Bilag U-1: De Kongelige Jagthunde år 1710-36

- fra De Kongelige Jagtprotokoller på Meutegaarden ved Jægersborg.
 

Jagtprotokollen 1725, første side.
Fotokopi fra originalen der befinder sig i Rigsarkivet.

Den første protokol er dateret år 1725 og dækker årene 1710-1725. Herefter er der årlige protokoller. Bogføringen ændres i 1733, men ser stadig ud til at være skrevet med dansk hånd. År 1734-36 sker bogføring med engelsk hånd (ses på hvorledes måneden skrives). Bogføringen må være udført af den engelske Dixon-familie der i 3 generationer fra år 1700 var ”Hundeskærer” på den kongelige hundegård.

I jagtprotokollen for år 1733 nedenfor fremgår det tydeligt at ”hundene” er identisk til ”hanner”. Det ser ud til også at være tilfældet i protokollerne for årene 1710-1725. Dette er en videreførelse af den urnordiske opdeling, hvor hanner på oldnordisk kaldes ”Mjóhund” (Myndehund) og tæver for ”Grey” (tæve). Samme opdeling er gældende på oldengelsk, hvor han-hunden altid kaldes ”Hund/Hunt” som i ”hroþhund/roþhund/heahdeorhund/heahdeorhunta” og tæven kaldes for ”bicce” (bitch) og ”tife” (tæve).

Jagtprotokollen 1733, første side.
Fotokopi fra originalen der befinder sig i Rigsarkivet.

Fra jagtprotokollerne, der findes på Rigsarkivet, kan se vi følgende:

 
 
Antal tæver der føder hvalpe, fordelt på måned 

Vi kan se fra naturen at 82.5% af alle fødsler på den kongelige hundegård år 1733-1736 finder sted januar-april måned. Det er derfor den 1. sommerdag (Sumarmál) begyndte på en torsdag mellem 9. og 15. april, og hvorfor tidsrummet efter Forårsjævndøgn, hvor naturens nye år begynder, fra 21. marts til 14. april, kaldes Eostur-monaþ (den jordlige moder) og Faremanet. Her kommer alle dyrene på græs for at kunne ernære de nyfødte.

I nudagens opdræt af Grand Danois hunden, som med andre husdyr i øvrigt, er naturen sat ud af funktion, og tæverne føder gennem hele året. Det må bl.a. skyldes at tæverne får daglig føde, og derfor ikke skal bekymre sig om hvorvidt tæve og hvalpe kan brødføde sig selv i naturen.

¹ Antal avlende tæver ift. Antal levende hvalpe
² Antal tæver belagt ift. Antal avlende tæver
³ 123 hunde på hundegården. Heraf 69 tæver og 54 hunde (hanner).
 

En af de mest kontroversielle etiske regler gældende for Grand Danois hunden er 6-hvalpe-reglen, hvorunder en opdrætter og medlem af GD-klubben i Danmark forpligter sig til kun at lade 6 hvalpe leve i hvert kuld (vedtaget på Generalforsamlingen 17. juni 1971) (GD-Bladet, nr. 2-2005, s.60).
 
For de fire år vi har nøjagtige tal fra den kongelige hundegård, 1733-36,  kan vi se at gennemsnitskuldet ligger på 3-4 pr. avlende tæve, dvs. væsentligt under den nuværende etiske regel.  Bruttokuldet pr. avlende tæve er 1733-36 på 5-7 hvalpe med et gennemsnit på 6 hvalpe. Den nuværende etiske 6-hvalpe regel svarer derfor nøjagtigt til brutto gennemsnitskuldet fra den kongelige hundegård før den aktive aflivning af hvalpe finder sted. 
 
 
 

Grand Danois Hunden i Danmark
 

Kilde: Carsten Birk. Antal hvalpe avlede må formodes at underdrive det faktiske antal da indberetteren er klar over 6-hvalpe reglen, og derfor ikke altid fortæller sandheden. Denne manipulation med indberetningerne gør samtidigt at farvefordelingen af hvalpene ikke er naturlig, men resultatet af opdrætters ønske om at fremavle specielt de meget sjældne Harlekin og blå farver.
 

Sammenholder vi tallene fra den kongelige hundegård med Grand Danois hunden i dag kan vi se at tævernes bruttokuld på 5-7 hvalpe synes uændret. At tæverne er fysisk langt større i dag synes ikke at have forringet kuldstørrelsen.
 
Vi kan se på det samlede antal hvalpe avlede på den kongelige hundegård, 157 i år 1736, mod 176 år 2005 for medlemmer af Grand  Danois Klubben i Danmark, at GD-klubben i filosofi og tanke bør se sig selv om arvtager til den kongelige hundegård med hvad det indebærer af forpligtelser i form af beskyttelse, avl og pleje af vor store hund.

Samlede antal hunde
i Den Kongelige Hundegård/Grand Danoisklubben
 

Et meget vigtigt problem at tage stilling til er at vi mangler oplysninger om hundeopdræt fra årene 1726-32, dvs. 7 år. De findes ikke, og fra den nedenstående analyse af det system der benyttes i avlsvirket med tæverne, ser det ikke ud til at der overhovedet fandt aktivt opdræt sted. 

År 1717 e.Kr. blev Jægersborg Slot bortforpagtet. Den nye jægergård (kasernen), hvor den nye kongelige hundegård kom til at ligge, blev ikke færdig før år 1747. Jeg går derfor ud fra at den kongelige hundegård i den mellemliggende tid er Meutegården i Jægersborg. Bygningen af den nye jægergård (kasernen) blev påbegyndt allerede år 1734 e.Kr., men blev stoppet år 1739-47 e.Kr. under pietismen, hvorunder Danmark af Christian VI. blev sat i en generel tilstand af total kedsomhed med forbud mod enhver form for offentlige forlystelser, der også inkluderede Parforcejagten.
 
Christian VI. nævnes i jagtprotokollen for 1723 som kronprins, og med klar direkte involvering i hvad der foregår på den kongelige hundegård. Kronprinsens fanatiske religiøsitet kommer ind i Danmark ved hans giftermål 7. august 1721 med Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmach. Derfor kan vi roligt sige at hendes ankomst til Danmark har en direkte negativ indflydelse på hundeopdrættet på den kongelige hundegård. Derfor er der et tidshul i opdrættet.
 
Det er helt tydeligt at denne indblanding udefra forstyrer avlen med hunde. Hundene bliver hverken aflivet eller givet bort, men det aktive opdræt stoppes 1726-32. Det er også tydeligt at der skiftes opdrætter fra protokollen fra 1725 til protokollen fra 1733. Den nye hundeopdrætter har ikke kendskab til hvad der er sket i den mellemliggende periode. Hvad han har er et kendskab til jagtprotokollerne fra 1710-25. Opdrætteren gør derfor det eneste han kan gøre. Han fortsætter uændret opdrættet fra 1725 og ser bort fra hvad kan være sket 1726-32. Derfor har det i forståelsen af hundeopdræt ingen betydning at vi ikke har oplysninger for de 7 manglende år. Hvor hyggeligt livet har været for os alle under Christian VI. kan vi hurtigt erindre ved at Stavnsbåndet indføres 1733.
 
Christian VI. deltog ikke personligt i Parforcejagten og efter Jægermester F. Gram’s død år 1741 nedlagdes Parforcejagten og hundene gives bort til indland og udland, herunder til det sydlige Tyskland.

 
Tæver belagt - fordelt på år
 

Antallet af belægninger svarer til 54% af samtlige belægninger i perioden (192:104). De 24 her viste tæver er de mest benyttede tæver i avlsarbejdet i perioden, og benyttes hver med 4.2 belægninger pr. tæve. Det samlede gennemsnit vil være mindre.
 
Det skulle dog gerne fremgå helt tydeligt at den kongelige hundegård har som sit ideal 4 belægninger pr. tæve i tævens levetid. Dette er identisk til GD-klubbens etiske regel om at en tæve ikke bør have mere end 4 kuld i sin levetid.
 
Vi kan ikke fra jagtprotokollerne se hvornår hundene er født og hvornår de dør.  Derfor kan vi ikke nøjagtigt se hvor gamle de bliver. Antager vi at en tæve ikke indtræder i avlen før den er 1 år gammel, GD-klubbens nuværende etiske regel er mindst 2 år, kan vi dog sige minimumsalderen for hundene. Den beregnede minimumsalder er derfor ”året for sidste belægning” – ”året for første belægning” + 1 år.

Små hunde, som f.eks. foxterrier, bliver op til 15-16 år gamle. Mellemstore hunde, f.eks. retrievere, bliver som regel ca. 12 år gammel. Meget store hunde, som f.eks. Grand Danois, bliver sjældent mere end 8-10 år gammel, hvorfor hunden i dag opnår ”veteran” status som 10-årig (citat fra GD-Bladet, nr. 2- 2005, s.43).
 
Jagtprotokollerne omhandler alene jagthunde til Parforcejagt, dvs. store jagthunde. Vi bemærker med det samme tævernes alder; 16 ud af de 24 tæver er over 10 år gamle, og 13 er mere end 13 år gamle. Tæverne blev med andre ord væsentligt ældre end de ser ud til at gøre i dag. Dette er bemærkelsesværdigt ud over det vanlige. 

Jeg har opdelt tæverne i en ”engelsk linie” og en ”dansk linie”. Dette er min egen vurdering, ikke hvad specifikt fremgår af protokollerne, og er baseret på at det er tydeligt at en gruppe af tæverne og hundene (hanner) har engelske navne (fonetisk nedskrevet i protokollerne).

Det skyldes efter min mening at Frederik II. (regent 1559-1588) blev givet nogle ”Englandshvalpe” af Dronning Elisabeth I. af England (regent 1558-1603) og år 1585 e.Kr. sendte et skib til England efter dem. Christian V. (regent 1670-1699) købte år 1680 e.Kr. ”Engelske Hunde”.

Den oprindelige myndeagtige Grand Danois hund, som Buffon viser og navngiver år 1747 e.Kr. bliver blandet op med ”Engelske Hunde” for at give den nye hund, kaldet ”Blendingen”, mere vægt i Parforcejagten. Derfor skal opdrætteren have styr på hvilke hunde er fra den engelske linie. Det mener jeg han gør via navngivningen.

Der er ingen tvivl om at Grand Danois hunden og Englandshunden (Broholmeren) år 1710-36 er mindre end Grand Danois hunden i dag.

Som en rettesnor kan vi måske sige at de oprindelige hunde, baseret på  Himlingøje hunden , Stevns (Mankehøjde 68 cm) og Ejsbøl hunden, Haderslev (Mankehøjde 63 cm) i 1700 tallet havde en Mankehøjde på ca. 65 cm. Grand Danoishunden ligger i dag ca. på en Mankehøjde på 90 cm for hanner.

Ifald der er sammenhæng mellem størrelse og levetid kan vi sige at hundene er blevet 25 cm højere, men på bekostning af en 3-5 års kortere levetid. Er det nuværende forhold mellem størrelse og levetid korrekt?

Mit bud er at hovedårsagen til at man har avlet Den Store Hund til en ti-års levetid skyldes denne forståelse:

”Gaardhunden maa ikke blive over ti Aar gammel;
de Aar, den lever derover, drages fra Huusbondens Levetid”. ¹

¹ J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 54, nr. 249: Huusdyrene)

 
Hunde (hanner) som bedækker  - fordelt på år
 
 

 
Antallet af belægninger svarer til 63% af samtlige belægninger i perioden (192:121). De 21 her viste hunde (hanner) er de mest benyttede i avlsarbejdet i perioden. Der er en mindre spredning på antallet af hunde (hanner) i avlsarbejdet end er tilfældet med tæver. F.eks. udgør hundene (hannerne) Tryboy, Dreiber, Dromer, Roman og Targvin tilsammen 49 belægninger, dvs. kun 5 hunde (hanner) er ansvarlige for 25% af samtlige belægninger. Det er dog åbenlyst at opdrætteren på den kongelige hundegård er opmærksom på ”matadoravl”, der ikke forekommer.
 

Som hos tæverne ser vi en god fordeling af  ”engelsk” og ”dansk” linie i avlen. Det antyder at ”Blendingen” må være den nye hund man søger at fremavle, hvad både Parforcejagten (vægt over hurtighed), og de visuelle afbildninger vi har fra samtiden, understøtter.
 
Som er tilfældet med tæverne kan vi ikke fra jagtprotokollerne se hvornår hundene er født og hvornår de dør.  Derfor kan vi ikke nøjagtigt se hvor gamle de bliver. Igen som hos tæverne antager vi at en hund (han) ikke indtræder i avlen før den er 1 år gammel. Den beregnede minimumsalder er derfor ”året for sidste belægning” – ”året for første belægning” + 1 år.
 
Nøjagtigt det samme billede af ekstrem lang levetid viser sig hos hundene (hannerne), som vi ser hos tæverne. 11 ud af de 21 hunde (hanner), dvs. over halvdelen, er over 14 år! med 17-20 år ikke værende usædvanligt. Der er ingen tvivl om at opdrætteren er opmærksom på ”levetids”-genet, og forsøger at fremavle dette. Alligevel er forskellen på dengang og i dag enorm, og kan ikke bortforklares af en statistisk tilfældighed.