Achtermeier, Paul J.: Bible Dictionary, 1996 (s.82)

Adam von Bremen: Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum. Adam af Bremen (Adamus) (? – 1081 e.Kr.) skriver og er en god kilde for oplysninger om nordboerne og de vestlige vender og slaver. Han skriver ca. år 1070-2 e.Kr. Under ærkebiskop Adalbert von Bremen blev han år 1068 e.Kr. Domherr for Bremen og i 1069 e.Kr. Domscholast og leder af klosterskolen. Min danske oversættelse; Adam af Bremen: De Hamburgske Ærkebispers Historie bog 1-4, 1930.

http://hbar.phys.msu.su/gorm/chrons/bremen.htm (på latin)

Aggesøn, Sven: Brevis historia regum Dacie (Kortfattet historie om Danernes konger).

Krøniken, den første i Danmark nedskrevne Danmarkshistorie, begynder med Kong Skjold og slutter i år 1185 e.Kr. og er formentlig færdiggjort kort tid derefter (Roskildekrøniken er fra år 1140 e.Kr. men er ikke en ”rigtig” Danmarkshistorie).

Sven Aggesøn (år 1150-1220 e.Kr.) kom ud af den jyske Thrugot og Thorgunna-stormandsslægt (tipoldefader og tipoldemoder), hvor Thorgunna var datter af Palna Toke’s sønnesøn Vagn Aagesøn. "Palnatoke" (Toke fra Julin, Palne-jæger) er (med)-grundlægger af Jomsborg på Wolin (senere Julin, Jumne). Han omtales i Saxo: Gesta Danorum og i Jomsvikingesaga, og er samtidig med Harald Blåtand (ca. 958-986 e.Kr.).

M.Cl. Gertz: Scriptores Minores Historiæ Danicæ (1917-18, Vol. I, Svenonis Aggonis Filii: Fortale, s.58): ”Sven Aggesøn… har vel faaet sin første Ungdomsuddannelse i en eller anden Klosterskole herhjemme; men der kan, naar man skal dømme efter det Kendskab til den klassiske Oldtid, som han lægger for Dagen i sine Værker, næppe være nogen Tvivl om, at han har søgt en fyldigere Uddannelse ved en fransk Skole, snarest vel i Paris; de franske Skoler var dengang i en klassisk Renæssance-periode, som var udgaaet fra Skolen i Chartres, og af en af denne Skoles berømteste Lærere, Bernardus Carnotensis, anfører Sven i Epilogen til sit første Skrift en mærkelig, ogsaa andetsteds omtalt Ytring”.

Sven Aggesøn var, efter dannelsesrejse i Paris, hird ved den kongelige Þinglið/Thinglid ved Valdemar I. d. Store’s (1157-1182) og Knud d. IV’s (1182-1202) hof. Deltog i Vendertogene år 1184 og 1185 og skriver bl.a. at han så Absalon ødelægge Jomsborg.

Alano: http://home.att.net/~semencic/alano.htm

Alcuin: Vita Willibrordi Archepiscopi Traiectensis Auctore Alcuino. Kap. 9f. Skrevet ca. år 790 e.Kr. Willibrord (år 658-739 e.Kr.) var frisisk ærkebiskop af Utrecht, der besøgte Danerne ca. år 710 e.Kr. Krøniken er ovesat til dansk ”Da Danmark blev Danmark” af Peter Sawyer/Marie Hvidt i 1988.

Ament, Kurt: The German American Fellowship Assn. of Mn.: King Heinrich I and the Founding of the German Reich
http://www.pressenter.com/~germanam/heinrich.htm

Anctil, Eric: Externae Gentes: Scandinavia Romana. An ethnographic analysis of Northern Europe and Scandinavia in antiquity (ca. 120 BCE – ca. 550 CE)

http://www.anctil.org/users/eric/hist413.html

Andersen, Bent og Erik: Råsejlet – Dragens Vinge, Vikingeskibshallen i Roskilde. Tilsendt af Max Vinner, Vikingeskibsmuseet.

Andreasen, Niels-Erik (Professor i det Gamle Testamente, Loma Linda University, Israel): The Word ”Earth” in Genesis 1:1

http://www.grisda.org/origins/08013.htm

Annales Bertiniani: St-Bertin Annalerne/The Annals of St-Bertin. Skrevet af biskop Prudentius og ærkebiskop Hinemar af Rheims. Dækker tidsrummet år 830-882 e.Kr.

Annales Fuldenses: Skrevet af Einhard (Enhard) og fortsat af Rudolf af Fulda. Dækker tidsrummet år 840-900 e.Kr.

Annales Regni Francorum: Annales Laurissenses Maiores. Frankernes Annaler. En ekstrem vigtig kilde for god viden om Danerne fra år 741-829 e.Kr. Specielt omkring Kong Godfred’s tid. www.thelatinlibrary.com/annalesregnifrancorum.html

Annales Vedastini: Vedast at Arras/Annals of St. Vaast. Fra ca. år 895 e.Kr.

Inkluderer anfaldet på Paris og mange vikingetog.

http://www.thelatinlibrary.com/annalesvedastini.html (latin)
http://www.deremilitari.org/RESOURCES/SOURCES/vaast.htm (engelsk 882-886)

Annales Xantenses: Muligvis skrevet af Gerward. Dækker tidsrummet år 832-952 e.Kr.

Ansgar: Vita Anskarii auctore Rimberto” eller ”Ansgars liv og levned skrevet af Rimberto”. Rimberto er identisk med ærkebiskoppen Rimbert/Rembert af Bremen (udnævnt efter Ansgar’s død 865). Værket blev skrevet umiddelbart efter år 865 e.Kr. Ansgar kommer til Harald Klak i Friesland og drager sammen med Harald Klak til Hedeby ca. år 829 e.Kr

Apollodorus: Library/Biblioteket, ca. år 0-200 e.Kr. Det vides ikke hvem der faktisk har skrevet denne oversigt og håndbog om græske myter. Omhandler også amazoner/kvindelige krigere.

Arrianus, Flavius: Acies Contra Alanos eller på græsk ”Ektaxis kata Alanoon.” Titlen oversættes til dansk med ”slaget mod Alani folket”. En meget sjælden kilde med detaljerede beskrivelser af romersk krigsførelse. Flavius Arrianus nedskriver det slag han selv ledte mod Alani folket år 136 e.Kr. Han var en stor beundrer af den græske historiker Xenophon. Se ogsåAnn Hyland for uddrag af hans værk Ars Tactica.

http://members.tripod.com/~S_van_Dorst/Ancient_Warfare/Rome/Sources/ektaxis.html#T10

Atlakviða: Attila’s kvad. Fra Edda Sæmundar/Poetiske Edda. Se under ”Edda Sæmundar”.

http://normannii.org/guilds_lore/lore/poetic/atlakvida.htm

Bachrach, Bernard S: A History of the Alans in the West, 1973

Bacon, Roger: (år 1214-1294 e.Kr.) Opus Majus

Baldwin, Stewart: King of the Danes prior to 887.

Gen-Medieval/soc.gnealogy.medieval.
http://www.rootsweb.com/~medieval/danking.htm

Baranauskas, Tomas: Saxo Grammaticus on the Balts

http://www.lithuania.host.sk/en/vikings.htm

Bede/Bedae (673-735). Engelsk munk fra Wearmouth og Jarrow klostret ved Tyne floden i nordøst England. Han skrev "De Temporae Ratione" ca. år 725 e.Kr. og ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (5 bøger) ca. år 731 e.Kr.

http://www.wuffings.co.uk/OECalendar.htm

Bekken, Otto B.: Algorismus i Hauksbok, Høgskolen i Agder, Norge.

http://www.afl.hitos.no/mahist/hauksbok/

Bendixen, Kirsten: Mønter i Danmark

http://www.gladsaxegymnasium.dk/2/vikbendx.htm

Beowulf : Benjamin Slade's glimrende oversættelse til nuengelsk, med den oldengelske tekst sideløbende, på http://www.heorot.dk/. Alternativt Michael Alexanders oversættelse fra 1973, ISBN 0-14-044268-5.

Etatsraad og stadsarkivar Thorkelin gjorde år 1815 en afskrift af kvadet, der udkom under titlen ”Editio Princeps”. Grundtvig skriver i fortalen til ”Bjowulfs Drape” at Thorkelin’s afskrift ikke var specielt god da han ikke kunne læse oldengelsk. Grundtvig kommenterer Thorkelin’s afskrift i tidsskriftet Dannevirke i år 1817. Fra år 1815-1820 laver Grundtvig den første korrekte oversættelse af Beowulf , der udkommer år 1820 med titlen ”Bjowulfs Drape”. Beowulf oversættes først senere fra oldengelsk til nuengelsk.

Beowulf-kvadet forekommer i skriftsamlingen kaldet "Cotton Vitellius A. xv" der består af 2 manuskripter. Det ene af disse manuskripter kendes nu som "Nowell Codex", der befinder sig i British Library. I dette manuskript finder vi bl.a. Beowulf-kvadet. Det overlevende manuskript blev i år 2000 dateret til ca. år 1000-1010 e.Kr.

Der er bred enighed om at kvadet er nedskrevet i 700 tallet, og at handlingerne finder sted første halvdel af 500 tallet e.Kr. Dette kan krydstjekkes fra en række kilder.

Den ukendte person der nedskriver Beowulf er kristen, og kvadet har derfor en række katolske moral-begreber. Dog heldigvis ikke mere end at vi her stadig har det mest perfekte indblik i hvordan vor verden opfattedes og var før kristendommen ankommer.

Der er to møntsystemer vi må have styr på i tidsrummet ca. år 385-755 e.Kr.:

• Guldskillinger (Gold scilling, gull skillingr) - gældende mønt nord for Ejder-strømmen fra ca. år 385-670 e.Kr. (på Sjælland, i Blekinge og i Nord-Trøndelag kan vi se er mønten i omløb år 450 e.Kr.)
• Sølvpenge (Seolfor pening, silfr peningr) - gældende mønt nord for Ejder-strømmen år 670-755 e.Kr.

Efter dette tidspunkt bryder fællesmønten sammen, og landskaber udsteder egen mønt med egen vægt og værdi.

Skæringsdatoen er fastsat efter Pippin’s møntreform år 755 e.Kr., og er udslaget af en række meget betydningsfulde omvæltninger i Friesland; med kontrollen med hovedhandelspladserne, herunder særligt Dorestad, der falder under fjendens kontrol år 689 e.Kr.

Frankerne mønter også guldskillinger fra de opnår arvelig odelsjord ca. år 500 e.Kr. frem til år 670 e.Kr. Det sker fra handelspladsen Wic/Vic Pontio (Broen ved Vigen) ved Etaples, 27 km syd for Boulogne. Jeg mener disse mønter er udstedt år 587-670 e.Kr. Møntsamlere kalder disse guldskillinger "guld tremissis", men jeg har ikke set vist at frankerne selv kaldte mønterne "tremissis". Fra den frankiske lovkode Lex Salica fra ca. år 507-511 e.Kr. kan vi se at frankerne kun synes at have solidus i omløb. Lovkoderne gør helt konsekvent brug af ordlyden "DC denarios qui faciunt solidus XV" (600 denarer der udgør 15 solidus), dvs der foretages altid en omregning til solidus. 

Fra longobardernes tidligste lovkode fra år 643 e.Kr. kan vi se at longobarderne møntede solidus, og vi kan fra identisk jysk straffelov i samtiden se at valutakursen var 1 guldskilling = 1.7 solidi.

Sceat (ental) og sceatta (flertal) kendes også i formerne ”skattr, skat, skatts, sket(t)” (oldnordisk, oldsaksisk, gotisk, oldfrisisk), i dag ”skat”; alle med betydningen ”kvæg, fæ, penge, pengestykke”. Det er i brugen af ”sceattas” underforstået at skatten kan bestå af fysisk mønt. De forskellige forståelser for "sceattas" betyder samtidigt også at betegnelsen er en bogholderienhed, ikke en faktisk mønt.

Fra de tidligste lovkoder kan vi se, at hvor gældende mønt er guldskilling omtales brugen af "sceattas" ikke. Det fører til slutningen af brugen af "sceattas" som bogholderienhed må være senere end år 670 e.Kr. Fra "Myrcena lage" (Mersernes lov), fra begyndelsen af 900 tallet e.Kr.?, kan vi se at bogholderienheden "sceatta" (flertalsform) forekommer, og at 30.000 "sceatta" (xxx · þusenð sceatta) svarer til 120 pund sølv.

Kong Offa II. til Mercia (757-796) udsteder sølvpenge (Seolfor pening, silfr peningr) slået i Øst-Anglen (Ipswich?) år 794-6 e.Kr. Hans mønt er en nøjagtig efterligning af mønten udstedt af Æthelberht, konge til Øst-Anglen. Vi er lidt usikre på sidstnævntes regeringstid, men det begynder ca. år 779 e.Kr. Han dræbes af Kong Offa II. til Mercia år 794 e.Kr., hvorefter Mercia gennemfører, hvad vi i finansverdenen kalder en ”omvendt overtagelse” af Øst-Anglen.

Derfor mener vi at Beowulf-kvadet muligvis er skrevet til Offa II. da han beviseligt gennemfører en omvendt overtagelse af Øst-Anglen, hvorfra Anglerne i Mercia oprindeligt udvandrede. Hermed kan vi se hvorfor Offa II. vil knytte sig til Uffe hin Spage (Offa I. ) og dermed Danerne.

Igen derfor mener jeg vi kan sige at brugen af bogholderienheden "sceat, sceatta" må betyde at den underliggende mønt er sølvpenge, der møntes i alle landskaber fra år 670-755 e.Kr. Som vi kan se viderefører bl.a. Kong Offa II. udstedelsen af sølvpenge i sit landskab i sin regeringstid år 757-796 e.Kr. Men, og her er min hovedargumentation, Beowulf-kvadet (sætning 1686) lyder:

"ðára Þe on Scedenigge sceattas daélde" eller "der de i Skandinavien skatte uddelte".

Vi taler derfor om de sølvpenge der var i omløb i Skandinavien, ikke de nye kongeriger i England, når vi hører om "sceattas". Dette møntsystem bryder sammen, så vidt vi kan se, år 755 e.Kr.

Vi skal ligeledes erindre at Beowulf-kvadet (sætning 1282-1284) omtaler kvindelige krigere gennem "Grendles módor" (Grendel's moder). Kvinder forbydes adgang til slagmarken ved Adamnan Loven fra år 696/7 e.Kr. Det er ikke troligt at en kristen munk ville have beskrevet kvindelige krigere i mere end et enkelt slægtsled efter lovens indførelse.

Med lidt usikkerhed kan vi hermed datere Beowulf-kvadet til år 755-757 e.Kr.

Beowulf-kvadet er uden sammenligning det vigtigste værk i forståelsen af Danerne, og bør være obligatorisk i vor historieundervisning.

Saxo: Gesta Danorum (Bog III) kalder Beowulf for "Boum" og "Boo". Det bliver til "Bue" i de nudanske oversættelser og "Boo" i de nuengelske oversættelser. Tidsrummet hos Saxo er identisk til Beowulf-kvadet; ca. år 473-525 e.Kr.

Beowulf : The Historical Characters of Beowulf

http://www.ldolphin.org/cooper/appen9.html

Bezuglov, S.I.: Donskaya Arkheologia Journal, Vol. 1-2, 2001

http://www.csen.org/Pubs_Sales_Reviews/Donskaya_Archaeology/DonskayaTofC1_2_2001.html

Bibelen , Gyldendal, 1961

Bíblia Tradução Ecumênica: Quadro Cronológico

http://www.uol.com.br/teb/quadrocrono.htm

Binder, Donald D.: The Bosporus. http://faculty.smu.edu/dbinder/bosporus.html

Björnsson, Árni:Jól á Íslandi (side 138-39).

Bodvarsdottir, Hrafnhildur. ”The Function of the Beasts of Battle in Old English Poetry.”PhD afhandling, 1976, University of New York at Stony Brook. Ann Arbor: University Microfilms International. 1989.

Bradley, Henry: The Goths, 1903 (s. 18)

http://www.bethelcog.org/IsrChap6.htm

Brandt, Troels : Herulerne . http://www.geocities.com/troels_brandt/heruler.html

Brennu-Njál’s Saga: Kaldes også ”Njal’s Saga” eller ”The Story of Burnt Njal”. Sagaen er nedskrevet i 1200 tallet på det sydlige Island. Kvinden Unnur er nævnt som tilstede på Althinget og Laxdæla Saga forklarer os at hun rejser fra Færøerne til Island ca. år 895 e.Kr. Begivenhederne finder derfor sted i begyndelsen af 900 tallet. Se Laxdæla Saga.

http://www.snerpa.is/net/isl/njala.htm (islandsk)
http://sunsite.berkeley.edu/OMACL/Njal/ (engelsk)

Brook, Kevin Alan: An introduction to the history of Khazaria

http://www.khazaria.com/khazar-history.html

Brzezinski, R & Mielczarek, M: The Sarmatians 600 BC – AD 450, 2002

Buffon, George Louis Leclerc: Histoire Naturelle, générale et particulière, 1749-88

Byrhtferth's Manual: Et skrift om astronomi nedskrevet år 1011 e.Kr. på oldengelsk. Fra Georgetown Universitet, USA.

http://www.georgetown.edu/faculty/ballc/hwaet/hwaet_counting.html

Cahtolic Encyclopedia: Lombardy http://www.newadvent.org/cathen/09336b.htm

Cain Adamnain: An Old-Irish Treatise on the Law of Adamnan. Iflg. Ulster krønikerne oprinder denne lov fra år 696/7 e.Kr. Blev vedtaget ved Birrsynoden.

http://members.aol.com/michellezi/translations/CainAdamnan.html

Centre for Black Sea Studies el. Sortehavscentret, Århus Universitet: Nationalmuseets samling af romerske mønter fra de græske byer ved Sortehavet.

http://lysbilled.hum.au.dk/total/sngcop/introduction.htm

Coupland, Simon: The Frankish Tribute Payments to the Vikings and their Consequences, 1999.

www.deremilitari.org/RESOURCES/ARTICLES/coupland2.htm

Chaucer, Geoffrey: The Knights Tale, 1390

China’s First Woman Diplomat.

http://www.womenofchina.com.cn/date/women-history/waijiao.htm

Chrichton, Michael: The Lost World, s. 228-230, 1995.

City of Assur

http://30.1911encyclopedia.org/A/AS/ASSUR_CITY_.htm

Collection of the State Museum of Oriental Art, Moscow

http://www.arcaucasica.ru/exhibit/GNC/eng/menu_intro.htm

Columella, Lucius Giunius Moderatus: De Re Rustica (om landbrug), Caput VII. De Canibus, ca. år 60 e.Kr

Crepin, Andre: Wealhtheow's Offering of the Cup: A Study in Literary

Structure in Saints, Scholars and Heroes: Studies in Medieval Culture, 1979. side 45-58.

Crossley-Holland, Kevin: The Norse Myths, 1980, s.114-5, 215-6

Crumlin-Pedersen, Ole: Atlas over Fyns kyst i jernalder, vikingetid og middelalder, Odense Universitetsforlag 1996 (s.104, 112, 142, 300)

Cuvier, Baron Georges: Leçons d'Anatomie Comparée, 1805

Dansk selskab for kaukasusforskning. http://www.kaukasus.dk/publikation5.htm

Danylenko, Valentyn Mykolayovych: Concerning Question of Scythian-Sarmatian Writing. http://yurshilov.chat.ru/article2.html

Davis-Kimball, Jeannine: Statuses of Eastern Early Iron Age Nomads. Centre for the Study of Eurasian Nomads, Berkeley, California, USA. www.csen.org/eaa%20guidelines/%20%20JDK.Statuses.%20mss.edit.html

www.csen.org/WomenWarriors/Statuses_Women_Warriors.html

Davis-Kimball, Jeannine: Warrior Women (”WW”), 2002

Den primære russiske krønike. Se under ”Nestor”. http://www.dur.ac.uk/~dml0www/vikings.html

Deór/Deor. Lig Widsith digtet et utroligt vigtigt digt på oldengelsk nedskrevet i 900 tallet e.Kr. men af væsentligt ældre oprindelse, mit gæt er 5-600 tallet e.Kr. ”Deór” er det oldengelske og oldnordiske ord for ”Dyr”, jvf. f.eks. oprindelsen til Derby, England som ”Deór-a-by”. ”Deór” er navnet på digtets forfatter, men vi ved ikke om dette er navnet eller et pseudonym for forfatteren –”Mé wæs Déor noma”. Modsat Widsith omhandler Deór forskellige personers ulykke. I de 42 sætninger omtales bl.a. smeden Wélund (sammenlign f.eks. med Völund i Völundarkviða) , Theodric (Østgoternes konge, ca. 454-526 e.Kr., der efter nederlaget til Hunnerne drog til Italien hvor han blev konge 493-526 e.Kr.) og Eormanríc (Reid-goternes konge, d. 376 e.Kr).

http://www.heorot.dk/deor.html (oldengelsk og nuengelsk)

Diodorus Siculus: Bibliotheca Historica, år 90-21 f.Kr. Født i Agyrium, Sicilien. Han beretter om amazonerne, som han mener kommer ud af Libyen (bog 3:52), samt om Atlantis myten.

http://www.arthistory.sbc.edu/imageswomen/papers/snideramazons/diodorus.html

Drachuk, V.S.: Sistemy znakov Severnogo Prichernomor'ya (Tamgoobraznye znaki severopontiyskoy periferii antichnogo mira pervych vekov nashey ery), 1975, Kiev: Naukova dumka. http://public.kubsu.ru/~usr02898/LETTA

Dudo: ”Gesta Normannorum seu de moribus et actis primorum Normanniae ducum” (skrevet år 1015-1026)

http://www.fh-augsburg.de/~harsch/dud_intr.html

Er også udgivet på dansk. Dudo: Normandiets historie under de første hertuger, ved Erling Albrectsen. Odense University Press 1979.

Dumézil, Georges: Gods of the Ancient Northmen, 1973. Original titel: Lex Dieux des Germains, 1959.

Dumville, David and Michael Lapidge: Eds. ”The Anglo-Saxon Chronicle , Vol 17: The Annals of St. Neots with Vita Prima Sancti Neoti.” Woodbridge: D.S. Brewer. 1985.

Det danske sprog- og litteraturselskab: 13. november 1403

http://www.diplomatarium.dk/html/diplomer/3-172.html

Diaconus, Paulus: Langobardum. Benedictinermunk fra Monte Casino. Hed Paulus Warnefrid (år 730-797 e.Kr.)

Dyomkin, V.A., Gollieva, A.A., Sergatskov, I.V., Dyomkina, T.S., Riechl, S.: Donskaya Arkheologia Journal, Vol. 1-2, 2001

Edda Sæmundar/Poetiske Edda/Ældre Edda og Elder Edda/Poetic Edda på engelsk. En samling af nordisk mytologi og oprindelig verdensforståelse og uden sammenligning den vigtigste kilde for forståelsen af den forne sæd. Tilskrives normalt, men lidt tvivlsomt, Sæmundr Den Vise. Mentes at være gået tabt indtil 1643 hvor Brynjólfur Sveinnson, Biskop i Skálholt uden for Reykjavik, fandt et håndskrift dateret mindst til 1200 tallet. Dette håndskrift indeholdt mange vers som Snorri Sturluson havde henvist til i Snorre Edda (Yngre Edda). Mange af versene er skrevet i ljóðaháttr (poetisk verseform). Originalen fandtes som Codex Regius (R2365) i København indtil 1971, hvor den blev givet til Arni Magnusson Institut i Reykjavik (modparten er Københavns Universitet’s ”Det Arnamagnæanske Institut” (The Arnamagnæan Institute), hvor de resterende eksemplarer af Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling/Handritasafn Árna Magnússonar findes).

Kvadene i Ældre Edda er:

• Völuspá (Vølvens Spådom/The Prophecy of the Vala)
• Hávamál (Den Højes Tale – som jeg kalder ”Odins Bud”/Sayings of the High One)
• Vafþruðnismál (Vaftrudnirs Mål/The Lay of Vafthrudnir) 
• Grímnismál (Grimnirs Mål/The Lay of Grímnir)
• Skírnismál (Skirnirs Færd/The Lay of Skírnir)
• Hárbarzljóð (Harbar og Tor/ The Lay of Harbarth)
• Hymiskviða (Hymir-kvadet/The Lay of Hymis) (gengives i det estiske folkedigt "Tordengudens søn”. Se under Kalevipoeg)
• Lokasenna (Loki-spliden, Lokes Ordstrid, Øges Gilde/Loki's Mocking)
• Þrymskviða (Tryms-kvaden/The Lay of Thrym) (gengives i det estiske folkedigt "Tordengudens søn”. Se under Kalevipoeg)
• Alvíssmál (Alvis Tale/Alvis-Mål/Den Al-Vise's Tale/The Sayings of Alvis/All-Wise's Sayings)
• Baldrs Draumar/Vegtamskviða (Balders Drømme/Vegtams-kvadet, Baldur's Dreams)
• Rígsþula (”Rig’s tale” eller korrekt ”Råd (og) Tale”. Kaldes tillige "Rig-sagnet"/Rig's Song)
• Hyndluljóð (Hyndlasangen/The Lay of Hyndla)
• Svipdagsmál (Svipdags-kvadene/The Sayings of Svipdag: Grógaldr (Groas Galder/The Spell of Groa) & Fjölsvinnsmál (Fjålvid-kvadet/The Lay of Fjölsvid)
• Völuspá hin skamma (The Short Prophecy of Vala)

Håndskriftet indeholder også helteberetninger, der regnes for langt ældre end de mytologiske digte nævnt ovenfor, måske fra 800 tallet:

• Volundarkviða (Vålund-kvadet/The Lay of Volund. Her kan specielt anbefales Adam Oehlenschläger's vidunderlige udgave "Vaulundurs Saga" fra 1805)
• Helgakviða Hjörvarðssonar (Kvadet om Helge Hjørvardssøn/The Lay of Helgi the Son of Hjörvarth)
• Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (den første, I. ) (The 1st Lay of Helgi the Slayer of Hunding)
• Helgakviða Hundingsbana önnur (den anden, II.) (The 2nd Lay of Helgi the Slayer of Hunding)
• Frá Dauða Sinfjotla (Of Sinfjötli's Death)
• Grípisspá (The Prophecy of Grípir)
• Reginsmál (The Ballad/Lay of Regin)
• Fáfnismál (The Ballad/Lay of Fáfnir)
• Sigrdrífumál (The Lay of Sigrdrífa)
• Brot af Sigurþarikviðu, Brot af Sigurðarkviðu (Fragment of a Sigurd Lay)
• Gudrúnarkviða I (The First Lay of Gudrún)
• Sigurþarkviðu hin Skamma (Sigurdskvad/The Short Lay of Sigurd) 
• Helreið Brynhildar (Brynhild's Hell-Ride)
• Dráp Niflunga (The Slayings of The Niflungs)
• Gudrúnarkviða II, En Forna (The Second Lay of Gudrún)
• Gudrúnarkviða III (The Third Lay of Gudrún)
• Oddrúnargrátr (The Lament of Oddrún)
• Atlakviða (Attila’s kvad/The Lay of Atli)
• Atlamál hin grænlenzku (The Greenland Ballad of Atli)
• Guðrúnarhvot (Gudrún's Inciting)
• Hamðismál (hin fornu) (The Lay of Hamdir)

De tre ”Helgakviða” skal ses som én samlet beretning. Svend Grundtvig mente at helteberetningerne om Helge kunne dateres til før Island blev bosat i 800 tallet e.Kr. De fleste mener i dag at ingen af beretningerne er fra før 800 tallet e.Kr. Dele af beretningerne menes at være fra 900 tallet e.Kr. og Helgakviða Hundingsbana hin fyrri kan være fra så sent som 1000 tallet e.Kr. Dette gør ikke indholdet af disse beretninger mindre spændende. Tidsrummet for Helge er omkring år 446 e.Kr. og finder sted i det nuværende Danmark.

Sidst, men ikke mindst, indeholder et af vore skrifter af Snorre Sturluson’s Snorre Edda (Yngre Edda) en fuldstændig udgave af et oldkvad fra 900 tallet e.Kr. Mange udgaver af Ældre Edda medtager ikke dette, hvilket jeg finder fejl. Jeg regner dette kvad for en del af Ældre Edda:

• Gróttasöngr (Sangen om Grotte, Grottesangen, The Song of the Mill, Lay of Grotti, Song of Grotti)
  

Edgar, Robin : Pedigree of the Phoenix

http://eclipsephoenix.homestead.com/phoenix1.html

Eisenberg, David: An Introduction to Russian

http://langintro.com/rintro/index.htm

Elberling, Carl: Danske Folkebøger, Kjøbenhavn 1867. Keiser Karl Magnus’s Krønike, 1866 (s.18)

Encyclopedia Britannica: Bosporus Cimmerius.

http://www.xenophongi.org/crimea/cities/bospor.htm

Engelhardt, P.: Danerne fra fødsel til dåb, 1980. ISBN 87 85207 49 7. Engelhardt (f. 1898 -?) har i sin bog gjort et utroligt stykke arbejde i kortlægningen af vor tidlige historie. Specielt er afklaringen af Barderne spændende.

Enright, Michael J.: Lady With a Mead Cup: Ritual Prophecy and Lordship in the European Warband from La Tene to the Viking Age, 1996

Etruscan Glossary

http://etruscans1.tripod.com/Language/EtruscanM.html

Etymology Online: www.etymonline.com. Forklaring af oprindelsen til engelske ord.

Fa-Hien: A Record of Buddhistic Kingdoms. Oversat til engelsk af James Legge i år 1886. Fa-Hien var en kinesisk buddhist, rejsende og historieskriver, der skrev nok den vigtigste krønike om Indien og Ceylon/Sri Lanka i samtiden (ca. år 399-414 e.Kr.). Han rejser ind over Hindu Kush ca. år 402 e.Kr.

http://www.nalanda.nitc.ac.in/resources/english/etext-project/history/fahien/chapter36.html

Fantalov, A.: The Original Indo-European Types of Gods. Konference på St. Petersburg University, 2000

http://fantalov.tripod.com/Many.htm

Fitzinger, Dr. Leop Jeps: Der Hund und seine Rassen, 1875

Forn Siðr – Forne Sæd eller De Gamle skikke. Trossamfundet for den forne sæd i Danmark.

http://www.fornsidr.dk/

Fell, C: Women in Anglo-Saxon England, 1984

Florentii Wigorniensis monachi Chronicon ex chronicis. Kaldes også ”Chronicon ex chronicis” (Krøniken fra krøniker) eller ”Chronicle of Florence of Worcester”, men nu af de fleste ”Chronicle of John of Worcester". Denne krønike er en sammenfatning af i samtiden, det sidste årstal i krøniken er året 1140 e.Kr., eksisterende krøniker, herunder fra Bedea (Bede), Marianus Scotus og en nu tabt udgave af Anglo-Saxon Chronicle. Krøniken er oprindeligt fejlagtigt tilskrevet ”Florence of Worcester” som følge af indskriften for året 1118 e.Kr. : "On the nones of July (7th), Florence of Worcester, the monk, died. His deep knowledge and great industry have rendered this chronicle of chronicles preeminent over all others." Nu regner man med at ikke blot er den sidste del, fra 1118-40 e.Kr., forfattet af John of Worcester, men hele krøniken. Den indeholder viden der ikke findes i andre udgaver af Anglo-Saxon Chronicle.

Flores Historiarum: Normalt fejlagtigt tilskrevet Matthew of Westminster (Matthæus Westmonasteriensis). Faktisk nedskrevet af en række munke i St. Albans. Roger of Wendover (død ca. år 1236), munk ved St. Albans skrev årene 1192-1235, år 1601 udgaven, side 82

Frazer, Sir James G. : The Worship of The Sun among the Aryan Peoples of Antquity (kapitel XII, The Worship of Nature), 1925

http://members.aol.com/zoticus/bathlib/helios/persians.htm

Gaston Phoebus: Livre de la chasse, 1389

Geoffrey of Monmouth: Historia Regum Britanniae (History of the Kings of Britain/Historien om kongerne af Britannien). Waliser. Død år 1151 e.Kr. Var den første der nedskrev Saksernes historie fra begyndelsen (i hans version ca. 1100 f.Kr.) til den endelige sejr over Cadwallader år 689 e.Kr. Uddannet under Normannerne med hvem han var på god fod. Der er her legenden om Kong Arthur introduceres. Det menes at for årene 732-1201 havde Roger of Hoveden (død år 1201), historieskriver under Henry II, indflydelse.

Hans værk oversættes ligeledes i Breta Sögur (Britternes Saga, fra 11-1300 tallet), der indeholder såvel Merlin's spá (Merlin's spådomme/Prophecies of Merlin), som Geoffrey's beretning om britternes historie.

Troja-oprindelsen i begge udgaver er her undergået en kraftig germaner-katolsk omskrivning, hvor alt skrives gennem romersk-katolsk oprindelse, små germanske høvdinger ophøjes over deres byrd, og den germaner-katolske forbindelsen mellem de gamle sakser i Germanien og de udflyttede ætter i Britannien skriver os ud af historiens akse. Bag dette makværk gemmer sig dog en identisk grundberetning til vor egen. "Britterne" skal på dette sene tidspunkt ikke alene opfattes som "kelterne/kimbrene". Vi kan ikke afvise "kelterne/kimbrenes" krav om en forbindelse til Troja, selvom de ikke deltager i Slaget om Troja, endsige nogensinde har kontrol med landområdet. Den keltiske/kimbriske forbindelse er sand fordi Phrygia (Frigg's Land) øst for Troja, og i forbund med Troja under Den Trojanske Krig, falder under kimbrisk kontrol år 696 f.Kr., der vedvarer til ca. år 620 f.Kr. jvf. Herodot. Her er vi dog afrejst tilbage til Midgård og derfor er forbindelsen lidt i tredje række.

Georgetown University: Central Asia Images

http://www.georgetown.edu/faculty/millwarj/centralasiaimages.htm

Gertz, M. CL: Sven Aggesøn s Værker, 1916 på Latin.

Gertz, M. CL: Scriptores Minores Historiæ Danicæeller ”Mindre skrifter om Danernes Historie.” 1917-18, Vol. I og II på latin. Indeholder bl.a. Roskildekrøniken (1.del ca. år 1140 e.Kr.), Lejrekrøniken (ca. år 1170 e.Kr.), Sven Aggesøn s skrifter og den Jydske krønike, opfølgeren til Gesta Danorum

Gibbon, Edward: History Of The Decline And Fall Of The Roman Empire, Vol. 3, kapitel XXXVIII: Reign Of Clovis, Part V. Gibbons (1737-1794) var en engelsk historieskriver uddannet på Magdalen College, Oxford. Han konverterede til den katolske kristendom, hvilket var højforrædderi i samtiden. Hans fader sendte ham derfor til Lausanne for at blive omskolet af Calvinister. På en senere dannelsesrejse begynder han at skrive sit værk. 1. bog udkom 1776 og 2. og 3. bog i 1781. http://gd.cnread.net/cnread1/ewjd/g/gibbon/hor/

Glahn, Torben: Med smakke og isbåd over Storebælt, 1934

http://www.historie.syd-fyn.dk/steder/isbaad.htm

Goodrick-Clarke, Nicholas: The Occult Roots of Nazism: Secret Aryan Cults and Their Influence on Nazi Ideology: The Ariosophists of Austria and Germany, 1890-1935, fra 1985.ISBN 0-85030-402-4.

Grant, John: Viking Mythology, 1990 ISBN 1-85076-225-2

Gregersen, Bo: Museumsinspektør Øm Kloster Museum, Ærkeenglen Mikaels kirke i Tulstrup

http://www.ecomuseum.dk/dansk/oem/noframes/tulstrup_kirke_oem.htm

Grousset, Rene: The Empire of the Steppes: A History of Central Asia, 1970

Grout, James: Encyclopædia Romana: Notæ: Miscellanea, ”Dogs in Ancient Greece and Rome”

http://itsa.ucsf.edu/~snlrc/encyclopaedia_romana/miscellanea/miscellanea.html

Grundtvig , N.F.S.: Danmarks Riges Krönike (”DRK”) 1818-1823 (1855 udgaven fra 1924)

Grundtvig , N.F.S.: Norges Konge-Krønike af Snorre Sturlesøn, 1825. 3. udgave 1879

Ole Worm udgav, så vidt jeg kan se, den første oversættelse til dansk i 1633. Værket ”Norske Kongers Chronica””udsat paa Danske, aff H. Peder Claussøn. Nu nyligen menige mand til gaffn, igiennemseet, continuerit oc til Trycken forferdiget. Prentet i Kiøbenhafn: Melchior Martzan 1633”. Peder Claussøn gjorde værket i 1599, men det blev først udgivet 19 år efter forfatterens død i 1614. Denne bog koster i dag kr. 35.000 (2003).

Grundtvig , N.F.S.: Nordens Mythologi, 1832 (Nordens kæmpe-Aand, Aser & Vaner s. 294)

Grølsted, Esther: Hverdagstøj på landet, sommmer 1788, Nationalmuseet, 1998

Grønlands Historiske Mindesmærker: 3 bind, 1838-45

Det uden sammenligning vigtigste værk omkring bosættelsen af Island, Grønland og Amerika. Alle kilder gennemgås og sammenlignes nøje.

Gundarsson, Kveldulf Hagen: The Folklore of the Wild Hunt and the Furious Host, Issue 7, Winter 1992.

http://www.vinland.org/heathen/mt/wildhunt.html

Gunnell, Terry : Gryla, Grylur, Grøleks and Skeklers: Folk Drama in The North Atlantic in The Early Middle Ages. Terry Gunnell er professor i folkesagn på University of Iceland. http://jol.ismennt.is/english/gryla-terry-gunnell.htm

Haagensen, Erling: Bornholms rundkirker – Middelalderens største kompleks, 2003

Hackett Fischer, David: Albion’s Seed, 1989 ISBN 0-19-506905-6. Den bedste behandling af folkevandringen fra England til Amerika i 1600 talllet, hvorfra udvandrerne kom etc.

Hagen, Serine og Sophus: Børnenes Musik. Sange, Lege og Dandse samlede af en Moder, 1871. ”Jeg gik mig over sø og land” er sang nr. 116. Sangen findes muligvis ogsåi Andreas Peter Berggreens (1801-1880) ”Danske Folke-sange og Melodier med et tillæg af Islandske og Færøiske,” Tredie udgave, 1869. Denne bog har jeg dog ikke haft adgang til. ” De Berggreenske Sange” menes at være den første skriftlige kilde om vore folkesange og –danse. Ved brugen af ordet ”sø” i betydningen af ”hav” kan vi se at denne sang er olddansk.

Hafsten, Ulf: Granskogens innvandring og spredning i Norge. Årbok fra Norsk skogbruksmuseum 13 (side 9-27), 1992

Hald, Kristian, Prof.Dr.phil (1904-1985): Sydslesvig II, Angel, Stednavne i Angel. Udgivet af Grænseforeningen ved Gunnar Knudsen og Knud Kretzschmer. Reitzels Forlag, København 1945. (Side 70-84) www.rostra.dk/slesvig/Hald1945.html

Hall, Manly P.: The secret Teachings of All Ages (An Encyclopedic Outline of Masonic, Hermetic, Qabbalistic, & Rosicrucian Symbolical Philosophy)

http://www.light1998.com/PHILISOPHICAL-RESEARCH-SOCIETY/books/book210.htm

Hamðismál(hin fornu): Fra Edda Sæmundar/Poetiske Edda. Se under ”Edda Sæmundar”.

http://normannii.org/guilds_lore/lore/poetic/hamdismal.htm

Hansen, Bent: http://www.angelfire.com/ok2/mharris/mail.html

Hansen, P.: Illustreret dansk Litteraturhistorie, 1.bind, 1902 (s.194-196 om Christiern Pedersen’s Kong Olger Danskes Krønike)

Hartley-Edwards, Elwyn: Complete Book of Horse and Saddle Equipment, 1981, side 21

Hastrup, Kirsten: Culture and History in Medieval Iceland: An Anthropological Analysis of Structure and Change, Oxford, 1985 ISBN 0-19-8233250-0.

Hauge, Arild: Runer , http://www.arild-hauge.com/

Hávamál: Fra Edda Sæmundar/Poetiske Edda. Se under ”Edda Sæmundar”.

http://www.simnet.is/gardarj/havamal.htm (islandsk)
http://www.mjodvitnir.dk/havamal.htm (dansk) H.G. Møllers oversættelse

Hedeager, Lotte: Skandinavisk dyreornamentik: Symbolsk repræsentation af en før-kristen kosmologi.

http://www.arts.usyd.edu.au/departs/medieval/saga/pdf/126-hedeager.pdf

Helmfrid, Sten: Hnefatafl – The Strategic Board Game of the Vikings

http://user.tninet.se/~jgd996c/hnefatafl/hnefatafl.html#Chap7

Hermitage Museet, St. Petersburg: Samatiske gravfund.

http://www.ticketsofrussia.ru/hermitage/03/hm3_2_9.html

Helmold von Bosau: Helmoldi presbyteri Bozoviensis, Chronica Sclavorum et Venedorum. Munken Helmod (1120-1177) fra benediktinerklostret Bosau i det østlige Holsten skrev på opfordring af Lybæk-biskoppen Gerold (d. 1163). 1. del er skrevet efter år 1163. 2.del er fra ca. år 1172 e.Kr. Dansk Oversættelse af P. Kierkegaard, udgivet af Selskabet til historiske Kildeskrifters Overførelse paa Modersmaalet, Kbhvn. 1881.

www-public.tu-bs.de:8080/~y0007612/Pages/helmold.htm (opsummering på tysk)

Herodot/Herodotus : The Histories. Herodot (år 484-425 f.Kr.) kaldes ”Historiens fader” for dette mesterværk, der i 9 bøger beskriver den kendte verden i samtiden. Specielt bog 4 omhandlende Skythien, og derfor os, er godt behandlet, fordi skikkene hos folkeslagene i områderne nord for Asovhavet , øst og vest for Tanais-floden, var modsat af hvad grækerne selv gjorde. Hovedparten af værket er baseret på Herodot’s egne undersøgelser, forespørgsler og egen analyse. Oversættelse til engelsk 1954, ISBN 0-140-44908-6.

Herodotus : The Tenth Logos: Scythia. Country and Customs of the Scythians (4.1-82)http://www.livius.org/he-hg/herodotus/logos4_10.html

Heyerdahl, Thor : Jakten på Odin . På sporet af vor fortid. 2001.

Kritik af bogen af Even Hovdhaugen, Christian Keller, Else Mundal, Anne Stalsberg og Gro Steinsland.http://www.hf.uib.no/i/Nordisk/MaalogMinne/artikler/heyerdahl-v1.pdf

Hippocrates: Peri Aeron eller ”Om Luft, Vand og Steder”. Græsk læge født påøen Kos år 460 f.Kr.. Døde 377 f.Kr. Skrev dette værk ca. år 400 f.kr. Regnes for lægevidenskabens fader. Kapitel 17 omhandler en beskrivelse af de kvindelige krigere.

http://classics.mit.edu/Browse/browse-Hippocrates.html

Hislop, Alexander: The Two Babylons, kap. III, Festivals, sekt. I. Christmas and Lady-day. Philologos Religious Online Books

http://philologos.org/__eb-ttb/images/fig36.htm

Hou Han shu: Skrevet af Fan Ye (d. 445 e.Kr.). Hou Han shu var det Sene eller ”Østlige” Han dynasti’s officielle historiebog (år 25-220 e.Kr.). Fan Ye brugte to skrifter til at skrive Hou Han shu: Zhang, Qian’s Shiji (se denne) og Han shu (Han-kinesernes bog) der blev skrevet at Ban Gu og mange andre. Vi kan se dette fra Fan Ye’s egne kommentarer til Hou Han shu:

”Ban Gu skrev i detaljer de lokale forhold og skikke i hvert enkelt kongerige i Han shu. Nu er begivenhederne i jianwu tiden (25-55 e.Kr.) blevet opdateret til denne del om de vestlige egne benyttende de (oplysninger) der adskiller sig fra tidligere skrivelser, som berettet af Ban Yong i slutningen af Kejser An’s regeringstid (107-125 e.Kr.)”.

Den tidligere Han shu menes påbegyndt af Ban Gu’s fader Pan Piao/Ban Biao (3-54 e.Kr.) men skriftet findes ikke intakt.

http://depts.washington.edu/uwch/silkroad/texts/hhshu/hou_han_shu.html

Hrólfs Konungs Kraka Ok Kappa Hans. Nedskrevet i 1300 tallet om begivenheder i Danmark i 500 tallet e.Kr.

http://www.snerpa.is/net/forn/hrolf.htm

Hrafnkels Saga Freysgođa

http://www.snerpa.is/net/isl/hrafn.htm

Hyland, Ann: Training the Roman Cavalry: From Arrian’s Ars Tactica, 1993, side 70 (Ars Tactica blev skrevet af Flavius Arrianus år 136 e.Kr.) Uddrag fra Ars Tactica 4:1.

Hyndluljóð: Fra Edda Sæmundar/Poetiske Edda. Se under ”Edda Sæmundar”.

Et yderst vigtig kvad der indeholder oplysninger om kongerække og æt. Dele af kvadet er fra 1100 tallet, medens andre dele er fra 900 tallet.

http://etext.old.no/Bugge/hyndlu.html (oldnordisk)
www.angelfire.com/on/Wodensharrow/hyndluljodh.html (nu-engelsk)

Ifrah, G.: A Universal History of Numbers: From prehistory to the invention of the computer, 1998

Institut for navneforskning, Københavns Universitet. Godkendte navne.

http://www.hum.ku.dk/navnef

Ivan Bykovich: Russisk folkesagn der omtaler Smorodinafloden, drager, og en sort ravn på dragens skulder. Alle mulige henvisninger til Odin .

http://www.sunbirds.com/lacquer/readings/1156

Jensen, Jørgen: Danmarks Oldtid, Ældre Jernalder 500 f.Kr. – 400 e.Kr., 2003, s. 345-7, 360-1

Jesse, G.R.: Researches into the history of British Dogs, 1886, s.80-84 og 116-118.

Johansen, Paul: Die Estlandliste des Liber Census Daniae. 2. bind. Udgivet i Reval/Tallinn og København 1933 med tilskud fra Carlsbergfonden. En fuldstændig gennemgang af Den Store og Lille Estlandsliste fra Valdemars Jordebog (se denne). Paul Johansen var stadsarkivar i Tallinn i 1920-30’erne og dansk. Et uvurderligt værk for forståelsen af Estlands historie.

Jomsvikinga Saga og Knytlinga Saga + Sagabrudstykker og fortællinger vedkommende Danmark (om Kong Godefred, Hvorledes Island blev fundet, tiden 966-1000, om Hakon Harelssøn, om Absalon gjerrighed). Det kongelige Nordiske Oldskrifts-selskab, 1829.

Jones, Gwyn: A History Of The Vikings, 1984

Jónsson, Arngrímur: Født 1568 i Vídidalur, Island. Død 1648 i Hólar, Island. Kaldes tillige ”Arngrímur Jónsson Vidalin”. Samtidig med Ole Worm (Olao Worm) (1588-1654). Tilsammen var de i deres samtid de største forkæmpere for vor historie. Arngrímur læste på Københavns Universitet og blev herefter rektor for latinskolen i Hólar, Island. Det er Arngrímur der giver Ole Worm de historiske kilder fra Island og dermed får dem til Danmark/Norge. Skrev på latin. Et af de vigtigste værker fra Arngrímur er hans latinske oversættelse af den nu tilsyneladende tabte Skjöldungasaga, der muligvis blev nedskrevet i år 1180 e.Kr. Se Axel Olrik’s ”Skjoldungesaga i Arngrim Jonssons udtog” (Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, s. 83-164, 1894).

Jonsson, Erik: Oldnordisk Ordbog, 1863. Fortalen s. XX, XXI, XXIII samt generelt brug.

Jordanes : Getica sive De Origine Actibusque Gothorum eller ”Goternes oprindelse og dåd” (The Origin and Deeds of the Goths). Af gotisk afstamning iflg. Jordanes selv. I kap. L:266 skriver han at hans farfader hed "Pharia" (Farja) og hans fader "wihamuthis" (Wiha-moð, Weiha-moð) - åbentlyst gotiske navne. Han var klerk for Ostrogoten Høvding Gunþi-gis ”før sin konvertering” (fra Arius’ version af kristendommen til den katolske?). Navnet ”Jordannes Crotonensis” der var biskop i Crotona (nu Cotrone i det sydlige Italien) findes i dokumentet ”Damnatio Theodori” fra august 551 e.Kr.

Dette meget betydningsfulde værk beskriver ikke blot Goterne, men også Vandalerne og Hunnerne. Originalen er på latin og fra ca. år 550 e.Kr.

http://www.harbornet.com/folks/theedrich/Goths/Goths1.htm (latin og engelsk)

Jordanes : Getica III.19 ; IV.23 - Allan A. Lund De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie. Århus 1993

Josephus. Jødisk historieskriver. år 37-100 e.Kr. Taget gidsel af romerne under den jødiske opstand år 66-70 e.Kr. Var rådgiver til 3 romerske kejsere. Skrev fra Rom. Bog VII, kap 7: 4 (s. 264)

http://members.aol.com/FLJOSEPHUS/home.htm

Julian Date Converter: US Naval Observatory http://aa.usno.navy.mil/data/docs/JulianDate.html

Kalevala (Kaleva's land).

Uden sammenligning det vigtigste digt om den finske Folketro. Skrevet af Zacharias Topelius og Elias Lönnrot ganske sent. 1. udgave blev udgivet af Topelius 1822. Den 2. og fuldstændige udgave udkom 1849, men gjort på baggrund af hundrede vis af indsamlede digte og beretninger om folketroen. Oplysningerne blev indsamlet fra Karelien (Finland) og "Ingermannland" (Ingenmandsland, In'ger-Land), der ser ud til oprindeligt at betegne det enorme landskab mellem Narve (Narva), Wierland (Estland) i vest, over Pskov (Pp•skov·, til Hólmgarður (Ostrogarð) i syd, og til Ladoga (Nevo) søen i nord. Udkom på russisk 1. gang 1888 (oversat af Leonid Belskii), og samme år på engelsk (oversat af John Martin Crawford). Dele af digtet er under klar kristen indflydelse, hvilket ikke bør overraske givet den sene datering af værket. Vi ser det bl.a. ved henvisningen til at den unge mø fra det nordlige jætteland bærer et kors i halskæden. Ligeledes bor kirkedværgene under alteret ("kir'kon-Wæ'ki" dvs faktisk "kirke-vætter"). Endelig omtales Thor under navnet "Ukko" som Gud i ental (rune IX) i en sammenhæng kun en importeret kristendom kunne opfinde. Disse undtagelser bør ikke fratrække fra vigtigheden af Kalevala, specielt ikke hvis man ønsker at forstå vor egen forne sæd.

Vi genfinder her Den Jordlige Moder "Ilmatar", der har det klassiske Moder Jord heite "vand-moder" (rune I.). Hun skaber gennem 6 guldæg + 1 jernæg de 7 vise og gamle helte (rune I. + III.) - Ase- og Vane-slægten + Balder. Hun er moder til "Väinämöinen” med to andre heite; ”Vaka Vanha” (rune XLV) og ”Su-wan'to-lai'nen” (se rune 10) der er shaman og konge af den finske stamme (se rune VII - "kom med mig og jeg vil gøre dig til kone og Dronning i Kalevala). Han benævnes ikke Odin/Wodan for denne titel tilhører alene Ver Asir/Danir-folkets droter og shamen. Hans ankomst er unik da han synes at være 38 år gammel da han træder ind i beretningen som en vismand/shaman.

Konge og shaman "Väinämöinen” bliver udfordret at en yngre, lyshåret Lapland barde og shaman Youkahainen fra "det nordlige jætteland” (kaldet ”Pohyola/Potijola/Pohjola). I deres indbyrdes strid ser vi "aftryk af fod i sten" forståelsen hvor "Väinämöinen” forvandler Youkahaimen's venstre fod til flintesten (rune III.). Udkommet af striden bliver at den lyse Youkahaimen som bod må bortlove sin underskønne og ligeledes lyse søster til finnernes konge og shaman. Denne søster er derfor en ung jættekvinde, som såvel vi som finnerne, altid er på jagt efter. Sammenlign her med Völuspá (vers 8, Ældre Edda): "...indtil 3 meget magtfulde jættekvinder kom fra Jætteland".

Vor smed Vølund hedder hos finnerne ”Seppo Ilmarinen”. Freya's halsring Brisingamen kaldes formentlig "sam'po" (se rune X), men vi har en noget uklar fremstilling af hvad "sam'po" faktisk er.

Den efter min mening absolut vigtigste oplysning fra dette værk er tilstedeværelsen af Thor i sin oprindelige og tidligste form som sky-gud. I Kalevala kaldes han "Ukko" (finsk) og "Uko" (estisk). Dette er identisk til vor egen og ældste form af Thor - ÖkuÞór (Gylfaginning - Snorre Edda).

Snorre er i Snorre Edda tydeligvis fuldt ud klar over at "ÖkuÞór" har betydningen "Gamle Thor".  I fortalen til den engelske oversættelse skrives:" The word, Ukko, seems related to the Magyar Agg, old, and meant, therefore, an old being, a grandfather". At der ingen tvivl kan drages om at Ukko/Uko er ÖkuÞór ser vi dels i beskrivelsen af ham i Kalevala, men samtidigt fordi det afledede ord "ukkonen" betyder "torden". ÖkuÞór hos Ver Asir/Danir-folket er som vor faktiske konge Odin, der samtidig er Jólnir - Julens Herre eller Julemanden. I Kalevala har Ukko heitet "ylijumala" der i dag oversættes til "God of Mercy/Lykkens Gud", men oprindeligt må have haft betydningen "Julens Herre", jvf. julemandens navn "Ýlir" i Norge/Island i 900 tallet e.Kr. Ukko/Uko har i Kalevala de egenskaber som sky-gud (rune I.+ II +IX) vi genfinder i Rig Veda under den altskabende gud "Dyaus Pitar" som grækerne omskriver til Zeus og hvorfra den katolske kirke igen omskriver det til "Deos". Han tildeles også rollen som "Den Ene" (Rig Veda bog X:129), igen en evolution vi genfinder i Beowulf-kvadet (sætning 2737-43), men dette er en "sen" forståelse fra 1-500 tallet e.Kr. Han er ligeledes regngud, igen en meget tidlig egenskab fra Rig Veda (bog 5:LXXXIII Parjanya), hvor regnguden "Parjanya", beskrevet som en Tyr (og oprindelsen til vor egen gud Tyr), kører i stridsvogn over himlen med sit vand.

Det finske modsvar til Hans Tausen i Finland var Mikael Agricola (1510/12-1557), født i Torsby, Finland og søn af Olof Simonsson. Han var den første finske biskop der blev gift, fik sønnen Kristian, og blev adlet Leijonmarck (det er først sønnesønnen Sven der 1686 udbytter Agricola med Leijonmarck). Mikael Agricola var, som Shakespeare (1565-1616) i England, manden der reddede det finske skriftsprog og var den første der skrev det ned; dels ved hans ABC-bog (1538), dels ved at oversætte Det Nye Testamente til finsk (1548), og dels ved at udgive hans Psalter (1551). Netop i Forordet til hans Psalter fra 1551 har vi i verseform den første pålidelige beretning om finnernes forne gudelære. Heri bekræftes indholdet af Kalevala, og det nævnes bl.a. at man drak til Ukko efter forårssåning.

Sidst, men ikke mindst, har Kalevala en forståelse omkring Jordens skabelse (rune III.) der viser en forståelse for at Sol, Måne og Jord har et fælles ophav, og at det er skabelsen af disse, der muliggør liv. Det Nye Menneske skabes i Kalevala 6.300 år før tidspunktet for denne beretnings oprindelse; "..... i 700 år vandrede hun (Den Jordlige Moder),  i tiden 9 af menneskets eksistens..." (rune I:33-34). Dette skal ses sammen med "...endeligt omkring det 9. år, under sommeren af det 10.,"  dukker Moder Jord op/skabes Jorden (rune I.). Vor egen urforståelse for samme er 6.676 f.Kr. Da vi ikke kan spore oprindelsen til sagnene omkring den forne finske gudelære, og da vi kan se at der er kristen indflydelse på sagnene, kan vi ikke tage stilling til tidspunktet for beretningens oprindelse. Derfor kan "begyndelsen" være 5200 f.Kr. (hvis sagnet er fra år 1100 e.Kr.) eller være oprindeligt fra den finske folkevandring i 100 tallet e.Kr., hvorfor tiden kan være ca. 6.200 f.Kr.



http://www.sacred-texts.com/neu/kveng/  (engelsk udgave af Kalevala)

Kalevipoeg (Kalev’s søn)

Esternes modsvar til Kalevala. Dette værk er skrevet af Friedrich Robert Faehlmann (1799-1851) og Friedrich Reinhold Kreutzwald (1803-1882) 1839-1853. At deres navne er tyske, til trods for at de begge er ester, skyldes ikke at de var Balttyske, men at esterne helt frem til 1815 var stavnsbundet og ejet af deres tyske adelsfamlie, der ligeledes havde retten til at navngive alle nyfødte.

Kalevipoeg består af 20 canto og ca. 19.000 vers. Der er fællestræk mellem Kalevala og Kalevipoeg, grundet den fælles oprindelse af den finske og estiske stamme fra Mari-republikken ved Volga-floden.

Jætten fra hvilken esterne nedstammer hedder ”Kalev” (se Canto I.).  Denne jætte må være identisk til ”Kaleva” i Kalevala. Vi hører aldrig nøjagtig hvem ”Kaleva” er i Kalevala, men de fleste mener at han er identisk til den finske urjætte Antero Vipunen (se Kalevala, rune 17). Kalevipoeg henviser ligeledes til Vanemuine og Ilmarine (modsvares af konge og shaman "Väinämöinen”, samt smeden ”Seppo Ilmarinen” i Kalevala).

Nationaldigtet Kalevipoeg begynder med sætningen: ”i urgamle dage vandrede Taara’s æt hid og did i landene og tog sig koner fra menneskenes døtre”.

”Taara” fejres om torsdagen og egetræet er hans hellige træ. Han kendes som Uko, Vanaisa/Vana Isa og Jumal/Jumala, og er naturligvis identisk til Thor, ÖkuÞór og Julemanden, symbolet på forfædrene og vore faktiske konger.

Snorre gentager denne forståelse i Indledningen til Snorre Edda:

”Mændene fra Asien, som Aserne (Aesir) blev kaldt.....Aserne (Aesir) og nogle af deres sønner giftede sig med kvinderne fra de lande, hvor de slog sig ned....”

Fra indledningen til Kalevipoeg ser det ud til at esterne kommer ind til Estland via en folkevandring vest fra området omkring Karelien, ind i det sydlige Finland, drager syd over den finske bugt og laver deres første boplads omkring Viru. Landskabet Viru ligger i dag som Viru-Ida Amt/Ida-Virumaa i det nordøstlige Estland omkring Narve. Dette er nøjagtigt hvor jeg mener esternes oprindelige hjemland Wierland/Wyrland/Verland burde være, og er.
 
Odin , Ve (Vé) og Vile (Vili) kaldes hos esterne i Kalevipoeg Alevide (Alev), Sulevide (Sulev) og Olevide (Olev).
 
Þrymskviða (Tryms-kvadet, Ældre Edda) er gengivet i det estiske folkedigt ”Tordengudens søn” ("Ukkosenjumalan poika" (finsk/estisk) og "The Son of The Thunder-God" (nuengelsk)), der benyttes til Kalevipoeg. Her er det sønnen til Thor der tilbyder at stjæle ”tordenvåbenet” fra sin gamle fader (”Vana taat” – Vane-fader/Gamle fader). Kom her ihu at esterne er en stamme under Vane-slægten. Det er helt bevist at ordet ”Vana taat” benyttes. Den øverste gud i den estiske gudeverden er ”Vanaisa/Vana Isa” (Vanen/Den Gamle), der er en ældre gud og derfor en ældre udgave af Thor, der allerede i dette digt er gengivet i den ældste form vi kender "Uko" - ÖkuÞór hos Snorre.

”Tordengudens søn” stjæler ”Tordenvåbenet”, giver det til Djævlen/Gamle Dreng, der løber ned af bjerget med det og gemmer det i et sted kaldet Pōrgu. Vi kan her se at ”Tordenguden” selv befinder sig i Himlen, hvor også Thor i Þrymskviða befinder sig.

Det fremgår senere i digtet, gentaget i Kalevipoeg (canto XVIII, XIX) at ”Pōrgu” skal opfattes som Hel og at man skal over en jernbro for at kommer dertil.

Det gør sig ligeledes gældende i Þrymskviða, hvor Loki  i vers 5 må hamskifte til en fugl for at flyve fra Asgård til Jættehjem hvor den mandelige jætte Trym har sæde. Fra den estiske folketro og gudelære ser det ud til at vi skal forstå Hel som en del af fortiden.

Hamskiftet til en fugl berettes i ”Tordengudens søn” lidt anderledes end i Þrymskviða. Her indser ”Tordengudens søn” at han ikke burde have stjålet ”tordenvåbenet” fordi det medfører mangel på regn og derfor hungersnød. Derfor drager ham mod nord til Finnernes Land og søger visdom fra en shaman. Shamanen tilskynder ”Tordengudens søn” at berette sandheden for sin fader, hvorefter en ørn sendes mod nord til ”Gamle Fader” i skyerne.

Efter lidt omstændigheder omkring en fisketur af ”Gamle Fader” bliver ”Gamle Fader” i forklædning som en lille dreng (i Þrymskviða forklædt som en kvinde) budt til gilde i den store hal i ”Pōrgu” (identisk til Þrymskviða, vers 24). Som i Þrymskviða ender ”Tordenvåbenet” op i den lille drengs hænder, hvorefter han hamskifter tilbage til ”Den Gamle Tordengud”.

Ganske spændende hedder den lille dreng under sin fisketur ”Pikker/Pikne/Piker”, der er identisk til ”Perkunas” (Lituaen) og ”Perkons” (Letland), der igen er tordenguden, og derfor Thor. Vi har derfor dele af Hymiskviða (Hymir-kvadet/Ældre Edda) gengivet i ”Tordengudens søn”.

Selve ”Thor’s fisketur” er gengivet identisk i begge digte. I Hymiskviða (vers 20) er det Hymir der ror medens Thor sidder med fiskesnøren. Thor er klart forstået som den yngste af de to. At der ikke kan drages tvivl om dette kan vi se fordi Hymir (vers 20) beskrives som ”Abers ætling” (át rvn apa/áttrunn apa). Vers 5 viser direkte at Hymir, og derfor Tyr, er jætte. Denne jættebeskrivelse sker for at vise at Hymir er ældre end Thor, hvad Völuspá (vers 2) viser os altid er sandt. I ”Tordengudens søn” er fiskeren den ældre og Thor den lille dreng. I begge digte sidder Thor og fisker efter en trussel fra fortiden. I Hymiskviða (vers 21-23, Ældre Edda) er det stormjordskælvene før Den Trojanske Krig. I ”Tordengudens søn” fisker de efter Djævlen/Gamle Dreng, der netop i denne scene kaldes ”Gamle Dreng”.

http://www.sacred-texts.com/neu/hoe/

King, L. W.: Hammurabi's Code of Laws

http://eawc.evansville.edu/anthology/hammurabi.htm

Knýtlinga saga (fra værket Sogur Danakonunga) (Sagaen om Danerkongerne – i tidsrummet år 940-1187 e.Kr.) fra midten af 1200 tallet e.Kr. Formentligt skrevet af Óláfr Þórðarson (1210-1259 e.Kr.). Óláfr var brodersøn til Snorre Sturluson og blev kaldt Hvitaskald i samtiden for at kunne skelne mellem ham og Óláfr Svataskald. Han boede i sin ungdom på Snorres gård i Reykholt. Efter sin faders død i 1237 drog han til Norge og besøgte Kong Håkan Håkansson og i Danmark Kong Valdemar II Sejr. Udgivet af Carl af Petersen och Emil Olson. 1919-25 (side 258-259)

Kormáks saga: Nedskrevet ca. 1250 - 1300 e.Kr., kap. 10. om Holmgang.

http://www.snerpa.is/net/isl/kormaks.htm (islandsk)
http://sunsite.berkeley.edu/OMACL/Cormac/(engelsk)

Kristensen, Evald Tang: Danske Sagn, som de har lydt i folkemunde, 1892. Om bl.a. Elverkongen på Stevns.

Laale, Peder: Peder Laales Danske Ordsprog . Nedskrevet i 1300 tallet. Først udgivet i 1506. (1929 udgaven)(Alle ordsprog med nr. i historien er herfra)

Lak, Subhash: Birth and Early Development of Indian Astronomy, Louisiana State University, 2001, (s. 7, 11, 19-21, 29)

http://uk.arxiv.org/PS_cache/physics/pdf/0101/0101063.pdf

Langley, Edmond de: The Mayster of the Game and of Hawks, 1406. Oversættelse af Gaston Phoebus’ værk.

Lauring, Palle: Valdemarerne, 1961

Laxdæla Saga ásamt  Bolla  þætti  Bollasonar. Skrevet omkring år 1245 e.Kr. af ukendt historieskriver. Det menes, men er ikke fuldt bevist at det, helt usædvanligt, kan være en kvindelig historiker. (kapitel 73kafli - Utanferð þeirra bræðra). Se Brennu-Njál’s Saga. http://www.snerpa.is/net/isl/laxdal.htm

Lindenbrog Codex: side 479-486. Erpold Lindenbrog (1540-1616) var kanik i Hamborg og historieskriver. Hans to sønner, Heinrich (1570-1642) og Friedrich (1613-1648), var ligeledes historieskrivere. Deres samlede bøger blev doneret til Hamborg stad og lagde grunden til stadsbiblioteket der.

Little, George A.: Dublin before the Vikings, 1957, Scandanavian Kingdom of Dublin (side 28)

Littleton & Malcor: From Scythia to Camelot, 2000, side 36

Lucan (Marcus Annaeus Lucanus): Pharsalia. Tillige kendt som ”Borgerkrigen/The Civil War”. Lucan (39-65 e.Kr.) var romersk poet af en meget indflydelsesrig romersk slægt (Seneca den Ældre var hans bedstefader og Seneca den Yngre hans onkel). Var på god fod med Kejser Nero, men deltog år 65 e.Kr. i sammensværgelsen mod Nero. Han blev for dette givet valget mellem selvmord eller døden og valgte selvmord. Begivenderne i værket finder sted ca. 100 år før Lucan’s tid. http://sunsite.berkeley.edu/OMACL/Pharsalia/

Lukman, N. "The Raven Banner and the Changing Ravens: A Viking Miracle from Carolingian Court Poetry to Saga and Arthurian Romance. Magasinet " Classica et Medievalia ”nr.19, 1958 (s.133-151). Aarhus Universitet. Danmark

Lund, Niels: The foreign policy of Horik I, king of Denmark 814-54.

http://www.hum.ou.dk/projects/histtid/summary/102_21.html

Makkay, János: The Sarmatian Connection, Stories of the Arthurian Cycle and Legends and Miracles of Ladislas, King and Saint

http://www.hungary.com/hungq/no144/p113.html

Malcor, Linda A.: Lucius Artorius Castus, Part 1: An Officer and an Equestrian.

Dette skrift viser ganske glimerende alt hvad vides om personen Lucius Artorius Castus, oprindelsen til Legenden om Kong Arthur.

http://www.mun.ca/mst/heroicage/issues/1/halac.htm

Mankind Quarterly: The Ash Tree In Indo-European Culture, Volume XXXII, nr. 4, Sommer 1992, s. 323-336. http://www.musaios.com/ash.htm

Marcellinus, Ammianus: Født ca. år 325-330 e.Kr. Lever stadig år 391 e.Kr. Regnes af mange for den sidste romerske historieskriver af kvalitet. Han var soldat og græker, men skrev på latin. Han skrev om Rom og Romerriget på samme vis som Tacitus . Hans værk ”Res Gestae Libri XXXI” var oprindelig 31 bøger, hvoraf kun de sidste 18 stadig findes. Disse vedrører tidsrummet år 353-378 e.Kr.

History of Rome from Constantine to Valens.

Uddrag oversat af C.D. Yonge, 1885. Beskrivelse af Hunnerne.
http://www.shsu.edu/~his_ncp/AmmHuns.html
Ammiani Marcellini Historiae, Liber XX (20.4.18)
http://www.thelatinlibrary.com/ammianus/20.shtml

Matheliende: The Newsletter of Anglo-Saxon Studies at The University of Georgia, Volume I, Number 3 (Spring, 1994)

http://parallel.park.uga.edu/~abruce/mathi3.html

Matthæus Westmonasteriensis: Se Flores Historiarum

Mela, Pomponius: De Chorographia eller De Situ Orbis ( år 40 e.Kr.).

Fra Baetia i syd-Spanien. Plinius den Ældre brugte disse geografiske beskrivelser til sit eget værk.

http://www.gmu.edu/departments/fld/CLASSICS/pomponius.html (latin)
http://ourworld.cs.com/latintexts/mela_home_page.htm (latin)

Menzies, Gavin: 1421: The Year China Discovered America, 2003

Metzger, Bruce M. & Michael D. Coogan: The Oxford Companion to the Bible, 1993 (s.6)

Miller, Maxwell & Hayes, John H.: A History og Ancient Israel, 1896 (s.258-259)

http://instruct1.cit.cornell.edu/courses/nes263/spring99/example2/images/monolith.htm

Minucius Felix, Marcus: Octavius. Før år 250 e.Kr. Tidlig kristen historieskriver på latin. Se: Early Christian Writings
http://www.earlychristianwritings.com/info/octavius-wace.html

The Origins of Christianity and the Quest for the Historical Jesus Christ

http://www.truthbeknown.com/origins.htm

Mosczinsky, Barbro von & Edbladh, Jan: http://www.moloss.com/

Musik Historisk Museum, Danmark: http://www.musikhistoriskmuseum.dk/

Nancke-Krogh, Søren: Shamanens Hest: tro og magt hos vikingerne, København: Nyt Nordisk Forlag, 1992

Nestor: Pověst Vremennykh Lět. Kaldes også ”Kyiv Rus krønikerne” , ”Nestor krøniken” og ”Den Primære Russsiske Krønike” (Primary Russian Chronicle). Skrevet af Munken Nestor fra klosteret Theodosia uden for Kænugarður (Kiev) og/eller af Sil’vestr fra St. Michael klosteret i Vydubychi, også uden for Kænugarður (Kiev) i år 1116 e.Kr. Omhandler tiden år 850-1110 e.Kr. Er under stærk indflydelse af Østkirken hvilket beskæmmer dens troværdighed.

http://members.ozemail.com.au/~retengnr/nestor.html

Nickel, Helmut: Warriors and Worthies: Arms and Armor Through the Ages, 1969.

Nielsen, Oluf: Kjøbenhavns Diplomatarium (1838-96, Bind I–X). En utrolig samling af 8756 breve og andre kilder til oplysning om Københavns ældre forhold fra 21.10.1186 til storbranden 1728. Værket består af 8 bind samt to registerbind.
http://www.eremit.dk/ebog/kd

Nordal, Dr. Jóhannes: Iceland 874-1974, Central Bank of Iceland, 1975, s.33-57. Jeg var så heldig at træffe Dr. Nordal, direktør for Seðlabanki Íslands 1961-1993 (Islands Nationalbank) mange gange i forretnings øjemed på Island. Han kunne sin historie.

Novgorod krønikerne fra 11-15. århundrede

http://www.fordham.edu/halsall/source/novgorod1.html

O'Connor, J.J. og E F Robertson: A History of Zero

http://www-gap.dcs.st-and.ac.uk/~history/HistTopics/Zero.html

Odessa Virtual Museum of Numismatics

http://www.museum.com.ua/en/faces/tsar

O'Donnell, James : Cassiodorus

http://ccat.sas.upenn.edu/jod/texts/cassbook/toc.html

Oklahoma State University, Department of Animal Science

http://www.ansi.okstate.edu/breeds/horses/PRZEW

Ovid (Publius Ovidius Naso) (43 f.Kr.-17 e.Kr.). Meget vigtig romersk historieskriver og digter, ikke mindst fordi han blev sendt i landflygtighed til Tomis (i dag havnebyen Constantza i Rumænien) ved Sortehavet år 8 e.Kr. og ankommer dertil år 9 e.Kr. Tomis er oprindeligt en del af Dacia, men fra år 30 f.Kr. en del af Moesia, opdelt af romerne (nuværende Rumænien). I dette landområde har vi i Ovid’s samtid det sydlige Aorsi-folk (Dacis), hvor Ver Asir/Danir-folket et det nordlige Aorsi-folk. Dele af vor egen stamme findes derfor her, og beskrives af Ovid. Han skrev bl.a. Medea (en tragedie), Heroides (heltebreve), Ars Amatoria (Kærlighedens kunst, om hvordan man forfører en kvinde; måske årsagen til at han sendes i eksil), Fasti (kalender med højtider), Metamorphoses (250 myter) og Tristia (om ham selv).

Parada, Carlos: Genealogical Guide to Greek Mythology

http://homepage.mac.com/cparada/GML/Priam1.html

Paulsen, Per B.: http://home0.inet.tele.dk/danske/dan.htm.

Pausanias: Beskrivelse af Grækenland, 100 tallet e.Kr. Perseus 8.43.1 omtaler de kvindelige krigere.

Pedersen, Christiern: Kong Olger Danskis Krønicke, 1534. Bearbejdet af Nis Hansen i 1842 udgaven under titlen Olger Danskes Krønike.

Pedersen, Christiern: Karlamagnús saga ok kappa hans. Oversat og udgivet 1534 som Keiser Karl Magnus Krønike. Danske Folkebøger 1867-udgaven.

Pherecydes: Cosmogonia og Theogonia, græsk filosof fra ca. år 600-550 f.Kr. Omtaler bl.a. de kvindelige krigere.

Pinches, Theophilus G.: The Religion of Babylonia and Assyria, 1906

http://www.globusz.com/ebooks/RelBabAss/00000002.htm

Plinius den Ældre (år 23–79 e.Kr.). Admiral for den romerske flåde i Napoli-bugten og historieskriver. Omkom under Vesuv's udbrud 24-25 august 79 e.Kr. da han styrede sin flåde over bugten og ind i udbruddet under et rednings-/observationstogt. Hans nevø Plinius Den Yngre (61-112 e.Kr.) overlever og nedskriver om udbruddet. Hans værk: Naturalis Historiae. Skrevet 77 e.Kr. (Liber IV. Bog 4:69, 4:96, Geografi om det østlige middelhav, Sortehavet og Nordeuropa)

http://www.ku.edu/history/index/europe/ancient_rome/E/Roman/Texts/Pliny_the_Elder/home.html

Plutarch: Moralia , ca. år 45-125 e.Kr. I mange år en af to præster ved Apollo-templet ved Adelphi. Han beretter bl.a. at han fra nogle gamle skrifter kunne se at amazonerne havde angrebet Athen ca. år 700 f.Kr.

Polybius: The Histories, bog 25:1 (XXV: 1) Affairs of Asia

Et fantastisk værk om romerigets opståen og verden omkring Middelhavet. Polybius var græsk historieskriver (ca. 201-122 f.Kr.)

http://www.ukans.edu/history/index/europe/ancient_rome/E/Roman/Texts/Polybius/25*.html

Polyaenus, Julius: Stratagemata, Libri VIII (8:56). Skrevet ca. år 150 e.Kr. Kaldes ogsåPolien/Polieno og Statagematon/Estratagemas.

Priscus fra Panium: Fragmenta Historicorum Graecorum, fr. 8, skrevet år 450 e.Kr. Priscus var græskskrivende romersk statsborger i det Østromerske rige. Han blev år 447-450 e.Kr. sendt til Attilas hof i diplomatisk embede og hans værk ”History of Byzantium” fyldte syv bøger. Disse er desværre gået tabt og vi har derfor kun brudstykker tilbage, hvoraf ovennævnte er nr. 8. Jordannes bruger også Pricus i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum” (kap. XXXIV:178). http://ccat.sas.upenn.edu/jod/texts/priscus.html

Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America (”PNAS”): Evidence for a genetic discontinuity between Neandertals and 24,000-year-old anatomically modern Europeans. Offentliggjort 12. maj 2003

Procopius , Caesariensis: History of the wars: Bog III-VII (III.ii 1-6, VI. xiv-xv, VII.ii.1-3, De Bello Gothico (Den Gotiske krig)( VI.15.1-4; 27-29), Polemon (III.ii.1-6, VI.xiv-xv, VII.ii.1-3)

Født år 490/510 e.Kr.- død ca. år 562 e.Kr. Kom fra en højtstående familie i Palestina. Blev år 527 e.Kr. rådgiver og sekretær til Belisarius som han fulgte i krig de efterfølgende 12-15 år. Regnes for en af de største græske historikere af senere dato. Blev tildelt titlen ”illustrius”.

http://www.nomos-dk.dk/skraep/procopius.htm

Proto-Indo-European Language and Religion: The Indo-European Database.

http://indoeuro.bizland.com/index10.html

Ptolemy , Claudius. Astronom og matematiker. Ca. år 85-148 e.Kr.

Bog III, kapitel 5 (fra det 8. kort af Europa, European Sarmatia)http://www.ku.edu/history/index/europe/ancient_rome/E/Gazetteer/Periods/Roman/.Texts/Ptolemy /3/5*.html

Kapital 10, om Nordeuropa og Skandinavien
http://www.northvegr.org/lore/scansource/010.html

Richmond, John: The Latter Days of a Love Poet; Ovid in Exile. University College, Dublin .

http://www.ucd.ie/~classics/95/Richmond95.html

Ramskou, Thorkild: Vikingerne som ingeniører, 1981.

Rig Veda : ”Ŗgveda” eller ”Rig’s Viden”. Ordet ”Rig” oprinder fra ordet ”ric” (sanskrit) der på oldengelsk og oldnordisk altid har betydningen ”råd/råder”. Den korrekte oprindelige betydning af ”Rig Veda” er derfor ”Råd (og) Viden”.

”Rig Veda ” er det uden sammenligning det ældste værk der kan forbindes til vor oprindelige verdensforståelse og er vor grundlærdom. Værket er fra mundtlig tradition dateret tilbage til år 1700-1000 f.Kr. (de fleste synes at mene 1500-1200 f.Kr.) fra de indoeuropæiske folkeslag i Midgård /Asien, dvs. nord for Hindu Kush. Den skriftlige udgave, nedskrevet på old-sanskrit omkring år 600 f.Kr., bliver bragt til det nordlige Indien af gotiske stammer, der i ”Rig Veda” kalder sig ”arya-s”. Den oprindelige, korrekte og eneste betydning af ”arya-s” er ”Herre/gæstfrie Herre”.

”Rig Veda ” består af 10 bøger (Mandalas) med 1.017 vers, hvoraf bog 2-7 regnes for de ældste. Astronomiske oplysninger i Rig Veda daterer mange begivenheder tilbage til begyndelsen af det moderne menneske, der i indoeuropæisk forståelse er det der svarer til år 6676 f.Kr.

Det er efter min vurdering ikke muligt fuldt ud at forstå teksterne fra Ældre Edda/Poetiske Edda uden samtidig at have forståelse for Rig Veda . Ihvertfald Rígsþula (”Rig’s tale” eller korrekt ”Råd (og) Tale”) og Völuspá (Vølvens Spådom) er overlevende brudstykker af Rig Veda i Norden.

Rig Veda blev oversat til engelsk af Ralph T. H. Griffith i 1896, og er ikke fejlfri. De senere Veda er under indflydelse af goterne og de indfødte religioner omkring Indus-floden, efter goternes vandring over Hindu Kush. Goternes fortolkning af Rig Veda er anderledes end vor egen. Indholdet af de senere Veda skal derfor behandles yderst varsomt i forståelsen af den forne sæd.

http://www.sacred-texts.com/hin/rigveda/

Rjabchikov , Sergei V.: The Scythian/Sarmatian Influence on the Slavonic Mythology and Decorative Art, Krasnodar, Russia

http://public.kubsu.ru/~usr02898/sl37.htm

Rjabchikov , Sergei V.: The Scythian Calendar on a Panticapean Coin, 1998 http://public.kubsu.ru/~usr02898/sl11.htm

Rjabchikov , Sergei V.: Mermaids from Scythia

http://public.kubsu.ru/~usr02898/sl42.htm

Reinhardt, Geraldine: Chapter VIII - Iron Age in Eurasia

http://www.alekseevmanuscript.com/ChapterVIII.html

Rolandskvadet: La Chanson de Rolant/The Song of Roland fra år 1098-1100 e.Kr. af ukendt forfatter. Heltedigtet (Chanson de Geste) er et af de vigtigste historiske dokumenter fra frankernes historie og omtaler Holger Danske.

http://sunsite.berkeley.edu/OMACL/Roland/ (engelsk)
www.fh-augsburg.de/~harsch/gallica/Chronologie/11siecle/Roland/rol_intr.html (middelalder fransk)http://www.gradesaver.com/ClassicNotes/Titles/roland/about.html (fortolkning af digtet fra Harvard Universitetet).

Roskildekrøniken: Chronicon Roskildense af ukendt historieskriver. 1.del af værket er fra år 1140 e.Kr. Tidsrummet omhandler fra år 826 e.Kr. fremefter. Min udgave på latin er fra Scriptores Minores Historieæ Danicæ fra 1917-18. Et værk på 2 bind af M. Cl. Gertz. Roskildekrøniken findes i bind 1 s.4-33.

Rudenko, S.I.: Frozen Tombs of Siberia: The Pazyryk Burials of Iron Age (s. 290), 1970

Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg : Assyriologie

http://www.assyriologie.uni-hd.de/grossstadt.htm

Roesdahl, Else: Vikingernes Verden, 1989

Ross, Margaret Clunies: Prolonged Echoes. Old Norse myth in medieval Northern society. Vol. 1: The Myths, Odense University Press, 1994 (s. 65-66)

Runes. ISBN 9979-856-38-6. Gudrun Publishing. Verdens bedste lille håndbog om runer.

Salin, Karl Bernhard: Die altgermanische Thierornamentik, Stockholm 1904, side 353. Meget velrespekteret Museumsinspektør på Nordiska Museet i Stockholm. Georges Dumézil (se litteraturfortegnelsen) skrev om ham : ”He was a great man, as learned as he was modest” (s. 11).

Sanguo zhi: Direkte oversat ”Tre kongedømmer”. Denne ca. 2000 sider lange roman (afhængig af hvilken udgave og oversættelse man læser) menes at oprinde fra Jin-dynastiet (265-316 e.Kr.) formentlig år 285-97 e.Kr. og blev skrevet af Chen Shou. En senere udgave ”San Guo Zhi Tong Su Yan Yi” bliver skrevet af Mao Tsung-kang og Mao Lun. Den mest kendte og oversatte version af beretningen skrives af Luo Guanzhong år 1330-1400 e.Kr. og det er Moss Roberts’ oversættelse til engelsk af sidstnævnte historieskriver, der er grundlaget for dette kapitel. ”Tre Kongedømmer” er beretningen om Han-dynastiets (år 206 f.Kr – år 220 e.Kr.) fald og Kinas genforenning i tidsrummet år 184-280 e.Kr. Historien beretter om de lokale herskeres liv og deres forsøg på enten at genskabe Han-dynastiet eller indføre et tilsvarende.

Saxo: Gesta Danorum, Det Kongelige Bibliotek. På latin.

Vi har kun 4 pergamentblade af Saxo ’s originale værk på Det Kgl. Bibliotek. Det skyldes Christiern Pedersen’s genudgivelse af Saxo’s værk i Paris 1514 på latin at vi har i dag har kendskab til Saxo’s mesterværk.

Vi ved fortvivlende lidt om personen Saxe (Sakse) udover at han var klerk/skriver for Absalon, og er nævnt i Absalons testamente, hvor han bliver bedt om at aflevere to bøger han har lånt af Absalon til Sorø Kloster. Han siger selv at hans fader og bedstefader var i krigstjeneste under Valdermar I. Den Store. Han bar tilnavnet ”Longus” (den lange/høje).

Ca. 22 år gammel blev Absalon (1128-1201) sendt til Paris, hvor han læste teologi, filosofi og kirkeret ca. år 1150-56 e.Kr. Saxo skriver i Forordet til Gesta Danorum (0.1.2.2) at Anders Sunesøn (Sunesen, ca. 1165-1228) også læste i Frankrig, Italien og England, og vi regner med at han var tilbage i Danmark ikke senere end år 1194 e.Kr.

Jeg mener vi fra Gesta Danorum kan se at Saxo ligeledes har læst på universitetet i Paris. 

Fra Sven Aggesøn, der flere gange omtaler Saxo som ”contubernalis” (hirdfælle) udleder Gertz: Sven Aggesøns Værker (s.197) at Saxo, lig Sven, har været hirdmand i Þinglið-hirden og derfor kriger.

Saxo: Gesta Danorum slutter med at venderne gøres underdanige år 1185 e.Kr. hvorfor værket må være færdigskrevet kort tid derefter. Dette understøttes af at Sven Aggesøn: Brevis historia regum Dacie (Kortfattet historie om Danernes konger), også afslutter sit værk i året 1185 e.Kr. Vi ved også at Saxo er nået til beskrivelsen af Kong Svend II Estridsøn kort efter år 1184 e.Kr. (Bog XI af XVI bøger) fordi Sven Aggesøn tilpasser sin egen beretning efter Absalon har fortalt ham om dette. Hvorom alt er så kendte Sven Aggesøn Saxo.

Vort indre billedesprog af Saxo som en katolsk munk med skallet isse, der sidder og funderer over tilværelsen omringet af bøger, er derfor helt ved siden af.

Sven Aggesøn (år 1150-1220 e.Kr.) skriver om sig selv i ”Brevis histoira regum dacie” på latin: ”Svenonis, Aggonis filii, Christierni nepotis” (Sven Aggesøn, slægtning til Christian). Han kom ud af den jyske Thrugot/Thorgunne-stormandsslægt og blev uddannet på universitetet i Paris.

I Svend Aakjær’s Kong Valdemars Jordeborg (2. bind, hæfte 2, s.550) har vi følgende personer skrevet i Broderlisten, der formentligt indeholder landets mægtigste mænd, den senere Adel, med adgang til Danehovet. Broderlisten menes nedskrevet år 1182-1202 e.Kr., og de nævnte personer er derfor jævnaldrende med Sven Aggesøn og Saxo.

”Peter Aghisun og Cristiarn”

De to brødre er omtalt i Ommersyssel, Jylland.

Svend Aakjær skriver at ”Cristiern Agisøn” nævnes 1278. ”Christiarn” har derfor sikkert kun været en dreng da Broderlisten blev lavet, hvorfor kun hans fornavn er nævnt.

”Nepos” på latin kan betyde enten nevø, barnebarn eller beslægtet. Der er næppe tvivl om at ”Peter Aghisun og Cristiarn” i Valdemars Jordebog er identisk til Sven Aggesøn’s ”Christierni nepotis”, og det antyder også Svend Aakjær. Da Sven Aggesøn selv benytter ordet ”nepos” kan vi nok slutte at ”Christierni nepotis” skal betyde halvbroder.

I Valdemars Jordebog under ”Den store Estlandsliste”, skrevet efter år 1238 e.Kr. og før år 1241 e.Kr., nævnes følgende person flere gange (2. bind, hæfte 2, s. 401):

”Dominus Saxo”

Svend Aakjær gætter på at denne Saxo er ”Saxo Agisson” der var "prefectus Revaliae", dvs. præfekt for Tallinn og en af de mægtigste personer i Estland efter år 1219 e.Kr. Mit gæt er at udskiftningen af jobbet sker ca. år 1222 e.Kr. da Hertug Knud, uægte søn af Valdemar II. og Helena, Esbern Snare’s enke, samme år bliver statholder i Reval med titlen ”dux Estonie”.

Der findes en ”Dominus Saxi Agunsun” i Vordinborg år 1248 e.Kr., og igen i Nyborg  år 1251 e.Kr., og igen Høvedsmand/Høvding (”capitaneus” på latin) i Reval/Tallinn efteråret år 1252 e.Kr. under navnet ”S. Filius Agonis”. Hans segl med omskrift ”Clipeus Saxonis filii Agonis” viser, at han tilhørte slægten Munk (med Tværbjælke). Hans broder var formentlig den estlandske ”Nicolaus Agonis filius”, der nævnes år 1259 e.Kr.

Mit bud er derfor at Sven Aggesøn og Saxo er brødre eller halvbrødre, og at den Saxo der skriver Gesta Danorum er den samme Saxo Agisson der bliver præfekt i Tallinn efter år 1219 e.Kr.

Absalon, for hvem Saxo var klerk, var tvillingebroder til Esbern Snare. Da Hertug Knud indsættes som statholder i Estland år 1222-23 e.Kr. ¹ har vi den situation af Hertug Knud’s moder er Esbern Snare’s enke Helene, og den fuldstændige samhørighed mellem Saxo og Hertug Knud er derfor tilstede ifald riget skulle styres af en meget snæver kreds, hvilket var det foretrukne for såvel Valdemar I. Den Store som Valdemar II. Sejr.

¹  Titlen ”Dux Estonia” (Hertug af Estland ) ses første gang år 1222 e.Kr. i Ribe Kirke’s krønike hvor Knud, frillebarn af Valdemar II. Sejr og Esbern Snarre’s enke Helene, kaldes ”Canutus filius regis et dux Estoniæ” (Die Estlandliste des Liber Census Daniae, 1.bind, s. 167).

Under andre personnavne fra Jordebogen finder vi ligeledes ”Agho/Ago Saxonis” ridder og søn af Saxo Aagesen, samt ”Peter Saxonis”, søn af Saxe Aagesen. Disse to sønner kan meget vel være Saxo’s to sønner (bind 3, registre, s.200-201).

Saxo's CV kan derfor se ud som følger:

Navn: Saxo Longus Grammaticus Aggesøn
Født: ca. 1152
Universitetet i Paris: ca. 1174-1179 (22-27 år gammel med broderen Sven Aggesøn)
Gesta Danorum: skrevet ca. 1180-1185
Præfekt i Tallinn: ca. 1219-1222
Død: ca. 1222

http://www.kb.dk/elib/lit/dan/saxo/lat/or.dsr/1/1/index.htm

Schummel, Helle: Østsjællands Museum. Nyhedsbrev Nr. 25 September 2002. Elverkongen fra Stevns.

Schütte, Gudmund: Danske Studier, 1938

Schütte, Gudmund: Teutoner og Thy

http://www.nomos-dk.dk/folket/sch_teutonerogthy.htm

Schwartzwaller, Wulf: The Unknown Hitler, 1990

Scythian Language. http://www.lostlanguages.com/scythian.htm

Selections from the Han Narrative Histories

http://depts.washington.edu/uwch/silkroad/texts/hantxt1.html

Semenov, Petr Petrovich: Rejser i Tien’Shan’ (1856-1857). Hakluyt Society Udgivelse (uddrag fra den 2. rejse i 1857)

http://www.iras.ucalgary.ca/~volk/sylvia/Semenov2.htm

Brudstykkerne tilhører i Copyright Sequentia og kan ingenlunde erstatte originalen. Køb deres CD i stedet, udgivet på DHM (BG2 77381).

Sigrdrífumál: Fra Edda Sæmundar/Poetiske Edda. Se under ”Edda Sæmundar”.

http://www.normanniireiks.org/lore/poetic/sigrdrifumal.php

Sindbæk, Søren M: Varægiske vinterruter. Artikel foråret 2003 i det svenske tidsskrift svenske "Fornvännen"

Skjoldungesaga: Snorre henviser til en ”Skjoldungasaga” i Ynglingasaga (Heimskringla). En islandsk håndskriftsfortegnelse fra ca. år 1300 e.Kr. nævner ”Skjoldungabók”, og i et af Modruvalla klosters håndskrifter findes en henvisning til ”Skjoldungasaga”. Det må derfor være rimeligt at antage, og være enig med Axel Olrik i, at der før Saxo , Sven Aggesen og Snorre fandtes en saga om vor urhistorie. Det må ligeledes være rimeligt at antage at den latinske gengivelse vi til alt held finder hos Arngrímur Jónsson er store dele af denne saga. Skjoldungasaga er helt utrolig god læsning og giver mange, mange oplysninger der kan hjælpe med forståelsen og underbygger troværdigheden af Beowulf .

Se Jónsson, Arngrímur. Axel Olrik’s ”Skjoldungesaga i Arngrim Jonssons udtog” (Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, s. 83-164, 1894).

Skov- og Naturstyrelsen, Miljø – og Energiministeriet i samarbejde med Stevns Kommune: Forundersøgelsen 2001

Statutten af Sankt Prins Volodimir

http://web.grinnell.edu/individuals/kaiser/vlad.html

Smitha, Frank E.: The Ancient World (antiquity online), kapitel 21 (Caligula, Nero and Family – The Julio-Claudians)

Snedkerteknik, Georg Andersens Forlag, København 1947

Stilborg, Ole: Shards of Iron Age Communications. A ceramological study of internal structures and external contacts in the Gudme-Lundeborg Area, Funen during the Late Roman Iron Age. Doktorafhandling på Lunds Universitet 1997.

http://www.lub.lu.se/cgi-bin/show_diss.pl?db=global&fname=hum_27.html

Storgaard, Birger: Nyt fra Nationalmuseet nr. 98/2003

Strabo : Geographika (skrevet ca. år 7 f.Kr. – år 18 e.Kr.), bog 11

http://www.perseus.tufts.edu/cgi-bin/ptext?doc=Perseus%3Atext%3A1999.01.0198&query=book%3D%236http://classics.mit.edu/Browse/browse-Strabo .html

Sturluson, Snorre : Heimskringla, Ynglinga Saga. Heimskringla betyder ”Livets/Jorden’s kringle/omkreds”. Snorre Sturlason eller Snorri Sturluson var født på Island i år 1179. Han var høvding og en af Islands mægtigste mænd i samtiden. Han var medlem af Althinget fra 1215-1218 og fra 1222-1231. Han boede hele sit liv på Island bortset fra årene 1218-1220 og 1237-1239 hvor han rejste til Norge og boede hos Jarl Skule. Jarl Skule og Håkon Håkonsson havde indgået forlig i Bergen år 1233 e.Kr. men var stadig dødsfjender. Herved blev Snorre en dødsfjende af Kong Håkon. Udover Heimskringla, som han skrev i årene 1220-35, har han også skrevet Snorra Edda i årene 1220-30, samt Egils saga i år 1226. På Kong Håkon Håkonsson’s befaling blev han i 1241 snigmyrdet af en af sine tidligere svigersønner i Reykjaholt på sin gård af samme navn.

Se Grundtvig for dansk oversættelse.
Netutgafan, Island: http://www.snerpa.is/net/snorri/yngl-sag.htm (islandsk)
http://lind.no/nor/index.asp?vis=s_e_ynglingesoga (engelsk, norsk)

Sturluson, Snorre : The Chronicle of the Kings of Norway, The Ynglinga Saga

University of California, Berkeley http://sunsite.berkeley.edu/OMACL/Heimskringla/

Sturluson, Snorre : Snorre Edda/Yngre Edda og Younger Edda/Prose Edda/Snorri's Edda på engelsk. Skrevet år 1220-30.

Indeholder mange digte og mytologiske fortællinger. Snorre Edda’s formål var at være samtidens skjalde behjælpelig med at forstå den dybere mening med ljóðaháttr (poetisk verseform) og forklare betydningen af de mange ”kennings” i skjaldedigtning (Snorre gør dette ikke helt uden fejl). Den findes i 7 manuskrifter skrevet fra 1300 til 1600 tallet og har 3 hovedkapitler:

Gylfaginning (Gylfe’s forblændelse) (20.000 ord), Skáldskaparmál (50.000 ord) og Háttatal (20.000 ord). Nafnaþulur (Navnetale) findes tillige i Snorre Edda, men menes at være en senere tilføjelse og derfor ikke Snorre’s virke, hvorfor værket ikke tilskrives ham.

"Snorri Sturluson opholdt sig 1218-1220 hos den unge norske konge Håkon IV [Haakon IV, Hákon Hákonarson, regent 1217-1263), hvis bibliotek omfattede verdslig litteratur fra det 12. og 13. årh. fra den kultiverede del af Europa. Litterære værker på fransk, tysk og latin blev hentet til Bergen og oversat til det norrøne sprog, der dengang blev talt i Vestnorge og på Island. Biblioteket omfattede med stor sandsynlighed også Saxo’s værk Gesta Danorum, der gav Snorri den fornødne inspiration".
Kilde: Peter Hvilshøj Andersen Vinilandicus: Nordens Gotiske Storhedstid (Syddansk Universitetsforlag, 2012).

Hvad ”Edda” betyder er stærkt omstridt.
 
En af de bedste måder at afstemme ordene i de forskellige dialekter i Norden og Britannien er at efterse hvorledes de tidligste oversættelser af Bibelen blev gjort fordi der er så strenge krav til oversættelsen at man stort set altid kan se det modsvarende ord i en anden dialekt.
 
Den nordiske dialekt på Runø, Estland er helt speciel, og fordi øen kun er 11.4 km² og ligger 37 km fra nærmeste fastland (det tager i dag stadig 4 timer at sejle til øen), har øen altid været den mest isolerede af alle de nordiske øer ud for Estlands kyst. Da øen tilmed har stednavnet ”kungsgjando”, som man ikke ved hvad oprindeligt betød, men kan antyde en eller anden form for kongsgård, tyder det på at øen altid har været beboet, måske for at tilse at selve tingsstedet på øen blev holdt ved lige. Runø – Rådets ø, er uhyre vigtig i vor historie som stedet hvor ætterne samledes til sommer- og vinterting.
 
Dette gør at dialekten på Runø måske kan ses som en form for Galapagos-dialekt, hvor vi kan træde direkte ind i vor tidligste historie og få ny indsigt. Der kommer nye tilflyttere til de nordligste øer ud for Estland i Middelalderen. Det estiske nationalmuseum har forklaret mig at de kom ned fra Finland og talte svensk. Der kan derfor være sket en sproglig forurening som vi ikke kan isolere. Men dialekten på Runø er stadig stærkt anderledes end på de nordlige øer.
 
Vi har kendskab til hvorledes Fader Vor-bekendelsen (fra Mattæus-Evangeliet 6:9-13) blev talt og skrevet på Runø fra ”Das Gebet dess Herrn in den Sprachen Russlands” udgivet i St. Petersborg 1870. Den lyder således:
 
”Daddan won, som er e himmon! Hélit ware titt namne! Tílkume titt rík. Skéje wil’jan suasom é himmon sua å upa jôrdu. Gé oss då uart dâgli bré. Å forluot oss uar skûldo, suasom å wi förluot teim somm oss ira skilde. Å inlej oss äte uté fristelse,utan fräls oss fruom allt šl’imt. Rîka ér titt å machto å herrliheito e éwiheito. Amen”.
 
Det er her ordet ”Daddan” der har vor store interesse.
 
 
Visi-goten Wulfila skriver samme på gotisk ca. år 350 e.Kr.: 

”atta unsar thu in himinam;...”

På oldengelsk år 950-970 e.Kr., tilføjes af Aldred tekst i dialekten fra Northumbria (the Northumbiran Gloss on the Gospels) til Lindisfarne Gospels. I Fader Vor-bekendelsen hedder det:

“Suae ðonne iuih gie bidde fader urer ðu arð ðu bist in heofnum (andetsteds “in heofnas”)…”

På oldengelsk ca. år 1000 e.Kr. fra Corpus Christi College, dokument MS 140 (dvs. en sen udgave af oldengelsk med mindre Angelsk dialekt og mere sen-saksisk) lyder samme sætning:
 

”Fæder ure þu þe eart on heofonum;...”
 

På islandsk i 1713 lyder den således (1593 udgaven er lidt anderledes):

”Faðer vor, þú som ert á himnum...”

I Orkney norn lyder samme:

"Favor i ir i chimrie..." ¹

I Shetland norn lyder det:

"Fy vor or er i chimeri..."¹

¹ Ordene "Favor, Fy vor" = fader vor. Ordene "chimrie, chimeri" = himmerig. Sætningerne ville i dag på færøsk skrives "faðir vár, ið er í himli".

Vi bemærker her at hvad der fra ca. år 1.000 e.Kr. skrives “Fæder/Faðer”, og skal opfattes som en enhed af hankøn, hos Wulfila og på Runø bliver opfattet helt anderledes som ”atta” og ”daddan”.
 
Den moderne Deos-gud bliver opfundet af fri fantasi maj-august år 325 e.Kr. De ting der blev besluttet på den første synode blev nedskrevet på græsk. Jeg har vist at Wulfila oversætter fra græsk til gotisk gennem den måde han opbygger det gotiske talsystem på.
 
Da Wulfila derfor sidder og skal oversætte det begreb som langt senere år 1000 e.Kr. bliver forstået som en enhed af hankøn, der sidder oven for og kigger ned, er det ikke den måde Wulfila har opfattet dette på.
 
Han har ganske enkelt overført forståelsen af sin eksisterende gudeverden. Fordi han er goter kan det stadig godt være ensbetydende med en person af hankøn, men han opfatter begrebet som ”de der er over os og giver os brødet”, og det har alle forstået ikke var en tredjeperson, men forfædrene/ætten og på Jorden familiens brødvinder.
 
Kom ihu at Fader Vor-bekendelsen omhandler hvem der giver brødet. Denne titel hed ”Hlaford” (oldengelsk), der bliver til ”Laverd” (Middle English) og ”Lavard” i Danmark, jvf. Knud ”Lavard”. I dag benyttes ordet og titlen ”Lord”. Den oprindelige betydning af dette ord var dels familieoverhoved og Herre, men også Gud.
 
Gyldendals Etymologi under ”fader” skriver at der var et identisk ord på gotisk, nemlig ”fadar” og derfor kan det ikke være en person af hankøn Wulfila tænker på med ”atta”, men familiens brødvinder – og  det kan være begge køn.
 
Ordbogen skriver at det oldirske (keltiske?) ”athir” har dobbelt-betydningen ”fader, familieoverhoved” og at dette udvikles fra det indoeuropæiske ”*patēr-”, der har dobbeltbetydningen ”fader, familieoverhoved”.
 
Jeg tror at den oprindelige forståelse af ”familieoverhoved” er guderne/forfædrene selv, der sidder oppe i himlen, over vore hoveder, og våger over os. For os på Jorden har hver enkelt familie ligeledes haft et familieoverhoved og en brødvinder, og det har for vor stamme kunnet være såvel en mand som en kvinde.
 
Jeg tror derfor at Wulfila med brugen af ”atta” faktisk mener ”de der sidder over hovedet” dvs. guderne/forfædrene og dermed ”ætten”.
 
Hvis det er rigtigt kan vi muligvis også forklare brugen af ”Daddan” på Runø.
 
Det må være en mulighed at dette ord er identisk til det oldnordiske ”Dáð” (oldnordisk) og ”Dæd” (oldengelsk) med betydningen (dåd, dådskraft, kjækhed, duelighed). Igen skal vi ikke forstå dette som en person af hankøn, men som forfædrene, der sidder over hovedet og naturligvis, som Hávamál 76 og 77 skriver, har udvist stor dåd for stammen, familien og ætten, og har et godt eftermæle.
 
Da Snorre skriver Snorre Edda i år 1230 e.Kr. har han klart fuldt styr på Fader Vor bekendelsen og hvorledes den skal forstås som en person af hankøn i hans egen samtid. Men Snorre Edda er Snorre’s helt bevidste forsøg på at tilse at forfædrenes viden bliver nedskrevet og bragt videre til eftertiden.
 
Mit bud er derfor at ”Edda” er det samme som ”atta” og at dette skal forstås som ”ætten” eller ”forfædrene”.

Derfor skriver Beowulf-kvadet følgende  i sætning 187-188:

”æfter déaðdæge      drihten sécean
ond tó fæder fæþmum      freoðo wilnian” 

Som jeg oversætter til:

”Efter dødsdagen drotten søgte
og til faders favn freden vil”

De nuengelske oversættelser overser det ekstremt vigtige i ordene ”ond tó fæder fæþmum” ved at oversætte det fejlagtigt til ”and in his Father’s arms”. Filosofisk ankommer man derfor til sin faders arme,  der her alene kan forstås som forfædrene, efter sin dødsdag. Den biologiske fader kan meget vel stadig være levende i sit jordeliv.

Ordet ”edda” forekommer ligeledes i Rígsþula (Ældre Edda) som ”Ái ok Edda” (vers 2), ”Þá tók Edda ökkvinn hleif” (vers 4) og Jóð ól Edda jósu vatni (vers 7).
 
”Ái” oversættes i Erik Jonsson’s Oldnordisk Ordbog (1863) til ”oldefader”, men det er en fortolkning af netop denne sætning fra Rígsþula og skyldes fortolkningen af det efterfølgende ord ”aldinfalda”, der oversættes til ”oldingklædte”. Sidstnævnte er igen en fortolkning fordi der er en forudindtaget mening om vi skal opfatte ”Ái ok Edda” som oldefader og oldemoder. Det er, så vidt jeg kan se, overhovedet ikke hvad er tiltænkt.
 
Lad os starte med ”aldinfalda”. Ordet ”falda” har betydningen ”fold, ombøjet kant, et slags fruentimmerhovedtøj”. Ordet ”aldin” betyder ”frugt”. Ordet ”aldinfalda” betyder derfor ”frugtens fold” og er et heite for ”Ái ok Edda” der betegner at denne mand og kvinde er stamtræet.
 
Ordet ”Ái” mener jeg vi skal forstå direkte som ”bede” jvf. ”Áifangi” (bedefang/bedested) og  ”Áifóðr” (bedefoder). Ordet er derfor et heite for den mandlige side af forfædrene, som man tilbeder som guder. Derfor fortolker jeg ”Ái” som ”den tilbedte”.
 
Vi kan nu se at den kvinde vi skal beskrive med et heite, og som skal beskrives som stam-kvinden, skal have et heite hvis betydning er identisk til hvorledes vi opfattede kvinden i oprindelig filosofi gældende til år 600-630 e.Kr. Det har vi heldigvis en god forståelse for.

I Beowulfkvadet (sætning 611-622) kaldes Dronning Wealhþéow (ca. år 473-525 e.Kr.) for ”cynna gemyndig” eller ”slægtens myndighed”. Det er med denne forståelse for kvindens opgave som opretholder af siðr, at vi ser opdelingen af runer i ”ætt” med hver 8 runer (samme antal som den otte-takkede sol, symbolet på kvinden som jordlig moder), og hvorfor tallet 8 hedder ”atta” (oldnordisk) og “eahta, æhta” (oldengelsk), og hvorfor man som styrmand ”deila ættir” eller ”bestemme retninger”. Det absolut eneste heite kvinden kan gives i oprindelig filosofi er med betydningen ”æt” (slægt, herkomst, byrd). Derfor mener jeg at vi skal oversætte ”edda” i Rígsþula som et heite for kvinden med betydningen ”ætten”. 

At ”edda” skulle være en gradbøjninng af det latinske ”edo” med betydningen "jeg digter/frembringer" kræver en særlig akademisk skoling mod Rom, og total mangel på forståelse på vor vis at tænke på. Derimod kan det latinske "edo" i forståelsen "afkom" jvf. "partum edere" (føder afkom) meget vel være det identiske sen-latinske ord for "æt". Det sen-latinske ord kan være indført fra gotisk.
 
Den af mange forskere fejlagtige opfattelse at ”edda” betyder ”oldemoder” opstår som følge af Snorre Edda (Skáldskaparmál, 84. Kvennaheiti), hvor Snorre skriver at ”Heitir ok móðir, amma, þriðja edda”. Dette synes at blive oversat til ”hedder og moder, bedstemoder og tredje oldemoder”. Erik Jonsson’s Oldnordisk Ordbog (1863) oversætter ordene på samme vis, dog uden at tage endelig stilling til betydningen af ”edda”. Jeg finder den gængse forståelse af sætningen i Skáldskaparmál helt åbenlys usand. De tre forskellige heite givne er for en kvinde af samme aldergruppe, ikke en gengivelse af slægtsled. Ordet ”amma” (”amme” nudansk) betyder ”Den der ammer (et barn)”. Ordet ”edda” er ligeledes et heite for en kvinde i sin bedste alder, og skal også her forstås som ”ætten”, muligvis med den yderligere betydning ”slægtens myndighed”.

Sulimirski, T. : Vanished Civilizations of the Ancient World

http://www.acronet.net/~magyar/english/96-10/szarme.htm

Sun Tzu: ”Ping-fa” eller ”Om krigens kunst” (On The Art of War). Født Sun Wu (Titlen ”Tzu” betyder ”Mester” og er nok et efterminde lig ”Grammaticus” hos Saxo ) i kongeriget Qi/Ch`i. De fleste synes at mene at værket nedskrives i perioden år 475-221 f.Kr. Se mit kapitel om dette værk i historien. Dr. Lionel Giles’s oversættelse fra 1910. Dr. Giles var ansat ved Department of Oriental Printed Books and Manuscripts, The British Museum, London. Bogen blev udgivet i London og Shangahi. http://www.chinapage.com/

Svabo, J. C.:Dictionarium Færoense (Færøsk-dansk-latinsk ordbog), 1966

Tacitus : Germania. Skrevet år 98 e.Kr. Romersk historieskriver der beretter om Germanerne op til Elben og om Rom. Han kender ikke os, men mange af skikkene har været ens.

http://www.fordham.edu/halsall/source/tacitus1.html

Taiwan’s Ethnic Composition.

http://www.gio.gov.tw/taiwan-website/5-gp/yearbook/chpt02-2.htm

Tertullian: Ad Nationes, Bog I, kap. 16. Kristen historieskriver på latin. Værket skrevet ca. år 197 e.Kr. The Tertullian Project. http://www.tertullian.org/

The Anglo-Saxon Chronicle .

Den Angel-saksiske krønike blev beordret gjort af Kong Alfred den Store (The Great) medens han var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr. Der findes 9 udgaver eller brudstykker af krøniken, der alle har forskellige oplysninger og alle er nedskrevet på forskellige tidspunkter forskellige steder. Indholdet af disse overlevende brudstykker er derfor, afhængigt af hvilket brudstykke vi læser, stærkt præget af samtiden, hvori de blev nedskrevet. Dette har enorm betydning i forståelsen for hvorledes vi, Daner fra Danmark/Skåne og Norge/Upland blev beskrevet. Alle brudstykker er nedskrevet efter anfaldet på Lindisfarne 8. januar år 793 e.Kr. der i praksis markerer stammens opdeling mellem de der bebor de gamle kongeriger og følger den forne sæd, og de der bor i de nye kongeriger i Britannien og nu er mere eller mindre under katolsk kontrol.

De nuengelske oversættelser af krøniken er en sammenblanding af alle de overlevende brudstykker. De enkelte brudstykker er:

• A-Prime: The Parker Chronicle (Corpus Christi College, Cambridge, MS. 173)
• A: Cottonian Fragment (British Museum, Cotton MS. Otho B xi, 2)
• B: The Abingdon Chronicle I (British Museum, Cotton MS. Tiberius A vi.)
• C: The Abingdon Chronicle II (British Museum, Cotton MS. Tiberius B i.)
• D: The Worcester Chronicle (British Museum, Cotton MS. Tiberius B iv.)
• E: The Laud (eller ”Peterborough” Chronicle (Oxford, Bodleian, MS. Laud 636)
• F: Den dobbeltsprogede; Canterbury Epitome (British Museum, Cotton MS. Domitian A viii.)
• H: På engelsk og latin; Cottonian Fragment (British Museum, Cotton MS. Domitian A ix.)
• I: På engelsk og latin; An Easter Table Chronicle (British Museum, Cotton MS. Caligula A xv.)

Specielt manuskript E er værd at bemærke. Dette manuskript er det yngste og skrevet i en overgangsdialekt fra Oldengelsk til Middle English, dvs. fra 1100 tallet fremefter, hvor den nye selvstændige engelske identitet er skabt adskilt fra resten af stammen i Danmark/Skåne/Norge/Upland. Det er dette manuskript der omtaler anfaldet på Lindisfarne, hvor ”hedninger... ødelagde Guds kirke på Lindisfarne”.

http://sunsite.berkeley.edu/OMACL/Anglo/
(den nuengelske oversættelse af Rev. James Ingram (1823) og Dr. J. A. Giles (1847).
http://www.georgetown.edu/labyrinth/library/oe/texts/asc/a.html

(den  oldengelske original af manuskript A)

The Battle of Maldon. Heltedigt i stil med Beowulf fra et af vikinger (wicinga) ført slag mod Jarlen af Essex Byrhtnoð år 991 e.Kr. og skrevet kort tid derefter. Chronicon ex chronicis (991) skriver at de danske under ledelse af Justin og Guthmund, søn af Steitan ødelagde Ipswich. Byrhtnoð (Byrhtnoth, Beorhtnoth) ealdorman af Essex kæmpede og tabte i slag tæt ved Maldon. Netop omkring dette tidspunkt genindføres i England fra Danmark den sennordiske forståelse af Jarl (eorl), der fra Knud I. Den Store’s tid erstatter samtidens titel ealdorman (Oldermand). Samme år efter slaget 10. august år 991 e.kr. modtager de danske for første gang danegeld fra landskaberne i form af 10.000 pund (sølvpenge). Byrhtnoð blev efter slaget ført til Ely, Cambridgeshire og år 1154 e.Kr. lagt ind i den nybyggede domkirke, hvor han stadig findes. Hans gravsten siger: BRITHNOTHUS NORTHUMBRIOR. DUX, PRÆLIO CÆSUS A DANIS A.D. DCCCXCI. I 1769 blev hans knogler undersøgt og hans højde blev givet til 6 ft. 9 inches (2.06 m). Jarl Byrhtnoð’s hoved mangler og med vor forståelse af Skål! og vigtigheden af hovedskallen kan vi se at hovedet er blevet bragt med hjem på et sølvfad!

Som Beowulf har sine berømte sidste ord har også Byrhtnoð vel nok de mest kendte overhovedet på oldengelsk (sætning 294-325):

Hige sceal þe heardra,     heorte the cenre,
mod sceal þe mare,     þe ure mægen lytlað

Ordene skal nydes på oldengelsk og jeg kan kun vanskeligt oversætte dette nogenlunde:

Higen skal være hårdere, hjertet mere snildt
modet skal være megen, når vor formåen mindskes

Higen = det vi søger, jvf ”higen efter noget”

http://faculty.uca.edu/~jona/second/malnotes.htm

The Dream of the Rood (år 650-750 e.Kr.)

http://www.flsouthern.edu/eng/abruce/rood/ROODTEXT/ALL~1.HTM

The Hero Outside the Tribe: The Ossianic Cycle I

http://icg.harvard.edu/~lac20/handouts/handout_14_Apr-08-02.html

The legacy of the Horse

http://www.kyhorsepark.com/Museum/history.php?pageid=9

The Wanderer/Eardstapa: Angelsaksisk digt fundet i Exeter Book fra ca. år 975 e.Kr. Stort set uden kristen indflydelse og derfor fra ikke senere end 600 tallet e.Kr. Digtet kaldes ”The Wanderer” eller ”Den Vandrene” efter psedonymet på personen i digtet ”Eardstapa” eller ”jordstepper/jordbetræder” underforstået ”den der vandrer”. Digtet er lig Hávamál et ”læredigt” der viser hvorledes vore sæder var og bør være. Sætning 64-65:

”forþon ne mæg weorþan wis
wer, ær he age
wintra dæl in woruldrice”

Som jeg oversætter til:

”Hvorfor ikke mig være vis
mand, før han have
vinterdel i verdensrige”

Underforstået ”En mand kan ikke kalde sig selv vis, førend han har haft del i mange vintre i verden”.

http://www.anglo-saxons.net/hwaet/?do=get&type=text&id=Wdr (oldengelsk og nuengelsk)

Thiering, Barbara: Jesus The Man (”JTM”) 1987. ISBN 0385 403348. Måske den bedste bog skrevet nogensinde for reel forståelse af hvem Jesus var

Thietmar af Merseburg : Chronicon. Germansk biskop og historieskriver der levede år 975-1018 e.Kr. Var søn af Siegfried, Greve af Walbeck og i familie med Kejser Otto den Store. Præsteviet i Magdeburg år 1004 e.Kr. og biskop i Merseburg år 1009 e.Kr. Skriver sin krønike år 1012-1018 e.Kr. Blev taget gidsel af Danerne år 994 e.Kr. hvilket gav ham et glimrende indtryk af os, og på virkede hans holdning. Hans krønike i 8 bind omhandler perioden år 908-1018 e.Kr. For de tidlige år bruger han Widukind’s Res Gestae Saxonicae som kilde, for resten egne betragtninger. Originalen findes i Dresden.

Thirslund, Søren: Vikingetidens navigation og Amerikas opdagelse, 1999

Tompsett, Brian: ”Directory of Royal Genealogical Data”, The University of Hull, Department of Computer Science

http://www3.dcs.hull.ac.uk/public/genealogy/royal/catalog.html

Timeline of the Ancient History of Romania

http://www.geocities.com/perrycharb/romania/premed.html

Todd, James H. Todd: Wars of the Gaedhil with the Gaill, or the Invasion of Ireland by the Danes and Other Norsemen, 1867 (side 152/3). En fantastisk bog der samler og oversætter manuskripter af en ukendt forfatter fra middelalderen og omhandler vikingernes angreb på Irland.

Trogus, Cnaeus Pompeius. Romersk historieskriver (år 27 f.Kr.- 14 e.Kr.). Skrev sin verdenshistorie år 1 e.Kr. Denne overlevede ikke, og man har derfor kun uddrag af denne fra Justins ”Epitome of the Philippic History of Pompeius Trogus.”

 Trójumanna Saga: Beretningen om Troja og Den Trojanske Krig fra et skrift fra Middelalderen. Sagaen kan føres tilbage til Ormr Snorrason’s ”Truía saga ok brutus með” (nu tabt).
 
Det oprindelige skrift er fra Island og er dateret til efter år 1287 e.Kr. og før afslutningen af 1300 tallet e.Kr. (Trójumanna Saga – The Dares Phrygius Version, s. XLVIII og LI). Min egen vurdering er at vi kan dateret skriftet til efter år 1354 e.Kr.- før år 1400 e.Kr. som følge af kommentaren under ”Latin Homer” nedenfor.
 
Denne udgave af Den Trojanske Krig er hentet fra:
 
”Daretis Phrygii de Excidio Troiae Historia”. Latinsk brev måske fra 400 tallet e.Kr., måske med græsk original fra 200 tallet e.Kr. En røverhistorie der udgiver sig for at være skrevet af Dares af Phrygien.
 
”Historia destructionis Troiae” af Guido de Columnis fra efter år 1287 e.Kr. og skrevet på latin.
 
”Latin Homer” dvs. den latinske oversættelse af Iliaden (og Odyssey) der gøres kort tid efter år 1354 e.Kr. af Leontius Pilatus på foranledning af Petrarch. Her kaldes Odyssey for det latinske ”Ulysses”. Dette skulle efter sigende værende den første fulde oversættelse til latin. Snorre benytter dog ligeledes en latinsk udgave af Odyssey til Gylfaginning. Her benytter han det latinske ”Ulixes” i Gylfaginning (kap. 54). Da Snorre Edda er skrevet år 1220-30 e.Kr., dvs. før, er spørgsmålet hvilken latinsk udgave Snorre sidder med. Der må findes tidligere latinske udgaver af Iliaden og Odyssey. F.eks. skriver Baebius Italicus under Kejser Nero (regent 54-68 e.Kr.) en kort latinsk oversættelse af hele Homer’s værk på kun 1070 linier.
 
Vergil/Virgil: Aeneid. Fra 70-19 f.Kr. på latin.
 
Orvid (43 f.Kr. – 17 e.Kr.): Heroides på latin.
 
Orvid (43 f.Kr. – 17 e.Kr.): Metamorphoses på latin.
 
”Trójumanna Saga/Truía saga ok brutus með” er som følge af kildeoprindelsen ikke vort eget syn på Den Trojanske Krig, men en oversættelse af en romersk omskrivning af Homer’s sandfærdige beretning. I historisk sammenhæng er denne saga derfor uden betydning udover at den viser at vi i Middelalderen stadig fandt denne krig en god historie.
 
Som følge af dateringen af den tidligste udgave ”Truía saga ok brutus með” til sidst i 1300 tallet e.Kr. har Snorre ikke  kendskab til denne saga ved nedskrivningen af sin egen udgave i Gylfaginning år 1220-30 e.Kr.
 
Det ser ej heller ud til at Ormr Snorrason forsøger at lave en forbindelse mellem vor stamme og trojanerne, endsige kender til Snorre’s beretning. Han beretter alene om slaget fra fremmede kilder.
 
Kong Priam kaldes ”Priamus”, Hector kaldes ”Ector” og ”Hector”, Phrygien kaldes ”Frigialand” (det er allerede fra 500 tallet e.Kr. fuldt forstået at dette er forbundet med Frigg). Helen kaldes ”Elena”. Trojanerne kaldes ”Trojumonnum”. Odysseus kaldes det latinske ”Ulis(ses)”. Byen Troja kaldes ”Trojuborg”.
 
Kilde: Jonna Louis-Jensen: Trójumanna Saga (Copenhagen, 1963) og Trójumanna Saga – The Dares Phrygius Version (Copenhagen, 1981).

Trætteberg, Hallvard: Merke og fløy, Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, Vol. XI, Oslo, 1966.

Þórbjörn dísarskáld: Fra Snorre Edda/Yngre Edda. Se Sturluson, Snorre. Thorbjørn disarskjald nr. 256 Þórskvæð.

Þórsdrápa (Thors sangen) 12:5-8 skrevet ca. år 1.000 e.Kr.:

http://www.hi.is/~eybjorn/ugm/thorsd24.html

Þórsteins saga Síðu Hallssonar: http://www.snerpa.is/net/isl/thorst-s.htm

Uhrskov, Anders: Sjællandske sagn, 1932

University of Alabama, Birmingham, Alabama: Images from World History

Håndskrifterne og listerne giver os oplysninger om landets inddeling i 1200 tallet. Landet var inddelt i 3 landstingsområder; Skåne, Sjælland og Jylland. Jylland var opdelt i 14 sysler og min udgave af håndskrifterne har en glimrende beskrivelse af argumenteringen for om Syssel eller Herred er ældst (1. bind, hæfte 1, s. 56-64).
 
Det er min vurdering at "Syssel" er den oprindelige inddeling da stednavnene henviser til de gamle nordbo stammer fra før vor ankomst til vore landområder. Genfindes ligeledes i landskabsnavnene i Norge, f.eks. "Borgarsyslo" (se Kong Magnus Lagabøte’s testamente).
 
”Herred” er dog samtidigt da dette ord oprinder fra og har tilknytning til ”hær” og er en militær opdeling, jvf. navngivningen af provinsen Herat (Herred) i det nordvestlige Afghanistan. Det er over et eller flere Herat at en Hariwalda (Hærvælder) råder, jvf. Harald/Heraldik.
 
Da Hengest år 457 e.Kr. tager kontrol med Kent opdeler Jyderne, som gør Wuffinga-ætten i Øst-anglen, landskabet i to dele; ”West/Vest Kent” og ”East/Øst Kent” med floden Medway (Midtvejs) som omtrentlig skel.
 
Der sker yderligere en underopdeling i 7 ”lathe”; Aylesford, Milton, Sutton, Borough, Eastry, Lympne og Wye.
 
Ordet ”lathe” må være identisk til ”hlaða” (oldnordisk) med betydningen ”lade/gærde”, som vi ser benyttet i ”Hlaðgarðr” (Ladegård, men oprindeligt et gærde omkring gårdspladsen). Hver af de 7 ”lathe/hlaða” var opdelt i ”hundreder”, som vi bl.a. genfinder i området omkring Gl. Upsala, der kaldes ”Ulleråker Hundred" (Ullarakri, Ullarakers hundare, Ull Ager’s hundrede). Opdelingen i ”hundrede” er urnordisk og henviser, som Herat-opdelingen, til en militær enhed. Et landområde ”hundrede” kunne stille med 100 eller 120 krigere (”Hundrað” betød oprindeligt 120 (tólffraett)). I England har det betydningen at ”her bor/brødfødes 100 eller 120 familier”. Meningen er formentlig den samme.

Andre landskabsnavne hvori vi genfinder ”hundrede” er Attundaland (8 x hundrede + land), der bestod af bl.a. Seminghundra (Sæmingiahundæri), Sjuhundra (Sæhundæri; Sø + hundrede), Långhundra (Langhundære), Ärlinghundra (Arlendahundæri) og Lyhundra (Lyundereth, Lyhundæri, Lovund). De andre to "folkelande" var Tíundalandi (10 x hundrede + land), der bestod af bl.a. Närdingshundra (Nerdungahunder) og Norunda (Norundh), samt Fjädrundaland (*Fjärdhundraland; 4 x hundrede + land).

Det sydlige Garðaríki omkring Daniperstadir (Kænugarður, Kiev) lå, jvf. Hervarar saga ok Heiðreks (kap. 13), i "Ernarherað" (errinn + herað = Det stærke herred).

Snorre Edda (Skáldskaparmál, 82. Hópaheiti) siger ”herr er hundrað” eller ”hær er hundrede”, hvorfor det forekommer rimeligt at den militære opdeling ”herat” må være identisk til ”hundrede”, og begge betød 120 (tólffraett). Derfor tilføjes på et tidspunkt "herred" til stednavnet "hundrede" i de tre "folkelande" i Svea-folkets område, jvf. f.eks. "Seminghundra härad".

En ”hær” (oldengelsk "here") er i lovgivning defineret som bestående af ”over 35 krigere” (se Kong Ine af Wessex (regent 688-728)’s Vest-saksiske Lovkoder (West Saxon Law Codes) fra ca. år 693 e.Kr., Lov nr. 13). Dette giver os måske samtidig en oplysning om den oprindelige mindstestørrelse af et ”Herat” (herred) i de nye kongeriger i Britannien. Denne afvigelse fra at et Herat skal have mindst 120 krigere kan ganske enkelt skyldes, at der i 600 tallet e.Kr. i Britannien stadig er stort underskud af mandtal. 
 
Upplandslagen, stadfæstet af Kong Birger Magnusson 2. januar år 1296 e.Kr., forklarer os at når kongen byder leding, der skal ”4 skibe af hundrede hver” (”fiugher skip aff hundæri hwariu”) ¹, dvs. 4 skibe af snekke-klassen år 1296 e.Kr. svarer til det fysiske antal eller det gamle landområde ”hundred”. Det antyder meget stærkt at ”hundred” er det oprindelige ”120” da snekken i så fald kun skal have 30 mand ombord, hvad den sagtens kan år 1296 e.Kr. Denne lov må være langt ældre da snekken allerede fra 600 tallet e.Kr. kan have dette antal ombord.
 
¹ Upplandslagen, Codex Holm B199, ”Annær balker ær um kunung. ok kununx eflsøre. ok skipwistir hans. ok vm roflæ ræt”, lov 66.

Ætterne i Yorkshire og Lindsey/Lincolnshire opdelte landskaberne i 3, kaldet ”riding” (fra ”þriðing” (oldengelsk), ”þriðjungr” (oldnordisk)) eller ”1/3”.
 
Ikke overraskende opdeles York derfor i ”North Riding” (nordlig tredjedel), ”East Riding” (østllig tredjedel) og ”West Riding” (vestlig tredjedel). Lindsey/Lincolnshire opdeles i ”West Riding”, ”North Riding” og ”South Riding”.
 
Opdelingen af Sussex i ”rape” er formentlig en sen opdeling fra efter Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. Ordet kommer da fra det normanner-franske ”raper” (at tage med magt). Samtidig kan vi forklare begrebet "rape and pillage" - at tage med magt og plyndre. "Rape" har intet at gøre med voldtægt af kvinder.
 
(Se tillige Gudmund Schütte: Danernes avledning fra uppsvenskerne (Danske Studier, 1938).
 
Kong Valdemars Jordebog, Svend Aakjær, 5 bøger, 1926-43. Genoptrykt 1980.
 
Se tillige Johansen, Paul: Die Estlandliste des Liber Census Daniae.