Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Danebroge - Danibrók

 

De fleste er klar over at oprindelsen til ”Dannebrog” er ”Danebroge, Danibrók” eller ”Danernes klæde”.

Dette flag, banner eller merki var kendt som "Ravnefanen", og bestod af et klæde med Odins to ravne, Hugin (huet, tanken, nutiden) og Munin (mindet, erindringen, fortiden), broderet i sort på hver side. Ravnefanen bliver verdenskendt i vikingetiden, dvs. ca år 787-1066 e.Kr.

Op til dette tidsrum, og derefter, benyttede vore forfædre "Dragemærket", som var medbragt under folkevandringen. Vi ved ikke med sikkerhed om Dragemærket også har haft tilnavnet ”Danebroge/Danibrók”. Ud fra argumenteringen der følger vurderer jeg at Dragemærket var det mest benyttede mærke, og Ravnefanen undtagelsen. Er dette tilfældet da har betegnelsen ”Danebroge/Danibrók” omfattet såvel Ravnefanen, som Dragemærket.

Ordet ”Broge” oprinder fra det oldnordiske ”brók” i betydningen ”(bukse/ben)klæde”.

Der er to spændende oplysninger jeg mener bør fremhæves i forbindelse med betegnelsen ”Danebroge, Danibrók”. Som er tilfældet med Grand Danois hunden , Holger Danske og i dag gennem f.eks. Danish Bacon og Danish pastry, er det ikke Ver Asir/Danir-folket der har opfundet betegnelsen ”Danebroge, Danibrók”. Det er alene udlændinge der har behov for at tilføje betegnelsen ”Daner” til et krigsmærke. For stammens konger og regionalhøvdinge har det bare været deres personlige mærke.

Betegnelsen ”Danebroge, Danibrók” omfatter kun Nord- og Syd-Daner, dvs. konger og regionalhøvdinger fra Danmark/Skåne og Norge/Upland. Denne forståelse gør at vi kan datere ganske nøjagtigt hvornår betegnelsen ”Danebroge/Danibrók” opstår. Da Beowulfkvadet blev nedskrevet i 700 tallet e.Kr. er Ver Asir/Danir-folket stadig forstået som bestående af hele stammen, dvs. alle ætter bosiddende i Danmark/Skåne, Norge/Upland, de nye kongeriger i Britannien og Friesland. Betegnelsen ”Danebroge/Danibrók” er derfor indført efter dette tidspunkt.

Ved brugen af det oldnordiske ord ”brók” i betegnelsen ”Danebroge/ Danibrók” kan vi se at ordet ikke opstår i de nye kongeriger i Britannien, hvor modersmålsdialekten oldengelsk tales. Det er først med Wulfstan’s værk ”Sermo Lupi ad Anglos” fra år 1014-1016 e.Kr. at Anglernes identitet udskilles som adskilt fra Ver Asir/Danir-folket.

I afsnittet ”Guldskilling og Sølvpenge - vægt i guld og sølv” viser jeg at stammens fællesmønt, sølvpenge/sceatta, falder sammen i Dorestad, Friesland ved Pippin’s møntreform år 755 e.Kr. Derfor har vi år 837 e.Kr. den første beretning om betaling af Danegeld fra Dorestad og Walcheren da området nu er under frankisk og katolsk kontrol.

Min vurdering er at betegnelsen ”Danebroge, Danibrók” opstår mellem år 755 e.Kr. og år 837 e.Kr. i Dorestad og Walcheren, dvs. det er Friserne, med hvem vi har fælles modersmål, der er ophavsmænd til betegnelsen ”Danebroge, Danibrók”.

Der er en anden meget vigtig oplysning omkring vort oprindelige mærke. Beowulfkvadet , og mange andre senere kilder, forklarer os at Scyldinga-ætten/Skjoldunge-ætten, fra tidsrummet omkring Kong Skjold (scyldinga-æt nr. 13, ca. år 385-425 e.Kr.) hejser et gyldent skjold i mastetop som symbol på ætten.

Beowulf-kvadet (sætning 47-52) siger om Kong Skjolds begravelse:

 

Þa gyt hie him asetton
segen geldenne heah ofer heafod·
leton holm beran·
géafon on gársecg· him wæs geómor sefa
murnende mód· men ne cunnon
secgan tó sóðe  
seleraédenne hæleð under heofenum
hwá þaém hlæste onféng.

 Da for ham de satte
et gyldent segl højt over hovedet·
lod ham fra holm rende·
gav til sivene· hans sind var vemodigt
sørgende sind· mænd ej kunne
sandeligt sige
sale-rådende helte under himlen
hvem den lastede undfang.

Min oversættelse til nudansk. Ordet "onféng" (undfang) skal opfattes som "modtog". Ordvalget skyldes at begravelsen er en tilbagevenden til søen, hvorfra samme person i fostervandssøen selv blev "undfanget". The University of Virginia, Department of English har helt genialt indtalt sætningerne ovenfor på oldengelsk. Efter at have klikket her: Beowulf (47-52), vend da tilbage hertil og følg med i teksten.

 

Vi kan her se at Kong Skjold har et gyldent mærke i mastetop. Saxo forklarer os at dette mærke er et gyldent skjold.

Beowulfkvadet (sætning 2768-69):

”segn eallgylden héah ofer horde”

Som jeg oversætter til:

”banneret/seglet forgyldet højt over hovedet”

Beowulfkvadet (sætning 2778-9):

”segn éac genóm béacna beorhtost”

Som jeg oversætter til:

”banneret/seglet også taget, skinnende lyst/klart”

Begge sætninger er en henvisning til Wígláf/Wiglaf, søn af Weohstan (sunu Wíhstánes). Beowulfkvadet forklarer os at Weohstan er en ”wægmunding”, dvs. han kom fra Wægmund’s klan. Wígláf er beskrevet som en ”scylfing” og hermed ved vi at klanen er fra Skilfinga/ Skjælveunge-ætten, der er Ver Asir/Danir-folkets stam-æt. Se kapitlet ”Ver Asir/Danir-folkets ”kønne unger”.

Beowulfkvadet forklarer os at Wígláf er thegn (magoþegnmódig) og fra dette ved vi at han er bannermester, dvs. fører krigsfanen på slagmarken. Vi har derfor fuld sammenhæng mellem vor oprindelige krigsfane, at den skinnede lyst og at den også sad på Kongens langskib. Vort absolut oprindelige mærke kan derfor kun være det mærke vi langt senere i vikingetiden kender som ”Veðrvita” (Vejrvider), ”Flaug” (Fløj) og ”Weder Fana” (Vejrfane). Fra de få overlevende vejrfaner vi i dag kender til vil man ligeledes se at der fra alle disse vejrfaner sidder et dyr med ryggen til skibet , dvs. den beskyttende opgave dragen har. Disse gyldne vejrfaner har alle i sin oprindelse været Dragemærker. Se kapitlet ”Det gyldne segl – Vejrfanen”.

 

 

 

 

Ravnefanen

 

 

 

  

 

Planche 11, figur 3
Kjærbøllings danske navn: Ravn
Kjærbøllings latinske navn: Coevus Corax L.

Planche 11, figur 4
Kjærbøllings danske navn: Sortkrage; Ravnekrage
Kjærbøllings latinske navn: Corvus Corone L.

Fugletavlerne er tegnet af dr.phil Niels Kjærbølling (1806-71). Født på Als, uddannet lærer 1827 og virkede som så på Ærø. Påbegyndte i 1847 udsendelsen af sine fugletavler ”Ornithologia Danica” og afsluttede dette værk i 1851. I 1859 fik Kjærbølling overdraget Prinsesse Wilhelmines have på Valby Bakke vest for Frederiksberg Slot. Her åbnede han den første begyndelse til Zoologisk Have. Kilde: Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek.

Fuglen ”Ravn” hed ”Hrafn” (oldnordisk), ”Hræfn” (oldengelsk, Mercia) og ”Hrefn/Hræfn” (oldengelsk, Northumbria, Wessex). Der eksisterede i England i år 1526 e.Kr. stadig verbet ”raven” der betød ”plyndre, bytte” og hvorfor bliver klart om et øjeblik.

Alle der har boet i eller besøgt London vil også være klar over at der altid skal findes mindst 6 levende ravne i Tower of London, uden hvilken hverken Tower of London eller kongeriget selv vil overleve. Det er der naturligvis og de bliver velplejet af en Ravnemester (Ravenmaster) fra Yeoman Garden, der er en Beefeater (Bøf-æder). Folketroen om de 6 ravne, der klart er identisk til ”Danebroge, Danibrók”, kan spores til  i hvert fald Kong Charles II (1630-1685). Der er i dag (2005) 7 ravne i Tower of London. Da familien i England også kan deres historie hedder disse ravne, der er tamme og kommer når man kalder på dem; Hardey (fra Danmark (harðr/harth) til Normandiet (hardi); Den Hårde/Frygtløse), Thor, Odin, Gwyllum, Cedric, Hugine og Munin.

Som fugletavlerne ovenfor antyder gennem brugen af navnet ”Ravnekrage” for denne krage, og at såvel Ravne som Krager tilsammen kaldes Kragefugle, oversætter Oldnordisk Ordbog ordet ”Krákr” (oldnordisk), “Crawe” (oldengelsk) eller "Krage" til "Ravn". Kragen, ravnen (og rågen) blev derfor i samtiden korrekt anset som tilhørende den samme fugle-æt.

Knud N. Flensted, Dansk Ornitologisk Forening, har ganske rigtigt gjort mig opmærksom på at vore forfædre sagtens kunne skelne de tre fætre; ravn, krage og råge. De er forskellige i størrelse og stemme, og deres navne er alle lydord fra deres forskellige kaldelyd: Ravnen galdrer "hrrrrafn", kragen galdrer "kraah" og rågen galdrer "rrååge". Ravnen er  63 cm lang og dobbelt så stor som kragen. 

 

 

Ravnen kan i Danmark ses i Syd- og Østjylland, hvor den er vendt tilbage som en almindelig ynglefugl. Der er forhåbning om, at den vil sprede sig til resten af landet, hvor mindre bestande er set i Nordjylland, Fyn, Nordsjælland og på Bornholm. Det anslås at der er 500-700 ynglepar ravne i landet. Tidligere var den nær ved at blive udryddet i landet. Jagt, forurening og udlægning af forgiftede hønseæg gjorde at man i 1950'erne mente at der alene var ti ravnepar tilbage. Ravnen blev fredet i 1922. Udover i naturen, kan ravnen ses i Københavns Zoo.
Kilde: http://lexopen.fateback.com/Ravn.html

Hvorfor det netop var ravnen der blev udvalgt som fuglene der skal give Høvdingen/Odin råd og vejledning om vejen til den næste verden er forskere først nu begyndt at genopdage. Mange filosofer mener, fejlagtigt, at mennesker er alene om at kunne forstå at andre kan tænke egne tanker, der er nødvendig for at have evnen til at have medfølelse for andre, og for at kunne vildlede andre.

Bernd Heinrich og Thomas Bugnyar fra University of Vermont har netop offentliggjort en række eksperimenter med ravne i tidsskriftet ”Proceedings of the Royal Society” 1 . Her viser de at ravne har evnen til at at forstå et menneskes stirren (denne evne opnår de fleste menneskebørn ved 18 måneder) og drage konklusioner fra en stirren. I et andet studie af Dr. Bugnyar på University of Austria blev to ravne, Hugin og Munin, testet for om de kunne lære fra hinanden. Under forsøget skete noget helt uventet. Hugin, den underdanige af ravnene, blev træt af at Munin, den dominerende ravn, hele tiden tog den mad han havde fundet. Han gennemførte herefter en helt bevidst vildledningsmanøvre for at få den dominerende ravn til at tro at maden var et andet sted. Resultatet af undersøgelsen viser derfor at ravne har både evnen til at forstå at andre kan tænke andre tanker, men også evnen til at gøre noget ved denne forståelse gennem at vildlede.

kilde The Economist, 15.-21.maj 2004, s. 77

 

   "Gamal ravnur er ikki góður at narra"  

   "Gamal ravnur er illur at narra"    

Kilde: Føroyska málnevndin, Tórshavn

 

Det første der må slås fast er, at Ravnefanen ikke var et universalt flag for vikingerne. Alle historiekilder fra samtiden skriver, at en fane tilhørte en bestemt vikingehøvding eller regionalkonge, og dem var der jo ganske mange af i vikingetiden. Ravnefanen havde mange udformninger, dog ikke rektangulær som vi forestiller os det i dag, og farver, ligesom den enkelte konges flag havde et navn. Det var ej heller alle høvdinger der brugte Ravnefanen.

Saxo forklarer os dette i bog 5. 4:56 ”Om Frode Fredegods Dage”:

”Først saae jeg glimre som flunkende ny
Bannere fem gange ti under Sky;
Hundrede Bannere: lavere, mindre
Saae efter dem jeg sig løfte og tindre,
Og efter dem, som med Møje jeg skimted,
Smaa-Faner tyve i Baggrunden glimted.
Banner kun bæres paa Høvdingens Vegne.
Kongernes Tal kan da let du beregne!”

Jeg har andetsted vist hvorledes vi kan se at tidsrummet omkring Frode Fredegod hos Saxo måske er Kong Frothi i tiden år 200-450 e.Kr.

Vi hører fra Snorre i Magnúss Saga Blinda og Haralds Gilla (Heimskringla) i år 1135 e.Kr.:

2. Frá her Haralds konungs og Magnúss konungs

Þar næst var blásið og gekk lið Haralds konungs allt út frá býnum í akurgerði nokkuð og settu þar upp merki sín.

Som jeg oversætter til:

2. Haralds og Magnus styrker

Så hørtes krigshornene og alle Haralds mænd gik fra huset til en afgrænset mark, og satte op deres bannere.

Vi kan derfor se at der var mange bannere i brug på samme tid.

Det første vi hører om Ravnefanen er i år 878 e.Kr. i TheAnglo-Saxon Chronicle for det år (skrevet af mange historieskrivere mellem år 891-1154 og dækkende perioden fra år 823, muligvis år 754). Her skrives at Danernes hær tog til Chippenham og slog sig ned. I vinteren samme år ankom broderen til Ívarr (Inwæres) og Hálfdan (Healfdenes) til Wessex i Devonshire med 23 skibe. Han blev dræbt, og 800 mænd med ham. Samtidig toges også krigsfanen, gunfani, ”som de kaldte ravnen.”

Betegnelsen ”gunfani” brugtes overalt i vore landområder. Det oprindelige ord menes at være ”gunþjâ” (krigs) + ”fanno” (fane ). På oldengelsk sagde man ”guðfana.” Senere brugtes betegnelsen udelukkende til den vimpel der sad under lansespidsen. Tænk på ridderturneringen fra Ivanhoe.

I annalerne fra St. Neots, (skrevet cirka år 1105), beskrives ovennævnte begivenhed igen.

”Det siges at 3 søstre af Hingwar (Inwaer/Ívarr/Ivar the Boneless)og Habba (Hubba/Ubbe) (dvs. døtrene af Ragnar Loðbrók) havde vævet dette banner og gjort det færdig på en dag. Det siges yderligere, at hvis de skulle vinde slaget under dette signum, der skulle der kunne ses i midten af dette signum, en ravn baskende sine vinger. Men hvis de skulle tabe slaget, da ville ravnen hænge stille.” (Lukman, s. 141)

Vi skal her hurtigt forklare hvem Ragnar Loðbrók (Regnar/Regner Lodbrok/Lodbrog) var. James H. Todd (1805-1869), grundlæggeren af Irish Archaeological Society skriver i ”Wars of the Gaedhil with the Gaill” (side 152/3) at Ragnar Loðbrók er identisk med vikingehøvdingen Turgesius der invaderede det nordlige Irland i år 832 e.Kr. og plyndrede Armagh 3 gange på en måned! Han grundlægger Dyflin i år 841 e.Kr. men bliver slået af den keltiske Kong Maelseachlann I. i år 846 e.Kr. Heri er George A Little enig i bogen ”Dublin before the Vikings”(side 28).

Hvad Dublin (Dyflin) oprindeligt betød er der ingen enighed om. Ordet er sammensat af de keltiske ord ”Dubh” + ”Linn.” I den irske nationale selvforståelse i det 20. århunderede er dette blevet oversat til ”Den sorte sø” som skulle være identisk med søen der kan ses i Dublin Zoo. Det har den nationalistiske følge at irerne, og ikke de danske, grundlagde Dublin. Imidlertid ved vi med sikkerhed at de danske blev kaldt ”Dubh Gennti, Dubh-Gaill” eller ”Sorte Ætter, Sorte Udlændinge”, hvor "Dubh" (sort) i kristen-keltisk tanke skal opfattes som "fjenden". Ordet ”Linn” har, udover ”sø”, også betydningen ”race, afkom, familie og bugt.” Derfor er sandheden nok at Dublin betyder ”De sortes (bugt)” og af kelterne opfattes som "Fjendens bugt", og er en henvisning den bygd ved bugten vi opbyggede. Vi genser en sådan navngivning i Tallinn, Estland, der er sammensat af ”Tani” + ”Linn” eller ”Danernes by.”

Geffrei Gaimar’s ”Lestorie des Engles solum la Translacion Maistre” (skrevet år 1135-1138) nævner ravnefanen i slaget ved Cynuit i år 878 e.Kr.:

”Ravnen var Ubbe’s banner (gumfanum). Han var broder af Iware (Ívarr). Han blev begravet af Danerne ved en meget stor gravhøj i Devonshire med navnet Ubbelawe”. (Lukman, s.141-142).

Den næste kilde er skrevet i et kloster i St. Omer i år 1041-1042 e.Kr., ”Cnutonis regis gesta sive Encomium Emmae Reginae, auctore Monacho SanctiBertini”eller bedre kendt som ”Gesta Cnutonis”, der nævner at en vikingehær under Kong Knud I Den Store (King Canute, f.995, regent England 1016, regent Danmark 1018, d. 1035) havde en Ravnefane under slaget ved Ashington, Essex der fandt sted år 1016 e.Kr.

Her skrives:

”Erat namque eis uexillum miri portenti, quod licet credam posse esse incredibile lectori, tamen, quia uerum est, ueræ inseram lectioni. Enim uero dum esset implicissimo candidissimoque intextum serico, nulliusque figure in eo inserta esset imago, tempore belli semper in eo videbatur coruus ac se intextus, in uictoria suorum quasi hians ore excutiensque alas, instabilisque totoque corpore demissus”.

Som jeg oversætter til:

”For Danerne havde et banner med en forunderlig egenskab som, selvom jeg tror det vil synes utroligt for læseren ikke destomindre fordi det er sandt vil jeg for sandhedens skyld tilføje det. For selvom det var vævet af et meget simpelt lyst silke og ingen figurer havde broderet på det, synes det altid i krigstider at en ravn var at finde derpå, ved sejr åbnene sit næb og baske sine vinger, rastløs på sine fødder, men meget stille og hængende med hele sin krop i nederlag.”(Hrafnhildur Bodvarsdottir, s.111)

Saxo nævner også slaget ved Ashington. Man kan udlede dette da Saxo skriver at Knud I Den Store efter slaget deler England med Kong Edward. Sidstnævnte var King Edmund II (Ironside) (f. 989, regent april-november 1016). ”Og alt var midt i Kampens Hede det danske Banner nedhugget” (kapitel Gamle Knud 8:45). Tymme Sællandsfar bliver udnævnt til bannermester efter slaget. Man kan ikke fra Saxo se om dette banner var en Ravnefane, hvilket ikke er så mærkværdigt, da Gesta Danorum jo var et kristeligt propagandaarbejde, men sammenholdt med Gesta Cnutonis kan vi nu sige, at det har det været.

William Ramsay, biskoppen af Crowland (død 1180) skriver i hans skriftVita et Passio Valdevi om hvorledes Sivard (Sigvarðr) forlader Danmark, sejler forbi Ørkenøerne (Orkney islands) og ankommer til Northumbriakysten, der bliver hærget af en drage. En gammel mand fortæller Sivard at han skal drage sydpå, og at der ikke er nogen drage. For at overbevise Sivard drog den gamle mand frem et banner som bevis, og han kaldte dette banner Ravenlandeye. (Lukman, s. 148)

Ovenævnte bemærkning fra den gamle mand om dragen er vigtig og vi vender tilbage til, hvad det faktisk er han siger.

Biskoppen forsætter med at forklare:

”Ravenlandeye, quod interpretatur corvus terrae terror”.

Som jeg oversætter til:

”Ravenlandeye, som betyder ”Ravnen, landets terror”.

(Hrafnhildur Bodvarsdottir, s.112)

Norskekongen Haraldur hardrada Sigurðarson havde en Ravnefane der var kendt som Landeyðan,som vel betyder ”ligger land øde”. Det ved vi fra Snorres Heimskringlai Haralds saga Sigurðarsonar (kapitel 22):

”Spurði Sveinn hverja gripi Haraldur hefði, þá er honum væri virkt mest á. Hann svarar svo að það var merki hans, Landeyðan”.

Som jeg oversætter til:

”Svend spørger Harald hvilke af hans ejendele han sætter størst pris på. Han svarede, at det var hans banner , Landeyðan”.

Senere i kapitel 85 nævnes samme banner igen, hvor der blæses til angreb og banneret rejses som signal. I kapitel 88 er vi så fremme ved tirsdag den 26. september 1066 e.Kr. og slaget ved Stamford Bridge uden for Jorvik (York), hvor tropper under ledelse af den engelske konge Harold Godwinson møder dem i en af verdenshistoriens største militærstrategiske fejltagelser. Dette slag, selvom det vindes, svækker Kong Harold Godwinson afgørende og danner grobund for det slag, der 3 uger senere, lørdag den 14. oktober år 1066 e.Kr., bliver til Slaget ved Hastings, hvor Hertug William af Normandiet som bekendt meddelte sin ankomst. Ved Stamford Bridge fik ”Kong Haraldur sit banner Landeyðan rejst. Frírek var navnet på manden der bar banneret”.

I kapitel 89 er slaget nu undervejs. ”Kong Haraldur var inde i ringen, med banneret. På et andet sted var Jarl Tostig med sine tropper. Han havde et andet banner.”

Jarlerne på Ørkenøerne havde også deres kendte Ravnefane , nemlig ”Hrafnsmerki” eller ”Ravnemærket”. Det beskrives i Orkneyingasaga (skrevet år 1192-1206), Þórsteins saga Síðu Hallssonar, ogBrennu-Njáls saga(skrevet år 1230-1290), i forbindelse med slaget ved Clontarf år 1014 e.Kr. Ravnefanen i disse beretninger var først lavet forSigurður jarl Hlöðvisson. En skotsk jarl kaldet Finnleik havde udfordret Sigurður til slag, og som man nu gør selv som viking, så gik Sigurðr til sin moder og spurgte om råd. Moderen sagde således:

”Havde jeg troet du skulle leve for evigt, sagde hun, da ville jeg have opvækst dig i min uldkurv. Men livet er formet af hvad vil komme, ikke hvor du er. Tag nu dette banner . Jeg har lavet det med al den egenskab jeg har og min tro er dette: At det vil bringe sejr til den mand det er bragt foran, men døden til den der bærer det. Det var et fint lavet banner, meget velgjort med en broderet figur af en ravn, og når banneret blafrede i brisen, synes ravnen at flyve afsted.” (Orkneyingasaga, kapitel 11)

Så skylder jeg at berette, at Jarl Sigurður alligevel vandt slaget, men at tre af hans bannermestre blev dræbt. Dog, ifølge Brennu-Njál’s saga bliver Sigurður senere dræbt Palmesøndag(pálmadegi) i Dublin (Dyflinnar), da han under kamp, efter at flere bannermestre er blevet dræbt, selv tager banneret. Også dengang kunne det svare sig at lytte efter, hvad ens moder siger. (Brennu-Njal’s Saga, kapitel 157)

Kong Harald Gille af Norge (regent 1130-1136) bruger Ravnefanen i to søslag i Danmark, et under Hven og et under Læsø. Præsten Ejnar Stulesøn siger som følger (Heimskringla, Harald Gilles Saga, kap. 8):

”Ravne-Næbbets farver God ,
immer flint paa Færde,
Under Hven med sejges Blod,
Maled skarpe Sværde;
Rødme brat om kæmpe-bryst
Maatte Brynje-Særte,
Der man under Læsø kyst
Flyve saae hans Mærke.”

Sønnen Kong Inge/Ingi I. Haraldsson Krokrygg (den pukkelryggede) (født 1134, regent 1136-1161) overtog og bruger faderens Ravnefane . Det hører vi i Heimskringla, Gillunge Saga, kap. 4 om Slaget på Krogskoven. Götalands regionalhøvding Jarl Karl Sunesøn angriber Norge (Vigen, dvs. omkring Oslofjorden) og Kong Inge giver svar på tiltale:

”Ej forgjætte maa jeg her;
Inge, til din Ære
Rødmede de blanke Sværd
Maatte Burpur skære.
Godt betalt fik Gauturs Børn
Larmen, som de gjorde,
Under Ravn og under Ørn
Stedtes de til Jorde.”

Det var Kong Magnus den Blinde der havde overtalt Jarl Karl Sunesøn til at angribe Norge. Efter ovennævnte slag flygter Magnus den Blinde til Kong Erik II Emune (regent 1134-1137). Kong Inge bliver kronet som 2-årig år 1136 e.Kr. og Erik II Emune bliver dræbt af herremanden Sorteplov på Urnehoved Thing ved Åbenrå 18. september 1137 e.Kr. Erik II Emune forsøger med Magnus den Blinde efterfølgende også et angreb på Kong Inge under sommeren og dette fejler. Derfor finder Slaget på Krogskoven sted foråret år 1137 e.Kr. (Det er derfor ikke fysisk Kong Inge der deltager i slaget men hans og moderen Ingrid’s hird. Se Heimskringla, Gillunge Saga, kap. 4. og 5. og 8.).

Vi har under afsnittet om Dannebrog vist at Valdemar I. Den Store bruger Ravnefanen i Slaget på Grathe Hede 23. oktober 1157 e.Kr. og under de første Vendertog, muligvis helt frem til år 1167 e.Kr.

Hvordan så Ravnefanen ud?

 

 

chap28-4-17.jpg


 
 chap28-4-16.jpg

 

 chap28-2-5.jpg

 

 

Øverst 1. række
Sølvpenge møntet i Jórvik (York) under Anlaf Guthfrithsson (939-941). Møntsmed ”Aethelferd”. Indskrift til venstre med latinske bogstaver: ”ANLAF CVNVNCS”  eller ”Anlaf konge”. Ravn flyvende mod venstre. Indskrift til højre med latinske bogstaver: ”ADELFERD MINETR” eller ”Aðelferd mønter”. Katalog ref: SCBI 16, 127; North 537; Seaby 1019. Mønten handlet for US$15,858 i 2006.

Øverst 2. række
Sølvpenge møntet i Jórvik (York) under Anlaf (Olaf) Sihtricsson (941-944). Møntsmed ”Farman”. Indskrift til venstre med latinske bogstaver: ”FARMAN MONETA” eller ”Farman mønter” (morsomheder her tilladt). Indskrift til højre med latinske bogstaver: ”ANLAF CVNVNCS” eller ”Anlaf konge”. Til venstre Ravnefanen Danebroge/Danibrók. Til højre Valknuden, der ses på mange mønter i de engelske, danske og norske landskaber. Anlaf (Olaf) Sihtricsson var fætter til Anlaf Guthfrithsson, konge af Dyflin (Dublin) der overtog Jórvik (York) år 939 e.Kr. Anlaf (Olaf) Sihtricsson støder til sin fætter år 940 e.Kr. og tronsættes som konge af bystaten. Katalog ref: North 540; Seaby 1020. Mønten handlet for US$6,000 i 2001.

Midten:
Penning møntet i Lund i Kong Svend II. Estridssøn’s regeringstid år 1047-74. Ravnefanen Danebroge/Danibrók er helt tydelig, både som fane og med ravnens styrevinger hængende bagud som strimler fra fanen. De 12 prikker er 12-mandsrådet, der omgiver ravnen, hvis plads altid er ved kongens rette (højre) øre. Ravnen er derfor her identisk med kongen i symbolik. Ravnen og kongen er derfor nr. 13 og udødelig i urnordisk tanke. Fundet af Morten Skyum 19. marts 2017.

Møntprægningen findes i to udgaver; ovennævnte med ravnefanen og Guds Lam på for- og bagside med 12 prikker + ravn (=13), og en anden udgave med 6 prikker + ravn (=7). Det er argumenteret at fuglen derfor må være en kristen due fordi bagsiden viser Gud’s Lam. Due og lam-argumentet holder ikke en meter, og er historierevisionisme. Vi har en række spændende samtidsbegivenheder der kan vise hvorfor.

Bayeux-gobelinen, fremstillet 1066-77, gengiver i tegneserieform Slaget ved Hastings år 1066, er helt fantastisk spændende i sin egen ret. Men for os er den særligt spændende. I normanner-hæren har vi nemlig Dannebrog gengivet, både som korsbanner og som ravnefane. Det engelske banner, Cross of St. George, er ikke overraskende også vist i invasionshæren.

Svend Estridsøn, der jo tager efternavn efter mødrene side fordi hans moder Estrid var datter af Svend Tveskæg, var el hombre i sin samtid, og specielt i alle engelske forhold. Hans morfader Svend Tveskæg var konge af Danmark og England, som var hans onkel Knud I. den Store, Estrid's broder.

Ydermere blev Estrid, i sit 2. giftermål, år 1031 gift med Robert II Djævlen til Normandiet (forskudt allerede år 1032). Danmarks udenrigspolitik har fokus på Normandiet og England - det er ubestrideligt.

Efter Slaget ved Hastings år 1066 gifter Svend Estridsøn sig med Harald Hardrada's enke Thora af Norge i år 1068. Dette er krigsbyttet og takken til Svend Estridsøn, der er 100% knyttet til Slaget ved Hastings og dets udkom.

Jeg har i mange år foreslået at der må have været danske tropper i invasionshæren fra Normandiet, og at Dannebrog (som korsfane og ravnefane) må, og skal, vise dette. Det er en del af legitimationen for invasionen af England, at den danske konge godkendte og støttede invasionen.

Men hvorfor to Danebroge? Det kan vi svare på ved at kigge lidt frem på Valdemar I. og hans 1. vendertog i 1158. Fra Knýtlinga saga kan vi se at angrebet ledes af Kong Valdemar og hans hærfører Absalon, som vi ikke skal se som en katolsk biskop, men som landets vigtigste og ældste krigerslægt - Hviderne, der nu bare har iført sig samtidens nye magtklæder. Knýtlinga saga forklarer os at hæren opdeles i to fylking under anfaldet på hver side af flodmundingen ved Stralsund, med Absalon og Valdemar hver som hærfører, og derfor med hvert deres banner. Vi ved fra beretninger om Slaget ved Grathe Hede, (Knýtlinga saga og Saxo: Gesta Danorum) året før, at Valdemar fører "konge-flaget" - det er kongefamiliens ravnefane. Absalon, derimod, er til 1. vendertog udnævnt til biskop og skal derfor føre "korsets banner". Derfor er der stadig år 1158 to Danebroge i det danske forsvar. Det er først i år 1219 at man lader den kristne fane blive det førende Dannebrog.

Svend Estridsøn, der jo også var en stor kirkebygger, har derfor allerede i sin regeringstid haft to Danebroge, ravnefane og korsbanner, i sin hær; kongefamiliens ravnefane og kirkens korsbanner. Hans mønter ser ud til at afspejle nøjagtigt denne tvedeling på for- og bagsiden.

Det følger fra denne forståelse, at det er derfor vi på Kong Valdemar Atterdag's mønter fra Visby, møntet efter år 1361, på bagsiden ser samme Guds Lam, men nu med den kristne korsfane på samme side. Dette må være en beslutning truffet efter år 1219.


Billedkilde: Morten Skyum. Identifikation Hauberg 17.
 

Nederst
Penning slået under Kong Knud IV./VI. (1182-1202) i Ribe. Her kan vi se det helt utroligt spændende at Dannebrog under Knud IV./VI. ikke ser ud til at være hverken liv-kors eller galge-kors, men et kryds. ”Krydset” er normalt Ravnefanen Danebroge/Danibrók, og da Valdemar I. Den Store fører Ravnefane kan vi absolut ikke udelukke at dette ligeledes har været tilfældet for Knud IV./VI. Det kristne Dannebrog med liv-kors er måske stadig på dette tidspunkt knyttet til ærkebispesædet.
Kilder: Hauberg, P.Hauberg: Danmarks Myntvæsen i Tidsrummet 1146-1241 ( D. Kgl. Danske vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, historisk og filosofisk Afd. V 3, Kjøbenhavn 1906, nr. 19),
http://www.gladsaxegymnasium.dk/2/tidl/knud6.htm

 

For mangfoldige afbildninger af ravne i oprindelig kunst, se afsnittet "Kongen som Odin - Odin som konge i Gl. Lejre".

Som vi hørte fra Snorre’s Heimskringla havde Ravnefanen en prominent placering i år 1066 e.Kr., og vi har da også en utrolig fin samtidskilde netop om slaget ved Hastings ved Bayeux gobelinen. Denne 70 meter lange gobelin, lavet under opsyn af biskop Odo, halvbroder til Hertug William af Normandiet umiddelbart efter selve slaget i perioden 1066-77 e.Kr., viser en række bannere, hvoraf nogle muligvis er Ravnefaner.

  

 

Det første eksempel er hvor normannerne rider ind i slag. Efter William følger en normanner med en lanse, der bærer en halvrundt flag, hvorpå er en stående fugl.

Der er blandt historikere sået tvivl om, hvorvidt en biskop ville tillade en normanner, dvs. den i slaget vindende part, og det er jo altid vinderne der skriver historien, at have en Ravnefane , der jo ikke var et kristent symbol. Man mener, at ifald det viste er en Ravnefane, så kan det skyldes en ikke nedskrevet vikingehær (fra Danmark f.eks.), der hjalp William, eller et ønske om at fremhæve normannernes egen fortid som Daner under Hrolf der Ganger (Rollo). Muligvis er Ravnefanen en hentydning til Haraldur Hardrada's Landeyðan, som jo gennem slaget ved Stamford Bridge gav William fundamentet for sejren ved Hastings.

  

 

Senere hen i gobelinen er der en scene hvor brødrene til Kong Harold Godwinsson bliver dræbt, og under hesten ses et trekantet banner .

 

 

”Fig. 24. Begge sider af en 25 cm lang runepind fra Bryggefundet i Bergen med skibsafbildninger i såvel original som udtegning. Øverst storskib fra første halvdel af 1200-tallet? Nederst en flåde på 48 skibe med et par svære drageskibe i forgrunden. Efter Hertig 1969.”

Bent og Erik Andersen bruger runepindens afbildninger til at forklare om langskibene. Jeg ønsker at læseren efterser nøje tilstedeværelsen af de 3 vejrfløje/Ravnefaner i stavnen på 3 af langskibene samt enten en korstogsfane eller et Ravnebanner (det rektangulære banner med de lange ravnestyrevinger) der er afbilledet identisk til bl.a. Valdemar I. den Store’s banner på mønten fra Hedeby. Vi har naturligvis ligeledes afbildningen af Dragen i stavnen på to langskibe. Her har vi muligvis alle vore bannere samlet. Det menes at runepinden viser Trønderfyrsten Jarl Skule Bårdsson’s (1189-1240) og Kong Håkon 4. Håkonsson’s (1204-1263) flåder, der samledes til forhandlinger i Vågen i Bergen under høsten år 1233 e.Kr.
Kilde: Bent og Erik Andersen’s Råsejlet – Dragens Vinge, Vikingeskibshallen i Roskilde, s. 29. Tilsendt af Max Vinner, Vikingeskibsmuseet.

Som vi måtte forvente fra bygden med Odins Helligdom, Odense, har Odense Herredssegl fra år 1556 e.Kr. naturligvis tillige Odin’s ravn, Hugin eller Munin, som det helt centrale i selve seglet.

Odense herredssegl 1556.jpg 

 

Odense Herredssegl fra år 1556 e.Kr. Skriften i randen siger: ”S’OTTE/NS/E HERRIT” eller ”Store Odense Herred .” Iflg. Poul Bredo Grandjean ”Danske Herreders Segl indtil 1660” viser seglet ”en venstrevendt, staaende Krage med venstre Fod og synlig Vinge noget løftet; en Kvist med Blomster til Venstre i Seglfeltet.” Dateringen af seglet er ikke fra seglet selv, men formentlig fra brugen af seglet. Som jeg tidligere har vist blev kragen og ravnen på oldnordisk og oldengelsk anset som den samme fugl. Det er derfor helt uden for tvist at afbildningen skal vise Odin ’s ravne, Hugin eller Munin. Kilde: Bente Eskildsen, Stadsarkivet i Odense og Kirsten Jørgensen, Odense Bys Museer.

Vi kan kun gisne om, hvordan Ravnefanerne har set ud, men kan dog vise hvorledes Ravnefanen tager sig ud i Søværnet i dag:

 

 

Våbenfigur for minelæggeren N81 Fyen der indgik i flådens tal 1963 og stadig er i tjeneste. Vi ser her Odin ’s to ravne, Hugin og Munin og disse ravne er specifikt valgt som symbol på Ravnefanen. Godkendt af H.M.. Kong Frederik d. IX d. 18. juli 1962. Sig aldrig at Danernes monarker ikke kan Danernes historie. Kilde: www.hejlmann.dk/Skjoldemine.htm

 

 

 

Mit personlige Danibrók - Ravnemærke

Mål: Højde 27 cm
Formål: Til brug som sidebanner på båden Skiðblaðnir
Navn: ”byri gefr hann danir” (bør giver han danerne)

 Chap28-52.jpg

 

Ravnene, Hugin og Munin, er tegnet efter ravnen vist på en af pladerne fra en af hjelmene fra Vendel Uppland, Sverige fra 600 tallet e.Kr. og er forsøgt holdt i vor oprindelige kunststil med forvredne dyremotiver (Nydamstilen/Stil I.) hvor den klare markering af øjne og ansigt/maske er betydningsfuld. Ligeledes er ravnen forvredet idet ravnens ansigt er fordrejet i forhold til vingernes position. Ravnens position i mærket, med næbbet mod siden der fastgøres, sker fordi kilder beretter at synet Ravnemærket blafrende i vinden synes at gøre ravnene levende med baskende vinger.

Jeg har også valgt at fremhæve vimplernes betydning som ravnen’s styrevinger ved at gøre disse sorte og derfor i tilknytning til ravnen og ikke det underliggende klæde. Det ser ud som om styrevingerne også kunne have farven af selve klædet.

Højden på Ravnefanen i fuld størrelse synes at have været ca. 2 x længden af en spydspids (se Bayeux-gobelinen). Tager vi f.eks. den længste spydsspids fra fund ved Hjortespringsbåden, er dennne 43.5 cm. Andre spydspidser er ca. ½ sværdklinge i længde, dvs. (½ x 72 cm) Det indikerer at højden på Ravnefanen har været ca. 70-80 cm.

 

 

 

 

Skiðblaðnir 30. januar 2004 under anløb til kaj (derfor er redningsvestene allerede stuvet bort!). Dannebrog i splitflagsformat (Y.F. flaget), samt Danibrók – Ravnemærket fastgjort til targaen, naturligvis på styrbord side.

 

 

chap28-4-15.JPG 

Ravnemærket udlånt og opsat ved indgangspartiet til udstillingen "Danmarks første konger" (i Yngre Futhark og latinske bogstaver) på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Udstillingen åbnede torsdag den 7. februar 2013 og løb frem til 7. april 2013. "Udstillingen fører ind i vikingetidens historie og sagnverden. Hør om de første danske konger og deres erobring af England i 1013 og se, hvordan man siden har forestillet sig tiden. Med billeder, modeller og kopier af vikingetidens monumenter fortælles den tidlige danmarkshistorie for børn og voksne".
Billedkilde: Taget af Thomas Lyngby, Museumsinspektør, ph.d.

 

 

 

 

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk