Bilag U-2:  Den store danske Hund, den tyske dogge og den danske Hund

Artiklen, der nu følger, var oprindeligt tiltænkt som et bidrag til Grand Danois Klubben i Danmark's medlemsblad nr. 4:2009. Artiklen blev trykt i GD-bladet (1:2014, s. 22-25, 2:2014, s. 26-29). Tidsrummet er fra tiden efter 2. Slesvigske Krig 1864 frem til slutningen af 1800 tallet.

Kære læsere,

Vi har nu den sjældne, men forhåbentlig behagelige, fornøjelse at kunne byde jer på en artikel, der blev trykt i Dansk Jagttidende (Nr. 2, Maj 1887, 4 Aargang). Artiklen er skrevet af Skovrider J. M. Buch, og har overskriften ”Den store danske Hund, den tyske dogge og den danske Hund”. Vi vil i denne anledning gerne takke Birte Scheel for, på vor forespørgsel herom, at opspore en række artikler på Det Kongelige Bibliotek, uden hvilke vi ikke ville have kunnet tilvejebringe hvad nu følger.

For at opnå det fulde udbytte af artiklens indhold, vil vi gerne give jer lidt baggrundsviden i tiden omkring artiklen. Dette vil gøre det klart, hvorfor bestyrelsen af Dansk Jagtforening beordrer artiklen skrevet, og hvorfor den har det indhold den har.

"Vore Hunde" (januar 1901, s. 79) forklarer os, at på den første hundeudstilling i Hamborg 14. til 20. juli 1863, var hundene opdelt i "Klasse 26 Dänische Doggen” (8 hunde deltog) og "Klasse 27 Ulmer Doggen” (7 hunde deltog). Denne opdeling fortsatte på hundeudstillingerne i 1869 og 1876 i Hamborg, og var gældende til og med hundeudstillingen i Hannover 1879.

Over 5 dage, fra fredag den 23. juli til tirsdag den 27. juli 1886, afholdtes den første jagt- og hundeudstilling i Rosenborg Have i København under navnet "den 1ste nordiske Jagt- og Fjerkræudstilling". Ugebladet "Illustreret Tidende" (Årgang 27, nr. 44, 01.08.1886, s. 534) beretter om udstillingen, og viser tegninger af vinderhundene. Viggo Møller skriver i Dansk Jagttidende (Nr. 6, september 1886, s. 83) at ”Hundene vare i Rosenborg Have opstillede under Halvtag paa begge Sider af Damegangen”.

Fra ”Hunden” (nov. 1934, s. 343-345, Ole Larsen: Danmarks ældste kendte Grand danois) ved vi at den tigerstribede ”Nero” (1876-efteråret 1886) var udstillet. Hunden tilhørte Hr. Skotøjshandler Christian Hartz, Hovmeden 21, Randers. Det er denne hund tyskerne senere historiereviderer til ”Nero I.”, og indskriver som en tysk hund opdrættet i Stuttgart, ejet af Eduard Colmar Messter i Bind II. af "Deutsches Doggen-Stambuch". Da hunden i virkeligheden er dansk findes den ikke i Band I. (Bind I.). Dr. Morell Mackenzie: ”Great Danes – past and present” (1. udgave 1912, 2. udgave 1926, tegning II mellem s. 4 og 5) viser en tegning af ”NERO THE FIRST, 1876", medens artiklen i ”Hunden” viser et faktisk fotografi af hunden, taget i Randers ca. 1880.

Reklamer på bagsiden af Illustreret Tidende (venstre spalte) af J. Gravenhorst, Taarnborg, Lyngby.

Til venstre: 19. september 1885 ønskes en byttehandel til bl.a. enten en ”Ulmerdog” eller ”1 gul dansk Tævehund af Fr. VII’s Race”, dvs. hunden der i samtiden også kaldes ”den danske hund” (Broholmeren).
Til højre: I 1888 udbydes ”Danske Dogger” med præmieret afstamning i ”blaagraa og tigrede”.

Johannes Gravenhorst startede sin boghandel i Lyngby 9. december 1882, og afhændede den 1. april 1893.
Billedkilde: ”Illustreret Tidende” (Årgang 26, nr. 50, 13.09.1885, s. 628, Årgang 26, nr. 51, 20.09.1885, s. 640, Årgang 29, nr. 36, 03.06.1888, s. 440 & Årgang 29, nr. 38, 17.06.1888, s. 464). Kilde: Andreas Dolleris: Danmarks Boghandlere (1906, s.114, 304)

Vinderen inden for gruppen Den danske Hund (i samtiden kaldet "Den store danske Hund") blev ”Grand Danois Tula". Fra hundestambogen ”Deutsches Doggen-Stammbuch” (1897, Deutscher Doggen-Club 1888:1896, Band I., s. 198) kan vi se at harlekin-tæven nr. 530 ”Tula” var født 1884 og ejet af Frau Pietschker, Friedenau bei Berlin. Opdrætteren var ”Oberst, Ulm”. Hunden vandt 1. præmie i Wien 1885, 1. præmie i København 1886, og 2. præmie i Åben Klasse i Berlin 1888.

Den i stambøgerne opførte ”Fr. Pietschker” ¹ er identisk til Käthe Marie Auguste von Siemens (1861-1949). I 1884 blev hun gift med Carl (Karl) Pietschker (1846-1906). Sidstnævntes fader var rideknægt for Hertugen af Anhalt-Köthen, og selv var han, fra 1870-71, en del af inderkredsen omkring kronprins Friedrich Wilhelm, i marts 1888 kronet Kejser Friedrich III. Svigerfaderen Werner Siemens adles netop i 1888 af Kejser Friedrich III. Venskabet med den preussiske kronprins bevirkede at Carl Pietschker blev indsat som pastor af Bornstedter Kirche und Friedhof, der var krongods og ligger lige nord for kejserresidensen Sanssouci, Berlin. Dette var ikke et tilfældigt pastorat. Bornstedt (Bornstädt) kirkegård er gravstedet for hele den preussiske adel, kongefamiliens hof, og det øverste borgerskab. Den tyske forfatter Theodor Fontane (1819-1898) skriver i ”Wanderungen durch die Mark Brandenburg” (1873) om netop denne kirkegård: ”…, und was in Sanssouci stirbt, das wird in Bornstedt begraben -…” - eller at alle med kongelige forbindelser bliver gravlagt på kirkegården i Bornstedt.

Viggo Møller skriver i Dansk Jagttidende (Nr. 6, september 1886, s. 86), og i "Hunden og Hunderacerne" (1887, "Broholmshunden", s. 239), at der var 5 Broholmere udstillet i København. Vinderhunden blev den rødbrune "Baldur" (udstillingsnr. 132), der blev tegnet af Ludwig Beckmann, og er fint afbildet i Viggo Møller: "Hunden og Hunderacerne" (1887, s. 240, fig. 66). Den vandt H.K.H. Prins Valdemars Ærespræmie, og tilhørte Hr. Slagtermester Møller, Rå (Raa) i Raus, fiskerlejet syd for Helsingborg. Også den grågule "Vidar" (udstillingsnr. 134) blev udstillet.

Dommerpanelet bestod af Konseilspræsident, Udenrigsminister, Gehejmekonferensraad og formand for Dansk Jagtforening Kjeld Thor Tage Otto Baron Reedtz-Thott (Gaunø, Gavnø Slot), Christiansen (Rask, Uldum), Konseilspræsident, Hofjægermester Hannibal Sehested (Tangegaard), Josias lensgreve Raben-Levetzau (Aalholm Slot), Skovrider J. M. Buch (Knuthenborg Skovridergaard) og Hofboghandler og bogtrykker Adolf Emil Alexander Radetzki, Verlag von Beuckert & Radetzki, Berlin.

På Bismarck's foranledning, gennem "Kynologischer Verein Hektor" i Berlin, nedsættes i 1878 en kommission under ledelse af Heinrich Bodinus, direktør i Berlin Zoologiske Have, der opfinder navnet "Deutsche Dogge" og offentliggør dette i 1880 på hundeudstillingen i Berlin.

Vær her særligt opmærksom på at bogtrykker Adolf Emil Alexander Radetzki ikke blot er dommer for Den danske Hund og Broholmeren på udstillingen i København 1886, men også er samtidig præsident for "Kynologischer Verein Hektor" i Berlin. Artiklens ordvalg af Hr. Radetzki’s lemfældige omgang med sandheden som ”hin Unøjagtighed”, i artiklerne om ”den danske Hund” (Broholmeren) i tidsskrifterne ”Der Weidman” og ”Der Hund” (Nr. 16, 1886), må forstås ironisk. Vi ved hvorledes Hr. Radetzki så på sagen før "Kynologischer Verein Hektor" i 1878 blev oprettet på Bismarck’s foranledning. Hr. Radetzki omtaler i sin bog ”Der Hund: Eine Anleitung zur Beurtheilung der Rassen-Reinheit nach bestimmten Kennzeichen” (1878) Den danske Hund (Grand danois), og opdeler den fordelt på farve i 3 hundegrupper; ”dänische Dogge”, ”Ulmer Dogge” (i dag ”blå/stålblå”) og ”Tiger Dogge” (i dag ”tigret”).

Henvisningen til udgivelsen ”Der Weidman” er tidsskriftet ”Der Waidmann – blätter für jäger und jagdfreunde”, der udkom fra 1870. Tidsskriftet ”Der Hund” udkom i Tyskland fra 1876. Begge udgivelser havde på et tidspunkt R. von Schmiedeberg som redaktør, og det er samme person, der i 1883 oversætter fra engelsk til tysk Vero Shaw’s udgivelse ”Classic Dog Encyclopedia” (1879-81). Den tyske udgave kaldes ”Illustriertes Buch vom H. Shaw” (Leipzig, 1883), og i et efterskrift i den tyske oversættelse tilføjer von Schmiedeberg for egen regning, som gengivet af Viggo Møller:
 
”Der fremkom i et engelsk Fagblad en Artikel, der betegnede Navnet ”Tysk Dogge” som en Usurpation ‑‑‑ Grunden, hvorfor den nuværende Navnebetegnelse blev ønsket, er allerede angiven og synes mig ikke at være nogen Usurpation, thi Racen har i Tyskland sandsynligvis været næsten lige saa længe bekjendt som i Danmark og har tilmed her i Landet været Gjenstand for Forædling”.

Udover at R. von Schmiedeberg med brugen af ”die Race ist in Deutschland wahrscheinlich fast ebenso lange bekannt wie in Dänemark” anerkender, at Den danske Hund naturligvis tager sit ophav i Danmark, er det den efterfølgende sætning: ”und hat ausserdem hier zu Lande eine Veredlung erfahren”, der stadig giver efterdønninger.

Vi bliver i Ole Larsen: ”Blandt dansk Grand danois Opdræts Pionerer” (Hunden, sept. 1934, s. 288-289) givet indsigt i hundeopdrættet af Danske Hunde i sidste halvdel af 1800 tallet. Kaptajn Wilhelm Dinesen (1845-1895), fader til Karen Blixen, var vendt hjem fra udenlandsk krigstjeneste og en tid som pelsjæger i Wisconsins skove i Amerika, og købte 1879 Rungstedgård. Herfra skrev han 11. juni 1884 (trykt 13. juni 1884) i dagbladet ”Nationaltidende” en artikel kaldet ”Danske Hunde”, hvori han beklagede sig over, at vi i 1884 ingen Danske Hunde havde tilbage herhjemme, og at der burde gøres noget ved sagen. Wilhelm Dinesen er med sit langvarige fravær fra Danmark lovligt undskyldt for ikke at havde kendskab til samtidens opdrættere af Den danske Hund, men han har ganske ret i, at efter tabet af Hertugdømmerne 1864, og med Danmark besat af Preussen helt op til Kongeåen, har vilkårene, fra 1864 frem til møntreformen 1873, ikke været gunstige for nogen danske.

Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, "Den store danske Hund", s.218-233), og samme Viggo Møller i "Illustreret Tidende” (Årgang 28, nr. 20, 13.2.1887, "Store danske Hunde", s. 244-246), samt Skovrider J. M. Buch i artiklen nedenfor, forklarer os at tyskerne begynder at drive hundesport 1867-1869, herunder også avlen af Danske Hunde. Der kom rigtig gang i opdrættet af Den danske Hund fra ca. 1877, og vi har netop hørt at ”Der Hund” første gang udkommer 1876. Medens Danmark ligger underdrejet efter tab af land, velstand, folk og national selvforståelse, tordner Bismarck og Det Tyske Rige frem, også inden for opdrættet af Den danske Hund.

Når vi derfor hører Fru Sagfører Nancy Madsen udtale i artiklen ”Grand Danois” ”At Racen i mange Aar er blevet forsømt her, og at man i Tyskland har lagt megen Vægt paa at forædle den” (”Vore Hunde”, 1 Årgang, nr. 1, 15 april 1898), ”At Tyskerne har forædlet Racen er en Kendsgerning” (Vore Hunde, 6 Årgang, nr. 1, april 1903), eller når Generalkonsul Ferdinand Prior, på vegne Danmark, frem for den samlede bestyrelse af FCI på generalforsamlingen i Paris 22. juli 1937 siger at ”Ingen vil fratage vore tyske Venner de Anstrengelser, som de har gjort, for at forbedre denne Race”, er dette en i samtiden gammel formodning, først luftet af R. von Schmiedeberg 1883, der alene omfatter 6 år fra ca. 1877 frem til 1883. Og der er alene tale om at opdrætterne i Det Tyske Rige forbedrer de Danske Hunde i deres egne områder, så de ”kunde producere i lige saa fortrinlige Exemplarer som England og Frankrig”, som det udtrykkes i artiklen nedenfor.

Opdrættet af Den danske Hund i det frimærke af et kongerige Danmark, der er tilbage efter 1864, lider under efterdønningerne af tabt krig og deraf følgende fattigdom. Skovrider J. M. Buch skriver i artiklen nedenfor: ”trods Forsømmelse fra vor Side”, i omtalen af opdrættet i tiden umiddelbart før 1887. Vi ved at Etatsraad J. G. Klemp, en nær ven af Kong Frederik VII., opdrættede Danske Hunde, hvorfor netop han i 1854 blev bedt om at skaffe en mage til kongens Jægersprishund (Broholmer). Det er for at hjælpe til med at genoprette bestanden af Den danske Hund, at Zoologisk Have, København fra 1875 (frem til 1927) begynder at opdrætte såvel ”Den store danske Hund” (Den danske Hund), som ”Den danske Hund” (Broholmeren). De private opdrættere leverer hunde til Zoologisk Have, og én af disse var Hr. Skotøjshandler Christian Hartz, omtalt ovenfor.

Artiklen henviser til en tysker ved navn Gustav Lang fra Stuttgart, der sendte et brev til den engelske forfatter Vero Shaw. Brevet er gengivet i Vero Shaw: ”Book of the Dog” (1884), og det fremgår af Dr. Morell Mackenzie: ”Great Danes – past and present” (1. udgave 1912, 2. udgave 1926, s. 7) at han i brevet skriver:

”The German breeders had determined to classify the Boarhund, Ulmer Dog, and Great Dane as one breed, which they proposed to call the German Mastiff” (hvor ”German Mastiff” må opfattes som en engelsk oversættelse af ”Deutsche Dogge”).

Morell Mackenzie udviser i sin bog en ekstrem forkærlighed til alt tysk. Vi kender årsagen hertil. Han blev uddannet læge som 24-årig i 1861 efter bl.a. at have læst medicin i Berlin. I 1887, som 50-årig, anses han som en af de førende i Europa inden for næse- og hals-sygdomme. Tyske læger mistænkte at kronprins Friedrich havde halskræft og forberedte et kirurgisk indgreb. Af politiske årsager, hans død kunne frembringe arveproblemer for det Tyske Rige, blev dette forhindret af Kansler Bismarck og faderen Kejser Wilhelm I. Kronprinsen Friedrich var gift med Dronning Victoria’s datter Victoria, og tilsammen får de nu kaldt Morell Mackenzie til Berlin i 1887. Morrell Mackenzie er derfor i høj grad præget af Bismarck og Det Tyske Riges verdensopfattelse. Han tilser kronprins Friedrich i London sommeren 1887 medens denne var til stede til Dronning Victoria’s Jubilee fejring, og han kaldes til San Remo, Nord-italien november 1887, hvor han nu mistænker at kronprinsen har halskræft. I marts 1888 dør Kejser Wilhelm I. og den nu dødssyge Friedrich krones Kejser Friedrich III til Preussen og Det Tyske Rige.

Vi ser nu at "Grand Danois Tula"'s forbindelse til den preussiske kongefamilie og Bismarck, og dens deltagelse på internationale hundeudstillinger netop i dette tidsrum, herunder på hundeudstillingen i København juli 1886, ikke er nogen tilfældighed. Vi kan have en formodning om at man i Danmark, desværre først efterfølgende, har gennemskuet dette. Fra Dansk Jagttidende (Nr. 5, august 1886, s. 68) kan vi se, at Fr. Pietschker deltager med mindst 3 Danske Hunde. Max Hartenstein, også medlem af "Kynologischer Verein Hektor", og medopfinder af navnet ”Deutsche Dogge”, udstiller mindst 9 Danske Hunde. Den fortløbende nummerering af hundenes udstilllingsnummer antyder, at disse to tyske udstillere kan have udstillet hele 15 Danske Hunde. Viggo Møller skriver i Dansk Jagttidende (Nr. 6, september 1886, s. 82, 86) om hundeudstillingen i Rosenborg Have, at ”Foreningen ”Hector” i Berlin satte sig allerede i Vinter [ januar/februar 1886] i Bevægelse, og under dens kyndige Ledelse udstilledes der ca. 50 Hunde af forskjellige Slags. De bleve forsendte hertil over den nyaabnede Gjedser-Warnemünde-Route pr. Dampfærge og Jærnbane under Ledsagelse af en tysk Vogter”. Om antallet af udstillede Danske Hunde skriver han; ”Af denne Hund var Udstillingen næsten oversvømmet. Der var 27-28 Stykker, de fleste fra Tyskland, og i rene Pragtexemplarer. Max Hartenstein tog ikke mindre end 6 Sølvmedailler og 2 [3] Broncemedailler for saadanne”.

Viggo Møller: "Hunden og Hunderacerne" (1887) gør ikke megen stads af ”Grand Danois Tula”, hvad han derimod gør ved ”Baldur” som repræsentant for ”den danske Hund” (Broholmeren).

Artiklen nævner en unavngiven person under dæknavnet ”Hr. Grand Danois”. Personen er Viggo Møller, og det er ham der skriver artiklen ”Store danske Hunde” i ”Illustreret Tidende” (Årgang 28, nr. 20, 13.02.1887, s.244-246).

Beslægtede Hunderacer.

Fra Viggo Møller’s artikel ”Store danske Hunde” i ”Illustreret Tidende” (Årgang 28, nr. 20, 13.02.1887, s. 244). Bemærk at hundene er tegnet af den tyske Ludwig Beckmann (1822-1902). Det er samme tegner der gengiver ”Dänifcher Hund (Canis familiaris molossus danicus) i Alfred Edmund Brehm (1829-1884)’s værk ”Tierleben”, der ofte blot kaldes ”Brehms Tierleben”, og i den danske oversættelse blev til "Dyrenes Liv".
Billedkilde: ”Illustreret Tidende” (Årgang 28, nr. 20, 13.02.1887, s. 244-246).

Viggo Valdemar Møller (1852-1910) voksede op i Ellinge Præstegaard i Hjørring Amt. Han blev forstkandidat 1886 og var Skovrider på Engestofte Gods, Maribo, Lolland. Fra 1890 er han forfatter på heltid. Han var redaktør af "Dansk Hundestambog" fra 1890 fremefter, under Dansk Jagtforening, hvorunder han også udgav månedsskriftet "Hunden" (fra 1891 fremefter). Endelig stiftedes Dansk Kennel Klub på hans initiativ 1. marts 1897.

Det er vigtigt at erindre, at da nedenstående artikel skrives, findes der ingen nationale hundeklubber nogen steder i verden.

Dansk Kennel Klub startes, som nævnt, først op 1897 for at varetage hundes interesser, herunder Den danske Hund. Dette er tilfældet helt frem til 1928, hvor antallet af Danske Hunde opnår et omfang der nødvendiggør en særskilt klub, hvis navn blev ”Specialklubben for den danske Hund” (i 1951 ændres navnet til "Grand Danois Klubben i Danmark"). Dansk Kennel Klub's logo er fra begyndelsen i 1897 Den danske Hund, og helt frem til 1995 er det stadig denne hund, der bruges som logo når der udstedes kennelmærker.

Det fremgår fra Lensbaron A.C. Berner-Schilden-Holsten: Standard for Bedømmelsen af 82 Hunderacer (1888, "Forordet"), at der 1887 er nedsat et "Dansk Hundestambogsudvalg" under Dansk Jagtforening. Dansk Hundestambog vedtages "19de April 1888 i Kjøbenhavn", jvf. Dansk Jagttidende (Nr. 2, maj 1888, s. 23). Til trods for opfordring hertil af A. C. Berner-Schilden-Holsten i Dansk Jagttidende (Nr. 12, marts 1888, forsiden & s. 199), optages ingen af de i 1886 udstillede Danske Hunde i Dansk Hundestambog. Faktisk er den første optagne Danske Hund i Dansk Hundestambog Godsejer Lund, Julianelyst pr. Horsens’s ”Minka” (Nr. 1791), der optages i 1890, jvf. Dansk Hunde-Stambog (1. januar 1888-31. December 1912, Bind I:25). Årsagen hertil er dels, at mange af vore hunde sælges til Det Tyske Rige efter hundeudstillingen i 1886, hvorfor vi genfinder disse i Band I. (Bind I.) af "Deutsches Doggen-Stammbuch", da vor egen stambog endnu ikke findes; dels tager det ganske enkelt tid og penge at få anmeldt og vurderet hundene værdige til optagelse.

Ligeledes findes der i 1886 "Danske Commission Kjøbenhavn 1886", hvilken skriver den første standard for Broholmeren (til brug for hundeudstillingen i København samme år). Det i sig selv forudsætter, at der i Danmark 1886 skal findes en standard skrevet for Den danske Hund (i samtiden kaldet "Den store danske Hund"). Den oprindelige udgave af denne standard gengives i Dansk Jagttidende (Nr. 8, november 1886, s. 114-115) i artiklen ”Racekjendetegn paa forskjellige Hundearter” (undergruppe ”Doggen”). En udbygget udgave for ”Den store danske Hund (1887)”, er gengivet i Viggo Møller: ”Hunden og Hunderacerne” (1887, Ellevte Kapitel, "Vagthundene", "Den store danske Hund", s.222-224).

Det forekommer umiddelbart forbløffende sent, at man opstarter Dansk Kennel Klub mere end 10 år senere i 1897. Årsagen er, at alle sager før dette tidspunkt hører under Dansk Jagtforening (grundlagt 8. juni 1884). Det er derfor artiklens ophavsmænd er bestyrelsen for Dansk Jagtforening, og på hvis vegne Skovrider Buch forfatter artiklen.

Vi kan se fra "Hunden" (årgang 1898, s. 68), at man i lang tid før 1898 overvejede at udskille en specialklub for Den danske Hund. Vi finder her følgende opfordring i udgivelsen:

"Danske Hunds Klub?

Om Betimeligheden af at faa en saadan dannet har der ofte været Tale. Paa Grund af flere Forhold synes Tiden nu at være den rette; i alle Tilfælde er der flere Forhold, der nu ønskeliggjøre at faa en Specialklub for Racen. De Hundevenner, navnlig Ejere og Opdrættere af denne, der sympatiserer med Tanken, bedes velvillig meddele os deres Tilslutning. Forekommer denne at være tilstrækkelig stor, til at en Specialklub kan dannes, ville vi søge at faa en Sammenkomst i Stand til Drøftelse af Sagen".

Samme overvejelser gør Eugen Colding sig igen i 1903: ”Man skulde tro, Tiden snart var inde til at danne en Grand Danois Klub. Hvorfor tøver Kennelklubben?” (Vore Hunde, 6 Årgang, nr. 1, april 1903).

Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887) skriver under sine anmærkninger, hvilke foreninger der findes til at varetage jagthundes interesser i 1887:

"Side 228. ”Anmærkning. Store danske Hund. Medens nærværende Arbejde er under Trykning, har Dansk Jagtforenings Bestyrelse lige over for forskjellige*) udenlandske Klubber og Foreninger gjort opmærksom paa den rette Sammenhæng med Hensyn til denne Hund. Se her om en Artikel af Skovrider Buch i ”Dansk Jagttidende” Nr. 2. 1887”.

*) [gengivet i artiklen nedenfor].

Som fremført af Viggo Møller ovenfor, og anført i artiklen nedenfor, tilskrev Dansk Jagtforening den engelske kennel klub og andre kynologiske foreninger rundt om i Europa for fremme forståelsen for vore synspunkter, forskelligt fra Hr. Radetzkis ”hin Unøjagtighed”. I Det Tyske Rige tilskrev man "Die deutsche Delegirterkommission für die Hundezucht", Hannover. I Dansk Jagttidende (Nr. 12, Marts 1888, 4 Aargang) oplyses der om det herfra modtagne svar:

”Den danske Hund [Broholmeren]

I Anledning af, at Dansk Jagtforenings Bestyrelse har tilsendt den tyske Delegeretkommission for samtlige tyske Hundeforeninger de efter Udstillingen i Kjøbenhavn 1886 fastslaaede Racekjendetegn for ”Den danske Hund”, har Bestyrelsen under 2den f.M. modtaget følgende Svarskrivelse fra nævnte Kommissions Sekretariat:

”Mit Gegenwärtigen erlauben wir aus Ihnen den Beschlusz der Delegirten Commission vom 20de Januar d.A. mitzutheilen, wonach  diejenigen Hunde auf deutschen Ausstellungen, welche unter der Race

Dänischer Hund

Ausgestellt werden, nach den von Ihnen am 15de Maj 1887 eingesandten Racekennzeichen beurteilt werden sollen.”

Det vil heraf ses, at ”Den danske Hund” er ankerkjendt i Tyskland som en særegen Race, hvilket Resultat selvfølgeligt baade er af Interesse og stor Betydning for os heri Landet, saameget mere som de af Dansk Jagtforening fastslaaede Racekjendetegn ogsaa ere antagne for dens Bedømmelse ved tyske Udstillinger.

Spanager, i Marts 1888,

A. Brockenhuus-Schack."

Karen Blixens fader, Kaptajn Wilhelm Dinesen, foretager et tilbageblik i sin artikel ”Hundeudstilling” i Dansk Jagttidende (nr. 5, august 1892), og er stærkt kritisk over for Dansk Jagtforenings håndtering af hundeudstillingen i København 1886. Artiklens indhold og hans kritik findes allerede i hans artikel ”Den danske Hund” i Dansk Jagttidende (nr. 11, februar 1889, s. 150-151), jf. senere. Det fremgår af Dansk Jagttidende (Nr. 5, august 1886, s. 67), at Wilhelm Dinesen selv udstillede og blev præmieret på udstillingen. Han fremfører at hundeudstillingsudvalget lod sig overliste af tyskerne og derfor gik ”Tyskernes Ærende”, og dermed bidrog til at tyskerne overhovedet var i stand til at forsøge at overtage Den danske Hund som Deutsche Dogge. Dansk Jagtforenings bestyrelse forsvarer sig i artiklen ”Om den store danske Hund” i Dansk Jagttidende (nr. 8, november 1892, s. 119-120). Heri erkender man at Wilhelm Dinesen med sin artikel allerede i 1884, jf. tidligere omtalt, og en tilsvarende i Politiken (udkom første gang oktober 1884), havde udsendt ”advarende Røster”, men dengang vidste man ikke at Wilhelm Dinesen var kynolog, og derfor burde tages alvorligt. De tiltag som bestyrelsen efterfølgende tog, gennemgået i artiklen nedenfor, forhindrede at den mulige ubodelige skade blev til virkelighed, men ikke at den blev endelig manet i jorden.

Det fremgår af artiklen nedenfor, at bestyrelsen af Dansk Jagtforening finder det stærkt problematisk, at vi i Danmark i samtiden kalder såvel Den danske Hund (Grand Danois), som Broholmeren for ”Den danske Hund”. Derfor godkender man til den nyoprettede ”Danske Hundestambog” navnene ”Den store danske Hund” og ”Den danske Hund”, hvor sidstnævnte skal betegne ”Broholmshunden”. Man opfordrer ligeledes til at der overvejes et navneskift til ”Broholmshunden”, så al forvirring omkring dette i fremtiden kan undgås.

Fra ”Katalog vedrørende Hundeudstillingen i Kjøbenhavn den 28.-30. Juli 1888 foranstaltet af Dansk Jagtforening”, kan vi i ”Indholdsfortegnelse” (under ”2. Hunde, som ikke anvendes til Jagt”) se, at hundene er indskrevet som ”Store danske Hunde (Grand danois)” og ”Danske Hunde (Broholmere)”. Allerede året efter nedenstående artikel bringes, er man derfor i gang med at overgå til Broholmer-navnet i udstillingssammenhæng. Salgsprisen for voksne ”Store danske Hunde” på udstillingen 1888 angives til kr. 3-600, med hvalpe til salg for kr. 100. ”Danske Hunde” (Broholmere) sælges for kr. 150-200 pr. stk.  I 1887 svarer kr. 500 til kr. 28.151 2004-kroner. Fra Dansk Jagttidende (nr. 6, september 1892, s. 85) kan vi se at gældende fra hundeudstillingen 7.-9. august 1891 på Lorentzberg i Göteborg, blev ”Broholmshunden” overført til ”Mastiffklassen”, hvilket videreførtes på hundeudstillingen i Helsingfors (Helsinki) 1892. Denne omfordeling på hundeudstillingen i Göteborg 1891 må være sket i sidste øjeblik da Dansk Jagttidende (Nr. 1, april 1891, forsiden) viser følgende klasseinddeling af hundene i ”Program for Svenska Kennelklubbens Hundeudstilling”:

Der var 14 Danske Hunde (Grand Danois), hvoraf ”Nr. 310 og 11 tilhørte snarere Mastifsklassen”, og 4 Broholmere udstillet i Göteborg 1891.
Kilde: Dansk Jagttidende (Nr. 1, april 1891, forsiden & Nr. 6, september, s. 79-83)

Hele tanken bag indførelsen af det franske ord ”Grand Danois” som betegnelse for Den danske Hund sker af samme årsag som indførelsen af ”Broholmer” – ønsket om at adskille de to hundetyper i sproget for at undgå tysk misbrug af dette. Tanken var aldrig at betegnelsen ”Grand Danois” skulle erstatte betegnelsen ”Den danske Hund”, hvilket fører til en artikel om denne problemstilling i ”Hunden” (1898, s. 97). Heri lyder det bl.a.:

”…I alle Tilfælde burde det nu være trængt Ind i den almindelige Bevidsthed, at den danske Hund hedder saaledes og ikke Ulmerdogge eller tysk Dogge. Men under Bestræbelsen for at klargjøre dette har man begaaet en lignende Fejl, som den onde Tunger beskylde Lægerne for, nemlig, frembragt et nyt Onde ved at helbrede for et gammelt. Det lader sig ikke nægte, at Medicinen – i dette Tilfælde Grand Danois – har virket noget for kraftigt…[om 1880’erne]. I den Tid vare Navnene grand danois og Jægersprishund osv.,  næsten de eneste Midler til at skjælne mellem Mastiff og dansk Hund. Navnet Jægersprishund er nu gaaet ud af Sagaen, saa at sige; men det er desværre ikke Tilfældet med grand danois. Det breder sig snarere mere og mere. Er det ikke snart paa Tiden at tage Reb i Sejlene? Man maa dog indrømme, at det giver fremmede et løjerligt Indtryk af vor danske Hund, at de høre den til Stadighed omtalt med et fremmed Navn – her hjemme – hvor det al Tid vil gjøre Indtryk af en paaklæbet Etikette. Lad derfor blive enige om at nævne den smukke og yndede Race kun ved dens rigtige Navn – paa Dansk”.

Blandt de 19 Danske Hunde og 2 hvalpe udstillet på 1888-udstillingen, var der ingen tyske udstillere til stede. Vi kan se fra Dansk Jagttidende (Nr. 10, januar 1888, 4 Aargang, samt juni 1888, s. 31), at dette skyldes at hundeudstillingen alene var ”for Hunde tilhørende Medlemmer af Dansk Jagtforening…Hundeejere, som ikke ere Medlemmer af Dansk Jagtforening, ville ogsaa kunne udstille, saafremt Pladsen tillader det, men kun i Klasse B (Hunde, som ikke anvendes til Jagt)….de ville desuden blive underkastede en Censur ved Modtagelsen…Fra denne Bestemmelse om Censur undtages imidlertid de svenske Udstilleres Hunde, der have ubetinget Adgang til Udstillingen uden Hensyn til, om de henhøre under Klasse A. eller B.”. Hvorfor man gjorde det på denne vis ved vi ikke, men Dansk Jagtforenings virke for at værne om Den danske Hund, kan have været medvirkende hertil. Der er ingen tysk deltagelse på denne eller andre udstillinger uden for Det Tyske Rige, da tyskerne nægter at udstille på hundeudstillinger, hvor navnet Deutsche Dogge ikke forekommer. Det fremgår fra Lensbaron A.C. Berner-Schilden-Holsten: Standard for Bedømmelsen af Racehunde" (2. udgave, 1889, ”Forordet”), at man benyttede den af Berner-Schilden-Holsten skrevne 1888-standard på udstillingen i København 1888. Fra 1. udgave af samme bog ved vi at den danske 1888-standard er en ordret oversættelse af ”The Breed Standard STANDARD OF POINTS (1887-1888)” fra The Great Dane Club, London.

Karen Blixens fader, Kaptajn Wilhelm Dinesen, har med god grund ikke meget tilovers for håndteringen af hele sagens forløb, herunder forsøget at rede trådene ud på, som anført i artiklen nedenfor. I Dansk Jagttidende (nr. 11, februar 1889, s. 150-151) skriver han:

”Da jeg nu inden Rosenborg Udstillingen [1886] var bekjendt med, at d’Herrer, der skulde forestaa den, ikke vidste Besked om dette Spørgsmaal [Det forestående tyske forsøg på at overtage Den danske Hund som Deutsche Dogge på hundeudstillingen], underrettede jeg dem i rette Tid, inden Katalogets Affattelse, om hvorledes det forholdt sig og advarede dem mod de tyske Anslag.

Men d’Hrr. Vilde ikke lade sig sige. De danske Hunde bleve efter Tyskernes Forlangende udstillede som tyske Dogger, og en Portion store, gule Dyr som danske; en stor gul svensk Hund [Baldur] blev præmieret som den bedste danske Hund, og efter dennes Udseende udstedte de vedkommende Herrer et Dekret med Race tegn for den danske Hund, og sendte dette til Underretning til kynologiske foreninger i Udlandet. Det var umuligt grundigere at gaa Tyskernes Ærinde. D’Hrr. Bildte sig ind, at naar de dekreterede, skulde hele Jorden lystre, og Broholmshunden (for hvem det Hele var sat i Scene) ved at tage den danske Hunds Navn komme til Hæder og Værdighed. Det lykkedes selvfølgelig ikke. Saa er dog Tyskernes Fremgangsmaade ærligere.

Imod Udstillingens ufornuftige og vilkaarlige Adfærd nedlagde forskjellige Blade strax Protest, og d’Hrr. Dommeres Fejl var saa aabenbar, at det var umuligt for dem at opretholde Afgjørelsen. De fandt da paa, som en Udvej, at den danske Hund skulde hedde store danske Hund og den ved Dekret af den nyoprettede Hunderace, der er lige saa stor, den danske Hund. Man kan ikke forlange, at udenlandske Foreninger skulle kunne finde ud af det. Denne Inddeling blev imidlertid opretholdt ved Hundeudstillingen sidste Sommer [1888], paa den hed den danske Hund; den store danske Hund, og en Del store gule Hunde; den danske Hund, med Parenthes ”Broholmere”:;…..Endnu kan det maaske forhindres [at Den danske Hund kommer til at hedde Deutsche Dogge], men kun derved, at den danske Jagtforening, som tillige optræder som den danske kynologiske Forening, uopholdeligt og aabent erklærer, at der i Danmark kun findes én dansk Hunderace: den danske Hund….(de store gule Hunde maa saa hedde Broholmere, Jægerspriser, Frederik VII. eller hvad Enhver ellers har Lyst til at kalde dem, og kunne de under saadant Navn erhverve sig Renommé og Værdi, er det dem vel undt)…”

Med denne baggrundsviden overlader vi nu ordet til Skovrider Buch, og forestiller os hvorledes han i Knuthenborg Skovriderbolig har føjet tanker til papir i april 1887.

Oktober 2009, Carsten Birk og Flemming Rickfors

¹ Det fremgår af Dansk Jagttidende (Nr. 5, august 1886, s. 68), at der blev tildelt en sølvmedalje til:

”Hr. Fr. Pietschke, Berlin, for en flerfarvet tysk Dogge (Nr. 158)”, og bronzemedaljer til
”Hr. Fr. Pietschke, Berlin, for en do. [ensfarvet tysk Dogge] (Nr. 145)”, og
”Hr. Fr. Pietschke, Berlin, for en flerfarvet tysk Dogge (Nr. 159)”.

”Frau Pietschker” står i stambøgerne også opført som ejer (Bes. = Besitzer) og/eller opdrætter (Z. = Züchter) af:

Opdrætter:

Nr. 381 Hexe (f. 1893, sort han) Z.: Fr. Pietschker, Mariendorf bei Berlin (= Marienstraße 22)
Nr. 460 Victor (f. 1889) Z.: Fr. Pietschker, Mariendorf bei Berlin (afkom af Nr. 392 Alexander og Nr. 530 Tula).
Nr. 481 Flora von Friedenau (f. 1891) Z.: Pietschker, Friedenau bei Berlin (= Bornstedter Kirche und Friedhof)

Ejer og opdrætter:

Nr. 222 Achill (f. 1894, gylden han) Bes.: Fr. Pietschker, Mariendorf bei Berlin
Nr. 240 Harald (f. 1891) Bes.: Fr. Pietschker, Friedenau bei Berlin
Nr. 508 Meta-Friedenau (f. 1889) Bes.: Fr. Pietschker, Friedenau bei Berlin
Nr. 529 Toni-Friedenau (f. 1887) Bes.: Fr. Pietschker, Friedenau bei Berlin

Ejer:

Nr. 392 Alexander (f. 1886, Harlekin han) Bes.: Fr. Pietschker, Mariendorf bei Berlin Dette er hendes avls-hanhund.
Nr. 530 Tula (f. 1884, Harlekin tæve) Bes.: Fr. Pietschker, Friedenau bei Berlin

Vi kan fra disse oplysninger se, at Nr. 530 Tula er hendes første Danske Hund, og at hun formentlig får den i tiden op til, eller lige efter, hendes giftermål 1884.  Hunden ankommer til Berlin fra byen Ulm, og er derfor i virkeligheden en Ulmer-dogge i samtidens forståelse før 1880. Sønnen Werner-Alfred Pietschker (1887-1911) melder sin ankomst 1887. I 1890-91 byggede den nyadlede Werner von Siemens et 20 værelses- og 1.400 m² stort palæ til sin datter, tegnet af den preussiske hofarkitekt og kongelige bygmester Otto March, på adressen Marienstraße 22 i bydelen Jägervorstadt (i dag er vejen omdøbt til Gregor-Mendel-Straße 21/22, 14469 Potsdam), 100 m fra indgangen til slotsparken, og kejserresidensen, Sanssouci (Sorgenfri) - en af flere ”die Siemens Villa“ i Berlin.
Kilde: ”Deutsches Doggen-Stammbuch” (1897, Deutscher Doggen-Club 1888:1896, Band I., s. 131, 134, 167, 168, 184, 188, 195, 198, 211)

Den store danske Hund, den tyske Dogge og den danske Hund.

Dansk Jagtforenings i Fjor foranstaltede Hundeudstilling vakte aabenbart mere end forbigaaende Interesse, hvilket allertydeligst fremgaar af de talrige mundtlige og skriftlige Udtalelser, der senere ere fremkomne herhjemme angaaende Hundesporten i Almindelighed og Den store danske Hund i Særdeleshed. Denne Race havde allerede tidligere været Aarsag til en begyndende Strid imellem de tyske og engelske Kynologer; men Udstillingen i Kjøbenhavn foranledigede, at Striden blev hæftigere, samt at vi herhjemme bleve saa aktive Deltagere, at Udfaldet for en væsentlig Del beroede paa, hvilket Standpunkt vi indtoge, og hvilke Forholdsregler der bleve trufne fra vor Side. Sagen er formodentlig nu tilende, og da Bestyrelsen for Dansk Jagtforening har ment, at de nærmere Omstændigheder have almindelig Interesse for Jagttidendens Læsere, samt da Bestyrelsen ønskede at gjøre disse bekjendte med, hvorledes den tog Del i Striden, har den foranlediget efterfølgende Fremstilling.

Denne gjælder altsaa faktiske Forhold og er følgelig ikke nogen Kritik, ej heller Indledning til Diskussion eller Gjensvar paa foreliggende Udtalelser i danske Blade, hvilke Udtalelser, hvor forskjellig Opfattelse af Sagen de end give tilkjende og hvor forskjelligt de end vare adresserede, dog alle have til Hensigt at forebygge, at den berømte, virkelige ”store Danske” gjøres til en hel anden Hund end den, Tyskerne nu kalde ”Deutsche Dogge”. Sandheden er simpelt hen, at de to Navne ere Betegnelser for den selv samme Race. Men medens Tyskerne ved Stridens Begyndelse erkjendte dette og kun ønskede at bringe Racens gamle Navn ud af Verden, ere de nu, efter Udstillingen i Fjor, komne til det Resultat, at den store danske Hund, og deutsche Dogge ere 2 forskjellige Racer.

Til Belysning af den hele Affære er det nødvendigt først at rette den temmelig almindelige Misforstaaelse, at den store danske Hund er den samme som den danske Hund (Broholmracen), og at dette skulde være slaaet fast af Dommerudvalget ved Udstillingen. De to Racer ere i Virkeligheden saa forskjellige, ikke alene i Alder, men tillige i Udseende, Bygning og Afstamning, at de vanskeligt kunne forvexles.

Den store danske Hund har nemlig været kjendt og beskreven for over 100 Aar siden, og dens Navn er, saa vidt vides, allerede slaaet fast af Buffon; men derefter fulgte en lang Periode, i hvilken den var om just ikke helt forglemt saa dog forsømt herhjemme. I England vedblev den derimod at være Gjenstand for Opdræt, og man har endog dannet en Forening derovre, hvis særlige Formaal er at forædle Racen samt vaage over, at den holdes rén. Disse Omstændigheder skyldes det egentlig, at ”den store Danske” endnu den Dag i Dag, trods Forsømmelse fra vor Side, er udbredt og skattet overalt, samt at den kunde fremstilles paa Udstillingen i Kjøbenhavn i et stort Antal udmærkede Exemplarer, hvilke Alle vare opførte i Kataloget blandt de fra Tyskland som ”tyske Dogger” indmeldte Hunde.

Den danske Hund er, som Race betragtet, maaske den alleryngste, der existerer, og først i Fjor blev den officielt erklæret for rén, idet dens Racemærker fastsattes, hvoraf følger, at den fremtidigt optages i ”Dansk Hundestambog” og formentlig ligeledes vil blive optaget i Udlandets Hundestambøger.

Det vil nu være klart, at Udstillingens Dommerudvalg umuligt kunde begaa den Fejl at erklære den danske Hund (Broholmracen) for at være den store danske Hund, og det skete heller ikke; men det er tillige saare forklarligt, at Navneligheden har vildledt Mange, som ikke forud vare fortrolige med Forholdene. Derfor maa det ogsaa indrømmes, at enhver anden Benævnelse for den nye Race for saa vidt havde været heldigere, men det skal derhos fremhæves, at Navnet ”den danske Hund” allerede var det gængse og havde vundet saadan Hævd, at det var Racens almindelige Kjendingsnavn; af den Grund maatte det vedtages officielt. Der er dog selvfølgelig Intet til Hinder for, at Navnet senere kan ombyttes med et andet, dersom man kommer overens derom herhjemme, og de udenlandske Klubber dernæst gjøres bekjendte dermed.

De nys anførte Forhold kunne yderligere tydeliggjøres ved Følgende: Før Udstillingen kjendte man her og i Udlandet 2 Hunderacer, der betegnedes som danske, nemlig den store danske Hund (Great Dane, Grand Danois, Groszer Däne) og den lille danske Hund (Petit Danois, Dalmatineren). Ved Udstillingen i Fjor blev endnu én dansk Race erklæres for rén, nemlig den danske Hund (Broholmracen), og der existerer altsaa nu 3 Hunderacer, der betegnes som danske. Af disse kaldes ”den lille Danske” dog kun sjældent med dette Navn, langt hyppigere kaldes den ”Dalmatineren” eller ”den dalmatiske Hund”.

Misforstaaelserne, foraarsagede herhjemme af Navneligheden, lade sig altsaa let rette, men værre og farligere var det, at denne kunde bruges og virkelig blev brugt som Middel til at slaa ”dens store Danske” ihjel, idet Tyskerne toge Anledning til igjennem Navneligheden at begrændse Betegnelsen af ”den store Danske”s og ”deutsche Dogge”s Identitet.

For at faa rigtig fat paa Sagen maa man gaa noget tilbage i Tiden.

Da Hundesporten for en halv Snes Aar siden kom i Gang i Tyskland, vandt den meget hurtigt Tilslutning, og der blev i det Hele taget arbejdet overordenlig energisk baade af vedkommende Foreninger og af Opdrættere. En af de Racer, man især lagde Vind paa, var ”den store Danske”, hvilken Tyskland inden ret længe kunde producere i lige saa fortrinlige Exemplarer som England og Frankrig, hvorfor Opdrætningen efterhaanden blev en Forretning. Hvad enten det nu var Forfængelighed, der gjorde sig gjældende, eller slet og ret det Hensyn, som anførtes i en senere Motivering, nok er det, at pludseligt dukkede i Tyskland ”deutsche Dogge” op som Fællesnavn for Former af ”dänische Dogge”, hvilket dog vilde have været upaaagtet, dersom Gustav Lang i Stuttgart ikke havde sendt den engelske Forfatter Vero Shaw et Brev, hvori han kundgjorde om at afskaffe de ensbetydende Navne, saasom Saupacker, Ulmer og dänische Dogge og sætte Navnet ”deutsche Dogge” i Stedet. – Ifald nu England og Frankrig havde erkjendt denne Foranstaltnings Berettigelse, vilde det omstridte gamle Navn dermed være bragt ud af Verden og inden ret længe været helt forglemt.

Men Sagen gik ikke saa glat. Englænderne protesterede bestemt imod en slig ”Monopation”, ja selv i Tyskland fandt Opdrættere og Hundehandlere det betænkeligt at afskaffe det gamle Navn, under hvilket Racen havde vundet og vedligeholdt sit Ry og uden hvilket overordenlig mange Kjøbere i Udlandet ikke vilde godkjende den.

Saa kom Hundeudstillingen i Kjøbenhavn, hvilken syntes en Tid at bringe Vind i Sejlene; Vedkommende gjorde dog fejl Bestik og Maalet naaedes ikke.

Det var den før omtalte Navnelighed, der nu blev brugt som Vaaben; men hele Røret, som nu fulgte paa, begyndte ikke før nogen Tid efter at Udstillingen havde fundet Sted. Egentlig kom det noget overraskende, fordi det foraarsagedes ved en Artikel, skreven af Foreningen ”Hector”s Præsident, Hr. Radetzki, i Berlin, der som bekjendt var en af Dommerne for den Gruppe Hunde, hvortil ”den store danske Hund” og ”den danske Hund” hørte, og Intet havde da været naturligere end, at Hr. Radetzki ved Bedømmelsen og Fastsættelsen af Sidstnævntes Racemærker, havde bebudet, hvad der vilde komme, men der var dengang Intetsomhelst, der tydede herpaa. Det skal netop her erkjendes, at Hr. Radetzki strax godkjendte den nye Race og viste særdeles Interesse for den, samt at der ikke fremkom en eneste Udtalelse fra hans Side, som gik ud paa at identificere den nye Hund med ”den store danske” eller overhovedet at rokke ved dette Navn til Fordel for nogen anden Race.

Overraskelsen kom da i den Form, at Hr. Radetzki skrev en Artikel i ”Der Weidman” og ”Der Hund” om ”den danske Hund”, hvis vedtagne Racemærker han angav; men uheldigvis havde Ordet ”grosze” indsneget sig, saa Artiklen kom til at omhandle ”der grosze dänische Hund”, hvilket selvfølgeligt saa højst besynderligt ud. Vel sandt, Navneligheden og den Omstændighed, at ”den danske Hund” virkelig er stor, kan have foraarsaget hin Unøjagtighed, men det maa forbause, at en saa udmærket Kynolog, som Hr. Radetzki, kundet gjøre sig skyldig deri.

Striden var nu, om man saa maa sige, ført over paa dansk Grund, og der fortsattes den.

Ovennævnte Forfatter skrev nemlig endvidere:

”Jeg er nysgjerrig efter at vide, hvorledes Englænderne ville stille sig til den fuldbragte Kjendsgjerning. Hidtil vidste man meget bedre i England end i Tyskland, at vore Dogger var danske Hunde. Nu har Danmark selv talt, og lige over for denne Kjendsgerning maa vel selv England give sig”.

Englænderne gav sig dog ikke dengang, og det vil vistnok falde vanskeligt at faa dem dertil; thi de kunne og ville ikke ignorere følgende Kjendsgjerning: Hver eneste ”Great Dane”, som Englænderne indføre, hver eneste ”Grand Danois”, som Franskmændene indføre, og hver eneste ”store danske Hund”, som vi herhjemme indføre fra Tyskland, er et Exemplar af en og samme Race, nemlig den, der i Tyskland nu kaldes snart ”Der grosze Däne”, snart ”Deutsche Dogge”. Endvidere: Ved Udstillingen have vi Danske ikke tildelt nogen anden Race (altsaa heller ikke ”den danske Hund”) Navnet ”den store danske Hund”, og ej heller bedømt nogen anden Race efter denne Type, end netop den i Kataloget som ”Tyske Dogge” anførte Hund. Følgelig: baade i England, Frankrig og Danmark – ja i Amerika og  til Dels i Tyskland selv – hæfter Navnet ”den store Danske” endnu i dette Øjeblik saa fast, som nogensinde før ved ”Deutsche Dogge”. Denne kan ikke ryste det af sig, og derfor maa det antages, at Striden er tilende samt at dens Udfald absolut er dette: ”Den store danske Hund” beholdt Pladsen.

Det er dog selvfølgelig kun Navnet, som England og Frankrig stride for; thi for dem er, som Hr. ”Grand Danois” skriver i ”Illustreret Tidende” Nr. 20 for i Aar, Hundens Nationalitet en aldeles ligegyldig Sag. Disse Landes Kynologer ville kun ikke tillade, at man bortkaster det Navn, hvorunder Racen er opdrættet og udbredt af dem i mere end et Aarhundrede.

For os Danske gjælder det om, at vi fralægge os Andel i og Ansvar for, at den i og for sig aldeles uberettigede Navneombytning muligjøres. Vi kunne nu vel trøstigt paastaa, at vi ikke have givet nogen gyldig Anledning til Tyskernes Forsøg i den Retning, men for ikke at forsømme noget som helst, har ”Dansk Jagtforening”s Bestyrelse yderligere taget sig af Sagen.

Formanden har nemlig notificeret Kennel Klub i London og andre fremmede kynologiske Foreninger *) Racekjendetegnene for ”den danske Hund” (Broholmeren) med tilføjet Bemærkning om, at denne Race ikke maa forvexles med ”den store danske Hund” (Great Dane, Grand Danois). Endvidere har Bestyrelsen tilstillet ”Der Hund” en Artikel til Optagelse, hvilken protesterer imod de Udtalelser i Bladets Nr. 16 for 1886, der lade forstaa, at Udstillingen i Kjøbenhavn har slaaet Racen ”den store danske Hund” fast med de for ”den danske Hund” vedtagne Kjendemærker. Protesten anfører bl. A., at ”den store danske Hund”s og ”Deutsche Dogge”s Identitet er utvivlsom samt at Udstillingskommissionen følte sig ligesaa uberettiget til at lade det gamle, af Buffon brugte Navn forsvinde, som til at tildele den anden Race dette Navn. Endelig er i den nu vedtagne ”Danske Hundestambog” opført:

”Den store danske Hund.”
”Den danske Hund.”

Endnu kun Følgende: Der er af Interesse for Sagen fremkommet Yttringer, som denne: ”Den offenlige Mening her i Landet fordrer ”den store danske Hund” bragt til sin Ret”. Denne Fordring vil kunne ske Fyldest, Ifølge Sagernes nuværende Stilling; men vi maa da ufravigeligt benævne Hunden med dens rette Navn, af hvilket man aldrig af Magelighedshensyn maa udelade ”store”, og frem for Alt bør vi opdrætte Racen med Omhu samt i saa mange Examplarer, at vi kunne tilfredsstille en betydelig Efterspørgsel fra Udlandet. Derved gjøre vi det vitterligt, at den store danske Hund har Hjem i Danmark.

Knuthenborg Skovriderbolig, i April 1887.
J. M. Buch

*) Svenska Jägerförbundet (Stockholm), Norsk Jæger- og Fiskerforening (Kristiania), Oesterreichischen Hundezuchtverein (Wien) Die deutsche Delegirterkommission für die Hundezucht (Hannover). Vereningen ”Nimrod” (Amsterdam). Societé Royale de St. Hubert (Brüssel). Societé centrale (Paris)". Red.

”Grand Danois Tula”.

Den 2-årige Harlekin-tæve, og vinder inden for gruppen ”Den store danske Hund” på ”Den 1ste nordiske Jagt- og Fjerkræudstilling” i Rosenborg Have, København juli 1886. Tegnet af Carsten Ravn. Billedkilde: "Illustreret Tidende” (Årgang 27, nr. 44, 01.08.1886, s. 534).