Runebomme, binderune-tegn, sjónhverfing og ægishjálmr

Runebomme

”Fig. 15. Lappisk Troldtromme (Runebomme). Efter Leems Beskrivelse af Finmarkens Lapper, Kbh. 1767”. ”Leem” er den norske Knud Leem og hans utroligt gode værk ”Beskrivelse over Finmarkens Lapper, deres Tungemaal, Levemaade og forrige afgudsdyrkelse” (1767). Han var missionær i Finmarken 1725-1734.
Kilde: Axel Olrik: Gudefremstillinger på Guldhornene og andre ældre mindesmærker (1918, VII).

Shaman og runebomme. Denne tegning findes i præsten Samuel Rheen’s ”presterelasjon”-skrift ”En kortt Relation om Lapparnes Lefwarne och Sedher, wijdskiepellsser, sampt i många Stycken Grofwe wildfarellsser” (1671). Tegningen viser trommespil og shamanisk tranche hos samerne i Lule Lappmark
Billedkilde: Universitetsbiblioteket i Tromsø: Udstillingen ”Hekser i Nord” (oktober-december 1998).

Varangersamen og shamanen Anders Poulsens runebomme (kopi til venstre, original til højre). Han kom fra Nesseby, det østlige Finmark. Den oprindelige runebomme blev beslaglagt af fogden i Finmark i december 1691. I februar 1692 blev Anders Poulsen anklaget for at være ”troldmand”, for at være ”afgudsdyrker”, og for at have "øvet den slemme og ugudelig trolldomskunst" med runebommen. Anklagemyndighedens krav var Båldom (ilden opbrendis). Sagen blev erklæret ”u-sædvanlig casus” hvilket betød at den skulle sendes til fortolkning i København. Inden denne fortolkning nåede tilbage til det nordlige Norge var den gamle shaman, han sagde selv ca. 100 år gammel, blevet dræbt med øksehug under søvn.
Billedkilde: Universitetsbiblioteket i Tromsø: Udstillingen ”Hekser i Nord” (oktober-december 1998). Originalen findes på Sámiid Vuorká-Dávvirat, De Samiske Samlinger, i Karasjok. Billedet af den originale runebomme taget af Marianne Johnsen Utsi, Ságat november 2003.

Runebomme. Fra Johannes Schefferus (1621-1679)’s værk på latin ”Lapponia” (1673) om samerne. Schefferus var professor ved Uppsala Universitet. Han kalder også runebommen for ”spåtromme” og ”troldtromme”.
Billedkilde: Universitetsbiblioteket i Tromsø (2001).

Fra Tingbok nr. 2 for Finnmark (1627-1633, Statsarkivet i Tromsø) ved vi lidt om hvorledes en runebomme (”goavdi” på samisk) blev benyttet. Tingbogen gennemgår retssagen mod den samiske shaman (”noaidi” på samisk) Quiwe Baarsen, der 11. maj 1627 i Hasvåg bliv idømt Båldom (afbrænding på bålet) for troldomskunster med døden til følge. 5 mand gik ned under sejlads under sen-høsten år 1625 e.Kr. efter Quiwe, ved et shamanisk ritual, havde givet dem god bør. Quiwe Baarsen kom fra Vest-Finmarken (Årøya). Han blev oplært som shaman af Lauritz Kven fra Kvalsund før Kalmarkrigen 1611-13.¹

¹ For mere om dette emne se Rune Hagen: The witch-hunt in early modern Finnmark (Acta Borealia, 1999, s. 43-62) og Rune Hagen: Hans H. Lilienskjold: Trolldom og ugudelighet i 1600-tallets Finnmark (1998).

Niels Jonsen fra Rognsund bad 8 dage før Allehelgendsdag 1625 (dvs. 24. oktober) Quiwe om at give ham god bør for en sejlads til Hasvåg. Da han havde behov for fralandsvind gjorde Quiwe følgende:

• Han tog skoen (komage) af sin højre fod
• Dyppede den højre fod i vandet (han vasker foden og ”rører” den ønskede vind i søen)
• Samtidig sagde han ”landvær, landvær” (landvejr, landvejr)

Udturen gik fint. Forliset indtræffer på tilbageturen. Det sker fordi Trine, gift med Oluff Øressen der var ombord, bad Quiwe afsige spåkraft om endnu stærkere vind under hjemturen. De har her behov for pålandsvind, og betalingen var ”ej kanne øl” (en kande øl). Quiwe gør følgende:

• Han kastede en griseunge i søen
• Samtidig sagde han ”havvær, havvær (havvejr, havvejr)

Da skibet forliste som følge af for stærk vind synes forklaringen af skulle findes i at ”griseungen snoede sig for meget i solen” (snode sig formegit vnder soelenn), og dette medførte den alt for stærke bør.
 
Quiwe bliver bedt om at forklare retten hvad ”rundom” (spåkraft) er. Først skal vi komme i hu at brugen af en runebomme alene er en samisk skik, ikke vor egen.
 
Dette utroligt vigtige vidnesbyrd forklarer rundom/spåkraft således:
 
Der hænger klør fra alle slags indfødte dyr omkring runebommen. 9 linier er malet på trommens skind med bark:

• Den 1. linie er guden
• Den 2. linie er Solen
• Den 3. linie er Månen

Disse tre linier er alle dyr der kan bringe held eller ulykke på deres fjender.
 
Når to spåmænd (gandmen) skal afprøve hvem der har den stærkeste kraft maler de to rensdyr hvis gevir støder sammen på trommen. Den stærkeste rensdyr vil vise den stærkeste og mest snu mester. Og når de vil tilspørge deres hjælpeånd, da hænger de små kobberstykker på vingerne af en fugl gjort af kobber, som de stiller på trommen. Herefter trommer de med en hammer gjort af horn, omsluttet af bæverskind; fuglen hopper rundt på trommen og stopper til sidst på en af linierne. Da ved mesteren straks at hjælpeånden har svaret. For at beskytte mesteren, og hvem ellers måtte være i hytten (gammen), fra ulykke, slår de trommen med hammeren. Han hvis fugl falder fra trommen vil ikke leve længe.

Tegn gjort af binderuner

Hele forståelsen omkring tegn gjort af binderuner, og givet en beskyttende virkning af en seið-kone til et bestemt formål, er så fyldt med fup og fidus at det er stort set umuligt at finde frem til den oprindelige forståelse af dette. I forbindelse med tatovering er dette ganske vigtigt da mange i dag synes at være af den opfattelse at beskyttende binderuner, under forskellige navne, blev tatoveret på den enkelte. Det er ikke tilfældet. Den fortryllede binderune som tegn skulle benyttes til et bestemt formål på et bestemt tidspunkt. Den beskyttende virkning var ikke uendelig. Derfor er disse tegn aldrig blevet tatoveret på den enkelte. Disse runer kan være blevet malet på den enkelte eller kan være ristet på træ, jern, bly eller bronze og båret af den enkelte, men aldrig i form af tatovering¹. 
 
¹Man kan evt. læse lidt om de 48 ”runbleck” fundet i Sverige. F.eks. de to runbleck fra Birka (32mm lange, 6-7 mm brede, 0.9 mm tykke, hul til snor/ophængning, med ristede runer og tegn der ligner binderuner). Generelt er kobber fra ”vikingetid” og bly er fra Middelalder. Disse amuletter, der er en sen videreførelse af vore oprindelige Gyldne Tavler, kaldes på latin, og af kirken, for ”defixio, defixiones” (forbandelses-tavler), og kendes på græsk som ”katadesmos”.

Vi ser denne forståelse gengivet på de islandske ”galdrestave” eller ”galdrastafir” fra Middelalderen. I kunst er mange af disse ”mærker” ikke oprindelige, dvs. Nydamstil I./Stil I. Dertil er kunsten for ringe.

I afsnittet ”Hariwalda – Hærvælder – heraldik – mærke” viser jeg de tidligste mærker og heraldik. Det forekommer mig at der må være mere end en simpel systematik bag evolutionen i mærker og heraldik, og at der må være en forbindelse mellem udviklingen af begge former for mærker. Begge havde en beskyttende virkning for ejermanden.

Blandt galdrestave finder vi: 

• ”Ægishjálmr” (rædselshjelm) – gennemgås senere. Påmales mellem øjenbryn. Indgyder frygt i fjenden og forhindrer magtmisbrug.
• ”Nábrókarstafur” (dødbrogestav – dødsbuksestav) – man skinnede fysisk en afdød, fra navle nedefter, og lavede et par bukser! Herefter bar man ”dødsbukserne”. Der blev gjort et mærke, der skulle opbevares ved pungen/testiklerne sammen med en mønt stjålet fra en fattig enke. Det skulle bevirke at penge altid ville komme til den der bar bukser og mærke. Denne noget mærkværdige skik er i åbenlys strid med vore sæder og kan ikke være oprindelig.
• ”Þjófastafur” (tyvestav) – dette mærke ristes i bunden af et trækar. Dette fyldes med vand og der spredes røllike over vandet. Herefter beder man mærket og rølliken om at finde den der har bestjålet en. Dennes ansigt vil vise sig i karrets vandspejl.
• ”Ginfaxi” (Gab-manke) og ”Gapaldur” (Gaberen/Åbneren?). ”Ginfaxi” mærket (visuelt et gangende solhjul med ”manker”) blev malet under tæerne på venstre fod eller lagt i skoen samme sted. ”Gapaldur” blev malet under hælen på højre fod eller lagt i skoen samme sted. Begge mærker skal sikre sejr i brydekampe.

Sjónhverfing

En del af shamanens (vølvens, seið-konens) virke var ”sjónhverfing”. Ordet betyder direkte ”synhvælving/vending” og skal opfattes som ”synsbedrag, blændværk” dvs. nøjagtigt det samme som enhver hær og enhver kriger stadig er på udkig efter; usynlighed for fjenden/ synsforstyrrelse hos fjenden. I billedkunstens verden kendes ”sjónhverfing” i dag under det franske ord "trompe-l'œil" (bedrage/blænde øjet).
 
Den grundliggende idé er her at vølven i sit håndværk har evnen til at kunne give en hætte gjort af gedeskind nogle midlertidige egenskaber. Hvordan hun/han gjorde det aner vi ikke, men at afvise denne egenskab som overtroisk trolddom er sikkert ikke en klog beslutning. Vi har for mange vidnesbyrd om at der var fuld tillid til at vølven’s håndværk virkede.
 
Vi ser forståelsen for ”sjónhverfing” i Brennu-Njás Saga (kap. 12.). Det er personen Svanur (Svanen) med hjemsted i Svanshól, Bjarnarfjarðar (Bjørnefjord), der for at undgå at blive opdaget gør følgende:

”Svanur tók geitskinn eitt og veifði yfir höfuð sér og mælti:
 
Verði þoka
og verði skrípi
og undr öllum þeim
er eftir þér sækja”.

Som jeg oversætter til:

”Svane tog gedeskindet og svingede det over sit hoved og mælede:
 
Vorde tåge
og vorde uhyre
og under[tegn] alle dem
der efter dig søger”.

Vi kan se at gedeskindet må være blevet givet helt specielle egenskaber der kan skabe tåge (usynlighed), og disse egenskaber er rettet helt nøjagtigt mod en speciel gruppe af fjender.
 
Vi ved hvordan fjenden opfatter dette, og derfor hvad den tilsigtede praktiske virkning skulle være. Fjenden er Ósvífur (Oswif) og hans hird. Han forklarer os virkningen:

”Þá kom þoka mikil í mót þeim” (Da kom stor tåge i mod dem)

”Litlu síðar brá svo miklum sorta fyrir augu þeim að þeir sáu ekki og féllu þeir þá af baki og týndu hestunum og gengu í fen ofan sjálfir en sumir í skóginn svo að þeim hélt við meiðingar. Þeir töpuðu af sér vopnunum”.
 
Som jeg oversætter til:

”Lidt senere sortnedes det for deres øjne og de så intet og faldt de da bag[over] og mistede hestene og faldt selv i sumpen og somme fór vild i skoven til de lemlæstedes”.

I Þórsnesínga-Saga og Eyrbyggja-Saga (Thorsnæsboernes Saga og Øreboernes Saga) eller tilsammen forkortet Eyrbyggja (kap. 20) har vi en beretning om sjónhverfing. Arnkel og hans mænd ankommer til Holt. Katla, der klart må være seið-kone, beder personen Odd, som Arnkel eftersøger, sidde tæt ved sig og være stille. Herefter er det klart at Odd er usynlig, og alt hvad Arnkel og hans hird ser er en sten. Arnkels forklaring er at Katla har ”kastet en hætte over vore hoveder”. Denne hætte skal ikke opfattes som en fysisk hætte, men som sjónhverfing, der giver ”usynlighed for fjenden/synsforstyrrelse hos fjenden”.
 
Et eksempel på sjónhverfing som vi alle kender til er sindstilstanden ”forelskelse”. I afsnittet ”Manrúnar – menneske- eller forelskelses-runer” har vi set hvorledes man gennem et runekast forsøgte at fremprovokere denne galskab.
 
Vi ved nu, og seið-virket har sikket altid været klar over dette, at når tilstanden ”forelskelse” indtræder da øges produktionen og tilstedeværelsen af bl.a. stoffet phenylethylamin (PEA)¹. Dette stof giver personen følelser som, sat i shamanisk sammenhæng, er uhyggeligt tæt på mange af de beskrivelser vi har af shamanen og seið-virket:

• En svævende fornemmelse, ikke ulig at gå på skyer
• Forstærket sanseindtryk i nærheden af den man er forelsket i (elektrisk berøring, ekstrem intensivitet ved øjenkontakt, ekstrem lugtesans, hvor den man er forelsket i lugter bedre end alle andre)
• Mindre behov for søvn
• Mindre behov for mad
• Mindre frygt og mere opstemthed
• Abstinenser ved fysisk adskillelse, udtrykt ved angst og nedtrykt stemning

¹ Den øgede produktion af dopamin, norephedrin og serotonin er beskrevet i afsnittet ”Manrúnar – menneske- eller forelskelses-runer”

Denne tilstand af ”sjónhverfing” gør at vi har dette ordsprog:

”forelskelse gør blind”¹

¹ Den engelske udgave ”love makes you blind” kræver en ekstra overvejelse da ordet ”love” på nuengelsk dækker over både forelskelse og kærlighed – to helt forskellige tilstande.

Den forelskede person ser overhovedet ikke verden eller personer, som et normalt menneske ser dem. Dette er hvad seið-virket forstod.

Det er også sandt at 100 gram chokolade indeholder 660 mg 2-phenylethylamin eller det kemiske stof i hjernen, der bl.a. udløses under tilstanden ”forelskelse”. Seið-kloge har klart haft samme viden omkring naturens muligheder for at manipulere med hjernen og fremprovokere sjónhverfing.
 
Et andet eksempel på "sjónhverfing” er f.eks. den kvindelige krigerinde fra år 834 e.Kr. på Oseberg-billedtæppet, skjoldmøen, der er gengivet i kampformen "ulvhednar” (ulveskindskapper), dvs. i ulveham som Werwulf/Varulv.
 
Völsunga saga (kap. V) omtaler en kvinde der angriber i ulveham: ”kom þar ylgur ein úr skógi”.
 
Kampformen "ulvhednar" mener jeg vi skal sidestille med SAS/Jægerkorps etc. Her er overraskelsesmomentet en del af angrebsstrategien, og den blev fortrinsvis benyttet i skovene.
 
Jeg tror ulveskindskappen har tjent mere end en symbolsk betydning som ulveham. Den har hjulpet krigerne (m/k) til "sjónhverfing” i skovene - den hellige gral for alle hære, dengang og i dag¹.

¹ Under Pentagon's ”Vision 2020 Future Warrior Concept” kaldet ”2020 Future Warrior uniform system” indgår et selv-kamuflerende ydre lag på soldatens uniform, der skifter farve med omgivelserne. Materialet kaldes ”colour-shifting nanotechnology fabrics” og er under udvikling på MIT’s nye ”Institute for Soldier Nanotechnologies” ( http://web.mit.edu/ISN/ ). Dette er om noget en ny udgave af ”sjónhverfing”. Kilde: Matthey Hickley, Defence Correspondent i artiklen ”U.S. military develops Robocop armour for soldiers” (Daily Mail (UK), 9th April 2007), samt Phil Copeland, American Forces Press Service i artiklen ”Future Warrior Exhibits Super Powers” (July 27, 2004).

Ægishjálmr

En del af seið-virket sjónhverfing er forståelsen for ”Ægishjálmr” (rædselshjelm). Ordet genfindes i talemåden ”bera ægishjálm yfir...” med betydningen af ”være frygtet af...”., samt i tillægsordet ”ægiligr” (frygtelig, frygtindjagende).

"Ægis" er knyttet til ordet ”ægge”, fra ”ægja, eggian” (oldnordisk, oldengelsk) med betydningen ”indjage frygt, forfærde, true”. Ordet er identisk til det oldgræske ”Aegis” (Αιγις), der har to indbyrdes afhængige etymologiske ophav fra roden “aeg” (αïγ) med betydningen “voldsom”. Fra grundordet opstår i omtale af noget i bevægelse ordet ”Aegis” med betydningen ”voldsom vindstorm”, og i omtalen af dyr ”skindkappe fra ged”.

Herfra har vi oprindelsen til hvorfor søen og søguden kaldes ”Ægir”, som vi må opfatte som ”Den der forårsager voldsomme vindstorme”. 

”Fastr er à Foldo Foer”
(fast er at folden fare,
dvs. det er sikkert at færdes på jorden, modsat på søen)
Peders Syvs Kjernefulde Ordsprog, (1807, s.81)

Begrebet findes identisk i Homer: Iliaden som ”aegis, aigiochoio”, hvor det har samme betydning og betegner en beskyttende gedeskindskappe, der slænges over skuldrene. Gedeskindskappen giver styrke som 10.000 okser, fylder andre med rædsel, giver holderen vildskab, tapperhed og gør personen koldblodig.

Völsungasaga (kap. 18) siger:

”Enn mælti Fáfnir: "Ek bar ægishjálm yfir öllu fólki, síðan ek lá á arfi míns bróður, ok svá fnyýta ek eitri alla vega frá mér í brott, at engi þorði at koma i nánd mér, ok engi vánm hræddumst ek, ok aldri fann ek svá margan mann fyrir mér, at ek þættumst eigi miklu sterkari, en allir váru hræddir við mik.   Sigurðr mælti: "Sá ægishjálmr, er þú sagðir frá, gefr fám sigr, því at hverr sá, er með mörgum kemr, má þat finna eitthvert sinn, at engi er einna hvatastr".

”End mælte Fáfnir: “ Jeg bar ægishjálmr over alle folket, siden jeg lå om min broders arv, og der fnyste jeg edder alle vegne fra mig i [ud]brud, at ingen turde at komme i nærheden [af] mig, og [af] ingen kraft ræddes jeg, og aldrig fandt jeg der mangen mænd for[an] mig, at jeg tyktes ikke meget stærkere, end alle var rædde ved mig”.   Sigurðr mælte: ”Denne ægishjálmr, som du siger om, giver få sejr, thi [for] [en]hver [er det] så,  at når mange kommer, må at finde ethvert sin, at ingen er ene [den mest] raske”.

Min oversættelse til nudansk.

Fáfnismál (vers 16 & 17, Ældre Edda) gentager ovennævnte samtale hvor Fáfnir bærer ægishjálm¹ over alle ”sønnerne” (sonum), som vi må opfatte som et heite for ”folket”.

¹ Reginsmál (vers 14, Ældre Edda): ”Fafnir... átti egishialm”. 

I Sörla þáttr, der finder sted i 8-900 tallet e.Kr., hører vi at ”Högna eða drepa hann.......því at hann hefir ægishjálm í augum” eller at Högni havde dræbt ham thi han havde ægishjálm i øjnene.
 
Vi får her det helt klare indtryk at Fáfnir befinder sig i en sindtilstand som vi kan beskrive enten som ”berserkar” eller ”woð”. De fleste har været i denne tilstand af absolut uhæmmet raseri, hvor blodet pumper på overtryk i blodårene. Alle sanser virker 110% og et fejlsagt ord, eller en forkert bevægelse, udløser et angreb der ikke kan stoppes. Vi kan sidestille sindstilstanden med tyren der fnyser, umiddelbart før den stanger. Det er åbenbart således vi skal forstå ”ægishjálmr” (rædselshjelm). I sin oprindelige forståelse har det intet at gøre overhovedet med nogen for mærke, men betegner en edder-rasende person, der har tabt al frygt, og derfor er idealet for en kriger.
 
Fra denne grundforståelse kan der siden hen være udviklet et mærke  der skulle kunne hjælpe til med at bringe en person i denne tilstand. Det synes at dette mærke blev båret mellem øjenbrynene, jvf. ”ægishjalm eg ber milli bruna mjer".
 
At ”ægishjálmr” (rædselshjelm)-mærket bæres mellem øjenbrynene skyldes vor urforståelse for at en persons styrke ligger i hans hjerneskal (se afsnittet ”Skål, skåltaler og skålningsceremonier”).
 
Det er en helt identisk forståelse der gør at en hindu-kvinde og -mand kan vælge at blive påført en ”bindi/bindiya” (kvinder)/”tilak/tilaka”  (mænd) mellem øjenbrynene. Tegnet er ikke oprindeligt en henvisning til at kvinden er gift, og blev også benyttet af mænd.
 
Ordet ”bindi” oprinder fra sanskrift ”bindu” (punkt, dråbe, sæd). Punktet hvor øjenbrynene mødes repræsenterer broen til visdom fra hjernen, og derfor symbolsk Det Indre Øje. Det røde tegn laves af vermillion/cinnoberrødt og er ikke en permanent tatovering. ”Tilak/tilaka” betyder ”rød” ¹.

¹Se også Det Gamle Testamente:
5. Mosebog (14:1): ye shall not cut yourselves, nor make any baldness between your eyes for the dead” (Den danske udgave oversætter upræcist og skriver ”afrage håret over panden”).
3. Mosebog (19:27): I må ikke runde håret på tindingerne; og du må ikke studse dit skæg.
3. Mosebog (19:28): I må ikke gøre indsnit i Eders legeme for de dødes skyld eller indridse tegn på Eder...