| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Det gyldne segl – Vejrfanen
Beowulf-kvadet (sætning 2767-72)
At kende vindens retning har alle dage været af stor betydning på land og til vands. Vinden varsler skiftende vejr, sol og regn, storm eller vindstille, god eller slet bør, liv og død. Det vindtøj vi i 900 tallet e.Kr. synes at have benyttet til dette formål var den ”Gylta Veðrvita” (Gyldne Vejrvider) også kaldet ”Flaug” (Fløj). Den nuengelske betegnelse for samme er ”Weather Vane” fra det oldengelske ”Weder Fana” eller ”Vejrfanen”. Det oldengelske ord findes på oldnordisk som ”Veðrvana” og var et tillægsord, der betegnede ”manglende gunstig vind”. Vejrvideren/Vejrfanen/Fløjen kaldes i dag på islandsk ”Veðurviti”. De tidligste nedskrivninger omkring vejrfløje stammer fra år 48 f.Kr. (Pausanias (115-180 e.Kr.), Marcus Vitruvius Pollio (90-20 f.Kr.) og Marcus Terentius Varro (116-27 f.Kr.), hvor det vides at en vejrfløj hang i vindtårnet, horologium, i Athen. Vejrfløjen var bygget af astronomen Andronicus Cyrrhestes/Cyrrhus (ca. år 100 f.Kr.) og ærede den græske gud Triton. Den var 4 til 8 ft. Lang, gjort i bronze, og havde et mandshoved (guden Triton) og en fiskehale. Denne vejrfløj viste hvorfra vinden kom. Selve vindtårnet, der tillige fungerede som et vandur, er otte-kantet, gjort af marmor, hver kant 3.2 m bred og 12 m højt. De otte kanter repræsenterede de 8 hovedvinde; Boreas, Sciron, Zephyr, Lips, Notos, Euros, Apeliotes og Caecias. Vitruvius kalder vindtårnet ”Vindenes Tårn” og det kan ses på den østlige side af den romerske markesplads i Athen. Det var normalt for rige ejendomsbesiddere i området at have en vejrfløj opsat. Den senere vejrhane er katolsk og stammer fra et af paven udstedt pavebrev i 900 tallet. Dette brev kundgjorde, at alle kirker i Europa skulle have en vejrhane i spiret af kirketårnet som en påmindelse om Jesus' forudsigelse om at hanen ikke ville gale om morgenen efter påskemåltidet før disciplen Peter havde undsagt Gud 3 gange (Lukas evangeliet 22:34). Modsat vor vejrfane viser vejrhanen hvorfra vinden kommer. I vore skikke var og er det langt vigtigere at vide hvortil vinden, og derfor vejret, er på vej. Kong Valdemar IV. Atterdag’s (regent 1340-1375) berømte vejrgås i Gåsetårnet i Vordingborg var oprindeligt lavet af guld givet som løsesum af Hansestæderne for frigivelse af krigsfanger efter en mislykket belejring af Helsingborg år 1362 e.Kr. Den nuværende vejrgås er forgyldt og fra 1871. Hansestæderne var kongens og vore arvefjender, og han omtalte dem som en flok farligt skræppende, men ellers ufarlige, gæs. Gåsetårnet er opført år 1364 e.Kr. Vi har 7 originale vejrfaner i Norden fra sen vikingetid. Alle storskibe havde dem dog, men som et hårdt brugt værktøj udsat for salt er de fleste gået bort med tidens tand. De få der overlevede gjorde det fordi de kom på land og blev sat op i kirketårnene ved kristendommens ankomst efter år 1000 e.Kr. Som det oldengelse ord antyder gennem ”Weder Fana” eller ”Vejrfane” er jeg imidlertid ikke sikker på at Vejrfanens oprindelige funktion var som Vejrvider. Ved at efterse vindposerne på alle vore store broer eller flaget der blafrer fra flagstangen i haven kan vi se at den meste simple og driftssikre vis at finde vindens retning på er at bruge et ophængt klæde. Olaf T. Engvig havde to Vejrfaner med på sine langskibssejladser i Nordsøen og hans erfaringer med Vejrfanerne er at de ikke er driftsikre nok i søgang til at have en funktion som styrmandens vejrvider. 1 1 Viking Heritage Magazine (nr. 1/03, s. 3-7).
I afsnittet ”Gold scilling, gull skillingr, guldskilling” viser jeg, via Beowulfkavdet, at Kong Skjold har et gyldent segl/mærke i mastetop. Saxo forklarer os (bog 5. 4:58-63) at dette mærke er et gyldent skjold, symbolet på Skjoldunge-ætten år 385-425 e.Kr. Jeg vurderer derfor at Vejrfanens hovedopgave oprindeligt var som høvdingens mærke, med en biopgave som signalmærke til resten af flåden under sejlads. At Vejrfanen altid er beskrevet som ”gylden” dvs. bedækket med guld skyldes at solens skinnen på mærket har gjort at mærket har kunnet ses på lang afstand af hele flåden. Herved viste man altid hvor høvdingen/kongen var. Fornamanna sógur (XI, 437): ”Veðrvitar glitudu ved á storskipunum er sólen skein á” Som jeg oversætter til: ”Vejrviderne glitrede fra storskibene når solen skinnede”
De oprindelige vejrfaner
Söderala flöjeln. Sad oprindeligt i spiret påSöderala Kyrka, Norrland, Sverige (fra år 1150-1180 e.Kr.), hvor man nu finder en kopi. Originalen befinder sig påStatens Historiska museum i Stockholm. Stilen er ringerikestil, der var den dominerende kunstdisciplin i sen vikingetid fra ca. år 980-1080 e.Kr. Ringerikestilen er navngivet efter bygden Ringerike i Buskerud 50 km nordøst for Oslo.
Tingelstad fløyen. Sad oprindeligt i Tingelstad gamle kirke (også kaldet St. Petri) i Oppland, Norge (fra ca. 1220 e.Kr.). Stilen er ringerikestil, der var den dominerende kunstdisciplin i sen vikingetid fra ca. år 980-1080 e.Kr. Fløjen er Hadeland Folkemuseum’s logo.
Heggen fløyen. Sad oprindeligt i Heggen Kirke/Kirkja ved Heggenåsen i Modum, Norge (fra ca. år 1197 e.Kr.), hvor man nu finder en kopi. Stilen er ringerikestil, der var den dominerende kunstdisciplin i sen vikingetid fra ca. år 980-1080 e.Kr.
Indgraveringen på Källunge Flöjeln fra Källunge kyrka, Gotland efter D. Wilson & O. Jensen. Stilen er ringerikestil, der var den dominerende kunstdisciplin i sen vikingetid fra ca. år 980-1080 e.Kr. Originalen er udstillet i ”Gotlands Fornsal” påLänsmuseet på Gotland, Visby.
Begreber og placeringEn del af kildematerialet er hentet fra Martin Blindheim’s artikel ”De gylne skipsfløyer fra sen vikingetid, Bruk og teknikk” (artikel i Viking, tidskrift for norrøn arkæologi, bind 46, 1982). En Vejrfane blev i de fleste tilfælde sat i forstavnen, men kunne også sidde i mastop. En Vejrfane kunne afløse dragehovedet på et langskib. Nogle skibe havde dragehoved og Vejrfane i mastetop. Ingen skibe havde både dragehoved og Vejrfane. Bayeux gobelinen der omhandler Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. blev lavet under opsyn af biskop Odo, halvbroder til Hertug William af Normandiet, umiddelbart efter selve slaget i perioden 1066-77 e.Kr.
Ovennævnte scene viser hvor brødrene til Kong Harold Godwinson bliver dræbt, og under hesten ses et trekantet banner . Det er dette banner , der har givet studier af vejrfaner begrundelse til at tro at vejrfanerne muligvis også fungerede som merki eller banner under slag på landjord, og at disse blev båret på spidsen af et spyd.
Rolandskvadet (sætning 1033) fra år 1098 e.Kr. har følgende sætning: “E cil espiez, cil gunfanun fermez” Som jeg oversætter til: ”og på spydene, krigsfanerne omlukket” Senere (sætning 1157), da Roland begynder sit anfald på fjenden, svært bevæbnet og ridende på sin ganger kaldet Veillantif 1, har Roland sit spyd løftet mod sky og ”satte derpå krigsfanen helt hvid” (Laciet en su un gunfanun tut blanc).
”Fig. 24. Begge sider af en 25 cm lang runepind fra Bryggefundet i Bergen med skibsafbildninger i såvel original som udtegning. Øverst storskib fra første halvdel af 1200-tallet? Nederst en flåde på 48 skibe med et par svære drageskibe i forgrunden. Efter Hertig 1969.”
Runestenen fra Smiss I stenkyrka, Gotland dateret til 7-800 tallet e.Kr. Nederste del af stenen viser et langskib i meget fine detaljer. I mastetoppen, gengivet forstørret til højre, ses en vejrfane, her kaldet ”Fløj” (”Flöjel” på svensk).
Dimensioner
Kommentar: Dimensionerne for Heggen og Tingelstad gives som rekonstruerede originalmål , da de nuværende vejrfaner alle er gjort kortere. ”Vinkel” er det indre hjørne øverst mod røret til støttepinden. ”Diagonal” på Söderala er målt inklusive rør. At ovennævnte vejrfaner er smedet med en vinkel på 110º betyder at de sad i forstavnen og derfor måtte have en afvigende vinkel for at sidde lodret. Der eksisterer 3 yngre vejrfaner i Norge (Høyjord-, Norderskov- og Tovdal-fløjene), der alle har en vinkel på 90º, og derfor har siddet i mastetop.
Materiale
Kommentar: Materialet i alle vejrfaner er forgyldt kopper. Metalbehandlingen er guldsmedeteknikken, som beskrevet af Theophilus Presbyter i 3. del af ”De diuersis Artibus” fra 1100 tallet.
KonstruktionsmetodeKopperpladen skæres i en trekant med en vinkel mod rør til støttepind på 110º. En kopperplade, 0.5 mm tyk og 6 cm bred, bøjes omkring den ydre kant således at den dækker ca. 1.5/2 cm af hovedpladen. I bunden anbringes jerntråde for at opnå en afrundet form og undgå, at den sprækker. Den bøjede plade holdes på plads med 11-15 kobbernagler. Der brugtes 10 kobbernagler til at fastholde det bøjede rør, hvori støttepinden indsættes. Herefter laves ornamentikken med graverjern. Punselerjern brugtes til at lave små cirkler. Forgyldningen af vejrfanen sker efter den metode som Theophilius i 1100 tallet e.Kr. beskriver i "De Diversibus Artibus" (kap. 23) i forbindelse med sølvarbejder. Kviksølv puttes over hele overfladen. Herefter lægges guldblade over overfladen. Guldet blandes nu med kviksølvet og sammensmelter. Hvis der opvarmes tæt til smeltepunktet for kviksølv (356,58°C), men under smeltepunktet af guld og kobber, fordamper kviksølvet, efterladende et fint tyndt lag guld. Dette kaldes “fire-gilding“ og er stadig den metode, der giver det bedste resultat. Det er imidlertidigt uhyre giftigt, og i dag forbudt i bl.a. Nord-amerika. I dag bruges guld galvaniserings processen, hvorunder en negativ elektrode forbindes til kobber, der herefter nedlægges i en blanding af guld cyranid. Den positive elektrode fra batteriet forbindes til guld, også nedlagt i samme blanding, dog uden at de to elektroder må røre hinanden. Der hang forgyldte genstande fra den buede side.
Vejrfanen og den beskyttende drage
Vi bemærker at alle vejrfanerne har en lille figur på toppen der altid vender ryggen til støttepinden, og derfor ryggen til skibet hvorpå den sad. Støttepinden mener jeg blev kaldt ”stagnagli” (oldnordisk), direkte ”bindenagle”, og i hvert fald en betegnelse for den pind hvor banneret blev fastgjort. Mit bud er at det er det samme ord der betegner vejrfanen’s støttepind. Dette er en identisk position til hvorledes stammens store beskytter, Dragen, blev sat på vore telte og gudehove/stavkirkjar, vor langskibe, vore runesten, vore banner , vore mønter og som en armring på bue/spyd/ sværdhånden. 1 1 Se kapitlet ”Telt, Strå og Spån – vore oprindelige tage”, kapitlet ”Langskibenes herkomst”, afsnittet ”Guldskilling og Sølvpenge - vægt i guld og sølv”, afsnittet ”Dragemærket” , afsnittet ”Sarmatisk smedekunst i vore landområder” og ”Bilag Å: Rig Veda , bog 6: LXXV – krigsvåben” Der er ganske klare regler for hvorledes Dragen opnåede sin beskyttende funtion. Er der fire drager (gudehov/stavkirkjar) vender de ryggen til det midtrum der skal beskyttes da dragerne har udsigt til alle fire verdenshjørner. Er der to drager skal disse vende ansigtet mod hinanden for at kunne våge over det der skal beskyttes. Dette var den oprindelige position af dragehovederne på drageskibene. Hvor dragehovederne har ansigtet vendt bort fra midtrummet af skibet har der skulle være 3 andre drager tilstede, der med ryggen til midtrummet af skibet kan beskytte skibets last og besætning. Da vejrfanen kun har en enkelt drage som topfigur, og denne drage har skullet kunne ”se” til alle verdenshjørner har vejrfanen derfor skulle kunne dreje 360º rundt. Derfor blev vejrfanen altid sat på en støttepind og drejede med vinden, og hvorfor topfiguren altid vender ryggen til midtskibet.
Det gyldne segl – Vejrfanen - fra Silkeborg, den gamle gård "Fire mil fra Århus, nær ved Gudenå". Den ældste borg er åringsdateret til år 1385 e.Kr. Vejrfanen har siddet i stenhusets tårn, der er åringsdateret til ca. år 1510 e.Kr., med Århusbispen Niels Clausen (-1531) som bygherre. Niels Clausen var biskop af Århus 1491-1520. Silkeborgen var aftægtsbolig for biskopperne. Vor beskyttende drage kan næppe fremstilles mere tydeligt end gjort her. Bemærk at dragen spyr ild, og at dens øje stirrer og derfor "ser" alt når vejrfanen drejer 360° i vinden. Det forekommer mig at vejrfanen fra Silkeborg måske kan føres tilbage til den ældste borg, da dragen næppe kan være bestillingsarbejde af en katolsk biskop for hvem dragen var Djævlen. Jeg vil derfor datere vejrfanen til år 1385-1414/1418 e.Kr., hvor "Fru Thore" overdrager Silkeborg til biskop Bo, leder af Århus Stift 1395-1424. "Fru Thore" Eriksdatter har sikkert arvet gården fra sin fader Erik, der kom ud af adelsslægten Mus (Muus af Steenalt, Muusæ). Dette må være Erik Mus (Muus)'s beskyttende drage.
Vi kan se fra de overlevende vejrfaner at disse alle er gjort i ringerikestil, der var den dominerende kunstdisciplin i sen vikingetid fra ca. år 980-1080 e.Kr. Her er dragen i kunst blev til en mellemting mellem en drage/løve og vor store hund , Grand Danois hunden. Denne evolution i kunst fra drage til løve frembringer straks en tanke om at de to løver i Slesvigs våben, de tre løver i Danmarks og Englands rigsvåben (og via Danmark i Estlands rigsvåben) har sin oprindelse i dragen som stammens store beskytter. Formodningen om at løverne i vore nuværende rigsvåben i Danmark og England er en direkte videreførelse af drager fremgår af vore mønter:
Reversen af 2 speciedaler udstedt under Frederik III. (1648-1670). Vi bemærker Bornholms drage og vendernes lindorm, der ligeledes er en drage. Vi ved at hertugerne af Slesvig har ført to løver siden Kong Abel’s tid (1250-1252). Vi ved at Valdemar I. Den Store (1157-1182) fører 3 løver, og jeg har vist at han ligeledes fører Ravnefane under vendertogene. Billedkilde: www.gladsaxegymnasium.dk
I sagaen om Helge Hundingsbane (samtidigt med Kong Frode, Scyldinga-æt nr. 15, ca. 400-446 e.Kr.) kvæder Guðmundur Granmarsson 1: ”Hver er skjöldungur Som jeg oversætter til: ”Hvor er Skjoldungerne 1 Helgakviða Hundingsbana II / Völsungakviða in forna (kap. 19) fra Poetiske Edda/Ældre Edda.
Nutidig vejrfane baseret på fortiden
Min personlige vejrfane. 50 cm lang, 35 cm høj. Gjort af forgyldt kobber af kobbersmeden Leo Thorsen i Nysted, Lolland på mine tegninger. Afbildningerne viser den udadvendte beskyttende drage fra Galstedspændet. Da vejrfanen drejer 360° omkring en støttepind er én drage i stand til at beskytte odelen. Afbildningen af den behornede shaman og den otte-takkede Moder Jord stjerne er fra "det korte guldhorn" fra Møgeltønder. Afbildningen af ravnen er fra hjelmen fra Upland. Alle afbildninger er gjort i Nydam/Stil I., vor oprindelige kunstform.
Beowulf-kvadet (sætning 1020-1021): "Forgeaf þá Béowulfe brand Healfdenes som jeg oversætter til: "Gav da Beowulf Halfdan's brand(ingsmærke)
(Kong Halfdan (Scyldinga-æt nr. 16, ca. 445-498 e.Kr.). Ordet "léane" (oldengelsk) og "lén" (oldnordisk) har oprindeligt betydningen "leje" og er en ret alene Drotten kan tilstå andre i et tidsrum. Beowulf får derfor ikke vort gyldne segl til ejendom, men som midlertidig tilståelse.)
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
