Bilag G: Wélund – helligt land, høvding og gud

Ved forståelsen af at landskabet Vylande/Vilande, Estland er identisk til beretningerne om Wélund (Völund) er spørgsmålet om landskabet i Estland alene skal opfattes som ”helligt land”, som vi finder det i det oprindelige landområde Anglerne tager kontrol med efter ankomsten til Øst-Anglen år 497 e.Kr. (se afsnittet ”Norfolk og Suffolk, East Anglia”), eller om dette landskab er navngivet efter en faktisk person.

Lad os starte med at gengive hvad digtet Deór (Deor), formentligt fra 5-600 tallet e.Kr., forklarer os (sætning 1-12):

¹ Jeg har i min nudanske oversættelse helt bevidst valgt at undlade brugen af poetisk verseform og har i stedet valgt at benytte ordet på nudansk der modsvarer det oldengelske ord. Det gør at den nudanske oversættelse ikke ”flyder” vel, men gør det muligt for læseren selv at læse originalen på oldengelsk.

At Wélund nævnes i Deór (Deor) er muligvis af største vigtighed da stort set alle andre personer i digtet med større eller mindre grad af usikkerhed kan bekræftes som faktiske personer. ¹

¹ f.eks. Reid-goterkongen Eormanríc, Danernes arvefjende, der dør år 376 e.Kr. og Ostro-goterkongen Theodric/Ðéodríc (år 454-526 e.Kr.).

Vi bemærker også at Wélund er beskrevet som en faktisk person og at han er "erilaR", dvs. Jarl-æt i den oprindelige forståelse (se afsnittet "ErilaR - Eruli - Eorl - Jarl). Deór (Deor) digtet er i sin poetiske opbygning ikke enkel at tyde alene, hvorfor vi må hente hjælp fra en anden og lige pålidelig kilde der beskriver samme person; ”Völundarkviða” fra Ældre Edda, formentlig nedskrevet i 800 tallet e.Kr. ”Wélund” kaldes her ”Völund”.

Sammendrager vi hvad ”Völundarkviða” beretter da lærer vi følgende:

Eilhard Lübben (Lubinus): Nova Famigerabilis Insulae Ac Ducatus Rugiae. Kort over Rygen fra år 1608 e.Kr.
Hele landskabet "Iafmunt/Jasmund" er klart urnordisk i brugen af stednavne fra "stubben" til "wiek".
"Sagard" er vist med den røde prik. 
Rygen og landskabet falder under Roskilde-bispen igen fra år 1168/69 e.Kr.

Venstre side af frontstykket af en ”kistil” (liden kiste, skrin) fra Northumbria, dateret til 700 tallet e.Kr. Dette utrolige håndværk er skåret af Nar-hvalens ben (ridset "hronaesban" på kisten). Hele frontstykket er kun 23 cm langt.

Kisten kaldes også ”The Franks Casket” efter Sir Augustus Wollaston Franks (1826-1897), der arbejdede for og gav kisten til British Museum.

Runerne er Angel-saksiske runer. Det lille stykke af kistens låg vi i dag har tilbage viser en bueskytte og runeindskrften forklarer os at det er ”Agili” (Egill), Völund’s broder. Afbildet ovenfor ser vi Völund med den store bidtang i venstre hånd. I tangens bid er en hovedskal fra den dræbte prins, som Völund er ved at forberede til forsølvning. Den unge prins’ krop ligger på maven under ambolten ved Völund’s fødder. Völund har en kop (sølv?) i sin højre hånd, foran hvilken står Kong Níðaður’s dronning og prinsesse Böðvildur. Den anden prins er til højre i afbildningen, med ryggen til og ved at indfange fugle. Bemærk at Völund her er vist med kilt (fra "kilte" (dansk) og "kjalta, kelta" (oldnordisk)).

Þistil · Mistil · Kistil
(Tidsel · Mistel[ten] · [liden] kiste)

Se Gørlev 1-stenen (Sjælland), Ledberg-stenen (Östergötland), indskriften ved ”Buslubæn” i ”Bósa saga ok Herrauðs”, og indskriften på runekisten i Lomen stavkirke, Vestre Slidre (Oppland).
Billedkilde: John Grant: Viking Mythology (1990, s.110-111)

Det lille brudstykke fra kistens låg. Til højre ser vi ”Agili” (Egill) som bueskytte forsvarende sin odel mod fjenden kommende ind fra venstre side. ”Kassen” omringende ”Agili” (Egill) er hans stokværk, hvor åbningen er porten. Kvinden der ses bag ”Agili” (Egill) må være hans viv ”Aulruno”, jvf. Völundarkviða (vers 2 og 4, Ældre Edda). Adam Oehlenschläger kalder hende ”Alrune” i Vaulundurs Saga (1805) og på nuislandsk skrives det ”Ölrúnu”. I vers 4 hører vi i omtalen af brødrene at ”Kom þar af veiþi veþreygr scyti” eller ”kom de [ud] af forsvaret[,] vejr-øjede [bue]skytter”.

Ordet ”veiþi” forbinder danske og engelske oversættelser med ”jagt” fordi de oversætter ordet fra det oldnordiske ”veiðr” (jagt, fiskeri). Afbildningen ovenfor antyder at dette ikke er en sand opfattelse, og at vi bør oversætte betydningen fra det oldnordiske ”veita”, der bl.a. har betydningen ”forsvare sig” (veita vörn) og ”udføre overfald på ens hjem ”veita heimför”. Det er mod et fjendtlig angreb på hjemmet ”Agili” (Egill) og broderen forsvarer sig. Bemærk de 4 beskyttende drager omkring salen, hvori ”Aulruno” befinder sig. Ordet ”veþreygr” mener jeg er sammensat af ”veðr” (vejr) + ”eygr” (øje) eller ”vejr-øje” (”weather-eye” på nuengelsk). Den oprindelige forståelse af at have et ”vejr-øje” var at man ”var påpasselig med at holde godt udkig og at man forstod at løse tilfredsstillende den opgave der lå for hånden”. Ordet er en meget fin omtale af et menneske.
Billedkilde: John Grant: Viking Mythology (1990, s.28)

Lille udpluk fra billedstenen Ardre VIII, Gotland dateret til 700 tallet e.Kr. Til højre ser vi to hovedløse kroppe; Kong Níðaður’s to sønner dræbt af Völund. Begge sønners hoveder er borte da Völund har brugt hovedskallerne til at lave hellige kopper. I billedets venstre side har vi Kong Níðaður’s datter Böðvildur på vej bort. I midten ser vi den smedje, med bidtænger, som Völund har gjort og brugt under sit fangeskab. Da Völund er blevet livsvarigt ude af stand til at gå da hans sener blev skåret over, og da han skal tage hævnen ved at voldtage og videføre sin æt gennem prinsesse Böðvildur, er den eneste vis kunstneren kan vise hævnen på ved at lade Völund hamskifte til en rovfugl. Derfor ser vi en rovfugl med rejste fjer over smedjen. Denne fugle flyver nu fra smedjen mod prinsesse Böðvildur, og vi ser fuglen med hoved og næb mod kvindens ryg, med vinger i angrebsposition og halevinger udspredt for retningskontrol. Völund’s hævn følger umiddelbart efter den viste scene.
Billedstenen findes nu på Statens historiska museum, Stockholm.

Vi kan se at smedekunsten er en henvisning til krigslisten, lig Den Trojanske Hest i Den Trojanske Krig. Smeden havde og har stor anseelse i vor skikke, men er ikke de centrale oplysninger i de beretninger vi har om Wélund/Völund.

Wélund (Völund) er beskrevet som søn af en konge af Finnerne. Hans brødre hedder Slagfiður og Egill, hvilket ikke indikerer at de her omtalte Finner er de nuværende indoeuropæiske Finner, hvis sproggruppe og navne afviger væsentligt fra de urnordiske.

Her er det, så vidt jeg kan se, ekstremt vigtigt at holde sig for øje, hvor de finske ætters oprindelige landskab gik til. Den enorme nordiske ø ud for den estiske vestkyst, som vi kalder for "Øsel", er alle enige om er udviklet fra det oldnordiske stednavn ”Eysýsla” eller “Ø Syssel”. Men i estisk tanke, og sprog, kaldes øen "Saaremaa", der i lokale estiske folkesange udtales "Soome saar" (direkte "Samernes Ø", men opfattes i vor tunge som "De finskes Ø"), senere "Samu sala". På latvisk omtaltes de nuværende finske landskaber oprindeligt som "Samu zeme" (direkte "Samernes Land"). At de samiske (finske) ætter har haft kontrol med Øsel stemmer fuldt overens med de landskaber vi kan se esternes oprindeligt har kontrol over på det estiske fastland (se afsnittet "Estland") ¹.

¹ Se Karl Kello: The Pharaoh of the North (2004, s.47). Tusinde tak til Margus og Maaris Schults, der fandt bogen til mig på Saaremaa (Øsel) i juli 2008, efter vi havde talt om emnet i Tallinn maj 2008.

Thiðrekssaga¹ forklarer os at Kong Vilcinus (åbenlyst et latinsk navn og ikke kongens rigtige navn ²) rådede over et stort rige der inkluderede Sjælland og Jylland og at han krævede tribut fra Kong Hertnid (identisk til goterkongen Níðhád/Níðaður fra Svíþjóð). Kong Vilcinus får sammen med en havfrue (symbolet på en kvindelig kriger) sønnen Vaðe/Vaði risi/ Vadi, der er fader til Velent.

¹ Thiðrekssaga blev formentligt nedskrevet i Bergen under Kong Hakon IV (1217-1263). Sagaens troværdighed er problematisk fordi den er en delvis oversættelse af Germanske sagn blandet sammen nordiske sagn.

² Kongen må være umiddelbart før Kong Skjold (ca. 385-425 e.Kr.) hvor vi har store huller i forståelsen af hvem der har kontrol med Danmark. Dette indikerer at der føres krig. Se nedenfor.

Det er derfor den geografiske beliggenhed af Wélund/Völund’s bopæl og hjemsted der er interessant. Landskabet Vylande/Vilande, Estland er så tæt på beskrivelsen i ”Völundarkviða” som vi overhovedet kan komme.

Waldere-fragmenterne¹ (sætning B:4-9) forklarer os at den søn der bliver født af Böðvildur/Beadohilde, og hvis fader er Wélund/Völund, hed Widian/Viðga ². Han er kriger hos goterkongen Theodric/Ðéodríc (år 454-526 e.Kr.) der efter nederlaget til Hunnerne drager til nord-Italien og bliver konge her år 493-526 e.Kr. inklusive over Frankerne iflg. Widsith-digtet (”Þeodric weold Froncum”, sætning 24).

¹ 2 fragmenter på tilsammen 63 linier skrevet på oldengelsk. Blev fundet på Det Kgl. Bibliotek, København i 1800 tallet.

² Thiðrekssaga

Personen Gúðhere nævnes også i Waldere-fragmenterne (sætning A:25). Widsith-digtet forklarer os at Gúðhere var Burgundernes konge (sætning 65-66). Gúðhere er identisk til Burgundernes Kong Gundahar/Gundicar der fra år 411-437 e.Kr. havde kongsgård i Worms ved Rhinen. Kong Gundahar/Gundicar dræbes af Hunnerne år 437 e.Kr. der i dette slag agerede lejesoldater for det vestromerske rige.

Personen ”Aelfhere’s søn” nævnes i Waldere-fragmenterne (”Ælfheres sunu”, sætning A:11). Fra Beowulf kvadet ved vi at personen Aelfhere er samtidig med Kong Hygelác (Scyldinga-æt nr. 18, 497-521 e.Kr.)

Da Attila synes at være i Konge af Hunnerne i Waldere-fragmenterne er tidsrummet ca. år 446-451 e.Kr..

Ifald sønnen Widian/Viðga er 20 år i år 451 e.Kr. og Wélund/Völund selv var ca. 30 år gammel da sønnen blev født da er Wélund/Völund født ca. år 400 e.Kr. Mit gæt er at høvdingen Wélund/Völund har navngivet landskabet Vylande/Vilande, Estland og styret dette fra kongsgården i Ulvedalen (Úlfdali).

Wélund/Völund’s faders latinske navn, Kong Vilcinus, synes sammensat af ”Vil” + ”cyn”. Kongenavnet William oprinder fra ”Wilhelm” eller ”Ulvehjelm”. Det må derfor være rimeligt at antage at navnet kan betyde ”Wulf/Úlf’s slægt”. Vi ved præcist hvem denne slægt er for Widsith-digtet forklarer os at Wilhelm/Helm styrede Anglen ca. år 457-497 e.Kr. og skriver dette ”Helm Wulfingum” (sætning 29). Wulfinga/Ulveunge-ætten er Anglerne . Det er formentlig derfor at sagnet om Wélund/Völund følger med under udvandringen til Øst-Anglen år 497 e.Kr. og sætter sit store præg på Øst-Anglen. Wélund/Völund var fra Wuffinga-ætten. Det er også derfor at kongsgården ligger i Ulvedalen (Úlfdali).

Peeter Päll, Eesti Keele Instituut har forklaret mig at vi faktisk har stednavnet ”Ulvedalen” (Úlfdali) i landskabet Vylande/Vilande, Estland . Her finder vi stednavnet "Huntaugu mäed" der oversættes til ”bakkerne ved Hundens hul”. Ekstremt spændende er ordet for ”ulv” her ordet for ”hund ”. Det estiske ord for ”ulv” er ordet ”susi” og brugen af ”hunt” er uden for tvist urnordisk. Jeg viser i kapitlet om vor Store Hund – Grand Danois hunden – at denne hund også kaldes ”ulvehunden” og at dette specielt var tilfældet for Wuffinga-ætten for hvilken vor Store Hund var deres symbol. Derfor betyder "Huntaugu mäed" faktisk ”bakkerne ved Ulvedalen” og mit gæt er at det er her Wélund/Völund havde sit sæde.