Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Bilag N: Det hellige tal 9

Thietmar af Merseburg skriver i sin krønike år 1012-1018 e.Kr.

(kap. I:17):

”Men da jeg har hørt nogle mærkelige ting om de traditionelle fangeofringer hos disse folk vil jeg ikke lade denne sag gå uomtalt hen. I disse territorier er der et sted som hedder Lejre , også kaldet Sjælland, som er kongerigets hovedstad 2 . Der samledes de alle hvert niende år på den dag i januar hvor vi fejrer helligtrekonger 3 . På dette sted slagtede de 99 mennesker og et lignende antal heste til ære for deres guder, og de ofrede hunde, og haner i stedet for høge, i den sikre tro at disse ville hjælpe dem i underverdenen og gøre bod for de forbrydelser de havde begået.”

Ver Asir/Danir-folket . Thietmar skriver ”Danos” på latin.
2 est unus in his partibus locus, caput istius regni, Lederun nomine, in pago, qui Selon dicitur.
3  dvs. 6. januar. I dansk tradition var aftenen før Helligtrekonger  sidste dag i julen. På svensk kaldes den for "Trettondedag jul" eller blot "trettondedag". Denne fest har derfor været afslutningen på juletiden og begyndelsen på det nye ceremonielle år.

Adam af Bremen skriver i sin krønike år 1070-2 e.Kr. i Bog 4:XXVII der omhandler den berømte helligdomslund i Gamle Upsala 5 km nord for den nuværende by af samme navn:

”Alle deres Guder har fremdeles Præster1 tillagt, som frembærer Folkets Ofre. Hvis Sygdom og Hungersnød truer, ofrer de til Afguden Tor, hvis Krig, til Odin , og hvis der skal fejres Bryllup, til Frey. Der plejer ogsaa hver niende Aar at blive fejret en fælles Højtid i Upsala for alle Sveriges Landskaber. Ingen faar Fritagelse for at møde til denne Højtid. Konger og Folk, alle og enhver sender Gaver til Upsala, og hvad der er grusommere end nogen Straf, de, der allerede har antaget Kristendommen, maa købe sig fri for at deltage i ceremonierne. Ofringen foregaar paa følgende Maade: Af enhver Art levende Væsener af Hankøn ofres der 9 stykker, med hvis Blod det er Skik at forsone Guderne. Kroppene derimod bliver hængt op i den Lund, der ligger lige ved Helligdommen. Denne Lund er nemlig Hedningerne saa hellig, at hvert Træ i den anses for guddommeligt som Følge af Ofrenes Død og forraadnelse. Dér hænger ogsaa Hunde og Heste tilligemed Mennesker, og en kristen har fortalt mig, at han har set 72 saadanne Kroppe hænge dér imellem hinanden. I øvrigt er de Sange, der plejer at blive sunget,under denne Offerceremoni, mangfoldige og uhøviske, hvorfor et er bedst at tie om dem.2

1 Goði (hvis mænd, ”Gode” på nudansk), Gyðja (hvis kvinder, ”Gydje” på nudansk). Begge titler er afledt af det oldengelske og oldnordiske Goð/God , på nudansk ”Gud”. Selve ofringen kaldes et Blót.
2 Heraf kan man slutte af denne fest hovedsaglig har været til ære for frugtbarhedsguden Freyr .

 

I Schol. 141 til Bog 4:XXVIII (s. 276) skriver Adam af Bremen :

”I ni Dage fejres der Festmaaltider og slige Ofringer. Hver Dag ofrer de eet Menneske samt andre levende Væsener, saaledes at der paa 9 dage ofres 72 levede Væsener. Denne Ofring finder Sted omkring Foraarsjævndøgn.1

1 dvs. 21. marts, dvs. begyndelsen af det nye normale år.

Det første vi bemærker er at historieskriverne, der skriver med lidt over 50 års mellemrum, beretter om to forskellige ceremonier. Den ene er afslutningen af Juletiden og begyndelsen på det nye ceremonielle år 6. januar. Den anden ceremoni er Forårsjævndøgn 21. marts og begyndelsen på det nye normale år. Begge Blót var vigtige tidspunkter i årets gang, og begge højtider er ens bygget op med det helt centrale element i begge højtider værende tallet 9.

Højtiderne blev afholdt hvert 9. år og ser ud til at have varet 9 dage. Der bliver ofret 99 mennesker, 99 heste og formentlig samme antal hunde og haner til festen den 6. januar. Til festen den 21. marts blev ofret 9 mennesker, 9 heste og 9 hunde. Endvidere kan vi se at hver dag i festen repræsenterer noget specielt, der adskiller denne dag fra den næste.

Vi ved nogenlunde hvorfor tallet 9 er helligt i vore skikke.

I Vafþrúðnismál (kap. 43) er Odin på besøg hos Vafþrúðnir og han forklarer Odin at han har været i de 9 verdener nedenfor Niflhel og at det er hertil de døde går efter de er kommen til Hel:

Vafþrúðnir:

Frá iötna rúnom
ok allra goða
ek kann segia satt,
þvíat hvern hefi ek heim um komit;
nío kom ek heima
fyr Níflhel neðan,
hinig deyia ór helio halir.

Der findes tillige et runekast der hedder “Yggdrasils 9 verdener” dvs. de 9 verdener omkring Verdenstræet.

Völuspá (Vølvens Spådom) vers 2 (Ældre Edda) beretter også om Vølven’s 9 verdener og de ni rejser hun må igennem for at komme til dem alle:
 

Ec man iotna | ár um borna
þa er fordom mic fodda hofdo
nio man æc heima |
nío iviþi
miot uið moraN fyr mold nedan.

Jeg mindes  jætter, år forgået
De som fordum mig havde født
9 hjem/verdener jeg mindes,
9 i vidde/bredde
vidtkendte skæbnetræ, nede i muldet.
1

1  Min oversættelse til nudansk. Samme vers i Meulengracht & Steinland’s ”Før kristendommen” oversættes til:
 
Jeg husker jætter, urtidsfødte
De som fordum fostrede mig
Ni verdener husker jeg,
ni jættekvinder,
og det vidtkendte skæbnetræ, skjult under jorden.

 

Det ”Vidtkendte skæbnetræ” er naturligvis Verdenstræet Yggdrasil. At de 9 verdener er 9 i vidde har den følge at alle verdener er sidestillet og at ingen er underlagt andre i denne fremstilling.

I Svipdagsmál under Grógaldr (vers 5) beder Sonr goden at galde:

”Sonr kvað:

Galdra þú mér gal,
þá er góðir ’ru, ....”

Goden galder/afsiger herefter 9 forskellige spådomme.

Vi ved også alle at enhver kat har 9 liv før det går galt og den dør af nysgerrighed.

Endelig er det derfor Odin , som Høvding og Gud , hænger sig selv som en ofring til sig selv, og at han hænger fra Verdenstræet i 9 nætter, jvf. Hávamál vers 138:

Veit ek, at ek hekk
vindgameiði á
nætr allar níu,
geiri undaðr
ok gefinn Óðni,
sjalfur sjalfum mér,
á þeim meiði
er manngi veit
hvers af rótum renn.

Som jeg oversætter til:

Ved jeg, at jeg hængte
på en vindblæst galge
i hele ni nætter,
gennemboret af et spyd
og givet til Odin
ofret, selv til mig selv,
den klogeste ved ikke
hvorfra oprinder den gamle rod

 


 
 
 chap28-2-1.jpg

Guldskilling dateret til år 385-670 e.Kr. fra Söderby, Danmarks sogn, Vaksala herred, Upland. Fundet 13.10.1876.
Billedkilde: Mogens B. Mackesprang: De Nordiske Guldbrakteater" (1952,  planche 24)
 
 

Fra afbildningerne på Himlingøje-kopperne, og bl.a. ovennævnte guldskilling, kan vi se at i det hedenske kors skal den lodrette bjælke vise de 9 verdener (i kunst gengivet som 9 prikker). Den vandrette bjælke skal vise de 7 vismænd (Aser + Vaner + Balder/Ætling, i kunst gengivet som 7 prikker). Hvor de to bjælker mødes i midten, nulpunktet, er det symbolske Nav, Den Ene/Den Enøjede/Oprindelsen.

At liv-korset med 9 verdener er "skabelsen af liv" må være sandt fordi det alle dage har været forstået at en kvinde's svangerskab ("swangor" oldengelsk eller "tung, langsom, træg"), hvert eneste menneskes personlige rejse fra fostervandssø til fribårenhed, varer 9 nymåner i vor oprindelige månebaserede kalender (på nudansk - 9 måneders graviditet).

Folketroen viser at den oprindelige forståelse for vort liv-kors og de ni verdener er fuldt levende i 1800 tallet e.Kr.:

”I Fyen har Almuen den Tro, at de ved at giøre sig smaa Kors af 9 Slags Træ,
og at bære disse paa sig, kunne beskytte sig mod Sygdomme”.  1

 

1 J.M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 131, nr. 558).

 

De 9 verdener kan i filosofi navngives og er formentlig:

 

Verden

Forklaring

Miðgarð/Middengeard (Midgård)

Fra den kinesiske mur til Tanais-floden. Asien/Asaland.

Ásaland/Ásaheimur(Asaland)

Identisk til Midgård.

Jötunheima/Iötunheimr(Jættehjem/Jætteland)

Opdeles måske i det nordlige og sydlige Jættehjem. Formentlig oprindeligt en betegnelse for de landområder hvor de sidste Cro-Magnon stammer boede.
Det nordlige og sydlige jætteland adskiltes af Kaukasus-bjergene.
Det sydlige Jættehjem/land kaldes i Bibelen ’s kortoversigt ”Det Forjættede Land.”

Niflheim

De Dødes Verden i jætternes område. Måske oprindeligt en betegnelse for en del af det sydlige jætteland/Det Forjættede Land på sydøstkysten af Det Døde Hav i det nuværende Jordan, hvor jætterne ”nef-i-lim” eller ”nephilim” boede iflg. 5. Mosebog 2:9,10.

Múspellheim

Múspell betyder ”jordens ødelæggelse.” Måske oprindeligt en generel betegnelse for det der svarer til det nordlige Syrien, den nordlige del af den arabiske halvø og Egypten. Se Völuspá 48

Hel

De Dødes Verden i jætternes område.
"Niflhel" er sammensat af "Hel" og "Niflheim" og er af nyere dato.

Vanaland/Vanaheimur

Måske oprindeligt de landområder hvor de folkeslag der fulgte ”Vane-kulturen” dvs. traditionelle frugtbarhedsskikke inkl. agerdyrkning og kvægdriveri boede, modsat os der var hestefolk.

Alfheim

Formentlig oprindeligt en betegnelse for de landområder i Norden der var beboet af områdets oprindelige beboere, og som valgte ikke at flytte derfra efter vor ankomst. I så tilfælde er denne verden i vor mytologi også af nyere dato.

 Himmelen/Valhalla

  Se nedenfor.

 

 

Hel er jætteland og fortiden
 

Fra det estiske mesterværk ”Kalevipoeg” (Kalev’s søn, canto XVIII, XIX) og digtet ”Tordengudens søn” kan vi se at ”Hel” skal opfattes som jætteland, og derfor fortiden (Se Litteraturlisten under "Kalevipoeg").
 
Ændringen i forståelsen af Hel sker med kristendommens ankomst, hvor ”Hel, Helle, Halja” (oldengelsk, oldnordisk, gotisk) omdøbes til det frit opfundne "Hades, Gehenna" (græsk), der i Norden/England bliver oversat til ”Hell/Helvede/Hel/Helvegur” og omskrives til fremtiden. Dette er en nødvendighed for at kunne indføre synd- og syndsforladelsesbegrebet, uden hvilken afladskræmmeri-forretningen ikke rigtigt virker. I oprindelig semitisk filosofi kaldes begrebet "sheol" (hebraisk) og betegner, som hos os, "fortiden", der er "skjult, tildækket".
 
Vi ser dette f.eks. i Kong Sverre Sigurdsson (1177-1202)’s formaning til sine krigere før slag (Fra Peder Syvs Kjernefulde ordsprog, 1807, s.236):


 
”Eði kemr ufeigum i Hel, ok eði má feigum sorða.
Verru fyrir þvi diarfr, at allt er aðr skapat”. 
 

Som jeg oversætter til: 


”Enten kommes udødelig til Hel, og ellers slettes omgang med døden.
Være krigere alle djærve, at alt er i forvejen skabt”. 
 

Rolandskvadet (sætning 1855) fra år 1098 e.Kr. har stort set samme sætninger givet til krigere på oldfransk, dvs. hvad der sker når de falder på slagmarken i nutiden:

”Tutes voz anmes otreit il pareïs!”1

som jeg oversætter til:

”Alle jeres sjæle/sind gives til paradis!”1

1 Ordet “anmes” bliver til “âme” (nufransk). Ordet oversættes til ”sjæl”, men det er åbenlyst ikke ordets oprindelige betydning, og ordet må være identisk til det latinske tillægsord ”amens” (afsindig). ”Sind” er klart ikke samme enhed som ”sjæl”, men om der her alligevel menes ”sjæl”, dvs. frankerne har aflagt deres eget identiske ord til vor ”sjæl”, er vanskeligt at sige. Den nuengelske oversættelse mener at ”otreit” betyder ”redeem” (indløses), der i så fald forudsætter at den kristne Deos-gud sidder som dommer og tager beslutningen. Dette passer som fod i en hose med kristen teologi, men er i strid med ordet i forbindelse med den old- og normanner-franske ”Dés nus otreit” eller ”Deos os giver”. Misforståelsen sker fordi oversætteren ikke indser at alle brave krigere naturligvis kommer videre. Derfor er der netop her ikke behov for ”si priet Deu que pareïs li dunget” (sætning 2016) eller ”at bede Deos om i paradis at lade ind”.

 

Som vi kan se er ”Hel” nu omskrevet til fremtiden, hvor krigerne enten vil komme til, og blive udødelige, eller ej. Men "Hel" er her identisk til det kristne "paradis" (pareïs), og er i begyndelsen af 1200 tallet e.Kr. endnu ikke blevet til det kristne ”Hell/Helvede/Hel/Helvegur”. Denne manglende kristne teologi skyldes, kan vi se fra vor samtidige lovgivning i Danmark og Norge, at kristendommen ikke har fået fodfæste, hvorfor dens fremmede teologi ikke er forstået.

I Eilífr Goðrúnarson's "Þórsdrápa" (vers 19:1) fra. ca. år 1000 e.Kr. har vi et heite for Thor der viser den oprindelige forståelse af ”Hel” som fortiden i jætteland. Thor slår jætterne med Mjölnir, og det heite der gives Thor er ”Hel-blótinn vá – hneitir” (”Hel blotin va hneitir” i Codex Regius) eller ”Hel-blótende dræber af det dunkle” 1.

1 Ordet ”hneitir” fra ”hneita” (overgå, fordunkle) og ”vá” fra ”vega” (dræbe, svinge i vejret).

 

Sætningen er ikke nem at oversætte. Hvad synes dog klart er at Hel er fortiden hvor jætterne er, ligesom dette regnes for ”nede i mørket” jvf. ånden kommende fra jord.

Baldrs Draumar/Vegtamskviða (Ældre Edda) derimod viser en tvetydig forståelse for Hel.
 
Vers 2 siger:

”ræiþ hann niðr þaþan Niflhæliar til,
mætti hann hvælpi þæim ær or hæliv kom”

eller

”red han ned ad Niflhel til,
mødte han hvalpen, der fra Hel kom”

Dette er det eneste sted overhovedet i Ældre Edda hvor Den Store Hund (Grand Danois/Den Danske Hund) omtales som ”hvalp”. Det sker helt bevidst fordi vi skal opfatte Balder som ætling og stammens fremtidige slægter.
 
Balder rejser aldrig til fortiden, men altid til fremtiden – fra Sommersolhverv frem til kommende Vintersolhverv.
 
Ligeledes findes de udødelige forfædre i samme verden (vers 7), her skrevet ”asmægir” (direkte ”Asernes svogre” fra ”mægi/ mægðir” (svogerskab)). Jeg er ikke helt sikker på at vi her skal opfatte dette som guderne i sennordisk forstand på grund af brugen af ”svoger”.

Men vi ser at der først rides til ”Niflhel”, hvad er den oprindelige forståelse af Hel som fortiden fordi ”Niflheim” er De Dødes Verden i jætternes område. 

Der er, så vidt jeg kan se, kun ét tidspunkt hvor fortid = fremtid og hvor Hel (fortid) derfor er lig Hel (fremtid). Det er når nutid =0 dvs. på øjeblikket hvor det endnu ufødte barn ”undfanges”. Det mener jeg er tidspunktet hvor fostret begynder at drikke vand fra fostervandssøen hos moderen. Så vidt jeg kan se er det ikke dette tidspunkt Vegtams-kvadet her forsøger at beskrive.

Det er her værd at nævne at Jordanes år 550 e.Kr. i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum” (kap. XXIV:121) kalder de kvindelige shamen (vølver) hos goterne for ”aliorumnas” (latin), der kan være fra det gotiske ”Haliurunnas” (Haljo-runa).

Vi kan se fra Völundarkviða (vers 2 og 4, Ældre Edda) at ”Agili” (Egill)’s kone hedder ”Aulruno”, og hun er en af de 3 norner eller Urd (Wyrd)- søstre med vølvens egenskaber. (se ”Bilag G: Wélund – helligt land, høvding og gud”). Det antyder derfor at et kvindenavn med endelsen ”run, runa” er ensbetydende med at denne kvinde har shamaniske egenskaber. 

Selve ordet rune –”rún” (oldnordisk), ”run” (oldengelsk) og "runa" (gotisk) betyder ”hemmelighed” og oprinder fra det indoeuropæiske ”*ru-no-” der i forståelsen har forbindelse med ”magi” (se kapitlet ”At riste lyde”).

Jeg mener derfor ikke at ”run, runa” som endelse for et kvindenavn kan have anden betydning end ”besidder af hemmeligheder”. 

Det gotiske ”haliu, haljo” må oprinde fra det gotiske ”halja”. Den samlede betydning af ”Haliurunnas” (Haljo-runa) er derfor ”besidder af fortidens hemmeligheder” – vel nok den vanskeligste egenskab overhovedet for en vølve at mestre. Goternes konge Filimer, som vi smider ud fra Skandinavien år 127-148 e.Kr. , forkaster de shamaniske kvinder ”Haliurunnas” (Haljo-runa) fra stammen. Jeg mener ikke der kan være tvivl om at dette sker fordi goterne har tabt deres landskaber til os, hvorfor kvinderne er dømt som have fejlet i deres virke.

Beowulf-kvadet (sætning 163) siger:

”men ne cunnon hwyder helrúnan hwyrftum scríþað.”

Som jeg oversætter til:

”mændene ej kunne hvor Hel-runerne skred hen.”

Dvs. krigerne, ErilaR (Jarl) æt, havde ikke styr på fortidens visdom - en livstruende forseelse.

"Hel" i den kristne omskrivning til fremtiden fremkommer ligeledes i Alvíssmál (Ældre Edda), hvor vi har en række henvisninger til "Hel". Det er klart fra vers 12 og vers 14 at vi befinder os i et tidsrum hvor den kristne omskrivning er indført, men endnu ikke fuldt gennemført. I vers 12 spørger Thor hvad "Himlen" (himinn) hedder i de forskellige verdener. I vers 13 kommer svaret; "Ophjem hos jætter" (vppheim iotnar). Med andre ord, forfatteren til Alvíssmál gengiver korrekt at jætter bebor Hel, og er fortiden, men han har flyttet dem til "Himlen", der altid er fremtiden. Forfatteren gennemfører helt konsekvent at Himlen = Hel, dvs. fremtiden, men for ham er dette endnu ikke helt blevet det katolske "helvede" da Himlen og Hel befinder sig oppe i skyerne. I vers 19 får vi svar på hvad skyerne hedder; "hyllehjelm i Hel" (helio hialm hvliz), dvs. en forestilling om at "Hel" er omhyldet af skyer, og derfor Himlen i fremtiden. Den katolske omskrivning af Skærsilden til et "brændende helvede" genfindes i vers 27, hvor vi modtager svar på hvad "ild" hedder; "den hedder hærger i Hel" (i helio hra/ÞvÞ). I vers 33 hører vi hvad det sædekorn vi sår kaldes; "neg den hedder i Hel" (i helio hnipinn), dvs. slutresultatet af kornets udvikling, og derfor fremtiden. Endelig i vers 35 lærer vi hvad den øl hedder som vore forgangne sønner (alda synir) drikker; "mjød i Hel" (í helju mjöð). Der er kun ét sted forfatteren her har i tankerne; Valhalla, der ligger i fremtiden og er hvor vore forgangne sønner befinder sig.  Andre henvisninger til "Hel" er vers 15, 21, 29. Dette antyder at Alvíssmál er skrevet ganske sent, ikke tidligere end sidste halvdel af 1000 tallet e.Kr.
 
Snorre viser overgangen i forståelsen af Hel fra oprindeligt ”fortiden” til den kristne ”fremtid” i Gylfaginning (Snorre Edda). Han starter med at ”Hel” (kap. 34), under en hunkønsbetegnelse og senere kaldet ”Helju” (kap.49),  blev kastet i Niflheim, der er fortiden:
 

”...Hel kastaði hann í Niflheim og gaf henni vald yfir níu heimum,
að hún skipti öllum vistum með þeim er til hennar voru sendir, það eru sóttdauðir menn og ellidauðir...”
 

som jeg oversætter til:
 

”....Hel kastede han i Niflheim og gav hende vælde over 9 hjem/verdener,
dertil afskibede hun alle der til hende blev sendt, der var sotte-døde og ælde-døde....”


 
 
I den umiddelbart følgende sætning viser Snorre sin katolske uddannelse fordi han forklarer os at alle der er døde af sygdom eller alderdom blev sendt hertil. Herved er Hel omskrevet til fremtiden.
 
Snorre fortsætter forvirringen senere (kap. 49) i hvad er en katolsk omskrivning af en ældre forståelse:


 
”...En það er að segja frá Hermóði að hann reið níu nætur dökkva dala og djúpa...”
 

Som jeg oversætter til:


 
”... og der er at sige fra Hermod at han red ni nætter gennem mørke og dybe dale....”
 

Hermod er på vej til ”Hel” for at finde sin døde broder Balder, og som vi kan se rider han gennem alle vore ni verdener.
 
Den katolske omskrivning starter med at de ni verdener er beskrevet som ”mørke og dybe dale”. Dette er en afskrivning fra Salmernes Bog (23:4) fra Det Gamle Testamente:


 
”Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal....”
 

Samme sætning klinger bedre på nuengelsk:


 
”.....Yea, though I walk through the valley of the shadow of death....”
 

Alle vore ni verdener er sidestillet, ingen over og ingen under. Snorre viser igen den katolske omskrivning ved følgende sætning:


 
”En hún sagði að Baldur hafði þar riðið um Gjallarbrú, "en niður og norður liggur Helvegur."
 

Som jeg oversætter til:


 
”Men hun sagde at Balder var redet over Gjallarbroen, ”og nedad og nordpå ligger Helvegur”.
 

De nudanske oversættelser skriver ”Hel”, hvor der faktisk står ”Helvegur”. Hermed kan vi direkte se at det er det romersk-katolske ”helvede” Snorre tænker på.
 
Fordi ”Hel” oprindeligt er fortiden og jætteland er henvisningen til at ”Hel” ligger ”nedad” og ”nordpå” faktisk korrekt, selvom det ikke er klart om Snorre har forstået dette som så.
 
At ”Hel”, som fortiden, fysisk ligger under os på Moder Jord skyldes at vi henter visdom fra forfædrenes ånd fra Jorden, der derfor må opfattes som ”nedad”. Som verden er Hel dog sidestillet med de andre 8 verdener. At ”Hel” er ”nordpå” skyldes at vor urjætte, fra fortiden, kommer fra ”hrímþursa horfir” eller ”Rimjætternes Retning”, og det er mod nord. Jeg har et indtryk af at Snorre opfatter hans katolske "Helvede" som tegneserieudgaven af Skærsilden (fra"skírslaeldr" (oldnordisk) og "gaskeirjan" (gotisk)), der opfindes netop i Snorres samtid og godkendes som katolsk lære ved synoden i Lyon år 1274 e.Kr. 

I den katolske omskrivning af det oprindelige "gøre klar/rense" i forbindelse med foreberedelsen af den døde krop til begravelsen bliver det til "ignis purgatorius" (rensende ild), der var den straf Deres lokale kvaksalver havde fuldmagt til at tildele enhver der havde begået synd, jvf. "Brænde i Helvede/Burn in Hell".

Homer viser os år 800 f.Kr. i Iliaden hvorledes "Skærsilden/Skírslaeldr" skal opfattes i tiden op til Troja's Fald år 1184 f.Kr. Achilles "gode ven" Patroclus er blevet dræbt af Hector I./Öku-thor og liget skal nu forberedes til begravelse:

"Da bad Achilles sine mænd om at opstille en stor Trefod over ilden så at de kunne vaske det forstørknede blod af Patroclus. Derefter satte de en Trefod fyldt med badevand over en ren ild: De smed grene på bålet for at få det at flamme, og vandet blev varmt ved flammernes slikken omkring Trefodens mave. Da vandet i gryden var kogende vaskede de kroppen, omgav den med olie, lukkede dets sår med brandsalve der havde været gemt i 9 år. Herefter lagde de kroppen på en ligbåre og tildækkede det med linnen fra hoved til fod, og over dette lagde de et flot hvidt klæde. Derpå sad Myrmidons-folket omkring Achilles hele natten og sørgede over Patroclus".
(Homer:Iliaden, Bog XVIII)
 
Hermod får talt med Balder og vender herefter tilbage til Asgård, dvs. nutiden. Men fordi Balder er død skal Balder i filosofi altid befinde sig i fremtiden. Derfor er ”Hel/Helvegur” hos Snorre fremtiden. Dette er en usand gengivelse af Snorre. Han burde have benyttet begrebet ”Himlen” i denne beretning, der er fremtiden.
 
Hvad filosofisk muliggør at Balder/ætlingen efter ofringen ved Sommersolhverv hvert år kan genfødes ved Vintersolhverv skyldes at Balder rejser fra nutid til fremtid. Da det kommende Vintersolhverv vil være i fremtiden kan Balder/ætlingen vende tilbage til nutiden.

Da vi ved at begrebet "ignis purgatorius" først vedtages som teologi ved synoden i Lyon år 1274 e.Kr., kan vi sige med stor nøjagtighed, hvornår det kristne ”helvede, hell” opstår.

De 9 verdener er opbygget som 3 rum/verdener (fortid, nutid, fremtid) i hvilken findes hver tre rum/verdener. De 3 rum/verdener er de tre oprindelige verdener, jvf. ordet "træ" som i Verdenstræet 1, hvis etymologiske oprindelse jeg tror er ”Verden’s 3” eller ”De tre Verdener”. og tallet 3 i skrift (skriv tallet og se hvordan det er formet) og tale, som en etymologisk udvikling af Verdenstræet’s tre rødder til hver sin verden.

1
Oldnordisk: ”veröld” + ”trè”
Oldengelsk: ”woruld/worold” + ”treo/treow”

 

Den oprindelige etymologiske betydning af ”veröld/woruld/worold” var ”livet på Jorden, denne verden” i modsætning til de andre Verdener efter livet på Jorden.

Hver gang vi har truffet noget nyt, som vi ikke kunne forklare, har vi klaret dette ved at udvikle et nyt navn til en Verden for at få balance i tingene. De forskellige jættelande (nordlige og sydlige Jættehjem, Niflheim) bliver skabt efter vort møde med Cro-Magnon menneskene. Vanaland bliver skabt for at forklare de stammer der fulgte andre skikke end vore egne, og som havde egenskaber vi fandt vigtige. Vi tager naturligvis ætter fra disse folkeslag ind i stammen jvf. Frey og Freya der begge er Vaner . Alfheim kommer først til efter vor ankomst til vort nuværende landområde og bliver skabt for at kunne forklare de folkeslag der boede i jordhuler i fjerntliggende egne. Hvorvidt Tröll/Trolde i Norge var en betegnelse for mennesker af normal højde, dvs. Alfer, eller Cro-Magnon mennesker, dvs. jætter, eller begge, er vanskeligt at vurdere. Mit gæt er at det oprindeligt var en henvisning til såvel Cro-Magnon mennesker, der kan have boet i Jotunheimen-bjergene i Norge, som til normale mennesker der boede i jordhuler, da der også i vor folketro findes små trolde. Vor mytologi gjorde Alferne og de små trolde til små mennesker fordi vi var bange for dem.

Völuspá (vers 4, 5 og 8) og Snorre i Snorre Edda under Gylfaginning (kap. 15) forklarer os, hvad de tre oprindelige Verdener under Verdenstræet eller ”Verden’s tre” er:

Verden

Forklaring

Jötunheimum//Niflheim/Hel/
hrímþursa horfir (Rimjætternes Land)
(fortiden)

(i den finske folketro er roden til verdenstræet ligeledes i Pohjola/Potijola, der er det nordlige jætteland)

Hvor jætte-forfædrene bor.

 Miðgarð
(nutid)

Har altid betydningen "den for os kendte verden".
Ásgarð/Ásaland, dvs. vor hovedbygd og hjemland ligger her.

Himmelen
(fremtid)

Vi skal her være klar over at ”himmelen/heaven” eller ”heofon” (oldengelsk) og ”himinn” (oldnordisk) begge oprindeligt betød ”sky” og oprinder fra det indoeuropæiske ”*kem-/*kam-” eller "at overdække". Ordet får senere på oldnordisk og oldengelsk betydningen ”Gud’s hjem” men denne betydning er en katolsk omskrivning af ordet og henviser til den moderne Deos-Gud.

hvor Urds brønd og Valhalla er. Her har guderne/forfædrene sin domsstad.Det er i øvrigt åbenlyst at Udrs brønd, skæbnens brønd, findes i den Verden hvori vore forfædre befinder sig. Det er alene fra vore forfædre m/k at vi finder visdommen til at kunne spå om fremtiden. Det er også derfor at Odin, som Shaman, altid må foretage rejsen til hertil for at hente denne visdom.

 

 

 

Vi kan fra Beowulf-kvadet (sætning 172) se at Kong Hroðgar (Scyldinga-æt nr. 17, ca. år 473-525 e.Kr)’s 12-mandsråd træder sammmen i Heorot Gl. Lejre under betegnelsen ”ríce tó rúne” eller ”Rigets Råd/Rigsrådet”.

Fra ”The Riming Poem” i Exeter Book fra 900 tallet e.Kr. har vi sætning 83:

”hyhtlice in heofona rice”

som jeg oversætter til:

”højligt i Himlens Rige”

 

I afsnittet ”Válmíki: Rámáyan” viser jeg at Himálaya-bjergene oprindeligt kaldes for "Himavá", og er sædet for alle vore forfædres afrejste sjæle.

Kongen/Dronningen og hele 12-mandsrådet er alle levende guder under betegnelsen ”weotena” (”woðaner” – Odin/Woðan i flertal), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 1096-98). I filosofi og virkelighed er 12-mandsrådet derfor de udødelige forfædres afrejste sjæle’s levende ætter på Moder Jord (Se afsnittet "Visdom fra fortiden – Shamanens håndværk").

Denne forståelse gør at vi nu kan se hvorfor vi har begreberne “Rigsråd” og “Himlens Rige”:

 

 

 Tid/Rum

 Hvem

 Betegnelse

 Hvor

 Nutid

 Dødelige guder
(de levende)

"weotena"

12-mandsrådet + Drot

 ”Ríce tó Rúne”

Rigets Råd/Rigsråd

 (Moder) Jord

 Fremtid

 Udødelige guder
(de døde)

Forfædrenes udødelige sjæle

 ”Heofona Rice”

Himlens Rige

 

 (Moder) Sky

 

”Må de store tvillinger, mødrene, Himmel og Jord...”

Rig Veda (Bog 10: XXXV:3 - Visvedevas)

 

Da den 9-takkede stjerne, symbolet på De 9 verdener, er afbilledet på ”det korte” Guldhorn fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og dateret til 400 tallet e.Kr., er De 9 verdener udviklet på dette tidspunkt.

At én af de tre oprindelige Verdener var Jætteland er helt i overenstemmelse med både menneskets evolution og vor folkevandring.

Vi ved, og har altid vidst, at jætterne, dvs. Cro-Magnon mennesket, kom før det moderne menneske, jvf. Völuspá, vers 2 gengivet ovenfor.

Forskere er først nu begyndt at kunne bevise dette, men har stadig ikke gjort sig ulejligheden at læse Völuspá. Gjorde de det ville de snart opdage at de i virkeligheden er igang med at genopfinde det varme vand.

Snorre forklarer ligeledes i Gylfaginning at skabelsen af de første mennesker sker i tre etaper:

  • først ånd og liv
  • for det andet vid og følelse
  • for det tredje, form, mælet, hørelse og syn

Det er naturligvis også 3 guder; Odin , Ve og Vile der skaber Jorden af Jætten Ymir’s krop. Dette er helt enkelt en mytologisk nedskrivning af helt den samme verdensforståelse om de tre oprindelige Verdener. Se ”Bilag A: Rig Veda , Rígsþula og Manu Smriti”.

Endelig i begrebet ”spá” (at spå/forudsige) ofte kaldet spá-kraptr (oldnordisk) og spae-cræft (oldengelsk) eller ”spåkraft/spåstærk”, hvor en spá-kona (oldnordisk)/ spae-wif (oldengelsk)1 kunne kunsten af bestemme ”Ørlög” (sammesat af ”Úr” (det oprindelige, tidligste, jvf. örgamall eller urgammelt) + lög (love i flertal)).

1 Det var i de fleste tilfælde kvinder der kunne denne kunst, men også Odin , som Shaman, kunne kunsten.

 

”Ørlög” er derfor lovene om hvorledes tingene vil blive, også kaldet ”wyrd” (oldengelsk), ”Urðr” (oldnordisk) eller ”skæbnen” af de 3 norner:

  • Urðr (det som er, skæbnen, fortiden)
  • Verðandi (det der passer, nødvendigheden, nutiden)
  • Skuld (det som skal/måtte blive, fremtiden)

Vi ser den oprindelige forståelse af ”skuld” benyttet af Wulfila i slutningen af 300 tallet e.Kr. i hans gotiske oversættelse af ”Paulus’ første brev til korinterne” omhandlende menneskets udødelige sjæl:

”skuld auk ist þata riurjo gahamon unriurein, jah þata diwano gahamon undiwanein.” (15:53)

som jeg oversætter til:

”skal også at det der forrådnes ham-skifter til uforråddent, og det der er dødeligt hamskifter til udødeligt”.

 

Grundtvig viser glimrende sammenhængen i "Nordens Mythologi" (1832, s.212, 225):

"Urd (Wyrd) er altsaa af A(ngel) S(aksiske) weorðan (vorde), Verdandi udledes nemmest af det A.S. werdan, at forhindre eller forbyde, og Skuld af "skal" i alle Nordiske Mund-Arter".

Se f.eks. brugen af ”wyrd” i Beowulf-kvadet (sætning 2814). Her bruger Beowulf forståelsen i ”ealle wyrd forswéop míne mágas” eller ”alle wyrd [har] bortfejet mine mager (medlemmer af ætten)”.     

I omtalen af de 3 norner skriver han:

"...vi finde imidlertid ogsaa Navnet i Pluralis (wyrdas) og kan see, det har betegnet Nornerne og selv Tre-Tallet spore vi i Sagnet om de tre Urde-Söstre (werd-sisters), som spaaede Macbeth hans Skæbne..."

I fodnoten til ovennævnte sætning skriver Grundtvig:

"Vel er det kun en Giætning, at der i Shakspears Macbeth I.3 skal læses "weird sisters", men i Wyntons Skotske Rim-Krønike p. 225, hvor Sagnet fortælles som en Drôm, Macbeth havde, hedder det ganske rigtig:

"And thai wemen than thowcht he
thre werd-systrys mast lyk to be"

Shakespeare skrev "Macbeth" 1606/07, der er hans skotske tragedie. Som altid er Grundtvig langt foran sin samtid da han i 1832 skriver sit forslag til hvorledes Shakespeare forfattede disse linier. I dag er Grundtvig’s forståelse en del af den nuengelske oversættelse, der lyder:


 
The weird sisters, hand in hand,
Posters of the sea and land,
Thus do go about, about:
Thrice to thine, and thrice to mine,
And thrice again, to make up nine:--
Peace!--the charm's wound up.
 
(Macbeth Act I: Scene 3)
 

Vi kan se at de 3 søstre hver skal afgive en ”wyrd” af fortid, nutid og fremtid, der tilsammen giver de 9 verdener.

"Ørlög" (Urlovene) og "Urðr/Wyrd" er begge vor samlede arv fra fortiden, Skæbnen.

Forståelsen kan gengives som en matematisk ligning:

 

Fortid + nutid = fremtid

eller

Urðr/wyrd + Verðandi = Skuld

For et nyfødt barn er ”nutid/Verðandi” lig nul/0 da det ingen erfaring eller dannelse har endnu.

Forskellen på ”LaguR/Lagu"-runen og ”*MannaR, Mann”-runen er dannelse/lærdom, visuelt gengivet i runerne som et halvt og et helt menneske.

Det følger heraf at for et nyfødt barn er

Urðr/wyrd = skuld

eller

Fortiden = fremtiden

Derfor er Ørlög og Urðr/Wyrd det samme.

 

At ”skæbnen” altid er fortiden ser vi f.eks. i følgende sætninger:

 

 

 Reykdæla saga ok Víga-Skútu (kap. 6):

(Min oversættelse til nudansk)

 ”Vémundr kvað hvern sínum forlögum flygja verða”

”Vemund kvad [at] hver sin skæbne flyve vorde” 

 Vatnsdæla saga (kap. 10, 11, 14):

 

 ”..verðr hverr eptir sínum forlögum at leita”

 ”...enhver [må] efter sin skæbne (at) lede”

 ”Því óhœgt mun forlögin at flýja”

 ”Det kræver stor vilje skæbnen at fly”

 ”Ok kemr hér nú at því, sem mælt er,
at torsótt er at forðaz forlögin”

 ”Og kom her nu at det, som mælet er,
at vanskeligt er at undgå skæbnen”

 Víga-Glúms Saga (kap. 4):

 

 "Vigfús segir: "Þetta mun vera forlög hennar...”

 ”Vigfús sagde: ”Dette må være hendes skæbne...”  


 

Det vigtige ord er ”forlög” der direkte betyder ”før-love”, dvs. love fra fortiden, og derfor fra ”Ørlög" (Urlovene). På samme vis som vi ”forloves” med ”forlov”, hvor ”for” altid angiver noget der er sket i fortiden.
 
Stort set alle oversættelser, uanset sprog, synes at miste den oprindelige filosofi i forståelsen af  ”forlög” (skæbnen) fordi oversættelsen sker fra en kristen tankegang om at skæbnen er fremtiden, og givet af en fiktiv enhed af hankøn, der sidder ude i verdensrummet.
 
Derfor oversættes alle ovennævtne sætningner med forståelsen at ”man kan ikke undgå sin skæbne”. Det er ikke hvad der står. Der står at det vanskeligt, og kræver stor vilje, at ændre på sin ”forlög” (skæbne), men ændre den kan man ved egen kraft i nutiden.

Selve ordet ”skæbne” hedder ”skepna” (oldnordisk), hvis oprindelige betydning er ”dannelse, form, skabning”.

”eigi má sköpunum renna” 

(Fordi ”sköpun, skapan” betyder ”skabelse, dannelse”, er betydningen
direkte ”ikke må skabelsen rende”. Vi skal dog opfatte ordsproget som
”skæbnen må have sin Gang”. Oldnordisk Ordbog, 1863  s, 427)

Derfor er også selve ordet ”skæbne” altid at opfatte som fortiden, og svarer til ”LaguR/Lagu"-runen.

Med vor viden om de 3 verdener kan vi nu se hvorfor Folketroen tilsiger følgende:

 

”Naar Nogen har foretaget sig Noget to Gange, uden at det er lykkedes,
skal han kun forsøge det tredie Gang; thi
”alle gode Gange ere tre”. 1

 

1 J.M. Thiele: Danmarks Folkesagn, 1860, 3. Deel, s. 138, nr. 589).

 

Det er fra denne oprindelige forståelse af ”skæbne” som rummet ”fortiden” klart at oprindelig tanke overhovedet ikke indeholder begrebet eller et ord for ”fatalisme” – at noget er forudbestemt uden mulighed for at ændre på udfaldet. Aristoteles (Aristotle, 384-322 f.Kr.): De Interpretatione, Περὶ Ἑρμηνείας, Peri Hermeneias, Om tolkninger (kap. 9) viser os at også græsk tanke er enig heri:

”..vi ser at hvad vil komme tager sit ophav i såvel overvejelse, som handling…

Når derfor vi i den svenske folkevise ”Ringormen” (vers 9, 12) hører at ”ty detta var mig spådt allt uti min barndom” eller Thomas Hansen Kingo (1634-1703)’s vise ”Hver har sin Skiebne” (1681), der netop omhandler lykkens omskiftelighed i rummet ”nutiden”, dvs. intet er forudbestemt og alt kan ske, må vi altid tilse at opfatte ”skæbne” som fortiden, der er os givet og forudbestemt. Til alt held har vi alle i rummet ”nutiden” muligheden for, ved eget virke, at have indflydelse hvad fremtiden til bringe.
 

Hvat spár þú um konung várn?
(Hvad spår du om kongen vor?)

(Oldnordisk Ordbog s. 527 under spá )

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk