| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
At riste lyde
Sparlösa-stenen, Västergötland (Vg 119), dateret til før år 670 e.Kr., siger : ”raþ runoR þaR raki-ukutu”
Som jeg oversætter til: ”råd [af] runer der er Regin-nedstammet”
Vi har ordene ”áskunnr (áskunnigr)” eller ”som stammer fra Aserne”, samt ”goðkunnr (goðkunnigr)” eller ”som stammer fra guderne”. På samme vis skal vi forstå ”raki-ukutu”, der forekommer netop som så i Hávamál (vers 80, Ældre Edda), jvf. ”er þú at rúnum spyrr, inum reginkunnum”. "Regin, rögn, ragna" er "magterne" er "forfædrene" – de kunne runerne, og deres visdom og lærdom ligger gemt til os heri. Sammenlign her med at inderne samlet kalder deres ”alfabet” for ”devanagari” eller ”gudernes skrift [for byboere = de dannede]”. Derfor hører vi på Noleby-stenen, Västergötland (Vg 63), fra ca. år 450 e.Kr., på urnordisk med Ældre Futhark:
”runo fahi raginakundo tojeka”
Som jeg oversætter til: ”Rune jeg gør [af] Regin-nedstammet tov”
Jeg forbinder her ”tojeka” (taujeka) med ”taug” (oldnordisk) eller ”tov” i forståelsen ”den hellige tråd”, der forbinder de udødelige forfædre i (Moder) Sky med de dødelige på (Moder) Jord. Det er af denne årsag at den oprindelige betegnelse for "antal af 12" er "toglöð" (måske fra "tov" + "naglejern" eller "nagletov"). Det er 12-mandsrådets hellige og samlede tov, der giver den hele visdom. Hávamál (vers 142, Ældre Edda) siger følgende i omtalen af runer, deres betydning og ophav:
Min oversættelse til nudansk.
Ordet ”fáði” (oldnordisk), fra ”fá”, er fra det urnordiske ”fahido”, som vi kender fra runeindskrifter i Ældre Futhark 1. Jeg mener at dette ord har betydningen ”at gøre”, men fordi ordet i Hávamál (vers 142, Ældre Edda) er knyttet til ”fimbulþulur” (ferm-stamme-taler), som jeg mener er et heite for ”forfædrene”, skal vi ikke her opfatte ordet som runeristerens virke, men som arkitekten og ingeniøren’s skaben af form til runeristerens senere brug, dvs. i virkeligheden runemesterens indsigt og visdom, der er ham givet af forfædrene. Derfor oversætter jeg her ”fáði” til ”afbildede” (se afsnittet ”Klimaskifte - Fimbulvetr – den store vinter år 536 e.Kr.”). Ordet ”ginnregin” skal sidestilles med ”ginnungagap” og det endnu ufortolkede ord ”ginnurunoR” på runeindskriften på stenen fra Stentoften, Listers Herred, Blekinge, der står i Sølveborgs kirkes våbenhus og er dateret til kort tid efter år 0 (DR 357. Se ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning”). Det må være klart at de runer der omtales i Hávamál (vers 142, Ældre Edda) er ”ginnurunoz” da runerne gøres af ”ginnregin”. Vi ved at ”regin” betyder ”magter” (flertal). Jeg tror derfor at vi skal hente forståelsen fra det oldnordiske ”ginna” i dette ords betydning ”som besidder forunderlige, skjulte kræfter”. Herved fremkommer ”ginnuronoz” med forståelsen ”runer med forunderlige, skjulte kræfter” og ”ginnregin” med betydningen ”magter med forunderlige, skjulte kræfter”. Ordene ”regin, rögn, ragna” er alle de samme med betydningen ”magterne”. Ordet ”Hroftur” er identisk til ”Hroptr” i Grímnismál (kap II:8, Ældre Edda) både som enhed og i betydning. Modsat min nudanske oversættelse i Grímnismál vælger jeg dog her at oversætte ordet fra ”Hrópa” (råbe). Mit bud er at de ”Hroftur rögna” (råbende magter) der her tænkes på, er de råb vi ser Odin som shaman galdre i Hávamál (vers 139, Ældre Edda):
Min oversættelse til nudansk.
Mit bud er derfor at "fimbulþulur","ginnregin" og "Hroftur rögna" alle betegner det samme - "magterne", der er "forfædrene". Ingen andre end de udødelige forfædre kan have givet de dødelige i nutiden deres viden og visdom om runer. 1
Fra det oldengelske læredigt ”Maxims I" (sætning 138-140), der findes i Exeter Book fra 900 tallet e.Kr., i min oversættelse til nudansk. Det oldengelske ”rune” har som i alle urnordiske dialekter forståelsen ”hemmelighed”, men ifald jeg oversatte ”rune writan” til ”hemmligheder skrive” ville læseren ikke indse, at det er runer der rejses som hemmeligheder. Det oldengelske "writan", som vi i dag ville oversætte til "skrive" fra det nuengelske "write", findes på olddansk som "writhæ" (vride) og oldnordisk "ríða" (flette, knytte). Det er i ordets oprindelige urnordiske betydning som "vride, dreje" vi må opfatte ordet. Det oldengelske ”leofes” er fra ”leof” (kære, kæreste). Ordet ”leof” indgår i mange navne i England netop i 900-1000 tallet e.Kr., jvf. ”Leofric” (Kæreste Råder), Leofwine (Kæreste Ven), Leofsunu (Kæreste Søn), og det må være således vi skal opfatte ordet også her. Det oldengelske ”onetten” opfattes som ”haster, stræber” i omtalen af noget der bevæger sig. Det oldengelske ”dæges” er ejefald ental af ”dæg” (dag). Den afsluttende sætning ”dæges onettan”, direkte ”dagen haster”, fremstår umiddelbart flad og intetsigende, sammenholdt med de foregående linier. Det mener jeg skyldes at brugen af ”dæges” kræver forståelsen for at ”*dagaR, Daeg”-runen skal opfattes som ”jeg kan se, dagslys”. Alle de foregående handlinger udspiller sig alene i dagslys, og det gælder om at få alt dette gjort inden nattens kommen.
Forståelsen af Ældre Futhark er langtfra fuldstændig, og man kender i dag ikke den fulde oprindelse til hvorfra disse runer stammer. Der synes at være vidnesbyrd om brug af runer i;
Forskere, der mener at runerne er ”opfundet” her, eller i det sydlige Schweiz, eller nordlige Italien, udviser en hovedrøstende mangel på samtidsforståelse omkring folkevandringerne. Runerne bliver alene brugt at Ver Asir/Danir-folket, Goterne og formentlig Langobarderne fra Jylland. Fundet af runer følger fuldt ud hvorledes folkevandringerne skete. I kapitlet "Daner – Danir - I afsnittet "Phrygia - Frigg's Land" viser jeg et eksempel på oldphrygiske runer fra år 550-500 f.Kr., der i visuel gengivelse af lydværdi og den vis runerne er rejst på, er så tæt på Ældre Futhark at der ganske enkelt må være en tilknytning mellem disse. I kapitlet "Troja, Þrúðvangar og Ragnarok" gengiver jeg utallige eksempler på etruskiske runer, der bærer en umiskendelig lighed til Ældre Futhark. Jeg mener derfor vi kan beskrive runer således over tid og sted:
Yngre Futhark, med kun 16 runer, er en mærkværdig undtagelse fra ovennævnte udvikling da der sker et stort fald i antallet af runer på et tidspunkt i 800 tallet. Dette mener jeg muligvis skyldes de massive udvandringer til Britannien af mange af vore slægtninge, hvor antallet af runer derfor modsat stiger. Masseudvandringen til Britannien, i det tidsrum jeg kalder ”Borgerkrigstiden og 2. udvandring til Britannien, Normandiet, Færøerne, Island, Grønland og Nýaland (789 - 1200 e.Kr.)”, er udløst af det endelige sammenbrud af den decentrale nationalstat "land Dena" (Dane land, Danernes land) efter Slaget ved Bravalla (Bravellir, Bråviken, Bra-wel, Brávík, belli Brawici) ved Östergötland's kyst ca. år 770-772 e.Kr. Tilbage i Skandinavien blev en mindre og mere homogen masse af mennesker med færre dialekter og lydværdier, der kunne samles i færre runer. I afsnittet "Gymir og Sif – Sparta's konge og Frigg’s vølve" viser jeg at kvinden Sif, uden undtagelse i Ældre Edda, betegner ”Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl” (Frigg’s vølve). Da Ældre Edda samtidigt, igen uden undtagelse, bruger Thor-kenningen "Sif's mand", og Thor i denne sammenhæng, igen uden undtagelse i Ældre Edda, er konge af Troja og derfor Hektor, da viser Ældre Edda os en sammenhæng mellem Ældre Futhark og oldphrygisk. Homer:Iliaden (Bog XXIV: 672-678) knytter også Troja og Phrygien tæt sammen som forbundsfæller. Man behøver ej heller at have stor viden omkring Ældre Futhark for at se at Musnad-alfabetet (fra landområdet Múspell?), også kendt som ”South Arabian Alphabet, Fornsydarabiske alfabet”, må have et fælles ophav med Ældre Futhark, oldetruskiske runer og oldphrygiske samme. Musnad-runerne menes at udskille sig fra proto-semitisk ca. 1200 tallet f.Kr., dvs. nøjagtigt i tidsrummet hvor de store folkevandringer bort fra Mesopotamien begynder at finde sted. Skrifttegnene blev benyttet i det nuværende Yemen og findes fra 700 tallet f.Kr. i Babylonien. Det uddør med arabernes ankomst i 600 tallet e.Kr. Runernes forståelse i lyd behøver ikke at være ens som følge af den store tidsmæssige forskel. Runer som skrifttegn er en gengivelse af lyd, og sprog undergår ganske hurtigt forandringer, specielt når forskellige stammer under helt anderledes himmelstrøg bruger dem. Det fælles ophav kan dog spores visuelt og i betydning 1. 1 Tak til Anders og Dorrit Hansen, Vancouver, BC, Canada for henvisningen.
Musnad-runer fra Old Marib, hovedbygden i Yemen under Dronningen af Saba.
Selve ordet rune –”rún” (oldnordisk), ”run” (oldengelsk) og "runa" (gotisk) betyder ”hemmelighed” og oprinder fra det indoeuropæiske ”*ru-no-” der i forståelsen har forbindelse med ”magi”. Dermed har runer oprindeligt været forbeholdt Shamanen der, jvf. Freyas kunnen af ”den vaniske trolddom”, har været et håndværk for begge køn. Senere forklarer Rígsþula os at det er Jarl Æt der skal kunne runekunsten. Se”Bilag A: Rig Veda , Rígsþula og Manu Smriti”. Vi ser den oprindelige forståelse af ”rune” som "hemmelighed" benyttet af Wulfila i slutningen af 300 tallet e.Kr. i hans gotiske oversættelse af ”Paulus’ første brev til korinterne”: ”sai, runa izwis qiþa: allai auk ni gaswiltam, iþ allai inmaidjanda” (15:51) Bibelen skriver samme sætning: ”Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle hensove [sove hen], men vi skal alle forvandles,” (15:51) At ordet er ens på oldnordisk, oldengelsk og gotisk betyder at ordet er fra før udvandringen til de nye kongeriger i Britannien efter år 446 e.Kr. 1 At ordet er identisk på indoeuropæisk betyder at dette ord er kendt af stammen fra tiden i Midgård /Asien, dvs. før folkevandringen mod vort nuværende landområde begynder. At den oprindelige betydning af runer har været forbundet med hemmelige magiske ritualer, formentligt udført af Shamanen under ceremonier, betyder ikke at vi ikke altid har haft egenskaben at kunne riste vore lyde og tanker. Evolutionen af runer til Ældre Futhark har uden tvivl været under inflydelse udefra, men at påstå at runer er en importeret egenskab er at misforstå fuldstændigt det at riste lyde. 1
Adam af Bremen kalder år 1070-72 e.Kr. beboerne omkring bygden Demmin i Vendernes landområde for ”Runer” (Bog 2:XXII, s.84). Han gentager dette i Bog 4:XVII (s.261) hvor han beskriver 3 øer, der ligger op til Slaverne. Her omtaler han en unavngiven ø og skriver at ”den besiddes af Ranerne eller Runerne”. Vi kan se fra Schol. 121 ”Reune er Runernes Ø” at han formentlig mener Rygen, og at ”Runerne” derfor nok er identisk til Rygboere. Dette er næppe Adam af Bremen’s dårlige nedskrivning af andenhåndsoplysninger eller en sproglig tilfældighed. Det oldengelske stednavn ”Runieg” (Ronimede i år 1215 e.Kr. og Runnymede idag) ligger i Surrey lige ved Windsor Castle/Windsor Great Park1 og betød oprindeligt ”rådet’s ø”. Samme betydning havde ”Runø” i Estland . Der er derfor en fuld etymologisk forbindelse mellem det at riste lyde og det at ”run” (oldengelsk) og ”runnum/renna” (oldnordisk), dvs. rende eller komme først, i betydningen af at ”råde” eller lede noget. 1 Det er ej heller en tilfældighed at langt de fleste danske der bor i det sydlige England, og som ikke bor i London, flytter til Surrey. Jeg har selv boet i Surrey (”suþrige” på oldengelsk eller ”det sydlige rige” ift. Middlesex, det mellemste af Saksernes område) og var i mange år medlem af vandskiklubben i Thorpe, jvf. det oldengelske og oldnordiske Þorp, 10 minutter fra Runnymede. Surrey er så tæt på det bedste i Danmark, og det er det fordi det er samme stamme der bor begge steder. Det er også derfor at Hvide-slægten’s Asser Rig/Asker Ryg (1075-1151), som høvding over Rygen, har tilnavnet ”Rig”.
Rígsþula (vers 36,37 og 44, Ældre Edda) forklarer os at Jarl-æt, søn af Moder og Fader, skal kunne runer. Vi har mange runeindskrifter i Ældre Futhark, hvori omtalen af "ErilaR" (Heruler) indgår som havende rejst runerne. Jeg argumenterer i afsnittet "ErilaR - Eruli - Eorl - Jarl" for at "ErilaR" er "Eorl" (Jarl)-æt i Skilfinga-ætten. Hávamál (vers 144, Ældre Edda) giver os prøven som Jarl-æt, og alle andre, skal kunne svare bekræftende på, før man udtaler sig endeligt om runer:
Hávamál (vers 145, Ældre Edda) forklarer os om runers ophav, samt hvorledes vor målsætning med runer bør være, givet at ingen er fejlfri hele tiden:
1 Ordet "Þvndr" forekommer i formerne "þund, þundar, þundr", og som endestavelse i "ský-Þundar", "flein-Þund" og "róg-Þund". I Grímnismál (vers 46 og 54, Ældre Edda) forekommer det i formerne "Þvðr, Þvndr", og er et heite for Odin. I oprindelig tanke er Odin Thor - Tordengudens søn - Tordneren, ligesom Thor er Odin. I Viðbótarþulur: Óðins nöfn (vers 7) forekommer heitet som "Þundr", hvorfor Snorre medtager det i Gylfaginning (kap. 20) som "Þundr". Brugen af "Þundr" (Tordneren) er derfor et heite for Odin, men en kenning for Tordengudens søn - Thor - i tanke vor ældste forfader tilbage til begyndelsen. Dette er en identisk gengivelse af runers ophav som forklaret os på Sparlösa-stenen, Västergötland, hvor "Regin, rögn, ragna" er "magterne" er "forfædrene". Jeg er helt uenig i at "fyr" bør oversættes til "før, before". Dette er alene en kristen vrangforestilling af virkeligheden. Det er menneskeheden der opfinder runer som billedtegn, senere skrifttegn, og ingen andre.
Folkevandringen forklarer os, at vi burde kunne finde en sammenhæng mellem Ældre Futhark og sarmatiske og skythiske mindesmærker, som de foreligger fra Asovhavet og nordpå i det nuværende Ukraine og Rusland. Nedenfor vises det oprindelige 24 runer store Ældre Futhark. Samtidigt følger et forsøg på at vise den mulige sammenknytning mellem Ældre Futhark og sarmatiske/skythiske symboler, samt forklaringer til tegnene. Der synes stort set ingen forskning at være gjort om dette. Basis for det der følger er fortolkninger gjort at russeren Sergei V. Rjabchikov, der ikke i sit arbejde forsøger at koble Ældre Futhark på sarmatiske og skythiske symboler, men i stedet forsøger at forstå oprindelsen til russisk (et indoeuropæisk sprog) og russiske folkesagn. Jeg har valgt at navngive nærværende kapitel "At riste lyde" fordi runer har en lydværdi i Ældre Futhark. Jeg mener dog at oprindelsen til runer, herunder som værktøj til at lodtrække om varsel, skal findes i runer som "billedtegn", ikke "skrifttegn". Heri har runer samme ophav som kinesiske skrifttegn, der ligeledes oprindeligt var naturtro gengivelser fra virkeligheden og derfor billedtegn. Jeg viser et eksempel på dette i afsnittet "Forståelsen for "tid" (underafsnit "Forståelsen af "år"). Anskuer vi Ældre Futhark som billedtegn, på helt samme vis som alle kinesiske skriftegn kan føres til et oprindeligt billedtegn 1, kan vi vise mange af runernes ophav fra naturen. 1 fra Shang dynastiet ca. år 1450-1050 f.Kr., dvs. vor Bronzealder. Tegnene blev rejst identisk til vor brug af runestaver, og med samme formål; at trække lod om varsler (se afsnittet "Lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka"). Derfor kaldes billedtegn (skrifttegn) fra dette tidsrum for "jiăgŭwén” (Pinyen) eller “skal-ben-skrift”, da tegnene blev ridset på knogler og skildpaddeskjold. Jeg har gjort brug af følgende hjemmesider til analyse af kinesiske billed- og skrifttegn: http://www.anyang.gov.cn/yswh/ys/jagu/jkzk.htm og http://www.earlyword.net/index_w.asp (begge på kinesisk. Gengiver alle kendte kinesiske billedtegn), samt oversættelsesværktøjet fra billed- og skrifttegn til Pinyin: http://usa.mdbg.net/chindict/chindict.php , og endelig det etymologiske værktøj for kinesiske skrifttegn: http://www.yellowbridge.com/chinese/character-dictionary.php
Hvorledes blev Ældre Futhark gengivet samlet? I afsnittet "Forståelsen for ”tid”" viser jeg at tallet 8 (átta, eahta, æhta, ahtau) er lig "ætt" (slægt) er lig "ætt, átt" (retning), hvor tallet 8 er symbolet for Moder Jord. Derfor mener vi at de 24 ældre runer er opdelt i 3 ætt af hver 8 runer.
Mit forslag til hvorledes Ældre Futhark opstilles og rejses.
Det er denne rækkefølge og opstilling der muliggør tydningen af lønnruner, som f.eks. håndskriftet fra St. Gallen (Cod. 2704to), samt ikke mindst Rökstenen, Östergötland (Ög 136), dateret til år 810 e.Kr. For at kunne afkode lønnruner til Ældre Futhark forudsættes ovennævnte opdeling af runer, og kendskab til runernes indbyrdes rækkefølge og placering i ætt. Det er også samme rækkefølge vi ser i ”Salzburg Manuskriptet 140” (900 tallet e.Kr., 28 runer), der gengiver 28 af de senere samlet 33 angelsaksiske runer. Også Gotlandskalenderen fra 1328 i Yngre Futhark hos Ole Worm: Fasti Danici (1626) antyder at dette er den rette rækkefølge. Der er fortsat lidt usikkerhed omkring rækkefølgen af *perþu-runen (p) og *iwaR-runen (ë) i 2. ætt. ”Scramasaxen fra Themsen ved Battersea” (800 tallet e.Kr., 28 runer); "Cotton Codex Domitian A + Otho B.x.165” (32 runer); "Brandon Pin Head" (800 tallet e.Kr.) og "Salzburg Manuskriptet 140” (900 tallet e.Kr., 28 runer) har alle disse to runer i omvendt rækkefølge. Med andre ord, samtlige vidnesbyrd fra angelsaksiske runer tilsiger en omvendt rækkefølge. Ligeledes er rækkefølgen af *dagaR-runen (d) og *oþila-runen (o) i 1. ætt en kende usikker fordi "Cotton Codex Domitian A + Otho B.x.165” (32 runer) har rækkefølgen af disse runer omvendt. Ovennævnte fremstilling af Ældre Futhark er identisk til hvorledes runerne er rejst på Kylver-stenen (G88) fra Stånga, Gotland dateret til 400 tallet e.Kr. Dette afgører i sidste ende hvorfor jeg mener 24-futhark fra Kylver-stenen må anses som den rette og oprindelige. Vi har nok vidnesbyrd til at kunne sige at runemesteren gives nogen kunstnerisk frihed i hvorledes runen rejses, hvorfor der forekommer afvigelser i den visuelle fremstilling. I e-mail til mig af 19. marts 2012 argumenterer Michael Lerche Nielsen, Institut for Navneforskning, Københavns Universitet for at *sowilu-runen (s) oprindeligt havde 3 zig-zag knæk; "tænder" om man vil. Som billedtegn er runen en solstråle, og den kan ganske rigtigt gengives med 2-4 "tænder". En simpel, men ikke fuldstændig, gennemgang af de tidligste ældre runer nord for Ejder-strømmen viser, at med indførelsen af guldskillinger senest i begyndelsen af 400 tallet e.Kr. er *sowilu-runen afrettet så runen alene rejses med to ”tænder”; som vi i dag skriver et ”s”. Vi har, så vidt jeg kan se, ingen kendte guldskillinger med Ældre Futhark, hvor *sowilu-runen er rejst på anden vis fra dette tidspunkt. Efterser vi derfor runeindskrifter nord for Ejder-strømmen fra ankomsttiden ca. år 40-70 e.Kr. frem til begyndelsen af 400 tallet e.Kr., kan vi se følgende fordeling af *sowilu-runen (ikke alle indskrifter er efterset, hvorfor dette kun er en stikprøveanalyse):
Det første vi kan se er at *sowilu-runen rejst med 2 ”tænder” (2 zig-zag knæk) i de ældste ældre runer ser ud til at være den mest benyttede når vi efterser vore samlede landskaber nord for Ejder-strømmen. Det næste vi bemærker er at i de nuværende danske landskaber er flertallet af de ældste *sowilu-runer rejst med 3 eller flere ”tænder” (3 eller flere zig-zag knæk). Der er derfor en klar forskel på egnen, og denne forskel må kunne tilskrives ætter og deres respektive runemestre; ikke hvad har været ret eller vrang. Mit bud er at det er runemesterens pladsmangel på guldskillinger år 385-670 e.Kr. der ensretter *sowilu-runen til fra dette tidspunkt at blive rejst med 2 ”tænder” (2 zig-zag knæk) 1. 1
Norske landskaber hvor *sowilu-runen er rejst med 2 ”tænder” (2 zig-zag knæk): 8
Danske landskaber hvor *sowilu-runen er rejst med 3 eller flere ”tænder” (3 eller flere zig-zag knæk): 6
Norske landskaber hvor *sowilu-runen er rejst med 3 eller flere ”tænder” (3 eller flere zig-zag knæk): 3
Vi kan se at *sowilu-runen (s) i 500 tallet f.Kr. fra Old Marib, Yemen er gengivet med 3 knæk, hvorfor jeg er enig i at denne udgave ser ud til at være den ældste. I urnordisk sammenhæng mener jeg dog at begge former grammatisk var de rette. *jara-runen (j) har i reglen ikke fuld runehøjde, men bør svæve; som billedtegn er runen derfor visuelt i samme familie som *kauna–runen (k) og *ingwaR–runen (ng). *iwaR-runens form findes i to udgaver: Runens nederste stav pegende mod venstre; øverste mod højre (læseretning venstre mod højre).
Runens nederste stav pegende mod højre; øverste mod venstre (læseretning venstre mod højre).
"Cotton Codex Domitian A + Otho B.x.165” (32 runer) gengiver *iwaR-runen i begge udgaver, og bekræfter hermed at begge blev benyttet og anset som grammatisk ret.
Noter til de sarmatiske og skythiske tegn: 2 "*uruR, Ur"-runen Fra artiklen Sergei V. Rjabchikov: Saka (Scythian) Record Reads in Slavonic (1999). Se afsnittene "Odin og Den Levende Buddha" og "Kushan Riget og Buddha". Fra et gravsted fra Sacae (Saka, Sakya, Sae) stammen, som jeg mener er gotiske ætter (Martynov, A.I., 1996. Arkheologiya. Moscow: Vysshaya shkola, side 224, figur 8). Jeannine Davis-Kimball, Berkeley Universitetet har forklaret mig, at dette gravsted skal dateres til 450-300 f.Kr. Hun har selv udgravet en Sacae høvdingegrave i Kasakhstan dateret til år 400 f.Kr. Det er Sacae-folket, der drager ned over Hindu Kush til det nordlige Indien, og til dette folk at den Levende Buddha er tronarving. Indskriften ser således ud:
Og er fortolket som følger: Øverste linie (venstre mod højre): p(i)-u-r-u v(e) n-r v(e) l-e-sh HEST Nederste linie: s-e v(e)-e-r A-n-i p(e)-u-t n-b-e-u Fortolkning øverste linie: p(i)-u-r-u = storm v(e) = at/til n-r v(e) = vrede HEST = fysisk symbol for en hest Hesten er i samtiden et symbol for ild. Sætningen er en henvisning til Solhesten, der for Sacae-folket var et centralt symbol i deres filosofi. Fortolkning nederste linie: A-n-i = ildguden Agni (som vi stadig finder i Indien. Næste gang Indien gennemfører en en affyring af deres raketsystemer bemærk hvilket navn inderne har givet raketten. Den hedder Agni) n-b-e-u = over skyen Dette er Agni/ildgudens ild, vejen gennem/over skyen Nedenfor er hentet en række yderligere symboler fra ovennævnte indskrift. 4 "*ansuR, Aesc (Os, Ac)"-runen Fra artiklen Sergei V. Rjabchikov: The Preliminary Report on the Decipherment of the Proto-Slavonic Writing System (2000, figure 11, 12). To eksempler på navnet på kong Aspurg (staves også Aspurgus og Aspourgos) (Drachuk 1975: 61, table IV: 185 og Drachuk 1975: 61, table III: 101). Lydværdien er ”as” og skal læses fra højre mod venstre. Denne sarmatiske konge havde, som alle samtidens konger, status af levende gud. Dette gengives i navn (lydværdi) og billedtegn. Han var konge år 8-38 e.Kr. Se afsnittet "Kongerne Asander & Aspurg - Det Bosporiske kongerige". Lydværdi "a". Fra et gravsted fra Sacae (Saka, Sakya, Sae) stammen, dateret til 450-300 f.Kr. , jvf. note 2. 7 "*gebu, Geofu (Gyfu)"-runen Fra artiklen Sergei V. Rjabchikov: The Interpretation of Scythian, Sarmatian and Meotian-Sarmatian Motifs and Records (2001, figure 14). Symbolet er fortolket som ”tar(a)”, og oversat via oldindisk ”da” (at give) og russisk ”dar” (gave). 12 "*jara, ger (Jara)"-runen Fra artiklen Sergei V. Rjabchikov: The Interpretation of Scythian, Sarmatian and Meotian-Sarmatian Motifs and Records (2001, figure 44). Tegnet findes på et skythisk sølvspejl med forgyldning af electrum fra Kelermes Gravsted nr. 4 ved landsbyen Kelermesskaya, i baglandet mellem Sortehavet og Asovhavet. Spejlet er dateret til 7.-6. århunderede f.Kr. Sølvspejlet findes nu på Hermitage, St. Petersborg (Anfimov 1987: 64-5). Spejlet er inddelt i 8 dele, overset af en bevinget gudinde, der holder to kattedyr (pantere). På gudindens kjole er dette tegn afbilledet. Fra oldindisk ”gagana” (sky) til "gaga", er tegnet fortolket som hver af de to skyer i tegnet forbundet med jorden i hver sin måned. Det må være en rimelig mulighed, at tegnet her skal opfattes som året fra solhverv til solhverv.
Kelermes spejlet (Ø: 17 cm). 15 "*algiR, Eolh"-runen Nr. 1: Fra artiklen Sergei V. Rjabchikov: The Interpretation of Scythian, Sarmatian and Meotian-Sarmatian Motifs and Records (2001, figure 28).
Bronzespejl fra den Meotian-Sarmatiske periode, år 100-200 e.Kr. Fra Gravstedet Chernyshov, Republikken Adygea, Rusland. Dette ekstremt spændende kvindelige kalenderspejl viser mange af vore oprindelige sæder og tanker. Den ydre ring af 8 tegn gengiver den 8-takkede bol-opdeling og verden vi kalder "sólhringr, sólarhringr" (solring, solringen), som vi på oldnordisk skal opfatte som "en tid af 24 timer", og derfor "eykt"-systemet, samt "solkreds, dyrekreds" (se afsnittet "Forståelsen for ”tid”). Fra Solen i midten med 12 stråler kan vi se at året bestod af 12 måner (måneder). Fra den næste cirkel, med 4 x 3 streger, kan vi se at året tillige var opdelt i 4 årstider. Symbolet ca. kl. 4, hvad ligner en spiral (nederst til højre), er Vintersolhverv, hvor spiralen betegner ”året vender” - kom ihu at vi gengiver dette helt identisk med brugen af ">" (se afsnittet "Forståelsen for ”tid”, underafsnit "Forståelsen af ”år”). Tegnet ca. kl. 7 er "*berkana, Beroc"-runen (identisk til det græske "beta") for marts, der gentages ca. kl. 1 for september. Tegnet ca. kl. 8 er "*algiR, Eolh"-runen (identisk til det græske Psi Ψ). Begge har generisk betydningen ”et behornet dyr”, hos kineserne og os Elgen. Tegnet svarer til maj-juni måned, og betegner at dyrene har "meget" føde. Tegnet ca. kl. 10 kan være det græske "Eta Η", der svarer til juli, og er forbundet med at spise/at der er mad, jvf. ”èta” (oldnordisk), ”etan” (oldengelsk), ”eda” (russisk) og ”*ed-” (indoeuropæisk). Tegnet ca. kl. 11, spiralen eller ">", er Sommersolhverv og betegner ”året vender”. Det andet kl. 10-symbol menes at være det græske Eta Η, der svarer til juli, og er forbundet med at spise/at der er mad, jvf. ”èta” (oldnordisk), ”etan” (oldengelsk), ”eda” (russisk) og ”*ed-” (indoeuropæisk). Tegnet ca. kl. 2-3 er et hestehoved og "*ehwaR, Eoh"-runen. Hestehovedet repræsenterer oktober-december måned. Man ved fra andre fund af kalendere, at det er november måned hestehovedet skal symbolisere, eller begyndelsen af vinter. Nr. 2: Fra artiklen Sergei V. Rjabchikov: The First Russian Cyrillic Inscription (1999). Det tidligste kendte eksempel på det russiske cyrilliske alfabet findes på en lerkrukke fra begyndelsen af 900 tallet e.Kr. fundet ved Gnezdovo ved Smolensk. Krukken er formentlig lavet på Krimhalvøen.
Der står følgende i indskriften: G-O-R-O-U-H-SHCH-A (læst fra venstre med højre med ”n” (H) stående nedenunder). Nedenunder er der 4 lodrette streger, der er symbolet på tallet 1 gentaget fire gange. Ældre Futhark er ikke udviklet fra det cyrilliske alfabet eller dets forgænger Gammelt Kirke-Slavonisk, men begge skrifttegn har et fælles ophav. Dette indkluderer det russiske tegn for lydværdien ”shch”, der svarer til lydværdien "s (z)" eller ”*algiR, Eolh”-runen. 16 "*sowilu, Sigel"-runen Nr. 1: Fra artiklen Sergei V. Rjabchikov: Saka (Scythian) Record Reads in Slavonic (1999). Lydværdi "s". Se note 2. Nr. 2: Fra artiklen Sergei V. Rjabchikov: The Interpretation of Some Sarmatian Motifs and Inscriptions (2001, figure 9). Tegnet er vist på Kerch stentavlen (Drachuk 1975: table XXXV) 1. Tegnet viser solen (ringen) med en solstråle i midten, hvor sidstnævnte er identisk til "*sowilu, Sigel"-runen. 1 V.S. Drachuk: Sistemy znakov Severnogo Prichernomor'ya (Tamgoobraznye znaki severopontiyskoy periferii antichnogo mira pervych vekov nashey ery, 1975, Kiev: Naukova dumka). 17 "*tiwaR, Tir, Tiw"-runen Fra artiklen Sergei V. Rjabchikov: The Interpretation of Scythian, Sarmatian and Meotian-Sarmatian Motifs and Records (2001, figure 11). Tegnet for lydværdien ”ti” findes på et skythisk røgelseskar fra Belyaus gravstedet, Krimhalvøen, Ukraine. (Dashevskaya 1980: 21, figure 3). Tegnet er fortolket identisk med "*tiwaR, Tir, Tiw"-runen, nemlig guden Ty. Se afsnittet ”Kong Skilur til Krimhalvøen” om hvorfor fundet af dette tegn netop hér ikke er en tilfældighed. Den miderste kolonne indeholder 3 "*ingwaR, Ing"-runer. Afbildningen gengiver ligeledes solen med det hedenske livkors i midten, solhjulet, samt Verdenstræet
Guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet nær Køge?, Sjælland i 1852 (DR BR61). Indskriften med Ældre Futhark lyder (indvendigt fra venstre mod højre):
Som jeg oversætter til: Hariuha hedder jeg: rejsefærdvis giver hjælp:: *tiwaR *tiwaR *tiwaR The oldengelske digt ”The Wanderer/Eardstapa” forklarer os (sætning 64-65) at ”En mand kan ikke kalde sig selv vis, førend han har haft del i mange vintre i verden”. Derfor benyttes ordet ”farauisa”, direkte ”far/vidt rejsende”, men forstået som ”rejsefærdvis”. Det er denne opbyggede erfaring der ”giver hjælp/bringer held”. De tre afsluttende "*tiwaR, Tir, Tiw"-runer* skal vi ganske enkelt forstå som ”kriger, kriger, kriger” eller ”bare kom an!". Guldskillingen er gennemgået i detaljer i afsnittet "ErilaR - Eruli - Eorl - Jarl" (underafsnit "ErilaR og runer")."*tiwaR, Tir, Tiw"-runen benyttes på samme vis i Völuspá (vers 51, Ældre Edda) (se ”Bilag P-1: Völuspá - Vølvens Spådom”) og på Negau ”B”-hjelmen med nord-etruskiske runer (se afsnittet ”Froncum – Franken”). Endelig er det ligeledes tilfældet på guldskillingen fra Austad i Nes i Flekkefjord, Vest-Agder fra år 385-670 e.Kr. med runerne "*gebu, *tiwaR" eller "gave [til] Tyr". 18 "*berkana, Beroc"-runen Nr. 1: Fra artiklen Sergei V. Rjabchikov: Saka (Scythian) Record Reads in Slavonic (1999). Se note 2. Lydværdien er "b". Nr. 2: Fra artiklen Sergei V. Rjabchikov: The Interpretation of Scythian, Sarmatian and Meotian-Sarmatian Motifs and Records (2001, figure 20). Tegnet for lydværdien ”be” findes på to sølvskåle i den sarmatiske gravhøj på Zhutovo gravstedet, Volgograd området mellem Tanais (Don)-floden og Volga-floden. Sølvskålene er dateret til 2. århunderede f.Kr.- 1. århundrede e.Kr. (Mordvintseva 2000: 146, figure 2; 151). Nr. 3: Fra artiklen Sergei V. Rjabchikov: The Interpretation of Scythian, Sarmatian and Meotian-Sarmatian Motifs and Records (2001, figure 28). Se note 15. Tegnet er "*berkana, Beroc"-runen (identisk til det græske "beta"). 19 "*ehwaR, Eoh"-runen Nr. 1: Fra artiklen Sergei V. Rjabchikov: Saka (Scythian) Record Reads in Slavonic (1999). Se note 2. Nr. 2: Fra artiklen Sergei V. Rjabchikov: The Interpretation of Scythian, Sarmatian and Meotian-Sarmatian Motifs and Records (2001, figure 28). Se note 15.
Chou Dynastiet (1122-770 f.Kr.), 127 mm. Identisk kunst på begge sider. To beskyttende dyr. Intet hul i midten, hvad nogle af disse mønter har. Er det "*ehwaR, Eoh"-runen (fysisk "M"), dvs. hesten, der beskyttes af dragerne? Se afsnittet "Drage-mønter". 22 "*ingwaR, Ing"-runen Fra artiklen Sergei V. Rjabchikov: The Interpretation of Three Ancient Russian Texts (1999) Tegnet "*ingwaR, Ing"-runen findes på utroligt mange sarmatiske og skythiske indskrifter i form af en rhombe. Alle skal opfattes identisk som et frugtbarhedstegn. Eksemplet nedenfor blev fundet i 1873 på toppen af en grav ved landsbyen Pnevishcha, Mogilyov-området i Hviderusland. Indskriften er før-cyrilisk.
Indskriften er fortolket som følger (læst fra venstre mod højre): G-a-t-u u-n-e-i RHOMB r-u-e Og er oversat til: Den unge drage – frugtbarhedstegn – brøler Forklaringen menes at være en indvielse til den skythiske gudinde Argimpasa. Se også de tre "*ingwaR, Ing"-runer gengivet under note 17.
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
- Vand-folket” (afsnit ”Vandfolket “Danu/Denen/Denyen” fra egyptiske indskrifter”) viser jeg at forbindelsen mellem ”Tani” (Danir)-folket og etruskerne muligvis kan føres tilbage til år 1208-1188 f.Kr. og angrebene på Egypten, og senere Troja.
