Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Forståelsen for ”tid”

 

Det forekommer mig at mange i forsøget på at forstå hvorledes vi oprindeligt opfattede begrebet ”tid”, falder i én af to grupperinger:
 
Enten er opfattelsen at vi ikke oprindeligt havde en tidsregning, men bare fulgte naturens naturlige skifte; dag og nat, sommer og vinter, kulde og varme, regn og sol, hvorom man flettede nogle højtider for at markere et skifte.
 
Den anden gruppering, tanker typisk opstået hos en stresset person i nutiden, er at tiden ”i gamle dage” var afslappet og stressfri; man tog tingene i den rækkefølge de kom. Begrebet ”tid”, fordi dette i dag er tæt knyttet til ”stress”, fandtes ikke som vi i dag opfatter det med ”at gøre tingene med omhu til den rette tid”.
 
Når min farmoder på godt vest-sjællandsk gav svar på tiltale i en tidspresset situation om at ”det haster vel ikke mere end det javer!” (hvor ”javer” udtales ”jauar”), sagde hun også samtidigt at tiden netop kan jage afsted med én. Parforcejagten, der ankommer til Danmark ca. år 1494 e.Kr., er netop en jagt hvor vildtet stress-jages.
 
J. Krohn i ”Peters Jul” (1866) skriver at ”Mor hun har så mange bud”, og det skyldes ikke at hun ikke ved hvad hun skal bruge tiden til.
 
Når ”Hastværk gør lastværk” (Hastværk er lastværk), og når Ludvig Holberg i ”Mascarade” (1724, III:5) ”have hastværk fore”, er det fordi samtiden har været i tidsmæssige pressede situationer. Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet) giver os den oprindelige udgave:

Nr. 486 Siælen ær rabæ goodh
(sjælden er hastværk godt.
Ordet ”rabæ” fra det oldnordiske ”hrapaðr” (hast), jvf. ”af hrapaði” (i hast). Indgår ca. 1340 i nuengelsk som ”rap, rapidly” fra oldnorsk og olddansk med samme betydning)

 

Peder Laales Danske Ordsprog har ligeledes disse ordsprog:

Nr. 9 Hoo aarligh rijss han wordher mangt wijss
(hvem der står tidlig op, bliver klog på meget)
 
Nr. 65 Hoo aarl wil wære herre han bliwer lenghe swen
(hvem der tidligt vil være Herre, han bliver længe (ved at være) Svend)
 
Nr. 105 Mellem dags och natzrom stilles hwer wrede
(indenfor et tidsrum af en dag og en nat stilles hver vrede)
 
Nr.196 Ee soffwer herre tijl sool skijn syndhen indh
(ej sover Herren til solen skinner sønden ind –
hvad den gør ved frokostid)

Alene det at vi nikker genkendende til alle ordsprogene, og at de alle er så gyldige i dag, som de var i 1300 tallet, og langt tidligere, skulle gerne overbevise læseren om at begrebet ”tid” var nøjagtigt så fuldt udviklet år 40-77 e.Kr., som det er i dag. ”Tiden” fulgte naturens naturlige rytme som et klokværk, og dagligdagen, freden og krigen, var tilpasset dertil. Når naturen afveg fra det kendte, dvs. der gik kuk i klokværket, fik ”tid” eksistentielle konsekvenser da man i så fald havde dyrtid (hungersnød) i vente. Udsigten til svigtende høst, eller tab af krig, har givet utryghed og stress i et omfang ingen i dag kan opfatte ret da alle viste de frygtlige konsekvenser det ville få.
 
Lad os starte med selve ordet ”tid” – fra ”tíð, tid” (oldnordisk, oldengelsk), der oprindeligt skal opfattes som ”opdeling [af tid]”, hvilket også er dets tænkte indoeuropæiske betydning, jvf. ”*di-ti-” (dele, skære, rive i stykker) og sanskrit ”dati” (opdeler, stykker).

En ukendt oversætter til den engelske abbede Ælfric fra Eynsham (ca. 955- ca. 1010)’s ”Ælfric’s Hexameron” skriver: “Secunda die fecit Deus firmamentum…gæð witodlice forð feower and twentig tida…” eller “…gik vitterligt fort fire og tyve timer”, hvorfra vi kan se at ordet ”tida” (tider) svarer til ”timer”, og derfor netop en opdeling af tid.


 

”Eykt”-begrebet - den oprindelige forståelse af ”tid” og ”rum”

 

Det oldnordiske ”eykt” mener jeg kan være udviklet fra ”eyk”, der igen er Ubestemt Nutid af ”auka”  (øge, forøge, tilføje, lægge til). I givet fald er det tilsvarende oldengelske ord ”ecan, eacan, eacian, eaca, eoc”. Fra ca. år 1200 e.Kr., i det nordlige England og East Midlands, kendes brugen af ”eke” (Middle English), typisk i dag brugt i sætningen ”eke out” (forøge).
 
I forbindelsen med forståelsen af ”eykt”-begrebet har Rolf Gunnar Rolfsson givet mig en fantastisk god forklaring på den oprindelige forståelse af ”tid” og ”rum”:
 
”Når man siger, at man har "anledning", så kan det have en bred vifte af betydninger på nudansk, alt fra "kørselsanledning" til "tid til overs". Det ene har med "rum" at gøre, og det andet med "tid" at gøre.

På en måde kan man sige, at ordet "anledning" virker synonymiserende for "tid" og "rum", når det vitterlig bruges om begge dele.

Jeg mener, at ordet "eykt" har en lignende morfologi.

Jeg forestiller mig, at Middelalderens tidsopfattelse i "eykt" må have været et tidsrum på 180 minutters virke 1 mellem måltider, en slags Middelalderens "time manager" i et ottedelt døgn. 
 
1 Der er bred enighed om at ”eykt” bl.a. blev opfattet som ”Tidsrum af 3 Timer, Ottende-delen af et Døgn, Fjerdedelen af en Dag”. Se Johan Fritzners’ ”Ordbog over det gamle norske Sprog” og Oldnordisk Ordbog.

 

Alle de skandinaviske sprog, med undtagelse af islandsk, har en sandsynlig forbindelse mellem "hjuleger" og "egetræ".

Hjulmagerkunsten har naturligvis valgt det hårdeste træ, som det bedste, til eger i hjul. (Der findes ikke egetrær på Island, af hvilken grund der hverken blev bygget hjul eller skibe på Island. Ordet hjuleger gik derfor i glemmebogen, men blev bevaret som "eykt" i døgnets tidsindeling, dvs det ottedelte tidshjul).

Det korte og det lange er, at intervallet mellem egerne i døgnets tidshjul udgør en "eykt", og at denne basisenhed må have ligget til grund for planlægning i bøndernes dagligdag.

Sammenhæng mellem tidsinterval og hestetransport ligger måske i solens bevægelse. Fordi solvognens bevægelse over himlen udgør et mål for tid, og er samtidig et udtryk for transport over himlen, i samme periode.

I nudansk er tidsintervaller, som aften, morgen og eftermiddag, flydende i definitionerne. I "eykter"-systemet vil disse derimod være skarpt definerede”.

I Hjulmagerkunsten har et egetræshjul i Ældre Bronzealder 4 hjuleger i virkeligheden. Herfra opstår en ekstrem vigtig kenning i kunsten. Når vi i kunst ser et hjul med 4 eger er der dels tale om et faktisk hjul, men også om solhjulet eller hjulkorset (Solen + livkors), i kunst sommetider gengivet som solhjulet vist med fødder (solen ganger) eller 4-takkede stjerner. Alle betegner Solen i bevægelse - dagens gang. Homer: Iliaden (Bog V:723) viser os at 8 hjuleger også forekom. 8 eger eller den 8-takkede stjerne er i kunst også en kenning for Moder Jord - dagens gang + nattens gang = uret for tid i "eykter"-systemet. Der er på denne vis vi kan forklare hvorfor tallet "8" (atta, eahta, æhta,*okto) oprindeligt betød "2 x 4".

Iflg. Oldnordisk Ordbog (1863, s.115) har ”eykt” på sennordisk indskrænket sig til at betegne tidspunktet klokken 3½, samt tidsrummet 3½-4½. Det er på denne vis vi skal opfatte Leif Eriksen (Leifur Eiríksson)’s brug af "Eyktarstaðr", der var tidsgrænsen for eykt eller klokken 4½, i Flateyjarbók (Grænlendinga Saga, kapitel 2.). Vi kan fra ordet ”eykta-mót” (direkte ”[for]øgning” + ”møde”), der betegner ”grænsepunkterne mellem eyktir”, dvs. ”eykt” i flertal, se at den oprindelige brug har været udvidet til hele døgnet.

I forbindelse med forståelse af tid og heste kan vi også se på ordet ”rasta”, der oprinder fra ”ræste/reste” (oldengelsk) og ”röst/ rastar” (oldnordisk) og hed på gotisk ”rasta”. Den oprindelige betydning betegner ”den strækning efter hvilken man gør holdt” jvf. det nuværende ”rasteplads”. Jvf. Oldnordisk Ordbog svarer enheden ca. til 1 mil. En norsk mil var 11.295 km og en dansk mil var 7.532 km. Da en hest red ca. 4.8 km i timen antyder det at vi oprindeligt gjort holdt (rasta) efter hver to timers ridt.

 

 chap31-1-21.jpg

Det tidligst kendte Verdenskort er en lertavle (122 x 82 mm), formentligt fra byen Sippar (østbredden af Euphrates-floden 60 km nord for Babylon), og dateret til ca. år 600-500 f.Kr. (indskriften antyder at det er en kopi af et tidligere kort fra 800 tallet f.Kr.). Mesopotamien er blevet til Babylonien, der ses i midten ved Euphrates-floden, der flyder fra nord mod syd gennem Marsklandet i det sydlige Irak og ud i Golfen. Cuneiform skriften nævner ”Hvor solen aldrig ses” der fra arilds tid for alle folkeslag har betegnet retning nord. Videre indeholder skriften ”bitter flod, bitter”, der er en absolut vigtig forståelse af hvorledes alle folkeslag opdeler alt vand i ”sødt” (hos os ”fersk") og ”bitter” (hos os ”salt”). Se afsnittet ”Salt, Fersk og Nor vand”. Endnu vigtigere, og mange forskere synes ikke at fange dette; Verdenskortet er visuelt gengivet som den 8-takkede stjerne, der altid  betegner de udødeliges moder og fysisk er Solen. I afsnittet ”Bystaten Assur” viser jeg at helt samme forståelse er gældende i Mesopotamien fra 2300-2200 f.Kr. fremefter. Som vi har set er samme gældende i vor oprindelige filosofi fra vore nuværende landskaber indtil Troskiftet år 600-630 e.Kr. Samtidigt kan vi nu se at allerede her er ”tid” inddelt i 8 ”eykt”, som Rolf Gunnar Rolfsson netop har forklaret os. De 8 ”gule” ringe skal sikkert vise de til Babylonien tilstødende største byer eller landskaber. Indskriften nævner ”Assyrien”, ”Der”, ”Bit-Yakin” (landskabet for en Aramaeansk stamme ved den sydlige del af Euphrates-floden), ”Habban” (en del af Kassiternes landskab omkring Kermanshah, Det sydlige Yemen) og ”Urartu” (kongerige mod nordøst for Babylonien, ca. Armenien). I filosofi er der dog ingen tvivl om at den ”gule” rektangel med Babylonien er den 9. verden i nutiden. De 8 omkring liggende ”gule” ringe er de resterende 8. verdener som vi genfinder i vor egen filosofi.
Kilde: Catherine Delano Smith: Imago Mundi’s Logo the Babylonian Map of the World (Imago Mundi, Vol. 48, 1996, s. 209-211). Lertavlen findes på The British Museum (BM92687).

 

 

chap31-1-14.jpg 

Væggerløse ovenfra set fra vest mod øst. Det er helt konsekvent i de danske landskaber at alle bygder grundlagt i tidsrummet år 40-400 e.Kr. har en tilsvarende 8-takket bol-opdeling.
Billedkilde: Google Earth 9. januar 2008.

 

 

 chap31-1-15.jpg

Lundby, nord-Falster. Byen er ”byen-på-landet” modsat Sundby, der er ”byen-ved-sundet”. Allerede i Valdemars Jordebog anses byen for en gammel by, og derfor et af de oprindelige bosætningssteder. Derfor har også Lundby en oprindelig 8-takket bol-opdeling.

Den Store Falsterliste (før år 1231 e.Kr.):

"Lundby. 5 Bol. 10 Mark. Kongen har 7½ Mark og 4 Ørtug. Petær Ræf 3 Øre".
(Lundbu v bool x mr. Rex habet vii mr. et dim. et iiij sol. Petær Ræf iij oras.)1

Hovedstykket – Den Lille Falsterliste (år 1231 e.Kr.):

"...Dertil i Lundby, Jacob Eest 6 Gaarde til 12 Mark..."

1 Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog, 1. bind: text, hæfte 2, s. 48, 137.

1 Bol er grundlæggende 1 bopæl (bolig), dvs. en gård med tilhørende marker, der kan brødføde 1 familie. Størrelsen af 1 Bol er derfor ikke ens og afhængig af hvor meget jorden kan give. I 1200 tallet er de 8 oprindelige Bol sammenlagt til nu 5 Bol.
 
Falstermål1:

1 Mark Skyldjord = 48 Tønder land
1 Øre Land = 6 Tønder Land
1 Ørtug Land = = 2 Tønder Land

1 Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog, 2. bind: kommentar, hæfte 1, s. 5, 117. 

33% af byerne i Den Store Falsterliste, herunder Lundby, har under 2 Tønder Land pr. Ørtug Land. Dette skyldes at de gamle byer ikke havde mere jord at opdyrke, medens områder med Torper (Thorp/Strup), herunder Walnæs (Vaalse), havde mere plads til nyopdyrkning i skovområder1.

1 Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog, 2. bind: kommentar, hæfte 2, s. 298.

Lundby (staves ”Lundbu” i samtiden) er derfor før år 1231 e.Kr. 480 Tønder Land stor. Omregnet efter målene fra Stiftsgodset på Falster år 1536 e.Kr. (1 Pund Land = 2 Ørtug Land =  4 Tønder Land = 0,57 ha) svarer dette til 274 ha. I år 1231 e.Kr. er dette blevet udvidet med én gård til med 2 Mark Skyldjord mere eller 96 Tønder Land, i alt 328 ha.

Efter Kong Valdemar I. Den Store’s vendertog, der afsluttes år 1168/69 e.Kr., og bl.a. tilser at Falster igen kommer under kontrol, bliver kongen storbonde på Falster, herunder i Lundby. Vi kan se at kongefamiliens markjorde muligvis er blevet mageskiftet til Jacob Eest under Kong Valdemar II Sejr år 1231 e.Kr.

År 1509 e.Kr. ydede 13 gårde + 1 Ødegård 32 Pund Byg i Skyld; hertil ydede hver Gård 4 Skæppe Rug og 8 af Gårdene hver 10 Skæppe Havre1.

1 Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog, 2. bind: kommentar, hæfte 1, s. 122. 

”Om den falsterske Gaards Størrelse veed vi derimod ikke meget i Middelalderen. Dersom den ogsaa har holdt sig konstant fra Middelalderen til år 1682, skulde den have været betydeligt mindre end den sjællandske. Der var år 1682 paa Falster 1558 Gaarde, hver med 23,8 Tønder Land.  År 1651 var der dog kun 1474 Gaarde med 25,2 Tønder Land. Den falstereske Gaard var da kun 10,6 Ørtug Sædeland = 5,3 sjællandske Ørtug Skyldjord. Falster havde iflg. Den Store Falsterliste 14862 Ørtug Land. Naar man ved at dividere dette middelalderlige Areal med Gaardtallet 1474 faar 10,1 Ørtug Land , saa tyder dette paa, at heller ikke den falsterske Gaards Størrelse har forandret sig fra år 1250 til år 1640”.

”Der regnes i Middelalderen med 6 Personer pr. Gård.  Folketallet på Falster er derfor år 1651 e.Kr. ca. 8844 personer”1.

1 Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog, 1. bind: text, hæfte 1, s. 233-4, 239.

Billedkilde: Google Earth 20. april 2008. Der er sammenholdt med markskellene på kort målt 1863, rettet i marken 1883 og tegnet 1884 fra Kort og Matrikelstyrelsen.

 

I afsnittet "Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn - sagnet om Balder og Höðr" viser jeg landsbyen Bolderslev, Sønderjylland gengivet med en oprindelig 8-takket bol-opdeling.

Landsbyerne Onslunda og (Skåne) Tranås (oprindeligt "Tranaes") med thorpen ”Spjutstorp” lige syd derfor, begge Tomelilla kommune i det sydøstlige Skåne, har en identisk 8-takket bol-opdeling fra landnámstiden.

Rig Veda (Bog 1:XXXV:6-8 Savitar) viser os grundformen af 3 verdener og en 8-takket eykt-opdeling:

”6. Tre verdener der er;.....8. Jorden’s 8 punkter hans udstrålen havde oplyst. Tre ørken-landskaber og 7 floder.”

 

Som Rolf Gunnar Rolfsson har gjort mig opmærksom på er det derfor at tallet 8 (átta, eahta, æhta, ahtau) er lig "ætt" (slægt) 1 er lig "ætt, átt" (retning), jfr. feks. "ætla ek". Se afsnittet ”Den Jordlige Moder - Moder Jord”.

1 "ætt" (æt) skrives i Rig Veda ”jati” (sanskrit), og må være identisk til de etruskiske ord ”atale, atalena, atalina, atena, athelis” (familie, af samme æt; az 96), samt etruskisk ”atlenta, atlnta, atalanta, athal” (af høj byrd), der modsvares af ”ætling, æþelinga" (nudansk, oldengelsk) og "aðal, æþelu, athali" (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk) eller "adel".

 

Den 8-takkede bol-opdeling og verden kalder vi "sólhringr, sólarhringr" (solring, solringen), som vi på oldnordisk skal opfatte som "en tid af 24 timer", og derfor "eykt"-systemet, samt "solkreds, dyrekreds". Udtrykt i geografisk forståelse viser "sólhringr, sólarhringr" retningerne nord, nordøst, øst, sydøst, syd, sydvest, vest og nordvest. Læseren er allerede klar over at denne geografiske forståelse er gengivet på verdenskortet fra Babylonien år 600-500 f.Kr. Prøv nu at gense hvorledes den 8-takkede bol-opdeling af Væggerløse er gjort. Linierne i "sólhringr, sólarhringr" (solring, solringen) ligger nøjagtigt på nord-syd, øst-vest etc. målene. Disse "eykt"-linier havde formentlig oprindeligt hver deres navn. I oprindelig tanke begynder en ny dag ved daggry med solens første stråler (sólroð, sólarroð, Solrød). Derfor har "dagr, dæg" (oldnordisk, oldengelsk) oprindeligt den samme betydning som sanskrit "dah" (at brænde), og betegner "tiden hvor solen brænder, dagslystimerne".

Vi kan gisne om at det blev opfattet således:

 miðnætti
miðja nótt
mid-niht
middre niht
(midnat)
2400
Retning: Syd

 

ótta
*uhta
0300
Retning: Sydøst

miður morgunn
(midt morgen) 
0600 
Retning: Øst

náttmál
*nihtmæl
(natmål)
2100
Retning: Sydvest

 

•→

↑               ↓

dagmál
dægmæl
(dagmål)
0900
Retning: Nordøst

 

 miðaftann
(mid aften)
1800
Retning: Vest 

 nón, undorn,
undurn, undarn
1500
Retning: Nordvest

miðjan dag
hádegi
*heh dæg
(højdag)
1200
Retning: Nord

Grundoplysninger fra: Thorsteinn Vilhjalmsson, Science Institute, University of Iceland: Time and Travel in Old Norse Society (Disputatio, II: 89-114, 1997). Tiden "ótta" overtages af den tidlige kristendom som ”otæsang, ootthe sangh” (se Paul Diderichsen: Fragmenter af gammeldanske Haandskrifter (1931-37, nr. 42) & Peder Laales Danske Ordsprog nr. 585) fra ”óttusongr” (oldnordisk) og "utsang, uhtsang" (oldengelsk), der betegnede den time med sang og bøn og klokkeringning, der blev afholdt 0300 (óttusongrmál). Tager vi den danske forståelse af ordet da er oprindelsen til ”ótta” ganske enkelt tallet 8 eller vel sagtens en anden form af ”áttungr” (1/8, slægtning), som så endnu engang har den dobbelt betydning af ”retning”. Vi ser på gammeldansk at tallet ”80” blev skrevet ”otti” og ”aatti” (åtti, åttio på norsk, svensk), hvorfor det sprogligt synes muligt.

 

Ikke just for syvsovere med 0600 værende "midt morgen". Men bor vi i Væggerløse, Bolderslev eller en hvilken som helst anden bygd fra år 40-400 e.Kr., kan vi nu fra vejføringen i bygden, der er "eykt"-linier, og solen altid have styr på "tid".

”Tiden” bestemmer vi på helt samme vis som vi i dag opstiller et solur ude i haven.

Enhver bygd har haft en ”stjörnufróðr” eller ”stjernekyndig”. Det kan vel have været en af de lokale styrmænd, der måtte have denne viden for at kunne navigere på søen (se afsnittet ”Navigation - Solstenen og Solpejlskiven”). Den stjernekyndige har haft fuld kendskab til sin ”Leitherstjarna” (Ledestjernen, i dag Polarstjernen, Nordstjernen). Denne stjernes oprindelige navn, som stjernen der leder os, er sand på såvel landjorden som til vands.

 chap31-1-26.gif

Den stjernekyndige beder nu fribonden om at fremskaffe et spyd eller en lanse. På en skyfri nat banker fribonden spydet (lansen) ned i jorden således at spidsen af spydet (lansen) peger nøjagtigt mod Ledestjernen (Polarstjernen, Nordstjernen). Dette kan fribonden gøre ved, fra jorden, at ”sigte” mod Ledestjernen.

Hvad fribonden faktisk har gjort er at opstille solurets ”viser” parallelt med jordens tænkte rotationsakse (dvs. den vandrette vinkel = breddegraden for bygden eller fra 54° ved Ejder-floden til 64° ved Trondheim). Soluret vil nu vise Den Sande Tid (Den Sande Sol) for den længdegrad hvor bygden befinder sig. Det sker med en fejl på max. 16 min. i løbet af et helt år som følge af tidsjævning (tidsækvation, equation of time), da jorden ikke bevæger sig omkring solen med samme konstante hastighed. I eykt-systemet er denne usikkerhed ikke målbar og derfor uden betydning. Vær opmærksom på at længdegrader ikke var forstået i 400 tallet e.Kr., hvorimod breddegrad tydeligvis var.

Da fribonden kender til bygdens opbygning med nøjagtige ”eykt”-linier på retning, så ved fribonden nu at vejføringen i bygden mod retning nord svarer til tiden ”højdag” (hádegi, *heh dæg), i dag tallet ”12”.

At det er retning nord der svarer til tiden ”højdag” (hádegi, *heh dæg), i dag tallet ”12”, ved vi må være sandt fordi solen klokken 12 (højdag) står højest på himlen og nærmest syd. På dette tidspunkt vil solens lysstråler derfor ankomme fra syd, ramme det i jorden plantede spyd, solurets viser, og spydets skygge vil pege mod nord i dette tidsrum 1.

1 Da det tager Jorden 24 timer at foretage en omdrejning om sig selv, svarer 360 længdegrader til 24 timer. Derfor er 1 time = 15 længdegrader. De engelske landskaber har som bekendt længdegrad 0 gennem Greenwich, London. Derfor foretages der en tidstilpasning afhængig af hvor man befinder sig i landskabet. Der forekommer i denne forbindelse en for mig sensationel uafklaret sammenhæng mellem den 8-takkede bol-opdeling og verden, som vi kalder "sólhringr, sólarhringr" (solring, solringen), og den kurve der fremkommer når vi gengiver solen på himmelkuglen klokken 12 året igennem. Solen står nemlig ikke i syd hele året, hvorfor solens kurve er et 8 tal. Det forekommer mig at vi allerede i 400 tallet e.Kr. har forståelse for dette og at det er fra denne forståelse 8 tallet opnår sin absolut centrale plads i vor filosofi. Der er 4 afbildninger af 8-takkede stjerner på ”det korte” guldkorn fra 400 tallet e.Kr. Fra en stentavle fundet i den sumeriske bygd Uruk (nuværende sydlige Irak) dateret til 3000 f.Kr. ved vi hvad den 8-takkede stjerne skal symbolisere. Den otte-takkede stjerne er Inanna, der hos romerne bliver til Venus og hos os Freya , dvs. Moder Jord . På ”det korte” guldhorn er de 8-takkede stjerner 2 x Moder Jord og Moder Sky, visuelt gengivet som solen.

Læseren kan selv gennemføre eksperimentet ved simulation på et program fremstillet på Institut for Matematik, DTU, Kgs. Lyngby. Computersimulationen findes her: http://www2.mat.dtu.dk/info/experiencing/sun_dial/

Under ”3D Simulation” dobbeltklik på ”Year”. I det nye vindue er tiden fastsat til klokken 12. Klik nu ”Run” (kør), og programmet vil nu vise solens kurve – et 8 tal.

 

Præsten i Blovstrød Joachim Junge (1760-1823): Den nordsiellandske Landalmues Character, Skikke, Meeninger og Sprog (1798, s. 118):

”Samtalen dreies nu immer til Klokkeslettet, og dette veed sædvanlig enhver Bonde ligesaa nøie at bestemme, som den Stadsbetient, der hos de ældste Romere maatte efter Solen, i Mangel af Uhre, raabe til Folket, naar det var Middag eller Aften. Bonden seer og op efter Solen, kan Huen derved falde ham bag af Hovedet, da er det Middag; han maaler sin Skygge, kan han spænde den med et Skridt, da har Maven gyldig Aarsag til at brumme [af sult];…”.

 

Som vi kan høre gør den sjællandske bonde stadig brug af nøjagtigt samme forståelse af tid i slutningen af 1700 tallet e.Kr.

Snorre gør brug af ”ótta, *uhta” i Gylfaginning (kap. 44. Þórr hóf för sína til Útgarða-Loka), hvor Öku-Þórr, efter at have spist gedekød med bonden og hans familie den foregående aften:

”...En í óttu fyrir dag stóð hann upp ok klæddi sik, tók hamarinn Mjöllni ok brá upp ok vígði hafrstökurnar...”

som jeg oversætter til:

”...End i ótta den følgende dag stod han up og [på]klædte sig, tog hammeren Mjølnir og gik hurtigt op og viede gedebukke[ben]stykkerne..”

Snorre’s ordvalg ved brugen af ”Öku-Þórr”, ”óttu” og ”vígði” er helt bevidst. ”Öku-Þórr” repræsenterer forfædrene, ”óttu” repræsenterer Daggry – den jordlige moder og ”vígði” er ”vielsen, helliggørelsen”, der finder sted ved Daggry og solens første stråler kl. 0300 om morgenen.

Som flere har gjort mig opmærksom på, og jeg er helt enig heri, indeholder den oprindelige 8-takkede bol-opdeling ikke noget torv (torg), hvorfra handel kunne finde sted. Dette er, så vidt jeg kan se, helt konsekvent for alle oprindelige "-lev" bosættelser ("-by"-endelsen tilføjes først når der er dannet et forsvarsværk omkring en bygd).

Behovet for at samhandle, og at kunne gøre dette i fred, har dog altid været tilstede. De oprindelige handelspladser, der ser ud til at være kendetegnet ved brugen af ordet "-wich, -wic, -vic, -vig" i stednavnet, er Lundeborg, Fyn, der er aktiv frem til år 400-500 e.Kr., Eoforwíc (senere Jórvík, York), Ipswich, Harwich, Norwich og Hamwich (Southhampton) fra ca. år 500 e.Kr., Lundeborg (Lundenbyrg, London - "vigen", hvor handlen fandt sted er "Aldwych, Alde Wich, Den Gamle Vig"), Britannien fra ca. år 587 e.Kr., Wic (Vic) Pontio, Frankien fra år 500-675 e.Kr., Kaupangr, Dorestad (Wijk bij Duurstede) og Domburg fra år 625-650 e.Kr., Birka (Birca) fra år 670-710 e.Kr., og Ribe fra ca. år 700 e.Kr. Først langt senere opstår Hedeby år 808 e.Kr. som afløser til Ribe (og afbrændes allerede år 1050 e.Kr.), og muligvis Quentovic, Frankien som afløser for Wic (Vic) Pontio.

Alle handelspladser er opbygget omkring samme tanke. En lokalkonge stiller en mark og tilstødende strand ved en naturhavn til rådighed for købmænd og handlende. Mod betaling af en skat til lokalkongen garanterer denne for sikkerheden medens handelspladsen er åben.

Den fælles møntfod i alle vore landskaber år 670-755 e.Kr. er sølvpenge (se afsnittet "Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat"). Disse "penge", gjort af sølv, kaldes også for "Sceat, Sceatta" (ental, flertal) - det oldengelske ord for "skat". I Niðaróss, Trondheim kaldes den udskrevne skat år 1093 e.Kr. for "landauragjald" eller "landingsøregæld", som vi må opfatte som "havnetold" 1. I Flensborg Stadsret (39, 51) fra ca. år 1284 e.Kr. kaldes den udskrevne skat for "toræ penning, tørigh ørtigh" (torvepenge, torvørtug), samt "toruggiaald" (torvegæld, Diplomatarium Danicum: 2R, I.1.III.288). Kong Erik V. Klipping (regent 1259-1286) giver indbyggerne i Stege, Møn skattefrihed på Skanør marked med disse ord: "Item tridiæ breff er om Skanørs marckit, sa ath wii skulle være toldfrii, och er och giffwet af fremffarin konningh Erik". Disse skatteindtægter, og manglen på samme, har enorm betydning for egnens velstand.

1 Heimskringla (”Saga Magnús konungs berfœtts”,  1. Upphaf Magnús konungs berfœtts)

 

Man kunne evt. overveje hvorvidt hele tanken omkring særlige handelspladser ikke er et ønske om at kunne udskrive skatter mere end et ønske om at fremme handlen og freden. Ikke ulig i dag har man sikkert haft fuld forståelse for at handel skaber mere handel, og derved større skatteunderlag. Fra disse oprindelige handelspladser videreføres samme system på et tidspunkt kort efter Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. som "købstæder", der gives særlige rettigheder (privilegia), mod udskrivning og afregning af skatter. At nogle af de oprindelige handelspladser blev videreført, ifald land- og vandveje stadig var farbare, ser vi bl.a. gennem Fordwich, Kent, der blev en del af "Cinque Ports" frihavnsprivilegiet givet i Royal Charter år 1155 e.Kr.
 

 

 

Forståelsen af ”vintre”

 

Det er Bede der i 700 tallet e.Kr. for første gang begynder at bruge dateringen ”Anno Domino” (Herrens År) i sit værk om Anglernes historie, der var opfundet af Dionysius Exiguus år 523 e.Kr.

Indtil dette tidspunkt omtalte vi antallet af vintre siden en betydningsfuld begivenhed når vi skulle have sat et tidsrum i forhold til et andet. Det skyldes at årstiden var inddelt i to halvår;  Sumarmál (Sommermål(tid)) og Vetr-nætr (Vinternætterne), og at det nye ceremonielle år begyndte 6. januar efter 13-dages Julen, der finder sted i vinterhalvåret (se afsnittet ”Solhjulet og den matriarkalske månekalender” og kapitlet ”Jólahald – fejring af vintersolhverv”).

Her er et par eksempler:

Angel-saksiske krønike for året 655 e.Kr.:

"Mierce wurdon Cristne. Þa was agan from fruman middangeardes .v. þusendo wintra .dccc. .L. wintra"

som jeg oversætter til:

"Folket fra Mercia blev kristne. Da var gået fra første Midgård 5 tusinde vintre 800 50 vintre"

Håndskrift B74 (nu det Kgl. Bibliotek i Stockholm), som jeg daterer til år 1146 e.Kr.

”Thenni ræt var sattær a thæn løghardag næst war æftir sancte iacobs mæssu a siwtanda vintri waldemars konings oc ærchipiscob æschil hafthi fæm vintær oc thrætivgv varit ærchibiscop ofnæ scane. fran then dag ær hemen war scapather. oc til thes dags ær thænni ræt var sattær: siax thwsandh vintær. oc thry hwndrath oc fyritivgv. oc en. fem manathum minna. o twem vkum oc twem dagum Oc sithan gud war boren i thennæ hem. oc til thes thessi log varo sat. thvsand vintær oc hundrath oc firithugu. oc en vintær. oc siu manatha. oc tolf daga”.

eller

”Denne ret var sat på den lørdag næst var efter sankt Jakobs messe den 7. vinter [af] Kong Valdemars og ærkebiskop Eskild havde 5 vintre og 30 været ærkebiskop over Skåne. Fra den dag der Jorden var skabt og til den dag der denne ret var sat: 6 tusinde vintre og 3 hundrede og 40 og 1. 5 måneders minde. og 2 uger og 2 dage[.] Og siden Gud var båret på denne jord og til dets denne lov var sat. Tusinde vintre og 100 og 40 og 1 vinter og 7 måneder og 12 dage”.

Beowulf-kvadet (sætning 2425-2433 forkortet): 

 

  Bíowulf maþelade...:

ic wæs syfanwintre
þá mec sinca baldor
fréawine folca
æt mínum fæder genam·
héold mec ond hæfde Hréðel cyning·
geaf mé sinc ond symbel·
sibbe gemunde·
næs ic him tó life láðra ówihte...

  Beowulf mælte…:

Jeg var 7 vintre
da mig højtskattede Balder
stor-ven [af] folket
tog mig fra min fader’s æt·
Holdte mig og havde Hreðel konge·
Gav mig velstand og sumbl·
Slægtskabet mindedes·
ej var jeg ham i liv[,] mindre om muligt...

Gennemgået i detaljer i afsnittet "Den hellige kop og barnedåb".

 

 

Forståelsen af ”år”

 

Ordet ”ár” (oldnordisk), ”ger” (oldengelsk, Angelsk dialekt) 1, ”jer” (gotisk) eller “år” havde oprindeligt en betydning udover forståelse af (års)tid, dvs. en forestilling om "årets gangen i ring". Vi brugte ordet til at kvalitetsbedømme "ringen" i fortid eller fremtid. Vi taler også i dag om et godt eller dårligt år, og vi genfinder denne urgamle forståelse i f.eks. oldpersisk ”dušiyaram” (dårligt år), som vi skal opfatte som ”dyrtid, hungersnød”.

1 Den oldengelske forstavelse "ge-" skal udtales "ye-", og bliver til "i" på Middle English.

 

Runen i Ældre Futhark "*jara, ger (Jara)" har netop betydningen "år, avle", og ser således ud:

 Rune jara.jpg

Tegnet ">" betegner "tidsskifte, vending", dvs. solen hverver. Derfor betegner "*jara, ger (Jara)"-runen som billedtegn "fra solhverv til solhverv" eller "år(stid). Vi har flere eksempler på brugen af ">" i vor kunst, mindst tilbage til år 1.000 f.Kr.

 

 chap31-1-25.jpg chap31-1-24.jpg chap31-1-23.jpg

Til venstre: "Julekalenderen" i form af helleristning fra Østfold, Norge dateret til ca. år 1000 f.Kr. ">"-tegnet med betydningen "tidsskifte, vending" ses inde i solhjulet, der er en kalender., Solhjulet er opdelt i to årstider - Vinter og Sommer, vist med den vandrette streg. De to lodrette streger inddeler hvert halvår i 2: Før-Jul og Efter-Jul for Vinter, samt Før-Liða og Efter-Liða for Sommer. Det viste "hverv" er derfor Moders Nat, Lille-juleaften og dagen før den første juledag. Kunsten er gennemgået i detaljer i afsnittet "Solhjulet og den matriarkalske månekalender".
I midten: Aftegning fra guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet i Tønder, Sønderjylland (DR BR4). ">"-tegnet med betydningen "tidsskifte, vending" ses ud for solhjulet med fødder på. Kunsten er gennemgået i detaljer i afsnittet "Solhjulet og den matriarkalske månekalender". Tiden er efter Efterårsjævndøgn ved ”Winter-fylleð” eller ”Vinter fuld(måne)”. Dette er efterårets første fuldmåne, Jagtmånen, der igangsætter jagten.
Til højre: Aftegning fra guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet i Røgenæs/Raunes, Vats sogn, Rogaland fylke og indleveret til Bergens Museum i 1885. ">"-tegnet med betydningen "tidsskifte, vending" ses ud for solhjulet med fødder på. Kunsten er gennemgået i detaljer i afsnittet "Rejsen til Asgård – Odinsjagten". Tiden er Vintersolhverv.

 

">"-tegnet med betydningen "tidsskifte, vending" kan ligeledes ses på Sommersolhvervsafbildningen på "det korte" guldhorn fra 400 tallet e.Kr. Dette er gennemgået i detaljer i afsnittet "Sumarsólstaða – Liða - ætlingen ofres og sommeren komme".

Bent Hansen har gjort mig opmærksom på at det oprindelige ord for "sol" på kinesisk er "rì" (Pinyin, udtalt "yerh"), dvs. en mulig oprindelig sammenknytning mellem "år" og "solen, solens gangen i ring". Kom ihu at solhjulet med fødder på netop viser solens gangen i ring, og derfor måske begrebet "år". Det kinesiske skrifttegn for "rì" er også solen med solstråler.

 chap31-1-22.jpg

Nr. 1: Det kinesiske billedtegn (skrifttegn) for "rì"; solen med en solstråle i midten. Til venstre; det oprindelige billedtegn (skrifttegn) gengivende en sol og solstråle naturligt. Det hér viste billedtegn (skrifttegn) er fra Shang dynastiet ca. år 1450-1050 f.Kr., dvs. vor Bronzealder. Tegnene blev rejst identisk til vor brug af runestaver, og med samme formål; at trække lod om varsler (se afsnittet "Lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka"). Derfor kaldes billedtegn (skrifttegn) fra dette tidsrum for "jiăgŭwén” (Pinyen) eller “skal-ben-skrift”, da tegnene blev ridset på knogler og skildpaddeskjold. Til højre; som skrittegnet skrives i dag med solen nu værende firkantet, og solstrålen kommende ind fra venstre side.
Nr. 2: Sarmatiske afbildninger på Kersch stentavlen. Til venstre; solen med en solstråle i midten, dvs. identisk til det kinesiske skrifttegn. Til højre; solhjulet med fødder på.
Nr. 3: Solstråle og solhjulet med fødder på; fra guldskillingen (DR BR8) dateret til år 385-670 e.Kr. Fundet på Skodborg mark knap 3 km sydøst for Skodborg Kirke, Skodborg, Frøs Herred. At netop denne guldskilling er fremhævet i denne forbindelse skyldes indskriften på guldskillingen, jvf. nedenfor. I vor oprindelige kunst, Stil I., gengives solhjulet med fødder på gangende såvel mod, som med uret.

Det gælder tilsyneladende i såvel kinesisk kunst (her billedtegnets udvikling til skrifttegn), som i sarmatisk, og derfor vor egen, at solen oprindeligt er afbildet som rund, men at den i kunst undergår en forandring til at blive gengivet firkantet. Årsagen er formentlig praktisk da det er lettere at ridse rette linier i sten og træ. Tænk på hvorledes vi rejser runen "*sowilu, Sigel", der har betydningen "sol, solkraft, stråler" (se kapitlet "At riste lyde").
Kilde: Afbildningerne fra Nr. 2 er hentet fra Sergei V. Rjabchikov: The Interpretation of Some Sarmatian Motifs and Inscriptions (2001, figure 7, figure 9), der igen har hentet disse fra V.S. Drachuk: Sistemy znakov Severnogo Prichernomor'ya (Tamgoobraznye znaki severopontiyskoy periferii antichnogo mira pervych vekov nashey ery, Kiev, 1975, table XXXV, XXXVI).

 

Den tidligste udgave af brugen af ”år” mener jeg findes i Ældre Futhark indridset på stenen fra Stentoften, Listers Herred, Blekinge, der står i Sølveborgs kirkes våbenhus og er dateret til kort tid efter år 0 (DR 357).
 
Dele af indskriften siger hAþuwolAfR gAf j”, som jeg fortolker som ”HaþuwulfaR gaf jar(,)” og oversætter til ”HaþuwulfaR gav godt år(,)”. Hele indskriften er gennemgået i afsnittet ”ErilaR – Eruli – Eorl – Jarl”.
 
Den næstældste brug af ”år”  mener jeg er indskriften på guldskillingen fra Skodborg, Danmark, som jeg mener er smedet til at være en Gylden Tavle, og er dateret til år 385-670 e.Kr.

Jeg mener denne indskrift viser brugen af ”árs ok friðar” i en mere oprindelig udgave:

”auja alawin auja alawin auja alawin j alawid”

Som jeg oversætter til:

”hjælp Al-ven[,] hjælp Al-ven[,] hjælp Al-ven[,] [godt] år [til] alle vidt”

Jeg mener at ”alawin” er et heite for Freyr, fra hvem vi beder om hjælp til et godt kommende år for alle. Kom her ihu at fundet er gjort i Frøs Herred, dvs. Freyr’s Herred, og at vi af andre er kendt som, og kaldte os selv det oldengelske, "Ingwines" (Venner af Ing, Freyr). Runen ”*jara, ger” betegner i sig selv ”år”. Den Gyldne Tavle’s visuelle kunst gengiver formentlig Freyr som vi opfatter ham i tidsrummet år 385-670 e.Kr. (guldskillingen kan ses i afsnittet ”Vintersolhverv – Moders Nat – (Lille)-Juleaften - Freys Leik”).
 
Som jeg viser i afsnittet ”Vintersolhverv – Moders Nat – (Lille)-Juleaften - Freys Leik”, forklarer Gulaþingslög (Gulatingsloven, Gulathingsloven) (7) fra år 1250 e.Kr. os at Julens formål er at ofre så at det nye ceremonielle år må blive ”árs ok friðar”, som skal opfattes som ”frugtbart og smukt”.
 
I dag gør vi nøjagtigt det samme ved at ønske hinanden ”Godt Nytår”, hvor vi erindrer at dette oprindeligt blev afsagt den 6. januar.

 

Før urets opfindelse i 1400 tallet vidste ingen hvad klokken var

 

Der vil være en række læsere, særligt hvis opflasket med røverhistorier om de dumme hedninge der troede at jorden var flad, der vil mene at størstedelen af befolkningen ikke havde behov for at have styr på ”tid”; hverken dagens, månedens, årets eller større tidsrum i forhold til hinanden.

Det mener jeg er en grotesk undervurdering af i hvor høj grad "tid" var udviklet og forstået, og jeg føler mig ganske sikker på at alle har haft fuld forståelse for dette.

Primært opstår behovet for at have styr på naturens skifte i årets gang - forståelsen for "tid" muliggør at kunne spå om fremtiden eller "verdandi". I dag er vi lidt mere beskedne og kalder det at planlægge sin tid, men virkningen er den samme. Hvis bonden ved ”tidsberegning” kan forudsige årets skifte, så kan han styre foderlager, såning, pløjning, høst osv. Brug en smule sund fornuft og tænk modsat. Hvordan kan bonden overhovedet dyrke agerjorden eller holde tamdyr uden at have fuld styr på ”tid”? Vinter- og Sommersolhverv blev beregnet nøjagtigt, hvilket forudsætter dels brug af tal, dels en fuldt udbredt forståelse for "tid". Det gælder også alle andre højtider.

Jeg mener ligledes at alle har haft styr på tidsrum i forhold til hinanden, jvf. brugen af "antal vintre". Vi kan se fra vor tidligste lovgivning, og den er allerede i verdensklasse i 500 tallet e.Kr., og sikkert langt tidligere, at der er nogle klare juridiske ting der ændrer sig afhængig af tid.

Når Beowulf i Beowulf-kvadet (2425-2433) bliver knæsat af Kong Hreðel da han er 7 vintre gammel er tidspunktet ikke tilfældigt. Denne alder er overgangen fra spædbarn til barn, der er to klart definerede begreber i vore tidligste love.

Begrebet "Endrborinn" eller "eft ácenned" (født igen – tve-skabt af tanker) udløses af lærdom. I "tid" sker det efter en udstået læretid (se afsnittet ”Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker”).

i Manu Smriti skriftet fra 200 tallet e.Kr. finder ritualet om at blive ”tve-skabt af tanker” sted meget tidligt i et menneskes jordeliv i 8-12 års alderen afhængig af byrd (varna).

Fra Eskild og Absalon’s Skånske Kirkelov fra år 1200-28 e.Kr., i omtalen af hvem der er omfattet af lovgivning om Hellig(dage), ser vi følgende gældende:

”hælghæ brut skal æi søkia at yngri manni æn fæmtan uintre gamal”

eller

”Hellig brud skal ej søges på mænd yngre end 15 vintre gammel”

Kong Knud I. den Store (regent England 1016, regent Danmark/Norge/Skåne 1018-1035) ser ud til at have skæringstidspunktet mellem ung og voksen lidt tidligere. Han skriver i sine ”Gejstlige Domme” (Secular Dooms) kap. 21:

”Og vi vil at hver mand over 12. (xii.) vintre tager ed at han vil hverken blive tyv eller vidende om tyveri”.

Alle de nævnte sæder, hvoraf mange nedfældes i lov, udløser ret og pligt for hver dreng og pige; fra leg, over lærdom, til fuldt virke og anerkendelse som ligestillet fribåren. Det kræver at man har helt styr på "tid".

Ligeledes fremgår det klart af "Broderlisten" fra Valdemars Jordebog år 1231, hvor alle danske fribårne mænd er nedskrevet. Her står Sven Aggesøn's slægtning skrevet som "Peter Aghisun og Cristiarn”. At "Cristiarn" kun er nævnt med fornavn betyder at han er at regne som mindreårig, i samtiden formentlig under 15 vintre gammel. Igen er det påkrævet at vi, og alle andre, ved dette.

Umiddelbart synes det at en træl, der ikke oppebærer rettigheder, ikke har behov for at kende sin alder. Men igen, kan vi nu være helt sikre på dette? En træl kan arbejde sig fri, og vi ved med sikkerhed at alle blev døbt og navngivet med vands overøsen, formentlig netop af denne årsag (se afsnittet ”Den hellige kop og barnedåb”). Det forekommer mig derfor at selv en ussel træl må have vidst hvor mange vintre han var. Ikke mindst fordi straffeloven også omfatter forbrydelser mod trælle æt, og loven skelner mellem køn og alder i værdifastsættelse af "vergeld" (mandsbod) - Se Kong Æthelberht’s Domme fra år 560-616 e.Kr. (lov nr. 11, 78-81).

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk