Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Sang- og strengeleg

Sange

 

 

 ”At mínu borði má heyra þjótandi
stengleika með sætum og fögrum tóna”

 ”Ved mit bord man hører tudende
strengeleg med sød og fager tone”

(Oldnordisk Ordbog, 1863 under ”tónn” og ”þjóta”. Vi skal opfatte
”þjótandi” eller ”tudende” som ”højt og larmende”. Min oversættelse til nudansk)

 

 

Vi forstår i dag lidt bedre hvorfor musik og sang overhovedet eksisterer gennem vor forståelse hvorfor fugle og pukkelhvalen synger. En sådan forståelse har ganske sikkert altid været forstået, vi har bare glemt dette.

Musik og sang har en biologisk nedarvet evne til at fremkalde følelser, og dette er helt grundlæggende hvorfor f.eks. ”Jeg ved en Lærkerede” (Carl Nielsen & Harald Bergstedt 1923-24) og ”The Lark Descending” (violin solo af Ralph Vaughan Williams 1914/21) har evnen til at frembringe følelser, der kun vanskeligt kan styres. Dette har altid været tilfældet og derfor kan ingen historie om Danerne eller "os" være fuldstændig uden at vi ved lidt om vore oprindelige sange og sangkunst 2.

Se f.eks. indspilningen af Academy of St Martin-in-the-Fields med Neville Marriner ”Vaughan Williams” udgivet af Argo/Decca. Valget af ”Jeg ved en Lærkerede” og ”The Lark Descending” er ikke helt tilfældigt valgt som eksempler. Udover at begge titler omhandler lærken, i såvel Danmark som England stærkt forbundet med ankomsten af naturens nye år og dermed vækst i afgrøde (i dag måske mere med livet på landet og vor længsel efter dette), er begge melodiers oprindelse helt uden for tvist forbundet med folkesange/folk-song fra begge lande, hvis oprindelse er den samme. I afsnittet ”Sol-monaþ – moderkager – fastelavnsboller” viser jeg at lærken og dens sang er dybt forbundet med ankomsten af naturens nye år, og derfor blev benyttet som et af de varsler man afsagde Midvinter, den 2. februar. Lærken kaldes ”lawerce” (oldengelsk) og ”lævirki” (oldnordisk), som jeg mener direkte betyder ”underfundigt virke” jvf. ”lævíss” (listig, underfundig).

2 Som et beskedent bidrag til overvejelserne omkring genindførsel af morgensang, eller sang i det hele taget, i vor hverdag, viser jeg i ”Bilag AD: Morgensang med åben mund” nogle forslag til dette.

 

Hele emnet omkring vore oprindelige sange og sangkunst er overordentligt vanskeligt at beskrive fra historiske kilder og årsagen er ganske simpel. Som 99% af befolkningerne i Norden og England i dag gør det, blev sang og sanglyde overført fra person til person og fra slægtsled til slægtsled ved at vi lærte fra en sanger og spillemand, der kunne det. Som vi vil se var noder kendt, men det var bedst at lære det gennem hørelse fra spillemanden selv. Det historiske problem opstår fordi vi ikke ved hvilke af vore folkeviser og sanglege der er oprindelige, og om måden vi synger og spiller dem på i dag svarer til hvorledes de oprindeligt var tiltænkt udført. Det må være troligt at mange af vore levende folkeviser og sanglege er urnordiske.

Jeg oplevede i 2003 under en begravelse at ”I østen stiger solen op” (B.S. Ingemann og E.F. Weyse, 1837) blev sunget til melodien af ”Auld Lang Syne/ Skuld gammel venskab rejn forgo” (Robert Burns, 1787). Det gik fint, men viser hvor nemt specielt melodien kan ændre sig over tiden.

 

Ved overgangen fra Yngre Futhark til latinske bogstaver, der sker samtidigt med overgangen fra vor forne sæd til de importerede ridderskikke og den katolske kristendom, begynder Sven Aggesøn , Snorre og Saxo at nedskrive vore bedrifter i slutningen af 1100 tallet og begyndelsen af 1200 tallet. De frankiske heltedigte (Chanson de Geste), personificeret gennem Rolandskvadet (La Chanson de Rolant) fra år 1098 e.Kr. kommer med Hertug William og hans hofpoeter (”curt gestour” på normannerfransk) til England efter Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. og videre til Norden i 1200 tallet. Folkeviserne, der bliver nedskrevet, er derfor tilpasset den nye mode med ridderskikke og heltedigte, og kendskabet til de oprindelige sange er næsten ukendt.

Den katolske kristendom bringer tillige et enormt katalog af importerede sange og melodier til England i 600 tallet e.Kr. og til Norden fra omkring år 1000 e.Kr. Disse kan ikke benyttes til at forstå vore oprindelige sæder.

Det synes også at være tilfældet at bredden af sange og sanglyde var forholdsmæssigt præcist så alsidig som vi synes er tilfældet i vore dage (eller ikke synes afhængig af alder - ungdommen har alle dage sunget ugudelige sange og lyttet til ugudelig støj). Der var sang, melodi og dans for krig, sorg, kærlighed, hellige ritualer inkl. juletiden, for specielle begivender såsom bryllup og begravelser og gilder. Der var frække sange, som sam- og eftertiden ikke har kunnet skrive ned selv efter vi begyndte at skrive om vore bedrifter. Ligeledes har flere forskellige grupperinger forestået af levere sang og tone fra skjalde (skjaldr), norner/spåkoner til sang- og spillemænd. Se de 18 sange (Lioþ) i Hávamál (vers 146-163, Ældre Edda).

Her følger en række eksempler fra Peder Laales Danske Ordsprog :

Nr. 502 Man maa oc forstaa halffqwædhæn wijsæ.
(Man må også forstå halvkvædet vise)

Nr. 511 Then stijllær illæ sijn mwndh som illæ rymer
(Den stiller ille sin mund som ille rimer, dvs. hvis man forsøger
sig som poet er det bedst at have egenskaber i denne retning)

Nr. 612 Falsk wijsæ wordher manghe lwndh qwædhen.
(Falsk vise bliver kvædet på mange måder)

Nr. 810 Onth barn qwædher fwll wijsæ.
(Ondt barn kvæder styg vise,
dvs. ondskabsfuldt barn taler dårligt om sine omgivelser)

Widsith-digtet fra 600 tallet omhandler en ”glýjari” (oldnordisk) og ”gleuman/gleomen” (oldengelsk), dvs. ”en spillemand”’s rejse blandt mange af stammerne i det nordlige Europa ca. år 360-450 e.Kr., fra Vesterhavet til Sortehavet før Anglernes udvandring til de nye kongeriger i Britannien år 497 e.Kr. Dette digt er efter min mening et af de vigtigste digte vi har til rådighed. Min danske oversættelse kan ingenlunde gengive originalen på oldengelsk. Sætning 135-139 forklarer hvad en spillemand i samtiden gjorde:

”Swa scriþende         gesceapum hweorfað
gleomen gumena         geond grunda fela,
þearfe secgað,         þoncword sprecaþ,
simle suð oþþe norð         sumne gemetað
gydda gleawne,         geofum unhneawne,...”

Som jeg oversætter til:

”Det falder til spillemanden at skabe om til ord
krigsmænd’s glans over mangen et land,
at tjene på hvad der siges og tale høje ord,
rejsende syd eller nord de træffes
gydende visdom og givende højt navn”

Som vi kan se havde spillemanden en af verdenshistoriens bedste businessmodeller (”bisignisse” på oldengelsk fra ”bisig” (oldengelsk) og ”bisa” (oldnordisk) i betydningen ”anstrenge sig ved noget”). Han rejste rundt fra sted til sted og lovpriste de lokale høvdinger i sang. Jo højere lovprisning des mere betaling fik han. I disse 5 sætninger er nøglen til hvorledes vi skal forstå og fortolke alle vore sagaer og kvade fra skjaldene, både de der lovpriser, og de der gør det modsatte. Der ligger indbygget i denne ”spillemandsmodel” et klart incitament til groft at overdrive lokale høvdingers bedrifter og rakke ned på hans fjender. Bagdelen for spillemanden har været at kom han til at sige det forkerte fik han taget hovedet af på stedet. Derfor har spillemændene naturligvis udvekslet erfaringer og gensidigt aftalt hvad der kunne og ikke kunne siges. Det er det vi i dag kalder ”aftalt spil”, og begrebet ”aftalt spil” må oprinde herfra.

Nr. 306 Legeren dantzer gerne fore windinghen.
(Legeren/spillemanden danser gerne for vinding (mod betaling))

Fra sætning 54 ”Forþon ic mæg singan ond secgan spell” eller ”straks jeg må synge og sige min tale” kan vi se at han synger og ikke kun beretter. Ordet ”songe” eller ”synge” bruges også i sætning 100.

Ynglinga Saga (kap. 22) beretter følgende om Kong Hugleik’s hof (år 475-521 e.Kr.):

”Hann hafði mjög í hirð sinni alls konar leikara, harpara og gígjara og fiðlara”

Som jeg oversætter til:

”Han havde blandt sin hird mange slags spillekoner, der spillede harpe, gige1  og fiol”

1  Strengetøj med 2-3 strenge.

Lad os begynde med at nævne en række ord på oldnordisk og oldengelsk der kan sætte stemningsbilledet:

Oldnordisk

Oldengelsk

Moderne dansk

fiðlari

fiðele

fidler, spillemand.

glýjari

Ordet er afledt af ”glýja” eller
”gøre glad/glæde”

gleuman/ gleomen

Ordet er afledt af ”gliu”
og er det samme ord som på oldnordisk

spillemand

skopari?

scop

brugt i Beowulf

hofnar/

”curt gestour” på normannerfransk?

söngr

sang

”singan” = at synge

sang

med eller uden led-sagning af instrument

söngbók

sangboc

sangbog

Da ”bók” er en runestav af bøg har sangene
nok været ridset på disse i stiksordsform

sönghljóð

 

sanglyd

sönglist

 

tonekunst, musik

Det at kunne skrive sange.

söngmaðr

 

sangmand = sanger

söngnám

 

det at lære at synge

(modsat ”tungnem”, hvor det ikke er rigtigt virker)

söngraust

 

sangrøst

söngtól

sangtol

der bliver til det moderne ord på engelsk ”tool”

sangtøj

dvs. et musikalsk redskab

strengleikr

streng

strengeleg

Et digt som synges ledsaget af strengeleg,
dvs. et instrument kaldet strengleikatól

strengleikatól

 

strengelegstøj

dvs. et musikalsk redskab

strengleikrsaga

 

en beretning ledsaget af strengeleg

 

Ordene ”musik”, ”tone” (”tónn”– oldnordisk, ”ton” - middelalderfransk), ”noder”, ”melodi” og ”troubadour” (”trobador” på middelalderfransk eller ”lig en barde”) er alle af latinsk/græsk/keltisk oprindelse og kommer ind i Norden og England enten med den katolske kristendom eller med Hertug Wiliam efter Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr.

Ordet ”barde/bard” som vi alle kender som Trubadurix i Asterix, hvor han spiller lyre til alles misfornøjelse, er en historisk korrekt forklaring til ordet. Barden var kelternes spillemand og skjald (”bardos” på gammelkeltisk), og vi ved fra et arkæologisk fund i Gallien ved Aisne-floden, Frankrig er han netop spillede på lyre (se senere). Ordet blev oprindeligt af skotterne brugt som en nedladende betegnelse for en person, medens han nød stor respekt hos de keltiske walisere.

Her er en ordinans fra Skotland år 1500 e.Kr. på middelalderengelsk:

”All vagabundis, fulis, bardis, scudlaris, and siclike idill pepill, sall be brint on the cheek"

Som jeg oversætter til:

”Alle vagabonder, tosser, barder, skyldnere, og andre således uduelige folk, skal blive brændt på kinden”.

Kilde: www.etymonline.com under ”bard.”

Lad os høre hvad fremmede kan berette om vore evner inden for sang og strengeleg.

Tacitus skriver år 98 e.Kr. i Germania i min oversættelse:

”Nationale krigssange

De siger at Hercules også engang besøgte dem; og når de går i slag, da synger de om ham som den største af alle helte. De har også deres sange, som gennem fremsigelsen (”baritus” kalder de det ) øger deres mod, og fra noden varsler de om udkommet af den forestående konflikt. For som deres vers lyder, indgyder de eller giver alarm. Det er ikke så meget en udtalt lyd, som et almindeligt krigsråb. De forsøger for det meste en hård node og et forvirret råb, puttende skjoldene til deres munde, således at, med genlyd, vokser det til en fuldere og dybere lyd”.

1 Er sikkert en latinsk oversættelse af ”berkja” (oldnordisk) og ”beorcan” (oldengelsk), i dag ”bark” (engelsk) der alle betyder ”hundegøen” i betydningen ”højt råb” om mennesker.

 

Tacitus omtaler her Germanerne og kender ikke til os. I dette tilfælde tror jeg dog at vi har haft en nogenlunde tilsvarende skik med sange under optakten til slag.

Hvad vi ser her er naturligvis en præcis gengivelse af hvorledes de krigere der kæmpede i bersærker-stil opførte sig med at bide i skjoldet og råbe, lig bjørnen, som en i pokker for at opbygge modet og true, samt at lade andre vide hvor man var på slagmarken. Der er uden tvivl faldet niddingsord om fjenden i de sange der er blevet sunget. Hercules er Tacitus ’ fortolkning af en lokal germansk gud der bliver tilråbt. Denne gud må have Thor ’s egenskaber.

Hávamál (vers 148, Ældre Edda) omtaler en forsvarssang, og vers 156 en angrebssang:

Þat kann ec iþ ellipta,
ef ec scal til orrosto
leiþa langvini:
vndir randir ec gel,
enn þeir meþ ríki fara
heilir hildar til,
heilir hildi fra,
coma þeir heilir hvaþan. 

 Da kan jeg den ellevte,
ifald jeg skal til kæmpe
langvarig leding:
Under skjoldene jeg galdre,
end de med [be]rigelse farer
godt helbred slaget til,
godt helbred slaget fra,
kommer de med godt helbred hvor end.

Min oversættelse til nudansk. Ordet ”langvini” mener jeg skal oversættes fra ”langvinnr” (langvarig) og ikke som værende sammensat af ”lang” + ”vinr”, dvs. ”langvarige/gamle venner”. Ordet ”lang” bruges ikke således på oldnordisk. Derfor har jeg ændret ”leiþa” fra ”lede” til ”leding”.

 

En arabisk-muslimsk købmand Ibrahim ibn Ahmed al-Tartuschi besøgte Hedeby (Haitabu) år 950/973 e.Kr. fra Tortosa, Spanien der i samtiden var under muslimsk kontrol. Han beretter om indbyggerne i Hedeby at deres sang lød som hundegøen.

Hans kommentar er uden tvivl en funktion af at han ikke kan sproget og at han, som muslim, ikke kan deltage i de ølforsamlinger, hvorunder sangene er blevet fremført. Det er formentlig ej heller et tilfælde at alle kilder synes at henvise til hundegøen. Dels havde vi vor Store Hund eller Grand Danoishunden, om hvilken der var og er stor respekt, og dels var ulven, og derfor dens tuden, et symbol på styrke. Unge kvinder, der har prøvet at gå forbi en byggeplads med mange unge mænd, fra Danmark til Amerika, vil vide at netop det at tude som ulven ligger utroligt dybt i vore skikke til trods for at stort set ingen byboere har set en ulv i mange generationer.

 

 

 

 

 

Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder

 

At vi muligvis har overlevende eksempler på vore ”berkja/beorcan” eller ”hundegøen” viser Frands Herschend (Institutionen för Arkeologi och antik historia, Uppsala universitet) genialt i artiklen ”Sånger från mossen” (InfoArtefact nr. 4, 2005). Han påpeger de runeindskrifter vi alle kender til fra Ældre Futhark, der indeholder runegentagelser, grammatisk forkert i runer, i en tilsyneladende uforståelig orden.
 
Hvad vi ser ristet nedenfor er Ældre Futhark benyttet som noder. Jeg viser i afsnittet ”Den røde og vrede C-tone” at runer netop må have haft denne benyttelse til at optræne sang , og at denne forståelse er medbragt under folkevandringen.

Det forekommer mig at den sennordiske verseform ”runhenda (runhent), runhendr (som tillægsord), runhending” kunne være den oprindelige forståelse af "runer som noder". I sennordisk forståelse betegner ”runhenda” den verseform vi benytter i dag, nemlig ”enderim, afslutningsrim” efter hver anden sætning. Einarr Skúlason (ca. år 1090- efter 1160), islandsk skjald og præst giver et sennordisk eksempel i hans digt ”Runhenda” (vers 1 af 10):

”Jöfurr fýstisk austr
örlyndr ok hraustr”.

Ordet ”runhenda” er sammensat af ”rune” + det oldnordiske ”hending”, der direkte betyder ”griben med hænderne”, men også har betydningen ”rim, rimstavelse”, hvor det modsatte ord ”hendigalauss” har betydningen ”uden rim”. Det forekommer mig derfor at der er en langt ældre forståelse af ”runhenda” end den rytmiske enderimsdigtning, og at det netop er det rytmiske i enderimsdigtning, der er udslagsgivende for at denne digteform får betegnelsen ”runhenda”. Ifald vi i filosofi kan opfatte ”runhenda” som ”runer grebet med hænderne”, hvor hænderne, med hjertet, er menneskets rytmeboks, da har vi et ord der viser runer forbundet med noder.

I jødiske Torah fremførelser fra 6-700 tallet e.Kr., i Byzans (Miklagård, Byzantine chant) og hos de nu romersk-katolske Frankere, begge i 8-900 tallet e.Kr. (Gregoriansk sang, Gregorian chant), ser vi en tilsvarende før-node teknik kaldet “Melisma”. De kristne og jødiske kolonier i det nordlige Indien startes op år 52-69 e.Kr. efter Jerusalem blev brændt af år 69 e.Kr. Det må være endog meget sandsynligt at teknikken ”Melisma” er hentet herfra. Ideen er her at man lader en enkelt stavelse strække sig over flere toner, hvor der i samme stavelse foretages toneskift. Som er tilfældet i vort brug af runer som noder, har ”Melisma” teknikken sine rødder i shamanens brug af sang til at skabe en trancetilstand. Ordet ”Melisma” (melodi) er fra det græske ”melizein” (at synge), fra det græske ”melos” (sang).

 


”ek erilaR sa wilagaR hat ek a :
aaaaaaaaRRRnnn-b- muttt :
alu :” 1

Som jeg oversætter til:

”Jeg Jarlen(.) SawilagaR hedder jeg:
aaaaaaaaRRRnnn-b- muttt :
Gro!”1

1 DR 261, Indskrift på amulet af ben fra Lindholmen, Malmøhus len, Skåne. Dateret til 500 tallet e.Kr. Opbevares på Lunds historiska museum. Ordet ”alu” mener jeg ikke er fra ”allr, eall, alls” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk) med betydningen ”alle”, men fra det det indoeuropæiske ”*al” (vokse, få til at vokse, nære), der bliver til det oldnordiske ”ala”. Ordet er knyttet til ordet ”forelskelse”, og jeg mener at tilknytningen skyldes den "svulmen, vækst" vi føler i brystkassen når forelskelsen rammer os. Derfor tror jeg vi skal opfatte ”alu” som ”Voks!, Gro!”.

En af de ekstremt spændende sproglige udviklinger fra ”ala” er ”aldin” (oldnordisk, ”spiselig træfrugt”) til gammeldansk ”aldæn” til nudansk ”olden”. Tamsvin måtte, som vildsvin, normalt selv finde føden og det gjorde vi ved at ”drive Svinene paa Olden”, dvs. man drev dem ud i skoven for at finde bog (Bøgeolden) fra Bøgetræer og agern fra egetræer.  I sin oprindelige form betegner ”aldin”, som det fornsvenske ”alda”, alle frugtbærende træer i skoven, jvf. ”aldinskógr” (skov af frugttræer). Andreas Schytte (1726-77) skriver i ”Danmarks og Norges naturlige og politiske Forfatning (I, 1777):”...saa sende dog Bønderne mange Tusinde (svin) efter en god Olden imod Eideren og Elben...”. 

Derfor siger Kong Ine til Wessex's love (Ines Domas, Lov nr. 44) fra år 688-695 e.Kr.:

BE WUDA ONFENGE BUTAN LEAFE.

XLIV. Gif mon þonne aceorfe an treow þ[æt] mæge · ·xxx· swina under-gestandan · 7 wyrð undierne · geselle ·LX· scitt.:-

SKOV (AT) FÆLDE (FOR)UDEN FORLOV.

XLIV. Givet mand da nedskærer et træ under hvilken 30 svin formår at stå · & vorde fastslået · udredes 30 skilling:-

Min oversættelse til nudansk. "wyrð" er her fra "weorðan" (vorde). Det oldengelske ”gesellen” fra ”sellan” (at sælge), hvor vi må opfatte ordet i betydningen "udredes, gives". "Onfeng" har jeg i anden sammenhæng oversat til "omvendelse". Ordet "Onfenge" betyder direkte "indfanget", men har den lidt bredere betydning "modtage, tage", her skovfældning.

Det urnordiske ”alu” mener jeg findes identisk i denne sætning i Homer: Odyssey (Bog VI: 175), hvor Odysseus i nød beder Dronning Nausikaa om hjælp, i min oversættelse til nudansk:

 Oldgræsk

 Min oversættelse til nudansk

alla, anass', eleaire:

Gro!, Dronning, din medlidenhed:

Det urnordiske "alu" er muligvis også identisk til det oldphrygiske ”alus” (indskrift ”W-08; W-09; W-10”) og ”alu” (indskrift ”G-204"), hvilke indskrifter endnu er ufortolket 1.

1
W-09: si|eto ae / alus;
W-08: ates agomoi / sa-ta tedaes / alus siceto;
W-10: a·tai edae le-avo / vi|e atevo atoios / alu·s si|eto das;
G-204: ]d·a alu m s [


 

Det er denne sætning der fanger vor interesse:

”aaaaaaaaRRRnnn-b- muttt :”


Prøv at sige den højt. Jeg er helt enig med Frands Herschend i at Ældre Futhark her er benyttet til fonetisk at gengive hvorledes trylleformlen/hundegøen skal afsiges. Dette er Ældre Futhark benyttet som noder.

Ludwigslied, dateret til sent år 881/tidligt år 882 e.Kr., benytter latinske bogstaver i helt samme forståelse som noder:

”...Bruoder sinemo, Thia czala uuuniono...” (sætning 8)
 

Ordet ”uuuniono” er det frankiske ”union”.

”....Heigun sa Northman Harto biduuungan...” (sætning 24)
 

Ordet ”biduuungan” er det frankiske ”bidungan” 1 eller ”dunkan” (oldnordisk) og  ”dunket” (nudansk).
 
1 En modargumentering kunne være at ”biduuungan” er en ældre udgave af ”betwungen” (betvungen), hvor ”uu” = ”w” (w er v+v), hvorfor ”uuu” = ”wu” eller ”uw”. Det kan vi ikke 100% udelukke, men jeg mener ikke sandsynligheden taler herfor i dette tilfælde. Tak til Michael Lerche Nielsen for denne kritik givet 23. april 2007.

 

Som navnet ”Ludwigslied” eller ”Ludwig’s Sang” antyder er det en sang. At ordene "uuuniono"  og "biduuungan" skrives udstrakt viser i nodeform, hvorledes de skal synges.

Med forståelsen for at Ældre Futhark blev benyttet som noder kan vi nu efterse en af vore guldskillinger, og dens endnu ufortolkede runeindskrift.

 

 chap33-15.jpg

Guldskilling fra ukendt sted på Fyn (DR BR42), dateret til år 385-670 e.Kr.

 

Runerne lyder: 

”houaR laþu aaduaaaliia alu” 
 

Som læseren kan se er runen der opfattes som "*dagaR, Daeg" (d) lidt tvivlsom. Den kan, så vidt jeg kan se, måske være en binderune bestående af "*perþu, Peordh" (p) og "*isaR, Is" (i), eller den angelsaksiske "stan"-rune (st). De to afsluttende runer i "alu" er fint gengivet på guldskillingen; vi kan bare ikke genkende de rejste runer med den viden vi har i dag. Derfor er fortolkningen til "alu" usikker, omend sikkert rigtig. I rune-grammatik sættes to ens runer aldrig ved siden af hinanden. Når dette forekommer skifter indskriften betydning i den vis den skal aflæses på; jeg argumenterer her for en brug som noder. Helt identisk til hvorledes to ens runer er gengivet på de 24 "figurer" fra "Det Lange/Store" guldhorn (se nedenfor), er to ens runer ved siden af hinanden rejst i hver sin retning.

 

Mit bud er at ”houaR” er en gradbøjning af "hyht/háva" (OE/ON) eller ”Den Høje”, der i Beowulf-kvadet (sætning 178-9) og Gl. Lejre i 500 tallet e.Kr., er ”Frey” (se ”Bilag Æ: Bibelens begreber Hedning , Djævlen, Dæmoner og Engle”).
 
”laþu” ses også på guldskillingen fra Darum, Ribe Amt (DR BR9) med ”frohila laþu” eller ”Frey overvinder/tiltrækker/indbyder”, hvor ”laþu” er det oldnordiske ”laða”.

”aaduaaaliia” er nodeformen, og en gradbøjning, af ”auðigr/auðugr” (et tillægsord med betydningen ”rig, formuende”).

”alu” er fra "ala" eller ”Gro!”, der er det afsluttende ord ved afsigelsen af en magisk formel.

Jeg oversætter derfor runerne til:
 

”Den Høje byder rigdom [,] Gro!”
 

hvor ”Den Høje” er Frey. Herefter må vi spørge os selv, hvorvidt dette er rimeligt. Afbildningen på guldskillingen viser erilaR (Jarl) æt på hest med et flagrende langt hår, der ender op i en lang fletning af 3 lokker. Ved personens højre øre er afbildet en fugl, der tydeligvis giver personen, kongen, råd og vejledning. Der er kun én fugl vi forbinder med virket som rådgivende hjælpeånd, og det er ravnen; Hugin og/eller Munin. Forudsætningen for rigdom er visdom. Dette har ravnen bragt. Det forekommer derfor at vi har et rimeligt samspil mellem fortolkningen af runerne og den fysiske afbildning.

Andre eksempler er ”ihhhu(d)uuRead(f)iiuhwsh-aiiuRm(l)hþila(l)(u)----R” (Sædding, Ribe Amt, Jylland, DR IK148EM85;520B, Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater, 1952, planche 5:21), og "sndi(l)iuuul(R)(l)(l)i(s)ius(a)hs(i)" (Kjøllergård, Vester Herred, Bornholm, DR BR78, Mogens B. Mackesprang: De Nordiske Guldbrakteater, 1952, planche 7:24).

Herefter har vi rune-noderne til en meget benyttet trylleformel, hvis betydning vi i dag har glemt:

 

chap33-33.jpg 

: þmk : iii : sss : ttt : iii : lll :
 
Þistil · Mistil · Kistil

(Tidsel · Mistel[ten] · [liden] kiste)

Runerne er ridset med Yngre Futhark og er de afslutttende runer i indskriften på Ledberg-stenen fra gravhøjen Ledbergskulle, Östergötland (Ög 181). Stenen er dateret til ca. år 1000 e.Kr.
 
Som vi kan se skal trylleformlen afsiges således at det sidste ord ”Kistil” synges ”kiiissstttiiilll” dvs. ordet trækkes ud 1.

1 Trylleformlen kan også ses på Gørlev 1-stenen (Sjælland), indskriften ved ”Buslubæn” i ”Bósa saga ok Herrauðs”, og indskriften på runekisten i Lomen stavkirke, Vestre Slidre (Oppland).

 

Med vor viden om hvorledes vi skal læse indskriften på Ledberg stenen kan vi nu skrue tiden tilbage til år 520-570 e.Kr. I en jydsk? kvindelig krigergrav på Isle of Wight finder vi en bronzespand, muligvis importeret fra det østlige Middelhavet. Ovenpå spandens udsmykning, og rejst uafhængigt af smeden der gjorde bronzespanden, har vi følgende runer ristet i Ældre Futhark (her omsat til latinske bogstaver):

”...bwseeekkkaaa”

 

 

 

 chap33-37.jpg
 chap33-38.jpg

chap33-40.jpg 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

chap33-41.jpg chap33-39.jpg 

Til venstre: (Jydsk?) kvindelig kriger in situ med sværd ved sværdhånd i en rigt udstyret kvindegrav (grav nr. 45) på Isle of Wight ved Chessel Down. Til højre: Kobberspand (ses til venstre ved pilen) dateret til år 520-570 e.Kr. (”Chessel Down I”, British Museum, object registration 1867,0729.136). Det er foreslået at kobberspanden (D (ved kant): 17.5 cm, H:9.9 cm) muligvis er importeret fra det østlige Middelhavet. Med min beskedne erfaring i vor oprindelige kunst betvivler jeg også at kobbersmeden er en af vor egne. De to hjortedyr derimod er afbildet i vor oprindelige kunstform, Nydam/Stil I. (”Style I.” i England), der er gældende i Danmark/Norge/Skåne/Upland og de nye kongeriger i England til ca. år 550 e.Kr. Kendetegnende for stilen er at den er identisk til den sarmatiske kunststil med forvredne dyreben. Desforuden, hvad umiddelbart ligner et kattedyr, mener jeg faktisk viser vor store hund, Den Danske Hund/Grand Danois. Den er vist med halsbånd og dens lange, lange hale kender vi til helt tilbage til egyptiske afbildninger. Som vi kan se er det en gengivelse af vildtscener vi ser på kobberspanden, men det er ikke en jagtscene. Den store jagthund jagter i afbildningens sekvens ikke de to hjortedyr. Vi bemærker at hjortedyrene er vist med en ”ring” om halsen. På vore guldskillinger møntet fra år 385-670 e.Kr. ser dette ud til at skulle vise ”hellig” dvs. at hjortedyrene er hellige. Dette er igen en del af vor oprindelige filosofi. Runerne er ristet ganske småt i den indrammede rektangel med Ældre Futhark (ikke synlige med den her viste billedopløsning). Jeg har optegnet de viste afbildninger med en sort streg således at læseren bedre kan se hvilken kunst der vises. Mit indtryk er at kobbersmeden ikke er en af vore egne, men at han/hun har gjort kobberspanden med et opdrag om indhold givet af vore ætter. Det er afbildningen af en "hellig" scene der er afgørende for at vi har en shamanisk galder på kobberspanden. At kobberspanden ydermere er placeret ved den kvindelige krigers fødder, viser os at hendes rødder er til de slægter runerne på kobberspanden gengiver. Graven blev fundet af George Alexander Hillier (1815-1866) (tegningen til venstre efter Smith 1868).
Billedkilder: Billederne af kobberspanden tilsendt med tak 26. april 2007 af Isabel Assaly, Photographic Librarian, Department of Prehistory and Europe, British Museum. Tegningen af kvindegraven er fra
Howard Williams: Death and Memory in Early Medieval Britain (978-0-521-84019-4, s. 7). Frank Basford, Isle of Wight Archaeological Centre har, med tusind tak herfra, tilsendt “figure 10” (the runic inscription from grave 45i) fra Chris J.  Arnold: The Anglo-Saxon cemeteries of the Isle of Wight (London 1982).

 

Jantina Helena Looijenga viser genialt i sin doktorafhandling fra 1997, hvorledes vi skal opfatte disse runer 1.

1 Jantina Helena Looijenga: Runes around the North Sea and on the Continent AD 150-700 (doktorafhandling på University of Groningen 1997,  VII. Early Runic Inscriptions in England). Oprindeligt var jeg interesseret i at efterse hvorfor J. H. Looijenga kom frem til indskriften ”...bwseeekkkaaa”. Fra stregtegningen af runerne gjort af Chris J. Arnold kan vi se at hans aftegnede runer ikke stemmer overens med det resultat J. H. Looijenga er kommet frem til. Til trods for den meget lave billedopløsning har jeg selv gjort et forsøg på at genskabe runerne (indsat med lyseblå i tegningen af kobberspanden). Mit resultat stemmer hverken overens med Chris J. Arnold eller J. H. Looijenga. Dette kan skyldes at billedopløsningen forvrænger skygger osv. og derved fremprovokerer forkerte forståelser. ”Yr”-runen (e) fremkommer i stedet for ”Is”-runen (i) fordi de over- og underliggende streger er en del af disse runer. 


 

Først skal vi have samtiden afklaret. Angel-saksiske krønike beretter for år 449 e.Kr.:

"Of Iotum comon Cantware (&) Wihtware, þæt ys seo mæið ðe nu eardað on Wiht, (&) ðæt cynn on Westsexum þe man gyt hæt Iutna cyn"

Som jeg oversætter til:

"Fra jyderne kommer Folket fra Kent, Folket fra Wiht, det vil sige stammen der nu jorder på (Isle of) Wight, den slægt i Wessex hvor mand stadig hedder jyde slægt"

År 520-570 e.Kr. er det derfor jyderne der bebor Isle of Wight.

I afsnittet ”Kongedømmerne i Britannien (udover Øst-Anglen)” argumenterer jeg for at "Wecta/Witta/Vitta/Wihtlaeg/Waegdaeg" er farfader til Hengest, som de angel-saksiske slægtesregistre siger, og levede ca. år 340-380 e.Kr. Angel-saksiske krønike beretter for år 449 e.Kr. at dette er året hvor Hengest leder de jyske ætter fra Jylland til Britannien.

Ifald vi følger opbygningen af indskriften fra Ledberg stenen da burde runerne fremstå således: 

”...b [:] w [:] s [:] eeekkkaaa”

Jantina Helena Looijenga efterser herefter vel nok vor bedste kilde for hvorledes vi anskuer 400-500 tallet e.Kr.; Widsith-digtet. Sætning 115 siger:

”Seccan sohte ic ond Beccan”

Som jeg oversætter til: 

”Secca søgte jeg og Becca”

Mandsnavnet ”Becca” 1 er et kaldenavn for prins Þeodberht, søn af goterkongen Theodric (Ðéodríc, 454-526 e.Kr.) der, med frisernes hjælp, dræber Kong Hugleik/Hygelac (Scyldinga-æt nr. 18, 475-521), jvf. Beowulf (sætning 1202-5, 2355-59) og Gregory af Tour’s ”Historiae Francorum” (kap. III.3). 

1 Kemp Malone: Encyclopedic edition of Widsith (1936, ny udgave 1962:196). Navnet forekommer i Widsith (19) som ”Becca Baningum” eller ”Becca Baninga-ætterne” i omtalen af hvem der styrer hvem i samtidens Europa. ”Origo Gentis Langobardorvm” (600 tallet e.Kr., kap. 2) giver os navnet på deres landskab; ”bainaib” (Baninga-Jord). Landskabet lå inden for Bayern, Østrig, Slovakiet og Tjekkiet (se afsnittet "Longo)Bardernes udvandring”).

Mandsnavnet ”Secca” 1 er et kælenavn for ”Sigiwald” den Yngre. Gregory af Tour’s ”Historiae Francorum” (kap. III. 13, 16, 23f.) beretter at det netop er prins Þeodberht der redder Sigiwald den Yngre fra døden da hans fader, også Sigiwald, blev dræbt af prins Þeodberht’s fader Kong  Theodric/Ðéodríc  ”for sine onde gerninger”. Theodric/Ðéodríc (år 454-526 e.Kr.) drog efter nederlaget til Hunnerne til nord-Italien og bliver konge her år 493-526 e.Kr. inklusive over Frankerne iflg. Widsith-digtet (”Þeodric weold Froncum”, sætning 24) (se ”Bilag G: Wélund – helligt land, høvding og gud”).

1 Kemp Malone: Encyclopedic edition of Widsith (1936, ny udgave 1962:131f. og 196f.).

 

Det er herefter klart at ”w” i runeskriften må være navnet på en tredje person der skal hyldes i indskriften. Jantina Helena Looijenga gætter på at dette er Uffe hin Spage’s fader Vermund den Vise, der også blev kaldt ”Wehha”. Det mener jeg er forkert. Personen der henvises til, og som skal kaldes ”Wecca”, er Hengest’s farfader ”Wecta/Witta/Vitta/Wihtlaeg/Waegdaeg”, der levede ca. år 340-380 e.Kr. Runeindskriften befinder sig i et jysk landskab. Dette må derfor være den sande forståelse.

Runeinskriften skal derfor lyde: 

”...Becca [:] Wecca [:] S [:] eeekkkaaa”

I afsnittet ”Froncum – Franken” viser jeg at de frankiske ætter først bryder ud fra Skilfinga-ætten ca. år 241 e.Kr. Jeg viser også at der er navnesammenfald mellem den mytologiske frankerkonge “Merowig, Merovich, Merwich, Merovius” og ”Wig, Wigg, Vig”, der leder udvandringen år 497 e.Kr. til Wessex.  Isle of Wight hører under Wessex. Der er derfor i begyndelsen af 500 tallet e.Kr. absolut fuld sammenknytning mellem de frankiske ætter i Frankien og de jyske ætter på Isle of Wight.

Som er tilfældet med Ledberg-stenen er mandsnavnet ”Secca” på bronzespanden på Isle of Wight trukket ud til ”seeekkkaaa” fordi dette er Ældre Futhark i nodeform, og viser at vi skal synge dette navn.

 

Adam af Bremen skriver i sin krønike år 1070-2 e.Kr. i Bog 4:XXVII der omhandler den berømte helligdomslund i Gamle Upsala 5 km nord for den nuværende by af samme navn:

”Alle deres Guder har fremdeles Præster 1  tillagt, som frembærer Folkets Ofre. Hvis Sygdom og Hungersnød truer, ofrer de til Afguden Tor, hvis Krig, til Odin , og hvis der skal fejres Bryllup, til Frey. Der plejer ogsaa hver niende Aar at blive fejret en fælles Højtid i Upsala for alle Sveriges Landskaber. Ingen faar Fritagelse for at møde til denne Højtid. Konger og Folk, alle og enhver sender Gaver til Upsala, og hvad der er grusommere end nogen Straf, de, der allerede har antaget Kristendommen, maa købe sig fri for at deltage i ceremonierne. Ofringen foregaar paa følgende Maade: Af enhver Art levende Væsener af Hankøn ofres der 9 stykker, med hvis Blod det er Skik at forsone Guderne. Kroppene derimod bliver hængt op i den Lund, der ligger lige ved Helligdommen. Denne Lund er nemlig Hedningerne saa hellig, at hvert Træ i den anses for guddommeligt som Følge af Ofrenes Død og forraadnelse. Dér hænger ogsaa Hunde og Heste tilligemed Mennesker, og en kristen har fortalt mig, at han har set 72 saadanne Kroppe hænge dér imellem hinanden. I øvrigt er de Sange, der plejer at blive sunget,under denne Offerceremoni, mangfoldige og uhøviske, hvorfor et er bedst at tie om dem. 2

1 Goði (hvis mænd, "Gode" på nudansk), Gyðja (hvis kvinder, "Gydje" på nudansk). Begge titler er afledt af det oldengelske og oldnordiske "Goð/God", på nudansk "Gud". Selve ofringen kaldes et "blót".
2 Heraf kan man slutte af denne fest hovedsaglig har været til ære for frugtbarhedsguden Freyr .

 

 

 chap33-13.jpg

Freyr hin Frejdige
Lille 3 cm høj figur
fra Rällinge, Lunda socken, Södermanland, 1000 tallet e.Kr.

I stedet for at rødme over Freyr's frejdighed, er dette formentlig det rette tid og sted at fremhæve Kong Æthelberht’s Domme fra år 560-616 e.Kr. Lov nr. 64 siger:

”Gif man gekyndelice lim áwyrdeð 1, þrym leudgeldum hine man forgelde 2;
gif he þurhstingð, VI scill. Gebete; gif man inbestinð 3, VI scill. Gebete”.

Som jeg oversætter til:

”Giv mandens kønslige lem beskadiget 1, folkegældens magt hine mand forgælde 2;
giv han gennembores, 6 (guld)skilling bødes; giv manden stikkes 3, 6 (guld)skilling bødes".

1 Ordet ”áwyrdeð” fra ”áwirdan” (beskadige), jvf. ”ge-wyrdan” (at skade). Ordet har samme oprindelse som ”wyrd” (oldengelsk), ”urðr” (oldnordisk) eller ”det som er, skæbnen, fortiden”, hvorfor vi må opfatte ”skaden sket” som uomgørlig i retlig forstand. Den skete skade umuliggør derfor brugen til at videreføre æt.

Bemærk her ”gekyndelice lim” (kønslige lem). Fordi vi gør fuld brug af ordene på nudansk tænker vi ikke over den oprindelige betydning af dette. Et ”kønslem” består af ”cyn”, der er samme forstavelse som i ”konge” (king), der er sammensat af ”kyn/cyn” + ”ungr/inga” eller ”slægtens efterkommer”. I oprindelig tanke er ”kønslem” derfor ”slægtens legemsdel”. Det er derfor kun en halv morsomhed når mænd til tider tildeler deres nedre region halve eller hele personligheder. I retsforståelse vil vi se konsekvensen af at ”kønslemmet” er en betingelse for ”ættens beståen”.

2 Ordet ”þrym, þrymm, þrymr” (oldengelsk, oldnordisk) har betydningen ”kraft, med magt” som f.eks. i Þrymskviða (Ældre Edda), hvor ”Trym” er en jættekonge. Ordet har også betydningen ”tre (3), jvf. "þrim gēarum, þrym gēarum” (3 år). De fleste synes at antage at det er tallet tre (3) vi skal benytte, og at sætningen derfor tildeler straffen ”3 folkegæld”. Det antages normalt at ”leodgeld, leudgeld” er identisk til ”wergeld” i oprindelig strafferet. Det er klart at den straf vi her oplyses om må være lovens strengeste straf for permanent kastration. Lovens strengeste straf kan ikke være andet end døden, og her kan nåde ikke gå for ret og erstattes af en ”wergeld”. Jeg mener derfor vi må opfatte ”þrym leudgeldum” som ”folkegældens magt” eller ”folkets magt” og ikke tallet tre (3). Derfor er jeg ej heller enig i at ”leodgeld, leudgeld” er identisk til ”wergeld” i strafferet, ligesom Kong Æthelberht’s Domme ingen steder forklarer os hvad ”leodgeld, leudgeld” er. Derfor mener jeg ikke vi kan opfatte dette som en afgrænset monetær størrelse.

3 Ordet ”inbestin” fra ”inbestingan” fra ”stingan, stinga” (oldengelsk, oldnordisk) dvs. ”at stikke”. Her mener jeg vi må tænke på f.eks. et bistik (bee sting), hvor brodden gennemborer huden, men ikke går helt igennem.

 

Modsat de nuengelske oversættelser mener jeg absolut ikke at sidste halvdel af Lov Nr. 64 omhandler mandens "gekyndelice lim” (kønslige lem). Sammenholdt med de omkringstående love mener jeg disse sætninger henvisninger til skader modtaget på andre dele af mandens krop, og bøden herfor. Den monetære straf på 6 guldskilling er identisk til den straf på 6 guldskillling der bødes ifald en mand tager mødommen fra en ”ceorles birelan” (Lov Nr. 16). Derimod er bøden for at tage mødommen fra en ”eorles birele” det dobbelte med 12 guldskilling (Lov nr. 14). En ”ceorl” eller ”churl” er en fribonde af Karl æt. Han havde ret til at bære våben og var lokal tingmand. En ”eorl” er Jarl æt. En ”birele, byrele” fra ”byrelian, byrle” er ”en (kvindelig kop)-bærer". Den monetære straf for "gennemboring" eller "stik" er ligeledes identisk til simpel beskadigelse af et øre, jvf. Lov Nr. 43. Freyr's frejdighed skal derfor opfattes som ættens eller vor evne til fortsat at bestå.
Billedkilde: John Grant’s ”Viking Mythology” 1990, s. 59

 

Sammenholder vi Adam af Bremen ’s beretning med hvorledes Freyr blev afbildet kræver det ingen fantasi overhovedet at forstå, at under et Freyr-blót har brugen af ord til sangene næppe stået tilbage for hvad de bedste spillemænd kan præstere i dag.

 

 

 

Det lange/store guldhorns rune (hemmelighed)

 

 

 

 chap33-34.jpg

De 24 ”figurer” fra Ole Worms tegning fra 1641 af ”Det Lange/Store” guldhorn. ”Figur” 5 fra højre i øverste 1. linie har et spyd i sin venstre hånd. Spyddet er ikke enkelt at få øje på hvorfor jeg har fremhævet dette med en sort streg. Billedet er fra Lis Jacobsen & Erik Moltke: Danmarks Runeindskrifter (1941) og er leveret af Rolf Gunnar Rolfsson med tak.

 

Præst og provst i Præstø, forfatter og rune-interesseret Jørgen Jørgensen Sorterup (1662-1723) foreslog i skriftet “Nogle faae og korte Anmerkninger over billeder og figurer på det æld-gamle gyldne horn” (1717) at ”Det Lange/Store” guldhorn er en astronomisk kalender med angivelser af tidspunkter for fester. Jeg har mange steder vist at begge guldhorn uden for tvist er kalendere, men dette er ikke nok viden til at kunne forklare de 24 ”figurer”.
 
Den tyske Willy Hartner foreslog i ”Die Goldhörner von Gallehus. Die Inschriften, die ikonographischen und literarischen Beziehungen, das Entstehungsdatum” (1969) at de 24 ”figurer” er lønn-runer, dvs. at de 24 “figurer” angiver runer fra Ældre Futhark med en skjult mening. Med en smule kendskab til Ældre Futhark kan vi straks se at dette må være sandt. Ældre Futhark består af 24 runer opdelt i 3 ætt. Willy Hartner argumenterer for at de 24 ”figurer” er opstået med ophav i numerologi og runemagi. Filolog og teknologihistoriker Aage G. (erhardt) Drachmann (1891-1980) er enig i Hartners idé om brugen af talmagi i hornenes kryptogrammer. Se herom i ”Lægæst og hans Guldhorn: Betragtninger i Anledning af Willy Hartners Tolkningsforsøg” (Gad. Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning nr. 279, 1971). De to guldhorn skulle vise forholdet mellem diagonal og kant i en kvadrat, hvad kapitlet “Brugen af tal - tal-kraft & rim-kraft” viser vi i 400 tallet e.Kr. har fuld forståelse for, men som jeg i guldhornene ikke filosofisk kan se formålet med at skulle vise. Hartner mener tillige at runerne på guldhornene i forhold til hinanden er en astronomisk optegnelse af tidsforskellen, 162 dage, mellem måneformørkelsen 4. november  år 412 e.Kr. og solformørkelsen den 16. april år 413 e.Kr. Jeg kan ikke tage stilling til om der ligger en så dyb forståelse gemt i runerne, og der synes også at være rejst kritik af Hartners vurderinger i Danmark og Norge.
 
Jeg har valgt at vise, hvad åbenlyst er runer fra Ældre Futhark, med en lidt anden indgangsvinkel, hvor jeg opdeler visuelt hvad vi ser afbildet.

      • Øverst: Solens (Sunna’s) – Moder Sky’s lys og varmestråler.
      • Mellemrummet: De 7 4-bladede blomster er "De 7 Vise".
      • 9 nøgne mænd eller 9 Manrúnar – menneske-runer = De 9 verdener.
      • 8 orme (slanger, drager). Tallet 8 er altid symbolet på Moder Jord. Vi ser det i den 8-takkede stjerne.
      • 3 værnende vætter, der beskytter fortid, nutid og fremtid (se afsnittet ”Julenisserne – Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer”).
      • 2 ådselædende ravne – hugin og muni – huet og mindet.
      • 1 træl + 1 vølvestav (se ”Bilag P-1: Völuspá - Vølvens Spådom”). Hvad er helt usædvanligt ved den her viste mand er at han er vist med en jernring om halsen. Dette er i kunst altid et tegn på trældom (se ”Bilag A: Rig Veda , Rígsþula og Manu Smriti” (underafsnit ” Trælle-æt”), hvor vi ser identiske afbildninger på samtidige guldguber fra Bornholm). Er dette en afbildning af en træl, der afventer ofring, hvor vølvestaven symboliserer en Maj-stang, der symboliserer verdenstræet, til hvilken ofring vil ske?

Det er helt klart at filosofien i afbildningen er et perfekt spejlbillede af vor oprindelige sæd. Afbildningen og runerne er en kenning, som enhver af Jarl æt har kunnet tyde da afbildningen blev virket. Desværre er vi i dag ikke helt så vise som de var dengang, hvorfor det sidste skridt til den endelige forståelse forbliver en gåde.
 
Jeg mener at vi skal benytte de 33 angelsaksiske runer som grundlaget for tydningen af runerne på "Det Lange/Store" guldhorn. Det er fra Angel-Jelling landskabet at udvandrerne til Øst-Anglen og videre stammer, hvorfor det er disse ætters runer vi finder også i England. Vi har fire vidnesbyrd: ”Cotton Codex Domitian A + Otho B.x.165” (32 runer), ”Salzburg Manuskriptet 140” (900 tallet e.Kr., 28 runer), "Brandon Pin Head" (800 tallet e.Kr.) og ”scramasaxen fra Themsen ved Battersea” (800 tallet e.Kr., 28 runer) (se afsnittet ”Sakserne”). Hartner har valgt at benytte 24-futhark fra Kylver-stenen (G88) fra Stånga, Gotland dateret til 400 tallet e.Kr. som grundruner. Det finder jeg ikke er et fornuftigt valg, til trods for at dateringen af disse runer er samtidig med guldhornet, da dette vil udvise ”dialekt” afvigelser i hvorledes runer blev ristet på Gotland og i Angel-Jelling. Dette vil igen medføre fejlagtig omskrivning af ”figur” til rune.

 

 

 

 chap33-35.jpg

De 24 ”figurer” fra ”Det Lange/Store” guldhorn gengivet med de runer fra Ældre Futhark som jeg mener hver ”figur” skal vise. Jeg har benyttet runerne fra ”Codex Cotton” som grundlag for gengivelsen. Undtagelsen er ”Peord, Pertra”-runen hvor aftegningen er hentet fra ”Salzburg Futhork”. Jeg mener at kunstneren ved skabelsen af de 8 orme har givet hver orm en krølle på halen for at vise os at dette betegner denne runes begyndelse nedefra. Bemærk at alle "ormene" viser sig at være "selvlyde" (vokaler).

 

En af de ting jeg endnu ikke har løst er hvorfra vi skal begynde at læse runerne. Det er der måske en læser der kan hjælpe med. Hvad er absolut klart fra runeindskriften er at vi har, hvad umiddelbart ligner, grammatisk fejl med brugen af to eller flere identiske runer side om side. Vi ved nu nok om dette til at kunne sige med sikkerhed at dette er et tegn til os at runerne på ”Det Lange/Store” guldhorn er en galdr, og at de viste runer er runer i nodeform, dvs. hvorledes galderen skal afsiges.

Hvad nu skal efterprøves er om jeg har gengivet de rette runer, hvorfra vi skal begynde at læse runerne (runeindskriften på ”det korte” guldhorn antyder at vi skal læse fra venstre mod højre), og hvad galderen siger.

Ifald kunstneren har valgt at vise "ormene" som "det kvindelige", der sidestilles med "selvlyde" (vokaler), da burde det følge at de 9 "mænd" skal være "det mandlige" og derfor sidestilles med "medlyde" (konsonanter). Er dette sandt er mit valg af "Os"-runen i 1. linie (nr. 2 fra venstre) og i 3. linie (nr. 4 fra venstre) muligvis forkert ifald denne rune opfattes som en "selvlyd". Jeg har vurderet at denne rune oprindeligt er opfattet som en "medlyd".

Jeg mener at ”Ing”-runen skal opfattes som ”Freyr”, der er Den Hedenske Høje indtil troskiftet år 600-630 e.Kr. (se afsnittet ”Troskifte - stammens evne til at tilpasse sig” og ”Bilag Æ: Bibelens begreber Hedning , Djævlen, Dæmoner og Engle”). Det samlede antal ”figurer” er 24. Dette er en henvisning til Ældre Futhark. Derfor må vi se bort fra de 9 "nye" runer udviklet efter udvandringen fra Angel-Jelling til Øst-Anglen år 497 e.Kr. Disse er ”Ac”, ”Asec”, ”Yr”, ”Ior”, ”Ear”, ”Cweorp”, ”Calk”, ”Stan” og ”Gar”. Det er vigtigt om denne forståelse og forudsætning holder vand, da det er afgørende for valget i 1. linie af ”Eolh”-runen (r) over ”Ear”-runen (ea), og i 3. linie af ”Hagall”-runen (h) over ”Yr”-runen (y).

1. linie har 12 runer og 2. linie er derfor tallet 13, der i vor oprindelige filosofi er = udødelighed (se ”Bilag R: Witherlogh - Vederloven" (underafsnit ”12-mandsrådet”) og ”Bilag O: Trylleformlen 7-9-13 + 3 x banken på træ”). I talmagi er tallet 13 derfor et udsagn om at ”Freyr er udødelig”.

3. linie indeholder 11 ”figurer”. I talmagi er det spørgsmålet om dette tal skal vise De 9 verdener, rummet ”tid” og gangbroen mellem disse verdener (11. membran-verden, woðboran). Er dette tilfældet har vi her en beskrivelse af hvad vi i dag kalder "M-teori" (se ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning”).

Ligeledes mener jeg det er klart at ”Is”-runen eller vølvestaven skal symbolisere en Maj-stang og verdenstræet og derfor er ”Yggdrasill, Mímameiðr & Hróðrbaðm” (se afsnittet ”Yggdrasill, Mímameiðr & Hróðrbaðm – verdens- og juletræet”).

Derfor har kunstneren gengivet den opadvendte trekant Δ , Skjoldungernes og Ver Asir/Danir-folkets grundmærke (se afsnittet ”Hariwalda – Hærvælder – heraldik – mærke” og ”Bilag J: Danevælde år 400 e.Kr.” (underafsnit ”Hariwalda mærke fordelt på landskab”). 

Manden med halsringen, trællen, afventer derfor at blive ofret på verdenstræet til Den Hedenske Høje Freyr (se afsnittet ”Sumarsólstaða – Liða - ætlingen ofres og sommeren komme”).

Den galdr vi ser gengivet i de 24 ”figurer” er derfor en galder til Freyr. Jeg har allerede vist to eksempler på en galder til Freyr fra vore guldskillinger møntet år 385-670 e.Kr.; ”frohila laþu” eller ”Frey overvinder/tiltrækker/indbyder” fundet i Darum, Ribe Amt (DR BR9), og ”houaR laþu...” eller ”Den Høje byder...” fundet et ukendt sted på Fyn (DR BR42). Sidstnævnte er tilmed ligeledes en galder med runer benyttet som noder.

Som jeg har tolket ”figurerne” ser disse omsat til latinske bogstaver således ud: 

              1. linie: ”eaaupppurwerw”
              2. linie: ”ng” (Ing = Freyr)
              3. linie: ”opeaapipphup”

Da ”figurerne” er sat i ring på guldhornet mener jeg at linie 1., 2. og 3. er indbyrdes uafhængige, men alle del af den samme galder.
 
I forsøget på at forstå ordene der skal galdres uden brug af rune-noder, må vi først isolere de grammatiske ”fejl”. To ens runer ristes aldrig lige efter hinanden. Lad os efterse resultatet af denne rettelse:

              1. linie: ”eaupurwerw”
              2. linie: ”ng” (Ing = Freyr)
              3. linie: ”opeapiphup”

Det forekommer mig at ”Is”-runen muligvis ikke bør forekomme, og at vølvestaven bare skal ses som en Maj-stang og et symbolsk verdenstræ. Ved en sådan forståelse isoleres 2 af 3 ”pertra”-runer i 3. linie og er derfor konsekvent med 1. linie. Resultatet bliver da for 3. linie ”opeaphup”.
 
Ordet ”wer” (folk, folket) står frem som et muligt ankerord, der ligeledes kan kobles på et muligt centralt tema på guldhornet; folkets galder til Den Hedenske Høje Freyr. Vi kan bevise at ordet ”wer” er det ord Uffe Hin Spage’s Wuffinga-æt benytter i omtalen af ”vi” og ”folket” (se afsnittet ”Norfolk og Suffolk, East Anglia”).

Fortolkningen kunne derfor være:

              1. linie: ”weaupur wer” (varper folket)
              2. linie: ”ng” (Ing = Freyr)
              3. linie: "opeapiphup" eller "opeaphup" (???)

Snorre Edda (Skáldskaparmál, 84. Kvennaheiti) gengiver Bragi enn gamli Boddason i en kenning: ”Hinn er varp á víða vinda Öndurdísar”, som jeg oversætter til ”Den der varper vidt vinden af Dísar’s livsånde”. Her ser vi brugen af ”varp” i forbindelsen med gudinden Dísar (se afsnittet ”Gudinden Dísar”). Det oldnordiske ”varp” genfindes på oldengelsk som ”wipan” og modsvares overraskende at det danske ”vippe”.

3. linie vil i en normal galder være selve udråbet og den afsluttende del af en trylleformel, jvf. f.eks. brugen af ”alu!” (Gro!).

I et forsøg på at undgå ”forurening af tanke” har jeg først efterfølgende sammenlignet mit eget resultat af omskrivningen af ”figurerne” til runer med det forsøg Willy Hartner foreslog i ”Die Goldhörner von Gallehus” (1969). Hartner kom frem til følgende fortolkning:

 

 

 chap33-36.gif

Kilde: Willy Hartner: Die Goldhörner von Gallehus (1969).

 

Der er, som man kan se, ganske store afvigelser på fortolkningen af ”figurerne” mellem Hartner og jeg. Hartner løser gåden ved at anskue runerne som et kryptogram. Hans forslag til fortolkning er ”lupa (luba) horns ens helpa hjoho" eller "dette horn’s trylledrik hjælper folket".

Det mener jeg ikke er en sand fortolkning. Jeg tror at ”figurerne” er en runegalder til Freyr vist i nodeform således at vi ved hvorledes denne galder skal afsiges. 

Læseren vil forhåbentligt selv give sig i kast med at udrede runen (hemmeligheden) så vi genskabe den rette forståelse.

 

 

 

 

Drømte mig en drøm i nat & Sommer er ikommen ind

Hør melodien "Drømte mig en drøm i nat".
Hør melodien "Sommer er ikommen ind" .

I Codex runicusteksterne (en skinbog på 101 blade) fra cirka år 1300 e.Kr. indeholdende nogle af de tidligste danske love, inklusive Skånske lov, finder vi tillige det tidligst kendte danske folkevers:

 
                  

Drømde : mik : en : drøm : i : nat : um

 

                                                                                    Silki : ok : ærlik : pæl :

1 ”(Jeg) drømte mig en drøm i nat om silke og ærlig skind (fra ”belgr” på oldnordisk, der bliver til bælg, jvf. blæsebælg)”.

 

                    Kilde: Det Arnamagnæanske Haandskrift No 28, 8vo, Codex Runicus,
udgivet i fotolitografisk Aftryk af Kommissionen for det Arnamagnæanske Legat (Kjøbenhavn, 1877).

Ydermere er noderne nedskrevet på side 100 i håndskriftet således at vi med sikkerhed ved hvorledes melodien er. Derfor kunne Danmarks Radio’s P1 i over 50 år bruge melodien som pausesignal.

Det tidligste stykke nedskreven musik fra England er, ikke overraskende, samtidigt med Danmark. 

 Noder og sang - sommer er kommen ind harl978_1.jpg

”Sumer is icumen in”. Manuskriptet MS Harley 978, f.11v fra The British Library fra ca. år 1250 e.Kr. Sangen er en ”rota” eller ”runde” for 6 personer. Dialekten er Middle English fra Wessex (Reading Abbey). Fra den latinske oversættelse under teksten kan vi se at denne sang ligeledes har fundet vej ind i kirken.
 

Sangen er en rigtig god tekst der viser os tidsrummet sidst i april måned/begyndelsen af maj, hvor Sommermål(tid) er begyndt. Min oversættelse af teksten er ikke gjort i poetisk verseform, men således at læseren kan nyde originalen på Middle English. I afsnittet ”Solhjulet og den matriarkalske månekalender” (forklaringen under ”Majmanet”) viser jeg at sangen ”Sumer is icumen in” er knyttet til fejringen ”Gauksmessa/Gökedagr/Cuckoo Day” omkring 25-26 april, der varsler ”Sommerens Komme”.
 
 


Sumer is icumen in,
Lhude sing, cuccu!
Groweth sed and bloweth med
and springth the wude nu.
Sing, cuccu!


Sommer er ikommen ind,
(lad) lyde sang, kukkuk! 1
Sæden gror og blomstrer eng 2
og springer skoven nu.
Syng, kukkuk!

Awe bleteth after lomb,
Lhouth after calve cu
Bulloc sterteth, bucke verteth.
Murie sing, cuccu!
Cuccu, cuccu,
Wel singes thu, cuccu.
Ne swik thu naver nu!


Fåret bræger efter lam 3
brøler efter kalven (gør) koen
Tyren buldrer, bukken færter. 4
Glædesang, kukkuk!
Gøg, gøg,
Vel synger du, gøg.
Ej svig du aldrig nu!
 

Sing cuccu nu, sing cuccu!
Sing cuccu nu, sing cuccu!

Syng gøg nu, syng kukkuk!
Syng gøg nu, syng kukkuk!

 1 Jeg er uenig med de nuengelske oversættelser. Ordet ”Lhude” oversættes til ”loudly” med forståelsen ”højt”. Det er ikke den oprindelige forståelse af dette ord. Ligeledes oversættes ”cuccu” til ”cuckoo”, hvilket er vort oprindelige lydord for gøgens kald, men på nuengelsk navnet på fuglen. Fuglen selv kaldte vi ”geac” (oldengelsk) og ”gaukr” (oldnordisk). Senere i sangen ændrer ordet betydning.
 2 Ordet ”med” bliver til ”meadow” og hedder på gammeldansk ”math”, nudansk ”made”, f.eks. den lille oprindelige tange/fed Maderne ved Rone Klint ved Præstø. Vi skal forstå ordet som ”eng”. Ordet ”bloweth” betyder direkte ”blæser”, men har den sekundære mening ”at blomstre” på Middle English.
 3 Ordet ”Awe” fra ”eowu” (oldengelsk) er det korrekte ord for ”et hunfår” der muligvis oprindeligt har haft betydningen ”fåreflok” jvf. det gotiske ”aweþi”.
 4 ”Verteth” er formentlig fra ”feortan” (oldengelsk) eller ”fart” (nuengelsk), dvs. prutter. På gammeldansk har det betydningen ”fært” dvs. man har fået færten af noget og bevæger sig omkring.
 
Sammenlign teksten til ”Sumer is icumen in” med borgmesteren til Lybæk Christian Overbeck (1755-1821)’s tilsvarende originaltekst i ”Kom, maj, du søde milde!”. Her er ”Die Bäume wieder grün”, ”Ein Blümchen wieder seh'n” og ”Und viele Kuckucks Lied”. Hm!

I ”Bilag Ø: Forne sange” har jeg gengivet et par eksempler på de mere end 500 folkeviser, hovedsagligt fra ca. år 1250 e.Kr. og fremefter, vi kender til.

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk