Dragemærket

Sun Tzu’s ”Om krigens kunst” ca. år 475-221 f.Kr. skriver i min danske oversættelse fra engelsk følgende:

Bevægelser

Gongs og trommer, bannere og flag, er midler
med hvilken ørerne og øjnene af værten kan
samles omkring et bestemt punkt.
(kap. VII, sætning 24)

I denne sætning ser vi hvorfor bannere overhovedet opstår, og opstår i militær sammenhæng. Banneret tjente, og tjener, det yderst vigtige formål at holde hærmændene i slagorden/fylking og samtidigt vide hvor høvdingen befinder sig.

Nordmanden Hallvard Trætteberg skrev i 1966 en artikel i Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder (vol. XI, Oslo). Han fremhæver at kun et begrænset antal høvdinger og konger benyttede Ravnefanen, hvoraf de fleste er nævnt ovenfor. Da borgerkrigen bryder ud mellem ætterne i 700 tallet e.Kr. om herredømmet over vore landområder er engelske kilder mere flittige til at skrive. Derfor hører vi mest om Ravnefanen, der sammen med den gyldne vejrfane skabte rædsel hvorend den sås, da det normalt var ensbetydende med umiddelbart forestående død og ødelæggelse.

Det er også nødvendigt at fremhæve at banneret/seglet/mærket dengang ikke havde samme symbolske betydning som den katolske korsfane fik med hensyn til empireopbygning, dvs. man planter fanen i jorden i Monarkens navn, og udbygger riget. Ravnefanen og Dragemærkets hovedbetydning var at tilkendegive hvor Kongen befandt sig. Religiøst havde i hvert fald Dragemærket yderligere en beskyttende opgave mod onde ånder, som den havde på langskibet, over vore telte og gudehov/kirkja, og på vore runesten.

Jeg har tidligere fremhævet at Det Gyldne Segl i mastetop og på slagmarken var Dragemærket . Se kapitlet Se kapitlet ”Det gyldne segl – Vejrfanen”. Det Gyldne Segl er altdominerende i 500 tallet e.Kr. og er Ver Asir/Danir-folkets oprindelige mærke, der medbringes under folkevandringen.

Ver Asir/Danir-folket var en del af de sarmatiske stammegrupperinger. Heldigvis kender vi til Sarmaternes banner fra arkæologi i fra deres base syd for Lancaster. På Grosvenor Museum i Chester, England findes to brudstykker af en gravsten, der viser en Sarmatisk kriger. Med begge arme udstrakt holder han et Dragemærke.

Billedet til højre er en optegning af originalen til venstre. Tusind tak til Grosvenor Museum i Chester for billederne.

Sarmaterne, og derfor os, anså dragen som et ekstremt farligt dyr, der kunne beskytte os mod onde ånder og forbande vore fjender. Derfor er dragen et naturligt krigssymbol.

Via lejesoldater fra sarmatiske stammer kommer Dragemærket ind i den romerske hær ganske sent i 100 tallet e.Kr. Senere iflg. Vegetius i hans værk Epitoma Rei Militaris (2:13), skrevet år 375 e.Kr., bliver Dragemærket, af romerne kaldt draconarius, tilknyttet hvert eneste kohort af legionen¹.

¹ Se det senlatinske værk “Scriptores Historiae Augustae” i behandlingen af ”Gallieni Duo” (ii 8.6) : ”..dracones et signa templorum omniumque legionum ibant”.

Billedet ovenfor viser en Sarmatisk kriger, formentligt fra Allan folket, i fuld udrustning, med Dragemærket meget tydeligt.
Billedet stammer fra Orlat (unge ørne) bentavlen.
Se János Makkay i litteraturfortegnelsen.

Om Dragemærkets farve, som romerne kopierer fra de sarmatiske stammer, skriver det senlatinske værk “Scriptores Historiae Augustae” i behandlingen af ”Lucius Domitius Aurelianus” (28.4) at de var af ”genus purpurae” (purpur-rød oprindelse). I behandlingen af ”Lucius Septimius Severus” (4.1) skrives der ”purpureum dracunculum” (purpur-rød drage). Ammianus Marcellinus skriver i slutningen af 300 tallet e.Kr. i ”Historiae” (bog 16.10.5-12) at ”purpureis subtegminibus texti circumdedere dracones” eller ”purpur-rødt stof vævet uden om dragerne”.

Metalhovedet af et Dragemærke er blevet fundet to steder. Det ene, i bronze og dateret til 200 tallet e.Kr., ved det romerske Castellum i Niederbieber i Nordrhein-Westfalen, Tyskland. Det er 30 cm langt.

Det andet, fra 600 tallet e.Kr., befinder sig på Hermitage museet i St. Petersburg. Dette sølvhoved menes at være fra det Sasanske rige (Persien/Iran) og kommer fra Perm i Rusland. Som kan ses på billedet nedenfor har hovedet mere et hund /ulve udseende. Nedenunder er der en udformning således at hovedet kan sættes på et spyd.

Dragemærket var udformet som en vindpose, hvor vinden blæser ind gennem dragens mund, og opblæste ”drageposen”. Vi ved at Dragemærket afgav en lyd, der sikkert har visuelt gjort at Dragemærket syntes at være i live, og dermed klar til slag. Det er også en mulighed at Dragemærket tjente et praktisk formål, nemlig at give vindretningen for bueskytterne. Flavius Arrianus’ Techne Taktika (35) skriver at ”Dragen” ”hvæser” når vinden, ved blæst eller ridt, rammer hovedet. Samme gør Ammianus Marcellinus i ”Historiae” (bog 16.10.7)¹.

¹ Andre henvisninger til romersk brug af Dragemærker er:
Den byzantinske Kejser Maurikios (Maurice, 582-602 e.Kr.) i hans militære lærebog ”Strategikon” (12.7).
Den byzantinske historiker Zosimus i hans værk ”Historia Nova” (3.19) fra 400 tallet e.Kr.

Vi har et andet, og efter min mening fejlkategoriseret fund, der muligvis viser Dragemærket:

Kat.nr. 6:8 – Vimose, grif. Grifhoved af forgyldt bronze. Stykket er meget fint udført med udskæringer, der viser fjerpragten. Griffen har oprindelig siddet på en parade- eller rytterhjelm, men da den blev fundet ved tørvegravning i 1849, var grifhovedet placeret på en stang med et rødt og blåt flag, der dog opløstes ved berøring. Dateret til 100 tallet e.Kr. Inv.Nr. NM 10299 m.fl., OBM 3201.
Kilde: Nationalmuseet, udstilling om Sejrens Triumf 10. maj – 4. januar 2004.

Ovennævnte dyremotiv er fundet i Vimose på Fyn og kategoriseret som en grif, men er efter min mening et Dragemærke i grif-stil. Af ekstrem betydning kan vi se at i 100 tallet e.Kr. er vort mærke allerede den røde og blå farve.

Vi skal også erindre os at Beowulfkvadet indeholder et begreb ”hordweard” eller ”den der værger over skatten” som vi tillige genfinder i Wessexguilden under navnet Dragon’s lance (dragens lanse). Titlen ”Dragon’s lance” blev givet til den person der havde ansvar for Dragemærket , dvs. han var bannermester. I Beowulfkvadet benyttes også titlen ”thegn” dvs. ”den der tegner ætten”. En thegn er bannermester.

Angel-saksiske Krønike beretter om en velkendt begivenhed fredag den 8. januar år 793 e.Kr.:
 
”Her wæron reðe forebecna cumene ofer Norðanhymbra land (&) þæt folc earmlice bregdon: þæt wæron ormete ligræscas, (&) wæron geseowene fyrene dracan on þam lyfte fleogende. Þam tacnum sona fyligde mycel hunger. (&) litel æfter Þam þæs ilcan geares on vi idus Ianuarii earmlice héðenra manna hergung ádiligode Godes cyrican in Lindisfarena ee þurh reáflác (&) mansleht.....”.
 
Som jeg oversætter til:

”Her være ræd(somme) varsler komne over Nordhumbria land (&) det folket ulykkeligt frygtsomme gjorde: Disse var ormede lynild,  (&)  var rødglødende drager der i luften fløj. Disse tegn snart fulgtes af megen hunger(snød). (&) lidt (der)efter i det samme år på den 6. idus  januar (8. januar) usle hedenske mænd hærgede (og) ødelagde Gud’s kirke på Lindisfarne ø (ved) røven (&) mandslagtning....”

At munken her omtaler ”lynild” (Torden og lynild, hvor Torden = Thor og Lynild = Mjølnir) samt ”rødglødende drager” er tydelige tegn på at angrebet på Lindisfarne skete under et rødt Dragemærke.

Olaf Haraldsson (Óláfr Haraldsson) (år 995-1030 e.Kr.), også kaldet Olaf den Hellige/Olav II. startede ud med vikingstog, og blev regionalkonge i det sydøstlige Norge. Det er fra denne Olav vi finder finder utallige St. Olavs kirker i hele nordeuropa navngivet efter ham, da han bliver gjort kristen under inspiration fra Charlemagne’s (742-814) korstog der var velkendte i Norden. Vi ser altid Olav afbilledet som havende sin fod på dragen, med dragen værende et symbol på både Olav selv medens han var hedning, og på alle de der endnu ikke havde indordnet sig under den katolske kristendom. Gennem Olavs tilknytning mellem drager og hedninge, kan vi se Ver Asir/Danir -folket er identisk til Dragemærket .

I afklaringen af Ravnefanen har vi nævnt en stor del af de kilder der henviser til Ravnefanen. Af de samlede kilder der henviser til et banner , er dette kun en lille procentdel. Dragemærket har været det mest almindelige mærke.

Hvor en historisk kilde derfor henviser til et banner /mærke i tiden før den hedenske livkors fane bliver et katolsk korstogsbanner ca. år 1200 e.Kr., uden at forklare mere, er det nok en rimelig antagelse at ordet henviser til Dragemærket. Dragen er for den katolske kristendom identisk med hedninge, dvs Ver Asir/Danir-folket . Se ”Bilag Æ: Bibelens begreber Hedning , Djævlen, Dæmoner og Engle”.

2 ekstremt velbevarede Dragehoveder til langskibe fundet ved Scheldt floden i Belgien. Vi aner på Dragehovedet til venstre at Dragen havde øjne, et på hver side, der lig troen hos det kinesiske folk, skulle holde onde ånder borte. Kilde: John Grant: Viking Mythology (1990, s. 18 og 64).

”Dragen” blev kaldt for “dreki” i betydning af enten langskibet med dragehovedet eller Dragemærket . Andre ord er “örmr” eller “ormr” eller orm.

Her er to eksempler fra Völsunga Saga:

”Sigurðr stýrir dreka þeim er mestr var og ágætlegastr”
(Sigurd styrede dragen der var størst og mest udmærket)

”Ok þá er ormrinn skríðr til vatns”
(Og da er ormen skredet til vands, dvs. langskibet er afsejlet)

Vi går ud fra at ovennævnte henvisninger til dragen og ormen er henvisninger til et langskib, og at dette langskib derfor må være et Drageskib, dvs. stavnen er prydet med et dragehoved. Sandheden er at det ved vi ikke. Det kan lige vel tænkes at langskibet har en ringformet stavn og at der vejrer et dragemærke fra skibets mast således at det er dragemærket der identificerer langskibet. Dragemærket kan vel være Det Gyldne Segl – Vejrfanen.

Kong Harold Godwinson har et Dragemærke under slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. som vi ser på Bayeux gobelinen. Vi ved at at det var en thegn fra Wessex guilden der var bannermester for Harold Godwinson. Han bliver dræbt, men Dragemærket bliver smuglet bort fra slagmarken og falder ikke i normannernes hænder.

Til venstre ses et Dragemærke fra Codex Aureus fra St. Gallen klostret i Schweiz dateret til 800 tallet.
Til højre ses den sektion af Bayeux gobelinen der viser Kong Harold Godwinsons død. Hans Dragemærke ses under hestens hov, og teksten lyder:

”Et ceciderunt qui erant cum Haroldo. Hic Harold Rex interfectus est.”

Som jeg oversætter til:

” Og de der var med Harold faldt. Her bliver Kong Harold dræbt.”

Går vi nu tilbage til biskoppen af Crowlands skrift fra ca. år 1180 e.Kr., og bemærkningen fra den gamle mand til Sivard om at der ikke er nogen drage, hvorefter han fremviser en Ravnefane som bevis, så kan vi se, at Dragemærket i denne sammenhæng har været symbolet på fjenden.

Hvad den gamle mand forsøger at sige, formodentligt for at redde sit liv, er at fjenden ikke længere er i området, og at den gamle mand er på Sivards side.

I dag forbinder vi mest Dragemærket med Wales, der har det i sit nationalflag.

Wales får sit nationalflag efter slaget ved Crecy i år 1346 e.Kr., hvor walisiske bueskytter deltog i den engelske hær. Det vides dog at waliseren Cadwaladr i 600 tallet e.Kr. havde et Dragemærke. Den fremtidge kong Henry VII til England havde et Dragemærke ved slaget ved Bosworth Field i år 1485 e.Kr. Det var dette slag, der afgjorde den engelske borgerkrig, kaldet ”War of the Roses”, og ledte til forening af de britiske øer.

I dag ser vi skikken med Dragemærket videreført gennem vore dragonregimenter, der findes overalt i Europa, i Danmark bl.a. gennem Jydske Dragonregiment, der blev oprettet i 1700 tallet og hvis hjemsted er Dragonkasernen, 7500 Holstebro.

Øverst (i kanterne): ”Seolfor pening” eller ”sølvpenge” også kaldet ”Sceat”. Udstedt i alle vore landområder fra Ribe via Dorestad til Ipswich i årene 670-755 e.Kr. En yderst faretruende drage med halsende tunge og hugtænder, omslyngende verden. (Serie K, Metcalf & Walker Group C-D no. 3; Met s.399 første tegning; N90; S798, 14.9 gram, VF). Min private møntsamling.
I midten en drage som den blev fremstillet i kunst under Qin og Han dynastierne i Kina (kap. XXVIII, The Art of Qin and Han Dynasties, (1) Paintings and Calligraphy). Kunstformen er identisk fordi begge drager har samme oprindelse. Tilsendt af Bent Hansen, Kina.
Nederst i midten: Detalje fra udsmykningen på en scramasax/saxknifr fundet i 1978 i Tillya Tepe i det ekstrem nordlige Afghanistan mellem Hindu Kush og Amu Darya floden. Dateret til år 100 f.Kr. Vi ved ikke hvem der har kontrol med området i samtiden. Smykket kan være gotisk fra Kushan riget, men kan også være fra vor egen stamme da vore græsegne strakte sig til dette område. Kunststilen er sarmatisk.
Kilde: Archaic Proto-Bactria and Early Ancient Bactria (http://www.hp.uab.edu/image_archive/ucd/)

Húsasnotru - "den der snor sig om, og over, huset"

Snorri Þórðarsonar frá höfða’s barnebarn Þorfinnr Karlsefni (en mand med en Karl’s evner = dvs. håbefuld ung mand) kom fra Höfðaströnd ved Skagafjörður (Skagafirði), det nordlige Island. Det er her værd at tilføje at iflg. Landnámabók (Þriðji hluti: 1 eller 58) nedstammede Thord Bjørnsøn, også kaldet ”Höfða-Þórðr”, fra den danske kongeslægt.
 
Iflg. Erik den Rødes Saga (Eiríks saga rauða) ankom Torfinn Karlsevne som en umådelig velhavende mand fra Norge til Grønland, hvor han den første vinter gives husly af Leif Eriksen (Leifi Eirekssyni, Leifr hinn heppni, Leif den Lykkelige, ca. 970-1020), der har overtaget faderens hjemsted i Brattahlíð (Julianehåb, Østerbygden).
 
På tidspunkt før år 1020 e.Kr. rejser Torfinn Karlsevne under sommeren tilbage til Norge for at faldbyde sin varer. Han overvinter her og da han under våren, dvs. april, afventer god bør for igen at rejse til Grønland over Skagafjörð:
 
”þá kom þar at honum suðrmaðr einn, ættaðr af Brimum or Saxlandi; hann falar at Karlsefni húsasnotru hans. Ek vil eigi selja, sagði hann. Ek mun gefa þèr við hálfa mörk gulls, segir suðrmaðr. Karlsefni þótti vel viðboðit, ok keyptu síðan. Fór suðrmaðr í burt med húsasnotruna, en Karlsefni vissi eigi, hvat trè var; en þat var mausur, kominn af Vínlandi...”
 
Finn Magnusen oversætter til:
 
”...da kom der en tydsk Mand til ham, som var fra Bremen i Saxland; han forlangte til Kjöbs af Karlsefne hans Huuspryder. ”Jeg vil ikke sælge den ,” sagde denne. ”Jeg vil give dig en halv mark Guld for den,” sagde den tydske Mand. Karlsefne fandt, at det var et godt Bud, og de sluttede derpaa Handelen. Den tydske Mand drog bort med Huuspryderen, men Karlsefne vidste ikke, hvad det var for Træ, men det var Masur, kommet fra Viinland...”  ¹.

¹ Grønlands Historiske Mindesmærker (1838, 1. bind, s.239, 254-55). Bemærk oversættelsen af  ”suðrmaðr” til ”tysker”. Germanerne er rykket nordpå til Bremen i 1000 tallet og er kristendommens nordligste bispesæde. Den danske, norske og engelske nationale selvforståelse er udviklet i tidsrummet, hvorfor alt syd for de danskes landskaber, dvs. syd for Ejder-floden, helt generelt er ”suðrmaðr” (mand fra syd, sydlænding). Vi ved ikke helt om dette er en germaner da Hansa-stæderne ikke rigtigt er operationelle endnu.

Ordet ”mausur” betegner på svensk som ”masur”, på skotsk som ”maser, mazer” træet Valbirk (”valbjörk” oldnordisk, ”Ahorn, Ær” nudansk, ”Acer pseudoplatanus” latin).
 
Som drikkeskål kender vi den på engelsk som ”mazer”, der havde øgenavnet ”eares” (ørerne) pga. de hanke der sad på hver side. I den skotske sang ”Ballad of Gil Morriee” stilles en sølvkop og en ”mazer  dish” foran baronen.
 
Geoffrey Chaucer (1343-1400) skriver i ”The Canterbury Tales and Other Poems” (Chaucer’s Tale of Sir Thopas, Rhime of Sire Thopas, V.13.780) på Middle English ”maselin”¹.

¹ Wilfred Joseph Cripps: Old English Plate (1894, Chap. X, s.234)

Snorre viser os i Heimskringla (Haralds saga Sigurðarsonar, 24. Haraldur konungur veitti Magnúsi konungi hálft gull við sig), hvor høj anseelse denne træsort har i 1000 tallet e.Kr.
 
Optakten er at Kong Magnus I. Olavsson den Gode (ca. 1024-47, regent Danmark 1042-47) har kaldt til thing år 1046 e.Kr. Her ophæves faderen Olaf den Hellige’s halvbroder Harald Hårderåde (Haraldur hardrada Sigurðarson, 1047-66) af Thorer af Steig til konge (Þórir af Steig gaf Haraldi konungsnafn þar á þinginu).
 
Kong Harald indbyder herefter til fest i sit telt på thingsletten, og der udveksles gaver. Kong Harald er udnævnt til medkonge, hvorfor riget, herunder Danmark i samtiden, er delt i to. Derfor må Kong Harald svare med at dele sit løsøre med Kong Magnus, hvilket sker med nøje afvejning. Efter at have fornærmet Kong Magnus over hans ringe tilskud til fordelingen af løsøret, en guldring givet af faderen Olav den Hellige, og derfor sikkert den symbolske ret til at herske, sker følgende:
 
”Haraldur konungur gaf Steigar-Þóri þar að veislunni mösurbolla. Hann var gyrður með silfri og silfurhadda yfir og gyllt hvorttveggja og fullur upp af skírum silfurpeningum. Þar fylgdu og tveir gullhringar og stóðu mörk báðir saman...”
 
Som jeg oversætter til:
 
”Kong Harald gav Steig-Thore dér ved gildet en mösur-[drikke]skål. Den var omgærdet med sølv og sølvholder over og forgyldt begge to og fyldt op af rene sølvpenge¹. Der fulgte og to guldringe og stod tilsammen for 1 Mark [guld]...”

¹ Indholdet i en ”bolli” svarer jvf. Oldnordisk Ordbog til 2½ Pot. I rummål for øl er 1 fad = 24 ankere á 40 potter = 927,5 liter. Derfor er 1 Pot = 0.96 liter og 2½ Pot = 2.4 liter. 1 sølvpenge har i samtiden en diameter på 20 mm og vejer 1.26 gram. Da 2.4 liter = 0,0024 m³ og 1 sølvpenge’s Rumfang = π (pi) • radius² • højde eller (3.14 • 0.01² • 0.001) = 0.000000314 m³, har der derfor været 7.643 sølvpenge eller 9.6 kg rent sølv i den forsølvede træskål. En absolut formue, hvortil skal tillægges 1 Mark guld. Se afsnittet ”Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat” (underafsnit ”Møntvægt – silfrmetinn”).

Hvorom alt er må det være klart at træsorten ”mösur, mausur” eller Valbirk (Ahorn, Ær) er ekstremt eftertragtet. I Thorfinn Karlsefnfs Saga hører vi at dette træ findes i Vinland og at ”somme vare saa store, at de blev brugte til Bjælker i Huse” (sum trè svâ mikil, at í hús voru lögð)¹.

¹ Grønlands Historiske Mindesmærker (1838, 1. bind, s.386-87)

Der synes at være bred enighed om at alle henvisninger til træsorten ”mösur, mausur” i nordisk og engelsk forståelse fra 1000-1300 tallet e.Kr. omhandler Ahorn-træet. Da træet ligeledes er stærkt forbundet med opdagelsen af det nordlige Amerika, og ikke spiller nogen særlig rolle i Ældre Edda, må træet være knyttet til opdagelsen af Amerika. Her kan vi naturligvis ikke undlade at påpege at netop Canada’s flag har Ahorn-træets blad, The Maple Leaf, som den altdominerede afbildning. Det gammeldanske navn for træet ”Ær” er ophavet til navngivningen af Ærø ("Ærræ" i Valdemars Jordebog), hvorfor træet har været vildtvoksende i de danske landskaber, om end nok et sjældent træ.

Som med asketræet kan ”mösur, mausur” eller Valbirk (Ahorn, Ær) tappes for sukker i maj måned. Den ahornsirup der fremkommer kendes af alle i Canada. Dette må være hovedårsagen til at denne træsort forbindes med drikkeskåle.
 
Det absolut spændende er hvorledes vi skal opfatte det oldnordiske ord ”húsasnotru”, som vi nu ved er skåret af Valbirk (Ahorn, Ær).

Vore fremmeste historieskrivere ¹ har grublet over betydningen ordet helt fra sagaen blev til i 1300 tallet.

¹ Se ”Bilag AB: Alle tiders historiske kæmper”.

Arngrímur Jónsson (1568-1648) er ikke sikker i sin sag i hans værk ”Gronlandia eður Grænlandssaga” (1688, udgivet post mortem):

”Thorfinnus rogatus ab extraneo Bremensi, quod lignum quoddam, quo in domunculis suis usus fuerat, (húsasnotru sína) vendat”.

Han oversætter ”húsasnotru” til ”lignum” (brænde, træ) uden at forklare yderligere.

Þormóður Torfason (Tormodus Torfæus, 1636-1719) skriver i ”Historia Vinlandia antiquae” (1705, s. 28):

”Vir quidam Bremensis coronidem ejus (húsasnotru habetur) licitabat”.

Han oversætter derfor ”húsasnotru” til ”corona” (hæderstegn).

Professor Finn Magnusen (Finn Magnussen, Finnur Magnússon, 1781-1847) erindrer at en ”snorretop” på islandsk i hans samtid kaldtes ”snotra” og ”snorra” (svensk) fra det oldnordiske ”snúa” (snor, flette, vende, dreje, give en vis retning)¹.

¹ Grønlands Historiske Mindesmærker (1838, 1. bind, s. 279)

Det antyder at den direkte betydning af ”húsasnotru” er “den der snor sig om huset” eller “den der snor sig over huset”. Ingen synes at være uenig i at vi her taler om Torfinn Karlsevne’s personlige mærke, som han tydeligvis har medbragt fra Grønland til Norge og opsat hvor han slog lejr som beskytter og værner. Professor Finn Magnusen nævner selv at det kan være Vejrfanen (Fløjen), og det er en oplagt mulighed (se kapitlet ” Det gyldne segl – Vejrfanen”). Mit bud er dog at vi i så fald ville have hørt at den var forgyldt og at den ikke var gjort af træ.
 
Mit forslag er at svaret findes gengivet på billedtæppet fra Oseberg-skibet, dateret til år 834 e.Kr. 

Uddrag af Sofie Kraft's stregtegning af to brudstykker af billedtæppet fra Oseberg-skibet, dateret til år 834 e.Kr. Til venstre vist uden detaljer, til højre med. Det øverste brudstykke viser to krigere, begge kvinder?, med spyd.  Vi ser to huse afbildet med to tage. Der er for mig ingen tvivl om at vi her ser Dronningens Sal og stavkirken/gudehovet, der år 834 e.Kr. er gjort indendørs. Hvert hus har de obligatoriske 2 beskyttende drager fra gavlen, med ryggen til midtrummet. Bemærk hvorledes rytterne her benyttes til at holde dragen på plads. Taget på det store hus, Dronningens Sal, ser ud til at være tækket med spån. Mon ikke det er en Skíringssalr (Lenets Sal) i vi her ser afbildet, over hvilken Dronning Ása har vældet. Vi kan se fra Ynglingatal (vers 44) at Skíringsal er i fuldt flor under Kong Halfdan (Scyldinga-æt nr. 16, ca. år 445-498 e.Kr.). Det gør at denne hal er samtidig med Heorot i Gl. Lejre, hvilket giver mening. Brudstykket nedenfor viser en stor fugl foran et med beskyttende drager belagt tag.
Kilde: Arne Emil Christensen, Anne Stine Ingstad, Bjørn Myhre: Oseberg-Dronningens Grav: Vår arkeologiske nasjonalskatt i nytt lys (1992, Textilene i Osebergskipet, s. 176-208) . Tak til Einar Birgisson, Island for viden om samtiden for Dronning Ása.

Uanset om vi fortolker ”húsasnotru” som “den der snor sig om huset” eller “den der snor sig over huset” kan vi se at det er nøjagtigt hvad den i træ udskårne drage gør. Se, en sådan drage er nok en halv mark guld værd, skåret i ”mösur, mausur, Valbirk , Ahorn, Ær” fra Vinland.

Dragen – oprindelsen

Plinius Den Ældre skriver år 23-79 e.Kr. i ”Natural History”  (Bog VIII:XI):
 
”Elefanter avler i den del af Afrika der ligger uden for Syrtes vildsomhed og i Mauritanien, (de) findes også i Ethiopien og i Trogodytae, som sagt er, men Indien har de største der altid har uoverensstemmelse med dragerne der er af en sådan størrelse og altid med lethed kan omslynge overlegent udenom. De forlader denne kamp døde, deres liv afgjort af  (elefantens faldende) vægt”. ^1
 
1 ”Dragerne” skrives ”dracones” på latin. Forståelsen er her at dragen er så stor at den kan omslynge elefanten (tænk et kort øjeblik over hvor stor dragen derfor skal være). I takt med at elefanten kvæles falder begge til jorden og bliver knust af elefantens vægt.
 

Vi kan fra ovennævnte beskrivelse se at Dragen er slangelignende og enorm, og bruger kvælerslange angrebsmetoden.
 
Plinius fortsætter i beskrivelsen af Dragen (Bog VIII:XII) med at forklare at den gror til stor højde og enorm størrelse. Dragen angriber elefanten fra et højt træ og kaster sig ned på elefanten. Elefantens forsvar er at forsøge at knuse dragen mod træstammen eller en klippe inden den får sit omslyngende kvælertag på plads. ”…Dragen, klar herover, omslynger og snærer elefantens ben og fødder med sin hale: Elefanterne på den anden side, omgør knuderne med deres snabel som var det en hånd: For at forhindre dette putter dragerne deres hoved på deres (elefanternes) snabel og således kvæler dem……Hovedstedet dragerne går efter er (elefantens) øje. Derfor findes mange gange elefanter der er blinde, ved at dø af sult og langsomt falder bort, efter megen pine og smerte, af deres gift”.
 
Videre om dragerne ”....derfor ligger de under vandet, afventende det rette tidspunkt for at tage elefanterne når de drikker. Her tager de først et fast greb om snablen: og ikke snart har de omslynget med deres hale før de sætter deres gifttænder i elefantens øre....”.
 
Vi får her stærke signaler fra Plinius om at det er en kæmpe kvælerslange vi skal forbinde med dragen. At beskrivelsen indebærer en angrebsteknik med bid i øret gør at det kan være et krybdyr med en fortid som gående krybdyr. Benævnelsen af gifttænder er også i uoverensstemmelse med nudagens kvælerslanger, men kan være en henvisning til en uhyre giftig bakteriespyt, som Komodo-dragen ligeledes dræber med i dag.

”I Ethiopien er der så store drager, som i Indien, nemlig, 20 cubits lange...”
(Bog VIII:XIII) ¹

¹ ”vincenum cubitorum” eller ”20 cubits”. 1 cubit = 45 cm. Dragen er derfor 9 meter lang. Iflg. Guinness World Records er den længste kvælerslange en python fra Indonesien. Den blev fundet på Sulawesi øen i Indonesien i 1912 og var 11 meter lang. Plinius overdriver derfor overhovedet ikke.
 

Videre at dragerne ”krydser søen (fra Ethiopien) for at finde bedre græsgange i Arabien, skærende gennem bølgerne, og holdende oppe deres hoveder, der er for dem hvad sejl er for skibe”.
 
”Megasthenes (340-282 f.Kr.) skriver at der er orme blandt inderne der bliver så store at de kan sluge kronhjorte og tyre hele. Metrodorus (331-278 f.Kr.) siger, at omkring floden Rhyndacus i Pontus¹ er der orme der fanger og sluger fugle ud af luften.... I Italien ser vi andre orme der kaldes Boæ ², så store og enorme, at i Kejser Claudius’ dage (41-54 e.Kr.) blev en af dem dræbt i Vatikanet...” (Bog VIII:XIII).
 
¹ Nordvestkysten af Lille-Asien.
² Heraf navnet på nudagens Boa kvælerslanger.
 

Strabo skriver ca. år 7 f.Kr. at Artemidorus (ca. 103 f.Kr.) nævner orme 30 cubits lange (13.5 meter). ”... I dette overdriver han ikke; men de indiske og afrikanske orme er endnu større og siges at have græs groende på deres ryg” (Bog VI:IV).
 
Der er ingen tvivl om at i disse, i historisk sammenhæng, sene beretninger om drager, er der tale om enorme kvælerslanger der, som Anaconda kvælerslangen i Brasilien, lever i såvel vand som på land. Disse slanger er også den visuelle oprindelse til alle de oprindelige Midgårdsorme fra vore egen, kelternes og grækernes historie. Alle ulykker der er kommet fra søen, herunder specielt flodbølger og ødelæggende jordskælv, er naturligvis blevet tilskrevet disse frygtindgydende kæmpeslanger. Hvis jeg sad med 8 andre i en snekke midt på havet og traf en flok på 4-5 kæmpeslanger under en havkrydsning skulle jeg hurtigt få lært at gå på vandet, og ville udbrede denne viden vidt og bredt efter hjemkomsten til alle der kom min vej.
 
Folkevandringerne viser at vi er stødt på drager mange steder i Midgård/Asien. Fra det tidligste billede af vore beskyttende drager fra Hunan provinsen i Kina og dateret til ca. år 168 f.Kr;

Jonathan Bloch, vertebrate paleontologist, Florida Museum of Natural History (University of Florida, Gainsville) beskriver i Science News (16. oktober 2008) fundet af en minimum 12.8 meter lang slange i klipperne under en kulmine i det nordlige Columbia.  Der blev fundet 12 ribben, der hver målte 12 cm på tværs, den dobbelte bredde af en nulevende 6 meter lang Anaconda slange. Den fundne slange vejede mindst 1.27 tons. Slangen er dateret til 60 millioner år siden.

Dragen, vor stammes store beskytter, er for altid dødsfjende med ørnen.
 
Ørnen er symbolet på fjenden fordi ørnen er Jupiter Optimus Maximus’s fugl, den øverste i den romerske gudeverden. Da enhver romersk kejser, som alle andre konger, havde status af Gud, er ørnen identisk med retten til at herske. Derfor har alle romerske legioner en ørnestandard. Ørnen overtages af den katolske kristendom, og gøres til et symbol på Jesus-figuren. Germanerne, i deres udgave af det romersk-katolske kejserrige, viderefører ørnen som symbol helt op til og med 2. Verdenskrig, herunder på ordensmedaljer (f.eks. ”Verdienstkreuz der Deutscher Adler”). Ørnen er stadig det centrale dyr i det tyske og østrigske rigsvåben. ¹

¹ Den amerikanske ørn er i ekko fra den sen-saksiske indflydelse i det sydlige USA. Ørnen blev indført i det amerikanske segl i 1782 med skriften ”E Pluribus Unum” eller ”ud af mange, én”.
 
Ørnen blev tegnet af William Barton fra Philadelphia. I segl-kommissionens arbejde fra 20. juni 1782 ved vi hvad tanken var:
 
”The eagle is the incarnation principle of the deity, the American counterpart of the eagle of  Zeus, the highest god. The eagle is the downcoming of the god into the field of time - descending into the world of the pairs of opposites, which is the field of action. Thirteen arrows in one claw for war, a laurel leaf with thirteen leaves for peace in the other. The eagle is looking toward peace”.

Zeus er den modsvarende gud til Jupiter hos grækerne, og romerne ”låner” det hele fra grækerne efter De Tre Puniske Krige (264-241 f.Kr., 218-202 f.Kr. og 149-146 f.Kr.).

Der var allerede dengang en stor strid mellem de angelske ætter fra New England og de saksiske ætter, der var udvandret fra Wessex og Sussex i England, og sad på de sydlige stater.
 
Benjamin Franklin, der var angler, mente dette om ørnen:
 
”I wish that the bald eagle had not been chosen as the representative of our country, he is a bird of bad moral character, he does not get his living honestly, you may have seen him perched on some dead tree, where, too lazy to fish for himself, he watches the labour of the fishing-hawk, and when that diligent bird has at length taken a fish, and is bearing it to its nest for the support of his mate and young ones, the bald eagle pursues him and takes it from him.... Besides he is a rank coward; the little kingbird, not bigger than a sparrow attacks him boldly and drives him out of the district. He is therefore by no means a proper emblem for the brave and honest. . . of America.. . . For a truth, the turkey is in comparison a much more respectable bird, and withal a true original native of America . . . a bird of courage, and would not hesitate to attack a grenadier of the British guards, who should presume to invade his farmyard with a red coat on”.
 
Konflikten mellem angler og sakser er grundliggende hvad der udløser borgerkrigen 1861-64, og er stadig den kløft, der adskiller de to modsatrettede verdensforståelser i dette store land. Det sidste ord er sikkert ikke sagt om dette.

Oprindelsen til at dragen og ørnen er dødsfjender giver Aristoteles os i ”Dyrenes Historie” (Bog IX) skrevet ca. år 350 f.Kr.. Han skriver:

”Ørnen og dragen er fjender, for ørnen brødføder sig på ormens unger”.

Netop arvefjendskabet mellem vor beskyttende drage og fjendens ørn er ordret gengivet i Grímnismál (vers 32, Ældre Edda):

Min oversættelse til nudansk.

Se tillige afsnittet ”Ragnarok – Troja’s fald” (underafsnit ”Efter Ragnarok” under "Dragen Nidhug")

 Mit bud på en drage der angriber en indisk hunelefant og dens unge ca. år 6.000-2000 f.Kr. Dragen er skabt på bagrund af dragen fra Komodo. Den er herefter tilpasset silkemaleriet fra år 168 f.Kr., og i størrelse gjort ca.11 m lang jvf. Plinius Den Ældre’s beskrivelser.