| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Tidslinie og stammebegrebFor at give læseren et hjælpemiddel til at bevare overblikket over alle de mange oplysninger der følger, viser jeg nedenfor i store træk hvorledes jeg mener folkevandringerne tog sig ud. Efter min mening kan vi fremhæve 7 hovedgrupperinger, der sætter den verdenspolitiske dagsorden på den nordlige halvkugle af Jorden, den kendte verden, fra 500 tallet f.Kr. til midten af 300 tallet e.Kr.1:
Den egyptiske prins Moses (Tuth-mosis, f. 1534 fKr. som datter af faraos datter Hatsheput) folkevandrer bort fra Egypten ca. år 1500 f.Kr. De ætter der fulgte med kendes i Det Gamle Testamente som ”Israellitterne”. Før udvandringen ser det ud til at de ætter der boede på begge sider af Jordan-floden, omkring det nuværende Israel, blev kaldt det hebraiske ”ibhri” (ivri) eller græsk ”hebraios”, der opfattes som ”en fra den anden side”, underforstået ”af Jordan-floden”. Hebræerne anses som jøder med deres identiske sæder og skikke. Dette skyldes at det hebraiske ”y’hudi” (jøde), er en æt-betegelse for efterfølgende af Jakobs 4. søn Juda. Det oldengelske ”Iudeas” (jøderne) betegner oprindeligt ”en hebræer fra Juda’s kongerige”. Historisk set er hebræerne dog ikke jøder, men jøderne er efterkommere af hebræerne.
Alle disse stammegrupperinger havde stærke kulturer, der af hver blev anset som den bedste. Dette fører naturligvis til krig, skiftende alliancer, og deraf følgende folkevandringer. Det er tænkeligt at disse modpoler er af langt ældre dato.
1 bl.a. 4. mosebog 26:47 (se "Bilag C: Referencer til Aser og Assur i Bibelen"), Khammurabi's lovkodeks (1792-1750 f.Kr.)
Stammebegreb
”Man bliver derved ført til at antage, at Folkenavnet ”Danir ” oprindelig har haft den sammen Betydning som adskillige andre ældgamle Folkenavne, nemlig den samme betydning som ”Mændene”, ”Indbyggerne” og lignende, som flere af Old-tidens Folk, der ansaae sig for deres Lands Urbeboere, gave sig selv.” (Oldnordisk Ordbog, Fortalen, XXI). Ovennævnte vise ord fra Oldnordisk Ordbog er meget vigtige at holde sig for øje gennem hele historien. Samme betragtning er efter min mening også gældende for stammebegrebet ”Ver Asir”.
Nr. 7 Man scal seedh følghe eller landh fly 1 ”Peder Syvs kjernefulde Ordsprog” (1807, s. 28 & 134): "Ejn ska Sæ føje, edla Land fly" 1 "Stik Fingeren i Jorden, og lugt hvor Du er" "Før svige de Svorne, end de Baarne"
1 Ordvalget i denne grundsætning skal ses sammen med samtidens lovgivning. F.eks. siger Valdemar II. (regent 1202-1241)’s forordning om manddrab, hvor drabsmanden ikke efterkommer strafudmålingen ”bøte alt af sinu eghno” (bøde alt af sin ejendom). I så tilfælde ”tha ware han frithløs. oc fly kunungs riki” (da være han fredløs og fly kongens rige).
Beowulf-kvadet (sætning 2600-2601) i omtalen af såvel Beowulf, som Wígláf, og derfor ”Wægmundingerne” (Wægmund's klan) og Götar-ætterne – ja os alle – som helhed:
Min oversættelse til nudansk. ”Sibb'” fra ”sibbe, sibja” (oldengelsk, gotisk), der oprindeligt ser ud til at svare nogenlunde til ”æt, slægt”. Dog ser vi fra Widsith-digtet (sætning 46) med brugen af "sibbe ætsomne" (slægtskab (og) æt-samme) i omtalen af onkel og brodersøn, at hovedforståelsen er "slægt". ”Æfre”, nuengelsk ”ever” (altid), anses i engelsk sprogforskning ikke at have tilknyttede ord på skandinavisk. Jeg mener nu ordet må være tæt knyttet til det olddanske ”ævig” (evig), og med samme betydning. Tilføjes efter ordet det benægtende ”ne” (ej, eller), opnår ordet den modsatte betydning, hvorfor ”æfre ne” får betydningen ”never” (ej for altid, ej for evigt). ”onwendan” (omvendes), underforstået undergå en forandring væk fra slægtskabets forpligtelser. Dette er at tænke vel, tænke ret.
Afløseren til Hávamál (Ældre Edda) er ”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”) fra ca. år 1154-1200 e.Kr. I klassisk fortælleteknik er værket opbygget som en dialog mellem fader og søn, hvor faderen videregiver visdom og lærdom til sin søn. Den kristne missionering er åbenlys i værket, men er heldigvis isoleret fra gengivelsen af vore oprindelige sæder og skikke. Værket gengiver en række af vore oprindelige tanker:
Min oversættelse til nudansk.
Min oversættelse til nudansk.
Min oversættelse til nudansk.
1 Se Martin Paldam, professor i økonomi ved Aarhus Universitet i artiklen "Forskere: Ulandshjælp uden effekt" (Jyllands Posten, 12.01.08), samt Christian Bjørnskov, lektor ved Handelshøjskolen i Århus i artiklen "U-landsbistand er penge ud af vinduet" (Information, 21.01.08). De rige lande har samlet givet ca. 700 milliarder dollars i bistand siden 1960, og uden nogen virkning overhovedet på modtagerlandenes velstand.
Faderen til sønnen om hvilke egenskaber sønnen må have ifald han skal kunne begå sig omkring kongen og andre rigsmænd (ef maðr skal með konungum eða öðrum rikismönnum staddr vera):
eller ”visdom, god opdragelse og god opførsel”. Min oversættelse til nudansk.
Grundtvig skriver i flyvebladet ”Danskeren” (nr. 38, 6.12.1848, s.593-598), efter han 6. november 1848 var blevet valgt Rigsdagsmand på Torvet i Præstø ved ”Sællandsk Borger- og Bondevalg” 1, at ”Riget og Folket ei er til for Rigsdagens, men Rigsdagen for Folkets og Rigets Skyld”. Herefter går han i kødet på samtidens akademiske elite: ”…det er tillige i vore Dage ligesom en Sygdom hos de Lærde og snart hos alle dem, der vil, hvad man paa Pluddervælsk kalder ”repræsentere Intelligensen” (hvad man paa Dansk maatte kalde at spille Viismands-Rollen)”. Hvad Grundtvig vil se i den nye Rigsdag er at ”Hovedlederne baade have en kiærlighed til Menneske-Livet og en Indsigt i de Natur-Love…” der er gældende. Han vil have medlemmerne af Rigsdagen til at ”stikke Fingeren i Jorden og lugte, hvor de er”: ”Jeg troer nemlig, at alle Dannemænd har ligesaa dyb en Følelse som Engelskmændene deraf, at hvert Rige endnu langt mere end hvert Huus maa have sin Skik, saa at i denne Henseende er ”Gensidighed” det eneste rette, og jeg har det Haab, at alle Dannemænd snart vil blive oplyste nok til at indse, at jo mindre et Folk er, med desmere Iver og Nidkiærhed maae de holde paa deres Eiendommelighed som paa deres Enemærker, hvis de ellers vil blive ved at beholde deres Frihed og Selvstændighed”. 1 Grundtvigs valg, levende beskrevet af ham selv, var et kampvalg til stregen. Han tabte valget torsdag 5. oktober 1848 i Københavns 11. Valgkreds (Holmen, Nyboder, Østerport og Grønningen) til en søofficer. Herefter må han begive sig til Præstø, hvor han opstiller i Præstø Amts 4. Valgkreds med gårdmand og sognefoged i Udby, Jens Jensen fra Grumløse som sin modkandidat. Valgbestyrelsens formand var præsten i Mern, godt bakket op af sognefogeden i Mern Lars Larsen. Prøvevalget fredag 3. november 1848 kan ikke afgøre vinderen, hvorfor der er omvalg mandag den 6. november 1848. Under lidt spegede omstændigheder ender det med at Jens Jensen trækker sin kandidatur og Grundtvig vælges med hen ved 600 stemmer mod 11 (se ”Danskeren”, nr. 30, 11.10.1848, s. 474, 486, nr.35, 5.11.1848, s. 555-556, 558-559)
Derfor siger Grundlovens § 67, ordret videreført fra 1849-Grundloven (kap VII. § 81): ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, "Sædeligheden” eller ”Siðr” er de forne sæder – vor vis at leve og tænke på. Disse sæder påkræver vi os, som en urret, at alle følger medens de opholder sig i vore landskaber. Hvorledes ”sædeligheden” skal opfattes i Grundloven besvares af professor, dr. jur. Henrik Zahle og cand. jur. Anette Lund Hansen i svar til Folketingets Retsudvalg (L 93 – bilag 38, besvarelse af spørgsmål . 7 og 9 af 2. maj 1997 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af dyreværnsloven): ”Som grundsynspunkt må antages, at det er overladt til lovgivningsmagten at fastsætte, hvilke krav der følger af hensynet til henholdsvis "sædelighed" og "offentlig orden"”. Den lovgivende magt er Folketinget, der skal afspejle folkets vilje og derfor sidstnævntes fortolkning af sæderne, og hvor grænsen til enhver tid går. Dette er, om noget, en sand gengivelse af hvad danskheden, eller danske værdier, bl.a. indebærer og forudsætter. Romerretten kender samme forståelse under det latinske begreb "mos maiorum" (flertal "mores maiorum", forfædrene sæd), der var uskrevne og ukrænkelige love, der bør sidestilles med vort eget begreb "Ørlög” (sammesat af ”Úr” (det oprindelige, tidligste, jvf. örgamall eller urgammelt) + lög (love i flertal)). Se "Bilag N: Det hellige tal 9". Christoffer af Bayerns Stadsret [for København] af 14. oktober 1443 gør brug af helt samme forståelse ved at henvise til ”gammell sedh hatier wæret” (gammel sæd havde været) og "som gammell sidhwane ær" (som gammel sædvane er) 1. Dette er en videreførsel af samme forståelse fra landskabslovene i 1200 tallet, herunder f.eks. Jyske Lov (fortalen) fra år 1241 e.Kr: 2
Dette er en videreførsel fra Kong Knud/Canute I. den Store (regent England 1016, regent Danmark 1018-1035)’s Skovlov fra ca. år 1031 e.Kr. gældende for landskaberne i ”Angliae” (England). Kap. 1 siger i min oversættelse fra latin 2: ”Fra fribårne mænd er det i høj grad utvivlsomt at vor trivsel skyldes vore forne sæder … Dette er en videreførsel af Kong Edward den Ældre's Råd (Eadwardes Geræ[d]nesse). Han var regent år 901-924 e.Kr. og søn af Kong Alfred den Store. Lovens fortale begynder således:
Min oversættelse til nudansk. "Geregceanne" anser jeg som værende fra "ge-reccan" (medregne, at tage i betragtning). "Folcriht" (Folkeret) er, som ordene siger "folkets ret" - en ubrydelig ret givet folket af nedarvede sæder og skikke. Ordet skal ses som forskelligt fra "folcrǽden" (folkeråd); en beslutning taget af folket. Denne beslutning kan for efterfølgende slægter blive en "Folcriht".
Dette er en videreførsel af Kong Alfred’s Domme, givet af Kong Alfred den Store medens han var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr. Forordet af lovteksten lyder, i min oversættelse til nudansk 2:
Dette viderefører forståelsen fra bl.a. de jyske konger Hloþhære (Hlothhere, Hloþære, regent 673-680) & Eadric (regent 685-686), hvis domme fra år 673-686 e.Kr. indledes med, i min oversættelse til nudansk:
1 Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium (1838-96, bind I, s. 164-179, nr. 127, annet capitell:2, tredhie capittell:7).
Historien vil vise utallige kilder, der klart forklarer os at stammen ”Ver Asir” eller ”Danir” er én etnisk befolkningsgruppe, men samtidigt en sammensmeltning af mange folkeslag, der enten af fri vilje eller ej gøres, eller lader sig gøre, underdanige. Snorre: Snorre Edda (Prologen, 5. Óðinn tók sér bústað í Sigtúnum):
Min oversættelse til nudansk. "kvánföng" fra "kvánfang" (kvindefang, det at gribe, tage, holde, indfange en kvinde), der opfattes som at indgå giftermål med en kvinde, men viser det oprindelige bruderov og brudeløb (bryllup).
Ætternes omdrejningspunkt var en jernhård fortolkning af stammens siðr – sæder og den gjaldt lige for alle. Vi mente, og har ingen grund til at mene andet, at vor verdensopfattelse, vor vis at leve på, med alle dens fejl, var det bedste der fandtes, og skulle videreføres koste hvad det vil. Med andre ord; det var vor kultur der satte dagsordenen for ”Ver Asir” eller ”Danir” stammen. De fremmede der havde evner og vilje til indpasse sig under stammens siðr – sæder blev optaget uden skelen til blod eller byrd. De indenfor stammen der ikke havde evner eller vilje til at indpasse sig blev udstødt gennem landflygtighed eller fredløshed.
Min oversættelse til nudansk. Lov-koderne for Northumberlands Præsteskab (Law of the Northumbrian Priests) fra ca. år 1020-1023 e.Kr. Uddrag af Lov nr. 67 (lxvii). Kilde: Benjamin Thorpe (1782-1870): Ancient Laws and Institutes of England, (1840, s. 302).
Det er her ekstremt vigtigt at fremhæve, at det uden undtagelse er sandt, at der er stærk sammenhæng mellem etnisk oprindelse og den tro, filosofi i sæder og skikke eller religion, man oppebærer 1. Dette er den arvelige fælde der fanger, får man først én gang valgt forkert – frivilligt eller under tvang. Omvendt, for de stammer der har valgt ret, og her er vi vore forfædre tak skyldig tilbage til arilds tid, er det heldigvis ikke nemt for fremmede at knuse vor sæt og vis at leve og tænke på, med mindre vi selv giver køb herpå. 1 Institut for Menneskerettigheder, Karen Hald: Notat vedrørende Anti-diskriminationspakken (17. januar 2000): ”… Der vil således ofte være en sådan sammenhæng mellem race/etnisk oprindelse og religion/tro…” Luigi Guiso, Paola Sapienza, Luigi Zingales: Does Culture Affect Economic Outcomes? (National Bureau of Economic Research, Working Paper 11999, January 2006, s. 3, 26): ”Individuals have less control over their culture than over other social capital. They cannot alter their ethnicity, race or family history, and only with difficulty can they change their country or religion. Because of the difficulty of changing culture and its low depreciation rate, culture is largely a ”given” to individuals throughout their lifetimes”. Moreover, religious practices, even when they respond to economic conditions, are modified over time only at centuries or even millennium frequency (see for example, Botticini and Eckstein, 2005).1 1 Maristella Botticini & Zvi Eckstein: Jewish Occupational Selection: Education, Restrictions, or Minorities? (2005, Journal of Economic History, Vol. 65 (4), s. 922-948) Jørn Borup: Religion, kultur og integration – Vietnameserne i Danmark (2011) har undersøgt den vietnamesiske indvandring til Danmark, og hvorfor vietnamesere er blandt de mest veltilpassede flygtninge i det danske samfund. De arbejder og forsørger sig selv, begår ikke kriminalitet og klarer sig fantastisk i uddannelsessystemet. Men samtidig holder de sig for sig selv. Socialt set er de ikke en del af det danske samfund, selv om de for eksempel deler danske værdier om demokrati. De er med andre ord modpol til de flygtninge og efterkommere, ofte muslimer, der er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Knap halvdelen af de 13.878 vietnamesere i Danmark er katolikker, mens de resterende er buddhister. Buddhisterne er mere kulturelt integrerede end katolikkerne. Den buddhistiske religion deler derfor langt flere værdier med de danske, herunder i særlig grad at det at være dansk er et sæt og vis at leve og tænke på – en filosofi om man vel; ikke en religion. Se Rasmus Karkov: Religion giver mindre integration (http://www.videnskab.dk/ , 16. januar 2012).
Det helt rimelige spørgsmål er så hvornår det blev vurderet at en udefra kommen var i stand til at forstå, følge og forsvare vore sæder og skikke. Svaret mener jeg findes i forståelsen for ”Hauld” (oldnordisk), eller ”Holder”, der var en fri mand under den sennordiske opfattelse af Eorl (Jarl) titel (i Norge og Northumbria). Personens familie skulle have ejet sin gård i seks generationer, hvorefter ættens levende arving blev friholder. Systemet er identisk i England, hvor en ”Freeman”, når han ejer ejendom bliver en ”Freeholder”. Systemet bruges stadig i engelsk lov, hvor en fast ejendom købes som et ”freehold”. Efter 6 slægtled blev det derfor bedømt at familien havde tilpasset sig i tilstrækkelig grad til at kunne anerkendes som ligestillet fribåren (se afsnittet "Gefion og Sølund", hvor denne forståelse vises i detaljer). At vi er opmærksomme på at udefrakommende skal tilpasse sig lokalt, er lovgivet i Østrup Skraa dateret år 1598 e.Kr. 1:
Festen ”at give Igang” eller at gøre ”Igangsgilde” er stadig gældende for indtræden i bylaugene på Fyn i 1800 tallet. Forlod man lauget, f.eks. ved at flytte andetsteds hen, måtte man erholde ”Afgang”, jvf. vor brug af ”afgangsfest”. At nyankomne afholder en fest for de lokale beboere forekommer mig en sædvane der med fordel kan genindføres mange steder i Danmark, til alles fordel. 1 Se C. Molbech: Historisk Tidsskrift (1840, Bind 1., række 1, s. 417 – 466, Øftrup By-Lov og Gildefkik 1598).
På Ertholmene (Christiansø, Frederiksø + småøer og skær), nordøst for Bornholm, anerkendes man i 2008 først som øboer i 3. slægtled. Indtil dette tidspunkt er man en ”førter” eller ”person ført dertil”, underforstået udefra. Det vil sige at 3 rødder skal der til før træet har slået rigtigt rod. Harald Klak viser os hvorledes han selv forstod dette år 826 e.Kr.:
"Idet jeg længe har fuldt de fædrende Love,
Disse ord, nedskrevet af munken Ermoldus Nigellus/Ermold Den Sorte, er oversat fra latin af Hans Olrik og gengivet i Hans Ellekilde: Vor Danske Jul Gennem Tiderne (1943, s. 66-67). Harald Klak taber borgerkrigen mod Haarik/Horik år 825 e.Kr. og flygtede til Kejser Ludvig den Fromme. Her konverterer han år 826 e.Kr. til kristendommen. Denne begivenhed bevidnes af Ermoldus Nigellus, på vegne den frankiske konge. Til gengæld gives han det frisiske grevskab Hriussi ved Wesserfloden i len. Harald Klak's udsagn ovenfor er hvorledes hans liv tog sig ud før han overgav sig til en ny religion. "Løftet" er den hellige edsaflæggelse på offersvinet under Vintersolhverv til Freyr.
"Vi begynder at indse, at vi selv må forstå og gøre os umage for at forklare, hvad det er for nogle værdier, vort samfund bygger på, sådan at de, der endnu ikke har slået dybe rødder i Danmark, kan finde plads og finde sig til rette inden for det samfund, hvis medborgere de er blevet. Det forgangne år har nok lært os et og andet, ikke mindst om os selv. Vi véd nu bedre, hvad vi står for, hvor vi hverken vil eller kan give køb". (fra H.M. Dronningen’s Nytårstale 31. december 2006)
Rig Veda (”Rig’s viden” eller korrekt ”Råd (og) viden”) og Rígsþula (”Rig’s tale” eller korrekt ”Råd (og) tale”) er samme verdensforståelse fra Ver Air/Danir-stammen og de gotiske stammer, fra helt forskellige steder i verden. Begge værker fremhæver klart at stammens tolerance strakte sig vidt, men også at den højeste æt påkrævede indoeuropæisk nedstamning. Se Bilag A. for yderligere behandling af dette emne. Kig godt efter i en hvilken som helst skolegård i Danmark/Norge/ England og det nordlige Amerika, og dette jernhårde og ufravigelige krav om at indpasse sig eller blive udstødt videreføres i en grad at man kan spørge sig selv om disse urgamle sæder kan være delvist biologisk nedarvet. Kravet om indoeuropæisk nedstamning kan bl.a. ses i Grímnismál (Grimnirs Mål, Ældre Edda). Odin , her forstået som Kongen, under heitet ”Grimnir” bærer en blå kappe (feldi blám). Kappen, det fineste klæde, er kongeblå og er altid forbundet med drotten. Senere (vers V:40) hører vi: ”Af Ymirs kød skabte aser jorden, 1 Den oprindelige sætning lyder: ”en ór sveita sær” eller ”af ursveden/urblodet søen”. Ordet ”sveita” eller ”svede” benyttes i poetisk sammenhæng som en betegnelse for blod, og Thøger Larsen gør ret i at tilskrive ”sær” (søen) farven blå, da dette er den farve alle i samtiden har forbundet med søen.
Hvorfor Odin/kongen kaldes "Grimnir" (Grimen/Den Tilmaskede) vises i afsnittet "Odin, Høvding Rædwald & Sutton Hoo". At vor urjætte Ymir, vore forfædre, har blåt blod skyldes samme årsag til at Odin /Kongens kappe er kongeblå. Forklaringen til hvorfor farven blå, den mest vanskelige farve at gøre, er uigenkaldeligt forbundet med drotten findes ved at efterse den etymologiske oprindelse til ordet ”blå”. Ordet ”blå” hed ”blár” (oldnordisk) og ”blāe(w)” (oldengelsk). Den indoeuropæiske rod til ordet dannes fra ”*bhel-” med betydningen ”strålende, hvid”, hvorfra ligeledes udvikles ordet ”bål” gennem ”bál” (oldnordisk) og ”bāel” (oldengelsk). Herved fremkommer den oprindelige forklaring til hvorfor vor urjætte’s blod er blåt idet urjætten er stamfader til alle indoeuropæiske folkeslag. Den farve vi visuelt skal se er den skinnende hvide farve vi ser når vi skuer ud i horisonten over den uendelige sø på det punkt hvor den blå himmel og den blå sø bliver ét. Vi ser et andet eksempel på dette i Víga-Glúms Saga (kap. 6). Tiden er medens Hákon Aðalsteinsfóstri var konge (kap. 2) dvs. ca. år 930-960 e.Kr. Personen Glúmr er rejst fra Eyjafirði/Eyjafjörð i midten af Nordlandet (Norðurlandi) på det nordlige Island til Vors, Norge hvor hans morfader Vigfús er herredshøvding (”hersir”). Glúmr er kun 15 vintre gammel (kap. 5) da han drager af sted og har aldrig set sin morfader. Da han ankommer til herredet, og morfaderens gård, er en stor folkemængde samlet. Her er hvorledes Glúmr genkender sin morfader:
Min oversættelse til nudansk.
Det er af samme årsag at Harald Blåtand (regent ca. 958-986) har tilnavnet "Blåtand", der intet har med hans tænder at gøre. Ordet "tand" er et heite for "sværd, kriger". Tænk her også på Harald Hildetand (Scyldinga-æt nr. 27, ca. 710-770/2); "Haraldr hilditönn, Haralldr hillditaunn" i Hyndluljóð (vers 28, Ældre Edda); "Hyldetan" i Saxo: Gesta Danorum (Bog 7.10.4.4 på latin) og "Haraldus Hildartan" i "Incerti Auctoris Genealogia Regum Danie" fra 1200 tallet. Farven "blå" er et heite "skjoldunge-æt, kongebyrd, ædel byrd". "Blåtand" betyder derfor "kongesværd, skjoldungekriger, kriger af kongebyrd, -ædel byrd", og "Hildetand" betyder "krigssværd". I sidstnævnte tilnavn ser vi forstavelsen "hild-" i mandsnavnet HildvígR (krigskæmper); i kvindenavnet ”Hildr” (Hildi), i dag kvindenavnet Hilda, samt ikke mindst i Freyr's guldbørstede "Hildesvin" (krigssvin); "gullinbusti Hilldisuine", jvf. Hyndluljóð (vers 7), Ældre Edda, der er en kenning for stridsvognen. Skjoldunge-ættens hellige sværd "Hrunting" beskrives i Beowulf-kvadet (sætning 1459) som af ”átertánum fáh” (kræfttænder gjort). Det er sikkert herfra heitet videreføres som et tilnavn for skjoldunge-ættens konger. "Chronicon Roskildense" (Roskildekrøniken), første del af hvilken er fra ca. år 1140 e.Kr., nævner for første gang Harald’s tilnavn (cognomen):
Oversættelse til nudansk af Jørgen Olrik: Den ældste Danmarkskrønike (Roskildekrøniken, 1898). Den latinske tekst fra M.Cl. Gertz: Scriptores Minores Historiæ Danicæ (1917-18, Vol. I, Chronicon Roskildense, Cap. IV., s.17). Vi ser fra det olddanske ”Blatan” (Blåtand) at ordenes ophav er fra ”blár, blāe(w)” + "tönn, toð". Abbed Wilhelm af Æbelholt Kloster, Nordsjælland: Wilhelmi abbatis Genealogia regum Danorum, dateret til år 1194 e.Kr. skriver ”Blatan, Blachtent”, og "Incerti Auctoris Genealogia Regum Danie" fra 1200 tallet skriver "Haraldus Blatan". Rikke Agnete Olsen: Kongerækken (2005, s. 15) skriver: ”På gammelt dansk kan "blå" betyde mørk. Om det gik på Haralds tænder eller hans hudfarve, kan man ikke vide”. Det mener jeg nu er helt vrang opfattet, og skyldes sikkert at hendes speciale på Nationalmuseet var Middelalderen; dvs. hun er skolet i kristen tankegang, hvor forståelsen for heite og kenninger er ikke-eksisterende, og alt læses bogstaveligt. Saxo begår samme fejl i fortolkningen af Harald's tilnavn "Hildetand", og af samme årsag. Det ord man vil have brugt, og brugte, i omtalen af mørklødet og sværtet hud og/eller hårfarve var ordet "svartir, sweart" (oldnordisk, oldengelsk). Se f.eks. Örvar-Odds Saga (kap. 19) og Landnámabók (kap. 41). Dette ord kendes på olddansk i formen "swart".
At blå i den oprindelige betydning betyder ”skinnende hvid” viser at der i den forne sæd, for alle indoeuropæiske folkeslag, for drotten kræves indoeuropæisk nedstamning. Vi ved dette må være sandt fordi denne forståelse medbringes af Visi-goterne ved ankomsten til deres nye landområder i Spanien under Kong Sisebut (år 612-621 e.Kr.). Her benyttes ordene ”sangre azul” (blod blåt/blåt blod) som en henvisning til de lyshudede Visi-goter i modsætning til de mørkhudede maurer. Betydningen af blå som ”skinnende hvid” leder samtidig til en forklaring på hvorfor Skjoldunge/Scyldinga-ætten’s stamæt ”Skilfinga/ Skjælveunge-ætten” i Beowulf-kvadet (sætning 427, 609) har heitet ”*Beorht-Dene, Beorht-Dena” (De Lysende/oplyste Daner). Dette gentages i det oldengelske digt ”Drømmen om roden” fra år 650-750 e.Kr. hvor Verdenstræet, hvortil Balder /Ætlingen i forståelsen tronarvingen ofres, i digtet kaldes ”beorhtost” eller ”skinnende klarest”. Endelig er det derfor at én af de gotiske stammer i poetisk sammenhæng beskrives som "Ostrogotha” (Austra-gutans, Jordanes XIV:82) eller "De skinnende goter" (litauer). Da farven blå ændrer betydning til blåsort i 900 tallet e.Kr. jvf. bl.a. ”hrafnblár” (direkte ”ravneblå” men i betydningen ”ekstrem mørkeblå, næsten sort”) videreføres forståelsen om at blå alene tilknyttes den rådende del af ætten, og her har indtagelse af rigelige mængder rødvin af den senere adel, der fysisk gør blodet blåsort, kunne bekræfte en urgammel forståelse.
5-spans karet fra Karetmager Henrik Køier Andersen’s lade i Ringsted juli 2007. Hvad på billedet, og selv i en oplyst lade, fremstår som en sort lakering, er ved nærmere eftersyn ravneblå. Og farven er absolut netop denne farve fordi drot og adel viderefører den forne gudelære i sine skikke. En karet eller hestevogn kan aldrig lakeres med andet end ravneblå som grundfarven.
Sammenlign med 5. Mosebog (17:15) og de helt identiske sæder gældende for de hebraiske stammer: ”så må du kun sætte den mand til konge over dig, som Herren din Gud udvælger. ”Herren” er solen og kongen skal, som hos os, vælges på tinge med flertal. Ingen fremmed kan gøre krav på tronen.
Skånske Arvebog (kap II) 1 fra år 1200-28 e.Kr. siger: ”Thet callum wi men alt fæthirnis iorth eller ”Det kalder vi mænd alt fædrene jord 1 Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Arvebog, s. 207).
|
|||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
