Sangtøj

Ved brugen af ordet ”strengleikr” eller ”strengeleg” og ”strengleikatól” eller ”strengelegstøj” som en henvisning til det redskab der brugtes i forbindelse med at synge kan vi se at hovedredskabet var et strengetøj. Jeg tror det i denne forbindelse er vigtigt at skelne mellem krig og fred i forståelsen af hvilket redskab der brugtes. Strengetøjet har udelukkende fundet brug ved lejligheder, hvor der ikke var en krigssituation. Vindtøj blev nok oprindeligt udviklet til brug for angrebs-, forsvars- og vagt-situationer.

I forståelsen af hvornår sangtøj tilkommer stammen benytter jeg tommelfingerreglen om at ifald ordene er ens på oldnordisk og oldengelsk da findes redskabet før udvandringen til de nye kongeriger i Britannien efter år 446 e.Kr. Er ordet ikke er ens på moderne engelsk og oldengelsk er dateringen efter Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr.

Strengetøj

Lyre

Lyren er afbilledet på ”fredspanelet” i Standarden fra byen Ur dateret til 2600-2400 f.Kr. og Kelterne bringer Lyren med sig under folkevandringerne herfra. Ordet ”lyre” findes ikke på oldnordisk og oldengelsk og har derfor ikke været et tøj oprindeligt benyttet af os. Ordet kommer ind efter Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. som det oldfranske ”lire” ca. år 1205 e.Kr.

 Til venstre bronzesmykket og kvinden in situ. Til højre smykket vist i detalje. Vi kan se at benene er formet som en lyre. At det er fundet hos en kvinde tyder på at det ikke kun var mænd der var barder hos kelterne. Smykket har været benyttet som en halskæde og amulet. Dateret til 5-400 tallet f.Kr. og fundet i Vasseny (vallée de la Vesle, Aisne) i Bordeaux, Frankrig.
Kilde: www-afan.montaigne.u-bordeaux.fr/decouv/vasseny/vass. Også vist i Illustreret Videnskab 13/2003 s.19.

 Kopi af en Lyre/Harpe? fundet ved Sutton Hoo og dateret til 600 tallet e.Kr.
Findes på The British Museum, London kilde: www.regia.org/music.htm

Harpe

Hør melodien "Nú erum komnar til konungs húsa" (0:49. © Sequentia: Edda Myths from Medieval Iceland, 1999)

Vi kan se fra ”harpa” (oldnordisk) og ”hearpe” (oldengelsk) at dette tøj er fra før år 446 e.Kr. og derfor et at vore oprindelige sangtøj.

Harpen er i sin konstruktion meget lig lyren, og mange synes at mene at harpen er en evolution af lyren. Dette er jeg helt uenig i da jeg mener at harpen ganske enkelt er vor udgave af det samme redskab som er vist på Standarden fra Ur, og er medbragt af os under folkevandringerne.

 12 strenget harpe of aske- og lindetræ.
Kilde: www.regia.org/music.htm

Oldnordiske og oldengelske ord forbundet med ”harpe”:

Oldnordisk	Oldengelsk	Moderne dansk
fiðla	fiðele	fiol
gígjara		gige
harpa	hearpe	harpe
harpaleikr/harpasláttr		harpespil
harpaslagi		harpeslager
harpestrengr		harpestreng
harpari/harpslagi	hearpere Der nok bliver til efternavnet ”Harper”.	harpespiller
	hearpian	at tale for meget
stíma	stemn jvf. ”stem the tide” el. ”modstå tide(vandet)”	stemme oprindelig betydning: anstrenge/modstå

Völuspá (vers 42, Ældre Edda) viser os brugen af harpen:

Min oversættelse til nudansk. Völuspá (vers 42 og 43, Ældre Edda) skal opfattes samlet, hvorfor vi i disse to vers ser gengivet 3 haner i hvert sit rum (verden); fortid, nutid og fremtid. Da "Aser" og "Hel" (vers 43) betegner rummene "nutid" og "fortid", må hanen i vers 42 befinde sig i rummet "fremtid". Derfor bør det oldnordiske "gýgjar", der normalt oversættes til "jættekvinde" ikke oversættes som så i dette vers. Hvad der menes er "en mægtig og kraftfuld kvinde" - en vølve, da hun er den eneste der har mulighed for at "se" i rummet "fremtiden". Det følger herfra, at da enhver fremtid altid begynder med solens ankomst ved Daggry, Solrød (Solens rod), er "fagrrauðr hani" (fager-røde hane) en kenning for solen og Daggry, og hanen gives heitet "Fjalar" (udkiggeren) fordi den "ser" fremtiden.

Widsith-digtet (sætning 103-105) viser os ligeledes harpens brug år 360-450 e.Kr.:

”ðonne wit Scilling    sciran reorde
for uncrum sigedryhtne  song ahofan,
hlude bi hearpan  hleoþor swinsade,”

Som jeg oversætter til:

”det var med Scilling [,] med [gennem]skærende røst
til gode for min sejrsdrot[,] i høj(lydt) sang,
[høj]lydende var harpen [,] med klingende lyd,”

Hvad spillemanden her synes at gøre at at synge for fuld hals med harpen som hans sangtøj. Det er lyden fra harpen der gør hans stemme melodisk. Harpen hedder ”Scilling” fordi det er den mønt, guldskilling, der indtjenes som betaling i samtiden.

Beowulfkvadet (sætning 89-91) giver ligeledes et utroligt fint billede af hvad der foregik. I den første beretning er vi til sejrsfest hos den danske konge Hroðgar ¹ i hans nybyggede mjødhal Heorot ved Gl. Lejre .

"hludne in healle; þær wæs hearpan sweg,
swutol sang scopes. Sægde se þe cuþe
frumsceaft fira feorran reccan,"

Som jeg oversætter til:

"[Høj]lydende i hallen; der var harpe-klang,
scopen’s klare sang. Sagde som han kunne
om den fjerne første skabelse af mennesket’s race,"

¹ Skjoldunge-æt nr. 17, ca. 473-525 e.Kr.

Vi kan se at Kong Hroðgar’s personlige spillemand kaldes en ”scop”, og at han er kyndig i både sang og sangtøj. Man ved ikke hvem en ”scop” var. Mit gæt er at ordet er identisk til det oldnordiske ”skopa” (at spøge, skæmte), og at en ”scop” er foreløberen til en hofnar, der efter år 1066 e.Kr. på engelsk kaldes en ”curt gestour” eller ”hofpoet”.

Jeg tror at spillemanden her er i gang med at berette om verdens skabelse af Bors sønner som nedskrevet i Völuspá (Ældre Edda). Det giver os et indtryk af at Völuspá måske kan være blevet sunget under ledsagning af harpe. Dette kan f.eks. forklare ordet ”strengleikrsaga” eller ”beretning ledsaget af strengeleg”.

Jordanes skriver år 550 e.Kr. om goternes adfærd i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum” (V:43):

”Ante quos etiam cantu majorum facto modulationibus citharisque canebant, et Erpamarae, Analae, Frithigerni, Widigojae…”

som jeg oversætter til:

”Fra arilds tid har de sunget om deres forfædres heltegerninger til citarens klang, syngende om Erpamarae, Analae, Friþi-gaírn, Widu-gauja …”

At det har været normen under sammenkomster at genfortælle bl.a. Völuspá (og Havamál og Krakamál) med brug af sang og sangtøj får vi et glimrende fingerpeg om fra Jean Benjamin de la Borde, der i Paris 1780 udgiver ”Essai sur la Musique Ancienne et Moderne". Han har fra Johann Ernst Hartmann (1726-1793) i København fået beretninger om 5 gamle sange ”som de endnu synges på Island” (Chanfons anciennes Scandinaves, comme on les chante encore en Iflande, s.402). 

Johann Ernst Hartmann (1726-1793) er ganske vigtig i samtidens musik i Danmark. Blandt hans arbejder er syngespillene ”Balders Død” og ”Gorm Den Gamle”. Syngespillet ”Balders Død” opførte han sammen med Johannes Ewald på Skuepladsen i 1778, og sidstnævnte skriver året efter vor nationalsang ”Kong Christian stod ved højen mast”. Hartmann har derfor indhentet al den viden han kunne om vor sang og musik i gamle dage for at kunne skrive musikken til ”Balders Død” og ”Gorm Den Gamle” (opføres først 1785). Derfor er han så vidende om hvad der sker på Island. De 5 oldnordiske sange Hartmann udvælger til Borde’s udgivelse er ingenlunde tilfældigt udvalgt; han har forsøgt at vise bredden i brugen af sang og sangtøj; i teologisk skjaldedigtning, i sørgesange, i helteberetninger, i læresætninger og endelig i kirkelig sammenhæng.

Mogens Friis har henvist mig til Jón Helgason: Eddasång (Gardar III, årsbok för Samfundet Sverige-Island i Lund-Malmö, juni 1972, s.15-49) hvori vi får at vide at Hartmann fik melodierne fra Jón Ólafson i samvær med conferentsraad C.F Jacobi, der fra 1776 er sekretær for Videnskabernes Selskab i København. Dette kan forklare det næsten fonetiske sprog benyttet i teksterne. Jón Ólafson arbejdede med andre på en udgave af Heimskringla, bekostet af arveprins Frederik, der udkom 1777/8, og modtog Videnskabernes Selskab's guldmedalje i 1786 for en doktorafhandling kaldet "Om Nordens gamle Digtekonst".
 
Hvad Hartmann beretter til Jean Benjamin de la Borde er bl.a. hvorledes Völuspá, Havamál og Krakamál ¹ skal fremføres.
 
¹ ”Krakamál” kendes også som ”Krakes Maal”, ”Regner Lodbrogs Dødssang”, ”Kraakemaal”, ”Regnar Lodbrogs Dødssang” eller ”Bildur Danskum”. Oversat første gang 1652 fra oldnordisk.

Kilde: Jean Benjamin de la Borde: Essai sur la Musique Ancienne et Moderne (Paris, 1780, Bind II, s. 402),
Krákumál/Ragnars sögu loðbrókar, vers 25.
Tak til Susanne Budde, Boghistoriske Samlinger, Det Kongelige Bibliotek for tilsendelse af materialet.

Min oversættelse til nudansk.
 
 

 Kilde: Jean Benjamin de la Borde: Essai sur la Musique Ancienne et Moderne (Paris, 1780). Völuspá, vers 3.
 
 

¹ Det er her yderst spændende at se det fonetiske sprog benyttet. Vi har tre overlevende manuskripter med Völuspá og det ser ikke ud til at nogle af disse har været benyttet af Hartmann. 
 
² I udgaven fra Codex Regius (Gl. kgl. sml., 2365, 4to)
 
 

Kilde: Jean Benjamin de la Borde: Essai sur la Musique Ancienne et Moderne (Paris, 1780, Bind II, s. 404),
Hávamál, vers 79. Tak til Susanne Budde, Boghistoriske Samlinger, Det Kongelige Bibliotek for tilsendelse af materialet.
 

Thøger Larsens oversættelse.

Vi har ligeledes noderne til Haraldr harðráði: Lausavísur, hvor vers 4 er gengivet med noderne. Snorre gengiver delvist samme i Skáldskaparmál (vers 194) (Yngre Edda/Snorre Edda):

 Kilde: Jean Benjamin de la Borde: Essai sur la Musique Ancienne et Moderne (Paris, 1780).
Haraldr harðráði: Lausavísur (vers 4), Skáldskaparmál (vers 194).
 

 
Beretningerne om Harald Harðráði må nødvendigvis været blevet gjort kort tid efter han han blev dræbt under Slaget ved Stamford Bridge år 1066 e.Kr. og viser derfor hvorledes vor sang og musik var i dette tidsrum. Sammenholder vi med opbygningen af Skáldskaparmál som historiefortælling tror jeg beretningen har været en sammenblanding af monoton historieberetning, der herefter med mellemrum afbrydes af et eller flere vers, hvor der synges og evt. spilles et strengetøj. Denne afveksling sker både for lytter og skjaldens skyld; de tilhørende modtager en mere spændende beretning, og skjalden forbereder sig mentalt på hvad han skal sige efterfølgende. Bemærk ordopdelingen i udgaven fra Hartmann/Borde; den er ikke tilfældig, og viser måske hvor der skal lægges tryk på ord i afsigelsen.
 

Dernæst har vi vers 4 fra Eystein Ásgrímsson’s lange kristne salme, der i Middelalderen blev regnet for det ypperste gjort i Norden. Vi ved at Eystein Ásgrímsson, der var Augustinermunk på Island, døde år 1361 e.Kr. og derfor kan vi ganske nøje datere noderne.

Kilde: Jean Benjamin de la Borde: Essai sur la Musique Ancienne et Moderne (Paris, 1780).
”Lilja” eller "Allir vildu Lilju kveðið hafa" (vers 4).

 Min oversættelse til nudansk.
 
 

I den anden beretning fra Beowulf (sætning 1065-66) er det igen Kong Hroðgar’s ”scop”, måske hofnar, vi hører om:

"gomenwudu greted, gid oft wrecen,
ðonne healgamen Hroþgares scop"

Som jeg oversætter til:

”Det Spøgfulde Træ bød velkommen, skørt ofte sagt,
denne lattervækkende, Hroðgar’s scop”¹

¹ Det oldengelske ord "gomenwudu" er sammensat af "gammen" + "træ" (fra "wudu" og urnordisk "widu" - se bue-fibulaen fra Himlingøje "(ek) widuhudaR"), og er derfor en kenning for harpen. Samspillet er her at "scopen" (hofnaren) spiller harpe medens han fyrer vittigheder af. Harpen er medskyldig i uartighederne der afsiges. Ordet skal ses sammen med det efterfølgende "healgamen"; "helbredende" + "gammen", som jeg mener vi må opfatte som "lattervækkende" da "latter" er helbredende. Vi ved fra en førstehåndsberetning fra Attila’s hof at hofpoeten (hofnaren) allerede har denne opgave i 400 tallet e.Kr. ”Gomenwudu” skal sidestilles med det oldnordiske ”gamanyrði” eller ”spøgfulde ord” jvf. tillige ”gamanvísa” eller ”spøgfuldt vers”, og det er netop hvad der her foregår. Jeg oversætter herefter ”greted” fra ordet ”gretan” der bl.a. betyder ”velkommen” og er det nuengelske ord ”greet”. Herefter oversætter jeg ”gid” fra ordet ”gidig, gydig” der betyder ”skør, dum, besat af en ånd” jvf. det nuengelske ”giddy”.

Det ser ud til at sangtøjet enten havde 6-7 strenge (harpestrengr) eller flere end 8 strenge. Strengene blev gjort af tarme eller hestehår. Man ved ikke præcist hvorledes harpen blev givet stemt, jvf ”stíma” eller ”anstrenge/strenge an”, men der er fundet et jernredskab der menes at have haft opgaven at løsne eller spænde strengene.

Jeg tror roligt vi kan sige at ikke alle harper har lydt lige godt. Udtrykket ”led harpe”, som mænd i nødstilfælde bruger med henvisning til ”onde kvinder”, dvs. kvinder der skælder ud, viser at dette må have været tilfældet. Selve udtrykket ”led harpe” er faktisk spændende og må oprinde fra det oldnordiske ”leiða harpa”. Ordet ”leiða” betyder bl.a. ”at gøre en ked af noget, at afskrække en fra” og forklarer nok hvor rædselsfuldt harpen kunne lyde.

Fra Goscinny & Uderzo: Asterix og Goterne, s.5

Det er derfor alle fra Gallernes stamme, anført af smeden, gør sig store anstrengelser for at adskille kelternes sangtøj lyren fra Trubadurix, enten ved præventive midler, som vist ovenfor, eller ved at hænge ham op bagbundet under kelternes hellige træ egetræet.

Bayeux gobelinen, der i helt utrolige detaljer beskriver optakten til og selve Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr, og gjort umiddelbart efter selve slaget i perioden 1066-77 e.Kr., viser også brugen af harpen:

 Hic dederunt Haroldo coronam regis. Hic residet Horold Rex Anglorum. Stigant archiepiscopus. Isti mirant stellam.
(Her gav de kongekronen til Harold. Her er Harold kronet Englands konge. Ærkebiskop Stigand. Disse folk beundrer stjernen.)

Bemærk iøvrigt den yderst sarkastiske bemærkning omkring Kong Harold, hvis kroning udløser Slaget ved Hastings.
Kilde : http://hastings1066.com/baythumb.shtml (tapestry nr. 15)

 I forstørrelsen af ovenævnte del af gobelinen kan vi helt tydeligt se at Kong Harold’s spillemand spiller harpe under Kong Harold’s kroningsceremoni.

I ”Bilag Ø: Forne sange” gengives folkeviserne ”Harpuríma” eller ”Harperim” og ”Svend Vonved” der begge omhandler brugen af harpe. I sidstnævnte folkevise er Svend Vonved en harpespiller.

Kopi af en Rebec = fiðla/fiðele? fundet i Hedeby, Slesvig.
Kilde: www.regia.org/music.htm

Ovennævnte sangtøj er fra Hedeby og kaldes en Rebec. Mit gæt er at dette er identisk til en fiðla/fiðele der bliver til en fiol. Min vurdering er dette sangtøj er en evolution af harpen, der som et strygesangtøj blev gjort for at fremkalde et andet toneleje til harpen.

Prøv at sammenligne ovennævnte ”fiðla/fiðele” fra Hedeby med sangtøjet ”Gudòk” fra Sibirien:

Sibirisk ”Gudòk”
Kilde: Traditional instruments, Russia
www.music.ch/face/instrum/siberia_nstrum.html

Den kritiske læser vil sige at dette sangtøj må være bragt til Hedeby som følge af samhandlen med Garðaríki . Dette kan sagtens være sandt. Da ordene ”fiðla/fiðele” er ens på oldnordisk og oldengelsk har sangtøjet dog eksisteret før år 446 e.Kr. Sandheden er derfor at dette sangtøj lige vel kan være medbragt under folkevandringen fra det område, hvor det tilsvarende instrument i dag findes.

Vi husker at Ynglinga Saga (kap. 22) beretter om strengetøjet ”gígjara” der menes at betegne et strengetøj med 2-3 strenge, hvorfor en fiðla/fiðele og en Rebec sikkert alle oprinder fra samme instrument. Navnet for instrumentet er afhængig af antallet af strenge.

Min vurdering er at ordet ”gígjara” er identisk til det gotisk-persiske ”sitar”, der er sammensat af ”thri-” + ”tar” eller ”3 strenge”. Dette strengetøj findes i det nordlige Indien bragt ned over Hindu Kush af goterne, og videre til Persien.

Rig Veda , vor absolutte grundlærdom, blev delvist fremført ved brug af et strengeinstrument. I dag ser vi den moderne Veda-fremførelse vist med musik fra en ”citar/sitar”.

Jeg har i kapitlet ”Qin-folket – Cyn eller slægten” argumenteret for at ”Qin-folket” fra kinesiske krøniker, der har kontrol med Kina til år 210 f.Kr., er Ver Asir/Danir -folket og at ”Qin” er den kinesiske betegnelse for ”cyn/kyn” eller ”slægten”.

Det ældste kinesiske strengetøj kaldes ”húqín” og er en to-strenget ”gígjara/fiðla/fiðele/Rebec”.

Ordet ”húqín” menes at være sammensat af ”Hu” + ”Qin”, hvor ”hu” er det kinesiske ord for ”barbarer” der bliver til ”Hunnerne”. Alle er enige om at strengetøjets navn er en henvisning til indoeuropæiske barbarer der indfører instrumentet i Kina, og som jeg argumenterer for er os. Det to-strengede instrument er derfor ”den barbariske slægts strengetøj”.

Shen, Kuo henviser i et digt fra 1000 tallet e.Kr. til ”mawei huqin” eller ”den barbariske slægts strengetøj med hestehale (strenge)”

Spørgsmålet er om navnet på Odins ravn ”Hugin”, der normalt oversættes til ”huet” eller hvordan vi følelsesmæssigt har det lige nu, ikke kan knyttes til det navnet ”húqín”, og måske er en betegnelse for det samme. Hvad spillemanden bringer frem gennem sit strengetøj er netop hvad han følelsesmæssigt føler her og nu.