Bilag M: Hólmgeirr Godfredsøn - Holger Danske

Der findes ikke en Daner der ikke kender til Holger Danske, og vi ved alle at han sidder i kælderen i Kronborg Slot og våger over vort ve og vel. Vi ved ”at han skal gjenkomme og frelse sine Landsmænd, naar de engang meest trænge til hans Hjælp mod Fjendens Bold og Overlast”. ¹  Uden Holger, ingen Danmark.

¹  Kilde: Olger Danskes Krønike, 1842 (s.258).

Holger Danske siddende på sin "foldestol" i kasematterne under Kronborg Slot. I 1907 fik Hotel Marienlyst gjort originalen i bronze, der kan ses foran hovedindgangen. Prototypen blev i 1906 sat ned under Kronborg Slot hvor den helt naturligt opnåede kultstatus. Statuen blev lavet af Hans Pedersen-Dan. I 1985 erstattedes den oprindelige gipsmodel med en kopi af stenlignende materiale.

Hans Pedersen-Dan griber i 1906 hverken statuens udformning eller forbindelsen mellem Kronborg og Holger Danske ud af den fri luft. Folketroen er allerede i 1843 klar over at Holger Danske sidder under Kronborg Fæstning, og hvorledes han sidder:
 
”I mangfoldige Tider hørtes nu og da Raabengny under Kronborg Fæstning. Ingen vidste noget derom at sige, og i det ganske Land var ikke Een, som fordristede sig at stige ned giennem de underste Gange. Da blev det Vilkaar givet en Slave, som havde forbrudt sit Liv, at han skulde være fri og have sin Skyld eftergivet, om han, ved at nedstige saa dybt, som Gangen førte, kunde bringe Beretning, om hvad han der forefandt. Han kom da omsider til en stor Jerndør, som af sig selv aabnedes, idet han bankede derpaa; og nu saae han foran sig en dyb hvælving. Midt under Loftet hang en næsten udbrændt Lampe, og nedenunder stod et mægtigt stort Steenbord, omkring hvilket staalklædte Kæmper sadde nedbøiede og hvilede deres hoveder paa korslagte Arme. Da reiste den sig op, der sad ved Bordenden. Der var Holger Danske. Men i det han løftede hovedet fra Armen, brast Steenbordet heelt igiennem, thi hans Skiæg var ivoret. ”Ræk mig din Hand!” sagde han til Slaven; men denne vovede ikke at give ham haanden, rakte ham derfor en Jernstang, hvilken Holger knugede saa, at det blev kiendeligt deri. Endelig slap han den med de Ord: ”Nu! Det glæder mig, at der dog endnu er Mænd i Danmark!”. Andre fortælle, at Holger Danske sagde til Slaven: ”Hils din Herre og Konge, at naar Tid er, da skulle vi vel komme af os selv!”. ^1
 
1 Kilde: J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1843, 1. Deel, s. 18-19: Holger Danske under Kronborg).

Navnet Holger er en evolution fra det olddanske ”Holmger” der igen er en evolution fra det oldnordiske ”Hólmgeirr” der er sammensat af ”Hólmr” (lille ø og den hellige kreds/ring hvor rettergangen Holmgang fandt sted) og ”geirr” (spyd) ¹.

¹ Se f.eks. indskriften på helleristningen på Ramsundsberget, Ramsund, Eskilstuna, Södermanland (Sö 101) dateret til 1000 tallet e.Kr. Her forekommer i Yngre Futhark, at stenen er rejst til ”salu hulmkirs” (salu HolmgæiRs) eller ”Holmger’s sjæl”.

At få en franskmand eller –kvinde til at udtale ”h” er en noget større udfordring end at plukke håret af en skallet. Det var også tilfældet på frankisk efter 700 tallet og middelalderfransk. Derfor bliver ”Hólmgeirr” i frankiske kilder skrevet og udtalt ”Oger.”

Tilnavnet ”danske” på frankisk er et tilnavn givet ham af udlændinge. Lig Grand Danoishunden er det alene nødvendigt for udlændinge at identifice en person som ”fra Danmark.” Dette er vigtig at holde sig for øje i forståelsen af Holger Danske.

Illustreret Konversations Leksikon fra 1910 (bind 5, s. 351) forklarer:

HOLGER DANSKE, dansk folkehelt. Har sit udspring fra fransk ridderdigtning om 'Ogier le Danois' med historisk baggrund i begivenheder på Karl den Stores tid (768-814) (det menes at Karl den Store/Charlemagne’s fødselsår var 742 e.Kr. ikke 768 som skrevet her).

De ældre, franske sagn udformedes i slutningen af 12. århundrede af Raimbert de Paris til éet stort heltedigt, hvis hovedindhold er følgende:

Ogier, søn af Karls modstander, den danske kong Godfred, gives som gidsel til kejser Karl ¹. Han kæmper mod saracenerne ² , fanges, løses af den saracenske kongedatter Gloriande, går for hende i kamp imod hendes forhadte bejler Brunamond, sejrer og giver Gloriande tilbage til hendes fæstemand. Da kejser Karls søn dræber Ogiers søn, vil Ogier ikke tage imod bod; fredløs flygter han til longobarderkongen Desiderius. Da Karl drager mod Desiderius, deltager Ogier tappert i forsvaret, fanges sovende, men slipper løs, da saracenerne angriber Frankrig og Tyskland. Ogier vil dræbe kejsersønnen, men standses af en engel. Senere befrier han en engelsk kongedatter fra saracenerne og ægter hende.

I det 13. århundrede forfattedes i Norge Karlemagnussaga efter nu tabte franske digte om Ogier. I det 15. århundrede forfattedes en fransk prosaroman om Ogier, og her tilføjedes senere skildringer af hans erobringer i Østen, lige til Indien, og om hans ophold i kong Arthurs trylleslot og udødelighedsbolig. Den danske folkevise om Holger og Burmand er vist nok digtet på grundlag af sagaen. Den skildrer, hvorledes Holger frelser jomfru Gloriant fra kæmpen Burmand (Burmont eller Brunamond). På grundlag af denne vise digtedes også visen om Holger og Stærk Didrik. Holger er heri danskhedens repræsentant overfor den overmodige, tyske kong Didrik. Samme tendens til at betragte Holger som dansk nationalhelt genfindes i folkesagn om, hvorledes Holger Danske, når fædrelandet kommer i yderste nød, vil stå frem og redde landet. Det samme sagn fortælles dog også om andre personer, og nævnelsen netop af Holger er af relativ sen oprindelse (litteratur: 'Danmarks Litteratur i Middelalderen', Side 207).

¹ Karl den store kendes også som Charlemagne (Carlemagne på frankisk).

²  Saracenerne: Ordet ”saracen” kommer af det græske ”sarakenoi” der i de første århundreder e.Kr. i Romerriget var en betegnelse for en arabisk stamme i Sinai og en græsk oversættelse af det arabiske ord ”sharquin” (de fra øst). Senere en betegnelse for alle arabere. Efter opfindelsen af Islam i 600 tallet overgår betydningen til at betegne alle muslimer, specielt de der var bosatte i Sicilien og i det sydlige Italien.

La Chanson de Rolant - Rolandskvadet

Den første kilde der nævner Holger Danske er Rolandskvadet (La Chanson de Rolant – Roland på moderne fransk) år 1098 e.Kr. I dette heltedigt (Chanson de Geste) hører vi, som omtalt ovenfor, om Karl den Stores/Charlemagne’s (742-814) felttog mod Spanien. Her omtales ”Oger de Denemarche” og ”Oger li Daneis”. Digtet blev oversat til dansk i 1919 som ”Rolandskvadet” og i 1966 som ”sangen om Roland”.

Vers XII, sætning 170 starter med: "le duc Oger" eller "Hertug Oger".

I vers LVIII, sætning 748-50 hører vi, i min oversættelse:

Siger Kongen (Charlemagne. Han bliver først Kejser år 800 e.Kr.):

”Og hvem skal gå før mig gennem porten?
”Oger fra Danmark (Oger de Denemarche),” svarer Guenes,
”Du har ingen baron bedre til dette”.

I vers CXXVI, sætning 1648-1657 hører vi, i min oversættelse, sætninger som aldrig fremhæves i forståelsen af Holger i Rolandskvadet:

Ӯrkebiskoppen begynder kampen igen,
siddende på hesten han tog fra Grossaille
Den var fra en konge han i Danmark havde dræbt”

Som behører sig for en konge af Danmark fortæller sætning 1655 os at hestens hale er hvid og dens manke gul.

I vers CCLVII, sætning 3543-52, hører vi, i min oversættelse til nudansk:

"Cadeir" oversat fra ”cadi” (fra arabisk ”kadi”, der betegner en islamisk dommer). ”Remaneir” oversat fra ”remaniement” (omdannelse, omdanne, ombryde). Personen Baligant i digtet er emiren af Babylonien og derfor Charlemagne’s modpart på den muslimske side. Men her skal vi efter min mening passe på i fortolkningen. Rolandskvadet dækker over flere århundreders begivender og mange krige. Charlemagne var den katolske kirkes store fortaler og han førte krig mod de to store modgrupperinger, Islam og hedninge, herunder os mod nord. Vi ved med nogenlunde sikkerhed, at hvor der omtales hedningne i digtet så dækker disse bl.a. over Baskerne (Wascones i digtet), som absolut ikke var muslimer. Rolandskvadet er konstrueret i en tid, hvor muslimerne og Islam var den største trussel, der fandtes i Europa. Det er derfor Muhammed’s standard nedbrydes, i praksis ved at man har brækket spydet, sønderrevet fanen og kastet det på jorden. Det gør ingenlunde Geifreid d’Anjou til muslim. Tværtom er det ham der fører Drage-fane (le dragun teneit). Holger Danske er i første række i kampen mod Islam. Déjà vu?

Endelig nævnes i sætning 3937 "Oger de Danemarche" (Oger fra Danmark).

Vi kan fra ovennævnte sætninger se at Holger allerede i Rolandskvadet i år 1098 e.Kr. er af adelig byrd, jvf. brugen af baron og Herre som titler. Det frankiske ”danz” oversættes i den engelske oversættelse af kvadet til ”Don ” eller ”Herre”.

Vi bemærker også at der i digtet er omtalt en konge af Danmark der er blevet dræbt på et tidspunkt i fortiden.

Endelig har vi naturligvis navnet ”Geifreid d’Anjou” der som sit segl har Dragemærket , der sammen med Ravnefanen, er Ver Asir/Danir -folkets oprindelige mærke og i den katolske kristendom symbolet på bl.a. hedninge. ”Geifreid” kan kun oversættes til ”Godfred.” Holger kæmper mod denne konge, men synes ikke at dræbe ham. Spørgsmålet er hvad tilnavnet ”d’Anjou” kan betyde og hvem denne konge kan være?

Den frankiske provins L’Anjou ligger i dag i le département du Maine et Loire og i regionerne La Flèche et Chateau-Gontier, dvs. byerne Nantes og Angers og kysten ved St.Nazaire-floden. Her opstod grevskabet d’Anjou. Frankerne fører år 600-900 e.Kr. krig mod mod bretonerne (britterne), der var udvandret fra England.

Den frankiske provins Anjou. Kilde: www.anjou-tourisme.com

Grundlæggeren af Grevskabet d’Anjou menes at være Ingelger omkring år 880 e.Kr. Han efterfulgtes af Foulgues I Den Røde (870-942). Herefter Foulques II le Bon (den Gode) (909-958). Geoffroy I Grisegonelle (938-987) tager over ca. år 960 e.Kr.

Rolandskvadets begivenheder finder sted under Karl den Store/Charlemagne og han dør år 814 e.Kr. Derfor kan den første Grev d’Anjou med navnet Godfred, Geoffroy I Grisegonelle (938-987), ikke være den Godfred der omtales i Rolandskvadet. Ydermere omtales muligvis den første Grev Ingelger (870-942) som en del af Charlemagne’s 12 mandsråd i Rolandskvadet. Her kaldes han ”Engeler.”

(Flere begivenheder i Rolandskvadet kan dateres, f.eks. at Charlemagne’s bagtropper bliver nedslagtet år 778 e.Kr. i Roncesvalles-passet (Rencesvals på middelalder fransk) i Pyreneerne.)

Vi vil nedenfor i afklaringen af hvad vi ved om Kong Godfred se at vi første gang hører om Kong Godfred i Annales Regni Francorum, Frankernes Annaler, år 804 e.Kr. hvor han omtales ”Godofridus rex Danorum” (Godfred Danernes Konge) og sættes i forbindelse med Slesvig (Sliesthorp). Det er derfor vi regner Godfred fra regent over Danmark fra år 804 e.Kr. Sandheden er at vi intet ved om ham før dette tidspunkt.

Mit gæt er at Geifreid d’Anjou (Godfred fra området Anjou) kan være identisk med Kong Godfred, Konge af Danmark fra år 804 e.Kr. Ifald dette er tilfældet så forklarer Rolandskvadet os hvorfor Kong Godfred begiver sig nordpå efter at have tabt i slag mod Charlemagne, og tager Danmarks trone. Er det mon derfor at Frankernes Annaler er så velinformeret om situationen i Danmark på dette tidspunkt?

Gregory af Tours skriver i ”Historia Francorum” (bog III:3):

”Danerne plyndrede kysten af Theodoric’s kongerige”.

Theodric/Theuderic var søn af Frankernes konge Clovis I. (466-511). Efter Clovis I.’s død deltes riget mellem 4 sønner; Chlodomer (Orleans), Childebert (Paris), Chlotar (Soissons) og Theodric/Theuderic (Metz).

Theodric (454-526) sendte sin søn, prins Þeodberht, i slag mod Kong Hygelác (Scyldinga-æt nr. 18, år 497-521), der havde angrebet Metz. Beowulfkvadet (sætning 1198-1208, 2355-59) forklarer os at Kong Hygelác falder i Friesland under et tog hertil.

Vi kan derfor sige med fuld sikkerhed at der allerede i begyndelsen af 500 tallet bliver foretaget vikingstog mod Frankerne til vands. Derfor kan Geifreid d’Anjou (Godfred fra området Anjou) sagtens være identisk med Kong Godfred.

Hvorfor Kong Godfred overhovedet drager på vikingstog forklarer Skjoldungasaga os. Her forklares at Frode (Kong Godfred) er den 2. søn af Kong Fridleiv (Scyldinga-æt nr. 28) og hans 2. unavngivne hustru. Kong Fridleiv’s første søn med Dronning Hilde, og derfor tronarvingen, hed Åle. Storebroderen boede i Ringsted og Lejre . Han tog Sverige, men dræbes på foranledning af Frode. Som nr. 2 søn er Kong Godfred derfor tvunget på vikingstog for at opbygge velstand og styrke nok til at kunne omstyrte sin storebroder.

Professionelle forskere har stor berøringsangst i forståelsen af Holger Danske af frygt for at tabe deres omdømme, og derfor afskrives han som regel som en fiktiv person skabt på basis af en række faktiske personer indbygget i frankiske riddersangkredse.

Der er ingen tvivl om at Holger Danske i den sene middelalder skrives ind i sammenhæng der må være fri fantasi. Lad os derfor alene holde os til at se på det næste heltedigt hvor vi bliver informeret om Holger Danske.

Martinskrøniken fra Køln

Krøniken ”Chronicon Sancti Martini Coloniensis” ender i året 1036 e.Kr. og menes skrevet i 1100 tallet e.Kr. Som gengivet i Georges Heinricvs Pertz: Monvmenta Germaniae Hstorica (1829, Tomus II,  s. 214) lyder det:

”... huic suffectus est Herbodus, qui rexit sub annum DCCLXXVIII, quo monasterium a Saxonibus est destructum, et denuo restauratum per Olgerum Daniae ducem, adiuvante Karolo magno imperatore..."

”... Denne efterfulgtes af Herbod, der var leder i året 778, hvor klostret af Sakserne blev ødelagt, og på ny genopbygget af Hertug Holger den Danske, støtte til Kejser Karl den Store...”.

Min oversættelse til nudansk.

Som P. G. Thorsen: Nogle Meddelelser om visse historiske Bestanddele i Sagnet om Olger Danske, tilligemed en Undersøgelse om ”Chronicon monasterii Sancti Martini majoris Coloniensis” (G. Forchhammer: Oversigt over det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger og dets Medlemmers Arbeider i Aaret 1864, s. 166) gør opmærksom på, skriver Pertz fejlagtigt ”Otgerum”, hvorfra fejlen videreføres af J. F. Böhmer (1853) og J.H. Kessel (1862). Den oprindelige ordlyd er ”Olgerum”.

Det irske kloster St. Martin i Køln (Martinsklostret, Groß St. Martin) lå i 700 tallet e.Kr. på en ø i Rhinen ud for Deutz (Duicia). Kilden ”Chronicon Sancti Martini Coloniensis” anses for pålidelig, og understøtter i tid og stavevis, at ”Olgerum Daniae” er en latinisering af det oldfranske ”Oger li Daneis” fra Rolandskvadet (vers CCLVII, sætning 3543-52).

I afsnittet "Sakserne" viser jeg at De Gamle Sakser's landområde i 700 tallet e.Kr. var blevet indskrænket og svarer nogenlunde det vi i dag kender som Nedre Saksen (Niedersachsen), dvs. fra Ems-floden mod nord via Weserfloden til Elben (Sax-elfr). Nord herfra har vi kontrol i dette tidsrum.

Et saksisk angreb på et kloster i Rhinen år 778 e.Kr. er derfor et angreb på en sydlig fjende. Denne fjende er Frankerne. Karl den Store/Charlemagne angreb De Gamle Sakser ialt 18 gange i tidsrummet år 772-804 e.Kr.

Chevalerie Ogier - Ogier’s Ridderfærd

Digtet ”Chevalerie Ogier (de Danemarche)” (Ogier’s Ridderfærd) fra slutningen af 1100 tallet blev skrevet af Raimbert af Paris og består af 13000 verslinier. Da vi allerede er bekendt med Holger Danske fra Rolandskvadet i år 1098 e.Kr. må digtet ”Chevalerie Ogier” ca. 100 år senere være baseret på Rolandskvadet og andre sagn fra samtiden, og kan ikke være fri fantasi.

Holger (Ogier de Danemarche) beskrives i den 1. sang som søn af Kong Godfred (Gaufrey de Danemarche), der var Karl den Store/Charlemagne’s største og farligste fjende fra nord.

Som vi allerede har hørt ovenfor beskriver Frankernes Annaler Kong Godfred af Danmark og vi stoler på sandheden omkring dette. Det er derfor helt uden for tvist at Digtet ”Chevalerie Ogier” har sandfærdig information omkring Kong Godfred. Hvis Holger af frankerne siges at være søn af Kong Godfred så må vi have lid til at dette er sandt.

Karlamagnús saga ok kappa hans - Karl Magnus’ krønike

Valdemar I. den Store’s og Absalons store modstander i slutningen af 1100 tallet var Hertug Henrik af Brunswig (Henrik Lejonet, Herzog Heinrich der Löwe von Baiern und Sachsen). En munk i hans tjeneste ved navn Konrad udgiver ca. år 1130 e.Kr. ”Ruolantes Lit”. I Norge skrives, fra frankiske kilder, ”Rolandssagan” der senere, ca. år 1250 e.Kr., bliver indlemmet i ”Karlamagnús saga ok kappa hans” under opsyn af Kong Haakon IV (det tidligste manuskript i dag er fra 1400 tallet).

I ”Bilag Ø: Forne sange” folkevisen ”Roland og Magnus kongjen” der er samme saga berettet i en sang.

Christiern Pedersen (se nedenfor) udgiver år 1534 e.Kr. ”Kejser Karl Magnus Krønike” baseret på den norske version fra år 1250 e.Kr. samt muligvis andre udgaver. I min udgave af krøniken af Carl Elberling ”Danske Folkebøger, Kjøbenhavn 1867. Keiser Karl Magnus’s Krønike, 1866” hører vi på side 18:

”Der var en Konge i Danmark, som hed Gøttrik, han var tidt forligt med Keiseren (Karl Magnus/Charlemagne) og brød det altid. Paa det sidste forpligtes de saa, at han satte ham sin Søn til Gidsel, som hed Olger, thi han havde liden Kjærlighed til ham. Kong Gøttrik havde og Gidsel af Keiseren, ham lod han aflive.”

Olger Danske optræder efterfølgende som en af 12 jevninge der berømmes for sejr.

Kong Olger Danskis Krønicke

I det sydlige Danmark er man derfor fuldt vidende om beretningen om Holger Danske fra Karlamagnús saga ok kappa hans fra 1200 tallet og beretningen har været en del af alle unges lærdom, inklusive Christian II. (1481-1559). Olger/Holger er i 1200 tallet, som fortælleteknik, videreførelsen af Odin i et samfund hvor den katolske kristendom har vundet indpas, og den forne sæd anses som kætterisk. Derfor gradbøjes han til at være identisk med Danerne og Danmark, men forståelsen af ham forbliver Odin og symbolet på forfædrene. Havde Holger i de frankiske beretninger været fra Island eller Norge havde fortællingen her udviklet sig helt på samme vis og af samme årsager.

Iflg. P. Hansen’s Illustreret Litteraturhistorie fra 1902 (bind 1, s.194-6) vidste man i Danmark i 1500 tallet at der i Frankrig fandtes en ekisterende krønike om Holger Danske, udover ovenævnte digte, og ”Kongen (Christian II.) havde tidt opfordret sin Litteraire Ven (Christiern Pedersen) til at faa Rede paa den”. Christiern Pedersen rejser på studieophold til Paris år 1508-15 e.Kr. hvor han boede i det latinske kvarter. Han finder et eksemplar af krøniken, ”Ogier le Dannoys” fra 1400 tallet, men har problemer med at læse den. Vi kan se at det eksemplar han finder må være skrevet på middelalderfransk for han lod den ”for Guld og Peninge” oversætte til latin, hvorfra han selv foretager oversættelsen til modersmålet.

Christian II. havde lovet Christiern Pedersen ”god Løn” for at udgive en gengivelse af den frankiske/franske krønike på dansk. Dette sker efter Christian II., 51 år gammel, blev fængslet og indsat på Sønderborg Slot 9. august 1532 e.Kr. og krøniken udgives 1534.

Christiern Pedersen (ca. 1480-1554)

(Kilde: C. J. Brandt: Om Lunde-kanniken Christiern Pedersen
og hans skrifter, København 1882).

”Kannik, forfatter, bogtrykker og udgiver. Kannik i Lund 1505. Drog på studieophold i Paris (1508-15), hvor han reddede det håndskrift af Saxos ”Gesta danorum”, der ligger til grund for alle senere udgaver. Han var nært knyttet til Christian II. som han sluttede sig til under dennes landflygtighed i Nederlandene. Vendte tilbage til Danmark i 1532 og fik efter fredsslutningen amnesti i 1536 og blev beskæftiget med litterære arbejder bl.a. med en fordanskning af Luthers tyske Bibel. Christiern Pedersen var en af de bedste repræsentanter for den side af reformationen, der ville opdyrke modersmålet i kirkens tjeneste og for folkets skyld. Med sin ”Jærtegnspostil” (1515/1518), bearbejdelser af Luthers skrifter og bibeloversættelser (”Ny Testamente”, 1529/1531) skabte han i en tid, hvor Danmark ellers oversvømmedes af plattysk litteratur, grundlaget for senere tiders danske skriftsprog. Særligt må bibeloversættelsen af 1550, også kaldet ”Christian d.3.s Bibel”, fremhæves. Af andre litterære arbejder kan bl.a. nævnes: Den første latin-danske ordbog, ”Vocabularium ad usum Dacorum” (1510), udgaven af Saxos Danmarkskrønike (Paris 1514), en udgave af ”Peder Laales danske Ordssprog” (1515), to folkebøger, ”Kejser Karl Magnus Krønike” (1534) og ”Kong Holger Danskes Krønike”efter den franske ”Ogier le Dannoys” (15. årh.), som han behandler frit, idet han bl.a. indlemmer Holger Danske i den olddanske kongerække og gør ham til en kristen konge. Holger Danske Krøniken blev vidt udbredt og optrykt adskillige gange. Christiern Pedersen reviderede endvidere ”Rimkrøniken”og påbegyndte ligeledes en dansk oversættelse af Saxos værk samt et tillæg og en fortsættelse hertil. På nær tillæggene og en del af fortsættelsen gik dette arbejde tabt ved Københavns brand 1728.”

Ved gennemlæsning af Christiern Pedersen’s livsforløb og litterære værker kan det næppe undre at han anses som grundlæggeren af dansk litteratur. Dette er med andre ord en yderst kyndig og meget respekteret person vi her omtaler.

Titelbladet til Christierns Pedersens ”Kong Olger Danskis Krønicke” sat i Malmø 1534. Der findes to originaleksemplare: På Unversitetsbiblioteket i Upsala og i Svenska Akademiens Boksamling. Teksten siger (med mulige enkelte oversættelsesfejl):

”Kong Olger Danskis Krønicke. Som vaar Kong Gøtrickis søn, oc en veldig Konge her i Danmarckis rige/oc i Engeland och Babylonie so her effter bescreffuit, Steat De om haff store underlige oc madomelige gerninger/so ha Bedreff i orlog oc krig til verdens ende faat den hellige christielige trois Beskermelse/so de mue see som Bende kunde ie se oc sige det andre framde lis.”

Denne krønike er fra udgivelsen en del af alle unges lærdom og genudgives mange gange, bl.a. af Nis Hanssen i ”Olger Danskes krønike” fra 1842 med fortale af ”justisraad, professor C. Molbech” hvilken udgave jeg har benyttet. Molbech skriver i fortalen (s. XXII) ”Endnu 1795 siger Nyerup om Holger Danske: ”at det er den almindeligste og meest undede af Almuens Morskabsbøger; den findes næsten i hver anden Bondehytte og forelæses hyppigen de hellige Aftener, eller ved kartegilder, humleplukken og slige Samquem”.

Vi er så heldige at vi ved helt præcist hvordan Holger Danske blev opfattet visuelt af Christian II. og Christiern Pedersen.

Skævinge Kirke, Sjælland. Holger Danske i senmiddelalderens ridderdragt. Dateret til år 1550 e.Kr.
Ikke meget viking over denne forfinede og romantiske udgave af helten. Kilde: www.kalkmalerier.dk

I værket ”København før og nu” (bind 5, s. 102) kan vi se at de to vandhuller i Fælledparken, overfor H.C. Ørstedinstituttet ved Nørre Allé i København, i slang kaldes ”Holger Danske’s briller”. Udtrykket opstod muligvis i år 1682 e.Kr. som en henvisning til Holger Dønnike, der boede i ejendommen Nørrebrogade 68. Såvel navngivningen af personen, som vandhullerne viser hvor levende Holger Danske var i befolkningens bevisthed i samtiden.

Krøniken er naturligvis fuld af Middelalderens senere fiktive tilføjelser af hændelser der ikke kan være historisk korrekte i forbindelse med Holger Danske. Kort fortalt så nægter Kong Gøtrik/Godfred at hylde Karl den Store/Charlemagne. Olger/Holger bliver givet som gidsel til Karl den store indtil Kong Gøtrik/Godfred indfinder sig ved hans hof og accepterer frankernes overherredømme. Dette sker naturligvis ikke. Kong Gøtrik/Godfred dræbes af ”een af sine egne Tjenere i sin Seng om Natten” (s.64) og Olger/Holger bliver konge af Danmark. Her bliver han i 5 år (s.66) og drager herefter tilbage til Karl den Store/Charlemagne, hvorefter han klarer verdenssituationen.

Kom ihu at den katolske kirke i Christiern Pedersens samtid er ved at blive smidt ud af Danmark (sker ved lov i 1536) og som vi har set er Christiern Pedersen dybt involveret i dette på alle måder. Hans Tausen er i fuld gang med at vinde lydhør for at Danmark skal bryde med Rom. Christiern Pedersen oversætter, iflg. Professor C. Molbech i fortalen, i fri stil fra originalen ”Ogier le Dannoys”, men kommenterer hvor hans oversættelse kommer i konflikt med hvad der var gængs tone i Danmark år 1534 e.Kr.

F.eks. hvor Olger ”skal komme tilbage mod dommedag og stride mod antikristen med sværd og spyd” kommenterer Christiern Pedersen at der intet herom findes i den hellige skrift – den katolske kirke mod den protestantiske udgave.
 
Ligeledes da der i krøniken nævnes ”de sex dejlige skinnende Jomfruer, som man kalder Vætter” som i krøniken kommer og give den nyfødte Olger hans Orlög, dvs. spår om hvad fremtiden vil bringe (se ”Enfances Ogier” i digtet). Om dette skriver Christiern Pedersen ”det er ikke troligt, at så skulde skeet, men det er Fabel og opdigtet Ting”.
 
Alle med viden om den forne sæd vil vide at vætter er en dybt integreret del af vor oprindelige skikke og tro.  Vætter er naturånder, der bor bl.a. i sten og jord. Gårdboen, den senere julenisse, på gårdene er en vætte. I 1900 tallet er vætter en betegnelse for personer der giver smør og kærnemælk til en bestemt sten, dvs. foretager en ofring til vætterne.
 
Men det absolut vigtigste i krøniken er at Christiern Pedersen, lig i den frankiske ”Chevallerie Ogier” (Ogier’s Ridderfærd) fra slutningen af 1100 tallet, gør Olger til søn af Kong Gøtrik. Dette er en direkte videreførelse af beretningen i Karlamagnús saga ok kappa hans -  Karl Magnus’ krønike.
 
Vi har netop hørt at Christiern Pedersen, samtidigt med arbejdet  på ”Kong Olger Danskis Krønicke” i Paris, udgiver ”Saxos Danmarkskrønike” i samme by år 1514 e.Kr. Han kan derfor Saxo i søvne og ved med det samme hvad Kong Godfred’s søn hedder. Saxo er den eneste historieskriver der omtaler Kong Godfred som Kong Gøtrik og i bog 9 forklarer Saxo os at sønnen hedder Olav/Oluf. Derfor skriver Christiern Pedersen ”Hvem Karls Hofsinder kaldte Olger paa deres Maal, som er Oluf paa Danske”. I 1842 udgaven henviser 1. kapitel direkte til Saxo.
 
Det må i denne forbindelse være indlysende at Karlamagnús saga ok kappa hans og Saxo i Gesta Danorum har en identisk kilde eller mundtligt sagn som grundlag for beretningen om Kong Godfred eller Gøtrik/Gøttrik.
 
Saxo (bog 7:75, 9. bog Fra Gøtriks Fald til Gorm den Gamles død) skriver:
 
”Ole (Olavus) var Gøtriks Søn (Gøtrici filius) og blev Konge efter sin Fader, men ved at ville hævne hans Død, kom han en Borgerkrig afsted, som kostede ham Livet og paadrog ham den Eftertale, at han elskede sin Fader højere end sit Fæderneland. Han ligger for Resten begravet tæt ved Lejre (Lethram), i en Høj som bærer hans Navn.”
 
Saxo blev i samtiden anset som en fuldstændig pålidelig kilde og Christiern Pedersen’s konklusion er derfor i samtiden helt forsvarlig. I det 20. århundrede er Saxo i stigende grad blev afvist som en sandfærdig kilde fordi vi nu ved at han mange steder roder rundt i personer, tid og sted. Saxo er dog stadig en yderst vigtig kilde, men kræver stor samtidsforståelse og evnen til at putte fortællingerne ind det rette sted.
 
Da Shakespeare laver sit første manuskript til ”The Revenge of Hamlett, Prince of Denmarke” år 1589 e.Kr. og i den endelige udgave år 1597 e.Kr. hvor han bruger Saxo’s Amlet fra Gesta Danorum, kender han naturligvis til Christiern Pedersen’s udgave af Holger Danske. Han må også vide at Christiern Pedersen kom fra Helsingør. Det må være derfor at Shakespeare placerer Hamlet, prins af Danmark i "Elsenour" (1.2.363, Folio 1-udgaven 1623). Denne viden har Shakespeare uden tvivl fra den engelske skuespillertrup der besøgte Helsingør år 1586 e.Kr. Samtidig er Kong Fred. II.'s nye slot "Krogen/Kronborg" færdigbygget år 1585 e.Kr.
 
Måske lige så interessant er Amlet hos Saxo ikke prins af Danmark (bog 2:149-154, 3. bog Fra Rolfs til Fenges død, Rorik Hor-vendel og Fenge). Amlet (Amlethus) er søn af Hor-Vendel (Horwendillus) og Geruth (Gerutham). Hos Shakespeare kaldes Hamlet's moder Dronning Gertrude.

Hor-vendel bliver, med sin broder Fenge (Fengo), underkonge af Jylland (Iutorum praefectus), som deres fader Ger-vendel (Gerwendillus) var det. Geruth er datter af Kong Rorik (Rorico) af Danmark. Geruth er derfor prinsesse, men Amlet er ikke prins af Danmark.

Der synes enighed om at den "jyske" Amlet (Amleth, Amlothi, Amloði) eller "Klodrian" var en faktisk jysk prins der levede i 600 tallet e.Kr. i og omkring "Ammelhede", Virring sogn syd for Randers (Saxo, Bog 4 skriver at hans grav findes i Jylland på en mark (campus) med hans navn).

På en runestav af takstræ fundet i 1917 i Westeremden, Hoogelaand, Friesland (nordøst for Groningen) finder vi følgende runer rejst i en mærkværdig blanding af Ældre Futhark, Yngre Futhark, samt frisiske og angelsaksiske runer:

Runeindskriften, kaldet "Westeremden B", er dateret til ca. år 750-800 e.Kr. og ser ud som følger:

ophæmujiBAdaæmluþ:
wimœBæhþuSA
iwioKuPdunale:

Elmar Seebold (1990) fortolker dette således (læsende g for j, v for B, ë for A, ô for œ):

"ophæmu givëda æmluþ:iwi ok upduna (a)le wimôv æh þusë"

Jantina Helena Looijenga fortolker indskriften således (1997):

"op hæmu jibada æmluþ : iwi ok up duna (a)le wimœd æh þusa"

Som hun oversætter til:

"at the homestead stays good fortune, may it also grow near the yew on the terp; Wimœd owns this"

Michael Skovmand: Kronik i Aarhus Stiftstidende (1.2.1992) fremkom med denne fortolkning af førstedelen af indskriften:

"På en klint satte Amled sig til værge"

Dette er formentlig en dansk oversættelse af en tidlig frisisk fortolkning af indskriften der lød således:

"Op Ophaim (Oppum?) nam Amluth stried op"

Først i december 2010 fik jeg mulighed for at efterse runerne, herunder Jantina Helena Looijenga's doktorafhandling fra 1997 (IX. Runic Inscriptions in or from the Netherlands, The Objects of Yew Wood, s. 183-185, 13. Westeremden B). I lyset af min nuværende viden vil jeg gerne foreslå følgende fortolkning af indskriften:

"Omkring hjemmet gav Amleþ [tryghed] : (på) takstræet og omkring thorpen Gro! Wimœd ejer denne [runestaven]".

Takstræet, et helligt træ, hed på olddansk ”I, Ide, Idegran”, jvf. Idestrup, Nordfalster og Isted, Slesvig, samt ikke mindst ”*IwaR, Yr (Eoh)”-runen med samme betydning. Runestaven er af træsorten taks og "iwi" er den frisiske dialekt for træet. Det oldfrisiske "ale" er identisk til det oldnordiske "ala", der kendes i Ældre Futhark som "alu" (Voks!, Gro!). Ordet er det afsluttende ord ved afsigelsen af en magisk formel, og er gennemgået i detaljer i afsnittet "Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder". I det oldsaksiske digt ”Heliand”, fra ikke senere end 800 tallet e.Kr., og derfor samtidig med nærværende runeindskrift, forekommer ordet "gibade" (Kap. XXXVIII: sætning 3161) og "gibada" (Kap. LXIX: sætning 5828). I dette digt opfattes ordet med betydningen "beroligelse, tryghed, modighed". Det forekommer rimeligt at "jiBAda" må være identisk til "gibada". Her vil jeg tilføje ordet "gibu" fra guldskillingen fra "nær Køge", Sjælland år 385-670 e.Kr. (DR BR61), som jeg her mener bør opfattes som "giver". Jeg opfatter det oldfrisiske "duna" som identisk til det oldengelske "dun" (bakke), med datidsformen "dune" (fra bakken) og "ofdune" (ned ad), underforstået "bakken". Normalt er "thorpen" en udflytning fra selve bygden, og det må være det der her tænkes på. Lokale forhold kan have gjort at ordet "þorp" her erstattes af "dun, duna" (bakke). Som Idestrup, Nordfalster ligger på en bakketop, og her har det hellige Ide (Takstræ) oprindeligt stået, således er samme tilfældet på ovennævnte thorp. Det der skal gro på Ide(Taks)-træet, og omkring thorpen, er samme tryghed (evnen til at opretholde fred og ro), som Amleth gav i selve bygden.

Mit gæt er at Saxo’s Geruth er identisk med Carloman’s enke Gerberga. Carloman (751-771, medregent 768) var Karl den Store/Charlemagne’s broder, der til sin død styrede Austrasia (den nordøstlige provins af Frankernes område, svarende til det østlige Frankrig, det vestlige Tyskland, Belgien og Holland. Hovedbygderne var Metz og Rheims).  I Saxo’s beretning, hvor nogle af oplysningerne kan bekræftes som sandfærdige, er Carloman derfor lig Hor-Vendel (Horwendillus) og broderen Fenge (Fengo) lig Karl den Store/Charlemagne. Saxo skriver at Fenge dræber Hor-Vendel, og når vi sammenligner dette med faktiske begivenheder med Carloman’s tidlige død, brødrenes strid, og enkens frygt for Karl den Store, kan vi ikke udelukke at Karl den Store/Charlemagne faktiske dræbte sin broder for at tage kontrol med hele det frankiske rige.
 
Den faktiske person Autchar, der i den senere ridderdigtning fiktivt forbindes med Holger Danske, rejste år 771/772 e.Kr. med Gerberga og hendes børn til Kongen af Lombardiet Desiderius’ hof i hovedbygden Ticinum (i dag Pavia). Da nogle kilder skriver at Gerberga var datter af Kong Desiderius, svarer denne konge til Kong Rorik hos Saxo. Amlet hos Saxo svarer derfor til den faktiske person Autchar, der i Middelalderen forbindes med Holger Danske. Vi kan derfor se at allerede da Saxo skriver Gesta Danorum år 1200/1 e.Kr. er der en fuldstændig sammenkobling mellem Amlet og Holger Danske, selvom disse senere tilføjelser er fri fantasi. Alt dette har Shakespeare naturligvis fuld forståelse for.
 
At Hamlet hos Shakespeare er prins af Danmark må derfor være hentet, ikke fra Saxo, men fra ”Kong Olger Danskis Krønicke” fra 1534. Mon ikke det er Shakespeare's private nik til sin samtidige historieskriver Christiern Pedersen der gør, at det manglende "H" i ”Kong Olger Danskis Krønicke” kommer ind som et urigtig "H" i "Hamlett" (Se den korte gennemgang af Shakespeare's Hamlet nedenfor).
 
Lad os for den videre forståelse antage at Holger er identisk med Oluf og se hvorledes dette forholder sig med faktiske historiske forhold som vi kender dem.

Kong Godfred og slægt

Vi har faktisk ganske gode samtidige kilder til rådighed i afklaringen af denne yderst turbulente periode i Danmarks historie fra frankiske og nordiske kilder. Problemerne vi har med korrekt identifikation skyldes flere årsager. Dels sidder kongerne kun på tronen i meget kort tid, dels er der høj grad af fornavnesammenfald, dels er der stor grad af familiesamhørighed og de frankiske historieskrivere kan ikke altid afklare den rette sammenhæng, hvilket tvinger dem til at bruge betegnelsen”nepos” (ental) og ”nepotes” (flertal) der kan betyde enten nevø, barnebarn eller beslægtet.

Kong Godfred – frankiske kilder

Kong Godefrid/Godfred/Frothj hin Frithgothæ/Gøtrik (ca. 804-810 e.Kr.) kender vi, omend ikke så godt som vi gerne vil, og udbygningen af Danevirke er hans mindesmærke. Det er Sven Aggesøn der kalder ham Frothj hin Frithgothæ ”også kaldet Den Gavmilde”.

Vor hovedkilde om Kong Godfred er Frankernes Annaler for år 804, 808, 809 og 810 e.Kr.

År 804 e.Kr. ankommer Kong Godfred (Godofridus rex Danorum) med sin flåde og hær til Slesvig (Sliesthorp) og udveksler september år 804 e.Kr. diplomatiske forbindelser med Charlemagne.

År 808 e.Kr. angriber han Obodriterne, den nordligste af de vendiske stammer. Han kommer i slag med Frankerne (Charlemagne sender sin søn nordpå), der angriber over Elben, under hvilken Godfred’s brodersøn, Reginold, dræbes. Han tvangsforflytter købmændene fra Reric/Lybæk til Hedeby og udbygger Danevirke.

År 809 e.Kr. Godfred og Charlemagne mødes til fredskonference ved Elben på et sted kaldt Badenfliot (Beidenfleth i dag). De kan ikke blive enige om noget. Charlemagne er helt klart nervøs over Godfred og sender lejesoldater fra Gaul og Germanien, under ledelse af Grev Egbert, over Elben og etablerer Essefelth (i dag Itzehoe) i marts år 809 e.Kr. for at lave et bolværk mod Godfred.

År 810 e.Kr. Danerne angriber og ødelægger Friesland med 200 skibe og kræver lydskat, hvoraf 100 pund (Troy pund) sølv allerede er betalt. Charlemagne er undervejs for at hævne sig mod Kong Godfred og hører, efter 8. juli år 810 e.Kr., at Kong Godfred er blevet dræbt af nogen fra hans eget følge, dvs. Hirden har dræbt ham. Kong Godfred’s brodersøn Hemming overtager Kongetronen (Hemmingus filius fratris).

Kong Godfred – nordiske kilder

I 1. sagabrudstykke (s. 361) fra Det kongelige Nordiske Oldskrifts-selskab’s oversættelse af Jomsvikinga Saga og Knytlinga Saga fra 1829 hører vi at Kong Godfred dræbte Friserhøvdingen Rørik, at Godfred blev dræbt af egne folk, at Godfred har en søn ved navn Reinfred (s.362) og at Godfreds broder Heming bliver Konge efter Godfred. Ludvig den Fromme kaldes her Kong Lødder.

Saxo (bog 7:27, 8. bog Fra Bravallaslaget til Gøtricks Fald) skriver:

”Efter Snie kom en Bjørn, og efter ham en Harald (Haraldus) paa Tronen, men kun Haralds Søn Gorm (filio Gormoni) er en af de gamle danske Høvdinger, som ved deres Idrætter har erhvervet sig udmærket Navnkundighed.”

Saxo (bog 7:61, 8. bog Fra Bravallaslaget til Gøtricks Fald) skriver:

Gotrik eller Gøtrik (overskrift)

”Der Gorm var død, blev hans søn Gotrik (Gotricus) Konge, og han blev lige saa berømt for sin Gavmildhed som for sin Tapperhed...”

Sven Aggesøn skriver at Frothj hin Frithgothæ var søn af Kong Frithlevere /Frithleuer.

Saxo (bog 7:64, 8. bog Fra Bravallaslaget til Gøtricks Fald) skriver:

”Dengang Kong Gotrik, som ogsaa er bleven kaldt Godefred (Godefridus), drog udenlands i Herrefærd, havde Lykken med sig og teede stor Manddom, hvoraf der gik saa vide Ry..... og hver Gang der blev ny Hertug i Saxen, skulde de saxiske Hertuger, til et højtideligt Hyldingstegn, udrede til de danske Konger, som deres Lens-Herrer, en Kjendelse af hundrede snehvide Heste.”

Saxo (bog 7:65, 8. bog Fra Bravallaslaget til Gøtricks Fald) skriver:

Karl (rex Francorum Karolus) var just dengang gaaet sejerrig tilbage over Rhinen og tøvede en Stund, som om Floden var ham i Vejen, med at gaa denne fremmede Fjende under Øjne; men omsider var det dog hans Agt at fare over og knuse Kong Gøtrik, da der saa i det samme kom Bud fra Leo, Paven i Rom, at han var belejret og trængte hardt til Undsætning.... han overlod da til sin Søn Pipin (Pipino) at holde Gøtrik Stangen, medens han selv gik til Italien.”

Saxo (bog 7:69, 8. bog Fra Bravallaslaget til Gøtricks Fald) skriver:

”..blev Gøtrik dog ved at husere i Frisland og stod just i Begreb med at trænge dybere ind i Tyskland, da nogle af hans egne Drabanter med Forrædderi stjal Livet af ham.”

Slægten – frankiske kilder

• ældste søn, medkonge 813-814. D. 814
• Horik I., d. 854, konge af Danerne 813-854
• søn, lever 827, medkonge 813 og efter 827
• søn, medkonge, 813-819, uddrevet 819
• søn, medkonge, 813-819, uddrevet 819

(Frankernes Annaler 814, 819, 827 og 828 forklarer at Horik I. i begyndelsen delte tronen med mindst 4 brødre. Den ældste blev dræbt 814 da Harald og Reginfrid forsøgte at genvinde tronen. I 819 laver to af Godfred’s sønner (broder 2. og 3. ovenfor) en alliance med Harald II. mod deres to andre brødre (broder 4. og 5. ovenfor) og driver dem ud af landet. Herefter styrer Harald II. med Horik I. og broder nr. 3 ovenfor landet indtil 827 hvor Harald II. uddrives. I 828 forsøger Harald II. at genvinde tronen. Det mislykkedes og dette er sidste gang vi hører Godfred’s sønner omtalt i flertal. Derfor er dødsåret for broder nr. 3 ovenfor nok ganske kort tid efter 827. Annales Bertiniani/St-Bertin Annalerne nævner Horik I. for årene 836, 838, 839, 845 og 847 og Frankernes Annaler 854 skriver at Horik I. dør dette år i slag mod Gudurm, Horik I.’s brodersøn.)

Børnebørn

• Gudurm, tronpåkræver 854. Søn af en af brødrene af Horik (Frankernes Annaler 854)

Andre slægtninge hvis slægtskab er usikkert:

• Reginold, d. 808, søn af Godfred’s broder (vi ved ikke om han var broder eller fætter til Hemming og hans familie).
• Hemming, d. 812, Konge 810-812, søn af Godfred’s broder (navn ukendt). Indgår fredsaftale med Charlemagne 811 (Frankernes Annaler 811+ 812)
• Hankwin (Haakon?), lever 811, broder til Hemming ((Frankernes Annaler 811)
• Angandeo (Angantyr), lever 811, broder til Hemming ((Frankernes Annaler 811)
• Sigifrid II., d. 812, ”nepos” til Godfred
• Anulo ¹, d. 812, ”nepos” til Harald I. Konge (Frankernes Annaler 812), søn af Halfdan (Halpdani, Halptani, Alfdeni), søn af Harald Hildetand og ambassadør for Kong Sigifrid I. af Danmark (regent før 777 og efter 798. Frankernes Annaler 777, 782 og 798)

¹ Anulo er formentlig en frankisk fortolkning af Aleifr der bliver til Oláfr, der bliver til Olav/Olau/Oluf/Ole. Anulo er derfor lig Olav/Oluf.

Efter Kong Hemming’s død år 812 e.Kr. udbryder der borgerkrig mellem Sigifrid II. og Anulo om Danernes trone. Begge tronpåkrævere bliver dræbt år 812 e.Kr. under slaget men Anulo’s side vinder. Vi kender ikke til slægtskabet mellem Godfred og Harald I.

Slægten – nordiske kilder

I 1. sagabrudstykke (s. 361) fra Det kongelige Nordiske Oldskrifts-selskab’s oversættelse af Jomsvikinga Saga og Knytlinga Saga fra 1829 hører vi at Kong Godfred dræbte Friserhøvdingen Rørik, at Godfred blev dræbt af egne folk, at Godfred har en søn ved navn Reinfred (s.362) og at Godfreds broder Heming bliver Konge efter Godfred. Ludvig den Fromme kaldes her Kong Lødder.

Saxo (bog 6:54, 7. bog Fra Ingels død til Braavallaslaget) skriver:

”I samme god Lav var det, at Ole Sigurdsøn (Olonem Sywardi filium) oppe fra Norge kom herned til Dannemark, for dog en Gang at se Kong Harald, som var hans kjære Morbroder...... med blev efter den svenske Krig endog Herre over Dannemark (Danicarum rerum imperio)....”

Saxo (bog 6:68, 7. bog Fra Ingels død til Braavallaslaget) skriver:

”Til Løn for sin Helte-Gjerning blev nu Ole gift med Æse, og avlede med hende en søn, ved Navn Omund (Omundum)....”

Saxo (bog 7:75, 9. bog Fra Gøtriks Fald til Gorm den Gamle s død) skriver:

”Ole (Olavus) var Gøtriks Søn (Gøtrici filius) og blev Konge efter sin Fader, men ved at ville hævne hans Død, kom han en Borgerkrig afsted, som kostede ham Livet og paadrog ham den Eftertale, at han elskede sin Fader højere end sit Fæderneland. Han ligger for Resten begravet tæt ved Lejre (Lethram), i en Høj som bærer hans Navn.”

Saxo (bog 7:76, 9. bog Fra Gøtriks Fald til Gorm den Gamle s død) skriver:

”Efter Ole kom der en Hemming (Hemmingus), hvem jeg ikke har fundet andet mærkværdigt om, end at han eedelig forpligtede sig til at holde Fred med Kejser Ludvig (Caesare Lodowico); men det er kanske ikke hans Skyld, thi man kan jo have glemt hans Bedrifter.”

Saxo (bog 7:77, 9. bog Fra Gøtriks Fald til Gorm den Gamle s død) skriver:

”Skaaningerne og Sællandsfarene valgte nu en Søn af den norske Kong Sigurd, som ogsaa hed Sigurd eller Sigvord (Siwardus), med Tilnavn Ring, og som var en Dattersøn af Kong Gøtrick (Gøtrici filia); men Jyderne tog et søskendebarn af ham, paa Moders Side, som hed Ring¹ (Ringo idemque Gøtrici nepos).”

¹ Vi ved ikke om Saxo benytter Frankernes Annaler fra år 812 til beretningen om denne borgerkrig og slaget der følger nedenfor. Vi kan sige med sikkerhed sige at Saxo har en kilde skrevet på latin og mit gæt er at det er en frankisk kilde han benytter. Saxo oversætter ordet ”Anulo” forkert idet han tror at det er ordet ”annulus” der betyder ”Ring”. Som vi har hørt beskriver Frankernes Annaler denne borgerkrig identisk mellem Sigifrid II. og Anulo. Ring er derfor identisk med Anulo og Anulo er identisk med Olav/Oluf.

Saxo (bog 7:81, 9. bog Fra Gøtriks Fald til Gorm den Gamle s død) skriver:

”Kort efter kom Sigvord hjem, holdt Slag med Ring og fældte ham virkelig, men fik selv et ulægeligt Saar, som, efter et Par Dages forløb, lagde ham i Graven.”

Sammenfatning af frankiske og nordiske kilder

Frankiske kilder fortæller os intet om Godfreds slægtslinie. Saxo forklarer os at Godfreds tronkrav på Danmark er korrekt da hans fader var Gorm, der igen var søn af Harald. Godfreds aner er gammel dansk høvdingeæt, og derfor er han tronpåkræver. Sven Aggesøn skriver at Frothj hin Frithgothæ var søn af Kong Frithlevere /Frithleuer Vi kan ikke vide om navnene er korrekte, men det synes fuldt rimeligt at Godfred har haft et krav på tronen, ellers var han næppe blevet hyldet på Thinget. Saxo og Sven Aggesøn’s forklaringer kan derfor godt være sande.

Frankerne forklarer os intet om Kong Godfred før han dukker op som Danerkonge år 804 e.Kr. At Godfred tager tronen år 804 e.Kr., og ikke er nævnt tidligere, må betyde at han har været udenlands på togt og også at han vender hjem til Danmark med stor styrke.

Vi hørte at Rolandskvadet omtaler ”Geifreid d’Anjou” eller ”Godfred fra området d’Anjou” med Dragemærket , der klart er Ver Asir/Danir -folkets mærke i samtiden, og jeg spekulerede på om dette kunne være Kong Godfred.

Saxo nævner, før Charlemagne år 808 e.Kr. sender sønnen nordpå for at tage slag med Kong Godfred, en begivenhed Saxo gengiver identisk, at ”dengang Kong Gotrik...drog udenlands i Herrefærd, havde Lykken med sig og teede stor Manddom, hvoraf der gik saa vide Ry.”

Saxo siger derfor at Godfred er på vikingstog i udlandet før han tager Danernes trone år 804 e.Kr. Vi kender alle til togene mod de engelske kyster. Der var mindst lige så mange mod de frankiske kyster. En af de første kilder vi har beretter om at Dorestad og Walcheren år 837 e.Kr. må betale Danegeld for ikke at blive ødelagt¹. Den første Danegeld fra det Vest-frankiske område er fra år 845 e.Kr. hvor Charles den Skallede (840-877) må bøde 7.000 pund sølv. Men på dette tidspunkt er begrebet Danegeld/løsesum allerede en del af beslutningsprocessen og må derfor være af langt ældre dato. Kong Godfred kan sagtens have været i d’Anjou området/kysten ved St. Nazaire-floden i slutningen af 700 tallet. Det var her alle værdierne var og ventede på at blive hentet hjem til Danmark.

¹ Afsnittet ”Guldskilling og Sølvpenge” forklarer hvorfor dette sker. Dorestad indfører møntreform under Pippin år 755 e.Kr. og kommer under katolsk indflydelse. Dorestad går derfor fra dette tidspunkt fra at være et af vore vigtigste handelssteder til at være i ledtog med fjenden. Danegeld er derfor påkrævet som hævn.

Saxo skriver at Kong Godfred konstituerede en ”arveafgift” på de saksiske hertuger på hundrede snehvide heste. Det er helt åbentlyst, fra såvel frankiske kilder som Saxo, at Charlemagne er tosset over dette. Sammenhold nu denne viden med Rolandskvadet der forklarede os at ærkebiskoppen rider på en hvid hest , som var fra en konge dræbt i Danmark. Dette må være historieskrivernes henvisning til Kong Godfreds ”arveafgift”, og Rolandskvadet viser dels at Godfred er blevet dræbt, men også at Charlemagne og hans folk har taget deres retfulde ejendom tilbage.

Saxo ’s andre oplysninger om Kong Godfred er identiske til Frankernes Annaler og viser hvor stor sandhedsværdi Saxo har i beretningen om Kong Godfred.

Frankernes Annaler forklarer os om Kong Godfreds børn:

• ældste søn, medkonge 813-814. D. 814
• Horik I., d. 854, konge af Danerne 813-854
• søn, lever 827, medkonge 813 og efter 827
• søn, medkonge, 813-819, uddrevet 819
• søn, medkonge, 813-819, uddrevet 819

Fra de nordiske kilder har vi nogle navne på Kong Godfred’s børn som Frankernes Annaler ikke kender til.

En af sønnerne hedder Reinfred.

En anden er den nu velkendte Olav/Oluf. Frankernes Annaler gør Anulo/Olav/Oluf til ”nepos”, dvs. tæt beslægtet med Harald I. af Danmark. Saxo skriver at Olav/Oluf var søn af Kong Godfred og blev konge efter Godfred’s død. Netop sidstnævnte bemærkning er interessant for Frankernes Annaler skriver at Kong Hemming overtager tronen efter Godfred år 810 e.Kr. Saxo skriver at Hemming kommer efter Olav/Oluf. Frankernes Annaler forklarer os at Anulo/Olav/Oluf bliver dræbt under borgerkrigen efter Hemming’s død år 812 e.Kr.

Frankernes Annaler er formentligt de faktisk korrekte oplysninger som de så ud set fra Charlemagne’s hof, men jeg tror ikke Saxo ’s bemærkninger er i strid med Frankernes Annaler.

Olav/Oluf må, som søn af Kong Godfred, have været den naturlige tronfølger. Måske har han været for ung, måske militært for svag for Kong Hemming tager tronen. Hemming dør efter kun to år på tronen og borgerkrigen mellem Sigifrid II og Anulo/Olav/Oluf bryder ud.

Kong Olufs Høj

Som vi har set har Saxo , ifald vi stoler på frankiske kilder, meget stor sandhedsværdi i sine beretninger omkring Kong Godfred og slægt. Vi erindrer at Saxo om Olav/Oluf siger at ”han ligger for Resten begravet tæt ved Lejre , i en Høj som bærer hans Navn”. Det gør han sandelig stadig.

Kong Olufs Høj. Matr. Nr. 16 af Svogerslev på gården Mikkelslyst’s jorde mellem Lejre og Roskilde. Nationalmuseets Inventarprotokol Nr. 6907 fra 1842 siger: ”Forærede af Gårdmand Niels Pedersen, Svogerslev: Tre fragmenter af en spore. På enden af det ene stykke ses levninger af en sølvklædning, fundne i en gravhøj for tre år siden i midten af højen. (Ved forespørgsel på Nationalmuseet i nyere tid synes fundet på mystisk vis at være forsvundet!!!) Andre oldsager af bronze, som fandtes i samme høj, vare førhen afleverede til rådmand Fritz, som indsendte dem til oldskriftselskabet. Højen vat førhen understøttet af svære kæmpestene, som nu ere borttagne. Uden for samme lå en brolagt kreds af mindre stene. Nogle der fundne menneskeben ere bortkomne.”
Kilde: www.lejreguiden.dk/Gravhoje/Gravhoje-i-Lejre -Olufshoj.htm

Olav/Oluf’s familietræ

Frankernes Annaler skriver at Anulo/Olav/Oluf var ”nepos” til Kong Harald I. og søn af Halfdan, dvs. skjoldunge-æt fra Harald Hildetand.

Saxo skriver at Olav/Oluf er søn af Kong Godfred. Men Saxo kalder ham også søn af Sigurd/Sywardi, at hans moder var søster til Kong Harald, dvs. lig Frankernes Annaler er Olav/Oluf ”nepos” til Harald.

Det synes da at alle er enige om at Olav/Oluf er ”nepos” til Kong Harald I. formentlig via mødrene side. Hans fader har vi tre bud på: Halfdan, Sigurd (kan være Sigifrid II. der selv er ”nepos” til Godfred – Saxo skriver søn af Godfred’s datter) eller Kong Godfred.

Ifald Sigurd er lig Sigifrid II. og hvis Saxo har ret i at han er søn af Godfred’s datter, så er Olav/Oluf tipoldebarn til Kong Godfred. Det betyder også at Bravallaslaget mellem Sigifrid II. og Olav/Oluf da er mellem fader og søn.

Den endelige sandhed finder vi nok aldrig frem til, men da Olav/Oluf synes tæt beslægtet til Godfred kan han ganske enkelt have adopteret ham og gjort ham til sin søn og tronarving, selvom det biologisk ikke er tilfældet.

Det er derfor ikke muligt at bevise at Christiern Pedersen’s konklusion om at Holger Danske er Olav/Oluf er korrekt, men vi kan ej heller bevise at det ikke er tilfældet da vi må have tillid til at Holger Danske var søn af Kong Godfred. Mit eget gæt er at Olav/Oluf ikke er Holger Danske for Frankernes Annaler kender Olav/Oluf som Anulo. Rolandskvadet ville derfor have benyttet navnet ”Anulo de Denemarche” i stedet for ”Oger de Denemarche”.

Hólmgeirr Godfredsøn

Da Holger Danske må være en søn af Kong Godfred har vi to andre muligheder eller sønner at vælge fra.

Frankernes Annaler forklarer os at år 819 e.Kr. laver to af Godfred’s sønner en alliance med Harald II. mod deres to andre brødre og driver dem ud af landet. Der er i år 819 e.Kr. kun ét sted disse to fordrevne sønner kan søge asyl og det er hos Charlemagne’s søn Ludvig den Fromme (le Débonnaire) (og ved vi at Harald Klak gør netop dette 6 år senere da han år 825 e.Kr. forsøger at tage tronen fra Kong Godfred’s søn Kong Horik I. der i år 819 e.Kr. havde fordrevet sine brødre fra Danmark).

Vi lærer aldrig navnene at kende på de to sønner af Kong Godfred der sendes i landflygtighed, og da de er forræddere¹ i Danmark, og derfor helte hos frankerne, findes de ingen steder i Danernes historie. Mit gæt er at en af disse sønner er Hólmgeirr/Oger fra Danmark.

¹ Jeg bruger her ordet ”forrædder” noget uheldigt. De to sønner er naturligvis forræddere set fra klanen der tog kongemagten, og vinderne skriver altid historien. Den klan, eller de klaner, som de to Godfredssønner tilhørte har selvklart ikke ment at de var forræddere, men at modparten var det. Således har det altid været når Danerne kives indbyrdigt, hvilket vi altid har gjort og altid vil gøre. Det er prisen for at vi alle er født lige og frie.

Alle kilder er enige i at Kong Godfred år 810 e.Kr. dræbes af folk fra sin egen Hird. Alle kongesønner var fødte medlemmer af hirden. Det må være en oplagt mulighed at en eller begge de to Godfredsønner der sendes i landflygtidhed år 819 e.Kr. kan have været ansvarlige for mordet på Kong Godfred, og at det er derfor at Rolandskvadet i vers CCLVII lader Oger li Daneis gå i kamp med og vinde over Geifreid d’Anjou – Kong Godfred i kamp med sin egen søn Hólmgeirr – Holger Danske.

Det der virkeligt slår mig som mærkværdigt i argumentationen for at Holger Danske skulle være en helt af fri fantasi er at de frankiske historieskrivere kender os forbavsende godt, bedre end vi kender os selv i samtiden. Ydermere er de frankiske kilder generelt sandfærdige. Hvis derfor Holger Danske hos frankerne er beskrevet som en søn af Kong Godfred er det uden tvivl sandt.

Iflg. Professor Molbech i fortalen (s. XL) til Olger Danskes Krønike fra 1842 skulle Professor i Historie Th. Thomassen Bartholin år 1677 e.Kr. have argumenteret helt det samme i sit skrift ”Thom. Thom. Fil. Bartholin de Holigero dano. Hafn. 1677. 8). Professor Molbech undskylder sin forgange kollega med at han på dette tidspunkt kun var 18 år gammel.

Professor Bartholin blev år 1677 e.Kr., som den første, professor ”politices et historiæ patriæ” ved det Filosofiske Fakultet på Københavns Universitet.

Havde jeg vidst alt dette om Holger Danske da vi i folkeskolen sang en af B. S Ingemann’s bedste fædrelandssange, ville jeg have sunget ekstra højt, ikke over hans eller begge brødres trosvigeri, men over den historiske baggrund for Hólmgeirr Godfredsøn.

Holger Danskes Mærke (1837)

I alle de Riger og Lande,
hvorhen jeg i verden foer,
jeg fegted med aaben Pande
for hvad jeg for Alvor tror.


En Ørn var mit Hjelme-Mærke;
paa brynien stod Korsets Tegn.
paa Skjold bar jeg Løverne stærke
i Hjerternes milde Hegn.


Naar Mænd jeg kasted min Handske,
opslog jeg min Ridderhjelm;
da saae, jeg var Holger Danske
og ingen formummet skjelm.



Vil Dansken i Verden fegte,
men dølger Aasyn og Navn,
jeg veed, hans Aand er ei ægte -
jeg tager ham ei i Favn

”The Revenge of Hamlett, Prince of Denmarke” (Hamlet)
 

Shakespeare’s Hamlet er en genial gengivelse af den visuelle galskab der indtræder i øjeblikket hvor shamanen ”vader igennem” (woð) fra nutid til fremtid for at hente visdom fra forfædrene.
 
Odin som Shaman i Hávamál (vers 139, Ældre Edda):

Min oversættelse til nudansk.

Hamlet’s fader, Old Hamlet, Konge af Danmark, er blevet dræbt. Faderens spøgelse, dvs. faderens ånd, viser sig for, giver tegn og taler til Hamlet ^{1 
 
 
 
1}
Om spøgelsets udseende: ”In the same figure like the King that’s dead"(1.1.41)
Hamlet til spøgelset: "King, father, royal Dane: O, answer me" (1:4:45).
”Ghost beckons Hamlet” (efter 1.4.57)
”Ghost: I am thy father's spirit" (1.5.9)
 

Det tilfalder alle vore gamle konger, med tilnavnet Odin, at kunne indhente og bruge forfædrenes visdom. Retten til at herske er afhængig af denne evne. Derfor skal Hamlet indhente visdom fra sin fader. Hvad Hamlet og hans ven Horatio er bekymret over er om faderens ånd vil ændre Hamlet’s sind med tanker uden for sjælens rækkevidde. Sagt med andre ord. Hamlet er bekymret for om han bliver galen/sindsyg under den shamaniske ekstase, hvor visdommen indhentes. ^1
 
1 So horridly to shake our disposition, With thoughts beyond the reaches of our souls? (1.4.55-56)
 

Med vor grundforståelse for vor-kommen-fra- og tilbagevenden-til søen (fra fostervand til Dísarvand) er der ingen tvivl om at det netop er denne overførsel af shamanisk visdom Shakespeare henviser til. Horatio siger omkring faderens spøgelse/ånd i min oversættelse til nudansk:

”Hvad ifald det lokker dig mod bølgen, min Herre,
eller til den modbydelige klippetop der sniger sig over hans hjem i søen”
(1.4.70-71)
  

Faderens spøgelse/ånd kommer derfor fra søen. Det sker af samme årsag til at visdom hentes fra vandet i en brønd, jvf. ”Urðarbrunni”  (Völuspá (vers 19, Ældre Edda), Hávamál (vers 111, Ældre Edda) og Snorre Edda (Gylfaginning, 16:26, 17).
 
Hele skuespillet omhandler herefter forskellige scener, hvor vi som tilskuere bliver budt på Hamlet’s mulige galskab eller ej.
 
Til trods for at det på overfladen kan se ud som om Hamlet virkelig er gal, er der ingen tvivl om at det er han ikke. Shakespeare viser her hvor genial en barde han var. Kirken ville aldrig have tilladt skuespillets offentliggørelse, hvis ikke det kunne undskyldes med at Hamlet muligvis er gal (se Hamlet’s tale i Scene 5:2.226-255). Den shamaniske visdom er dybt hedensk. Derfor skal Marcellus sige følgende til Horatio:

”Something is rotten in the state of Denmark ¹”
(1.4.90)
 

¹ Læseren er naturligvis klar over at Shakespeare nok skriver "Denmark" (Danmark), men faktisk mener han "England". Det er samtidens censur på ytringsfriheden der gør, at Shakespeare må lade handlingen finde sted i Englands spejlbillede Danmark, ligesom hans dundrende kritik af kristendommmen må skjules bag et latinsk personnavn, jvf. de kristne dogmer fra latinskolerne (se nedenfor). Kristendommen har sikkert været lige rådden i England og Danmark, og hver eneste tilskuer har været klar over den rette sammenhæng. Ludvig Holberg er nødsaget at gøre helt det samme i "Den politiske Kandestøber" (1722). Det er derfor Holberg navngiver personerne "Herman von Bremen" og "Heinrich", og lader handlingen finde sted i Hamborg (Actus 1, Scene 6). Han lader møntfoden være "skilling" (f.eks. Actus 1, Scene 3) så vi ikke er tvivl om hvilken stad der faktisk tænkes på.

Shakespeare viser os at han taler i løn for det efterfølgende svar fra Horatio er:
 

”Heaven will direct it”
(1.4.91)
 

Denne sætning fanger en kristen aldrig. I Himmelen, fremtiden, sidder forfædrene. At Himmelen vil give Danmark retning skal ikke opfattes som den kristne teologi vil have det; at Deos-Gud vil klare det hele, men i den hedenske overførsel af visdom fra fremtid til nutid, der gør det muligt for Kongen ved egen handling at lede riget vel. Det er om dette hele skuespillet handler.
 
Det Indre Øje der ser, og hvorfor Odin’s ene øje må gives til Visdommens brønd i Völuspá (vers 28-29, Ældre Edda).

Hamlet:
 
”My father! – methinks I see my father....in my mind’s eye..”
(1.2.184-186)
 

Horatio, der symboliserer kristendommen i skuespillet, får dette skud for boven:

Hamlet:
 
”There are more things in heaven and earth, Horatio,
Than are dreamt of in your philosophy”
(1.5.167-168)
 

Det er foreslået at “Horatio” er Shakespeare’s gengivelse af den danske teolog og digter Jon Jacobsen Venusinus (-1608). Han læste med adelsmanden Sivert Grubbe til Hovdala Slot, Hässleholm (1566-1636) på samtidens akademiske højborg, universitetet i Wittenberg. Jon Jacobsen’s latinske tilnavn ”Venusinus” henviser til hans hjemstavn øen Hven, men er samtidigt tilnavnet givet til den romerske digter Quintus Horatius Flaccus (f. 65 f.Kr. i Venusia (i dag Venosa)- d. 8 f.Kr.), der i daglig tale blev kaldt "Horats". Herfra er springet til ”Horatio” ikke stort. Shakespeare kan have fået oplysningerne fra Christian IV.’s engelske lutspiller John Dowland, der 1598-1606 var ansat ved det danske hof. Han var spion for Dronning Elizabeth I. og var med på ”Nordkaprejsen” 1599, som var Christian IV. og Sivert Grubbe (se Arne Keller's indsigt i artiklen "Admiralskibet Victor", Siden Saxo, nr. 2, 2007, s.5-11).

Hamlet og hans omgivelser viser os flere steder at han ikke er er besat af galskab fordi han har modtaget visdom fra sin faders ånd (visdommen modtages i begyndelsen af Scene 1.5):
 

Hamlet:

How strange or odd soe'er I bear myself,
As I perchance hereafter shall think meet
To put an antic disposition on
(1.5.172)
 
 
Polonius om Hamlet:
 
”Though this be madness,
yet there is method in 't”.
(2.2.205-206)
 
 
 
Kong Claudius til Polonius:
 
”Nor what he spake, though it lack'd form a little,
Was not like madness”
(3.1.163-164)
 
 
 
Hamlet til sin moder, Dronning Gertrude:
 
”That I essentially am not in madness,
But mad in craft”.
(3.4.187-188)
 
 

Ordet "Amloði" har på oldnordisk bl.a. betydningen "Klodrian". Snorre viser i Skáldskarpamál (Snorre Edda) at forståelsen for ”Amloði” skal forbindes med ”noget farligt og uforudsigeligt” ved at kalde det frådende og uforudsigelige hav, der kværner sten til sand, for ”Amloða mólu” (Amloði’s Mølle) og ”Amloða Kvern” (Amloði’s Kværn). At være farlig og uforudsigelig kan godt ligne galskab, men er ikke en dårlig egenskab at besidde for en konge af Danmark der påtænker, planlægger, og gennemfører hævnen over sin fader's morder.

Skuespillets højdepunkt, og blandt de bedst kendte sætninger i verden, er netop Hamlet’s spørgsmål til sig selv:

Hamlet:
 
”To be, or not to be: that is the question:
Whether 'tis nobler in the mind to suffer
The slings and arrows of outrageous fortune,
Or to take arms against a sea of troubles,
And by opposing end them?”
(3.1.55-59)
 
 

Skal han, eller skal han ikke, følge den forne sæd? Er han, eller er han ikke, sin fader's søn, Slægtens Efterkommer - Cyning/Konge?.

Shakespeare giver os svaret. Hamlet vælger at modtage sin faders visdom og ofre sig selv i stedet for, med vold og magt, at sætte sig op i mod de gamle sæder.