Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Runen i runer og deres magi

 

Når vi efterser grundtanken om runers ”hemmeligheder”, og runers brug som værktøj for et menneske i nutiden til med held at kunne spå om fremtiden, ”magien”, står det snart klart at vi befinder os i et minefelt af tåbeligheder, skabt af bakspejlsfortolkninger på baggrund af dårlig indsigt og tabt viden.
 
Jeg har forsøgt at angribe forståelsen for runer ved alene at efterse dette fra fortiden, og ved at forsøge at forstå hvad førstehåndskilder rent faktisk viser os.
 
Sigrdrífumál (Ældre Edda) forklarer os ganske glimrende hvilke former for runer der kan rejses, hvor dette bør gøres og til hvilket formål, men giver os ikke svaret på hvordan. Dette må skyldes enten at dette er underforstået af ErilaR (Jarl) æt eller at virket er en nedarvet ”rune” (hemmelighed).
 
Min hovedforudsætning er forståelsen for ”rationel tænkning” 1 – helt unikt i vort modersmål også kaldet ”sund fornuft”, hvis oprindelige betydning er ”kraftig/klog/stærk opfattelse”. Mange ting kan siges om os, men kun få vil påstå at vi nogensinde har taget betydningsfulde beslutninger under indflydelse af overtro eller irrationel tænkning (usund fornuft). At der findes undtagelser til denne hovedregel, så som hekseforfølgelser, tjener som bekræftende for hovedreglen om at uden fremmed indflydelse (så som kristen teologi) er vi et thing-baseret folk, der foretager samstemmende beslutninger med lydhør fra mand, kvinde, ung og gammel, og at vore beslutninger, alt andet lige, er de bedst mulige på tidspunktet hvor de tages.
 
1 Siden Platon’s kritik af sofisternes ”holdninger”, der blander følelser og forholdet mellem mennesker sammen med ”sund fornuft” i en uheldig til omstændighederne tilpasset virkelighed, har romersk retorik båret præg af denne sammenblanding. Romersk retorik, også i dag fra Hamborg mod syd, forbliver en pizza af logisk argument (logos), afsenderens personlighed (ethos) og modtagerens følelser (pathos). Glimrende muld for humanismens politiske korrekthed – ikke god jord til at gro og fremelske ”sund fornuft” og rigtige beslutninger. Se f.eks. Ernesto Grassi: ”Rhetoric as Philosophy - The Humanist Tradition” (1980, s. 18) og Michael Billig: ”Arguing and Thinking. A rhetorical approach to social psychology” (1996, s. 74).

 

Vi ved at mange former for runer blev brugt til forskellige formål og vi ved at vi foretog livsvigtige beslutninger gennem brugen af ”runekast”. Det følger fra forståelsen for ”rationel tænkning” og brugen af ”sund fornuft”, at med mindre runer havde en lang historie, der viste at runekast virkede som tilsigtet, ville vi aldrig have gjort brug af disse. Dette er en principiel forståelse – ifald vi i dag ikke kan hitte rede i hvorledes runer virker skyldes dette ikke at runer ikke virker, men at vi har tabt den nødvendige viden til hvorledes de virker. Derfor er vi nødsaget at vedblive at undersøge dette, og forsøge at genskabe hvad er gået tabt.
 
Den anden tanke omkring runer er at jeg mener det er en fejl at forsøge at give en rune et selvstændigt ”liv” – som når kommunismens og socialismens ideologi tilsyneladende giver ”penge” et liv, en personlighed, en evne til at tænke og handle – og derfor en, for dem, velkommen og kultisk ”hade”-enhed. ”Penge” er naturligvis intet uden en regningsenhed for udveksling af varer og tjenester, og på samme vis finder jeg at runer, når de tilskrives en beskyttende virkning, en forbandende virkning, som Manrunar eller Beadurúne (krigsruner), ikke bør gives en uafhængig personlighed.
 
Jeg finder snarere at hver rune har en generel betydning, der er opstået fra dens visuelle beskrivelse af noget fra naturen; dvs. et ophav som billedtegn. Når derfor en person fra ErilaR (Jarl) æt ønsker at gøre brug af runer til et specielt formål, er det ikke runen der ændrer på noget. Det er hjernen hos den person der gør brug af runerne, der begynder en række efterfølgende tanker når tanken falder på hver rune og dens betydning.

Sigrdrífumál (vers 13, Ældre Edda) siger i min oversættelse:

 

”Hugrúnar skaltu kunna,
ef þú vilt hverjum vera
geðsvinnari guma;1
þær of réð,
þær of reist,
þær of hugði Hroftr
af þeim legi,
er lekit hafði2
ór hausi Heiðdraupnis
ok ór horni Hoddrofnis3

”Tanke-runer skal du kunne,
ifald du vil blandt hver én være
den klogeste gom;1
deraf rådede,
deraf rejste,
deraf tænkte Hroftr
af dem lægger,
der lækket havde2
ud af Heiðdraupnir’s hovedskal
og ud af Hoddrofnir’s Horn3


1 oversat fra tillægsordet ”geðligr” (som finder ens behag), ”svinna” (klogskab, forstand) og ”gumi, guma” (mand, som f.eks. i ”brudgom”). Ordet ”guma” er netop valgt fordi det er en højbåren kvinde der i Sigrdrífumál giver råd om runer. Da kvinden tager manden til ægte, som ”brudgom”, skal manden overbevise kvinden om sin kløgt om runer.
2 Ordet ”legi” er oversat fra ”leggja” (lægge), der har en stor vifte af betydninger. Jeg mener her vi må opfatte det som at stav, sten eller skilling, efter runen er påført, lægges, bringes eller føres i en bestemt eller vis stilling. Ordet ”lekit” er oversat fra ”leki” (lækning, dryppen), som jeg her mener vi må opfatte som at visdommen fra runerne, som opfattet i hjernen, er dryppet ud og hermed videreført ud i personens hånd, der muliggør at runen kan visuelt rejses i stav, sten eller skilling.
3Heiðdraupnir” er sammensat af det oldnordiske ”Heið” (Himmelens, luftens klarhed) og det oldengelske ”dryppan, dreopan” (dryppen). Ordet ”Den Klare Luft’s Dryppen” er derfor en kenning for morgendisens dråber der, som “Öndurdís”, er den fædrende livsånd (se afsnittet ”Gudinden Dísar”). Ordet ”Hoddrofnis” skal læses som ”hoddropnis” og er sammensat af ”hodd” (guld) + ”dropi” (dråber) eller ”Gyldne Dråber”. Ordet er naturligvis en kenning for mjød. Derfor kalder Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 49) Odin’s guldring for ”Draupnir”, igen en kenning for mjød eller ”den gyldne dråbe”.

 

Brugen af ”Hroftr” synes ikke fuldt forstået af mange. I afsnittet ”Begravelse - ligbrænding i skib” (underafsnit ”Valhal i Himmelen på den andenside”) viser jeg i hvor mange tilfælde vi benytter netop dette ord, og altid i variationer omkring et emne, hvor vi forsøger at beskrive ”forfædrene”. Ordene ”Hroftur rögna” forekommer i Hávamál (vers 142, Ældre Edda), hvor jeg mener disse skal opfattes som "råbende magter", igen den fædrende kraft. Det er netop denne kraft af fædrene visdom en rune-kyndig i tanker skal forsøge at overføre til en rune. Den fædrende ånd og visdom kan også overføres gennem hornet med mjød, fra Jord gennem hornets spids og ind i vor mund.
 
Ifald personen fra ErilaR (Jarl) æt er dannet, dvs. han eller hun har lært vor vis at leve og tænke på, uden hvilken det ikke er muligt at træde ind de voksnes rækker som tve-skabt, da er det muligt at nå frem til rationelle eller fornuftige beslutninger der vel kan vise sig gode spådomme for hvad vil komme. Denne evne til at samstemme viden med runer tager sit ophav fra at ”vor vis at leve og tænke på” helt grundlæggende består af visdom fra fortiden sammenblandet med erfaring fra nutiden.
 
En anden vis at anskue dette på er, og jeg omskriver min lektor i Regnskabslære på Handelshøjskolen for mange år siden; den eneste årsag til at vi tvinger virksomheder til at lave en Balance og en Resultatopgørelse hvert år, er fordi vi tror på at fortiden er en god ledetråd for fremtiden.

Sigrdrífumál (vers 18, Ældre Edda) siger i min oversættelse:

 

”Allar váru af skafnar,
þær er váru á ristnar1,
ok hverfðar við inn helga mjöð
ok sendar á víða vega;
þær ro með ásum,
þær ro með alfum,
sumar með vísum vönum2
sumar hafa mennskir menn”

”Alle [runer] vare afskrabet
som de vare ristet1,
og vendt med den hellige mjød
og sendt ad vide veje;
de er med aser,
de er med alfer,
somme med vise vaner2
somme have menneskets mænd”


1 ”skafnar” oversat fra ”skafa” (skave, skrabe), som man f.eks. gør med gryder eller når man høvler eller polerer. Det er helt sikkert meningen at vi skal opfatte at runen skal fysisk gøres som den var tiltænkt rejst. Det forekommer åbenlyst og vi må derfor overveje om der ligger en dybere forståelse i disse ord.
2 sammenlign med den identiske forståelse i Alvíssmál (vers 35, Ældre Edda). Her kender Vanerne også til mjød, som kun ErilaR (jarl)-æt må nyde. Derfor kan forståelsen tages et skridt videre, hvorfor kundskab om runer, vendt i den hellige mjød, besidder vaner også (se afsnittet ” Válmíki: Rámáyan”).

 

Det er derfor mit bud at runer, for så vidt angår deres evne til at “forudsige”, er intet uden værktøj til at hjælpe en allerede højt dannet person med at gøre brug af den viden han eller hun allerede besidder, for derved at tilse at denne person kan tage bedre beslutninger i nutiden for en bedre fremtid. Måske er det derfor bedre at anskue runer som ”værktøjer til at organisere tanker”. Jeg tror det er derfor Egil i Egil’s saga (kap. 73), og Sigrdrifa (sejrdriver) i Sigrdrífumál (vers 19, Ældre Edda), afsiger sit velkendte udsagn at ”Skal mennesker runer riste, skal de lære at tyde og kunne det vel”.

For den uindviede fremmede forekommer samspillet mellem den dannede ErilaR (Jarl) æt og runer rejst i stav, sten, guldskilling eller sølvpenge ”hemmeligt”, og slutresultatet ”magisk” lærdom.

Sigrdrífumál (vers 19, Ældre Edda) siger i min oversættelse:

...
oc metar meginrvnar
hveim er þer kná oviltar
oc ospilltar1
ser at heillom hafa;
niottv, ef þv namt,
vnz rivfaz regin.

...
og højtværdsatte kraftruner,
hvem der disse formår, uforvildet
og uforspildt,
sig heldet have;
[ud]nyt [dette], om du [for]nemmer,
indtil (om)brydes Regin.


1 dvs. som Egill Skallagrímsson gør opmærksom på i Egils saga (kap. 73): ”Skal mennesker runer riste, skal de lære at tyde og kunne det vel”.
 

Tilpasset og oversat til dansk fra et indlæg skrevet til Irminsul ættir 5. juni 2007.

 

 

 chap32-0-1.jpg chap32-0-2.jpg chap32-0-3.jpg
 chap32-0-4.jpg chap32-0-5.jpg chap32-0-6.jpg

 

Under efteråret 2002 gav jeg Norden’s førende runemester Erik Raudi Sandquist (Erik den Røde) opgaven af finde en bautasten, og herpå rejse runer efter min anvisning. Jeg gav Erik en fri hånd til at vælge tidsrummet for den kunstneriske stil, der igen afgjorde om de rejste runer skulle blive Ældre eller Yngre Futhark. Stenen blev fundet i Jylland, og motivet blev en løve gjort i Ringerikestil, der var den dominerende kunstdisciplin i sen vikingetid fra ca. år 980-1080 e.Kr. Ringerikestilen er navngivet efter bygden Ringerike i Buskerud 50 km nordøst for Oslo. Runerne blev rejst fra venstre til højre og er opdelt med et · tegn. Der er hugget 205 runer i stenen, hvilket er Danmarks næstlængste indskrift. I kunst afløser løven dragen som værner netop i det valgte tidsrum, og vi aner begge dyr i billedarbejdet. 25. marts 2003 blev den i relief huggede sten bragt fra Jylland til Falster i umalet stand- det sidste stykke vej af ingen mindre end vognmanden fra Slagelse. Ved en jættehånd, der mistænkeligt ligner en kran, blev stenen ført fra lad til sin nuværende plads. Herefter tog runemesteren, med svend, sin malerhat på og malede stenen op samme dag uden nølen. Runer skal rejses ret, og Yngre Futhark grammatikken blev efterset af Michael Lerche Nielsen, Institut for Navneforskning, Københavns Universitet. Runestenen er ligeledes registreret ved Nationalmuseet. Så får vi se om de efterfølgende slægtled har styr på tid og sted. Indskriften lyder:

 1. linie (læses nedefra og op)
(dansk)
Flemming · og · Christian · søn · sin ·
(donsk tunga)
Flem(m)ing · auk(k)ristian · sun · sin · 
 5. linie (læses nedefra og op)
(dansk)
erne · ærlige · og · droter · altidvære
(donsk tunga)
ir · é · ærligiR · auk · þrót(t)aR · munu(v)era
 
 2. linie (læses oppefra og ned)
(dansk)
og · Gisela · kone · sin · rejste · sten
(donsk tunga)
auk(g)isela · kuna · sin · ræisþu · stain
 6. linie (læses oppefra og ned)
(dansk)
 (i) verden · hele · Erik(den)røderistede
(donsk tunga)
verolþ · veralda · EirikRrauþir(r)isti
 3. linie (læses nedefra og op)
(dansk)
denne · medens · han · levede · og · boede · i ·
(donsk tunga)
þonsi · meðan · han(n) · lifði · auk ·  byg(g)i · a ·
 7. linie (læses nedefra og op)
(dansk)
runer · ret : den være · (en)ræte · som · æ
(donsk tunga)
runaR · rit : sauarþi · rita · is · a
 4. linie (læses oppefra og ned)
(dansk)
Danmark · land · sit : Jeg · vil · atdan
(donsk tunga)
Danmarku · lanþi · sínum : ek · vil · þat(d)an
 8. linie (læses oppefra og ned)
(dansk)
lter · sten · denne · eller (den) · herfra · drager
(donsk tunga)
lti · stain · þonsi · (i)þa · hiþan · traki


 

 

 

The magic and secret of runes

 

In looking in to runes, the basic idea of ”secrets” and the usage of runes as tools that might permit a human being in the present to successfully predict the future, the “magic”, it very quickly becomes apparent that the legacy of poor insight and lost knowledge has made the subject a total minefield of silly ideas, mostly backwards extrapolation from the present.
 
I have thought to address the concept of runes by trying to look at this coming from the past and only by trying to understand what original sources factually explain to us.
 
Sigrdrífumál (Elder Edda) goes some way in explaining to us what types of runes can be carved, where this should be done and for what purpose. However, the poem does not provide any answer as to how this is done. This must be put down to it either being understood and taken for granted by ErilaR (Eorl) æt or because the craftsmanship of runic “knowledge” was a hereditary “rune” (secret).
 
My basic assumption is one of rational thought – many things can be said about us but few would argue that we have ever made important decisions based on superstition or as a result of irrational behaviour. The very fact that there are exceptions to this rule, witch hunts springs to mind, only confirms the point that without outside influences (such as Christian theology) we are people who make thing-based consensus-decisions involving man, woman, young and old, and that our decisions are generally the best and most sound decisions possible at the time they are made.
 
We know that many forms of runes were used for various purposes and we know that we made life and death decisions based on “runekast” (rune casting, rune throwing). It follows from the argument of rational thought that unless runes had a track record of actually working as they were intended to work, we would never have used them. It is a principal argument – if we today are not able to understand how runes work – it is not because runes did not work, it is because we have lost the knowledge of how they work. Thus we must keep searching and seek to recapture what has been lost.
 
The second thought about runes is that I think it is a mistake to attempt to grant a rune a life of its own – like when communist and socialist ideology seemingly provide “money” a life, personality, ability to think and act – and thus a handy and cultic “hate”-figure. “Money” of course is nothing but a means of exchanging goods and services and likewise I think that runes when applied as protecting luck, as a curse, as Manrunar or Beadurúne (war runes) should not be granted a separate identity.
 
Rather, I think that each rune has a broad meaning deriving from its origin as a visual description of something from nature; in other words an origin as a pictogramme (pictogram). Thus when someone from ErilaR (Jarl) æt wishes to use runes for a certain purpose it is not the rune that effects anything. It is the brain of the individual in question using the runes that commences a series of thoughts when thinking about each rune and its meaning.
 
Sigrdrífumál (verse 13, Elder Edda) says in my translation:
 

”Hugrúnar skaltu kunna,
ef þú vilt hverjum vera geðsvinnari guma;1
þær of réð,
þær of reist,
þær of hugði Hroftr
af þeim legi,
er lekit hafði2
ór hausi Heiðdraupnis
ok ór horni Hoddrofnis3

”Thought-runes thou shall command,
if amongst all you shall be the wisest groom;1
thereof adviced
thereof raised,
thereof thought Hroftr
of them lay,
that leaked had2
out of Heiðdraupnir’s scull
and out of Hoddrofnir’s Horn3


1 translated from the Old Norse adjective ”geðligr” (as one finds pleasurable), the Old Norse ”svinna” (smart, keen mind, wisdom) and Old Norse ”gumi” and Old English “guma” (man, as for example in “bridegroom”). The word “guma” has been chosen precisely because it is a woman of noble birth who in Sigrdrífumál provides us with runic advice. As the woman takes a man to be her husband, as a ”bridegroom”, the man has to convince the woman that he is wise about runes.
2 The word “legi” has been translated from “Leggja” (“lecgan” in Old English, to lay), a word that has a great number of meanings. I believe we must interpret this as the stave, stone or shilling being placed in certain way or manner after the rune has been carved upon it. The word “lekit” has been translated from “leki” (in modern English “leak”). I believe we must interpret this as the wisdom from the runes, as understood by the brain, has dripped out and thus been passed on out in the hand of the runecarver which in turn enable the rune to be raised in stave, stone or shilling. 
3 ”Heiðdraupnir” is comprised of the Old Norse word ”Heið” (The clear air of the Heavens) and the Old English ”dryppan, dreopan” (to drip, dripping). Thus the word ”The Clear Air’s Dripping” is a kenning (a figure of speech) for the drops of the dew in the raw of the morning which, like the “Öndurdís”, is the ancestral spirit of live. Modern English appears to use the word “fog” to express the same thing. This word is only introduced in 1544 from Danish “fog” (fygevejr, fog) that has a totally different meaning. The word “Hoddrofnis” should read “hoddropnis” and is comprised of “hodd” (gold) and “dropi” (Old English “dropa”, drops) or “golden drops”. The word is of course a kenning for mead. This is why Snorri in Younger Edda (Gylfaginning, chapter 49) names Odin’s golden ring ”Draupnir”, again a kenning for mead or ”the golden drop”.

 

The usage of ”Hroftr” does not appear to be fully understood by most. We have many instances in which this very word is been used and always in variations over a theme in which we seek to describe our ”ancestors”. The words ”Hroftur rögna” appear in Hávamál (verse 142, Elder Edda) where I believe we are to understand these as ”shouting powers”, once again the ancestral force. It is precisely this power of ancestral wisdom a rune-master in thought shall attempt to transfer to a rune. The ancestral spirit and wisdom kan likewise be transferred by means of the horn with mead, from Earth through the tip of the horn and in to our mouth.
 
If the individual from ErilaR (Eorl) æt is skilled, i.e. he or she has learned our way of life, without which one cannot enter adulthood as a twice-born, then a series of rational decisions can be derived at, which may well be very good predictions of what might come. This ability to apply knowledge to runes stems from “our way of life” basically being comprised of wisdom from the past alongside experience of the present.
 
Another way of looking at this, and I paraphrase my professor of accounting from Copenhagen School of Economics all those years ago; the only reason we force companies to do a Balance Sheet and a Profit & Loss Account every year is because we think the past is a good indicator for the future.

Sigrdrífumál (verse 18, Elder Edda) says in my translation:
 

”Allar váru af skafnar,
þær er váru á ristnar1,
ok hverfðar við inn helga mjöð
ok sendar á víða vega;
þær ro með ásum,
þær ro með alfum,
sumar með vísum vönum2
sumar hafa mennskir menn”

All [runes] were scrabed,
as they were carved1,
and turned with the holy mead
and sent along ways afar;
they are with aesir,
they are with elves,
some with wise vanes2
some have mankind”


1 ”skafnar” is translated from Old Norse ”skafa” (scrape, as in Old English ”scrapian”) as you do with pots and pans or when you plane wood or polish. It is clear that we should understand that the rune physically should be completed as it thought to be carved. However, this analogy appears too obvious and thus we need to examine if there are a deeper meaning with these words.
2 Compare with the identical understanding in Alvis Tale (The Sayings of Alvis, All-Wise’s Sayings, verse 35, Elder Edda). Here the Vanes also know of mead which only those of ErilaR (Eorl) birth could. Thus we can take this understanding one step further and hence knowledge of runes, blended in the holy mead, is a skill known to the vanes.

 

Thus it is my view that runes in their capacity as “predictors” are merely tools that enable an already well-trained individual to make use of the knowledge he or she already has in order that the person can make better decisions for the future. In this sense runes should perhaps be seen more as “tools for organising thought”. I think this is why Egil in Egil’s saga (chap. 73), and Sigrdrifa (Driver of Victory) in Sigrdrífumál (verse 19, Elder Edda), makes his well-known statement that if you want to mess with runes you better know how to do it and then do it well.
 
For the uninitiated outsider the interaction between the trained ErilaR (Eorl) æt and runes carved in staves, stones, gold shilling or silver pennies takes on an air of “secrecy” and the end result the lore of “magic”.

Sigrdrífumál (verse 19, Elder Edda) says in my translation:

...
oc metar meginrvnar
hveim er þer kná oviltar
oc ospilltar1
ser at heillom hafa;
niottv, ef þv namt,
vnz rivfaz regin.

...
and highly treasured powerful runes,
who those can manage without confusion
and without waste1
shall lucky be;
make use of this, if this ability you have,
until the Rulers collapse.



1 i.e. as made clear by Egill Skallagrímsson in Egil’s saga (chapter 73): ”Shall mankind runes carve then they should learn to interpret and do so well”.

 

Adopted from a posting made to Irminsul ættir 5th June 2007

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk