Gudshuset fra Miðgarð

Bygning af templer i Kina kan spores tilbage til 1.000 f.Kr. (Zhou dynastiet). Digte fra 500 tallet f.Kr. nævner Gudshuse bygget af stolper gjort af fyr og cypres.

Under det Tidlige eller Vestlige Han dynasti (år 206 f.Kr – år 9 e.Kr.) byggedes enorme bygninger og dette blev basisformen efter hvilken alle templer eller Gudshuse blev bygget fremefter, uanset hvilken religion de repræsenterede. Da Buddhismen ankommer til Kina i det 1. århundrede e.Kr. tilgår der udformningen indflydelse fra den indiske stupa tempelform og pagode-formen, her forstået som et tårn af overhængende tage, vinder frem.

I den taoistiske verdensforståelse indgår 5 hovedelementer i hvorledes verden formes; guld, træ, vand, ild og jord. Træ var derfor det udvalgte byggemateriale for templer fordi det var et af de 5 hovedelementer. Træhuse giver mennesket et tættere forhold til naturen, og uanset hvad man ellers mener om denne religion må dette vist siges at være fuldt ud korrekt.

En anden speciel indflydelse fra Taoismen er de opadvendte tagudhæng, der i Buddhismen beskytter mod onde ånder, og i Taoismen symboliser vinger og muligheden for at flyve. Oprindelsen til begge forståelser er ganske sikkert den samme.

Det i denne sammenhæng vigtige er at den karakteristiske opadvendte krumbøjning på tagudhænget er en senere tilføjelse til tagudhænget.

Viser dette nærbillede taget på et Gudshus fra Norge eller et tempel fra Kina?

Det rationelle i tagudhænget var at det skulle beskytte mod sol, regn og slud. Netop denne filosofi er yderst spændende fordi det tagudhæng der omkranser midtrummet i en norske stavkirke kaldes ”svalgang” (”svalegang” på nudansk) fra det oldnordiske ”svalir”, der betegner ”en udbygning eller gang udenpå et hus med tag over”. Ordet ”svali” på oldnordisk betyder, som på nudansk, ”at køle sig”. Der er ikke mange dage om året i vore nuværende landområder, der gør det nødvendigt at have en afkølende gang omkring en helligdom. Mit vurdering er derfor at hele denne bygningsforståelse oprinder fra hvorfor kinesiske håndværkere udviklede det nederste tagudhæng som beskyttelse mod solen.

Efter Buddhismens ankomst kaldes templer for ”sì” (Pinyin). Ordet ”sì” blev oprindeligt benyttet som en betegnelse for paladser under Qin dynastiet (mellem 221-206 f.Kr.), og navnet overgår til templet for at vise respekt for den nyankomne religion.

Overgangen fra trætempler til sten sker i takt med at antallet af overhængende tage øges fra 3 (300 tallet e.Kr.) til 5 (500 tallet e.Kr.). Dette sker for at kunne øge højden af bygningen. Vi kan med sikkerhed sige at alle templer op til 300 tallet e.Kr. blev gjort udelukkende i træ.

Taget på et kinesisk tempel er så specielt at når vi ser det, i Kina eller på Pagoden i Tivoli, er vi alle klar over oprindelsen. I virkeligheden finder vi samme tag fra Burma til Japan, og det kinesiske tempel er standardformlen for et tempels udseende i hele Asien.

Ved første øjekast kunne dette være en stavkirke i en dal i Norge.
Billedet viser et tempel i bjergene i Wu Tai Shan, det nordvestlige Kina.
Kilde: Sacred Mountains of China, www.sacredsites.com/asia/china/sacred_mountains.html

Tempelbygninger, Wu Tai Shan (”Wu Tai” betyder ”5 flade toppe”), Shanxi provinsen, det nordvestlige Kina.

Tempel bygget udelukkende af bronze, hvorefter det enten er malet eller forgyldt. En del af Xiantong Si templerne, Kina. Var det således vore høvdingers store hal blev tækket? Om Heorot havde forgyldt spån eller kobbertag skal jeg lade være usagt. Vi ved at Det Gyldne Segl – Vejrfanen blev gjort af forgyldt kobber og sat i stavn eller mastetop på Drageskibet. Bemærk i øvrigt de beskyttende dragehoveder, der beskytter templet. Dragehovederne på de norske stavkirker er identiske, tjener samme formål og har samme oprindelse. Kilde: http://www.doncroner.com/China/Wu-Tai/Wu-Tai.html

Hopperstad stavkirke, Vik sogn. Dateret til sidste del af 1100 tallet e.Kr.
Vi bemærker de 4 dragehoveder, der med ryggen til forsvarer helligdommen.
Kilder: Grundoplysninger fra Jørgen Jørgensen: http://home.online.no/~jorgenj/
Billedet taget af T.V. Stenersen, 27. juni 2003.  

Nan Chan Si, hvor ”Si” betyder ”tempel”, Wu Tai Shan, Shanxi provinsen, det nordvestlige Kina. Vi ser her selve hallen. Templet er åbenlyst restaureret, i hvilken grad ved vi ikke. Templet blev bygget i år 782 e.Kr. under Tang dynastiet (618-906 e.Kr.) og er det tidligst kendte nuværende eksempel på et tempel bygget af træ. Vi genser igen de to beskyttende drager på toppen af gavlen, identisk til placeringen på norske stavkirker. Som på det forgyldte bronzetempel i Xiantong er tagudhængets krumbøjning langt mindre end vi ser senere, og derfor sikkert tættere på hvorledes tagene oprindeligt tog sig ud inden den buddhistiske indflydelse bliver større.
Kilde: Huntington Archive Image Scan C9011, 1982.

Foguang Templet, 30 km fra Tai Huai, Kina. Dateret til nogenlunde samtidig med Nan Chan Si, dvs. 7-900 tallet e.Kr. og igen et eksempel på et tempel gjort i træ. Vi genser igen de to beskyttende drager på toppen af gavlen, identisk til placeringen på norske stavkirker. Tagudhængets krumbøjning er igen langt mindre end vi ser senere.

”Ancient tombs of ”Laowai” found". Overskriften i den engelsksprogede China Daily 7. juni 2005. Ordet ”Laowai” betyder ”fremmede” og betegner for en kineser en indoeuropæer. Gravstedet er i den gamle by Xi’an i Shaanxi provinsen i det nord-centrale Kina. Der er fundet inskriptioner med såvel kinesiske skrifttegn, som på sogdiansk (indoeuropæisk dialekt). Alene dette gør at historien er ved at blive skrevet om da Sogdiana ligger ekstremt længere mod vest omkring Samarkand, Uzbekistan. 2.5 km syd for dette gravsted blev i 2000 og 2004 fundet to andre grave med adelsmænd fra Sogdiana dateret til år 579 (personen An Jia/An Qie) og 571 e.Kr. (personen Kang Ye, der iflg. den fundne inskription var "ud af den kongelige æt fra Kang, kongerne af Samarkand").

Sten-kisten ovenfor (L: 2.46 m. B: 1.55, H: 1.58 m) blev lavet af de 3 sønner til den 87-årige Wirkak (”Shi Jun” i kinesiske skrifttegn, hvor "Shi" er et landskab i Sogdiana). Inskriptionerne på stenkisten forklarer os at Wirkak’s forfædre kom fra Kish (i dag Shahr-i-Sabz, Uzbekistan). Han blev af kineserne givet titlen ”Sabao af Kachan” (i dag Guzang/Liangzhou). Wirkak’s titel er fra det sogdianske ”sartapao”, ultimativt fra sanskrit ”sârthavâha” med betydningen ”karavane-leder”, som vi sikkert skal opfatte som ”storkøbmand”.

Hans kone, Wiyausi, var ligeledes af indoeuropæisk æt fra Sogdiana. Hendes efternavn i kinesiske skrifttegn var ”Kang” ("Kang-keu" er ligeledes kinesisk for et landskab i Sogdiana), og hun døde 1 måned efter sin mand år 579 e.Kr.

Det mest spændende ved kisten, udover et væld af billeder fra Zoroastrianism. er tagets udformning der, som man kan se, er identisk til både vore egne og de kinesiske templer. Her ser vi et eksempel på at den kinesiske byggeskik af templer er blevet overtaget af en indoeuropæisk lokalkonge da kisten er udformet som en tro kopi af et helligsted. Der er spor af at sten-kisten har været malet og forgyldt.

Kilder: Billederne fra China Daily taget af Bent Hansen og tilsendt med tak. To af billederne er fra ”From Sarmarkand to Chang’an: Cultural Traces of the Sogdians in China and Kaogu (2004.7).
Albert E. Dien, Professor Emeritus of Asian Languanges, Stanford University. Foredrag givet 16.2.2006.
Bulletin of the Asia Institute, Michigan, USA

Et af de udskårne stenpaneler fra rygdelen af An Jie (An Qie)’s Dødsleje (Mortuary Couch) fra Xi’an dateret til år 579 e.Kr. Han var fra Sogdiana og derfor indoeuropæer, hvad også fremgår af afbildningerne. Han havde den kinesiske titel ”sabao” der her skal opfattes som ”leder af kolonien”. I afbildningen ovenfor ser vi formentlig den indoeuropæiske lokalkonge selv under et identisk tag, der her synes at fungere som en slags permanent tronhimmel. Taget er klart fremstillet med opgaven at helliggøre stedet, og vi ser de to beskyttende indadvendte drager på gavlen. Det er ganske sikkert her An Jie (An Qie) har modtaget undersåtter og besøgende gæster i audiens, samt afgjort retssager. Måske har stedet samtidigt haft en opgave som hans personlige helligdomshus.
Billedkilde: efter Wenunu, 2001.1 og Dr. Annette L. Juliano: Chinese Pictorial Space at the Cultural Crossroads (2003).

Fra College of Environmental Design, Department of Architecture, UC Berkeley, San Francisco, Californien (Architecture Slide Library, Architecture 170A, Fall 1995 James Study Aid 19) har jeg hentet følgende oplysninger om den oprindelige kinesiske arkitektur af templer.

Den oprindelige kinesiske arkitektur for templer var baseret på en træramme. Det store rum (hallen/salen), midtrummet i helligdommen, kaldes for ”tíng” (Pinyin). Det virker bemærkelsesværdigt udover det vanlige at midtrummet i helligdommen på kinesisk skulle have netop navnet ”tíng”, der på oldnordisk og oldengelsk gennem ”þing” oprindeligt betød alene ”møde, samlingssted”. Spærkonstruktionen kaldes på kinesisk ”tái liáng” (Pinyin) - direkte "tag-bjælke, tag-bro, tag-spær". Samme ord på oldnordisk er ”taklag” eller ”þaklag” og det ved vi fordi den ceremoni der blev afholdt, og afholdes, når spærkonstruktionen er gjort kaldtes ”Taklagsöl” (taglovsøl).

Fra oldengelsk ”þæc” (tag, tække) kaldes et ”tag” på forn-kinesisk ”dåk”, i dag ”tái” (Pinyin) ¹. Det oprindelige billedtegn er sammensat af en firkant forneden, billedtegnet "kǒu" (Pinyin), hvis betydning er ”mund, åbning” (billedtegnet kan ses i afsnittet ”At riste lyde” under ”*ingwaR, Ing”-runen).

¹ se Julius Pokorny: Indogermanisches Etymologisches Wörterbuch, 1959, s. 1013, stem ”(s)teg-, tāg-”) og Tsung-tung Chang: Indo-European vocabulary in Old Chinese (Sino-Platonic Papers, No. 7, January, 1988, s. 10).

Som vi ser i ”Maxims II” (sætning 36-37) fra ca. år 956-1066 e.Kr. med ”Duru sceal on healle, rum recedes muð” (Døren skal [være] i hallen, [som] rummets rummelige mund), opfattes stuehusets hoveddør, på såvel kinesisk som i urnordisk tanke, som ”rummets mund”.

Den øvre del af billedtegnet viser en opadvendt trekant, dvs. fysisk taget, ”sī” (Pinyin), der skal opfattes som ”privat, hemmelig”, dvs. identisk til at ordet ”tække”, på oldengelsk ”þeccan”, oprindeligt har betydningen ”at dække”, dvs. egentlig at skjule det overdækkede rum. Det er samme ord der på kinesisk ender op med at betegne paladser, senere templer.

Jeg har argumenteret for at folkevandringen mod vore nuværende landområder sker via det nordlige Estland ca. år 40-77 e.Kr. Jeg har ligeledes vist at vi har kontrol med det nordlige Estland fra år 446 e.Kr. og naturligvis endnu engang fra år 1219 e.Kr. Derfor er det umuligt at sige hvornår byggestilen og den identiske tagkonstruktion, som vist nedenfor, indføres. At der er en direkte forbindelse med vor egen, den estiske og den kinesiske stil er jeg ganske overbevist om er tilfældet.

Stråtag af traditionel byggestil i Estland .
Billedet er fra Muhu, Koguva Bygd i 1983.
Kilde: Tenno, Ann: Eestimaa Sared Ja Rannad, 1999 (s. 16).

Stråtag af traditionel byggestil i Estland .
Billedet er fra Hiiumaa (Dagø), Kassari.
Kilde: Ann, Tenno: Eestimaa Sared Ja Rannad, 1999 (s. 126).

Dværgene tækker gudshuset til os år 107 f.Kr.

Har vi nogle kilder der kan forklare os hvordan vi, oprindeligt et heste- og nomadefolk på stepperne uden fast bopæl, får kinesisk byggeskik ind i vore skikke på samme vis som vore langskibe kom det?

I afsnittet "Aa-sun folket" omtalte jeg den russiske naturforsker, Petr Petrovich Semenov, der i 1856-1857 rejste rundt i den ydre grænse af det russiske rige, inklusive omkring Balkhashsøen og Issy Kul (Ysyk Köl, Issyk-kol)-søen, og hvis rejsebeskrivelser ”Rejser i Tien’-Shan’” jeg har citeret fra. Russeren kalder Wu-sun-folket (Ver Asir/Danir) ”Usun” og siger specifikt, at det er det samme folk han omtaler. Lad os gentage hvad han beretter:

”Selvom Usun-folket var underlagt Hunnerne havde de ikke desto mindre deres egne meget magtfulde konger der havde titlen Kiun-mi (staves også kwan-me eller kwan-mo)...... Det var derfor i år 107 f.Kr. at det Kinesiske hof gav deres prinsesse i giftermål til Usunkongen med titlen ”kiun’-di”. Det første kinesiske palads blev bygget for denne dronning i Usunfolkets hovednomadelejr . Dette kongelige residens kaldte kineserne Chi-gu-chin, det vil sige ”Byen ved den røde dal”.

Vi ved med andre ord med fuld sikkerhed at kineserne byggede et palads i Wu-sun-folket’s nomadelejr, der har været vinteropholdsstedet. Da Wu-sun-folket er Ver Asir/Danir-folket, dvs. os, er her forklaringen på hvorfor de norske stavkirker, og formentlig vore oprindelige helligdomme/kirkja, fik den udformning de gjorde.

Den kinesiske prinsesse, der blev givet i giftermål, hed ”Liu Xijun/Xijun /Liu Hsi-chün”.

Hun genså aldrig sin hjemstavn. Et af hendes digte synes at være overlevet i hendes beretninger hjem. Fra Arthur Waley’s “Translations from the Chinese, a compilation" (1941) er min nudanske oversættelse af digtet som følger:

Jammer	Lamentation
Mit folk har mig bortgiftet i et fjernt hjørne på denne jord: Bortsendt mig til et fremmed land, til kongen af Wu-sun.	My people have married me in a far corner of Earth: Sent me away to a strange land, to the king of the Wu-sun.
Det runde telt 1 er min sal, dets vægge gjort af filt, tørkød min ene spise, maremælk2 min drik.	The round tent 1 is my palace, its walls are made of felt, dried meat is my only food, koumiss 2 is my drink.
Min drøm er om hjemvé, og mit hjerte smerter. O’ at være den gule svane der gensér sit hjemland!	Endlessly I dream of my country, and my heart is all bruised. Oh to be the yellow swan that returns to its homeland!

¹ ”Det runde telt” er sikkert den vinterbeboelse der i Sibirien kaldes en ”yurt”. I afsnittet ”Teltet” viser jeg at Herodot antyder at denne teltform er tidligere end det senere A-ramme telt. Det samme telt kender vi også som sameteltet ”goahti” (kåte), der er et rundt telt bygget omkring birkestænger. Det er et meget stort telt og benyttedes som vinterbopæl, dvs. det var bygget til at skulle stå over et længere tidsrum. Fordi ordet ”goahti” er identisk blandt alle nordlige folkeslag er denne telttype mindst fra 4.000 f.Kr.

² Det forekommer umiddelbart mærkværdigt at vi som et hestefolk ikke synes at have et ord for marens/hoppens mælk på hverken oldnordisk eller oldengelsk. Det kan kun skyldes at komælk allerede findes i vore landskaber og er den dominerende drik. Mit bud er at ordet vi benyttede på urnordisk er udledt af ”aswinan” (hestevin), der findes på old preussisk i denne form med betydningen "mælk fra en mare/hoppe". At ordet ”vin” er en del af drikkens navn skyldes at marens mælk, som hestens kød er mere sødt, indeholder mere sukker end komælk, og derfor har større indhold af alkohol. Endelig kræver det stor erfaring at kunne malke en mare/hoppe.

Goahti (kåte).

Billedkilde: www.karasjok.kommune.no/files/samiskskoleportal/skoleportal/0-web/norsk/05-01lavvu.htm

Knuthenborg, Lolland’s nye hal. Efter min mening et af verdens flotteste tage, gjort helt i vor oprindelige stil med tagudhæng og tækket med spån. Vi kan vort virke endnu. Billederne taget en våd regndag juli 2004.