Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Bilag F: Odensholm , Estland og legenden om Odin

På nordvestkysten af Estland , 7.5 km fra fastlandet, ligger en ø, der oprindeligt hed Odensholm . Øen kaldes i dag Osmussaar og er en del af Narootsi kommune, Lääne amt. Øen er 4.6 km lang og 1.3 km bred med højeste punkt 8.2 m over havets overflade.

Odensholms historie

Odensholm nævnes første gang i skriftlige kilder ca. år 1250 e.Kr. i en rejsebeskrivelse hvor det skrives Othensholm 1. Forskere anser navnet som et ægte Odinsnavn, men hvorfor øen er navngivet efter Odin foreligger der ingen enighed om.

1 Øen er ikke nævnt i hverken den lille eller den store Estlandsliste i Valdemars Jordebog, hvilket indikerer at øen ganske interessant må have været ubeboet i tiden efter år 1238 e.Kr. og før år 1241 e.Kr.

I år 1436 e.Kr. omtales der for første gang svenske bosættere påøen som er beskæftiget med lodsarbejde. Disse svenskere menes at være kommet ned fra Finland iflg. Fru Piret Õunapuu, forsker på Eesti Rahva Muuseum (Estlands Nationalmuseum) med speciale i de svenske/skånske bosættere på Estlands vestkyst og øer.

I 1940 foretages en etnologisk ekspedition til øen. Der opsamles en række materialer og tages mange fotografier. Disse kan nu ses på Eesti Rahva Muuseum i Tartu.

 

 

 

Billede taget i 1940 af Bien (Byen), Odensholm . Vi kigger fra nord mod syd.
Fra Eesti Rahva Muuseum i Tartu.

 

I efteråret 1941 besætter Tyskland Estland og der foregår hårde kampe mellem russiske og tyske tropper omkring øen. Russerne bliver først fordrevet i december 1941. I foråret 1942 vender øens beboere tilbage til en ø fuldstændigt ødelagt af krig.

I 1943 flygter byens resterende unge mænd i små både til Sverige for at undgå indrulning i den tyske hær.

I februar 1944 flygter den resterende befolkning til Finland og videre til Sverige.

I 1993 vælger Estland ikke at give øen tilbage til Odensholms oprindelige beboere, giver kompensation, og gør øen til et naturreservat.

På tidspunktet for den første beskrivelse af øen i år 1250 e.Kr. er Kong Erik IV Plovpenning hertug af Estland , som hans fader Valdemar II Sejr havde erobret i år 1219 e.Kr. Derfor skal vi ikke se øen i et svensk historisk øjemed da dens oprindelse er fra Danerne . Ved brugen af ordet ”holm” fra det oldnordiske ”hólm” i betydningen af ”ø” kan vi ligeledes se at navngivningen af øen er af langt ældre dato.

Valdermar II Sejr og Anders Sunesen drog til Estland i tidsrummet omkring år 1219 e.Kr. Saxo påpeger netop i samme tidsrum, at Odin var en kætterisk gud for disse herrer. Danernes ankomst i år 1219 e.Kr. har derfor ej heller noget at gøre med navngivningen af øen.

Øboerne kaldte deres ø for ”Backen”, udtalt ”Backan” medens fastlandsboerne kaldte øen for ”Holmen”.

 

Legenden om Odin

Fru Piret Õunapuu, forsker på Eesti Rahva Muuseum gav mig et kopi af et håndskrevet notat fra 1920 udfærdiget af Hermann Halliste, der besøgte Odensholm efter fredstraktaten i Tartu mellem Estland og Rusland, der etablerede den estiske republik. Piret og jeg besøgte sammen Odensholm søndag den 28. september 2003 med båd fra Dirham på fastlandet. ”Dirham” er sammensat af ordene ”Diger + havn” med betydningen ”stor havn.”

Håndskriften er på estisk, men med stor hjælp fra en god ven fra Estland , Margus Schults, fik jeg oversat det håndskrevne notat som følger:

”Legenden fra Odensholm

Odin , stor og stærk og med eet øje, boede på Odensholm. Øen har flere stene hvor du kan finde hans (Odin’s) fodspor. Det siges at Odin gjorde Gud galsindet. Derfor døde han (Odin) og han ligger (begravet) på midten af øen i graven af samme navn (lille bakke eller bjerg). En sten med Odin’s fodspor er 4-5 skridt væk derfra. Det samme på en dybde af 1½ fod er der hele knogler af de døde, der blev fundet af indbyggerne på øen (Odensholm) da de gravede der. Et lille stykke derfra mod syd fra bakken (på vejen) gravede indbyggerne på øen for at finde guld (skat) men fandt intet.

Denne historie blev fortalt på svensk. Fordi jeg kun kender lidt til svensk forstod jeg ikke alt hvad der blev fortalt om Odin og for det andet sagde indbyggerne ikke meget fordi de ikke talte estisk godt.”

Note: Paranteserne i kursiv er mine tilføjelser. Andre indskudte ord i parantes er fra håndskriftet.

En anden version af legenden er kortere men indeholder andre oplysninger. Nordisk Familjebok, 4. bind, duplikator – Folkvandringen fra 1881 (s.271) skriver på svensk at Odins grav ligger på en skråning på Odensholm , hvor man kan se ”óts tráver” eller ”Odins fodspor”. Fodaftrykket, udformet som en tå, findes i en sten samt på et stykke jord der aldrig bevokses med græs, der bærer et aftryk af Odins hæl.

At legenden om Odin synes at være af relativ ny dato, år 1881 og 1920, gør at vi er nødt til at behandle værdien af legenden varsomt indtil anden bevisbyrde kommer for dagen. Der er altid en mulighed for at oprindelsen til legenden kan være fri fantasi.

 

 

Odin – et øje for en kop mjød med visdom

Völuspá (Ældre Edda, vers 28-29) siger:


Eín sat hon uti
þa er iN aldni com
yGióngr | asa
oc ia/go leit.
hvers fregnit mic
hvi freistiþ min
alt | ueit ec oðiN
hvar þv a/ga falt
ienom mera
mimis | brvNi
dreckr mióð mimir
morgin hverian
af veþi v.
v. e. e. h. |

Som jeg oversætter til:

Ene sad hun ude
da du kom ind
terror af Aserne
og i (mine) øjne så.
Hvad spørges mig?
Hvorfor friste mig?
Alt ved jeg Odin
hvor dit øje faldt
gemt væk i
Mimirs brønd.
Hver morgen Mimir
drikker sin mjød
af Valfaders ed
Ved du end (mere) – eller hvad?

Dette gentager Snorre Sturluson i Snorre Edda (år 1220-30 e.Kr.) med en henvisning til ovennævnte vers fra Völuspá og forklarer at Mimir er klog fordi han drikker mjød med sin hellige kop Gjallerhorn fra brønden med visdom. Alfader, dvs. Odin , gik til brønden og spurgte efter en enkelt kop, men fik det ikke før han gav sit øje.

Ordet ”Mimir” menes at betyde ”mindet/erindringen”. At Odin ofrer sit ene øje for at få fyldt sin hellige kop med mjød og modtage visdom fra brønden under Verdenstræet skyldes at kun med visdom (fra fortiden) kunne han spå eller forudsige fremtiden. Dette har ikke ændret sig i dag og vil ej heller gøre det i morgen.

 

 

En lille figur af kobber fundet i Lindby, Skåne. Forefindes nu på Statens Historiska Museet i Navavagen.
Fordi figuren kun synes at have eet godt øje mener man dette forestiller Odin
.

 

Vi bemærker naturligvis også at Odin ikke opfattes som Gud i legenden hvilket er yderst usædvanligt da dette er tilfældet i alle vore nedskrevne sagaer. Odin var oprindeligt et tilnavn givet til eller en betegnelse for alle høvdinger af Ver Asir/Danir -folket. Disse havde alle status af Gud.

Det lille samfund af katolsk-svenske bosættere der ankommer til Odensholm i 1400 tallet fra Finland (iflg. Piret Õunapuu) har uden tvivl været yderst gudfrygtige og kan have omfortalt legenden således at Odin ikke er Gud . Vi ser næsten Saxo gøre lignende i Gesta Danorum i år 1201 e.Kr. Men kombineret med resten af legenden, der tydeligt viser, at Odin opfattedes som en levende person, mener jeg vi med nogen rimelighed kan fortolke adskillelsen af Odin og Gud som et tegn på at Odin her skal forståes i den oprindelige betydning af et tilnavn givet til en høvding af Ver Asir/Danir -folket.

Legenden omtaler at Odin blev gravlagt i en høj, og det er helt tydeligt at man har været overbevist om dette blandt indbyggerne på Odensholm, hvilket formentligt ikke er blevet formindsket ifald man, som legenden siger, har fundet menneskeknogler i gravstedet. Vi kan også se at indbyggerne på Odensholm har forsøgt sig som gravrøvere ved at lede efter den gravskat man har været overbevist om måtte forefindes i Odins gravhøj. Kaptajnen på vor båd fra Dirham til Odensholm forklarede også at de lokale på Odensholm i gamle dage havde forsøgt at finde en gravskat påøen, men at de ingen havde fundet.

At menneskeknoglerne er beskrevet fundet på 1½ fods dybde gør at vi må sætte spørgsmålstegn omkring rigtigheden af dette. Menneskegrave er langt dybere (6 fod) og var stedet ikke omkring kirkegården, og langt fra byen, kunne dette lig vel være nedgravede ben fra får og grise.

Hvad ovennævnte legende ikke omtaler, men som vi fik fortalt under vort besøg på Odensholm , er at det siges at Odin ”kom fra stedet med Odins fodspor til Askom”.

 

 

Fodspor i arkæologi og legende

 

 chap35-10-1.jpg

Helleristning fra Tegneby, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 31223121057, Raä nr. 33). Vi ser her en afbildning af to sæt fodspor. Billedkilde: Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen

 

Under Godensgård ved Limfjordens strand i det nordlige Himmerland er der fundet to indhuggede fodsåler svarende til sko-nr. 42. Tilsvarende fodspor i form af ca. 75 fodsåler findes på en helle ved ”Godegård” ved Fåglum i Västergötland.

 

 

Fotografi af ovennævnte fodsåler fra Godens gård i Nordjylland.
Fra www.arild-hauge.com/helleristngbild.htm

 

Vi kender til brugen af ”goden” i runeskrift ved Nordhuglo runestenen, der oprindeligt stod på en gravhøj ved gården Nordhuglo påøen Huglo i Stord, Hordaland.

 

 

Kilde: www.arild-hauge.com

Indskriften lyder på vort alfabet:

ek gudija ungandiR + ih eller im

Og er oversat til:

Jeg (er) goden, (jeg er) usårbar for gand, på Huglo.

En Gode eller en Gydje var en tempelpræst(inde), hvis opgave synes at have været at foretage ofringer for bestemte guder, det være sig Freyr eller Thor . Adam af Bremen beskriver en sådan ofring i sin krønike år 1070-2 e.Kr. i Bog 4:XXVII der omhandler den berømte helligdomslund i Gamle Upsala 5 km nord for den nuværende by af samme navn.

Odin har ikke en rolle i vor mytologi der gør ham til Gode. Han har en yderst vigtig funktion som Shaman, men dette er en helt anden arbejdsopgave i stammen end den rolle udspillet af en Gode og en Gydje. Derfor er det ikke sikkert vi kan sammenføre beretninger og fund fra Goder til legenden om Odin’s fodspor.

 

Legenden om Den Levende Buddha

I afsnittene ”Odin og Den Levende Buddha” og ”Kushan Riget og Buddha”

viser jeg at Buddha var en gotisk tronarving. Ved kort at gentage Fa-Hiens rejsebeskrivelser fra ca. år 402 e.Kr. kan vi se at Legenderne omkring Den Levende Buddha og Odin på Odensholm er identiske:

Der er en tradition om at da Buddha kom til det nordlige Indien, da kom han til dette land, og at han her efterlod et aftryk af sin fod, som er kort eller lang afhængig af hvem der beretter. Det eksisterer, og det samme er sandt i dag. Her kan også ses klippen hvorpå han tørrede sine klæder, og stedet hvor han konverterede den onde drage.”

At legenden om Odin på Odensholm er identisk med legenden om Den Levende Buddha i Nordindien er ingenlunde et tilfælde, og folkevandringerne har vist hvorfor vi bør finde begge legender hvor vi finder dem.

 

 

Fodsporet fra Skythien

Herodot (år 484-425 f.Kr) har ligeledes en beretning om fodspor (Histories, bog 4:82):

”Skythien har få bemærkelsesværdige ting.....Der er dog en anden spændende ting udover floderne og sletternes enorme størrelse – et fodspor efterladt af Heracles. De indfødte viser dette til besøgende på en klippe ved floden Tyras. Det er som en mands fodspor, men er 3 fod langt”.

Heracles (”Hercules” på latin) er søn af Zeus, dvs. søn af Gud . Herodot ’s beretning er derfor identisk til legenden om Odin på Odensholm og legenden om Den Levende Buddha i Nordindien. Tyras floden er Dniestr floden der flyder gennem Ukraine og ud i Sortehavet ved Odessa. Vi er med andre ord på den europæiske side af Tanaisfloden.

 

 

Beowulfkvadet

Beowulfkvadet har to Béowulf personer i kvadet. Den ene er helten i digtet og en fiktiv person hvis formål det er at sammenkæde mange forskellige sande mundtlige fortællinger. Den anden person, Béowulf Scyldinga, Bjørnulv Skjoldunge eller Bjørnulv af slægten Skjold, mener forskere er identisk med Daner høvdingen Bjaf/Béaw/Beowa. I såvel Beowulfkvadet som the Anglo-Saxon Chronicle er Béaw søn af Scyld eller Skjold.

Sven Aggesøn skriver omkring år 1185 e.Kr. at ”Skjold var, efter hvad jeg har bragt i erfaring, den første, der styrede Danerne .” Dette skal ganske sikkert forståes således at Høvding Skjoldr var den første høvding der havde nogenlunde samlet kontrol over Danernes område efter ankomsten til vort nuværende land.

Beowulfkvadet forklarer os (sætning 1-59) at da Béowulf Scyldinga’s fader, Scyld Shefing (Skjold Sheafsøn), dør da bliver han bragt til søens bred, lagt under masten i et langskib med de vanlige skatte, sværd etc. og sendt afsted. Det fremgår tydeligt at denne begravelsesceremoni finder sted længere nordpå end nuværende Danmark. Dels er søen isfyldt (”isig” på oldengelsk), hvilket ikke var tilfældet i Danmark i samtiden, hvor vi med sikkerhed ved at temperaturen var væsentligt højere end i dag, dels siges det om Beow at “i Skade Landene navnet Beow, Scyld’s arving, var vidt udbredt” 1.

1 Her over Michael Alexander’s nuengelske oversættelse ukorrekt. Han oversætter ”Scedelandum” (sætning 19) til ”Northern Lands”.

 

Vi hører også i Beowulf-kvadet at da Scyld Shefing (Skjold Sheafsøn) var høvding da voksede han i styrke (sætning 9-10):

”oð þæt him aéghwylc þára ymbsittendra ofer hronráde hýran scolde gomban gyldan·”

Som jeg oversætter til:

”indtil at ham hver eneste af de omkringsiddende langs Narhvalens-vej høre skulle, gylden lydskat aflægge·”.

 

"Narhvalens vej" må være nuværende Danmark og Norge, men som man kan se befinder vi os et andet sted på dette tidspunkt. Mit gæt er at vi er at finde i Estland og er i færd med at tage kontrol med vort nuværende landområde. Det er derfor at navnet Beow er vidt udbredt i de ”nordlige landområder”.

Stam-ætten, før ankomsten til vore nuværende landområder, er Skilfinga-ætten, som Snorre Edda skriver har kontrol i øst (”er í Austrvegum”). Navngiveren til denne æt er Høvding Scef (faderen1 til Høvding Skjoldr og Scyldinga-ætten). I Flateyjarbók berettes Høvding Scef at være fra ”Skilfinga ætt eðr skjöldunga ætt” eller ”Skilfinga æt eller Skjoldunge-æt”. At Høvding Scef forbindes med begge ætter skyldes at Scyldinga/Skjoldunge-ætten afløser Skilfinga-ætten ca. år 385-425 e.Kr. under Kong Skjoldr.

1 At det er faderen er jeg ikke i tvivl om. Jeg tror dog, at det nok er olde- eller tipoldefaderskabet der er korrekt. Ifald Kong Skjoldr har ønsket at fejre den endelige sejr over vore nuværende landområder med at starte en æt opkaldt efter sig selv, har har klart skulle bevise en direkte linie til den eksisterende Skilfinga-æt og det gør han ved at kalde Høvding Scef ”fader” uanset om det er biologisk korrekt eller ej. Det er ikke muligt at Stam-ætten, Skilfinga-ætten, kun varer 1 generation. Derfor skal ”fader” her alene forståes som en direkte blodlinie.

 

Hvad er absolut bemærkelsesværdigt er at sagnene om alle dynastier, høvdinger, konger og dronninger i sagaerne, i Beowulf -kvadet og andre angel-saksiske krøniker falder tilbage til én høvding som alle synes at regne sig nedstammet fra.

Dette er netop Høvding Skelfir/Skjalf/Skefill/Scef/Shef og derfor Skilfinga-ætten.

Nr. 679 Ther kommer eij hwert aar hwalff tijl landhe
(Der kommer ej hvert år hval til landet)

 

Beowulf-kvadet (sætning 47-52) siger:

 

Þa gyt hie him asetton
segen geldenne heah ofer heafod·
leton holm beran·
géafon on gársecg· him wæs geómor sefa
murnende mód· men ne cunnon
secgan tó sóðe  
seleraédenne hæleð under heofenum
hwá þaém hlæste onféng.

 Da for ham de satte
et gyldent segl højt over hovedet·
lod ham fra holm rende·
gav til sivene· hans sind var vemodigt
sørgende sind· mænd ej kunne
sandeligt sige
sale-rådende helte under himlen
hvem den lastede undfang.

Min oversættelse til nudansk. Ordet "onféng" (undfang) skal opfattes som "modtog". Ordvalget skyldes at begravelsen er en tilbagevenden til søen, hvorfra samme person i fostervandssøen selv blev "undfanget". 

 

Jeg mener at ”leton holm beran” skal oversættes til ”lod ham fra holm rende” i det brændende langskib. Det er mit gæt at den i Beowulfkvadet omtalte gravsætning af Høvding Skjold Sheafsøn sker fra Odensholm , Estland .

Henvisningen til ”segen geldenne” eller ”segl gyldent” er Skjoldungernes gyldne skjold, der sad i mastetoppen.

 

 

Snorre Edda – Balders død

Vi har en lignende beskrivelse af en begravelesceremoni i Snorre ’s beskrivelse af Balders død i Snorre Edda. Aserne tager Balders krop og bærer det til søens bred. Balders begravelsesskib hedder Hringhorn (Beowulfkvadet nævner også at Høvding Skjold Sheafsøn’s begravelsesskib har en ringformet stavn). Nanna Nepsdatter, Balder ’s kone, dør af sorg og bliver lagt i skibet sammen med Balder. Også Balder’s hest kommer med, hvorefter der bliver sat ild til skibet og det begiver sig afsted på rejsen til den næste verden. Stort set alle de vigtigste guder er tilstede ved denne ceremoni.

Der er naturligvis mange forskere der har forstået lighederne mellem Beowulfkvadet og Snorre Edda. Jeg føler mig dog ingenlunde overbevist om at man bør overfortolke dette. Snorre Edda er en kompliceret opremsning af skikke, tro samt en begravelsesceremoni, der giver en glimrende forståelse af hvorledes man forstod dette. Alle begravelsesceremonier af vore høvdinger hvori et søsat begravelsesskib indgik har taget sig ud på denne vis. Beowulfkvadet er efter min mening et specifikt eksempel på hvorledes en faktisk høvding blev begravet.

 

 

Odensholm og stednavne

 

 

Stednavnene er indført på ovennævnte kort på basis af hvorledes de er afmærket på samme kort i originalstørrelsen, der dog ikke lader sig læse i den her viste størrelse. Eneste undtagelse herfra er afmærkningen af ”Hellig Lund/Tingsted” som jeg har indført og forklarer nedenfor. De med hvidt fremhævede linier viser de gamle hjulspor og stier, som stadig kan enten fuldt ses eller skimtes. Den med rødt optrukne pil fremhæver den del af legenden der fortæller at Odin kom fra ”Odinstain” til ”Askom.” Jeg har af pladshensyn været nødt til at fravælge utallige stednavne, og der er derfor en risiko for at jeg har udeladt meget vigtige stednavne, der kunne bibringe til den fulde forståelse for hvad der har fundet sted på Odensholm.

Følgende stednavne er på originalkortet fremhævet som værende tilknyttet til legenden om Odin på Odinsholm:

Baskerdikstain, Baskerdikraisa, Klåmpstaina, Kågronsstaina, Stenkrös, Storbackstain, Odenstain og Grindstaina.

Med hensyn til forståelsen af de nordiske stednavne på Odensholm findes der tre kilder:

  • Gunilla Harling-Kranck: Namn på Åkrar, Ängar och Hagar (1990)
  • Per Wieselgren: Ortmamn och bebyggelse i Estlands forna och hittillsvarande svenskbygder – Ostharrien med Nargö (1951)
  • Marianne Blomqvist: Svenska Ortmamn i Estland (2000)

Ganske overraskende behandler ingen af disse bøger stednavnene på Odensholm udover at konstatere at Odinnavnet må være fra hedensk tid.

Værkerne er dog nyttige derhen at mange af stednavnene går igen på de øer på vestkysten af Estland beboet af svenske bosættere, og vi kan derfor benytte værkerne til at eliminere navne og forstå dialekten.

 

 

Kulnatsve, Galsve og Diksbakssve

Allerede her opstår der store problemer med hvorledes vi skal fortolke stednavnene.

Gunilla Harling-Kranck (s. 216) forklarer at endelsen ”sve” i den svenske dialekt på vestkysten af Estland og på Ålandsøerne kan føres tilbage til ordet ”-sveden, sved, svedjeland” eller ”afsvede, afsvedet land” (oldnordisk ”svíða”).

”Afsvedet land” blev generelt anlagt over en 3-års periode, hvor man første år huggede skoven ned, andet år brændte og såede korn i asken, tredje år pløjede man. Jorden blev benyttet i 3 år og blev så lagt brak.

Da der var to møller på Odensholm ved vi at gårdene på øen må have haft beplantede marker, hvilket er vanskeligt at forestille sig når man ser på øens topografi. Svaret burde derfor være ganske ligetil at vi her taler om arealer der engang har været benyttet til beplantning af afgrøder og derfor er moderne svenske ord med lokal dialekt.

 

 

De to møller på Odensholm og Bien (Byen). Møllerne stod på Kåinbackan (kværnebakken) til venstre fra Bien set fra nord.
Vi kigger derfor fra nord mod syd. Billet taget i 1940 og leveret af Eesti Rahva Muuseum i Tartu.

 

Det er jeg imidlertid ikke sikker på er den fulde forklaring.

En anden måde at dele de tre ord på er at udskille ordet ”ve”. Det oldnordiske ”Vé” betyder ”helligdom”. ”Vé” udvikler sig i det østlige Danmark; Fyn, Sjælland og Skåneland til ”Ví” og ”Væ” og vi ser Odense nedskrevet for første gang år 988 e.Krsom ”Odinsví ” eller ”Odin’s helligdom”. Med brugen af ”Vé” er stednavnene med stor sandsynlighed før dette tidspunkt ifald ordene skal forståes således.

Omkring ”Diksbakssve” har vi stednavnene ”Baskerdike”, ”Diksbackan”, ”Baskerdikstain”, ”Baskerdikraisa” og ”Diksbakssve rännen”. Ordet er derfor nok sammensat af tre ord: ”Dige + bakke + afsvedet jord/hellligdom”. Vi bemærker at der er et ekstra ”s” i ”Dikbakssve” hvilket ganske enkelt kan skyldes en nedskrivningsfejl, men også kan betyde at dette ord skal forståes anderledes and de andre to ord.

Ydermere er stednavnet ”Diksbakssve” en betegnelse for et punkt og ikke et område, som en afsvedet mark ville være det. Og netop dette punkt er en høj i et ellers fladt område kan vi se fra topografiske aftegninger på originalkortet. Ved siden af denne høj er der en lille obelisk der kaldtes en ”kabelivare” som måske kan betyde ”kapelvartegn”. Hvorfor der findes en reference til et kapel når kirken ligger på den anden side af øen kan jeg ikke forklare. Endelig har vi en sten ”Baskerdikstain” og en anden form for markering ”Baskerdikraisa” (bakke + dige + rejsning) ved dette stednavn.

Ordet Galsve kan være sammensat af de oldnordiske ord ”Galdr + Vé” hvor ”Galdr” bl.a. betyder ”troldom” og bruges i mange sammensatte ord, f.eks. ”galdrnorn” (troldkvinde). Brugen af Trolddom har i samtiden ingen negativ betydning og Galsve kan derfor betyde ”det hellige sted hvor der udøves trolddom”.

I trekanten mellem ”Galsve skoen”, ”Galsvebackan” og ”Galsve kärre” har vi det mærkværdige stednavn ”Svearna” der er en lille forhøjning 3.1m over et fladt område. ”Kärret”, udtalt ”kärre”, er et estisk ord og betyder ”lille”. Dette stemmer overens med at ”Galsve kärre” er mindre end ”Galsve skoen” og sidstnævnte er nok en afledning af ”skoven”. Mit gæt er at ”Svearna” er en dialekt af ”svedland, svellande, svelanne” og refererer til en mark af afsvedet jord.

Inden for 150 meter har vi ”storbackstain” eller ”stenen på den store bakke”. Jeg har set stenen, der ligger på vejen mellem kapellet og Bien (byen), og nok vejer 2-3 tons. Der er inskriptioner på siden af stenen. Det så ud som om der var et årstal ”1881” og muligvis russiske bogstaver men vi kunne ikke tyde disse.

Omkring ”Kulnatsve” er der stednavnet ”Klåmpstaina”. Sidstnævnte må betyde ”sammenklumpede sten”. Vi har samme problemstilling med forståelsen af ”ve” og argumentationen for at det måske er en helligdom er den samme som for ”Diksbakssve”. ”Kulnatsve” er nemlig ikke en mark men et punkt, og ved siden af dette punkt har vi nogle sammenklumpede sten der menes at have forbindelse til legenden om Odin . Vi kan ikke afvise at den meget simple forklaring om afsvedet jord har sin rigtighed, men tyngden synes at tale for at fortolkningen skal være helligdom.

Vi kan alså sige at vi har 2 mulige helligdomme med hver sin sten på Odensholm og en tredje sten vi ikke kan forklare tilstedeværelsen af.

 

 

Askom og Askombackan

Dette ekstremt vigtige stednavn er sammensat af to ord ”As” som i Aserne (guderne eller folket) og ”kom”. Sidstnævnte ord må oprinde fra det oldnordiske ”kambr” der udelukkende blev brugt i betydningen af ”bakketoppen ovenfor stranden”. Ordet betyder derfor ”Asernes bakketop ovenfor stranden”.

Dette stednavn er ingenlunde fremmed for os for 4 miles fra Jorvik/York, England ligger landsbyen Askam-Bryan og 5 miles fra Jorvik/York ligger landsbyen Askam-Richard. Begge disse ord menes at oprinde fra det oldengelske ”æsc-hàm” og oldnordiske ”askr-heimr” eller ”askehjem”. Ordet var en hentydning til asketræet som Verdenstræet og det meget fornemme i at have sit bo og bygd et sted hvor dette træ groede. Men dette stednavn er ganske anderledes fra ordet ”kambr” og spørgsmålet er om det er rimeligt at udlede den fortolkning jeg er kommet frem til.

Billedet nedenfor viser at Askom kun kan betyde ”Asernes bakketop ovenfor stranden”. Intet asketræ har nogensinde vokset på denne golde og vindblæste bakketop.

 

 

Askom og Askombackan – Askambr – Asernes bakketop, Odensholm .
Billedet taget 28. september 2003 og vi kigger mod nordvest.
Vi blev fortalt at denne lille vig oprindeligt var et anløbssted på nordsiden af øen og at dette anløbssted helt specifikt lå ved Askom.

 

Vi ved i dag at vor atmosfære følger med Jorden rundt dog således at Jordens hastighed gør at luftmasserne er en smule forsinket. Dette bevirker at den fremherskende vind på Jorden er fra vest mod øst, dvs. vestenvind. En stærk vestenvind er den dominerende vind på Odensholm . Derfor ligger Askom på den nordlige side af Odensholm således at et skib søsat herfra kan sejle ind i horisonten og den Finske bugt.

Det ekstremt spændende ved Askom, Odensholm er at vi med det samme kan koble Fyn på ved at efterse Fyns Hoved ved indsejlingen til Odense Fjord.

 

  

Fyns Hoved i luftfoto og i nærbillede. Vi bemærker den fuldstændigt identiske geografi med en bakketop der støder helt op til søen. I folketroen bor Fyns Hoved Manden her. Han ankommer natten før juleaften (dvs. Moders Nat /Lille Juleaften 20-23. december) på sin hest og rider mod syd og derefter mod Vest (mod Odense, Odins ø). Han er på vej for at redde en mø, men bliver afvist hvert år. Han afslutter sit redningsforsøg og vender tilbage til Fyns Hoved natten før den 12. julenat (dvs. på den 11. julenat eller 3. januar). Fyns Hoved Manden er naturligvis Odin på Sleipnir og folketroen er en nøjagtig gengivelse af Odinsjagten. Konsekvensen af folketroen er dog langt større. Høvdingen har status af Gud , Gud er Odin og Odin er af Ase-æt. For at Odin kan vende tilbage til denne verden må han have besøgt den næste verden. Derfor må Høvdingen og Odin været rejst fra denne verden, gennem en begravelse eller som Shaman i live, til den næste verden netop fra Fyns Hoved. Dette er identisk med hvad Folketroen forklarer os skete på Askom, Asernes Bakketop, på Odensholm.
Kilde: Fyns Hoved – brochure fra Fyns Statsskovdistrikt, Fyns Amt. Beretningen om folketroen er hentet fra Achton Friis’s (1871-1939) ”Danmarks store øer” (2. udgave 1967).

 

 

Hellig Lund/Tingsted

 

 

  

Billedet til venstre: Set fra Askom mod Bien (byen).
Billedet til højre: Set fra Bien (byen) mod Askom.
Billedet taget 28. september 2003.

 

Her var en række store sten (flere hundrede kilo pr. stk) placeret i en cirkel, omkredset af store velvoksne træer, som der ikke er mange af på øen. Dette synes for mig som værende åbenlyst menneskeskabt og minder om enten en Hellig Lund eller et Tingsted. Alle stenene var overgroet med mos så det var ikke muligt for os at efterse om noget skulle være skrevet på stenene. Jeg tror næppe at de bosættere der ankom i 1400 tallet har haft deres tingsted her væk fra selve byen, hvor alle gårdene lå. Stedet er ikke afmærket på kortet, og det er muligt jeg tager fejl, men dette sted tror jeg er af meget gammel dato. Der foreligger også den mulighed at min placering af denne gruppe af sten på kortet ovenfor er forkert. Det er meget vanskeligt at orientere sig præcist på Odensholm da der ingen afmærkninger er og få naturlige ting i landskabet at afstikke en korrekt placering fra. Det er derfor muligt at dette sted kan være ”Galsve” i betydningen ”det hellige sted hvor der udøves trolddom”. Jeg kan nemt have begået en fejl på 300 meter.

 

 

Jesu Kapell

 

   

”Jesu Kapell”, som kirken blev kaldt, blev opført i år 1765 og ødelagt efteråret 1941. Billedet til højre fra 1940 der viser kirken før ødelæggelsen. Kirken var omgivet af et stengærde og ligger på en lille bakke. Billedet til venstre overdriver dog bakkens højde. Der synes at have været en kirke fra år 1600 bekostet af den balttyske adelsfamilie på fastlandet under hvilken Odensholm hørte. Vi blev fortalt at russiske soldater efter 2. verdenskrig plyndrede stengærdet og alle kirkens murstene til at bygge deres barakker med på øen. Billedet i midten taget 28. september 2003.

 

Noget af det første man bemærker sig ved synet af kirken på Odensholm er at den ligger helt forkert. Kirken ligger på den modsatte ene af øen i forhold til Bien (byen) og skolehuset. I estiske bygder lå kirken altid i centrum og bygden udgik herfra. Kirken er derfor placeret her af en anden årsag og denne årsag må være at en oprindelig helligdom har været ganske tæt på dette sted.

Vender vi et øjeblik tilbage til legenden om Odin da får vi at vide at Odin er begravet på midten af øen i en gravhøj. Vi hører også at lidt syd fra gravhøjen på vejen var hvor indbyggerne forsøgte sig som gravrøvere. Jeg er ganske sikker på at kirken blev lagt oven på hvor sagnet fortalte at Odins grav var, og at det er på Kapplevägen (Kapelvejen), hvor den drejer mod syd, at man troede der var en gravskat. Jeg har markeret dette område på kortet ovenfor som en rød cirkel med et kryds. At man i dette område har fundet menneskeknogler burde ingenlunde overraske da kirkegården ligger ved Kapellet. Vi ved ikke hvornår man har fundet knoglerne eller forsøgt sig som gravrøvere. At legenden på dette punkt er så specifik tyder efter min mening på at denne hændelse, der uden tvivl har fundet sted, er af nyere dato, måske 16-1700 tallet.

 

 

Odenstain

Dette stednavn, der naturligvis betyder ”Odin ’s sten”, ligger 3-400 meter fra Jesu Kapell.

 

 

Billedet er taget 28. september 2003 med udsigt mod nordvest. 30 meter fremme hvor pilen med stednavnet ”Lihlhamne” (den lille havn) ender, begynder en ferskvandssø omgivet af et moselignende terræn. Odensholm består af småsten, ikke klipper, der gennem millioner af år har lagret sig. Ude ved kysterne har dette resulteret i kalkstensskær i form af flade og hårde plader, der ligger langs hele nordkysten. I ferskvandssøerne er dette materiale af småsten og kalk, mudderet, minder om ler, og man synker 5 cm ned. Dette er tilfældet i hele området omkring Jesu Kapell og området hvor Odinstain befinder sig. Her ligger oprindelsen til hvorfor legenden om Odin’s fodspor blev lagt netop på dette sted på Odensholm. Uden at jeg har prøvet det tør jeg dog godt tage et hvilket som helst væddemål på at hvis jeg havde skåret mine fodspor, aflagt i det hvide kalkmudder langs bredden af ferskvandssøen Lihlhamne, ud og lagt dem til tørre, så ville det hvide kalkmudder blive hårdt og en sten med mine fodspor ville stå frem for eftertidens mangfoldige overvejelser.

Dette naturligt forekomne fænomen på Odensholm forklarer hvorfor beliggenheden af Odenstain ikke stemmer overens med legenderne. Der har uden tvivl eksisteret flere sådanne fodsporsplader på Odensholm.

Fru Piret Õunapuu fra Eesti Rahva Muuseum har forklaret mig at man på museet i Tartu har et billede taget i 1940 af Odins fodspor. Pladen eller stenen med Odins fodspor skulle være blevet ødelagt af de russiske besættelsestropper efter 2. verdenskrig, idet Piret ikke mener at russerne muligvis har stjålet stenen som krigsbytte.

Vi skal også være opmærksom på at fodspor i kalksten ikke kan være bevaret frem til i dag. Ligeledes at mange grupperinger, herunder specielt den katolske kristendom, har skabt røverhistorier omkring fodspor inklusive Fandens fodspor og Jesu fodspor i Quo Vadis-templet ved Via Appia i Rom. Legenden om fodsporerne kan derfor sagtens være en senere opdigtning af fri fantasi.

Disse kvalifikationer i bedømmelsen forringer ikke værdien af legenden om Odin og hans fodspor på Odensholm. Tværtom forstærker det troen på at legenden kan have basis i virkelige begivenheder. Vore tidligste forfædre er, ligesom jeg, ankommet til øen for at undersøge den nærmere. De er, som jeg gjorde det, vadet ud på det hvide kalkmudder i troen på at det var fast underlag, og har så opdaget at det gav efter og frembragte fodspor. De har haft forståelsen for betydningen af fodspor i sten, specielt ifald det var høvdingen selv der gjorde dem, og dette har gjort Odensholm til et helligt sted fordi fænomenet har bekræftet en tro man allerede havde.

På ferskvandsøen ses også mange par af knopssvaner, samtidens symbol på mindet om fortidens kvindelige krigere og heltinder, og dette har ligeledes forstærket Odensholm som et helligt sted.

 

 

Andre Odin-navne i området

 

Kort over Estland.

 

På fastlandet mod øst for øerne Odensholm og Ormsø i amtet Raplamaa (syd for Tallinn) har vi to stednavne:

”Othengat” som det fremgår af Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. og ”Ohekatku” på estisk.

Den absolutte autoritet i estiske stednavne blev skrevet i 1933 af den dansk-estiske Paul Johansen, hovedarkivar i Tallinn i 1920-30erne. Hans værk ”Die Estlandliste des Liber Census Daniae” (værket begynder således: ”Til Minde om min Fader”) forbliver det værk hvorfra sandheden søges og blev skrevet som en gennemgang af de to Estlandlister i Kong Valdemars Jordebog.

Netop dette stednavn er ekstremt interessant. Den oldnordiske version af ordet er klart sammensat af ”Othen” og ”gat” og må betyde ”Odins åbning” måske, lig Kattegat , en henvisning til noget tredje, f.eks. det foranliggende landområde på vejen til Odensholm /Odinsø.

Det estiske ord for samme ”Ohekatku” oversættes dog til ”Bjørnens (våd)område” og Peeter Päll fra Eesti Keele Instituut er sikker på at dette er korrekt. Da jeg er sikker på at begge ord er en betegnelse for det samme og da begge oversættelser formentligt er korrekte har vi den situation at vi måske i den estiske version af ordet har navnet på en høvding af Danerne modsat den oldnordiske version af ordet, hvor hans tilnavn Odin bruges.

Som forklaret tidligere har vi en sagnkonge fra før ankomsten til Fyn ved navn Bjaf/Béaw/Beowa. Beowulfkvadet omtaler denne høvding som Béowulf Scyldinga eller “Bjørnulv Skjoldunge”. Netop denne sammenhæng mellem Odin og Bjørn går igen i ordet Odenpä/Odenpäh/Otepää som bliver gennemgået om et øjeblik.

Tæt på ovennævnte stednavn har vi stednavnet ”Odenswald” ("Ohukotsu" på estisk), der betyder ”Her er Odin herre”.

Fortsætter vi folkevandringen tilbage mod Tanaisfloden , hvorfra jeg gætter på vi kom, så finder vi først mod øst stednavnet ”Odivere” i Jogevamaa amt. ”Ver” på oldnordisk kan betyde ”forsvar, omringe” og betydningen kan derfor være ”Odins værn” Længere mod syd i Viljandimaa amt finder vi stednavnet ”Odiste” som jeg ikke kan fortolke udover at det klart er en hentydning til Odin . I det sydligste amt Valgamaa mod grænsen til Letland finder vi stednavnet Odenpä/Odenpäh/Otepää. ”Pää” på oldestisk betyder ”hoved” og betydningen er derfor ”Odins hoved”. På estisk er betydningen ”Bjørn’s hoved” og vi genfinder samspillet mellem Odin og Bjørn.

Vandrer vi videre ind i Letland har vi to stednavne: ”Odiñi” ude ved Rigabugten og ”Odingjåni/Odingjani” i lige fugleflugtslinie mod sydøst fra de estiske stednavne. Ordet ”gjarni” kommer af det oldnordiske ”gjarn” der betyder ”villig til at følge” og stednavnet betyder derfor ”Villige følgere af Odin ”.

I afsnittet ”Estland” har jeg vist at uden undtagelse ligger alle ”Odin” navne i de landskaber jeg mener tilhørte Ver Asir/Danir-folket under deres korte ophold i Estland på vej mod vore nuværende landområder.

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk