Bilag P-1: Völuspá - Vølvens Spådom

Vi har to skrifter med teksten vi kender som Völuspá - Vølvens Spådom; Codex Regius (Gl. kgl. sml. 2365, 4to) og Hauksbók (Cod. AM. 554, 4to.). Hertil har vi Snorre’s fortolkninger i Gylfaginning (Snorre Edda). Endelig har vi vers 3 gengivet i Jean Benjamin de la Borde: Essai sur la Musique Ancienne et Moderne (Paris, 1780). 
 
Originalteksten jeg benytter er hentet fra Codex Regius (Gl. kgl. sml. 2365, 4to)
http://etext.old.no/Bugge/voluspa/voluspa6.html
 

Oversættelsen til nudansk er min med mindre andet er fremhævet.

Det synes en fast regel i oldengelsk digtekunst at et bestemt ord eller sætning udløser en anden forståelse eller et emneskift. Det ser vi også i Völuspá, hvor det er sætningen ”Þa gen|gengo regin oll / Þa g. r. a. Ar”, der er givet dette opdrag (vers 6, 9, 24, 26). Sammenholder vi verseopbygningen i netop disse vers mener jeg det ligeledes er rimeligt at antage at de efterfølgende sætninger i vers 6 - ”ara/k stola giNheilog god oc vm þat gettvz” skal opfattes som en del af det udløsende emneskift. Jeg er absolut uenig i at ”gen|gengo” er en fejlskrift for ”gengo”. Fordi sætningen er et gentagende bindevers er det netop meningen at regin skal ”gange igen” flere gange. Ligeledes må der ikke indsættes ord der gør ”goð” i sætningen ”ara/k stola giNheilog god” til en flertalsforståelse. Det er skrevet i ental med flid fordi ”regin” i sig selv kun findes i flertal. Da ”goð” her er en henvisning til flertalsforståelsen regin er der grammatisk intet behov for at gøre videre.

Mit bud er at mindst et af disse ”bindevers” er gået tabt i de overlevende udgaver af Völuspá.

Ligeledes ser vi sætningen "uit|oþ er en e. hvat." (Ved du end (mere) – eller hvad?) gentaget i vers 28, 29, 34, 35, 38, 40, 49, 59 & 60. Denne udfordring til lytteren (læseren) mener jeg dog ikke udløser et emneskift.

 
Vølven

Begrebet ”Völur, Völva, Vala” ser ud til at være et meget gammelt begreb fra tidsrummet før Troskiftet, der kommer ca. år 600-630 e.Kr. Ordet og håndværket ser ikke ud til være videre kendt i samtiden, fra 800 tallet e.Kr. fremefter, hvor vore edda bliver nedskrevet. Derfor har vi mindst to eksempler på at en forfatter må forklare læseren, hvad en ”Völur, Völva” er ¹. Den sene forståelse hvor ”Völur, Völva” sidestilles med spåkoner er næppe tilstrækkelig til at forklare den oprindelige ”Völur, Völva” fuldt ud. Det er klart fra vers 29 at en ”Völur, Völva” oprindeligt er en shaman, og at hun/han benytter “útisetur” (udesiddende)- ritualet, jvf. ”Eín sat hon uti” ². Völuspá tager navn fra ”uólu vel spá” (vers 23) – ”Völur, Völva vil spå”.
 
¹  ”Orms fláttr Stórólfssonar (kap. 5) og ”Norna-Gests fláttr (kap. 11)” – spåkoner der drager omkring i landet og giver menneskene deres örlög
 
² I Þrymskviða (vers 6, Ældre Edda) sidder Jætte-kongen Trym ligeledes på høj (Þræymr sat á haugi) i den samme shamaniske forståelse.

Hvad var den oprindelige betydning af ”Völur, Völva, Vala”?
 
”Võlusõna” (estisk) har betydningen ”magisk lyd/ord”; ”võlutud” (estisk) betegner ”i tranche” og ”Völur” (estisk) har samme betydning som på oldnordisk, dvs. en spåkone/sejdkone.
 
Ifald en ”völduligr” (oldnordisk) som tillægsord betegner ”at noget er i ens magt”, da tyder det på at vi måske skal opfatte den oprindelige betydning af ”Völur, Völva” som generelt ”den der kan det shamaniske håndværk”. Hávamál (vers 87) nævner ”va/lo vilmeli” eller ”vølven velmælende”, dvs. han/hun er veltalende. 

Bemærk hvorledes Freya, som Den Jordlige Moder og Dronning af Sjælland siger til Svipdag (Hæðcyn, Höther) i Grógaldr (vers 15, Ældre Edda) i tidsrummet år 497-521 e.Kr.: ”á jarðföstum steini stóð ek innan dura, meðan ek þér galdra gól” eller ”på jordfaste sten stod jeg inden døre, medens jeg dig galderne skreg”. Freya er her Vølven og hendes 9 runekast og galdren foregår, jvf. Fjölsvinnsmál (vers 49, Ældre Edda), på hendes gård ved Lyfjabergi (helbredelses-bjerget). Gården er Heorot, Gl. Lejre. Denne forståelse er identisk til "...nam ec vp rvnar, opandi nam" (...op tog jeg runere, skrigende jeg tog dem) i Hávamál (vers 139, Ældre Edda), og viser at Vølven og Odin som shaman før Troskiftet år 600-630 e.Kr. har været én og samme person i hvert landskab, enten altid eller i visse tilfælde.

Vi genfinder ”Völur, Völva” i ”walwjan” (gotisk (Wulfila Markus-evangeliet 16:3 ”afwalwjai”), ”at vende”), ”walwen/wealwian” (oldengelsk, ”vende”), ”*wel-” (indoeuropæisk, ”at vende, overveje, eftertænke”) og ”valata” (sanskrit, ”at vende rundt”).
 
Denne ”vending” er en meget nøjagtig beskrivelse af den mentale vending/overvejelser/eftertanker som Vølven foretager ved sin shamaniske rejse til alle 9 verdener for at hente visdom. Denne forståelse videreføres på nuengelsk med ”evolve” (udvikle/udvinde/åbne), som jeg ikke mener er udviklet fra ”evolvere” (latin), men er en sproglig udvikling fra vort eget ord, der  i stavning er under indflydelse fra latinsk.

Som et syns- og høre-spejl af det virke ”Völur, Völva” udfører ser vi ordet ”valamæltr” som tillægsord med betydningen ”læspende”. Ordet ”vála” (klynke, klage, jamre sig) gengiver formentlig nøjagtigt hvordan vølven har kunnet opfattes under sit virke.

Jeg mener ikke at ”Völur, Völva” bør oversættes til ”stavbærer, stavbärerska”. Vi ved fra de mange vølvestaver at vølven har en stav. Denne kaldes ganske rigtigt ”völr”, med varianterne ”riðvölr”, ”snarvölr”, ”stjórnvölr” og ”hjálmunvölr”. Vi skal opfatte disse stave generisk som ”et valseformigt, rundagtigt stykke træ”. Men navnet for staven er udviklet fra ejeren af denne stav, ”Völur, Völva”, da staven har været vølvens ”mærke". Det er ikke ophavet til betegnelsen for shamanen.

Det er den samme krogede stav vi ser hos de romerske vølver kaldet ”augur”. Ordet er fra roden ”aug-” (at forøge) og derfor tæt knyttet til det oldnordiske "auka" (øge, forøge, tilføje, lægge til). Der valgtes oprindeligt 3 augar, igen som vi har tre norner for fortid, nutid og fremtid, hvis opgave det var at læse fugles flugt, hvori fandtes gudernes vilje til en given beslutning taget. Deres stav kaldes ”lituus” ¹. Det er også den samme krogede stav vi ser hos vore konger op til Trosskiftet år 600-630 e.Kr., hvilke stave, udover at være ”heststafr” (hestestav) eller ”skeidstang” til at røgte bl.a. heste med, havde et symbolsk formål som "holder af visdom" (Se afsnittet "At tage til ægte med vielse og brudeløb (bryllup)" (underafsnit "Bronzespejl og nøgler, hørkjole og uldforklæde- Brudens påklædning").

¹ Karl Otfried Müller: Die Etrusker (1828, 2 bind, IV.1.5) mener at "lituus" er et etruskisk ord, og at det har betydningen "kroget". Det har jeg ingen mulighed for at sige for eller imod. Vi ved i skrift at staven blev holdt op mod himlen. Stavens "krog", eller næsten lukkede ring, virker herefter som et glughul til himmelhvælvingen, inden for hvilken der kan afsiges en spådom om fuglenes flugt. Glughullets afgrænsning af himmelhvælvingen kaldes "templum", der igen var underopdelt i "regiones" (16 hos etruskerne, 4 hos romerne). Det forekommer mig derfor at ordet "lituus" bør have et fælles ophav med det oldnordiske "líta" (kaste blikket i en vis retning, tage i øjesyn, tage i betragtning), hvorfor en "lituus" er redskabet til at gøre dette, og som vi så bør opfatte som "Betragteren, Øjensyneren". Det er uden for tvist at der er tæt sproglig knytning mellem urnordisk og etruskisk. 

Hjálmunvölr (hjelmvølve)-staven – Mimir

Dette bronzehoved med ørnehjelm blev fundet af Flemming Karl Hans Nielsen 28. april 2010 ved Tissø (nr. 1). Det er foreslået at dette bronzehoved med hjelm har været båret som et hængesmykke, og skal sidestilles med lignende smykker fundet i:

1. Kirke Hyllinge, Sjælland (indvendig udhulning, maskehjelm af sølv med øjnehul + muligvis ørnenæb)
2. Bejsebakken, Aalborg (indvendig udhulning, maskehjelm af sølv)
3. Solberga, Östergötland (indvendig udhulning, hjelm og ansigt, ørnenæb med øjne-hul, fundet i kvindegrav, gjort af bronze)
4. Aska Frälsegård, Östergötland (indvendig udhulning, hjelm og ansigt, fugl med krop og næb dækker hovedskallen, fundet i kvindegrav, gjort af sølv)

Billedkilde: Artiklen ”Hjelmkam-krigeren” (Fund & Fortid, Arkæologi for alle, 2011:2, s. 21-27)

Jeg er helt enig i at alle fem hoveder med hjelm skal sidestilles, men jeg mener ikke kunsten er tiltænkt at være et hængesmykke. Tværtom mener jeg der her må være tale om endestykket på vølvens stav; den stav vi kender som Hjálmunvölr (hjelmvølve)-staven.

Ørnehjelm

Ved første øjekast ligner hjelmen en trojansk hjelm med hestehårskam som vi f.eks. ser Hektor afbildet på sidepanelet på stridsvognen fra Monteleone di Spoleto år 550-525 f.Kr. Dette indtryk er vrang, og er det fordi smykket er delvist knækket i toppen. Hvad vi faktisk ser er en ørnehjelm, hvor prydgenstanden på hjelmens hoved er ørnens hoved, øjne og næb. Vi kan se dette ved at sammenholde smykket i en rekonstruktion med mange af pladerne fra Valsgärde hjelmen, Vendel, Upland dateret til år 550-793 e.Kr. Det ovenfor gengivne eksempel (nr. 2) viser to krigere: Krigeren til venstre er gengivet med en vildsvinetand, og er dermed hamskiftet til et dyr.

Snorre: Gylfaginning (kap. 49, Snorre Edda):

"En Freyr ók í kerru með gelti þeim er Gullinbursti heitir eða Slíðrugtanni"

"Og Freyr kørte i kærre med galten der Gyldenbørste hedder eller Grumme Rugtand"

Min oversættelse til nudansk.

Brugen af en vildsvinetand er en kenning for Ynglinga-ætten, der igen passer til fundstedet og dateringen af fundet. Krigeren er Jarl æt fra Ynglinga-ætten i hamskiftet tilstand. Var han ikke i hamskiftet tilstand ville han i stedet være gengivet med menneskeansigt og vildsvinehjelm, hvad vi har flere eksempler på fra samme gravfund. Krigeren til højre er ikke hamskiftet, og befinder sig i rummet nutiden. Begge krigere bærer en ørnehjelm. På hjelmen til venstre er ørnens vinger gengiver som omklamrende krigerens hals. Dette betegner i kunst hamskiftet i ørneham. Vi ser helt samme forståelse gengivet i kunst på Skjoldmøen-i-Valhal på et smykke også fundet af Flemming Nielsen ved Tissø, Sjælland; et smykke jeg har dateret til ca. år 650-700 e.Kr. På dette smykke er skjoldmøen hamskiftet til svaneham, og gengives med fjerham og fugleansigt med næb. Se afsnittet ”Skjoldungernes skjolde”.

Snorre: Skáldskaparmál ( kap. 2, Snorre Edda):

”Þá kemr þar Þjazi jötunn í arnarham”

"Da kommer da jætten Tjazi i ørneham"

Min oversættelse til nudansk.

Vær her opmærksom på at Loki i det efterfølgende kapitel 3 hamskifter til falkeham, ikke ørneham:

”ef Freyja vill ljá honum valshams”

"ifald Freya vil låne ham (en) falkeham"

Min oversættelse til nudansk. Det oldnordiske ”valr” har i digte betydningen ”falk”. Det er helt bevidst gjort fordi falken trods alt er ørnen underlegen.

I Snorre: Skáldskaparmál (kap. 6, Snorre Edda) bærer også Odin, under heitet Bolværk (Bölverkr), og jætten Suttung, ørneham:

Þá brást hann í arnarham ok flaug sem ákafast. En er Suttungr sá flug arnarins, tók hann sér arnarham ok flaug eftir honum”

"Da braske han [= bolværk = Odin] i ørneham og fløj med største iver. End da Suttung så ørnens flugt, tog han (på) sig ørneham og fløj efter ham"

Min oversættelse til nudansk.

Uden kendte undtagelser er hamskiftet til ørneham en flyvetur til ”Jötunheima” (jættehjem), dvs. en drømmerejse til rummet ”dyb fortid”.

Hvordan kan vi vide at fuglen er en ørn?

Det kan vi slutte fordi vi på en anden af pladerne fra Valsgärde hjelmen, Vendel, Upland dateret til år 550-793 e.Kr. kan vise hvorledes ravnen i kunst gengives på anden vis med bl.a. ret næb, hvor ørnens altid er kroget. Ørnen er gengivet på samme plade og sammenligningen gør det enkelt at fortolke fuglens art (se afsnittet ”Kongen som Odin – Odin som konge i Gl. Lejre”).

Nr. 3: Ørnehoved og næb fra Staffordshire-skatten fundet i 2009. Den helt enorm store skat, med smedekunst i absolut verdensklasse, er dateret til 6-700 tallet e.Kr. Jeg har fra denne gengivelse af ørnen genskabt den del af næbbet der mangler på bronzehovedet med hjelm fra Tissø.

Hvorfor har udsmykningen siddet på en vølvestav?

Lad os starte med at gennemtænke hvorfor smykket ikke har været båret i en snor om halsen.

• Ved at trække en snor igennem fuglen gøres fuglen blind – hvordan kan fuglen så være bærerens øjne og stifinder?
• Hænges smykket i en snor om halsen vil fuglens næb pege mod himlen. Det er hverken en forsvars- eller en angrebsstilling, og denne gengivelse kendes fra ingen anden samtidig kunst.

Denne argumentering er gældende for de kendte sammenlignelige smykker bortset fra Aska Frälsegård, Östergötland, hvor smykkets hul ikke ser ud til at gengive fuglens øjne.

Det følger fra denne forståelse, at bronzehovedet med ørnehjelm har siddet i lodret stilling på en eller andet form for stav, og derfor må være en rite-stav. Mit bud er at der er tale om en vølvestav, og at der er tale om den oprindelige betydning af ”hjálmunvölr” (hjelmvølve)-staven.

Ordet forekommer i Nafnaþulur som et ”Heiti á skipi” (heite på skibe) i sætningen ”Húnn, húnbora ok hjölmunvölr”, der skal opfattes som ”mastetop, mastetopshul og rorpind”. Ordet er i denne betydning et heite, og ikke ordets oprindelige betydning.

Landnámabók (kap. 17.):

Min oversættelse til nudansk.

Den øvre ende af roret, der stak over rælingen på styrbords side, blev kaldt "stýrihnakki" (styrenakken, rorenden), hvor fandtes ”stýrisknappr” (styreknappe-(hullet)). Den nedre del af roret blev kaldt "stýrisblað" (styreblad, rorblad). ”Stýrisknappr” var et boret hul, hvori man satte ”stjórnvölr” (styrestaven, styrepinden = rorpinden) i en vinkel på 90° således at styrmanden har en vandret stav foran sig med hvilken han kan flytte roret på sin styrbord side. Denne stav kunne tages af, og endestykket var ofte skåret som et menneskehoved for at opnå et bedre greb hvis træet skulle blive vådt. Derfor ser vi i sømandssprog at denne stav, eller rorpind, gives heitet ”hjálmunvölr” (hjelmvølve)-staven. Det kan kun betyde at den oprindelige stav i vølvens virke må have haft et menneskehoved på stavens ende. Samme forståelse er gældende i det engelske sømandsprog, hvor ”helma” (oldengelsk) har betydningen ”ror, styrer”. Er man i styrhuset er man ”at the helm”. Begge ord kommer fra det indoeuropæiske ”*kelp-” (at holde, at gribe).

Vi kan se der er et etymologisk sammenfald med det ”at bære hjelm” og det ”at styre/holde fast”. Havde vi nu ikke haft en række arkæologiske vidnesbyrd med bronzehoveder med ørnehjelm kunne man fristes til at opfatte ”hjálmunvölr” som ”vølvens styrer”, dvs. den stav der viser hende den rette vej. Vi kan ikke udelukke at dette er en del af den oprindelige forståelse.

Har vi eksempler på en udsmykning på en stav?

Nr. 4: Kat.nr. 6:8 – Vimose, grif. Grifhoved af forgyldt bronze. Stykket er meget fint udført med udskæringer, der viser fjerpragten. Griffen har oprindelig siddet på en parade- eller rytterhjelm, men da den blev fundet ved tørvegravning i 1849, var grifhovedet placeret på en stang med et rødt og blåt flag, der dog opløstes ved berøring. Dateret til 100 tallet e.Kr. Inv.Nr. NM 10299 m.fl., OBM 3201.

Jeg argumenterer for at denne genstand er fejlkategoriseret , og muligvis viser Dragemærket, ikke mindst fordi der var et rødt og blåt banner på stangen, hvorpå udsmykningen sad. Der kan dog ikke drages tvivl om at dette er en udsmykning på en stav, endda en fugle-lignende udsmykning på en stav. Der er i filosofi tæt sammenknytning mellem Vimose-fundet og de fundne bronzehoveder med ørnehjelm.

Nr. 5: Mønt slået for Kong Sauromates I. (93-123 e.Kr.) til Det Bosporiske Kongerige. Jeg argumenterer i afsnittet ”Kongerne Asander & Aspurg - Det Bosporiske kongerige” for at dette rige, under Kongerne Asander og Aspurg, er vor stødpudestat mod Romerriget mod syd. Dette ophører år 38 e.Kr., hvor romerne tager direkte kontrol med landområdet, og vi tager foden på nakken mod nord. Det er dog stadig vor egen æt, der ser ud til at sidde på tronen igen under Kong Sauromates. Med sit kaldenavn ”sauromatou” ønsker han at vise den direkte linie til Asander og Aspurg. Derfor viser nogle af hans mønter, herunder bl.a. ovennævnte, de fineste eksempler på vor oprindelige filosofi. På møntens revers gengives til venstre, set fra læseren, et rundt skjold og spyd; i midten kongens “foldestol” med den oprindelige betydning “højsæde, trone”. Til højre ses Mimir’s hoved på en stav. Mønterne er gennemgået i detaljer i afsnittet ”Skjoldungernes skjolde”.

Et hoved på en stav – Mimir

Mimir (mindet/erindringen), fra det indoeuropæiske ”*men-/*mon-“ – "at tænke"? er i urnordisk tanke vor ur-erindring om dyb fortid. Mimir kendes fra Völuspá (vers 29, Ældre Edda), Fjolsvinnsmál (vers 21, 25, Ældre Edda), Grímnismál (kap. VII:50, Ældre Edda), Sigrdrífumál (vers 14, Ældre Edda) og Vafþrúðnismál (vers 45, Ældre Edda). Snorre gengiver forståelsen i Ynglinga-saga (Heimskringla, 4. Ófriður við Vani), som gør Saxo: Gesta Danorum (bog 3,2:5-6). Det er tilknytningen til rummet ”dyb fortid” der gør at vi forbinder Mimir med at være en jætte. For mere om Mimir, se afsnittet ”Skål, skåltaler og skålningsceremonier” (underafsnit ”En skål fra en hovedskal”).

I urnordisk tanke har vi kun én ravn, Hugin (huet), der befinder sig i rummet nutiden. Her flyver den vidt omkring, som ravne nu gør det, bringende tidender tilbage til kongens rette øre, der altid er det højre øre. Det er fra Mimir vi henter den forfædrende visdom fra rummet ”dyb fortid”.

Det er først i sennordisk forståelse, og samtidigt med at Ravnefanen dukker op mellem år 755 e.Kr. og år 837 e.Kr. at vi ser to ravne gengivet i kunst, og derfor tanke, hvor disse nu har opgaven som Hugin og Munin. (se afsnittet ”Kongen som Odin – Odin som konge i Gl. Lejre”). Dette antyder at vi skal datere bronzehovedet med ørnehjelm til før år 755 e.Kr.

Vi kan ikke sige det endeligt, men sammenfaldet af vølvens forsvinden fra stammens centrale beslutningsproces ved Troskiftet ca. år 600-630 e.Kr., og Mimir’s stort set samtidige erstatning med Munin, gør det rimeligt at antage at vølven må have haft ansvaret for tolkningen af Mimir. Se afsnittet ”Troskifte – stammens evne til at tilpasse sig”.

Lad os kort gentage hvad vi er nået frem til:

• Uden kendte undtagelser er hamskiftet til ørneham en flyvetur til ”Jötunheima” (jættehjem), dvs. en drømmerejse til rummet ”dyb fortid”.
• Sammenlignelig kunst er dateret til tidsrummet år 550-793 e.Kr.
• To af fem kendte hoveder med hjelm er fundet i kvindegrave, og de andre tre kan ikke bestemmes. Det antyder at udsmykningen er knyttet til kvinder.
• Der er stærk argumentering for at hovedet med hjelm må have siddet på en stav, og at denne stav kan have været en vølvestav; ”hjálmunvölr” (hjelmvølve)-staven.
• Et hoved med ørnehjelm på en stav, tilhørende en kvindelig vølve, må være Mimir, gennem hvilken vølven kan foretage en drømmerejse til rummet ”dyb fortid”, hvorfra visdom hentes hjem til rummet ”nutiden”.

Jeg vil datere bronzehovedet med ørnehjelm til år 600-650 e.Kr.

Kilde: Fundet af Flemming Karl Hans Nielsen april 2010, og gengivet med forlov og tak. Artiklen ”Hjelmkam-krigeren” (Fund & Fortid, Arkæologi for alle, 2011:2, s. 21-27); Nationalmuseet, udstilling om Sejrens Triumf 10. maj – 4. januar 2004; Staffordshire Anglo-Saxon treasure hoard valued at £3.3m (The Guardian, Thursday 26 November 2009); Min private møntsamling.

To dansende mænd på guldskilling dateret til år 385-670 e.Kr. fra et ukendt findested (DR BR47). Vi har et sværd stukket i jorden, samt en økse og et spyd båret i hænderne. Dette er derfor en Sværd- (og spyd-) dans.

Shaman og konge, Woðan og Oðin, der enten er samme person eller to forskelige personer, danser Sværd- (og spyd-) dans som en forberedelse på at rejse til den næste verden for at hente visdom fra forfædrene.

Ravnen, som hjælpeånd, viser den rette vej. Bemærk at ravnen er gengivet til højre for kongen (Oðin), dvs. fuglen giver råd til det højre øre, der altid er det "rette" øre.

Pilen, der føres fra den foran-dansende persons hovedskal til den bagved-dansende persons hjerte, antyder at det er samme person, men i to forskellige mentale tilstande.

Shaman og konge, Woðan og Oðin, foretager herefter hamskifte til en fugl og ”flyver” i fugleham afsted for at hente visdommen.

Herefter ser vi tilbagekomsten til denne verden, og vi bemærker at Shaman og konge, Woðan og Oðin, i fugleham er blevet pileskudt. Her skal vi vide at et ”budstik” kaldes ”Ørvar-boð”, hvor ”Ør” bl.a. har betydningen ”pil”. Derfor har vi udtrykket ”skera Ør” eller ”skære pil”, der fik betydningen ”at tage en afgørelse/beslutte noget” jvf. f.eks. ”hann skar ór øllum vandamálum eller ”han fældede dom i”. Vigtige ordrer er derfor blevet skåret ind i pile og bragt fra sted til sted af budstikke. Det er en sådan vigtig ordre med visdom, der her bringes tilbage til denne verden, i kunst vist med at være pileskudt. At denne viden er vigtig ser vi ved at vor altbeskyttende drage/orm holder godt øje med pilen.

En identisk spejlvendt afbildning ses på guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. fundet i Skovsborg, Levring, Viborg Amt, Jylland. Endelig har vi samme afbildning på guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. fundet i Fakse 1844.

Bemærk nu den stav som Oðin, som shaman og konge, holder løftet i sin højre hånd. Givet at vi nu kan vise at vølvestaven måske havde et et hoved med ørnehjelm påsat, byder jeg at det netop er et ørnehoved, næb og øjne, vi ser gengivet på stavene. Guldskillingerne gengiver med andre ord Hjálmunvölr (hjelmvølve)-staven. Alle guldskillinger er gennemgået i detaljer i afsnittet "Sværddans".
Billedkilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater, (1952, planche 6:11, 6:13, 6:14); Herje Öberg: Guldbrakteaterna (1942, Illustrationer fig. 75, 76).

1.: Cross Fragment No. 123 fra Kirk Michael, Isle of Man (Stenkors VIII; BR Olsen; 219). Stenkorset er dateret til ca. år 900-1000 e.Kr. En til fjerham skiftet kvinde med stav i højre hånd. Kvinden er gengivet med fugleansigt og næb. I kunst er dette en kvinde der kan drømmerejse, og må derfor være en spå- og sejdkone. Hun kaldes muligvis stadig en vølve på øerne i Atlanterhavet i samtiden, jvf. Þorbjörg lítilvölva (Thorbjørg Lillevølve) på Grønland år 990-999 e.Kr. i Erik den Rødes Saga. Brudstykket har også en kort ufuldstændig runeindskrift.

2.: Fragmenter af den mulige vølvestav fra kvindegraven (Grav IV), Fyrkat, Jylland. Kvinden, 170 cm høj, var gravlagt med blå dragt, og graven er dateret til 900 tallet e.Kr. Staven er af jern og beslagene gjort af kobber.

I stavnens top er gengivet hvad i gravfundet er beskrevet som et ”metalbæger”. Jeg har vendt bægeret på hovedet, og foreslår at dette måske i virkeligheden er toppen af staven. Jeg betvivler at dette er et bæger, og foreslår at dette enten er en opbevaringsenhed eller en stavtop; i kunst oprindeligt Mimir's hoved, men i 900 tallet e.Kr. nu bare en knop uden betydning da det ikke længere er fra Mimir’s hoved visdom søges.

I stavens nedre del er gengivet hvad i gravfundet er beskrevet som ”hængesmykke af sølv med svanefod-formede vedhæng”. Fra afbildningen af staven på stenkorset fra Kirk Michael, Isle of Man, og fra vedhænget på Gävle-staven byder jeg at dette hængesmykke, der skal vise at vølven er hamskiftet til fjerham, og derfor besidder evnen til at drømmerejse, muligvis har siddet på Fyrkat-staven som vedhæng. Hængesmykket lå midt i kvindegraven da det blev fundet.

3.: Stav fundet ved Fulby, Alsted Herred, vest for Ringsted langs den gamle sjællandske landevej mod Sorø.
4.: Stav fra Gävle-området, Gästrikland.

Vi efterlades med det samlede indtryk at disse sennordiske vølvestave er en del af ”værktøjet” for vølven (sejdkonen), men nu alene er pynteværktøj i stedet for brugsværktøj.
Billedkilde: Peter Pentz, Maria Panum Baastrup, Sabine Karg og Ulla Mannering: Kong Haralds vølve (Nationalmuseets Arbejdsmark 2009, s.215-232). Tak til Gudrun Victoria Gotved for henvisning til artiklen 2013.

Terracotta tavle fra Poggio Civitate (Murio) ved Siena dateret til ca. 550 f.Kr. Tavlen viser måske en etruskisk gudstjeneste. Professor Timothy Nolan Gantz (1946-2004) mener vi her ser det etruskiske modsvar til Thor, som de kaldte ”Tinia, Tins” (sidestilles med de græske bystaters "Zeus" og romernes kopiering ”Jupiter”) med den krogede stav (Lutiuus), siddende på sin foldestol til højre (set fra læseren). Dette er Fader Sky og kongen (”lauxum” på etruskisk) i første række, hvor krumstaven har scepter-opgaven som ”holder af visdom”. Bagved står ”Menrva” (sidestilles med de græske bystaters "Pallas-Athene" og romernes kopiering "Minerva") stående med spyd (lanse), den kvindelige gudehird (og jordlige moder?). Den etruskiske Tre-enighed afsluttes med ”Uni” (sidestilles med de græske bystaters "Hera" og romernes kopiering ”Juno”) der, vendt mod læseren, sidder på tronstolen som Dronning og Moder Sky. Etruskerne havde, som os, et 12 mandsråd hvorover kongen rådede. Dette gengives i deres gudeverden, hvor Tinia's råd består af 12 guder, 6 af hvert køn! Romerne kaldte dette "penates" eller "husguderne" på latin. Der var 9 guder med evnen til at afgive lynild. Romerne kaldte dette "novensiles" på latin.

Betegnelsen ”Vala” forekommer i Baldrs Draumar/Vegtamskviða (vers 11, Ældre Edda) hvor ”...Volva kvað: Rindr berr Vala...”. Sophus Bugge skriver i ”Sæmundar Edda” (1867), at ”Vala” i Völuspá (vers 34, Ældre Edda), i sætningen ”Þá kná Vala”, er ejefald af ”Vali”.

Min oversættelse til nudansk. Ordet ”vétt, vætt, wiht” betegner på oldnordisk og oldengelsk dels “vægt, vejen”, dels ”den mønningdannede øverste del af et skrin”, dvs. et låg. I sidstnævnte forståelse er ordet fra ”vega” (”at løfte i vejret”, som skrinets låg gør). Begge betegnelser antyder en forståelse hvor ordet som tillægsord betegner ”noget med gods i”.

Den Odin Loki i dette vers ganske glimrende fornærmer, er formentlig identisk til Kong Angantyr (Scyldinga æt nr. 26, ca. 714-725), den ældste af ni Hertugsønner og brødre på Sjælland (se afsnittet ”Scyldinga/Skjoldunge-ætten”).
 
Vi kan se at Kong Angantyr (Odin) prøver sig som skjald (skáld) og skaber et større æresdigt, til hvem ved vi ikke. Det formår Kong Angantyr tilsyneladende at gøre med samme kraft som Vølven, der her må opfattes som den stærkeste kraft der findes. Da vi her taler om skabelsen af  et ”drápa”, er digtekunsten tydeligvis af så høj kvalitet at det kan forføre hele folket med sit indhold, til hvad ved vi ikke. Tom snak uden indhold! mener Loki om dette. Men pointen er her at Vølven kunne Sjónhverfing (blændværk). For mere om dette se afsnittet ”Runebomme, binderune-tegn, sjónhverfing og ægishjálmr” (underafsnit ”Sjónhverfing”).

Erik den Rødes Saga (Eiríks saga rauða, kap. 4. Frá Þorbjörgu spákonu.) gengiver vist nok den mest detaljerede forståelse af hvad vølvens oprindelige virke har været. Det er en spåkone vi nu vil høre om, og tiden er ca. år 990-999 e.Kr. medens 1., 2. og 3. slægtsled fra landnámtiden lever (se kap. 2). På dette tidspunkt ved vi at den oprindelige vølves virke ikke længere er rigtigt forstået. Det er dog med nogen rimelighed at vi kan antage, at et lille samfund i Grønland, selv med et mindretal af kristne iblandt sig, har været i stand til at oppebære de forne sæder, som oprindeligt udtænkt, langt bedre end i Danmark og Norge. Spåkonens kaldenavn ”Thorbjørg Lillevølve” (Þorbjörg lítilvölva) antyder i hvert fald, at hun af sine landsmænd blev anset som vølvens samtidige arving. 

”Þorkell , er bjó á Herjólfsnesi” (kap. 3), dvs. hvad nu berettes finder sted på gården på næsset ved indsejlingen til Herjúlfsfjörðr, Eystribygð (Julianehåb) lige over for Frederiksdal (se ”Bilag V: Fra Grønland til Nýaland”). Denne gård er en landnámsgård da det er her Herjulf Bardsøn år 986 e.Kr. gjorde bopæl. Dette er derfor den vigtigste gård i hele landskabet, og årsagen til at man samles netop her. Der er, som vi vil høre, også tilrejsende gæster fra Brattahlíð ved Eiríksfjörðr.

Erik den Rødes Saga (Eiríks saga rauða) blev tidligere kaldt ”Þorfinns saga karlefnis” (Thorfinn Karlsefnis saga) og findes i 2 håndskrifter; ”Hauksbók” fra ca. år 1325 e.Kr., og ”Skálholtsbók” fra 1400 tallet, sidstnævnte af hvilken henter beretningen fra Gunnlaug Eriksson’s beretning om Olav Tryggvason fra sidst i 1200 tallet.

Bemærk at vi muligvis allerede år 990-999 e.Kr. har beretninger om et forværret klima på Grønland, der giver dyrtid, og udløser behovet for hvad nu følger:

Min oversættelse til nudansk. Som altid forsøger jeg at oversætte hvad originalteksten faktisk siger, uden fortolkning. Det gør at den nudanske oversættelse ikke flyder, men muliggør en langt bedre indlevelse i hvorledes originalen er udtænkt og skal opfattes.

¹ Det vigtige ord er ”forlög” der direkte betyder ”før-love”, dvs. love fra fortiden, og derfor fra ”Ørlög" (Urlovene) – se ”Bilag N: Det hellige tal 9”. Vølven henter ”lovene” fra fortiden, bringer dem til nutiden, hvorfra hun spår om fremtiden, her kaldet ”árferð” (årfærd) eller ”hvordan [resten af] året [frem til næste jul] vil fare”. Vær her opmærksom på hvorfor vi har sætningen ”átt sér níu systr eller ”sin æt 9 søstre”. Dette er ikke det samlede antal af søskendeflokken, drengebørnene er udeladt og formentligt også flere af pigebørnene. Det er det hellige tal 9, der afgører at 9 af pigerne udses til at være spåkoner ; én for hver verden. Dette har klart for omgivelserne forøget sandhedsværdien af de domme der afsiges af spåkonerne.

² Jeg tror ”tuglamöttul blán” er sammensat af ”tigl” (tegl), som jeg tror vi skal opfatte som ”ternet” når vi beskriver klæder + ”möttull”, der i Oldnordisk Ordbog (1863, s.387) oversættes til ”et Slags Kjortel uden Ærmer”. Et ”möttulband” betegner ”Baand, hvormed en möttul snøredes sammen om Livet”.
 
Beklædningen forekommer i ”Eymundar þáttr”: ”...Eymundr hafði tuglamöttul ok sverð í hendi...”, og i ”Færeyinga Saga” (Færøboernes historie): ”...Hann var í rauðum kyrtli og hafði tuglamöttul blán á herðum sér...”. I sidstnævnte sætning forekommer ordet i håndskriftet som ”tíglamöttul” og oversættes til ”...han var iført en rød Kjortel, og havde en blaa Kappe med Baand paa over Skuldrene;...”.
 
Jeg mener at Oldnordisk Ordbog her en sjælden gang fejler. En ”tuglamöttul blán” må være en ”blåternet kappe”, der bæres over skuldrene, og holdes sammen omkring halsen af et ”möttulband”. Med den blå farve er kappen et tegn på øverste værdighed. Vi kan ikke fra teksten se det, men ”steinum” må her være ”ædelstene”. Fra ordet ”skaut” (skørten) kan vi se at ædelstenene er sat fast langs kappens yderste kant. Den nemmeste vis at se dette på at ved at erindre at et ”fodpanel” på et gulv på nuengelsk kaldes et ”skirting board”, samt at det nuengelske ”skirt” år 1300 betegner ”den nederste del af af en kvindes kjole”.

³ ”þvengi” er en forkortelse af ”skóþvengi” (skotvinge), dvs. noget der ”tvinger” skoen, og som vi skal opfatte som ”skorem”.

⁴ ”hjú ok hjörð ok svá híbýli” betyder direkte ”ægtefolk og hjord og så hyblen”.

⁵  ” –hólkaðan” fra ”hólkr” eller ”holk”, der betegner en ring på enden af et skaft. Knivens skaft er gjort af ”tann” (tand). Dette kan være fra enten Hvalros (hrossvalr) eller Narhvalen (se afsnittet ”Visdomsfisken Laks”, underafsnit ”Narhvalen – Hornfisk og søens Enhjørning”). Bemærk det oprindelige ord for ”kobber” – ”eiri” fra ”eri” – vi bruger det også i dag gennem at sige at kobberet er ”irret”.

⁶ Fra denne forståelse opstår ordsproget ”hefir sá jafnan, er hættir” (haver så jævnligt, han vover, Hrafnkels saga Freysgoða, kap. 10.), men som vi skal opfatte som ”Hoo inthet wower han inthet windher” (hvo intet vover, han intet vinder, Peder Laales Danske Ordsprog nr. 505, 635). Den korte udgave er ”hefir sá, er hættir” (haver så, han vover, Bjarnar saga Hítdœlakappa, kap. 3. & Sverris Saga 76).

⁷ Ordet ”varðlokur” er et af de mest betydningsfylde ord i forståelsen af hvad vølvens virke bestod af, og desværre også et af de mest vanskelige at forstå ret. Vi kan umiddelbart se at i ”varðlokur”-begrebet indgår flere kvinder der, med vølven, tilsammen frembringer sejden. Vi kan også se at det at kunne ”varðlokur” må være resultatet af langvarig træning, og ikke noget man er født med eller ej.
 
Ordet ”varðlokur” forekommer at være sammensat af ”varð” + ”lokur”. Ordet findes i en anden form som ”urðar lokur” (Svipdagsmál, Grógaldr, vers 7, Ældre Edda). Ordet ”varð” må da være grønlandsk dialekt for ”wyrd”.
 
Ordet forekommer på oldengelsk som ”wærloga”, hvor ”wær” (oldengelsk) modsvares af ”várar” (oldnordisk, kun flertalsform), begge med betydningen ”ed, løfte, afsværgelse”. Betydningen af ”wærloga” ca. år 1.000 e.Kr. synes for en kristen  at have været ”edsbryder”, dvs. en forestilling om en person i pagt med Djævlen, hvorfra udvikles forståelsen ”forræder, løgner, fjende”. Det gør netop ordet særlig interessant fordi det derfor er stærkt forbundet med en betydningsfuldt virke i den forne sæd, som kristendommen har måtte gøre negativtladet. På skotsk har ordet ”warlock” år 1568 e.Kr. betydningen ”mandlig heks”.
 
Jeg er meget fristet til at mene at ”lokur, loga” er fra ”loga” (lue, brænde). Jeg viser i afsnittet ”Begravelse – ligbrænding i skib” at det i oprindelig tanke er en forudsætning for at rejse fra rummet nutiden til rummet fremtiden at man undervejs ”renses” af ”skærsilden”. Det beskrives i bl.a. Fjolsvinnsmál (vers 31, Ældre Edda) som ”vafrloga” (flagre-lue).
 
Mit bud er derfor at ”varðlokur, wærloga” oprindeligt skal opfattes som ”afsværgelsernes lue”, dvs. en forestilling om at de afsværgelser kvinderne, med vølven, afsiger, er den mundtlige ”renselse” eller skærsild, der forbereder og muliggør en mental rejse fra rummet nutiden til rummet fremtiden. En mere generel betegnelse for disse shamaniske sange er det oldengelske ord ”sangcræft” (sangkraft) eller ”sangens kraft”.  Ordet overtages af kristendommen og devalueres til betydningen ”kunsten af kunne synge”. Det er jeg ganske sikker på ikke er ordets oprindelige betydning.
 
Vi kan sagtens se at varð = wyrd = urðar, da ”urðr” (det som er, skæbnen, fortiden) netop er hvad der eftertragtes, og denne hentes fra fremtiden (se Bilag N: Det hellige tal 9).

⁸ ”fjölkunnig” – direkte ”fjeldkunnen”, dvs. man kan så mange ting at ens samlede kunnen er stort som et fjeld. ”Guðríðr” er Guðríðr Þórbjarnardóttir (Gudrid Thorbjørnsdatter), moderen til den første skandinav født i Amerika ca. år 1004 e.Kr. Hun blev født i Laugarbrekka, Snaefellsnes, det vestlige Island, og fulgte med sin fader til Erik den Røde (Eiríkr rauði), der var ankommet til Grønland år 986 e.Kr. Deres rejse dertil finder sted et stykke tid efter år 986 e.Kr. Hun var først gift med Þórir austmaðr (Thorer Østmand). Hendes 2. ægteskab var med Erik den Røde’s yngste søn Thorstein (Þorsteinn Eireksson), der omkom under vinteren i Vestribygð efter et mislykket sommertogt mod Vinland for at bringe broderen Þorvald’s lig hjem. Hun forblev boende i Brattahlíð, Eystribygð (Julianehåb) hos Erik den Røde medens han levede, dvs. før år 1003 e.Kr. Hendes 3. ægteskab var med Torfinn Karlsevne (Þorfinnr Karlsefni), der ankom til Brattahlíð fra Island medens Erik den Røde levede, dvs. før år 1003 e.Kr. Med ham fik hun sønnen Snorri Þorfinnsson. Snorri er den første skandinav båret fri i Nýaland ca. år 1004 e.Kr. Kort tid efter år 1010 e.Kr. køber Torfinn Karlsevne  og Guðríðr  Glaumbæjarland  (i dag Glaumbær Præstegård, Skagefjord, nordlige Island), hvor de slår sig ned. Efter Thorfinn’s død og da sønnen Snorri har overtaget slægtsgården, dvs. ca. år 1024 e.Kr. drager Guðríðr der, som vi kan høre, er fanatisk kristen, på pilgrimsfærd til Rom. Efter hjemkomsten bliver hun nonne og eneboer på Island (se ”Bilag V: Fra Grønland til Nýaland” og ”Grønlands Historiske Mindesmærker" (1838, 1. bind, s.231-281).
 
Vi ved allerede fra kap. 3 at Guðríðr opfostres hos Halldis og Orm på deres gård ved Arnarstapa, Snæfellströnd, det vestlige Island. Kvinden Halldis har derfor været en vølve (spåkone). Såvel Orm, som Halldis er med ombord på udvandringsskibet til Grønland, men dør af feber (sótt) undervejs.
 
Vi er fra kap. 3 og kap. 5 og 6. givet det indtryk at de her omtalte begivenheder finder sted før giftermålet med Thorstein, og før Leif den Lykkelige rejser til Norge og overvintrer dér i vinteren år 999-1000 e.Kr. Jeg fastsætter derfor tidsrummet til år 990-999 e.Kr.

⁹ ”frétti” fra ”frétta” (oldnordisk) eller ”udspørge”. Ganske spændende er det tilsvarende ord på oldengelsk ”freht”, men har her betydningen ”spådom”, hvorfor det må være derfor at netop dette ord er benyttet her.

¹⁰ Det oldnordiske ord er ”hindrvitni” eller ”hind” (hunhjorten) + ”vitni” (vidnesbyrd). Vi skal opfatte det samlede ord som ”ting, som man tillægger skjulte, overnaturlige kræfter, overtro”. Kongsgården i Gl. Lejre blev kaldt ”Heorot” (hanhjorten). Hjorten er i oprindelig tanke ”Det Store Dyr”, der bringer shamanen (Odin, kongen) fra rummet nutiden til rummet fremtiden. Hjorten er derfor i oprindelig tanke altid ”vidne” til denne rejse eftersom dyret selv er med. Et meget gammelt ord.
 
”Thorbjørn” er Thorbjørn Vifilssøn. Hans fader Vifil (Vífill) var en krigsfange (herteknir = hærtaget), der på Island var i trældom (ánauðgir), men arbejder sig fri og bliver givet land i Vífilsdal af kvinden Auðr, hvem han tilhørte. Þorbjörn Vífilsson var, som en af Erik den Rødes mænd, med ham da han blev dømt fredløs på Þórsnessþingi. Ved giftermål med Hallveig opnår han land i Laugarbrekka, Snaefellsnes, det vestlige Island. De får sammen datteren Guðríðr og, som vi har hørt, udvandrer de til Grønland et stykke tid efter år 986 e.Kr., formentlig i tidsrummet år 990-999 e.Kr. Thorbjørn bliver af Erik den Røde givet landskabet ”Stokkanes”, der ligger lige over for eller på den modsatte side af Brattahlíð, Eystribygð (Julianehåb) i Eiríksfjörðr. Vi kan med nogen rimelighed antage at prisen for hans ophævelse fra trældom til fribåren Karl æt har været en konvertering til kristendommen. Der er herfra fanatismen kommer, og viderebringes til Guðríðr (se ”Bilag V: Fra Grønland til Nýaland” og ”Grønlands Historiske Mindesmærker" (1845, 3. bind, s.871-2). 

 

Om katte i  oprindelig tanke

Læseren er her opmærksom på at Thorbjørg Lillevølve (Þorbjörg lítilvölva) i Erik den Rødes Saga (Eiríks saga rauða, kap. 4. Frá Þorbjörgu spákonu.) ikke bærer handsker af katteskind for at holde varmen. Katteskindshandskerne, og den hvide farve, og dermed katten, er knyttet til Thorbjørgs virke som vølve.

Snorre skriver i Snorre Edda (Gylfaginning, 24. kafli):

"...En er hún fer þá ekur hún köttum tveim og situr í reið..."

"...End når hun farer, da køres hun af katte to og sidder i [sin] [strids]vogn..."

Min oversættelse til nudansk. Snorre’s fremstilling af Freya i en stridsvogn trukket af to katte forekommer akavet og nyskabt af Snorre. Jeg mener han her kopierer fra den helt identiske, og urnordiske, fremstilling af Öku-Thor: ”Þór á hafra tvo er svo heita: Tanngnjóstur og Tanngrisnir, og reið þá er hann ekur, en hafrarnir draga reiðina. Því er hann kallaður Ökuþór” (se Snorre Edda, Gylfaginning, 21. kafli). Selv ordvalget på oldnordisk er stort set identisk.

Snorre skriver i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 71. Úlfs heiti, bjarnar ok hjartar.) at ”Björn heitir … fress, …” (Bjørnen hedder … han-kat), dvs. at bjørnen kan tilskrives et heite som ”han-kat”. Samtidigt skriver Snorre i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 28. Freyjukenningar) at vi kan kalde Freya for ”eigandi … fressa” (ejer af … han-katte).

Det antyder, så vidt jeg kan se, at bjørnen og katten, udover at kattens vilde og voldsomme evne til at kæmpe hvæsende med slag og kløer i kampevne er samme relative styrke som bjørnens, at bjørn og kat har vølvens evner til at rejse melllem verdener, eller vel sagtens omvendt. En berserkar er jo netop en dødelig person hamskiftet til bjørnen ved en mental rejse. Vølven foretager samme hamskifte til katten når hun drømmerejser. Det er af denne årsag at Snorre spænder to katte foran Freya's stridsvogn; Snorre beskriver i denne kenning vølvens drømmerejse mellem verdener.

Anton Seiler, projektleder på Riksantikvarieämbetet forklarer til Upsala Nya Tidning (http://www.unt.se/, Sveriges äldsta katt funnen i Rasbo, 5. juli 2011), at man i et stolpehul i hvad var et lille fyrretræshus i Rasbo uden for Uppsala har fundet halebenet (svanskota) af en tamkat, kulstof-14 dateret til år 4-200 f.Kr. På stormannagården i Varnhem (15 km øst for Skara), Västergötland blev i en kvindegrav dateret til ca. år 0 fundet ben fra to tamkatte. Der er fundet et hælben fra en tamkat i en gravurne fra ca. år 200 e.Kr. i den lille bygd Kastrup, ca. 4 km sydøst for Gram, Sønderjylland ¹.

¹ Tove Hatting: Husdyrenes tidligste historie (Landbohistorisk Selskab, 1999, s. 54).

Alle gårde har en kat og en hund. Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet) forklarer os hvorfor:

Nr. 777 Hoo som eii føder hwnd eller kat han fødher wærre wæt
(Hvo som ej føder (holder) hund eller kat, han føder (får besøg af) værre væsener -
så som mus og indbrudstyve)

Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet) siger ligeledes:

Nr. 129 Kath tiæn sijn fruwæ oc hwndhen sijn Herre.
(Katten tjener sin frue og hunden sin herre) ¹

¹ Dette ordsprog kræver underforståelsen at kvinden styrer gården, og manden marken og jagten, hvor han gør brug af Den danske Hund.

Derfor er katten altid knyttet til kvinden, der er husfreya (husfrue) ¹, og hunden til manden.

¹ Snorre skriver i Snorre Edda (Gylfaginning, 24. kafli) i omtalen af Freya; "...ok af hennar nafni er þat tignarnafn, er ríkiskonur eru kallaðar fróvur” ("... og af hendes navn er det værdighedsnavn [kommen], der rigets koner er kaldet fruer”).

At Snorre derfor laver en sammenkædning mellem Freya og katte mener jeg må være et sandt billede af oprindelig tanke.

Det eneste sted vi hører katten omtalt i samlingen Ældre Edda er i Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 18, Ældre Edda), hvor Høgne Gjúkason’s datter Hilda (Hildr Högnadóttir) siger til Helge:

Min oversættelse til nudansk. Jeg mener at ”óneisan” må være sammensat af ”u” + ”neiss, hneisa” (skamfuld, vanære, tilføje skam), og derfor må opfattes som ”ærede”. Ordet er genialt valgt til brug i en dybt sarkastisk sammenhæng, hvor alle opfatter at det skal opfattes med den modsatte forståelse.

Da ved vi at Helge dræber Höðbrodd ¹, der er en af Granmars synir (Granmar’s sønner) med hjemsted i "Svarinshaugi" (Zuarin, Schwerin), jvf. Helgakviða Hundingsbana önnur (mellem vers 13 og 14, Ældre Edda), mener jeg ikke der kan rejses tvivl om at Hilda her kvæder et nidkvad (níðs, níðið) mod Höðbrodd som hævn mod faderens trolovning af datteren. Faderens handling er i fuld strid med sæderne, hvor kvindens vilje alene afgører hvorvidt et frieri antages eller afslås. Det har alle forstået da dette vers afsiges, hvorfor Hilda’s nidkvad er den retfærdige hævn.

¹ Saxo: Gesta Danorum (Bog 3.2.1.1 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog III: 65): ”Interfecto ab Helgone Hodbroddo” (Da Hødbrod var bleven fældet af Helge).

Nid-handlingen i nidkvadet er at erklære Höðbrodd som værende en ”katte-søn” (cattar son), og heri må gemme sig en underforståelse alle er klar over i samtiden.

Vi ved fra ”Kviðlingr” (Nidvise), at Hjalti Skeggjason på Althinget’s sommerstævne på Island år 999 e.Kr. omtaler Freya som en tæve, jvf. ”grey þykkjumk Freyja” ([en] tæve tykkes mig Freya). Hjalti blev sagsøgt for gudsbespottelse (goðgá) af Høvding Runólfur Úlfsson fra Dal i Eyjafjöllum, og fortjent sendt i landflygtighed til Norge. At omtale Freya som en tæve er derfor den absolut værste fornærmelse, nid, vi kender til i 900 tallet e.Kr.

Fornærmelsen er helt identisk til Loki’s fornærmelse i Lokasenna (vers 24, Ældre Edda), hvor han beskylder Kong Angantyr (Scyldinga æt nr. 26, ca. 714-725) for at være en vølve.

På et tidspunkt efter Troskiftet år 600-630 e.Kr., hvor katten forbliver knyttet til vølven, der nu er lagt for had, er brugen af katten blevet en kenning for en vølve, der er en kenning for en tæve. Med andre ord; at omtale en mand som en ”katte-søn” er i 900 tallet e.Kr. at kalde ham en ”son of a bitch” (bikkju-sonr, bikkju-hvelpr, bikkju-stakkr, biche sone, søn af en tæve, horeunge, horensøn, søn af en skøge).

Men i denne fornærmelse finder vi en urgammel tilknytning mellem katten og vølven, og når katten knyttes til en kvinde, er det i kunst meningen vi skal opfatte kvinden som en vølve. I urnordisk kunst er dette den højeste ære vi kan tilstå en kvinde.

Osebergskibet er nok den bedst bevarede skibsgravsætning af en kvinde (dronning) der kendes. Skibet er bygget år 815-820 e.Kr. Kvinden døde år 834 e.Kr. og lå i et gravkammer bygget i agterenden af skibet. Skibet blev fundet i 1904 på gården Slagen i Vestfold syd for Oslo, og er udstillet i Vikingskipshuset på Bygdøy, Oslo.

Som stednavnet ”Oseberg” antyder har Dronningen sikkert heddet ”Aase, Asa”. Mit bud er at denne dronning er identisk til kvinden Æse i Saxo: Gesta Danorum (Bog 7.11.1.1; 7.11.7.2; 7.11.11.1 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog VII: 300, 302, 304):

Dronning ”Aase, Asa, Æse” var gift med Kong Aleifr (Oláfr, d. 812). Kong Olaf’s gravhøj kan ses i Svogerslev mellem Lejre og Roskilde.

Det samlede gravgods er, selv i dag, af en ufattelig størrelse, og udført i en ufattelig høj håndsværksmæssig kvalitet. Fra skib over vogn til seng og slæder. Træskærerarbejdet bevidner at den gravlagte kvinde har haft endog meget stærk tilknytning til udførelsen af samtidens riter i begyndelsen af 800 tallet e.Kr. Skib, vogn og slæder er langt mere end deres brugsopgave, og vel sagtens udført af så høj kvalitet at ingen af dem har været benyttet i dagligdagen. Måske er dette årsagen til at de kommer til os i den perfekte stand vi finder dem.

Oseberg kattene i højre side på endestykket af Oseberg-vognen

Oseberg-vognen, formentlig fremstillet før år 800 e.Kr., viser på det ene sidestykke af vognfadingen en gift kvinde der i visuelle kenninger tilskrives egenskaberne ”cynna gemyndig” (slægtens myndighed), jvf Beowulfkvadet (sætning 611-622), og "friðowebbe, freoðuwebbe" (fredvæver), jvf. Beowulfkvadet (sætning 1942). Alene en højbåren kvinde, en dronning, anerkendes som havende denne ”cwénlic þéaw” (kvindelige styrke, dronningeagtige sæt og vis) i oprindelig tanke, jvf. Beowulfkvadet (sætning 1940).

I samme afbildning har vi en rytter gengivet uden stigbøjler, hvilket i tid gør afbildningen til før 700 tallet e.Kr. Dette mener jeg har afgørende stor betydning for hvorfor den gravlagte kvinde i Oseberg også gengives som stærkt knyttet til katte.

Oseberg-vognen's rituelle brug vidner om at den gravlagte kvinde blev opfattet som Moder Jord (Den Jordlige Moder). Jeg mener at kvinden også har været anerkendt som vølve af sin samtid. Eller, ifald Oseberg-vognen er et arvestykke, at hendes forgænger har været anerkendt som vølve, og at dette i de norske landskaber i 800 tallet e.Kr. stadig nyder stor anseelse til trods for Troskiftet år 600-630 e.Kr., hvor vølven taber sin magt.

Billedkilde: Billedet taget 2. august 2011 i Vikingskipshuset på Bygdøy, Oslo.

Men hvad katten mener vi egentlig når vi taler om oprindelige katte i Skandinavien?

Gråkatten, der også har den største lighed med Den Europæiske Vildkat (felis silvestris silvestris), og stadig let lader sig forvilde, er sikkert den oprindelige tamkat. Variationer herfra er Den Sorte Kat (Svarta Katten), Den Hvide Kat (Hvita Katten) og Den Brogede Kat (Brokiga katten). Afhængig af nordlig breddegrad har disse katte udviklet kort- eller lang pels. Når vi tænker på den oprindelige tamkat skal vi derfor tænke på Huskatten (Europæisk Huskat, også kaldet det absolut forfærdelige navn "Europé"), Norsk Skovkat (Norsk Skogkatt, Skaukatt) og Sibirisk Skovkat.

"Å d'æ den gamle gråkatta som slo etter mus
Den gamle gråkatten ho går ikkje me støvlar mæ sporer på".

(Oppskrift 1863 af Sophus Bugge efter Ingjebjør Hogjen, Telemark)

Povel Juel (1675-1723) skriver:

"Der Musene blev eens, at bielde Katten graa,
Da vilde Ingen frem at hænge Bjelden paa".

("Det var engang Musene paa en almindelig Rigsdag vedtog, at, for at være i Sikkerhed for deres Arvefiende Katten, var det best, de hængte ham en Bjelde om Halsen. Hvergang han da nærmede sig, kunde de høre den Ringen og tage Flugten. De vare umaadelig glade over dette Paafund, indtil en gammel Mus spurgde, hvem der vilde hænge Bjelden paa Katten. Der var Ingen saa stor Vovehals, at den vilde paatage sig dette Stykke Arbejde"). En fabel om at ofre sig for ”stammens vé og vel”. Sammenlign med den modsatte beretning i Beowulf-kvadet (sætning 2940-41), Hávamál (vers 138, Ældre Edda) og det oldengelske læredigt ”De 9 Urters Galder” (þas nygon wyrta galdor) eller ”The Nine Herbs Charm” (sætning 36-40). Fablen kendes fra ”Aesop’s fabler” under navnet "Musene holder råd, Mice in Council". Herodot (år 484-425 f.Kr.) beretter at personen Aesop var en slave, der boede på Samos i 500 tallet f.Kr. og blev frigivet af sin herre. Hans fabler blev bevaret gennem bl.a. Babrius (100 tallet e.Kr.?), om hvem vi stort set intet ved. På nuengelsk kendes herfra udtrykket "Belling the cat, to bell the cat".
Kilde: Peder Syvs kjernefulde Ordsprog” (1807, s. 184).

De norske folkemindesamlere Peter Christen Asbjørnsen & Jørgen Moe: Norske Folkeeventyr (1841-1844) kalder i eventyret ”En Signekjerring” den norske skovkat for ”Huldrekatt”, og forklarer dette som ”skogkatt med tykk, busket hale”.

Dette knytter derfor katten direkte til ”Huldre-folk”, og ”Huldre-kvinden”, der som spåkone i ”Huldarsaga” kaldes ”Huldr”.

Sammenknytningen laves også af Amund O. Fjøsne, Sunnhordland: Gamalt frå Etne (Tidsskrift, Band XIX, 1938): ”Han skyna då, at det var ein huldre-pus han hadde skote, og at det var ei huldregjenta som gjekk etter han og gret for dette”.

En Huldre-kvinde (huldregjenta) er knyttet til Hyllemor, og er derfor den kvindelige vætte, hvor ”Huldre-kvinden” særligt bor i høje, og træffes i skove og på øde fjelde. Da vætten kan hamskifte kan vi nu se at katten, som er tilfældet med hunden for Gårdboen, er blevet opfattet som en hamskiftet kvindelig vætte. Hermed har vi knyttet katten til vølven.  Det er fra denne forståelse at vi ser kristendommen knytte katten til heksen, der jo netop er spåkonen, og hvorfor kristendommen opfinder legen med at ”slå katten af tønden” under den kristne højtid Fastelavn. Denne djævleuddrivelse blev bragt til Danmark med de 184 hollændere Christian II indførte til Amager i år 1516 og 1521 e.Kr.

Når Thorbjørg derfor sidder med katteskindshandsker på som vølve, har hun symbolsk hamskiftet til vætten, og kan dermed rejse mellem de forskellige verdener, herunder til rummet ”fremtiden”, hvortil hun nu vil rejse for at hente visdom. Det er, som vi vil høre, derfor katten siges at have 9 liv; ét for hver verden.

Katten er knyttet til varsel:

J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 20:99, s.31:135, s. 54:252).

Vi erindrer også hvem nissefar, Gårdboen, truer med at hente, hvis ikke rotterne holder op med at forsøge at hugge hans julegrød:

”Jeg henter katten hvis de ikke holder op! Når katten kommer, skal det nok bli stopp.”

På låven sitter nissen. Tekst: Margrethe Munthe, Musik: Otto Teich. Uddrag fra vers 3.

Katten forekommer ikke ved navns nævnelse i vore landskabslove, og dette er formentlig hovedårsagen til at den gives så lidt opmærksomhed, til trods for at vi kan se at alle gårde havde en kat, og altid har haft det. Mit bud er at katten har været omfattet af vore tidlige loves generelle betegnelse af "husdyr" (fæ).

Skånske Lov (kap. 176) fra år 1200-28 e.Kr siger:

Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Lov, s.55), og Erik Kroman og Stig Iuul: Skaanske Lov og Jyske Lov (1968, s. 62).

Vi er på mere sikker grund i walisisk lov givet af Hywel Dda (Hoel Dha, Hywel den Gode, Hywell ap Cadell, ca. år 880-950 e.Kr.). Her nævnes katten (walisisk "cath") i ”The Vendotian Code” (kap. XI. The worth of a cat and her teithi, kap. XXXII. Of cats) og i ”The Gwentian Code” (kap. XX.). Skulle en kat blive dræbt eller stjålet, beregnede man en kat’s ”geld” (værd) ved at holde den i halen med hovedet nedad, hvorefter den blev tildækket med korn til halespidsen. Kornet udgør kattens ”geld”, dvs. jo større katten var des mere værdifuld var den. Kunne der ikke skaffes korn, blev værdien fastsat til et får med uld og et lam, hvis der var tale om en kat, der værnede om kongens lade ¹.

¹ Samuel Lysons: The Model Merchant of the Middle Ages (1860, s. 33).

Vær opmærksom på at det er Diana L. Paxson: Brisingamen (1984), der opfinder kattenavnene ”Bygul” (Biguld = honning) og ”Trjegul” (træguld = rav). Disse heite er nye, og er ikke knyttet til oprindelig tanke om kattens egenskaber.

"At sko en kat".

Med kristendommens anstrengte forhold til katten, kan det umiddelbart forekomme mærkværdigt at katten fik lov at komme ind i de kristne kirker. Det gjorde den dog ca. år 1500 e.Kr. Kirken havde behov for at vise sin menighed det tåbelige i ikke at følge Deos-gud. Uden for byerne fulgte de fleste stadig de forne sæder. Udgivelserne ”Proverbes et rimes (ca. år 1480 e.Kr.) og Sebastain Brant (1457-1521): Das Narrenschiff (år 1494 e.Kr.) viser hvorledes man skulle skildre det tåbelige menneske, klædt ud som en nar, der holder fast i (u)gudeligheden. I billedsprog tog man derfor situationer fra dagligdagen, og gjorde dem tåbelige. Man tegnede et billede af en mand der skor en gås, en mand der skærer halen af en hest eller, som ovenfor, en mand der skor en kat. I alle situationer står manden med en løftet hammer i højre hånd, har fat i kattens forpote og forsøger at sko katten – symbolsk tåbelighed. Heldigvis giver det os muligheden for at se 3 katte fra 1500 tallet e.Kr., og små kan de vist ikke siges at være.
Til venstre: Fra Hyllested Kirke, Ebeltoft, dateret til år 1500-1520 e.Kr.
I midten: Fra Tågerup Kirke, sydøst for Rødby, Lolland, dateret til år 1490-1525 e.Kr. Ovenfor står skrevet ”SKONA”, der er lollandsk dialekt for ”skoning”.
Til højre: Fra Röddinge Kyrka, mellem Sjöbo og Tomelilla, Skåne, dateret til år 1500 e.Kr.
Billedkilde: www.kalkmalerier.dk

Etruskerne havde huskatte. Det ved vi med sikkerhed fra utallige afbildninger på vaser, bronzespejle og gravkamre. Fra afbildningerne i gravkamrene kan vi se at, som vi finder det hos os, det er Gråkatten med dens sorte striber, der er den oprindelige farve¹. Vi ved ikke hvilket ord etruskerne brugte som betegnelse for huskatten. Det kan muligvis være ”krankru” (kat?, panter?).

¹ Richard Daniel de Puma, Jocelyn Penny Small: Murlo and the Etruscans (1994, s. 161,164).

Det er i øvrigt værd at bemærke at vildkatten tæmmes for 130.000 år siden et eller andet sted i hvad senere bliver Mesopotamien¹. Dette har flere interessante perspektiver. Dels er tæmmeren af vildkatten Det Nye Menneskes forfædre, ”jætter” i nordisk, kinesisk og semitisk filosofi (”Cro Magnon” i videnskaben). Dels tæmmes vildkatten 125.000-113.000 år før Gråulven tæmmes af samme jætter for 16.300-5.400 år siden. Da den tæmmede huskats arbejdsopgave er at være musejæger, har tæmningen af vildkatten haft enorm betydning for at foder kunne lagres i længere tid. Det antyder måske at agerbrug har haft langt større betydning på et langt tidligere tidspunkt end vi i dag gør os det klart.

¹ Se Professor David Macdonald, Director: Wildlife Conservation Research Unit, Oxford University, England. Hans undersøgelse blev offentliggjort i Science 27. juli 2007: Driscoll CA, Menotti-Raymond M, Roca AL, Hupe K, Johnson WE, Geffen E, Harley EH, Delibes M, Pontier D, Kitchener AC, Yamaguchi N, O'Brien SJ, Macdonald DW. 2007. The near eastern origin of cat domestication. Science 317:519-523.

Genetisk materiale fra 979 katte kan føres tilbage til 5 hunkatte for ca. 130.000 år siden. Dette er vidt forskelligt fra de tidligste arkæologiske vidnesbyrd, der kun fortæller os at katten er tæmmet for ca. 9.500 år siden på Cypern. Hidtil har vi ikke vidst hvornår tæmningen fandt sted.

Tomba della Scrofa nera (Gravstedet med den Sorte So), kystprovinsen Viterbo, dateret til ca. år 450 f.Kr. På vægmaleriet er gengivet en vildsvinejagt øverst, og en efterfølgende udendørs fejring nederst. Gråkatten befinder sig under en af bænkene, og står på spring til at slå kløerne i to fugle mod højre i vægmaleriets midte. Vi må her forestille os at fuglene påtænker at stjæle de på bordet fremsatte fødevarer. Gråkatten er derfor vist som huskat og menneskets værnende jæger.
Billedkilde: Museo Archeologico Nazionale di Tarquinia

Det forekommer mig at vi, i vort forsøg på bedre at forstå vølvens virke, med fordel kan efterse den oprindelige shamaniske filosofi i Tibet indtil Buddhismen ankom dertil i 600 tallet e.Kr. ¹ Denne kaldes ”bön, bon” (i Lhasa dialekt udtalt ”bhøn”, dvs. som det nudanske ”bøn”, fra ”bæn, ben” (oldnordisk, oldengelsk)). Ordet har tydeligvis begge steder samme oprindelige betydning i form at ”ytring, anråbelse” (den tibetanske etymologi fører ordet til ”bond-pa” eller ”at anråbe guderne”).

I tibetansk ”bön, bon” filosofi er Verden, som hos os, tredelt i nutid, fortid og fremtid (Dagpa, Salba og Shepa). Tallet 9 er, som hos os, helligt. Som livkorset (med eller uden gangende fødder) er vort ældste tegn, har livkorset med gangende fødder samme store betydning i tibetansk ”bön, bon” filosofi.

Filosofien er blandt andet opbygget i ”Bön’s 9 veje” (Bön theg-pa rim-dgu) - sammenlign her med Völuspá (vers 2, Ældre Edda).

1. Vejen til forudsigelser (Phyva-gshen Theg-pa) – dvs. ”urðr, wyrd” og ”skuld”. Se ”Bilag N: Det hellige tal 9”.
   
2. Vejen til den kendte verden (sNang-shen theg-pa) – dvs. ”verðandi”. Se ”Bilag N: Det hellige tal 9”.
   
3. Vejen til blændværk  (Phrul-gshen theg-pa) – dvs. ”sjónhverfing”. Se afsnittet ”Runebomme, binderune-tegn, sjónhverfing og ægishjálmr”
   
4. Vejen til genfødsel (Srid-gshen theg-pa). Se afsnittet ”Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker”.
   
5. Vejen for lægmanden (dGe-bsnyen theg-pa) – ”dGe-bsnyen” (tibetansk) modsvares af ”upasaka” (sanskrit). Den tibetianske udgave indeholder 10 grundsætninger for den dødeliges rette levevis.
   
6. Vejen for en munk (Drnag-srnng theg-pa) – ordet ”munk, monk” er her ikke en sandfærdig oversættelse da vi ikke i dag opfatter ordet i dets oprindelige betydning fra det græske ”monos” (alene), dvs. en person der foretager ritualer alene. Her bør det overvejes om ikke det rette ord på nudansk bør være ”Völur, Völva, Vala”.
   
7. Vejen til ur-lyden (Adkar theg-pa)
   
8. Vejen til ur-ånden (Ye-gshen theg-pa)
   
9. Vejen til den højeste naturlige tilstand (Bla-med theg-pa)

1 Tak til Anders og Dorrit Hansen, Vancouver, BC, Canada for henvisningen til tibetansk ”bön, bon” filosofi.

Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet) siger:

Nr. 361 Hwoo som spaar han ænthen lywer eller syer sandhedh
(hvo som spår han enten lyver eller siger sandhed)

I Völuspá (vers 21, Ældre Edda) nævnes heitet "Gullveig". I Völuspá (vers 23, Ældre Edda) er heitet Gullveig udskiftet med navnet Heiði, der er en vølve (Seið hún kunni, seið hún leikinn). Det er her vigtigt at forstå sammenhængen mellem heitet "Gullveig" og kvindenavnet "Heiði". Den fysiske vølve hedder Heiði. Hun befinder sig mentalt i rummet "nutiden" og tiltales "hon" (hun) i vers 21. Alle vølver besidder en personlighedsspaltning, og psykiatrien opdeler denne egenskab i to grupper; den udbredte skizofrene gruppe, hvor tankerne spaltes, og den sjældne "dissociative", hvor personen har flere personligheder, der ikke kender hinanden og hvor hver personlighed lever deres eget liv. Völuspá gengiver sidstnævnte gruppe, og som den hamskiftede vølve har samme Heiði heitet "Gullveig"¹, der omtales som "hana" (hende) i vers 21. Den hamskiftede vølve "Gullveig" befinder sig i rummet "fremtiden", hvor hun henter visdom fra forfædrene. 

¹ Gullveig som heite for den hamskiftede vølve, hvis rigtige navn er Heiði, mener jeg er valgt for at forklare os, at det har kostet guld og grønne skove at benytte sig af vølvens kundskaber.

Min oversættelse til nudansk.

Som heite må Gullveig henvise til en kvinde, jvf. f.eks. Solveig. Ordet "Gullveig" betyder "gulddrik, guldkraft" og må opfattes som "gulds tiltrækningskraft" eller "guldfeber". Kom i hu at Snorre i Ynglinga Saga skriver: "...Dóttir Njarðar var Freyja. Hún var blótgyðja. Hún kenndi fyrst með Ásum seið sem Vönum var títt..." (Njord's datter var Freya. Hun var blótgydje. Hun lærte (som den) første Aserne sejd(,) for hvilket Vanerne var kendt). Freya kunne i Grundtvigs uforglemmelige ord "den vaniske trolddom", og den hamskiftede vølve er derfor i filosofi Freya. Jvf. den "dissociative" personlighedsspaltning, er det den hamskiftede vølve der brændes i vers 21 og 22, ikke den fysiske person Heiði. Det er også derfor at "hon" (hun) forbliver i live i vers 22.

Tager vi kort et skridt tilbage og overvejer det udsagn der gives os i Völuspá (vers 21, Ældre Edda); at vølven mindes folkets første strid, hvor den hamskiftede vølve dræbes. Disse strofer skal opfattes sammen og forekommer umiddelbart vanskelige at forstå. I afsnittet "Troskifte - stammens evne til at tilpasse sig", viser jeg at vi har et troskifte år 600-630 e.Kr., hvor jeg mener at vølver/shamen taber deres monopol på spådomme gennem udvidelse af antallet af norner/sejdkoner. Dette sker for at forbedre spådomsresultatet. Jeg vover påstanden at hvad vølven her erindrer for os er det kivsmål vi, folket (folc), havde i tiden omkring Troskiftet år 600-630 e.Kr., om hvorvidt vølven i sin daværende form skulle forkastes, og at det var hvad vi endte op med at gøre.

Vølven og det engelske landnámssagn

Nedenfor vises højre panel af kisten, kaldet Bargello-panelet da dette panel, som det eneste, opbevares på Museum Bargello i Firenze. Resten af kisten befinder sig på British Museum.

Denne ”kistil” (liden kiste, skrin) er fra Northumbria, og dateret til 700 tallet e.Kr. Dette utrolige håndværk er skåret af Nar-hvalens ben (ridset "hronaesban" på kisten). Kisten er kun 23 cm lang, 19 cm bred og 11 cm høj.

Kisten kaldes også ”The Franks Casket” efter Sir Augustus Wollaston Franks (1826-1897), der arbejdede for og gav kisten til British Museum.

Runerne er angel-saksiske runer, der på dette tidspunkt er nyudviklet fra Ældre Futhark.

  Billedkilde: Wikipedia. Kopien på British Museum.

Der er i panelet en runerække, der læses fra venstre mod højre, omkring centrale billedudskæringer, sidstnævnte visende tre forskellige hændelser, der må antages at være knyttet til hinanden.

Der er stor usikkerhed om hvad vi ser gengivet, som der er stor usikkerhed om hvad runeskriften siger.

Den engelske runolog Raymond Ian Page (1924 – 2012) havde følgende forslag:

 Kilde: R. I. Page: An Introduction to English Runes (Woodbridge, 1999, s. 178-79).

Denne fortolkning mener jeg er en vrang læsning af runerne, hvilket igen fremprovokerer en urigtig fortolkning af samme.

Jeg foreslår i stedet følgende:

Jeg har gjort følgende antagelser: gisgraf = giscráf; særden = sǽrnéd og ”torna” fra ”torn”.

Bemærk at der efter runerne ”agl” er plads til mindst 1 yderligere rune, hvor den lodrette runestav er den næsten fuldendte ”Ac”-rune, som gengivet i runedigtet for runen i George Hickes (1642-1715): Linguarum veterum septentrionalium thesaurus grammatico-criticus et archæologicus (1703-1705):

Ac byþ on eorþan elda bearnum
flæsces fodor, fereþ gelome
ofer ganotes bæþ; garsecg fandaþ
hwæþer ac hæbbe æþele treowe.

Herved fremkommer ordet ”aglac”, der er identisk med det oldengelske ord ”ag-lác”, som tillægsord ”ag-læc, æg-læc” (ulykkelig, forpint).

Bemærk at runen for ”fæ” i ordet ”sefæ” er en binderune.

Jeg foreslår at ”Ertae” er en variant af ”Erce” – den jordlige moder. Det angel-saksiske manuskript ”MS Cotton Caligula A vii” fra sidst i 900 tallet e.Kr. siger: “Erce, Erce, Erce, eorþan modor!”

Der er to hovedpunkter fra hvilken min læsning af runerne adskiller sig fra alle nuværende fortolkninger.

Runegrammatik tilsiger at der normalt ikke rejses to ens runer efter hinanden. Derfor er læsningen af ”Hos sitiþ” vrang. Jeg foreslår i stedet for at der læses ”heo sitæþ”, hvor ”hēo, hīo” er den oldengelske form af ”hun”.  Den oldengelske hunkønsform i ejefald ”hire” forekommer derfor senere i teksten som ”hiri”, og passer naturligvis på at ”hun” er vølven gengivet i panelets venstre side, siddende på høj (forhøjning).

Dernæst, og ikke mindst, er det klart at vi med ordene:

Risci · Wudu · Bita
(Siv · Træ · Bider)

har en variation af trylleformlen:

Þistil · Mistil · Kistil
(Tidsel · Mistel[ten] · [liden] Kiste) ¹

¹ Se Gørlev 1-stenen, Sjælland (Sj 46) – þmkiiissstttiiilll; Ledberg-stenen, Östergötland (ÖG 181) - þmk:iii:sss:ttt:iii:l(l)l; indskriften ved ”Buslubæn” i ”Bósa saga ok Herrauðs”- r.a.þ.k.m.u:iiiiii:ssssss:tttttt:iiiiii:llllll, og indskriften på runekisten i Lomen stavkirke, Vestre Slidre (Oppland).

Trylleformlernes opbygning er ens; en plante (siv (juncaceae) / tidsel), træ (mistelten-busken / træ) og en genstand (kisten / hesten gennem kenningen ”den der bider”).

1.  Vølven ”sidder på høj”, både visuelt og som fortalt i runeteksten. Hun har fuldt dækkende maske over hovedet og med åben mund. Sammenholdt med den skrigende fugl ovenfor vølvens hovedbeklædning antyder dette at vølven er hamskiftet til en fugl, jf. også vølven på Cross Fragment No. 123 fra Kirk Michael, Isle of Man, samt at hun afsiger en galder. Denne galder er naturligvis trylleformlen ”risci · wudu · bita”. Bemærk at hun med begge hænder holder sin vølvestav højt over hovedet. Som også antydes på vølvestavens ende, hvor noget synes at være påsat staven, må vi her kunne slutte at staven har været ret tung, og for tung til at én arm har kunnet løfte den over en længere periode.

Bemærk at vølvens siddende på høj på oldengelsk udtales ”heo sitæþ on …bergæ”, hvor vi på oldnordisk ser det skrevet ”sat á haugi” i Þrymskviða (vers 6, Ældre Edda). Det oldengelske ”berg, beorga”  er grundordet for ”bakke” (olddansk "bakkæ"). Den oprindelige forståelse for begge ord er "forhøjning, skråning", og er hvad vi visuelt ser afbildet.

2. En kriger med hjelm, vort runde skjold og et spyd. Fra den helt identiske gengivelse på f.eks. maskehjelmen af sølv fundet på Bejsebakken, Aalborg ved vi at krigerens hjelm er en ørnehjelm, hvor ørnen er påsat hjelmens top. Krigeren bærer kappe og er derfor forberedt til krigsførsel, den krig der nu vil følge. Vølven afsiger sin spådom, Völuspá, og hendes spådom må have forudsagt det tragiske udfald den forestående krig ville få for en af de deltagende parter. Derfor er vølven forpint, sorgfuld og bekymret.

3. Hengest og Horsa's æt-mærke. 

Æt-mærker, eller "bolsmærki" (bolsmærker) som de kaldes i Upplandslagen (for Uppland og Gästrikland) fra ca år 1296 e.Kr. (kap. XXVII), er at finde på stort set alle guldskillinger omsmedet til Gyldne Tavler i tidsrummet 385-670 e.Kr., og sølvpenge møntet fra år 670 e.Kr. fremefter i Skandinavien og Britannien. Der er stort set ingen forskning gjort om dette emne, der ikke desto mindre er uhyre vigtig at forstå, fordi ætternes indbyrdes familieforhold kan udledes fra æt-mærket. Skjoldunge-ætten til mandlig side ser ud til at have den opadvente trekant som æt-mærke. Skjoldunge-ætten til kvindelig side har den nedadvendte trekant som æt-mærke. Hengest og Horsa’s her viste æt-mærke er en direkte videreførsel af kendte sarmatiske æt-mærker fra 100-200 tallet e.Kr. Fra senere æt-mærker i Britannien kan vi se at f.eks. Kong Eadmund (regent 855-870), konge af Øst-Anglen under kontrol af Danmark, på sølvpenge og guldskillinger slået i hans navn post-mortem, har et æt-mærke der ser ud til at være udviklet fra Hengest og Horsa’s æt-mærke.

Øst-Anglen under dansk kontrol. Sølvpenge slået post-mortem. Møntens forside lyder ”+SC EADN” omkring æt-mærket i den hellige ring. Møntens bagside, ikke gengivet, lyder ”+SC EAID”.
Kilde: Spink - , J.J.North s.79, No.483/1. Lockdales (2014, lot 1748).

Meget lidt vides om Eadmund (Edmund)’s æt, det bedste gæt værende at hans fader kan have været Ealdorman (Oldermand) Ealhhere (-853 dræbt i søslag mod en dansk flåde), svigersøn til Kong Æthelstan til Kent (regent 839-852), og hans moder derfor Æthelstan til Kent’s datter Edith. ¹

¹ Francis Hervey: Corolla Sancti Eadmundi. The Garland of Saint Edmund, King and Martyr" (London: J. Murray, 1907, Preface 43).

Abbo fra Fleury (Abbo Floriacensis, c. 945-1004): Passio Sancti Edmundi Regis et Martyris (kap. III):

Min oversættelse til nudansk.

Der er en god mulighed for at Kong Eadmund’s æt-mærke er saksisk i ophav, og at dette vel kan være udviklet fra Hengest og Horsa’s æt-mærke. 

4. Identisk til f.eks. afbildningen på guldskillingen dateret til år 385-670 e.Kr. fra et ukendt findested (DR BR47), ser vi her ravnen som hjælpeånd, der viser vej til den næste verden. Det er herfra vi kan se at vor læseretning af ”tegneserien” er fra venstre mod højre, da ravnens næb altid viser den rette vej. I dette tilfælde må det være hesten der skal vises vejen.

5. Da ravnen altid viser vejen for et menneske antyder det, som også foreslået af A.C. Bourman (1965) og Simonne d’Ardenne (1966), at hesten må være en kenning for Hengest, der med broderen Horsa er landnámssagnet i de nye kongeriger i Britannien.

Under hestens bug ser vi en "valknútr, walknot” (oldnordisk, oldengelsk) eller ”valknuden”, som vi skal opfatte som ”de kæmpendes knude”, nøjagtigt hvad Hengest som "hengestman", i dag "henchman", har undervejs. Titlen "hengestman, hesta-maðr" (oldengelsk, oldnordisk) betegner oprindeligt den unge adelsmand i kongens tjeneste, hvis job bl.a. var at tage vare på kongens hest. Det er en overvejelse værd om brødrenes navne Hengest og Horsa kan være hentet fra netop denne titel, og gjort til kenninger for to af eftertiden ukendte unge adelsmænd. 

Stærkt underbyggende at der er tale om en kenning for Hengest er at vi i hvert hjørne af panelet ser små heste afbilledet med mulen vendende bort fra det centrale rum i beretningen, og som skal beskyttes.

Der skal være 4 små heste, en i hvert hjørne, til at beskytte den centrale begivenhed i midten. Der mangler derfor én hest i nederste højre del af panelet. Givet at disse heste burde have været beskyttende drager i urnordisk filosofi, må den centrale begivenhed i beretningen omhandle en hest og et sagn om en hest, i dette tilfælde landnámssagnet om Hengest og Horsa.

Sagnet nævnes af Bede/Bedae (673-735): Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum (kap. XV) ca. år 731 e.Kr.:

Min oversættelse til nudansk. Bemærk Bede’s brug af ”perhibentur” fra ”perhibeo” (vidnesbyrd, hævde). Det er derfor i 700 tallet et velkendt sagn.

Den originale tekst på latin blev allerede i 800 tallet e.Kr. oversat til oldengelsk i en lidt forkortet udgave:

Kilde: Thomas Miller: The Old English version of Bede’s Ecclesiastical History of The English People (1890, kap. XII). Min oversættelse til nudansk. “latteowas” (flertalsform) fra ”latteow, lateow, latþeow” (leder). Endestavelsen i ”heretogan” fra ”toga, togi” (oldengelsk, oldsaksisk, oldfrisisk, oldnordisk) eller ”leder, fører”. Findes kun som endestavelse og må oprindeligt have haft en anden betydning. Da ordet på oldnordisk også har betydningen ”uldtot”, henviser det måske til at hærlederen havde en genkendelig kjortel på som hærfører.

Det begynder således i Angel-saksiske krønike for år 449 e.Kr.:

Min oversættelse til nudansk.

Dvs. de gik i land ved Ebbsfleet, en halvø på øen Thanet, det mest østlige punkt i Kent. Nennius: Historia Brittonum (kap. 31-48) fra begyndelsen af 800 tallet e.Kr. har langt den mest detaljerede beretning om de mange krige der blev ført mellem Hengest og Horsa (Hors et Hengist; Hengisto et Horso) og britterne under deres leder Guorthigirn (keltisk, på oldengelsk ”Wyrtgeorne”, på nuengelsk ”Vortigern") og dennes sønner. Han skriver at de gik i land år 447 e.Kr., dvs. 2 år tidligere, på øen Thanet, der af britterne kaldtes ”Ruoihm” (Tanet, Brittannico sermone Ruoihm).

6 år senere i år 455 e.Kr. beretter Angel-saksiske krønike følgende:

 Min oversættelse til nudansk.

Broderen Horsa blev dræbt i Slaget ved Aylesford år 455 e.Kr., og blev iflg. sagnet højlagt i en høj af flintesten i Horsted, 2 miles nord for Aylesford, Kent. Om de mange undersøgelser om dette, se John H. Evans: The Tomb of Horsa (Archaeologia Cantiana, Vol. 65, 1952, s. 101-113).

Nennius: Historia Brittonum (kap. 44) er enig, og skriver at Horsa blev dræbt under det tredje slag med britterne, der fandt sted i Episford, som britterne kaldte “Rithergabail” (lingua eorum Episford, in nostra autem lingua Rithergabail). ¹

¹ Rithergabail = *Rhyd yr afael (keltisk) = Rhydyrceffyl (walisisk) = hestefortet. På oldengelsk Episford = Æȝelesford = Agælesþrep = Elesford = Aylesford = ”Ægel’s fort”. 

6. Vi ser broderen Horsa gravlagt i en høj, der ganske rigtigt ser ud til at bestå af mange sten. Udenfor stenhøjen står en kriger med løftet sværd. Dette må være Horsa i levende live, hvorfor nærværende begivenhed må være netop Slaget ved Aylesford år 455 e.Kr.

7. Ovenfor begge personer, den levende og den afdøde, ser vi Den Hellige Kop, identisk i form til Kong Gorms hellige kop (gravlagt år 958 e.Kr.) fra storhøjene i Jelling, nu udstillet på Nationalmuseet. Vi kan derfor med sikkerhed sige at der her er tale om en kongegrav, og Horsa lyder som et aldeles glimrende bud på den højlagte konge.

8. Der er tre hændelser visuelt gengivet i ”tegneserien”, som vi læser tidsmæssigt fra venstre mod højre: Antager vi, som jeg mener kan forsvares, at første hændelse er Vølvens spådom før krigen; den anden hændelse en gengivelse af Slaget ved Aylesford år 455 e.Kr., hvor Horsa dræbes og derfor højlægges, da kan vi herfra slutte hvad den tredje begivenhed er.

Som vi hørte ovenfor fra Angel-saksiske krønike for året 455 e.Kr. sker der efter Horsa’s drab det at Hengest indtager riget med sin søn Æsc:

 Min oversættelse til nudansk.

Nennius: Historia Brittonum (kap. 45-46) udvider forståelsen:

Min oversættelse til nudansk.

Bemærk det berømte krigsråb fra Hengest:

Vel! Saksere, drag jer sax-(knive)!

Det våben der ofte omtales som ”seax, sax” skal faktisk opdeles i tre våbentyper; ”langsax” (en-ægget langt sværd), ”sax” (en-ægget kort sværd) og ”scramasax, skrámasax” (oldengelsk/oldnordisk, en-ægget lang kniv), der også kaldes ”saxknífr”. Da kniven skal gemmes under foden, er der i dette tilfælde tale om sidstnævnte våbentype

Guorthemir (keltisk, ”Vortimer” nuengelsk) var den ældste søn af britternes konge Guorthigirn (keltisk, på oldengelsk ”Wyrtgeorne”, nuengelsk ”Vortigern”).

Løsesummen der betales er, som vi kan høre, flere landskaber, herunder Essex (Estsaxum, grundlagt ca. år 527 e.Kr.) og Sussex (Sutsaxum, grundlagt ca. år 477 e.Kr.), sidstnævnte værende de to østlige provinser stødende op til Kent. De andre landskaber, ikke nævnt i denne tekst, må være landskaberne længere mod vest i form af Wessex (Westseaxna, grundlagt ca. år 519 e.Kr.) og Middlesex (Middleseaxan).

Derfor ser vi i panelets afsluttende højre side to mænd, Hengest og sønnen Æsc, med begge arme fastholdende i fangenskab britterne (kelterne)’s lokalkonge Wyrtgeorne, for hvilken løsesum der måtte afregnes er det engelske landnámssagn.

Jvf. Angel-saksiske krønike for år 457 e.Kr. vinder Hengest og Æsc endnu et kæmpeslag dette år i Slaget ved Crayford, Kent, hvorunder 4.000 britter (keltere) blev dræbt. Dette slag udløste en folkevandring af de overlevede bort fra Kent.