Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Bilag P: Hávamál & Peder Laales Danske Ordsprog

 

 

Hávamál

Den Højes Tale

Peder Laales Danske Ordsprog

1.

Gáttir allar
áður gangi fram
um skoðast skyli,
um skyggnast skyli,
því að óvíst er að vita
hvar óvinir
sitja á fleti fyrir.

1.

Naar frem du vil gå,
skal först Du spejde
ved alle Döre,
ved hver en Udgang,
thi uvist er at vide,
hvor Uvenner sidde
hos ved Hus.

688.

Wlff ær vkændh man oc mistroth.
Ukendt mand er en ulv og mistroet.

2.

Gefendur heilir!
Gestur er inn kominn!
hvar skal sitja sjá?
Mjög er bráður
sá er á bröndum skal
síns um freista frama.

2.

Hil de Givende!
En Gæst er kommen ind.
Hvor skal han sidde?
Hast har dén,
som for Dör
skal friste sin Lykkes Lune.

749.

Gaar thw i dandz see hwem thw tagher om haandh.
Går du til dans, se til hvem du tager i hånden.

3.

Elds er þörf
þeim er inn er kominn
og á kné kalinn.
Matar og voða
er manni þörf,
þeim er hefir um fjall farið.

3.

Ild behøver
den, som ind er kommen
og er kold paa Knæ.
Til Mad og Klæder
trænger den Mand,
som har faret vide paa Fjæld.

25.

Madh haffwer meniske.
Mad haver/giver menneske.

(Den der er gæstfri mod andre, møder selv gæstfrihed)

4.

Vatns er þörf
þeim er til verðar kemur,
þerru og þjóðlaðar,
góðs um æðis
ef sér geta mætti
orðs og endurþögu.

4.

Vand behøver den,
som til Davre kommer,
Håndklæde, Hilsen
og venligt Sind,
om han kan det vinde,
Ord og høfligt Øre.

328.

At gijffwe madh for vdhen drijcke ær lidhen tack wært.
At give mad uden drikke er liden tak værd.

5.

Vits er þörf
þeim er víða ratar.
Dælt er heima hvað.
Að augabragði verður
sá er ekki kann
og með snotrum situr.

5.

Til Vid trænger,
hvo vide flakker;
hjemme er Alting let.
Öjnene vendes mod den
som intet kan
og sidder blandt snilde.

887.

Thet ær flath at drucknæpaa tywrt landh.
Det er tåbeligt at drukne påtørt land.

6.

Að hyggjandi sinni
skyli-t maður hræsinn vera,
heldur gætinn að geði.
Þá er horskur og þögull
kemur heimisgarða til,
sjaldan verður víti vörum.
Því að óbrigðra vin
fær maður aldregi
en mannvit mikið.

6.

Af sin rådsnare Kløgt
skal ingen sig rose,
heller være forsigtig i Sind.
Naar tavs og klog Mang
til Hjemsgård kommer,
sker ham intet ondt,
thi ypperligere Ven
har Mand aldrig
end meget Mandevid.

 

7.

Inn vari gestur
er til verðar kemur
þunnu hljóði þegir,
eyrum hlýðir,
en augum skoðar.
Svo nýsist fróðra hver fyrir.

7.

Forsigtig Gæst
som til Måltid går,
tier hel tavs,
lytter med Øren,
skuer med Öjne;
sådan spejder den snilde.

213.

Dryllegæsth haffwer gerne hwass kniff oc thom bwgh.
Snyltegæst haver gerne hvas kniv og tom bug.

(dvs. gæsten skærer store stykker af stegen og har tom mave, begge dårlige skikke)

8.

Hinn er sæll
er sér um getur
lof og líknstafi.
Ódælla er við það
er maður eiga skal
annars brjóstum í.

8.

Den er sæl,
som véd at vinde
Lov og liflig Tale.
Ej vindes det let,
som Mand skal eje
i andens Bryst.

725.

Hwer man ær sijn eghen smedh.
Hver mand er sin egen smed.

(dvs. den enkelte har ansvar for sit eget liv)

 

”sjálfr leið þú sjálfan þik" eller  ”selv leder du dig selv”

Grógaldr (vers 6, Ældre Edda) om den første galder Freya, som Den Jordlige Moder og Dronning af Sjælland gav til ”Rindi Rani”. Hos Saxo i Gesta Danorum kaldes hun ”Rinda” og er datter af Ruthenernes konge (Rinda Rutenorum regis) (Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1898, 1911-udgaven, 3. bog, Hød og Balder, s. 76, i den latinske original Bog 3.4.1). Kvinden ”Rindi, Rinda” er vigtig derhen at hun jvf. Baldrs Draumar/Vegtamskviða (vers 11, Ældre Edda) er moder til den dødelige Svea-konge Ongenðío (Ongentheow), jvf. ”Rindr berr Vála í vestrsölum”, der igen er banemand, direkte eller gennem en af hans hirdmænd, til drabet på Hæðcyn (Höther), der dræbte Herebeald (Balder) i tidsrummet år 497-521 e.Kr.

9.

Sá er sæll
er sjálfur um á
lof og vit meðan lifir.
Því að ill ráð
hefir maður oft þegið
annars brjóstum úr.

9.

Den er sæl,
som selv har Vid
og Lov, medens han lever,
thi ilde Råd
faar man ofte
af andens Bryst.

11.

Ee rijss kijff aff thet werr æ hywll.
Altid stammer kiv fra det værste hjul.

(det er det dårligste hjul på en vogn der hyler)

10.

Byrði betri
ber-at maður brautu að
en sé mannvit mikið.
Auði betra
þykir það í ókunnum stað.
Slíkt er volaðs vera.

10.

Bedre Byrde
bærer ej Mand paa Vej
end meget Mandevid.
Bedre end Formue
det tykkes paa fremmed Sted.
Det er den Fattiges Frelse.

1136.

Wfeij man færdes trogghelighe om landh.
Ufej mand færdes trygt om land.

11.

Byrði betri
ber-at maður brautu að
en sé mannvit mikið.
Vegnest verra
vegur-a hann velli að
en sé ofdrykkja öls.

11.

Bedre Byrde
bærer ej Mand paa Vej
end meget Mandevid.
Værre Rejsekost
bærer ej Vandrer paa Vej
end idel Øldrikken.

561.

Ee rijss kijff i ølkonæ hws.
Altid opstår kiv i krokone’s hus.

12.

Er-a svo gott
sem gott kveða
öl alda sonum,
því að færra veit
er fleira drekkur
síns til geðs gumi.

12.

Ej er Øl så godt,
som det agtes at være,
för Slægternes Sönner;
jo mér man drikker,
des mindre man véd
til Sind og Sandser.

143.

Øøll gører sthoræ ordh.
Øl gør store ord.

554.

Naar øllæt gaar indh thaa gaar widhet vdh.
Når øllet går ind da går viddet ud.

13.

Óminnishegri heitir
sá er yfir öldrum þrumir.
Hann stelur geði guma.
Þess fugls fjöðrum
eg fjötraður var'g
í garði Gunnlaðar.

13.

Glemsels Hejre det er,
som svæver over Øl;
den stjæler Mændenes Sind.
Med den Fugls Fjedre
blev jeg fængslet
i Gunløds Gaard.

692.

Hoo som tagher weedh bæghere han tagher wedh gældh.
Hvem der tager bæger, tager gæld.

(tager bæger = drikker)

14.

Ölur eg varð,
varð ofurölvi
að ins fróða Fjalars.
Því er öldur best
að aftur um heimtir
hver sitt geð gumi.

14.

Drukken jeg blev,
altfor drukken
hos den vise Fjalar.
Bedst er ved Øl,
at atter man får
Sind og Sandser tilbage.

 

15.

Þagalt og hugalt
skyldi þjóðans barn
og vígdjarft vera.
Glaður og reifur
skyli gumna hver
uns sinn bíður bana.

15.

Tavs og sindig
være Fyrstens Sön
og kæk i kamp.
Glad og frejdig
skal hver Mand findes
indtil Dødens Dag.

 

16.

Ósnjallur maður
hyggst munu ey lifa,
ef hann við víg varast.
En elli gefur
honum engi frið,
þótt honum geirar gefi.

16.

Ukæk Mand
tror evig at leve
når han flygter for Fare.
Ælde giver ham
aldrig Fred,
om end Spyd ham den skænker.

876.

Hoo som worløøss leffwer han æreløøss døør.
Hvem der lever ryggeløs, dør æreløs.

17.

Kópir afglapi
er til kynnis kemur,
þylst hann um eða þrumir
Allt er senn,
ef hann sylg um getur,
uppi er þá geð guma.

17.

Tåben glor,
når han kommer som Gæst,
mumler i Skæg og skuler.
Men aldrig såsnart
han faar sig en Slurk,
ses alt, hvad der bor i hans Bryst.

 

18.

Sá einn veit
er víða ratar
og hefir fjöld um farið
hverju geði
stýrir gumna hver,
sá er vitandi er vits.

18.

Ene dén véd,
som vandrer vide
og fór langt om Lande,
hvilke Tanker
hver Mand gemmer,
som er snild i Sind.

582.

Røøn ær goodh drængh.
Erfaring er en god tjener.

19.

Haldi-t maður á keri,
drekki þó af hófi mjöð,
mæli þarft eða þegi.
Ókynnist þess
váar þig engi maður
að þú gangir snemma að sofa.

19.

Ej skal man hænge ved Kruset,
men drikke Mjöd til Måde,
tale tilpas eller tie.
Ingen lægger dig
dét til Last,
at Du går snart at sove.

 

20.

Gráðugur halur,
nema geðs viti,
etur sér aldurtrega.
Oft fær hlægis
er með horskum kemur
manni heimskum magi.

20.

Grådig Mand,
som Maal ej ændser,
æder sig Ulykker til.
Ofte volder Maven,
at Tåben udlés,
når han mødes med vise Mænd.

55.

Falsk mandz madh ær først ædhen.
Tåbelig mands mad er først spist.

(dvs. den tåbelige forstår ikke at disponere ret)

79.

Falsk mandz kniff ær førsth i smøreth.
Tåbelig mands kniv er først i smørret.

(dvs. han holder ikke bordskik)

133.

Feeth swijn ær snarth sagh giffweth.
Det er let at rejse anklage mod et fedt svin.

21.

Hjarðir það vitu
nær þær heim skulu
og ganga þá af grasi.
En ósvinnur maður
kann æva-gi
síns um mál maga.

21.

Hjorde vide,
når hjem de skulle,
og gå da af Græs,
men uvis Mand
kender aldrig
sin Maves Mål.

627.

Kringeldriffwer bær ey vdhen thom bwgh oc hwass kniff.
Snyltegæst har ej andet end tom bug og skarp kniv.

22.

Vesall maður
og illa skapi
hlær að hvívetna.
Hitt-ki hann veit
er hann vita þyrfti
að hann er-a vamma vanur.

22.

Tosset Mand
med tåbeligt Sind
ler ad Alting.
Det véd han ikke,
som han trængte at vide,
at han ej er uden Lyde.

717.

Onth øwæ sculle aldrigh got see.
Et ondt øje kan aldrig se noget godt.

803.

Wij see alt anden mantz lijdhe oc eij wort eghet.
Vi ser nok anden mands lyde, men ej vor egen.

(lyde = fejl)

881.

Willæ hwer kænne segh tha spottheth inghen megh.
Vilde enhver kende sig selv, da spottede ingen mig.

23.

Ósvinnur maður
vakir um allar nætur
og hyggur að hvívetna.
Þá er móður
er að morgni kemur.
Allt er víl sem var.

23.

Usnild Mand våger
hver en Nat
og ængstes for Alting.
Da han er mødig,
når Morgenen kommer,
og Sorgen er der end.

 

24.

Ósnotur maður
hyggur sér alla vera
viðhlæjendur vini.
Hitt-ki hann finnur,
þótt þeir um hann fár lesi,
ef hann með snotrum situr.

24.

Usnild Mand
tror sig Ven med alle,
som smile sødt.
Ej han det skönner,
om med Spot man ham laster,
når han sidder blandt snilde.

699.

Jnghen gør segh tijl troldh vdhen han ær een daare.
Ingen gør sig til trold uden han er en dåre.

(dvs. medmindre han er gal)

935.

Ee leer faalsk man naar annen leer.
Altid ler tåbelig mand, når andre ler.

25.

Ósnotur maður
hyggur sér alla vera
viðhlæjendur vini.
Þá það finnur
er að þingi kemur
að hann á formælendur fáa.

25.

Usnild Mand
tror sig Ven med alle,
som smile sødt,
men han mærker,
når han møder paa Thinge,
at få forsvare hans Sag.

1021.

At syæ daare raadh thet ær som at slaa kalt watn poo gass.
At give en Dåre råd det er som at slå koldt vand på en gås.

(Dåre = tåbe)

26.

Ósnotur maður
þykist allt vita,
ef hann á sér í vá veru.
Hitt-ki hann veit
hvað hann skal við kveða,
ef hans freista firar.

26.

Usnild Mand
tror alt at vide,
naar han kan sig fjæle i Fare
Ikke han véd,
hvad han skal sige,
naar Fjender ham friste.

 

27.

Ósnotur maður
er með aldir kemur,
það er best að hann þegi.
Engi það veit
að hann ekki kann,
nema hann mæli til margt.
Veit-a maður
hinn er vætki veit,
þótt hann mæli til margt.

27.

Usnild Mand
som mødes med andre,
ham er det tjenligt at tie.
Ingen véd
at han intet kan,
når ikke han mæler formeget.
(Hvo intet véd,
véd heller ej,
om han mæler formeget.)

131.

Halff skratthes tale haffwr hwerken howeth eller hale.
Den halvgales tale haver hverken hoved eller hale.

28.

Fróður sá þykist
er fregna kann
og segja ið sama.
Eyvitu leyna
megu ýta synir
því er gengur um guma.

28.

Vís tykkes sig den,
som véd at spörge
og så at svare.
Ej kan Dårskaben
dølges af Mænd;
saa vide den vandrer iblandt dem.

931.

Thet kommer gærne opp i thøø som man fiælær i snøø.
Det kommer gerne op i tø, hvad man skjuler i sne.

29.

Ærna mælir
sá er æva þegir
staðlausu stafi.
Hraðmælt tunga,
nema haldendur eigi,
oft sér ógott um gelur.

29.

Hvo aldrig tier,
taler tilvisse
ofte tåbelige Ord.
Den hurtige Tunge,
som ikke tæmmes,
snakker sig ofte Ulykke til.

120.

Daar giffwer ordh vdh oc tagher hwg i geen.
Dåre giver ord ud og tager hug igen.

276.

Hwo andhen spotther han bliffwer eij uspottheth.
Hvem der spotter en anden, han bliver ej uspottet.

30.

Að augabragði
skal-a maður annan hafa,
þótt til kynnis komi.
Margur þá fróður þykist
ef hann freginn er-at
og nái hann þurrfjallur þruma.

30.

Ej skal man skue
med forskende Øje
på den, der kommer som Gæst.
Ofte tykkes sig vís,
hvo udspurgt bliver
og får sidde törskindet og tryg.

121.

Then gamlæ scal man ære then vnghe scal man lære.
Den gamle skal man ære, den unge skal man lære.

646.

Man scal eij forsmaa gamblæ wenner eller gamblæ wæye.
Man skal ej forsmå gamle venner eller gamle veje.

1003.

Gøm thin mwndh oc gøm thin wæn.
Gem din mund og gem din ven.

(dvs. med forsigtig tale holder venskab længst)

31.

Fróður þykist
sá er flótta tekur
gestur að gest hæðinn.
Veit-a gjörla
sá er um verði glissir,
þótt hann með grömum glami.

31.

Vís tykkes sig den,
som flygter sin Vej,
når han en Gæst har gækket.
En Dåre er den Mand,
som ved Måltid lér,
om end Gæsterne ere gramme i Hu.

547.

Then scal wæræ thiændhæ som illæær kommen.
Den skal være tavs, som er uvelkommen.

32.

Gumnar margir
erust gagnhollir
en að virði vrekast.
Aldar róg
það mun æ vera:
Órir gestur við gest.

32.

Ofte ere Mænd
ejegode Venner
og klamres dog ved Kruset.
Altid sådan
Trætte yppes,
og Gæst hidses mod Gæst.

263.

Naar leeghen ær besth thaa scal man oc aff ladhe.
Når legen er bedst, da skal man også holde op.

33.

Árlega verðar
skyli maður oft fá,
nema til kynnis komi.
Situr og snópir,
lætur sem sólginn sé
og kann fregna að fáu.

33.

Tidligt Måltid
skal man ofte tage,
naar ej man til Kendinger kommer;
ellers man sidder
og måber af Sult
og er træg til at tale.

213.

Dryllegæsth haffwer gerne hwass kniff oc thom bwgh.
Snyltegæst haver gerne hvas kniv og tom bug.

(dvs. gæsten skærer store stykker af stegen og har tom mave, begge dårlige skikke)

( Se også Hávamál 7.)

34.

Afhvarf mikið
er til ills vinar,
þótt á brautu búi.
En til góðs vinar
liggja gagnvegir,
þótt hann sé firr farinn.

34.

Afsides bor
Den onde Ven,
om end ved Vejen han bygger,
men til den gode Ven
Genveje føre,
om end langt borte han bor.

 

35.

Ganga skal,
skal-a gestur vera
ey í einum stað.
Ljúfur verður leiður,
ef lengi situr
annars fletjum á.

35.

Gå man skal;
ej Gæst skal man være
altid på det ene sted;
kær bliver led,
når længe han sidder
i en andens Hus.

183.

Gesth kommer offthe tijl gaardh oc gør segh tijl grewe.
Gæst kommer ofte til gård og gør sig selv til greve.

36.

Bú er betra,
þótt lítið sé.
Halur er heima hver.
Þótt tvær geitur eigi
og taugreftan sal,
það er þó betra en bæn.

36.

Bo er bedst,
skönt lidet det er;
enhver er Herre hjemme.
Om to Geder man har
og en vidjetækt Hytte,
det er dog bedre end Bön.

15.

Anbwdhløss man ær hande løss.
Redskabsløs mand er håndeløs.

37.

Bú er betra,
þótt lítið sé.
Halur er heima hver.
Blóðugt er hjarta
þeim er biðja skal
sér í mál hvert matar.

37.

Bo er bedst,
skönt lidet det er;
enhver er Herre hjemme.
Blodigt er Hjertet,
når bede man skal
om Mad til hvert Måltid.

74.

Hwær man haffwer ey høgh paa handhe.
Hver mand har ej høg på hånden

(kun de rige havde en høg til jagtbrug)

38.

Vopnum sínum
skal-a maður velli á
feti ganga framar,
því að óvíst er að vita
nær verður á vegum úti
geirs um þörf guma.

38.

I Marken skal ingen
Mand fra sine Våben
en Fod gå frem,
thi uvist er at vide,
om på Vej derude
man vil savne sit Spyd.

63.

Skow haffwer øren oc mark øwen.
Skov haver øren og marken øjne

(Vær forsigtig, selv når det ikke synes påkrævet)

898.

Thw scalt eij swærie fore vganghen tingh.
Du skal ej forsværge uskete ting.

(dvs. afskriv aldrig muligheden af noget, der endnu ikke er sket)

39.

Fann'g-a eg mildan mann
eða svo matargóðan
að ei væri þiggja þegið,
eða síns fjár
svo gjafa fúsan
að leið sé laun, ef þægi.

39.

Ej fandt jeg så gavmild
og gæstfri Mand,
at ej han blev glad ved Gave,
eller så rundhåndet
med sin Rigdom,
at ej mod Tak og Gengæld han tog.

12.

Laan scal gaa lackeløsth hiem.
Lån skal gå uskadt hjem

(dvs. indgåede aftaler skal overholdes)

904.

Hwær ladher syt skijb dybæsth.
Enhver lader sit skib dybest

(dvs. søger at få så meget som muligt)

40.

Fjár síns
er fengið hefir
skyli-t maður þörf þola.
Oft sparir leiðum
það er hefir ljúfum hugað.
Margt gengur verr en varir.

40.

Samler en Mand
Skatte i Hus,
da vide han dem vel at nytte.
Ofte spares for Uven,
hvad man undte sin Ven.
Meget går værre, end det ventes.

247.

Offthe forgaar thet man sijn wen necther.
Ofte forgår det man nægter sin ven.

653.

Een gerigh man aff føwe ladher segh eij nøwæ.
En begærlig mand lader sig ej nøje med lidt.

41.

Vopnum og voðum
skulu vinir gleðjast:
það er á sjálfum sýnst.
Viðurgefendur og endurgefendur
erust lengst vinir,
ef það bíður að verða vel.

41.

Med Våben og Klæder
skulle Venner glæde hinanden,
med det ypperste, de eje.
De, som Gaver lönne,
ere længst Venner,
når alt vender sig vel.

76.

Kanne offuer gaardh oc kanne i gheen holler lengst wænskab.
Kande over gærdet og kande igen holder længst venskab.

(dvs. lige for lige, når venskab skal holdes)

906.

Hoo som inthet gijffwer hannum inthet gijffwes.
Hvem som intet giver, han intet gives.

42.

Vin sínum
skal maður vinur vera
og gjalda gjöf við gjöf.
Hlátur við hlátri
skyli höldar taka
en lausung við lygi.

42.

Ven af sin Ven
skal en Mand være
og gengælde Gave med Gave;
Latter skal Mænd
med Latter gælde,
løs Tale med Lögn.

 

43.

Vin sínum
skal maður vinur vera,
þeim og þess vin.
En óvinar síns
skyli engi maður
vinar vinur vera.

43.

Ven af sin Ven
skal en Mand være
- Af ham og hans Ven,
men ingen Mand
skal sin Uvens
Vens Ven være.

 

44.

Veistu ef þú vin átt,
þann er þú vel trúir,
og vilt þú af honum gott geta,
geði skaltu við þann blanda
og gjöfum skipta,
fara að finna oft.

44.

Véd du - om du har en Ven,
som vel du tror,
og vil du godt af ham vinde,
da skal du blande Sind med ham
og skifte Gaver
og ofte gå til hans Gård.

382.

Manghe ære wennæ oc faa fwll troo.
Venner er der mange af, men få er fuldtro.

45.

Ef þú átt annan,
þann er þú illa trúir,
Viltu af honum þó gott geta,
fagurt skaltu við þann mæla
en flátt hyggja
og gjalda lausung við lygi.

45.

Men har du en anden,
som du ilde tror,
og vil du godt af ham vinde,
da skal du fagert til ham tale
men falsk tænke
og gælde løs Tale med Lögn.

292.

Man maa elskæ een skallk saa længhe at han meener segh at wære een herre.
Man må elske en slyngel så længe at han mener sig at være en herre.

(tage sig så meget af ham at han tror sig fornem)

46.

Það er enn um þann
er þú illa trúir
og þér er grunur að hans geði:
hlæja skaltu við þeim
og um hug mæla.
Glík skulu gjöld gjöfum.

46.

Endnu ét om den,
som du ilde tror,
og på hvis Sind du ej stoler;
le skal du med ham
og listig tale;
Lön være Gave lig.

 

47.

Ungur var eg forðum,
fór eg einn saman:
þá varð eg villur vega.
Auðigur þóttumst
er eg annan fann:
Maður er manns gaman.

47.

Ung var jeg fordum;
ene jeg rejste;
da blev jeg vild på Vejen.
Rig jeg mig tyktes,
da en anden jeg traf.
Mand er Mands Gammen.

1135.

Thet ær got at fijnnæ wen aa weyæ.
Det er godt at finde en ven på vejene.

(vejene = rejsen)

48.

Mildir, fræknir
menn best lifa,
sjaldan sút ala.
En ósnjallur maður
uggir hotvetna:
Sýtir æ glöggur við gjöfum.

48.

Milde, kække
Mænd leve bedst;
sjælden Sorg de få.
Men usnild Mand
ængstes for alt;
skævt til Gaver han ser.

118.

Naar kyndegh kommer tijl klogh tha hawer klogh tabeth.
Når kyndig kommer til klog, da haver klog tabt.

(kyndig = snu, listig)

49.

Voðir mínar
gaf eg velli að
tveim trémönnum.
Rekkar það þóttust
er þeir rift höfðu:
Neis er nökkvinn halur.

49.

Klæderne mine
gav jeg paa Marken
til tvende Træmænd.
Helte de tyktes,
da Skrud de havde.
men man spotter den nøgne Svend.

252.

Hwer ær syn gawe lijgh wære seg ænthen fattigh eller rijgh.
Hver er sin gave lig, være sig enten fattig eller rig.

50.

Hrörnar þöll
sú er stendur þorpi á.
Hlýr-at henni börkur né barr.
Svo er maður
sá er manngi ann.
Hvað skal hann lengi lifa?

50.

Granen visner,
som gror på Torpet;
den varmes ej af Bark eller Blad.
Slig er den Mand,
som Mænd ej ynde.
Hvi skal han længe leve?

 

51.

Eldi heitari
brennur með illum vinum
friður fimm daga,
en þá slokknar
er inn sétti kemur
og versnar allur vinskapur.

51.

Hedere en Ild
brænder hos onde Venner
Fred i fem Dage,
men den slukkes,
når den sjette kommer,
og alt er ude.

 

52.

Mikið eitt
skal-a manni gefa:
Oft kaupir sér í litlu lof.
Með hálfum hleif
og með höllu keri
fékk eg mér félaga.

52.

Store Gaver
skal ej man give;
ofte fanger man Lov for lidet.
Med en halv Lev
og et hældende Bæger
fik jeg en Fælle.

229.

Lidhet goth scal man høgth setthæ.
Lidet godt skal man højt sætte.

(dvs. de små ting skal man påskønne)

53.

Lítilla sanda
lítilla sæva
lítil eru geð guma.
Því að allir menn
urðu-t jafnspakir:
Hálf er öld hvar.

53.

Hvor der er lidet Sand,
ere Søerne smaa.
Små ere Mændendes Sind.
Ej blev alle
éns i Kløgt.
Der er Vismænd og Dårer i Verden.

1039.

Han ær daarligh syn bygning setther effter hwer mandz raadh.
Han er tåbelig, der bygger sit hus efter hver mands råd.

54.

Meðalsnotur
skyli manna hver:
æva til snotur sé.
Þeim er fyrða
fegurst að lifa
er vel margt vitu.

54.

Vís til Måde
skal hver Mand være;
aldrig han være for vís.
De Mænd leve
det fagreste Liv,
som vide meget.

 

55.

Meðalsnotur
skyli manna hver:
æva til snotur sé.
Því að snoturs manns hjarta
verður sjaldan glatt,
ef sá er alsnotur er á.

55.

Vís til Måde
skal hver Mand være;
aldrig han være for vís,
thi vís Mands Sind
bliver sjælden glad,
når altfor vís han er.

Megen Æden ej Fædme giver,
Af megen Læsning man viis ej bliver.

(Gammelt ordsprog nedskrevet af Ludvig Holberg i ”Moralske Tanker”, 1744, 3)

56.

Meðalsnotur
skyli manna hver:
æva til snotur sé.
Örlög sín
viti engi fyrir:
þeim er sorgalausastur sefi.

56.

Vís til Måde
skal hver Mand være;
aldrig han være for vís.
Sin Skæbne skal ingen
forud skue;
da har han sorgfriest Sind.

1025.

Bædræær godh lycke æn høw byrdh.
Bedre er godt held end høj byrd.

57.

Brandur af brandi
brennur uns brunninn er.
Funi kveikist af funa.
Maður af manni
verður að máli kunnur
en til dælskur af dul.

57.

Brand brænder af Brand,
til brændt den er;
Ild tændes af Ild.
Mand ved Tale
kendes af Mand,
men Skumleren skuler.

350.

Aff lidhen gnijsth wordher offthe stoor ildh.
Af liden gnist bliver ofte stor ild.

1051.

Offthe gør lidhen gnisth angherligh ildh.
Ofte gør liden gnist frygtelig ild.

58.

Ár skal rísa
sá er annars vill
fé eða fjör hafa.
Sjaldan liggjandi úlfur
lær um getur
né sofandi maður sigur.

58.

Årle skal opstå,
hvo anden Mands
Liv eller Ejendom ønsker.
Sjælden får liggende
Ulv sig et Lårben
eller sovende Mand Sejr.

179.

Ho lenghe sower paa syn bædh han faar lidhet fore sijn næb.
Hvo længe sover på sit leje, han får lidet for sit næb.

(næb = mund)

186.

Joordh ær altijdh froosen for vtreffnæ swijn.
Jorden er altid frossen for dovne svin.

59.

Ár skal rísa
sá er á yrkjendur fáa
og ganga síns verka á vit.
Margt um dvelur
þann er um morgun sefur.
Hálfur er auður und hvötum.

59.

Årle skal opstå,
hvo der har Arbejdere få
og gå at se til sin Gerning.
Meget forsinkes,
hvo om Morgenen sover,
Den halve Rigdom er Raskhed.

19.

Skøth ær gaffn giorth.
Hurtig er gavn gjort.

(gavn = arbejde man selv har gjort og nytte af)

922.

Men thw hafwer rijffwen thaa war æy sen.
Medens du haver riven, da vær ej sen.

60.

Þurra skíða
og þakinna næfra,
þess kann maður mjöt
og þess viðar
er vinnast megi
mál og misseri.

60.

Törre Planker
og Bark til Tækning -
om sligt vide Mænd Besked -,
om hvormeget Brændsel
der bruges i Bo
til hver Tid og Time.

9.

Hoo aarligh rijss han wordher mangt wijss.
Hvem der tidligt sig rejser, han bliver klog på meget.

43.

Reed hwndenæ før æn haren løber.
Gør hunde ne rede, førend haren løber.

61.

Þveginn og mettur
ríði maður þingi að,
þótt hann sé-t væddur til vel.
Skúa og bróka
skammist engi maður
né hests in heldur,
þátt hann hafi-t góðan

61.

Toet og Mæt
ride Mand til Thinge,
om end han ej er smykket.
Sine Sko og Broge
skamme sig ingen ved,
ej heller ved Hesten,
om end den ikke er god.

346.

Bædræær swongh hæsth æn thom grimæ.
Bedre er mager hest end tom grime.

62.

Snapir og gnapir,
er til sævar kemur,
örn á aldinn mar:
Svo er maður
er með mörgum kemur
og á formælendur fáa.

62.

Örnen hænger
med Hoved og snapper,
når den ser den ældgamle Sø;
så gör den Mand,
som mødes med mange
og har få til at tale for sig.

1009.

I trangh scall man wenner prøffwæ.
I nøden skal man prøve sine venner.

(prøve = kende)

63.

Fregna og segja
skal fróðra hver,
sá er vill heitinn horskur.
Einn vita
né annar skal.
Þjóð veit, ef þrír eru.

63.

Spörge og svare
skal den snilde,
som ønsker at kaldes klog.
Ene skal man vide, -
ej med en anden;
alle vide, hvad tre vide.

269.

Then haffwer ædhet skade egh ey kan thiæ.
Den har ædt skadeæg, som ej kan tie.

64.

Ríki sitt
skyli ráðsnotra hver
í hófi hafa.
Þá hann það finnur
er með fræknum kemur
að engi er einna hvatastur.

64.

Den snilde Mand
forstå at vise
sin Magt til Måde;
når han kommer blandt kække,
let han kender,
at ingen er raskest af alle.

 

65.

Orða þeira
er maður öðrum segir
oft hann gjöld um getur.

65.

Forsigtig og på Vagt
skal hver Mand være,
varsom til Venner at tro.
For de Ord,
som til en anden man sagde,
ofte man Bod måtte bøde.

 

66.

Mikilsti snemma
kom eg í marga staði
en til síð í suma.
Öl var drukkið,
sumt var ólagað:
Sjaldan hittir leiður í lið.

66.

Meget for tidlig
kom jeg på mangt et Sted
og for sildig på somme.
Øllet var drukket
eller ikke lavet;
ukær kommer aldrig tilpas.

1088.

Saa ær folsk man blant folk som wglæ blant kragher.
Så er falsk mand blandt folk som ugle blandt krager

(dvs. ugleset eller upopulær)

67.

Hér og hvar
myndi mér heim of boðið,
ef þyrfta'g að málungi mat,
eða tvö lær hengi
að ins tryggva vinar,
þar er eg hafði eitt etið.

67.

Hist og her
blev til Hjem jeg buden,
hvis ej Mad til Måltid var nødig,
eller to Skinker hang
hos min trofaste Ven,
når jeg én havde ædt.

 

68.

Eldur er bestur
með ýta sonum
og sólar sýn,
heilyndi sitt,
ef maður hafa náir,
án við löst að lifa.

68.

Ild er det bedste
for Menneskers Börn
og Solens Skin,
når Helsen eg Helbred
en Mand kan have
og leve uden Last.

 

69.

Era-t maður alls vesall,
þátt hann sé illa heill:
Sumur er af sonum sæll,
sumur af frændum,
sumur af fé ærnu,
sumur af verkum vel.

69.

Ej er man hélt elendig,
fordi man Helsen ej har.
Somme glædes ved Sönner,
somme ved Frænder,
somme ved Rigdom.
somme ved deres Dåd.

163.

Forthi ær werdhen wijdh at hwer haffwer syn ijdh.
Verden er så vid, fordi enhver har sin id.

(id = arbejde, gerning)

321.

Somme tijl land oc somme til strand haffwe bæst løckæ .
Somme har bedst lykke til lands og somme til vands.

70.

Betra er lifðum
og sællifðum.
Ey getur kvikur kú.
Eld sá eg upp brenna
auðgum manni fyrir,
en úti var dauður fyr durum.

70.

Bedre er det at leve
end død at ligge;
kveger Mand får sig vel Ko.
Ild så jeg rase
hos den rige Mand,
men udenfor Dören var Døden.

157.

Døødhe ære dødh mandz wænner.
Døde er døende mands venner.

71.

Haltur ríður hrossi,
hjörð rekur handarvanur,
daufur vegur og dugir.
Blindur er betri
en brenndur sé:
Nýtur manngi nás.

71.

Halt rider på Hest,
énarmet driver Hjord,
døv er dygtig i Kamp.
Blind har det bedre
end den, som er brændt.
Et Lig er til liden Nytte.

200.

Then døffwæhører noghet then blindhe seer inthe.
Den døve hører noget, den blinde ser intet.

(døve = tunghør)

72.

Sonur er betri,
þótt sé síð of alinn
eftir genginn guma:
Sjaldan bautarsteinar
standa brautu nær,
nema reisi niður að nið.

72.

En Sön er bedre,
om end sent han fødes,
naar Faderens Liv er ledet.
Sjælden Bavtastene
ved Vejen stå,
når ej Frænde dem rejser for Frænde.

 

73.

Tveir eru eins herjar:
Tunga er höfuðs bani.
Er mér í héðin hvern
handar væni.

73.

To ere i én Hær;
Tunge er Hoveds Bane;
i hver en Kjortel
en Hånd jeg venter.

1158.

Mære mwæ two æn een.
To formår mere en een.

74.

Nótt verður feginn
sá er nesti trúir.
Skammar eru skips rár.
Hverf er haustgríma.
Fjöld um viðrir
á fimm dögum
en meira á mánuði.

74.

Til Nat sig glæder,
hvo der har Rejsekost nok.
Ustadig er Høstnatten.
I fem Dage Været
ofte sig vender;
end mer i en Måned.

1086.

Thaa ær ildh godh indhe naar hwss eeghel hængher vdhe.
Det er godt at have ild inde, når istap hænger ude.

75.

Veit-a hinn
er vætki veit:
Margur verður af aurum api.
Maður er auðigur,
annar óauðigur,
skyli-t þann vítka vár.

75.

Ej véd den
som intet véd,
at mangen er en andens Abe.
Én Mand er rig,
en anden fattig,
men derfor bör han ej dadles.

74.

Hwær man haffwer ey høgh paa handhe.
Hver mand har ej høg på hånden

(kun de rige havde en høg til jagtbrug)

( Se også Hávamál 37.)

188.

Naar megh woxer gots thaa woxer megh hoomodh.
Når jeg får mere gods, da vokser mit hovmod.

76.

Deyr fé,
deyja frændur,
deyr sjálfur ið sama.
En orðstír
deyr aldregi
hveim er sér góðan getur.

76.

Ejendom dør,
Frænder dø,
selv man dør tilsidst.
Eftermælet
aldrig dør,
når det vel er vundet.

121.

Then gamlæ scal man ære then vnghe scal man lære.
Den gamle skal man ære, den unge skal man lære.

( Se også Hávamál 30.)

77.

Deyr fé,
deyja frændur,
deyr sjálfur ið sama.
Eg veit einn
að aldrei deyr:
dómur um dauðan hvern.

77.

Ejendom dør,
Frænder dø,
selv man dør tilsidst.
Ét jeg véd,
som aldrig dør:
Dom over hver en Død

 

Sammenlign med Skånestrofen (skåningestrofen) fra Codex runicusteksterne fra cirka år 1300 e.Kr.:

Haui that Skanunga ærliki mææn, toco vithar oræth aldrigh ææn
(Have at skåningers ærlige mænd, tog ved uret aldrig end(nu))

Det er ordet "ære, ærlig", der er nøglen til forståelsen for hvilken dom vore efterfølgere helst skal afsige over os. Derfor siger vi også i dag "Ære være hans [hendes] minde" (udtryksformen "Æret være dit [Navn] minde", dvs. med brugen af Kort Tillægsform af udsagnsordet er ikke korrekt. Det godkendes dog alligevel af Dansk Sprognævn.

Hávamál : www.snerpa.is/net/kvaedi/havamal.htm

Den Højes Tale: Oversættelse af H.G Møller. Kun til og med vers 77 gengivet her (samlet antal vers 164). Hentet fra Allan Mjodvitnir Daugaard’s hjemmeside med tak. www.mjodvitnir.dk/havamal.htm

Peder Laales Danske Ordsprog : Nedskrevet i 1300 tallet. Først udgivet i 1506. (1929 udgaven). Som man kan se er en stor del af fyndordene fra før ankomsten af den katolske kristendom og fremhæver samme lærdom som Hávamál , hvorfor ordsprogenes visdom sikkert udspringer herfra.

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk