Íðrótt, taefl og leikr

At vi i dag synes at have næsten uanede mængder af forskellige idrætsgrene at vælge fra, er ikke nyt. Vi har altid haft mange sportsgrene, langt de fleste af hvilken tager sin oprindelse i vigtigheden af at træne for at dygtiggøre sig. Jeg har valgt at fremhæve Hestaþings, Cyningtaefl og Knáttleikr.

Af andre sportsgrene kan nævnes "sunds-iþrótt" (direkte "sundsidræt, idræt i sundet") eller "sundleikr" (direkte "sundsleg, leg i sundet") - begge opfattet som "svømning", ”Fang, Fangbrögd” (fange, tage fat om, brydekampe), der finder sted på en ”Fangabrekku” (brydeskrænt). Man er til en brydekamp iklædt en  ”fangstakkr”, der er en stor løsthængende trøje/skjorte. Et eksempel findes i Víga-Glúms Saga (kap. 13). Det er for mig uklart hvori forskellen på ”Fang, Fangbrögd”, ”Glíma” (bryden, brydekamp) og "*Hryggspenning" (Ryg(om)spænding, Livtag) består. 

Peder Laales Danske Ordsprog siger:

Nr. 1020 Naar two brydhes tha faller then som mijnne formaa
(”Når to brydes da falder den som mindre formår”)

Aftegning fra en kande brændt i den etruskiske ”bucchero”-stil fra ca. år 630 f.Kr. (Olpe di bucchero a rilievo). Kanden blev fundet 1988 i en rig grav ved Cerveteri (Monte Abatone, etruskisk ”Chaire, Chaisrie, Cisra”). Kanden findes på Museo Archeologico Nazionale di Villa Giulia (Museo Nazionale Etrusco), Rom, Italien (inventar nr. 110976). Der er to ”tegneserier” afbildet. Den nedre del viser til venstre to nøgne og langhårede, og derfor fribårne, unge mænd, der tydeligvis kæmper i en eller anden form for rituel brydekamp, eller (sports)leg med regler. Hver af de kæmpende unge mænd har én sko på. Ved siden af de to kæmpende ankommer, fra læserens højre side, 6 unge mænd bærende på et stort klæde (eller skind), hvorpå er rejst i etruskiske runer ”kanna”. De 6 ankommende, og ligeledes nøgne og langhårede, mænd er fortolket som argonauts ankommende hjem efter deres sejr ved legene på øen Lemnos, hvor førstepræmien var en kappe eller et skind. Lesmos er en græsk ø i den nordvestlige del af Ægir's Sø (Det Ægæiske Hav, Ægæerhavet). Øen ligger i lige linie med Troja og Þrúðvangar som nærmeste fastland i en breddegradssejlads mod øst. At herske over Lesmos har derfor haft enorm strategisk betydning for Slaget ved Troja. De to kæmpende mænd er en del af denne ”tegneserie”. Det er ukendt, hvad ”kanna” (kendes også i formen ”kana, cana”) betyder. Mit bud er at ordet er identisk til ”cunnan, kenna, kanna, kannjan” (oldengelsk, oldnordisk, oldfrisisk, gotisk), hvis oprindelige betydning er ”at bekendtgøre, at anerkende”, hvorfor præmien de unge mænd bærer netop er anerkendelsen af den ved legene vundne sejr.

Fra før-græske sagn, i tiden omkring Den Trojanske Krig ca. år 1194-1184 f.Kr.; beskrevet år 800 f.Kr. i Homer: Odyssey (Bog XII: 69-72) som ”Argō” og ”Iēsōn”, og år 800 f.Kr. af Hesiod: Theogonien (Theogonia" (gudefødsel), sætning 996-1002), kender vi beretningen om Jason og hans argonauts (direkte "søfolk fra (skibet) Argo"), der drager ud for at vinde Det Gyldne Gedebukkeskind, med hvilket Jason kan genvinde den trone, der blev taget fra hans fader. I sagnet har Jason kun én sandal, da han har foretræde for gudinden Hera (hos etruskerne ”Uni”, kopieret af romerne som ”Juno”), som følge af hans kæmpen. Spådommen sagde, at en mand med kun én sandal ville opnå tronstolen. Det må derfor være en rimelig antagelse, at de to unge kæmpende etruskiske mænd rituelt er tronarvingen Jason (hos etruskerne ”Easun, Eiasun, Heasun, Heiasun”) i en tvekamp. Ekstremt interessant forekommer ”Easun, Eiasun, Heasun, Heiasun” afbildet på et bronzespejl, hvor navnet er rejst med etruskiske runer som ”Heiasun” i en identisk etruskisk beretning om "Thor's fisketur" i Hymiskviða (vers 20-21, Ældre Edda). Hesiod forklarer os år 800 f.Kr. i ”Theogonien" (gudefødsel), at Jason opfostres af personen Chiron. Chiron er en jætte, der besidder alle de egenskaber vi forbinder med Odin/Woðan som shaman. Jætten Chiron har her nøjagtigt samme opgave som jætten Hymir, og man forledes til at tro, at der her gemmer sig et fælles ophav mellem ”Easun, Eiasun, Heasun, Heiasun” og Det Gyldne Gedebukkeskind, og Thor (Ökuþór) og hans to gedebukke Tanngnjóstur og Tanngrisnir. Mønt slået ca. år 480 f.Kr. i Larissa ved grænse-floden Peneius i Thessaly-landskabet i det midt-østlige nuværende Grækenland, viser Jason’s hoved og én sandal, og gengiver derfor samme beretning i kunst. Netop dette landskab er navngivet efter Thessalus, der er søn af Jason og Medea (etruskisk "Metaia, Metua, Metvia") i græsk filosofi. Jætten Chiron kom fra bjerglandskabet Magnesia, der ligger ude ved kysten i Thessaly-landskabet.

Pindar (ca. 522-443 f.Kr.) nævner i ”Pythian Odes” (4.253-4) fra ca. år 462 f.Kr. ganske kort Lemnos-legene, der ser ud til at være en festival til ære for de, af kvinderne fra Lemnos, dræbte mænd på Lemnos. Vinderne blev givet en kappe eller et skind, der samtidig gav retten til giftermål. Vi aner nu at denne rituelle (bryde)kamp, og måske legene som sådan, kan have været et overgangsritual fra ung til voksen – en mandighedsprøve. Pindar siger, i min oversættelse til nudansk:

”Og de sejlede
over Okeanos [havets] ånde og Rødehavets bølger(,)
ind i de lemniske kvinders favn, det mandlige køn’s bane.
Frem for dem viste de deres færdigheder
i lege med en (skind)kappe som sejrspris”.

Fordi sagnet er før-græsk, kan vi ikke sige om ophavet er fra etruskerne til grækerne, omvendt, eller har et fælles tidligere ophav, den mest åbenlyse mulighed. Faktisk må sidstnævnte være det rette svar da Hesiod nævner etruskernes oprindelige stammenavn blandt grækerne, ”Tyrrhenian”-folket, samtidigt med Jason (Easun, Eiasun, Heasun, Heiasun), jvf. ”Theogony” (sætning 1016). Vi ved at etruskerne er til stede i området før Slaget ved Troja (se afsnittet ”Vandfolket “Danu/Denen/Denyen” fra egyptiske indskrifter”).
Kilder: Nancy Thomson de Grummond: Etruscan Myth, Sacred History, And Legend (2006, s. 6, afbildning I.7), Gocha R. Tsetskhladze: Ancient Greeks west and east (1999, s. 198-199) og Larissa Bonfante: The Etruscan Language (2002, s. 158, 197).

Homer: Odyssey (Bog VIII: 205-206), hvor Odysseus giver svar på tiltale til den Phaiekonske ungdom der, anført af Kong Alkino’s søn Laodamas, havde udfordret Odysseus ved at antyde at han ikke var en ”kæmper” [græsk ”athlētēri”], i min oversættelse til nudansk:

”Lad ham komme hid og dyste, for I har gjort mig rasende; i boksning [græsk ”pux”]; i brydning [græsk ”palē”] eller løbning [græsk ”posin” = fødderne], hvem der lyster".

Hestaþings – hesteskeið – hestavíg – hesta-at
 

Af sport med heste kendes bl.a. at man drog til ”hestaþings” (hestething) og afholdte “hesteskeið” (hesteløb) med ”skeiðhestr” (løbehest, travhest, pasgænger), ”hestavíg” (hestekamp) og ”hesta-at”.
 
I Víga-Glúms Saga (kap. 13 og 18) ser det ud til at finde sted i Sommerhalvåret, og alle kilder fra Norge skriver at hestethinget fandt sted i sidste halvdel af august.
 
Man kunne kæmpe herred mod herred, eller æt mod æt.  Man medbragte hvad hest man nu kunne eller ønskede at stille op med; fra en mare/hoppe til en gammel hest (hestklár einn gamlan).
 
Det ser ud til at hovedsporten tog form af en dominans-kamp mellem to hingste i et indelukke gjort med reb (lýkur). Hver side havde en dommer. Mange kampe ser ud til at være endt med at den opgivende hest sprang ud af indelukket, hvorved kampen var slut.

”Voru hestar fram leiddir og bitust vel og þótti öllum
hestur Ingólfs betur ganga og vill Glúmur þá skilja, ríða heim".

Som jeg oversætter til:

”Blev hestene ledt frem og bed hinanden vel og alle tænkte
at Ingolf’s hest gangede bedre og Glúmr skilte da [hestene], [og de] red hjem”.

Nils Simonsøn Glostrup, søn af sognepræst Simon Jensen fra Glostrup, Sjælland var biskop i Oslo 1617-39. Han beretter om et ”hestaþings” (hestething) med ”hestavíg” (hestekamp)  i Fyresdal i 1618:
 
”En liden fierdingsweys fraa Fyrrisdaall kommer aff omliggende Sogner S. Bartholomæi daag ¹ en hell hob bønder med deris heste, och der maa hestene bidis paar och paar, ligesom forordned bliffuer, med mening att huillked Aar hestene bidis well schall bliffue itt gaatt Aar, et ècontra”.
 
¹ ”S. Bartholomæi” eller ”Bartholomæus/Bartholomew” fejres af kristendommen 24. august.

Fra Reier Gjellebøl (1737-1803)’s beretning fra 1771¹ om ”skeidet” i Valle, Setesdal, Norge der fandt sted på ”Lovisæ Dag” den 25. august, kan vi se at en hoppe blev ført frem på ”Skejdvolden” ved præstegården i Vallebø sammen med to hingster, der herefter kæmper om hoppen.

¹ "Beskrivelse over Sætersdalen i Christiansands Stift av Rejerus Gjellebö"

H.J. Wille forklarer i 1786¹ at ”Paa Molandsmoen [i Fyresdal], en kort Fjerding fra Præstegaarden, er en slet Plan, hvor der har staaet fire spidse Stene opreiste, der har udgjort en Firkant til Kampplads for Kjæmperne i gamle Dage. Nu omstunder holdes derimod et lidet Marked med Heste den 14de August, da man rider for at probere sine Heste og endelig løslader dem for at figtes om en Hoppe, som en Mand holder midt paa Pladsen og med en lang Stang forsvarer, indtil en har vundet Magt over dem alle”.
 

¹”Beskrivelse over Sillejords Præstegield i Øvre-Tellemarken i Norge”

Præsten Johan Nicolai Frantzen skriver i et brev til Jørgen Moe i 1847¹  at den sidste lørdag i august 1847 kaldes for ”Skeidbil”. Selve skeidet varede fra tidlig morgen til mørket faldt, men blev efterfulgt af dans og drikke ind i natten. 
 
¹ Biskop, folkemindesamler, forfatter Jørgen Engebretsen Moe (1813-1882): Samlede Skrifter (1877, II:147)

Som man kan se fik hestene dog ikke lov at forvolde hinanden alvorlig skade. Dertil var hesten både for kostbar, holdt i for høj anseelse, og for livsvigtig.

Kopi af Häggebystenen (Hästkampstenen) ved Häggeby kyrka, Häggeby socken, Håbo kommun, södra Uppland og dateret til år 375-550 e.Kr (U665) Denne billedsten er ikke særligt bekendt, men viser på den ene side af stenen en ”hestavíg” (hestekamp) mellem to hingste. På hver side ser vi de to ejere ægge deres hest til yderligere kamp om hoppen/maren, som vi ikke ser i billedet. Hver mand har en pisk i den ene hånd og en ”heststafr” (hestestav) eller ”skeidstang” i den anden. Hestestaven bruges til at holde hesten i indelukket. Den anden side af billedstenen viser et langskib roet af 12 roere + styrmand. Originalen findes på Statens historiska museum, Stockholm.

Andre kilder der nævner denne sport er  Brennu-Njál’s Saga, Grettis saga, Ljósvetninga saga, Svarfdæla saga og Sturlunga saga (i Aron Hjorleifssons saga). Frostathing’s lov (for Trøndelag og Trondheim) fra 1200 tallet e.Kr. og Jónsbók lovgivningen fra år 1281 e.Kr. fastsætter regler for ”hestavíg”.

Stednavnet "skejten" ved herregården Fuglsang, det østlige Lolland vidner om et sted hvor "hesteskeið” (hesteløb) har fundet sted. Her har hestene skejtet sig på halvøen med de flade enge, og de mange flintesten ud mod bredningen. Stednavnet forekommer i forlængelse af den oprindelige befæstede borg Gammelholm (Voldsted), der kendes fra år 1368 e.Kr.

Cyningtaefl eller Hneftafl – det strategiske brætspil

Hvad lavede vore forfædre når der var fred til lands, når høsten var i lade og dyrene slagtet, i de lange vinternætter fra november til april, hvor man ikke turde sætte langskibet i søen af frygt for at isen skulle skære det op, og man afventede naturens nye år?
 
De spillede, som i dag, brætspil.
 
"Hneftafl" (oldnordisk) og "Cyningtaefl" (oldengelsk), der på oldengelsk betyder enten ”kongens bord” eller ”kongens kappestrid”, og ofte blot kaldes det forkortede navn ”Tafl/taefl” er et strategisk brætspil, der er blevet dokumenteret ved arkæologi mange steder i Norden og England. I Vimose, Odense har man fundet fragmenter fra dette brætspil dateret til år 400 e.Kr. De tidligste kilder, der nævner spillet er fra 116-27 f.Kr. og 100 tallet e.Kr. og her er det ikke omtalt som noget nyt, men som et spil der spilles i fritiden.
 
Det oldnordiske ord ”Hneftafl” ved man ikke præcist hvad betyder, hvorfor jeg i afsnittet har benyttet det oldengelske ord i overskriften. ”Hnefi” er hovedbrikken i spillet, og derfor Kongen, men selve ordet kan komme af ”Hnef” der betyder ”næve” i betydningen ”den knyttede næve”. Dette kan være en henvisning til at Kongen og hans hird skal igennem mangen slagsmål for at bryde ud af borgen og komme i sikkerhed.

Mit eget bud er at Hneftafl er opkaldt efter ”Hnæf Hocingum” (Widsith-digtet, sætning 29). Hnæf Hocingum er broder til Borghild/Hildeburh, datter af Hoc (Beowulf sætning 1070-1113). Vi kan fra Beowulf, Finnsburgh Fragmentet og Widsith se at Hnæf er samtidig med Hengest, før udvandringen fra Jylland år 449 e.Kr. Fra afbildningen på det Lange/Store Guldhorn og fundet i Vimose, Fyn ved vi at Tafl blev spillet i 400 tallet. 

Betegnelsen "Hneftafl" kan da være de spilleregler, det antal felter ("taflbyrðingr"), de antal brikker/tavler og forholdet mellem fjenden og os, der var gældende ifald man spillede Cyningstaefl efter Hnæf Hocingum's regler. I så fald skal vi forstå "Hneftafl" som "kappestrid med brug af Hnæf Hocingum's regler".

Hvad kan underbygge denne fortolkning er at det er klart fra Hervarar saga ok Heiðreks at ”tafl” og ”hneftafl” ikke synes at være det samme spil eller spillet efter samme regler. Her ser vi ordene ”tafli” og ”hnettafl” benyttet i forskellige gåder, og det synes helt bevidst at ordvalget er som det er.

Taflbrik fundet i 2002 under en udgravning i Kaldus (*Koldenhus) langs Visla-flodens bred. Taflbrikken er dateret til år 1000-1050 e.Kr. og bærer indskriften (i)onataf(l) eller "Jón á tafl" (Jon ejer tavlen), hvor ”tafl” kan henvise til brikken eller hele spillet. Kaldus, langt nede af Visla-floden syd for Gdansk, er i 1000 tallet e.Kr. en vigtig handelspost for os, og der er i området fundet mange genstande, herunder bådgrave, fra Skandinavien. Spillebrikken opbevares på Nikolaj Kopernikus Universitetet (Arkæologisk Institut), Toruń, Polen.
Kilde: Michael Lerche Nielsen, Institut for Navneforskning, Københavns Universitet. Undersøgelse gengivet i Kulturhistorisk museum, Universitetet i Oslo: Nytt om runer (2003, publ. 2005, Nr. 18, s. 18–19).

I det oldengelske digt ”Menneskets begavelser” (The Gifts of Men, sætning 73), der findes i Exeter Book fra 900 tallet e.Kr., hører vi om mennesker, at ”sum bið hrædtæfle” (somme byder haste-kappestrid). Igen er vi ikke sikre på hvad det oldengelske ”hræd” i denne sammenhæng betyder. Det ser ud til at ordet er knyttet til ”hrædnes” (korthed i tid) og ”hræding” (haste, skynde sig i tid). Det forekommer mig at denne betegnelse evt. kan være samme spil med færre taflbrikker, og derfor et hurtigere spil. Omvendt kan det også være et spil, hvor reglerne ændres for at nå hurtigere frem til spillets afslutning. Vi ved det ganske enkelte ikke.

Filosofisk simulerer Tafl angrebet på og udbrudet fra en ringborg. Angrebet på ringborgen sker fra fire langskibe, hvori fjenden er ankommet til valpladsen. Selve brættet, gjort af træ, er opbygget som Ludobrættet med firkantede felter. Vi ikke kender de helt nøjagtige spilleregler. Det skyldes, som med alle vore boldspil, musik og sange, at alle ganske enkelt kunne spillet fordi man lærte det som en del af sin uddannelse, og derfor blev det ikke skrevet ned.
 
Jeg viser i kapitlet ”Tidslinie og stammebegreb” at i indoeuropæisk filosofi skal den ledende æt være at indoeuropæisk nedstamning. Det er derfor ligeledes tilfældet i gotisk filosofi, jvf. "Ostrogotha" (Austra-gutans, Jordanes XIV:82) eller "De skinnende goter", og hos Ver Asir-Danir-folket, hvor stamætten Skilfinga/Skjælveunge-ætten i Beowulf-kvadet (sætning 427, 609) kaldes ”*Beorht-Dene, Beorht-Dena” eller ”De lysende/oplyste Daner”. Derfor, uden undtagelse, er de hvide brikker/tavler i Tafl os, medens fjenden er de sorte brikker/tavler.
 
 
I den utroligt vigtige Hervarar saga ok Heiðreks har vi en række kennings/gåder. Disse bliver stillet af personen Gestumblindi, som vi med stor sikkerhed kan sige var goter (og derfor fjenden). Kongen i denne saga, Heiðrekr (Den der råder over Heden?), sættes i forbindelse med en række konger. Dette er sikkert et resultat af at denne saga er blevet genfortalt gennem utallige slægtsled, og hver har brugt en samtidig konge.^1
 
1
”Gestumblindi hét einn ríkr maðr í Reiðgotalandi...” Dette er goternes landområde Aujom omkring Kiev hvortil vi fordriver dem, ikke landområdet i Norden. Saxo i Gesta Danomrum  kalder samme person ”Gestiblindus” og kalder ham konge af Geaterne (dvs. Götarne, ikke Goterne). Jvf. Saxo gør Gestiblindus sig underdanig til Kong Frode mod at Frode beskytter Gestiblindus mod Kong Alrik (Ynglinga-æt nr. 11, før år 475 e.Kr.). Har Saxo ret er det derfor Kong Frode (Scyldinga-æt nr 15, ca. 400-446 e.Kr.). Der findes to udgaver af denne saga; Hauksbók fra ca. år 1325 e.Kr. og et skrift fra 1400 tallet der findes på Det Kongelige Bibliotek. Udgaverne er ikke ens og der er ingen enighed om hvilken er mest troværdig.

Gestumblindi (Den blinde gæst), måske Odin i forklædning for at retfærdiggøre at man stiller en Danerkonge med status af Gud/Odin en række gåder, siger (Heiðreks gátur, vers 19):

Min oversættelse til nudansk.
¹ her forstået som “brikker”. ² Hnefann er Kongen/Odin. Den engelske oversættelse af ovennævnte sætninger er så misvisende og fejlagtige, at læseren vil komme frem til den modsatte konklusion af hvad er tiltænkt i denne gåde.
 

Kongen er en Danerkonge og hans hird er vore kvindelige krigere, skjoldmøer, der er beskrevet som røde fordi det er farven på vor fane, og symbolet på krigere. Da kvinder forbydes adgang til slagmarken år 725 e.Kr. får vi her bekræftet at dele af denne saga er endog meget gammel, og synes at underbygge Saxo’s datering.

Exeter Book (”The Fortunes of Men”, sætning 64-71) siger:

Min oversættelse til nudansk.
¹ Jeg har her oversat ”bleobordes” gennem ”Blee/ble/bleo/blie” + bord. På oldengelsk har ordet forståelsen af ”ungpigekulør” dvs. ”bleg”. På sønderjysk har ordet ”ble” betydningen ”lagen” og sidestilles med det oldnordiske ”blæja”. Igen er betydningen i farveforståelsen ”bleg, lys, hvid”. Det antyder at brættet var malet i grundfarven hvid eller at man benyttede en lys træsort til brættet. Da det er os der forsvarer vore landområder, og "os" er Beorht-Dene - De skinnende Daner, skal brættet være lyst for at symbolisere vore landområder. Mit bud er at vi benyttede en lys træsort, og mejslede udformningen.
 

Exeter Book (”Maxims I”, sætning 181-184) siger:

  Min oversættelse til nudansk.
¹ Ordet ”tæfle” på oldengelsk er bibeholdt på svensk gennem ”tävla”, der altså betegner en tafl-kappestrid. 
² Jvf. ”fryd og gammen”. Ordet ”gomen” bliver til ”game” på nuengelsk.

Den svenske naturforsker Carl Linnaeus (senere Carl von Linné) rejste 5 måneder til Lappland. Hans dagbog for 20. juli 1732 beskriver et spil blandt lapperne kaldet ”tablut”, dvs. tafl. ¹

¹ Som alle andre i hans samtid er hans notater gjort på latin og findes i C. von Linné: Iter Laponicum, Uppsala, 1913 (s.155-156).      

Spillerreglerne ser ud til at være som følger:

• brikkerne flyttes lineært, ikke på kryds (occupera et mutare loca per lineam rectam, non vero transversam)
• Fjenden er 16 i antal, fordelt på 4 flanker (Muscovitae sine rege erint, suntque 16 in 4 phalangibus disponendi). Ganske morsomt er fjenden i samtiden russerne, der stadig går under navnet moskoviterne.
• Fjenden angriber først (Muscovitarum stationes, omnia in prima aggressione depicta)
• Svenskerne er 9 i antal, inklusive kongen (Sveci N:r 9 cum rege)
• Der vises en tegning med et bræt på 9 x 9 felter.
• Brættets midterområde kaldes Kongens Borg med tronstolen i center, ”hvor ingen evner at gå ind” (Arx regia. Konokis Lappon., cui nullus succedere potest.)

En af de helt store uafklarede gåder i Tafl er hvorledes brikkerne flyttes vandret eller lodret. Sker det som brikkerne i Ludo, hvor hver brik flyttes 1 felt pr. gang, eller sker det som "tårnet" i skak, hvor "tårnet" altid angriber 14 felter (skak har samlet 64 felter), uanset hvor på brættet "tårnet" befinder sig? Der er en stor forskel på spillets afvikling i hvorledes man vælger at fastsætte spillereglerne på dette område. Spillet er væsentligt hurtigere ifald man gør brug af "tårnet"'s muligheder. I overvejelsen over det rette valg mener jeg man bør overveje følgende:

1. "Tårnet" i skak kaldes oprindeligt på persisk "rokh, rukh" (stridsvogn, nuengelsk "rook", oldfransk "roc"), og er derfor hærens rytteri. Derfor kan "tårnet" flytte sig med stor hastighed, og derfor er "tårnet" den næststærkeste brik efter "dronningen".
2. Hervarar saga ok Heiðreks har forklaret os at vi skal opfatte brikkerne i Tafl som vort oprindelige rytteri, de kvindelige skjoldmøer til hest - engle eller på sennordisk valkyrier.
3. Afspejler valget af spillereglerne virkeligheden, der er hjørnestenen i Tafl?

Da rytteriet afløser stridsvognen, og vi samtidigt kan vise at brikkerne skal simulere vort rytteri, og dermed kongens gudehird, mener jeg det må være mest rigtigt at tilskrive brikkerne i Tafl samme egenskaber som "tårnet" i skak.

I de engelske oversættelser af hans latinske dagbogsnotater skrives at svenskerne er beskrevet som ”lyse/lyshårede” og moskovitterne som ”sorte”. Dette har jeg ikke kunne bekræfte, men forståelsen vil være helt i overensstemmelse med hvorledes spillet oprindeligt blev udtænkt.
 
Hvorledes ser brættet ud? Vi har til dato en række fund af bræt som muligvis kan forbindes med Tafl. Antallet af felter varierer, og det har sikkert været normalt fra sted til sted, fra landskab til landskab. I vor filosofi er der dog tre bræt-størrelser der har været fremtrædende, som også arkæologiske fund bekræfter; 7, 9 og 13 felter (se ”Bilag O: Trylleformlen 7-9-13 + 3 x banken på træ ” for videre forklaring).
 

Til venstre: Bræt fundet i Ballinderry, Irland (7 x 7 felter, 800 tallet e.Kr.)
I midten: Afbildning fra Ockelbo runstenen, der blev ødelagt under kirkebrænden 1904. Heldigvis havde N.J. Ekdahl i 1830 foretaget en grundig optegning af runestenen. Derfor kunne man i 1932 genskabe stenen. Hvad der gør denne sten helt speciel er at vi her ser et taflbræt klart vist som en ringborg i midten med 4 hellige hjørner.
Til højre: Rekonstruktion af Taflbrættet med 13 x 13 felter fundet på Ladbyskibet dateret til år 925 e.Kr. Johannes Larsen museet, Kerteminde.
 
Af andre fund, der ikke alle med sikkerhed kan siges at være Cyningtaefl, kan nævnes:

• Vimose, Fyn ( 18 x 18 felter, 400 tallet e.Kr.)
  
• Gokstadskibet (13 x 13 felter, 800 tallet e.Kr.)
  
• Færøerne (Toftanes, Eysturoy, 13 x 13 felter,  900 tallet e.Kr.)
  
• Coppergate, York (egetræsbræt, 15 x 15 eller 19 x 19 felter, 900 tallet e.Kr.)
  
• Trondheim, Norge (11 x 11 felter, 1100 tallet e.Kr., Vitenskapsmuseet)

Fra Ole Worms tegning fra 1641 af Det Lange/Store Guldhorn fra Gallehus, Møgeltønder i 400 tallet e.Kr., og derfor samtidig med Tafl-brættet fra Vimose, Fyn. Vi ser her gengivet to mænd, der enten kives over udfaldet et et Taflspil, eller er ved at forberede sig til at spille Tafl. Det er kendetegnende at brættet synes at være fysisk meget stort. Der er 5 "bolde" på hver side. Antager vi at hvert hjørne er helligt antyder det at fjenden består af 4 x 3, dvs. 12 ialt. Jvf. tabellen nedenfor viser guldhornet derfor et bræt med 7 x7 felter. Billedet er fra Lis Jacobsen & Erik Moltke: Danmarks Runeindskrifter (1941) og er leveret af Rolf Gunnar Rolfsson med tak.

Vi ved kun fra Carl Linnaeus’s beretning hvorledes forholdet skal være mellem antal felter på brættet og antallet af brikker/tavler. Hos lapperne’s Tablut er der 9 x 9 felter, med 9 af os og 16 af fjenden, fordelt på fire flanker.

Filosofisk ved vi at Ver Asir/Danir-folket altid har haft et 12 mandsråd omkring drotten. Ifald vi samtidig antager at antallet af felter på brættet skal svare til antallet af os, drot og hird, da skal forholdene tage sig ud som følger:

Nedenfor viser jeg tre udgaver af et tafl-bræt med holdopstilling.

¹  Holdopstillingen er gjort identisk til hvorledes Carl Linnaeus tegnede det. Det turde være åbenlyst at opstillingen af ”os” er ændret fra en ringborgsopstilling (den korrekte) til et kristent kors. Læseren kan bare foretage denne lille ændring og gøre opstillingen oprindelig.

Hervarar saga ok Heiðreks (10. Gátur Gestumblinda) giver os et fingerpeg om spillereglerne, som mange ikke synes at bemærke:

Min oversættelse til nudansk.

Ordet ”húnn” er her et nøgleord i forståelsen af spillets regler. Selve ordet ”húnn” er et sømandsudtryk og betegner den krampe på masten, hvor sejlraaen hang ved (Oldnordisk Ordbog). Forståelsen er efter min mening klart at noget er omsluttet eller omringet.

Det næste nøgleord er brugen af ”8 horn” i forbindelse med det at omringe. Et dyr har to horn på sit hoved. Vi taler derfor om 4 enheder der skal til for at der foreligger en omkredsning.

Vi kan derfor sige med fuld sikkerhed at en omkredsning foreligger når en brik/tavle er fuldt omringet. Det ser for mig ud som om at begrebet ”húnn” modsvarer ”skakmat”, hvis oprindelige betydning gennem ”skakka” (ulige) + máttr” (styrke, kræfter, magt) er ”ulige styrke”, og derfor kun er gældende for Kongen/Odin når denne er fuldt omringet.

Med den viden jeg har været i stand til at finde, og med min forståelse for vor oprindelige filosofi, gengiver jeg nedenfor hvorledes jeg tror spillereglerne er. Der er mange variationer af disse, flere af hvilke er skabt af folk med stor viden om skak, men ingen forståelse for os. Så længe de spillende parter er enige om spillets regler på forhånd er glæden ved spillet sikkert lige stor.

Spilleregler

Odin (kongen) og dennes ridehær opstilles i ringborgen i brættets midte med Odin (kongen) i midten af ringborgen på sin tronstol. Farve: Hvid.
 
Fjenden: Opstilles i fire symbolske langskibe langs hver af brættets sider. Farve: Sort.

Benytter vi brættet fra Ladbyskibet med 13x13 felter, kan vi se at Odin (kongen) med ridehær består af 13 mennesker, hvor kongen altid er den udødelige nr. 13, medens fjenden er 16 mennesker fordelt på 4 langskibe. Dette afspejler den militære virkelighed stammen altid har haft, at vi er i mindretal mod vore fjender, samt den anden militære ur-sandhed; at det kræver flere til at belejre og erobre end det kræver at forsvare.

1. Freden brydes med fjenden angribende først.

2. Fjende, Odin (konge) og dennes ridehær - Tafl-(brikkerne) - kan flyttes lodret og vandret som "tårnet" i skak. Man skiftes til at flytte tavlerne (brikkerne).

3. De fire hjørner, samt feltet med Odin (kongen)'s tronstol, er helliggjort overfor guderne (forfædrene). Derfor må alene Odin (kongen) opholde sig her.

4. Odin (kongen) og dennes ridehær skal bryde belejringen af ringborgen og søge at få Odin (kongen) i sikkerhed i et af de fire (verdens)hjørner.

5. En fjende eller en hirdmand er dræbt ifald han/hun er omringet fra 2 modsatte sider (forfra og bagfra), dvs. af to modstandere, klods op af det felt, hvori fjenden eller hirdmanden befinder sig. (Dette skyldes filosofisk at ingen har øjne i nakken, og er man blevet afskåret fra resten af hirden, har man åbnet en flanke for fjenden og muligheden for et angreb bagfra. Ideen er her at træne spilleren til aldrig at bryde forsvarsringen eller, ifald man angriber, at forsøge at gennembryde den).

6. Odin (kongen), som gud og vølve, er den stærkeste, mest vise og tapreste af alle. Han kan derfor alene dræbes ifald han er omringet fra 4 sider, dvs. han er fuldt omringet (han erklæres da for ”húnn”). Skulle fjenden have held til at bryde ind i ringborgen gælder tronstolen som ”Den Anden Mand” dvs. tronstol + 3 fjender kan dræbe Odin (kongen).
   

"Forsvarsringen" nævnes i Beowulf-kvadet (sætning 1501) hvor den kaldes "gúðrinc" eller "guderingen". Det skyldes at kongen har status af Gud/Odin, og derfor er hans hird en "gudering". I slag er der flere "ringe", og derfor ved vi at dette er en helt bevist kampteknik. Beowulf-kvadet (sætning 399-400) forklarer os dette:

"Árás þá se ríca, ymb hine rinc manig þrýðlíc þegna héap sume þaér bidon"

"Rejste da sig Råderen 1, om ham mange ringe mangfoldige 2 udholdne thegne somme dér bød"

Min oversættelse til nudansk.
¹ "Råderen/ríca" er naturligvis Drotten, her Kongen.
²  "þrýðlíc" er oversat med samme forståelse som "þróttgóðr" (oldnordisk), der betegner en person i besiddelse af "udholdenhed, moralsk kraft, sjælestyrke til at udholde anstrengelser".

Hirden, og hver gudering, har naturligvis et krigshorn. Dette kaldes i Beowulf-kvadet  (sætning 1432) "gúðhorn" eller "gudehorn", og vi kan fra Beowulf se at dette horn ligeledes benyttes under sejlads.

Guderingen synger, som i dag, også krigssange. Disse kaldes, ikke overraskende, i Beowulf-kvadet  (sætning 1522) for "graédig gúðléoð" eller "grådige gudelyde". Endelig kaldes guderingens sværd for "gúðbill" eller "gudebill" (sætning 2584).

Nogle mener at Tafl oprinder fra det romerske spil ludus latrunculorum (betyder "spil med små tyveknægte"). Dette spil var meget populært i de romerske garnisoner omkring i Romerriget, og er beskrevet af bl.a. Varro (116-27 f.Kr.), Saleius Bassus (ca. år 100 e.Kr.), og den romerske historieskriver C Calpurnius Piso. Andre forskere mener dog at begge spil oprinder fra et meget ældre spil, og er udviklet herfra.
 
De fleste etymologiske ordbøger synes at mene at ”Tafl” oprinder fra det latinske ord ”Tabula”. Det finder jeg er yderst svagt argumenteret og opbygget på en falsk forestilling om at alt må være udgået fra Rom. Jeg finder at vi i stedet skal søge ordets oprindelse i det beviseligt beslægtede ord ”þóf”, hvis betydning bl.a. er ”to el. Flere som staae ligeoverfor hinanden, der söge ved langsomme og brydende bevægelser at drive el. Fortrænge hinanden fra den Plads de indtage” (Oldnordisk Ordbog, 1863, s.741). Det er jo netop det hele spillet tafl omhandler. Vi ved at i forbindelse med skak får ordet "tefla" (oldnordisk) betydningen "spille brætspil", hvorfor jeg mener at dette ord er en evolution fra "tafl". Det nusvenske ord "tävla" har betydningen "kappes, konkurrere, rivalisere".
 
Det latinske ”tabula” betyder ”bræt, planke”, men som jeg allerede har vist i Exeter Book har vi vort eget ord for for brættet i forbindelse med Tafl, og det er ikke overraskende ”gebregd” eller ”bræt”!
 
Ludus latrunculorum spilles efter samme princip som Tafl. Brættet  havde 56-90 firkanter, og blev spillet med sten.
 
Min vurdering er at Tafl er en direkte videreførsel og evolution af spillet ”weiqi/wei-ch'i” eller oprindeligt ”yi”. Ordet ”weiqi” betyder ”omringningsspillet” og dette er, som i Tafl, hele ideen i spillet.
 
Spillet bestod af en træ – eller stenplade med 17 x 17 felter og 150 sorte/150 hvide sten/brikker. Brætpladen kunne også være mindre.
 
Spillet benævnes ”yi” af Confucius (551-479 f.Kr.) og af Mencius (372-289 f.Kr., Bog IV, B-30 og Bog VI, A-9) ¹ . 
 
¹
”Fang Yan” (Dialekter) af Yang Xiong (53 f.Kr.- 18 e.Kr.): ”Yi henviser til Weiqi. Øst for Hangu-passet i staterne Qi og Lu siger alle yi”.
 
Ordbogen ”Shuo Wen Jie Zi” af Xu Shen (100 tallet e.Kr.) siger: ”Yi er det omringende brætspil”.

 
I ”Guan Yin Zi” (Bogen af mester Yin) fra 3-200 tallet f.Kr. skrives:

”Tag hvad der kan opnås ved bueskytteri, stridsvognskørsel, spillende sitar (”zither”) og Spillet (”yi”):
I ingen af disse er det muligt at ophøre med at lære”.

Huan Tan (43 f.Kr.-28 e.Kr.) skriver i ”Xin Lun” (nye skrifter) om strategien i spillet ¹ :
 
”Når man starter er den bedste strategi at sprede brikkerne vidt og bredt, at omringe og angribe modstanderen, og derfor vinde ved at have flest felter ledige. Den næstbedste strategi ligger vægt på at afskære fjenden for at søge fordele. I dette tilfælde er udkommet usikkert og beregning nødvendig for at bestemme sagen. Den værste strategi er at forsvare grænserne og hjørnerne, hurtigt byggende øjne for at beskytte en selv i et lille område”.

Med andre ord ”angreb er det bedste forsvar”. Kriger-ættens urlove eller hvad?
 
Som i Tafl fjernes en brik/kriger eller kæde af brikker/fylking fra brættet når den/de er omringet. Når spillet er afsluttet optælles antallet af felter omsluttet, dvs. vinderen var den der havde vundet det største landområde (i det oprindelige spil talte antallet af overlevende brikker/krigere ikke med, modsat i nudagens spillerregler).
 
Spillet kaldes i dag Go (Engelsk), ”Igo” (Japan), ”Baduk” (Korea) og spilles med 19 x 19 felter. 
 
¹  The Economist, 18.12.2004, artiklen ”The Game to beat all games” (s.128-129) samt http://gobase.org/reading/history/china/.
 

I historisk sammehæng kan vi se at Tafl må være senere end Weiqi. Tafl har som en væsentlig del af spillet en borg i midten af brættets spilleområde. Dette forudsætter fast bopæl og antyder at denne udgave af spillet udvikles efter vi har fået fast bopæl, måske efter ankomsten til vore nuværende landområder. I Weiqi er det filosofisk to stammer uden fast bopæl, der kæmper om det største landområde. Dette svarer i 500 tallet f.Kr. til vor nomade-tilværelse i Midgård/Asien. Det interessante ved denne forståelse er at kineserne allerede har fast bopæl i 500 tallet f.Kr. Landområderne er stærkt skiftende og plaget af stridigheder, men bygderne er faste. Dette kan give os et fingerpeg om at oprindelsen til Weiqi måske ikke er fra kineserne, men indføres til det kinesiske hof af de indoeuropæiske nomade-stammer, der befinder sig vest fra hvor den kinesiske mur senere bygges i 200 tallet f.Kr.
 
Tafl uddør som spil med indførelsen af den katolske kristendom, og afløses af Skak (med overgangsordene ”skáktafl” og ”skákborð”) og Backgammon.
 

Fra Völuspá (vers 8, Ældre Edda):

Min oversættelse til nudansk.

Og hvis De gik og troede af nogle af vore forfædre ikke snød i spil så hør hvad der skete i år 1135 e.Kr. som fortalt af Snorre i Magnúss Saga Blinda og Haralds Gilla (Grundtvigs oversættelse af Heimskringla):

10. Sigurd Slemme-Degn
 
”Han kom en Dag ind i Stuen, hvor en anden Nordmand sad og trak Tafl med en af husets Folk, som var en Stads-Mand og førte sig glubsk op, men havde just den Gang en daarlig Fod, med en hoven Taa som bolnede. Nordmanden kaldte paa Sigurd og vilde raadføre sig med ham om Spillet; men Sigurd skjønnede ved første Øjekast, at det var tabt, satte sig derfor ned paa Bænken, tog et halmstraa og trak hen ad Gulvet, hvor der just løb nogle kattekillinger, som da straks var ved Haanden og fulgte med Straaet, hen paa den daarlige Fod. Det gjorde ondt, Islænderen sprang op og raabte au! Brikkerne kom derved i Ulave, og Spillet gik over Styr under Trætten om, hvordan det havde staaet”.
 
I Orkneyinga Saga har Rognvaldr Jarl Kali Kolsson (Jarl af Orkney ca. 1119-1157 e.Kr.) denne beskrivelse og vise om sig selv, skrevet i den spændende vestnordiske dialekt på Orkney:

Min oversættelse til nudansk.
¹  Ordet ”íþróttir” har på oldnordisk betydningen ”færdigheder”, og som i dag ”legemsøvelser”. ²  Vi går ud fra at Rognvaldr her erkender at han iblandt har svært ved at huske runernes betydning eller måske at riste dem. Dette er i sig selv en enorm selverkendelse fordi Rígsþula forklarer os at Jarl æt skal kunne disse runer for at være tve-født/anerkendt (se afsnittet ” Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker”, samt ”Bilag A: Rig Veda, Rígsþula og Manu Smriti”. At han overhovedet tør erkende dette skyldes at tidsrummet er så sent som år 1119-1157 e.Kr., hvor kristendommen er ved at vende samfundet mod importerede ridderskikke.

I ”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. IV) fra ca. år 1154-1200 e.Kr. forekommer det stadig at være ”Tafl” der spilles, jvf. ”ok tafl”, med faderens visdom til sønnen om de ting en god købmand ikke bør foretage sig.

Det understøttes videre da faderen beskriver hvalarterne i de islandske farvande. Her lyder det:

Enn er þat ok eitt hvalakyn, er barðhvalir heita, ok hafa þeir hvalir tennr eigi stoerri en gera má mjök stór knífshepti af eða tafl.

End der findes og en hvalæt, der bardehval hedder, og have disse hvaltænder [der] ikke [er] større end [man kan] gøre tilpas stor knivskaft [her]af (,) eller talf-[brikker].

Min oversættelse til nudansk. Bardehval = whalebone whale.
”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. XII) fra ca. år 1154-1200 e.Kr.
Kilde: Speculum regale. Konungs-skuggsjá. Konge-speilet (1848, s. 30).

Så vi ej forglemmer det, gentages det uheldige i at spille Tafl af faderen til sønnen, for tab eller gevinst af fæ et eller andet omfang går vi ud fra, i hvilke egenskaber sønnen må have ifald han skal kunne begå sig omkring kongen og andre rigsmænd (ef maðr skal með konungum eða öðrum rikismönnum staddr vera):

Þat er ok siðgoeði at flýja tafl ok teningakast

Det er og gode sæder at fly tafl og terningekast

Min oversættelse til nudansk.
”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. XL) fra ca. år 1154-1200 e.Kr.
Kilde: Speculum regale. Konungs-skuggsjá. Konge-speilet (1848, s. 92).

Efter den katolske kristendom sætter sig på landet, herunder specielt den lille bygd København, forbydes spil, hvilket naturligvis betyder at det forekom i stor målestok. Her er det stadig Tafl der spilles i slutningen af 1200 tallet e.Kr.

”Den, der, medens han leger Tavl, faar en Kindhest eller drages i Haaret af sin Medspiller, bliver ikke delagtig i ovennævnte Bøde, og den, der dræbes under Spillet, maa ikke jordes paa Kirkegaarden” ¹ . 

¹ Se Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium (1838-1896, Bind I. s. 33-59) biskop Joh. Krags Stadsret for København dateret 29. januar 1294, nr. 62:

Som man kan se gik spillet ikke stille af sig år 1294 e.Kr.

Kongens hird i taflbrikker gjort af hvalrostænder, "tanntafl" (oldnordisk), ca. år 1135-1150 e.Kr. Fundet på Isle of Lewis, den nordligste af øerne på Hebriderne, der faldt under kontrol fra Norge. De 78 fundne brikker (93 dele ialt) (8 konger, 8 dronninger, 16 biskopper, 15 riddere, 12 tårne og 19 bønder er muligvis fra 4 sæt skakspil, der i samtiden har været helt nyt. Kunsten i brikkerne er derfor videreført uændret fra taflspil, og dette ser vi glimrende gengivet på afbildningerne af kongerne og dronningerne. Alle har et yderst bekymret udtryk i ansigt og kropssprog, et klart fingerpeg om at fjenden angriber landet, som er tilfældet i Cyningstaefl. Samtidigt ser vi dronningen bære den hellige kop. Beowulfkvadet (sætning 611-622) forklarer os hvorfor og hvorledes dette foregik på kongsgården Heorot i Lejre ca. år 473-525 e.Kr (se afsnittet ”Skål, skåltaler og skålningsceremonier”). Kilde: John Grant: Viking Mythology, 1990 (s. 72). National Museum of Scotland og The British Museum (The Lewis Chessmen).

Mit personlige Taflbræt

Mit eget taflbræt, mejslet september-november 2005. Brættet er gjort med 13x13 felter som på Ladbyskibet, dvs. 16 sorte fjender mod 13 hvide os. Træsorten er holdt i en lys farve som vi hører skal være tilfældet. Brættet er stort, 74x74 cm, 2½ cm tykt, og derfor ganske tungt. Det er derfor vi ser de fundne bræt med hoveder stikkende ud til siden. Disse "hoveder" er håndtag til at løfte brættet med.
 
Ringborgen i brættets midte er opbygget med en hird der har formet en gudering med ryggen til Drotten i ringens midte, symboliseret ved Skjoldunge-ættens grundmærke, den opadvente trekant. Den 12-foldige hird er mejslet efter afbildningerne af 12-mandsrådet på guldskillingen/den gyldne tavle fra Maglemose ved Gummersmark, Præstø Amt, Sjælland, dateret til år 385-670 e.Kr.
 
De ristede runer omkring brættets kant har følgende ordlyd:

"Haukothuz raunijaz harasa saralu farauisa gibiþ auja"
 

Som jeg selv fortolker til:

"højjætten/høgeforfølgeren prøver,
asehæren beskytter alle,
rejsefærdvis, giver hjælp".

 
Ordvalget er hentet fra følgende inskriptioner, grammatisk rettet af Michael Lerche Nielsen, Institut for Navneforskning, Københavns Universitet:

”haukothuz” fra N. Vaanga Præstgaard (VG65) 500 tallet
”raunijaz” fra  Øvre Stabu, Toten, Norge, 100 tallet
”harasa saralu” fra Aarstad stenen i Rogaland, igen fra ankomsttiden
”farauisa gibu auja” fra guldskillingen/den gyldne tavle fra "nær Køge", Sjælland år 385-670 e.Kr. (DR BR61).
 
De beskyttende drager i hver af brættets hjørner er hentet fra guldskillingen/den gyldne tavle fra Åsum, Malmøhus len, Skåne (DR BR64), dateret til år 385-670 e.Kr.
 

Afbildningen af Kongen/Odin er hentet fra afbildningerne af 12-mandsrådet på guldskillingen/den gyldne tavle fra Maglemose ved Gummersmark, Præstø Amt, Sjælland, dateret til år 385-670 e.Kr. Her sidder kongen for bordenden og styrer Rigsrådet.

Solhjulet med de tre verdener og vort trækors, symbolet på livet, findes på utallige afbildninger.

Symbolet på de fire ubrydelige solhverv er hentet fra guldskillingen fra Lyngby, Randers Amt, dateret til år 385-670 e.Kr.   Symbolet på Yggdrasill gjort af Skjoldunge-ættens grundmærke, den opadvendte trekant (med linier og prikker) er fra guldskillingen/den gyldne tavle fra Kjellers Mose, Ringkøbing Amt, dateret til år 385-670 e.Kr.

Afbildningen af Valknuden findes på utallige afbildninger.

Jeg har, som man aner, ikke forsøgt at lade mig inspirere af vore forfædre for at skabe noget nyt, men har søgt at holde mig strengt til den kunst og det virke de gjorde for at overføre deres viden til i dag.

Et spil Tafl undervejs. Christian, her 7 år gammel, mod sin fader. Jeg fik klø i denne omgang og kunne ikke få Kongen i sikkerhed. Mit bræt med 13x13 felter, dvs. 16 sorte fjender mod 13 hvide os, finder jeg giver den rigtige vægt i spillet. Begge spillere har en god chance for at vinde. Vore tavler/brikker er "The Lewis Chessmen" fra Studio Anne Carlton. Man lader biskopperne blive i kassen, bortset fra fjenden der behøver dem for at nå op på 16. Et vidunderligt spil.

Joseph Crowe har programmeret en udgave af spillet kaldet ”Tablut”, dvs. ”tafl”, efter Carl Linnaeus’s dagbogsoptegnelser for 20. juli 1732. Spillet kan hentes her: http://www.scandinavica.com/games/tablut.htm

Knáttleikr – det hårde boldspil

Vore forfædre spillede naturligvis også boldspil, og fra dette boldspil oprinder formentligt mange af nudagens mest kendte og mest spillede spil i Norden, Britannien og hendes døtre i Amerika/Australien og New Zealand.

Knáttleikr oversættes generelt til “boldspil”, men er sammensat af ordene “knátt” der betyder “hård/energisk”, og det oprindelige ord for leg “leikr” der betød ”spil/leg/sport”. Ordet har derfor faktisk betydet “hård leg/energisk spil.” Knáttleikr får engelsk rugby og amerikansk fodbold til at ligne en sport for tøsedrenge i sammenligning.

Vi kender til spillet i skrift, men kender ikke helt præcist til spillereglerne og hvordan man scorede point/mål. Fra Leikskálavellir i det vestlige Island hører vi at der var årlige turneringer der varede i 14 dage. Man byggede læskure, hvor deltagerne overnattede under turneringen. Deltagerne kunne være såvel børn som voksne, og man spillede på enten is eller græs.

Kilder der nævner spillet er Gísla saga Súrssonar (kapitel 15), Grettis saga (kapitel 15) hvorunder det berettes at spillet spilledes hvert efter år ved Miðfjarðarvatn, et stort og flot åbent område i Island. OgsåEgils saga Skalla-Grímssonar (kapitel 40), Harðar Saga og Hólmverja (kapitel 23), Þorsteins Saga Víkingssonar og Gull-Þóris Saga (kapitel 2) omtaler spillet. Sidstnævnte saga fortæller os at om vinteren spillede man Knáttleikr i Þorskafjarðarísi ”En um veturinn léku þeir knattleika á Þorskafjarðarísi.”

Her er hvad man ved om reglerne for spillet:

• Man blev opdelt i hold baseret på fysisk styrke.
• Man spillede generelt to mod to, men flere kunne deltage.
• Alle deltagere havde et bat/boldtræ (”knátttrè” eller "knattdrepa" på oldnordisk).
• Man havde en hård bold.
• Man skød bolden med boldtræet (”knátthögg” på oldnordisk eller "hårdt hug").
• Modstanderne der ikke havde bolden greb den med hænderne og enten kastede bolden eller løb med den.
• Fysisk kontakt var tilladt i kampen om at erobre bolden uden nogen kendte begrænsninger.
  Det er derfor en underdrivelse at sige at den stærkeste havde en rimelig chance for at få bolden.
• Spillet blev spillet fra solopgang til solnedgang og fortsat næste dag.
• Hvert hold havde en anfører.
• Man kunne blive tildelt straf og man havde en straffeboks.
• Spilleområdet var afmærket.
• Man skulle skifte tøj for at kunne deltage spillet.
• Det blev spillet på is eller græs.

Den bedste måde at visualisere spillet på er nok at forestille sig engelsk rugby med hver spiller havende et cricketbat og Genevekonventionen om behandling af krigsfanger sat ud af kraft.

Trelleborg ved Slagelse har et område kaldet ”Knáttleikr” hvor spillet spilles i dag.

Mere seriøst finder vi så store ligheder mellem spillet La Crosse, der spilledes af indianerne på den amerikanske nordøstkyst, og Knáttleikr, at der må være en mulighed for at et af spillene af udviklet fra det andet. Om vi lærte det fra indianerne eller omvendt, efter ankomsten til det amerikanske kontinent, skal være usagt.

Det siges om La Crosse spillet at det blev udviklet i 1400 tallet af de amerikanske indianere dels som en sport, dels for at afgøre stridigheder stammer imellem, og for at træne krigerne. Der kunne være mellem 100 og 1.000 deltagere i et spil, der varede 2-3 dage. Spillet startede ved solopgang og sluttede ved solnedgang hver dag. De to mål, der bestod af store sten eller træer, var ca. 800 meter fra hinanden. Der var ingen sidelinier.

Det siger naturligvis sig selv at ifald vi først finder spillet hos indianerne i 1400 tallet, så er Knáttleikr det oprindelige spil. Omvendt, er skriftlige kilder begrænset af tidspunktet for genopdagelsen af det amerikanske kontinent af Columbus i år 1492 e.Kr.

Fra Harðar Saga og Hólmverja (kapitel 23) hører vi om hvordan det gik for sig:

”Kolgrimur sendte bud til mændene fra Botn om at de skulle spille knattleika og sköfuleika ¹ i Sand. De ville gerne..... Denne leg blev meget hård og da aftenen kom lå seks af mændene fra Strand døde men ingen af mændene fra Botn.” ²

¹  Et andet spil man ikke ved meget om, men som inkluderede brugen af potteskrabere. "Sköfu" (skafa) er fra "skafa" (skave, skrabe).

² Sjá leikur var allharður en áður kveld kæmi lágu dauðir af Strandverjum sex menn en enginn af Botnverjum.

Grettis saga (kapitel 15) beretter at Auðun ramte bolden over Grettir's hoved så han ikke kunne gribe bolden. Herefter gik Grettir bersærk fordi han troede at Auðun havde gjort det for at gøre grin med ham. Han hentede bolden på isen, og da han kom tilbage kastede han bolden lige i hovedet på Auðun så det begyndte at bløde. Herefter hamrede Auðun sit boldtræ mod Grettirs hoved, men Grettir dukkede sig. Herefter kommer de i klammeri og da Grettir tabte balancen på isen og gled, sparkede Auðun ham i skridtet. Herefter blev deres skænderi stoppet af andre.

I Egils Saga (kapitel 40) løber en af spillerne med bolden. Egill løb op til spilleren og huggede en økse i hovedet på ham som betaling for en hård behandling han havde modtaget tidligere i spillet. Egill var kun seks år gammel på dette tidspunkt!

Nr. 567 Hoo som haffwer baal oc staff han faar stalbrodher
(Hvem der har bold og stav (boldtræ) han får en staldbroder/legekammerat)

At vi overhovedet har et spil med en bold skyldes samme årsag til at vi siger Skål! eller ”(til) skallen!” Fjendens kraft blev samlet i hans kranie, og man kunne derfor tilegne sig kraften ved at drikke af en kop lavet af kraniet. Derfor var der i fredstid altid kamp om at få fat på hovedet af et menneske ofret under en ceremoni. Det er denne kamp om kraniet der bliver til en rugby scrum, to fodboldspillere der tackler hinanden, to ishockeyspillere der kæmper om pucken osv.
 
Spillet genfindes fuldt levende i sin oprindelige forståelse, dog ikke længere med brug af et menneskehoved, i det årlige fodboldspil ”Haxey Hood Game” ¹.

¹  Se ”The Cambridge History of English and American Literature in 18 Volumes” (1907-21, Volume V. The Drama to 1642, Part One, II. Secular Influences on the Early English Drama, chapter 7: Folk-dance and play)

 

Spillet finder sted om eftermiddagen den 6. januar på Axholm (”hakrholm” oldengelsk) der, som navnet antyder, oprindeligt var en lille ø, i Haxey sogn, Lincolnshire. 

Det oldengelske ord ”hakr” må være identisk til det oldnordiske ”hákr” (hensynsløs, hidsig) og viser sikkert nøjagtigt hvorledes spillet oprindeligt gik for sig.
 
At spillet finder sted den 6. januar skyldes, som Thietmar af Merseburg forklarer os (se ”Bilag N: Det hellige tal 9”), at vi på denne dag, hos Thietmar i Lejre, Sjælland, ofrer 99 fanger hver niende år i et Nytårsblót. Disse fangeofringer udløser den efterfølgende fodboldkamp eller hovedskalskamp.
 
Vi genfinder sikkert spillereglerne i de sætninger, der stadig rituelt gentages under optakten til spillet:

"Hoose agen hoose, toon agen toon, if tha meets a man nok im doon, but doant ‘ot im".
 

Som jeg oversætter til:

“Hus mod hus, tun mod tun, ifald du møder en mand slå ham ned, men beskad ham ej”.

Jeg tror at vi skal opfatte "doant 'ot im" som at man ikke må krænke modstanderen f.eks. hans ære ved at trække ham i håret eller beskadige hans krigsarm.

Fra skriftet ”The Black Book of Carmarthen” skrevet på walisisk ca. år 1250 e.Kr. har vi bl.a. et digt ”Yr Afallennau” (”The Apple-tree”), hvor tiltales et æbletræ (”Afallennau” på walisisk). Digtet omhandler en række slag hvor kimbrene, forgæves, kæmper mod os og de saksiske ætter i syd-England, senere mod Normannerne. I vers I. hedder det i min oversættelse til nudansk:

”Kære æbletræ, dine grene er mig en fryd,
overdådigt spirende min stolthed og glæde!
Jeg vil spå frem for Herren af Macreu ¹,
at på onsdag, i Machawy² dalen
skal blodet flyde.
Glæde til Lloegyr’s³ blodstænkte sværdklinger.
Men hør, O’ lille gris! På torsdag
skal Cymry⁴ sig fryde
i forsvaret af Cyminawd⁵.
Rasende hugge og gennembore.
Saesons⁶ vil blive nedslagtet af vore askespyd,
og deres hoveder benyttet som bolde til leg.
Jeg spår her den usminkede sandhed –
Et barns opstanden⁷ i det afsondrede syd.

¹ Staves også ”Machereu”. ”Machry” på vestkysten af Skotland
² ?
³ Er enten betegnelsen for landskaberne England eller måske oprindeligt Mercia.
⁴ ”Cymry” er hvad waliserne kaldte sig selv. Vi genfinder ordet i ”kimbrer” fra Himmerland, hvilket antyder at det er samme stammegruppering i begge landskaber. Ordet synes at oprinde fra ”combrogi” (landsmænd). Som landskab kendes samme ord ”Kymry”, en betegnelse for landskaberne omkring det nuværende Cumbria i det nordlige England.
⁵ staves også "Cymminawd"
⁶ Sakserne i de saksiske landskaber Wessex, Essex, Sussex, Middlesex 
⁷ Balders genfødsel, der hos kelterne/waliserne er Lug. Dvs. en frisk start.

Den første omtalte fodboldkamp i Danmark blev spillet søndag den 7. september 1879 på Eremitagesletten foran slottet. Birkerød Kostskole vandt 3-0 over et ungdomshold fra Kjøbenhavns Boldklub (KB). Selvom Rugby og fodbold blev adskilt allerede i 1863, ser kampen ud til at være blevet gennemført med god brug af de oprindelige Knáttleikr-regler.