Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Dannebrog og Danibrók


 

Volmerslaget ved Lyndanisse d. 15. juni 1219

 

 

 chap28-1-1.jpg

C.A. Lorentzen (1749-1828): ”Dannebrog falder ned fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanis d. 15. juni 1219”.
Olie på lærred, malet 1809. Hænger på Statens Museum for Kunst (inventarnr. KMS274). Billedkilde: Wikipedia.
 

Alle kender til historien omkring Dannebrog, der falder fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanisse1  15. juni 1219, og vort indre billede af dette er stærkt påvirket af CA Lorentzen’s mesterværk fra år 1809 om begivenheden der er vist ovenfor. Siden 1912 er dagen markeret som Valdemarsdag.

1Lyndanisse” (Lyndanis) er en fordanskning af det estiske ”Lindanise, Lindanisa”; hvori indgår ”linn” (fort, forskansning). Efter 1219 bygges et fort i sten, der på latin skrives "castrum danorum" (De danskes fort), der på estisk udtales "Taanilinnus" (Danskernes Fort), i dag Tallinn. Fortet kan ses i Tallinns gamle bydel og kaldes i dag "Toompea loss". Byen ligger i det urgamle landskab Reval, der også er bybetegnelsen i danske kilder. Henrik af Livland (Henricus de Lettis, ca. 1188-1259): Livlandske Krønike (Heinrici Cronicon Lyvoniae), der beretter om årene 1180-1227 e.Kr., nævner fortet som færdigbygget, hvorfor det må være sket før år 1227 e.Kr. (kap. XXII:9). Da landskabet Reval indtages og Lindanise falder, ”ødelagde de det gamle revalske fort, og begyndte at bygge et nyt” (kap. XXIII:2). Det nye fort er derfor påbegyndt allerede år 1219 e.Kr. Arild Huitfeldt, i året 1345, benævner fortet ”det lille Slot til Reffuel”. Se Arild Huitfeldt (Arrild Huitfeld, 1546-1609): Danmarckis Rigis Krønicke (1595-1604, Den anden Part, s. 491).

 

Legenden om Anders Sunesøn, der i slagets mørke time rejser hænder mod himmelen, hvorefter flaget falder ned er en god legende, men er en røverhistorie, hvis den opfattes bogstaveligt. Legenden om Dannebrog, Tallinn og Anders Sunesøn/Sunesen (ca 1165-1228) er en ordret afskrivning af 2. Mosebog 17:8-16 (Det Gamle Testamente).

Samme legende kendes også fra Kejser Konstantin I. (Flavius Valerius Aurelius Constantinus, 285-337 e.Kr.)'s borgerkrig mod den hedenske Kejser Maxentius (Marcus Aurelius Valerius Maxentius, 278 – 28. oktober 312 e.Kr.) i optakten til slaget ved broen over Tiber-floden, kaldet Ponte Molle (Pons Milvius, Den Bløde Bro) 28. oktober år 312 e.Kr. Eusebius (260-340): Vita Constantini (1:28; I:38) beretter om et kors i himmelen, tilbedning af den kristne Gud, og en sejr der fulgte.

Legenden fik sin endelige form af Arild Huitfeldt (Arrild Huitfeld, 1546-1609): Danmarckis Rigis Krønicke (1595-1604, Den Anden Part, s. 184-5):

 chap28-1-16.jpg


”Aar 1219. fick Konning Voldemar atter saadanne Tidender / at de Lifflender haffde da bestercket sig paa det yderste aff Prytzen / Litthow / Semigalien / Rytzland / oc vilde da aldelis forjage alle de / som haffde tilforne suoret Kong Voldemar / oc holte sig for Christne udi de Lande. Derfore lod hand nu strax forsamle en mectig stor Skibsflaade / oc foer ind udi Liffland med 500. smaa Skibe oc Jacter / som da brugedis / oc. 500. lange Skibe: Hand hafde paa huert Skib / foruden de som brugte Aarerne (huilcke vaar 12. paa huert Skib/) en Køridtzer / oc en Skøtte / sat til Styrebord / men paa huert Lange Skib vaar hundrede oc 20. Mand. Oc da hand kom did paa Landet / oc saae det meget Folck / Som de Hedninge haffde forsamlet / bleff hand forskrecket / og vilde da gifve sig tilbage / men Biskop Peder i Aarhus gick til hannem / oc bad hannem blive tilstede / oc sagde / at huor som hand vilde rette oc bedre sig imod Gud / oc hans fattige Undersaatte i Danmarck / oc icke dennem saa meget besverge med Skat oc Tynge / effter Dronning Beengierds Raad / oc vilde sig rette imod S. Nicolaum i Aarhus / oc icke meere tage det Ofter fra hannem / som hand tilforne haffde giort / under det Skin / hand skulde været hannem Slect oc Forvant / da maatte hand visseligen der til forlade sig / at hand skulde vinde Seyer / huilcket Erckebisp Andreas aff Lund hannem ocsaa forebracte / sigendis: At hues mand tager fra Kircker oc Kloster / som er lagt til Guds Tieniste / det kommer en Herre lidet til gaffns. Kongen lofvede at hand vilde rette sig / baade imod Gud oc Mennnisken / oc aldrig effterfølge Dronning Beengierds Raad. Der med fulde de alle paa deris Knæ / oc giorde Bøn til Gud i Himmelen / at de maatte ofvervinde de Uchristne. Erckebisp Andreas vaar da begerendis aff Kongen oc Rigens Raad / at om det saa vaare / at de vunde Seyer / da skulde der effter alle Mand udi Danmarck / unge oc gamle / Item Børn / som 12. Aar gamle vaare / faste / huer S. Laurentz Afften / til Vand oc Brød / til evig tid / oc der med komme Guds Velgierning ihu / huilcket de ocsaa lofvede allesammens. Konning Voldemar drog imod hans Fiender med all Mact / og giorde it stort Slag med dennem. Det skriffvis lige om hannem / som om Moyse / enten det er fanden eller ey / maa Gud vide / at Biskop Andreas skulde hafve staaet paa sine Knæ paa Bierget / giørendis Bøn til Gud / oc all den stund hand racte sine Hænder op til Himmelen / vunde de Danske / men strax hans Hænder sinckede neder / for hans Alderdoms Skyld / finge de Uchristne Ofverhaand: derfore støttet de andre Bisper oc Prester hans Arme / saa lenge Striden paastod / oc med Gudelig Andact bad / at Gud vilde de Christne Seyer gifve / oc omvende de Hedninge til Guds bekiendelse. Samme tid skal være skeedt / at de Danske ere slagne i Flucten / oc haffde mist deris Banner / de skulde følge. Da skal udaff Himmelen være falden it Banner neder / aff tvunden verck / røt udi Feldet / med it huit Kaars udi / som de haffve effterfuld. Siden skal de hafve slaget Fienderne.

Denne Seyervinding skal være skeedt ved Volmer / oc der aff skal Byen fangit sit Naffn / oc er kallit Volmer / at Kong Voldemar der hafver dennem slagit. For denne Aarsage skyld at Konning Voldemar udi Liffland hafver indplantet den Christelig Tro / føris udi Danmarckis Vaaben det huide Kaars / oc Kongerne hafve brugt den Estlandske Titel. Samme Fennicke som da nederfalt oc førdis / er kallet Dannebroge / oc er giemt udi lang tid / for stor Helligdom / med slig Ofvertro / at mand allevegne med hende udi Strid skulle vinde / lige som Constantinus oc førde it Kaars udi hans Fane / med denne Hosskrifft: In hoc signo vinces. Forneffnde Fane bleff udi Dytmersken / Da Konning Hans fick det Nederlag der. Men om den skal være falde udaff Himmelen / anderledis end all Seyer kommer aff Gud / eller oc er hannem tilsendt aff Paffven / som it Cruciat, oc de Thog udi fordum Dage som stridde for den Christelige Tro / vil jeg huer til deres betenckende hiemstillet haffve. Paa dette Thog vaar Første Wartislaff med Kong Voldemar udi Liffland / oc hialp til at befri Estland.

Siden foer Konning Voldemar trint omkring det gantske Land / oc lod udi Harrien / Wirland / Estland / Liffland / Indplante den Christelige Tro / byggendis der Kircker oc Kloster / indskickendis prester oc lærde Mænd / som Troen til andre skulle lære og forkynde / huilke hand oc med Indkomst hafver forsørget.

Erckebiskop Andreas bleff der inde det heele Aar offver.

Det hertugdomme Estland indeholder Harrien / huor udi Reffvel er Hoffvetstaden; Wirrien indeholder Wessenborg / Tholsborg / Borckholm / Bispen aff Revels Sæde / Helmede / Ringen; Jerven indeholder Wittensteen / Lais / Offver / Offverpaalen / Velin; Vigen indeholder Habsel / Lode / Leall / Pernow. Der foruden ligger til Estland disse Øer: Øzel som er 14 Mijl stor; Dageder Ort 9. Mile lang / 4. bred, saa oc Mona / Wormsæ / Kyen / huor de taler somesteds Estisk / sommesteds Svensk".

Arild Huitfeldt er naturligvis klar over sagnet er en kenning, og skal opfattes som så. Som Huitfeldt selv skriver for ”Aar 1220. Calen.April” var Dronning ”Beengierd”’s officielle navn ”Berengara” (1190-1221), og den portugisiske prinsesses rette navn ”Bregenild” (måske var det faktisk Bengerd (Bjørnens Vogter)); ”men for hendis Ondskaff kallet Beengierd”, dvs. et ordspil på navnet der skal opfattes som "den ben-gerrige, den begærlige".

”S. Laurentz Afften” er den 9. august om aftenen før Skt. Laurentius dag, den 10 .august.

”In hoc signo vinces”, fra græsk ”en touto nika” (i dette tegn skal du sejre).

”Øzel” er ”Øsel, Eysýsla, Saaremaa”; ”Dageder Ort” er ”Dagø, Hiiumaa”.;”Mona” er ”Muhumaa”; ”Wormsæ” er ”Ormsø, Vormsi” og ”Kyen” er ”Kynø, Kihnu”.

Henrik af Livland (Henricus de Lettis, ca. 1188-1259): Livlandske Krønike (Heinrici Cronicon Lyvoniae, XXIII:2, s. 155-6) nævner at med på toget var en slavisk prins Viclavs. Denne prins må være identisk med ”Første Wartislaff” hos Arild Huitfeldt, som jeg tror forveksler personen med Wartislaw I, Hertug af Pommern (1091-1135). Det danske fyrstedømme Rygien bestod af Rügen og nærtliggende fastland, og var prinsestyret af Huset Wizlaw (Wizlawiden) fra år 1168 til 1325. Den rette person må derfor være Wizlaw (ca. 1220-1244), der har været under dannelse på dette tog med kongen.

 

 

Hans Svanning skrev år 1559 e.Kr. at det banner der faldt ned fra himlen år 1219 e.Kr. var identisk til det flag, som Kong Hans tabte i det katastrofale felttog til Ditmarsken år 1500 e.Kr., og som blev genvundet af Frederik II. i år 1559 e.Kr. Det er derfor mange kilder skriver at det originale Dannebrog befandt sig i Slesvig Domkirke ind til tidens tand fik det til at smuldre bort i år 1660 e.Kr. Se f.eks. B.S. Ingemann:Valdemar Sejr (1913, s. 277).

Bemærk Arild Huitfeldt's sætning:

"Denne Seyervinding skal være skeedt ved Volmer / oc der aff skal Byen fangit sit Naffn / oc er kallit Volmer"

Byen "Volmer, Wolmer, Wolmar, Walmer" er identisk med byen "Valmiera" (estisk "Volmari"), landskabet Vidzeme i det nuværende Letland, men i 1200 tallet en del af Livland. Byen lå, og ligger, på hovedfærdselsåren mod nord til Felin (Fellinn, Velin, Viljandi), langs floden Gauja. Arild Huitfeldt forklarer os at denne by er navngivet efter Valdemar II. Sejr (1202-1241).

 

chap28-1-17.jpg

Billedkilder: Wikipedia; uddrag af "Karte von Europa, Federzeichnung, um 1570" (Universitätsbibliothek Salzburg, Handzeichnung H 35 (aus dem Wolf-Dietrich-Klebeband 15.846 III)), samt Google Earth 22. november 2013. På kortet C.L. Hartnack: Accurata Livoniæ Descriptio (1600-1699) staves byen ”Wolmer”. På kortet Justus Danckerts: Ducatuum Livoniæ et Curlandiæ Novissima Tabula (1684) staves byen ”Walmer”.

 

De estlandske erobringstogter

Det er muligt vi kan forstå kenning og bynavngivning. Den uden sammenligning bedste krønike om samtiden i Estland og Livland i begyndelsen af 1200 tallet er Henrik af Livland (Henricus de Lettis, ca. 1188-1259): Livlandske Krønike (Heinrici Cronicon Lyvoniae), der beretter om årene 1180-1227 e.Kr.

Vi ved at Henrik af Livland efter sit præstekald i år 1208 e.Kr. blev sendt til området omkring vandløbet Ümera (Imeras, Imeru), lige nord for byen Volmer. Her blev hans kirke brændt ned af estiske styrker i år 1211 e.Kr., og hans afgrøder brændt af igen år 1223 e.Kr.

Det er også på dette sted vi i år 1210 e.Kr. har det meget berømte Slaget ved Ümera (Imeras, Imeru), der gengives af Henrik af Livland: Heinrici Cronicon Lyvoniae (kap. XIV:7-8, s. 78-80). Slaget er beskrevet som ”det første slag ved Imeras”. Flere sammenstød følger i år 1211 og år 1223 (se kap. XV, og kap. XXVII:1).

Slaget var et estisk hævntogt, og stod mellem hedenske estiske styrker og kristne livlændere med tyske korsriddere. Esterne var sejrrige og der tages ca. 100 krigsfanger. Blandt disse blev 14 brændt levende, medens andre fik indridset et kors på deres ryg med et sværd, hvorefter de fik skåret halsen over. I optakten til slaget citerer Henrik af Livland den tyske korsridder og hærleder Arnold for at afsige en kamptale ”medens han greb hårdt om banneret”. Arnold var hærleder af Sværdbrødreordenen (Kristi Livlandske Krigstjenestebrødre, Fratres Militiae Christi Livoniae) i årene 1205-1211 e.Kr. I denne orden var ridderne iklædt hvid ordensdragt med et rødt kors over et rødt sværd.

Henrik af Livland: Heinrici Cronicon Lyvoniae (kap. X:13, s. 43) beretter at allerede år 1206 e.Kr. havde danske styrker forsøgt sig med et anfald på Øsel.

Henrik af Livland’s 4. bog, og sidste bog, omhandler alene Estland, og tager udgangspunkt i tiden fra år 1208 frem til år 1227 e.Kr. Estland er derfor i tidsrummet år 1206-1227 e.Kr., ikke blot for Danmark, men for alle korstog på Østersøens østlige kyst, den strategiske pris alle vil have; ikke mindst for kontrollen over sejladsen til Gotland, og indsejlingen til Riga og Rigabugten.

Henrik af Livland: Heinrici Cronicon Lyvoniae (kap. XIV:10-11, s. 83-85) nævner i Foråret år 1211 e.Kr. ”den første belejring af Fellinn” (i dag Viljandi). Vi kan hermed se, hvor langt mod nord krigstogterne mod Estland var kommet. Der indtræder våbentilstand frem til år 1215 e.Kr., hvorefter krigen begyndes på ny.

Henrik af Livland: Heinrici Cronicon Lyvoniae (kap. XXII:1, s. 147) beretter at 24. juni 1218 e.Kr. udbad grundlæggeren af Riga (1201) og Sværdbrødreordenen, Albert af Riga (Albert von Buxthövden, ca. 1165-1229), sig militærhjælp fra den danske konge [Valdemar II. Sejr] det følgende år (1219) således, at den danske flåde kunne indsættes mod Estland.

Henrik af Livland: Heinrici Cronicon Lyvoniae (kap. XXII:1, s. 147) beretter ligeledes om, og deltog aktivt i, togtet mod esternes hjemland Wierland (Wyrland, i dag Lääne-Virumaa og Ida-Virumaa) i år 1219 e.Kr.. Det er i denne forbindelse at Kong Valdemar II. Sejr støder til med de danske styrker og sikrer den endelige sejr ved at indtage de tilstødende landskaber mod vest; Harrien (Harriæn) og Reval – det gamle nordiske landskab kaldet *Aðalsýsla. Arild Huitfeldt omtaler disse som ”Harrien, Wirland, Wirrien”. Der følger flere slag frem til år 1227 e.Kr. før landskaberne kommer endeligt under kontrol, men i forståelsen af Dannebrog er disse formentlig ikke af betydning.

I forståelsen af kenningen indbygget i legenden om Dannebrog, må vi derfor have et overblik over samtlige store slag i tidsrummet år 1208-1219 e.Kr., der fører til ”Volmerslaget ved Lyndanisse 1219”. 1

1 Henrik af Livland nævner mere end 50 togter (expeditiones) af danske og livlandske styrker i tidsrummet år 1208-1227, men det må være de store slag der indgår i kenningens skabelse.

 

De betydningsfulde slag er:

        1. Slaget ved Ümera (Imeras, Imeru) juli/august år 1210 (kap. XIV:7-8, s. 78-80) – estisk angrebs-sejr
        2. Slaget ved Turaida (Thor) år 1211 (kap. XV:3, s. 90-91) – Riga/ livlandsk forsvars-sejr
        3. Slaget ved Felin 21. september år 1217 (kap. XXI:2-4, s. 142-4) – Riga/ livlandsk angrebs-sejr
        4. Slaget ved Metsepole år 1218 (kap. XXI:7, s. 146) – Riga/ livlandsk forsvars-sejr
        5. Slaget ved Puidise efter 15. august år 1218 (kap. XXII:2-3, s. 148.50) – Riga/ livlandsk sejr over Rus-folket fra Novgorod
        6. Volmerslaget ved Lyndanisse år 1219 (kap. XXIII:2, s. 155-6) – dansk angrebs-sejr

Lokalkongen Kaupo’s slot “Turaidas pils” (Thor’s Have) fra år 1214, i lige linje mellem Volmer og Riga langs floden Gauja, står stadig i byen Sigulda (Sejrsvælder)

Slaget ved Fellin 21. September år 1217 e.Kr. har den særlige vægt at den estiske hærleder Lembit (Lambite, Lembito, Lembitus) her dræbes, hvilket ser ud til at have ganske stor efterfølgende betydning. I samme slag falder også den livlandske lokalkonge Kaupo.

Landskabet Metsepole var et livlandsk kystlandskab direkte vest for Volmer og Sigulda, i hvad er i dag landskabet Vidzeme i det nuværende Letland. Bl.a. angribes kirken i Lēdurga (i dag Lēdurgas pagasts). Det estiske rytterangreb kom fra Øsel.

Under slaget ved Puidise (Puides) omkring søen Võrtsjärv (Wirzsee), øst for Felin (Fellinn, Velin, Viljandi), det nuværende sydlige Estland, vinder de livlandske styrker fanen fra Storhertugen af Novgorod, Vsevolod II Mstislavich (1219-1221), samt fanerne fra to andre prinser fra fjendens lejr.
Kilde: John Gillingham: A Strategy of Total War? Henry of Livonia and the Conquest of Estonia (1208-1227) (http://independent.academia.edu , s. 8, 9, 10, 11, 12, 14).

 

Henrik af Livland (Henricus de Lettis, ca. 1188-1259): Livlandske Krønike (Heinrici Cronicon Lyvoniae, kap. XXIII:2, s. 155-6), skrevet samtidigt ca. år 1227 e.Kr., gengiver stort set ordret legenden om Dannebrog som den berettes af Arild Huitfeldt, bortset fra to ting, som jeg mener udgør kenningen i legenden:

        • ”Biskop Andreas skulde hafve staaet paa sine Knæ paa Bierget / giørendis Bøn til Gud / oc all den stund hand racte sine Hænder op til Himmelen”
        • ”Da skal udaff Himmelen være falden it Banner neder”

Det fremgår direkte af Arild Huitfeldt’s ordvalg med brugen af "skulde, skal", at han er vel klar over at der her er tale om en kenning, og ikke en faktisk hændelse.

Henrik af Livland afslutter sin beretning om ”Volmerslaget ved Lyndanisse år 1219” ved at skrive:

”Og kongen og biskopperne takkede Gud for den sejr han havde tilstået dem over hedningene”.

Det er denne sætning der i kenningsform omskrives til beretningen fra 2. Mosebog, kapitel 17:

9. … jeg [Moses] vil stille mig på toppen af højen med Guds stav i hånden!
11. Når nu Moses løftede hænderne i vejret, fik israeliterne overtaget, men når han lod hænderne synke, fik amelekiterne overtaget.
12. Og da Moses’ hænder blev trætte, tog de en sten og lagde under ham; så satte han sig på den, og Aron og Hur støttede hans hænder, hver på sin side;…
15. Derpå byggede Moses et alter og kaldte det: ”Herren er mit banner!”

Hvad Henrik af Livland beskriver, og legenden af Dannebrog fortæller, er at den danske sejr var tvivlsom til det sidste, og at sejren blev dem tilstået af den kristne Gud, i kenningsform ved at den danske fane faldt fra himmelen.

Men kenningen går videre, og forudsætter kendskab til udfaldet af Slaget ved Ümera (Imeras, Imeru) juli/august år 1210 e.Kr., hvor det tysk-kristne banner lider nederlag i korsets tegn, og hvor krigsfangerne fik indridset et kors på deres ryg med et sværd, hvorefter de fik skåret halsen over.

Kenningen i Dannebrog forklarer os at de danske kunne, hvor de tyske fejlede, og at ”Volmerslaget ved Lyndanisse år 1219” er hævnen over nederlaget i 1210. Derfor gives den by der opstår langs floden Gauja navnet "Volmer, Volmari , Wolmer, Wolmar, Walmer, Valmiera" på et tidspunkt efter år 1219, navngivet efter Kong Valdemar II. Sejr. Bemærk at Arild Huitfeldt forklarer os at den danske flåde "oc foer ind udi Liffland". Det skyldes at man foretog en breddegradssejlads fra Gotland direkte ind i Riga-bugten, og op af Gauja-floden til Volmer. Det er samme vej ind og ud, hvorfor den danske konge er rejst forbi under hjemrejsen efter slaget.

 

Hvornår opstod den nuværende legende om Dannebrog

 

Den engelske gesandt i København i 3 år fra 1689-1692, Robert Viscount Molesworth (1656-1725): An Account of Denmark, as It was in the Year 1692 (London, 1694, CHAP. XI. Of the Court.), viser os at legenden om Dannebrog blev forklaret alle udenlandske gæster i Kong Christian V.'s regeringstid, her årene 1689-1692:

"They pretend that the Order of Dannebrug is more ancient, and recount many Fables of its Original, viz. That one King Dan saw a white Cross with red Edges, descend from Heaven, and thereupon instituted the Order, and gave it this compound Name, from Dan and Brug, which signifies Painting".

Christian V. indstiftede Dannebrogordenen år 1671 e.Kr., og den engelske gesandt har ikke helt styr på legende og etymologi, men det træder dog klart frem at den endelige udgave af legenden om Dannebrog er knyttet tæt sammen med skabelsen af Dannebrogordenen, men også at legenden om Dannebrog er fuldt levende i 1600 tallet.

Petrus Olai nævner legenden om Dannebrog to gange i sine notater, der aldrig blev udgivet, men i stedet i 1570 blev videregivet til Anders Sørensen Wedel (1542-1616). Begge udgaver findes i samlingen ”Collectanea ad historiam danicam pertinentia” (1:182 og 8:499), som jeg mener udfærdiges i tidsrummet 1517-1537. Udgaverne er identiske og begge har året 1208 rettet til 1219. Udgaven i det lille værk kaldet ”Duodecim Excellentiæ regni Daciæ” lyder:

Ex vexillo crucigero celitus dato. Hoc contigit in Livonia, tempore Valdemari Secundi et in loco, qui dicitur Felin, cum Dani fideles a.d. 1208 (recte: 1219) bellarent contra Livones infideles, et jam fere debellati implorarent devote divinum auxilium, statim vexillum e celo lapsum cruce candida consignatum vellerique impressum recipere meruerunt, vocemque in aere audientes, quod eo in aerem altius elevato confestim contritis adversariis plenam victoriam reportarent. Quod et factum est. Illud autem vexillum Danæbrogæ usitato vocabulo nuncupari solet. 

Om kors-banneret der faldt fra skyerne. Det skete i Livland, i Valdemar II.’s regeringstid og på et sted der kaldes Felin, at fuldtro [=kristne] danske i år 1208 (det rette: 1219) førte krig mod vantro [=hedenske] livlændere, og på dette tidspunkt, svækket, påkaldte sig guddommelig indviet hjælp; straks ud af ingenting modtog de fortjent et banner, forsejlet med et hvidt kors, der faldt ned; hørende en højrøstet stemme i luften, at hvis de holdt det højt løftet i luften, ville de hurtigt nedkæmpe modstanderne fuldstændigt, og sejren høste. Dette er hvad skete. Ydermere kaldes det berømte banner normalt i daglig tale for Danæbrogæ.


Min oversættelse til nudansk. Den latinske tekst hentet fra Janus Møller Jensen: Denmark and the Crusades 1400-1650 (2007, Crusade and Reformation, s. 211). Petrus Olai (Petro Olavo Saneropio Minoritano, Peter Olavsen/Peder Olufsen/Peder Olsen fra Sonnerup, Sjælland, ca. 1490 - ca. 1570). Adolph Ditlev Jørgensen (1840-1897): Om Danebroges Oprindelse – en historisk hjpothes (1876, Historisk Tidsskrift, 1875-1877, 3. række, Bind IV, s. 421) skriver at dette lille værk blev "nedskreven i året 1527". Se også John Lind: Den faldt fra himlen ned, Skalk (2001:6, s.20-27) og Janus Møller Jensen: Christian 4. og korstogene, Siden Saxo (2004:1, s. 4-12).

 

At Petrus Olai i begge sine udgaver retter året 1208 til året 1219 betyder naturligvis at han afskriver fra en anden kilde, og at han i første omgang har opfattet denne kilde vrang. Som vi vil se nedenfor er denne kilde Christiern Pedersen. Der er derfor ikke tale om, som nogle synes at mene, at Petrus Olai argumenterer for at legenden om Dannebrog skal føres til året 1208. Derimod er Petrus Olai den eneste, så vidt jeg kan se, der flytter legenden om Dannebrog fra Reval til Felin. Hvorfor han gør dette ved vi ikke.

Christiern Pedersen (ca 1480-1554): Den Danske Krønicke – fra Saxonis tid indtil kong Christiern den förste (1520erne, xxi bog, Valdemar Seyr, s. 440):

”Der mand screffue tusinde thuhundrede paa det ottende aar, da hagde Waldemar werit konge her i riget wdi otte aar. Det samme aar seiled hand fra Sieland met halff anden tusinde skiibe til Estland, Pryssland, Curland och Findland och want dennom alle till Danmarcks krone. Hand lod dennom lere den christelig tro och lod dennom alle döbe. Siden foer hand ind i Liffland och want wnder Daniss hand och kom dennom wnder den hellige tro. Hand vant siden de mectige steder Reffuell och Rij, och lod alle folcket christne och döbe. Siden foer hand hiem til Danmarck igien met megit bytte, som hand hagde fanget paa [denne] reisse". 1

1 Vi har en række oplysninger i ovennævnte afsnit. Årstallet er 1208, og Kong Valdemar II. Sejr siges at have været konge i 8 år. Men Kong Valdemar II. Sejr blev konge år 1202, hvorfor årstallet enten er år 1210 eller han har kun været konge i 6 år. Det efterfølgende afsnit efter ovennævnte omtaler Dronning Dagmars død, hvilket skete 24. maj 1212. Vi kan derfor sige at ovennævnte afsnit omhandler tidsrummet år 1208-1212, muligvis år 1208-1210, hvor sidstnævnte i så fald er tiden hvor Kong Valdemar II. Sejr "foer ...ind i Liffland". Den afsluttende sætning "Hand vant siden de mectige steder Reffuell og Rij" omhandler et senere tidsrum ikke nærmere beskrevet i dette afsnit, jvf. sætningerne nedenfor.

 

Christiern Pedersen (ca 1480-1554): Den Danske Krønicke – fra Saxonis tid indtil kong Christiern den förste (1520erne, xxi bog, Valdemar Seyr, s. 443):

"Hellig Doctor Erick scriffuer i Suerigis krönicke, och det stander och i den Sasser krönicke, ath den anden kongh Valdemar aff Danmarck drog ind i Rytland met megit wtallige folck och bedreff der mange stuore mandomelig gierninger, som mange böger och krönicker der er fulle aff. Somme mene och sige, at samme kongh Valdemar skulle fange Danebroggi nied aff himmelen samme tiid, som er en huit korss i et röth field.

Doctor Albret Krantz scriffuer i then Wendiske krönicke, ath same kong Valdemar lod bygge Reffuel stad i Liffland och en slot i Curland kaldiss Pilther. Och fick samme slot sin naffn ther aff ath paa den tiid hand hagde wundit landenn och sagde, at hand wille lade bygge der en fast slot ath holde dennom wnder affue met, saa de skulle icke gange hannom fra haande igien eller fra Danmarckis krone, da spurde de hannem ath, huor samme slot skull stande. Hand saa huor der stod en drengh och gemde faar, som hannem wel behagede der till, di hannom töckte ath det stod well till at giöre det fast paa samme sted, thi suarede han dennom igien och sagde: bygger slottet der som den pilt staar, och pilt er en dreng paa gammell Danske, fordi kallede de slottet Pilter". 1

1 "Hellig Doctor Erick scriffuer i Suerigis krönicke" må være identisk med "Erikskrönikan" (Strider mot hedningarna?) - en rimkrønike der beskriver Sveriges politiske situation i tidsrummet ca. år 1250-1319 e.Kr. Krøniken må været færdigskrevet kort efter år 1319, men kendes kun i håndskrifter fra 1400 tallet.

"Doctor Albret Krantz" må være identisk med "Albert Krantz" (ca. 1450-1517), og den "Wendiske krönicke" identisk med "Wandalia" (Köln 1519, Rex Daniæ secundus Waldemarus; Cap. 21 Prvssiam, s. 159; Cap. 22 Livonia, s. 159).

Henvisningen til "Curland" (Kurland) og "Pilther" (Piltene, et bispedsæde), nuværende Letland, og at dette knyttes til Kong Valdemar II. Sejr, kan muligvis skyldes at Danmark havde kig på Kurland i samtiden. Det tilfalder Danmark i 1559, og omdannes i 1562 til Hertugdømmet Kurland. Det antages sandt at byen Piltene (Pilten) opstod omkring en borg bygget af Kong Valdemar II. Sejr., og ordet "piltr" (oldnordisk, olddansk) betyder ganske rigtigt "dreng, svend, yngling".

 

Christiern Pedersen (ca 1480-1554): Den Danske Krønicke – fra Saxonis tid indtil kong Christiern den förste (1520erne, xxi bog, s. 488):

”Hand [=Kong Erick] togh der [i Kallunborgh] en bannere som kallis Dannebroge, huilken Gud sende dannske mend ned aff himmelen med sin hellige engill, ath the skulle före hannom i krigh mellem dem och thieris finder, som the och offthe giorde och wonde ther med stuor priss och ære". 1

1 "Kong Erick" er Kong Erik VII af Pommern (regent 1397-1436) og tidsrummet er år 1436 e.Kr. Her optræder legenden om Dannebrog hos en senere dansk konge, hvilket stemmer overens med hvad Arild Huitfeldt siger, nemlig at Dannebrog efter år 1219 e.Kr. blev anset "for stor Helligdom / med slig Ofvertro / at mand allevegne med hende udi Strid skulle vinde".

 

Der står absolut intet om at Christiern Pedersen forbinder Volmerslaget ved Lyndanisse med årene 1208 eller 1210, endsige legenden om Dannebrog med disse årstal, som mange synes at mene. Det er en direkte vrang læsning af krøniken. Omvendt kan vi se hvorledes hans lidt akavade sætning begyndende med "Der mand screffue tusinde thuhundrede paa det ottende aar" kan få Petrus Olai til at opfatte de efterfølgende oplysninger som hørende til dette år.

Erich Christian Werlauff (1781-1871): Om Danebrog og Danebrogsordenen. En historisk Undersøgelse (udgivet efter hans død i 1872, s. 5) mente af årstallet 1208 var ret, men at dette er en henvisning til Slaget ved Lena, Vestergötland, der fandt sted år 1208 e.Kr. 1

1 Se også Caspar Paludan-Müller (1805-1882): Sagnet om den himmelfaldne Danebrogsfane (København, 1873)

Frederik Hammerich: Danmark i Valdemarernes Tid (1157-1375): En historisk Skildring (Kjøbenhavn 1847, 1. Bind, s. 127): “4 Dage efter stod Slaget ved Lena i Vestergötland, den 31te Januar 1208; Odin havde indviet Lenas Valplads ligesom fordum Broavallas. Men Slaget blev ulykkeligt for de Danske, der faldt under Oplændernes Sværde..”. Stednavnet "Lena" er i dag Kungslena socken i Vartofta härad. Her lå Lenaborg.

 

Endelig når vi så frem til det oprindelige maleri fra år 1523 e.Kr. gengivende "Volmerslaget ved Lyndanisse 1219":

chap28-1-18.jpg 

Bernard van Orley: Kong Christian II.'s plan for genindsættelse på tronen, 1523. Olie på lærred, 94 x 102 cm. Maleriet hænger på Koninklijke Musea voor Schone Kunsten van België, Bruxelles (inventarnr. 4999, katalognr. 15). Maleriet blev i 1934 indkøbt til museet af Siegfried Oppenheimer, Basel gennem kunsthandleren Paul Mikhaïloff, Paris.

 

Maleriet er, så vidt jeg kan se, en visuel gengivelse af Kong Christian II.'s strategiske plan for hvordan han skal genvinde tronen. Maleriets opgave er at vise en historisk begivenhed, et kongeligt dynasti og en arveret til tronen. Maleriet er efter urnordisk skik tre-delt i rummene Fortiden (nr. 1), Nutiden (nr. 2) og Fremtiden (nr. 3): 1

1 Genopdagelsen af maleriets rette indhold må tilskrives Lars. I. Hendrikman: Christiaan II als Scandinavische Constantijn (Millennium, 15/1, 2001, s. 30-57); Lars Hendrikman: Trade, Diplomacy and Cultural Exchange – Continuity and Change in the North Sea area and the Baltic c. 1350-1750 (2005, s. 204, 205: Plate 8). Min fortolkning er en videreudvikling af denne genopdagelse.

 

      1. Volmerslaget ved Lyndanisse år 1219 – Kong Valdemar II. Sejr’s forsvar af kristendommen, symboliseret ved Dannebrog faldende fra himmelen. Anders Sunesøn ses på knæ på bjerget, bedende til den kristne Gud med løftede arme. Vi ser to personer på hver side af Anders Sunesøn, klar til at holde armene løftet skulle han trættes. Dette er rummet Fortiden.
      2. Kong Christian II. som retmæssig arving til Kong Valdemar II Sejr. Formentlig i samtale med Christiern Pedersen, som kristendommen i Danmarks repræsentant 1 og historieskriver. Vi ser hverdagen i Nederlandene i 1523. Kongen er i landflygtighed, og uden trone. Derfor gengives han uden kongekrone. Dette er rummet Nutiden.
      3. Kong Christian II. i fuld regalia som Dannebrog’s værner og retmæssig arving til den skandinaviske trone, fører sin sag frem for den hollandske Pave Hadrian VI (Adriaan Florenzzoon Boeyens, Pave 1522-1523), og udbeder sig hermed pavens bekræftelse på at han er den retmæssige konge, og derfor skal genindsættes fra den landflygtighed han befinder sig i da maleriet fremstilles. Kong Christian II. sidestiller sin situation med Kejser Konstantin I. 28. oktober år 312 e.Kr., og dette er det politiske hovedargument. Foran paven ses Dronning Isabella (Elisabeth) af Burgund /Habsburg (1501-1526). Det fremgår tydeligt at det er Dronning Elisabeth der fører kongens sag, og vi erindrer at Dyveke var død på dette tidpunkt (21. september 1517). Dette er rummet Fremtiden.

 

1 Fra Arild Huitfeldt (Arrild Huitfeld, 1546-1609): Danmarckis Rigis Krønicke (1595-1604, Den Anden Part, s. 1249-1250) kunne det alternativt argumenteres at personen måtte være ”Mester Johan Ves Erckebisp til Lund” (Johan Weze, 1490-1548), der var med på rejsen, og beviseligt kongens repræsentant i kirkelige anliggender i Rom (kongens Orator til Rom). Vi kan dog se fra Johan Weze’s brev dateret i Rom 23. september 1523 at han førte kongens sag i Vatikanet, hvor han blev fængslet. Johan Weze skrev i øvrigt kun tysk, og afløste Magister Nicolaus Petri, Canonicus Lundensis, der besad samme stilling i Rom i årene 1521 og 1522. Se Hans Gram (1685-1748): Anmærkninger om Kong Christierns II. Medfølgere ud af Denmark, i Aaret 1523 (Kjøbenhavn, Skrifter som udi Det Kiøbenhavnske Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere ere fremlagte og oplæste i Aarene 1747. og 1748, 1750, s. 279).

Arild Huitfeld giver os i øvrigt sammesteds et overblik over Kong Christian II.’s inderkreds, og hvem der drog med i landflygtighed:

"Udi Kiøbenhaffn lod hand indlegge Herr Henrich Gøe Høffvitzmand paa Abramstrup / som en Statholder / Herr Knud Rud / Tile Gisler /Cort Kresen / samt Jørgen Hoffmut / med fire fennicke knecte. Forneffnde Her Henrich Gøe hafde Malmø udi lige maade udi befalning. Hans Michelsøn Borgemester sammesteds / oc Niclas Liusener fuldis med Kong Christen at Nederlandene / lode Hustru oc Børn / Gods / oc Eyendom tilbage / Borgemester Hans Michelsøn / formanede Malmøs Borgere høyeligen / at holde dennem trolige til Kong Christens Haand / indtil de fick undsætning. Kong Christen formanede selst Kiøbenhaffns Borgere / at de vilde holde hannem deris By til troer hænde / hand vilde inden fire Maaneder undsætte dennem. Hand klagde offver Raadit / Hand haffde bedit sin Sag udi rette / oc maatte det icke nyde / formodendis sig hielp aff keyseren oc andre hans Venner at straffe hans ulydige oprørske Undersaatte".


Henrich Gøe = Henrik Gøye, høvedsmand på Abrahamstrup (Jægerspris Slot).
Knud Rud = Knud Jørgensen Rud (d. 1554).
Tile Gisler = admiral Tile Giseler, Tilemann Giseler (d. ca. 1532)
Cort Kresen = ?
Jørgen Hoffmut = hærleder Jürgen Hoffmut.
Hans Michelsøn = borgmester Hans Mikkelsen (d. 1532)
Niclas Liusener = skibskaptajn Nicolas Leysner, svigersøn til Hans Mikkelsen og gift med Margrete Hansdatter.

"Disse effterneffnde fulde Kong Christen at Nederlandene / Mester Johan Ves Erckebisp til Lund / som siden formedelst Keyser Carls befordring bleft Bisp til Costnitz / Moder Sibritt / Her Antonius aff Metz / Ridder / Mester Melchior / Hans Michelsøn Borgemester i Malmøe / Niclas Liusener / Hans Bogebinder / siden Hans Secreterer, Otte Griff / Sti Ottesøn / Jørgen Jul fød i Teffringe udi Fyen / Mester Hans Mønboe / Mester Christen Pedersøn / Christen Thomesøn Skriffver / Hermand Villemsøn Mester Christoffer Raffnsbierg / Matz Størle / Søffren Stampe / Niels Pedersøn Lunge / Albrit von Gøcken / fordum Borgemester i Kiøbenhafn / Cornelius Kreye / Hermand Hund. Siden samlede sig til hannem Jørgen Hansøn / oc Mester Povel Kiempe kom til hannem til Vittemberg / da hand vaar hos Churførsten hans Moderbroder / samt andre fleere huis Naffne mig icke er kommen til Hænde".

Johan Ves Erckebisp til Lund = Johan Weze, 1490-1548. I 1537 udnævnt fyrstebiskop i Konstanz, Baden-Württemberg.
Moder Sibritt = Sigbrit Willoms, moder til Dyveke Sigbrittsdatter (ca. 1490-1517).
Antonius aff Metz = Antonius van Metz = Anthoine de Metz = Anthonio Metensi
Mester Melchior = Melchior de Germania = Melchior Colditz (d. efter 1535), søstersøn til Dr. Carl Egen, livlæge til Kong Hans.
Hans Bogebinder = Joanni Bibliopego Dano
Otte Griff = ?
Sti Ottesøn = ?
Jørgen Jul, Teffringe = Tevringe, Veflinge Sogn, det nordlige Fyn.
Hans Mønboe = Hans Mønbo
Mester Christen Pedersøn = Mester Christiern Pedersøn = Christiern Pedersen (ca 1480-1554).
Christen Thomesøn = Christiern Thomæssøn
Hermand Villemsøn = Hermand Hund (se nedenfor)
Christoffer Raffnsbierg = ?
Matz Størle = ?  Fader til Thormod Matssøn Størle (Tormod Matssønn), registreret i Norge 1523-1602?
Søffren Stampe = ?
Niels Pedersøn Lunge = Niels Pedersøn ?
Albrit von Gøcken = Albert van Goch = Albrith fan Gock, borgmester i København 1517-1727
Cornelius Kreye. I dokument år 1528 i København nævnes ”wor schipper Hans Kreye”. Derfor sikkert ud af en skipper-slægt.
Hermand Hund = Hermand Willomssen = Herman Willemzoon. Broder til Sigbrit Willoms, moder til Dyveke Sigbrittsdatter.
Jørgen Hansøn = Jørgen Hanssøn (d. efter 1543). Lensmand på Bergenhus.
Povel Kiempe = Povel Kempe = Paulus Kempe = Poul Pedersen Kempe (d. tidligst 1536). Magister og bl.a. skolelærer i Torgau (Torgaw) i Sachsen.

Hans Gram (1685-1748): Anmærkninger om Kong Christierns II. Medfølgere ud af Denmark, i Aaret 1523 (Kjøbenhavn, Skrifter som udi Det Kiøbenhavnske Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere ere fremlagte og oplæste i Aarene 1747. og 1748, 1750, s. 275-300) udvider listen på baggrund af en liste skrevet i 1531 af provst Hans Hanssøn (Hans Hansen) i Tofte, der selv var med i landflygtigheden.

"Selff omsier kom hand med hans Gemahl ind for Fera udi Seland / Antwerpen / hvor de for hans Svogerskab skyld med Keyseren / vel ere undfangne oc alle forundrede sig offver hans haftige Ulycke.

...

”Dog all den stund hand vaar udi hans elende / forsømmede hand intet at beklage sig for Pastvelig hellighed / for keyserlig Majest. For Chur oc Førster udi det Rommerske Rige/ oc for alle Stænder / den store uræt hannem vaar vederfarit…….

Serdelis vaar Keyser Carl hans Svoger / Churførst Joackim aff Brandenburg / som haffde hans Syster / oc Churførst Hans / oc Johan Friderich / hans Moder Brødre / hannem gantsk tilgiffne / oc fordrede hans beste i alle maade / saa vaar oc Hertug Henrich / oc Hertug Albrit aff Meckelborg hans Søster Børn / hannem gantske tilnegit. Keyser Carl den V. da hand først til Spanien aff Nederlandene fick at vide hans flucht aff Rigit / oc tilstand her udi Danmarck…"

Keyser Carl = kejser Karl V af Habsburg (1500-1558)
Churførst Joackim aff Brandenburg = Kurfyrst Joachim I. Nestor af Brandenborg (1484-1535) var gift med Elisabeth (1485-1555), søster til Kong Christian II.
hans Syster = Elisabeth (1485-1555), gift med Kurfyrst Joachim I. Nestor af Brandenborg.
Hertug Albrit aff Meckelborg = Hertug Albrecht 7. af Mecklenburg (1486-1547) er Kurfyrst Joachim af Brandenborg’s svigersøn.

 

Dette er ophavet til den nuværende legende om Dannebrog, nødvendiggjort af Christian II.’s landflygtighed. Kenningen med Dannebrog og brugen af Det Gamle Testamente (2. Mosebog, kapitel 17) må helt uden for tvist være udtænkt af Christiern Pedersen. Den eneste afbildning der muligvis kan tilskrives Christiern Pedersen findes på øverste titelblad på hans udgivelse ”Danorum Regum heroumque Historia (Paris, 1514) der er en genudgivelse af Saxo: Gesta Danorum. Her er han væsentligt yngre. Det er derfor kun et kvalificeret gæt at vi her ser Christiern Pedersen gengivet.

Christiern Pedersen nævner ikke i sin beretning fra 1520’erne Kejser Konstantin I., et kors i himmelen, tilbedning af den kristne Gud, en sejr der fulgte, og sætningen hos Eusebius (260-340): Vita Constantini (1:28; I:38) ”In hoc signo vinces” (i dette tegn skal du sejre). Det er først Arild Huitfeldt der gør dette 1595-1604. Jeg er dog nogenlunde sikker på at det i en romersk-katolsk overklasse har været fuldt forstået at brugen af Dannebrog som kenning alene tjener det formål at sidestille fanens værner, kongen, med Kejser Konstantin. For et protestantisk samfund, i Arild Huitfeldts samtid, er Kejser Konstantin derimod gået i glemmebogen, hvorfor han korrekt gør opmærksom på kenningen.

Det er, så vidt jeg kan se, uhyre vigtigt at forstå det nære litterære og fysiske sammenhold mellem Kong Christian II. og Christiern Pedersen. Sidstnævnte rejser på studieophold til Paris år 1508-15 e.Kr., hvor han boede i det latinske kvarter. Han finder et eksemplar af krøniken, ”Ogier le Dannoys” fra 1400 tallet. Christian II. lovede Christiern Pedersen ”god Løn” for at oversætte krøniken til dansk, og den udgives som "Kong Olger Danskis Krønicke" i 1534.

Endnu vigtigere i nærværende sammenhæng, bruger Christiern Pedersen mange kræfter på bearbejdelser af Luthers skrifter, herunder udgivelsen at ”Thet nye Testamenth”. I denne udgivelse, der i dag er kendt som ”Christian III.’s bibel” er en afbildning af Christian II., med dateringen 1523, der er en identisk gengivelse af Christian II. som vi ser ham i venstre side på ovennævnte maleri. Kronen på værket i denne argumentation må dog være at Christiern Pedersen, der jo var kannik i Lund, var med Kong Christian II. da denne med familien flygtede til Nederlandene 14. april 1523 1, hvor de forblev i 8 år frem til 1531. Landskabsbegrebet ”Nederlandene” inkluderer i 1500 tallet Bruxelles.

1 Arild Huitfeldt (Arrild Huitfeld, 1546-1609): Danmarckis Rigis Krønicke (1595-1604, Den Anden Part, s. 1249):

”oc er hand siden med Hustru oc Børn den 20. Aprill 1523 die Sancti Tiburtij, seglit at Nederlandene / med atten Skibe store oc smaa”.

Dagen ”Sancti Tiburtij” (Sankt Tiburtius) fejres 11. august i den romersk-katolske helgenkalender (Martyrologium Hieronymianum), men blev anskuet sammen med Sankt Valerian-fejringen 14 eller 15. april. Det er derfor muligt at afsejlingen kan være sket allerede 14. april 1523, og ikke nødvendigvis 20. april. Det mener også Hans Gram (1685-1748): Anmærkninger om Kong Christierns II. Medfølgere ud af Denmark, i Aaret 1523 (Kjøbenhavn, Skrifter som udi Det Kiøbenhavnske Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere ere fremlagte og oplæste i Aarene 1747. og 1748, 1750, s. 275).

 

Portrættet af Christian II. af den flamske maler Pieter van Coninxloo (1479-1513), fra ca. år 1521?, gengiver en lidt yngre udgave af Christian II, men ligheden er slående. Maleriet hænger på Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot. Ikke uden betydning er Pieter van Coninxloo den i samtiden bedst kendte portrætmaler i Bruxelles, og afløses af netop Bernard van Orley.

Maleriet må være tiltænkt kejser Karl V af Habsburg (1500-1558), over for hvem Christian II. efter ankomsten til Nederlandene førte sin sag; dels fordi han var gift med kejserens søster Elisabeth og havde en del af sin medgift på 250.000 gylden der endnu var uafregnet (150.000 gylden); dels fordi kejseren havde den nødvendige politiske indflydelse til at vende slagets gang til fordel for den landflygtige konge. Kong Christian II. ankom til Veere, Zeeland 1. maj 1523 og fik kun en lunken modtagelse af Dronning Elisabeth’s faster Ærkehertuginde Margrethe af Østrig (1480-1530), Statholder i Nederlandene 1507-1515 og 1515-1530. Kongen havde sit eksilhof i den flamsk-talende by Lier, ca. 15 km sydøst for Antwerpen, der var under kejserens kontrol da han arvede Østrig og Nederlandene i 1506. 1

1 Indgangsporten til hvad i dag stadig på flamsk omtales som “Het hof van Denemarken” (hoffet fra Danmark) kan ses på adressen Kardinaal Mercierplein 8, Lier. Der er ved indgangsporten opsat en messingplade med følgende ord på fransk: "Christiern II Roi de Danemark sejourna ici 1514-1530" (Kong Christian II af Danmark boede her 1514-1530).

Havnebyen Veere, Zeeland (Fera udi Seland) ligger på øen Walcheren, der igen er hvor handelspladsen Domburg lå i 6-700 tallet e.Kr.

 

Er det sandt at Bernard van Orley's maleri fra 1523 visuelt gengiver Kong Christian II.'s plan for genindsættelse på tronen, da må vi sidestille maleriet med kongens skriftlige argumentation for samme. Denne kender vi i dag som "Ørnevisen", skrevet i Nederlandene 1523.

Også visen gør stærkt brug af kenninger, hvorfor der sikkert er et personsammentræf mellem maleri og vise, i form af Christiern Pedersen:

          • "Alle smaa Fugle" [= småfuglene] = den danske, svenske og norske befolkning, dvs. bønder og borgere
          • "Ørnen, den gamle Ørn" = Kong Christian II.
          • "Høgen, Høgehær" = den forhadte adel og de hærstyrker der afsatte kongen.
          • "Skoven" = Skandinavien nord for Ejder-strømmen, Det Forenede Kongerige af Danmark, Norge og Sverige
          • "Kejser" = Karl V af Habsburg (1500-1558)
          • "sine Unger smaa" = Prins Hans (1518-1532), prinsesse Dorothea (1520-1580) & prinsesse Christine (1521-1590). Se Jan Mabuse (1478-1532)'s maleri af de tre kongebørn fra 1526.

Kenningen: Småfuglene vil kåre den gamle ørn til fuglekonge (Fuglekonning) af skoven, så sidstnævnte kan befri førstnævnte fra høgen. En skov, hvori ørnen ikke er fuglekonge, er en unaturlig tilstand.

1. Alle smaa Fugle i Skoven er,
de giver paa Høgen stor Klage:
han river af dem baade Fjer og Dun;
han vil dem af Skoven jage.

Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

2. Saa fløj de sammen i Egetop,
de lagde deres Raad paa ny,
hvorledes de kunde en Fuglekonning faa,
dem kunde fra Høgen fri.

3. Frem da traadte den søllige Krage,
hun var saa sorgefuld:
"Kejser vi os den gamle Ørn!
jeg haaber, han varder os huld."

4. Det svarede alle de andre smaa Fugle,
de svarede ja dertil:
"Nu er Ørnen Fuglekonning,
saa længe som Gud han vil."

5. Dertil da svarte den stolte Høg:
"Vi steder det ingenlunde;
og skal den Ørn være Fuglekonning,
han lægger os øde i Grunde."

6. Alt da spurgte den gamle Ørn,
han blev saa vred udi Hu;
saa slog han til den stolte Høg
alt med sin skarpe Klo.

7. Derved da glædtes de andre smaa Fugle
og synger hver med sin Stemme;
i Lunden var Fryd og Fuglesang,
alt der som Ørnen var hjemme.

8. Sammen da sanktes de Høgehær,
de skjuler baade Skov og Kær:
"Vi vil os til Lunden
og gøre den Ørn et Blær."

9. Dette da hørte den simple Due,
hun fløj til Ørnen og sa(g)de:
"Nu da kommer den Høgehær,
de agter at gøre dig Skade.”

10. Det da svarte den gamle Ørn,
og baade hans Øjne de runde:
"Saa mange Mus de bider en Kat,
t(h)i maa jeg rømme af Lunde."

11. Bort da fløj den gamle Ørn,
alt med sine Unger smaa;
de andre smaa Fugle de blev da vilde,
de vidste dem ingen Raad.

12. Nu sidder Høgen i Egetop
og breder ud med sin Vinge;
de andre smaa Fugle, i Skoven er,
dem monne de jammerlig tvinge.

13. Nu sidder Kragen paa bare Kvist,
og svelter hun over sin Klo;
Uglen skjuler sig i Elleris,
jeg venter, hun har Uro.

14. Viben hun løber i Ageren
alt med sin høje Top;
Høgen han kommer her flyvende frem,
han tager og æder hende op.

15. Nu sidder alle de andre smaa Fugle
og tier saa kvær som Sten;
de har nu mist deres dejlige Sang;
naar Gud vil, saa synger de den igen.

16. Nu er der Sorg udi Lunde,
som før var Fuglesang;
de fattig’ smaa Fugle dem ynkes mig,
for Tiden gøres dem saa lang.

17. Hunden ligger under Bordet og sover,
og Ræven i Gaasesti;
naar Herre Gud vil, da vaagner han op,
sine fattige Gæs at fri.

18. Katten hun ligger i Gaarden syg,
og hver Mand vil hende hade;
og Musen raader selv i fattig Kones Pose,
hun gør hende fuldstor Skade.

19. Gud han da hjælpe den fattige Ørn,
som flyver over vilden Hede!
han ved sig hverken Ly eller Læ,
hvor han tør bygge sin Rede.

Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

 

Teksten hentet fra Axel Olrik: Danske Folkeviser i Udvalg - Første Samling (Nordisk Forlag, København og Kristiania, 1908, Sang nr. 31. Ørnevisen, s. 206-208)

 

Kenningen, dvs. Christian II.'s påstand, forklarer os at den skandinaviske befolkning ønsker at vælge Kong Christian II. til konge således at han kan befri befolkningen fra den trældom, i hvilket adelen har sat dem. Vi kan se at "den gamle ørn" (Christian II.) har været i strid med "høgen" (adelen), og har tabt denne strid og forladt skoven (kongeriget). Derfor er visen forfattet efter april 1523, og da Kong Christian II.  fra juni 1523 til juli 1524 opholdt sig i det nuværende Tyskland 1, er maleriet og digtet formentlig gjort i maj måned 1523.

1 Salmonsens Konversationsleksikon (1915-30, 2. Udgave, Bind IV, s. 888-889)

 

Maleriet gengiver Volmerslaget ved Lyndanisse år 1219 og Valdemar II. Sejr, hvis retmæssige arving Kong Christian II. er. Dette er rummet Fortiden (nr. 1), og repræsenterer tingenes naturlige tilstand, jvf. Kong Christian II. En landflygtighed må i kenningsform derfor skulle beskrives som en unaturlig tilstand. Det sker med sætningen "Saa mange Mus de bider en Kat, t(h)i maa jeg rømme af Lunde" (vers 10) - at da Kong Christian II. måtte søge i landflygtighed i 1523 da opstod i unaturlig tilstand, hvor mus kan bide en kat.

I det sidste vers (19) har vi sætningen "Gud han da hjælpe den fattige Ørn", hvor Christian II. beklager sin pengenød over for Karl V af Habsburg. Denne sætning er visuelt gengivet på maleriet som rummet Nutiden (nr. 2). Samtidig beder han den kristne Gud, i samtiden repræsenteret ved Pave Hadrian VI (Adriaan Florenzzoon Boeyens, Pave 1522-1523), om hjælp til at genvinde tronen. Dette er visuelt gengivet på maleriet som rummet Fremtiden (nr. 3). Vi må erindre at Karl V af Habsburg fra 1519 var "Kejser af Det Tysk-romerske Rige", hvorfor det er tænkeligt at kenningen i maleriet med den romerske kejser Konstantin I. samtidigt er et vink med en vognstang til Karl V af Habsburg. Denne forståelse fører til at "Ørnen" i sætningen "Men Ørnen han bygger i Fjældet ud" må være en kenning for den tve-hovede ørn i Habsburg-klanens fane. Den "udbygning af fjeldet" Habsburg-klanen i visen har undervejs, er en henvisning til "Den Italienske Krig 1521-1526" (Fireårskrigen) mod Frankrig, der var brudt ud i slutningen af 1521 ved Frankrigs invasion af bl.a. Nederlandene. Det er denne krigsførelse der forhindrer Karl V af Habsburg i at betale sin medgift til Christian II., der igen forhindrer Christian II. i a købe de lejetropper han skal bruge til at genvinde magten.

 

 

Tallinn, Estland: Pilen til højre peger mod en lille have, kaldet ”Den danske konges have”. Det var her Dannebrog iflg. legenden faldt ned (ceremonien blev gentaget i 1994 af Dansk-Estisk Selskab og faldskærmssoldater). Pilen til venstre peger på tårnet Pikk Hermann (”Hermann” på oldnordisk eller ”krigeren, krigs-”. ”Pikk” (estisk, ”høj, lang”) og "pic" (oldengelsk, "skarp/spids") - ordet er på nudansk et uhøvisk ord med samme betydning. Betydningen er sikkert ”den høje kriger”), hvorfra alle bannere i Tallinns og Estlands historie har vajet. Jeg viser senere dansk mønt slået i Estland med en afbildning af Pikk Hermann. Billedet taget fra Udenrigsministeriets bygning 27. september 2003.

 

 

chap28-1-4.jpg

Til venstre: Historieskriveren i statsværelset i det officielle hjem for Estlands præsident, uden for og øst for den gamle bymur, i Kadriorg Park. I statsværelset hang oprindeligt 2 gobelinner fra 1938. Den ene visende esternes aflevering af våben til Valdemar II’s flåde. Denne gobelin er gået tabt men kendes fra billeder. Den anden, og genskabte replica, er vist på billedet ovenfor. Her ses Dannebrog, der var og er Tallinns byvåben, med Valdemar II’s og Danmarks 3 løver. Begge blev givet til Estland efter år 1219. Billedet taget 27. september 2003 under en reception hos Præsident Arnold Rüütel og Udenrigsminister Kristiiana Ojuland. Det var i dette værelse at esterne 16. november 1988, med 100.000 russiske tropper i landet, og før Berlinmurens fald, erklærede Estland en national stat.

Til højre: Valdemar IV Atterdag (regent 1340-1375)’s kroning fra St. Peder Kirken, Næstved. Kalkmaleriet er gjort år 1400 e.Kr. og er derfor næsten samtidigt med Kong Valdemar’s død. Billedet er drejet 25º så vi bedre kan se det 100% identiske våbenskjold. Kong Valdemar sidder i sin tronstol. Dronning Hedvig er ligeledes afbildet, men ikke vist her. Samme våbenskjold, dateret til år 1338-40 e.Kr. kan ses i Vor Frue Kirke, Århus under indskriptionen ”Domicellus Waldemar”.

 


Den hedenske livkors fane


Det er vigtigt at begynde beskrivelsen af Dannebrog med at gøre det klart for alle, at det kors der benyttes i de oprindelige Dannebrog er det hedenske livkors, som vi visuelt kender til fra bl.a. vore guldskillinger fra år 385-670 e.Kr. Som vi ser nedenfor er dette kors opbygget som to ens bjælker sat på en vinkel på 90º.

Det er dette hedenske livkors, som den katolske kristendom overtager og gør til en korstogsfane. Hermed er det med ét klart hvorfor det er nødvendigt at opfinde en røverhistorie om Dannebrogs oprindelse, der fjerner dette banner fra de danske og peger pilen mod Rom og Bibelen.

 

chap28-2-1.jpg

Guldskilling dateret til år 385-670 e.Kr. fra Söderby, Danmarks sogn, Vaksala herred, Upland. Fundet 13.10.1876.
Billedkilde: Mogens B. Mackesprang: De Nordiske Guldbrakteater" (1952, planche 24)

 

 

 

chap28-1-14.jpg

3 Gyldne Tavler og/eller Guldskilling dateret til år 385-670 e.Kr.
Til venstre: Fundet efteråret 1859 på gården Sletner i Eidsberg sogn, Østfold.
I midten og til højre: Fundet 1828 på gården Simmmonnæs i Heddal (Hitterdal) sogn, Telemark.
Billedkilde: Mogens B. Mackesprang: De Nordiske Guldbrakteater" (1952, planche 28)

 

Som man kan se er alle de fundne genstande påsat et øvre led således at vi ved at de har virket som Gylden Tavle og har været båret i en snor om halsen. Vi befinder os i tidsrummet år 385-670 e.Kr. og det livkors holderen af den Gyldne Tavle har båret er et hedensk livkors, der intet har med kristendommen at gøre. I dag tænker vi på disse fine smykker som solhjul, men de er i kunst udtænkt som et livkors inde i en hellig ring (solen).

 

chap28-1-13.jpg

Uddrag fra De 2 sølvbægre fra Himlingøje fra 1-300 tallet e.Kr. visende Skilfinga/Skjælveunge-ætten's hellige sværd, stam-ætten til Scyldinga/Skjoldunge-ætten. Ringgrebsværdet er helt tydeligt afbildet, som er det hedenske liv-kors (mellem den fødderne på den dansende kriger og sværdet) og de 9 verdener (de 9 lodrette prikker til højre for sværdet, en opstilling identisk til guldskillingen dateret til år 385-670 e.Kr. fra Söderby, Danmarks sogn, Vaksala herred, Upland). Afbildningen viser skiftevis det hedenske liv-kors og de 3 verdener; fortid, nutid og fremtid (de 3 prikker). Sværdet der stikkes i jorden/trækkes fra stenen/gives af Kvinden af Søen, sarmaternes, og derfor vort, symbol på livet, krigserklæring og retten til at herske.
Kilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (Ældre Jernalder, s. 439).

 

Fra afbildningerne på Himlingøje-kopperne og ovennævnte guldskilling og Gyldne Tavler kan vi se at i det hedenske kors skal den lodrette bjælke vise de 9 verdener (i kunst gengivet som 9 prikker). Den vandrette bjælke skal vise de 7 vismænd (Aser + Vaner + Balder/Ætling, i kunst gengivet som 7 prikker). Hvor de to bjælker mødes i midten, nulpunktet, er det symbolske Nav, Den Ene/Den Enøjede/Oprindelsen.


 

chap28-1-15.jpg

Så læseren ikke skal være i tvivl om hvor gammel livkorset er i vore landskaber, gengives ovenfor en helleristning fra Åby, Tossene Socken, Bohuslen, dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 30411049059, Raä nr. 73). Afbildningen er langt fra enestående i Bohuslen og der er forhåbentlig ingen der betvivler at det er solen og livet, ringen og korset, styrmanden her tilbeder.
Billedkilde: Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen.




 




Dannebrog og The Cross of St. George i Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr.


Bayeux gobelinen, der i helt utrolige detaljer beskriver optakten til og selve Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. Denne 70 meter lange gobelin blev lavet under opsyn af biskop Odo, halvbroder til Hertug William af Normandiet, umiddelbart efter selve slaget i perioden 1066-77 e.Kr.

 

Hic Willelm Dux et exercitus ejus venerunt ad montem michaelis.
(Her Hertug William og hans hær kom til Mont Skt. Mikael)
Kilde : http://hastings1066.com/baythumb.shtml (tapestry nr. 9)

 

 

I forstørrelsen af banneret fra ovennævnte del af gobelinen kan vi se at Hertug William’s bannermester helt uden for tvivl rider med The Cross of St. George med ravnestyrevinger 1. Da Hertug William senere i gobelinen modtager nyheder om Harold medens William ligger i lejr i Hastings ser vi William siddende på tronstolen med samme banner i hånden. Banneret der derfor helt sikkert Hertug William’s personlige banner (se tapestry nr. 24).

1 Den engelske skabelsesmyte siger at Richard I the Lionheart (regent 1189-1199) bringer The Cross of St. George til England omkring år 1190 efter have set det i en drøm, selvom det først ses på engelske skibe fra år 1284.

 

Da Hertug William stikker i søen over den engelske kanal på vej mod Hastings vajer et korsbanner fra mastetoppen på hans Drageskib. I afsnittet "Skibstyper år 800-1300 e.Kr." viser jeg at vi klart kan se at dette banner er The Cross of St. George.

 

Hic Willelm Dux Alloquitur suis militibus ut prepararent se viriliter et sapienter ad prelum contra anglorum exercitum.
(Her Hertug William formaner sine hærmænd at forberede sig som mænd og med visdom til slaget mod Anglernes hær)
Kilde : http://hastings1066.com/baythumb.shtml (tapestry nr. 27, 28 og 29)

 

 

I forstørrelsen af banneret fra ovennævnte del af gobelinen kan vi se at bannermesteren helt uden for tvivl fører Dannebrog. Rytteren, der er bannermester for Dannebrog, er en del af bagtropperne i det endelige angreb mod Harold. Hertug William og hans bannermester ridder selv forrest i angrebet på Harold, som vi må forvente, og har her igen The Cross of St. George som sit banner (se tapestry nr. 28). Dannebrog er derfor ikke Williams banner da banneret befinder sig ganske langt nede blandt de angribende ryttere.

Vi ved at ryttere fra Hertug Williams hær også bruger Ravnefanen, og vi ved at Kong Harold bruger Dragemærket. Vi kan naturligvis se den katolske manipulation i hvorledes slaget ved Hastings er forviget for eftertiden med Korstogsfanen (og ganske interessant Ravnefanen) mod Dragemærket, St. George mod Dragen, den katolske kristendom mod hedninge.

Vi kan ikke umiddelbart forklare tilstedeværelsen af Dannebrog allerede 14. oktober år 1066 e.Kr., ligesom vi ej heller kan sige om dette røde klæde med det hedenske livkors er kendt som Dannebrog.

Hertug William er 5. slægtsled efter Hrolf der Ganger ”Rollo” der, som følge af Fredsaftalen fra St. Clair-sur-Epte år 911 e.Kr., år 912 e.Kr. fik tildelt Normandiet af Frankerne som Danegeld for ikke at afbrænde Paris. Om Hrolf der Ganger kom fra Fakse, Sjælland eller Møre, Norge har Nord- og Øst-Danerne haft kivsmål om i over 1.000 år (jeg havde selv en venlig udveksling ved langbordet om dette i Tallinn september 2003 - se Kong Haralds saga og Gongu Hrolf's Saga ).

Hvorom alt er så er Hrolf der Ganger i samtiden Daner. Den katolske kristendom blev indført ved Normandiets hof af strategiske årsager overfor omverdenen. De sæder og skikke der blev fulgt ved hoffet var iflg. Frankernes historieskrivere ”Danico More” eller ”Danernes skikke”. Der er derfor ingen tvivl om at Slaget ved Hastings i samtiden ikke var andet end en videreførelse af vore ætters utallige interne borgerkrige om arveret til trone og land. Der må derfor være stor sandsynlighed for at der har været tilstedeværelse af tropper fra de danske på Hertug Williams side. 1

1

"Chronicon Roskildense" (Roskildekrøniken), første del af hvilken er fra ca. år 1140 e.Kr., beskriver begivenheden:

II. Interea Normanni Galliam demoliti per fluuios Ligerim, Secanam, Renum dederunt excursum. Quo timore compulsus rex Francie Karolus terram eis concessit ad habitandum, quam et hodie possident.  II. Imidlertid hærgede normannerne [= mænd fra nord] i [fransk & belgisk] Gallien og gjorde tog op ad floderne Loire, Seinen og Rhinen.  Grebet af frygt tilstod [Vest]-franken’s konge Karl [den enfoldige, 3. Charles le Simple, regent 898-922/23] dem land til beboelse, som de endnu har i besiddelse. 

Min oversættelse til nudansk. Den latinske tekst fra M.Cl. Gertz: Scriptores Minores Historiæ Danicæ (1917-18, Vol. I, Chronicon Roskildense, Cap. II., s.15).

Normandiets første hertuger:

Robert/Gongu-Hrolf/Rollo Ragnvaldsson, 1. Hertug (f.ca. 870, regent 912-927)
William I. Longsword, 2. Hertug (regent 927-942)
Richard I. The Fearless, 3. Hertug (f. 933, regent 942-996),
Richard II The Good/The Magnificent, 4. Hertug (regent 996-1027)
Richard III, 5. Hertug (regent 1027-1028)
Robert II The Devil/Le Diable, 6. Hertug (regent 1028-1035)
William The Bastard, efter Hastings ”The Conqueror” (f. 1027, regent 1035-1087)

Rollo’s svar ca. år 912 e.Kr. til frankerkongen hertug Rainold’s budbringere og vikingen Hastings, der boede i Chartres, da de ved floden Eure tilspurgte Rollo, hvad han ville dem:

"Vi er daner, vi er ligestillede fribårne. Vi er komne for at bortjage bønderne fra denne jord og vil skabe os et fædreland ved at underlægge os jeres land”.

(”Dani, ait, sumus, equali dominio fungimur, terrae huius colonos extirpare venimus, vestrae ditioni patriam subdere cupientes”. Vilhelm af Jumièges : Om danernes og normannernes oprindelse og bosættelse i Frankien, ca. år 1070 e.Kr.)

Svend I. Tveskæg’s (regent 986-1014) datter Estrid (Margaretha) blev år 1031 e.Kr. gift med Robert II The Devil som dog hurtigt forskød hende år 1032 e.Kr. Hun er bisat i Roskilde Domkirke. Estrid blev iøvrigt gift første gang med Ulf Jarl, iflg. Adam af Bremen Bog 2:LIV (s.117) jarl i England og statholder i Danmark, dræbt i Roskilde julen 1026, med hvem hun fik 3 børn, hvoraf en var den senere Kong Svend II. Estridssøn (ganske interessant tager denne konge efternavn fra mødrene side der klart var højeste byrd).

 

Da Svend I. Tveskæg i årene op til år 986 e.Kr. fordriver sin fader Harald I. Blåtand fra vore landskaber drager Harald til Normandiet med 60 skibe. Her tildeles han grevskabet Coutances ind til han havde opbygget sin hær og kunne forsøge at gentage tronen. Dette mislykkes som bekendt for Harald, og han bliver dræbt af Palna Toke på Jomsborg efteråret 986 e.Kr. Vi kan her se at Normandiet i samtiden, sammen med England, blev regnet for en del af vore landskaber, hvor rivaliserende tronpåkrævere opholdte sig i landflygtighed.1

1
Vilhelm af Jumièges: Om danernes og normannernes oprindelse og bosættelse i Frankien, ca. år 1070 e.Kr.)

 

Tidsrummet omkring Slaget ved Hastings i Danmark er i Kong Svend II. Estridsøn’s regeringstid (f. ca. 1019, regent 1047-1074). Netop i Svend Estridsøn’s tid sker mange (tilbage)skridt med den katolske kristendoms indførelse i Danmark. Danmark inddeles år 1060 e.Kr. i Bispedømmer/stift. Over 500 kirker blev bygget i tiden omkring år 1050 e.Kr. med ærkebispen siddende i Hamborg/Bremen. I år 1060 e.Kr. deler han Roskilde bispestol og udskiller Skåne. Han udnævner en italiener Egino til biskop og lod bygge en kirke bygge oven på den oprindelige offerkilde i Dalby. Biskop Egino blev også sendt til Rom for at få ærkebispesædet flyttet til Lund, men dette lykkedes ikke og Egino dør under tilbagerejsen.

Vi ved også at vikingetogene mod England standses efter år 1066 e.Kr. selvom Kong Svend år 1069 e.Kr. sender en flåde til England for at indsætte den retmæssige tronarving Edgar Æþeling (”Edgar the Outlaw” eller ”The Lost King”, ca. år 1051 – ca. 1126 e.Kr.) på tronen. De lod sig købe bort for nok den sidste Danegeld betalt fra disse landskaber.

Hvide-slægten fra Sjælland er allerede på Svend Estridsøn’s tid en stormandsslægt. Jeg viser senere at Absalon, der kom fra Hvide-slægten, er uigenkaldeligt personligt forbundet med Dannebrog under Vendertogene. Det kan derfor tænkes at det er gennem denne slægt at vi skal søge forbindelsen til de tidligste livkors-banner.

Absalon og Esbern Snare’s fader hed Asser Rig/Asker Ryg (1075-1151).

 

Kalkmaleri fra Fjenneslev Kirke af kirkens stifter dateret til år 1125-1150 e.Kr. Dette maleri må derfor vise Asser Rig og hustruen Inge, fader og moder til Absalon og Esbern. Som vi kan se på dateringen af kalkmaleriet er dette maleri ganske usædvanligt samtidigt. Hvis sagnet om kirketårnene er sand er kirken færdigopført efter år 1128 e.Kr. Kilde: www.kalkmalerier.dk

 

Udover Fjenneslev Kirke grundlagde han også, med sine brødre, Sorø Kloster, hvor han tilbragte sine sidste år som munk.

Han var søn af Skjalm Hvide (d. 1113). Vi ved at Skjalm Hvide deltager som høvding/høvedsmand over Sjælland med Kong Svend II. Estridsøn i søslaget ved Niså august år 1062 e.Kr. og Saxo skriver at han og hans mænd udviste tapperhed.

Slaget ved Niså august år 1062 e.Kr. føres mod Harald Hårderåde/ Haraldur hardrada Sigurðarson og vi får alvorlige klø. Det er derfor helt uden for tvist at forholdet mellem Kong Svend II. Estridsøn og Harald Hårderåde/hardrada har været fjendskab. Der indgås fredsaftale mellem Svend II. Estridsøn og Harald år 1064 e.Kr.

Det er samme Harald Hårderåde/hardrada, der tirsdag den 26. september år 1066 e.Kr. i Slaget ved Stamford Bridge uden for Jorvik (York) forsøger af tage Englands trone fra Harold Godwinson. Harald har Ravnefanen Landeyðan (ligger land øde) 1. Harald Hårderåde/hardrada falder i slaget og Svend II. Estridsøn gifter sig med hans enke Thora af Norge år 1068 e.Kr.

1 Se Heimskringla (Haralds saga Sigurðarsonar, kapitel 22).

 

Svend II. Estridsøn kan derfor meget vel have sendt tropper til William af Normandiet, der 3 uger senere deltager i Slaget ved Hastings lørdag den 14. oktober år 1066 e.Kr. og det er måske derfor at han som ”krigsbytte” gifter sig med Harald Hårderåde/hardrada’s enke Thora 2 år senere.

Vi skal her ligeledes komme ihu at kirken har enorm magt over Svend II. Estridsøn og opløser ca. år 1060 e.Kr. hans indgåede ægteskab med Dronning Gundhild, datter af Svend Jarl. Undskyldningen var at Svend II. Estridsøn var hendes halvonkel, og derfor for tæt beslægtet, men dette blev normalt brugt som undskyldning hvis den katolske kirke ønskede at gennemtrumfe sin vilje. Danmark har ej heller sit eget bispesæde og har måske ønsket at opbygge lidt kredit hos herremanden i Rom.

Det må så være en mulighed at sønnen Erik I. Ejegod på sin pilgræmsfærd til Rom år 1098 e.Kr., hvor han kan vise at faderen deltog på Hertug William’s side år 1066 e.Kr. og at han selv var på korstog mod Venderne År 1097 e.Kr. har gjort sig fortjent til at få Knud II. den Hellige helgenkåret og få flyttet ærkebispesædet fra Hamborg/Bremen til Lund. Måske er Dannebrog blevet givet til det nye ærkebispesæde i Lund år 1103 e.Kr.



Med væringer i Miklagarð år 1103 e.Kr.


Skjalm Hvide var også nært knyttet til Erik I. Ejegod (1056-1103, frillesøn af Svend Estridsøn), hvis søn Knud Lavard fra år 1102 e.Kr. i nogle år blev opfostret sammen med Skjalm Hvide's egne sønner Asser Rig og Ebbe Skjalmsøn.

År 1097 e.Kr. drager Skjalm Hvide med Erik I. Ejegod på hævntog mod venderne for at hævne broderen Aute, der blev dræbt af vendiske sørøvere fra Julin/Wolin under en rejse fra Falster til Sjælland. Han bliver høvding/høvedsmand over Rygen.

År 1098 e.Kr. drager Erik I. Ejegod på pilgræmsfærd til Rom. Her forsøgte han hos pave Urban II at få Knud II. den Hellige helgenkåret (skete år 1101 e.Kr.), samt at få flyttet ærkebispesædet fra Hamborg/Bremen til Lund (skete år 1103 e.Kr.), som faderen Svend II. Estridsøn forgæves havde forsøgt det. Erik I. Ejegod døde 10. juli år 1103 e.Kr. under samme pilgrimsfærd, og ligger begravet i Chrysopotitissa klosterkirke i Paphos på Cypern.

 

chap28-3-10.jpg

Væringer i Miklagarð ca. år 1081-1118 e.kr.
Fra Ioannis Skylitzis Krønike fra Biblioteca Nacional, Madrid (Bibl. Nac. vitr. 26-2) dateret til ca. 1100 tallet e.kr. Ioannis Skylitzis havde titlen ”kouropalates” og arbejdede under Kejser Alexios I. Komnenos (regent 1081-1118) til Miklagarð.
Han skrev ca. i slutningen af 1000 tallet e.Kr.
Billedkilde:
www.geocities.com/indunna/skylmiltary. Tak til Søren Knudsen for henvisningen til denne kilde.

 

I afsnittet "Sværddans" viser jeg at der beviseligt er "væringer" i den byzantinske hær under Kejser Justinian I. (482/3-565 e.Kr.). Vi hører om dem som livgarde for den armenske general Narses (Nerses), leder af byzans væbnede styrker, under et slag mod perserne i bjergbyen Anglon i Armenien år 543 e.Kr. De kaldes på dette tidlige tidspunkt for ErilaR (Jarl) æt ("Eruli" på latin).

Vi ved fra krøniken "Annales Bertiniani", at der år 839 e.Kr. under Kejser Theophilos (regent 829-842) findes væringer i Miklagård, og at disse kaldes ”Rhos” (Rus) (se afsnittet "Garðaríki", underafsnit "År 862 e.Kr."). De er en del af den byzantinske flåde under Kejser Konstantin Porphyrogennetos (Regent 912-959 e.Kr.) og deltog i angrebene mod Kreta år 902 og 949 e.Kr., samt land-invasionen af Syrien år 955 e.Kr. 1

1 Benedikt S. Benedikz: The Origin and Development of the Varangian Regiment in the Byzantine Army” (Byzantinsches Zeitschrifte 62, 1969, s. 23-245)
Sigfus Blöndal & Benedikt S. Benedikz: The Varangians of Byzantium (1978, s. 21, 27, 30, 37-38)

 

Laxdæla Saga (kap. 73), skrevet ca. år 1245 e.Kr., giver os en aldeles glimrende beskrivelse af den islandske ungersvend Bolli Bollason, født ca. år 1006 e.Kr., der i tiden under norskekongen Olaf II Haraldsson (Regent 1015-1028) drager til Miklagård og bliver optaget i Væringe-garden:

”Vi har ikke hørt frasagn at nogen "norðmaður" 1 har været i krigstjeneste hos Gårdskongen før Bolli Bollason. Han forblev i Miklagård i mangfoldige vintre, og blev regnet for den stærkeste mand i alle henseender og gik altid ved siden af den der gik forrest. Væringerne havde høje tanker om Bolli medens han var i Miklagård”.

Bolli Bollason vendte hjem til Island med et hårdt optjent omdømme. Han har uden tvivl dannet skole for mange efterfølgende slægtleds ønske om rigdom og berømmelse udenlands.

1 Der menes her fra "Norge, Island", hvis landskaber i samtiden er fuldskabte; i lov og i identitet. Alle er vidende om at danske og engelske, og fra slutningen af 1000 tallet e.Kr. ligeledes mænd fra det nye Svearige, i mange slægtled har været lejesoldater i bystaten.

 

Efter Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. har normannerne kontrol med England, Normandiet og fra 1100 tallet e.Kr. kolonierne på Sicilien og Bardulos på syd østkysten af Italien. Alle afbildningerne i Ioannis Skylitzis Krønike er gjort i en stil identisk til normanner kunsten på Sicilien. Væringe-garden opløstes ved Miklagarð’s fald år 1204 e.Kr.

Kong Erik I. Ejegod (regent 1095-1103) besøgte under sin pilgræmsfærd livgarden år 1103 e.Kr.

Ludvig Holberg: Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat (1749, Cap. I. Om den Danske NATIONS Art og Egenskab, s. 7) beretter om det berømte besøg til Miklagarð og væringerne af Kong Erik I. Ejegod:

"..., saaledes bevidner den ubekiendte Autors Skrift om de Danskes Tog til det hellige Land. Da Kong Erich kom til Constantinopel, begierede de Wæringiar, at see og tale med deres Konge, hvilket Keyseren tilstod dem, og lod hente nogle Udtolkere, som kunde forklare deres samtale med Kongen, hvilken bad dem først sidde ned, og siden begyndte at tale, og viise dem, hvad stor Ære de havde indlagt udi fremmede Lande; at de, som Udlændige, herskede over Landets egne Indbyggere, og at Keyseren betroede dem sin egen høye Person. Han erindrede dem, at, naar de sloges mod Fienden, de da aldrig skulde flye, men agte deres Ære meere end deres Liv. Han lovede, at, naar de komme tilbage igien, skulde de blive belønnede efter deres Fortieneste, dersom de satte Livet til med Ære udi Keyserens Tieneste, skulde deres Venner og Slegtinge ansees og agtes for deres Skyld. Denne merkelige Tale findes antegnet udi Saxonis Danske Krønike".

Saxo: Gesta Danorum (Bog 12.7.1-3 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 2. del, Bog XII: 47-48) beskriver Kong Erik I. Ejegod 's besøg hos Kejser Alexios I. Komnenos således:

[1] Interea Ericus petitam navigio Rusciam terrestri permensus itinere, magna Orientis parte transcursa, Byzantium veniebat. [2] Quem imperator nequaquam urbe excipere ausus, extra moenia tendere iussum hospitalitatis officiis prosequebatur, ratus religionis simulatione dolum intendi. [3] Siquidem famam eius ac magnitudinem suspicione insecutus, impensis eum quam moenibus fovere maluit. [4] Ad haec Danos summa a se familiaritate cultos eadem suspicionis occasione notabat, perinde ac maiorem patrii regis quam stipendiorum suorum respectum acturos. [5] Inter ceteros enim, qui Constantinopolitanae urbis stipendia merentur, Danicae vocis homines primum militiae gradum obtinent, eorumque custodia rex salutem suam vallare consuevit. [6] Nec imperatoris Ericum opinatio fefellit. [7] Verum re dissimulanter habita, venerandorum sacrorum gratia civitatis introitum expetivit, praefatus maxime se eo loci celebrandae religionis amore perductum. [8] Imperator, collaudato petentis studio, postero se die postulationi responsurum promittit.

[1] Interea, qui ex Danis Graecorum militiam secuti fuerant, imperatore adito, regem suum consalutandi potestatem efflagitant, permissisque segregatim egredi iussum, ne simul omnium animos una regis hortatio caperet. [2] Subornaverat enim imperator utriusque vocis peritos, per quos eorum Ericique colloquia disceret. [3] Primum itaque, consalutato rege, considere iubentur. [4] Tum ille fari exorsus docet Danos Graecorum stipendia merentes iam dudum honoris arcem virtutibus impetrasse, indigenis exsules imperitare multoque foris quam domi feliciores exsistere. [5] Ad haec imperatorem eorum fidei capitis sui custodiam credere, eumque praelationis usum non tam ex eorum meritis quam ex illorum, qui eos Graecorum militiam coluissent, virtute progenitum. [6] Quapropter magnopere iis curandum esse, ne plus temulentiae quam sobrietatis studiis indulgerent, susceptae militiae melius affuturi, si neque se vino neque regem sollicitudinibus onerassent. [7] Fore autem, si frugalitatis normam deseruissent, ut militiam segnes, iurgia alacres exsequerentur. [8] Monuit quoque, ne manum cum hostibus conserturi maiorem vitae quam virtutis curam agerent neve mortem fuga praecurrerent aut salutem suam ignaviae praesidio tuerentur, promittens se, cum primum in patriam redissent, fidelem eorum operam beneficiis pensaturum; quod si viriliter dimicantes spiritum in acie profudissent, propinquos eorum ac necessarios honore prosecuturum. [9] His atque consentaneis modis universos affatus, propensam Danorum fidem Graeciae conciliavit.

[1] Cuius rei imperator per subornatos certior factus, falso Graecis sapientiae praerogativam ascribi inquit, quod ducis fidem notassent, cuius gentem totius alienam perfidiae cognovissent; siquidem ex probatissimo popularis constantiae experimento regiae fidei habitus aestimari poterat. [2] Cumque eum religioni potius quam fraudi intentum aspiceret, urbe exornari iussa ac plateis cultius stratis, dextera manu venerabiliter exceptum ad curiam et palatium usque magno cum omnium tripudio triumphantis more perduxit, et cui suspicionem immerenti inflixerat, honorem, quo maior ab homine praestari non poterat, erogavit.

Imidlertid drog Erik til Skibs til Rusland, hvorfra han over Land drog gjennem dette Rige og en stor Del af Østerleden, til han naaede Byzanz. Kejseren turde ikke lade ham komme ind i Byen, thi han troede, at Kongen havde Svig i Sinde, og at Pilgrimsfærden kun var et Skalkeskjul, derfor bød han ham slaa Lejr uden for Murene og beværtede ham dér. Han havde ham nemlig mistænkt formedelst det Ry, der gik af ham, og formedelst hans Storhed, saa han vilde hellere koste noget paa ham end aabne Byens Porte for ham. Danskerne, som ellers var i høj Gunst hos ham, fattede han ogsaa Mistanke til ved samme Lejlighed og frygtede for, at de vilde sætte Hensynet til Kongen i det Land, de havde hjemme i, over Hensynet til ham, som de kun tjente for Sold.

Blandt dem, der gjør Krigstjeneste i Byzanz, indtager Danskerne nemlig den første Plads, og Kejseren plejer at betro sit Liv og sin Velfærd til dem som sin Livvagt. Erik forstod godt Kejserens Mening, men han lod som ingenting og bad blot om at maatte faa Lov til at komme ind i Byen for at forrette sin Andagt i Kirkerne, eftersom det udelukkende var Kjærlighed til Religionen, der havde drevet ham til at besøge saa helligt et Sted. Kejseren roste hans fromme Iver og lovede, at han skulde faa Svar paa sin Begjæring næste Dag. Imidlertid gik de Danskere, der var traadt i græsk Tjeneste, til Kejseren og bad, om de maatte gaa ud og hilse paa deres Konge; det gav han dem Lov til, men han bød dem gjøre det hver for sig, for at Kongen ikke ved sin Tale skulde bedaare og forlokke dem alle paa én Gang. Kejseren havde ogsaa lejet Folk, som kunde baade Dansk og Græsk, til at meddele ham, hvad de og Erik sagde til hinanden. Da de havde hilst paa Kongen, og han havde budt dem tage Sæde, tog han til Orde og sagde, at de Danske, der var gaaet i græsk Tjeneste alt for længst havde opnaaet den største Ære ved deres Dyder; skjønt de var fremmede, herskede de i Virkeligheden over Landets Børn, og de havde det meget bedre ude end hjemme i deres Fædreland. Derhos havde Kejseren betroet sit Liv i deres Trofastheds Varetægt, og den Udmærkelse skyldtes ikke saa meget deres egne Fortjenester som deres Dyder, der havde været i græsk Tjeneste før de. Derfor burde de i høj Grad lade sig det være magtpaaliggende at føre et ædrueligt Levned og ikke hengive sig til Drukkenskab, thi de vilde passe deres Tjeneste bedst, naar de lod være at fylde sig med Vin og ikke gav Kejseren Anledning til Bekymringer, derimod vilde de blive dvaske til deres Tjeneste og raske til at yppe Kiv og Strid, hvis de ikke holdt sig inden for Ædruelighedens Grænser. Han lagde dem ogsaa paa Sinde, at de, naar de skulde slaas med Fjenden, burde lægge mere Vind paa at være tapre end paa at bjærge Livet, ikke søge at undgaa Døden ved at fly eller at slippe uskadt igjennem ved at være fejge; naar de en Gang igjen kom hjem til Danmark, skulde han nok lønne dem for deres tro Tjeneste med Velgjerninger, lovede han, og maatte de lade Livet, medens de kæmpede tappert i Slaget, skulde han vise deres Frænder og Paarørende al Ære. Saalunde og paa lignende Maade talte han til dem alle og opmuntrede dem til at være den græske Kejser oprigtig tro og hengivne.

Da Lejesvendene nu meldte Kejseren dette, sagde han, at det var med Urette, at der blev gjort saa meget Væsen af Grækernes Kløgt, eftersom de bar Mistanke til en Konge, hvis Folk de havde saa mange Erfaringer for var uden Svig; man kunde danne sig en Forestilling om Kongens Retsindighed efter de ypperlige Prøver, man havde set paa hans Folks Trofasthed og Bestandighed. Og da han nu skjønnede, at det var Fromhed og ikke Svig, der drev ham, bød han, at Byen skulde smykkes, og at der skulde bredes Tæpper paa Gaderne, hvorpaa han selv med stor Ære tog imod ham og under almindelig Jubel gik Haand i Haand med ham op til Slottet, hvor han holdt Hof, som om han førte ham i Triumf, og viste saaledes den, som han med Urette havde næret Mistanke til, saa stor Ære, som det var noget Menneske muligt.

Knytlinga Saga (kap. 81) fra ca. år 1250 e.Kr. skriver om besøget: "Eiríkr konungr fór, þar til er hann kom til Miklagarðs. Í þenna tíma var Álexis Girkjakonungr;" (Kong Erik fór til han kom til Miklagård. På den tid var Alexis Græker-konge; [= Alexius Comnenus, Regent 1081-1118]).

 

Den retmæssige tronarving til England, Edgar Æþeling (”Edgar the Outlaw” eller ”The Lost King”, ca. år 1051 – ca. 1126 e.Kr.), menes at have været væring fra ca. år 1098 e.Kr. Han har derfor hilst på Erik I. Ejegod ved denne lejlighed.

Vi ser helt tydeligt en afbildning af Dannebrog med ravne-styrevinger. Dette banner er identisk til Kong Valdemar I. Den Store (1154-1182)’s banner (se senere) og Dannebrog fra Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. Ligeledes er krigerens runde skjold rød-farvet, der igen antyder at personen er fra de dansk-norske landskaber. At skjoldet er rundt, og ikke de i samtiden nye dråbe-formede skjolde (se nederst til højre), som vi ser hos normannerne fra år 1066 e.Kr., er endnu et tegn på at personen er fra De Gamle Kongeriger. Der er ganske enkelt for mange sammenfaldende omstændigheder, med væringer og Kong Erik’s samtidige besøg, til at denne afbildning af Dannebrog kan være andet end en af de tidligste afbildninger af Dannebrog.

Det må være dette Dannebrog Kong Erik I. Ejegod gør brug af på Vendertoget ca. år 1101 e.Kr., jvf. Knytlinga Saga (kap. 76) fra ca. år 1250 e.Kr.

Síðan lét Eiríkr konungr bera fram merki sín

Siden [=dernæst] lod Kong Erik bære frem sit mærke

Min oversættelse til nudansk.

 



Svend, Knud og Valdemar år 1131-1157 e.Kr.




Taflbrikker1135-1150.jpg

Kongens hird i taflbrikker gjort af hvalrostænder ca. år 1135-1150 e.Kr. Fundet på Isle of Lewis, den nordligste af øerne på Hebriderne, der faldt under kontrol fra Norge. De 78 fundne brikker (93 dele ialt) (8 konger, 8 dronninger, 16 biskopper, 15 riddere, 12 tårne og 19 bønder er muligvis fra 4 sæt skakspil, der i samtiden har været helt nyt. Som det tydeligt fremgår fra skjoldene på hirden er visse af disse udformet som det kristne banner. Da brikkerne blev fundet var nogle af brikkerne farvet røde, hvorfor det antages at felterne i brættet har været røde og hvide. Ifald dateringen af brikkerne er korrekt til ca. år 1135-1150 e.Kr. og gjort i Norge er der kun ét banner disse brikker kan vise, og det er Dannebrog. Se afsnittet ”Cyningtaefl eller Hneftafl – det strategiske brætspil”.
Kilde: John Grant: Viking Mythology, 1990 (s. 72). National Museum of Scotland og The British Museum (The Lewis Chessmen).

 

Kong Erik I. Ejegod (1056-1103)’s sønner, Erik II Emmune (1090-1137) og Knud Lavard 1 (1096-1131), voksede op medens deres onkel Niels var konge (regent 1104-1134). Begge var i stridsmål om arveret til den danske trone med Kong Niels’ søn Magnus Den Stærke (1106-1134). Magnus dræbte en ubevæbnet Knud Lavard onsdag den 7. januar 1131 e.Kr. i Haraldsted Skov 2. Ugen efter fødte Knud Lavard’s kone, Ingeborg Mstislavna, Valdemar I. den Store 3.

1 Hlaforð” (oldnordisk og oldengelsk) eller ”brødgiveren”, der bliver til den angelsaksiske titel ”Lord” i betydningen ”herre eller den der passer på brødet”.
2
Nord for Ringsted. Knud Lavards Kapel kan ses der i dag.
3 Prinsesse og datter til storprins Mstislav Harald Vladimirovich (1076-1132) fra Hólmgarður (Novgorod) i Garðaríki.

 

Erik II. Emune fik sønnen Svend 3. Grathe (1127-1157). Han valgtes til konge over Sjælland og Skåne år 1146/47 e.Kr.

Magnus fik sønnen Knud 3. Magnussøn (1128-1157): Han valgtes til konge over Jylland og Fyn år 1146/47 e.Kr.

Valdemar I. (1131-1182) den Store bliver med-konge i år 1154 e.Kr. og enekonge i år 1157 e.Kr.

I 1154 e.Kr. slår Knud og Valdemar sig sammen mod Svend. Svend bliver fordrevet, men 6. august 1157 e.Kr. indgås et forlig på Falster 1 om tredeling af magten (Knýtlinga Saga s. 322). Dette forlig bliver dog hurtigt brudt 3 dage senere under gildet der skulle fejre forliget. Under gildet, 9. august 1157 e.Kr., der nu kaldes ”blodgildet” i Roskilde, forsøgte Svend at dræbe såvel Knud, som Valdemar.

1 Helmold skriver Lalande, dvs. Lolland (kap. 84, s. 218)

 

Knud blev dræbt men Valdemar slap væk hårdt såret i sit ene lår. Knýtlinga Saga (kap. 115) forklarer os Valdemar får en hest af Peter Thenja (Pétr þenja) og de rider begge til Ramsø 1, hvor Absalon og dennes svoger Peter støder til. Herfra rider de samlet til Buetorp 2, hvor de atter mødes af flere af deres folk. Herfra til Freysmose 3, hvor Esbern Snarre (Ásbjörn snara) støder til. Esbern Snarre skaffer skib i Vikingevad 4 og herfra drager de over sundet 5. Ved ankomsten til Jylland drager de direkte til Viborg Thing (Vébjargaþingi). Valdemar holdt her en tale for de forsamlede på Thinget i Viborg, vor nordlige hovedstad, og fremviste sine endnu friske sår.


1 "Ramsjóvar", i dag Ramsømagle/Ramsølille, dvs sydpå mod Køge.
2
"Búaþorps", i dag Borup, dvs. mod sydvest fra Ramsø.
3 "Freysmosa". Valdemar og Absalon er på vej vestpå mod slægtsgården i Fjenneslev, hvor Esbern Snarre nok opholder sig. Herfra svinger de mod nord mod Skippinge.
4 "Víkingavöðum". Et vadested i Skippinge Herred.
5 "yfir sundit", dvs. Kattegat da sejladsen er direkte til Jylland. De ankommer til "Jóluhólma" (Jule-holmen), dvs. Juelsminde, og har derfor foretaget en breddegradssejlads mellem Sjælland og Jylland - den eneste vis at sejle på i samtiden uden land-i-sigte.

 

Efter 26 år med borgerkrig og 10 års kivsmål om arveret mellem Svend, Knud og Valdemar kommer afslutningen med Slaget på Grathe Hede onsdag den 23. oktober 1157 e.Kr. mellem Kong Valdemar I. Den Store og Kong Svend 3. Grathe. Grathe Hede ligger ved Hærvejen og vandskellet midt i Jylland 25 km syd for Viborg. Herfra løber åerne mod vest til Vesterhavet og mod Øst til Kattegat. Slaget vindes af Valdemar og Svend bliver dræbt 1 af Svenmar Retilsøn under et flugtforsøg efter slaget. Deres respektive tilnavne kommer fra dette slag.

1 Iflg. Knýtlinga Saga s. 330 iført præsteklæder.

 

I Knýtlinga Saga hører vi at Kong Valdemar I. den Store natten før slaget på Grathe Hede i en drøm så sin fader Knud Lavard, som bad ham give agt for en ravns flugt og opstille sin fylking (slagorden) hvor ravnen slog sig ned. Valdemar fulgte rådet og vandt sejren.

Knýtlinga Saga (s.329-330) siger:

”Der ligger du, min Søn! Sagde han, ”og er meget bekymret for, hvad Udfald dit skifte med kong Svend vil faae; bliv kun ved godt Mod!” sagde han, ”thi du har Retten paa din Side; læg nu nøie Mærke til, hvad jeg siger dig, min Søn! Thi det er ikke falskt, hvad der bæres dig for: naar du vaagner, vil du see en Ravn flyve, og du skal nøie lægge Mærke til, hvor den sætter sig ned, thi hvor Ravnen sætter sig, der skal du opstille din Fylking, og vil da Gud give dig Seier”.

Denne beretning i Knýtlinga saga om ravnen i forbindelse med et slag tyder på at Valdemar I. den Store i dette slag 23. oktober 1157 e.Kr. havde en Ravnefane som sit banner.

Knýtlinga saga (s.330) forklarer os at Ribe-Ulf er bannermester for Kong Svend. Ribe-Ulf falder og banneret bliver nedhugget.

Som prins blev Valdemar I. den Store opfostret hos Skjalm Hvide’s søn, Asser Rig, sammen med dennes søn Absalon (1128-1201) og tvillingebroderen Esbern (1128-?). Absalon studerede i Paris og vendte hjem år 1156 e.Kr. hvor han bliver Valdemar’s rådgiver i kirke og udenrigspolitik ligesom han klart var hærleder og feltherre.

Efter Slaget på Grathe Hede 23. oktober 1157 e.Kr. gennemtrumfede Valdemar I. den Store at barndomsvennen Absalon år 1158 e.Kr. bliver udnævnt til biskop i Roskilde stift. Jobbet var ledigt da biskop Asser døde 28. april 1157 e.Kr. 1

1 Össur erkibiskup” i ”Magnúss Saga Blinda og Haralds Gilla” (Heimskringla).

 

Søren Bøgvad Kretzschmer har forklaret mig at i Klosterkirken i Sorø på Absalon museet kan man læse at Absalon bliver udnævnt til biskop på Valdemar I. den Store’s 27-årige fødselsdag tirsdag den 14. januar 1158 e.Kr.

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk