Vendertogene år 1158-1185 e.Kr.

Saxo skriver (bog 11:13 om Valdemar Den Store) at ledingsflåden lå ved øen Masnet (Masnedø, der var flådebasen ved Vordingborg). Det første tog han forsøger at få stablet på benene bliver afslået og dette sker før Biskop Esger/Asser’s død i Roskilde, dvs. før 28. april 1157 e.Kr.  Dette er en stærk argumentering for at det 1. Vendertog derfor finder sted år 1158 e.Kr. ^1
 
1 Læseren skal her være opmærksom på at når jeg omtaler Absalon og Valdemar’s vendertog som det 1. Vendertog er det korrekt. Dette er ikke ensbetydende med at der ikke langt tidligere var vendertog. Kong Godfred drog på vendertog år 808 e.Kr. iflg. Frankernes Annaler. Kong Frode I. drog på vendertog på et tidspunkt før år 434 e.Kr.  jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.4.3.4 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 177).

Iflg. Saxo bog 11:23 angreb Venderne, nok et par enkelte skibe (Saxo skriver 24), i nærheden af Skælskør (i Valdemar’s Jordebog fra år 1231 e.Kr. ”Skjelfiskør”) ved Boeslunde By lørdag den 12. april 1158 e.Kr.^1 
 
1 Saxo kalder dagen ”Palme-Løverdag” fra det olddanske ”løghardagh” eller Palme-lørdag. Absalon samlede sine 18 huskarle og nogle af egnens raske folk til modstand. Resultatet var vild forvirring og at kun et fåtal af Venderne nåede i sikkerhed på skibet. 

I 1916 rejste mejeribestyrer Hans Dinesen en mindesten om dette i Boeslunde. Stenen kaldes ”Venderstenen” og har følgende inskription:

”Staa som et vidne tavse sten
Her voldte Absalon venders meen
12. april 1158”

”Venderstenen” i Boeslunde. Stenen står i gadekæret ved kirken. 10 m derfra ud for kirken findes en af vore oprindelige hellige kilder, der i dag er mærket som en hellig korskilde med en vandpumpe. Billederne taget juli 2004.

Dette vendiske anfald har sikkert haft stor betydning for at Valdemar og Absalon kunne overtale oldermændene på Thinget om at noget måtte gøres. Absalon overtager slægtsgården i Fjenneslev (i Alsted Herred uden for Sorø) efter forældrenes død senest år 1156 e.Kr. og det er sikkert herfra han drager mod sydvest til Boeslunde for at møde fjenden. 

Fjenneslev Kirke, Langtoftevej 3, 4173 Fjenneslev. Kirken må have været ejet af Fjenneslev Hovedgård og gården derfor ligget tæt derpå. Tegning fra Trap Danmark, 2. udgave, Gads Forlag år 1872. Tårnet er i dag ombygget til to tårne hvilket var det oprindelige udseende og skal efter sagnet symbolisere fødslen af tvillingerne Absalon og Esbern.

Hvad sker der hos Germanerne i samtiden? Venderne har kontrol med hele den sydvestlige del af Østersøen og ingen Germanere befinder sig nord for Elben.  Herzog Heinrich der Löwe von Baiern und Sachsen (ca. 1129-1195) bliver som mindreårig i år 1142 e.Kr. tildelt hertugdømmerne Bayern og Saksen (området svarende til Niedersachsen i dag) som len for hans fætter Kejser Friedrich I. Barbarossa. Han genvinder fuld kontrol over den vestlige del af samtidens Bayern i år 1156 e.Kr. (den østlige del var Østerrig/Østrig). I år 1157/8 e.Kr. fortrænger Hertug Henrik venderne fra området omkring den slaviske by Liubice (Lybæk) og brænder byen af.
 
Adam af Bremen (bog 2:XXI) beretter om de slaviske stammer år 1070-2 e.Kr.:
 
Wagrerne bor i Østholsten. Naboerne mod øst er Nordalbingerne med Oldenborg som hovedbygd. Herefter følger Obodriterne med Mecklenborg som hovedbygd og Reric som handelsplads. Herefter Polabingerne med Ratzeborg (Lauenborg) som hovedbygd. Herefter Lingonerne med hovedbygd i Putlitz i Brandenborg. Og der er mange, mange flere stammer.
 
Små 100 år senere i Absalon og Valdemar I. Den Store’s samtid har Abotriterfyrsten (den nordligste af de slaviske stammer) Niklot (1125-1160) base i Mecklenborg (Helmold kap. 52), fyrst Bogislaw/Bugislav (1130-1187) Stettin, og Bogislaw’s broder Kasimir/Kazemar I. byen Demmin. Bogislaw bliver senere Bogislaw I af Pommern (fra 1181).
 
Hertug Henrik støttede Svend 3. Grathe og forholdet mellem Absalon/Valdemar I. Den Store og Hertug Henrik har derfor næppe været godt, hvilket Valdemarsmuren i Danevirke og beretningerne i Knýtlinga saga vidner om. Efter devisen om at min-fjendes-fjende-er-min-ven, en taktik der i det lange løb altid fejler, finder de dog fælles fodslag i kampen mod Venderne.
 
Helmold skriver i sin Slaverkrønike (kap. 62. s.152) ”Den trejde hær af korsmærkede viede sig til et hævntogt mod de af Sklavernes folk, som bor os nærmest, Obodriterne....” ”Høvedsmænd på denne færd var....desuden den unge Hertug Henrik”. Vi kan se fra kap. 63 (s.154) at dagen er 26. juni år 1146 e.Kr. og her fører Hertug Henrik med andre ord allerede korstogsfane. Obodriternes høvding er Niklot (1125-1160), det er samme år som Erik III Lam dør, hvilket sker 27. august 1146 e.Kr. i Odense¹ og ærkebiskop Albero/Adalbero til Hamborg/Bremen er med på hævntoget. Han dør år 1148 e.Kr. (se kap. 67, s.167). Denne oplysning må derfor regnes for sandfærdig. Det er første gang Helmold nævner korstog i forbindelse med Hertug Henrik, og sidstnævnte er i år 1146 e.Kr. kun omkring 17 år gammel. Vi kan derfor nok slutte at dette er første gang Hertug Henrik benytter korstogsfanen.
 
¹ Oversætteren P. Kierkegaard skriver i fodnoten (kap. 63, s.154) 26. august 1147. Det forkerte årstal fremkommer fordi han i kap. 67, s.161 skriver Erik III Lam’s dødsdag som 27. august 1147 e.Kr. Det korrekte dødsår er 1146 iflg. Danmarks Konger og Dronninger (1998, s. 30) af Kay Nielsen. Helmold kalder denne Konge Herik med tilnavnet ”Spak” hvilket er korrekt da Erik III Lam havde tilnavnet ”Spage”.
 
 
 

Kort over den nordlige del af slavernes område år 1130-1187 e.Kr. på sydsiden af den vestlige del af Østersøen.
Kilde: www.ruegenwalde.com/greifen/bog-1/bog-1.htm

I år 1158 e.Kr., måske efter vendernes anfald på Skælskør, planlægges hævntogtet mod venderne. Knýtlinga Saga (s.331) skriver at Valdemar i vinteren efter Slaget på Grathe Hede udstedte ordre om at ”der skulde leding ud om Vaaren (dvs. foråret 1158 e.Kr.) og han agtede at drage til Vindland”. Absalons første vendertog finder sted mod kysten ved byen Barth (i dag Vineta-stadt Barth mellem Warnemünde og Stralsund) år 1158 e.Kr. Ledingsflådens tog sker fra flådebasen i Fanefjord på sydvestsiden af Møn overfor Stubbekøbing på Falster¹.
 
¹ Knýtlinga saga (s.332) skriver at ”hele flaaden samledes under Øen Møen”. 

Stedet er genialt udvalgt med en dyb fjord, en snæver åbning ud til Grønsund og fri sejlads på begge sider af Bogø og hovedbasen i Vordingborg.  Her ligger i dag Fanefjord Kirke (fra ca. år 1250 e.Kr.) og at stedet hedder ”Fanefjord” kan skyldes at det er herfra at fanen Dannebrog første gang blev benyttet på tog af Absalon og Valdemar¹. 
 
 
¹ Langdyssen Grønsalen/Grønjægers Høj – Den Grønne jægermand

Sognepræst  Hans-Henrik Christiansen, Fanefjord Kirke har forklaret mig at man i Fanefjord mener at oprindelsen til navnet skyldes en Dronning Phane og storhøvding Grøn (nogle siger han var jætte), der lå begravet i langdyssen ”Grønsalen” 200 meter syd for Kirken, hvor de skulle have ligget i 5-6000 år. Langdyssen synes at være dateret til Sen Stenalder dvs. 12.500-4000 f.Kr. Langdysser er med jættestuer de oprindelige nordboeres fællesgrave. Langdyssen blev undersøgt af Sjællands biskop Friederich Münter (1761-1830) i år 1810 og beskyttet ved lov herefter. Man har ingen beretninger om fund fra nogen af dyssens tre gravkamre.
 
Det er sjældent en god ide at afvise lokale legender om mindesmærker da der næsten altid ligger en sandhed bag oprindelsen til overleveringen.
 
Høvdingens navn har dog næppe været ”Grøn” og Fanefjord er ikke navngivet efter en Dronning begravet 4000 år før vor ankomst til vore nuværende landområder og derfor fra en anden stamme end Ver Asir/Danir-folket.
 
Lektor, lic. phil. Per Grau Møller fra Kartografisk Dokumentationscenter på Syddansk Universitet i Odense har hjulpet mig med hvad vi ved om stednavnet ”Fanefjord.” I Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. er stednavnet ikke omtalt. Her omtales kun Møn generelt og jeg tror ikke vi kan heraf kan slutte af Fanefjord ikke eksisterede i år 1231 e.Kr.
 
”Fanefjord” omtales første gang i skrift i Roskildebispens Jordebog i år 1370-80 e.Kr. som ”Fanefyurth” eller ”Fanæfyorth.” Fanefjord Kirke hørte under Roskilde Stift hvorfor dette giver mening. Som man kan se er den oprindelige betydning af ”Fanefjord” identisk med den nuværende forståelse af stednavnet. Ordet ”Fjord” hed det samme på oldnordisk og ”fjörðr” på oldengelsk fra indoeuropæisk ”*prtus” og  ”*por-” med betydningen ”passage.”
 
Ifg. Danmarks Stednavne, bd. 16 1975 s. 259 (Lis Weise om Præstø amt) betyder forstavelsen ”fan(e)” det samme som ”fen” (oldnordisk), dvs. en myr el. et dynd, ufremkommeligt for mennesker. Dette værk behandler ikke ordet ”fane” og ordet ”fan” er et helt andet ord som ingen tilknytning har til Fanefjord. Vi vil i afsnittene ”Danebroge – Danibrók” og ”Ravnefanen” se at betegnelsen ”gunfani” (oldnordisk) og ”guðfana” (oldengelsk) blev benyttet overalt i vore landområder. Dette ord menes sammensat af ”gunþjâ” (krigs) + ”fanno” (fane).
 
”Grön” på oldnordisk betyder “skæg omkring munden”, jvf. vor brug af grønskolling om unge mænd. Farven grøn oprinder fra det oldnordiske ”grænn” og det oldengelske ”groeni”, der begge oprinder fra det indoeuropæiske ”*gro-” (gro) som henvisning til farven på levende planter.
 
Völuspá (vers 19, Ældre Edda) omtaler Yggdrasill, aske- og Verdenstræet. Træet står ved Visdommens brønd (Urðarbrunni ) og her står træet “yfir grænn” eller “altid grønt”.
 
At langdyssen derfor er navngivet “grønsal”, hvor ”salen” er salen i den næste verden, hvor de begravede nu befinder sig, kan etymologisk være knyttet til Verdenstræet Yggdrasill. Jeg tror dog at forklaringen er en helt anden.
 
Langdyssen kaldes også ”Grønjægers Høj” og dette leder straks tanken hen på et i bl.a. England meget velkendt fænomen, nemlig ”Den Grønne Mand” (The Green Man) også kendt som ”Herne the Hunter” (jægeren Herne).
 
Den Grønne Mand findes i utallige engelske kirker og domkirker, bl.a. Gloucester Cathedral og Canterbury Cathedral (har mindst 70 Grønne Mænd fint udskåret). Han kendes tillige fra kirker i de fleste europæiske lande og er sågar afbildet, på instruks af Michelangelo (1475-1564), på Pave Julius II (1443-1515)’s gravkammer fra år 1545 e.Kr. Generaliseringen af disse unike træudskæringer som ”The Green Man”, og at disse var identiske med Den Grønne Mand fra sagn, blev først opdaget og foretaget af Lady Raglan i hendes artikel ”The Green Man in church architecture” i udgivelsen ”Folklore” (Vol.50, s.35-47) i 1939.

Til venstre: Træudskæring fra Eaton Under Heywood Shrops, England
Til højre: Træudskæring fra Gloucester Cathedral, England
Den Grønne Mand findes i utallige variationer, men langt størsteparten er afbildet som vist ovenfor, dvs. en mands ansigt der springer ud af et bladfolie. Indtil Lady Raglan i 1939 opdagede at disse udskæringer viser Den Grønne Mand kaldte man disse for ”Foliate heads” eller ”bladbærende hoveder”. I den katolske kirke er Den Grønne Mand omskrevet til ”En Mand Af Skoven”.

Den Grønne Mand var tilknyttet mange solgudsreligioner verden over: Romerne kaldte ham ”Silvanus” (guden der overså skovene) og Kelterne ”Cernunnos”. Da kelterne havde kontrol med Danmark og England før vor ankomst er det nok mest sandsynligt at det er kelterne der har ansvaret for navngivningen af langdyssen. Ordet ”Herne” i ”Herne the Hunter” kan oprinde fra den keltiske gud ”Cernunnos”.
 
Verdens mest kendte afbildning af den keltiske gud ”Cernunnos” findes i Danmark og er kendt som Gundestrupkarret, fundet i Kimbrernes eksil-landskab Himmerland, og dateret til år nul. Cernunnos er den gud hos kelterne, der svarer til vor egen ErilaR (Jarl) æt som shaman (vølve). Den Grønne Mand i den katolske kristendom blev omskrevet fra den keltiske frugtbarhedsgud til guden med ansvaret for skovene. Det menes at oprindelsen til sagnene fra 1600 tallet om Robin Hood, der jo er en Grøn Mand og jæger, kan have sin oprindelse i kelternes Grønne jægermand. I sagnene bliver de oprindelige forståelser blandet op med den katolske kristendoms version af en mand af skoven, samt faktiske begivenheder i området fra Jorvik/York til Nottingham ¹. Den Grønne Mand har naturligvis en kvindelig modpart, der i England kaldes Sheena-na-gig eller Sheila, og hun er formentlig oprindelsen til Mary i Robin Hood sagnene. Hun findes afbildet i bl.a. Kilpeck kirke, Herefordshire fra år 1140 e.Kr.
 
¹ Jarl Waltheof ("Walleff" i Domesday Book fra år 1086 e.Kr., 1. Jarl til Huntingdon & Northampton, 1050-1076) havde måske en søn med tilnavnet ”Robin Hood”. Jarl Waltheof var søn af Sigeweard Digri (Siward, Syward den Digre), en af Kong Knud I. den Store's danske jarler i England.

Jarl Waltheof’s herregård fra 1000 tallet e.Kr. blev i 2006 fundet ved landsbyen Bolsterstone ved Sheffield, Sydlige Yorkshire. Jarlen var, som dansk-angler, klart modstander af normannerherredømmet. Med den retmæssige tronarving Edgar Æþeling (”Edgar the Outlaw” eller ”The Lost King”, ca. år 1051 – ca. 1126 e.Kr.) indgik han i alliance med Svend II. Estridsøn (1047-74) i angrebet på York år 1069 e.Kr. Han blev henrettet på kongelig befaling år 31. maj år 1076 e.kr.

Tegning fra Henry de Ferrières (Henri de Ferrieres): Le Livre du Roy Modus et de la Royne Ratio (Le Livre du Roi Modus et de la Reine Ratio). Værket blev skrevet af den normanniske adelsmand Henry de Ferrières i tiden år 1354-1377 e.Kr., og er opdelt i en første del omhandlende jagten, og en anden del omhandlende pestens elendighed i samtiden. Kong Modus (Kong Sæder) udstikker læresætninger og lærdom om hvorledes ungersvendene skal gennemføre forskellige jagtformer.

Værket findes i mangfoldige udgaver. Billedet ovenfor er fra Bibliothèque nationale de France, Département des manuscrits, Français 1302 (folio 43); udgivet ca. 1401-1500. Skov-jægeren og bueskyttten til venstre bærer nøjagtigt den jægerdragt vi alle forbinder med Robin Hood; fra hat til støvler.

William Shakespeare nedskrev år 1597 e.Kr. legenden om Herne the Hunter i "The Merry Wives of Windsor" (akt 4, scene 4):

There is an old tale goes that Herne the Hunter,
Sometime a keeper here in Windsor Forest,
Doth all the winter-time, at still midnight,
Walk round about an oak, with great ragg'd horns;
And there he blasts the tree, and takes the cattle,
And makes milch-kine yield blood, and shakes a chain
In a most hideous and dreadful manner.
You have heard of such a spirit, and well you know
The superstitious idle-headed eld
Receiv'd, and did deliver to our age,
This tale of Herne the Hunter for a truth.

Legenden om Herne the Hunter, den Grønne jægermand, er også at finde i legenderne og mytologierne omkring Den Vilde Jagt. Såvel Odin i nordisk filosofi gennem Odinsjagten (Danmark)/Oskorei (Norge), som Arawn, den keltiske dødsgud i Wales, tager på Den Vilde Jagt. Se afsnittet ”Rejsen til Asgård – Odinsjagten”.

Historisk kort over Fanefjord, sydvestkysten af Møn. Til venstre mod udsejlingen til Grønsund ses den lille ø Malurtholm. Til venstre for navnet Fanefjord ses småholmen Rollen, der kan skimtes mellem de inddæmmende områder. I bunden af fjorden ses Fanefjord Kirke. Nederst i højre hjørne ses Grønsalen lige uden for kirken (se senere). Alle med grønt farvede områder er inddæmmede områder da kortet blev gjort og har været åbent vand i år 1158 e.Kr. Kortet er målt 1863, rettet i marken 1883 og tegnet 1884. Kort og Matrikelstyrelsen.

Fanefjord set fra kirken ved bunden af fjorden. Vi skimter i det fjerne udsejlingen til Grønsund. På den anden side af Grønsund kan vi ligeledes ane Stubbekøbing. Dette helt utroligt skønne og uberørte område af Møn kan meget vel stadig været næsten uændret fra år 1158 e.Kr. Kirken ligger naturligvis hvor Valdemar og Absalon har haft deres teltlejr og på et oprindeligt helligt sted. Forestil Dem nu ledingsflåden på 260 langskibe og 11.700 mand fylde Fanefjord til bristepunktet, afventende bedre vejr og Kongens befaling om angreb. Billedet taget juli 2004.

Saxo skriver at flåden først samledes ved Land-Ore, hvor der løb en lang sandrevle ud, der ikke kunne ses ved højvande.
 
Dette sted kan være tre steder; enten lige over for Fanefjord ved landsbyen Ore lidt øst for Stubbekøbing eller lige over for flådebasen ved Masnedø på spidsen af nordvest-Falster ved Vålse Vig. Tangen kaldes her Orenæs  med en lille bygd kaldet Orehoved (i dag Gammel Orehoved). Alternativt kan stedet være Ore ved Vordingborg (Oringeborg). 
 
Dette sted var dog forbundet med uheld, så her nægtede man at mønstre og flyttede derfor til Fanefjord (bog 11:33). Alt dette roderi tog 14 dage og man løb næsten tør for levnedsmidler. Da det tog 14 dage at foretage omflytningen fra Land-Ore til Fanefjord er det mit gæt at Land-Ore er ved Vålse Vig.
 
”Vålse Vig” hedder i 1863 ”Vadelse Vig” og ”se”-endelsen indikerer en oprindelse fra ”ey” eller ”ø”. Næsset omkring vigen hedder i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. ”Walnæs” hvor ”Wal” må oprinde fra det oldnordiske ”Val” eller ”Slag/kamp” (ses i dag gennem ”Valnæsgård” i bunden af Vålse Vig). Dette tyder stærkt på at der netop her har fundet et kæmpeslag sted, eller måske flere slag, som eftertiden har navngivet. 

Historisk kort over Orenæs syd for Masnedø og med Vålse/Vadelse Vig i kortets nederste venstre hjørne. Det grønne område øverst i Orehoved Skov viser et inddæmmet område der har været en lille vig i år 1158 e.Kr. Dette er muligvis Land-Ore ¹. Saxo skriver (bog 11:32): Hele flaaden samledes derpaa ved Land-Ore, hvor der fra Kysten løber en lang Sand-Revle ud, paa sine Steder gjennemskaaret, og i det hele saa lav, at naar der er Høj-Vande, ser man den ikke. Samme Rif danner med sin Halv-Kjæde en Havn, som vel har et grundet og snævert Indløb, men breder sig derpaa ud til begge Sider og er da forsvarlig dyb”. Mit gæt er at den lille tange vi ser stikke ud fra kysten ovenfor det inddæmmede område er sandrevlen. At dette var en havn og forbundet med uheld betyder i arkæologisk sammenhæng at der her må kunne gøres mange fund forbundet med langskibe der er forlist under ind- og udsejling fra havnen.
Kortet er målt 1863, rettet i marken 1883 og tegnet 1884. Kort og Matrikelstyrelsen.
 
¹ Arkæolog og museumsinspektør Anna-Elisabeth Jensen fra Museet Falsters Minder har forklaret mig at Anne Nørgård Jørgensen fra det nu hedengangne Nationalmuseets Marinarkæologiske Forskningscenter i Roskilde mener at samlingsstedet skal findes i det nu inddæmmede Næsgård Nor, hvor der på Borreknolden er registreret en tidlig middelalderlig "warte" eller bavn.
 
Modsat forklarer Georg Galster i ”Møntfund i Maribo Amt” (gengivet i Lolland-Falsters historiske Samfunds Aarbog XII (1924), side 107-127) at Arvefæstegaardmanden Jørgen Jørgensen i 1835 pløjede en kæmpeskat op på sin mark i Vaalse. Skatten er fra Sven I. Tveskæg’s første urolige år som regent (regent 986-1014). Der blev opgravet 549 mønter fra årene 750-972 e.Kr. Det må derfor være uden for tvist at noget har fundet sted omkring Vaalse vig og Orenæs.

Under den først afsejling fra Fanefjord mod Rygen går alt da også ad Pommern til¹, og de må vende tilbage til Fanefjord uden at have udrettet noget som helst, hvilket viser hvor uerfarne alle var på dette tidspunkt (bog 11:33-39). 
 
¹ vendisk landområde, måske opstår udtrykket her.

Det er også vigtigt at holde sig for øje at Saxo (bog 11:26-32) er helt klar på at Falstringer og Lollikker af alle Sjællændere blev anset som totalt upålidelige og i ledtog med Venderne. Vi kan se på Falster og Lollands stednavne at Venderne havde base mange steder på Falster og Lolland. Derfor har man holdt flådebasen nord for disse øer. Falstringernes  og Lollikkernes forræderi har dog nok været en reaktion på et fuldstændigt mangel på sø- og landforsvar af Falster og Lolland, og et forsøg på at overleve konstante angreb.

Nr. 4 Nødh brydher ræeth
(Nød bryder ret/alle love)

Saxo forklarer os (bog 10:115) at nogle år tidligere, før år 1157 e.Kr., var situationen på Lolland og Falster således:
 
”Kun Falster og Laaland undgik saa temmelig Ødelæggelsen [af Venderne], skjøndt paa forskjellig Maade; thi Lollikerne kjøbte Sørøverne [Venderne] fra sig med en aarlig Afgift; Falstringerne derimod, hvis Antal dog var mindre, lod haant om at skatte til Vikingerne [Venderne], og vilde de ikke holde Styr med det gode, da maatte de med det onde. Det sædvanlige Middel, man ellers greb til imod Sørøverne, var: ikke at forsvare sig med Vaaben og Volde, men at spærre Indløbene med Bolværk og Bomme”.
 
Der er stor tvivl om hvorvidt det 1. Vendertog finder sted år 1158 eller 1159 e.Kr. fordi vi har modstridende eller uklare oplysninger. Vi har nogle gode oplysninger fra situationen i Norge som måske kan overbevise læseren om det endelige svar.
 
Knýtlinga saga (s. 332) forklarer os at Valdemar på det 1. Vendertog sejler på ærkebiskop Askil/Eskild’s skib, dvs. han har ikke sit eget (Saxo bekræfter dette i bog 11:32) Sagaen fortæller os at i foråret år 1159 eller 1160 e.Kr. modtager Valdemar et Drageskib fra Kong Inge i Norge som han benytter, og beskadiger, under det 2. Vendertog¹.
 
¹ Kan være 3. Vendertog for Saxo skriver at de tager afsted på et tog i efteråret 1158 e.Kr. i bog 11:60. Saxos 3. Vendertog svarer til beskrivelsen af 2. Vendertog i Knýtlinga saga. 

Kong Inge er identisk med Kong Inge/Ingi I. Haraldsson Krokrygg (den pukkelryggede) (født 1134¹, regent 1136-1161). Kong Inge, søn af Harald Gille (regent 1130-1136) falder 27 år gammel i Slaget ved Oslo februar 1161 e.Kr. Drageskibet er derfor givet før dette tidspunkt.
 
¹ For Kong Inge’s fødseldato se Heimskringla (Gillunge Saga, kap. 1).

Fanefjord Kirke, Møn dateret til år 1350 e.Kr. Billedet kan ses i triumfbuen mod nord og viser, iflg. Institut for Historie på Københavns Universitet, St. Jørgen (og dragen). Hvad er helt usædvanligt ved dette kalkmaleri er at St. Jørgen har et banner/fane på sin lanse (der findes endnu en St. Jørgen afbildning i kirken uden fanen og med den traditionelle lanse igennem dragen). Denne fane må være Dannebrog. Det må ligeledes være en mulighed at dette kan være en afbildning af Absalon1 på vendertog mod hedninge (symboliseret ved dragen) malet i St. Jørgen-stil. Årsagen til at lansen ikke er igennem dragen er at venderne endnu ikke er besejret. Derfor drager Absalon på vendertog mod dem. Kilde: www.kalkmalerier.dk (Fanefjord Kirke, side 3/10, arkivnr. 12/3)

Knýtlinga saga (s. 332) forklarer os at under det første vendertog, hvori såvel Absalon som Valdemar synes at deltage, har Valdemar et banner med sig. Ledingsflåden drager fra Fanefjord i hårdt vejr og Valdemars skib¹ synker og han må rede sig over på Ingemars skib ”med sit Sværd og Banner”. Dette banner må være det samme banner som benyttet under Slaget på Grathe Hede, dvs. Ravnefanen. Saxo beskriver samme begivenhed i bog 11:43 hvor han kalder det ”Konge-Flaget” - ikke Danernes mærke, korsets banner el. lign.
 
¹ Sammen med ærkebiskop Askel/Eskil til Lund, d. 1181, brodersøn til ærkebiskop Asser.

Stedet for det første anfald kaldes "Heðinsey" i Knytlinga saga (kap. 119) og "Hythini insulam" (Hiddensø) i Saxo: Gesta Danorum; i dag ”Hiddensee” til venstre for Rygen nord for Stralsund (se kortet nedenfor). Vi får bekræftet, som kortet nedenfor viser, at der ligger en fjord syd for Hedinsø. Vi ved også at Hedinsø ikke er Vindland, her forstået som fastlandet. Efter Svenmar Retilsøn har fanget en af vendernes spejdere, drager de videre og ”landede dernæst på Vindland i Mundingen af en Flod”. Denne munding er indsejlingen lige uden for Stralsund.

Nu kommer det spændende (s. 332-333): ”De skiftede da hæren til landgang, og kongen gik i land paa den ene Side af Floden, og Biskop Absalon paa den anden Side, og de droge da til forskjellige Sider, saa den ene ikke vidste til den anden, og de brændte nu Bygderne vidt omkring paa begge Sider af Floden, droge derpaa igjen tilbage til deres Skibe, og ladede tresindstyve Skibe med det gjorte Bytte”.
 
Valdemar og Absalon angriber med andre ord hele den sydlige del af Rygen (Arkona ligger på den nordlige del af øen og den har man holdt sig langt væk fra), samt fra Stralsund til bygden Barth. Saxo skriver (bog 11:33) at der var 260 skibe på det 1. Vendertog. Med ca. 45 mand pr. skib svarer det til 11.700 mand, hvilket var alt hvad Danmark kunne mønstre dette år. Saxo bekræfter dog, lig Knýtlinga saga, at kun 60 skibe, dvs. 2.700 mand, når frem og faktisk deltager i toget. Resten vendte uforrettet hjem til Fanefjord med hårdt vejr som undskyldning.
 
At hæren, jvf. Knýtlinga saga (s. 333-4), opdeles i to fylking under anfaldet på hver side af flodmundingen ved Stralsund, med Absalon og Valdemar hver som hærfører, har den ekstremt vigtige konsekvens at der skal være to bannere i brug. . Hver hærleder skal have et banner.  Vi ved at Valdemar I. den Store havde Ravnefanen indtil mindst år 1167 e.Kr. Absalon må have sit eget, og da han under angrebet er nyligen udnævnt til biskop må det være et kristent banner han benytter, og derfor Dannebrog.
 
Som vi har hørt forklarer Knýtlinga saga (s. 333) os at Valdemar modtager et Drageskib fra Kong Inge af Norge i foråret 1159 e.Kr. At langskibet specifikt er et Drageskib, dvs. stavnen er prydet med et dragehoved eller har haft en drage i Den Gyldne Vejrfane, er et klart tegn på at Valdemar må have brugt Ravnefanen som sit banner. Valdemar og Inge er på god fod fordi Harald Gille’s første kone var Valdemars søster Kristine¹.
 
¹ Heimskringla (Harald Gilles Saga, 1. kapitel).

Vi ved fra Heimskringla (Harald Gilles Saga, kap. 8) at Harald Gille beviseligt har en Ravnefane som sit mærke under to søslag i Danmark, ét under Hven og ét under Læsø. Dette banner har sønnen Inge overtaget, og derfor er der ingen religiøs konflikt mellem Inge og Valdemar da Valdemar modtager Drageskibet. Begge følger den forne sæd.
 
At Kong Inge overtog faderens Ravnefane hører vi i Heimskringla, (Gillunge Saga, kap. 4) om Slaget på Krogskoven. Götalands regionalhøvding Jarl Karl Sunesøn angriber Norge¹ og Kong Inge giver svar på tiltale:

”Ej forgjætte maa jeg her;
Inge, til din Ære
Rødmede de blanke Sværd
Maatte Burpur skære.
 
Godt betalt fik Gauturs Børn
Larmen, som de gjorde,
Under Ravn og under Ørn
Stedtes de til Jorde”.

¹ Vigen, dvs. omkring Oslofjorden.

Det var Kong Magnus den Blinde, der havde overtalt Jarl Karl Sunesøn til at angribe Norge. Efter ovennævnte slag flygter Magnus den Blinde til Kong Erik II Emune (regent 1134-1137) i Danmark. Kong Inge bliver kronet som 2-årig år 1136 e.Kr. og Erik II Emune bliver dræbt af herremanden Sorteplov på Urnehoved Thing ved Åbenrå 18. september 1137 e.Kr. Erik II Emune forsøger med Magnus den Blinde efterfølgende også et angreb på Kong Inge under sommeren og dette fejler. Derfor finder Slaget på Krogskoven sted foråret år 1137 e.Kr.^1
 
1  Det er derfor ikke fysisk Kong Inge der deltager i slaget men hans og moderen Ingrid’s hird. Se Heimskringla (Gillunge Saga, kap. 4. og 5. og 8.).

Vineta - Stadt Barth – Venderstaden Barth

Oversigtskort over området. Bygden Barth ses strategisk glimrende placeret inde i fjorden og har i dag 10.500 indbyggere. Rygen, Arkona og Kongestolen ”Königsstuhl” ses øverst til højre på kortet.
Kilde: http://www.acolina.de/content/myst/vineta.htm
 
 

Bykort over den gamle bydel i Barth. Under det øverste P-skilt ser vi "Mauer strasse" og her har bymuren ligget. Vej nr. 2 hedder "Wieck strasse" eller "Vig stræde". Den tredje vej under denne hedder ”Wende strasse” eller ”Vender-stræde”. Byen fejrer år 2005 sit 750 års jubilæum, og regnes derfor for officielt grundlagt år 1255 e.Kr. Dette er naturligvis ikke korrekt og er datoen Rygenfyrsten Jaromar II. tager kontrol med bygden. Kilde: www.stadt-barth.de

W. Bülow skriver i ”Chronik der Stadt Barth” (1922, s.9) at ordet ”Barth” muligvis oprinder fra det engelske ”board” og danske ”bord” dvs. det oldnordiske ”borð” i betydningen af ”kant, rand” som en henvisning til at bygden lå ”i kanten af  (Øster)søen”.  Min gæt er at ordets oprindelse er fra det oldnordiske ”Barð” i betydningen ”en høj eller banke med en fremstående kant eller rand” eller en navngivning efter (Lang)Barderne fra Jylland under deres folkevandring via Rygen mod Langbardeland/Lombardiet. I Knýtlinga saga kaldes bygden ”Barð”. Saxo kalder i bog 11:49 bygden ”Barke”.
 
Det folk der mener sig nedstammet fra Venderne, og ønsker at blive kaldt ”Wenden” på tysk i dag, bor i Nedre Łužica (”Niederlausitz” på tysk), der spreder sig over delstaterne Brandenburg (sydøstlige del) og Sachsen (østlige del). Sproget Venderne taler har mange ligheder til polsk og der findes kun 10-20.000 tilbage der kan tale sproget. Folket blev af andre, inklusive os, kaldt Venderne, men kaldte sig selv ”serb” (”sorb” på tysk).
 
Den sagnomspundne by Vineta, hvorom den tyske nationalisme har haft stor forkærlighed sammen med Atlantis, mente Rudolf Virchow i år 1871 var Wolin/Jomsborg (for beskrivelse af denne by, Iumme, se Adam af Bremen Liber II:19). Denne teori ser ud til at være afvist. Bogudgiveren Günter Wermusch og Dr. Klaus Goldmann fra Berliner Museum für Ur- und Frühgeschichte behaupten udgav i 2001 bogen ”Vineta. Die Wiederentdeckung einer versunkenen Stadt”. Her argumenteres der for at Vineta ligger under vand ud for den nuværende by Barth. Dette kan have ganske stor betydning for forståelsen af hvorfor Absalon gjorde som han tilsyneladende gjorde år 1158 e.Kr.
 
Munken Helmold (1120-1177) fra benediktinerklostret Bosau i det østlige Holsten skriver år 1163-72 e.Kr. en krønike om venderne og slaverne ”Helmoldi presbyteri Bozoviensis, Chronica Sclavorum et Venedorum.”
 
Om byen Vineta (beskrives i kap. 2. skrevet år 1163-68 e.Kr.), og dermed muligvis bygden Barth, skriver han:

”En konge af Danerne skulle have angrebet dette meget velhavende sted med en stor flåde og fuldstændigt lagt det øde”.

Helmolds beskrivelse af Vineta synes i høj grad at være en afskrivning af Adam af Bremens beskrivelse af Iumme/Jomsborg i Liber II:19 fra år 1070-2 e.Kr bortset fra at Helmold helt specifikt skriver at dette omhandler Vineta¹ og at han omtaler fortiden. Vineta – Barth bliver derfor ødelagt efter år 1070-2 e.Kr. men før år 1163 e.Kr.

¹ Min danske oversættelse af krøniken skriver bynavnet som ”Jumneta”. I fodnoten (kap. 2, s. 13) skriver oversætteren P. Kierkegaard at kongen af Danerne er lig Magnus den Gode (regent 1042-47). Som jeg har vist ovenfor kan dette ikke være korrekt da Adam af Bremen i sin beskrivelse ikke beretter at byen var brændt af år 1070-2 e.Kr.

Bygden Barth kan derfor i år 1158 e.Kr. have været et ekstremt rigt bytte som Absalon og ledingsflåden kunne overkomme med kun 2.700 mand og 60 skibe, modsat Arkona som man ikke fik bugt med før 10 år senere. Det er tydeligt at Barth/Vineta bliver brændt af, og dette har været et hårdt slag mod de stammer som Absalon og Valdemar I. den Store vurderede var roden til sørøveriet mod vore østlige øer.
 
Bemærk i øvrigt i munken Helmolds titel på hans krønike at ”slaver” og ”vender” ikke er det samme folk. Der synes at være en stærk argumentering for at navnet ”venderne” oprinder fra de af vandalerne, der forblev i området syd for vore landskaber efter udvandringen fra Vendsyssel, da resten af vandal-stammen vandrede videre mod syd.
 
Efter dette tog indledes der forhandlinger mellem Valdemar I. Den Store og Hertug Henrik om fælles indsats og man enes om at fordele krigsbyttet.
 
Det 2. eller 3. Vendertog finder sted sommeren år 1159 e.Kr. mod Gudagerså mod en vendisk høvding kaldet Rjuslat, hvis søn hed Fridleif. Selve slaget finder sted ved bygden Urs. Høvding Rjuslat hoved bliver sat på en stage uden for byen! Herefter drager Absalon med 60 mand til Hertug Henrik på slottet i Brunsvig for at berette om sejren. Da Absalon vender tilbage til Valdemars lejr drager de morgenen efter mod øst langs Vindlands kyst til Svølder, hvor venderne lå med en stor flåde. ”De flyede strar, da de saae den danske konges seil.” Igen ser vi at banner og segl specifikt identificeres som Valdemars, og det må stadig være Ravnefanen. Danernes mærke er et andet og det kan kun være den livkors-fanen Dannebrog, som Absalon benytter.
 
I år 1160 e.Kr. angreb man sammen Mecklenborg og resten af historien kender vi.
 
Saxo nævner (bog 12:29, 15. bog Fra Svend Grates- til Valdemar den Stores død): ”jeg ønsker mig kun under Korsets Banner”¹. Disse ord siges af en saksisk ridder umiddelbart efter sammenbrudte fredsforhandlinger mellem Hertug Henrik og Valdemar I. den Store og finder sted i samme år, hvor ”Absalon for at hemme Sørøveriet, lagde Grunden til en ny fæstning paa Salt-Holm, som vel maatte kaldes et godt Dannevirke af Smaasten”, dvs. år 1167 e.Kr. ², og forinden erobringen af Vendernes borg Arkona på Rygen, hvorunder deres afgud Svantevit (Sventovit) bliver nedlagt. Dette sker i år 1169 e.Kr.^3 
 
 
1 I originalen på latin skrives ”sub eodem militiae titolo” (14.35.4) der direkte oversat betyder ”under den samme krigsfane.” Dette oversætter Peter Zeeberg i sin oversættelse af Saxo’s Gesta Danorum i 2000 til ”i samme kamp”. Det tror jeg dog ikke er korrekt. Ridderens bemærkning og henvisning til krigsfane er hverken en henvisning til Hertug Henrik’s eller Valdemar’s personlige banner, men krigsfanen generelt. Den generelle krigsfane her er korstogsfanen, det kristne banner. Derfor er Grundtvig’s oprindelige oversættelse korrekt.
² Stadfæstes 21 oktober 1186 af Pave Urban III (Se Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium (1838-1896, Bind I. s.1).
³ Saxo (Bog 12:78 om Valdemar den Store). Kurt Villads Jensen har gjort mig opmærksom på at der er tvivl om hvorvidt anfaldet på Arkona sker år 1168 eller 1169 e.Kr.

Dette er første gang vi hører en kors-fane sat i forbindelse med Valdemar I. den Store, hvorfor Dannebrog som livkors-fane år 1167 e.Kr. har afløst Valdemar I. den Store’s Ravnefane. 

Penning slået under Kong Valdemar I. Den Store (1154-1182) i Slesvig. Forsiden af mønten viser Valdemar I. den Store med det kristne galge-kors. Bagsiden viser livskors-fanen Dannebrog , der helt åbenlyst bærer præg af Ravnefanens udformning, samt de såkaldte Petersbannere eller katolske Labarum – korstogsbanneret med den latinske inskription ”In hoc signo vinces” (med dette tegn skal du besejre). Mønterne kan ikke være slået før efter Slaget på Grathe Hede år 23. oktober 1157 e.Kr. Det katolske korstogsbanner Labarum var firkantet og tjente intet praktisk formål. Vimpelsstrimlerne på ovennævnte fane er en videreførelse af de symbolske (ravne)-styrevinger på Ravnefanen og vindposen i Dragemærket, der formentligt blev brugt til at give vindretningen, dels under sejlads, dels for bueskytterne under slag.
Kilde: P. Hauberg: Danmarks Myntvæsen i Tidsrummet 1146-1241. (D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skr. 6 Række, historisk og filosofisk Afd. V 3, Kjøbenhavn 1906, nr. 61),  www.gladsaxegymnasium.dk/2/slesvig.htm

Vendertogene kuliminerer med erobringen af Arkona og Rygen i år 1168/9 e.Kr.
 
Helmold forklarer (Liber II:12) helt præcist hvad der skete og bekræfter at Saxo taler sandhed:
 
”På den tid samlede danernes konge Valdemar en stor hær og mange skibe for at drage til rygboernes land, som han ville underlægge sig. Heri understøttedes han af pomeranernes fyrster Kazemar og Bugislav og obotriterfyrsten Pribislav; thi hertugen havde befalet slaverne at bringe danerkongen hjælp overalt, hvor denne monne skikke sig til at undertvinge udenlandske folkefærd [”exteris nationibus” på latin]. Af den grund fik værket heldig fremgang ved danerkongens bestræbelser; med vældig hånd betvang han rygboernes land.”
 
Absalons tog var såvel i Danmarks, som i den katolske kristendoms navn, og samtidens mange korstog.

”Kong Valdemar og biskop Absalon indtager Arkona og ødelægger Svantevits billedstøtte.” Malet af Laurits Tuxen i 1889-94 til Valdemarsalen på Frederiksborg Slot på foranledning af J. C. Jacobsen. Absalon ses med det kristne galgekors hævet mod venderne medens Kong Valdemar I. den Store står bagved med hænderne hvilende på sværdet. Man ved ikke om Kong Valdemar deltog i toget, men det regnes for sikkert at Absalon var tilstede da Svantevit rives ned.
 
 
 

Fra kroningsbillede-serien fra år 1170 e.Kr. visende Heinrich der Löwe og hans anden kone Mathilde, datter af den engelske Kong Henry II. De blev gift 1. februar 1168 e.Kr. Hun var søster til Richard Løvehjerte/Richard I. the Lionheart (regent 1189-1199) der efter sagnet bringer The Cross of St. George til England omkring år 1190 e.Kr. Vi ser helt tydeligt et hvidt kors med en rød linie omkring på Hertug Henrik’s klæde. Dette er helt konsekvent med at Valdemar I. Den Store i år 1167 e.Kr. tillige er forbundet med Dannebrog. Kroningsbilledet er udført af Mönch Herimann fra Kloster Helmarshausen i år 1170 e.Kr. Fra  Herzog August Bibliothek,  Wolfenbüttel.

Nik. L. Helms skriver i "Danmarks Historie” (1957, s.51) omkring det 21. vendertog  2. Pinsedag år 1184 e.Kr.:
 
”Bugilslaws flåde sejlede imidlertid frem i tågen, og venderne anede ingen fare, men med ét begyndte tågen at lette, og de så pludselig mange skibe foran sig og hørte den danske krigssang. Nu kendte de mærkerne (bannerne) på skibene, og de opdagede det banner de frygtede mest af alt: Absalons mærke. De blev helt ud af sig selv af angst. Hvor Absalon var med, var der altid nederlag for venderne...”
 
Vi kan her se at i år 1184 e.Kr. er det stadig Absalon’s mærke der frygtes. Dette mærke mener jeg er livkors-fanen Dannebrog.
 
Alle de tidligste Dannebrog er identiske i deres udformning med det hedenske livkors og ravnestyrevinger. Dette må  være oprindelsen til at alene vore drotter må føre splitflag, hvor splitflaget repræsenterer ravnestyrevingerne (undtagelsen herfra er det maritime Yacht splitflag, der må føres af de danske på skibe med YF broderet i guld/gult, samt virksomheder der er givet speciel tilladelse af drotten til at føre splitflag).

Nr. 284 Quer siddendhe ridder ær ey hwldh vndher baner

(Ridder, der bliver siddende hjemme, er ej tro/huld under banneret, dvs. alle er moralsk forpligtet til at gå i slag under det danske banner. Ved brugen af ”Ridder” kan vi se at dette ordsprog er fra slutningen af 1100 tallet og at banneret derfor er Dannebrog)