Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Navigation - Solstenen og Solpejlskiven

 

 

Vi gjorde landnám på Shetland (oprindeligt "Hjaltland" fra "hjalt" dvs. jernskinnen foran sværdgrebet - se øernes fysiske form), Orkney (fra "Orkneyjar", hvor "orkn" er lydordet for sælen, som "eofor" (øffe) er det for vildsvinet),  samt Hebriderne (oprindeligt "Suðreyjar, Suðrland" - Sydøerne, Sydland som set fra de senere norske landskaber) i 700 tallet. Færøerne kom til i 800 tallet og Island (oprindeligt "Garðarshólm") år 874 e.Kr. med ankomsten af Ingólfur Arnarson og hans familie1, Eirik Rauða (Eiríks rauða úr Brattahlíð) ankommer til Gunnbjarnarsker (Gunnbjørns Skær, Grønland) år 986 e.Kr. Bjarni Herjólfurson, der var rejst med Eirik Raude til Grønland år 986 e.Kr., opdager Nýaland mellem år 986 og år 1000 e.Kr. Vi ved at det sker før år 1000 e.Kr. for Bjarni Herjólfurson beretter om det ”nye land” til Leifur Eiríksson ”den lykkelige”, der 9. oktober år 1000 e.Kr. sejler dertil, finder det og giver det navnene Helluland, Vínland , Markland og Hóp (flodmunding ved havet) (muligvis L’Anse aux Meadows i New Foundland eller New England. Flodmundingen må være indsejlingen til St. Lawrence-floden). I ”Bilag V: Fra Grønland til Nýaland” giver jeg et bud på hvad der skete med de gamle Grønlændere.

1 Garðarshólm (gen)opdages af Gardar fra Sjælland ca. år 860-864 e.Kr. Sønnen kaldes Une hinn danski og øen får navnet herefter. Grønlands Historiske Mindesmærker (1. bind, s.93-99). Vikingen (her sørøver) Naddodd havde bopæl på Færøerne og er den anden der i en storm finder Garðarshólm, som han kalder Snæland, ca. år 864-865 e.Kr. Jeg er klar over at Páll Theódórsson i indslaget “Landnám árið 670” (Ríkisútvarpið ohf, Sjónvarpið, miðvikudagur 4. nóv. 2009) forklarer hvorfor han fra undersøgelser af dyreknogler mener at der må have været bosætning på Island allerede fra år 670 e.Kr. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at dette må være sandt. Jeg viser i afsnittet ”Navigation - Solstenen og Solpejlskiven” (underafsnit ”Færøerne - hvor kom fårene fra?”), at irske munke kendte en sejlrute til Island og mod nord, som vi kan vise at deres keltiske/kimbriske forfædre havde allerede i 2-300 tallet e.Kr. Jeg mener dog vi skal vare os for at historierevidere Landnámabók’s beretning om Landnám af Island. Spredt bosættelse, midlertidigt under Sommerhalvåret?, er ikke landnám, som ”búðir” (boder) ej er ”hús mikil” (store huse). I de mange sammenhænge, hvor det er vigtigt at erindre hvornår samtiden mener landnám fandt sted, og derfor hvad var alment kendt og ukendt, fastholder jeg år 874 e.Kr. som Landnámstiden.

 

Fra Hauksbók:

”Af Hnū af Noregi skal sigla iamnan [=jamnan] í vestr til Hvarfs á Grænlandi; ok er þá siglt fyri norðan Hialtland svâ at því at eins sè þat at allgóð se [= sà] siovar [= sjóvar] sýn; en fyri sunan [= sunnan] Færeyiar [= Færeyjar] svâ at sior [= sjór] er í miðium [= miðjum] hlíðum; en svâ fyri sunan [= sunnan] Ísland, at [= að] þeir hafa af fugl ok hval”.

"Af Hnū (ud) af Norge skal (der) sejles jævnt i vest [= ret vest] til Hvarf i Grønland; og har man da sejlet norden om Shetland så(ledes) at det al-godt [= tydeligt] i søen synes; end sønden om Færøerne så(ledes) at søen [som set fra skibets stavn] er i midten (af) åbningen [mellem Færøerne i nord og Shetland i syd]; end så(ledes) sønden om Island, at man have fugle og hvaler (i syne) [dvs. når man ser bl.a. måger og andre søfugle på himlen ved man at disse befinder sig i flyveafstand fra Islands sydlige kyster]".

Min oversættelse til nudansk. I stednavnet "Hnū" kan endestavelsen "ū" måske være en forkortelse af "um", og derfor måske et for os i dag ukendt sted kaldet "Hernum". Vi ved tilsyneladende ikke hvor "Hnū" lå, men hvad vi kan sige er følgende. Sejladsen er en breddegradssejlads der skal ramme Shetlands nordlige kystlinie. Udgangspunktet er derfor omkring Bergen, hvorfra ruteforbindelsen altid har afgået. Som vi senere vil se er breddegradskursen 61º Nord, hvor det nuværende Bergen befinder sig på 60°38'N. Jeg foreslår derfor at "Hnū" faktisk er fra det oldnordiske "Hnūkr" (spidsen af en høj eller et bjerg) fordi det i rejsebeskrivelsen er underforstået at al sejlads påbegyndes i Bergen. Stednavnet "Hnū" er derfor en, af alle i samtiden kendt, landkending ved indsejlingen til Bergen.

”Hvarf” (vendepunkt) må nødvendigvis være østkysten af Grønland. Jeg mener ikke der er tale om et stednavn for et nøjagtigt sted, men om det område man ser på østkysten af Grønland ifald man har fulgt sejlbeskrivelsen. Formålet med brugen af "Hvarf" er at det for styrmanden udløser en kursændring til bagbord, og en land-i-sigte sejlads mod syd. Fra dette punkt har man Grønland i syne til styrbord indtil man kommer frem til indsejlingen til Rafnsfjörðr i Eystribygð.

 

Fra den Arnamagnæanske Samling på Københavns Universitet i et kopiskrift (s. 161) af Gissur Einarsson (biskop i Skálholt Stift fra 1541 til 1548, det første stift på Island fra år 1056 e.Kr.) kender vi også til den faste forbindelse mellem Island og Nýaland:

”Hafa vitrir menn sagt at suð vestr skal sigla til Nýalands undir Krysuvíkur bergi.”

”Have vidende mænd sagt, at sydvest skal sejles til Nýaland under [= fra] Krýsuvíkurberg".

Min oversættelse til nudansk. Udgangspunktet ligger på sydvestkysten af Island på næsset ved Keflavik lufhavn. Her finder vi øst for Grindavík langs strandvejen Suðurstrandarvegur, mellem Ögmundarhrauni og Selatanga, det lokale stednavn “gamla Krýsuvík”. Landkendingen er det nærliggende Krýsuvíkurberg.

 

 

 

Kort gjort af Sigurður Stefánsson, sýslumaður/foged eller skólameistarar i Skálholt i 1500 tallet. Originalen er forsvundet.
Ovennævnte er en kopi fra Þormóður Torfason (”Tormodus Torfæus”, 1636-1719): Gronlandia Antiqua (1706). 
Kilde: Jónas Kristjánsson, Icelandic Sagas and Manuscripts, Reykjavik, 1970, nr. 16.

 

Fordi længdegrader ikke var forstået i samtiden er vi nødt til at tage højde for dette i forståelsen af navigationsinstruksen til Nýaland. For hurtig orientering på kortet er Island indtegnet som nr. 2 ø over kompasrosen. Norge er landmassen i højre side. Grønland er landmassen øverst i venstre side. Under Island ligger den mystiske ø ”Frisland” 1 og til højre for denne Færøerne. Det amerikanske kontinent er opdelt i Helleland (Helluland), Marchland (Markland), Skralingeland (Skrælingeland) og Promonterium Vinlandia (Vinland's halvø, Vinland's forbjerg). Bemærk brugen af "Promonterium", der af Plinius den Ældre skrives "promunturium" i beskrivelsen af Jylland, visuelt er gengivet som en halvø, men samtidig har en bjergkæde. Vi kan ikke afgøre om dette er ordets vandrette eller lodrette betydning.

1 Grønlands Historiske Mindesmærker (1. bind, s. 145) skriver at det mystiske Friesland kan være blevet begravet af havet efter en stor oversvømmelse/flodbølge. Øerne kaldes på gamle søkort ”det sjunkne Frisland” eller ”Land van Bus”. Disse øer kan ligge enten syd for Island eller længere vest mod Amerikas kyster. ”Grønlandsfarere og Islandsfarere tale og endnu om farlige Grunde og Brændinger paa det selvsamme Strøg”.

 

Modsat Vinlandskortet er ingen forskere uenige i at dette kort er ægte. En kurs sydvest fra det sydvestlige Island vil derfor tage styrmanden direkte til Markland eller Skrælingeland (menes at være Labrador).

Jeg finder det i denne forbindelse interessant at en biskop og en foged/skolemester på samme tid i år 1541 skulle have så klar en forståelse for en sejlads der finder sted fra dette område af Island til Nýaland. Skálholt, 1 times kørsel indlands fra Reykjavík, var Islands absolutte center for teologi og lærdom. Skálholtsskóla hins forna, den gamle skole, er fra år 1056 e.Kr. og ruinerne af denne kan ses ved kirken. Dette tyder på dels at sejladsen mellem det sydvestlige Island og Nýaland fandt sted helt regulært, dels at denne må have fundet sted inden for kun få generationer fra år 1541 e.Kr. I ”Bilag V: Fra Grønland til Nýaland” behandles dette emne nærmere.

 

 

Positionsbestemmelse til søs

 

Der er to ting enhver styrmand er bekymret om til søs:

Hvor er jeg ?

Hvordan kommer jeg sikkert til mit mål?

Ved ”land-i-sigte”- metoden kan man bruge kendemærker på land. Uden syn af land kan man enten gøre bestikregning eller en nøjagtig beregning. En styrmand i 800 tallet kendte sin kurs og sin forventede sejltid. Han må have kendt sin udgangskurs, har ved at kaste lod kunne skønne sin fart, med en våd pegefinger har han bestemt vindens retning, og med runestaverne haft styr på sin tid. Dette har været en nogenlunde bestikberegning, der har givet styrmanden en fornemmelse af hvor han var, og hvor lang tid han havde igen.

Den geografiske bredde har man først kunne måle, som vi gør det i dag, fra 1400 tallet e.Kr., og den geografiske længde først fra ca. år 1750 e.Kr. Vi ved at rejsen fra Norge til Grønland foregik langs ca. 61º Nord. Ifald styrmanden forstod breddegrad og havde en vis at måle denne på, da kunne man krydse Atlanterhavet i en ”breddegrads”-sejlads. Niels Winther skrev i 1875 Færøernes oldtidshistorie og nævner her at man brugte ”solskuggefjøl” (solskyggebræt) til at bestemme den geografiske bredde med. Styrmanden har med denne metode afmærket solens middagsskygge på sit bræt, og har derfor kun skulle tilse, at denne skygge var ens under hele sejladsen på samme tidspunkt hver dag. En sådan metode kræver dog stadig evnen til at beregne tid og en forståelse for astronomi.

Vi ved, og kan vise, at en meget præcis forståelse for astronomi var tilstede. Vi ved også at styrmanden havde fuld forståelse for Polarstjernen, der ikke overraskende blev kaldt ”Leitherstjarna” (Ledestjernen). Kunne man tyde stjerner var man ”stjörnufróðr” (stjernekyndig). Ifald man havde kendskab til astronomi generelt var man ”stjörnubókarmaðr” eller ”stjörnurims-meistari”. Styrmanden har derfor vidst at Polarstjernens højde blev større ved rejser mod nord, men mindre ved rejser mod syd. Han har kunnet måle dette med f.eks. en stav i en udstrakt arm. Igen kræver dette dog en nogenlunde præcis beregning af tid.

Vi ved nøjagtigt hvorledes man omgik problemet med at besejle Norgeshavet uden kendskab til længdegradssejladser. Dette har stor betydning da denne indenrigssejlads, som "Danskebåten, Oslo-båden" i dag, har været stærkt befærdet.

Det fremgår af den oldengelske oversættelse af Paulus Orosius (385-420)’s værk “Historiarum adversum Paganos Libri Septem” fra ca. år 418 e.Kr. Oversættelsen kaldes “Old English Orosius” og er skrevet til Kong Alfred den Store medens han var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr.

Heri finder vi den ekstremt vigtige beretning om Ohthere’s rejse til Norden. Ohthere sejler ned langs kysten med Norge til bagbord, og vi kan se at han her betegner alle de norske landskaber samlet som ”Norðweg” (Nordvejen) (sætning 87). Han rejser længere sydpå fra Sciringesheale, Norge mod Hedeby (Hæþum), Sønderjylland. Sætning 95-96 siger:

"...ða he þiderweard seglode fram Sciringesheale, þa wæs him on þæt bæcbord Denamearc, & on þæt steorbord widsæ þry dagas;..."”...da han dertil sejlede frem [for] Sciringesheale, da var ham om bagbord Danmark, og til styrbord den vid[åbne] sø i 3 dage;…” 

Min oversættelse til nudansk.

 

Der er intet kryptisk i denne sætning. ”Denamearc” er her bl.a. Bohuslen sydpå via Halland, Skåne og Blekinge. Dette har Ohthere i syne mod øst, medens han har Norgeshavet til styrbord som det åbne hav vesterud (vandskabsnavnet "Kattegat" er nyt fra 1600 tallet e.Kr.). Ohthere gør derfor brug af ”land-i-sigte”-metoden, og følger nøjagtigt "Danskebåten, Oslo-båden"'s kurs. For at komme til Hedeby følger han ganske enkelt kyststrækningerne langs Nord-sjælland og Nord-fyn, og sejler nede igennem Lillebælt til Hedeby.

I underafsnit ”Hvor ligger Sciringesheale (Sciringeshēal), og er dette identisk til Skiringssal (Skíringssalr)?”) viser jeg hvorfor jeg mener at havnen Sciringesheale er identisk til havnen "Lahelle" i Kristiansand, hvor traditionel norsk forskning helst vil at stednavnet er ved Kaupangkilen i Viksfjord, 5 km udenfor Larvik, Vestfold. Forskellen mellem de to landingssteder er 95 sømil, men den faktiske forskel er kun 25 sømil da Ohthere fra "Lahelle" i Kristiansand har foretaget en breddegradssejlads direkte til kysten omkring Göteborg. Vi antager at styrmanden har brugt Håkull (Högkull), Kullen (Kullaberg), Skåne som landkending til at slå en breddegradskurs mod Nordsjælland, Afstanden er da 187-212 sømil. Da vi hører dette besejlet på 3 dage og nætter, har sejlfarten været ca. 62-71 sømil på 24 timer eller 2.5-3.0 knob (4.63-5.5 km/t). Sammenlign med at de ca. 400 sømil mellem Hedeby og Truso i 800 tallet e.Kr. blev besejlet med ca. 57 sømil på 24 timer eller 2.4 knob (4.4 km/t) (se afsnittet ”Garðaríki”).

Ovennævnte viser hvordan en styrmand, hvis han har fundamental forståelse for astronomi og beregning af tid, med simple og sikre værktøjer kan holde en kurs langs en forstået breddegrad.

Nr. 946. Then weyær ondh at widhe som skibed gaar i haffweth
(Den vej er vanskelig at vide som skibet tager i havet)

(Vi ved ikke om dette ordsprog viser virkelighedens navigationsproblemer eller alene er en lettere katolsk omskrivning af Ordsprogenes Bog 30:18-19 fra Det Gamle Testamente , der siger:

18. Tre ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke:
19. ørnens vej på himlen, slangens vej på klippen, skibets vej på havet, mandens vej til den unge kvinde.)

 

Leif den Lykkelige (Leifur Eiríksson) har en yderst interessant bemærkning i Flateyjarbók (Grænlendinga Saga, kapitel 2.) (år 1387-1394). Han omtaler her Vínland (Amerika):

”Meira var þar jafndægri en á Grænlandi eða Íslandi. Sól hafði þar eyktarstað og dagmálastað um skammdegi”.

”Mere var der lige længde for nat og dag end på Grønland og Island. Solen havde der (i Vínland, Amerika) eyktarstað og dagmálastað ved vintersolhverv”.

Min oversættelse til nudansk. ”Skammdegi” betyder, lig skammekrogen (den lille krog), faktisk ”de korte dage”, og skal forstås som en tidsforklaring for Vintersolhvervsdag.

 

Iflg. Oldnordisk Ordbog (1863, s.115) har ”eykt” på sennordisk på Grønland indskrænket sig til at betegne tidspunktet klokken 3½, samt tidsrummet 3½-4½. "Eyktarstaðr" var tidsgrænsen for eykt eller klokken 4½.

Dagmál var kl. 7½ el. 8 om morgenen. Dagmálstaðr er det sted, som betegner at det er dagmál, når solen står lige derover.

Mit gæt er at Leifur Eiríksson fortæller os at solen stod højt på himmelen klokken 8 om morgenen og og gik ned halvfem om eftermiddagen. Da dagen er Moders Nat dvs. 19/21 december år 1000 e.Kr. kan vi alle se at Leifur Eiríksson befinder sig væsentligt længere sydpå en breddegraden for Danmark (54-58º nord). Ved brug af et computerprogram fra U.S. Naval Observatory, Astronomical Applications Department kan vi se at de to nærmeste steder der 19. december 2002 svarer til beskrivelsen af Leifur Eiríksson er:

Hartford, Hartford County, Connecticut (latitude N41.8):

Sunrise 7:14 a.m.
Sunset 4:22 p.m.

Dover, Kent County, Delaware (latitude N39.2):

Sunrise 7:17 a.m.
Sunset 4:42 p.m.

Astronomiprofessor H. Geelmuyden mener at Leifur Eiríksson placerer solen 52½ grader på hver side af syd, hvilket omregnet giver 49º 55’ nord (New Foundland).

Navigatør og journalist M.M. Mjelde mener at Leifur Eiríksson placerer solen 60º hvilket omregnet giver 38º nord (ca. Maryland/Delaware).

Pointen her er at Leifur Eiríksson fejrer Moders Nat og holder jul i Vínland /Amerika i år 1000 e.Kr. og at han har beregnet sig frem til dette. Dette er fuldstændigt i overensstemmelse med hvad Procopius , byzantinsk græskskrivende historikeskriver skriver ca. år 550 e.Kr. at vi var i stand til at gøre.

Rejsen fra Hnū (ud) af Norge direkte til Hvarf på østkysten af Grønland er en rejse på ca. 1800 sømil, og i denne rejseanvisning indgår ikke ”land-i-sigte”-metoden. Det samme gør sig gældende for den direkte rejse fra Island til Nýaland (Amerika). At kunne holde kursen over så stort og åbent stræk har krævet ekstrem forståelse for navigation, og et instrument der kan give styrmanden en kurs at styre efter og fastholde over et langt tidsrum.

Vi har altid vidst at dette instrument fandtes fordi værktøjet på Færøerne kaldes "solskuggefjøl" (solskyggebræt), der bruges til at bestemme den geografiske bredde med. Styrmanden har med denne metode afmærket solens middagsskygge på sit bræt, og har derfor kun skulle tilse, at denne skygge var ens under hele sejladsen på samme tidspunkt hver dag. En sådan metode kræver dog stadig evnen at beregne tid, samt en forståelse for astronomi. Det kræver naturligvis også at man kan fastsætte Solens position.

I 1948 fandt magister C.L. Vebæk en solpejlskive eller solkompas i ruinerne af et nonnekloster i Siglufjörðr i Eystribygð, Grønland. Træskiven er dateret til år 1000 e.Kr. og befinder sig på Nationalmuseet. Pejlskiven har indridsninger, 2 af hvilke af gnomonkurver, dvs. solskyggens vandring gennem dagens timer; 1 for tiden omkring jævndøgn og 1 i nærheden af sommersolhverv på ca. 61° Nordlig bredde (Bergen og Eystribygð (Julianehåb)). Der er 16 parallelle streger, der angiver retning Nord.

Ved vi også fra Grænlendinga saga (kap.1), at når Solen var fremme kunne man ”deila ættir” (bestemme retninger). Når det var tåge, regn, sneede eller var totalt overskyet kom man i ”hafvilla” (havsvilde), dvs. man mistede orienteringen.

Lokalkongen Sigurðr Sýr (-1018) forklarer Kong Olaf Haraldsson (Óláfr Haraldsson, Olaf den Hellige, Olav II, år 995-1030 e.Kr.) hvilke idrætter (íþróttir) han havde lært af sin fader Úlfr; her gengivet i "Rauðúlfs þáttr", der en nyskabt samlet tekst af flere forskellige oprindelige tekster omhandlende samme beretning, herunder fra Snorre: Heimskringla (Ólafs saga helga):

Sigurðr sagði: Þat er at greina gang himintungla, þeirra er ek sé, ok kenna stjörnur, þær er stundir merkja, svá at ek mun vita lengd um dag ok nótt. Þó at ek sjá eigi himintungl, ok veit ek þó grein allra stunda bæði dag ok nótt.

Sigurd sagde: Det er at bestemme himmellegemernes gang, som jeg ser (dem), og kende stjernerne, der stunder [= timer] (af)mærker, så at jeg formår (at) vide længden på dag og nat. Selv når jeg ikke ser himmellegemerne, og ved jeg at bestemme alle timer både dag og nat.

Min oversættelse til nudansk. Det oldnordiske "stund" betegner såvel "tid, tidsrum", som det mere nøjagtige "1 time". Vi har den matematiske formel "þrjár stundir eru í eykt" (tre stunder er i eykt). I afsnittet "Forståelsen for ”tid”" viser jeg at "eykt"-systemet opdeler døgnet i grupper af 3 timer pr. eykt. Derfor betegner 1 stund = 1 time. Det ser derfor ud til at Sigurd's hovedproblem er at bestemme tid.

 

Problemet med at kunne bestemme Solens position på himlen under skydække blev løst ved opdagelsen af Solstenen (sólarstein).

Lokalkongen Sigurðr Sýr (-1018) forklarer Kong Olaf Haraldsson (Óláfr Haraldsson, Olaf den Hellige, Olav II, år 995-1030 e.Kr.) hvordan ”sólarstein” (solstenen) skal bruges i Snorre: Heimskringla (Ólafs saga helga).

"Veðr (var) þykt ok drífa, sem Sigurðr hafði sagt, Þá lét konúngr kalla til sín Dag ok Sigurð, sonu bónda; síðan lèt konúngr sjá út, ok sá hvergi skýlausan himin; þá bað konúngr Sigurð segja, hvar þá mundi sól komin; hann kvað glöggt á þat; konúngr lét taka sólarstein ok hèlt upp, ok sá hann þá, hvar geislaði úr steininum, ok markaði svâ til, sem Sigurðr hafði sagt".

"Vejret var stærk snestorm, som Sigurd havde sagt. Da lod kongen kalde til sig Dag og Sigurd, bondens sønner; siden lod kongen se ud, og så ingen steder en skyløs [=skyfri] himmel; da bad kongen Sigurd sige, på hvilken hånd solen ville (an)komme; han kvad skarpsynet om dette; kongen lod tage solstenen og holdt den oppe, og så han da, hvor(ledes) det strålede ud af stenen, og (af)mærkede således, som Sigurd havde sagt".

Min oversættelse til nudansk.

 

I Biskupa Sögur (Guðmundar saga góða, Prestssaga Guðmundar góða) skrevet af Guðmundur Arason hinn góði (1161-1237) hører vi:

”gaf biskup Rafni stóðhross góð ok sólarstein ok kyrtilsbúnað"

...

"En er Rafn var drepinn á Eyri, þá tóku þeir sólarstein[inn] ok kyrtilinn með búningi, ok syndist þeim steinninn hegettill, en kyrtillinn vondr sloftötur, ok köstoðu".

"gav biskoppen Hrafn (en) god stodhoppe og (en) solsten og (en) kjortel med besætning" 

...

"End da Rafn var (blevet) dræbt på Øre, da tog de solstenen og kjortlen med besætning, og da synes dem stenen overtroisk snak, end kjortlen et stribet slæb, og kastede dem (bort)".

Min oversættelse til nudansk. Beretningen er hentet fra Hrafns saga Sveinbjarnarsonar (1200 tallet). Solstenen er en gave fra biskop Guðmundur Arason hinn góði (1161-1237) til Hrafn for fint sømandskab udført. Hrafn Sveinbjarnarson (ca. 1166-1213) kom ud af en velhavende æt på Island, og foretog flere sørejser. En "stóðhross" (stodhoppe, stodhors) betegner en hoppe i en stod, på olddansk "stoþ" (flok), hvor ordet oprindeligt betegner en flok på 12 heste, jvf. Skånske Lov (kap. 169) fra år 1200-28 e.Kr.

Hrafn's hjemsted var Eyri (Øre) ved Arnarfjörð i Vestfjörðum i det nordvestlige Island. Egnens tingsted var Þingeyri i den tilstødende Dýrafjörður. jeg antager her at "hegettill" er fra "hègilja" (overtro, overtroisk snak). Jeg antager at "vondr" = "vöndr" og her opfattes som "blå, gul, blå stribe", samt at "sloftötur" er fra "slóði" (bl.a. slæb på klæder).

Den oldnordiske tekst fra Biskupa Sögur (1858, Fyrsta Bindi, s. 565) udgivet af Hinu Íslenzka Bókmentafèlagi.

 

Solstenens særlige evne ser derfor ud til at være at den kan opfange solens stråler gennem et skydække, her en snestorm i dagslys. Og heri består styrmandens eneste, men også livsvigtige, problem i kursfastsættelsen under skydække. Han skal vide Solens position på himlen. Herefter gør han brug af sin solpejlskive (solskuggefjøl, solskyggebræt). Det ser ud til at Solstenen netop besad den egenskab at den, selv under skydække, kunne opfange Solens lysstråler, hvorved Solens position på himlen kunne bestemmes.

Da ”sólarstein” (solstenen) ikke er omtalt før efter landnàm af Island år 874 e.Kr., forekommer det mig at solstenen må være en stenart fra Island. Det er foreslået at der kan være tale om den glasklare udgave af mineralet calcit (kalkspat, calcite), der kendes under navnet ”Islands-spat, islandsspat, dobbeltspalt, islandsk krystal, Iceland spar” 1 .

Det mest mærkværdige er at mathematicus regius (kgl. matematiklærer), fysikeren, lægen og rektor ved Københavns Universitet Erasmus (Rasmus) Bartholin (1625-1698) i sit hovedværk ”Experimenta crystalli Islandici disdiaclastici quibus mira & insolita refradio detegitur” (Undersøgelser over den dobbeltbrydende islandske krystal, hvorved en mærkelig og usædvanlig lysbrydning påvises, 1669) viser hvorledes ”islandsk krystal” har evnen at ”dobbeltspalte”, dvs. en lysstråle bliver brudt til to stråler i forskellige retninger; dobbeltbrydningen. Denne opdagelse i 1668 gjorde ham verdensberømt, men spørgsmålet er om han i virkeligheden genopdager en viden man allerede havde om solstenen, men som gik tabt. Det må være de selvsamme egenskaber der formår at bryde en lysstråle i to stråler, der samtidigt formår at opfange en for det menneskelige øje usynlig lystråle gennem et skydække.

Mineralet til doktorafhandlingen blev brudt i nærheden af gården Helgustaðir i Reyðarfjörður. Egnens oprindelige bygd hed "Búðareyri" (Bod-ør, Telt-ør). Udskibningen til Danmark fandt sted fra det nærliggende Eskifjörður, begge i det nordøstlige Island. Ifølge Erasmus Bartholin  berettede islandsfarerne at bjerget, hvori de mærkelige krystaller fandtes (Silfurbergsnáman, Sølvbjergsminen), var helt dækket af dette materiale på overfladen, og at lignende krystaller også fandtes andre steder på Island 2.

 

1
Se:
Ramón Hegedüs, Susanne Åkesson, Rüdiger Wehner, and Gábor Horváth: Could Vikings have navigated under foggy and cloudy conditions by skylight polarization? On the atmospheric optical prerequisites of polarimetric Viking navigation under foggy and cloudy skies (Proceedings of the Royal Society A, London, 2007, 463, 1081–1095).

Guy Ropars, Gabriel Gorre, Albert Le Floch, Jay Enoch, Vasudevan Lakshminarayanan: A depolarizer as a possible precise sunstone for Viking navigation by polarized skylight (Proceedings of the Royal Society A, London,1.11.2011).

2 Axel Garboe: Et manuskript til Erasmus Bartholins afhandling om lysets dobbeltbrydning 1669 (Fund og Forskning, Bind 8, 1961, s. 18).

 

I Erik den Rødes Saga (Eiríks saga rauða) skrives det at Erik den Rødes yngre søn Thorstein fik lyst til at fare til Vinland efter sin broder Thorvalds lig (Nú fýstist Þorsteinn Eireksson at fara til Vínlands eptir líki Þorvalds bróður síns). Sejladsen er en katastrofe. De 27 mand i skibet sejler hele sommeren fra Eriksfjord (Eireksfirði = Tunulliarfik, Tunnudluarbik fjorden) i havsvilde og må i vinterens første uge, dvs. 21-28. oktober, gå i land i Vestrebygden (hinni vestri bygð) i hvad kaldes ”Lýsufirði” (Lysefjorden = Godthåbsfjorden). De bruger med andre ord ca. 4 måneder på at sejle fra Eystribygð ved Julianehåb til Vestribygð ved Godthåb. Thorstein dør dér under overvintringen i telte! og de kommer aldrig videre. Vi skal derfor opfatte ”fare til Vinland” som at ”fare mod Vinland”, ikke nødvendigvis hele vejen dertil. Se "Grønlands Historiske Mindesmærker" (1838, 1. bind, s.231-237).
 
En normal samtidig sejlads mellem de to bygder var ”6 dages Roning med sex Mand paa en sexaaret Baad” 1. Thorstein’s mislykkede sommertogt giver os derfor, så vidt jeg kan se, en virkelig god indsigt i, at den vis man sejlede til Nýaland på netop var ved en breddegradssejlads.
 
Man vidste fra mundtlig lærdom hvor lang tid en breddegradssejlads mellem Grønland og Nýaland skulle tage i antal dage før der var land-i-sigte. Havde man ikke land-i-sigte inden for dette tidsrum vendte man om, og foretog samme breddegradssejlads tilbage til udgangspunktet. Herefter sejlede man mod nord og gentog breddegradssejladsen. Det antyder at man, korrekt, havde en forestilling om at vandet mellem Canada og Grønland var kileformet mellem landmasserne, dvs. jo længere nordpå man foretog breddegradssejladsen, des hurtigere burde man få land-i-sigte. Det er denne forståelse der bedømmes mislykket af Thorstein, og udløser overvintringen. Det ser ud til at breddegradssejladsen til Nýaland fra Grønland derfor er blevet foretaget fra 61º Nordlig bredde (Eystribygð, Julianehåb) til 64º Nordlig bredde (Vestribygð, Godthåb). Det chokerende udkom af en sådan forståelse er at styrmanden ganske enkelt har gjort brug af den samme solpejlskive eller solkompas, som blev fundet i ruinerne af et nonnekloster i Siglufjörðr, for at komme til Nýaland.
 
1 Grønlands Historiske Mindesmærker (1845, 3. bind, s. 877).

 

 

At gøre landnám

 

Grønlands Historiske Mindesmærker (1838, 1. bind, s.539-541) gengiver Þórsnesínga-Saga og Eyrbyggja-Saga (Thorsnæsboernes Saga og Øreboernes Saga) eller tilsammen forkortet "Eyrbyggja". Disse sagaer omhandler beretningen om hvorledes Rolf, også kaldet Thorolf, udvandrer fra øen Moster i Norge til Island. Vi kender helt præcist årstallet for hvornår dette sker; ”10 vintre efter Ingolf Arnasøns (Ingólfur Arnarson) bortrejse, for først at beboe Island”, dvs. år 884 e.Kr.

Her får vi formentlig en nøjagtig og oprindelig beskrivelse af hvorledes vi gjorde landnám - at tage ubeboet eller herreløst land i besiddelse. Vi skal først vide at Thorolf nedrev hele sin stavkirke, viet til Thor, og tog alt med sig på udvandringen til Island (se afsnittet ”Hearg, Vé og Stavkirker” for beskrivelse heraf). Blandt de genstande han tog med ombord på skibet var:

"...öndugissúlum, Þeim er í hofinu höfðu staðit. Þar var Þór skorinn á annari...""... de Høisædessøiler, som havde staaet i Gudehuset. Paa den ene af dem var Thors Billede udskaaret..."

Bemærk her at ”öndugissúlum" faktisk direkte betyder "ånds-søjler, åndevejs-søjler", dvs. "søjlerne med den forfædrende ånd". I afsnittet "Gudinden Dísar" viser jeg hvorfor ved gennemgangen af begrebet “Öndurdís”, som jeg mener er sammensat af ”Önd” (ånde, livsånde) + ”Dísar” (navnet på en gudinde), og med en samlet betydning ”Dísar’s livsånde”. Ordet "sulum" (søjler) er identisk til det oldengelske "syla" (støtte) og det oldnordiske "sylla, syllr", og derfor endestavelsen i "Yggdrasill" (se afsnittet "Yggdrasill, Mímameiðr & Hróðrbaðm – verdens- og juletræet"). Ordet indgår også på nudansk i omtalen af et hus bygget som en "sulekontruktion", hvor husets tag er opbygget med en vandret liggende tagbjælke, der understøttes af en søjle i hver ende, kaldet "sule". Se "Bilag V: Fra Grønland til Nýaland" (underafsnit "Beothuk – Búþokur - De der bebor det tågede land").

 

Da de ankom til den kyststrækning, der havde fanget deres interesse, kastede Thorolf de medbragte Højsædesøjler overbord. ”Thorolf gjorde da det Löfte, at han skulde nedsætte sig paa det Sted, der i Landet, hvor Thor lod Söilerne drive op af Söen” (Mælti hann þá svâ fyri, at hann mundi þar byggja á landi, sem Þór lèti súlurnar á land bera).

På denne vis har Thor, som forfædrenes repræsentant, med visdom fra søen, hvor den forfædrende ånd befinder sig, givet Thorolf et varsel om hvor der nøjagtigt skal gøres bopæl, og derfor hvor Gårdboen vil være tilfreds. Thorolf har selv, ved eget virke, valgt landskabet hvor der skal gøres landnám.

Det landskab Thorolf valgte kender vi i dag som Bredefjord (breiðafjörð, Breiðafjörður) – den 50 km brede og 125 km lange fjord på vestkysten af Island. Thorolf gør nu landfald, og gør herefter følgende for at "tage landet" i besiddelse:

 "...Eptir þat fór Þórólfr eldi um landnám sitt, ok nam land..." "...Efter dette fór Thorolf ilden om sit landnám, og tog land..."  

Min oversættelse til nudansk.

 

Sætningen er vigtig er opfatte ret. Thorolf vandrer derfor med en lysende fakkel rundt i skellet på hele sin ejendom. Thorolf "lyser" hermed sin ejendom, som han senere på thinget vil mundtligt "tinglyse" samme over for sine landsmænd. Men samtidig bærer han med sin fakkel arneilden "eiskald, eisköld" (den gloende kilde) rundt i skellet på sin jordbesiddelse. På samme vis som man ved fraflytning fra en gård (i utide) slukker for arneilden, kaldet "kaldakol" (arneildens udslukkelse). Som kenning opfatter vi arneilden som hjertet, hvis banken er forudsætningen for omløb af blod og derfor liv. For et eksempel herpå se Fáfnismál (vers 27, Ældre Edda).

Forståelsen for at alle rum, her Thorolf’s jordbesiddelse, er omringet af en rensende ild, Skærsilden, ses f.eks. i Skírnismál (vers 9, Ældre Edda) og Fjolsvinnsmál (vers 31, Ældre Edda). Dette er gennemgået i afsnittet Begravelse - ligbrænding i skib”.

Det er samme forståelse for rensende ild der gør at husmoderen under ritualet ”bjóða álfum heima” (bød alferne til sit hjem) går rundt med en lysende fakkel i hele stuehuset. Ritualet er gengivet i afsnittet "Julenisserne – Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer" (underafsnit "Alfer"). 

I afsnittet "Stammen – thingstyret og samme sæder" (underafsnit "Þórsnes - Thornæs Thing") vises visuelt hvor Thorolf lagde gården og thinget.

 

 

 chap19-4-14.jpg

Hammers runestenen i Lärbro, Gotland dateret til 7-800 tallet e.Kr. 4. række fra oven gengiver et krigsskib under anfald kommende ind fra læserens venstre side, hvor 4 krigere med løftede sværd og runde skjolde er klar. Fra billedstenens højre side forsvarer 3 krigere landet med løftede sværd og runde skjolde. Den forsvarende kvinde i midten, Den Jordlige Moder /Moder Jord (derfor er hun person nr. 8), står med en løftet og brændende fakkel, der skal vise at de forsvarende landeværnere har "lyst" landet, og dermed gjort landnám.
 

 

 

Færøerne - hvor kom fårene fra?


Steffen Stummann Hansen: Hvem kom først? i Skalk (2009:1, s.3-6) har kigget nærmere på den britiske (keltiske) indflydelse på Færøerne før og under landnám af øerne. DNA undersøgelser viser at 87% af mænd i landnámstiden var af skandinavisk oprindelse. Omvendt var 83% af kvinderne af britisk (keltisk) oprindelse. Med andre ord; der har i de tidlige år været et enormt underskud af kvinder på Færøerne 1, der derfor er blevet hentet fra Skotland og/eller købt i Dyflin (Dublin), grundlagt af Ragnar Loðbrók år 841 e.Kr. Vi blev smidt ud af Dublin år 902 e.Kr. I "Bilag L: DNA – to staldbrødres vidnesbyrd og Helligdoms Ed" (underafsnit "Irland") viser jeg at DNA undersøgelser fra Irland har vist, at der ingen skandinavisk gen-indflydelse findes uden for handelsstationen i Dyflin (Dublin). 
 
1 Under et ophold i Singapore i 1986, afventende flyet til Sydney, Australien, mindede en engelsk ven mig om dette: "Australia: Where men are men and sheep are nervous". Også Australien havde, og har, et underskud af kvinder. Årsagen er den samme, og udsagnet bruges da også flittigt om mænd fra New Zealand, Skotland og Wales.
 

Den irske munk Dicuil: De mensura Orbis terrae (Om jordklodens udstrækning) fra ca. år 825 e.Kr., beretter om en øgruppe, som man når til fra Britannien efter to dages og én nats sejlads mod nord. Disse var næsten alle adskilt fra hinanden af smalle stræder. Øerne var ubeboede (i ca. år 825 e.Kr.), men 100 år tidligere (dvs. fra ca. år 725 e.Kr.) havde de været beboet af irske eneboermunke, indtil disse på et ukendt tidspunkt før år 825 e.Kr. valgte at forlade øerne på grund af skandinaviske vikinger.
 
Disse eneboermunke kaldes på oldirsk "papar" (fader), hvorfra det kommer ind i senlatinsk, og i dag er titlen givet til det romersk-katolske overhoved "paven" på latinske sprog. F.eks. kaldes den lille ø nord for Westr Øy, Orkney for "Papa" og den lille holm for "Holm of Papa". På Shetland kaldes en af de små vestlige øer for "Papa Stour", og hvorpå findes stednavnet "Midgairth" eller "Midgård". Nordøst derfra findes den lille ø "Papa litle". Længere mod syd finder vi, øst for den lille ø Oxnu, en ø af samme størrelse kaldet "Papa", og på øen Burghu øst derfra, stednavnet "Paphill" (Se kortet "ORCADVM et SCHETLANDIÆ INSVLARVM accuratiffima defcriptio" fra 1654).
 
Steffen Stummann Hansen lurer, som mange andre, på om vi i Dicuil's beretning har en beskrivelse af Færøerne. Han er, helt korrekt, meget forsigtig i at drage en endelig slutning herom. Lad os gengive den latinske ordlyd (kap. 7.2 og 7.3) med min oversættelse til nudansk:

"...Trigesimus nunc annus est a quo nuntiaverunt mihi clerici1, qui a kalendis febroarii usque kalendis augusti in illa insula manserunt, quod, non solum in aestivo solstitio, sed in diebus circa illud, in vespertina hora2, occidens sol abscondit se quasi trans parvulum tumulum, ita ut, nihil tenebrarum in minimo spatio ipso fiat, sed quicquid homo operari voluerit, vel peduculos de camisia abstrahere, tanquam in praesentia solis potest; et, si in altitudine montium eius fuissent, forsitan nunquam sol absconderetur ab illis. In medio illius minimi temporis, medium noctis fit in medio orbis terrae [iuncto: "Et sic puto, e contrario in hiemali solstitio, et in paucis diebus circa illud, auroram in minimo spatio in Thyle apparere quando meridies fit in medio orbis terrae"]; et idcirco mentientes falluntur qui circum eam concretum fore mare scripserunt, et qui a vernali aequinoctio usque ad autumnale continuum diem sine nocte, atque autumnali, versa vice, usque ad vernale aequinoctium assiduam quidem noctem, dum illi navigantes in naturali tempore magni frigoris eam intrabant, ac manentes in ipsa, dies noctesque semper praeter solstitii tempus alternatim habebant; sed, navigatione unius die ex illa ad boream congelatum mare invenerunt.
 
Sunt aliae insulae multae in Septentrionali Britanniae Oceano, quae a septentrionalibus Britanniae insulis duorum dierum ac noctium recta navigatione, plenis velis, assiduo feliciter vento adiri queunt3. Aliquis presbyter 4 religiosus mihi retulit quod, in duobus aestivis diebus, et una intercedente nocte, navigans in duorum navicula transtrorum, in unam illarum introivit5. Illae insulae sunt aliae parvulae; fere cunctae simul angustis distantes fretis, in quibus in centum ferme annis heremitae ex nostra Scotia navigantes habitaverunt, sed, sicut a principio mundi, desertae semper fuerunt; ita, nunc causa latronum Nortmannorum, vacuae anachoritis6, plenae innumerabilibus ovibus, ac diversis generibus multis nimis marinarum avium..."
"... Det er tredive år siden klerker1 erklærede til mig, at fra kalender[måneden] februar indtil kalender[måneden] august opholdt de sig på en ø (dvs. fra februar til august år 795 e.Kr.), hvor ikke kun ved Sommersolhverv, men også dagene omkring dér, i tiden for aftenbøn2, solnedgangen skjuler sig som var det bagom en lille høj, på en sådan vis, [at] der intet mørke er i dette korte tidsrum, og ydermere hvilket menneske arbejde byder, om nødvendigt ved midnat kan tage sin kjortel af, som følge af tilstedeværelsen af solens [varmende] kraft; og, hvis man højt op i bjergene påtænker at begive sig, sandsynligvis ville solen dér aldrig skjule sig. Det er normalt på denne årstid, at alle nætter [på disse breddegrader] er som så overalt på Jorden [tilføjelse: "Og derfor kan vi slutte, at modsat ved Vintersolhverv, og få dage omkring dér, det gyldne korte tidsrum i Thule bliver synligt på sydlige [breddegrader] overalt på Jorden"]; og af denne årsag er det falsk tanke denne vej rundt at udtale sig endegyldigt i skrift om havet, og fra Forårsjævndøgn helt frem til efteråret fortsætter dage uden nætter, ved efterårstid er det modsatte gældende; helt frem til Forårsjævndøgn er der faktisk ubrudt nat, medens de søfarende forbliver inden for i naturens store kolde tidsrum, og dette fortsætter således; de daglige nætter altid herefter frem til tiden for Solhverv bevæge sig mod det modsatte; ydermere, ved sejlads én dag fra denne [ø] med nordenvinden ankommer man til det frosne hav.
 
Der findes talrige andre øer i havet nord for Britannien; fra de nordlige britiske øer; [efter] to dage [og] ligeså nætter's lige sejlads, [med] fyldte sejl; vedvarende god bør, ankommes dertil3. At hvad angår [de] gudfrygtige Ældre; to sommerdage, og én nat imellem; besejlede i to mindre fartøjer med rorbænke, samlet disse ankom dertil5. Disse øer er som de andre meget små; de er næsten alle sammen adskilt af snævre stræder, til hvilken for næsten hundrede år siden (dvs. ca. år 725 e.Kr.) eneboere fra vor Skotland sejlede, gørende landnám, og ydermere, som ved verdens begyndelse, de flygtede fra [og] efterlod for altid; derfor som følge af Mænd fra Nord's sørøveri i dette tidsrum, blev [øerne] efterladt ubeboet af eneboer-munkene6, fyldt med utallige får, og mangfoldige forskellige typer af de største søfugle..."


Min oversættelse til nudansk. Se også oversættelsen af Th. Thoroddsen, adjunkt i Reykjavik: Oversigt over de geografiske Kundskaber om Island før Reformationen (Geografisk Tidsskrift, 1889-1890, Bind 10, kap. III., s. 108)

1 Saxo var "klerk" (oldengelsk "clerc") for Absalon. Brugen af "clerici", fra senlatinsk "clericus", må derfor som udgangspunkt antages at være en troværdig kilde, og fremhæves formentligt af Dicuil netop denne årsag. I samtiden skal vi opfattes "clerici" som flertalsformen "præsteskabet", jvf. f.eks. det nuengelske "clergy" (præsteskab).
 
2 fra græsk til latin "vesper" (aften). I Middelalderens kristne ritualopbygning er "vespertina synaxis" (aftentimen) tiden hvor der bedes og synges. Tidspunktet var afhængig af årstiden og det geografiske sted, mellem kl. 16-18 (10.-12. time). Tanken var at ritualet skulle finde sted lige før solnedgang, således at det afsluttedes med solens afgang fra himlen. Det er denne sammenhæng mellem solnedgang og "vespertina synaxis" der er vigtig at forstå.
 
3 Jeg mener dette må være de 70 øer, hvoraf 20 beboet, der udgør Orkney. Vi antager at sejlruten tog udgangspunkt fra østkysten af Isle of Lewis (den nordligste af øerne på Hebriderne, der må være "de nordlige britiske øer", og hvor de skandinaviske taflbrikker fra ca. år 1135-1150 e.Kr. blev fundet). Herefter blev der sat en breddegradskurs til vestkysten af det skotske fastland. Ved landkending sattes kursen mod nord og ved brug af "land-i-sigte"-metoden blev der sejlet nord om Skotland. Ved landkending nordvest for Thurso, sattes en nordlig kurs fra Ducansby Head (Dungysby Head), Caithness ("Katanes" oldnordisk) de sidste 11 km tværs over Pentland Firth (Pichtland Fyrth) til Brough Ness (Brughness) på South Ronaldsay (South Ranals Øy, South Ronans Øy). Endemålet har været Mainland, hvor Kirkwall (Kirkewale (Middle English), Kirckeuog (olddansk), dvs. "kirkja" + "vogr, vágr" eller "Kirkevig" ) og Stromness ligger. Den sidste længdegradssejlads lader sig gøre fordi "land-i-sigte"-metoden kan gøres gældende. Den samlede sejlads udgør ca. 141 sømil. Da vi hører dette besejlet på 2 dage (og nætter), har sejlfarten været ca. 71 sømil på 24 timer eller 2.9 knob (5.4 km/t), og her forudsættes god bør hele vejen. Sammenlign dette med at Sciringesheale (Skiringssal) til landkendingen Håkull (Högkull), Kullen (Kullaberg), Skåne blev besejlet med ca. 62 sømil på 24 timer eller 2.5 knob (4.63 km/t). De ca. 400 sømil mellem Hedeby og Truso i 800 tallet e.Kr. blev besejlet med ca. 57 sømil på 24 timer eller 2.4 knob (4.4 km/t) (se afsnittet ”Garðaríki”).
 
4 Brugen af det græske ord "presbyter" (πρεσβύτερος, presbyteros) i en latinsk tekst må betyde at vi skal opfatte dette som en titlen "Ældre" i omtalen af en romersk-katolsk rangorden. Spørgsmålet er her om dette ikke er en henvisning til eneboer-munkene "papar" (fader).
 
5 Jeg mener at denne sætning forklarer en videre sejlads fra Orkney til Shetland. Den samlede sejlads mellem Orkney og Shetland har været ca. 121 sømil, der blev sejlet på 36 timer i robåde om sommeren. Dette giver en sejlfart på 3.36 knob (6.3 km/t). Vi kan sikkert regne med at sejladsen har fundet sted i áttamannafar til seksæringur, dvs. fra 8-12 mand i en robåd med sejl og 24-28 fod lang (se afsnittet "Færøbåden").
 
6 fra græsk "anachoritis" (direkte "en afrejsende"), men skal opfattes som en eneboer-munk, dvs. identisk til "papar" (fader) - se note 4.

 

Jeg mener som udgangspunkt ikke at vi her har en beskrivelse af Færøerne, men en beskrivelse af en sejlads fra Hebriderne over Orkney til Shetlandsøerne. De ovenfor gengivne stednavne med "papa" blandt øgrupperne må stærkt underbygge denne formodning. Dernæst, og det mener jeg er kritisk at forstå ret, er det en sejlteknisk umulighed i 800 tallet e.Kr. at foretage en længdegradssejlads uden brug af "land-i-sigte"-metoden. Det forekom derfor aldrig, at man sejlede direkte fra Hebriderne eller Orkney til Færøerne. Ankomsten til Færøerne er altid sket i en breddegradssejlads fra enten Shetlandsøerne eller direkte fra Norge. En breddegradssejlads fra Shetlandsøerne til Færøerne er ca. 246 sømil lang. Vi har nok viden til at kunne sige at sejladsen er sket med ca. 65 sømil på 24 timer, og derfor har taget ca. 4 dage og 4 nætter. Der er ca. 264 sømil fra Orkney til Færøerne. En direkte sejlads, var dette muligt, ville derfor tage ca. 4 dage og 4 nætter. Derfor kan vi med stor sikkerhed sige at den irske munk Dicuil ikke beskriver en sejlads til Færøerne. Omvendt forekommer det samtidigt en logisk brist, at ifald de irske eneboermunke drog til Orkney, Shetland og Island1, at de så ikke skulle have gjort landfald på Færøerne. Stednavnene "Paparøkur" (ved Vestmanna, midten af Streymoy) og "Papurshílsur" (ved Saksun, nordvestlige Streymoy) antyder at eneboermunkene ankom til Færøerne. Gravstenene på kirkegårdene Ólansgarður på Skúvoy og Kirkjubøur på Streymoy med kors af latinsk og irsk type, kan enten være fra eneboermunkene eller fra de tilførte britiske (keltiske) kvinder.
 
1 Íslendingabók (kap. 1. Frá Íslands byggð) fra år 1122-33 e.Kr. skriver: "þann tíð var Ísland viði vaxit á milli fjalls ok fjöru. Þá váru hér menn kristnir, þeir er Norðmenn kalla Papa, en þeir fóru síðan á braut, af því at þeir vildu eigi vera hér við heiðna menn, ok létu eftir bækr írskar ok bjöllur ok bagla. Af því mátti skilja, at þeir váru menn írskir".
 
Det er ligeledes sandsynligt at Dicuil: De mensura Orbis terrae kalder Island for "Thyle" (se kap. 7.2 ovenfor). Fordi "Thule" altid har været opfattet som det nordligste nord, undergår landskabsforståelsen en geografisk forandring i takt med opdagelsen af nyt land. Hos Procopius ca. år 550 e.Kr. i ”De Bello Gothico” (VI: XV) er det fra Midt/Nord-jylland mod nord. Fra 700 tallet e.Kr. ved man at der findes øer længere mod nord og forståelsen af "Thule" flyttes til Island (og videre?). Vi kan se at dette stadig er gældende hos Adam af Bremen, da han år 1070-2 e.Kr. skriver sin krønike (Bog 4:XXXVI, Beskrivelse af Nordens Øer, s. 288):

“Haec itaque Thyle nunc Island appellatur, a glacie quae occemum astringit”
(Dette Thule kaldes da nu Island, efter den Is, som binder Oceanet)

Gaius Julius Solinus: Polyhistor (kap. 22) skriver i 2-300 tallet e.Kr.:
 

 “...Ab Orcadibus Thylen usque 5 dierum ac noctium navigatio est; sed Thyle larga et diutina Pomona copiosa est...”
”...Fra Orkney, Thule er 5 dage og nætter’s sejlads; ydermere Thule har rigelig og langvarig frugtbar overflod...”


Her skal læseren gøre brug af den viden vi nu besidder. Gaius Julius Solinus’s samtid er 2-300 tallet e.Kr. Orkney er kendt af romerne fordi øgruppen visuelt kan ses fra fastlandet i Briannien. Det ”Thule” Solinus her omtaler efter 5 dages rejse dag og nat, er under ingen omstændigheder en længdegradssejlads mod nord. Den efterfølgende sætning, der beskriver overflod af afgrøder udelukker selvklart, at dette kan være Island eller Færøerne. Det er derimod en breddegradssejlads. Antager vi at sejladsen er sket med ca. 65 sømil på 24 timer, kan vi slutte at den samlede rejse har været på ca. 325 sømil. Stikker vi en kurs ret øst fra Orkney med ca. 325 sømil til rådighed, da ankommer vi sikkert til sydvestkysten af Norge (Hordaland, Rogaland og Vestagder), og formentlig til en havn omkring Björgvin (Bergen), måske ved halvøen Nordnes, hvor rettersted og ærkebispegården lå i begyndelsen af 1300 tallet e.Kr.

Anders Sørensen Wedel (1542-1616): Hundredevisebog (1591) giver os i folkevisen ”Kong Hogen Hogenssøns dødelig affgang vdi Kirckeuog paa Orckenø” (vers 28) sejlruten mellem Orkney og de norske landskaber:

”Fra Kirckeuog lagde de vd met Skib,
til Bergen monne de seyle:
Der Bleff vndfangen den Herris Ljg,
som hand begerede at huile”

Kong Hogen Hogenssøn er identisk til Håkon Håkonsson (regent 1217-1263). Da hans søn Magnus Lagabøte (Magnus VI., regent 1263-1280) nævnes (vers 7, 23), og da dette omhandler Kong Håkon’s død, er året 1263 e.Kr. og dagen fredag den 14. eller lørdag d. 15. december (vers 27). Kongen døde under en sørejse fra ”Kirckeuog” (Kirkevig, Kirkwall) på Orkney undervejs til Bergen Brygge, hvorfra de var afsejlet (vers 6). Vi ved han var på tog mod Aleksander III, konge af Skotland (Den Strålende, regent 1241-1286) for at forsvare Isle of Man og Hebriderne (Suðreyjar, Suðrland) mod anfald fra Skotland (vers 2). Dette blev kendt som Slaget ved Largs, North Ayrshire (2. oktober 1263). Sejlruten var med afgang fra Bergen Brygge. Herefter sejledes mod syd langs den norske vestkyst til landkendingen ”Lindesnes” (vers 11), den sydligste spids i de norske landskaber i Vestagder, og hvor det første norske fyrtårn blev rejst i 1656. Herefter lagde man en breddegradskurs direkte vest til ”Kirckeuog” (Kirkevig, Kirkwall) på Orkney. 
 
Det ”Thule” Gaius Julius Solinus har beskrevet for os i 2-300 tallet e.Kr. er derfor identisk med de norske landskaber, der igen svarer til den opfattelse Procopius har ca. år 550 e.Kr. Den første tanke ved forståelsen af denne rejsebeskrivelse fra 2-300 tallet e.Kr. er, at sejlruten fra Norge til Orkney er kendt på dette tidlige tidspunkt. Var det i virkeligheden kimbrerne, og derfor senere irerne, der kendte til dette helt tilbage fra 400 tallet f.Kr.?
 
At sejlruten mellem Norge og Orkney er kendt allerede i 2-300 tallet e.Kr. forekommer umiddelbart overraskende, men er faktisk hvad vi må forvente givet de begivenheder, der finder sted op til de første udvandringer til Britannien fra år 446 e.Kr. fremefter. Jeg har gennemgået disse i afsnittet "Kongedømmerne i Britannien (udover Øst-Anglen)". Hengest's farfader Wecta/Vitta/Pikte (ca. år 340-380 e.Kr.) drager på "Pikte-tog" til Øst-Skotland. Den græsk/romerske historieskriver Ammianus Marcellinus, hvis overlevende værker omhandler tidsrummet år 353-378 e.Kr. behandler bl.a. situationen i de romerske kolonier i Britannien, og viser os, at "vi" er med i den 2. invasion år 364 e.Kr. mod det romersk-besatte England, ned over Hadrians mur/Antonie muren mod syd. Kender vi vejen fra Jylland til Skotland, er det rimeligt at antage, at vi ligeledes har kendt vejen fra Norge til Orkney.

 

Det må være sandt, at det er eneboermunkene der bringer får til såvel Orkney, Shetland som Færøerne. Det må også være sandt, at Færøerne navngives som så af os fordi der ved vor ankomst allerede findes et stort antal får. Det følger herfra, at det må være en rimelig antagelse at Dicuil's bemærkning om øer "fyldt med utallige får" må være en henvisning til Færøerne, selvom han har beskrevet en sejlads til Shetlandsøerne.
 
Samtidigt er vigtigt at holde sig for, at i tid og sted er de irske eneboermunke fordrevet fra Orkney, Shetland og Færøerne inden vi ankommer dertil. Derfor er det korrekt at tale om at der gøres "landnám" (at tage ubeboet land i besiddelse) på bl.a. Færøerne.

Færeyínga saga er formentlig skrevet på Island i 1200 tallet e.Kr. Den kommer til os i brudstykker gennem Flateyjarbók (år 1387-1395 e.Kr.) under ”Ólafs saga Tryggvasonar en mesta” (en anden udgave end den der findes i Heimskringla). Det er Carl Christian Rafn (1795-1864), der genskaber denne saga med ”Færeyínga saga eller Færøboernes historie i den islandske grundtekst med færø­isk og dansk oversættelse” (1832).

Kap. 1 lyder:

Madr er nefnndr Grimr kamban hann bygde fystr Færeyiar a dögum Haralldz hins harfagra. þa flydu firir hans ofriki fjolde manna. settuzst sumir j Færeyium ok bygdu þar en sumir leitudu til annarra eydelanda. Audr hin diupaudga for til Jslandz ok kom vid Færeyjar ok gipti þar Olofu dottur Þorstæins rauds. ok er þadan kominn hinn mesti kynþattr Færeyinga er þeir kalla Götuskeggia er bygdu j Austrey.En mand er (be)nævnt Grímur Kamban(.) Han (be)byggede først Færøerne i Harald hin Hårfager’s dage. Da flygtede fra hans voldsherredømme mangen en mand. Somme satte sig på Færøerne og byggede dér(,) end somme ledtes til andre øde lande. Aud den Dybtænkende fór til Island og kom til Færøerne og (bort)giftede der Olov(,) datter Torstein (den) Røde. Og er derfra kommen hin største færøske æt; de kaldes Gøtarskæg; de byggede på Østerø.


Min oversættelse til nudansk.

 

Aud den Dybtænkende nævnes som ”Audr diupudga” i Hyndluljóð (vers 28, Ældre Edda) og som ”Auðr in djúpúðga” i ”Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (kap. 2). Se afsnittet ”Den hellige kop og barnedåb”. Hyndluljóð (vers 28, Ældre Edda) forklarer os at hun er ”Ivars datter” (Ifuars dottir), dvs. datter, flere slægtled tilbage, af Ivar Vidfavne (Ynglinga-æt nr. 24, 550-600 e.Kr.). Se afsnittet ”Ynglinga/Freyunge-ætten”. Vi kan ligeledes nøje ankerdatere hendes samtid til under Kong Harald Hildetand (Scyldinga-æt nr. 27, ca. 710-770/2), samt dennes halvbroder, den frisiske hertugsøn Randver (se afsnittet ”Fresna Cynne – Den frisiske slægt”). Antager vi nu at sætningen ”gipti þar Olofu dottur Þorstæins rauds” ((bort)giftede der Olov(,) datter Torstein (den) Røde) skal opfattes således, at hun bortgifter sit barnebarn Olov, der var datter af hendes søn Torstein (den) Røde (Torstein Raud, Þorsteinn rauður), da er Aud højt oppe i årene. Vi er derfor inde i 800 tallet e.Kr. da dette giftermål finder sted. Jvf. Skjoldungasaga var Ivar Vidfadme Skånekonge, og da Aud tilmed at moder til Kong Harald Hildetand og til Randver, som hun fik med den frisiske hersker Radbod, er det klart at Aud nævnes her fordi hun er ud af den danske kongeslægt. Det er også derfor hun i forbindelse med landnám af Færøerne lader en prinsesse af den danske kongeslægt gifte sig ind på Færøerne.

Vi har mindst tre yderligere kilder til rådighed:

 Erik den Rødes Saga
(Eiríks saga rauða, kap. 1).

Heimskringla:
Haralds saga hárfagra
(22. Vesturferð Haralds Konungs)

 Laxdæla Saga (4. kafli - Enn af Katli flatnef)
 “Óleifur hét herkonungur er kallaður var Óleifur hvíti. Hann var son Ingjalds konungs Helgasonar, Ólafssonar, Guðröðarsonar, Hálfdanarsonar hvítbeins Upplendingakonungs. Óleifur herjaði í vesturvíking og vann Dyflinni á Írlandi og Dyflinnarskíri og gerðist konungur yfir. Hann fékk Auðar djúpúðgu dóttur Ketils Flatnefs Bjarnarsonar bunu, ágæts manns úr Noregi. Þorsteinn rauður hét son þeirra.““...Þá kom til lags við hann Þorsteinn rauður, sonur Ólafs hvíta og Auðar hinnar djúpúðgu. Þeir herjuðu á Skotland og eignuðust Katanes og Suðurland allt til Ekkjalsbakka...”"...Unnur djúpúðga var á Katanesi er Þorsteinn féll, son hennar.... Unnur heldur skipinu í Orkneyjar þegar er hún var búin. Þar dvaldist hún litla hríð. Þar gifti hún Gró dóttur Þorsteins rauðs.... og er þaðan komið kyn allra Orkneyingajarla... Eftir það hélt Unnur skipi sínu til Færeyja og átti þar enn nokkura dvöl. Þar gifti hún aðra dóttur Þorsteins. Sú hét Ólöf. Þaðan er komin sú ætt er ágæst er í því landi er þeir kalla Götuskeggja.“

"Suðurland, Suðreyjar, Suðrland, Sydøerne, Sydland" (Hebriderne, som set fra Norge), "Katanes" (Caithness) på det skotske fastland over for Orkney, "Ekkjalsbakka" (Strath Oikel), landskabet Sutherland (Sutherlandshire), der er fastlandet over for ""Suðurland, Suðreyjar" (Hebriderne), vest for "Katanes" (Caithness).

 

Ikke nok med at Aud's æt leverer kongelig æt til Færøerne. Gennem Torstein (den) Røde (Torstein Raud, Þorsteinn rauður)'s anden datter Gró, er samme æt ligeledes arveretligt ophavet til Orkneyjarlerne. Vi kan se hvorfor det er Aud der må tilse at børnebørnene opnår gode giftermål. Hendes søn, børnenes fader, faldt i kamp, og denne hændelse udløser at arveretten må sikres ved giftermål. Vær opmærksom på sætningen "Auðar djúpúðgu dóttur Ketils Flatnefs Bjarnarsonar bunu", dvs. at Aud er datter af Ketil Flatnefs Bjarnesøn Bue. Ketil, der var "hersir" i de norske landskaber, var igen søn af Bjarnar bunu Grímssonar. Aud's moder skulle være Yngveldar. Der kan ikke være tale om to forskellige kvinder, og Hyndluljóð (Ældre Edda) er en af de ældste og bedste kilder vi har til rådighed. Forbindelsen til Ivar Vidfavne må derfor være flere slægtled tilbage.

Endelig skal vi vide at Aud, under navnene "Auður, Unnur, Uður" min sandten også er landnámskona i Dölum på Island. Ifølge Þórsnesínga-Saga og Eyrbyggja-Saga (Thorsnæsboernes Saga og Øreboernes Saga) eller tilsammen forkortet "Eyrbyggja" (kap. 6), gjorde hun landnám af "öll Dalalönd í Breiðafirði, í milli Skraumuhlaupsár og Dögurðarár, og bjó í Hvammi".

Randver’s søn er Sigurd Ring, der dræber Kong Harald Hildetand år 770-72 e.Kr. i Slaget ved Bravalla (Bravellir, Bråviken, Bra-wel) ved Östergötland's kyst. Sigurd Ring var Vestgöternes lydkonge. Derfor ender den fremmeste færøske æt op med kaldenavnet ”Götuskeggia” (Gøtarskæg). Brugen af ”skeggia” mener jeg må være det det oldnordiske ”skeggja”, der er det ord vi har for den særlige ”skægøkse”. Øksen har dette navn fordi øksens blad er formet som skægget på en voksen, fribåren mand og kriger. Fra denne forståelse følger det oldnordiske ordsprog ”skriða undir skegg”, direkte ”skrider under skæg”, men opfattes som ”ydmyge sig”. Besidderen af skæg, faktisk eller økse, er derfor en kenning for hersker. Derfor har Odin, som shaman og Jólnir, heitet "Siðskeggr” (Langskæg) i Grímnismál (vers 48, Ældre Edda), og derfor er den færøske Götuskeggia-æt en betegnelse for ætten med ret til at herske over Færøerne.

Som alle andre ligeledes påpeger, er benævnelsen af samtiden som værende i regeringstiden under Harald Hårfager (Haraldur hinn hárfagri konungur, 858-933, regent ca. 871-932 e.Kr.) forkert. Hvad kan være tilfældet er at Grímur Kamban's landnám af Færøerne finder sted efter år 825 e.Kr., og meget tæt på Harald Hårfagers fødselsår ca. år 858 e.Kr. Dette stemmer overens med at det ser ud til at Grímur Kamban’s sønnesøn, Þórólfur smjör (Tórálvur Smør) "æt bóndi" og "skipi bóndi", sejlede ud med Hrafna-Flóki Vilgerðarson for at finde Garðarshólm (det oprindelige navn for Island) på et tidspunkt før år 874 e.Kr., jvf. Landnámabók (Fyrsti Hluti, kap. 2). Hans tilnavn "smør" kom sig af, at han ved hjemkomsten til Norge blev spurgt til hvad de havde set på Garðarshólm (Island). Modsat Hrafna-Flóki, der hadede det (illa yfir), og Herjólfur, der fandt det brugbart, men fejlfuldt (kost og löst), så påstod Þórólfur at der dryppede smør af hvert strå på det land de havde fundet (en Þórólfur kvað drjúpa smjör af hverju strái á landinu, því er þeir höfðu fundið; því var hann kallaður Þórólfur smjör).

Landnámsstedet på Østerø (Eysturoy), Færøerne antages at være ved stednavnet ”Funningur”, en lille bygd med i dag 83 indbyggere ved foden af Færøernes højeste bjerg "Slættartindur" (882 m), på nordvestkysten af Østerø. Stednavnet er fra det oldnordiske ”fundr, fyndr” (fund, finden, opdagelse).

 

 

 

*Gandwic – Vigen ved randen – bunden af Det Hvide Hav (Hvidehavet)

 

Saxo: Gesta Danorum (Bog 0.2.9:1, Fortalen) forklarer os hvad vi oprindeligt kaldte bunden af “Hvide-havet”:

Ceterum Oceani superior flexus Daniam intersecando praetermeans australem Gothiae plagam sinu laxiore contingit; inferior vero meatus eius Norvagiaeque latus septentrionale praeteriens ad ortum versus magno cum latitudinis incremento solido limitatur anfractu. [2] Quem maris terminum gentis nostrae veteres Gandwicum dixere.Havets Løb er for øvrigt saaledes, at det til den ene Side efter at have gjennemskaaret Danmark gaar videre og slaar en stor Bugt sønden om Gotland, til den anden Side gaar det op norden om Norge og ind imod Øst, hvor det danner en stor Bredning og ender i en Bugt, som vore Forfædre kaldte Gandvig.

Nudansk oversættelse fra Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, Fortalen, XV).

 

Det er stednavnet “*Gandwic” (Gandwicum, Gandvig), i den oldengelske og ældste danske form af “vig”, der er særligt vigtig fordi Saxo netop skriver at dette er stednavnet “vore forfædre” brugte. I 1200 tallet e.Kr. findes der derfor et andet navn for Hvide-havet, men “*Gandwic” er det oprindelige navn for bundet af havet. I afsnittet "Fióni, kimbrerne og omkring" (underafsnit "Kimbrerne") viser jeg at kimbrerne kaldte "Det Hvide Hav, Hvidehavet" for "muirmarbh" (latiniseret til "Morimarusam" af Plinius år 77 e.Kr., der samtidig forklarer at stednavnet betød "Den Døde Sø"). Den danske geograf Claudius Clavus gengiver havet på sit kort fra år 1427 e.Kr., og kalder samme hav for "quietum mare" (Stillehavet), som Magellan får helt galt i halsen år 1520, og tror det er det nuværende Stillehavet (Pacific Ocean).

Det forekommer klart at Ohthere sejler meget tæt på, men ikke ind i “*Gandwic” på sin rejse nord om Norge, som berettet i ”Ohthere's rejse til Norden” fra år 871-899 e.Kr.:

Hē sǣde þæt hē æt sumum cirre wolde fandian hū longe þæt land norþryhte lǣge, oþþe hwæðer ǣnig mon be norðan þǣm wēstenne būde. Þā fōr hē norþryhte be þǣm lande: lēt him ealne weg þæt wēste land on ðæt stēorbord, ond þā wīdsǣ on ðæt bæcbord þrīe dagas. Þā wæs hē swā feor norþ swā þā hwælhuntan firrest faraþ. Þā fōr hē þā giet norþryhte swā feor swā hē meahte on þǣm ōþrum þrīm dagum gesiglau. Þā bēag 1 þæt land, þǣr ēastryhte, oþþe sēo sǣ in on ðæt lond, hē nysse hwæðer, būton hē wisse ðæt hē ðǣr bād westanwindes ond hwōn norþan, ond siglde ðā ēast be lande swā swā hē meahte on fēower dagum gesiglan. Þā sceolde hē ðǣr bīdan ryhtnorþanwindes, for ðǣm þæt land bēag 1 þǣr sūþryhte, oþþe sēo sǣ in on ðæt land, hē nysse hwæþer. Þā siglde hē þonan sūðryhte be lande swā swā hē meahte on fīf dagum gesiglan.Han sagde at han at denne gang ville finde hvor langt dette land ret nord lå, og hvorvidt nogen mennesker så nordligt i ødemarken boede. Da fór han ret nord til det land: Lod han hele vejen det øde land til styrbord, og den vide sø til bagbord i tre dage. Da var han så langt (mod) nord som hvalfangerne yderst farer. Da fór han da endnu ret nord så langt som ham magtede på de andre tre dage sejlet. Da afrundedes1 dette land, dér ret øst, eller den sø blev til land, han vidste ikke hvilket, men han vidste at han dér bad (om) vestenvind og en smule nordlig, og sejlede da øst til landet så som han magtede på fire dages sejlen. Da skulde han dér byde ret nordenvinde, for det at landet afrundedes1 dér ret syd, eller den sø blev til land, han vidste ikke hvilket. Da sejlede han herfra ret syd til landet så som han magtede på fem dages sejlen.

Min oversættelse til nudansk.

1 Det oldengelske "bēag" modsvares af det oldnordiske "baugr". Som jeg viser i afsnittet "Skjoldungernes skjolde" bruges ordet til at betegne vore runde skjolde, udover at betegne gudehovets hellige edsring "baugr". Ohthere ser derfor frem for sig fastland dukke op i horisonten til alle sider, og han er i vildrede om, hvorvidt han har krydset et hav, eller om hans landkending til styrbord ændrer retning.

 

Det første "afrunding" hvor landet svinger mod øst, og han afventer vestenvind, må være landkendingen og havnen Mehamn, stadig den nordligste havn for Hurtigruten.

Snorre's Heimskringla (Ólafs saga helga, kap 133. Bjarmalandsferð) forklarer os at under hjemrejsen fra Bjarmaland "Da fór de til de kom til Geirsver. Dér er den første anlægsbrygge for de nordlige handelsrejsende" (Þeir fóru svo til þess er þeir komu í Geirsver. Þar er bryggjulægi fyrst er norðan fe). Stednavnet "Geirsver" er identisk til bygden "Gjesvær", der ligger på vestsiden af Magerøya, og hvor findes i dag også Nordkapp, hvis oldnordiske navn er "Knyskanes" (Knystnæs). Denne havn må være anlagt i tiden efter Ohtheres rejse, og måske anlagt ud fra hans rejseerfaringer

Den anden "afrunding", hvor landet svinger mod syd, og han afventer nordenvind, må være et sted på Kolahalvøen og indsejlingen fra Barentshavet til Hvidehavet. Her har jeg valgt landkendingen "Svyatonosskaya Sirena", en halvø der stikker ret ud i havet som en finger. Halvøens navn betyder "Hellige Næse" (Svyatoy Nos), og der blev 1835 taget beslutning om at opsætte et fyrtårn på 10 'N, 45' Ø). Med en land-i-sigte sejlads er det en umulighed at dette ikke er en oprindelig landkending. På kortet "A Chart of the White Sea with the River Dwina" (ca. 1702-1707) er halvøen en landkending med fire påtegnede ankre (4 ankergrunde) og navnet "Swetenose". Herfra sejler han stik syd i fem dage. Dette er nøglesætningen i rejsebeskrivelsen da rejsen hermed ender op i Bjarmaland på de sydlige og østlige kyster af Hvidehavet, der ikke er *Gandwic. Ohthere forklarer da også om "Beormas" 1 efterfølgende.

1 Stammen der navngiver "Bjarmaland, Bjarmalandi, Bjarmland, Biarmia" er "Beormas" (oldengelsk) og "Bjarmar" (oldnordisk). Vi har følgende sætning i Landnámabók (kap. 41):

Hjör herjaði á Bjarmaland; hann tók þar að herfangi Ljúfvinu dóttur Bjarmakonungs. Hún var eftir á Rogalandi, þá er Hjör konungur fór í hernað; þá ól hún sonu tvo; hét annar Geirmundur, en annar Hámundur; þeir voru svartir mjög.Hjör hærgede i Bjarmaland; han tog der til fange Ljúfvinu, datter af Bjarmakongen. Hun var efter(følgende) i Rogaland, da Kong Hjör fór i hærtog; da avlede hun sønner to; hed den ene Geirmundur, og den anden Hámundur; de var sværtet meget.

Min oversættelse til nudansk.

Hudfarven "svartir" (sværtet, dvs. mørklødet, ikke sort) er et alvorligt problem for Ljúfvinu, hvorfor hun bytter de to mørklødede jarl-æt sønner for én lyshudet søn af trælle-æt. Strengt taget kan vi ikke endegyldigt sige om Ljúfvinu var lyshudet, og har haft et sidespring, der skulle skjules, eller om hun selv var mørklødet.

I Örvar-Odds Saga (kap. 19) er Kong Horik I. (Hárekr, Hárek, Haarik, regent 813-854) tillige konge af Bjarmaland. Han får en søn med en jættekvinde (gýgi), der navngives Egmund (Ögmundr), og beskrives således:

því at hann var þá bæði svartr ok blár, en hárit sítt ok svart, ok hekk flóki ofan fyrir augun, þat er topprinn skyldi heita. Var hann þá kallaðr Ögmundr flóki.

Thi at han var da både sværtet og blå, end håret hans og sværtet, og hang filtret lok oven for øjnene, at han Hårtot skyldes hedde. Var han da kaldet Egmund Filt-lok.

Min oversættelse til nudansk.

Der flere ting der spiller ind i ovennævnte sætninger. Dels viser jeg i kapitlet "Hesten – det store hellige dyr", at en filtret hårlok i panden på hesten, en "marelok", aldrig forekom da dette var et tegn på at Asa-Loki endnu engang havde begået ondskab, og at dette ville vise sig i hestens adfærd. Det er denne forståelse der overføres til jættesønnen. I afsnitet "Ulvhednar og Berserkar" viser jeg at man i oprindelig tanke kan genkende jætter på de sammengroede øjenbryn. I afsnittet "Jeg husker jætter, urtidsfødte" viser jeg at det skyldes, at det rent faktisk er således jætter så ud. Da Örvar-Odd er en helteskikkelse skabt til at sammenkæde en lang række oprindelige beretninger, og da Bjarmaland er en del af Det Nordlige Jætteland, kan beretningen sagtens være en gængs opfattelse af hvorledes en mørklødet jættesøn så ud - tænk ikke længere end hvordan Asa-Loki afbildes i tegneserieform. Omvendt må vi sige, at vi ikke én eneste beretning, der gengiver Bjarmarne som af indoeuropæisk afstamning. Det forekommer mig at en sammenlignelig størrelse kan være de asiatiske træk vi somme tider ser i Veps-folket, der ligeledes er finno-ugrisk, og har haft sit landskab omkring Onega-floden.

Jvf. ”Bósa saga ok Herrauðs” (Bosse og Herraud's saga, 8. Þeir félagar náðu gammsegginu) er deres hovedgud "Jomali" (Þat er göfgat goð þat, er Jómali heitir), der antages at have et fælles ophav med det finske "Jumal/Jumala", der igen er identisk til Thor eller hans modsvarende. "Jómali" nævnes også i Snorre's Heimskringla (Ólafs saga helga, kap 133. Bjarmalandsferð), hvor også gives en grundig beskrivelse af det bevogtede gudehov og dets indre. Dronninge-moderen af Bjarmarne er fremstillet som en vølve med heitet "Kolfrosta", som jeg fra ordet "kolbítr" (direkte "kulbider", men opfattes som "mænd med vild natur, jætte-natur") tror vi må opfatte som "Den vilde Frost". Det oldnordiske "kolbítr" og navnet på halvøen "Kola" må have et fælles ophav. Hun vil uddanne en "hofgyðja" (hov-gydje) som sin efterkommer. Brugen af "kol" (kul) i heitet synes at understøtte at Bjarmarnes hudfarve var mørklødet og håret mørkt, hvilket antyder delvist asiatisk nedstamning. Saami-dialekterne på Kolahalvøen er tæt knyttet til det proto-samiske sprog fra omkring Onega-floden (Se Janne Saarikivi: On the Uralic Subtrate Toponymy of Arkhangelsk Region: Problems of Research Methodology and Ethnohistorical Interpretation, s. 47). På Olaus Magnus's kort "Carta Marina" (1539) er "Biarmia" indtegnet på Kolahalvøen.

Saxo: Gesta Danorum (Bog 9.4.23 på latin) kalder stammen "Biarmorum, Biarmiam".

Peter Frederik Suhm (1728-1798): Historie af Danmark, fra de ældste Tider til aar 803 (1782, s. 123-124, fodnote) henviser til bl.a. Þormóður Torfason (”Tormodus Torfæus”, 1636-1719): Historiæ rerum Norvegicarum (1711): 

"Torfæus H. Norv. T. I. p. 163, 164 og 166 beviser meget got, at de Nordiskes Gandvig er den hvide Søe, og at Biarmeland haver ligget noget længere bort end Indløbet til denne Søe, naar man kommer fra Norge og Finmarken, omtrent ved Dvina-Floden. Nu omstunder bor Biarmer noget inde i Landet, og kaldes Permier".

Þormóður Torfason (”Tormodus Torfæus”, 1636-1719): Gronlandia Antiqua (1706, s. 25-26): 

"..., ex occidentali Grænlandia ad Ganvicum sinum, & sic in Norvegiam pervenire;""..., fra Grønland vesterud til Gandvig bugten, og således til Norge kommer igennem;"

Min oversættelse til nudansk.

Kustaa Gideon Vilkuna (1902-1980) mente også at finsk-ugrisk "p" bliver til urnordiske "b", og at det østfinske "permi", med en sen afledet betydning af "en handlende (fra Karelien)", må være samme ord. Det russiske "perm" og "perem" på det finsk-ugriske Komi-Permyak sprog fra Perm Krai må have samme ophav, selvom det er uklart, hvorvidt der er tale om samme stamme.

 

 

Ankersejladsen er målt mellem Mehamn og landkendingen "Svyatonosskaya Sirena", med en sejlfart på 3.2 knob (5.9 km/t). Denne sejlhastighed falder inden for rammerne af andre målbare sejladser i samtiden. Med denne givne fart kan vi se hvor langt mod syd Ohthere kan komme med 5 dages uafbrudt sejlads. Svaret er ca. 380 sømil. Resultatet er overraskende nøjagtigt da 400 sømil tager os til det sydligste punkt af Hvidehavet, til Onega-flodens udmunding i Hvidehavet, øst for Karelien (Karelen, Karealia, *Karjála). Den lille havneby Onega kendes i dokumenter fra Hólmgarður (Holmgård, Novgorod) fra år 1137 e.Kr. som "Ust-Onega". Jeg mener vi hermed må udelukke, at sejladsen har været til Dvinskaya Guba (Dvina bugten og Arkhangelsk, hvor Dvina-floden udmunder i Hvidehavet). Det betyder ikke at Bjarmaland ikke inkluderede også denne flod, da dette forklares os i Egils saga (37. Bjarmalandsferð), hvor Erik Blodøkse ca. år 931-33 e.Kr. drager til "Bjarmalandi við Vínu".

Fra Mehamn gennemføres herefter en baglænsberegning for at finde frem til Ohtheres udgangspunkt. Mit bud er at han påbegynder sin rejse i omegnen omkring Bodø. Snorre skriver i Heimskringla (Ólafs Saga Tryggvasonar, kap. 49), at Raud den Ramme (Rauður hinn rammi) sensommeren år 995 e.Kr. boede på Godøy (Goðeyja) på sydsiden af Saltfjorden mellem Saltstraumen og Godøystraumen, lige sydøst for Bodø. Vi kan end ikke udelukke at det er fra samme gård at sejladsen blev begyndt, da dette er storbonden (maður stórauðigur)'s gård. Det forekommer rimeligt at denne gård, og øens navn antyder at omegnens gudehov ligeledes lå her, har været lokalkongens gård to slægtled tidligere da Ohthere år 871-899 e.Kr. foretager sin rejse. Området er en del af det selvstædige kongerige "Hålogaland" i samtiden, og Ohthere er identisk til Ottar fra Hålogaland. Herfra rejser han 3 dage og nætter til Trømsø, ca. 205 sømil. Fra Tromsø er der 228 sømil eller 3 dages sejlads til Mehamn. Bemærk at det er Hålogalands enorme udstrækning mod nord, der giver Ohthere frit lejde til at foretage rejsen i fred.

Ohtheres logbog kan derfor have set således ud 1:

Sejlads fra:Sejlads til:KursDistanceFartVindBemærkninger
Godøy (Goðeyja)
Hålogaland
Tromsø,
Hålogaland
Ret Nordca. 212 sømil 2.9 knob
(5.4 km/t)
Ukendt3 dage og nætter under sejl.
Tromsø,
Hålogaland
Mehamn,
Gamvik, Finnmarken
Ret Nordca. 228 sømil3.2 knob
(5.9 km/t)
Ukendt3 dage og nætter under sejl.

Mehamn,
Gamvik, Finnmarken

Svyatonosskaya Sirena,
Murmansk Oblast
Ret Østca. 304 sømil3.2 knob
(5.9 km/t)
Vest-Nordvestenvind4 dage og nætter under sejl.
Svyatonosskaya Sirena,
Murmansk Oblast
Onega,
Arkhangelsk Oblast
Ret Sydca. 400 sømil3.3 knob
(6.2 km/t)
Nordenvind5 dage og nætter under sejl.

1 Se gennemgangen af dette af Irmeli Valtonen: An Interpretation of the Description of Northernmost Europe in the Old English Orosius (1988, 3.2. The voyage to the White Sea, s.58-75).

 

Snorre's Heimskringla (Haralds saga gráfeldar, kap 14. Dráp Sigurðar slefu) beretter for os at Haraldr gráfeldr (Gråfeld, regent 961-976) sommeren år 965 e.Kr. drog på tog "nord til Bjarmaland og hærgede dér og havde en stor strid med Bjarmarne i bakkerne ved Dvina(floden)" (norður til Bjarmalands og herjaði þar og átti orustu mikla við Bjarma á Vínubakka). Glúmur Geirason kvæder om dette, at slaget med de "bjarmske slægter" (bjarmskar kindir) fandt sted "på Dvina(floden)'s kant" (á Vínu borði), dvs. langs floden, men ikke på dens bred.

Snorre's Heimskringla (Ólafs saga helga, kap 133. Bjarmalandsferð) omtaler en rejse til Bjarmaland år 1026 e.Kr. af Karla hinn háleyska (Karla hin Hålogalandske) og broderen Gunnsteinn med et handelskib og 25 mand ombord. Þórir hundur (Thore Hund) inviterer sig selv med, og har hele 80 mand ombord på et enormt Busse-skib (langskipsbússu).

I begge tilfælde er det helt klart Ohthere's sejlplan der benyttes, og det ser ud til at skibe havde en god ankergrund i Sandver (Sandveri), Finnmarken? Vi hører at købstaden i Bjarmaland år 1026 e.Kr. ligger langs Dvina-floden, som de forlader da købsstævnet blev lukket (En er þar var lokið kaupstefnu þá héldu þeir út eftir ánni Vínu). Handelsvarerne er skind af gråvare og bæver og zobel (grávöru og bjór og safala).

Helteskikkelsen "Örvar-Odd" (Pile-spids) samler en lang række beretninger fra Ældre Edda og bl.a. Ohthere's rejse, i Örvar-Odds Saga. I kapitel 9 hører vi at Örvar-Odd er søn af Grim Lådenkind fra Hrafnistu (Gríms loðinkinna ór Hrafnistu). Stednavnet "Hrafnistu" er i dag bygden "Ramsta" på Nærøy i Nord-Trøndelag, i samtiden en del af Hálogaland, jvf. Ketils saga hængs (kap. 1): "Hrafnistu. Hún liggur fyrir Raumsdal Hálogalandi". Fra Gríms saga loðinkinna kan vi se at Grim er søn af lokalkongen Ketil Hængr (Höing = hanfisk af enten Laks eller Forel). Örvar-Odd's samtid fremgår af Örvar-Odds Saga (kap. 14), hvor det omhandler Kong Angantyr (Scyldinga-æt nr. 26, ca. 714-725), til Örvar-Odds Saga (kap. 19), hvor Örvar-Odd gøres samtidig med Kong Horik I. (Hárekr, Hárek, Haarik), hvis regeringstid var år 813-854 e.Kr. Hermed kan vi se at i de dele af denne saga der omhandler Bjarmaland, må Örvar-Odd gengive mundtlige beretninger om Ohthere's rejser dertil.

Hjalmar tirrer Örvar-Odd med denne sætning (kap. 9):

Ertu sá Oddr, at fór til Bjarmalands fyrir skömmu, eða hvert er erendi þitt hingat?Er du den Odd, der fór til Bjarmaland for skam, eller hver er ærendet dit herhid?

Min oversættelse til nudansk. 

 

I kap. 12, 13, 19, 21, 27 gengives samme sætning således:

Ertu sá Oddr, sagði Skolli, er fór til Bjarmalands fyrir löngu?

Er du den Odd, sagde Skolle, der fór til Bjarmaland ofte og længe?

Ertu sá Oddr, sagði Ögmundr, at fór til Bjarmalands fyrir löngu?Er du den Odd, sagde Egmund, der fór til Bjarmaland ofte og længe?
Sírnir svarar: Er þetta Oddr sá, sem fór til Bjarmalands? Sírnir svarer: Er dette den Odd, som fór til Bjarmaland?
Hann kveðst Vignir heita, - eða ertu Oddr sá, er fór til Bjarmalands?Han kvad (,) [der] Vignir kaldes, - eller er du den Odd, der fór til Bjarmaland?
Ertu eigi sá Oddr, er fór til Bjarmalands fyrir löngu?Er du ikke den Odd, der fór til Bjarmaland ofte og længe?

Min oversættelse til nudansk.
Som man kan se er ovennævnte sætning en "bindesætning, bindevers", som vi genfinder i oprindelig oldnordisk og oldengelsk digtekunst. Rejsen til Bjarmaland er navet i hele beretningen. Ifald det oprindeligt var tiltænkt, at der skulle være en bindesætning efter hvert 3. kapitel, mangler der en sætning i kaptel 16 og 24.

 

Örvar-Odds Saga (kap. 19) gøres Kong Horik I. (Hárekr, Hárek, Haarik, regent 813-854) til konge af Bjarmaland (Hárekr hét konungr, er réð fyrir Bjarmalandi), og vi hører at Örvar-Odd har hærget i området og voldt Bjarmarne (Björmum, Bjarmar) skade. I kap. 32 berettes at man sejlede med handelsskibe (kaupskiki) til Bjarmarnes bygder, handlede og lagde dem øde med hærgen, hvad synes at have foregået over mange slægtled.

Vi kan med stor sikkerhed sige hvilket geografisk område der tænkes på med stednavnet “*Gandwic” da det forekommer i navnet på byen “Kandalaksha” (Kantalahti (finsk), Kandalax, Candalax, Kandalox, Kandalaksja (norsk), Kannanlakši (karelisk) og Käddluhtt, Kodluoht (saami, samisk)), der ligger i bunden af Hvidehavs-bugten (se kortet nedenfor).

J.A. Friis: En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen (1871) forklarer stednavnet således:

”Lapperne udtale Navnet Kodluoht, og dette kommer af kadde og luoht, (fin. lahti), og betyder Strand-Vig. Men kadde eller gadde, Strand, er igjen laant af det norske Kant, idet nt, paa almindelig lappisk Vis, er assimileret til dd.”

Det forekommer rimeligt at vi kan opfatte “*Gandwic” som ”Strandvig”, men det er åbenlyst ikke den oprindelige betydning. Det dansk-norske ”kant” opfattes i etymologiske ordbøger som værende af keltisk oprindelse fra ”cant” (rand, kreds, hjulring). Det forekommer intuitivt sandt, at vi har opfattet en vig dækket af is fra oktober til maj, i den oprindelige kalender langt ind i Sommerhalvåret, som ”Kant-vig”, hvor ”kanten” er grænsen (randen) mellem det isfri og det istildækkede.

Forstavelsen “Gand” forekommer på oldnordisk som “gandr” (stav, kæp, ulv) og som forstavelse i “gandreið”, direkte ”kæp-riden”, men opfattet som ”heksekunst”, og vi ser i vort indre billede for os vølven ridende på sin stav mellem forskellige verdener. Som efterstavelse finder vi ordet i ”Jörmungandr” og ”Vánargand”, hvor det begge steder har betydningen ”kæp, stav”.

Spørgsmålet er om ikke det oldnordiske ”gandr” i virkeligheden er det samme ord som det keltiske ”cant”, og at begge har et fælles tidligere ophav med betydningen (rand, kreds, hjulring), hvorfra afledningen til ”kæp, stav” sker.

Stednavnet forekommer også i Jomsvikinga Saga (kap. 13, s. 41, andre udgaver 7. kafli), hvor Eyjólfr Valgerðarson (900 tallet e.Kr.) i Lausavísa kvæder:

“...Vér skolom Gorms or gömlo Gandvíkr þoko landi (,) hörð es vón at verði vápnhríð (,) sonar bíða.””…Vi skulle erbyde Gorms søn ved gamle Gandvig Tågeland, hvor der ventes at være våbentræf.

Min oversættelse til nudansk. ”Gorms søn” er Harald I. Blåtand (regent ca. 958-986), der var på ledingstog i Norge ca. år 970 e.Kr., og ender op med at lade Jarl Hákon Sigurðsson af Hlaðir, Trøndelag (“Lade-jarlerne”, Hákonar jarls hins ríka, Hakon Jarl hin Rige, ca. 970-995 e.Kr.), lenstyre Norge. ”Vi” er Jarl Hákon Sigurðsson’s hær.

 

Eilífr Goðrúnarson skriver  i "Þórsdrápa" (Thors sangen, vers 2:5-6):

”Þá er gjarðvenioðr görðiz Gandvíkr…””Da gjordvenderen [af] Gandvig’s Klæde…”

Min oversættelse til nudansk.

 

Ordet ”görðiz” forekommer som ”gorþiz” (Codex Regius), og ”giorðiz” (Codex Wormianus), og jeg antager et ophav fra ”görð”, hvor dette skal opfattes som ”skabning, klæde”. Udtrykket ”görðiz Gandvíkr” (Gandvig’s Klæde) må vi her opfatte som en kenning for Midgårdsormen.

Ordet ”giarðvenioðr” (Codex Regius) forekommer også som endestavelsen ”-vendi” (Codex Trajectinus, Codex Wormianus). Ordet er stærkt problematisk og forståelsen uafklaret. Mange synes at normalisere dette til ”giarðvenjuðr”, hvor jeg i stedet for antager at endestavelsen er fra udsagnsordet ”venda” (vende).

Vi erindrer at Snorre Edda  (Skáldskaparmál, 26. För Þórs til Geirröðargarða &  Gylfaginning, kap. 21.) af fri fantasi lader Thor opfinde jernhandskerne ”Járngreipr” (Jerngreb) og bæltet ”Megingjörð, megingjarðar”. Hvorfor vises i ”Bilag R: Witherlogh – Vederloven” (underafsnit ”Jernbyrd”). Samtidig må vi have en grundviden om hvorledes vi oprindeligt sadler hesten. Som jeg viser i kapitlet ”Hesten – det store hellige dyr” sker det dels med en brystgjord, dels med et bælte, der går under hestens mave og fastholder sadel til hestens krop. Fordi sadlen oprindeligt fastspændes med flere gjorder, kaldes den største af disse, svarende til den nuværende gjord, for "Megingjörð, "Megingjarðar" (Hovedgjord).

I vort indre billede ser vi nu for os bunden af Hvide-havet, der er “*Gandwic”, i hvilken enorme runding befinder sig Midgårdsormen langs randen af den 90.000 km2 store vig. Herfra dannes kenningen, at Midgårdsormen kan visualiseres som en gjord omkring hestens mave.

Jeg mener derfor vi bør opfatte ”giarðvenioðr” som ”gjordvenderen” og at  det samlede udtryk ”gjarðvioðr görðiz Gandvíkr” (gjordvenderen [af] Gandvig’s Klæde) må være en kenning for Thor, jvf. Hymiskviða (vers 20-21, Ældre Edda). Det må være fordi Snorre fanger denne kenning for Thor, at han knytter bæltet ”Megingjörð, megingjarðar” til Thor.

 Gandwic Hvidehavet.jpg

Et søkort med landkendinger fra begyndelsen af 1700 tallet, dvs. før længdegrader er opfundet. Dette søkort er formentlig ganske tæt på hvorledes området blev visuelt opfattet i 5-800 tallet e.Kr. Indsat heri er et nyt kort af samme vandskab. Den lyselblå stiblede linie viser hvad jeg mener er "*Gandwic", og viser hvorfor vi bruger ordet "vig" og ikke "fjord" i stednavnet.
Billedkilde: "A Chart of the White Sea with the River Dwina" (ca. 1702-1707) fra The New York Public Library (NYPL), & "White Sea" fra WorldAtlas.com (© GraphicMaps.com).

 

 chap31-1-3.jpg

"Delineatio Gronlandiæ Gudbrandi Torlacii Episcopi Holensis. Anno 1606".

Kort fra Þormóður Torfason (”Tormodus Torfæus”, 1636-1719): Gronlandia Antiqua (1706, Ad paginam 21). Korttegneren er (protestantisk) biskop i Hólar, Guðbrandur Þorláksson (1541-1627), og kortet viser tydeligt "Biarmaland" (øverste højre hjørne), der på dette kort er identisk til Kolahalvøen. Korttegneren følger derfor samme opfattelse som på Olaus Magnus's kort "Carta Marina" (1539), hvor "Biarmia" er indtegnet på Kolahalvøen. Samme skole tilhører også Sigurður Stefánsson's kort af samme landskaber fra i 1500 tallet, ligeledes gengivet i Gronlandia Antiqua (1706).

 

 

Hvor ligger Sciringesheale (Sciringeshēal), og er dette identisk til Skíringssalr (scíris sal)?

 

”Ohthere's rejse til Norden” fra år 871-899 e.Kr. beretter:

Ōhthere sǣde þæt sīo scīr hātte Hālgoland þe hē on būde. Hē cwæð þæt nān man ne būde be norðan him. Þonne is ān port on sūðeweardum þǣm lande, þone man hǣt Sciringeshēal. Þyder hē cwæð þæt man ne mihte geseglian on ānum mōnðe, gyf man on niht wīcode, and ǣlce dæge hæfde ambyrne wind; and ealle ðā hwīle hē sceal seglian be lande. And on þæt stēorbord him bið ǣrest Īraland, and þonne ðā īgland þe synd betux Īralande and þissum lande. Þone is þis land, oð hē cymð tō Scirincgeshēale, and ealne weg on þæt bæcbord Norðweg. Wið sūðan þone Sciringeshēal fylð swȳðe mycel sǣ ūp in on ðæt land; sēo is brādre þonne ǣnig man ofer sēon mæge. And is Gotland on ōðre healfe ongēan, and siððan Sillende. Sēo sǣ līð mænig hund mīla ūp in on þæt land.Ohthere sagde at lenet kaldtes Hālgoland der hvor han boede. Han kvad at intet menneske ej boede nord for ham. Der er en havn syd-værende for dette land, som man kalder Sciringeshēal. Did (,) han kvad(,) at man ej magte at sejle på én måned, givet man om natten (slog anker i) vige, og hver dag havde vel-børende vind; og hele tiden han skal sejle ved land (-i-sigte). Og til styrbord ham bød først Īraland, og derefter Ølandene der er mellem Īraland og dette land. Derefter er dette land, indtil han kommer til Scirincgeshēale, og hele vej til bagbord Nordvejen. Syd for denne Sciringeshēal falder svært stor sø op til dette land; denne er bredere end nogen man magter at se over. Og er Gotland på den anden halvdel, og siden Slien [Slesvig]. Denne sø lakker mange hundrede mil op til dette land.

Min oversættelse til nudansk.

 

I Ordet ”sūðeweardum” er endestavelsen “-weardum” fra “-weard, -verðr, -ward” (oldengelsk, oldnordisk, oldfrisisk), der som endestavelse i et tillægsord er fra “vera” (være). Som et sømandsudtryk må vi derfor opfatte ”sūðeweardum” som “syd-værende” (sydpå, mod syd) (fra Hālgoland). Fordi vi er klar over, at al sejlads i nord- og sydgående retning foregår med en land-i-sigte sejlads, og vi ved at Ohthere gør brug af ordet ”sūðryhte” (ret syd), hvis det er hvad han ønsker at forklare os, mener jeg vi må anse brugen af af ”sūðeweardum” (syd-værende, sydpå, mod syd) som netop ikke ret syd og derfor ikke et sted på vestkysten af Norge, men et eller andet sted på sydkysten eller sydøstkysten af Norge, som set fra Hālgoland.

Det er fristende at oversætte “Īraland” til “Irland”, og at gøre dette til det nuværende Irland. Dette mener jeg dog ikke kan være sandt, og Ohthere er alt for god en styrmand til at lave så grov en geografisk fejl. ”Ø-landene” mener jeg må være et valg mellem Orkney, Hjaltland (Shetland), Færøerne og Suðreyjar, Suðrland (Hebriderne). Vi ved ikke hvornår Ohthere foretog sin rejse, men det sker tæt på år 871 e.Kr. I afsnittet ”Navigation - Solstenen og Solpejlskiven” (underafsnit ”Færøerne - hvor kom fårene fra?”) viser jeg at landnám af Færøerne finder sted efter år 825 e.Kr., og meget tæt på Harald Hårfagers fødselsår ca. år 858 e.Kr. Island bosættes år 874 e.Kr.  Jeg mener at brugen af det oldengelske ”īgland” (ø-landene) skal dække fra Hjaltland (Shetland) i nord til Suðrland (Hebriderne) i syd. År 871 e.Kr. har Færøerne ikke haft nok bosættere til indgå i en styrmands indre billede af geografi, og Island er enten lige blevet opdaget, eller er ikke opdaget endnu. Det afgørende i den rette forståelse er hvad Ohthere mener med ”þissum lande” (dette land). Jeg mener ikke det kan betvivles at han her tænker på sit hjemland “Hālgoland” (Hålogaland) – se ”Navigation - Solstenen og Solpejlskiven” (underafsnit ”*Gandwic – Vigen ved randen – bunden af Det Hvide Hav (Hvidehavet)”). Det er en absolut umulighed at denne betegnelse kan dække over Britannien. Det medfører herfra, at ”Īraland” kun kan betegne ét af to landskaber, som set af Ohthere fra Hālgoland til styrbord, dvs. mod vest. Enten betegner ”Īraland” ganske enkelt Island, og vi erindrer at dette landskab oprindeligt kaldtes "Garðarshólm", først senere ”Ísland”, og vi ved ikke hvornår dette ”senere” er. En anden mulighed er at betegnelsen dækker over den mystiske ø ”Frisland”, der på Sigurður Stefánsson’s kort i 1500 tallet, og Guðbrandur Þorláksson’s kort fra år 1606 e.Kr. er indtegnet under Island. Dette ”land” kaldes på senere kort ”det sjunkne Frisland”. Det oldengelske ”Īra” må være tæt knyttet til det oldnordiske ”Ira”, der bl.a. betyder ”rygte”, dvs. ”Īraland” betegner sikkert ”landet der forlyder rygter om” eller endnu ikke helt kendt land.

Ohthere’s ”þissum lande” (dette land) må være identisk til hans brug af ”þis land” (dette land), og ifald "dette" er identisk til “Hālgoland”, da skal ”Scirincgeshēale” befinde sig i det efterfølgende ”land”. Spørgsmålet er nu hvor langt syd “Hālgoland” strækker sig ca. år 871 e.Kr., og det ved vi ikke. Vi kan fra Heimskringla læse, at før år 999 e.Kr. er ”Namdalen” (Naumudalr), det nordlige Trøndelag en del af dette kongerige. Lad os starte med at konstatere at Ohthere forklarer os at stedet skal ligge syd for breddegraden for ”Ølandene”. I afsnittet ”Navigation - Solstenen og Solpejlskiven” (underafsnit ”Færøerne - hvor kom fårene fra?”) viser jeg at landkendingen på Norges vestkyst, hvorfra breddegradssejladsen til ”Kirckeuog” (Kirkevig, Kirkwall) på Orkney blev sat, var ”Lindesnes” 1, den sydligste spids i de norske landskaber i Vestagder.

1 Vi ser hvorledes ”Lindesnes” bruges som en landkending i Jómsvíkinga saga (kap. 7), hvor det forklares ”að þeir höfðu kristnað alla Víkina norður til Líðandisness” (at de havde kristnet alle vigene nordenud til Lindesnæs).

 

Jeg mener derfor at ”Scirincgeshēale” må findes syd for landkendingen ”Lindesnes”. Denne formodning mener jeg er årsagen til at Ohthere gør brug af ”sūðeweardum” (syd-værende, sydpå, mod syd) og ikke ”sūðryhte” (ret syd). Vi bekræftes yderligere i denne antagelse ved den efterfølgende sætning; at syd for Scirincgeshēale har vi en ”swȳðe mycel sǣ” (svært stor sø), der er Norgeshavet. Vi får nu indtrykket af at Scirincgeshēale må være tæt knyttet til landkendingen ”Lindesnes”.

Vær opmærksom på at Ohthere’s brug af ”Gotland” faktisk er geografisk identisk til ”Jylland”. Dette er ikke en fejl fra Ohthere, men skyldes at Götar-ætterne er genindvandret og har gjort landnám i Sønderjylland før år 521 e.Kr. Ordvalget er knivskarpt valgt for ikke at underminere den historierevision foretaget af Kong Alfred den Store i hans oversættelse af Bede’s ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (I:15) fra år 731 e.Kr. fra latin til oldengelsk. I den oldengelske oversættelse omskrives Bede’s ”Iutis, Iutarum” til ”Geatum, Geata” i beskrivelsen af jyderne i Jylland.

I afsnittet ”Navigation - Solstenen og Solpejlskiven” (underafsnit ”*Gandwic – Vigen ved randen – bunden af Det Hvide Hav (Hvidehavet)”) viser jeg hvorfor Ohthere muligvis har sit udgangspunkt fra kongsgården på Godøy (Goðeyja), Hålogaland. Ohthere forklarer os at man skal bruge mere end 1 måneds sejlads mod syd for at komme til havnen Sciringeshēal. Ohthere forklarer os videre at denne sejlplan forudsætter at sejlads kun finder sted i dagslys.

Vi kan fra beregninger over Ohtheres andre sejladser se at han sejler ca. 2.5-3 knob (4.63-5.56 km/t). Antager vi sejlads i sommerhalvåret, og 10 timers sejlads pr. 24 timer 1, da vil 1 måneds sejlads række til 750-900 sømil (1.389-1.668 km).

1 8 timers søvnbehov, 2 timer til at rigge skibet af- og til- hver dag, samt 2 timer til forberedelse af måltid og teltlejr, efterlader 10 timer til sejlads.


 

Sejlads fra:Sejlads til:

 Afstand (sømil)

Godøy (Goðeyja), Hålogaland Lindesnes, Vestagder

 714

Godøy (Goðeyja), Hålogaland Oddernes (Kristiansand), Vestagder

 750

Godøy (Goðeyja), Hålogaland Kaupangkilen, Viksfjord, Vestfold  

 837

Det falder, så vidt jeg kan se, inden for rimelighedens grænse at Sciringesheale i sejlafstand ligger et sted mellem Lindesnes og Kaupangkilen i Viksfjord.

Det ser ud til at de fleste norske forskere holder fast på, at handelspladsen Kaupang i Viksfjord, Vestfold er identisk til havnen Sciringesheale, og dette kan vi ikke endegyldigt afvise. Jeg er dog mildest talt utryg herved, og vil nu vise hvorfor jeg mener at dette må være vrang. 1

1 Tusinde tak til islandske Einar Gunnar Birgisson, der oktober 2009 gjorde mig opmærksom på at drivkraften bag "Kaupang"-tanken er norsk nationalromantik og nationalisme, hvorfor sandheden i denne sammenhæng tilsyneladende må ofres. Einar har i sin artikel "Ohthere's report in the Old English Orosius: a critical approach" (2006) en anden fortolkning end den jeg her giver udtryk for, og mener at stedet må være enten i Rogaland eller Vestagder.

 

Ohthere burde i sin rejseplan nævne, at den sydlige del af Nordvejen (Norge) afrundes, og han bruger det oldengelske udtryk "bēag" til dette, hvilket forårsager behovet for en kursændring, der igen gør at rejsen bliver afhængig af en søndenvind for at kunne nå op til Viksfjord. Ohthere nævner intet herom, hvorfor jeg mener at vi kan indskrænke mulighederne til, at Sciringesheale ligger et sted mellem Lindesnes og Oddernes, begge i Vestagder.

Stednavnet ”Oddernes” (Utrunes) er næsset mellem Prestvika i elva, der kaldtes ”Torridalselva” (Otra), og Marvika ved Topdalsfjorden. I 13-1400 tallet var der en travl havn ved Otra på Lundsiden (Landsiden, Lund) ved stednavnet "Lahelle", i dag en østlig bydel i Kristiansand.

Oddernes-stenen (N210) har 2 indskrifter (stenen er 3,5 m høj). Den ældste er dateret til vikingetid og var tilsyneladende allerede for Ole Worms i Danicorum Monumentorum (1643) så udvisket at den ikke kunne tydes, medens den yngste er fra ca. år 1040-50 e.Kr. Den yngste indskrift forklarer os at ”aRintr” (Eyvindr, Øyvind), Eyvind Urarhorn og/eller Olav ”den hellige” Haraldsson (regent 1015-1030)’s gudsøn (kosunr), gjorde kirken ”på sin odelsjord” (a oþali sinu). Stenen stod på Oddernes kirkegård frem til 1990, hvor den blev flyttet ind i våbenhuset. Det må være muligt at slutte, som andre synes at være enige i, at der på dette sted har været en kongsgård fra mindst vikingetid, formentlig fra 800 tallet e.Kr.

Det mest interessante stednavn er, så vidt jeg kan se, ”Lahelle”, der går igen flere steder i det sydlige Norge, og altid ser ud til at betegne ladesteder, jvf. f.eks. Ladby på det nordlige Fyn. Det antyder, at forstavelsen ”la-” må oprinde fra det oldnordiske ”hlað-”, og derfor være identisk til f.eks. forstavelsen i "Ladehammeren" (Hlaðhömrum, hlað-hamarr) i Nidaros nær Trondheim.

Den ved Kgl. Resolution af 11te April 1878 i Norge nedsatte ”Kommission til Revision af Navnene i Matrikelen” havde følgende medlemmer: Professorerne Sophus Bugge og O. Rygh, samt fhv. Provst Johan Fritzner. Fra deres rapport, dateret ”Kristiania 4de Febr. 1898”, skriver Oluf Rygh (1833-1899) under ”laða (hlaða)”:

”… La- i Gaardnavne er tildels af ganske anden Oprindelse; Navne som Lahelle, Laberget, Lastein ere saaledes dannede af Verbet laða (hlaða) i Betydningen: indlade (Varer i Fartøi) og betegner Steder, hvorfra Varer have været transporterede tilvands. Nogle usms. Navne La, Lae maa skrive sig fra lað (hlað) n., noget, som er oplagt, opstablet i Orden, en Betydning, som kan komme til Anvendelse i Navne paa forskjellige Maader. Det bekjendte Laðir (Hlaðir) ved Trondhjem har formodentlig samme Mening som de ovenfor omtalte Navne Lahelle osv.;…”.

Vi har det oldnordiske udtryk ”hlaða hellum at höfði” eller at "opkaste en stendysse omkring hovedet"; en kenning for at blive dræbt. Jeg mener det norske ”Lahelle” må være en sammentrækning af ”*hlaða hella” eller ”*ladhelle”, dvs. en flad landingssten, flad klippegrund eller jævn klippe, hvor skibet kunne ligge til, og lastes og losses.

Dette fører straks til overvejelsen om, hvorvidt endestavelsen ”-hēal, -hēale” i Sciringeshēale ikke er identisk til det oldnordiske “hella”, nunorsk/nudansk “helle”. Det er her værd at fremhæve at Ohthere er Ottar fra Hålogaland, og derfor beretter med det faktiske ordvalg fra de norske landskaber. I de nord-norske landskaber synes "Lahelle" erstattet af "Laberget". Det oldnordiske "hella" forekommer hverken på olddansk eller oldengelsk, og gør det ikke fordi topografien i Danmark og England ikke nødvendiggør dette ord, da ladestederne ikke er i klipperige egne. Som det nudanske "helle" er indført fra norsk dialekt, er samme tilfældet med den oldengelske endestavelse ”-hēal, -hēale”.

Samtidigt har Ohthere vist os, at han gør brug af det oldengelske “scīr”, og at vi skal opfatte dette som “len”, jvf. også titlen “scirgerefa, sciregerefan” (lensgreve, lensgreven).

Det får mig til at slutte, at stednavnet ”Sciringeshēale” skal opfattes som “Lenets Helle”, dvs. landskabets hovedlandingssted. Jeg mener derfor at "Lahelle" i Kristiansand er identisk til Sciringeshēale (Lenets Helle).

Har jeg rette i denne fortolkning må det samtidigt betyde at det oldnordiske ”Skíringssalr, scíris sal” (Lenets Sal) er et andet stednavn, der betegner en stor sal (hal) knyttet til ”Lenets Helle”, enten samme sted eller snarere i tilknytning til flere "Lahelle" stednavne i det sydlige Norge, herunder også handelspladsen Kaupang i Viksfjord, Vestfold. Der er værd at erindre at det var 2 km indlands fra "Lahelle" i Sandefjord, Vestfold, kun 16 sømil mod nordøst, at Gokstad-skibet, dateret til år 890 e.Kr., blev fundet i Kongshaugen 1880. Dette sted kan vel være en anden samtidig havn, der også blev kaldt ”Sciringeshēale” (Lenets Helle), omend næppe den samme som nævnt af Ohthere.

Bl.a. følgende kilder nævner "Skíringssalr, scíris sal":

 Kilde

 Oprindelig ordlyd

 Nudansk i min oversættelse

Ynglingatal"Ok Skæreið í Skíringssal of brynjalfs beinum drúpir"
(Oc Skæreið i scíris sal um brynjalfs beinom drúpir) 
”Og Skæreid i Skiringssal sørger over krigerens ben”.
Skjoldungasaga

latin

"Dengang holdtes der stort blót i Skiringssal, hvortil folk søgte fra hele Viken"
(Axel Olrik's ”Skjoldungesaga i Arngrim Jonssons udtog")
Ynglinga Saga
(49. Frá Hálfdani hvítbein.)
"Hann varð gamall maðr, hann varð sóttdauðr á Þótni, ok var síðan fluttr út á Vestfold ok heygðr þar sem heitir Skæreið í Skíringssal""Han var en gammel mand, han døde strådøden på Toten, og blev siden flyttet ud til Vestfold og høj(lagt) på det sted som kaldtes Skæreid i Skiringssal"

 


 

 chap31-1-4.jpg

På Olaus Magnus’s kort "Carta Marina" (1539) er Lindesnes, skrevet med første ”n” omvendt, tydeligvis stadig landkendingen mellem Norges vestkyst og sydkyst. Mon ikke det omvendte ”n” tilkendegiver en ”vending”? Vi kan se fra indtegningen af landskabet ”Listria”, i dag Lista og Listerfjorden, at det var en del af det gamle ”Agðir" eller ”Egdafylke”. Fordi landskabet Agder er et kystlandskab er dette indtegnet på kortet som ”agdasida” (Agdersiden). Øst for Lindesnes er på fastlandet indtegnet ”Domus regis” (kongens sæde), der er foreslået som værende kongsgården i Huseby (Huseby kongsgård, Farsund, Lista), der fik rejst en stenkirke i 1100 tallet e.Kr. Det mener jeg ikke kan være sandt da kongsgården i så fald burde være indtegnet vest for Lindesnes. At få denne kongsgård fastsat ret er kritisk fordi landskabets største havn, ”Sciringeshēale”?, må befinde sig tæt herpå. Ud for kysten mod øst er indtegnet ”Fledere”, måske i dag Flekkerøya (Flekkerø), Kristiansand, Vestagder; på kortet vist som øen formet som en opadvent trekant. (Nord)øst herfra er indtegnet ”Hesimes”, i dag Hesnes, Fjære herred, Austagder. (Nord)øst herfra er ud for kysten indtegnet indtegnet ”Iomfrvsvnd” (Jomfrusund), og der ser ud til at skulle være en stor aflang ø i forbindelse hermed. Sidstnævnte må være ”Jomfruland”, Telemarken, hvis oprindelige navn er det oldnordiske "Aur, Aurr" (sandgrund, stengrund).

Fra ”Carta Marina” kan vi derfor slutte at ”Sciringeshēale” må befinde sig sydvest for Jomfruland, Telemarken, sydvest for Hesnes, Austagder, og meget nær Flekkeøya, ved indsejlingen til Kristiansand, og derfor ”Lahelle”.

Kilde: Karl Ahlenius: Olaus Magnus och hans framställning af Nordens Geografi (1895, s. 252), samt artiklen ”Supersatellitt så kongens kapell” (Farsunds Avis, 27.10.2007). Kirken i Huseby omtales i 1308 som ”Ecclesia Sancti Laurentis de Lista”.

 

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk