| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Stavefejl – fejl på staverne
I kapitlet ”At riste lyde” har jeg vist, at Rígsþula (vers 36,37 og 44, Ældre Edda) og Hávamál (vers 144, Ældre Edda) har ufravigelige høje krav om at Jarl-æt skulle kunne runer ret i oprindelig tanke, dvs. frem til Troskiftet år 600-630 e.Kr. Derfor kan jeg kun tænke på meget få tilfælde, hvor jeg har fundet en grammatisk fejl i runeindskrifter op til dette tidsrum, der samtidigt afgrænser overgangen fra Ældre til Yngre Futhark (se afsnittet ”ErilaR – Eruli – Eorl – Jarl”). Den første findes i indskriften på guldskillingerne fra Väsby (DR BR 66) og fra Eskatorp (DR BR 74), begge dateret til år 385-670 e.Kr. De to ”*ehwaR, Eoh”-runer (lydværdi ”e”) i ”eerila” er ridset som binderuner. Dette er mærkværdigt derhen at der i runegrammatik normalt ikke rejses to ens runer efter hinanden, hvorfor runemesteren burde have udeladt den ene ”*ehwaR, Eoh”-rune. Jeg er ganske sikker på at runemesteren har manglet plads til at kunne riste alle runerne. Han/hun vælger derfor at tillade en grammatisk fejl ved at udelade ”*kauna, Cen”-runen bedømmende at vi stadig kan tolke runerne ret. Denne grammatiske foreteelse er identisk på begge guldskilinger. Her er der derfor ikke tale om en fejl, men en kunstnerisk tilpasning forårsaget af pladsmangel. Bue-fibulaen fra Himlingøje (DR EM85;128B), dateret til ca. år 200 e.Kr., har følgende urnordiske indskrift: ”widuhudaR” eller "widuhundaR" (n-d binderune) Det er af Moltke fortolket som: ”(ek) widu hundaR”
I afsnittet "Ulvhednar og Berserkar " forklarer jeg hvorfor jeg mener at vi må opfatte runerne som “Jeg, jægeren fra skoven”, hvor "jægeren fra skoven" (widu hundaR) er en kenning for ulven.
Bue-fibulaen fra Himlingøje (DR EM85;128B), dateret til ca. år 200 e.Kr., set fra siden.
På Sten-Vølsen, Rosseland, Hordaland, dateret til 400 tallet e.Kr. (N KJ69), nu på Bergens Museum (Inv. Nr. B10538), er rejst fra højre mod venstre, med samme urnordiske indskrift i Ældre Futhark, bl.a. "Agilamudon", som vi må opfatte som personnavnet "Agilamundon". På Noleby-stenen, Västergötland (Vg 63), fra ca. år 450 e.Kr., er rejst på urnordisk med Ældre Futhark bl.a. "raginakudo", som vi må opfatte som "raginakundo" (Regin-nedstammet ).
"raginakundo", rejst fra venstre mod højre.
På guldskillingen fra Tjurkö, Blekinge (DRBr75) fra år 385-670 e.Kr. har vi i Ældre Futhark bl.a. "kunimudiu", som vi må opfatte som "kunimundiu” (slægtsbeskytter).
"kunimundiu", rejst fra højre mod venstre.
På Tørvika stenen, Kvam, Hardanger, Hordaland (N KJ91), dateret til 1. halvdel af 400 tallet e.Kr., har vi på urnordisk i Ældre Futhark bl.a. "ladawarijaR", som vi må opfatte som "landawarijaR" (landeværger).
"landawarijaR", rejst fra højre mod venstre.
Eggja Runehelle/Eggjumstenen (N KJ101) fra gården Eggja i Sogndal i Sogn, Norge lå på en mandsgrav. Den 200 runer lange runeskrift i Ældre Futhark er dateret til 600 tallet e.Kr. Her forekommer runerne "suemade", som vi må opfatte som "suemmande" (svømmende).
"suemmande", rejst fra venstre mod højre på den øverste langlinie. Bemærk at der her er to grammatiske regler gældende: 2 ens runer rejses aldrig efter hinanden (her gældende for ”*mannaR”-runen med lydværdi "m"); hvor "*naudiR, Nied (Nyd)"-runen rejses før "*dagaR, Daeg"-runen, har sidstnævnte lydværdi "n-d".
På en nu tabt indskrift fra Saude, Bratsberg, Telemark (N KJ82), dateret til år 160-570 e.Kr., har vi i Ældre Futhark, som gengivet i Ole Worm: [Runir] seu Danica literatura antiquissima, vulgo Gothica dicta luci reddita (1636) indskriften "wadaradas", som vi må opfatte som "wandaradas", ejefald af personnavnet "*WandaradaR" (Vandráðr).
"wandaradas", rejst fra venstre mod højre.
På Kjølvik-stenen fra Strand, nordøst for Stavanger, Rogaland (N KJ75), dateret til år 375-530 e.Kr. har vi i Ældre Futhark personnavnet "HadulaikaR", som vi må opfatte som "HandulaikaR".
"handulaikaR", rejst fra højre mod venstre.
På et bronzespænde fundet i Vimose, Fyn (DR 208), dateret til år 200-400 e.Kr. er rejst bl.a. disse runer "aadagasu". Runerne er endnu ikke forstået, men ser ud til at bestå af øverste linie "aandagasu" (rejst fra venstre mod højre), efterfulgt af nederste linie "laasauwija" (rejst fra højre mod venstre). Da runegrammatik tilsiger at to ens runer aldrig rejses efter hinanden, og da nederste linie ser ud til at være en ubrudt fortsættelse af øverste linie, forekommer det mig at vi måske her ser endnu et eksempel på runer rejst som noder. Mit bud er derfor at vi skal efterprøve ordene "andagasulas" + "auwija", og at det første ord skal synges "aandagasulaas" for at opnå den beskyttende virkning. Vi har en indskrift fra samme område og tidsrum (DR 196), hvor jeg mener samme fremgangsmåde er benyttet. Måske er der tale om ejefald af personnavnet "*AndagasulaR" → "*AndagáslaR" (sammenlign med hvorledes "asugasdiR" → "ÁsgastiR" på Myklebostad stenen, Vistdal, Møre og Romsdal, år 400 e.Kr.). Forstavelsen "An-" kendes i formerne "Án, Ánn", måske en dialektform af "Að-", igen fra aðal (adel). Ejefaldet er en henvisning til det efterfølgende "auwija", en kenning for bronzespændet, som Antonsen mener er en dialektform af "auja" (hjælp), og som forekommer i Ældre Futhark på guldskillingen fra Skodborg, Danmark, dateret til år 385-670 e.Kr. Indskriften på bæltespændet siger derfor "AndagáslaR's hjælp(er)". Se også afsnittet "Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder".
"aandagasu", rejst fra venstre mod højre.
I alle tilfælde gør en vigtig runegrammatik sig gældende: "Hvor "*naudiR, Nied (Nyd)"-runen (lydværdi ”n”) rejses før "*dagaR, Daeg"-runen (lydværdi ”d”), uanset om runerne er rejst fra højre mod venstre eller fra venstre mod højre, da har sidestaven i "*dagaR, Daeg"-runen et binderune-virke som "*naudiR, Nied (Nyd)"-runen". Ved første øjekast ser det ud som om "*naudiR, Nied (Nyd)"-runen er udeladt; sløjfet eller glemt. Men hvad faktisk sker er at "*dagaR, Daeg"-runen er en binderune der skal læses med lydværdi "n-d". Vi erindrer at "*naudiR, Nied (Nyd)"-runen fysisk rejses som en lodret streg med en lille, hældende, tværgående bjælke. Her er derfor ikke tale om en stavefejl, men om elementær runegrammatik. Nu skulle det jo være mærkeligt om ikke vi havde en undtagelse, og denne finder vi tilsyneladende på Nordhuglo runestenen, der oprindeligt stod på en gravhøj ved gården Nordhuglo på øen Huglo i Stord, Hordaland (N KJ65). Her finder vi i Ældre Futhark bl.a. "ungandiR" (usårbar for gand), hvor alle runer er rejst som skrevet. Det er en mulighed at denne indskrift er ganske sen i brugen af Ældre Futhark fra 600 tallet e.Kr., hvor der måske er forekommet en ændring i runegrammatikken.
Bl.a. "ungandiR", rejst fra højre mod venstre.
Det eneste sted hvor der nok er tale om en stavefejl i runer rejst, er indskriften på et sølvspænde fundet ved Etelhem, Gotland, og dateret til år 475-525 e.Kr. (originalen nu på Historiska museet i Stockholm). Indskriften lyder: ”mk mrla wrta” Moltke og Antonsen fortolker også at runemesteren her rejser runer fejl. ”*mannaR”-runen og ”*ehwaR”-runen ridses begge som et ”M” og runemesteren rejser ganske enkelt den forkerte rune. Havde han ristet ”*ehwaR”-runen i stedet for ”*mannaR”-runen ville indskriften lyde: ”ek erla wrta” eller ”ek erilaR wraita” eller ”Jeg Jarlen rejste” Vi har en ganske stor mængde af endnu uforståede indskrifter. Hvad for os i dag forekommer uforståeligt, vil sikkert med tiden vise sig at være viden tabt. Hvorom alt er, er stavefejl uhyre sjældne frem til Troskiftet år 600-630 e.Kr., og er det med god grund. En af de ting der synes at ske med Troskiftet er, at shamanen (vølven) mister sin betydning som bringer af visdom (se afsnittet ”Troskifte – stammens evne til at tilpasse sig”). Vølven erstattes af norner og spåkoner, dvs. en devaluering af virke gennem inflatering i antal; der sker en spredning af spådomsvirket for at forøge sandsynligheden for sandheden. Vølven er uigenkaldeligt tæt knyttet til brugen af runer. Det er derfor mit forslag, at vølvens formindskede virke i stammens sæder samtidig forårsager en forringelse i forståelsen af runer, hvorfor stavefejl nu begynder at forekomme i stadigt stigende grad. Det har vi to kilder der antyder faktisk var hvad der skete. I Egils saga (kap. 73) er Egill Skallagrímsson (ca. år 910-990 e.Kr.) i Värmland, og er ankommet til Þorfinns gård i Eiðaskóg (Landtunge-skoven). I min oversættelse til nudansk siger Egill:
1 Ordet ”launstafi” forekommer ingen andre steder i hverken Ældre Edda eller sagaer. Jeg mener vi skal opfatte ”laun” som i ordet ”launrád” (oldnordisk, hemmeligt råd) og ”launmál” (oldnordisk, hemmelighed, hemmelig meddelelse), og derfor som ”hemmelig stav”, hvor staven er en runestav.
Med andre ord; i 900 tallet e.Kr. ser vi at det kniber gevaldigt med at Jarl-æt uddannes som skikkene tilsagde, herunder at kunne runer vel og ret. Til Egill’s store ærgelse er stavefejl nu en kendsgerning. I Orkneyinga Saga har Rognvaldr Jarl Kali Kolsson (Jarl af Orkney ca. 1119-1157 e.Kr.) denne beskrivelse og vise om sig selv:
Rognvaldr erkender at han iblandt har svært ved at huske runernes betydning eller måske at riste dem. Dette er en enorm selverkendelse netop fordi Rígsþula forklarer os at Jarl æt skal kunne runer for at være tve-født/anerkendt (se afsnittet ”Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker”). At Rognvaldr overhovedet tør erkende dette skyldes at tidsrummet er så sent som år 1119-1157 e.Kr., hvor kristendommen er ved at vende samfundet mod importerede ridderskikke, samt bøger med løgn og latin og dertil hørende alfabet. Den vel nok endegyldige runeindskrift bekræftende at forståelsen for runer var ved at gå i glemmebogen, finder vi i den ene af to indskrifter fundet i nordportalen i Allerslev Kirke, Bårse Herred, Sjælland (DR 222, DK Sj75). De to indskrifter er dateret til år 12-1300 e.Kr., og er klart graffiti og hærværk mod kirken og kristendommen. Indskriften lyder:
De to hærværksmænd, Jøren og Gyrðr 1, har stået og kedet sig gevaldigt under en langvarig messe afsagt på latin, som ingen har fattet en brik af (se Gyrðr's ordvalg i "DR 223, DK Sj76"). Det har fået Jøren til at rejse runerne i Yngre Futhark, og på olddansk udfordre præsten og kirken til at tyde de rejste runer, underforstået at de kunne de ikke. 1 Jeg er ikke enig i at drengenavnet "io =r(?)an" skal opfattes som "io=r(d)an, Jordan". Forstavelsen må være fra enten "JóR", eller snarere være en udgave af drengenavnet "Jörundr", der kendes på olddansk i formen "Iarund, Iorund", og bliver til "Göran, Jørn, Jøren, Jørgen". Drengenavnet kendes på fornsvensk i formen "Iörian, Iöran, Iurian", og mit bud er at navnet er rejst ovenfor i formen "*Iorian". Gyrðr (kRyrþ) er sammentrukket form af "Guðrøðr, Guðröðr" (Gudrød), igen fra "*GuðfriðuR" (Godfred).
Marco Bianchi: Runor som resurs: Vikingatida skriftkultur i Uppland och Södermanland (2010, doktorafhandling på Uppsala universitet, Institutionen för nordiska språk, ISSN 1100-1690; 20) har forsvaret en doktorafhandling om stavefejl på runeindskrifter. Han behandler emnet i kapitel 5 (Runkunnig, men knappast språkkunnig – icke-lexikala inskrifter), og på side 214 giver han dette bud: ”I runstensglesa områden har det uppenbarligen funnits mer utrymme för inskrifter med skriftimitationer. En rimlig förklaring härtill är att Navet i hans fremgangsmåde er at "runristarnas misstag" rejser spørgmålet om "runristarnas kompetens”. Jeg mener det er absolut kritisk at forstå at doktorafhandlingens behandling af egenskaben at kunne runer ret – stavefejl - alene omhandler sennordisk forståelse; lang tid efter Troskiftet år 600-630 e.Kr. At overføre sennordisk mangel på viden til oprindelig tanke og kundskaber, svarer til at bruge den grammatisk elendige latinske indskrift Chapel Hill (Housesteads fæstningen ved Hadrian’s Mur), gjort af "borgere [fra] Twente" (Holland) i begyndelsen af 200 tallet e.Kr., som vidnesbyrd for Romerrigets grammatiske kundskaber udi det latinske. Absolut intet om oprindelige egenskaber kan sluttes fra et så snævert historisk indblik. Omvendt må det også fremhæves, at denne doktorafhandling bekræfter hvad Egill Skallagrímsson klager over, og Rognvaldr Jarl Kali Kolsson vedstår er virkeligheden. Den sennordiske runemester kunne i flere tilfælde ikke sin runegrammatik; en udvikling der formentlig gentages med latinkundskaber og oldengelsk (der blev holdt i live i klostrene) fra Reformationen.
At lære runer – øvelse gør mester (eller burde gøre det) 1
1 ”Meletē to pan” (Øvelse er alt) på græsk tilskrevet Periander, 2. Tyran af Korinth (625-585 f.Kr.) iflg. Diogenes Laërtius (200 tallet): Fremragende filosoffers liv (Bog 1:7:99). ”Usus est magister optimus” (Øvelse er den bedste læremester) på latin af Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.): Pro Rabirio Postumo (år 54 f.Kr.) ”Øvelse gjør Mesteren” Grundtvig: Danske Ordsprog Og Mundheld: Samlede Og Ordnede (1845, nr. 3012), samt Danmarks Riges Krönike, 1818-1823 (1855 udgaven fra 1924, bog 8:44).
Med så få stavefejl udi runernes vanskelige kunst, må indlæringen af Jarl æt i Ældre Futhark have været grundig. Hvorvidt man brugte jorden som tavle og tegnede runer med pinde i jorden, som vi alle har gjort det som børn i sandet, ved vi ikke, men tanken er nærliggende. Vi kan dog vise ganske få sikre eksempler på hvorledes de unge Jarl æt blev oplært i runeteori og –grammatik. Runen er at efterse alle indskrifter, hvori indgår ordet og runerne "fuþark" 1. Her er det kort værd at erindre hvorfor vi kalder opstillingen af runer for "fuþark", i Ældre og Yngre form. Det gør vi fordi vi mener at de ældre runer blev opstillet i 3 rækker - "ætt, átt" (retning) - af 8 runer, tilsammen 24 runer. "fuþark" betegner de første 6 runer i 1. række, læst fra venstre mod højre. 1 Lisbeth M. Imer: Danmarks Runesten (Nationalmuseet, Gyldendal, 2016): ”Over hele Norden er der fundet hundredevis af futhark-indskrifter på knogler og benstykker, som vidner om, at folk har øvet sig i at riste runer”.
Nord for Ejder-strømmen har jeg fundet 5 eksempler på skriveøvelser i Ældre Futhark der, helt eller delvist, er lærlingens virke i forståelsen af runeteori:
I sennordisk forståelse kan vi se at samme indlæringsteknik fortsættes, men i langt højere grad begynder at ske på genstande man har vidst ville blive bevaret for eftertiden. Vi finder 9 indskrifter med ”fuþark" fra tidsrummet 900-1000 tallet, og hele 34 indskrifter i Middelalderen, jævnt fordelt på hele Skandinavien. 1 Vi ser også indlæringsteknikken forandre sig en smule, bl.a. ved at lærlingen nu også rejser det latinske alfabet i runer (se N 338, Urnes Kirke, Solvorn kommune, Sogn og Fjordane), eller rejser sidste del af runeopstillingen i stedet for første del ”fuþark" (se U 466 Tibble, Vassunda sogn, Uppland og U 507 Broby, Kårsta sogn, Uppland). På en pind fundet på Storgaten 47, Tønsberg, Vestfold Fylke, Norge (N A39) har tre eller fire personer øvet sig på runer i Middelalderen i tidsrummet år 1250-1350 e.Kr. Vi ser tallene 1 til 20 skrevet i runer, og vi ser dem forsøge sig, ikke fejlfrit, med trylleformlen ”Þistil · Mistil · Kistil”. Eilífr forklarer heldigvis selv hvad de foretager sig:
Min oversættelse til nudansk.
1 Jeg har helt uvidenskabeligt gennemgået samtlige runeindskrifter, hvori ordet "fuþark" indgår helt eller delvist. Resultatet er som følger fordelt på landskab: Samtidens Danmark Fra 900-1000 tallet: 2 (DR 417 (DK Sl5), DR NOR1988;5) Kun én indskrift forekommer i tidsrummet på Sjælland (DR AARB1987;192 - (DK Sj 89)), der i mange sammenhænge synes at være i en tilstand af forfald efter Slaget ved Bravalla (Bravellir, Bråviken, Bra-wel, Brávík, belli Brawici) ved Östergötland's kyst ca. år 770-772 e.Kr. hvorefter den decentrale nationalstat "land Dena" (Dane land, Danernes land) brød sammen. Samtidens Norge Fra 900-1000 tallet: 3 (N 99, N 182, GR 76) Indlæringsteknikken bringes med til de nordatlantiske øer. Ganske vist finder vi ingen eksempler på Island, måske på grund af manglende træer, men da vi har et eksempel fra Narssaq, nordøst for Julianehåb, dateret til 1000 tallet (GR 76) og dermed landnámstiden, må vi kunne slutte af indlæringsteknikken på Grønland er medbragt fra Island. Samtidens Svea rike Fra 900-1000 tallet: 4 (SÖ 379 , G 388, U 466, U 507)
Rígsþula (vers 36,37 og 44, Ældre Edda) og Hávamál (vers 144, Ældre Edda) har ufravigelige høje krav om at Jarl-æt skulle kunne runer ret i oprindelig tanke, dvs. frem til Troskiftet år 600-630 e.Kr. Jarl æt-under-oplæring 18. september 1590 er ingen ringere end den unge Christian, senere Christian IV.
Uddrag fra Christian IV.,'s stilebog for 18. september 1590, dvs da han kun var 13 år gammel. Siden er underskrevet "Coldinge", hvorfor siden er nedfældet i skolestuen på Koldinghus. Han har denne dag øvet sig på "alfabeter"; det græske, det latinske og ikke mindst rune-alfabetet, som vi i dag kalder "Futhark" (Ældre og Yngre). Forsker/Museumsinspektør Lisbeth Imer forklarer: "Runealfabetet er opstillet i alfabetisk rækkefølge, ikke i den oprindelige rækkefølge f-u-þ-a-r-k osv. Det er i øvrigt helt almindeligt for den smule runeskrift, der endnu lever i renæssancen. Man fornemmer, at Christian eller hans lærer har interesseret sig for emnet, for over nogle af runerne har han skrevet de tilsvarende bogstaver, og der er også nogle små pudsigheder. Over de første tre runer har han skrevet a – b – c, formentlig for at markere den alfabetiske rækkefølge. Så kommer han til g-runen, hvor han er helt klar over, at den kan have forskellig udformning. Lige efter o-runen har han skrevet ø-runen. Det passer dårligt i den alfabetiske rækkefølge, men Christian (eller hans lærer) ved, at ø-runen er en variant af o-runen, hvor bistavene gennemskærer hovedstaven. Derfor er det rimeligt at placere den her. Så kommer p-runen, som er en variant af b – den er simpelthen forsynet med prikker, eller stingninger som vi siger i runologien. Så kommer vi til u-runen og v-runen, som er en variant af f-runen, dernæst formentlig x, y og så z to gange. Der mangler en rune, som modsvarer det latinske ’æ’ (som findes i senvikingetiden og middelalderen), men det hænger nok sammen med, at bogstavet ’æ’ ikke blev brugt i renæssancen. Man skrev i stedet ’ae’. Så kommer þ-runen, som ikke findes i det latinske alfabet. Den er gengivet med ’th’. Til sidst k-runen igen, hvor Christian har skrevet c – g – k ovenover, fordi k-runen lydmæssigt kan svare til disse tre bogstaver". Til ovennævnte forklaring har jeg følgende bemærkninger. Christian IV forsøger at gengive Yngre Futhark. Der er naturligvis ikke noget der hedder en "ø-rune". Lydværdien for "ø" udspringer af runen "*oþila, Otael" i Ældre Futhark, der videreføres som "As"-runen i Yngre Futhark. Dog, der er rent faktisk gengivet en ø-rune, identisk til hvorledes Christian IV gengiver samme, i Edward Larsson's brev fra 1885. Lydværdien for "p" findes som runen "*perþu, Peordh" i Ældre Futhark, men er forsvundet ind som en lydværdi af "Bjarkan"-runen i Yngre Futhark. Lydværdien for "p" gengives visuelt ved at tilføje to prikker i buerne i "Bjarkan"-runen. Dette er identisk til hvorledes samme lydværdi er gengivet i rune-form i Edward Larsson's brev fra 1885. Lydværdien for "q" vises ved at gengive "Kaun"-runen, hvorfra lydværdien er udviklet. Lydværdien for "x" findes hverken i Ældre eller Yngre Futhark, men findes gengivet identisk hos George Hickes (1642-1715): Linguarum veterum septentrionalium thesaurus grammatico-criticus et archæologicus (1703-1705). Der har derfor været en Middelalder-rune udviklet i England og Danmark til at gengive denne lydværdi i rune-form fra latinske tekster. Lydværdien af "z", der ej heller kendes fra Yngre Futhark, men er udviklet i angelsaksiske runer, og med en identisk gengivelse til hvorledes Christian IV gengiver runen, må også være hentet fra England. Kilde: Nationalmuseet, Runer og mønter, Lisbeth Imer og Charlotte S. H. Jensen, 20. juni 2013. Stilebøgerne findes i Rigsarkivet.
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
