Hearg, Vé og Stavkirker

I det der nu følger er det vigtigt for læseren at forstå at ordet for vore helligdomshuse ”kirkja” intet har at gøre med den importerede kristendom overhovedet, men er et urnordisk ord der findes i vort sprog ved ankomsten til vore nuværende landområder.

Lad os begynde med at efterse hvorvidt det oldnordiske ord ”gísl” i betydningen ”stråle” med rimelighed kan forbindes med en helligdom?

”Gísl” i betydningen af ”stråle” blev på normannerfransk til ”rai” der blev til det nu-engelske ord ”ray”. Etymologien fra det normannerfranske ord ”rai” henviser til solens varme, ikke solens lys, hvor ordet ”beam” brugtes og bruges. Vi kan ikke sige det fuldt ud, men det må være et rimeligt gæt at ”gísl” ligeledes har været en henvisning til solens varme. Dette synes bekræftet af at vi på oldnordisk har ordet ”sólargeisli” med betydning af ”solstrålen” og ”sólarljós” i betydning af ”sollyset”.

Det tilsvarende sarmatiske ord for ”stråle, solstråle” er ordet ”*kir-”, og sarmatiske afbildninger bugner med brugen af solstråler, specielt i forbindelse guder, livet og frugtbarhed. Sproget ”Sarmatisk” er bl.a. proto-nordisk.

Ovenfor vises et sarmatisk symbol der består af tre dele: Korset, romben/kvadranten og solstråler. Sarmaternes, bl.a. Ver Asir/Danir -folket, tegn for ”livet” var et korstegn. Romben er, som "*IngwaR, Ing"-runen, et frugtbarhedssymbol, forbundet med Freyr og verdenstræet. Solstrålerne varmer på romben/Freyr. Det samlede tegn gengiver verdenstræet, forbundet med Freyr og solens varme, hvis samlede kraft medfører gode afgrøder.

Det sarmatiske ord ”*kir-” synes umiddelbart at ligge ganske langt borte fra det oldnordiske ord for ”stråle, solstråle.”

Ordet ”kirke” er fra ”kirkja, cirice, kirk” (oldnordisk, oldengelsk). At ordet er ens på oldnordisk og oldengelsk antyder at ordet var i brug før udvandringen til de nye kongeriger i Britannien fra år 446 e.Kr. dvs. mange hundrede af år før kristendommen når frem til det nordlige Europa.

Hvor Bibelen skriver ”kirke” og ”menighed” benytter Wulfila på gotisk i slutningen af 300-tallet e.Kr. ”aikklesjo” i mange forskellige gradbøjninger. Dette ord hentes fra det græske ”ecclesia, ekklesia” og benyttes af Wulfila til at betegne såvel fysiske bygninger, som en gruppe mennesker samlet i en menighed. Den oprindelige græske forståelse af dette ord var ”Thing” – det sted hvor Athens borgere trådte sammen for rådslagning. Ifald Wulfila havde haft behov for at benytte det græske ”kyriakón, kyrikón” (Herrens hus) ville han have gjort det. Det gør han ikke, og det mener jeg skyldes at han, korrekt, forbinder det ord med et hedensk tempel. Denne forståelse synes konsekvent fordi Visi-goterne bringer ”aikklesjo” til Spanien og Portugal som ”iglesia” (spansk) og ”igreja” (portugisisk), der her alene opfattes som den katolske kirke’s bygning.

Det sarmatiske ord, der menes at betyde ”hus” er ordet ”kuto” som vi genfinder i oldindisk i ”kuta” i betydningen ”hus, familie, toppen af bjerget,” og i oldslavisk kirkesprog ”kut” i betydningen ”husets sted”.

Ved at se på den græske betydning af ”kyriakón, kyrikón” som ”Herrens hus” kan vi se at ”Kirkja” er sammensat af to ord: ”Kir” + ”Kja.”

Ordet ”kja” ser vi brugt i det oldnordiske ord for kælder/grotte, nemlig ”kjallari”.

At ”kja” er en evolution fra ”kuto/kuta” kan vi se fordi det ord der bruges til at beskrive ”toppen af bjerget”, ”kuta” på oldindisk, på oldnordisk er ordet ”kjal”.

Vi kan derfor udlede at da ”*kir-” betyder ”solstråle” og var et symbol på Solen, og vi ved med sikkerhed at Herren i samtiden er Solen, da er den oprindelige betydning af ”kirke” lig ”Solens/Solstrålens kælder/grotte”, eller nøjagtigt hvad samme ord betød for grækerne, der jo også tilbad Solen.

Fra kirkeruinen i Søndre gate i Trondheim ved vi at man i krypten havde ritualer i forbindelse med solgudstilbedelse. Min etymologiske ordbog forklarer mig at krypt, på oldengelsk ”crypt” kommer fra det det græske ord ”krypte” der betyder ”gemt bort,” der igen på latin bliver til ”crypta” i betydningen ”grotte, hule”.

Det er sikkert derfor Odin har heitet ”Kjalarr”  (se Viðbótarþulur: Óðins nöfn).

Palle Lauring: Valdemarerne (1959, s.39):

”De fleste danske sognekirker ligger uden tvivl på gammelt helligsted, og vi ved meget lidt om vore førkristne helligsteder. Der har stået bygninger, gudehov eller sal, mange steder, men hvordan de så ud, aner vi ikke. Om ”Hørg” altid er en stenrøse eller en høj, eller det i sen tid også kan være et hus, vides ikke. ”Ví” er et helligsted, jævnligt vinkelformet ved stenrækker, diger eller markeret på en anden måde, men om ”Ví” også i sen tid kan være et hus, kan vi ikke sige”.

”Vi véd heller ikke, om de gamle hellighuse overalt bliver revet ned, da kristendommen kommer. Det er rimeligt at tro, at man mange steder har brugt det førkristne hellighus, efter Pave Gregors missions-brev ¹, hvor han udtrykkeligt siger, at man skal ikke rive hedningernes hellighuse ned, men indvi dem til kirker”.

¹ Gregor VII der ca. år 1075 e.Kr. sender et brev til Harald Hén (regent 1074-1080).

Hearg & Vé

Mønt slået i Hedeby ca. år 870-900 e.Kr. To beskyttende drager, der antyder at vi her ser gengivet et gudehov, hvor dragernes opgave er at beskytte det hellige midtrum. Bemærk nu langhusets konstruktion som vi ser fra endesiden og gavlen. Der er helt tydeligt aftegnet et underhus (bindingsværk), hvori er isat en dør. Ovenpå underhuset hviler et overhus (tagværk) med støttestolper til underhuset på skrå. Overhuset er helt klart formet som bunden af et skib – derfor kaldes midtrummet af vort helligsted ”skibet”. Efter min mening en ekstrem sjælden afbildning af vort gudehov som de tog sig ud i Hedeby ca. år 870-900 e.Kr. Tusinde tak til Jørn Olav Løset, Volda, Møre og Romsdal, Norge for henvisningen til denne ufatteligt vigtige mønt.
Billedkilde: P. Hauberg: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146 (København, 1900). Hauberg henfører fejlagtigt mønten til Lund.

Droplaugarsona Saga (fra 1400 tallet e.Kr.) finder sted før Konungahella afbrændes 11. august 1135 e.Kr. (se kap. 1 og afsnittet ”Ridehæren – rytteri”). Stedet er hos Bessa’ søn (Bassason), kaldet Spak-Bessi ¹, i Vallanesi i Fljótsdalshérað, Island. Helgi og Grímur farer vild hvorefter (kap. 4):

Min oversættelse til nudansk.¹ Han nævnes tillige i Fljótsdæla Saga (kap. 7). ² dvs. fra øst mod vest

Christina Reid har gjort mig opmærksom på, i denne sammenhæng, meget vigtige sætninger i såvel Gutasagan og Gutalagen fra 1200 tallet e.Kr. (findes kun i skriftet Codex Holm. B 64). Skriftet er i den meget gamle gutniske dialekt, der stadig tales på Gotland.

Fra Gutasagan: 

Min oversættelse til nudansk.

¹ dvs. i gamle dage og helt frem til sagaens nedskrivelse.
 
² det gutniske ”hult” mener jeg vi kan sidestille det med vort eget ”hult” som i et ”hult rum”, der betegner en ”hule, det skjulte".  Dette ord kendes på oldnordisk som ”holla, hollr, hollasta”, som vi skal opfatte som ”hylde, tro” eller på gammeldansk og svensk "huld" (oldnordisk "hylli"). Jeg mener derfor vi må opfatte begrebet "hult" som "hyldning af det skjulte", dvs. "troen på vætter" i "Hjemmets Hedenskab", hvor "Hjemmets Vætter" er Gårdboen og Hyllemor, og "Landvætterne" (landvættir) bl.a. er "Huldre-kvinden" (huldregjenta), der særligt bor i høje, og træffes i skove og på øde fjelde. Troen på "hult" er i lovgivning skarpt adskilt fra den Offentlige Højtidshedenskab. Ordet forekommer i en identisk fremstilling på oldsaksisk som "unholdum, unholdon" i tvangskonverteringseden fra år 743 e.Kr. (se afsnittet "Sakserne"). Wulfila gør i Det Nye Testamente brug af det gotiske ord "unhulþon, unhulþono, unhulþons, unhulþono", hvor der oversættes til "Djævel, Djævle". Tilsat den modsatte betydning med "u"-forstavelsen får "*unhulþa-" betydningen “utro”.  (se "Bilag Æ: Bibelens begreber Hedning , Djævlen, Dæmoner og Engle", underafsnit "Dæmoner").
 
³ ”stafgarþa” eller ”stavgård” er ekstremt spændende. Vi kan naturligvis sidestille dette med ”(stav)kirkegård”, men skal vi opfatte dette alene som en med stave omringet helliggjort område uden en fysisk bygning, eller er dette den hedenske stavkirke? Ordet ”stafgólf” (oldnordisk) betegner ”afstanden mellem to stave i en bygning eller tag”. Ordet ”staflægja” (oldnordisk) eller  ”stavlægte” betegner ”lægten der forbinder to stave i en bygning”. Jeg vil derfor mene at ”stafgarþa” eller ”stavgård” betegner ”gården med stavkirken”. Den samlede sætning er hermed udtømmende i helligsteder hvor guderne dyrkes; et rum gjort af naturen (hult), et rum gjort af mennesket (stafgarþa) og et alter i den fri luft (wi).
 
⁴ ”mundgati” opfattes her som ”drikkelse”. Det mener jeg er korrekt da ”mungát” på oldnordisk betyder ”hjemmebrygget øl, drikkelag”. Ordet ”mun” betyder ”glæde, fryd” eller "muntert", og har intet med ”munden” at gøre.
 
⁵ ”fylken” må her opfattes som ”fylki” (oldnordisk) med betydningen ”fylke, herred”. Landskabsopdelingen følger herefter som vi genfinder det i Yorkshire og Lindsey/Lincolnshire med en opdeling i 3, kaldet ”riding” (fra ”þriðing” (oldengelsk), ”þriðjungr” (oldnordisk)) eller ”1/3”. Det ser ud til at svenske og engelske oversættelser opfatter ”miþ fulki” som ”med menneskeofring”. Det kræver vist en særlig kristen tankegang at tænke som så.
 
⁶ fra ”súð” (oldnordisk) eller ”sammenføje” og ”naut” (nød, okse). Dvs. de kogte blótmaden fra den ofrede okse i én stor stuvning.

Gutalagen (kap. 4.):

Min oversættelse til nudansk. Ordet ”haita” mener jeg skal opfattes som ”ophedes” og er den indre varme, og måske fysiske sveden hvis det er indendørs, der opnås ved en rituel påkaldelse af guden. Den svenske oversættelse af ”haita a huathci” er til ”åkalla” eller ”påkalde”.

Gulaþingslög (kap. 29., Um blot) gengiver næsten samme ordlyd:

”...Blot er oss oc kviðiat at vér scolom eigi blota heiðit guð. ne hauga. ne horga...”

Og forbudet er allerede udvidet i Gulaþingslög (kap. 28., Vm spúr oc um galldra):

Min oversættelse til nudansk.

En Gylden Tavle fra Åsum, Malmøhus len, Skåne, 12.3 cm diameter, 100.3 gram (DR BR64). Indskriften lyder på urnordisk: ”(e)eik akaR fahi”, der er fortolket som ”Ek Fakar fahido” eller ”Jeg, Fakar, huggede (ristede)”. Mit gæt er at dateringen af dette utrolige smedehåndværk er i tiden op til år 670 e.Kr. hvor guldskillinger afløses af sølvpenge. Hestens fødder er ikke længere i den forvredne sarmatiske dyrestil (i Danmark kaldet Stil I.), som vi dog finder på andre samtidige gyldne tavler og guldskillinger, samt de senere sølvpenge/sceattas. Solhjulet til højre for ansigtet, hvor vi aner de fire årstider omkring hagekorset i midten, er identisk til hvorledes vi ser dette afbilledet på sølvpenge/sceatta år 670-755 e.Kr. Rytteren ser ikke ud til at have stigbøjler. Derfor kan tidsrummet være så tidligt som 500 tallet e.Kr. (forskere daterer genstanden til år 400-650 e.Kr.) Den viste trekant, der kommer ned fra oven mod midten er en afbildning af vort oprindelige offentlige gudehov, kaldet Ví (Vé). Vore gudehov skal altid beskyttes af drager. Hvor der er to beskyttende drager skal disse altid vende hovedet mod hinanden og beskytte helligdommen. Dette er de to øverste dragers opgave i denne afbildning. De to nederste drager”taler” til ørerne på det afbillede ansigt. Dette er en afbildning af dragerne som hjælpeånder der skal give Odin, som Shaman, råd og vejledning om rejsen fra denne til den næste verden. Odin/Shamanen er afbildet i spidsen af gudehovet, der skal symbolisere en hestehov, fordi alteret eller selve hovet findes her. Spørgsmålet er om vi tillige her har en afbildning af vort oprindelige banner, dragemærket? Et ufatteligt vigtigt arkæologisk vidnesbyrd om den forne sæd.
Kilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, planche 11:2)

Optakten til hvad nu følger i Beowulf-kvadet er at 12-mandsrådet er samlet under ledelse af Danmarks konge Hroðgár (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525) i kongsgården Heorot i Gl. Lejre. Kongsgården er under angreb udefra, og de 13 medlemmer af Rigsrådet træder nu sammen for at udforme en handlingsplan til af afhjælpe truslen (”Monig oft gesæt ríce tó rúne· ” eller ”Mange ofte sad i Rigsrådet samlet” sætning 171-2). Som en del af Rigsrådet’s sammentræden, i forsøget på at øge kvaliteten af den eksistentielle beslutning der nu skal foretages, sker følgende i Beowulf-kvadet (sætning 175-180): 

Min oversættelse til nudansk.

¹ ”gehéton” er identisk til ”heitstrenging” (strengt løfte) fra Hervarar saga ok Heiðreks, hvor ”héton/heit” (oldengelsk/oldnordisk) betegner ”en hellig ed”.
² ”hærg” (oldengelsk) fra ”hearg”, i dag ”harrow” (nuengelsk), "hargh" (gammeldansk) og ”harve/hørg” (nudansk) betegner en udendørs helligdom, om hvilken vi stort set ingenting ved. Det oprindelige ord for ”en stor trærive” var ”hearwa” (oldengelsk) og ”harfr” (oldnordisk). Alle disse ord er forbundet og bliver til mange nuværende ord, herunder bl.a. ”harvest/høst”. Det kunne måske antyde at helligdommen har bestået af oprejste bautasten sat i en V/U-form, symboliserende en (heste)hov.
 
Engelske forskere har foreslået at forskellen på en ”hearg” og en ”weoh/wy” (oldengelsk) eller ”Ví/Vé” (oldnordisk) er at en ”hearg” lå på en bakketop ved bygderne og var for de lokale ætters brug alene, medens en ”weoh/wy/ví/vé” lå tæt på landevejen, og kunne benyttes af rejsende. Disse offentlige helligdomme lå også på høje. Begge steder bliver der senere bygget før-kristne træ-kirkja.
 
I England har vi stednavne der antyder dette i Harrow Farm, Wymeswold, Wysall, Wyfordby (Leicestershire).
 
I Danmark er det muligvis det der forklarer den sproglige forskel mellem Odinsví (ved Odense) og Othenshyllæ (syd for Hobro og i Søndfjord, Norge).
 
Det ser for mig ud som om at vi er nødt til at knytte hæren og krigerne til et ”Hearg-træf”, og at det muligvis er det der udgør den faktiske forskel på de to former for helligdomme. Ordet ”træf” er klart en sammenkomst. ”Hearg” er tæt knyttet til ”hergian” (oldengelsk), ”herjan” (oldnordisk), som vi alle er klar over er betegnelser for vore krigere. Begge ord er udviklet fra ”here” (oldengelsk), ”herr” (oldnordisk) eller ”hær”. Mit bud er derfor at alene alle våbenførende mænd og kvinder (Ásar og Ásynja) havde adgang til et ”Hearg-træf”. Er dette sandt kan ordet forbindes med ”Harka”, der bl.a. har betydningen ”samle/samling” i forbindelse med tropper, jvf. ”harka lið” eller ”samle liden/tropperne”.
 
Det underbygges ligeledes af at de der afgiver den hellige ed er ”ríce tó rúne” eller ”Rigsrådet” (sætning 172). ”Rigsrådet” er 12-mandsrådet + Drotten (kongen), der alle er Hariwalda (hærvælder), og er såvel mænd som kvinder.
³ ”wígweorþunga” oversættes til det nuengelske ”sacred honouring, idol-worship”, men dette er en utilfredsstillende oversættelse. Ordet er sammensat af ”wíg” + ”weorðung”.
 
Ordet ”wíg” findes gengivet i ”wígsmiðas” og ”wig-smiþ”, der i den oldengelske oversættelse af Bibelen betegner en smed der laver afbildninger af guder (i deres had kalder kristendommen dem for ”idoler”). Jeg tror dette er for snæver en forståelse. Samme håndværker der laver afbildningerne af vore guder er også ham eller hende der laver selve gudehovet eller ”weoh, wy, ví, vé”.  På oldnordisk har vi to ord, der formentlig er stærkt beslægtet; Vígi ((hellig) kamp) og Víging (vielse eller ”det at vie, indvie”). Jeg mener vi skal bruge den brede forståelse ”vielse, vie, indvie”, hvorved vi opnår samme forståelse om de oldengelske ord "wigle, wiglian, wigle (guddomskraft, spåmand, vølve, himmelsk, magisk, vidunderlig).
 
Forstavelsen i "weorðung" er fra ”verðr, weorð, wairþs” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk) med betydningen ”værdi, værdig”. Jeg ender op med at benytte ”Den Værdige", der således er en kenning for Freyr.

⁴ Det oldengelske ”gástbona” er sammensat af  ”gást” (nuengelsk ”ghost”). I 500 tallet e.Kr. mener jeg dette ord betegner ”ånd”, men med tillægget af ”frygtelig ånd” dvs. noget frygtindgydende. Det skyldes at det tilsvarende ord på gotisk ”usgaisjan” og ”gæstan” (oldengelsk) betyder ”at skræmme, at afskrække”. Endestavelsen ”bona” er fra latin og betyder ”god”. Det er altafgørende for forståelsen at kongen og 12-mandsrådet ser denne frygtelige ånd fra fortiden som noget godt. Benjamin Slade fortolkningsoversætter ordet til ”demon-slayer” og Michael Alexander til ”Slayer of souls”. Benjamin Slade’s brug af ”demon-slayer” forudsætter at læseren er vidende om at truslen mod Heorot er plageånden Grendel. Dette er netop tilfældet for allerede i sætning 101-2 er vi blevet forklaret at truslen mod Heorot er ”féond on helle· wæs se grimma gaést Grendel háten” eller ”fjenden fra Hel· var den grimme ånd (,) [der] Grendel hed”. Da Rigsrådet netop skal finde en løsning på denne trussel af en plageånd, kan det forsvares at forudsige udkommet af slaget ved at navngive enheden Rigsrådet søger som ”demon-slayer”. Jeg mener dog stadig at dette ikke er den oprindelige tanke da den mundtlige fortælling af Beowulf ikke ville have afsløret udkommet af det fremtidige slag så tidligt i Beowulf-kvadet. Samtidigt mener jeg det er forkert at sætte lighedstegn mellem ”dæmon, demon” og ”gást” i en nuengelsk (eller nudansk) oversættelse. I den oprindelige forståelse af ordet på græsk og latin har det ganske rigtigt betydningen ”ånd” og ”mindre gud/rådgivende ånd”, og det er ganske rigtigt nøjagtigt hvad ”gást” betyder. Men da kristendommen har omskrevet betydningen af ordet til et negativtladet ”hedningens gud”, som Deres lokale kvaksalver mener han eller hun skal uddrive, vil dette blive misforstået. Hvor galt det kan gå ser vi i Andreas Haarder’s oversættelse af Beowulf fra 1975. Hans groteske oversættelse af nærværende linier lyder:

"Undertiden gik de til gudevier
og lovede ofre, med eder tryglede de
Satan selv om at sende dem hjælp
imod folkesorgen."

Helt nøjagtigt hvad den hebraiske ”satan”, der i semitisk filosofi svarer til ”Loki” i nordisk samme, har med Beowulf at gøre, er mig uklart. Det kræver en særlig mangel på indsigt i oprindelig tanke, og et par ortodokse kristne sæt briller, at frembringe et makværk af denne størrelsesorden.
⁵ Ordet ”géoce” fra ”geoc” eller ”hjælp”. Ganske morsomt skal ordet ”geocorsið” opfattes som ”kedsommelig rejse”, men betyder faktisk ”lang(vejs) hjælp”.
⁶ Ordet ”hyra” betyder direkte ”hyre” på nudansk, og skal her opfattes som ”således var de danske’s sæt og vis at gøre tingene på ”.
⁷ Det er med ordet ”helle” at en kristen tilgang til disse linier vælter læsset og totalt går glib af hvad der faktisk foregår. Det sted vi oprindeligt kender som ”Hel, Helle, Halja” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk) er altid, uden undtagelse, jætteland i rummet fortiden. Det efterfølgende ord ”gemundon” kan vi, ved at tænke på Mimir, i senere forstålse ravnen Munin, se betyder ”mindet”, her gradbøjet til datid. I kristen tanke, fordi man opfinder og indfører synds-begrebet, skal dette rum nødvendigvis flyttes fra fortiden til fremtiden da afladskræmmeriet ellers ikke virker i praksis. En kristen tror derfor at kongen og 12-mandsrådet tænker på fremtiden fra nutiden. Men det er ikke hvad der sker – tværtom. Rigsrådet mindes fortiden, og det er fra fortiden, med forfædrenes visdom, de skal hente styrken til at vinde slaget. Det er absolut centralt i oprindelig tanke, og i dag naturligvis. Beowulf-kvadet viser os at det er på denne vis plageånden Grendel overkommes.
⁸ Ordet ”módsefan” er sammensat af ”mód” (tanke, hu, (være)måde) + ”sefan” fra ”sefa” (oldengelsk) og ”sefi” (oldnordisk) eller ”tanke, hu, sind). Ordet skal ses i sammenhæng med at Kong Hroþgár igen bruger ordet i sætning 473 i omtalen af Grendel: ”Sorh is mé tó secganne on sefan mínum” eller ”Sørgeligt er det for mig at sige fra mit inderste jeg”.

Bemærk at ”den gode frygtelige ånd” = "Den Værdige" = Freyr som Rigsrådet tilbeder.
 
Alle er klar over at det er Beowulf der ankommer til Heorot på gæstebud, og med hirden dræber Grendel i Beowulf-kvadet (sætning 816-836).
 
For Rigsrådet er Beowulf ikke blot dagens helt i skysovs, men jættesønnen, der ankommer fra Jætteland, dvs. med fortidens visdom, gemt i sejrssværdet "Freca Scyldinga" (Skjoldungernes Hårdføre, sætning 1557-1568), for at løse et problem i nutiden. Vi kan se dette fordi Beowulf, efter Kong Hroðgár har trukket sig tilbage til sit sovekammer, gør følgende (sætning 668):

"ymb aldor Dena eotonweard' ábéad"

"om Daner olding  jætteværge erbød"

Min oversættelse til nudansk.

De nuengelske oversættelser "for the chief of the Danes, ogre-watch he kept" er upræcise og opfatter dette som om Beowulf holder vagt mod jætter. Hvad Beowulf faktisk gør er at han for kong Hroðgár tilbyder den absolut højeste form for livvagt, nemlig jættesønnernes vagt, visuelt gengivet som jættesønnerne der holder skjoldet (skjoldunge-ætten).
 
Allerede i Beowulf-kvadet (sætning 101-2) er vi blevet forklaret at truslen mod Heorot er ”féond on helle· wæs se grimma gaést Grendel háten” (fjenden fra Hel· var den grimme ånd (,) [der] Grendel hed). Grendel kommer derfor ligeledes fra Jætteland, hvorfor han omtales som ”eoten” (jætten) i Beowulf-kvadet (sætning 761).

Syd for Whaley Bridge, Derbyshire i Derbyshire Hills står dette 3 meter brede, hestehov/hestesko-formede, helligsted, som jeg mener er et "weoh/wy/ví/vé". Der er ingen kirke i nærheden, det står på en bakketop uden for bygden, og det ligger tæt ved landevejen (A5004). I midten af dette Ví findes den nedre del af en "cross shaft/billedsten", måske fra 5-600 tallet e.Kr. Vi kan se at opbygningen af dette Ví er identisk til guldskillingen ovenfor. De forbirejsende har stillet træafbildningen af deres personlige gud på stenen i bunden af hestehoven/hesteskoen, og hovens/hesteskoens lykkebringende virkning har smittet af på guden. Vi kalder gudeafbildningen for "skurðgoð" ([ud]skåret gud"), og selve gudstjenesten for "skurðgoðablót".
Billedkilde: Chris Tolley: Pre-Norman Stone Crosses and related monuments in England (2001),
http://web.ukonline.co.uk/cj.tolley/ctm/ctm-whaleybridge.htm

 
Det er skjoldungernes ”ríce tó rúne” (Rigsråd) vi får beskrevet som afgivende en hellig ed til frugtsommelighed. Det foregår i Gl. Lejre år 473-525 e.Kr. under Kong Hroðgar og Dronning Wealhtheow. Beowulfkvadet omtaler skjoldungerne som “eodor Ingwina” (sætning 1044) eller ”(omringende) værner (af) Frey’s Venner". Kong Hróðgár kaldes for ”fréan Ingwina·” (sætning 1319) eller ”fri(bårne) Frey’s Ven·", og "fréan Scyldinga" (sætning 500) eller "fri(bårne) Skjoldunge”. Hans dronning Wealhþéow kaldes for "fréolíc wíf" (sætning 614) eller "lige (så) fri(bårne) viv".

 
Hvad ”Rigsrådet” efter min mening gør er at afgive en hellig ed til Frey.

Vi har et glimrende eksempel på sen ofring til Freyr. i Víga-Glúms Saga (kap. 9). Tiden er medens Haakon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri var konge (kap. 2) dvs. ca. år 930-960 e.Kr.
 
En langvarig nabostrid er netop blevet afgjort ved Althinget ¹ mellem personen Glúmr og naboen Þorkell. Retsafgørelsen gik Þorkell imod, hvad han ikke er tilfreds med da han må afstå land i Eyjafirði (Eyjafjörð) i midten af Nordlandet (Norðurlandi) på det nordlige Island til modparten.
 
¹ ”alþingis” på Þingvellirsletten uden for Reykjavik. Thinget oprettes først ca. år 930 e.Kr. og er derfor i samtiden helt nyt som retterting.

Retsafgørelsen indebærer at Þorkell kan forblive på landet et år til:

”Og áður Þorkell fór á brott frá Þverá þá gekk hann til hofs Freys og leiddi þangað uxa gamlan og mælti svo: "Freyr," sagði hann, "er lengi hefir fulltrúi minn verið og margar gjafar að mér þegið og vel launað, nú gef eg þér uxa þenna til þess að Glúmur fari eigi ónauðgari af Þverárlandi en eg fer nú. Og láttu sjá nokkurar jartegnir hvortú þiggur eða eigi."

”Og før Þorkell brød op fra Þverá da gik han til Frey’s hov og ledte der en gammel okse og mælte så: ”Freyr”, sagde han, ”der længe har været min fuldtro og mange gaver af mig taget og vel [be]lønnet, nu giver jeg dig denne okse til det at Glúmr ingen gavn får af Þverárland som jeg nu farer fra. Og lad syne et slags jærtegn hvorvidt du modtager eller ikke”.

Min oversættelse til nudansk.

Oksen bliver herefter dræbt på en vis så den brøler højlydt. Dette tegn tages som et godt løfte (þegið mundi heitið). I kap. 5 hører vi at Freys gudehov i dette landskab ligger lige syd for Hripkelstad (fyrir sunnan ána á Hripkelsstöðum). I kap. 26 ser vi at en fysisk afbildning af Frey er sat i højsædet i gudehovet, jvf. ”ána en Freyr sat á stóli”.

I kap. 25 skal der aflægges en hov-ed (hofið), hvorfor 6 mænd går ind i gudehovet. Denne hellige edsring er fra år 670 e.Kr. ikke længere gjort af guld, men af sølv, og vi hører følgende:

"Sá maður er hofseið skyldi vinna tók silfurbaug í hönd sér þann er roðinn var í nautsblóði þess er til blóta væri haft og skyldi eigi minna standa en þrjá aura”.

”Således tog hver mand skyldig at vinde en hovsed sølvedsringen i hånden der var rødstænkt i blodet fra kvæget der var blótet og skulde ej stå [sig] mindre end 3 øre/unze”.

Min oversættelse til nudansk.

De ord som Glúmr herefter afsiger i Frey’s gudehov er ganske spændende:

"Að eg nefni Ásgrím í vætti, annan Gissur í það vætti að eg vinn hofseið að baugi og segi eg það Æsi að eg vark at þar og vák at þar og rauðk at þar odd og egg er ...”

”Jeg nævner Ásgrím i vidne, og som anden Gissur i dette vidne at jeg vinder hovs-eden på edsringen og siger jeg til Asen at ej var jeg der og skadede jeg der og rødgjorde ej Od og Eg at ...”

Min oversættelse til nudansk.

Selve kernen i eden er en tvetydig leg med ord på oldnordisk. Glúmr skal sværge sandheden, men sandheden medfører fredløshed. Derfor siger han sandheden således at det kan opfattes at han ikke begik drabet, men at han faktisk tilstår dette. Sætningerne er tvetydige således:
 
Ordet ”vark” fra ”var ek” betyder ”var jeg”. Men ”vark at” betyder ”var jeg ej”. I sætningen ”eg vark at þar” opfattes sætningen ”ej var jeg der”, hvor han faktisk siger ”jeg var der”.
 
Ordet ”vák” fra ”vá ek” betyder  ”skadede jeg”. Men ”vák at” betyder ”skadede ej”. I sætningen ”og vák at þar” opfattes sætningen ”ej skadede der”, hvor han faktisk siger ”skadede jeg der”.

Det forekommer mig at denne tvetydige ed har store ligheder med den tilsvarende tvetydige tale og falske helligdoms ed aflagt af Sinon i krigslisten omkring Troja’s Fald (se Aeneid, Bog 2.155-56).

Mange vælger at oversætte ”Æsi” til ”Gud”, hvilken betydning vi genfinder i Island efter kristendommens ankomst. Det er dog tydeligt at dette ikke er hvorledes opfattelsen er da eden afsiges. Dels befinder vi os i Frey’s hov, hvorfor det burde falde naturligt at eden afsiges til Den Hedenske Høje, der netop her er Freyr, men i andre samtidige gudehove på Island Thor. Men da Frey er af vane-slægt bliver eden ikke afsagt til Freyr da ordet ”Æsi” bruges eller ”Asen”. 

Ordspillet ”odd og egg” eller ”Od og Eg” skal opfattes som ”med våben, med yderste midler”.
 
Personen Glúmr, der afsiger eden, er i samtiden Gode i herredet og derfor ansvarlig for gudehovet. Samtidigt er han udnævnt arvtager til at blive herredshøvding (”hersir”) i Norge efter sin morfader. Han skal derfor se sig selv som ”slægtens efterfølger” (konge), hvorfor jeg mener at han her påkalder sig sin forfader overfor hvilken han står til ansvar. 

Vi har en lang række kilder der giver os et yderligere indblik i forståelsen for en hearg. At mange ikke allerede har fuldt kendskab til disse offersteder skyldes at de nudanske oversættelser fra oldnordisk ikke er præcise nok.

 
 

Mine oversættelser til nudansk.

¹ Kilde: Bent Søndergaard: To Højnavne på Mors, Salgjerhøj og Harrehøj
² De nudanske oversættelser er så ringe at vi mister den faktiske forståelse. 
Finnur Jónsson (1902) klarer næsten frisag med den udgave: ”Et andet Hus byggede de; det var en Hørg, som tilhørte Gudinderne, og det var en smuk Bygning. Den kaldes Vingolv”. Den næste udgave er uacceptabel: ”De byggede også et andet hus til kvinderne, et meget smukt hus som kaldes Vingulv”.
³ Et af de meget få steder fra islandske kilder hvor vi ser at trækorset intet har med kristendommen at gøre, men bliver overtaget af denne. Alle vore korsnæs og korsholm er før-kristne. 

Eksempler på stednavne i Danmark/England: 

Harrehøj, Mors (oprindeligt det gammeldanske *Hargh)
Harre, Harre Vig (Salling syssel) med Vium (Viets hjem) og Oddense (Odin's ø) lige syd derfra.
Harreby (mellem Ribe og Rødding, Sønderjylland) hvor der findes en bakketop med stendysser (tak til Gudrun Victoria for oplysningen)
Harrestrup, Smørum Herred
Harrie, Harjagers/Harthhakers Herred, Skåne
Harrested, mellem Slagelse og Næstved (Harrested-gård, å, lunde, skov, hovmark)
í Hørg, býlingum til bygden Sumba, Færøerne
Harrow on the Hill (Middlesex)
Harrowden (Huntingdonshire)
Harrow Farm, Burton on the Wolds (Leicestershire)
Wyfordby (Leicestershire)
Stonton Wyville (Leicestershire)
Wysall (Nottinghamshire)
Wellington (Shropshire, Herefordshire)
Weeford (Staffordshire)
Weedon (Northampshire)

Prinsesse Cassandra til sin fader Kong Priam I. til Troja, efter Troja’s Fald år 1184 f.Kr., hvor hun er krigsfange og slave til Agamemnon: 

”....fader, hvor ofte med blodrøde stænk strømmende
på din altersten blod fra kvæg, blótet.....”.
 
(Aeschylus (525-456 f.Kr.): Oresteia/Agamemnon, år 458 f.Kr.)

Bygden Hov ligger på Suðuroy’s østkyst og har 133 indbyggere. Færeyínga saga fra 1200 tallet e.Kr. forklarer os at bonden, hvis odelsjord var over halvdelen af Færøerne i 900 tallet e.Kr. hed Havgrímur. Han boede i Hov og var ”blótsmaður mikil” eller ”et stort blótmenneske”. Han har derfor været såvel høvding som Gode. Billederne viser hvad menes at være hans hearg/hørg ude ved vandkanten, herunder stenopbygningen af selve offerstedet. Billederne taget af Andras Petersen 2004.

Da vore oprindelige træ/stavkirker eller Gudshuse bliver bygget på hearg- og Vé-bakkerne kalder vi dem ”kirkja” og at dette betød ”Solens/Solstrålens kælder/grotte” er selve betydningen af dette formentlig ganske vigtigt at forstå. Prøver vi at danne os et visuelt billede af en oprindelig kirkja da ledes tanken hen på ”et mørkt rum hvor en solstråle skinner ind på et bestemt sted og med et bestemt formål”. Wulfila i hans gotiske Bibel kalder ganske spændende i Mattæus-Evangeliet 5:23 "et alter"  for "hunslastada" fra "hunsla-staþs" eller "hunsla-sted". Dette ord  genfindes som "hunslian" (oldengelsk) eller "at ofre", og "húsl" (oldnordisk). Jeg ved dog endnu ikke hvorledes vi oprindeligt skal opfatte "hunsla".
 
Grønlands Historiske Mindesmærker (1838, 1. bind, s.537-545) gengiver Þórsnesínga-Saga og Eyrbyggja-Saga (Thorsnæsboernes Saga og Øreboernes Saga) eller tilsammen forkortet Eyrbyggja. Disse sagaer omhandler beretningen om hvorledes Rolf, også kaldet Thorolf, udvandrer fra øen Moster i Norge til Island. Vi kender helt præcist årstallet for hvornår dette sker; ”10 vintre efter Ingolf Arnasøns (Ingólfur Arnarson) bortrejse, for først at beboe Island”, dvs. år 884 e.Kr. Vi har i disse saga en klar beskrivelse af vore gudshuse, og hvorledes disse var indrettet.
 
”Han kom saaledes til den Ø søndenfor Hørdeland (Hordaland), som kaldes Moster (Mostr), og modtoges der af en Mand, ved Navn Rolf......Han forvarede et Gudehuus derpaa Øen, som var helliget Thor (hof í eyjunni er helgað var Þór).... Han skaffede sig et stort Skib, hvilket han udrustede til en Islandsrejse, og havde med sig sit Boskab og Huusfolk..... Han nedrev Gudehuset (han tók ofan hofit), men medtog det meste af det Tømmer, hvoraf det var blevet opbygt, tilligemed (noget af) den Muldjord, som havde været under det Alter/forhøjning¹, hvorpaa Thor havde siddet (undan stallanum, Þar er Þór hafði setit á)....kastede da over Bord de Høisædessøiler, som havde staaet i Gudehuset. Paa den ene af dem var Thors Billede udskaaret (öndugissúlum, Þeim er í hofinu höfðu staðit. Þar var Þór skorinn á annari).......Der lod han ogsaa opføre et Gudehuus, som var en meget stor Bygning; der vare Dørre paa begge Sidevæggene, dog nærmere mod den ene Ende. Der indenfor stode Høisædessøilerne, hvori Nagler vare anbragte, som kaldtes Regin-naglar ². Hele Rummet inden for dem var et Fredsted/Fristed (friðarstaðr). Det Inderste af Bygningen udgjorde en egen Afdeling, omtrent som Sanghuset (koret) i en (kristelig) Kirke³; midt paa dens Gulv stod en forhøining, som et Alter, hvorpaa der laae en Guld-Ring, uden Sammenføining, som vejede 20 ører (hríngr mótlaus tvítögeyríngr⁴).Ved den skulde alle Eder aflægges, og den Ring skulde Hof-goden (Hofgoði) bære paa sin Haand ved alle Folkeforsamlinger. Paa forhøiningen skulde staae en Bolle, kaldet Hlautbolli, og deri en liden smal Stok, lignende en Vievands-Kvast, kaldet Hlaut-teinn⁵. Ved Panelet omkring Alteret, i Gudehusets Inderste, havde man ordnet Gudernes Billeder. Alle (Thinglaugets) mænd skulde betale visse Skatter⁶ til Gudehuset, og være pligtige til at yde Goden Følgeskab paa hans Reiser, ligesom Thinglaugenes Indbyggere nu have sig Pligt mod deres Høvdinger. Derimod skulde Goden vedligeholde Gudehuset paa sin Bekostning, saaledes at det ikke forfaldt, og foranstalte Offergilder holdte paa Stedet".

"...Midt paa dette Næs staaer et Bjerg .....tillagde det en saa stor Hellighed, at intet Menneske maatte kaste et Blik derpaa uden at have toet sig, og hverken Dyr eller Mennesker maatte ombringes, som befandt sig der, med mindre de gik bort derfra af sig selv. Han kaldte dette Bjerg Helgafell (det hellige Bjerg), og holdt paa den Tro, at han og alle hans Frænder skulde, naar de døde, indgaae i dette Bjerg”.

¹ Bemærk her at "det hvorpå gudeafbildningen står" kaldes "stalli, stallr", her gradbøjet til "stallanum".
² Reginnaglar el. Gudenagler. De nagler der slåes ind i søjlerne, lig romernes Clavi Sacri (Annales), og som betegner det antal år som var forløbet siden kirkjan var blevet bygget. Med andre ord en kalender.
³ Rolf Gunnar Rolfsson gjort mig opmærksom på en mulig sammenhæng mellem en “hestehov”, at vi kalder vore helligdom et “hov”, og at disse muligvis var formet som en hestehov.
 
Ordet “hof/hóf” på oldengelsk og oldnordisk har betydningen “hestehov” og “gudehov”. Ordet oprinder fra det indoeuropæiske “*keu-p-“ der bl.a. har betydningen “grube, hule”, og det er netop hvad jeg selv mener er den oprindelige betydning af “kirkja”.
 
Hvorfor hestens hov får så fornem en rolle at navngive det allerhelligste i gudedyrkelsen er dels forbundet med at hesten uden sammenligning er vor livsnerve for os som et omvandrende hestefolk i tiden før vi ankommer til vore nuværende landområder.
 
Dernæst skal kirkjan, herunder specielt det område hvor alteret står, være under ekstra beskyttelse. På vore gudehov/kirkjar sidder der altid enten to drager på tagryggen af midtrummet med ansigtet vendt mod hinanden eller 4 drager i hvert hjørne af midtrummet med ryggen til midtrummet. Dragerne beskytter os og midtrummet.
 
”Sangkoret”, måske ”hof/hovet” skal også beskyttes.
 
Under afsnittet ”Díar pataldr – amazoner – skjoldmøer - kvindelige krigere” viser jeg at brynjen for de kvindelige krigertempelpræster, og derfor formentlig alle vore brynjer, blev gjort af sammensyede hestehove, i udseende som fiskeskel, og at disse kunne beskytte mod de mest dødbringende angreb ”slag fra kastevåben og slag udført i nærkamp”.
 
Det kunne være en mulighed at vi kalder området omkring selve alteret for ”hof” fordi vore brynjer var gjort af hestehove, og derfor den bedste beskyttelse vi kunne byde alteret og derfor guderne.
 
Det kan muligvis tillige forklare hvorfor de gudehov vi havde før vi begynder at bygger kirkjar i træ, og som vi kaldte ”Ví”, jævnligt er vinkelformet, hvor vinklen skal symbolisere en hestehov/hestesko.
⁴ (20 unzer el. 1 pund 8 lod).
⁵ ”Hlaut” betyder offerblod og skyldes jvf. Landnáma (kap. 7) at Goden skulle ofre en okse og bestryge ringen med offerblodet. Man bestrøg også gudebillederne og små kæppe, og sidstnævnte er måske en Hlaut-teinn.
⁶ Hofftoll (s.564) = kirkeskat.

Brennu-Njáls Saga (kap. 87, 88) fra ca. år 1280 e.Kr. giver os en ekstrem vigtig indsigt i de guder der stod i gudehovet hos:

Min oversættelse til nudansk. Personen ”Hákonar jarls” (Jarl Hákon) er Jarl Hákon Sigurðsson af Hlaðir, Trøndelag (“Lade-jarlerne”, Hákonar jarls hins ríka, Hakon Jarl hin Rige, ca. 970-995 e.Kr.), Harald I. Blåtand (regent ca. 958-986)’s lensmand i Norge.

"Þá fór Hákon jarl á veislu til Guðbrands. Um nóttina fór Víga-Hrappur til goðahúss þeirra jarls og Guðbrands. Hann gekk inn í húsið. Hann sá Þorgerði hölgabrúði sitja og var hún svo mikil sem maður roskinn. Hún hafði mikinn gullhring á hendi og fald á höfði. Hann sviptir faldinum hennar og tekur af henni gullhringinn. Þá sér hann kerru Þórs og tekur af honum annan gullhring. Hann tók hinn þriðja af Irpu og dró þau öll út og tók af þeim allan búnaðinn. Síðan lagði hann eld í goðahúsið og brenndi upp".

"Da fór Jarl Hákon til nabogilde hos Gudbrand. Om natten fór Víga-Hrappur til jarlen og Gudbrand’s godehus. Han gik ind i huset. Han så [dér] Þorgerðr Hölgabruðr sidde og hun var så stor som en fuldvoksen mand. Hun havde en stor guldring på sig og en fold [=tørklæde] om hovedet. Han river folden af hende og tager guldringen fra hende. Da ser han Thor’s kærre og tager fra ham den anden guldring. Han tog den tredje af Irpa og trak da alle ud og tog af dem al tilbehør. Siden satte han ild til godehuset og brændte det af".

Min oversættelse til nudansk.

Personen der brænder gudehovet af, Víga-Hrappur (Den Rappe Kæmper), var ”son Örgumleiða Geirólfssonar gerpis” (søn af Örgumleið, Geirólf’s søn den Kække). Fra Laxdæla Saga (kap. 10) kan vi se at han boede i den nordlige del af Laksedalen mod Höskuldsstaðir (Höskuldsstöðum), vest for Akureyri.

”Guðbrands í Dala” kender vi i dag som Gudbrandsdalen, nord for Lillehammer mod Møre og Romsdal.

”Hålogaland, Hālgoland”, skrevet ”Helgalandia – terra nobilivm” på Olaus Magnus: Carta Marina (1539), var landskabet i det nordvestlige Norge, i dag kendt som Helgeland.

Saxo beretter i Gesta Danorum (bog 3.2.8) om hvorledes Konge Helge (Helgo, Halogiae rex, ”Hölgi er kallaðr, er Halogaland” i Snorre Edda) frier til Finnekongen Guses datter Thora (”Þorgerðr Hölgabruðr” eller ”Thorgerd Helgebrud” i Snorre Edda). Se afsnittet ”At tage til ægte med vielse og brudeløb (bryllup)”.

Ætterne i ”Hålogaland, Hālgoland” kaldtes ”Háleygja ætt”, og vi kan se at landnám af dette landskab må være sket af ætter fra Gudbrandsdalen.

Gudinden Thora (Þorgerðr Hölgabruðr), der også kendes som ”Þorgerðr Hörgabruðr” ([gudehovet] Hearg + brud), er den udødelige Moder Jord gudinde; måske udødeliggjort fra en dødelig kvinde, hvorfra ætterne anså sig nedstammet. Hun tilbedes hér, nøjagtigt som vi ser Freya tilbedt i andre Hearg. Det forekommer mig derfor at forstavelsen ”Håloga, Háleygja” kunne være sammensat af “há” (høj, jvf. háaltari (højalter)) + ”loga” (lue, brænde); samlet ”Højlue”, dvs. direkte ”Den altoplysende”, med underforståelsen at denne kvinde er ophavet til al livsglæde i landskabet.

Bemærk her at ”kerru Þórs” (Thor’s kærre) ikke blot viser os, at vort indre billede af Thor med stridsvogn er knivskarpt og sandfærdigt, men at det er således han blev gengivet i gudehovet.

Navneformen ”Irpa” kan enten være fra "*gerpa", hunkønsform af "*gerpi" (den kække), jvf. gerpis og tillægsordet ”gerpiligr” (af et mandligt el. kækt udseende); eller måske fra det oldnordiske tillægsord ”jarpr, jörom jarpt” (brun). For at sidstnævnte skal holde vand, da farven brun må henvise til gudindens hudfarve, må denne gudinde derfor henvise til, at ætternes ophav er halvvejs fra "finnerne", som Saxo beretter i Gesta Danorum (bog 3.2.8).

Det har vi faktisk to kilder der stærkt antyder må være tilfældet. Landnámabók (kap. 41) forklarer os at Bjarmakongens datter Ljúfvinu føres som krigsfange til Rogaland og her avler to sønner; ”… þeir voru svartir mjög” (de var sværtet meget). I Örvar-Odds Saga (kap. 19) er Kong Horik I. (Hárekr, Hárek, Haarik, regent 813-854) tillige konge af Bjarmaland. Han får en søn med en jættekvinde (gýgi), der navngives Egmund (Ögmundr). Denne søn er ligeledes ”bæði svartr ok blár” (sværtet og blå). Se afsnittet ”Navigation - Solstenen og Solpejlskiven” (underafsnit *Gandwic – Vigen ved randen – bunden af Det Hvide Hav (Hvidehavet)”).

Da Jarl Hákon ser sit afbrændte gudehov med guderne smidt udenfor, ranet for alt værdi, siger han:

”Eigi munu goðin þessu valda,” segir jarl; “maðr mun brennt hafa hofit, en borit út goðin. En goðin hefna eigi alls þegar, ok mun sá maðr braut rekinn ór Valhöllu ok þar aldri koma, er þetta hefir gört”.

”Ikke har gudernes vilje gjort dette,” siger jarl[en]; en mands vilje har afbrændt hovet, og båret ud guderne. End guderne hævner ikke alt ufortøvet, og viljes den mand tvinges hvile uden for Valhalla og der aldrig komme, der dette have gjort”.

Min oversættelse til nudansk. Som ordlyden her er skrevet fremstår det som at Jarl Hákon Sigurðsson af Hlaðir benytted titlen "Jarl" som sit førstenavn. I de fleste andre tilfælde er det stadig en titel, hvilket jeg gengiver i min oversættelse.

Stavkirker

 
Alle grundoplysninger om de norske stavkirker er hentet fra Jørgen Jørgensen’s hjemmeside og fra Høgskolen i Vestfold, herunder en artiklen ”stavkirkesymbolikk” skrevet af Anne Kari Vilnes i 1997.
 
Der findes i dag 29 stavkirker tilbage i Norge. Kirkerne er ofte rigt dekoreret med motiver fra før kristendommen med utroligt fine udskæringer i træ. De overlevende stavkirker er alle fra 11-1300 tallet, men under mange af de nuværende stavkirker er det fuldt bevist ved arkæologi at den nuværende stavkirke står oven på en eller to tidligere kirker. Det kræver ikke megen tanke at indse at ifald en stavkirke fra 1100 tallet har overlevet i 900 år til i dag, så hidrører de tidligere kirker ikke fra kristendommen, der kommer til Norge i 1000 tallet, men er oprindelige Gudshuse fra den forne sæd.^1 
 
1
Kaupang stavkirke fra slutningen af 1100 tallet. Udgravninger under kirken viser at der har stået to huse på samme sted før den nuværende kirke. Begge huse var bygget med jordgravede stolper og vægge og man antager at disse var kirker.
Lom stavkirke fra første del af 1200 tallet. Der er udgravet mønter under den nuværende kirke fra 1000 tallet og der findes tegn på at et tidligere hus har stået på samme plads.
Lomen stavkirke fra første del af 1200 tallet. I kirken findes en runekiste meget lig vikingetidens kister og nært beslægtet med de tre kister fra Osebergfundet fra 800 tallet, dvs. før kristendommen ankommer. Kisten regnes for ældre end stavkirken, og må derfor komme fra en hedensk kirkja.
Ringebu stavkirke, Gudbrandsdalen fra første halvdel af 1100 tallet. Der er under den nuværende kirke fundet stolpehuller der viser at der tidligere har stået et hus på samme sted.
Rødven stavkirke fra begyndelsen af 1300 tallet. Det menes at der tidligere har stået et hus på samme sted. Under gulvet er der fundet en mønt fra slutningen af 100 tallet e.Kr.!
Urnes stavkirke fra år 1130-1150 e.Kr. og den ældste kirke i Norge. Ornamentikken på kirken er dateret til år 1050-1100 e.Kr., hvilket indikerer at dette stammer fra en tidligere kirke og at den nuværende er bygget i samme stil som den tidligere. Udgravninger under den nuværende kirke viser at der har stået et hus med jordgravede vægge og at der har stået mindst to huse på samme plads før den nuværende kirke. Ved restaureringen i 1956 fandt man 70 cm dybe runde stolper med en diameter på 30-40 cm. Der er fundet mønter fra Harald Hardrade’s tid, ikke just en kristen kriger, fra år 1046-66 e.Kr. Grundridset på den tidligere kirke var 5 x 6.5 m, med et tilbygget kor på 3 x 3 m.
Uvdal stavkirke, Numedal fra slutningen af 1100 tallet. Der har tidligere stået en lille enskibet kirke på samme sted.
Vågå stavkirke, Gudbrandsdalen er en ny stavkirke fra 1625-1631. Mange af materialerne er dateret til tidligt i 1100 tallet og det antages at stamme fra en tidligere stavkirke på samme sted.
 
 

Vi kan endegyldigt vise at stavkirkerne er hedenske gudehov ved at efterse vægtæppet fra Skog Kirke i Hälsingland (”bonad, bonaden från Skog Kyrka”).
 
 

Dette ufatteligt vigtige vægtæppe, gjort i den vanskelige vævekunst kaldet ”snärjteknik”, er dateret til ca. år 1250 e.Kr. og blev givet til Statens historiska museum, Stockholm i 1914. Vægtæppet måler 35 x 38 x 175 cm. Det er hvad kunsten viser os, der er altafgørende. Kunstens overordnede tema er ”de forne sæder møder den nye kristendom”. Set fra læseren er alt kommende ind fra vægtæppets venstre side de forne sæder, hedenskaben. Alt hvad der kommer ind fra højre side er den nye kristendom. Vægtæppets datering til ca. år 1250 e.Kr. viser derfor nøjagtigt hvornår kristendommen ankommer, lidt sent, til Hälsingland. Gudedyrkelsen er vægtæppets visuelle akse og vi ser i afbildningens midte to gudshuse gengivet. Til venstre den oprindelige før-kristne kirke, stavkirken og gudehovet, og til højre den nye, meget mindre, kristne kirke, der har fået to ringeklokker, har bibeholdt de beskyttende drager og fået et galgekors på tagryg. Vi bemærker at kirkeklokken ikke er en kristen skik, men en oprindelig sæd. Det skyldes at klokken har en oprindelig opgave, som i dag, at give varsel til alle om fare på færde. Vi ser ligeledes at den oprindelige hedenske kirke er tækket med spån i den fine udgave, ligesom vi ser de fra midtrummet udadvendte beskyttende drager, nøjagtigt som stavkirkerne viser os det i dag. Den her viste stavkirke er med hævet midtrum. I kirkens inderste ser vi ”Højsædessøjlen” (stalli, stallr) med gudeafbildningen øverst som ”Den Hedenske Høje”. Over denne våger ”Hof-goden”.
De 7 Vilde Heste (ingen er sadlet op), der kommer ind med den forne sæd fra venstre side, er ”De 7 Vise”. Der er store skænderier om hvem de Hellige Tre Konger er. Er det Frey, Thor og Odin i sen-nordisk forståelse? Er det den hellige visdom givet os gennem Verdentræets tre rødder, fortid, nutid og fremtid, der i tanke og kunst vises som de tre vismænd Odin, Ve (Vé) og Vile (Vili)? (se afsnittet ”Yggdrasill, Mímameiðr & Hróðrbaðm – verdens- og juletræet”)? Er det i samtiden afdøde konger, der er ophævet til guder, af kristendommen kaldet helgenkåring; Sankt Erik (Erik Jedvardsson den hellige, 1120-1160), Sankt Knud (Knud den hellige, 1080-1086) og Sankt Olav (Olav Haraldsson, 1015-1030)? Kongerne, der er guder, findes i en særskilt "afdeling", der overvåger resten af kunstværket. Skyldes nudagens forvirring om hvem det er, en helt bevist omskrivning af historien, der samtidig viser os hvorledes kristendommen blev lempet ind ad bagdøren ved at overtage en begrebsverden, der allerede fandtes?
Billedkilde: John Grant: Viking Mythology (1990, s. 57).

Det er i forbindelse med brugen af kirkeklokker i såvel den hedenske stavkirke, som i de senere kristne kirker, værd at fremhæve hvad vi hører i ”Vita Anskarii auctore Rimberto” eller ”Ansgars liv og levned skrevet af Rimberto”  fra ca. år 865 e.Kr.

Efter at være blevet tilstået retten til at åbne en kristen kirke i Hedeby (rent faktisk lidt nord for Hedeby i ”Sliaswic” (Slesvig), se kap. XXIV) i Kong Horik (Haarik) I.’s regeringstid år 813-854 e.Kr., bliver kongen dræbt år 854 e.Kr. af sin nevø, den fra Danmark i år 825 e.Kr. fordrevne Harald Klak's søn Gudurm (Gudurin), jvf. Adam af Bremen (bog I:XVIII). Hele den danske kongeslægt blev udryddet bortset fra en ung purk ved navn Horik II. (Horich, regent 854-873), der iflg. Gesta Danorum kun var 9 år gammel da han besteg tronen (dvs. født år 845 e.Kr.). Derfor kaldes han også af Saxo i Gesta Danorum for ”Erik Barn”.

Som hævn for dette massive kongemord bliver alle kristne fordrevet fra vore landskaber, og kirken i Slesvig blev lukket. Da Kong Horik II. på dette tidspunkt kun er 9 år gammel tages beslutningen af statholderen for Slesvig, der i samtiden kaldes Hovi (”Vita Anskarii auctore Rimberto”, kap. XXXI.). Denne beslutning omstødes på et senere tidspunkt henimod "hans sidste dage", og derfor ikke før den unge Kong Horik II. er blevet mindst 20 år gammel, dvs. tidligst år 865 e.Kr., og ”hvad mere er, at der skulle være en klokke i kirken, hvilket hedningene tidligere ikke havde givet tilsagn til” (Insuper etiam, quod antea nefandum paginis videbatur ut Clocca haberetur in Ecclesia consensit), jvf. ”Vita Anskarii auctore Rimberto” (kap. XXXII.).

Her skal man være opmærksom på de mange kristne røverhistorier i omløb (prøv at efterse mange kirkers historiske genberetninger af Ansgar). Der tilføjes ofte til ovennævnte sætning; ”skønt Hedningerne troede, at den forjog Landvætterne”. Dette er ren løgn og latin, og findes ingen steder i originalen. Røverhistorien opstår først med Arild Huitfeldt (1546-1609) i hans ”Danmarckis Rigis Krønnicke” (Danmarks riges Krønike).

Årsagen til dette er klar. Det var nemlig en udbredt kristen tro at Djævlen og onde ånder generelt, dvs. "De 7 Vise" hedenske guder, var bange for lyden af kirkeklokker¹. Her overføres kristen overtro til vor forne gudelære, og det er og forbliver historisk uredelighed. Vor brug af klokker var som alarm, og til at kalde til samling – ikke at skræmme nogen eller noget bort ².

¹ At denne kristne overtro ikke har ændret sig en tøddel, selvom Deres lokale kirketjener næppe køber varen, kan vi f.eks. se hos Henrik Ibsen i "Peer Gynt" (1867, Akt 2, Scene seks):

Peer Gynt
(begravet i trolddyngen)

Hjælp, moer, jeg dør! (Kirkeklokker ringer langt borte)

Troldungerne

Bjelder i fjeldet! Det er svartekjolens kør!
(Troldene flygter under bulder og hylende skrig. Hallen styrter sammen; alt forsvinder)

Sir James George Frazer beskriver i “Folk-Lore in the Old Testament” (1923, s. 418) det teologiske grundlag for romerskkatolske biskopper i “Pontificale, Pontificale Romanum”:

² Se Biskop Jakob Erlandsens Stadsret for København dateret 13. marts 1254, der siger: "8. Naar (Storm-)Klokken lyder og nogen holder sig tilbage og ikke iler til, skal hans Brøde vurderes paa ovennævnte Maade". Kilde: Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium (1838-1896, Bind I. s. 15-21).

Netop fordi klokken har en forsvarsmæssig opgave, og måske i 800 tallet e.Kr., som vi kan se ovenfor, har en opgave at kalde til samling i de hedenske stavkirker, kan man ikke tillade at en fremmed religion gør brug af samme skik til et andet formål.

I årene 1979-81 blev der foretaget seismiske undersøgelser i Hedeby havn, og her fandt man, udover skibsvragene Hedeby 2. og Hedeby 3., også en kirkeklokke.

Det må stå klart fra Vita Anskarii auctore Rimberto” (kap. XXIV. og XXXII.) at den første kristne kirke i Slesvig fra ca. år 829 e.Kr. ikke havde nogen kirkeklokke. Ellers ville det ikke blive fremhævet at der ca. år 865 e.Kr. gives tilladelse til at gøre brug af en klokke, der i samtiden anses for lovbrud. Kirkeklokken kan da være en hedensk stavkirkeklokke, som vi ser det på vægtæppet fra Skog Kirke i Hälsingland. Alternativt kan være den kristne kirkeklokke fra tiden efter år 865 e.Kr., der måske af vrede indbyggere i Slesvig og Hedeby er blevet kastet ud i vigen som ballast for noget der skulle sænkes. Dendrokronologisk datering af træet fra Hedeby 1. langskibet viser at træerne blev fældet år 985 e.Kr., og at skibet blev sænket mellem år 990 og år 1010 e.Kr. Det forekommer rimeligt at forestille sig at kirkeklokken blev sænket sammen med skibene. Kirkeklokken er dateret til ca. år 850 e.Kr. – er dette sandt kan klokken ikke være en kristen kirkeklokke, og må derfor have været fra en hedensk stavkirke.
Billedkilde: Sven Rosborn: Den skånska historien – Vikingar (2004, s. 21).

At der også i de nye kongeriger i Britannien fandtes hedenske gudehov forklarer Bede os ca. år 731 e.Kr. i ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog III:XXX) i min oversættelse til nudansk. Essex var ca. år 650 e.Kr. kommet under overherredømme af ætterne fra Mercia. År 664 e.Kr. hedder kongen af Mercia Wulfhere, og han har som sin lensmand i Essex Sighere (og Sebbi). ”...Sighere med de af sine folk under sit dømme, forlod den kristne tros mysterier og frafaldte. Kongen selv, og mange af almuen og stormændene, værende tilfredse med deres jordeliv, og ikke værende søgende efter et efterliv, eller snarere ikke troende at der fandtes et, begyndte at genopbygge de forladte gudehov og tilbede gudeafbildninger, som om de på denne vis kunne opnå udødelighed...”.
 
Stavkirkerne kan opdeles i to grupper; den simple enskibede kirke og kirken med hævet midtrum.

Haltdalen stavkirke, Sør-Trøndelag (nu på Trøndelag Folkemuseum, Sverresborg ved Trondheim). Dateret til år 1170 e.Kr. 5 x 6 m. Der var ingen bænke, ingen vinduer og intet ildsted til opvarmning. Koret var oplyst med voks- eller kærtelys.
Kilder: Grundoplysninger fra Jørgen Jørgensen: http://home.online.no/~jorgenj/
Billedet fra Tormod Tobiassen’s artikel ”Stavkirkene  våre. En oversikt” .

Haltdalen stavkirke viser så vidt jeg kan se èt eksempel på hvorledes vore oprindelige Gudshuse har taget sig ud. Sammenholder vi kirkens 5 x 6 m størrelse med ét skib og tilbygget kor med hvorledes f.eks. arkæologien forklarer os at den oprindelige Urnes stavkirke så ud med et  grundris på 5 x 6.5 m, med tilbygget kor har vi nok standardstørrelsen for én type Gudshus, formentlig den skrabede udgave. Vi bemærker naturligvis at der selv i denne simple udgave er tækket med meget kostbare spån. Stenfundamentet er en i denne sammenhæng ny opfindelse. Oprindeligt stak man stavene direkte ned i jorden efter at have brændt dem i enden for at hindre råd. Stenfundamentet kommer først ind i byggestilen i 1000 tallet, jvf. f.eks. begrebet ”stenrig” og Steensgaard Herregård ved Faaborg, Fyn.
 
Lad os endnu engang gentage den oprindelige betydning af ”kirkja” i den før-kristene æra som ”Solens/Solstrålens kælder/grotte”.
 
Jeg håber nu læseren kan se at det ikke var fordi tømreren og tækkeren ikke kunne lave vinduer, hul i taget til ildsted eller bænke til at sidde på, at stavkirken fik den form den gjorde. Stavkirkens udformning følger nøjagtigt den etymologiske oprindelse til forståelsen af ”kirkja”.  Stavkirken har skullet fremstå som en mørk kælder/grotte. Det eneste naturlige lys i midtrummet kom fra små, runde huller under tagryggen ¹, og dette har fungeret som den symbolske solstråle der skinner på krypten, hvor frugtbarhedsguden opholder sig. Mit gæt er at der i jorden i koret oprindeligt har været gravet et hul, måske bygget op af sten, hvori kærtelyset blev sat og oplyste krypten/grotten. Vi har allerede hørt at i år 884 e.Kr. står der i koret et alter hvorpå Edsringen, en Hlautbolli og en Hlaut-teinn var.
 
¹ Se Håkon Christie’s artikel ”The Stave Churches of Norway” på Utenriksdepartementet, Norge’s hjemmeside.

Deltagerne i det hellige ritual inden i Gudshuset har ikke skulle sidde ned og modtage en prædiken, men har hver især skulle foretage deres eget ritual til deres egen personlige gud. Goden eller Gydjen har forestået ceremonien, men han/hun har alene haft til opgave at køre ritualet igennem.
 
 
 

Borgund stavkirke, Lærdal sogn. Dateret til ca. år 1150 e.Kr. Dette mesterværk er i sin oprindelige form og har aldrig været ombygget eller tilbygget. Midtrummet er hævet i såvel skib som kor. På taget af det hævede midtskib sidder en ”tagrytter” dvs. ”noget der rider på taget” (de 3 øverste tag). Vægge og tag er tækket med spån. ”Kongevejen” fører forbi kirken og derfor har denne kirke tilhørt sværvægtsklassen. Kilder: Grundoplysninger fra Jørgen Jørgensen: http://home.online.no/~jorgenj/ Billedet fra Tormod Tobiassen’s artikel ”Stavkirkene  våre. En oversikt” .

Borgund stavkirke, Lædal sogn. Tegning af trækonstruktionen og plantegning.
Kilder: Grundoplysninger fra Jørgen Jørgensen: http://home.online.no/~jorgenj/
Billedet fra Tormod Tobiassen’s artikel ”Stavkirkene  våre. En oversikt” .

Alle er naturligvis klar over at Borgund stavkirke har mange afbildninger af dragehoveder i gavlen, der gentages ornamentikken i træudskæringerne. Dette bliver altid forklaret med at tiden for stavkirkernes bygning var en overgangstid og at dragerne fra den forne sæd kunne tåles så længe de var uden for kirken (se Bugge, Gunnar & Mezzanotte, Bernardino: Stavkirker, 1994, s.48).
 
Ved at forstå oprindelsen til dragen i vore skikke, det være sig langskibet, dragemærket eller runesten, ved vi godt at det fra helligdommen udadvendte dragehovedet er et af vore absolut ældste symboler tilbage til begyndelsen. Evt. tvivlere kan evt. tage en tur med dobbeltdækkerbus til City of London, hvor tourguiden tyve gange om dagen gør turister opmærksom på de fire drager (City of London’s våben) der med ryggen til City of London vogter over de fire oprindelige indfaldsveje ind til den gamle by og beskytter dens indbyggere. Dragen er vort oprindelige mærke, og kristendommen opfinder Djævlen af fri fantasi som symbol på  dragen, dvs. os.
 
Borgund stavkirke’s form og udseende er derfor urnordisk og et fremragende eksempel på hvorledes alle de prægtigste gudshuse tog sig ud i Danmark, Sverige, Norge og England indtil trækirkerne erstattes med stenkirker i Danmark og England begyndende med Harald Blåtand i slutningen af 900 tallet e.Kr.^1
 
1 Den ældste kendte stavkirke overhovedet findes i Greensted (”Det Grønne Sted”), Essex, England. Den nuværende kirke er dateret til før år 845 e.Kr. Kirken var oprindeligt opbygget af palisadestolper nedgravet i jorden. Stavene er af egetræ og kløvet på midten.

Hopperstad stavkirke, Vik sogn. Dateret til sidste del af 1100 tallet e.Kr. Vi bemærker såvel det flotte spåntag som de 4 dragehoveder, der med ryggen til forsvarer helligdommen.
Kilder: Grundoplysninger fra Jørgen Jørgensen: http://home.online.no/~jorgenj/
Billedet taget af T.V. Stenersen, 27. juni 2003.

Gudeafbildning af ”Den Enøjede”, bedre kendt som Odin, på en stav/bjælke i Hegge Stavkirke, Valdreser. Odin giver som bekendt sit ene øje for en kop mjød af visdommens brønd. Vi bemærker at afbildningen ligeledes viser Den enøjede med tungen ud af munden, den klassiske måde i kunst at vise en mand der hænger. Hávamál vers 138 forklarer hvorfor Odin hænger sig selv. Vi ser samme gudeafbildning gentaget i korportalerne i Tromøy Kirke og Hedrum Kirke, begge Norge. Billederne taget af Lars Ims.

Mindre kendt har vi også i det sydlige Danmark fundet spor efter 20 stavkirker (ofte kaldet ”trækirker”), den seneste fundet 2004 af Arkæolog Mikael Holdgaard Nielsen i Aidt i Hvorslev Kommune. Som vi finder det i Norge er stavkirkerne i Danmark opdelt i ”den skrabede udgave” og ”sværvægtsklassen”.

Genopbygget stavkirke på Moesgaards Museum, Aarhus. Grundlaget for stavkirken er stolpehuller fra ydervæggene og gulvlag fundet i Hørning Stavkirke, Randers samt ”Hørningplanken” fundet 1887. Sidstnævnte er et stykke af den oprindelige stavkirkes hammerbånd, stærkt udskåret med førkristent ”ormeslyng”, der er den dominerende kunstform ca. år 1060 e.Kr., hvortil træplanken er dateret. Den viste stavkirke er under stærk indflydelse af de ”skrabede udgaver” af de norske stavkirker, hvilket ganske sikkert er korrekt. Jeg er dog uenig i at de to/tre dragehoveder vender ryggen til Midtrummet. Er der kun to beskyttende drager skal disse altid have hovedet vendt mod hinanden for at beskytte Midtrummet. Kun ifald der er fire dragehoveder (hvert verdenshjørne) kan ryggen vendes til Midtrummet. Stavkirken i Aidt i Hvorslev Kommune er dateret til år 1050-1150 e.Kr. og er 12 m x 6 m.

Et eksempel på ”sværvægtsklassen” i Danmark er de tre førkristne stavkirker i Jelling, hvorpå den nuværende stenkirke fra år 1080-1100 e.Kr. er bygget. Den første stavkirke i Jelling synes at have været 30 m x 14 m, dvs. væsentlig større end den nuværende stenkirke. Stavkirkerne siges at være bygget fra år 965-1080 e.Kr. men dette vurderer jeg er en klar tilpasning af sandheden fordi man som udgangspunkt antager at stavkirkerne er katolske, og derfor er samtidige med Jellingestenene. Jellings sande historie er helt anderledes.
 
Allerede under Kong Wermund til Angel (Wuffinga-æt, ca. år 497-537 e.Kr.) er Jelling Kongsgård med hele Sønderjylland, inklusive Anglen, som landområde. Hvor gravhøjene og Jellingestenene derfor står i dag har været helligt område mindst siden dette tidspunkt. Derfor har der stået en oprindelig kirkja/gudehov her. Dette er årsagen til at Gorm Den Gamle gravsættes her. Det er ikke fordi Gorm Den Gamle er gravsat i Jelling, at der bygges stav- og stenkirke, men omvendt.

Uddrag af Sofie Kraft's stregtegning af to brudstykker af billedtæppet fra Oseberg-skibet, dateret til år 834 e.Kr. Til venstre vist uden detaljer, til højre med. Det øverste brudstykke viser to krigere, begge kvinder?, med spyd.  Vi ser to huse afbildet med to tage. Der er for mig ingen tvivl om at vi her ser Dronningens Sal og stavkirken/gudehovet, der år 834 e.Kr. er gjort indendørs. Hvert hus har de obligatoriske 2 beskyttende drager fra gavlen, med ryggen til midtrummet. Bemærk hvorledes rytterne her benyttes til at holde dragen på plads. Taget på det store hus, Dronningens Sal, ser ud til at være tækket med spån. Mon ikke det er Skíringssalr i Vestfold, Norge vi her ser afbildet, over hvilken Dronning Ása har vældet. Vi kan se fra Ynglingatal (vers 44) at Skíringssal er i fuldt flor under Kong Halfdan (Scyldinga-æt nr. 16, ca. år 445-498 e.Kr.). Det gør at denne hal er samtidig med Heorot i Gl. Lejre, hvilket giver mening. Brudstykket nedenfor viser en stor fugl foran et med beskyttende drager belagt tag.
Kilde: Arne Emil Christensen, Anne Stine Ingstad, Bjørn Myhre: Oseberg-Dronningens Grav: Vår arkeologiske nasjonalskatt i nytt lys (1992, Textilene i Osebergskipet, s. 176-208) . Tak til Einar Birgisson, Island for viden om samtiden for Dronning Ása.

”Reykjahlíds kyrkja på Island” af Carl Emil Baagøe (1829-1902) fra 1856. Maleriet viser den gamle kirke i Reykjahlíð ved Mývatn, øst for Akureyri i det ekstremt nordøstlige Island. Bemærk hvorledes de afsluttende brædder på mos-taget på hver endegavl viser de 4 beskyttende drager. Vi kan ligefrem se evolutionen fra A-rammen på Oseberg-teltet og Gokstad-teltet.
Billedkilde: Inga Lára Baldvinsdóttir: Svipmyndir af landi og Þjóð.

Det er så på dette tidspunkt vi kan tilføje Bent Hansen’s glimrende indsigt fra Kina om den mulige oprindelse til stavkirkens form.