Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka

 

 

I fortsættelse af afsnittet "Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat", der viser de sølvpenge vi mønter i alle vore landskaber år 670-755 e.Kr., vil vi her se på en helt speciel, og i forståelsen af runer ekstrem vigtig, gruppe af sølvpenge.

 

 

 chap21-69.jpgchap21-65.jpg 


Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat fra ca. år 710-760 e.Kr. Series R, 5. Vi ser 4 Angel-saksiske runer: Beorc (b), eoh (e), peorð (p) og en speciel os (kort a) med kun én stav på tværs. Den afbildede person, som vi ikke ved om vender ryggen til, er i færd med at kaste sit spyd. De 3 ”bolde” er blodet der løber i stride strømme. Under den løftede overarm ses skaftet på en scramasax. Den runde ring kan, som figurafbildningerne på ”det korte” guldhorn, være den hellige edsring (se afsnittet ”Sumarsólstaða  –  Liða - ætlingen ofres og sommeren komme”). Mønten blev fundet som strøfund 2004 i bygden Barham (”beorgham” oldengelsk eller ”hjemmet på bakken”) 4 miles/6.4 km nord for Gipeswic (Ipswich), Suffolk. De to ”bolde” antyder at mønten er slået i Dorestad. Min private møntsamling.
 

 

Det er klart at runen beorc (b) er vigtig i tydningen af denne afbildning. I tilknytning hertil er forståelsen af de tre ”bolde” mellem beorc (b) og dæg (d) vigtig. Endeligt er det vigtigt at der efterfølgende er tre runer, da vi i alle tilfælde ser tre runer afbilledet på sølvpenge af denne type fra dette tidsrum.
 
Jeg har vist at den absolutte livsnerve for hele stammen i tidsrummet år 670-755 e.Kr. er samhandlen mellem Ribe (grundlagt ca. år 700 e.Kr.), Dorestad, Domburg og de nye, men små kongeriger i Britannien, herunder særligt bygderne i Øst-Anglen. Omkring denne samhandel findes andre lokale handelspladser, samt fjendens konkurrerende handelsplads Birka/Birca, i dag Björkö i Mälaren-søen ved Stockholm. Der var dengang adgang til Birka gennem Södertälje.
 
De tre ”bolde” placeret i en trekant er identiske til hvorledes vi ser disse afbilledet nedenfor:
 
 

chap21-70.jpg 

Plade er fra en af hjelmene fra Vendel, Upland fra 600 tallet e.Kr.
Bemærk de tre ”bolde” i skjoldet.


 
Det har uden tvivl stor betydning at de tre ”bolde” placeres i en trekant, og jeg vurderer at dette er fjendens mærke. Samtidigt kan denne afbildning antyde at det der følger, som vi ser når bogstaver skal benyttes som tal, skal fortolkes anderledes end normalt (se bl.a. ”Bilag X: Det gotiske alfabet som talværdi i Wulfilas bibel”).
 
Tacitus skriver år 98 e.Kr. i Germania (kapitel X):
 
”Auspicia sortesque ut qui maxime observant. Sortium consuetudo simplex: virgam frugiferae arbori decisam in surculos amputant eosque notis quibusdam discretos super candidam vestem temere ac fortuito spargunt; mox, si publice consultetur, sacerdos civitat is, sin privatim, ipse pater familiae precatus deos caelumque suspiciens ter singulos tollit, sublatos secundum impressam ante notam interpretatur”.
 
Som jeg oversætter til:
 
”De er i høj grad opmærksomme på at trække lod om varsler. At trække lod er en enkel sædvane: En frugtbar tynd gren fra et træ afskæres(,) i stiklinger udskæres(,) derpå visse tegn adskilles1  ovenpå et vilkårligt hvidt klæde og tilfældigt spredes; straks efter, hvis offentlig rådslagning, folkets præst, men hvis personligt, familieoverhovedet selv påkalder sig Gud i himlen som han ser for sig 2 (,) tre gange én ad gangen løfter, overlegent (her)efter tyder (de) tidligere tegns betydninger”.
 

 
1Notis discretos” eller ”tegn adskilles”. Det skal formentlig forstås som ”runer”, men det er altafgørende at denne forståelse er sandfærdig.
2 ”Deos” er her skrevet i ental, dvs. det er én gud der påkaldes, ikke flere. ”deos caelumque suspiciens” er ikke nemt at oversætte korrekt. ”suspiciens” er her oversat via ”figuram divinam suspiciari” eller ”danne sig et begreb om guders skikkelse”, dvs. aner, forestiller mig. Den samlede betydning kan derfor være ”Gud i himlen som han ser for sig”. Meningen er nok at han vender øjnene mod himlen, men det er kun et gætværk og kan være en fejlagtig kristen fortolkning. Runemageren afsiger dog med sikkerhed en galdor. Den lokale præst er Wodan (Odin) som Shaman. Det bliver senere til Goden/Gydjen. Findes tillige som en ”túnpréost” (oldengelsk) eller ”tun-præst”.

 

De fleste nuengelske oversættelser af Tacitus’ sætninger ovenfor er, så vidt jeg kan se, upræcise og med mange forudindtagede meninger til hvad Tacitus måtte mene, og ikke hvad han faktisk skriver. 

Hvad der ikke kan rejses tvivl om er at der i denne lodtrækning er 3 tegn, måske runer, der bliver taget op, én ad gangen, og hvorfra et varsel kan fremsiges. 

 

"Haþuwolafa sate staba þria fff"
(HaþuwulfR/HaþuwulfaR satte staver tre;  Feoh-runen, Feoh-runen, Feoh-runen)

Indskrift på den nu forsvundne Gummarp sten (Gommor sten), Listers Herred, Blekinge (DR 358) dateret til folkevandringstiden. De tre ens runer er et kald på fastholdelse af fast ejendom (Feoh-runen) fra den der rejste runerne. Ekstremt spændende kan denne sten, givet dateringen af stenen, været en landnáms-sten, hvor det rejses i sten for evig tid at landskabet tilhører HaþuwulfR/HaþuwulfaR og hans æt. Se ligeledes Stentoften (DR357) og Istaby (DR 359). Kong HaþuwulfR/HaþuwulfaR er scyldinga-æt nr. 10 i mit slægtsregister. Runestenen forsvandt i København 1728, men kendes fra aftegninger.

 

At ”lodtrække” eller ”kaste runer” (gammeldansk) kaldes ”hléotan” (oldengelsk) og benyttes i sætningerne ”hlot sendan” (lod sende) og ”hlot weorpan” (lod varpe). På oldnordisk findes ordet ”hlautviðr” (lodkviste), der skal forstås som ”blodige offerkviste” fordi ”hlaut” (direkte ”lod”) også har betydningen ”offerblod” (se afsnittet ”stavkirker” og hvorledes disse forståelser også blev benyttet i gudehovet). 

I Egils Saga (kap. 57, 58) rejser Egill i 900 tallet e.Kr. en nidstang (níðstöng) med hestehoved mod Kong Eirik Blodøkse og Dronning Gunnhild fra Norge. Vi kan se at hvad Egill ønsker er dette (kap. 57):

Freyr ok Njörðr, af jörðum,
leiðisk lofða stríð landáss,
þanns vé grandar.

Frey og [Moder N]jord, af jorden,
led lovende strid landguder,
fordærv dette [hjem]vé.

Min oversættelse til nudansk.

 

Egill's nid er tre-foldig og gentager sig (kap. 58) som en tre-foldig nid mod Kong Eirik, Dronning Gunnhild og landvætterne (landvættir), sidstnævnte værende de ”landguder” (landáss) Egill tænker på. Herefter rister han sin forbandelse på nidstangen. 

 

 

chapter32-1-11.jpg 

Den gyldne plade fundet nær landsbyen Merdzhany, Kuban området omkring Kuban-floden, nær kystbyen Anapa, Sortehavet, tæt på Asovhavet, under en ulovlig udgravning 1877. Forefindes på Hermitage Museet, St. Petersborg (inventar nr. Ku 1876 1/9, 10). Stregtegningen er gjort af S.S. Bessonova. Pladen har været påsat enten et drikkehorn eller en rhyton. Dateret til ca. år 350-300 f.Kr. Afbildningen viser fra venstre mod højre: Verdenstræet - en gudinde eller dronning siddende på en stol med en beholder, et hestehoved på en stang, samt en skythisk rytter til hest, der i sin løftede højre hånd har en rhyton - en hellig kop.

Min fortolkning af hvad der berettes på den gyldne plade er dette: Verdenstræet repræsenterer bindeleddet mellem de udødelige forfædre i fremtiden, og de dødelige efterkommere i rummet nutiden. Hvorvidt vi skal opfatte den siddende kvinde som gudinde eller dronning er mindre vigtigt da begge skal ses som Den Jordlige Moder (Moder Jord). Indholdet af den tydeligvis vigtige beholder må være en magisk drik, trylledrikken, som er hældt over i rytterens hellige kop. Dette kan derfor kun være mjød eller måske Rig Veda's hellige drik ”sóma” (sanskrit), som vi skal opfatte som ”den hædrende, ærefulde saft” (se afsnittet "Den røde fluesvamp og juledekoration"). Der er foretaget en hesteofring til guderne, og hestens hoved er sat på en stang - her ikke en nidstang. Rytteren (kongen) vil nu afsige en ed og indtage trylledrikken ved en skål. Herefter vil han, i sin egenskab af shaman, foretage en drømmerejse til toppen af Verdenstræet, under beskyttelse af hesten som Det Store Dyr, og hvorfra visdommmen fra fremtiden vil blive hentet tilbage til nutiden. Se også afsnittet "Den Hvide Hest og Danerne".

Kilde: John Boardman, Sergei L. Solovyov, Gocha R. Tsetskhladze: Northern Pontic Antiquities in the State Hermitage Museum (2001, s. 76, 107), og Sergei V. Rjabchikov: Remarks on the Scythian, Sarmatian and Meotian Beliefs (2004).

 

 

chap32-1-12  chap32-1-13

Hesteofringen, 1970. Foretaget af Bjørn Nørgaard og hans kone Lene Adler Petersen i Oddsherred ved Holbæk i 1970, filmet med 8mm kamera og vist på TV og i alle dagblade. De slagtede hesten "Tulle", omdøbt "Røde Fane" til lejligheden. Hestehovedet blev sat på en nidstang, medens resten blev parteret og fordelt på syltetøjsglas. Et af disse glas ”Syltetøjsglas fra ”Hesteofringen” 1970” kan ses på Aarhus Kunstmuseum. Jeg var kun 9 år da jeg blev konfronteret med denne happening og havde mareridt (bemærk ordvalget her) i flere dage. Billedkilde: Billedet til højre fra DR’s hjemmeside 27.5.04.

 

I Skírnismál (Ældre Edda) afsiger Skírnir en galdor og rister i vers 36 en forbandelse (”wyrgd” (oldengelsk), ”virkt” (oldnordisk) – af ”virke, handling”):


”Þurs ríst eg þér
og þrjá stafi,
ergi og æði
og óþola;
svo eg það af ríst
sem eg það á reist,
ef gerast þarfar þess”


 
Som jeg oversætter til:


”þurs(-runen) rister jeg dig
og tre stave,
ondskab og vrede
og utålmod 1;
så jeg det afriste
som jeg det så rejste,
hvis gøres tarv dette”

 

1 Vi ser med ”ergi og æði og óþola” at der at én forbandelse per runestav.

 

Beowulf-kvadet (sætning 499-501) har følgende oplysning:


"Hunferð maþelode   Ecgláfes bearn
þe æt fótum sæt  fréan 1 Scyldinga
onband beadurúne..."
 

Som jeg oversætter til:


"Hunferð gjorde lyd Ecgláf's barn
der ved foden sad (af den) fri(bårne) Skjoldunge,
ubandt krigsrunerne..."


1 Ordet "fréan" fortolkes til nuengelsk som "Lord". Det mener jeg godt kan forsvares på nuengelsk så længe vi er klar over at dette ikke er hvad ordet betyder. Det er Kong Hróðgár vi taler om. Kongen er "Hlaford, Lavard" (oldengelsk, olddansk) eller "giver af brød", der netop bliver til titlen "Lord".

Beowulfkvadet omtaler Skjoldungerne som “eodor Ingwina” (sætning 1044) eller ”(omringende) værner (af) Frey’s Venner". Kong Hróðgár kaldes for ”fréan Ingwina·” (sætning 1319) eller ”fri(bårne) Frey’s Ven·", og "fréan Scyldinga" (sætning 500) eller "fri(bårne) Skjoldunge”. Hans dronning Wealhþéow kaldes for "fréolíc wíf" (sætning 614) eller "lige (så) fri(bårne) viv".

 

Det er uklart helt præcist hvilken tjener-titel Hunferð har. Ifald krigsrunerne skal kastes, er det ganske sikkert ikke Hunferð der skal gøre dette, men Kongen selv, da han har status af Gud.
 
Beowulf-kvadet (sætning 1694-98) viser at der også på sværdgrebet blev ristet beskyttende runer:


 
"swá wæs on ðaém scennum.... þurh  rúnstafas   rihte gemearcode"
 

Som jeg oversætter til:


"(lige)så var på den skinne...kaste-runestaver rigtigt mærket"


De nuengelske oversættelser fanger ikke betydningen af "þurh", der bliver til "throw" dvs. kaste. Vi genfinder brugen af samme i Exeter Book (Riddle 42:6) med "þurh rúnstafas rincum secgan" eller "kaste-runestaver ringen søger". Det antyder at vi kastede runerne så de landede inden for et lille område afmærket som en ring.

Sigurd forklarer den højbårne, kvindelige kriger Sigrdrífa (sejrdriver) i 1-200 tallet e.Kr. i Skjoldborg et sted i Danmark/Skåne/ Norge/Upland i Sigrdrífumál (vers 8, Ældre Edda):

 

Sigrúnar skaltu kunna,
ef þú vilt sigr hafa,
ok rista á hjalti hjörs,
sumar á véttrinum,
sumar á valböstum,
ok nefna tysvar Tý.

Sejrsruner skal du kunne,
hvis du vil sejr have,
og riste på hjaltens hoved,
somme på blodrillen,
somme på valbasten,
og nævne to gange *TiwaR[-runen]

Min oversættelse til nudansk. Se Völuspá (vers 51, Ældre Edda), hvor ”TiwaR[-runen] ligeledes afsiges før slag. Ordet ”valböstum” fra ”valbasta” (direkte ”slag/krigs/volds-basten), men forstået som ”parer-bøjlen”. Den oprindelige forståelse er tillige ”bastreb” og ”bånd af lindebark”, og viser måske at bøjlen oprindeligt var en rebsknude.

 

 

Her har vi en glimrende udredning af hvorledes vi skal opfatte ”scennum/skinnen” i Beowulf-kvadet.

Netop det at trække lod beskrives også i ”Vita Anskarii auctore Rimberto” eller ”Ansgars liv og levned skrevet af Rimberto”  (kap. XIX) fra ca. år 865 e.Kr., hvor Kong Anud Uppsale (Anoundus) ca. år 850-851 e.Kr.  bringer en Danerflåde med 21 skibe til Birka for at genvinde tabt land. Kong Anud beder Danerne ”trække lod” om hvorvidt det er gudernes vilje at Birka skulle angribes. Udkommet af denne lodtrækning varsler at et angreb på Birka vil bringe ulykke, og at man i stedet for burde angribe an slavisk by. Det gør man så.
 
Handelspladsen Birka siges at blive grundlagt i midten af 700 tallet e.Kr. og er dels under fjendens kontrol, dels en stor trussel for vore egne handelspladser, og dermed skatteindtægter. Derfor kan det ikke overraske at en Danerflåde gør sig overvejelser om at angribe handelspladsen. Samtidig har vi ønsket denne handelsplads al den ondskab og ulykke det var muligt at påføre stedet.

I Vita Anskarii auctore Rimberto” eller ”Ansgars liv og levned skrevet af Rimberto”  (kap. XXX) gør Svea-folket ca. år 854 e.Kr. det samme ved et togt til Kurland under belejringen af byen Aputra 1, der havde 15.000 bevæbnede forsvarere. Svea-folket befinder sig 5 dages rejse fra havnen, hvor flåden ligger underdrejet:

”...Da de var stærkt foruroliget og ej vidste hvad de skulle gøre, besluttede de sig for at kaste lod om hvorvidt deres guder var villige til at hjælpe dem enten til at vinde en sejr eller til at komme bort fra det sted de opholdt sig. Efter at have kastet lod fandt de ikke én eneste gud villig til at hjælpe dem...”.

1 Apulia, i dag Apoule, 40 km syd for Søborg i det nordvestlige Litauen. I samtiden er det en del af Kurland. Der er her fundet en fornborg fra år 200-300 e.Kr. med samtidige grave. Handelspladsen er først kommet til i slutningen af 600 tallet e.Kr., og der er gotlandsk indflydelse fra slutningen af 700 tallet e.Kr.

 

I afsnittet ”Estland - *Aðalsýsla & Eysýsla" har jeg vist at Hárbarðsljóð (“Harbard og Tor”) fra Ældre Edda/Poetiske Edda, som jeg vurderer omhandler tidsrummet omkring år 446-550 e.Kr., fortæller os at vi har kontrol med Ostrogarð/Hólmgarður (Novgorod) og Garðaríki år 550 e.Kr. Det synes derimod ikke at være tilfældet i 700 tallet e.Kr. og bliver ikke tilfældet igen før Rorik af Jylland med sine brødre gentager kontrollen år 862 .Kr. Det ser ud til at det er Kong Frode III. (Scyldinga-æt nr. 25), der taber Garðaríki for os i 600 tallet e.Kr. (se afsnittet ”De hellige sværd”).

Derfor er al vor handel med Østerled i 700 tallet e.Kr. gået fra Hólmgarður (Novgorod) til Birka, og har været stærkt medvirkende til vore manglende skatteindtægter og modvilje mod Birka. At der må være en sammenhæng mellem vor fornyede kontrol over Hólmgarður i år 862 e.Kr. og Birka’s forsvinden som handelsplads antydes af at handelspladsen flyttes til Sigtuna ca. år 970 e.Kr.

Mit bud er at det er et ulykkesvarsel for Birka vi ser gengivet på mønten ovenfor.
 
I ”Bilag R: Witherlogh – Vederloven” viser jeg at som en del af straffen for Trosvigeri (højforræderi) og Herremord, hvor den skyldige erklæres fredløs og landsforvises, skal hirden 3 gange opløfte et højt råb, og dermed sønderbryde og opsige den skyldige alle det gamle pagtforbunds rettigheder. Dette er de tre identiske forbandelser vi ser gengivet på ”Birka”-mønterne.
 
Beorc-runen, der betyder ”birk”, er identisk til handelspladsen Birka.
 


 

chap21-4-1.jpg  chap21-4-2.jpg

Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat fra ca. år 695-740 e.Kr. Series D. Mønten er et strøfund fra Suffolk og er registreret ved The Suffolk Archeological Unit. Her er stemplingen af Beorc (b)-runen lidt anderledes og ”skæv”, men der kan ikke dannes tvivl om at det er en ”Birka”-mønt. De tre forbandende runer, og krigerens nederste kropsdel er ikke kommet med. Dette mere end opvejes af hvad vi ser på Beorc (b)-runen, der her vises med tre buer. For det første skal en forbandelse gives til alle 9 verdener for at have virkning. Det ser vi gengivet i og omkring Beorc (b)-runen ved de ni prikker. Dernæst har vi to nedadvendte trekanter gjort med prikker. I ”Bilag J: Hariwalda mærke fordelt på landskab” viser jeg at dette mærke er fjendens mærke da Ynglinga-ætten taber magten i midten af 500 tallet e.Kr. under Kong Ingeld. Fjenden har fra dette tidspunkt kontrol over landskabet, hvor Birka senere bliver grundlagt.

 

De tre runde ”bolde” indikerer at de efterfølgende runer skal forstås som et varsel for Birka.
 
Afbildningen af en person der angriber med spyd er en symbolsk afbildning af os, og at vi ønsker Birka’s fuldstændige død og ødelæggelse.
 
De tre efterfølgende runer er selve varslet. Jeg viser senere hvorledes vi skal fortolke runerne og varslet. Det er formentlig de tre runer som forbandelse der er oprindelsen til forståelsen for at ”ulykke kommer i tre” (bad luck comes in threes) eller ”ulykke kommer sjældent alene” (ill luck seldom comes alone) 1. I Peder Laales Danske Ordsprog siges det at "Skadhen kommer eij gernæ ene tijl hws" eller "Skaden kommer ej gerne ene til hus" (nr. 223).
 
1 Andre udgaver er: ”Misfortune seldom comes alone”, ”if one trouble comes, wait for the other”, ”an evil chance seldom comes alone”, ”one misfortune comes on the back of another”.

chap21-71.jpg  chap 21-72.jpg
Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat. Series D. Vi ser 4 Angel-saksiske runer: beorc (b), efterfulgt af Ur (u), Sigel (s) og aesc (æ). Den afbildede person, hvor det ikke er klart om han har ryggen til, er i færd med at hugge med sit sværd. Under den løftede overarm ses skaftet på en scramasax og måske sværdskeden. Hullet/Øjet, den enøjede?, er ikke en fejl, og findes andetsteds på samme mønttyper. Den runde ring kan, som figurafbildningerne på ”det korte” guldhorn, være den hellige edsring. Min private møntsamling.

 

 

Vi har mange tilsvarende sølvpenge med samme opbygning af runer og afbildning. Beorc (b)-runen kan være gjort med to eller tre buer, personen der angriber har altid løftet arm eller arme og angriber enten med sværd eller spyd ligesom han bl.a. vises med sine scramasax om lænden.
 
Fra den afdøde Patrick Finn’s møntsamling har vi 4 mønter med samme afbildninger 1 :

Nr. 19 Series C. Beorc (b) med 2-3 buer, efterfulgt af muligvis Ur (u), Peorð (p) og Aesc (æ). Personen har løftet sværd.
Nr. 52. Series D. Beorc (b) med 3 buer, efterfulgt af Ur (u), Ken (c) og Sigel (s). Personen har løftet sværd.
Nr. 94 Series R1. Beorc (b) med 3 buer, efterfulgt af Eoh (e), Peorð (p) og Aesc (æ). Personen har løftet sværd.
Nr. 96 Series R. Beorc (b) med 3 buer, efterfulgt af Eoh (e), Peorð (p) og Aesc (æ). Personen har løftet sværd. 


1 Baldwin’s Auction nr. 38, mandag 4. oktober 2004 (s. 4, 7 og 11). Mønt nr. 51 og 101 og 102 er af samme type, men runerne kan ikke tydes.

 

Fra Baldwin’s Auction nr. 40, tirsdag 3. maj 2005 (s.7-11) har vi følgende afbildninger:


Nr. 69 Series C2. Beorc (b) med 2-3 buer, efterfulgt af Ur (u), Sigel (s) og aesc (æ). Personen har løftet sværd.
Nr. 70 Series C. Beorc (b) med 3 buer, efterfulgt af Ur (u), Sigel (s) og aesc (æ). Personen har løftet sværd.
Nr. 100 Series R. Beorc (b) med 3 buer, efterfulgt af Eoh (e), Peorð (p) og Aesc (æ). Personen har løftet sværd.


Til trods for at runerne som varsel og forbandelse synes at være forskellige, kan vi se fra mønt nr. 94 og 96 at der er udstedt møntserier med samme varsel. Om dette betyder at det givne varsel mod Birka er fremkommet fra forskellige handelspladser samtidigt, dvs. Dorestad har haft et varsel, Domburg et andet,  Ribe et tredje og bygderne i Øst-Anglen et fjerde eller om det angiver at møntserierne er fra forskellige årgange, er vanskeligt at sige med den viden vi har nu. Er min fortolkning af hvorledes vi kan identificere mønterne på handelsplads korrekt, antyder det at det er samme varsel der er udstedt fra hver af de fire handelspladser.
 
Det synes ligeledes at være tilfældet at den samme rune aldrig bruges mere end én gang i forbindelse med lodtrækning og varsel.
 
Da vi finder samme afbildning på møntserien Primary Series A fra ca. år 680-710 e.Kr. (S.775; Metcalf 89-94) og på Series D, type 2C (S.839, Metcalf 158-80) slået i Domburg, Walcheren år 695-740 e.Kr. betyder det at Birka må være grundlagt og er aktiv som handelsplads ikke senere end år 670-710 e.Kr., ca. 40-80 år tidligere end antages i dag (se senere).
 
Ulykkesvarslet på ”Birka”-mønterne kan medvirke til at forklare hvorfor Kong Valdemar IV. Atterdag’s (regent 1340-1375) opsætter sin berømte vejrgås i Gåsetårnet i Vordingborg som en hån mod Hansestæderne. Problemerne var de samme.
 
 
Efterser vi den anden side af ”Birka”-mønterne har vi følgende afbildninger:


Tid (år e.Kr.)

Mønt

Afbildning 1.
Series D

Afbildning 2.
Series A og R

Afbildning 3.
Series C

695-740


 


 
 
 chap 21-73.jpg
 
 
D – 2C,
Domburg


 
 
 chap21-74.jpg
 
Series A


 


710-760
 
 
 
 


 


 
 
 chap21-75.jpg
 
 
Series D


 
 
 chap21-76.jpg
 
 
Series R


 
 
chap21-77.jpg 
 
 
 

757-796
 
 
855-869
 
 

Offa, Konge af Mercia
 
Eadmund, Konge af Øst-Anglen


chap 21-73.jpg 
 
 


 


 

Note: Bagsiden af mønterne udstedt af Offa og Eadmund er ikke ”Birka”-mønter,
men viser at Øst-Anglen var en af de fire hovedhandelspladser. Befolkningen fra Mercia er Anglere.
 

 

Korset symboliserer korsveje, og korsveje år 670-755 e.Kr. er søveje, eller handelsvejene. Den runde ring symboliserer at handelspladserne er hellige, og at handlen derfor skal foregå i fred. De fire ”bolde” eller mærker symboliserer de fire hovedhandelspladser for stammen i tidsrummet, hvor fællesmønten sølvpenge var gangbar mønt. De fire hovedhandelspladser er *Gippeswich (Ipswich), Ribe, Dorestad og Domburg. 
 
 
 
 

 chap32-1-13.jpg


Kort der fremhæver stammens hovedhandelspladser år 700-755 e.Kr. Fra disse handelspladser blev varerne viderebragt op langs Jyllands veskyst og videre til Norge (Kaupangr og Ervik). Mod øst til handelspladserne i Gudme og i Skåne. I England, fra Øst-Anglen og ind i landet. Vi kan se hvor enormt et problem det har været at varerne fra Hólmgarður (Novgorod) og Garðaríki skulle mellemhandles via Birka i tidsrummet. Det har kostet skatteindtægter og har skruet priserne i vejret, hvad vi i dag kalder inflation, da købmændene i Birka har taget sig godt betalt for denne mellemhandel.
 
 
 


chap21-78.jpg 

 chap21-80.jpg



Til venstre: Mønt slået i Hedeby år 870-900 e.Kr. Vi ser Wodan/Odin-afbildningen i midten og uden for den miderste ring, samt 4 ”bolde” på hver kind. Det er min vurdering at disse 4 ”bolde” symboliserer at Hedeby bevidst ser sig selv som arvtager til Ribe og har ønsket at antage sin plads i den tidligere givtige handel mellem stammen. Mønten er en efterligning Dorestad mønterne fra efter år 755 e.Kr. Stammen er ved at gå i opløsning med Friserne under katolsk kontrol. Vi opkræver Danegeld fra Domburg, Walcheren år 834 e.Kr. og afbrændte Dorestad ca. år 850 e.Kr.  Der er så vidt jeg kan se to udgaver af Wodan/Odin-mønten; forskellen er om der findes 1 ”bold” under Odin’s hage eller ej. Det antyder at denne mønt er slået på mindst to af de fire handelspladser.
Kilde til Hedebymønten: www.gladsaxegymnasium.dk/2/hedeby.htm
Til højre: Sølvpenge af Wodan (Odin) typen fundet i Yngsjö (Skåne).

 

Med forståelsen for at der er 4 hovedhandelspladser med fælles møntfod, har hver enkelt mønt skulle kunne identificeres til det sted hvor den blev slået for at have overblik over pengeforsyningen. Det er min vurdering at dette er vist på sølvpengene med følgende mærker på forsiden af mønten:

Mærke

Handelsplads


maerke coenwulf 2_1.jpg

Øst-Anglen, Ipswich.
Senere videreført af de andre landskaber
under Anglernes kontrol.


maerke coenwulf 2_1.jpgmaerke coenwulf 2_1.jpg

Sølvpenge fra Essex ca. 680-710 (se Metcalf 105, series Bia, North 126, BMC 276). Fra ca. år 650 e.Kr. er Essex under kontrol af de angelske slægter fra Mercia, hvorfor Anglens’s mærke + 1 ring bliver Essex’s mærke.
 


 maerke Eadbald.jpg


Lundenbyrg (Lundeborg/London)

    • maerke Eadbald.jpg •

 Wic/Vic Pontio (Broen ved Vigen) ved Etaples, 27 km syd for Boulogne.
Frankernes hovedhandelsplads. Videreført af Quentovic.




Dorestad





Domburg





Ribe, videreført af Hedeby


Det synes at være konsekvent på alle møntserierne af sølvpenge udstedt mellem år 670-755 e.Kr. at der på forsiden findes 1-4 ”bolde” der ikke tilhører den fysiske afbildning. Jeg tror dette indikerer ophavssted af mønten. Lundenbyrg’s (London) mærke fremgår af guldskillingen slået af Kong Eadbald, Konge af Kent år 616-640 e.Kr. Da Lundenbyrg (London) som handelsplads først opnår styrke efter Øst-Anglen er dette mærke i heraldik udviklet fra Øst-Anglens mærke.

Wic/Vic Pontio's mærke fremgår af guld tremissis udstedt år 500-675 e.Kr. Det fremgår af disse mønter på latin "INHV VIC PONTIO" og "DACVLFVSMNT" (møntet af Daculfus). Dette mærke er i heraldik udviklet fra Lundenbyrg's mærke og er derfor efter. Jvf. senere mener jeg disse mønter er udstedt år 587-670 e.Kr. 1 Det er muligt at andre handelspladser ligeledes har udviklet deres mærke efter og ud fra ovennævnte system, men dette er ikke undersøgt.

1 For videre læsning om dette se Fitzwilliam Museum. Det er uklart for mig om "Wic/Vic Pontio" er identisk til bygden "Ponthieu" eller om den senere handelsplads fra ca. år 720 e.Kr. Quentovic blev lagt på samme sted. Handelspladsen "Quentovic" er sikkert sammensat af det keltiske "gwynt/gwent" (Wales/Bretagne) eller "vind", dvs. med den samlede betydning "Den Vindblæste Vig".

 

I 2001 blev der i Kaupangr udgravet en guldskilling slået af Madelinus i Dorestad år 625-650 e.Kr. (navnene fremgår af mønten med latinske bogstaver). Mønten, der synes at være en efterligning slået ca. år 650 e.Kr., har på forsiden af mønten 2 ”bolde” der ikke er en del af afbildningen. Det antyder at 2 ”bolde” er en henvisning til Dorestad 1.
 
1  Universitetet i Oslo, Kaupang-undersøkelsen 2000-2002 (kap. 4, udgravningen 2001). Dorestad er stavet ”Dorestat” og mønten er en guldskilling. Det er helt konsekvent at overgangen fra guldskilling til sølvpenge i alle vore landområder sker år 670 e.Kr.

 

John Schofield skriver1 at Lundenbyrg/Lundenwic var aktiv i år 700 e.Kr. og muligvis er tidligere end handelspladserne Ip’s Vig (Ipswich) og Heim Vig (Hamwich/Southhampton – Sydlige Heim tun).
 
I folkevandringssammenhæng har jeg vist i afsnittene ”Norfolk og Suffolk, East Anglia” og “Kongedømmerne i Britannien (udover Øst-Anglen)” at Hengest udvandrer fra midt-Jylland år 449-455 e.Kr. og Uffe Hin Spage fra Jelling/Anglen ca. år 497 e.Kr. Da Uffe og de angelske/sønderjydske slægter ankommer overtager de Hengest’s landområder i Deira/ Northumbria udover Øst-Anglen, og har derfor langt større styrke. Alle udvandringerne foregik via DFDS ruten fra Esbjerg til Harwich, der ligger i mundingen af Ip’s Vig (Ipswich). Derfor må Ip’s Vig i historisk sammenhæng have været hovedhandelspladsen for de nye og små kongeriger i Britannien.
 
Jeg har vurderet at Lundenbyrg (Lundeborg/London) bliver grundlagt ca. år 587 e.Kr. og derfor er jeg enig i at handelspladsen er meget aktiv år 700 e.Kr. Jeg tror dog at Lundenbyrg som handelsplads stadig er en sekundær handelsplads, lig handelspladserne i Norge, på Fyn og i Skåne, og først senere overtager den ledende rolle. Det er Anglerne der sidder på Bretwalda-tronen år 600-700 e.Kr. og derfor har overherredømmet. 
 
1 “Saxon London in a tale of two cites”: British Archaeology (Issue 44, May 1999)

 

 

 

Runers forbandelse


Hver eneste rune har beskyttende og afhjælpende egenskaber, og runedigtene hjælper os lidt på vej til at forstå dette uden at vi dog er fuldt ud i stand til at forklare dette. Omvendt har runer også en egenskab som forbandelse. Vi har eksempler på forbandelser i to sene sagaer; ”Bósa saga ok Herrauðs” (Bosse og Herraud’s saga) samt ”Gautrek’s saga”, begge fra 1300 tallet e.Kr.
 
Personen der afsiger forbandelser i ”Bósa saga ok Herrauðs” er kvinden Busla, der nedladende kaldes en kælling (kerling) og beskrives som havende været en frille til Þvara karls. Hun kunne trolddom (Hún kunni margt í töfrum) og er fostermoder til Herrauð1, søn af Kong Hring og Dronning Sylgja fra Østre Götaland (Eystra-Gautlandi) og hans bedste ven Bósi. Gusla’s forbandelser bliver afsagt mod Kong Hring for at undgå at drengene bliver henrettet af deres fader.
 
1 Herothus, konge af Sverige hos Saxo:Gesta Danorum (bog 9).

 

Vi kan se at sagaen er meget sen for Gusla beskrives som afsigende (þula) ”bønner” (bænarinnar), og Kong Hringr beder hende holde op med at ”illmælir” (ildemæle, bagvaske) ham. Som vi vil se er det ikke helt hvad der faktisk foregår.
 
Hvad gør denne saga ganske anderledes er at den er opbygget som en kenning, hvor de 6 afsagte forbandelser direkte knyttes til en bestemt rune, der bliver givet i sagaens afslutning.
 
Af de runer vi eftersøger til forståelsen af forbandelserne på ”Birka”-mønterne kan vi derfor fremhæve disse.
 
For at afstemme om forståelsen af forbandelsen kan være sand kan vi efterse de oldengelske runedigte. En forbandelse skal have en modsatrettet virkning til samme rune’s gode egenskab.
 
 

Æsc (æ) runen


 

Bósa saga ok Herrauðs
Forbandelse 2 – Æsc (æ)

Oldengelske runedigt
Æsc (æ)


Svá skal ek þjarma
þér at brjósti,
at hjarta þitt
höggormar gnagi,
en eyru þín
aldregi heyri
ok augu þín
úthverf snúist,
 


Æsc biþ oferheah,
eldum dyre,
stiþ on staþule,
stede rihte hylt,
ðeah him feohtan
on firas monige.
 


Så skal jeg mishandle
dig på brystet,
på hjertet dit
hugorme gnaver,
og ørerne dine
aldrig høre
og øjne dine
omvendt snoet,


Asken byder over hovedet,
for ældre dyrbar,
stærk på sit ståsted,
stedet rigtigt holdt
selvom han angribes
af mange mænd.
 

Oversættelserne til nudansk er mine.


 
Som fremgår af runedigtet (og gennemgået i afsnittet ”Yggdrasill – verdens- og juletræet”) er Æsc-runen via asketræet som Verdenstræet bindeleddet mellem os på Jorden og guderne/forfædrene i himlen. Det er gennem denne rune at vi kan ”tale” med guderne/forfædrene og modtage visdom fra fortiden, som vi står og skal bruge nu for at kunne forme fremtiden.

 

 chap21-90.jpg

 chap21-91.jpg

Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat slået i Ip’s Vig (Ipswich), Dorestad, Domburg og Ribe år 670-755 e.Kr. Vel nok den fineste afbildning af Verdenstræet Yggdrasill i trækorsformat med de tre rødder forneden. På hver side to ansigter der ”taler” med Verdenstræet, og dermed guderne/forfædrene, og modtager visdom og råd. Bagsiden af mønten har fire fugle (årstiderne) omkring et kors, korsvejene mellem de fire handelspladser. Mønten blev fundet af Warren Harrison i Wetwang ved Briddlington på østkysten af Northumbria, hvor mange tilsvarende mønter er fundet. Min private møntsamling.


 
Som en forbandelse skal runen derfor have egenskaben at kunne forhindre tale, og bryde forbindelsen til guderne/forfædrene, hvorved visdom fra fortiden ikke kan indhentes, der igen medfører at beslutninger taget i nutiden bliver elendige.
 
Efterser vi Busla’s forbandelse er det præcis hvad forbandelsen siger. Personen bliver ramt af en dødelig og smertefuld sygdom, bliver ædt op indefra og kan hverken se eller høre.
 
Omsætter vi denne rune’s egenskaber som forbandelse til en handelsplads må forbandelsen have betydningen at handelspladsen ikke har adgang til visdom fra fortiden, og derfor foretager forkerte beslutninger i nutiden til skade for fremtiden. At handelspladsen ligeledes er forhindret i at ”tale” må betyde at den ikke kan handle (købe og sælge), det værste der kan overgå en handelsplads.
 
Måske kan vi tilskrive Aesc (æ)-runen følgende egenskaber som forbandelse mod Birka:


 
”Medfører dårlig ledelse af handelspladsen og forhindrer handel i at kunne finde sted”.

 

 

Peorð (p) runen


 

Oldengelske runedigt
peorð (p)


Peorð byþ symble plega and hlehter
wlancum [on middum],
ðar wigan sittaþ
on beorsele bliþe ætsomne.
 


Peorð byder sumbl (,) pleje og latter
humørfyldt (i midten),
der (de) rejsende sidder
i ølsalen lyksalige ætten samlet
 

Oversættelsen til nudansk er min.
”Sumbl” er en øl- eller mjødforsamling. ”Wlancum” oversat fra tillægsordet ”wlanc” (stolt, modig, humørfyldt). ”Middum” oversat fra tillægsordet ”midd” (midten). ”Wigan” oversat fra den oprindelige forståelse ”wic” (en rejsende på tog i telt), der ganske rigtigt bliver til ”viking”, men ikke bør oversættes til kriger. Det er langt oftere en handelsrejsende eller bare tilrejsende gæst. ”ætsomme” (æt + sammen) har forståelsen af landsmændene er samlet.


 
Peorð-runen er en rune der fremskaffer noget godt.

For kvinder er det runen der benyttes til at hjælpe med en fødsel (se afsnittet "Bjærgeruner til brug for fødslen").

For mænd kan vi se at runen er med til at skaffe livets lykke.
 
Omsætter vi denne rune’s egenskaber som forbandelse til en handelsplads må forbandelsen have betydningen at handelspladsen bliver ramt af ulykke, at varerne til handelspladsen ikke kommer frem, hvorfor kunderne bliver væk og købmændene må rejse bort med uforrettet sag.
 
Måske kan vi tilskrive Peorð (p)-runen følgende egenskaber som forbandelse mod Birka:


 
”Ingen varer kommer frem til handelspladsen. Derfor ingen kunder, intet salg, ingen indtjening og købmændenes ulykke”.
 
 

 

Ken/Cen (k/c) runen


 

Bósa saga ok Herrauðs
Forbandelse 4 – Ken/Cen (k/c)

Oldengelske runedigt
Ken/Cen (k/c)


Ef þú ríðr,
raskist taumar,
heltist hestar,
en hrumist klárar,
en götur allar
ok gagnstígar
troðist allar
í tröllhendr fyrir þér,


Cen byþ cwicera gehwam,
cuþ on fyre
blac ond beorhtlic,
byrneþ oftust ðær hi
æþelingas inne restaþ.
 


Ifald du rider,
(for)rykkes tømmerne,
haltes hesten,
svækkes krikken,
på gader alle
og alle
gangstier betrådt
i troldhænder farer de.
 


Cen byder hver rejsende,
(vel)kendt den fyrer
blakket og lysende,
brænder oftest der hvor
ætlingerne inde raster
 

Oversættelserne til nudansk er mine.
”Blac” eller ”blakket” har oprindeligt betydningen ”svag/dæmpet lys farve”.
”Cuþ” har betydningen ”velkendt, kendt, med sikkerhed”.
”Restaþ” eller ”raster” har som med ”rasteplads” betydningen ”gøre ophold”.


 
Som det fremgår af teksten af runedigtet er Ken/Cen (k/c)-runen en fakkel. I vore dage med adgang til elektrisk lys kræver det en smule omstilling fuldt ud at forstå hvor stor betydning ild havde som livgivende varme og som lyskilde. En længerevarende strømafbrydelse i lokalområdet efter mørkets frembrud vil inden for 10 sekunder frembringe den fulde forståelse af dette runedigt.
 
Omsætter vi denne rune’s egenskaber som forbandelse til en handelsplads må forbandelsen have betydningen at handelspladsen ligger hen i mørke eller fattes dagslys som følge af dårligt vejr. Som er tilfældet med Dæg (d)-runen er mørke og dårligt vejr ensbetydende med ingen handel, og at man ikke kan rejse til eller fra handelspladsen som købmand med varer at sælge eller varer at købe.
 
Derfor er forbandelsen i ”Bósa saga ok Herrauðs” tilstillet hesten og de veje den betræder. Ligeledes ved vi alle at trolde kun viser sig efter mørkets frembrud, specielt i skove, jvf. bl.a. Troldeskoven ved Solrød, syd for København, i Rebild Bakker, Himmerland og ved Tisvildeleje, Nordsjælland.
 
Måske kan vi tilskrive Ken/Cen (k/c)-runen følgende egenskaber som forbandelse mod Birka:


”Ingen lys; ingen rejse, ingen varer, ingen handel, ingen indtjening”.

Da Ken/Cen (k/c)-runen og Dæg (d)-runen tjener samme formål, at fjerne lyset, vil vi ikke finde disse to runer benyttet samtidigt på ”Birka”-mønterne.

 

 

 

Úr (u) runen

Bósa saga ok Herrauðs
Forbandelse 6 – Úr (u)

Oldengelske runedigt
Úr (u)


Tröll ok álfar
ok töfranornir,
búar, bergrisar
brenni þínar hallir,
hati þik hrímþursar,
hestar streði þik,
stráin stangi þik,
en stormar æri þik,
ok vei verði þér,
nema þú vilja minn gerir
 


Ur byþ anmod ond oferhyrned,
felafrecne deor,
feohteþ mid hornum
mære morstapa;
þæt is modig wuht.
 

 


Trolde og alfer
og troldomsnorner,
boer, bjergrise
brænde dine haller,
rimjætter hade dig,
heste (mod)stride dig,
strå stange dig,
storme (be)ære dig,
og ve dig,
om ikke du min vilje gør
 


Ur byder anmod og overhornet,
Filfrække dyr,
fægter med hornene
Mare morstepper;
der er (et) modigt væsen
 

 

Oversættelserne til nudansk er mine.
”Búar” eller ”boer, de der bor” lig ”stevnsbo” eller ”nabo”.
”Bergrisar” eller ”bjergrise” har betydningen ”bjergtrolde, bjergjætter”
”Vei verði þér” eller ”ve værde dig!”, i dag ”Ve dig!”
”Byþ anmod” eller ”byder anmod” med betydningen ”begærer”.
”Felafrecne” eller ”fil + fræk”, men hvor ”frecne” (oldengelsk) og ”frækinn/frækn” (oldnordisk) betyder ”tapper, tapperhed”. Genfindes i Beowulf (sætning 1031) som ”æt him féla láf frecne ne meahton”. Redskabet ”en fil” var og er uundværligt for smeden når han laver et sværd.
”Mære morstapa” er sammensat af ”mare” (lig ”mareridt”), ”mor” (lig ”moor” på nuengelsk, der betegner et øde område med tørvejord, ikke helt en hede) og ”stapa” (stepper, men i betydningen ”vandrer, betræder”).
”Wuht” er oversat fra ”wiht”, nuengelsk ”wight” og nudansk ”væsen, skabning”.


 
 
Som runedigtet viser betegner Ur (u)-runen Det Behornede Dyr, ur-oksen. I afsnittet ”Begrebet Úr og bystaten Ur(im)” viser jeg at forståelsen for denne rune kan føres tilbage til begyndelsen. Efterser man hvorledes denne rune blev ristet, og hvorledes vi i dag skriver det moderne ”U”, bemærker man at det er to stangende horn vi faktisk tegner. Runen betegner evnen til at forsvare sig.

Modsat, som også ”Bósa saga ok Herrauðs” viser, er forbandelsen at man ikke længere er i stand til at forsvare sig.

Omsætter vi denne rune’s egenskaber som forbandelse til en handelsplads må forbandelsen have betydningen at handelspladsen ikke er i stand til at forsvare sig mod fjendtlige angreb.

Måske kan vi tilskrive Úr (u)-runen følgende egenskaber som forbandelse mod Birka:

”Forsvarsløs”. 

 

Eoh (e) runen


 

Oldengelske runedigt
Eoh (e)


Eoh byþ utan unsmeþe treow,
heard hrusan fæst,
hyrde fyres,
wyrtrumun underwreþyd,
wyn on eþle.


Eoh byder uden usmidig træ,
hårdt (i) stenjorden fæstnet, fyringshyrde
rødder under dække, 
(et) under på (en) odel.
 

Oversættelsen til nudansk er min.
”Unsmeþe” fra ”smeþe” eller ”smidig”, ”smooth” (nuengelsk).
”Wyrtrumun” fra ”wyrt-truma” eller ”roden af..”.
”Underwreþyd” fra ”wríhan, wreon” eller ”at overdække, at skjule, gemme”.

 


 
Der er ikke fuldstændig enighed om hvorvidt træet der her omtales er takstræet (yew). Træet er fyringshyrde, dvs. et træ, der må have haft et godt ved til opfyring. Det urnordiske navn på runen er ”*IwaR, Yr (Eoh)”, og bygderne Isted, Slesvig/Sønderjylland og Idestrup, Nordfalster er opkaldt efter træet. Fra det islandske runedigt for samme rune kan vi se at der blev gjort bue af træet (bendr bogi). Takstræet hed oprindeligt ”I, Ide, Idegran” ("taxus baccata" på latin), hvilket understøtter at det er takstræet vi taler om. De klassiske engelske langbuer blev, og bliver, lavet af idegran (takstræ).

En god bueskytte kaldes en ”ryhtscytte, riht-scytte”, direkte en ”ret skytte”, dvs. en der skyder ret. Bemærk i øvrigt at ”riht, ryht” også har betydningen ”højre”, dvs. højre = ret, og er det fordi de fleste er højrehåndet.

 

 chap32-1-12.jpg

Nr. 1: To bueskytter i Hertug William til Normandiet’s invasionshær under Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr., som gengivet på Bayeux gobelinen fra år 1066-77 e.Kr. Bueskytterne kan ses lige før teksten ”…contra anglorum exercitum”. Bueskytterne er sat i fylking efter rytteriet, der agerer spydspids, og angriber med lange lanser mod en stående engelsk hær. Det er tydeligvis to helt forskellige bueskytter. Den øverste er helt uden beskyttelse og har sit pilekogger på ryggen. Den nederste bueskytte er i fuld brynje, bærer hjelm, og har sit pilekogger siddende på højre side. Bueskytten holder 4 reservepile i venstre hånd, samtidig med at han ligger an til at skyde den 5. pil.
Nr. 2: En engelsk forsvarende bueskytte i Kong Harold Godwinson’s hær. Han står beskyttet bag ved den med skjold bevæbnede stående fylking.
Nr. 3: Da det er lykkes for normmanerne at drive den engelske hær på flugt ser vi denne afbildning under teksten ”Hic est willelm dux” (Her er Hertug William). Her ser vi derfor en afbildning af normannernes bueskytter under et forfølgelsesangreb. Bemærk her at buelængden ikke er ens. De store langbuer kan ses i øverste række (nr. 3 fra venstre), samt hele nederste række. Der er mange forskellige skydestillinger gengivet, og man kan se at hvor bueskytterne af de store langbuer er stationære, da stilles pilekoggeret på jorden under bueskydningen.
Nr. 4: Normannerne gør også brug af bueskytter til hest i det afsluttende ”oprydningsarbejde”, hvor man går ud fra at en ridende bueskytte, med stor træfsikkerhed, kan ride en flygtende kriger ned og afgøre kampen med et dræbende pileskud.
Kilde : http://hastings1066.com/baythumb.shtml (tapestry nr. 28, 29, 32, 35)


 
Med fortolkningen af denne rune er jeg på glatis, og vi har ingen kilder der kan understøtte hvorledes vi skal forstå denne rune. Det ser ud til at vi kan forstå ild, hårdhed og våben fra runedigtet, alle ord der forbinder med evnen til at forsvare.
 
Omsætter vi denne rune’s egenskaber som forbandelse til en handelsplads må forbandelsen have betydningen at handelspladsen ikke er i stand til at forsvare sig mod fjendtlige angreb.
 
Måske kan vi tilskrive Eoh (e)-runen følgende egenskaber som forbandelse mod Birka:


”Forsvarsløs”.


Da dette er den samme fortolkning jeg har tildelt Úr (u)-runen bør vi ikke finde begge runer samtidig på ”Birka”-mønterne. I de mønter jeg har haft mulighed for at undersøge er dette ej heller tilfældet. Skulle dette vise sig at være tilfældet må vi tage fortolkningen af Eoh (e)-runen op til genovervejelse.


 
 

Sigel (S) runen


 

Oldengelske runedigt
Sigel (s)


Sigel semannum symble biþ on hihte,
ðonne hi hine feriaþ ofer fisces beþ,
oþ hi brimhengest bringeþ to lande.
 


Sigel sømænds sumbel byder på håb,
Når de færger over fiskenes bad,
Indtil brændingshingsten bringes til land.
 

Oversættelsen til nudansk er min.
”Sumbl” er en øl- eller mjødforsamling.
”Hihte” oversat fra ”hyht/hyhtan” eller ”håb, trofast”.
”Feriaþ” fra ”ferja” (oldnordisk) eller ”færge”.
Brimhengest” er et heite for langskibet.
Er dette oprindelsen til navnet eller tilnavnet for Hengest?


Som runedigtet viser betegner Sigel (s)-runen Solen. Jeg viser i afsnittet ”Solen – varmestråler og lys” at Solen er en kvindelig gudinde – den jordlige moder. Runedigtet afklarer for os om vi her skal forstå Solen som ”giver af dagslys” eller ”jordlige moder/giver af varmestråler” ved at lave en tilknytning mellem sømænd og fisk. Det er Solen, som den jordlige moder, der hjælper sømændene med at få fangst. Derfor skriver vi fysisk ”S” som en symbolsk varmestråle fra Solen.
 
Sigel (s) runen er derfor forbundet med at der skabes afgrøder.
 
Omsætter vi denne rune’s egenskaber som forbandelse til en handelsplads må forbandelsen have betydningen at handelspladsen ikke er i stand til at tiltrække varer og handel, og dermed indtjening.
 
Måske kan vi tilskrive Sigel (s)-runen følgende egenskaber som forbandelse mod Birka:


 
”Ingen varer, ingen handel, ingen indtjening”.


 
Da Peorð (p)-runen og Sigel (s)-runen tjener samme formål, at ingen varer tilføres handelspladsen, vil vi ikke finde disse to runer benyttet samtidigt på ”Birka”-mønterne.
 
 
 
 

Dæg (d) runen


 

Oldengelske runedigt
Dæg (d)


Dæg byþ drihtnes sond,
deore mannum,
mære metodes leoht, myrgþ and tohiht
eadgum and earmum, eallum brice.
 

Dæg byder drottens sender,
kær (til) mennesker,
Mare højt æret, munter og med håb
Adelsmigret og (for)armet, alles brik.
 

Oversættelsen til nudansk er min.
”Drihtnes sond” eller ”Drottens sender”. ”Driht/Drot” skal her forstås som identisk til ”tad ekam” (Den Ene) i Rig Veda (bog X:129) og ”waldend fira” (vælder fjerne) i Beowulf (sætning 2737-43). Se ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning”.
”Myrgþ” fra ”myrige” (oldengelsk), i dag ”merry”.
”Mære metodes leoht” eller ”Mare æret højt”. ”Mare” er hoppen/hopperne, der trækker Solen over himlen. ”Metodes” oversat fra ”Metorð” (oldnordisk) eller ”hæder, ære, anseelse”.
”Eadgum and earmum” skal forstås som ”rig og fattig” og er meget benyttet netop som symbol på hele stammen.
”Brice” oversat fra ”briceþ, brycþ” (oldengelsk) og ”brík” (oldnordisk) skal her forstås som et udskåret træhåndværk, der blev sat omkring et gudehov, en trone eller en seng. Det udskårne træarbejde er et tegn på udmærkelse. Ordet har ligeledes en tilknytning til det at ”brække”.

 


Med Dæg (d)-runen ser vi her Solen med hendes anden egenskab som ”giver af dagslys”. Jeg viser i kapitlet ”Dværge” hvorfor vi navngiver retningen ”øst” og at dette betyder ”daggry”. Det er dagslyset der muliggør liv, alt liv.
 
Omsætter vi denne rune’s egenskaber som forbandelse til en handelsplads må forbandelsen have betydningen at handelspladsen ligger hen i mørke eller fattes dagslys som følge af dårligt vejr. Som er tilfældet med Ken/Cen (k/c)-runen er mørke og dårligt vejr ensbetydende med ingen handel, og at man ikke kan rejse til eller fra handelspladsen som købmand med varer at sælge eller varer at købe.
 
Måske kan vi tilskrive Dæg (d)-runen følgende egenskaber som forbandelse mod Birka:


”Uden dagslys; ingen rejse, ingen varer, ingen handel, ingen indtjening”.


Da skibene, som i dag, blev lagt på land i november og først sat i søen i april, dvs man sejlede kun i Sommer-halvåret, er forbandelsen måske specifikt tiltænkt som en forbandelse om en elendig sommer. Geografisk har Birka haft længere dagslys end Ribe, Dorestad, Domburg og Ipswich i Sommer-halvåret. Kun en forbandelse om en elendig sommer kan udjævne denne fordel for Birka.
 
Da Ken/Cen (k/c)-runen og Dæg (d)-runen tjener samme formål, at fjerne lyset, vil vi ikke finde disse to runer benyttet samtidigt på ”Birka”-mønterne.
 
Med forståelsen for runernes egenskaber som forbandelse lad os nu efterse opbygningen af forbandelserne på ”Birka”-mønterne.
 
 

Møntserie

Ur (u) & Eoh (e)
 
Forsvarsløs

Aesc (æ)
 
dårlig ledelse

Peorð (p) &
Sigel (s)
Ingen varer

Ken/Cen (k/c) & Dæg (d)
Ingen (dags)lys

AR?
Ældre Futhark


 

Oðal?

D


 

C


 

D


 

R1


 

R


 

R1


 

C


 

Ikke listet


 

C2


 

C


 

R
2 stk.


 


 
Med de få mønter jeg har haft adgang til at efterse ser det ud til at der findes to grupper af forbandelser, og at ”forsvarsløs” og ”ingen varer” altid indgår. Det er sandsynligt at der må være andre runer benyttet, hvis fortolkning passer ind i ovennævnte orden. En større gennemgang af ”Birka”-mønterne kan afklare dette.

 

 

Undtagelser bekræftende reglen

 

 chap21-4-2.jpg chap21-4-3.jpg

Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat. Her er en spændende ”Birka”-mønt med detaljer, der afviger fra de andre undersøgte mønter. Series AR? På alle andre ”Birka”-mønter er runerne de Angel-saksiske runer, og der er er tre forbandende runer, i overensstemmelse med vor filosofi. På den ovenfor vist mønt ser det ud til at vi har runer fra Ældre Futhark, hvor den første rune er uhyre vanskeligt at bestemme. Enten ser vi Is (I) + Giof (X), hvilket vil give 4 forbandende runer, en filosofisk umulighed, eller vi ser Oðal (O), efterfulgt af Ur (U) og Dagr (D). Det er Dagr (D)-runen der viser os at det Ældre Futhark der benyttes. På alle andre mønter hvori forekommer Ur (U) og Dagr (D) skal den tredje rune vise Peorð (p) eller Sigel (s) med betydningen ”ingen varer”. Som forbandelse mod en handelsplads er det klart at Oðal-runen, hvis betydning er ”ejendom”, har nøjagtigt den samme forståelse, dvs. ”ingen varer”. Møntens bagside antyder at prægningen er tidlig, ca. år 695-740 e.Kr., men hvilken handelsplads har slået denne mønt? Det er næppe gjort i hverken Ipswich, Dorestad eller Domburg. Mønten er et strøfund fra Barham, Suffolk. Min private samling.

 

 chap21-4-4.jpg chap21-4-5.jpg

Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat. Vi  genfinder opbygningen af ”Birka”-mønten. De tre runer er ligeledes gengangere med eoh (e), peorð (p) og en speciel os (kort a) med kun én stav på tværs. Hvad gør denne mønt mærkværdig er at runerne her er stemplet til venstre for personen der hugger med sværd/kaster spyd. Prægningen er ikke spejlvendt og alene runerne er flyttet. Bagsiden af mønten antyder at mønten er meget tidlig, fra år 670-740 e.Kr. Mønten fundet i det østlige Kent. Der er 1 prik mellem personens ben. Det antyder at mønten er slået i Ipswich, Øst-Anglen. Handlet på Ebay 25.03.06 for £ 272.27 pga. fejlagtig identifikation, som udstedt under Eadbald, Konge af Kent.


 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk