Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Langskibenes herkomst

 

 

Lad os begynde dette kapitel med at fastslå én gang for alle; verdens uden sammenligning største flåde ligger underdrejet nord for Ejder-strømmen, gengivet på vore utallige skibshelleristninger fra ca. år 1.000 f.Kr. Tidsrummet tilhører hvad jeg mener er Bronzealder "Tani" (Daner)-folket, der delvist udvandrer og er sejrherren i Den Trojanske Krig, der afsluttes med Troja's Fald ca. år 1184 f.Kr. For mere herom se bl.a. se afsnittene ”Daner – Danir -  Tani.jpg- Vand-folket” og "Skib og Trojaborg (labyrint)". Derfor findes den skandinaviske skibsbygningskunst også i det østlige Middelhav i Bronzealderen.

Dernæst skal læseren være helt afklaret på at den aftagelige mast med rå, sejl og styreåre allerede er udviklet i Bronzealderen.

Homer: Odyssey (Bog II:420-427) gengiver for os brugen af mast og sejl. Det er Odysseus' søn Telemakhos, der fra øen Ithaca stikker til søs og påbegynder eftersøgningen af sin fader, i min oversættelse til nudansk:

”Og øje-glimtende Athene sendte dem god bør; en stærkt blæsende vestenvind der hylede over det vin-mørke hav. Og Telemakhos tiltalte sit mandskab og bad dem gribe tovværk og grej, og de adlød hans ordre. Masten af grantræ [græsk ”histon d' eilatinon” fra ”elatinos” (latin ”abiegnus, abies”)] de rejste og satte i den udhulede kasse [græsk ”koilēs entosthe mesodmēs”, dvs. kølsvinet], fastgjort med to reb til forstavnen [græsk ”protonoisin”], og hejste det hvide sejl med snoede reb af kohud”.

Homer: Odyssey (Bog III: 276-281), Nestor fra Gerenia, der deltog i Den Trojanske Krig på fjendens side, tiltaler Odysseus' søn Telemakhos, der er ankommet til hans gård i sin søgen efter faderen. Nestor fra Gerania beretter om hjemrejsen fra Troja ca. år 1184 f.Kr., i min oversættelse til nudansk:

”Vi var undervejs fra Troja, Atreus’ søn [et heite for brødrene Agamemnon og Menelaos; her en henvisning til Menelaos, jvf. Bog III:256] og jeg, som de frænder vi var; da vi kom til hellige Sounion, højdedraget ved Athen [græsk ”akron Athēneōn”, 69 km sydøst for Athen], da angreb [den trojanske gud] Phoebus Apollo med et enkelt lynild og dræbte Menelaos’ styrmand [græsk ”kubernētēn”] medens han havde begge hænder på styreåren [græsk ”pēdalion”] af det hurtigsejlende skib”.

Homer: Odyssey (Bog IX: 320-325), i omtalen af størrelsen af en kølle, i min oversættelse til nudansk:

”…stort som masten på et sort skib med tyve årer, et handelskib, breddækket,..”.

Homer: Odyssey (Bog IV: 575-582), hvor Menelaos beretter om sin 8-årige rundrejse fra Troja til Sparta efter Den Trojanske Krig, i min oversættelse til nudansk:

”Aldrig så snart havde den rosen-fingrede Daggry meldt sin ankomst før vi trak vore skibe til det skinnende hav, og her satte master og sejl i de velskabte skibe; søfolkene gik ombord og satte sig vel på ror-tofterne [græsk ”klēisi”], klar til at slå årerne i bølgerne grå. Tilbage igen til Egyptens farvande [fra øen ”Pharos”, én dags sejlads fra fastlandet], til den himmelfodrede flod [dvs. op ad Nilen], jeg sejlede”.

Homer: Odyssey (Bog IV: 778-784), i beskrivelsen af bejleren efter Odysseus' kone Penelope (Penelopeia), Antonious (Antinoos)’ skib, i min oversættelse til nudansk:

”Således talte han [Antinoos], og udvalgte 20 af de bedste mænd; de drog nu til det hurtige skib ved kysten. Først trak de skibet ned til vandet; hér satte de masten og sejlet på det sorte skib, årene i åretoldene gjort af læderremme, alt i rækkefølge, og hejste herefter det hvide sejl”.

Bronzealderskibene fandtes både som krigsskib og handelsskib, og som de senere langskibe havde de aftagelig mast. Man målte et skibs størrelse i antal årer (padler); nøjagtigt som man gør det i dag på f.eks. Færøbåden (se afsnittet "Færøbåden"). Det ser ud til at fremdriften i skandinavisk skibsbygningskunst i Bronzealderen skete med padle-teknik, ikke bænke/årer-teknik.

I 1992 udgravedes et 9½ meter langt træskib dateret til år 1575-1520 f.Kr., dvs. Ældre Bronzealder Periode I-II (1700-1300 f.Kr.). Båden (Dover Bronze Age Boat) blev fundet 6 meter under gadehøjde i byen Dover, det sydlige England. Skibet er bygget af egetræ og skroget består af 4 behandlede egetræsplanker (bundplanker), der holdes sammen af kiler omkring to midterplanker der løber hele skibets længde, samt en syning af snoede taks-grene (gruppe af 3 med rebsnoningsteknik for hver gruppe). Bådens samlede længde kan have været ca. 11 meter. Båden ser ud til at være tætnet med mos. De tre egetræsbåde fra Ferriby, Yorkshire ved Humber-floden (Ferriby Boats) er også dateret til Ældre Bronzealder (2000-1720 f.Kr.), og er bygget med samme teknik. I den største af de tre både, 13 m lang og 1.7 m bred, er der plads til 18 mand med hver sin padle.

Vi ved også at træskibene blev tætnet med tjære, og vi har fundet dette i Bronzealderen. I Danmark kalder vi dem "nissebrød", der betegner harpiksringe fra Bronzealderen. Harpiksringene er tørret birketjære. Forsøg i Lejre viser at man kan fremstille birketjære ved brug af 1780 g birkebark og et lerkar. Som varmekilde brugtes bål og kogestensgruber.

 

 chap26-1.jpg

Bronzealderskib med mast, rigning, sejl og styreåre

Under sommeren 1922 fandt Konsul H. H. Holta flere skibshelleristninger på et klippefremspring ned mod jernbanelinjen i Gjerpen, Skien (udtalt ”Skjeen”), Telemark. En af disse helleristninger er skibet vist ovenfor.

Skibet er fremstillet som vi kender disse fra Bronzealderen, og viser et hestehoved i for- og agterstavn.

Homer: Odyssey (Bog IV: 707-709), hvor Penelope, Odysseus’ viv, tiltaler marskallen, der netop har forklaret hende at sønnen Telemakhos er sejlet bort for at søge tidender om sin forsvundne fader Odysseus, i min oversættelse til nudansk:

”Greve [græsk ”kērux”, her opfattet som det oldengelske "gerefa"], hvorfor er min søn bortrejst?  Han havde intet behov for at borde hurtigt-sejlende skibe, der tjener menneskene som dybets heste, og bærer dem vidt over søens bølger".

Homer: Odyssey (Bog XIII: 46-52), i beskrivelsen af det skib fra Kong ”Ἀλκίνο” (Alkino) og Dronning “ἀρετὴν” (Areten, Arete), der hersker over ”Φαιήκων” (Phaiekon)-folket, hvis landskab ligger i ”Echerie, Echeria” (Scheria), der skal bringe Odysseus tilbage til sin hjemstavn i tiden efter Troja’s Fald år 1184 f.Kr., i min oversættelse til nudansk:

”Skibet sprang fremad på sin kurs som en ”fire-i-hånd” [dvs. firspandet] stridsvogn flyver ud af banen når hestene mærker pisken. Hendes forstavns hvælving var som nakken på en hingst, og en stor bølge af mørkt skummende vand kogte i hendes kølvand”.

 

Lidt til venstre for midtskibs ses den rejste mast, den tværgående rå (raa), og et ovalt sejl. Antager vi at den hvide streg, der i højre side strækker sig lodret fra stavn til under kølen, og derfor under vandlinjen, er en assymetrisk styreåre, er sejlretningen fra højre mod venstre. Masten er derfor rejst mellem midtskibs og forstavn. Derfor er ringen foran hestehovedet i skibets forstavn sikkert Solen, efter hvilken man har stukket sin kurs.

Der er aftryk af to fodsåler agterud, inde i hvilken er gengivet to kors med lige store bjælker – liv-korset – vort symbol på livet. Da fodsålerne og livkorsene tydeligvis skal ses som et samlet hele med langskibet på langfart, fristes man til at gengive H.C. Andersen: Mit Livs eventyr (1855, kap. XI:2): ”At reise er at leve”.
Billedkilde: H. H. Holta: En hittil ukjendt helleristning i Gjerpen (1923); Dr. Just Bing: Helleristningen paa Tufte ved Skien (1924)

 

 

chap26-2.jpg 

Skibshelleristninger fra Bohuslen. Alle viser, så vidt jeg kan se, skibet med mast, sejl og/eller styreåre.

Nr. 1: Fra Åby, Tossene socken (Bildnr: 30411049058, Raä nr: 73).
Nr. 2: Fra Tanum, Tegneby socken (Bildnr: 31223121080, Raä nr: 62).
Bemærk at skibet er vist med to master og to sejl; et i agterstavn og et i forstavn.
Nr. 3: Fra Gullov, Kville socken (Bildnr: 32511943048, Raä nr: 136).
Nr. 4: Fra Aspeberget, Tanum socken (Bildnr: 31223121026, Raä nr: 18).
Nr. 5: Fra Finntorp, Tanum socken (Bildnr: 31223123096, Raä nr: 90).

Egypterne har styreåre og sejl på deres papyrusbåde både på afbildningerne i Menna’s Gravkammer dateret til ca. år 1422-1411 f.Kr., samt på "søslags"-relieffet fra Pharaoh Ramses III. (regent 1183-1152 f.Kr.)'s gravkammer ved Medinet Habu.
Billedkilde: Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen.

 

Det ser ud til at antallet af skibe gengivet med mast, sejl og styreåre er fåtallige sammenholdt med det samlede antal skibshelleristninger nord for Ejder-strømmen. Derfor bør vi nok slutte at skibene til de indre farvande ikke havde mast, sejl og styreåre i Bronzealderen. Langfartsskibene derimod havde det, som vi netop har set 1.

1 I denne forbindelse skal det kort fremhæves at indberetningen til Nationalmuseet i 1875 omkring fundet af en helleristning fra Bronzealderen gengivende et skib med sejl og mast i ”Storehöj, Storhøj” (SB84), Vinding Sogn, Tyrsting herred nær Silkeborg, formentlig er en fejlfortolkning. Marie Brinch, Nationalmuseet har hjulpet mig med afklaringen af dette.

 

Med dateringen af ”Byslättsbåden” (noget uheldigt ofte omtalt som "Byslättskanoten") fundet i Byslätt, Viskans dalgång, Marks kommun, Västergötland til år 9-800 f.Kr., kan vi måske udvide forståelsen og sige, at de mindre fartøjer til de indre farvande i Bronzealderen var barkbåde gjort af (let forgængeligt) elmbark, med skrogets spanter (spantskelett) gjort af tynde hasselpinde (klena hasselkäppar). Resterne af ”Byslättsbåden” opbevares på Göteborgs stadsmuseums magasin på Hisingen i Göteborg.

Fra grottemalerier i bl.a. Australien kan vi se at mennesket har gjort skibe, ikke kun udhulede træstammer, i mindst 10.000 år. Den ubetingede ældste båd nord for Ejder-strømmen blev fundet under sommeren 2014 i Smålandsfarvandet ved Askø nord for Lolland. Båden er dateret til ca. år 4.400 f.Kr., og er derfor 6500 år gammel fra Ertebølle-kulturen (5.400-3.900 f.Kr.) i Stenalderen.

 

Væven betinger sejlet

Det er en logisk brist at argumentere for at sejlet ikke var opfundet i Bronzealderen, subsidiært fandtes i Bronzealderens Skandinavien. Det altafgørende spørgsmål man må afklare for at forstå teknologien omkring sejl i Bronzealderen er hvorvidt væven var opfundet. Det var den. I Danmark stammer de tidligste vævede tekstiler fra Ældre Bronzealder, men vævevægte fra Yngre Stenalder vidner om, at teknikken var kendt herhjemme allerede omkring 2000 f.Kr. Den 16-18 år gamle "Egtved-pige" fra Storehøj nær Egtved by, vest for Vejle, hvis egekiste er dateret til år 1370 f.Kr., var gravlagt i en kortærmet bluse, et snoreskørt og et vævet bælte. Udover bæltet, er hendes bluse vævet en en toskaftet vævning.

Homer: Odyssey (Bog I: 354-359), Odysseus'datter, i fortvivlelsen over at Odysseus ikke er vendt hjem fra Troja, i min oversættelse til nudansk:

”Hvad angår dig selv, lad dit hjerte og dit sind hærde til at høre; Ikke alene Odysseus tabte i Troja tiden for sin hjemkomst, mange andre tabte denne og deres liv. Gå nu til dit rum, og lad dig optage af egne gøremål, væven og spindesiden [modsat mændenes ”sværdsiden”], og byd dine terner at tilse deres gøremål; al tale er forbeholdt mænd, men fortrinsvist mig; thi jeg er husets overhoved”. 

I Homer: Iliaden (Bog VI: 455-457) forklarer Hektor (Ökuþór) sin kone Andromache [græsk ”Andromakhē”] hvad der vil ske med hende (og andre trojanske kvinder) ifald han ikke kæmper og Troja derfor falder, hvad naturligvis skete. Kvinderne vil blive sat i trældom af fjenden, hvilket indebærer at deres dagligdag vil blive fyldt med træls arbejde, i min oversættelse til nudansk:

”fjenden [græsk ”Akhaiōn” = navnet på den fjendtlige alliance] vil messing-klædt [græsk ”khalkokhitōnōn” = lagt i trællens halsring] føre dig grædende bort. Og i Argos [græsk ”Argei”, i den østlige del af Den Peloponnesiske Halvø] vil han [Agamamnon, hersker over Argos] ydermere byde dig vævens [opretstående] bom eller at bære vand fra Messeis [græsk ”Messēidos”] eller Hypereía [græsk ”Hupereiēs”]”.

Det er væven der betinger sejlets væren til, og størrelse. Da væven, skaftevæv og opstadsvæv, beviseligt fandtes, er det næste logiske skridt for et søfolk at én mand rejser sig op i en båd, spreder armene og holder et stykke vævet klæde - dette er sejlet, og det gjorde man på Færøerne helt op til 1800 tallet. Herfra erstattes det stående menneske med en mast, og de spredte arme med en rå. 

 

En naturlig del af vor historie er at efterse oprindelsen til de langskibe vi langt senere i 700 tallet e.Kr. så stærkt forbinder med vor levevis.

Hjortspringbåden, udgravet på Als og dateret til ca. år 350 f.Kr., er snarere en ubrudt skibsbygningskunst fra Bronzealderen end en tidlig udgave af langskibene fra tiden efter vor ankomst ca. år 40-77 e.Kr.

Da vi boede i Hong Kong, så vi hvert år Dragon Boat Racing konkurrencen. Jeg ved ikke hvorfor det tog mig så lang tid at koble udformningen af Dragebåden her sammen med udformningen af langskibet, men den er der helt umiskendeligt.

Iflg. sagnet startede Dragebådskonkurrencen ca. år 278 f.Kr. da en embedsmand under Kong Huai af Ch’u riget (Hunan provinsen i Kina) begik selvmord efter at være kommet i unåde hos kongen. Han kastede sig i Milo floden og indbyggerne i de omliggende bygder padlede ud for at lede efter ham, men forgæves. Dette blev gentaget hvert år og blev til en ceremoni.

Det var ænder flydende på de kinesiske floder, der gav kineserne ideen til udformningen af deres skibe. Følgende ænders position i vandoverfladen, blev forstavnen formet som en ands brystkasse i vandoverfladen og spidsen prydet med dyrehoveder. Der blev altid malet et øje på hver side af stævnshovedet, da dette beskyttede mod onde ånder.

Det er i denne forbindelse yderst interessant at i bådbygger-skikken på Færøerne skulle en båd ligne en fugl i vandoverfladen, jvf. Andras Mortensen’s bog "Hin føroyski ródrarbáturin" (kap. 2) om Færøbåden (se senere). Ligeledes viser Beowulfkvadet (sætning 217) at langskibet netop blev set som et billede af en fugl i vandoverfladen.

Det er Kong Hygelác (Scyldinga-æt nr. 18, ca. 497-521)’s thegn (Higelaces þegn) der får klargjort et langskib med 15 mand ombord, og derfor sikkert af Skeið-klassen:

”Gewat þa ofer wægholm, winde gefysed,
flota famiheals fugle gelicost”
”Væk da over vægholmen [havnen], fusende vind,
flydende som en fugl i luften fløj”

Min oversættelse til nudansk.

 

Hvad gør Dragebåden værdifuld i historisk øjemed er at der med det årlige ritual også medfølger krav fra oldtiden mht. bådens konstruktion. Som følge deraf er den nuværende form derfor meget lig hvorledes den har set ud i år 278 f.Kr. Dette gør den samtidig med Hjortspringsbåden, jordet ca. år 350 f.Kr.

 chap26-14.jpg

Øverst ses udformningen af en Stanley Mellemstørrelse båd (11.66 m lang, 1.06 m bred, 0.43 m dyb. 20 personer). De største både er 37 meter lange. Nederst ses Hjortspringbåden (14 meter lang med plads til 16-17 personer). Dette har været basisudgaven af en flodbåd brugt til handel, transport og muligvis krig.

 

Nu tager vi et spring på omkring 500 år til år 310-320 e.Kr., hvor vi har Nydam-skibet, fundet i august 1863 i Nydam Mose, Slesvig.

 chap26-15.jpg

Til venstre: Nydam-skibet fra år 310-320 e.Kr. i egetræ med styrbords styreåre.
Til højre: Et tilsvarende klinkerbygget skib under Tang-dynastiet (år 618-906 e.Kr.), igen med styrbords styreåre. Skibstypen kaldes på engelsk "Sea Hawk" (Sø-høg).

Skibstyperne er identiske. Den kinesiske junke-konstruktion begynder først i Song-dynastiet (ca. år 960-1270 e.Kr.), hvor de bygger store oceangående handelsskibe. Op til dette tidspunkt ligner deres skibe til forveksling vore langskibe.
Billedkilde: Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, W. Dreyer: Nordens Oldtid, Jernalderen, s. 215-216).

 

 

 

Drageskibet fra Miðgarð

 

I 1977 gjordes et arkæologisk fund i Leigudun, Suixian i Hubei provinsen i det centrale Kina, der efter min mening er utrolig vigtig at forstå. Hubei provinsen ligger lige vest for Shanghai med Han og Yangtze floden flydende igennem landområdet. Gravfundet er enormt 1, og har så stor variation, at vi kan drage konklusioner fra nogle af de fund jeg viser nedenfor. Indskrifter på nogle af bronzegenstandene antyder at den gravlagte høvding var Yi, markis af Zeng (”Zenghou Yi” på mandarin) og at graven kan dateres til ca. år 433 f.Kr. 2 Tidsrummet er derfor i ”De Stridende Staters Periode”, ca. år 475 f.Kr.-221 e.Kr. Gravfundet er udstillet på Hubei Provincial Museum.

Man kendte indtil 1977 ikke til eksistensen af en stat ved navn ”Zeng” og derfor er al viden om hvem dette folk og denne høvding var, ukendt. Netop det manglende kildemateriale om denne stat er i sig selv ganske bemærkelsesværdigt, og skyldes næppe at de kinesiske historieskrivere ikke kunne deres håndværk. Langt de fleste arkæologiske fund fra gravstedet er tydeligt præget af traditionel kinesisk håndværkskunst (fra staten Shu/Chu – se kortet nedenfor) med meget komplicerede udskæringer af meget høj håndværksmæssig kvalitet.

Dog er mindst tre af fundene radikalt anderledes fra resten af de fundne genstande.

1 124 musikredskaber, 134 bronze genstande, 4.777 våben, 1.127 bronzedele til stridsvogne, 25 læderharnisk, 5.012 lakerede genstande, 26 bamboo genstande, 5 guld genstande og 4 guld bæltespænder, 528 jade- og stengenstande, 6.696 kinesiske skrifttegn skrevet i blæk på bamboo.
2  Graven er 21 m lang, 16.5 m bred, 13 m dyb og dækker et areal på 220 m². Der er 4 gravkamre. Det østlige kammer indeholdt høvdingen selv, 8 unge kvinder og en hund i sin egen kiste. Gravkammeret i midten menes at være en ceremoniel hal. Det nordlige kammer indeholdt alle våben og det vestlige kammer indeholdt 13 yngre kvinder, formentlig tjenestefolk.

Høvdingen ligger helt åbenlyst begravet i det østlige kammer fordi Solen står op i øst. Høvdingen har fulgt solgudsskikke identiske til vore egne og har ønsket at være tættest på Solen. At han er begravet med sin hund , og at hunden var så højt vejrsat at den får sin egen kiste, er chokerende lig hvorledes vi selv gravlage vore Dronninger og Konger efter ankomsten til vore nuværende landområder.

 

Kort over Wei, Wu og Shu kongerigerne = de 3 kongeriger.
The Cambridge Illustrated History of China. London: Cambridge University Press, 1996, s. 87
Kilde: http://www.threekingdoms.com/

  

Til venstre: Det Store Dyr. Den ovenfor viste Kronhjort blev fundet i Markisen’s gravkammer og har derfor nok tilhørt ham personligt. Hovedet kan drejes og hornene er ægte. At høvdingen har Det Behornede Dyr ved sin side skyldes, jvf. vor egen forne sæd, at høvdingen’s rejse til den næste verden alene kan ske under beskyttelse fra Det Store Dyr, der kan være hesten og behornede dyr som rensdyr, hjort og elg. Denne verdensopfattelse er udelukkende indoeuropæisk.
Til højre: Den Hellige Kop. Gjort af guld og 11.1 cm høj. Som er tilfældet med  Det Store Dyr, lå også Den Hellige Kop i Markisen's gravkammer og har tilhørt ham personligt. Koppen er i udformning, også i forhold til alle andre fund fra gravstedet, ekstrem simpel. Identisk med vore egne skikke, skulle den gravlagte have sin hellige kop med sig til den næste verden.
Kilde: Professor Patricia Buckley Ebrey, Department of History, University of Washington. http://depts.washington.edu/chinaciv/contents.htm

 

Endelig har vi fundet af en lille æske udformet som en skibsand.

 chap26-13.jpg

Skibsanden er gjort af lakeret træ og er 20.1 cm x 16.5 cm. Låget (andens vinger) kan tages af og hovedet kan drejes. Herefter fremkommer en perfekt stavn (andens hals og hoved) hvor andens hoved symboliserer dragehovedet. Der er ét øje på hver side da disse øjne, hos kineserne og hos os, skulle beskytte mod onde ånder. Skibsanden blev fundet i det vestlige kammer sammen med de 13 yngre kvinder, der menes at have været tjenestefolk. Overfladen er sortlakeret. Detaljerne er malet med rød og gul maling.
Kilde: Professor Patricia Buckley Ebrey, Department of History, University of Washington. http://depts.washington.edu/chinaciv/contents.htm

 chap26-12.jpg

Forstørrelse af samme skibsand, hvor afbildningen af Drageskibet og dragehovedet fremhæves. Dette er forløberen til Nydamskibet. Vi ser Dragehovedet og Det Behornede Dyr til venstre gjort identisk til den kunststil vi i Danmark kalder Nydamstil/Stil I. Det Behornede Dyr er afbilledet i forstavnen fordi det beskytter høvdingens skib under rejsen med båd til den næste verden. Til højre ser vi dragehovedet til et langskib udgravet ved Scheldt floden i Belgien. Øjet på dragehovedet er fremhævet.
Kilde: Dragehovedet til højre fra John Grant: Viking Mythology (1990, s. 64).

 

Mit bud er at den gravlagte høvding er indoeuropæer da vi ganske enkelt ikke kan bortforklare tilstedeværelsen af vor egen verdensopfattelse blandt hans personlige ejendele i graven. At Skibsanden lå i det vestlige gravkammer indikerer at skibe ikke har haft stor betydning for denne høvding, hvad vor viden om om os i dette tidsrum også bekræfter. Vi var et udelukkende et hestefolk. Drageskibet har dog været benyttet af høvdingen, og Dragemærket som høvdingens mærke, er fuldt forstået og udviklet allerede på dette tidspunkt år 433 f.Kr. Selve båden og dens konstruktion er sikkert en kinesisk opfindelse.

Dette afsnit viser ikke at Ver Asir/Danir-folket først bragte langskibs-konstruktionen til vore nuværende landområder, men viser at vor udgave kom fra Kina, formentlig via området omkring Asov- og Sortehavet. En urgammel byggeskik af skibe findes derfor allerede i vore nuværende landområder da vi ankommer år 40-77 e.Kr., hvorfor der sker sikkert en sammensmeltning af udseende og bygningsforståelse på dette tidspunkt.
 
Al forskning og sund fornuft tilsiger at et sødygtigt folk må have været det gennem mange slægtled, da denne egenskab er en kulturel arv. Der er ingen tegn på at vi, af Strabo betegnet Aorsi-folket (Ver Asir/Danir), havde søen som vort levebrød. Vort virke var heste.
 
Strabo forklarer os år 7 f.Kr. (Bog 11:5:8) om handelsstationen Tanais, hvor Tanais-floden løber ud i Asovhavet, at byen Tanais bestod af delvis asiatiske, delvis europæiske nomader, og delvis at dem der sejlede på søen (Asovhavet) fra Bosporus.
 
Vi kan nu se at byen Tanais bestod af forskellige folkeslag. Nogle af disse var søfolk. Uanset hvorledes vi anskuer ankomsten fra øst; jeg argumenterer fra en base i Estland, er de angreb der giver os fodfæste i vore nuværende landområder foregået med brug af en flåde. Derfor skal der være tilført viden udefra for at dette kan finde sted. Det kan være via denne vej at vi får kulturel viden om sejlads ind i vor kultur.
 
Samtidigt er det klart at bronzealder ”Tani” (Daner)-folket stadig findes i vore landområder da vi ankommer, og disse ætter er søens sande mestre. Jeg mener det må være derfor at Widsith-digtet (sætning 28), fra 600 tallet e.Kr., fremhæver en særlig æt af "Tani" (Daner)-folket, og kalder dem for det oldengelske "Sædenum" (Sø-danerne):

Sigehere lengest Sædenum weold,Sigehere længst Sødanerne vældede,

Min oversættelse til nudansk.

 

Den sjællandske søkonge Sigar (Sigehere), i folkeviser kaldet ”Sigvord Konning”, havde sin kongsgård i Sigersted (Sigarsvellir), 5 km vest for Ringsted.

 

 

Navngivning af skibe - en ny skik fra Götar-ætterne

 

Det ser ikke ud til at vi oprindeligt navngav vore skibe. Vi har kun meget få vidnesbyrd på et navngivet skib, der ser ud til at være spændende undtagelser, der skal med i samtidens sennordiske saga. Alle beretninger er fra efter Troskiftet år 600-630 e.Kr. 

Snorre skriver i Heimskringla (Ólafs Saga Tryggvasonar, kap. 72 Ger Traninn) at Kong Olaf år 988 e.Kr. lader en snekke med 30 rum bygge på Ladehammeren i Nidaros ved Trondheim. Han kalder dette skib "Tranann" (Tranen). Hans andet skib "Ormen Hin Lange" er behandlet andetsteds.

Snorre skriver i Heimskringla (Saga Ólafs hins helga, kap. 144. Leiðangur Ólafs konungs) om Olav ”den hellige” Haraldsson i sin regeringstid i Norge år 1015-1030 e.Kr.:

”Þá hafði Ólafur konungur skip það er hann hafði gera látið áður um veturinn er Vísundur var kallaður, allra skipa mest. Var á framstafni vísundarhöfuð gulli búið”.

”Da havde Kong Olav det skib som han havde ladet gøre før vinteren der Vísundur (Bison-oksen) blev kaldt, det bedste skib af alle. Fremstavnen var beboet af et gyldent bisonhoved”. 

Min oversættelse til nudansk.

 

Snorre skriver i Heimskringla (Saga Magnús konungs Erlingssonar, kap. 7. Fall Hákonar konungs) at Eindriði ungi ”hafði þat skip, er kallat var Draglaun (Drager-i-løn), langskipsbuza mikil...”. Det skib var en del af flåden mod Erling Skakkes skib ”Bœkisúðina” i Slaget ved Sekken 7. juli 1162 e.Kr.
 
Jvf. Heimskringla (Saga Magnús konungs Erlingssonar, kap. 4. Frá Erlingi ok Hákoni) havde Erling Skakke taget en hel flåde i krigsbytte herunder ”Bœkisúðina”, som Kong Inge Kong Inge/Ingi I. Haraldsson Krokrygg (den pukkelryggede) (født 1134, regent 1136-1161) havde haft (se også Heimskringla:  Sagan af Hákoni herðibreið, 9. Frá mönnum Inga konungs).
 
I Heimskringla (Gillunge Saga, kap. 22.) kaldes ”Bœkisúðina” (Bøkesuden, Bøge-klinken) en ”Konge-snække” i Slaget ved Hising år 1160 e.Kr.

I Þorsteinns saga Víkingssonar fra 1300 tallet e.Kr., der nævnes af Þormóður Torfason (”Tormodus Torfæus”, 1636-1719), hører vi om Hersen Þorsteinn Víkingsson (Torstein Vikingsson), der boede i Sognefjordsområdet.

Hans søn var Friðþjóf (Fridtjov den frøkne). Hans langskib kaldtes ”Elliða, Ellide” ("Den Aldrende", fra "elli" eller "ælde") og havde den særlige egenskab at det kunne forstå mands tale (”Skipet Ellide, at dat kunde skyna Manns Maal”). Skibet nævnes også i Friðþjófs saga ins frækna (kap. 21 eller kap. 2 afhængig af udgave). Samtiden synes at være under Kong Angantyr (Scyldinga-æt nr. 26, ca. 714-725) medens han stadig var Jarl, dvs. lige før år 714 e.Kr., jvf. Friðþjófs saga ins frækna (kap. 24 eller kap. 2 afhængig af udgave). At skibets navn er "Den Aldrende", og at det kan "forstå mands tale", gør at vi må opfatte skibet som en kenning for Verdenstræet. Skibets borde ovenvande var gjort af ask, og skibets visdom er forfædrenes visdom, der hjælper de levende ætter til bedre beslutninger.

"Sörla þáttr eða Heðins saga ok Högna" (kap. IV., Flateyjarbók) fra 1300 tallet e.Kr. nævner skibet "Gnoð", jvf. "hafi betri gripr verit í skipi en í þessu at fráteknum drekanum Elliða ok Gnoð ok Orminum langa á Norðrlöndum". Skibet tilhørte Ásmundr (Gnóðar-Ásmundr), jvf. Skíðaríma (vers 78) fra ca. år 1400 e.Kr., og også Gnóðar-Ásmundardrápa fra 1100 tallet e.Kr.

"Sörla þáttr eða Heðins saga ok Högna" (kap. IV. & VIII, Flateyjarbók) forklarer os at Kong Halfdan (Scyldinga-æt nr. 16, ca. år 445-498 e.Kr.) har drageskibet Hálfdanarnaut, jvf. (Hálfdan hefir konungr heitit. Hann réð fyrir Danmörk ...  Hann átti dreka svá góðan, at eigi fannst annarr slíkr á Norðrlöndum ....Heðinn hefir siglt í brott með Hildi ok drekann Hálfdanarnaut). "Naut, hnutu" (oldnordisk, oldengelsk) direkte betyder "nød", men er også betegnelsen for "hornkvæg". Som sømandsudtryk må vi derfor opfatte "Hálfdanarnaut" som "Halfdan's okse", der utrætteligt pløjer hav og sø. Langskibets navn forekommer at være et heite, og dermed en kenning for hvor stærk og aktiv kongens flåde var.

Alle andre skibsnavne er enten en henvisning til skibets størrelse (Orm hinn Langa og Orm hinn Skamma) eller er heite for krigsskibe i Skeið- eller Snekke-klassen.

Kong Gøtar af Norge (Gøtarus Norvagiae rex) gav Erik den Veltalende, søn af Regnar (Regneri), et skib søfolkene kaldte ”scrøter”, jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.2.3.5 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 144). Samtiden er sat til Kong Frode I. år 400-446 e.Kr. Brugen af "Kong Gøtar" antyder at vi her taler om Götar-ætterne efter de gjorde landnám i Götaland (Gautland) ca. år 300-350 e.Kr. Vi kan se Kong Gøtar's rige bl.a. inkluderede Rennesø (Rennisøy, Rennesøy), Ryfylke i Rogaland, samt Litharfylke (Litharfulki); enten Lier (Líðir) i Buskerud fylke, eller landskabsnavnet Listi (Lister, Lista) efter halvøen i Vest-Agder; dvs. det sydlige Norge. Saxo beretter at hans samlede rige bestod af 7 landskaber, Herat eller Fylke (quod septeno provinciarum numero tendebatur).1

1 Se Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.3.10.2; 5.3.30.2; 5.6.0.12 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 154, 172, 181).

 

Alle beretninger om navngivning af skibe er fra de norske landskaber. Det ser derfor ud til at det er Götar-ætterne der er ophavet til skibsnavngivning, og at disse indfører skikken i de norske landskaber.

Saxo's brug af "scrøter" må være fra det oldnordiske "skraut" (stads, pragt), hvorfor "skrautar" betegner "Det Prægtige", og derfor er et heite for langskibet hvis det tager sig særligt smukt ud; måske hvis det havde dragehoved påsat.

Beowulf har uden sammenligning verdens bedste samling af heite for disse skibe, nogle af hvilke gengives her:

Oldengelsk
Oldnordisk
latin

Nudansk

Kilde:

ýdlidan

bølge-lid(følger)

Beowulf, sætning 198 1

sundwudu

sundtræ

Beowulf, sætning 208

wudu wundenhals

træ rundhals

Beowulf, sætning 298

sidfaéþmed scip

sidefavnet skib

Beowulf, sætning 302

hringedstefnan

ringstævnen

Beowulf, sætning 1131

saégenga

søganger

Beowulf, sætning 1882 2

saégéap naca

søbøjede nakke

Beowulf, sætning 1896

wégflotan

vejflyder

Beowulf, sætning 1907

waégliðendum

bølgeglidende/wave-gliding

Beowulf, sætning 3158 2

brimhengest

brændingshingst

Rune-digtet for S-sigel 2

merehengest

søhingst

Exeter Book, Riddle 14, sætning 6

horsa

hesten

Angel-saksiske Krønike år 449 e.Kr.

maritimam bovem
maritimae bovis

søko

Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.16.1.2; 5.16.2.3 på latin);
Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike
(1911, 1. del, Bog V: 203-204)

brimsvín

brændingssvin

Hymiskviða, vers 27 (Ældre Edda)

flotbrúsa

flod(bukke)bruse

Hymiskviða, vers 26 (Ældre Edda)

 Járnbarðann

 Jern-barden
(jern-skægget)

Jómsvíkinga saga (kap. 32).  Udtrykket "barða", fra "barði", betegner et langskib i krigsskibsklassen, hvor for- og agterstavn havde en særlig stor ydre kant, der var forsynet med jernpigge, kaldet "skegg" (skæg)

1Lidan” oversættes til nuengelsk som ”wave-cutter”. Det er jeg ikke enig i. Ordet ”ýd” der på oldengelsk betegner ”bølge” er et slang for samme. Vi skal hente oprindelsen til ”ýd” fra ”ydda” (oldnordisk) med betydningen ”spids, tilspidset”. Ordet ”lidan” hentes fra ”lið” (følge, som står bi), jvf. ”tillid”, ”riddarilið” (rytteri) og ”Þinglið” (Thinglid). Forståelsen er derfor ”den der følger bølgen”.
2 I hvert fald disse heite viser at forståelsen for surfing og surfbræt er tilstede og bliver benyttet. Ordet "waégliðendum" er her lang tillægsform (præcens participium), dvs. i formen "sejlende, løbende". I formen "waégliðend" har det betydningen "bølgeglider/wave-glider". Tak til Michael Lerche Nielsen for hjælp med dette.

 

 

Skibstyper år 800-1300 e.Kr.

 

 

Den oprindelige betegnelse for vor krigsflåde er det oldengelske ord ”scip-here” (skibshæren), hvor krigsskibet kaldes det oldnordiske "herscip" (hærskib), jvf. Helgakviða Hundingsbana önnur (mellem vers 4 og 5, Ældre Edda). Skibene i handelsflåden kaldes ”ceap-scip, ceap-scypun” (købskib, købskibe) 1.

1 Se Kong Aethelred (Ethelred, Adalsråd, Regent ca. år 968-1016 e.Kr.) og den fredsaftale han indgår med Anlaf, Justin og Gudmund, Stegitan's søn (Æðelred cyng y ealle his witan wið þone here geðon habbað þe Anlaf y Justin y Guðmund Stegitan sunu)

 

Kong Aethelred (Ethelred, Adalsråd, Regent ca. år 968-1016 e.Kr.) viser i sine domme fra Enham (Lov nr. xxxiii) og fra år 1008 e.Kr. (Lov nr. xxvii), hvornår krigsflåden skulle være søsat og kampklar:

xxxiii. And wærlic bið þ man æghwilce geare sona æfter Eastron fyrd-scipa gearwige : ·33. og være dette budt (at) man hvert år straks efter Eostre (Påske) (loven om) færd-skibe overholder : ·

xxvii. And ymbe scip-fyrðrunga · swa man geornost mæge · þ æghwyle geset sý sone ofen Eastran · æghwylce geare : ·

27. Og om skibs-færden · som man gernest mager · det hver én er (sø)sat straks efter Eostre (Påske) · hvert år : ·

Min oversættelse til nudansk. Endestavelsen ”-fyrðrunga” fra det oldengelske ”fyrd, fierd”, der modsvares af det oldnordiske ”ferð”, og derfor det danske “færd”. Samlet betyder “fyrd-scipa, scip-fyrðrunga” derfor direkte ”færd-skibe, skibsfærden”, men da vi ved at ”scip-here” (skibshæren) betegner krigsflåden generelt, har ordet hér den særlige betydning, at krigsflåden er fuldt udrustet og kampklar. Det oldengelske ”gearwige” er fra ”ge-arwir” (overholder). Lovens ordvalg forekommer umiddelbart akavet formuleret da vi ikke synes at vide, hvad der skal overholdes. Det må her skyldes at handlingen at søsætte fuldt rustede krigsskibe efter Eoster (Påske) er forfædrenes ukrænkelige uskrevne lov, der med nærværende lov bekræftes som stadigt værende i kraft.
Kilde: Benjamin Thorpe (1782-1870): Ancient Laws and Institutes of England, (1840, s. 132, 137)

 

Tidsrummet ”Eostur-monaþ” svarer til 21. marts -8-14. april, og efterfølges af Naturens nye år og Sumarmál - Sommermål(tid). Se afsnittet ”Solhjulet og den matriarkalske månekalender”. Ikke overraskende skal krigsflåden være kampklar fra dette tidspunkt, men heller ikke før.

Som bådforsikringen også i dag ophører med at virke pr. 1. november, som følge af faren for is, skulle skibe være trukket på land pr. november. Loven om winterlaw (winterlaug), hvor ”skip legges til winterlaw” 1 lyder:

”Item ænge skip mwe legges til winterlaw jn fore nogher mantz dør, hwo thet gør, han bøthe konningen tre marc oc stadhen tre marc””Intet skib må lægges til winterlaw foran nogen mands dør, og hvo det gør, han bøder kongen 3 mark og staden 3 mark”

1 Se Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium (1838-1896, Bind I. s.164-179) Christoffer af Bayerns Stadsret for København dateret 14. oktober 1443, nr. 43

 

 

Knarr (”knarrskip/knarrarskip” på oldnordisk)

Busse (”bύssa/bύssu-skip” på oldnordisk)

Lette skuder (”lèttiskip/lèttiskúta på oldnordisk)

Snekke (”snekkja” på oldnordisk)

Drageskib (”dreki” på oldnordisk).

Skeið

De letter skuder var mindre og lette, dvs. hurtigtsejlende, fragt- og transportskibe. Knarr-skibet og busse-skibet var store og mere sødygtige fragt- og transportskibe, der i hvert fald i 1200 tallet har flere master og sejl. Max Winner fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde har forklaret mig at fra optegnelser om trafikken på Nordatlanten kan man se , at kun knarr- og busse-skibet gik på Island, og at kun Knarr-skibet sejlede på Grønland. Fra folkevisen ”Jon Remorsøns død på havet” (se ”Bilag Ø: Forne sange”) kan vi se at Busse-skibet kunne have 147 mand + heste ombord.

Snekken betegner udelukkende krigskibe ("verjuskipi" færøsk) , der er kombinerede sejl- og roskibe, perfekte for hurtige ind-og-ud anfald. Snekken havde én mast og sejl. Stævnshovedet var enten ringformet eller havde et dragehoved. I sidstnævnte tilfælde kaldes den altid et Drageskib 1. Snekken havde ca. 45-80 mand + heste ombord afhængig af antallet af rum, dvs. hvor stort skibet var bygget.

Snekkens udforming opdeles i de mere slanke skibe med lave borde der der dominerer op til år 1000 e.Kr., og de mere kraftigt byggede skibe med højere borde, der dominerer herefter op til 1300 tallet e.Kr. Med Ormen Hin Lange, som det mest ekstreme store Drageskib i krigskibsklassen, der var meget vanskelig at ro, fandtes i den anden ende det ekstremt slanke og meget hurtige Skeið-skib. Den samlede flåde, søværnet/sjóverjun (færøsk), var derfor, som den britiske og amerikanske flåde er det i dag, alsidig med mange skibstyper, der blev benyttet efter hvad omstændighederne krævede.

1 I kapitlet ”Det gyldne segl – Vejrfanen” argumenterer jeg for at det gyldne segl der blev sat i mastetop eller stavn oprindeligt var et Dragemærke. Vi ved ikke om et langskib med ringformet stævnshoved og et gyldent dragemærke gjorde at skibet derfor blev kaldt et Drageskib.

 

 

 Chap26-19.jpg

Træsnit fra Bayeux-gobelinen (146 cm x 38 cm). Teksten, på meget ringe latin, lyder:

"+HIC VVILLELM: DVX IN MAGNO: NAVIGIO: MARE TRANSIVIT ET VENIT AD PEVENESÆ:- HIC EXEVNT: CABALLI DE NAVIBUS.-
ET HIC: MILITES: FESTINAVERVNT: HESTINGA: VTCIBVM RAPERENTVR. HIC EST VVADARD".

Som jeg oversætter til:

”Her Hertug William i store skibe krydser søen og ankom til Pevensey. Her losses hestene fra skibene.
Og her hæren tager Hastings med magt for at skaffe forsyninger. Her er Wadard”.

Landingsstedet for Hertug William’s invasionsflåde var bygden Pevensey nær Eastbourne, East Sussex. ”Pevensey” er fra det oldengelske ”Pefenesæ” (Pefen’s sø/vand). Kong Harold Godwinson udbyggede fortet i byen år 1042 e.Kr. og den engelske hær lå i sommerlejr her sommeren år 1066 e.Kr. De forlod dog stedet før Slaget ved Hastings for at møde norskekongen Haraldur hardrada Sigurðarson mod nord i Slaget ved Stamford Bridge tirsdag den 26. september 1066 e.Kr. uden for Jorvik (York). Der var derfor intet forsvar i bygden da William ankommer. Andre kilder skriver at landingen på den engelske kyst fandt sted ved Coombe Haven, tættere på Hastings. Landgangen menes at finde sted 28. september år 1066 e.Kr.

I Domesday Book (fra ca. år 1087 e.Kr.) nævnes “Wadard” som landholder i England under biskop Odo til Bayeux. I ”Falaise Roll” fra 1400 tallet e.Kr. nævnes at ”Wadard” ankom til England år 1066 e.Kr. med Hertug William og var landholder i Kent og andre landskaber under biskop Odo. Efternavnet ”Woodward” er slægterne fra denne person.

Afbildningen af The Cross of St. George som Hertug William’s personlige banner vejrende fra mastetop på hans drageskib er den tidligst kendte afbildning af dette.

Træsnittet er en rimelig nøjagtig gengivelse af den originale Bayeux-gobelin fra år 1066-77 e.Kr. Ikke mange er opmærksom på at Hertug Wiliams personlige skib er et Drage-skib, og det er absolut ingen tilfældighed at dette er gengivet som så. Endnu færre er opmærksom på at vi ser særlige hestetransportskibe vist. Som jeg viser i afsnittet ”Ridehæren – rytteri” er det  evolutionen i langskibets størrelse, hvor snekken gør det muligt at øge antallet af søfolk og tilføje heste i skibe, der fra år 866-892 e.Kr. muliggør en helt ny form for krigsførelse. Uden store hestetransportskibe kunne Hertug William aldrig have vundet Slaget ved Hastings. Der er gengivet 2 og 3 heste pr. skib i invasionsflåden, samt da hestene losses ved ankomsten til Pevensey. Endelig bemærk sejlenes farvesammensætning, der samtidig giver os en virkelig god forståelse for hvorledes, og i hvilken størrelse, sejlmagerne arbejdede. Den generelle gengivelse af vore råsejl som rød-hvide er ikke hel nøjagtigt, men ej heller usand. Farvevalget har omfattet rød, gul(d), hvid, grøn og tilsyneladende altid på langs.
Billedkilde: Træsnittet udført af den engelske kunstner Jason Welsh. Købt gennem Steve Elden, Øst-Anglen. Mit private samling.

 

 

Sejlhastighed

 

Uden land-i-sigte foretog man alene en breddegradssejlads. Kursskifte skete ved landkendinger. Denne hovedregel er gældende fra Bronzealderen frem til 1700 tallet e.Kr.

Det ser ud til at breddegradssejladsen til Nýaland fra Grønland blev foretaget fra 61º Nordlig bredde (Eystribygð, Julianehåb) til 64º Nordlig bredde (Vestribygð, Godthåb). Turen fra Bergen over Island til Grønland foregik på samme breddegrad, ca. 61° Nordlig bredde.

I bl.a. afsnittet ”Navigation - Solstenen og Solpejlskiven” viser jeg beregninger for forskellige beskrivelser af sejlture.

Sejladsen i 2-300 tallet e.Kr. fra Orkney til sydvestkysten af Norge (Hordaland, Rogaland og Vestagder) blev besejlet på 5 dages rejse dag og nat. Antager vi at sejladsen skete med ca. 65 sømil på 24 timer er den samlede strækning på ca. 325 sømil, hvorved vi ankommer til sydvestkysten af Norge. Se  Gaius Julius Solinus: Polyhistor (kap. 22) i underafsnittet ” Færøerne - hvor kom fårene fra?”.

Sejladsen ca. år 825 e.Kr. fra Isle of Lewis (den nordligste af øerne på Hebriderne) til Mainland på Orkney udgør ca. 141 sømil, og blev besejlet på 2 dage (og nætter), og derfor med en sejlfart på ca. 71 sømil på 24 timer eller 2.9 knob (5.4 km/t). Der forudsættes god bør under hele rejsen. Se Den irske munk Dicuil: De mensura Orbis terrae (Om jordklodens udstrækning) i underafsnittet ”Færøerne - hvor kom fårene fra?”.

Sejladsen ca. år 825 e.Kr. fra Orkney til Shetland udgør ca. 121 sømil og blev besejlet på to sommerdage, og én nat imellem, dvs. 36 timer. Dette giver en sejlfart på 3.36 knob (6.3 km/t). Se Den irske munk Dicuil: De mensura Orbis terrae (Om jordklodens udstrækning) i underafsnittet ”Færøerne - hvor kom fårene fra?”.

I ”Ohthere's rejse til Norden” fra år 871-899 e.Kr. sejler Ohthere nord om Norge. Strækningen mellem landkendingen og havnen Mehamn, Gamvik, Finnmarken og landkendingen "Svyatonosskaya Sirena", Kolahalvøen, Murmansk Oblast besejles på 4 dage og nætter under sejl. Strækningen er på ca. 304 sømil, hvilket betyder en sejlfart på 3.2 knob (5.9 km/t). Se underafsnittet ”*Gandwic – Vigen ved randen – bunden af Det Hvide Hav (Hvidehavet)”.

I ”Ohthere's rejse til Norden” fra år 871-899 e.Kr. sejler Ohthere fra kongsgården på Godøy (Goðeyja), Hålogaland til Sciringesheale (Sciringeshēal), som jeg mener er identisk til havnen "Lahelle" i Kristiansand. Rejsen tager mere end 1 måned, hvor sejlplanen forudsætter at sejlads kun finder sted i dagslys. Antager vi sejlads i sommerhalvåret, og 10 timers sejlads pr. 24 timer 1, da vil 1 måneds sejlads række til 750-900 sømil (1.389-1.668 km). Se underafsnittet ”Hvor ligger Sciringesheale (Sciringeshēal), og er dette identisk til Skíringssalr (scíris sal)?”.

1 8 timers søvnbehov, 2 timer til at rigge skibet af- og til- hver dag, samt 2 timer til forberedelse af måltid og teltlejr, efterlader 10 timer til sejlads.

 

I ”Ohthere's rejse til Norden” fra år 871-899 e.Kr. sejler Ohthere fra Sciringesheale (Sciringeshēal) til Hedeby.  Antager vi at styrmanden har brugt Håkull (Högkull), Kullen (Kullaberg), Skåne som landkending til at slå en breddegradskurs mod Nordsjælland, er afstanden til denne landkending da 187-212 sømil, afhængigt af hvor vi antager Sciringesheale (Sciringeshēal) lå.  Da vi hører dette besejlet på 3 dage og nætter, har sejlfarten været ca. 62-71 sømil på 24 timer eller 2.5-3.0 knob (4.63-5.5 km/t). Se underafsnittet ”Hvor ligger Sciringesheale (Sciringeshēal), og er dette identisk til Skíringssalr (scíris sal)?”.

Wulfstan's sørejse ca. år 890 e.Kr. fra Hedeby til Truso blev besejlet på syv dage og nætter. De ca. 400 sømil mellem Hedeby og Truso blev besejlet  med en doven vestenvind og et fuldt lastet handelsskib. Sejlfarten var ca. 57 sømil på 24 timer eller 2.4 knob (4.4 km/t). Se afsnittet ”Garðaríki”.

Sejladsen år 1000 e.Kr. mellem (Eystribygð, Julianehåb) og (Vestribygð, Godthåb) var en ”6 dages Roning med sex Mand paa en sexaaret Baad”. Se Erik den Rødes Saga (Eiríks saga rauða) i afsnittet ”Navigation - Solstenen og Solpejlskiven”.

 

 

 

Ormen Hin Lange


 

 

Bådeværftet på Vikingeskibsmuseet, Roskilde 22. juli 2003. Christian’s ansigtsudtryk viser en sødaner klar til kamp, ikke at vejret var koldt. Skuldelev 2 er et langskib på 30 meter. Ved siden af Christian ses kølsvinet, dvs. midtskibs. Det øverste bord er endnu ikke sat på plads. Et imponerede Drageskib.

 

 

Søsætningen lørdag d. 4. september 2004. Navngivet ”Havhingsten af Glendalough” af HM Dronningen efter byen i Irland, hvorfra træet til Skuldelev 2 menes at oprinde. Kilde: Berlingske Tidende. Billede taget af Keld Navntoft. Se glimrende kortfilm om langskibet her: http://www.havhingsten.dk/index.php?id=446&L=1

 

Drageskibet Ormen Hin Lange er uden sammenligning verdens mest kendte langskib. Det omtales i Heimskringla, Olav Tryggesøns (Olav Tryggvason) Saga, kap. 54. Drageskibet blev år 1000 e.Kr. bygget på stranden kaldet Ladehammeren (Hlaðhömrum) i Nidaros nær Trondheim. Skibsbyggeren var Olav Tryggvasons byggemester Þorbergur Skafhögg (Torberg Skavhug eller Hårkløver). Historieskriveren ser fysisk skibet på bedding,  måske i samme tilstand som billedet ovenfor viser, og forklarer os at længden var ”fjórar álnar hins átta tigar” (4 alen af den 8. gruppe af ti), ”og bredt var det i Forhold, højt var Skroget, og Tømmeret ført til Stavns”. Ganske interessant er selve Dragehovedet medbragt af Olav Tryggvason fra en rejse til Helgenland (Hálogalandi), og altså ikke gjort lokalt. Skibet var bygget efter et tidligere skib der må have været mindre, for det kaldes i sammenligning ”Kort Ormen” (Orm hinn skamma)1 mod det nye der kaldes ”Lang Ormen” (Orm hinn langa).
 
1 Bent og Erik Andersen forklarer i ”Råsejlet – Dragens Vinge” (s.25) at Olav Tryggvason en eftersommer år 995 e.Kr. ombord på sit langskib Tranen sejlede inden om storbonden Raud den Ramme på Godøy i Saltfjorden. Raud den Ramme har et Drageskib på 30 rum og da Raud ikke vil lade sig kristne, dræber Olav ham, hugger hans skib og drager hjem til Nidaros/Trondheim ”for det var et meget større og smukkere skib end Tranen.” Dette skib kalder Olav for ”Ormen” ”for når sejlet i luften, var det som at se Dragens vinge” (Heimskringla, Olav Tryggesøns Saga, kap. 49).

 

For så vidt angår længden så har vi fire forskellige versioner af dette:

14 Alen på den fjerde Snes (Grundtvigs oversættelse fra 1879)
74 alen (engelske oversættelser)
fjórar álnar hins átta tigar (4 alen af den 8. gruppe af ti) (oldnordisk)

Flateyjarbok (spalte 244 og 245) siger følgende om Ormen Hin Lange (Bent og Erik Andersen’s Råsejlet – Dragens Vinge, Vikingeskibshallen i Roskilde, s. 37):

”Ormrin hafdi fiogur rum1 hins fiorda tigar en kiolr hans var fiorar alnar hin otta tigar græslægr,
en pat var æigi med alnum talet er til stafna uisse”

Der oversættes til:

”Ormen havde 34 rum1 (4 rum af den 4. gruppe af ti), og hans køl var 74 (4 alen af den 8. gruppe af ti) alen græslagt,
og det er med sikre underretninger uden stævnene.”

1 Et rum er afstanden mellem to band (spant) og som regel samtidig mellem to rorbænke, der også benævnes "sesse" eller "þopta" (tofte).

 

Her tror jeg her at Grundtvig foretager en forkert oversættelse. Han læser ”fjórar” (4) som ”fjórtán” (14) og omskriver herefter korrekt ”8 gruppe af ti” til ”4 snese”. Hvordan det kryptiske ”fjórar álnar hins átta tigar” skal fortolkes er ikke nemt at sige, og uden tvivl årsag til megen kontrovers.
 
Mit bud er at det betyder (8 x 10) – 4 eller 76 alen. Dette synes dog ikke at være den eksisterende opfattelse, og forskere oversætter ”fjórar álnar hins átta tigar” til ”74” og ”fiogur rum hins fiorda tigar” til ”34”. Dette kan jeg ikke grammatisk forklare eller forstå.
 
Oldnordisk ordbog skriver at en islandsk alin var ½-¾ af en alen fra det sydlige Danmark. Ole Rømer fastslog ved Chr. D. V’s forordning af 1. maj 1683 at 1 alen = 2 fod. Vi ved at 1 fod ved bygningen af Hovedvolden i Danevirke var 30,95 cm i år 737 e.Kr. Derfor er 1 alen fra det sydlige Danmark i 700 tallet 61,90 cm. 75% af dette giver 46,42 cm.
 
Bent og Erik Andersen forklarer i ”Råsejlet – Dragens Vinge” (s.49) at den gamle ”trønderske” (nordlandske) bådalen var 55.3 cm.
 
Bruger vi den nordlandske bådalen er Ormen Hin Lange derfor enten 41 meter (ifald 74 alen er korrekt) eller 42 meter (ifald 76 alen er korrekt).
 
Erik Andersen fra Vikingeskibsmuseet mener at længden er indenfor 46 meter og 35 rum, dvs. 70 årer med et bud på 42 meter som realistisk. Han gør iøvrigt opmærksom på at man ikke inden for skibsbygning brugte enheden ”fod” ligesom man ikke havde 2 fod = 1 alen, og at Ormin hin Lange var et letbygget fleksibelt langskib, hvor ro-egenskaberne var højt prioriteret, modsat de sværtbyggede langskibe vi ser fra år 1180 e.Kr.
 
I afsnittet ”Vendertogene år 1158-1185 e.Kr.” har jeg vist hvorledes Heimskringla (Gillunga Saga, kap. 19) forklarer os at Kong Inge år 1157 e.Kr. har et slag med Kong Ejsten/Eystein Magnussøn, hvorunder sidstnævntes Drageskib tages krigsbytte, og gives som gave til Valdemar I. den Store. Fra samme beretning hører vi at Ejsten Magnussøn lader sit Drageskib ligge ”fordi den var saa svær at ro.” (Heimskringla, Gillunga Saga, kap. 19). Drageskibet er med andre ord imponerende, men i praksis for stort. Mon ikke det er derfor at Knýtlinga saga (s. 333) forklarer os om Valdemar’s Drageskib, som han gør brug af under det 2. Vendertog år 1159 e.Kr., og som muligvis er en kopi af Ormen Hin Lange, at ”paa denne Reise fik han Dragen beskadiget”.
 
Valdemar’s Drageskib var bemandet med ”roskildske søfolk” og blev leveret til Valdemar ved ledingsflådehavnen i Isøre ved indsejlingen til Roskilde Fjord. Højbådsmanden hed Astråd (bog 11:75).

Det næste Land er i Havsnød immer det bedste
(DRK 4:65)

I ”Bilag Ø: Forne sange” gengives folkevisen ”Ormurin Langi” fra Færøerne.

 

Som Saxo fremhæver, fandtes en leg for de der ikke besad "åndens gaver", eller bare i kådhed valgte at sidde varsler fra Søsportens Sikkerhedsråd overhørig.

 

 chap26-18.jpg

Legen At gange på årer

I spillefilmen The Vikings (1958) efter Edison Marschall: The Viking (1951) er Kirk Douglas hovedpersonen Einar.

I 1949 var Erik Suell Kiersgaard (Danske Studenters Roklub (DSR), modtager af Kaproningsnålen i Sølv i 1948) styrmand for 53 danske ombord på langskibet Hugin (en kopi af Gokstad-skibet), der sejlede fra Esbjerg 18. juli 1949 med ankomst 28. juli 1949 til Broadstairs, Kent, England (se Jørgen Røjel: På vikingefærd med Hugin, 1949). Hugin er i dag udstillet ved strandkanten i byen Ramsgate, det østlige Kent. Derfor blev Erik Kiersgaard kontaktet af Kirk Douglas' filmselskab, og fik jobbet som viking og roer i filmen. Der var 125 roere i filmen; 64 kom fra bl.a. DSR (København), Tore Persson (svensk mester i single 1954 og 1956) var der fra Malmö Roddklubb (Malmø), samt 60 nordmænd. Filmen blev indspillet i maj måned 1957 i Mauranger-fjorden, Kvinnherad, Hordaland.

Göran R Buckhorn: Nordisk rodd goes Hollywood, eller hur Tore P. fick sitt skägg (Svenska Roddförbundets jubileumsskrift Roddmagazinet, 2004) skriver at filmens instruktør Richard Fleischer i sit forarbejde til filmen fandt frem til en ”vikingeleg” som han kaldte ”spring på årerne”. Han hyrede et par stuntmænd til at udføre legen, men Kirk Douglas endte op med også selv at gennemføre scenen, som vist ovenfor. Netop denne scene blev filmens kendemærke, og forbliver en af de mest berømte filmscener nogensinde optaget.

Snorre: Heimskringla (Ólafs Saga Tryggvasonar, kap. 85. Frá íþróttum Ólafs konungs ) skriver om norske-kongen Óláfr Tryggvason (Olav Trygvason, Olav Tryggesøn, regent 995-1000 e.Kr.), der år 1.000 e.Kr. lod bygge langskibet Ormen Hin Lange (se afsnittet ”Ormen Hin Lange”):

Ólafur konungur gekk eftir árum útbyrðis er menn hans reru á Orminum...

Kong Olav gik fra åre til åre udenbords medens hans mænd roede Ormen ...

Min oversættelse til nudansk.

 

Legen beskrives også i Saxo: Gesta Danorum, hvor den år 1134 e.Kr. udføres af Harald Irlænder, aka Kong Harald Gille af Norge (regent 1130-1136):

[2] Haraldus autem, excepta liberalitate nullam animi fere dotem adeptus, crebra corporis virtute pollebat. [3] Cuius viribus fretus apud Helsyngam oppidum, pignore cum Erico posito, an cum lectissimis eius equis cursu contendere potuisset, duobus in certamen admissis, utroque metam prior tenuit. [4] Geminis siquidem inter currendum bacillis innixus, crebris corpus saltibus concitabat. [5] Aliud quoque inusitatae agilitatis spectaculum edere consueverat: saepe etenim inter navigandum puppi exsiliens, in proram per exserta remorum capita decucurrit indeque, cursu in aliud navigii latus reflexo, per reliquos remorum ordines locum, quo excesserat, repetivit. Harald havde for Resten, naar undtages, at han var gavmild, ingen Aandens Gaver at gøre sig til af, men i legemlig Henseende havde han mange ypperlige Egenskaber. Stolende paa sine Kræfter indgik han ved Byen Helsinge et Væddemaal med Erik [II Emmune (1090-1137)] om, at han kunde løbe om Kap med hans mest udsøgte Heste, og han løb ogsaa om Kap med to af dem og kom først til Maalet. Medens han løb, støttede han sig nemlig paa to Stokke og fo'r af Sted i stadige Spring. Han plejede ogsaa at give en anden Prøve paa usædvanlig Behændighed; han sprang nemlig tit, medens de sejlede, ud fra Bagstavnen og løb over Aarebladene hen til Forstavnen og derfra paa den anden Side af Skibet ligeledes over Aarebladene dér hen til det Sted, hvorfra han var sprunget ud.

Kilder: Saxo: Gesta Danorum (Bog 14.1.5 på latin). Den nudanske oversættelse fra Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 2. Del, XIV. Bog, s. 90-91); de 4 billeder fra filmen The Vikings (1958, kap. 7 Einar's Homecoming, 00:43:51) © Brynaprod. S.A. & MGM Home Entertainment, LLC.

Er der en læser der erindrer hvad denne leg blev kaldt på oldnordisk? På islandsk bruges i dag "árahlaup" (åreløb), men dette er ikke den oprindelige betegnelse. Udtrykket "stikla á steinum" betegner at "springe fra sten til sten", men kendes kun på oldnordisk som "stiklar i söðulinn" (svang sig op i sadelen). Udtrykket "Jafnvægisganga" betegner "jævnvægtsgang, ligevægtsgang, balancegang" og kendes ikke på oldnordisk som betegnelse for en idræt.

 

 

 

Færøbåden

 

Flåden havde naturligvis også mindre søgående fartøjer, kendt som "bátr, bat" (oldnordisk, oldengelsk), i dag "båd". Ordets indoeuropæiske oprindelse er fra ”*bheid-” (at splitte), og er sikkert en henvisning til at vor oprindelige båd blev gjort ved at splitte en træstamme, eller ved at sammensætte splittet træ. I Bronzealderen sker bådens fremdrift ved padle-teknik, ikke bænke/årer-teknik. Brugen af "robåd, rowboat, roeiboot" (nudansk, nuengelsk, hollandsk) ser ikke ud til blive dannet før i 1500 tallet e.Kr, men teknikken er beskrevet i ordene "róðrar-ferja, róðrar-skúta, róðrar-skip" (ro-færge, ro-skude, ro-skib).

 

”Ottar Als” fra Vikingeskibslaget ”Sebbe Als”, Augustenborg. Ottemandsfarer-båden blev søsat i 1978 og er en kopi af en færøbåd. Som navnet siger har båden 8 årer, er 9 m. lang, er bygget af asketræ, har 1 mast (6 m.) med 18 m² sejl. Udover bemanding af de 8 årer hører også 1 styrmand til.

 

Ligesom vi ikke har navngivet vor store jagthund "Grand Danois, Great Dane", eller Holger Danske (fra oldfransk "Oger de Denemarche, Ogers li Daneis"), er bådens navn på Færøerne ej heller Færøbåden.

Bådens navn er afhængig af bådens størrelse og derfor hvor mange bådsvende den kan medtage:

Navn

Bemanding

Andet

Tristur/tribekkur/
trýbekker 1
Færing/Kjeks (Norge)
Fourareen (Shetland/Hetland)
Tveggja manns far (Island)

2-3 mand
2 x 2 årer

16-18 fod

fýramannarfar 2

4 mand
3 par årer. 1. og 3. årer roes af 1 mand

20 fod. + sejl.

seksmannafar 2

6 mand
2 x 3 el. 2 x 4 årer

22 fod

áttamannafar 2

8 mand
2 x 4 årer

+ styrmand og sejl.
24 fod

tiggjumannafar 2

10 mand
2 x 5 årer

+ styrmand og sejl.
26 fod

seksæringur 3

12 mand
2 x 6 årer

+ styrmand og sejl.
28 fod

1 3 bænke, dvs. 3 rum.
2”Mannarfar” eller ”mænd farer/rejser” + antallet af mænd.
3 en ”sekser”, dvs. 6 rum eller bænke.
Kilde: Niels Salmony + Andras Mortensen’s bog "Hin føroyski ródrarbáturin". Der fandtes tillige bl.a. ”fimmmannafar” (fem mand) og ”sjeymannafar” (7 mand)

Roret på Færøbåden er i dag symestrisk, men har uden tvivl oprindeligt været en assymetrisk styreåre som på Nydamskibet og fremefter, og placeret til styrbord, dvs. højre side. Sejlet blev oprindeligt ikke holdt oppe med reb, men af de 2 mænd der var nærmest til masten.

Færøbåden er yderst spændende, dels fordi båden er fuldt levende på Færøerne og i det sydlige Danmark, men også fordi bådens konstruktion ikke blot er meget tæt på det vi forbinder med langskibene, men tillige vore tidligeste skibe som set på Nydamskibet.

Roklubben Neystið afholder hver sommer regatta/kaproning (”kappróður”) i Ishøj Havn, hvor der i 2003 var 150 deltagere fra hele Norden.

For fuldstændig viden om den færøske robåd henvises til Andras Mortensen’s bog "Hin føroyski ródrarbáturin" (2000).

 

Kleivin í Mikladali 1898. Bådene blev ved håndkraft trukket op af klipperne i Mikladali/Bjergdalen på Færøerne til slutningen af det 19. århundrede. Dette helt utroligt dramatiske billede viser formentligt en seks- eller áttamannafar på vej i søen.
Kilde: Andras Mortensen: "Hin føroyski ródrarbáturin" (s. 163-165).

 

 

 

 chap26-19.jpg chap26-20.jpg

To surfbræt fremvist af Christian 25.12.2006.

Til venstre: Et 7 fods ”funboard” bræt med rund forende, for øget børnesikkerhed, og 3 halefinner. Kunststilen er Stil I. Der er to punkter på et surfbræt der skal beskyttes; brættets stavn (skal holdes oven vande), samt hvor surferen står på brættet. Stavnen beskyttes på brættet af de to Grand Danois hunde i Harlekin (de to hjælpeånder), samt den gyldne pil. Surferen beskyttes af den værnende vætte, der rejser hænderne mod brættets midte. Den værnende vætte sender 8 hvide ringe, symbolet på Moder Jord, mod surferens ståplads. Motiverne er hentet fra afbildningerne på guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. fundet i Tønder, Sønderjylland (DR BR4). LaukaR-runen beskytter Søens Folk, hvorfor brættets ”mærke” (sort med rød) er afbildningen af den ridende konge (Odin) fra guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. fundet i Års syd for Limfjorden, Jylland. Indskriften i Ældre Futhark lyder ”LaukaR” (DR BR29). Brættet er navngivet "brimhengest" eller "brændingshingst" (fra rune-digtet for S-sigel, hvor det er et heite for langskibet).
Til højre: Et 8 fods ”longboard” bræt med 1 halefinne (plads til 3 for ekstreme bølger). Samme kunststil og filosofi som ovenfor ligger til grund for kunsten på brættet. Stavnen beskyttes på brættet af de to Grand Danois hunde i Harlekin (de to hjælpeånder). Bagved disse er to beskyttende drager, igen hjælpeånder, og bagved igen to Grand Danois hunde i Harlekin. Hele midten af aftegningen er Ravnen (næbbet mod stavnen), der vist ene betegner Kongen (Odin)’s dødsmaske. Aftegningen er fra Den Gyldne Tavle fra Maglemose ved Gummersmark, Præstø Amt, Sjælland, dateret til år 385-670 e.Kr. Den værnende vætte og de 8 hvide ringe er beskrevet ovenfor. Igen, LaukaR-runen beskytter Søens Folk, hvorfor brættets ”mærke” (sort med rød) er afbildningen af den ridende konge (Odin) fra guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. fundet i Maglemose, Præstø. Indskriften i Ældre Futhark lyder "LaukaR" (DR BR 53). Brættet er navngivet "waégliðend" eller "bølgeglider/wave-glider" (fra Beowulf, sætning 3158, hvor det er et heite for langskibet). Michael Lerche Nielsen, Institut for Navneforskning, Københavns Universitet hjalp til med den oldengelske grammatik.

Begge bræt er tegnet af historieskriveren, og tilvirket af Rasmus og Anike Wolthers fra Viking Surfboards (www.vikingsurfboards.com). Virksomheden har som sit mærke afbildningen fra guldskillingen fra Lyngby, Randers Amt (de ubrydelige fire solhverv) fra år 385-670 e.Kr., med tilføjelsen ”Viking”. Disse ses på begge bræt.

 

Sigrdrífumál (vers 11,  Ældre Edda):

Brimrvnar scaltv rista,
ef þv vilt borgit hafa
a svndi seglma/rom;
a stafni scal þer rista
oc a stiornarblaþi
oc leggia eld i ár;
era sva brattr breki
ne sva blár vnnir,
þo komztv heill af hafi.

 Surf-runer skal du riste,
ifald du borg [omkring dig] vil have
på sundet sejl-ride;
på stævnen skal du riste
og på styrebladet
og lægge ild i åren;
til trods for bratte brækker
og selv om bølgen blå,
du kommer med held i havn.

Surf-runes thou shall carve,
if you protection wish to have
on the sound sail-riding;
on the bow shall thou carve
and on the steering blade
and lay fire in the ore;
though steep the breakers
and blue the waves,
you come thus safely ashore.


Mine oversættelser til nudansk og nuengelsk. Læseren vil straks bide mærke i at det oldnordiske ”heill”, eller ”held” på nudansk, egentlig burde være oversat til ”luck” på nuengelsk. I oprindelig filosofi er ”held” noget man skaber ved eget virke og ikke noget der opstår ved tredjemands indgriben, herunder guddommelige kræfter. Kristendommen har desværre ændret betydningen af ”luck” på nuengelsk således at der i ordet opfattes en udefrakommende indgriben. Dette er ikke hvad disse vigtige linier tilsiger. Visdommen, som den kvindelige ”Sejrs-Driver” (Driver-of-Victory) her giver os, er at ved at rejse runer vil runerne stimulere hjernen til at tænke bedre. Dette vil føre bedre beslutninger af søens folk, der igen øger den enkeltes held.

 

 

 

Salt, Fersk og Nor vand

 

I forståelsen af folkevandringen er det værd at se nærmere på vore oprindelige udtryk for vand.

I dag benytter vi på dansk/norsk udtrykket ”hav” om stort åbent vand. Det oprindelige udtryk for samme før år 446 e.Kr. var ”sæ” (oldengelsk og oldnordisk) dvs. ”sø/sea”. Men urudtrykket for ”stort åbent vand” var ”salt” jvf. bl.a. navnet på Østersøen der hed ”Eystra Salt”. Beowulfkvadet (sætning 226) bruger udtrykket ”sæwudu sældon” eller ”søvovende salt”, hvor ”sæ” her betyder ”bølge”.

Udtrykket ”salt” er naturligvis en henvisning til at vandet var salt (”sealt” på oldengelsk og ”salt” på oldnordisk), og heri gemmer sig en meget vigtig oplysning. Det modsatte var vand, der ikke var salt. Det kalder, og kaldte, vi ”fersc” (oldengelsk) og ”ferskr” (oldnordisk) eller ”fersk/fresh” vand/water.

Ifald min folkevandringshistorie er sand, var vor oprindelige tilknytning til vand, som hestefolk, til flodvand dvs. ferskvand. Det er derfor vi giver ”det store åbne vand”, som vi kendte til, navnet ”salt” som en henvisning til at dette vand ikke var brugbart til drikkelse for hverken stammen eller hestene.

At dette må være rigtig kan vi se af at ordet ”sæ” (se ovenfor), dvs. ”sø/sea”, oprindeligt var, og i søfartssprog er, en henvisning til ”en bølge” jvf. f.eks. brugen af ”en forkert sø” dvs. at en kæmpebølge rammer skibet anderledes end andre bølger og skaber en truende situation. Ligeledes ”hård sø/heavy sea” (”hefig sæ” på oldengelsk og ”hebig/hofugr sæ” på oldnordisk) som en betegnelse for ”vedvarende store bølger”. Endelig betegnelsen ”a following sea” (”folgian/fylgan sæ” (oldengelsk) og ”fylgjan sæ” (oldnordisk)) eller ”en følgende sø”. Dette udtryk i søfartssprog betegner en situation, hvor havet bevæger sig hurtigere end skibet, og en bølge kommer ind bagfra og en rammer skibet eller griber fat i skibet’s køl og kaster det ud af kurs. En situation der hurtigt kan blive faretruende i hårdt vejr.

Det oldengelske og oldnordiske ord for ”salt” (sealt/salt) oprinder fra det indoeuropæiske ”*sal-”, hvilket viser at ordet var i brug medens vore landområder var på stepperne i Midgård /Asien.

Det oldengelske og oldnordiske ord for ”fersk” (fersc/ferskr) findes på et af de ældste indoeuropæiske sprog, litausk, som ”preskas” i betydningen ”sød/sødt”. Betegnelsen ”sødt vand/sweet water” er generelt en henvisning til ferskvand. Dette underbygger at også dette ord er indoeuropæisk og var i brug samtidigt med brugen af ”salt”.

Det eneste sted vi oprindeligt kan have haft berøring med et stort åbent hav med salt er Aral Søen (Sea) og Det Kaspiske Hav (Caspian Sea).

 

Rekonstruktion af den græske historiker Dionysius Periegetes’s (betyder ”guiden”) geografiske beskrivelser fra senest år 124 e.Kr. Rekonstruktionen er sket på baggrund af hans værk ”Orbis terrae descriptio” også kaldet ”De situ habitabilis orbis” (beskrivelse af den beboelige verden). Vi kan se at Det Kaspiske Hav og Aral-søen oprindeligt var én stor sø.

 

Mit gæt er derfor at udtrykket ”salt” oprinder fra vor betegnelse Aral-søen, og muligvis Det Kaspiske Hav.

Bent Hansen har gjort mig opmærksom på at det ligeledes er en mulighed at vi kendte til nogle af de mange saltvandssøer i det centrale Asien.

Den nu forsvundne saltvandssø ”Lop Nor, Lob Nor, Lop Nur” i Xinjiang, vestlige Kina ligger i den nu ugæstfri Taklamakan ørken, og hvor er udgravet den indoeuropæiske by Loulan.

Andre saltvandssøer omkring Gobi-ørkenen er: Ebi-Nor, Ayar-Nor (eller Telli-nor), Orku-Nor, Zaisan-Nor, Ulungur-Nor, Ubsa-Nor, Durga-Nor og Kara-Nor, der ligger øst for Kirghiz-Nor.

”Kuku/Koko-Nor” i Tibet. Saltvandssøen ligger i 3.2 km’s højde og var iflg. Nordisk Familjebok fra 1885 (s.213-214) i 1872 300 km lang og 90 km bred. Området omkring søen var i 1872 yderst frugtbart.

”Ten gri Nor”. Saltvandssøen ligger nordvest for Tibet’s hovedstad Lhasa i 4.6 kms højde og er 1813 km² stor.

Det spændende ved disse saltvandssøer er navnet ”Nor” og at dette ord betyder ”sø”.

 

 

 chap26-14.jpg

Kortgengivelse fra René Grousset: The Empire of the Steppes (1970, s. 22). Bemærk saltvandssøen ”Ebi Nor” i vort landområde og ”Kuku/Koko Nor” i goternes landområde.

 

Vi ved alle at Danmark og Norge vrimler med brugen af ”Nor” og her følger nogle stykker:

Bøjden Nor, Faaborg, Fyn
Basnæs Nor, Sydvestsjæl.
Bøtø Nor, Sydfalster
Haddeby Nor, Hedeby, Slesvig
Hasselø Nor, Falster
Hejls Nor, Sønderjyl.
Hjerk Nor, Limfjorden
Holm Nor, Slesvig
Holsteinborg Nor, Sydvestsjæl.
Hygum Nor, Vestjyllland

Jungshoved Nor, Sydsjæl.
Jølby Nor, Vestmors
Karmøy Nor, Rogaland
Kelds Nor, Langeland
Kertinge Nor, Østfyn
Korsør Nor, Vestsjæl.
Kysing Nor, Øst-Jylland
Lindelse Nor, Langeland
Nybøl/Gråsten Nor, Sønderjyl.
Nørreballe Nor, Langeland
Roneklint Nor, Sydsjæl.

Salme Nor, Langeland
Selk Nor, Hedeby, Slesvig
Skælskør Nor, Vestsjæl.
Stege Nor, Møn
Stevning Nor, Als
Stokkeby Nor, Ærø
Svinø Nor, Sydsjælland
Sønder Nor, Lolland
Tryggelev Nor, Langeland
Vindeby Nor, Slesvig
Vitsø Nor, Ærø
Norefjorden, Buskerud 1
Noresund, Krødsherad, Buskerud1
Nornes, Norefjorden i
Sognefjorden, Sogn og Fjordane 1

 

1 Tak til Jørn Olav Løset, Volda, Møre og Romsdal, Norge for dels at bidrage med de norske "nor"-stednavne, dels for at påpege at ordet "trang" er det rigtige ord til forståelsen af "nor".

 

Vi ved også alle at et ”Nor” betegner ”et næsten sø-lignende område med lavt stillestående salt vand med én snæver (trang) forbindelse til et større åbent salt vand”. Her adskiller ”Nor” sig fra en ”vig/vík/wich”. Prøv at efterse alle vor ”Nor” på et kort. Det er det stillestående salte vand og det at vandet er visuelt "trangt", der fremkalder et ”Nor” fremfor en ”vig/vík/wich”.

Det virker yderst mistænksomt at samme ord skulle være en betegnelse for det samme uden at der foreligger en forbindelse mellem de to ord, og denne forbindelse kan kun være folkevandringen.

Ordet ”Nor” er forbundet med det nuengelske ord ”narrow” (snæver, lille, trang) der oprinder fra ”nearu” (oldengelsk), ”nar” (frisisk) og ”naro” (gammel saksisk fra år 800 e.Kr.). Oprindelsen til dette ord er ukendt.

Det kaldæiske ord for ”et barn” er ordet ”Nor”. Samme ”Nor” er iflg. Dansk Sprognævn’s Retskrivningsordbog (1974) ligeledes en betegnelse for ”et lille barn” på nordisk og moderne dansk. Se kapitlet ”Jólahald – fejring af vintersolhverv”. På oldnordisk har vi ordet ”nár” der betyder ”lig, dødt legeme”. Det må derfor være en mulighed at ”Nor” i henvisning til vand oprindeligt kan have været en henvisning til ”et trangt område med stillestående salt vand”.

Det ord vi i dag forbinder med ”stillestående salt vand” er ”brak”, men sidstnævnte ord findes hverken på oldnordisk eller oldengelsk med denne betydning, og kommer først ind i det engelske sprog som ”brackish” i år 1538 e.Kr. fra det skotske ”brack” (saltholdig), og det middelalderhollandske ”brak” med samme betydning (ordet kommer sikkert ind i vort sprog samtidigt med "Kattegat"). Den oldnordiske betegnelse for ”stillestående (salt) vand” er "staða vatn".

Jeg er derfor helt enig med Bent Hansen i at ordet ”Nor” i navngivningen af saltvandsøerne i det centrale Asien oprinder fra de indoeuropæiske stammer der havde kontrol med området op til omkring år 0, hvoraf vi var én. Dette urudtryk bringer vi med os under folkevandringen og benytter flittigt overalt i Danmark.

Den amerikanske journalist, forfatter og historiker Douglas Harper har gjort mig opmærksom på at vi kaldte Gibraltarstrædet for ”Norva Sund” (staves tillige Njörva, Niorva, Naurfa, Nørva Sund), formentlig i betydningen “Det Trange Sund” og klart forbundet med ordet “Nor”. Jeg mener at dette stednavn må skyldes Vandalernes folkevandring til Kartago år 429 e.Kr.

 

 

 

 

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk