tidsrummet 1606-1633.

chap35-25-2-55.jpg 

Rosenborg slot – Vinterstuen

Et af Kong Christian IV’s tre private gemakker. Vægpanelerne er udført af hofsnedker Gregor Greuss ca. år 1620. De i panelerne indfældede malerier er indkøbt i Antwerpen, og er af ukendte kunstnere fra ca. 1620.

Der er dog flere gennemgående tråde i malerierne der gør at disse bør ses som ét samlet værk, der beretter én samlet historie om Christian IV. og hans jagter. Der er to hundetyper gengivet på alle malerierne: Den store mynde, den oprindelige Danske Hund, og den fra England fra 1585 fremefter importerede engelske mastiff (Broholmeren). i samtiden kaldet "”Engelske store Hunde eller Doggere”. Vi genkender hunden bl.a. på dens rødlige pels.

Billedkilde: Taget under et besøg på Rosenborg Slot, tirsdag 2. juni 2015. 

 

 

 chap35-25-2-24.jpg

Maleri, olie på lærred, 35 x 26 cm, visende Frederik 3., Hertug af Slesvig-Holsten-Gottorp (1597-1659). Han bliver i december 1616 forlenet med hertugdømmet Slesvig i Riddersalen på Koldinghus af Kong Christian IV. Malet af, eller under opsyn af, Karel van Mander III (år 1610-1670), dvs. ca. i tidsrummet 1638-1650.

Vi ser her et fantastisk eksempel på de ”Engelske store Hunde eller Doggere”, og vi bemærker os flere ting:

        • Dels er ørerne ikke kuperet, hvilket udelukker at hunden er en løbende hund, dvs. det kan ikke være hverken den oprindelige myndeagtige Danske Hund, eller de nye Blendinge.
        • Dels er hundens pels rødlig.

[Standard for] Den store danske Hund (1886) skriver om farver for Grand Danois (Den Danske Hund):

”rødgule Individer ere mindst yndede, de forveksles let med den ”danske Hund” (Broholmeren)”.

The Breed Standard STANDARD OF POINTS (1887-1888) skriver på samme vis:

”The whole-coloured reddish yellow, with black muzzle and ears, is the colour least cared for, as indicative of the Mastiff cross”.

De gamle opdrættere har alle dage været opmærksomme på at den rød-gule farve hidrører fra den engelske dogge, og maleriet ovenfor viser at denne grundforståelse er sand.

Den afbildede hund har en hvid aftegning hovedet, hvidt bryst og hvide sokker på forpoterne. Hunden bærer et rødt halsbånd.

De nye Blendinge, og de engelske dogger, der begge udgik fra den kongelige hundekennel på Ringsted Kloster (fra 1587) og Sorø Kloster (fra 1618), måtte kun ejes af kongen og dennes familie. I maleriets symbolik er den viste hund derfor af ekstrem betydning da denne viser at Christian IV har erklæret hertugen fuldtro mod kongen ved at tilstå ham en engelsk dogge.

Frederik 3., Hertug af Slesvig-Holsten-Gottorp var søn af Hertug Johan Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp og Augusta af Danmark (datter af Kong Frederik II.). Familiesamhørighedskravet er derfor opfyldt da hertugen var nevø af Kong Christian IV.

Men Hertug Frederik ansås som en af landets største forrædere. Han svigtede i landets forsvar i 1626 ved at tillade tyske lejetropper at besætte Jylland. Han indgik neutralitetsaftale under Torstensson-krigen 1643-45. Disse handlinger var helt klart ikke hvad Kong Christian IV havde i tankerne da han tilstod hertugen en af sine meget kostbare engelske hunde.
Billedkilde: Museet på Koldinghus, der købte maleriet 4. juni 2013 hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner for kr. 150.000.

 

Der var mange former for jagt og betegnelsen ”Den Store Jagt” omfattede jagter på hjorte, vildsvin, ulve og andet stort vildt.

Til jagt på hjort og vildsvin anvendtes især Den Engelske Hund, ”et stort, kraftigt og hurtigt, men noget klodset Dyr, der formaaede at indhente de fleste Vildtarter og ved Vildsvinejagt ofte var iført Beskyttelsespuder, som dækkede Bryst og Sider og var udstoppede med Haar. De afrettedes til at gribe Vildtet i Ørerne, thi Ulven kunde ikke bide og Hjorten bruge sit Gevir eller Vildsvinet sit Gewehr, sine hugtænder, naar der hang en saadan tung Hund ved hvert Øre....” 1

1 C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 438-440)

 

 

chap35-25-2-5.jpg

Plantegning for et Jægerhus og matriklen. I bogen er kortet tvedelt på to sider. Jeg har sammensat de to sider for bedre overblik.

4. Denn es sind solche Orte / nur allein auffgebauet / nahe bey einer hohen Residentz / darinnen die Jageren wohnet / den Jagtzeug / Hunde / und alles was zur Jagt nöttig beyhanden/...".

6. In den darbey gelegenen Orth B. so 50 Ellen lang ein Engelischer Hundestal, mit sonderlichen lagern / Bancken und allen versehen zu machen.

34. Lit. W. ist ein Zwinger vor die Windtspiehl oder Windthunde 50. Ellen lang und so breit / auch nach voringen versehen / weiln diese auch was Raum zu lauffen haben müssen / damit solche sich nicht steiff liegen und etwas herumb springen können / die Jägerjungen / so die Windtspiehle marken / haben auch ihr Logiment in dem Hause V. wo die Jungen bey den Leithunden wohnen.

Vi ser med andre ord hvorledes en jægergård i Danmark i 1600 tallet bør opbygges, og Johan Täntzer gengiver hvad han kender til fra samtidens Danmark. Vi bemærker at myndehundene, den oprindelige Danske Hund, adskilles fra de engelske hunde, Broholmeren. Årsagen er, udover avlsmæssige overvejelser, at myndehundene har behov for en løbegård til at kunne løbe rundt i, foruden hvilken de vil komme ud af form og få stive lemmer. Løbegården er 50 x 50 alen, og da 1 alen = 2 fod, og vi ved at 1 fod = 31,407 cm, er løbegården 32 m x 32 m eller 1000 m2.

Schweitzhunde (Schweisshunde) til Schweissjagten, Saufinder (vildsvinefinder) og Pürschhunde til Pürschjagten (listejagt, stille jagt) holdes ligeledes adskilt på Matr. I, hvor de bor i den bolig stillet til rådighed for Jagtens Pürschmeister. Disse hunde har også en løbegård på Matr. L, 50 alen lang og 25 alen bred (32 x 16 m, eller 512 m2), hvorom bygges en mur.

Her ser vi hvorledes man på den danske kongefamilies jægergård har tre linier i avlen: Den oprindelige enorme myndehund, den fra England importerede engelske dogge, og de nyskabte Blendinge, nudagens Grand Danois (Den danske Hund). Johan Täntzer kalder hunden for ”englische Hund” (engelsk Hund).

Kilde: Johan Täntzer (Johann Täntzern): Der Dianen Hohe und Niedere Jagdgeheimnüsz (Koppenhagen, 1686, Der ander Theil, kap. 1-4, Von einem Jäger-Hause, s. 4-10).

 

George Louis Leclerc, comte de Buffon (år 1707-1788): Histoire Naturelle, générale et particulière, Avec la description du cabinet du roi. Tome Cinquième. (1755), Le Chien avec ses variétés, s. 207, 227, 230, 247-248) behandler bl.a. Le Grand Danois (Den store Danske), i dag Grand Danois (Den danske Hund), men også Le Petit Danois (Den lille Danske):

 

 chap35-25-2-8.jpg 35-25-2-6.jpg

Planche XLIII Le Dogue og Planche XLI, fig. 1 Le Petit Danois

Kilde: George Louis Leclerc, comte de Buffon (år 1707-1788): Histoire Naturelle, générale et particulière, Avec la description du cabinet du roi. Tome Cinquième. (1755), Le Chien avec ses variétés).

 

Le dogue (a), le chien (b) que l’on appelle petit danois (mais fort improprement, puisqu’il n’a d’autre rapport avec le grand danois, que d’avoir le poil court), ...

a Voyez la planche XLIII.
b Voyez la planche XLI, fig. 1. 

Doggen (mastiffen) (a), hunden (b) som kaldes Lille Danske (dog helt vrang, da den ikke har andet til fælles med Den Store Danske end at den (også) er korthåret), ...

a Se planche XLIII.
b Se planche XLI, fig. 1.

Le Dogue transporté d’Angleterre en Danemarck, est devenu petit Danois ...Doggen (mastiffen) hentet fra England til Danmark, kaldes for Lille Danske ...

Min oversættelse til nudansk.

Kilde: George Louis Leclerc, comte de Buffon (år 1707-1788): Histoire Naturelle, générale et particulière, Avec la description du cabinet du roi. Tome Cinquième. (1755), Le Chien avec ses variétés, s. 207, 227)

 

Den "Lille Danske" er naturligvis ikke fysisk lille, men er mindre end Blendingen og den oprindelige myndehund, der på fransk i værket kaldes "Le grand Danois" (Den store Danske).

 

chap35-25-2-7.jpg 

Planche XLV Le Dogue De Forte Race

Kilde: George Louis Leclerc, comte de Buffon (år 1707-1788): Histoire Naturelle, générale et particulière, Avec la description du cabinet du roi. Tome Cinquième. (1755), Le Chien avec ses variétés).

 

En comparant un petit danois (pl. XLI, fig. 1) à un dogue de forte race (pl. XLV) ...

Sammenlign en Lille Dansk (pl. XLI, fig. 1) med en dogge (mastiff) af den store og stærke hundetype (pl. XLV) ...

Min oversættelse til nudansk.

Kilde: George Louis Leclerc, comte de Buffon (år 1707-1788): Histoire Naturelle, générale et particulière, Avec la description du cabinet du roi. Tome Cinquième. (1755), Le Chien avec ses variétés, s. 230).

 

Petits Danois.

A juger de ces chiens (pl. XLI, fig. 1) par leur nom, on croiroit qu’ils ne diffèrent des grands danois que par la taille, cependant ils ont d’autres caractères très-différens ; le museau est à proportion moins gros et plus pointu, les yeux sont plus grands, les jambes plus séches, la queue est plus relevée, etc. Ces différences sont assez marquées pour que l’on dût appeler les chiens de cette race d’un autre nom que les grands danois. Nous avons été tentés de leur en donner un particulier, mais comme il s’agissoit de changer un nom généralement reçû, et que nous n’en trouvions aucun autre déjà connu pour y être substitué, nous avons cru qu’il étoit plus à propos d’employer le nom usité, quoique sujet à équivoque, que d’en imaginer un nouveau qui ne pourroit, qu’après un long usage, rappeler l’idée de l’animal aussi aisément que le nom de petit danois. Tout nom est à peu près également convenable à une chose qui n’a pas été nommée, au contraire tout changement de nom nuit à la vraie connoissance de la chose, sur-tout en Histoire Naturelle, où l’on a fait de l’intelligence des noms une sorte de science très-étendue, très-difficile, et presque toûjours infructueuse. Les petits danois ressemblent aux grands danois par la longueur du poil, mais pour l’ordinaire ils en diffèrent par les couleurs ; ils ont le plus souvent des taches noires et blanches, et lorsqu’ils sont mouchetés de noir sur un fond blanc, on les appelle arlequins pour désigner cette bigarrure.

Små Danske.

At dømme hundene (pl. XLI, fig. 1) efter deres navne, skulle man tro at de ikke adskiller sig fra De Store Danske andet end på deres størrelse, men de har særtræk der er væsentligt anderledes; næsepartiet er forholdsmæssigt kortere og mere spidst, deres øjne er større, deres ben tørre, halen er rejst højere etc. Disse forskelle så udtalte at vi er nødsaget at kalde disse hundetyper et andet navn end De Store Danske. Vi var fristet til at give dem en særligt navn, men det var et spørgsmål om at ændre navnet til et der ville blive almindeligt godtaget, og som vi ikke fandt brugt andetsteds, og som kunne være et brugsnavn; skønt emnet frembragte tvivl, måtte vi tænke på et nyt (navn) der ikke ville forgå; efter lange overvejelser opstod tanken om at dyret med fordel kunne kaldes Lille Danske. Ethvert navn er stort set egnet til noget der ikke har et navn; omvendt alle ændringer af navne har en reel påvirkning af hvorledes vi anskuer genstanden, især i naturvidenskab, hvor man undersøger navne med omfattende videnskab; altid vanskeligt og næsten altid forgæves. De Små Danske ligner de Store Danske på hårlængden, men almindeligvis adskiller de sig på farver; de er ofte plettet sort og hvid, og når de har sorte markeringer på en hvid baggrund, kalder man dem Harlekin som betegnelse for denne brogethed.

Min oversættelse til nudansk.

Kilde: George Louis Leclerc, comte de Buffon (år 1707-1788): Histoire Naturelle, générale et particulière, Avec la description du cabinet du roi. Tome Cinquième. (1755), Le Chien avec ses variétés, s. 247-248). Skelettet på en Petit Danois beskrives i detaljer på side 309-310.

 

Det første vi bemærker fra Buffon er at han her nævner "Le Dogue transporté d’Angleterre en Danemarck" (Doggen (mastiffen) hentet fra England til Danmark). Det er de engelske hunde vi også kender fra danske kilder. Dernæst bemærker vi at betegnelsen "Le Petit Danois" (Den lille Danske) opfindes af Buffon for at vise at der i Danmark findes en stor myndehund/Blending kaldet Le Grand Danois, i dag Den danske Hund (Grand Danois), men også en mindre dogge (mastiff). Derfor finder vi ikke dette navn andre steder, ej heller i Danmark.

Endelig kan vi se at doggen (mastiffen) forekommer i sorte med hvide markeringer, og i hvid med sorte markeringer (harlekin). Importen af Engelske Hunde har i 1755 stået på i 170 år, og det er en statistisk nær umulighed at der ikke skulle være forekommet Harlekin, der kan opstå fra gylden såvel som sorte hunde.

 

Ordret kopieret fra Buffon's værk udgiver Jacques Christophe Valmont de Bomare (1731-1807): Dictionnaire raisonné universel d'histoire naturelle (Paris, 15 bind, 1761). Her lyder det:

"Le dogue tranfporté d'Angleterre en Danemarck eft devenu petit Danois;...  

Doggen (mastiffen) hentet fra England til Danmark kaldes Lille Danske; ...

Min oversættelse til nudansk.

 

 

Hans von Aphelen (1719-1779): Valmont de Bomare: Den almindelige Natur-Historie, i Form af et Dictionnaire. Oversat, forøget og forbedret af H. von Aphelen (København. 1767–70, 8 bind; Tredie Tome, 1768, s. 553-579) oversætter Valmont de Bomare's værk og her lyder det:

chap35-25-2-9.jpg

Den Engelske Dogge er i Dannemark bleven til en liden Dansk Hund,...


 

Otto Friedrich Müller (Otho Fridericus Müller, Othone Friderico Müller, 1730-1784): Zoologiæ Danicæ Prodromus, seu Animalium Daniæ et Norvegiæ indigenarum characteres, nomina et synonyma imprimis popularium (Havniæ [København] 1776, 1. Mammalia, 2. Feræ, 4. Canis) nævner blandt betegnelser for hunde i Norge i 1776 hundetypen "Garvore", gammelnorsk for "Gårdvogter". Jeg mener denne hundetype må være identisk til det gammeldanske "Garverhund".

I Dansk Ordbog (1802, Videnskabernes Selskabs Bestyrelse, Anden Tome, s. 347 under "Garver") forklares "Garverhund" således:

chap35-25-2-10.gif

d) Garverhund (en) n. f. Et Slags meget store guulbrune Hunde, som holdes i Garvergaarde. At yppe som en Garverhund, ∂: at brække sig meget stærkt.

 

 

Jeg mener ordbogens forsøg på etymologisk at give "Garverhund" et ophav som hunde der holdes i "Garvergaarde" må være enten vrang eller en ændret opfattelse. En "Garverhund" er en "Gårdvogterhund", dvs. en gårdhund. Da vi samtidig kan se at en Garverhund er "en meget stor gulbrun hund" er der fuld overensstemmelse med afbildningen og beskrivelsen af hunden i H.B.M. Melchior: Den danske Stats og Norges Pattedyr (1834). En Garvore (Garverhund, Gårdvogter[hund]) er et brugsnavn for  de "Engelske store Hunde eller Doggere" da de kommer ud på gårdene og hos slagterne i slutningen af 1700 tallet.

 


chap35-25-2-11.jpg

"Den danske Hund. Canis familiaris danicus"

"b. Den store danske Hund, Slagterhunden (c.f. danicus; Le grand Danois Buffon? Martini Buff. 2 Th. Tab. 22? Alg. Hist. d. Nat. 3 Th. 1 B. Tab. 26? Dett Værk Tab. 10. En af de største og stærkeste Hunde, med et stort Hoved, føer af Lemmer, med hængende Øren, langstrakt Snude, korthaaret, rødgul med sort Snude, Flaben noget hængende. Af en godmodig Natur, dog glubsk, naar den hidses af sin Herre. Bruges som Gaardhund, til Forsvar mod Tyve, deels løsgaaende om Natten, deels i Lænke, ogsaa paa Reiser til Forsvar for Vogne. Holdes i Danmark ikke sielden paa Herregaarde og andre store Steder.

Anm. Af denne haves ingen god Tegning; Buffons Figur, hvorefter alle andre ere copierede, er med brogede Farver og mangler den korte Snude. Uvist, om det skal være den her beskrevne *).

*) Udgiveren har ved Hr. Ltn. v. Henckel ladet den Tegning besørge, som følger nærværende Værk. Udg. Anm."

Løjtnant von Henckel er formentlig identisk til Ferdinand Frederik Henckel (1793-1855), en af vore store krigshelte fra 1848. Han døde som oberstlieutenant den 25. juli 1855.

I Dansk Jagttidende (Nr. 6, september 1886, s. 81-89) giver Viggo Møller: "Den første Jagt- og Hundeudstilling i Kjøbenhavn 1886" sine betragtninger omkring den første hundeudstilling afholdt 23.-27. juli 1886 i Rosenborg Have i København. Heri lyder det bl.a.:

”I Melchiors ”Den danske Stats og Norges Pattedyr” (1834) gives en koloreret afbildning af Hunden [Broholmeren], der i Texten beskrives som ”den store danske Hund eller Slagterhunden”. Men Forfatteren holder i øvrigt ikke de to Racer af danske Hund, nemlig den, som han afbilder, og den, som Buffon beskriver under Navn af ”Le grand Danois”, ud fra hinanden, skjønt han gjør opmærksom paa, at de ikke stemme overens.”

Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, "Broholmshunden", s. 234):

"Værre blev Forvirringen [om den danske Hund og den store danske hund], da Melchiors Naturhistorie: ”Den danske Stats og Norges Pattedyr” blev udgivet. Professor Melchior var Overlærer på Herlufsholms Skole, var en dygtig Videnskabsmand, men paa Hunde forstod han sig ikke. Han skrev sin Bog i Tyverne [= 1820’erne] og omtalte i denne: Den store danske Hund eller Slagterhunden, idet han henviser til Buffons Afbildning saaledes:..."

Kilde: H. B. M. Melchior: Den danske Stats og Norges Pattedyr (1834). Tak til Birte Scheel, Det Kgl. Bibliotek for at finde bogen frem.

 

 

chap35-25-2-51.jpg 
 

Martinus Christian Wesseltoft Rørbye (1803 – 1848): Kirurgen Christian Fenger med hustru og datter (1829). Olie på lærred, 110 x 91 cm.

Maleriet tilhørte Christian Barnekow (1837 – 1913), der var barnebarn af livlæge (livkirurg) til Kong Frederik VI. Christian Fenger (1773-1845), gengivet på maleriet. Maleriet hænger på Ribe Kunstmuseum (RKMm0466).

Broholmeren er gengivet med et tydeligt kønspræg som værende en tæve, og er derfor en vigtig bestanddel i maleriets opbygning af tre (frigjorte) kvinder omringende manden. Skal vi gætte på at også den grønne papegøje, der er uden for buret, og derfor ligeledes fri, har været af hunkøn.

 

 

Dr. H. (einrich) G.(ottlieb) Ludwig Reichenbach (1793-1879): Der Hund in seinen Haupt- und Neben-Raçen (Leipzig, Verlag der Expedition des Naturfreundes, 1835). Ludwig Reichenback, der var naturvidenskabsmand, zoolog og botaniker, opdeler alle hundetyper i 4 hovedgrupper. I sin gruppe “IV. Waid-, Jagd-, Wildhunde” (side 5-7) har han:

225. Der englische Hund, englische Dogge, schwerer Hetzhund. C. mastivus. Le dogue de forte race. The Mastiff, Mastive or Bande Dog.

Englische Zucht, soll vom Bullenbeisser und Fleischerhund [= Slagterhund] oder Bullenbeisser und grossen dänischen Hunde abstammen.

 

chap35-25-2-37.jpg 

Hund nr. 225 (se ovenfor) skal gengive en Engelsk Dogge, der blandt andet er opdrættet fra store Danske Hunde. Det fremgår direkte fra beskrivelsen af Hund nr. 227, der er "Der Dänisch-englische Blendling. C. danico-mastivus. The Danish-english Dog", dvs. Den danske Hund (Grand Danois), at sidstnævnte er avlet ved at krydse "den store danske", den oprindelige myndehund, med engelske hunde, dvs. ovennævnte (Zuchtvarietät aus dem grossen dänischen und englischen Hunde). Afbildningen skal derfor gengive slagterhunden, den engelske dogge i Danmark. Stålstikket er af ringe kvalitet, og kunstneren O. Schnorr (Stahlstich v. O. Schnorr) har derfor næppe set hunden, men tegner efter oplysninger givet. 
Billedkilde: Dr. H. (einrich) G.(ottlieb) Ludwig Reichenbach (1793-1879): Der Hund in seinen Haupt- und Neben-Raçen (Leipzig, Verlag der Expedition des Naturfreundes, 1835).

 

 

Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, "Broholmshunden", s. 241-2):

“I Halvtredserne [=1850'erne] bestemte afdøde Kammerherre Sehested til Broholm paa Fyen sig til at gjøre et Forsøg paa at samle, hvad der endnu kunde faas af Hunde, som den Gang ansaas for at være den gamle danske Hund, og det var da hans Hensigt at bevare Racen fra Undergang og søge at faa den udbredt i Landet.

 chap35-25-2-12.jpg

Fig. 67 Broholmshunden ”Vidar”. Tilhørende Frøken H. Sehested, Broholm.

Personen "Frøken H. Sehested, Broholm" er formentlig Helga Sehested (1877-1958), broderdatter til Hannibal Sehested (1842-1924), Danmark's statsminister (konseilspræsident) 1900-1901, fæster af Tangegård (Tangegaard) under Broholm, hvilket stamhus han overtog i 1894. Det er den tidsmæssige kronologi der gør at Hannibal Sehested underskriver sig som "Sehested (Tangegaard)" på den første standard for Broholmeren i 1886. Broholmeren "Vidar" er derfor en Broholmer der var levende i år 1887, og derfor ikke nødvendigvis repræsentativ af de tidlige årgange af Broholmere der blev samlet på Broholm Gods i 1850'erne.

Viggo Møller: Dansk Jagttidende (Nr. 6, september 1886, s. 86):

"”Baldur” [vinderen af den første jagt- og hundeudstilling i Rosenborg Have i København juli 1886] er af den rødbrune Form. Det var uheldigt, at der ikke ogsaa kunde præmieres et eller flere Exemplarer af den graagule. Om end ”Vidar” (Nr. 134) ikke var saa god som ”Baldur”, kunde den maaske nok have været præmieværdig”.

"Vidar" var derfor en grågul Broholmer der blev udstillet i Rosenborg Have i København juli 1886 med udstillingsnr. 134. Hunden blev ikke præmieret.
Billedkilde: Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, "Broholmshunden", s. 241)

 

Den Type, han søgte, var en stor, brungul Hund med stort, bredt Hoved, sort Snude, kraftig Hals og stærkt udviklet Bryst og Forben, medens Bagpartiet ordenligvis var mindre kraftig. De bedste Eksemplarer fik han fra Dronninggaard ved Fursøen. 1

1 I dag kaldet Næsseslottet ved Furesøen, Dronninggårds Allé 136, Holte. Honorær Generalkonsul i London, godsejer Anders Peter Westenholt (1825-1886) står som ejer af Dronninggaard fra 1866 til 1898. Han flyttede ind på godset i 1882 efter mange år i London.

 

Den omtalte Type søgte han at udvikle ved fortsat Avl, og Hvalpene bleve uddelte gratis til Folk inden for Danmarks Grænser, som vilde arbejde paa Racens Bevaring og Udbredelse, og som kunde opvise brugelige Avlsdyr at arbejde med. I Løbet af 20 Aar er der saaledes uddelt over 150 Hvalpe.

I lang Tid var den faste Bestand af voksne Hunde fra 10-15 Stykker, og da Hvalpene ikke sendtes bort, før end de vare 6-9 Maaneder gamle, var Hundenes Antal paa Broholm til enkelte Tider meget betydeligt. De holdtes ikke indespærrede men gik frit omkring, og da Gaarden er omgivet af brede, dobbelte Grave og kan aflukkes fuldstændig ved en Port for den yderste Bro, kunde de let holdes inden for dens Omraade. Naar de en enkelt Gang slap uden for og i Følelse af deres ubundne Frihed strejfede over Marker og Hegn flere Ifølge, kunde deres Styrke undertiden være skjæbnesvanger for Faareflokkene, som de mødte paa deres Vej, efter som deres Opdragelse var en Del forsømt, i det man vanskelig kunde tage sig af det enkelte Individ, hvor der var saa mange samlede.

Til forskjellige Tider blev der fra andre Steder anskaffet nye Hunde for at tilføre frisk Blod, at Racen ikke skulde degenerere, saaledes fra Løvenborg paa Sjælland, hvor hen der tidligere var sendt Hvalpe fra Broholm, og fra Dyrehavegaard ved Ordrup 1. En hanhund, Cæsar, kom fra en Kaptajn Ahlmann; hvor den var tillagt, vides ikke. Det var en meget stor og smuk Hund, lidt afvigende fra Typen, i det det det store Hoved var lidt mere spidst og Bagkroppen noget stærkere udviklet end hos de andre Hunde, lige som den ogsaa var en Del hurtigere og lettere i Løbet og lidt mere rødlig i Farven. Den var udsædvanlig kraftig og sund og havde en meget god Indflydelse paa Afkommet.

1 Löwenborg (Løvenborg Gods) i Regstup, lidt uden for Holbæk, ejes i samtiden af Lensbaron Herman Frederik Løvenskiold til baroniet Løvenborg (1805-1877). Dyrehavegaard ligger ved Jægersborg Dyrehave. Proprietær Carl Christian Frederik Adolph von Holstein (1816-1881) købte i 1845 Trongården og Fortungården og omdøbte dem i 1865 til Dyrehavegaard.

Da Broholmracen efterhaanden, efter at der var uddelt mange Hvalpe, var bleven almindelig udbredt i Landet, stansedes det stærke og kostbare Tilllæg, og dette er for Tiden ganske ophørt".

 

chap35-25-2-13.jpg 

Til venstre: "Kammerherre, Hofjægermester N.F.B. Sehested til Broholm R af D".
Til Højre: Broholm Gods år 1873 med broen over voldgraven. Bemærk det store hundehus under tuntræet til venstre for voldgravsbroen. Der sidder en (Broholms?)-hund på taget af hundehuset og vogter. Kammerherre Niels Frederik Bernhard Sehested (1813-1882)'s opdræt af Broholmere på Broholm Gods, Gudme ved Svendborg foregik ca. i årene 1850-1882.
Billedkilde: J.P. Trap: Statistisk-topografisk beskrivelse af Kongeriget Danmark (2. udgave 1872-1879, Gudme herred); Wikipedia
.

 

Som allerede Buffon påpegede ved at være nødsaget at opfinde navnet "Le Petit Danois" for den engelske dogge i Danmark, er det endog meget vigtigt at være klar over, at der i almindelig tale i Danmark i første halvdel og midten af 1800 tallet ikke skelnes mellem den hundetype vi i dag kalder Den danske Hund (Grand Danois) og den hundetype vi i dag kalder "Broholmer". Begge hunde kaldes "Den danske Hund".

Kammerherre Niels Frederik Bernhard Sehested (1813-1882)' opdrætter Broholmere på Broholm Gods ca. i årene 1850-1882, men vi har ingen vidnesbyrd på at hundene blev kaldt Broholmere i samtiden.

Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne" (1887, "Broholmshunden", s. 238-239):

“Angaaende Hundens Navne skal tillige bemærkes følgende: Medens Melchiors [= H. B. M. Melchior: Den danske Stats og Norges Pattedyr (1834)] Navn “Slagterhunden” nu ikke mere bruges om Hunden, har den foruden Navnet ”Danske Hund” faaet Navnene ”Jægersprishunden”, ”Frederik den syvendes Race” og ”Broholmshunden”.

Det første af disse Navne er som sagt blot til Forveksling med den store danske Hunds. Af det forudgaaende om denne Hund vil det være fremgaaet at de to følgende Navne, Frederik VII’s Hund og Jægersprishunden ere fuldstændig uberettigede. Navnet Broholmshund eller Broholmerracen er der i mod saa meget mere betegnende og berettiget, som alle de Hunde, der nu findes her i Landet, som Følge af afdøde Kammerherre Sehesteds velmente Bestræbelser, stamme mere eller mindre fra Broholm eller fra Zoologisk Have, som har faaet Racen der fra”.

Kronprins Frederik, senere Kong Frederik VII (1808-1863) blev som 26-årig ”landsforvist” til Island, efterfulgt af Fredericia i tidsrummet 1834-1839. Her boede han i "Palæet" (mellem Vendersgade og Norgesgade, nu nedrevet), hvortil hørte en 1 Tønder land stor parklignende have med et gartneri og køkkenhave. Det berettes at kronprinsen her lå i ”krig” med palægartner Anders Christensen, hentet fra Hindsgavl, fordi ”prinsens store hunde holdt løbeøvelser i Mistbænkene” 1. En ”mistbænk” er et varmebed, hvorfor de store hunde har lavet ravage i køkkenhaven.

1 Aage Bremerholm: Fra Prinsens Ophold i Fredericia (Illustreret Tidende, Årgang 58, nr. 45, 12.08.1917, s. 208)

 

 

chap35-25-2-56.jpg 

 Rosenborg slot – Frederik VII’s værelse

Portræt af kronprins Frederik (senere VII) som ung med sin store hund. Uniformen er identisk med-, og ansigtstrækket tæt på, maleriet af samme af C. A. Jensen (Christian Albrecht Jensen, 1792-1870) fra 1824, også Rosenborg-samlingen. Portrættet kan derfor ligeledes dateres til ca. 1824-28, hvor kronprinsen er en ungersvend kun 16-20 år gammel. Den ovenfor viste hund er meget stor, men er tydeligvis ikke en Broholmer, og er formentlig ej heller ”prinsens store hunde” fra årerne i Fredericia 1834-1839. Portrættet viser derimod at Kong Frederik VII allerede som meget ung havde forkærlighed for store hunde; en interesse der varede livet ud.

Billedkilde: Taget under et besøg på Rosenborg Slot, tirsdag 2. juni 2015. 

 

Jørgen Peder Clausager, arkivleder, Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn, Fredericia har april 2010 forklaret mig at Aage Bremerholm, premierløjtnant ved 12. bataljon Fredericia, og ophavsmanden til oplysningerne, i indledningen til sin artikel ”Gamle Fredericia-Minder” (Vejle Amts Årbog 1910, s. 60-88) anfører fiskehandler Matthæus Munck (f. 20.10.1835 i Fredericia) som hjemmelsmand til mange af sine oplysninger. Aage Bremerholm er i Fredericia Vejviser 1911 bosiddende Købmagergade 52, Fredericia, hvorfor det muligvis er fra fiskehandler Matthæus Munck den oprindelige viden er hentet. Mere kan vi desværre ikke sige om sagen på stående fod.

 

chap35-25-2-15.jpg 

Kong Frederik VII med sin "Broholmer" tæve. Maleriet er signeret "Ed Young 1853" på støtten hvorpå står vasen i baggrunden. Tævens halsbånd har en hængelås påført. Disse halsbånd kendes allerede fra 1700 tallet, og er sidste viktorianske modeskrig ca. 1830-1850. Halsbåndene blev normalt fremstillet i messing. Maleren er Eduard (Edward) Young (1823-1882), en østrigsk maler og tegner der opholdt sig ved Kong Frederik VII og Grevinde Danner's hof i 1850'erne. Maleriet hænger på Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot.
Billedkilde: Wikipedia.

 

 

Jægerspris Slot blev erhvervet i 1854, og kongen flyttede ind på slottet med sin tredje kone, Grevinde Danner née Louise Rasmussen.

 

 chap35-25-2-17.jpg

Nr. 1: Eduard (Edward) Young (1823-1882): Grevinde Danner læser for Frederik VII i teltet ved Skodsborg (1853, akvarel, Jægerspris Slot). Kongen er sengeliggende i sit telt i haven i Skodsborg efter et fald fra hesten. En af kongens "Broholmere" holder slumrevagt under bordet. Maleriet hænger på Jægerspris Slot. 
Nr. 2: Frederik Gotfred Thomsen (Fritz Thomsen, 1819-1891): Fr. VIIs tre store danske hunde (1856, Jægerspris Slot). Hundene er Holger, Thyra og Tyrk. Maleriet hænger på Jægerspris Slot i kongens arbejdsværelse.
Nr. 3: Johan Vilhelm (J. V.) Gertner (1818-1871): Kong Frederik VII og grevinde Danner i kongens arbejdsværelse på Christiansborg Slot (1861, Jægerspris Slot). Under kongens skrivebord ligger "Broholmeren" Tyrk. Billedet hænger på Jægerspris Slot, jvf. nedenfor.
Nr. 4: Peter Christian (P.C.) Nygaard Mattat Klæstrup (1820-1882): Erindringer fra henholdsvis Fr.VI.s, Chr. VIII.s og Fr. VII.s Tid, udført i tidsrummet 1873-77, dvs. længe efter Kong Frederik VII's død i 1863. De 3 album opbevares i H. M. Dronningens Håndbibliotek. Bemærk at Gertners maleri fra 1861 er gengivet hængende på væggen. Kongens "Broholmer" ligger på gulvtæppet foran kongen.
Kilde: Dansk Kennel Klub: Broholmer (1999, s. 8-9).

 

 

chap35-25-2-36.jpg

Kong Frederik VII læsende en bog om danske oldsager i arbejdsværelset på Jægerspris Slot. Bag kongen ligger en Broholmer. Akvarel af Peter Christian (P.C.) Nygaard Mattat Klæstrup (1820-1882): Erindringer fra henholdsvis Fr. VI.s, Chr. VIII.s og Fr. VII.s Tid; udført i tidsrummet 1873-77, dvs. længe efter Kong Frederik VII's død i 1863. De 3 album opbevares i H. M. Dronningens Håndbibliotek.

Akvarelen er en kopi; har hentet sin kunstneriske inspiration, af maleriet af Johan Peter (J. P.) Kornbeck (1837-1894): Kong Frederik VII i sit arbejdsværelse på Jægerspris Slot (1872). Dette maleri blev efter færdiggørelsen erhvervet af grevinder Danner, og hang til grevindens død i 1874 i dennes lejlighed i Ny Vestergade i København. Herefter overgik maleriet til museet på Jægerspris Slot.

Kig godt efter; i spejlet over pejsen til venstre for Dannebrog ses venstre del af Frederik Gotfred (Fritz Thomsen, 1819-1891): Fr. VIIs tre store danske hunde (1856, Jægerspris Slot). Det skyldes at maleriet fysisk hang, og stadig hænger, bag maleren og læseren og derfor gengives i spejlet spejlvendt!
Kilde: Bente Jønsson, museumsleder, Fredrik d. VIIs Stiftelse, Jægerspris Slot, 6.8.2014.

 

 

 

chap35-25-2-35.jpg 

Kong Frederik VII's arbejdsværelse, Jægerspris Slot 2013.

Kongens arbejdsværelse, hvor på væggen kan ses billede nr. 2 gengivet ovenfor, dvs. Frederik Gotfred Thomsen (Fritz Thomsen, 1819-1891): Fr. VIIs tre store danske hunde (1856, Jægerspris Slot). Hundene er Holger, Thyra og Tyrk.
Billedkilde: Wikipedia. Taget af Orfeus juli 2013.

 

Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, Ellevte Kapitel, "Vagthundene", s.225-227):

”Her om har en indsender under Mærket ”Kynophil” givet en Beretning i et Dagblad (”Politiken” af 9. Avgust 1886). Af denne tillader jeg mig – efter personlig hos Opdrætteren, Hr. Etatsraad Klemp, at have overbevist mig om dens Paalidelighed – at hidsætte følgende:

”Frederik VII ejede i Aaret 1854 en gul Hund – kort Hoved, lange Ører, hængende, saglende Flab – der antoges, eller blev sagt at være af den ægte gamle danske Race. Det er en afbildning af denne Hund, der findes paa Maleriet paa Jægerspris.

Til denne ønskede Kongen en Mage, og Etatsraad Klemp paatog sig at skaffe en saadan. I den Anledning henvendte han sig til tvende ældre Veterinærer, som paa Grund af, at de havde levet paa en Tid, da den danske Hund fandtes over alt her i Landet, kunde antages at have nøje Kundskab til denne Hunderace, nemlig Dyrlægerne Tholstrup og Helper, den første ansat ved Veterinærskolen paa Kristianshavn, den anden ved den kgl. Stald, men tidligere i Begyndelsen af Aarhundredet som Lærer ved Veterinærskolen 1. Men disse meddelte Hr. Klemp, at Kongens Hund og de lignende, som fandtes rundt om i Byen, slet ikke vare af den søgte Race, og at denne vist nok var saa godt som uddød, saa at der næppe var nogen Mulighed for at skaffe noget Eksemplar af den. De beskrev ham derhos, hvorledes den ægte Hund skulde se ud – grov, myndeagtig, noget langstrakt, langagtig med bredpandet Hoved, korte, hængende Øren, ikke bredsnudet eller hængende, saglende Flab – henvisende ham i øvrig til at se en gammel udlevet Lænkehund paa Vesterbro og en udstoppet et andet Sted.

1
Dyrlæge Johan Wilhelm Helper (1778 i Rethmar, Lyneborg — 1861), dyrlæge på Veterinærskolen 1804-13; Kur- Beslag og Rejsesmed i den kgl. Staldetat 1813-61.
Dyrlæge H.P. Tolstrup, dyrlæge på Veterinærskolen på Christianshavn 1813-1847.

 

Man vedblev imidlertid at søge rundt om i Landet, man henvistes fra det ene Sted til det andet, hvor der sagdes, at der bestemt fandtes nogle ganske ægte; men ved Eftersyn viste det sig bestandig, at det var alt andet end de søgte. F. Eks.: Paa Gjorslev [= Gjorslev Gods, Stevns] skulde der findes ganske udmærket ægte gule danske Hunde, men det tilføjedes, at Hr. Scavenius [= Peder Brønnum Scavenius (1795-1868)] hverken solgte af dem eller bortgav nogen til ubekjendte. Ad Omveje fik Klemp endelig en Hvalp, men det viste sig at være en hvid Bulldog o.s.fr.

Da Kongen vedblev at ønske sig en Hund som oven nævnte, udtalte Klemp, at som Englænderne havde forædlet gamle Racer og frembragt ny, kunde dette vel ogsaa lade sig gjøre her til Lands, og paa Tilspørgsel, om han maaske kunde gjøre det, faldt det ham i Munden at svare ja, og han blev taget paa Ordet.

Han forsøgte nu dette flere Aar gjennem Afkom af Kongens Hund og andre, der havde nogen Lighed med de ægte, men stadig forgjæves; besluttede derpaa aldeles at ophøre med Forsøg gjennem Kongens Afkom, erhvervede sig fra Holsten en stor blaagraa Hund af Bygning aldeles lig de beskrevne ægte, og gjennem denne og en lille, ikke større end en Hønsehund, lyg, gul, udmærket karakteristisk bygget Hund fra Omegnen af Lethraborg [= Ledreborg Slot, Lejre], paa hvilket Herresæde den gl. danske Hund sagdes at have været holdt ægte gjennem mange Generationer, fik han Hvalpe af god Bygning, men stadig blaagraa eller sorte indtil kort efter Kongens Død i 1863, da der faldt en gul Hvalp. Nu fortsatte Klemp med denne, og efter Forbilledet af den ham som ægte paaviste levende og døde Hund og ved stadigt Udvalg af Hvalpe, opnaaede han endelig at faa en Stamme af ren Race lig de nævnte Forbilleder, store 80 Cm., lys, gul, sort Snude og Øreflipper osv. Han havde til sidst i Begyndelsen af Halvfjerdserne [= 1870’erne] 3 store, brilliante Eksemplarer som Stamdyr, men de døde alle paa en Gang pludselig, formodentlig af Gift; ogsaa paa Jægerspris var der indtil 1874 3 gode Eksemplarer, som imidlertid bortskænkedes af Stiftelsen [= Kong Frederik den Syvendes Stiftelse, stiftet 1873], og fra disse og Klemps ere mange gode Eksemplarer bortgivne”.

Paa Grundlag af oven staaende Beretning kan man altsaa slaa følgende Kjendsgjerninger fast: Vor afdøde Konges Minde i Ære! Han var dansk i denne Henseende som i andre. Han ejede ikke den store danske Hund, men han ønskede at faa den. Hans Ønske om en gul, ægte dansk Hund var fuldt berettiget, da, som alt sagt, den ægte, store danske Hund i gamle Dage var lige saa godt gul, som graa, sort eller skjoldet – ligesom nu.

Hans Hund, som findes afbildet paa Jægerspris, var hverken stor dansk eller Broholms-Hund, men var en Blanding af ubekjendt Herkomst. Navnet ”Frederik VII’s Race” eller ”Jægersprishunden” tilkommer, hvis det i det hele skal anvendes, den Hund, som Kongen ønskede det anvendt paa. Det er en Fejltagelse, naar der ofte averteres om bastarderede Hunde, at de ere af ”Frederik VII’s Race”. Denne er fuldstændig forsvunden. Zoologisk Have har blandt andre faaet ”Jægersprishunde”, men har krydset dem ind i Broholmshundene". 1

 

1 Artiklen skrevet af ”Kynophil” i Politiken 9. august 1886 er ”Den danske Hund” (Politiken, nr. 221, Mandag den 9de August 1886). Artiklen er sarkastisk tilstillet ”Hr. Kynolog!”, formentlig identisk med Karen Blixens fader, Kaptajn Wilhelm Dinesen. Denne deltog i hundeudstillingen i juli måned i Rosenborg Have i København 1886, og var stærk kritisk af Dansk Jagtforenings håndering af hundeudstillingen. Han mente, korrekt, at Dansk Jagtforening gik ”Tyskernes Ærende”. Denne kritik gjorde han gældende bl.a. i en artikel i Politiken. Hvem ”Kynophil” var ved vi ikke, men han er tydeligvis en del af inderkredsen omkring Den danske Hund (Grand Danois). Han nævner at han ”har haft Lejlighed til at følge og iagttage Etatsraad Klemps Opdræt af den omtalte Frederik VII.s Race”. Dette placerer ham i tid og sted sammen med Etatsråd Klemp år 1854. Han nævner også ”Frk. Eskildsens” Danske Hund (Grand Danois), hvilket i tid og sted placerer ham med Frk. Fanny Eskildsen og hendes hund ”Cora” ca. 1884. Artiklen er med andre ord en anonym kiv og trætte på allerhøjeste hundeplan; noget hundefolk er næsten lige så berømte for som deres evne til at opdrætte fine dyr. 

 

 

 chap35-25-2-29.jpg

Den udstoppede ”Broholmer” fra Zoologisk Museum; udstillet på Odense Bys Museer sommeren 2014.

Tove Hatting: ”Tyrk”, Kong Frederik VII’s hund (1989, s. 7) skriver:

”På en dimininutiv etiket er med inspektør Herluf Winges sirlige skrift prentet:

Canis familiaris, ”Broholmer” (Dansk Hund). Har fra ældre tid henstaaet på Museets Loft, umærket. Efter Opl. fra Konserv. Hansen og Prof. Lütken har den tilhørt Kong Frederik VII. HW.”

Tove Hatting fortsætter:

”Herluf Winge var en ordensmand. Da han blev ansat på museet i 1885, begyndte han et detektivarbejde for at få alle præparater registreret så udførligt som muligt. Hunden her manglede i protokollerne, men ved at spørge dels konservator Hansen, der blev ansat i 1864, og professor Lütken, der i 1851 blev assistent, fik han hundens historie oplyst. Den skal have levet i en årrække efter kongens død i 1863, så begge de herrer har været på museet, da hunden døde”.

”Professor Lütken” er identisk med Professor Christian Frederik Lütken (1827-1901), der blev ansat på Zoologisk Museum i 1852, blev magister i 1853 og tog doktorgraden i 1857. Han var dybt involveret i sammenlægningen af Zoologisk Museum med Det Kongelige Museum.

”Herluf Winge” er identisk med Adolph Herluf Winge (1857-1923), der blev tilknyttet Zoologisk Museum i 1883, ansat som assistent i 1885, og forfremmet til ”viceinspector” i 1892.

Lad os gentage Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, Ellevte Kapitel, "Vagthundene", s.225-227):

”… henvisende ham i øvrig til at se en gammel udlevet Lænkehund paa Vesterbro og en udstoppet et andet Sted”, hvor ”ham” er Hr. Etatsraad Klemp, som Viggo Møller selv har talt med om emnet, og som var en personlig ven af, og rådgiver til, Kong Frederik VII.

Lad os sammenholde de to oprindelige kilder; Etatsraad Klemp i 1887 og Herluf Winge’s mærkat på den udstoppede ”Broholmer” fra tidligst 1885. Intet sted identificeres den udstoppede ”Broholmer” som værende Kong Frederik VII’s Tyrk. Dette er gætteri fra 1989, og så vidt jeg kan bedømme en forkert slutning. Det er derfor den udstoppede ”Broholmer” ikke har nogen som helst lighedspunkter med maleriet af ”Tyrk” på Johan Vilhelm Gertner’s maleri af hunden fra 1861.

Vi kan gå et skridt videre. Da Herluf Winge på sin mærkat skriver ””Broholmer” (Dansk Hund)”, og det kan bevises at betegnelsen ”Broholmer” ikke kendes tidligere end Viggo Møller: Dansk Jagttidende (Nr. 6, september 1886, s. 86), som Herluf Winge må formodes at have læst med faglig interesse, kan mærkatet ikke være skrevet før tidligst efter dette tidspunkt.

Omvendt, givet at Professor Lütken var dybt involveret i sammenlægningen af Zoologisk Museum med Det Kongelige Museum, må han forventes at have god indsigt i den udstoppede hunds ophav; og han oplyser om hunden at ”den (har) tilhørt Kong Frederik VII”. Dette udelukkes ikke af de oplysninger vi gives af Viggo Møller, der har sin viden fra Hr. Etatsraad Klemp, der var Kong Frederik VII’s personlige rådgiver i opdrættet af ”Broholmeren”.

Udstopning af dyr var, og er, ekstremt kostbart at få udført, og det er kun N.F.B. Sehested til Broholm og Kong Frederik VII der har interesse i hunden i samtiden 1850-63. Mit gæt er derfor at den udstoppede ”Broholmer” er fra ca. 1850-1854, og er en af Kong Frederik VII’s tidlige ”Broholmere”. Det kunne f.eks. være den ”Broholmer” der gengives af Eduard (Edward) Young (1823-1882): Grevinde Danner læser for Frederik VII i teltet ved Skodsborg (1853, akvarel, Jægerspris Slot). Hunden skulle efter sigende have en mankehøjde på 77 cm.

Kilde: Tove Hatting: ”Tyrk”, Kong Frederik VII’s hund (1989, s. 7). Tusinde tak til Birte Scheel, Det Kgl. Bibliotek for at fremskaffe artiklen. Ligeledes tusinde tak til Mogens Andersen, kurateringsassistent, Zoologisk Museum, København, samt Karsten Kjer Michaelsen, museumsinspektør, Odense Bys Museer, der tog billederne af hunden på udstillingen. Bemærk i øvrigt at der ovenfor hunden er gengivet en kopi af Johan Vilhelm (J. V.) Gertner (1818-1871): Kong Frederik VII og grevinde Danner i kongens arbejdsværelse på Christiansborg Slot (1861, Jægerspris Slot).

 

 

chap35-25-2-18.jpg

Etatsraad og hofchef Julius Gustav (J. G.) Berger Klemp (1817 i Heiligenhafen, Holsten – 1890 Frederiksberg)

Etatsraad J. G. Klemp var en nær ven af Kong Frederik VII, og må anses som den første i Danmark, der fra ca. midten af 1800 tallet genoptager opdrættet af Danske Hunde, Broholmer og Den danske Hund (Grand Danois), efter Jagten endeligt ophæves år 1789, og den kongelige hundekennel nedlægges.
Billedkilde: Det Kongelige Bibliotek.

 

 

 

 chap35-25-2-16.jpg

Peter Christian Skovgaard (1817-1875): Bøgeskov i maj. Motiv fra Iselingen (1857, olie på lærred, 189 x 159 cm). Iselingen gods ligger ved Vordingborg. "Broholmeren" står med ryggen til og har hvide aftegninger på forpoterne.
Nr. 1: Udgaven på Statens Museum for Kunst.
Nr. 2: Udgaven på Ny Carlsberg Glyptotek.
Billedkilde: Wikipedia; Glyptoteket.

 

Fra 1854 fremefter kaldes hunden nu, udover "Den danske Hund", tillige "Frederik VII’s Hund" og "Jægersprishunden", eller som vi ser herunder "Fr. VII's Race" i år 1885.

chap 24-5.jpg

Reklamer på bagsiden af Illustreret Tidende (venstre spalte) af J. Gravenhorst, Taarnborg, Lyngby.

Til venstre: 19. september 1885 ønskes en byttehandel til bl.a. enten en ”Ulmerdog” eller ”1 gul dansk Tævehund af Fr. VII’s Race”, dvs. hunden der i samtiden også kaldes ”den danske hund” (Broholmeren).
Til højre: I 1888 udbydes ”Danske Dogger” med præmieret afstamning i ”blaagraa og tigrede”.

Johannes Gravenhorst startede sin boghandel i Lyngby 9. december 1882, og afhændede den 1. april 1893.
Billedkilde: ”Illustreret Tidende” (Årgang 26, nr. 50, 13.09.1885, s. 628, Årgang 26, nr. 51, 20.09.1885, s. 640, Årgang 29, nr. 36, 03.06.1888, s. 440 & Årgang 29, nr. 38, 17.06.1888, s. 464). Kilde: Andreas Dolleris: Danmarks Boghandlere (1906, s.114, 304)

 

 

chap35-25-2-21.jpg

Otto Bache (1839-1927): En Broholmer Hund med sine Hvalpe (1865).

Desværre en uklar sort-hvid gengivelse af den originale olie på lærred. Udstillet hos V. Winkel & Magnussen, Højbroplads 7, 2. sal i april 1918 som "Otto Bache: Hund med Hvalpe", og formentlig solgt i privat eje herfra.
Billedkilde: Dansk Kennel Klub: Broholmer (1999, s. 13).

 

Den, selv i dag, meget indflydelsesrige Dr. Leopold Joseph Franz Johann Fitzinger (1802-1884) blev født i Wien og arbejdede 1817-1861 ved ”Kaiserlich-königlichen Naturalien-Cabinetes zu Wien” (Naturhistorisches Museum). Han blev her zoologi-professor og var tillige direktør for de nyoprettede Zoologisk Haver i München (Englischen Garten) og Budapest.

Dr. L. Fitzinger afholder i 1867 3 foredrag på det østrigske modsvar til ”Kongelige danske videnskabernes selskab”; i samtiden kaldt ”Kaiserlichen Akademie der Wissenschaften” (i dag ”ÖAW”). De tre forelæsninger er en afhandling, der senere bliver til hans bog ”Der Hund und seine Racen. Naturgeschichte des zahmen Hundes, seiner Formen, Racen und Kreuzungen” (Tübingen, 1876) 1. Hans afhandling, og bog, benyttes af alle som et af hovedværkerne omkring hunde. Dr. L. Fitzinger opdeler samtlige hundetyper, som han finder er 180 typer, i 7 grundtyper (”…nehme ich für unsere zahmen Hunde sieben verschiedene Grundtypen oder Stammältern an,…”) 2.

1 Sitzungsberichte der Kaiserlichen Akademie der Wissenschaften (Mathematisch-Naturwissenschaftliche Classe, Sechs und Fünfzigster Band, Wien, I. Abtheilung, Jahrgang 1867, Heft I. bis V.). Samlingen findes på Harvard University Library, USA.

  • XXI. Sitzung vom 25. Juli 1867: Übersicht
    Fitzinger, Die Raçen des zahmen Hundes (I. Abtheilung) s. 377.
  • XXII. Sitzung vom 3. October 1867: Übersicht
    Fitzinger, Die Die Raçen des zahmen Hundes (II. Abtheilung) s. 514.
  • XXVI. Sitzung vom 7. November 1867: Übersicht
    Fitzinger, Die Raçen des zahmen Hundes (Schluß) s. 776

2 XXI. Sitzung vom 25. Juli 1867 (s. 382)

 

Han viderefører grundforståelsen fra ”Oeconomischen Encyclopädie” (1773-1858). I gruppen (s. 459) han kalder ”V. Gruppe Bullenbeisser (Canis Molossus)" har han en undergruppe (s. 463-4) kaldet ”5. Der kleine dänische Hund (Canis Molossus, fricator variegatus)". Dette er en dogge-type der er identisk til "petit danois" (Lille Danske) hos Buffon.

Men Dr. L. Fitzinger udvider nu forståelsen og navngiver nu doggen i Danmark med det navn den vel retteligt også burde have haft på dansk; doggen gives sin egen gruppe (s. 470-471) kaldet ”14. Die dänische Dogge (Canis Molossus, danicus)” - Den danske Dogge.

 

chap35-25-2-24.jpg

14. Die dänische Dogge (Canis Molossus, danicus).

Canis fam. sagax, danico ¤ mastivus. Reichenb. Regn. anim. P. I. p. 20. fig. 227.
Hatzhund oder Saufänger. Götz. Hunde-Gallerie, S. 9. Nr. 21. Fig. 21.

 

Canis fam. sagax, danico-mastivus. Reichenb. Naturg. Raubth.
S. 181. Fig, 227.
Dänische Dogge. Fitz. Naturg. Säugeth. R. I. S. 148.

Die dänische Dogge trägt die Merkmale ihrer Stamtnältern in einer so ausgesprochenen Weise an sich, daß man über ihre Abkunft vom Bullenbeisser (Canis Molossus) und dem großen dänischen Hunde (Canis leporarius, danicus) keinen Zweifel erheben kann. Sie ist daher offenbar ein doppelter Bastard reiner Kreuzung.

 

Hans beskrivelse af Den danske Dogge (Die dänische Dogge) på s. 786 lyder således:

chap35-25-2-25.jpg

14. Die dänische Dogge (Canis Molossus, danicus).

Die Formen dieser schönen großen und starken Raçe, welche eine der größten unter allen Hunderaçen ist und bisweilen selbst bis zu einer Körperlänge von 6 Fuß angetroffen wird, halten die Mitte zwischen jenen der gemeinen Dogge (C. Mol. mastivus} und des großen dänischen Hundes (C. lep. danicus). Weit leichter als die erstere gebaut, unterscheidet sie sich von derselben durch nachstehende Merkmale. Der Kopf ist kleiner, gestreckter und auch bedeutend niederer, das Hinterhaupt minder breit, die Stirne schwächer gewölbt. Die Schnauze ist länger, schmäler und auch bei Weitem nicht so stumpf. Die Lippen sind beträchtlich kürzer, und nur sehr schwach hängend, die Ohren schmäler, stumpfspitzig-gerundet, und mehr schlaff und hängend. Der Hals ist etwas länger und dünner, der Leib mehr gestreckt, schmächtiger, und in den Weichen stärker eingezogen. Die Beine sind verhältnißmäßig höher und schlanker, und bisweilen ist an den Hinterfiissen eine fünfte Afterzehe vorhanden. Der Schwanz ist beträchtlich dünner und wird auch weit mehr nach auf- und vorwärts gekrümmt getragen. Die Behaarung ist fast am ganzen Körper kurz, glatt anliegend und minder grob und nur am Vorderhalse und an der Unterseite des Schwanzes erscheint dieselbe etwas länger. Die Färbung ist in der Regel einfarbig bräunlich- oder fahlgelb, rothbraun, hell bläulich aschgrau oder schwarz, seltener dagegen weiß und schwarz, rothbraun oder fahlgelb gefleckt. Sehr oft kommen aber bei den einfarbigen Abänderungen weiße Abzeichen an verschiedenen Körpertheilen vor.

Wie allen Doggen, so pflegte man auch dieser Raçe, welche heut zu Tage nur selten mehr im reinen Zustande angetroffen wird, fast regelmäßig die Ohren abzuschneiden.


 

Bemærk her Dr. L. Fitzinger  anser "Die dänische Dogge" (Den danske Dogge) som en blanding af en mastiff og Den danske Hund i "Blending"-udgaven, i samtiden kaldet "des großen dänischen Hundes" (De store danske Hunde), der i sig selv er et kryds mellem den oprindelige  Danske Hund i myndeudgaven og en mastiff importeret fra England.

Det er derfor Dr. L. Fitzinger skriver at hunden er en dobbelt krydsning (Sie ist daher offenbar ein doppelter Bastard reiner Kreuzung). Da han samtidig skriver at hunden har en kropslængde på 6 fod (180 cm), og vi kan se fra kongetapetet fra årene 1580-1586 e.Kr. visende Frederik II. og hans søn, den senere Christian IV, at så store var de importerede mastiff-hundetyper ikke oprindeligt, da må vi give Dr. L. Fitzinger fuldstændigt ret. Den engelske dogge i Danmark i 1800 tallet er en enorm udgave af de oprindelige importerede dogge-typer fra England. Den nuværende Broholmer er iøvrigt stadig 180 cm høj stående på bagbenene.

 

 
 chap35-25-2-50.jpg

En Frokostscene [1870]. Maleri af Otto Bache [1839-1927]. Tegnet paa Træ af Konstneren selv.

En Frokostscene.

En ung Dame sidder ved et Frokostbord efter endt Maaltid. En ældre Deltager – eller vel snarere Deltagerinde – i dette Maaltid har reist sig og er gaaet bort; derimod ere to Hunde blevne tilbage, og de beile hver paa sin Maade til et Stykke Sukker, som Damen holder gjekkende  op for dem.

Hun er ikke hvad man kalder en ideal Figur, hendes Træk ere ikke saa fine, hendes hele Fysiognomi ikke saa ætherisk, men hun er en typisk dansk eller nordisk Skikkelse. Søjlen paa hendes Bryst er charakteristisk, ikke blot som en moderne Luxus, men fordi den passer til hendes hele Personlighed, til hendes høie og kraftige Væxt, til Ansigtets blødtformede Oval, til den livssunde Teint med de glade blaae Øine og det gyldenblanke Haar, som falder i lette Lokker og harmonerer saa vel med den skinnende blaae Silkekjole.

Hvor hun sidder godt! Godt i enhver Henseende – for sig selv, i sin Leg med Hundene, omgiven af alle Tegn paa Livets ydre Velvære, hvor man træder paa svære Brusseler-Tæpper, hvor man har Vægge-Tapeter af maaskee et Par Hundrede Aars Ælde, hvor man ikke blot bruger kjøbehavnsk Porcellain og Kniv og Gaffel af Sølv, som vistnok ogsaa er stemplet med Kjøbenhavns betryggende Mærke, men hvor man til en simpel lille Frokost – à deux – faaer Hummer og Xeres og Druer samt Æbler paa Bordet; dernæst sidder hun godt for Tilskueren, frit i hver Del af den ugeneerte og dog saa yndefulde Stilling. Hvis det ikke var en Fornærmelse mod hende i hendes Egenskab af Dame, kunde man fristes til at sige: hun sidder ligesaa naturligt, som Hundene ved hendes høire Side staae og hige efter den søde Mundfuld, hvormed hun lokker dem. Hvilken prægtig, ægte dansk Hund er ikke den store, ret et Stykke af en Løve med den vældige Bringe, de kraftige Labber og den friske, gule Lød. Den staaer med spændt Opmærksomhed og med inderlig Lyst; maaskee vil den i næste Secund reise sig paa Bagbenene for at række i et eneste Tag, men langt er det under dens Styrkes Værdighed at dandse paa To, som dens lille Medbeiler: Denne, der kjender sin Lidenhed, med dog ikke derfor vil give tabt, bjæffer og hopper – hvem af de to vil seire i Kappestriden? Ja, det kommer nu an paa, hvilken Historie Billedet fortæller, men naar Historien skulde være rigtig og passe ganske sammen med Maleriet, blev Spørgsmaalet maaskee alligvel lige tvivlsomt besvaret, og man maatte nøies med en Besvarelse, der var ligesaa dobbelt som den i ”Rosa og Rosita” 1.

Det Hele er jo nemlig bare Spøg og Gjækkeri, saa det er intet Under, at Maleren ogsaa har villet spøge og gjækkes med den spørgende Tilskuer. Han har, siger en og anden opmærksom Betragter, givet et Vink, idet han paa Vægge-Maleriet i Baggrunden har fremstillet en Mars og Venus i det syttende Aarhundredes Stil, eller i alt fald en Kriger og hans Elskede, kort sagt en erotisk Scene. Betyder nu dette Maleri Noget i Forhold til den unge Frøken? Skulde maaskee en af Hundene, eller de begge, tilhøre en Gjest, der kun er tilstede i den smukke Dames Tanker? Eller er det kun, fordi hun er saa elskværdig, at hun næsten synes at maatte have en Elsker, og at hendes Leg med Hundene lader ane, at hendes Hu ikke er fremmed for Elskovs lykkelige Leg? Vi kunne ikke give Svaret herpaa, vi kunne kun have Lov til at tænke vore egne Tanker ved den hele Sag og maae give Andre Lov til det Samme.

Maleren, der sætter Fantasien i Bevægelse saa let og legende, men som ikke har bekymret sig om at føre den til noget bestemt Maal, har til Gjengjeld haft et andet Maal, som han har naaet: det at behage. Otto Bache har allerede længe hørt til de lykkelige Konstnere, hvis Værker vinde Kjenderes Bifald og Mængdens Glæde. Han hører ikke til de store Kæmpere, hvis Production er en vældig Strid med Musen, som skal tvinges, bon gré mal gré 2, til at arbeide for en enkelt Idee, og hvis Værker derfor ofte vinde de Lærdes Gunst, men modtages med Kulde af Menigmand. Han har paa den anden Side ikke heller vandret saaledes bort fra de ideale Krav, at han har kjøbt Hobens Bifald paa sin konstneriske Værdigheds Bekostning. Han er en anerkjendt Dygtighed og tillige en afgjort Yndling hos Publicum. Hans Opgave ved dette Maleri har da heller ikke været at skildre en stor og lang Historie, med idet han har benyttet en enkelt lille Situation, har han evnet i den at lægge al den Behag og Ynde for Dagen, som er hans Beste Arbeiders Særkjende, og som gjerne er parret med et vist jovialt Humor, der harmonerer godt med Motiver, hvori der er mere af denne Verdens Goder end af dens Nød og Strid.

Billedet er godt anlagt, nydelig grupperet og udført med Dygtighed. Flere af Detaillerne ere givne med Finhed og mere end almindelig Konstfærdighed; af Hovedfigurerne vil vistnok den store Hund vinde Alles Sympathi og fulde Anerkjendelse, blandt det Øvrige maa især Tonen i Tapetmaleriet kunne betragtes som særdeles vellykket. Men fornemmelig sætte vi Pris paa det harmoniske og naturlige i saavelsom skjønne Billede, som disse Helfigurer i saa stærkt formindsket Maalestok frembyde. Man seer saa ofte Malerier af lignende smaa Dimensioner, hvori Personer med fuld Figur ere anbragte paa en underlig kluntet og grimaceret Maade, men Bache forstaaer aabenbart den Konst, at give hele Skikkelser i et lille Genrestykke, saaledes at man troer paa dem. Om en tredje – en ”virkelig” – Hund kom hen og gjøede ad sine to Kammerater paa Billedet, skulde det ikke undre os; thi der er Sandhed i det. Og at man saa uvilkaarlig spørger om Forklaring paa hele Historien med den unge Pige, det tyder jo ogsaa paa, at hun er ligesaa naturfrisk, som hun og hele Maleriet er tiltalende og behageligt. Men naar det Naturtroe og det Skjønne ere forenede, hvad Mere staaer da tilbage at ønske? Ak, ja! Kravene kunne jo let stilles i uendeligt Tal og med endeløst Maal. Man kan sige Meget, som Otto Bache mangler for at høre til de Allerstørste i et Fag, hvor de hollandske Mestere fra den gamle Tid have præsteret saa fuldkomne Værker. Men hellere end at fremhæve Afstanden fra Idealet og maale den Vei, som den sande Konstner bedst selv veed, at han endnu har at tilbagelægge – langt hellere end det ville vi glæde os over Dygtigheden og haabe paa dens stadige Væxt.

1 Clara Andersen (1826-1895): Rosa og Rosita (1862, lystspil i 2 Akter opført på Det Kongelige Teater)
2 med eller mod sin vilje

Kilde: "Illustreret Tidende" (Årgang 12, nr. 577, 16.10.1870, s. 20-22). 

 

 

 

 chap35-25-2-22.jpg chap35-25-2-54.jpg

"Hundene skal have Mad" [1871]. Maleri af Otto Bache [1839-1927], tegnet paa Træ af konstneren selv.

Den originale akvarel, til højre, solgte Otto Bache til Lensgreve Frederik Georg Julius (G.J.) Moltke til Bregentved (1825-75). Maleriet er senere videresolgt, og skulle efter sigende befinde sig på et kasino i Hamborg. Hunden til højre, stående på bagpoterne, er en Broholmer.
Billedkilde: ”Illustreret Tidende” (Årgang 13, nr. 667, 07.07.1872, s. 379). Fotografiet af akvarellen er fra Hanne Pedersen, kunsthistoriker mag.art.: Udstillingskataloget ”Otto Bache 1839-1927” (2009, Rønnebæksholm og Randers Kunstmuseum, s. 55), med tak.

 

 

chap35-25-2-19.jpg 

Otto Bache (1839-1927): En broholmerhund ser på en eghjort (ca. 1876).
Billedkilde: Nivaagaards Malerisamling.

 

chap35-25-2-19.jpg 

Otto Bache (1839-1927): Efter Vildsvinejagten (1876) til den kgl. Samling erhvervede. Olie på lærred 144,5 x 206 cm.
Den danske Hund (Broholmer) til venstre i grågul. Den danske Hund (Grand Danois) i midten i sort med hvide aftegninger.
Billedkilde: Statens Museum for Kunst (KMS1083).

 

 

 

chap35-25-2-37.jpg 

Dyremaleren Karl Kristian Uchermann  (Borge, Lofoten, Norge 1855-1940): ”Flamsk hundeforspann”, malet i Antwerpen 1880. Det blev købt af Nasjonalgalleriet, Oslo. De to hunde til højre (set fra læseren) er en brugshund af typen Sankt Bernhard eller Leonberger. De tre hunde til venstre er fra venstre: Den danske Hund i farven harlekin; en Broholmer og endelig endnu en Dansk Hund.  Den gyldenbrune Broholmer er kendt under dette navn fra Viggo Møller: Dansk Jagttidende (Nr. 6, september 1886, s. 86), og dette kan derfor være navnet også Uchermann har brugt.
Billedkilde: Wikipedia.

 

 

 chap35-25-2-34.jpg

I udgivelsen Die Gartenlaube - Illustriertes Familienblatt (1881, s. 705) har Ludwig Beckmann et træsnit med følgende tekst:

Prämiirte Hunde auf der Hundeausstellung zu Cleve. Zeigt Hunde der Rassen

Schottischer Deerhound (1)
Russischer Windhund (2)
langhaariger Deutscher Hühnerhund (3)
glatthaariger Deutscher Hühnerhund (4)
Schweißhund (5)
Deutsche Dogge (6)
Bernhadiner (7)
Englischer Mastiff (8)
Spitz (9)
Pudel (10)

Tidsskriftet ”Der Waidmann – blätter für jäger und jagdfreunde” (XII. Band, No. 22, 23. februar 1881, Forsiden) bringer artiklen ”Die internationale Jagd-Ausstellung in Bad Cleve und ihre hohe Bedeutung”, hvorfor vi ved at ”Hundeausstellung zu Cleve” betegner hundeudstillingen i byen Kleve, North Rhine Westphalia i 1881.

Vi bemærker straks at året er 1881. I forsøget på at overtage Den danske Hund (Grand Danois) som en tysk hund under navnet ”Deutsche Dogge” opfindes sidstnævnte navn til lejligheden i 1880, og må fra dette tidspunkt kun benyttes i det nye tyske rige. Den tyske Ludwig Beckmann (1822-1902), der oprindeligt kalder Den danske Hund ved dens rette navn på tysk ”Dänifcher Hund (Canis familiaris molossus danicus)” har i ovennævnte afbildning omskrevet navnet til ”Deutsche Dogge (6)”. Historieomskrivningen er begyndt.

Vi kan se at dette muligvis ikke kun rammer Den danske Hund (Grand Danois), men også Broholmeren, der først kendes under dette navn fra Viggo Møller: Dansk Jagttidende (Nr. 6, september 1886, s. 86).

Broholmeren er en engelsk mastiff, men i 1881 findes denne kun i Danmark/Skåne, og ikke længere i England. Dr. Leopold Joseph Franz Johann Fitzinger (1802-1884) viser os i sin doktorafhandling fra 1867, at man i de tysktalende lande vel ved at hundens kaldenavn var Den danske Dogge (Die dänische Dogge). Det kan derfor vel være helt bevidst at hundens kaldenavn skrives væk fra Danmark, og gives navnet ”Englischer Mastiff (8)”. Den aftegnede mastiff/dogge ser ud til at være lidt mindre end samtidens samme i Danmark.

 

 

chap35-25-2-32.jpg 

“Kalkmaleri med to broholmere på væggen hos familien Foldbjerg i Sydsjælland. Familiens hus er fra 1884 og har tidligere været ejet af maleren og billedhuggeren Karl Hansen-Reistrup. Han er mest kendt for sine friser på Glyptoteket og de to massive granitelefanter ved porten ind til Gl. Carlsberg”.

Frederik Karl Kristian Hansen Reistrup (1863-1929) opførte i 1885 sit eget hus på Reistrupvej 9, 4700 Næstved. Jvf. BBR-oplysninger på ejendommen skete der pr. 6. april 2006 ejerskifte. Frederik Karl Kristian Hansen Reistrup lavede i 1881 dyrefriserne på de to indgangspavilloner til Zoologisk Have, på hver side af indgangen (nedrevet i 1996), hvorfor han har haft nøje kendskab til de Broholmere der blev opdrættet i Zoologisk Have i samtiden. I alle tilfælde Broholmeren på højre side af pejsen er tidstypisk for årene 1885-1890.

Kilde: Sten Søndergaard: Broholmeren - glemt og genoplivet (HUNDEN, 12:1997, s. 11)

 

 

Der nedsættes i 1886 "Danske Commission Kjøbenhavn 1886", hvilken skriver den første standard for Den danske Hund til brug på den første hundeudstilling i Danmark. Over 5 dage, fra fredag den 23. juli til tirsdag den 27. juli 1886, afholdtes den første jagt- og hundeudstilling i Rosenborg Have i København under navnet "den 1ste nordiske Jagt- og Fjerkræudstilling".

Denne nedskrevne standard gengives efterfølgende i Dansk Jagttidende (Nr. 8, november 1886, s. 113, 120).

 

Viggo Møller skriver i Dansk Jagttidende (Nr. 7, oktober 1886, s. 108-111) om ”Den første svenske Hundeudstilling i 1886”. Denne fandt sted over 3 dage, 16-18 juli 1886 (fredag til søndag) i Kavalerietablissementets Stald og Ridehus på Ladugaardsgärdet uden for Stockholm. Udstillingen afholdtes samtidigt med den store svenske landsbrugsudstilling samme sted. Der blev udstillet 325 jagthunde og 115 ikke-jagthunde. Under kategorien ikke-jagthunde udstilledes ”nogle danske (Broholmer) Hunde”.

chap35-25-38.jpg  

 Kilde: Dansk Jagttidende (Nr. 7, oktober 1886, s. 110) 

 

 

chap35-25-2-26.jpg

Hunde paa den 1ste nordiske Jagt- og Fjerkræudstilling. Tegnet af Carsten Ravn.

172. Prins Valdemars Moppe "Jossy". - 107. Prinsesse Maries Terrier "Bil". - 170. Terrier "Congo". - 161. Plettet Bulldog "Major". - c. Spids. - I. Frijsenborg-Meuten, Støvere. - 61. Dronningens Setter "Aga". - 169. Terrierne "Bob" og "Lion". - 158. Grand Danois "Tula". - 129. Alpehund. - 137. Mastiff "Baldur" (Broholmer-Racen). - 93. Griffon "Oscelola". - a. Grævlinger. - b. Moppehvalpe.

"Prins Valdemar" er Christian IX's søn Valdemar (1858-1939).
"Prinsesse Marie" er Prinsesse Dagmar (Marie Sophie Frederikke, Maria Feodorovna, 1847-1928). Hun er på dette tidspunkt zarina til Rusland, og sikkert på sommerferie i Danmark.
"Dronningen" er Dronning Louise af Hessen-Kassel (1817-1898).

Viggo Møller: Dansk Jagttidende (Nr. 6, september 1886, s. 86), og Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, "Broholmshunden", s. 239) skriver at der var 5 Broholmere udstillet i København. Vinderhunden blev den rødbrune "Baldur" (udstillingsnr. 132), der blev tegnet af Ludwig Beckmann

Dommerpanelet bestod af Konseilspræsident, Udenrigsminister, Gehejmekonferensraad og formand for Dansk Jagtforening Kjeld Thor Tage Otto Baron Reedtz-Thott (Gaunø, Gavnø Slot), Christiansen (Rask, Uldum), Konseilspræsident, Hofjægermester Hannibal Sehested (Tangegaard), Josias lensgreve Raben-Levetzau (Aalholm Slot), Skovrider J. M. Buch (Knuthenborg Skovridergaard) og Hofboghandler og bogtrykker Adolf Emil Alexander Radetzki, Verlag von Beuckert & Radetzki, Berlin.
Kilde: "Illustreret Tidende, Årgang 27, nr. 44, 01.08.1886, s. 534), Det Kongelige Bibliotek (
www.illustrerettidende.dk ).

 

 

chap35-25-2-14.jpg

Overskrift til venstre: Racekjendetegn paa forskjellige Hundearter - Den danske Hund.
Underskrift til højre: Kat. Nr. 132 “Baldur” Den danske Hund. Tilh. Slagter Møller Rå. Raus pr. Helsingborg. Tildelt Hs. Kgl. Høihed Prins Valdemars Ærespris.

"Slagter Møller Rå. Raus" er identisk til Carl Johan Möller (1856 i Pålstorp, Raus - 1920 i Råå Fiskeläge, Raus). Han var ”Torpare och Slaktare” i folkeoptælllingen 1890. Han var ud af en børnefolk på seks, hvis fader var Rotesoldaten Jöns Möller (1821 Ottarp – 1872). Tusinde tak til Josefine Nilson, Skåne for at hjælpe med kirkebøger og folkeoptællinger.

Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne" (1887, "Broholmshunden", s. 239-240) gengiver samme afbildning af Baldur som den ses helt til højre.
Kilde: Dansk Jagttidende (Nr. 8, november 1886, s. 113, 120).

 

Racekjendetegn paa forskjellige Hundearter.

Den danske Hund.
(Se Afbildningen Pag. 120)

1. Almindelige Bemærkninger: temmelig stor, meget kraftig fortil, bagtil forholdsvis svagere, stort, bredt Hoved, svær Hals, bredt Bryst, let krummet Ryg, Hovedet bæres sædvanligt ligeud, snarere lidt ludende, Halen bæres lige i Løbet, ellers nedadhængende og let opadkrummet. Bevægelserne rolige og noget langsomme.

2. Hovedet: forholdsvis stort og bredt. Pandelinien lidt højere end Næselinien, men iøvrigt parallel med denne. Panden meget bred og kraftig. Næsen svagt buet, bred; godt overfaldende Læber. Underkjæben af samme Længde som Overkjæben, Kjæbemusklerne meget stærkt udviklede. Huden under Halsen stærkt nedhængende, forholdsvis smaa Ører, som ligge glat til, ansatte temmelig højt bagtil, runde, brune Øjne med skarpt, men godmodigt og roligt Udtryk, aldrig dybtliggende og tør det Hvide ikke komme tilsyne.

3. Halsen: meget svær og kraftig, let krummet.

4. Brystet: meget bredt og kraftigt, med stærkt udviklet Brystkasse, sænket temmelig dybt.

5. Ryggen: meget kraftig, let krummet med lidt afskydende Kryds.

6. Halen: middellang, bred ved Roden, ikke stærkere Haarvæxt paa Undersiden end paa Oversiden.

7. Forbenene: stærke og kraftige, Overarmen meget muskuløs, forfra sét ganske svagt krummet, i Profil sét ganske lige,

8. Bagbenene: noget svagere end Forbenene, Musklerne mindre stærkt udviklede. Haseleddet temmelig stærkt bøjet.

9. Foden: rundagtig, kraftig, godt sluttede hvælvede Tæer, stærke Kløer.

10: Haarlag:  meget kort og tæt og liggende glat til.

11. Farve: rødgul eller lysegul, Snuden og Ørerne mørkere farvet.

Feilagtigt er: for lange Ører, spids Snude, opadstigende Pande, stærkt fremtrædende Nakkeben, dybtliggende Øjne, naar det Hvide i Øjet kommer tilsyne, svagt og smalt Bryst, let Bygningsmaade, for steilt eller krumstillede Bagben, opadbuet Hale og Børste paa samme.

Reddtz-Thott,
Gaunø.

Christiansen,
Uldum.

Sehested,
Tangegaard.

Raben-Levetzau,
Aalholm.

Buch,
Knuthenborg Skovridergaard. 

Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, "Broholmshunden", s. 239-240) gengiver samme standard, omend med et betydeligt ændret ordforråd, og visse steder ændret indhold.
Kilde: Dansk Jagttidende (Nr. 8, november 1886, s. 113).

 

chap35-25-2-3.jpg

Fig. 66. Broholmshunden "Baldur". Tog H.K.H. Prins Valdemars Ærespræmie i Kjøbenhavn 1886. Tilhørende Hr. Slagtermester Møller - Rå i Raus ved Helsingborg (efter "Dansk Jagttidende").
Kilde: Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, "Broholmshunden", s. 239-240).

 

Vi bemærker at i den første standard fra juli 1886 for "Den danske Hund", der er Broholmeren, nævnes betegnelsen "Broholmer" ikke.

Den tidligste benævnelse af "Broholmer"-navnet er, så vidt jeg kan se, Viggo Møller: Dansk Jagttidende (Nr. 6, september 1886, s. 86):

"Af den danske Hund (Broholmeren) var der mærkeligt nok kun mødt fem Exemplarer, skjønt denne Hund, som bekjendt, holdes i Mængde her i Landet, navnlig i Hovedstaden, hvor man er nær ved at falde over den for hver 300 Skridt. Imidlertid er det forbavsende saa faa, yderst faa, gode Exemplarer, der ses.

Man har været i Tvivl om denne Hunds Berettigelse til at opstilles som en egen Race og har anset den for en bastarderet engelsk Dogge. Imidlertid blev Komiteen og Dommerudvalget enige om at fastslaa det gamle Navn ”Danske Hund” for Fremtiden. Og Racekjendetegnene, som vare affattede af Hr. Hofjægermester Sehested, Tangegaard blev reviderede under Medvirkning af Præsidenten for ”Hector”, Hr. Radetzski, som var Medlem af Dommerudvalget for de ikke til Jagt anvendelige Hunde.”

......

Broholmerhunden ligner meget en engelsk Dogge, men adskiller sig fra denne blandt andet ved Forskjelligheder i Hovedets Bygning og navnlig ved at have længere Behæng. En Tid var den næsten ved at forsvinde, men blev atter opdrættet af afdøde Kammerherre Sehested på Broholm".

 

 

chap35-25-2-27.jpg

Engelsk Mastiff.

Dansk Broholmshund.

Den store danske Hund (Grand Danois)

Beslægtede Hunderacer.

Fra Viggo Møller’s artikel ”Store danske Hunde” i ”Illustreret Tidende” (Årgang 28, nr. 20, 13.02.1887, s. 244). Bemærk at hundene er tegnet af den tyske Ludwig Beckmann (1822-1902). Det er samme tegner der gengiver ”Dänifcher Hund (Canis familiaris molossus danicus) i Alfred Edmund Brehm (1829-1884)’s værk ”Tierleben”, der ofte blot kaldes ”Brehms Tierleben”, og i den danske oversættelse blev til "Dyrenes Liv".

Ved at sammenholde ovennævnte afbildninger med samme i "Illustreret Tidende" (Årgang 27, nr. 44, 01.08.1886, s. 534) kan vi se at den afbildede "Dansk Broholmshund" er Baldur, og "Den store danske Hund" er Tula.
Billedkilde: ”Illustreret Tidende” (Årgang 28, nr. 20, 13.02.1887, s. 244-246).

 

Skovrider J. M. Buch, Knuthenborg Skovridergaard, medundskriver af den første standard for Den danske Hund, her forstået som "Broholmeren", skriver artiklen ”Den store danske Hund, den tyske dogge og den danske Hund”, der blev trykt i Dansk Jagttidende (Nr. 2, Maj 1887, 4 Aargang).

Vi skal her være opmærksom på at Dansk Kennel Klub først grundlægges mere end 10 år senere i 1897, og at alle hundesager før dette tidspunkt hører under bestyrelsen af Dansk Jagtforening (grundlagt 8. juni 1884), på hvis vegne Skovrider Buch forfatter artiklen.

"Dansk Jagtforenings i Fjor foranstaltede Hundeudstilling [ i juli 1886] vakte aabenbart mere end forbigaaende Interesse, hvilket allertydeligst fremgaar af de talrige mundtlige og skriftlige Udtalelser, der senere ere fremkomne herhjemme angaaende Hundesporten i Almindelighed og Den store danske Hund i Særdeleshed. ...

Til Belysning af den hele Affære er det nødvendigt først at rette den temmelig almindelige Misforstaaelse, at den store danske Hund er den samme som den danske Hund (Broholmracen), og at dette skulde være slaaet fast af Dommerudvalget ved Udstillingen. De to Racer ere i Virkeligheden saa forskjellige, ikke alene i Alder, men tillige i Udseende, Bygning og Afstamning, at de vanskeligt kunne forvexles. ...

Den danske Hund er, som Race betragtet, maaske den alleryngste, der existerer, og først i Fjor blev den officielt erklæret for rén, idet dens Racemærker fastsattes, hvoraf følger, at den fremtidigt optages i ”Dansk Hundestambog” og formentlig ligeledes vil blive optaget i Udlandets Hundestambøger. ...

Formanden har nemlig notificeret Kennel Klub i London og andre fremmede kynologiske Foreninger *) Racekjendetegnene for ”den danske Hund” (Broholmeren) med tilføjet Bemærkning om, at denne Race ikke maa forvexles med ”den store danske Hund” (Great Dane, Grand Danois). Endvidere har Bestyrelsen tilstillet ”Der Hund” en Artikel til Optagelse, hvilken protesterer imod de Udtalelser i Bladets Nr. 16 for 1886, der lade forstaa, at Udstillingen i Kjøbenhavn har slaaet Racen ”den store danske Hund” fast med de for ”den danske Hund” vedtagne Kjendemærker. Protesten anfører bl. A., at ”den store danske Hund”s og ”Deutsche Dogge”s Identitet er utvivlsom samt at Udstillingskommissionen følte sig ligesaa uberettiget til at lade det gamle, af Buffon brugte Navn forsvinde, som til at tildele den anden Race dette Navn. Endelig er i den nu vedtagne ”Danske Hundestambog” opført:

”Den store danske Hund.”
”Den danske Hund.”

kilde: uddrag fra Skovrider J. M. Buch: Den store danske Hund, den tyske dogge og den danske Hund (Dansk Jagttidende, Nr. 2, Maj 1887, 4 Aargang).

 

Som anført af Skovrider J. M. Buch: Den store danske Hund, den tyske dogge og den danske Hund (Dansk Jagttidende, Nr. 2, Maj 1887, 4 Aargang) og Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, s. 228, Anmærkning), tilskrev Dansk Jagtforening den engelske kennel klub og andre kynologiske foreninger rundt om i Europa for at forklare forskellen på "Den danske Hund", stadigt forstået som Broholmeren, og "Den store danske Hund", her forstået som Grand Danois. I Det Tyske Rige tilskrev man "Die deutsche Delegirterkommission für die Hundezucht", Hannover. I Dansk Jagttidende (Nr. 12, Marts 1888, 4 Aargang) oplyses der om det herfra modtagne svar:

”Den danske Hund [Broholmeren]

I Anledning af, at Dansk Jagtforenings Bestyrelse har tilsendt den tyske Delegeretkommission for samtlige tyske Hundeforeninger de efter Udstillingen i Kjøbenhavn 1886 fastslaaede Racekjendetegn for ”Den danske Hund”, har Bestyrelsen under 2den f.M. modtaget følgende Svarskrivelse fra nævnte Kommissions Sekretariat:

”Mit Gegenwärtigen erlauben wir aus Ihnen den Beschlusz der Delegirten Commission vom 20de Januar d.A. mitzutheilen, wonach diejenigen Hunde auf deutschen Ausstellungen, welche unter der Race

Dänischer Hund

Ausgestellt werden, nach den von Ihnen am 15de Maj 1887 eingesandten Racekennzeichen beurteilt werden sollen.”

Det vil heraf ses, at ”Den danske Hund” er ankerkjendt i Tyskland som en særegen Race, hvilket Resultat selvfølgeligt baade er af Interesse og stor Betydning for os heri Landet, saameget mere som de af Dansk Jagtforening fastslaaede Racekjendetegn ogsaa ere antagne for dens Bedømmelse ved tyske Udstillinger.

Spanager, i Marts 1888,

A. Brockenhuus-Schack."

Kennelklubben for Det Tyske Rige besluttede med andre ord 20. januar 1888 at anerkende Den danske Hund (Broholmeren) med de ”Racekjendetegn”, det oprindelige ord for ”standard”, fremsendt af Dansk Jagtforening.

Det fremgår fra Lensbaron A.C. Berner-Schilden-Holsten: Standard for Bedømmelsen af 82 Hunderacer (1888, "Forordet"), at der 1887 er nedsat et "Dansk Hundestambogsudvalg" under Dansk Jagtforening. Dansk Hundestambog vedtages "19de April 1888 i Kjøbenhavn", jvf. Dansk Jagttidende (Nr. 2, maj 1888, s. 23), hvorunder man godkender to navne og standarder for henholdsvis ”Den store danske Hund og ”Den danske Hund”, sidstnævnte værende Broholmeren.

Fra ”Katalog vedrørende Hundeudstillingen i Kjøbenhavn den 28.-30. Juli 1888 foranstaltet af Dansk Jagtforening”, afholdt på Dyrskuepladsen, kan vi i ”Indholdsfortegnelse” (under ”2. Hunde, som ikke anvendes til Jagt”) se, at hundene er indskrevet som:

Store danske Hunde (Grand danois)
Danske Hunde (Broholmere)

Dette er den første udstilling, hvor man er i færd med at overgå til Broholmer-navnet i udstillingssammenhæng.

 

chap35-25-2-41.jpg 
 

Der er 14 Broholmere udstillet på udstillingen i København i 1888. Bemærk bl.a. at Slagtermester C. Kamla står som opdrætter af Bjørn (nr. 227), og ejer af Diana (nr. 234) og Gine (nr. 235). Dette er en af samtidens store opdrættere. Slagtermester Karl Adolf Ditlev Kamla (18.6.1840 Maribo - 9.4.1917 København) boede i Absalonsgade 29, 1. sal, København 18.8.1892, og i Dybensgade 22, 2. sal, København i 1899. Bemærk ligeledes at alle hundene er variationer over den gyldne farve.
Kilde: Kgl. Veterinær og Landbohøiskoles Bibliotek – Dansk Kennel Klubs bibliotek.

 

 
chap35-25-2-55.jpg 

”Kyon”: Om Hundens Røgt og Pleje. En lille veiledning af (Odense, Milo’ske bogtrykkeri, 1888, 82 s.).

Hvem der gemmer sig bag pseudonymet ”Kyon” – oldgræsk for ”hund” vides ikke, og der er ingen yderligere forklaring til hvem hunden på bogens forside er. Vi kan ej heller sige hvorvidt dette oprindeligt er et fotografi eller et guldaldermaleri. Der ser ud til at være en underskrift i nedre højre hjørne. Hvad vi kan sige er at dette er en endog meget fin Broholmer-tæve med 2 hvalpe.

 

Viggo Møller kommenterer i Dansk Jagttidende (Nr. 6, september 1888, Forsiden, s. 66) ”Hundeudstillingen i Kjøbenhavn 1888”:

”Broholmshundene, en 12-14 Stkr., vare ikke gode; kun et Par Stkr. opnaaede Præmie. Der fandtes endog langhaarede Individer imellem; og man skulde dog være berettiget til at vente, at Hundeejere her i Landet vide, hvorledes den Hund, der kaldes dansk, ser ud. Gid man dog vilde blive enig om at skaffe Navnet ”danske Hund” ud af Verden. Da Grand Danois ogsaa kan være gul, og da Broholmeren ogsaa er stor, er det umuligt at tale om de 2 Hunde, uden særlig at betegne deres Navne. Hvem ved, hvad der menes, naar man taler om en gul, stor dansk Hund eller om en stor, gul dansk Hund. Hvad kan det nytte, at man giver dem begge to Tilnavnet ”ægte”. Hvor Mange høre, at der i det første Tilfælde menes en Grand Danois og i sidste en Broholmer. De lange Navne med det megen Vedhæng ere i vor Tid upraktiske. Alle kjende Tyskernes Fremfærd mod den store danske Hunds Navn. Man ved, hvorledes de gjennem snedige Operationer have ændret det gjennem store danske Hund – store danske Dogge – store Dogge – Ulmerdog – herved blev man staaende en Tidlang. Det egentlige Snedige og Praktiske laa i Indførelsen af det korte, concise Navn. For hvem det er ligegyldigt, om han taler sit Modersmaal eller en Jargon, er der noget Bedaarende ved Navnet ”Dogge”. At føje ”tyske” til var siden en let Sag.

Vi have nu, som bekjendt, de 2 lange og brede Navne at strides med. Lad os være enige om, at der kun er én dansk Hund og den anden hedder Broholmshunden. Ved affattelsen af fremtidige Udstillingskataloger bør man foreløbig, for at undgaa forvexling, ved den Første Paranthes sætte ”store danske, Grand Danois” og ved den Anden ”danske Hund, Slagterhunden”. Dette sidste Navn har været gængs her i Landet og er det endnu i Sverrig". 

Kaptajn Wilhelm Dinesen (1845-1895), fader til Karen Blixen, støtter op omkring Viggo Mølllers forslag i Dansk Jagttidende (Nr. 11, februar 1889, Forsiden, s. 150-1) i artiklen ”Den danske Hund”:

”Da der nu i Januar [1889] skal afholdes Jagtmøde, hvor forskjellige Spørgsmaal om Hunde og Hunderacer skulle forhandles, vilde det saa ikke være passende paa samme Tid, en Gang for alle, at faa Spørgsmaalet: den danske Hund klaret?

.... kun derved, at den danske Jagtforening som tillige optræder som den danske kynologiske Forening, uopholdeligt og aabent erklærer, at der i Danmark kun findes én dansk Hunderace: den danske Hund, som har været kjendt og skattet i lange Tider hele Verden over (de store gule Hunde maa saa hedde Broholmere, Jægerspriser, Frederik VII, eller hvad Enhver ellers har Lyst til at kalde dem, og kunne de under saadant Navn erhverve sig Renommé og Værdi, er det dem vel undt) og Jagtforeningen maa da underrette andre kynologiske Foreninger derom, og tilbagekalde det før omtalte Dekret [om opdelingen i den store dansk Hund og den danske Hund], som grundet paa Ukjendskab og derfor fejlagtig.

Det bør Jagtforeningens Medlemmer forlange af Bestyrelsen.

Rungsted, i januar 1889.    W. Dinesen”

 

 

chap35-25-2-31.jpg 

Fotografi nr. 23209: Taget af Johan Georg Heinrich Ludwig Tønnies (1825-1903) i Aalborg 06.10.1890. Teksten lyder ”Clausen. Aalborg. Dreng med stor hund”.
Fotografi nr. 23258: Taget af Johan Georg Heinrich Ludwig Tønnies (1825-1903) i Aalborg 17.03.1897. Teksten lyder "Struve, H. Slagter. Dreng i matrostøj med stor hund".

Fotografierne er taget i Aalborg, hvor Johan Tønnies havde nedsat sig som portrætfotograf i 1856 under firmanavnet Atelier H. Tønnies. Hundene er, som man kan se, Broholmere. Den sorte Broholmer er tilmed en "slagterhund", hvilket tilnavn hunden altid har haft, også i 1800 tallet.


Fotografi nr. 17419: Taget af Fritz Karner (1874-1955) i Aalborg 24. september 1899. Teksten lyder "Ung mand med hund", og viser en meget flot Broholmer hanhund. Den unge mand er iført jockey-tøj, og simulerer at ride på den rød-gyldne Broholmer.
Billedkilde: Aalborg Stadsarkiv (arkivnr. 23209, 23258, 17419).

 

 

chap35-25-2-56.jpg 

Ølhandler og værtshusholder Christen Christensen med sin Broholmer, familie og ansatte i gården i Studiestræde 35, København ca. år 1893.

Fra Politiets Registerblade i København, udfærdiget den 1. november 1890, kan vi se:

Fulde Navn: Christensen, Christen
Livsstilling: Værtshusholder
Alder : 42 (Død 20.11.1899)
Hustru: Ane Sophie
Alder: 39
Børn:
Ingeborg Alvilda, født 1.2.1884
Johanne Sofie, født 1.11.1891 (er streget ud og må derfor efterfølgende være død)
Bopæl: Studiestræde 35, st.

 chap35-25-2-57.jpg chap35-25-2-58.jpg

Med andre ord, Christen Christensen (1848-1899), født  i Jonstrup (ved Værløse) og hans kone Ane Sophie (1851-1932), født i Aversie (ved Haslev), havde på dette tidspunkt to børn; Ingeborg (1884-1962) og Johanne Sofie (1891-1962).

Christen Christensen ligger begravet på Solbjerg Parkkirkegård ved Søndermarken på Frederiksberg. Fra familiegravstenen, der i øvrigt fejlagtigt angiver hans dødsår som år 1900!, kan vi lære mere. Fra fotografiets højre side ser vi derfor Johanne Sofie, ca. 2 år gammel, holdt på armen af hustruen Ane Sophie, efterfulgt af en Broholmer; derefter Christen Christensen og til sidst datteren Ingeborg. Fotografiet kan derfor dateres nogenlunde præcist til 1893.

Christen Christensen blev 14. januar 1891 indvalgt i bestyrelsen af Kjøbenhavns Ølhandlerforening af 1875, som han havde været medlem af siden 1881 (står opført for året som ”C. Christensens Enke (1899), Studiestræde 35”). Han forblev i bestyrelsen frem til sin død.

Gården Studiestræde 35 blev opført efter 1795-branden for brændevinsbrænder Wilhelm Biermann, og står i dag næsten uændret. Mellem 1870 og 1900 skiftede ejendommen ejer et par gange og tilhørte det meste af perioden værtshusholderen i kælderen, ølhandler C. Christensen, der havde familieboligen i stueetagen.

Nørre Kvarter (arealet mellem Rådhuspladsen, Gothersgade, Nørre Voldgade og havnen) er en del af Københavns Middelalderby, og var det store ølbryggerkvarter. På sit højeste var der 50 bryggergårde i kvarteret.

På jorden mellem de to drenge, børnearbejdere, står det apparat der blev brugt til at tappe øl over på flasker med. Herefter blev der sat en korkprop i, fastgjort med ståltråd så kulsyreren ikke pressede korkproppen op.

Kilder: Viggo Alstrup: Kjøbenhavns Ølhandlerforening af 1875 (Kjøbenhavn, 1900, s. 29, 48 58); http://www.pisserenden.com/. Tak til Birte Scheel for at henlede min opmærksomhed på fotografiet.

 


 

Viggo Møller i Dansk Jagttidende (Nr. 4, juli 1890, Forsiden, s. 42) om ”Hundeudstillingen i Berlin den 15de-18de Maj 1890”, der afholdtes i Flora Garten i Berlin, ”en Kjøretur paa 25 minutter med Sporvogn fra Café Bauer”. Ca. 1400 hunde var udstillet, og blandt de udstillede hunde var ”2 Broholmshunde fra Kjøbenhavn”.

Fra Dansk Jagttidende (nr. 6, september 1891, s. 83 & nr. 6, september 1892, s. 85) kan vi se at gældende fra hundeudstillingen 7.-9. august 1891 på Lorentzberg i Göteborg, den første hundeudstilling i Sverige, blev ”Broholmshunden” overført til ”Mastiffklassen”, hvilket videreførtes på hundeudstillingen i Helsingfors (Helsinki) 1892:

”De faa udstillede ”Broholmere” bleve af Dommerkommiteen flyttede over i Mastifklassen, hvor de rettelig høre hjemme. For øvrigt var det mest Bastarder. Slagter Kamlas Hund ”Petersen” fik 2den Præmie”. 

chap35-25-2-57.jpg 

 Kilde: Katalog öfver svenska kennelklubbens hundutställning i Göteborg (1891). 

 

Denne omfordeling på hundeudstillingen i Göteborg 1891 blev besluttet under udstillingen, jf. ovenfor, samt Dansk Jagttidende (Nr. 1, april 1891, forsiden), der begge viser samme klasseinddeling af hundene i ”Program for Svenska Kennelklubbens Hundeudstilling”:

chap35-25-2-28.jpg

Der var 14 Danske Hunde (Grand Danois), hvoraf ”Nr. 310 og 11 tilhørte snarere Mastifsklassen”, og 4 Broholmere udstillet i Göteborg 1891.
Kilde: Dansk Jagttidende (Nr. 1, april 1891, forsiden & Nr. 6, september 1891, s. 79-83).

 

Hunden (nr. 4, april 1891, s. 30) gengiver ligeledes "Program for Klasseindeling for Hunderacerne" for Svenska Kennelklubbens Hundeudstilling 1891 (fra Tidning för Idrott), og her har Viggo Møller tilføjet en bemærkning til "30. Broholmerhunde* (danske Hunde):

"*Da det erfaringsmæssig viser sig, at de fleste saakaldte Broholmere ere Mastiffs, bør det formentlig være Dommerens Ret og Pligt at flytte disse hen, hvor de høre hjemme. Rettest bør det vel være den eventuelle danske Dommer, der tager Initiativet i saa Henseende".

Hermed er strategien for afskaffelse af Broholmer-navnet og overførsel til mastiff-gruppen offentliggjort i april 1891, og det er nøjagtigt hvad sker 4 måneder senere på selve udstillingen.

Hele tanken bag indførelsen af det franske ord ”Grand Danois” som betegnelse for den store myndehund og blending, såvel som for indførelsen af stednavnet "Broholmer” som betegnelse for den engelske dogge, var et udtrykt ønske om at adskille de to hundetyper i sproget for at undgå tysk misbrug af dette.

I 3. udgave af Alfred Edmund Brehm (1829-1884)’s værk ”Tierleben” (Säugetiere – Zweiter Band, s. 125-126), ofte blot kaldt ”Brehms Tierleben”, der udkom 1890-93, forklares det om "Der dänifche Hund" i Danmark:

"...Dort wird er gegenwärtig in größerer Anzahl nur auf zwei Rittergütern gezüchtet, und zwar in einer kleineren, aber für edler geltenden gelben und fchwarzgefichtigen Unterraffe in Broholm fowie in einer größeren, rein gelben Unterraffe in Brolykke..."

"...Dér bliver den i vore dage kun opdrættet i større antal på to godser, og det i en mindre, men forædlet gylden udgave og sortudseende underrace på Broholm samt i en større, ren gylden underrace på Brolykke..."

Min oversættelse til nudansk.

 

Fordi 3. udgave af værket fra 1890 er underlagt censur, som en del af et storstilet tysk forsøg på at omskrive hundens historie, er "Der dänifche Hund" her identisk til Broholmeren, hvad også direkte fremgår af det skrevne. I 1890 er opdrættet af Broholmere ophørt for mange år siden; opdrættet fandt sted i årene 1850-1882.

Broløkke (Brolykke) er ét af to mulige godser: Broløkke Gods var hovedsædet for stamhuset Ahlefeldt (nu ophævet), og ligger i Magleby Sogn på det sydøstlige Langeland. Alternativt kunne der være tale om Herregården Broløkke, der ligger i Viby sogn, Bjerge Herred, Kerteminde, Fyn. Våbenskjoldet til Greve Ahlefeldt af Langeland indeholder en mastiff-hundetype, der i folkemunde var kendt som ”den ahlefeldtske hund” 1. Grev Ulrich Holstein-Holsteinborg, Grev Ulrik Ahlefeldt-Laurvig og Grev Preben Ahlefeldt-Laurvig hjalp mig i november 2008 med at efterse om vi kunne erindre noget om et opdræt på Broløkke Gods på Sydlangeland. Det lykkedes os ikke at finde yderligere spor i sagen i denne omgang. Det betyder ikke at det ikke har fundet sted, men at vi endnu ikke har fundet vidnesbyrd, der kan understøtte påstanden.

 

1 

 
chap35-25-2-55.jpg 

Den ”den ahlefeldtske hund” ses første gang da Fridericus de Ahlefeld, comes de Langeland et Rixingen (Frederik Ahlefeld (1662-1708), Greve af Langeland og Rixingen) slås til ridder af Dannebrog 5. maj 1687. Han udnævnes til ridder af Elefantordenen 31. juli 1688. Den ses ligeledes hos Johannes Henricus de Ahlefeldt de Newenhoff (Hans Henrik Ahlefeldt til Neuenhoff, Holsten, 1656-1720) da han bliver ridder af Dannebrog 26. oktober 1717, samt hos Cajus Burchardus Comes de Ahlefeldt in Eschelmarck (Cai Burchard von Ahlefeldt (1671-1718), Lensgreve Ahlefeldt af Eskilsmark, Eckernförde, Slesvig-Holsten). Han gøres til ridder af Dannebrog 11. oktober 1713. Herefter forekommer den i Wolf de Ahlefeld’s våben, indmalet da han udnævnes til ridder af Elefantordenen 16. november 1775. Dette er identisk med Volf Ahlefeldt til Köningsförde (1689-1777), der var landråd i hertugdømmerne. Indskriften lyder "Fides non senescit" (Troskab ældes aldrig) - en kenning for "den ahlefeldtske hund" og dermed samtidens Broholmer. Indskriften er inspireret af, og skal direkte vise arven efter, Kong Frederik II's Valgsprog indgraveret i halsbåndet på hans Broholmer på kongetapetet fra årene 1580-1586: "T.I.W.B" (Treu ist Wildt Brat) - Troskab er vildbrad.
Kilde: Dannebrogordenens Våbenbog (tome I, 1671-1722, våbenskjold nr. 63, 92 i Christian V.’s regeringstid); Elefantordenens Våbenbog (tome I, 1660-1780, våbenskjold nr. 181-19 i Frederik V.’s regeringstid). http://kongehuset.dk/vaabenboeger

 

Det er for at hjælpe til med at genoprette bestanden af Danske Hunde, at Zoologisk Have, København fra 1875 (frem til 1927) begynder at opdrætte såvel ”Den store danske Hund” (Den danske Hund), som ”Den danske Hund” (Broholmeren).

Ole Larsen: Blandt dansk Grand danois Opdræts Pionerer (Hunden, september 1934, s. 288-289)

”Den 14. november 1884 skænkede Grosserer Thorvald Rich i øvrigt ogsaa Haven [=Zoologisk Have] en Broholmer” 

Fra publikationen ”Zoo – en historie om dyr og mennesker gennem 125 år” af Bent Jørgensen, Rhodos:
1

1 Tak til Peter Nørresø Haase, informationschef for Zoologisk Have.

 

 chap35-25-2-23.jpg

Billeder fra ca. år 1900 fra Zoologisk Have. Broholmer-tæven dier 2 løve-unger, ikke egne hvalpe.

Billedkilde: Se også Dansk Kennel Klub: Broholmer (1999, s. 11).

 

chap35-25-33.jpg 

Hovedindgangen til Aarhus Toldkammer 2014.

Professor i arkitektur Hack Kampmann (1856-1920) tegnede Aarhus Toldkammer (Toldboden), der blev opført 1895-97. Over hovedindgangen til bygningen ses to Broholmer-hoveder, hugget i sandsten af Chr. Lindstrøm. Opdraget fra Professor Kampmann til stenhuggeren var at Broholmer-hovederne skulle ”symbolisere Aarvaagenheden og Vagtsomheden i Toldgerningen”. Derfor stirrer Broholmeren til venstre årvågent ud mod havet med lukket mundtøj, medens Broholmeren til højre holder vagt med viste tænder. Efter forgæves at have annonceret efter en Broholmer i de århusianske aviser, drog billedhuggeren til Zoologisk Have i København for at finde de hunde, der endte op med at stå model til udsmykningen.

Inden for i toldboden, over indgangen til "Vejerboden", fløjen til venstre for hovedindgangen, er samme to Broholmer-hoveder ligeledes gengivet; denne gang i en slags hvidmalet gips.
Kilde:
Lisbeth Nøhr: Rundt omkring Aarhus Toldkammer (1995, Hundehoveder, s. 14-16); Sten Søndergaard: Broholmeren - glemt og genoplivet (HUNDEN, 12:1997, s. 11). Billedet taget af "martin8th".

 

Til trods for opfordring hertil af A. C. Berner-Schilden-Holsten i Dansk Jagttidende (Nr. 12, marts 1888, forsiden & s. 199), optages ingen af de i juli 1886 udstillede Danske Hunde, Broholmer eller Grand Danois, i Dansk Hundestambog.

Modsat Grand Danois (Den danske Hund), hvor den første registrerede hund er Godsejer Lund, Julianelyst pr. Horsens’s ”Minka” (Nr. 1791); indskrevet under hundebetegnelsen ”Danske Hunde” i Dansk Hunde-Stambog (1. januar 1888-31. December 1912, Bind I:25, s. 140), findes der i Dansk Hundestambog ikke én eneste registreret Broholmer/Broholmshund. I årene efter 1888 har hunden enten skulle registreres som ”Den danske Hund” eller som ”Broholmerhunde” eller variationer heraf. Allerede fra januar 1889, Jagtmødet - bestyrelsesmødet i Dansk Jagtforening, betegner begrebet ”Dansk Hund” i Dansk Hundestambog den nuværende Danske Hund (Grand Danois). 1 At vi ikke finder én eneste Broholmer/Broholmshund i Dansk Hundestambog fra denne stiftes i 1888 frem til hunden blev forsøgt genskabt i 1974 2,  har en helt særlig forklaring og en række konsekvenser i forståelsen af Broholmerens senere historie, og hvorfor den uddøde i Dansk Hundestambog, om end heldigvis ikke blandt den danske befolkning.

1 Tusinde tak til Jytte Mølgård Jensen, Ruds Vedby der i juni-juli 2014, på vegne Dansk Kennel Klub, har gennemset Dansk Hundestambog fra 1888 frem til 1960’erne for at bekræfte dette.
2 Sten Søndergaard: Broholmeren - glemt og genoplivet (HUNDEN, 12:1997, s. 8) og Dansk Kennel Klub: Broholmer (1999, s. 16).

 

Bent Jørgensen: ”Zoo – en historie om dyr og mennesker gennem 125 år” forklarer os at der ca. år 1900 blev avlet 5 broholmer-hvalpe i Københavns Zoo, og vi har fotografier der beviser at Københavns Zoo havde voksne Broholmere til opdrættet. Hvorfor blev ingen af disse hunde tilsyneladende stambogsført, når vi samtidigt kan bevise at opdrættet af Den danske Hund (Grand Danois) hos Københavns Zoo, ca. år 1900 hele 76 hvalpe, blev stambogsført?

Der findes kun én person der styrer avlen og stambogsføringen af såvel Den danske Hund (Grand Danois), som Broholmeren omkring år 1900, og det er Viggo Valdemar Møller (1852-1910). Han var redaktør af "Dansk Hundestambog" fra 1890 fremefter, under Dansk Jagtforening, hvorunder han også udgav månedsskriftet "Hunden" (fra 1891 fremefter). Endelig stiftedes Dansk Kennel Klub på hans initiativ 1. marts 1897.

Viggo Møller førte en utrættelig kamp livet igennem for at redde Den danske Hund (Grand Danois) fra at falde i tyskens kløer, og vi ved at den tyske strategi fra 1880 fremefter var at forsøge at erklære Broholmeren for den "rigtige" Danske Hund, således at Den store danske Hund (Den danske Hund, Grand Danois) kunne erklæres for tysk under navnet Deutsche Dogge

Franz Krichler: Katechismus der Hunderassen (Leipzig, 1892, 2. Der Dänische Hund, s. 81-83) giver os et glimrende eksempel på dette:

chap35-25-2-41 

Fig. 26. Der grosse dänische Hund.

Franz Krichler retfærdiggør sin argumentation ved at henvise til hundeudstillingen 23.-27. jul 1886 i Rosenborg Have i København:

”Indem ich hier ein Bild dieses dänischen Hundes, von L. Beckmann gezeichnet, folgen lasse, gebe ich gleichzeitig die Rassekennzeichen wieder, welche im Juli 1886 gelegentlich der Hundeausstellung in Kopenhagen festgesetzt wurden …”.

Til denne udstilling skrives to standarder for henholdsvis ”Den store danske Hund” (Den danske Hund, Grand Danois) og ”Den danske Hund” (Broholmeren). Den tyske historieomskrivning går derfor ud på at gøre Broholmeren til den ”rigtige” danske hund, hvorefter tyskerne overtager den faktiske Danske Hund som sin egen, under eget navn.

Franz Krichler har allerede afsløret at stregtegningen er udført af den tyske Ludwig Beckmann (1822-1902), der var tilstede på hundeudstillingen i København. Det er samme stregtegning af Ludwig Beckmann der gengives i ”Illustreret Tidende” (Årgang 28, nr. 20, 13.02.1887, s. 244-246), hvor den korrekt benævnes ”Dansk Broholmshund”. Fra "Illustreret Tidende" (Årgang 27, nr. 44, 01.08.1886, s. 534) kan vi se at den afbildede hund ovenfor faktisk er Broholmeren Baldur, på hundeudstillingen ”Kat. Nr. 132 “Baldur” Den danske Hund. Tilh. Slagter Møller Rå. Raus pr. Helsingborg. Tildelt Hs. Kgl. Høihed Prins Valdemars Ærespris.”

Med denne viden kan vi nu se at historieomskrivningen er ganske enkel. Franz Krichler udskifter hundens racebetegnelse og kalder nu samme hund for ”Der grosse dänische Hund” (Den store danske Hund), der i virkeligheden er navnet på Den danske Hund (Grand Danois) i samtiden. Det ved man såvel i Tyskland, som i Danmark, og alle kæmper mod alle for at vinde kampen om den sandhed eftertiden skal blive vidende om. Hvad i samtiden er en livstruende overlevelseskamp for Den danske Hund (Grand Danois), ender op med at være en lige så hård kamp for at overleve for Broholmeren; og er det fordi Tyskland er så optaget af at gennemføre et identitetstyveri af førstnævnte hunderace.
Billedkilde: Franz Krichler: Katechismus der Hunderassen (Leipzig, 1892, 2. Der Dänische Hund, s. 82)
 

 

I Dansk Kennel Klub’s udgivelse Hunden skriver N.B. Buchwald, Langå (æresmedlem af Korthaarklubben i 1952): Om hunde – før og nu. En Hundepalaver. (Hunden, nr. 4, april 1930, s.94-96).

Dette udløser en kommentar fra en Kamrer Hans Wolgast, Äkarp, Skåne: Broholmeren (Hunden, januar 1931, s. 26-27):

”For ca. 20 Aar siden [= ca. 1910] og længere tilbage saa jeg paa Udstilllingerne i Danmark, samt ogsaa i Sverige, en kraftigt bygget ret stor, lys, graagul Hunde med Racebetegnelse ”Broholmer”, der overfor mig betegnedes som en original dansk Hund. Denne kraftige Kammerat har jeg desværre forgæves søgt paa de utallige Udstillinger, som jeg i Aarenes Løb har besøgt. Det er mig uforklarligt, at der ikke findes danske Kennel-Mænd, som interesserer sig for denne Race, og forsøger at samle Resterne, der endnu synes at findes i Køge-egnen. Der findes da ikke saa mange danske Racer, at der er Raad til at lade en eneste af dem forfalde, i Særdeleshed da Hundens Eksteriør ikke blot var tiltalende, men dens Egenskaber som Vagthund almindeligt betegnedes som udmærkede. I 1901 indvandrede fra Danmark til Sverige en Kreaturhandler, som bosatte sig i Nærheden af Sjöbo [25 km nord for Ystad, Skåne]. Ejendommeligt nok hed denne Mand Broholm, og han havde to Broholmere med sig (d.v.s. Hunde – ikke Børn) 1. Paa mine Fodture kom jeg tilfældigvis forbi Mandens Gaard og kunde overbevise mig om Hundens Egenskaber som prima Vagthunde. Den paagældende Mand havde ganske vist Rede paa, at det var ”Broholmere”, han ejede, men han var langtfra nogen interesseret Kennel-Mand, og disse to Eksemplarer gik derfor over til en bedre Verden uden at efterlade sig Afkom. Efter hvad jeg har bragt i Erfaring er Manden død i 1914, hvorfor Oplysninger nu ikke er let at faa.

Her i Sverige forsømte man i sin Tid at tage Vare paa Spidsen og Støveren, men heldigvis er der allerede for en Del Aar tilbage optaget et Arbejde for at faa Orden paa Racerne – og med godt Resultat.

Da nu Stridens Bølger gaar højt om, hvorvidt Grand Danois’ er en dansk eller tysk Hund, er det mig uforstaaeligt, at ikke ”Broholmeren” drages frem i Dagens Lys, idet mig bekendt ingen Kynolog er fremkommet med Paastand om, at ”Broholmeren” ikke er en original dansk Hund.

Om denne lille Artikel kunde indlede en Diskussion blandt danske Kennel-folk, vilde Hensigten med disse Linier være naaet.

Åkarp, 21. november [1930]

H. Wolgast

 

Artiklen har været forevist Specialklubben for den danske Hund, hvis Formand, Greve K. Danneskjold Samsøe, mener, at det vil kræve betydelig Plads at bevise, hvorfor Grand Danois’en med Rette bærer sit Navn. Greven har derfor stillet et i Foraaret af ham holdt Foredrag til vor Disposition, og vi skal i de kommende Numre gengive dette. 2

Red.”

1 Hans Peter Christoffer Broholm (29.8.1849- 6.3.1919); gift med Ane Katarine Sofie Broholm (24.5.1848-14.12.1937). Begge, med børnene, ligger begravet på S Åsums Kyrkogård (Gravnummer SÅ F 48A). Familien kom fra Stege, Møn hvor Hans Broholm var søn af Ferdinand Peter Broholm (f.15.5.1817 Stege) og Trine Margrethe Pedersdatter (f. 1820 Nyord ved Møn). De to Broholmere kan derfor sagtens være fundet i og omkring Køge-egnen ca. 1898-1901.

Fra Politiets Registerblade i København, udfyldt 1. maj 1897, kan vi se at Hans Peter Christoffer Broholm og hustru Katrine Anna Sofie Broholm bor Borgergade 22. 1. sal, København, og at de 21. oktober 1898 melder afrejse til Sverige. Bemærk også at Hans Broholms beskæftigelse er ”Slagtersvend”, hvorved vi endnu engang kan knytte Broholmeren til slagterhvervet og drivning af kreatur til- og fra byerne.

chap35-25-2-42.jpg 
 

 

Kilde: Københavns Stadsarkiv Station 3 (Sankt Annæ, Øster og Vester). Filmrulle 0030. Registerblad 457 (unikt id: 1930883) www.politietsregisterblade.dk. 

2 HE Ritmester Knud Greve Danneskiold-Samsøe (1876-1975) afholdt som Næstformand i Specialklubben for Den danske Hund et foredrag 15. november 1929 med overskriften ”Den danske Hund”.

 

 

chap35-25-44.jpg 

 Mastiffs-Hvalpe (Broholmshunde).

Et Par gode, smukke 8 Maaneders Hvalpe af præmieret Afstamning, sælges hos

Slagtermester Kamla,
Absalonsgade 29, Kjøbh. V. 

Det er samme Slagtermester Kamla, der udstiller 3 hunde i København i 1888, og på hundeudstillingen 7.-9. august 1891 på Lorentzberg i Göteborg vandt 2. præmie med sin Broholmer ”Petersen". Kilde: Hunden (1892).

 

 

Ovennævnte artikel besvares af N.B. Buchwald: Broholmeren (Hunden, februar 1931, s.63-67). Dette svar udløser en spydig yderligere bemærkning fra samme Hans Wolgast: Om ”Broholmeren” (Hunden, februar 1931, s. 40). N.B. Buchwald: Broholmeren (Hunden, februar 1931, s.65-66) skriver:

 

chap35-25-2-39.jpg 

"Omkring 1887 ophørte Opdrættet paa Broholm. I 1891 ses bl.a. Slagtermester Kamla, København, at tilbyde Broholmerhvalpe. I 1893 har jeg set en Broholmer i Aalborg, der nøje svarede til den beskrevne Type. Paa Udstillingen i 1886 fandtes dog kun 5 Eksemplarer, skønt Racen en Tid havde megen Udbredelse, men Viggo Mølller siger, at Individerne var daarlige, om end man maatte erkende en vist Type.

Hvis ikke Hr. Wolgast har set Udstillingen allerede i 1886, mener jeg, at det maa bero paa en Erindringsforskydning, at han her i Landet har set Broholmeren paa Udstillinger. Den opnaaede ikke ved Hundesagens Organisation omkring 1892 at blive ophøjet til Race og blev ikke taget i Stambogen, og senere er den naturligvis gaaet ganske til Grunde”.  

Den Broholmer Buchwald så i Aalborg i 1893 må være Broholmeren (fotografi nr. 23209), taget i Aalborg af Johan Georg Heinrich Ludwig Tønnies 6. oktober 1890. Buchwald mener at opdrættet på Broholm ophørte omkring 1887. Jeg mener at Kammerherre Niels Frederik Bernhard Sehested (1813-1882)' opdrætter Broholmere på Broholm Gods ca. i årene 1850-1882, og at opdrættet ophører med kammerherrens død. Hans Wolgast var bl.a. dommer af racen Boxer.
Kilde: Buchwald: Broholmeren (Hunden, februar, 1931, s.65-66)

 

Dansk Hundestambog vedtages "19de April 1888 i Kjøbenhavn", jvf. Dansk Jagttidende (Nr. 2, maj 1888, s. 23), hvorunder man godkender to navne og standarder for henholdsvis ”Den store danske Hund og ”Den danske Hund”, sidstnævnte værende Broholmeren. I den oprindelige stambog er Broholmeren derfor en anerkendt hunderace.

Den oprindelige ”Dansk Hunde-Stambog” offentliggøres i ”Tillæg til ”Dansk Jagttidende””(nr. 7, oktober 1887, 4 årgang, Forsiden). Her lyder det:

”Betingelser for Optagelse af Hunde i ”Dansk Hunde-Stambog”.

Berettiget til Optagelse ere:

Af anerkjendte Hunderacer:

  1. Hunde, som allerede ere optagne i:
    The Kennel-club, stud-book,
    Deutsches Hunde-Stammbuch,
    Oesterreichisches Hunde-Stammbuch.
  2. Hunde, hvis Forældre begge ere indførte i den Danske Hunde-Stambog eller i en af ovennævnte Stambøger; for de sidstes Vedkommende maa begge Forældrene være indførte i den danske Hunde-Stambog, hvis de findes i Danmark.
  3. Hunde, som bevisligt nedstamme fra Individer, der ere indførte og optagne i den danske eller i en af de ovennævnte, udenlandske Stambøger, dog med den Indskrænkning, at Forældrene, hvis de findes i Danmark, skulle være optagne i ”Dansk Hunde-Stambog”.
  4. Afkom af de i ”Dansk Hunde-Stambog” optagne Hunde kan indtil videre kun optages:

a) naar det er mindst ét Aar;
b) er bleven kvalificeret paa en Udstilling;
c) er erklæret værdig med 2/3 Majoritet af det nedsatte Bedømmelsesudvalg.

Hunden (nr. 3, juni 1890, nr. 3, 7. årgang, Forsiden) viser at optagelsesbetingelserne er blevet revideret:

”Hundestambogen vedrørende.

For i det Hele taget at kunne komme i Betragtning maa Hundene være af anerkjendt Race, være mindst et Aar Gamle, samt ikke tidligere være forlangt (og nægtet) optagne.”

I 1890 afholdte man ”Syn” følgende steder:

            1. Nørrejylland
            2. Sydjylland
            3. Fyen
            4. Sjælland
            5. Lolland-Falster (Nykjøbing F. 21.-22. juli [1890])

Man skulle inden 15. juli 1890 have indsendt et udfyldt skema til ”Forstkand. [Viggo] Møller, Nørre Søgade 37, Kjøbenhavn K.”.

Stambogsføringsmysteriet for Broholmeren afklares af Viggo Møller: Den danske Hund (Hunden, nr. 9, september 1892):

chap35-25-2-45.jpg 

”Man har ved et Par Lejligheder forespurgt, om det ogsaa kunde gaa an at udelade Betegnelsen ”store” af den store danske Hunds Navn. En Anmelder i ”Laaland-Falsters Stiftstidende” har gjort gjældende, at vi selv [dvs. Viggo Møller] i ”Hunden og Hunderacerne” har fremhævet det sidst nævnte, og en æret Læser havde en Gang Betænkeligheder ved Navnet ”danske Hund”, som staar i vor Titelvignet [på forsiden af Hunden].

I Anledning af disse forskjellige Forespørgsler følgende: Vi havde i ”Hunden og Hunderacerne” nærmest tænkt os Navnet store danske  som Modsætning til grosse deutsche. Man maa huske paa, at den Gang oven nævnte Bog udkom, var Striden staaende, ikke alene mellem tyske og danske men ogsaa mellem danske indbyrdes. Der var den Gang Grund til at holde paa Navnet store, da Betegnelsen danske endnu anvendtes paa Mastiffen.

Siden da har Forholdene heldigvis forandret sig. Det er vist nok nu gaaet op for de fleste Hundevennner, hvorledes den danske Hund ser ud. Allerede i 1888 i Kjøbenhavn var den danske Hund nævnt som saadan (stor dansk, med grand danois i Paranthes); Mastiffen stod anført under den fejlagtige Benævnelse Broholmshund.

Udstillingen i Gøteborg i Fjor [= 1891] bragte atter et Fremskridt. Medens der opførtes som grand danois , alt hvad der hidtil stedvis fra kaldet ”Ulmerdog”, ”deutsche Dogge” o.s.v. blev ”Broholmshunden”, der nu var bleven frataget  Navnet danske Hund, overført til Mastiffgruppen , hvor den rettelig hører hjemme. Noget ganske lignende blev, som det ses, gjennemført paa den finske Kennelklubs  Udstilling i Helsingfors i Aar [= 1892]. Vi danske maa altsaa med Tak anerkjende at vore Naboer have rakt os en hjælpende Haand. Der er paa nordiske Udstillinger kun en Hund, der kaldes dansk……” 

Kilde: Hunden (nr. 9, september 1892)


Med andre ord, allerede fra 1891 og dermed gældende for alle Broholmere i Dansk Hundestambog, optages Broholmere under grupperingen "Engelske Mastifs" (med 1 "f").  N.B. Buchwald og Kamrer Hans Wolgast har derfor begge ret, men taler forbi hinanden på grund af manglende viden om omgrupperingen af Broholmeren til mastiff.

 

 

På hundeudstillingen i Randers 1894 udstilles mastiff i Klasse 30 (den gamle Broholmer-klasse!), med følgende præmiering:

chap35-25-2-46.jpg 

Kl. 30. Engelske Mastifs.

190   Baldur.    Gross. Koopmann, Aalborg. 3

"Gross. Koopmann, Aalborg" er formentlig identisk med Johann George Koopmann (1862-1938). Gift med Jane Ingeborg Koopman (nee Klingenberg, 1868-1960). Johann Koopmann var slagteridirektør for A/S Koopmann Svineslagteri, Aalborg.
Kilde: Hunden (juli 1894, s. 55-56)

 

Dansk Jagttidende (nr. 9, december 1896, forsiden) forklarer at det i det foregående nummer af Dansk Jagttidende (nr. 8, 1896) er blevet oplyst at udstillingen i Købehavn 1897 må opgives. Dette medfører en splittelse af Dansk Jagtforening, hvor hundefolkene i Dansk Jagtforening i Foråret 1897 danner Dansk Kennel Klub (DKK). Den første DKK udstilling finder sted i Elverhøjbygningen i Tivoli 23-27. juni 1897, jvf. Dansk Jagttidende (nr. 4, 1897, s. 55) og Hunden (nr. 6, juni 1897).

På hundeudstillingen i Tivoli 1897 udstilles 43 hunderacer, herunder "3 Mastifs". Følgende mastiff præmieres:

chap35-25-2-47.jpg 

Race 27. Mastifs.

221  Fylla Propriet. H. Lund. III 

"Propriet. H. Lund" er muligvis identisk med Proprietær Lund, der ca. 1852 købte Sophienborg i Ullerød.
Kilde: Hunden (nr. 11, november 1897)

 

På DKK's 2. udstilling i Tivoli i Kjøbenhavn i 1898, blev 40 hunderacer udstillet, heraf "1 Engelsk Mastif", jf. Hunden (juli 1898, s.2).

Hunden (nr. 2, februar 1899) skriver at følgende er blevet stambogsført i Dansk Hundestambog i 1899:  

chap35-25-2.jpg 

Engelske Mastifs.

Straks. Manufakturhandler Idel. 

"Manufakturhandler Idel" er formentlig identisk med Valdemar Johannes Andreas Idel (1864-1922), gift med Maren Idel (f. 1870). I 1899 bor ægteparret på adressen Viborggade 29, 1. sal, København, jf. Politiets registerblade. Grundlagde 14. maj 1889 manufakturhandlen Elvi.
Kilde: Hunden (nr. 2, februar 1899)


 

chap35-25-2-43.jpg 

Fig. 22. Ogsaa en Rytter.

”Fig. 22, er en lille Søn af Sagfører G….. Han er øjensynlig mere greben af Situationens Alvor end Hunden; den sidste tager det ganske rolig, medens Drengen baade skal holde Øje med Fotografen og passe paa ikke at snurre rundt”.
Kilde: Hunden (nr.  4, april 1899, s. 36).

 

Fru Sagfører Nancy Madsen er uden sammenligning den største og dygtigste opdrætter af Danske Hunde (Grand Danois) i Danmark, og resten af Europa?, i slutningen af 1800 tallet, begyndelsen af 1900 tallet. Fra hendes salgsreklamer for sin omfattende hundekennel på Strandvejen 29, København Ø i bl.a. "Hunden” (Nr. 1., januar 1891, 1. årgang), kan vi se at hun, foruden Danske Hunde, opdrættede Black and tan Terriers, Russiske Mynder (Barsois), Fuldblods Collies (Skotske Hyrdehunde) og Bulldogs. Det er derfor samtidens absolut største opdrætter-autoritet der udgiver værket Race-Hunde (København, 1903). Nancy Madsen skriver denne interessante kommentar:

 chap35-25-2-52.jpg

 Mastiff ”Elder’s Maid”.

"Mastiffen.

Denne Race afbilder jeg kun, for at Læserne kan se Forskjellen paa den og den Blanding, der tidligere kaldtes Broholmerhund, og som har Lighed med den. Mastiffen har samme Farve, men et mere bulldog-agtigt Udseende. Den er en utiltalende Hund, meget massiv, plump og klodset, ser dvask og dorsk ud og savler ofte".
Kilde: Nancy Madsen: Race-Hunde (København, 1903, s. 15)


Som jeg har vist årsagen til, og fra hvornår dette finder sted, er der i 1903 ikke længere noget der hedder "Broholmerhund", da denne "blanding" nu stambogsføres som en mastiff. Hvad Nancy Madsen med ovennævnte billede og kommentar ønsker at fremhæve er, at der rent faktisk er en forskel på samtidens almindelige engelske mastiff, og den langt mere forædlede Broholmer, der stadig er en mastiff. Derfor må vi desværre nok påregne at vi under grupperingen "Engelske Mastifs" i Dansk Hundestambog vil finde mere end blot Broholmere stambogsført.

Til Hundeudstillingen i Zoologisk Have, København 5.-9. juli 1905 tilmeldes 6 mastiff, udstilles 5, og gives præmie til 3, jvf. Hunden (nr. 7, juli 1905):

chap35-25-2-49.jpg  

Mastiffs. Aaben Klasse.

114  Tyrk, Fjerkræhandler H. C. Petersen ……3

115 Mastiff, Hønseriejer Ernst Happach ……..3

116 Bjørn, Furagehandler Jørgensen  ….........3

Af Mastiffs fandtes i Aar hele 5 foruden et Kuld Hvalpe, hvilket er mange i Forhold den tilbagetrukne Tilværelse, denne Race synes at føre i de senere Aar. Ingen af de udstillede var rigtig typisk, og helt gode Individer findes vel næppe hos os. Vil man holde over Racen – og hvorfor ikke – var det ingen Skade til at faa indført en god Han-hund, men for Tiden er Hunden vel næppe efterspurgt nok, til at sligt kan lønne sig.

Kat. Nr. 114. Hector er utypisk, for lille og spids, ingen Pr., om

112, Waldine, gældet det samme.

114. Tyrk, ogsaa for lille, ellers nogenlunde typisk. 3. Pr.

115. Mastiff fra Sverrig, ret typisk, men ikke svær nok. 3. Pr.

116. Bjørn gaar an i Kroppen. Hovedet ikke godt. 

 Kilde: Hunden (nr. 7, juli 1905).

 

 

 chap35-25-2-44.jpg

Stambogsførte Hunde

 46. Mastiff Thor. Tilh. Frøken Emma Topp

Kilde: Hunden (nr. 8, august 1905, s. 127-128).

 

Til den 10. DKK hundeudstilling i Tivoli 4.-8. juni 1906 udstilles 1 enkel mastiff, jvf. Hunden (nr. 6, juni 1906). Efter denne udstilling ses mastiffen (Broholmeren) ikke længere udstillet i DKK regi.

 


chap35-25-2-53.jpg 

  Otto Bache [1839-1927]: En Broholmer, dateret 10. februar 1926.

Ovennævnte er et fotografi af en skitse af en Broholmer. Fotografiet stammer fra Kunsthistorisk Billedarkiv, oprindeligt Statens kunsthistoriske Fotografisamling.

Kilde: Museumsinspektør Sasha Rose Richter, Statens Museum for Kunst, København. E-mail dateret 6. januar 2015.

 

 

 chap35-25-2-20.jpg

Otto Bache (1839-1927): Hector.

Olie på lærred, 33 x 38 cm, signeret på bagsiden. Solgt 17. april 2007 hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, København (lot 400) for kr. 30.000. Datering ukendt, men ser ud til at være identisk til Broholmeren ovenfor, og derfor fra ca. 1926.

 

Derfor dannes der aldrig en specialklub for Broholmeren 1. Specialklubben for Den danske Hund (= Grand Danois) dannes i 1928. Havde der været Broholmere (mastiff) indført i Dansk Hundestambog og fremvist på hundeudstillingerne, var samme sket for denne hunderace. Dette var ikke tilfældet, og det nuværende Broholmerselskabet stiftes først 20. april 1979 i forbindelse med retableringen af hunderacen.

1  eller mastiffen. Dansk Mastiff Klub stiftes først den 1. januar 1995. 

 

Denne konklusion fører til at følgende skrøne må manes i jorden, for så vidt angår Dansk Hundestambog og Dansk Kennel Klub:

”Den sidste stambogsførte broholmer døde efter alt at dømme i 1957” 1

1 Sten Søndergaard: Broholmeren - glemt Dog genoplivet (HUNDEN, 12:1997, s. 8)

 

Udbrydere fra Dansk Kennel Klub danner i 1937 Dansk Racehunde Union, der ligeledes fører stambog fra starten. Dansk Kennel Klub: Broholmer (1999, s. 19) skriver at Dansk Racehunde Union ”bibeholdt stambogsføringen af Broholmere indtil begyndelsen af 1950’erne, hvor også de ophørte med at føre stambog, da der kun var én ældre opdrætter tilbage, en fhv. sognefoged på Ringsted-egnen…”.

Det er endnu ikke undersøgt hvorvidt dette er sandt, og i givet fald, under hvilket navn Broholmeren blev stambogsført, samt hvor længe.

Generalsekretæren for den internationale hundeorganisation Federation Cynologique International (FCI), den belgiske Albert-Léon-Marie Baron Houtart (1887-1951), var generalsekretær i to omgange, 1914-1934 og 1947-1950. I et brev dateret 15. november 1948, skrevet til den hollandske kynolog og forfatter P.M.C. Toepoel, med en kopi til Dansk Kennel Klub, skriver han følgende:

Pour moi il y a eu et il y a peut-être encore un ”dogue danois” (le lourd) et un ”mâtin danois” ‘le plus léger appelé tantôt dogue danois ou dogue allemand, ou dogue d’Alan, ou Grand Danois, ou Great Dane) Jeg er af den overbevisning, at der både har fandtes – og måske stadig findes - en (kraftigt bygget) ”dansk dogge ” og en (mere fintbygget) ”dansk hyrdehund ”, snart kaldet ”dansk dogge” eller ”tysk dogge”, snart ”Alan-dogge”, ”Grand Danois” eller ”Great Dane”. 

Kilde: Brev dateret 15. november 1948 (s. 2) i Grand Danois Klubben i Danmark's historiske arkiver. Dansk oversættelse af translatør Anne Charlotte Struve.

 

I 1948 eksisterer Broholmeren ikke længere, men Baron A Houtart forudsiger at den må findes i Danmark, hvad så bevises lidt over 25 år senere.

Jvf. Dansk Kennel Klub: Broholmer (1999, s. 17) var drivkraften i genopbygningen af Broholmeren Jytte Weiss og Ole Staunskjær, på et mandat af Dansk Kennel Klub. Som en opfølgning på artiklen "På sporet af Broholmeren" i Hunden (maj 1974), skrev Jytte Weiss artiklen "De sidste overlevende Broholmshunde efterlyses!" i Medlemsblad for den Danske dyrlægeforening (15. december 1974, Bind 57 (24), s. 988-990): 

 

 chap35-25-2-54.jpg

 

Kilde: Dansk Veterinærtidsskrift fra 1974, venligst fremsendt af Jette Jepsen, Den Danske Dyrlægeforening 9. januar 2015. 

 

Den første stambogsføring af de genskabte Broholmere var "Bjørn" (stambogsnr. X-1), "Dana" (stambogsnr. X-2), "Sam" (stambogsnr. X-3) og "Thor" (stambogsnr. X-4); kuldet der blev født 22.10.1976. Den avlende tæve var "Muffe" (f. 11.12.1973, stambogsnr. X-02), belagt af "C. Bastian" (f. 27.08.1974, stambogsnr. X-03). 1

1 Dansk Kennel Klub: Broholmer (1999, s. 22) og Hundeweb (Dansk Kennel Klub) 16. juli 2014.

 

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk