Mellem- & efterkrigsårene

Efter at avlen gradvist blev flyttet fra den kongelige hundekennel over den danske adel til "almuen" fra midten af 1800 tallet fremefter, synes avlen fra slutningen af 1800 tallet e.Kr. at ligge underdrejet i Danmark/England, præget af utallige krige. Først i slutningen af 1920’erne i Danmark/England ser vi avlen genoptaget, og drevet på samme vis som i den kongelige kennel. Det er nu udelukkende de kapitalstærke industrifamilier, og byens bedste borgerskab, der har viljen og evnerne til at videreføre hundens arv og tarv.

Tysklands besættelse af Danmark 1940-45 sætter ikke blot Danmarks industrialisering i stå, men henviser den danske befolkning til absolut fattigdom helt frem til slutningen af 1950’erne, hvor Marshall-hjælpen ankommer fra USA. Også for Den danske Hund er Tysklands optræden en katastrofe. Fru Levison, Sekretær i Specialklubben, skriver i brev af 26.11.1948 til Miss Lomas, The Wideskies Kennels, The Lodge, Ashley, Newmarket, England: 

”You see during the war and during the occupation of the Germans, we had a terrible time, and many of our nice dogs were put to sleep, for fright for not getting enough food for them, and anxious that the Germans should take them from us...”

Arbejdet på genopretningen af opdrættet af Den danske Hund efter 2. Verdenskrig sker dels ved en genetablering af samarbejdet med de engelske opdrættere i 1948, dels ved en markedsføring i Danmark.

Som et led i denne markedsføringskampagne begynder man i 1947-1948, stadig holdt tilbage af benzinrationering, at udstille i Københavns Forum ¹. Samtidig får man hos H. Meyers Bogtrykkeri i Farvergade 2, København trykt 20.000 frimærker i tre farver for kr. 600.00.

¹ Se underafsnittet ”C. Hagbarth Christensen, Fruen Henny Theter & Campus Fürst”, under ”C. Hagbarth Christensen og ”Oslo”-sagen i 1948”.

Støttefrimærke (B:35 x H: 47 mm) for Den danske Hund (i halsbåndet står der ”DEN ° DANSKE ° HUND”). Underneden ”- meld Dem ind i klubben! STØT DEN DANSKE HUND HOLTE 799".  Telefonnumret ”Holte 799” er Fru Levison’s personlige nummer. I 1938 var telefonnumret ”Holte 79”. Efter krigen er der kommet et 9-tal til. Hunden er en Harlekin, og de tre farver; blå, rød og hvid, er en gengivelse af  Frihedskæmperarmbindet, fremstillet i 1942 af Hærens Materielintendantur i al hemmelighed. I Frihedskæmperarmbindet sad et våbenskjold i metal med tre løver fra Det Store Rigsvåben/Det kongelige danske våben. På dette støttefrimærke har Den danske Hund, helt passende, indtaget løvens rolle i Det Store Rigsvåben/Det kongelige danske våben. I bestillingsbrevet fra Specialklubben for Den danske Hund dateret 3. november 1948 kaldes ”støttefrimærket” for ”gum. mærkater”. De skulle leveres inden 18. november 1948 og blev solgt til bl.a. klubbens medlemmer i bundter af 4 mærker pr. ark.
Kilde: Grand Danois Klubben i Danmark's historiske arkiver. Billedet af Frihedskæmperarmbindet fra Frihedsmuseets websted.

”Ølhunden Glammer”
 

Sangen blev skrevet af Poul Henningsen (P.H.) til hans revy ”På Ho’det”, opført på Nørrebros Teater 1929, og sunget af Oswald Helmuth. Sangen blev hans gennembrudssang og omhandler Den Store Hund.

Gordon Stewart’s Kennel Send, Ripley, Surrey, England
 
 
 
 

Gordon Stewart (1885-1952) var iværksætter, og hundeopdrætter af storformat i England, og verden.

Han købte i 1921, 36 år gammel, Send Manor i landsbyen Ripley, Surrey syd for Heathrow langs hovedvej A3. Her byggede han på 20 hektarer (202.000 m²) verdens største hundegård og begyndte i 1921 at opbygge sin kennel. På toppen, i 1931-34, var der 500 Grand Danois hunde på Send Kennel. Disse hunde åd sig igennem 1.000 måltider om dagen. Send Manor var en del af den engelske middel- og overklasse i dette tidsrum, herunder også skuespillere. Derfor ser vi her Margery Binner (f. 1910), der i 1934 er 24 år gammel og har medvirket i filmene ”A Honeymoon Adventure” (1932) og ”The Good Companions” (1933).

Gordon Stewart's liv og levned er beskrevet i Robert Heal: The Danes of Send Manor – The Life, Loves and Mystery of Gordon Stewart (2002).

At vi finder dette billede fra Gordon Stewart’s Kennel Send på forsiden af Dansk Kennelklub’s juleblad for 1934 sker fordi "Specialklubben for den danske Hund"'s formand i samtiden, Ritmester Knud Greve Danneskiold-Samsøe, i 1931 bliver udnævnt til æresmedlem af The Great Dane Club i England. Senere samme år udnævnes formanden for The Great Dane Club i England, Mr. Gordon Stewart, til æresmedlem i "Specialklubben for den danske Hund". (GD nr. 3 – 2003, s. 8). Gordon Stewart skænkede i 1930 5 guldvaser til den britiske The Kennel Club, der kan ses på deres permanente udstilling under ”The Send Gold Vase”. Som man kan se er brugen af "den danske hund" fuldt gennemført og benyttes ligeledes af Dansk Kennelklub. Kombinationen af at være "kendt skuespillerinde" og "opdrætter af Grand Danois" gør at det er Alfi Muriel Levison fra Kennel Heimdalhus (se senere), der i 1934 opholder sig på Kennel Send, og forfatter denne artikel.

Mr. Gordon Stewart, 5 ansatte fra Kennel Send, og 15 unge Harlekin. Hvilket herligt skue.
Den engelske Kennel Club dannes april 1873. I 1889 indføres forbud mod at kupere ørerne på en række hundetyper,
herunder Den Store Hund. Forbudet gør det forbudt at udstille hunde med kuperede ører (se Encyclopedia Britannica, 1911-udgaven). Dette gennemføres ved loven af 25. februar 1895. Uskikken med at ødelægge hundenes udseende ved kupering af ørene sker for at give dem højde og gøre dem mere frygtindgydende. Denne uskik er affødt af den oprindelige tætte kupering, indført af sikkerhedshensyn til hunden under jagt. Den nye kuperingsmetode, der intet formål tjener for hunden, ser ud til at vinde indpas i 1800 tallet. Billedet må være fra omkring 1934.
Billedkilde:  GD nr. 1 - 2006, der fik udgivelsen som en del af det historiske materiale, fra 1915 fremefter, 
leveret af Elisabeth Rasmussen fra Kennel Klovtoftegård til Grand Danois Klubben i Danmark (se GD nr. 3 - 2005, s.5).

Efter det smertelige tab af Danske Hunde under 2. Verdenskrig begynder Specialklubben at retablere forbindelsen til England i 1948 i forsøget på at få flere Danske Hunde bragt til Danmark. Fru Muriel Levison, Specialklubben for Den danske Hund skriver i brev af  10. november 1948 til Miss H. Muriel Osborn, Little Blendon, Upper Canfold, Cranleigh, Surrey:
 
”....Now I am to ask you if you could give me the address of some harlekin breeders. In 1936 I visited Mr. Gordon Stewart, and he was so nice to me showing me around everywhere, but I have no idea if his kennel exists, as I never see it mentioned in Our Dogs...”
 
Allerede ugen efter, 17. November 1948, skriver Muriel Osborn tilbage:
 
“...The best harlequin breeder since the war is Miss Lomas, The Wideskies Kennels, The Lodge, Ashley, Newmarket – she has the combined Send & Sudbury strains in her harlequins & I recommend you to write to her – Mr. Gordon Stewart finally gave up his kennel just before the war…”.

James Voase Rank’s Ouborough Kennel, Barn Ridge, Surrey
 
 

Dyretræneren Bill Siggers mødte i foråret 1921 James Voase Rank (1881-1952) til en hundeudstilling. Bill Siggers gik sammen med James Rank’s Ouborough Kennel, der opdrættede Grand Danois og Irish Wolfhounds (og fuldblodsheste og Guernsey kvæg). Bill Sigers var leder af kennelen fra 1922-1952. Navnet ”Ouborough” er en landsby i Yorkshire, hvorfra faderen kom. Hundekennelen lå i South Nutfield, Surrey (langs M23 lige syd for M25 mellem Redhill og Godstone) og havde 70 hektarer (700.000 m²) tilhørende jord. Senere blev kennelen flyttet til en herregård ved Godstone, Surrey (hovedvej A22) med 170 hektarer jord. Pengestrømmen til hundeopdrættet kom fra ejerskabet af Rank Ltd., der havde de facto monopol på den britiske filmindustri og underholdningsbranche fra 1937 fremefter. Det var Bill Siggers der bragte Den Store Hund til denne kennel.
 
Robert Heal har beskrevet denne kennel i ”He Whacked the Bloody Lot” (1985). Der var stor konkurrence mellem Gordon Stewart’s Send Kennel og James Rank’s Ouborough Kennel, og det gik ud over deres venskab. Ouborough Kennel havde langt fra så mange hunde som Gordon Stewart, men avlede flere vindere ¹ . Tilsammen havde de fuld kontrol med avlen i England i mellemkrigs-årene.
 
¹ Robert Heal: The Danes of Send Manor (2002, s. 73)

 

Teksten lyder: ”Tigret Grand danois: Engl. Champ. [Engelsk Champion] ”Ruler of Ouborough”, (Den engelske Dyreværnslov forbyder Kupering af Øren)”. Forfatteren tænker her på loven af 25. februar 1895, der er en udløber af forbudet mod kupering givet af den engelske Kennel Club i 1889.
Billedkilde: Hother Tolderlund Borgen: Den Store Hundebog (I. Fr. Clausens Forlag, København 1938, s.236 i forbindelse med beskrivelsen af hundens standard, der skrives af Danmark)

Vognmand Knud Madsen blev valgt til formand for Specialklubben for Den danske Hund 29. juni 1948, en post han varetog til 1964. Han havde, med Fruen Erna, en datter der læste i England efter 2. Verdenskrig. I forbindelsen med at de skulle besøge deres datter  derovre, besluttede familien at ”gå med to hunde i samme snor”, og udnytte besøget til at se på det engelske opdræt af Den danske Hund efter Krigen. Derfor tilskriver han den vigtigste opdrætter i England efter Krigen, James Rank’s Ouborough Kennel. Vi ved fra Årsberetningen for  Specialkluben for 1949 (givet 1950), at familien drog af sted fra deres hjemsted Klovtoftegaard i Taastrup og besøgte hundeudstillingen på James Rank’s ejendom den 2. juli 1949. Vi ved også at der denne dag var hele 92 Grand Danois udstillet. Familien havde til hensigt at købe en harlekin hund med hjem til avl ”men de dyr der blev udbudt var daarligere end dem vi har herhjemme, saa der var ingen fornyelse at tænke paa her”. 

Brevet fra James Rank lyder:

Ouborough, Godstone, Surrey   8.     June, 1949   Mr. Knud Madsen, Klovtoftegaard pr. Taastrup, Denmark.   Dear Sir,   I was pleased to receive your letter of the 4th June, and I note that you propose to visit this country at the end of this month and the beginning of next month.   Unfortunately this is a very busy time with me as I will be travelling about the country and away from home a good deal, but the Great Dane Breeders Association are holding a Show at my house on Saturday, July 2nd and I will hope you will be able to join us on that day and I shall have the pleasure of meeting you. This Show would give you the opportunity of meeting a number of the members of the club and to see some of our best Great Danes.   I am handing your letter to my Kennel Manager, Mr. Siggers, and I am sure he will be very pleased to give you all the assistance he possibly can whilst you are in England. Mr. Siggers address is: The Ouborough Kennels, Godstone, Surrey, and if you will kindly tell him exactly what you would like to do and see whilst you are here, he will do his utmost to assist you.   Meanwhile Mr. Siggers will try and find if there is a decent harlequin dog in the market for you to see with a view to purchase. With kind regards,   Yours truly   sign: Rank. Kilde: Grand Danois Klubben i Danmark.

Knud Madsen's adgangskort til udstillingen 2. juli 1949.

Til venstre (og i midten): Kort nr. 34 vedlagt en pakke med 10 Carreras cigaretter i 1936 i England. Mærket ejes af Carreras Ltd, London. Der blev lavet en serie på 50 kort kaldet "Dogs & Friend". På kortets forside ser vi en Dansk Hund og en lille pige, medens bagsiden har en beskrivelse af hunden af Lady Kitty (Edith Blanche Oglivy) Ritson (1887-1969), datter af David Stanley William Ogilvy, 6. Jarl til Airlie og Lady Mabell Frances Elizabeth Gore, en nær veninde til Queen Mary (1867-1953). Teksten lyder: "As may be guessed from its name, the Great Dane originally came from Denmark, although in these days probably the best specimens come from Germany. Abroad they have cropped ears, which is certainly more attractive, but as the operation entails a great deal of pain, King Edward VII forbade this; therefore no dog with cropped ears can now be shown. They are very placid dogs, and they make ideal companions for children. They are rather apt to injure their tails if they hit them against the furniture".
Til højre: Kort nr. 11 vedlagt en pakke med 10 Gallaher cigaretter i 1936 i England. Mærket ejes af Gallaher Tobacco Company, Belfast, Nordirland. Der blev lavet en serie på 48 kort i 1936 (serie 1 er fra 1936. Serie 2 kom i 1938), med hver sin hundetype. Teksten på bagsiden siger: "The Great Dane, as its name implies, originally came from Denmark. It has been known in England for over two hundred years, being used in the 17th century for drawing carts in the streets. The breed is popular in other Continental countries, including France and Germany, where it bears the same name and was used for hunting the boar. It is curious to note that in Germany especially there is a distinct preference for the cropped-ear type, and many very fine specimens have been introduced into England from Germany to improve the stock".

Læseren kan nu se at det er fordi Gordon Stewart’s Kennel Send og James Voase Rank’s Ouborough Kennel efter 1. Verdenskrig støvsuger Tyskland for Danske Hunde, at begge historiske skildringer af hunden i England i 1936 har den "tyske vinkel" på hunden. Ingen uenighed om hundens stamland, men den engelske stamme hentes fra Tyskland i dette tidsrum.
Billedkilder: http://www.dogcards.com/UltiWeb/GDANE/GDANE7.htm, http://www.dogcardart.com/great-dane/

De tyske kenneler
 

Vi kender til hvilke kenneler var førende i Tyskland i mellemkrigsårene fordi såvel Gordon Stewart’s Send Kennel, som James Voase Rank’s Ouborough Kennel, flittigt rejste Tyskland igennem og opkøbte utrolige antal af Grand Danois hunde. De gode hunde betalte man £150 for, aldrig mere end £250. Gennemsnitsprisen var £50. Valutakursen £/mark var 1:20 i 1926 ¹.
 
Til sammenligning tjente en minearbejder i syd-Wales op til Generalstrejken i England i 1926 £2 8 shillings 4 pence pr. uge eller en månedsløn på £9 12 shillings 4 pence (1£ = 20 s. (shilling), 1 s. = 12 d.(pence)). En Ford Model T kostede i 1923 $265 eller £65 (fx kursen op til 1949 var 1£:4.03$).
 
En top Grand Danois hund kostede derfor mere end en årsløn for en minearbejder eller 3 Ford Model T!
 
¹ Robert Heal: The Danes of Send Manor (2002, s.110-118)
 
 

Karl Färber’s Von der Saalburg kennel, Bad Homburg, Hessen
 

Karl Färber havde i tidsrummet 1926-1938 4 hunde i en lejlighed på 1. sal og en lille baggård i  Löwengasse 11a, Bad Homburg. Han kaldte sin lille kennel for Deutscher Doggen- [?] "v. d. Saalburg”. Hvad han ikke havde i antal synes han dog at have haft i antal vindere¹.
 
¹ Se brev til Bill Siggers 28.12.1938 i Robert Heal: The Danes of Send Manor (2002, s.94)
 

Max Grass’s kennel, Køln
 

Max Grass var indehaver af Heinrich Grass Senior Eau de Cologne- und Parfümerie-Fabrik, Rheinaustrasse 4, Köln a. Rhein. Som jeg har vist tidligere var han tillige ”I. Schriftführer dess Deutschen Doggen klubs (Ortsgruppe Cöln bin....” eller ”skriftsfører (1. sekretær) af Deutsche Dogge klubben, undergruppe Köln” ¹. 
 
 
¹ Se brev 4.6.1926 til James Rank i Robert Heal: The Danes of Send Manor (2002, s.92)
 
 

W. Kunitzer’s Kennel, Dresden
 

W. Kunitzer skriver at han startede sin kennel i Hohestrasse 110, Dresden i 1917. Vi kan se at han stadig er aktiv i 1926, hvor han tilbyder Fauna af Asgard til James Voase Rank’s Ouborough Kennel¹. Det ser ud til at han eksporterer tiger-farvede store hunde til A. Brønsbøl, København i 1930 kaldet ”Gabriel v. Asgaard” og ”Gustel v. Asgaard”².

A. Brønsbøl havde ”Kennel A.B. af Jomsborg” med adresse på Tudskærvej 14, Vanløse (tlf. Damsø 1088), jvf. Vore Hunde (juni 1933, s. 96).

A. Brønsbøl har bl.a. den tigrede tæve ”Frigga von Ruhrtal” (Nr. 32612), der blev importeret fra Tyskland og vist første gang på Dansk Selskabshunde Klubs Festaften den 11. april 1929 (kilde: Selskabshunden, maj 1929, s.38, Hunden, juni 1929, s.159). Han har også den tigrede ”Rollo” (Nr. 30708) (kilde: Hunden,  december 1930, s. 373) og ”A.B. Dane af Jomsborg” (Nr. 35536) (Kilde: Hunden,  maj 1932, s. 130).

I ”Hunden” (nr. 1, 1931, s.211) har A. Brønsbøl en artikel kaldet ”Nogle Grand Danois-domme”. I denne artikel anklager han dommeren på en hundeudstilling i 1930 for ikke have dømt ret og for at forfordele hunde fra Kennel Heimdalhus, drevet af Fru Alfi Muriel Levison (Det er hendes hanhund ”Bordeaux Roy” (Nr. 29412) og tæverne ”CH Queen” (Nr. 30271), ”CH Heimdalhus Helle af Prinsburg” (Nr. 31412, f. 2.11.27, grå med hvide tegn), samt tæven fra samme kuld ”Heimdalhus Ifla of Prinsburg” (Nr. 31413, f. 2.11.27, sort med hvide tegn) han har set sig gal på).

”Dommeren” der anklages er formanden for ”Specialklubben for den danske Hund”, Godsejer Jørgen Larsen (1880-1935+) og han giver et, selv for i dag, ekstremt skarpt svar på tiltale i ”Hunden” (nr. 2, 1931, s.38). Brønsdal turer frem med berømmelsen af Tyskland som det førende land for arbejdet med race-renhed. Disse umiddelbart uforståelige meget skarpe kivsmål mellem en pro-tysk race-fortaler og en dansk-amerikansk jødisk drevet Kennel Heimdalhus, falder straks på plads ved at efterse ”Bovrup-kartoteket” (Bovrup Bogen), der indeholder danske medlemmer af DNSAP – det danske nazi-parti oprettet af Frits Clausen i 1930. Blandt medlemmerne i Storkøbenhavn finder vi jounalisten Albert Valdemar Brønsbøl. Det er åbenlyst at samtiden har været helt klar over at Brønsbøls tågesnak intet har med vor store hund at gøre, men er de første tegn på at ukrudtet er ved at bryde igennem.

¹ Se Robert Heal: The Danes of Send Manor (2002, s.115)
² Se ”Hunden” (nr. 12, 1930, s.378, nr. 1, 1931, s. 22)

I brev til Dansk Kennel Klub af 4. maj 1934 melder Brønsbøl (han underskriver sig "Brūnsból") ¹ sig ud af Dansk Kennel Klub og angiver at han er indtrådt som bestyrelsesmedlem i "Foreningen af Racehundeopdrættere i Danmark". Kaptajn Hother Tolderlund Borgen var i maj 1933 trådt ud af bestyrelsen i Dansk Selskabshunde Klub for at blive formand for den nystiftede "Foreningen af Racehundeopdrættere i Danmark".

¹ brevet findes i Grand Danois Klubben i Danmark's historiske arkiver.

I Hother Tolderlund Borgen’s ”Den Store Hundebog (I. Fr. Clausens Forlag, København 1938) nævnes følgende danske opdrættere af Den Store Hund:
 

• Fru Alfi Muriel Levison, Kennel Heimdalhus, Holte, tlf. Holte 79
• Frk. Fritse Aagaard, Kennel Campus, Godthaab, Holte, tlf. Nærum 63
• J. E. Petersen, Kennel St. Maglebygaard, St. Magleby, Amager, tlf. Dragør 390
• Fru Alice Wiltrup, Kennel Isba, Annettevej 19, Charlottenlund, tlf. Ordrup 2672

Andre Kenneler er aktive i perioden, men er formentlig under enten udvikling eller afvikling i tidsrummet 1937-38. I 1934-udgaven af ”Hundevennernes Jul” er der en artikel om Kennel Blaaholm.

Frk. Fritse Aagaard's Kennel Campus, Godthaab, Holte

Frk. Fritse Aagaard ser ud til at have en enorm indflydelse på vor store hund i hele første halvdel af det 20. århundrede, både som dommer i 40 år, og som stam-opdrætter i tidsrummet ca. år 1904-1944+ fra hendes gård i Holte. I ”Hunden” (nr. 10, oktober 1946)  skriver A. P. Nørlund Mindeordene over Frk. Fritse Aagaard. Hun er ved sin død blevet ”Fru Jacobsen”, men er af alle stadig kendt under sit ungpigenavn.

Hun købte sin første tæve "Litha" af Fru Sagfører Nancy Madsen (se tidligere beskrivelse af hendes Hundegaard), afkom af "Gorm" (vinder 1897) og harlekin-tæven "Lilly-Füssen el. Lilla-Füssen” (nr. 19148, ejet af Frk. Thyra Jensen, Egensevej 9, Svendborg).

Fra denne tæve avles Harlekin-tæven "Lilly" (nr. 12478):

Dansk Hund (Grand Danois): Champion ”Lilly” (12478) Hun, 4 Stk. 1. Præmier og 2 Ærespræmier i aaben Kl., Ærespræmie i Vinderklasse. Forældre: Ærespræmiehundene ”Litha” og ”Fritz”. Hvalpe kan forudbestilles. – Ejer: Frøken Aagaard, Holte.

Fra ”CH Lilly” (nr. 12478) leveres Harlekin-tæven ”Helle” (nr. 18079, f. 8.12.1910, fader ”Lasse”) til Fru Etatsraadinde E. Lassen, Gaardbogaard, Aalbæk ved Frederikshavn.

Fra ”CH Lilly” (nr. 12478) leveres Harlekin-hunden ”Brindejone” (nr. 19144, f. 27.4.1913, fader ”Peter”) til Stamhusbesidder Arenfeldt, Sæbygaard, Sæby.

Fra Harlekin-tæven " CH Lilly" (nr. 12478) avles endnu en Harlekin-tæve kaldet "Vita" (nr. 18090). "Vita" blev parret med Fabrikant Holger Høiriis Schou (1903-1977)'s "Iwan Ritterwørth", der gav bl.a. Harlekin-tæven "Iwanna". Holger Schou var direktør i A/S C. Schous Fabriker.

Teksten underneden siger: ”Grand Danois: Champion ”Iwan Ritterwörth” (Dsk. H.S.B. 19147). Han f. 25. Aug. 1911. Af ”Senta Moser” ved ”Fels von Cellemochum”. 2 Stk. 1. Pr. samt Ærespr. Stuttgart 1912, 2 Stk. 1. Pr. samt Ærespr., Frankfurt a.M. 1913, 1. Pr. og 3 Pr. samt Ærespr. Iserlohn 1913, 2 Stk. 1. Pr. samt Ærespr., Stettin 1913. 2 Stk. 1. Pr. og Ærespr. samt Berlins store Ærespr., den saakaldte ”Deutsche Doggen Derby”, Berlin 1913, 2 Stk. 1. Pr. og Ærespr. samt Fellert Grünewald Vandrer Præmie, Hamburg 1914, 1. Pr. aaben Kl., 1. Pr. Vinderkl. samt Ærespr., Malmø 1914, 1. Pr. aaben Kl., 1. Pr. Vinderkl. samt Ærespr. Kbhvn. 1914, 1. Pr. aaben Kl., 1. Pr. Vinderkl. samt Ærespr., Kbhvn. 1915. Ejer: Fabrikant Holger Schou, Kbhvn.”

Hun leverer bl.a. i 1932-3 en Harlekin hund (han) "Fritz" (nr. 38923) til Kennel ISBA. Denne var avlet fra hendes tæve "Aster" (nr. 32660) og hendes hund "Othello v. Aarbachthal" (nr. 32479) ¹.

¹ Kilde: Grand Danois Klubben i Danmark's medlemsblad (nr. 1-2006, s.41-42, nr. 3-2006, s.34-35)

Kennel Campus har i 1934 sendt hunde til Holland, Belgien, Spanien, Egypten, Amerika, Sverige (Dr. med. Brattström), Finland (Godsejer Frigren, Käjskala) og Algeriet (Direktør Hartvig). Udover familien Wiltrup fik i Danmark også Direktør Percy Harald Ipsen (1880-1952, medlem af Højgaard-kredsen i 1940), Fru direktør Sak, og direktør Hertz store hunde leveret.

"Fru direktør Sak" er identisk til Maria Sak, der havde Skovgaard, Ordrup Krat, Charlottenlund. Hun fik sin første hund fra Frk. Fritse Aagaard i 1927, og senere tæven ”Silva af Skovgaard” (nr. 33042), også fra Frk. Fritse Aagaard. Denne tæve fik 5 levende hvalpe ved "Othello v. Aarbachthal" (nr. 32479), der ligeledes kom fra Frk. Fritse Aagaard ¹.
 
¹ Se artiklen ”Danske Hunde – Grand Danois” fra 1934, gengivet i Grand Danois Klubben i Danmark's medlemsblad (nr. 4-2006, s.22). ”Skovgaard” blev bygget ca. 1810 og var 5 fag lang, to stokværk høj og stråtækt. I 1949 blev hovedhuset flyttet til Krathusvej 36 (lige ved siden af) og Skovgårdskolen blev bygget på den gamle grund. Henrik Pontoppidan skriver i ”Arv og Gæld (1938, kapitel 5, s.72) at ”Skovgaard” var familien Hegel’s Sommerbolig. F.V. Hegel var ejer af Gyldendal og havde købt gården i 1880. Han solgte den i 1920’erne til familien Sak. Var Maria Sak’s mand kemikeren Søren Sak (1883-1950), direktør for A/S Dansk Gærings-industri (i dag Danisco Bioteknologi A/S)?

I 1934 har hun en 2-årig Harlekin tæve "Iska" af samme kuld som ”Fritz” (nr. 38923) nævnt ovenfor. ”Campus Iska” ved ”Haras v. Stoltzenburg” får ”Campus Nero” og ”Campus Lilly” ¹.

¹ Fritse Aagaard: Mine Grand Danois i ”Hunden” (1938, s. 57-58)

Til venstre: Harlekin-tæven "Campus Iska", opdrættet og ejet af Frk. Fritze Aagaard.
Til højre: Harlekin-tæven "Ch. Campus Lilly", ejet af Frk. Fritze Aagaard. Hvalp efter "Campus Iska” ved ”Haras v. Stoltzenburg”.
Billedkilde: "Hunden" (45. Aarg., Nr. 9, september 1935, Gerhard Wiltrup: Er det umuligt at opdrætte Grand-Danois?, s. 259-262). Fundet af Carsten Birk i Dansk Kennel Klub's bibliotek.

I 1943 leverer hun "Ch. Campus Fürst" (74238 A.) f. 1.9.1943 til C. Hagbarth Christensen (se senere). I 1944 leverer hun "Ch. Campus Anita" (85748 A.) f. 26.9.1944 til Kennel Blaaholm (se senere).

Formanden for ”Specialklubben for den danske Hund”, C. Hagbarth Christensen, skriver i ”Hunden” (1944, s.106), dybt inde i 2. Verdenskrig, hvor der er dyrtid for alle i Danmark:

”Her kan jeg, uden at gaa nogen for nær, røbe, at vort Lands ældste Opdrætter, Frk. Fritse Aagaard, har været til uvurderlig Hjælp med Hensyn til at fastlægge og ikke mindst fastholde den Type Grand danois, som er vort Hjemlands Type.

Takket være Frk. Aagaard og Bestyrelsen i Grand-danois Klubben er der nu skabt en dansk Hund, der virkelig er eksemplarisk i sin Fremtoning og til enhver Tid vil vide at gøre sig gældende ogsaa i Udlandet. Det er i denne Forbindelse meget betegnende, at den norske Grand-danois Klub netop i disse Dage har skrevet herned og bedt om at maatte købe en Hanhund til at ophjælpe deres Avl med”.

H. Krøller’s Kennel Bordeaux, Vejgaard pr. Aalborg 

Vejgaard lå i Nørre Tranders Sogn sydøst for Aalborg, men anses i dag som en bydel af Aalborg.

Fra ”Vore Hunde” (Julen 1913), hvor præsenteres ”Store Opdrættere IV”, kan vi se at H. Krøller i 1913 havde sin Kennel Bordeaux i Holbæk, og at familien her opdrættede Dogues de Bordeaux.

Fra forsiden af ”Hunden” (nr. 7, juli 1925) kan vi se at samme kennel nu er flyttet til Vejgaard og at man her opdrætter Danske Hunde.

Den Danske Hund paa udstillingen

Underteksten lyder: "Kennel Bordeaux, H. Krøller, Vejgaard pr. Aalborg. Fra venstre til højre følgende Hunde: ”Chmp. Senta v. d. Rehbach” (27245), ”Bordeaux Nero” (27640), ”Bordeaux Dan” (29526), ”Bordeaux Senta [fejl for Donna]” (28827), ”Flora af Vejgaarden” (29522). ”Bordeaux Senta” (29251) – tilkendt 1. Præmie i Opdrætterklasse og Carl Lunds Mindepræmie".

Udstillingen er DKK’s udstilling i Gothersgade Eksercerhus i København 8-10. maj 1925. På billedet ser vi 6 Danske Hunde og deres 5 handlers.
Billedkilde: Forsiden af ”Hunden” (nr. 7, juli 1925). Tak til Birte Scheel for hjælpen.

Til venstre: Dommerbeskrivelsen af
”Bordeaux Flora I (28828): Hoved og Hals: Hovedet maatte gerne være lidt slankere. Halsen sidder godt og er tør. Kuperingen lidt uheldig Krop og Hale: Krop, Lænd og Kryds velbygget og god. Bagstilling fortrinlig. Forstillingen noget uregelmæssig. Ben og Poter: Fransker stærkt paa Forporterne. Haarlag og Farve: Haarlag godt. Andre Bem.: Farve yderst uheldig.                       God.

Bordeaux Donna (28827): Helhedsindtryk. Totalindtryk en smuk og elegant Tæve. Hoved og Hals: Hovedet slankt og smukt. Mangler lidt Læbedybde. Øjnene lovlig lyse. Halsen slutter smukt til Krop og Hoved. Krop og Hale: Kroppen passende svær, maaske knapt fuld bag Skulderbladene. Hofteknuderne maaske en Smule fremstaaende. Smuk Lænd og Kryds. En Anelse overkodet i Forbenene. Bevægelsen ualmindelig smuk. Haarlag og Farve ulastelig.          Fortrinlig.

Dommeren var Godsejer, Etatsråd Jørgen Larsen (1880-1935+), den første formand for Specialklubben for Den danske Hund, stiftet tre år senere i 1928. Samme Godsejer Jørgen Larsen skriver i 1935 ligeledes den første standard for Den danske Hund godkendt af FCI. Fra billedet ovenfor kan vi se at Bordeaux Donna (28827) var en sort tæve.

Til højre: En beskrivelse af Kennel Bordeaux fra Julen 1913. H. Kjøller's søn ses stående som knægt mellem to Dogue de Bordeaux. 
Billedkilder: ”Vore Hunde” (Julen 1913); ”Hunden” (nr. 7, juli 1925). Tak til Birte Scheel for hjælpen.

Fra Kennel Bordeaux sælges en sort han-hund kaldet ”Bordeaux Roy” (stambogsnr. 29412) til Erik & Alfi Muriel Levison's Kennel Heimdalhus, Holte.  

Vognmand Knud Madsen var formand for Specialklubben for Den danske Hund 1948-1964. Her ses han ca. 1928 med sin gule han-hund "Ch. Bordeaux Dan" (29526). Samme hund ses ovenfor i 1925.

Kennel Isba, Charlottenlund

Kennel Isba var ejet af overlæge Dr. Gerhard Wiltrup og fruen Alice Elisabeth, Anettevej 19, 2920 Charlottenlund. Gerhard Wiltrup modtog doktorgraden i 1924 og var Kong Christian X's livlæge.
 
Dr. Wiltrups barnebarn, Thomas Wiltrup har maj-juli 2007 hjulpet mig med oplysninger. Han har forklaret mig  at "Isba er ikke en forkortelse, men var min fasters kaldenavn [hun hed Elisabeth Wiltrup]. Hun var dengang før krigen en pige, men hun døde desværre meget ung lige efter krigen". Ligeledes ”at min farmors kaldenavn var Alice. Hun var født Anna Elisabeth Meyer”.

Både Elisabeth og Alice (Elisabeth) Wiltrup var medlem af Specialklubben for Den danske Hund da vi ser dem begge underskrive et brev til Dansk Kennel Klub 11. april 1934.
 
Fra en artikel skrevet 1934¹  af Gerhard Wiltrup omkring Kennel ISBA kan vi se at de har et kuld Harlekin-hvalpe født 23. august 1934 efter tæven "Edda v. Marli" (tysk import) og "Nero II" (nr. 30881). Vi ved også at de ca. 1944 har hunden “Isba Clever” (48579), der er fader til C. Hagbarth Christensen’s Harlekin-hund "Campus Fürst" (74238 A.) fra Frk. Fritse Aagaard's “Campus Lilly” (53431).

Opdræt af Harlekin var hvad Kennel ISBA gjorde sig i, og kennelen var uden sammenligning den bedste i Danmark i samtiden. Gerhard Wiltrup skriver disse meget vise ord omkring Den danske Hund:

"En Grand-Danois kan kun karakteriseres ved Substantiver: Ædelhed, overlegen Ro, bunden Kraft, smidig Styrke, Ynde. Desværre forveksles Ædelhed ofte med Masse, Ro med Sløvhed, Kraft og Styrke med Muskler og Knogler, og Ynde med Ladhed".

Harlekin-tæven "Edda v. Marli".

Af "Dina v. Marli" (tysk hundestambog nr. 15260) ved "Isphar Moguntia" (tysk hundestambog nr. 15509, opdrætter Carl Hudoffsky, Lübeck (Lybæk), 1. Præmie med Ærespræmie, Leipzig, Maj 1933). "Edda v. Marli" besidder vel nok det mest perfekte hoved og hals set på en Dansk Hund. Således bør det tage sig ud.
Billedkilde: Hundevennernes Jul (Julen 1934, s. 48-49); "Hunden" (45. Aarg., Nr. 9, september 1935, Gerhard Wiltrup: Er det umuligt at opdrætte Grand-Danois?, s. 259-262). Fundet af Carsten Birk i Dansk Kennel Klub's bibliotek.

Thomas Wiltrup har forklaret mig at der på kennelen på højdepunktet var over 40 hunde. Hver dag kom lastbilen fra Schulstad Brød A/S forbi med den daglige tilførsel af rugbrød, kørt af "brødkuske" (lastbilen afløser hestevognen som transportmiddel for levering af rugbrød, men navnet "brødkusk" beholdes).
 
Da Gerhard Wiltrup døde købtes ejendommen i 1942 af filmmanden John Olsen, der her opbyggede Saga Studio (Saga Film). Ejendommens gamle hestestald blev Scene 2. En af sønnerne hed Aage Wiltrup (1916-2003). Han blev en meget kendt filmfotograf og -instruktør og gjorde brug af sine forældres tidligere ejendom under filmoptagelser. Lillebroderen Morten Wiltrup (stud. med. 1925-1945, kaldet "Krille") var frihedskæmper. Han blev 22. februar 1945 såret i en ildkamp med Hipofolk ud for Fredensvej 20, Charlottenlund, og døde senere i Vestre Fængsel. Hans gravsten kan ses på Ordrup Kirkegård.
 
¹ Kilde: Grand Danois Klubben i Danmark's medlemsblad (nr. 1-2006, s.41-42, nr. 3-2006, s.34-35). Den oprindelige artikel findes i Hundevennernes Jul (Julen 1934, s. 48-49).

"Fem af Forfatterens Grand•Danois•Hunde".
Billedkilde: Gerhard Wiltrup: Grand Danois - en fragmentarisk studie (Hundevennernes jul, årgang 1935).

 Frk. Kirsten Wiltrup med Grand Danois'erne "Isba Ramona" og "Isba Laila".
Kilde: Givet til Carsten Birk af C. Hagbarth Christensen's kones niece Birgith Hansen torsdag 28. september 2006.

Kirsten Wiltrup var datter af Gerhard Wiltrup, og født 23. september 1927. Hun blev gift, antog efternavnet Muchard, og bor i dag som 90-årig i Menton, Sydfrankrig.

En meget ung Kirsten Wiltrup som kusk i trækvogn, trukket af de Danske Hunde i harlekin “Isba Clever” (48579) og Tarzan. Underteksten lyder:
"Denne unge Dame er sikker paa at blive misundt af hele sin Aldersklasse formedelst dette herskabelige Køretøj, hun "gør" Charlottenlund i. Hun hedder Kirsten Wiltrup, og de to dejlige Hunde, der leverer Trækkraften, bærer Navnene Clever og Tarzan." Kirsten Wiltrup ser på billedet ud til at være ca. 11 år gammel, hvorfor billedet er taget i sommeren 1939.
Kilde: Givet til Carsten Birk af C. Hagbarth Christensen's kones niece Birgith Hansen torsdag 28. september 2006.

Jakob E. Petersen's Kennel St. Maglebygaard, St. Magleby, Amager

Fra Hother Tolderlund Borgen’s ”Den Store Hundebog (1938) kan vi se at Jakob Petersen i 1938 har et af Danmarks førende opdræt af Danske Hunde. Det opnår man ikke uden at have gjort dette over en årrække, hvorfor hans kennel må være startet op senest i begyndelsen af 1930'erne. Som vi kan se nedenfor kommer han igennem den tyske besættelse, og kan fremvise helt utroligt fine Danske Hunde i Julen 1945. Udover dette ved vi meget lidt om Kennel St. Maglebygaard.

Landsbyen Store Magleby ligger på det sydlige Amager, 3 km vest for Dragør, og lå op til og under 2. Verdenskrig ude på landet i det åbne landskab. Dirch Petersen, Maglebygaard har forklaret mig at der i Store Magleby findes Maglebygaard (Nordre Kinkelgade 42, 2791 Dragør) og Store Maglebygaard. Jakob Petersen havde Store Maglebygaard og fik to sønner; Henning og Edvard.

Helsidesreklame fra Hundevennernes Jul fra Julen 1945 (s. 40), hvor Kennel St. Maglebygaard fremviser sine meget fine Danske Hunde. Øverst: Harlekintæven St. Maglebygaards "Gyrid" (Gytte, stambogsnr. 65358).
I midten til venstre: Harlekintæven St. Manglebygaards "Hanne" (stambogsnr. 67882).
I midten til højre: 5 hundehvalpe 10 uger gamle. Det må være en af sønnerne, Henning eller Edvard, vi ser stå med hvalpene. 
Nederst til venstre: Den sorte tæve St. Maglebygaards "Deanna" (stambogsnr. 66280).
Nederst til højre: Den sorte tæve St. Maglebygaards Lux (stambogsnr. 79442).
Dette er endog meget fine Danske Hunde.
Billedkilde: Hundevennernes Jul (årgang 1945). Fundet af Carsten Birk i Dansk Kennel Klub's bibliotek.

Erik & Alfi Muriel Levison's Kennel Heimdalhus, Holte

Grosserer Erik Levison (1883-1936) var presseattaché for Dansk Kennel Klub og medlem af den første bestyrelse  i ”Specialklubben for den danske Hund”. Erik Levison's virksomhed bliver et datterselskab i ØK under navnet EAC Erik Levison A/S (nu en del af Heidelberg Danmark A/S). A. P. Nørlund skriver en nekrolog om Erik Levison i Hunden (nr. 6, juni 1936).
 
Hans kone, Alfi Muriel Levison (1882-1966), driver en meget anerkendt kennel under navnet "Heimdalhus", hvis aktive periode er ca. 1920-1950. Fru Levison var ligeledes dommer.
 
Vi hører første gang Kennel Heimdalhus omtalt i "Vore Hunde" (årgang 1928). Heimdalhus's indflydelse topper i tidsrummet 1928-1937¹.
 
Alfi Muriel Levison er identisk med skuespillerinden Alfi Zangenberg, der fødtes i Chicago, Amerika som Alfi Muriel Printz 11. juni 1882. Hun var gift først med skuespilleren Einar Zangenberg (1882-1918), og siden hen med Grosserer Erik Levison. Hun afsluttede sin filmkarriere i 1920, et par år efter sin første mands død af den spanske syge i Wien, hvorefter vor store hund blev hendes hovedvirke².
 
¹ Kilde: Grand Danois Klubben i Danmark's medlemsblad nr. 1-2001, s.40-48 (artikel af Birte Scheel), nr. 3-2003, s. 8-9).
² Se Det Danske Filminstitut: Danmarks Nationalfilmografi (Alfi Zangenberg), samt "Dog World" (januar 1950, s. 90). I denne artikel af Fru Levison skriver hun at hendes moder var dansk og faderen amerikansk. Efter faderens død flyttede de til Danmark.

Hun udgav flere bøger, herunder:

• Alfi Muriel Levison: Hundens Pasning og Pleje for begyndere (J. Fr. Clausens Forlag, København 1944)
• Alfi Muriel Levison (med A. Wendel-Ranfelt): Alt om hunde (1945, bind 1: Jagthunde).

Fru Levison’s første store hund var en sort han kaldet ”Bordeaux Roy” (Nr. 29412), samt en harlekin tæve kaldet ”CH Queen” (Nr. 30271), hvis moder var CH Lilly (nr. 12478, fra Frk. Fritse Aagaard's Kennel), og hendes fader CH Lord Tipp-Topp (østrigsk Champion 1920, f. 1919, nr. 3504)¹.
 
¹  Kilde: Grand Danois Klubben i Danmark's medlemsblad (nr. 1-2001, artikel af Birte Scheel, s. 40-48). Oplysningerne er hentet fra "Vore Hunde" (årgang 1928). 

"Bordeaux Roy" og tæven "Queen" foran pejsen i stuen hjemme hos familien Levison. Det er Fru Levison der yder "hage-støtte". Billedet er fra eller før 1928. "Bordeaux Roy" døde 19. december 1930 (Kilde: Hunden, december 1930, s. 377). "Queen" døde 6. maj 1932 efter hvalpning, næsten 6 år gammel (Hundevennen, maj 1932, s. 91). "Queen" var opdrættet af Hr. Bortesø Thomsen (Hunden, 43. årgang, 1932, s. 181).
Billedkilde: Fra artiklen ”Den danske Hund” skrevet i ”Vore Hunde” (1928) af godsejer Lars Jørgen Wendelboe Larsen (1880-1931) til Gårdbogård, Horns Herred, Hjørring. Godsejer Jørgen Larsen er den første formand for den i 1928 dannede ”Specialklubben for den danske Hund”. Til dette tidspunkt blev alle aktiviteter omkring vor store hund varetaget direkte fra Dansk Kennel Klub fra dennes stiftelse i 1897. Det er det samlede antal hunde og meget aktive opdræt, der nødvendiggør en ”specialisering”.

Specialklubbens første bestyrelse så således ud:

Den danske Hund i harlekin "Rex II" (31369) f. 8.5.1927 af "Freja Tip Tip" ved "Rolf". Udstillet 1928. Ejer Grevinde Alice Danneskiold Samsøe, København.
Kilde: Godsejer Jørgen Larsen: Den danske Hund (1928, skrevet i Vore Hunde, s. 1).

Den danske Hund i harlekin ”Hroar” (nr. 31505, f. 22.5.1926. Teksten lyder: "Gudrun og Ebba Jensen paa Spadserertur med "Hroar". (Tilh.: Brolægningsentreprenør A. G. Jensen, Dr. Olgasvej 10, Kvhvn.)".
Kilde: Godsejer Jørgen Larsen: Den danske Hund (1928, skrevet i Vore Hunde, s. 4).

Forbud mod kupering af ørene og halen

I England indføres i 1889 forbud mod at kupere ørene på en række hundetyper, herunder Den danske Hund. Forbuddet gør det forbudt at udstille hunde med kuperede ører. Dette gennemføres ved loven af 25. februar 1895. Uskikken med at ødelægge hundenes udseende ved kupering af ørene sker for at give dem højde og gøre dem mere frygtindgydende. Denne uskik er affødt af den oprindelige tætte kupering kendt fra Middelalderen, indført af sikkerhedshensyn til hunden under jagt. Den nye kuperingsmetode, der intet formål tjener for hunden, ser ud til at vinde indpas i 1800 tallet.

Alfi Muriel Levison skriver i ”Hunden” (1950, s.236-237): ”For tyve år siden gik jeg ind for, at forbud mod kupering af ørene på G. D. [Grand Danois], først nu er det blevet til en realitet...”.

Det er troligt at hun finder inspiration til kampen mod skamferingen af hunden ved kupering fra hendes ophold på Kennel Send, Surrey, England i 1934, der udmunder sig i hendes artikel i ”Hundevennernes Jul”, udgivet af Dansk Kennelklub Julen 1934 (se under ”Gordon Stewart’s Kennel Send, Ripley, Surrey, England”).

Knud Madsen, formand for Specialklubben for den danske hund skriver i brev af 29.12.1949 til Fru Levison: ”I anledning af det fremsatte lovforslag i rigsdagen til en ny dyreværnslov vil jeg gerne vide Deres mening om kupering af ører paa Grand danois. Vær venlig at svar mig inden tirsdag...”

Lovforslagets §10 siger i lovforslagets udkast:

”At Kupering af Halen paa Heste og af Ørene og Halen paa Hunde kun maa ske, hvis det af lægelige Hensyn er paakrævet. Dem maa kun foretages af en Dyrlæge og skal finde Sted under Bedøvning....dog kan Kupering af Halen paa Hunde, der ikke er 8 Dage gamle altid finde Sted, naar den foretages af en Dyrlæge og kan ske uden Bedøvning..”

Modsat hvad Fru Levison mente, skriver Specialklubben for den danske hund, Boxerklubben, Dansk Dobermannspinscherklub, Dansk Schnauzerklub, Fællesklubben og Dansk Kennel Klub 10. januar 1950 et samlet brev til Rigsdagen, hvori man forsøger at ændre lovforslaget med denne tilføjelse, der tilsigter at tilsidesætte hele lovens formål:

”Justitsministeren kan for bestemte Heste og Hunderacer ved Bekendtgørelse tillade Kupering forsaavidt angaar Afkom af kaarede præmierede eller stambogsførte Heste, naar Føllet ikke er over 14 Dage gammelt ved Kuperingens Foretagelse og for Hunderacers Kupering af Ørene forsaavidt angaar Afkom af præmierede eller stambogsførte Hunde, naar denne foretages under Bedøvning af en Dyrlæge og inden Hvalpene er 6 Uger gamle, samt at Hvalpene tilses af Dyrlægen”.

Den erklærede årsag til ønsket om at bibeholde kupering er at dette skulle undgå ”mellemørebetændelse” på hundene. Den rigtige årsag er sædvane, samt at det vil forhindre eksport af hundene til lande hvor kupering fortsat er tilladt. I 1990’erne er argumenteringen ændret til ”risiko for at pådrage sig haleskader [under jagt], såfremt de ikke er halekuperede”. De hunde det omhandler er ”Den danske Hund”, "Dobermann Pinschere”, ”Dverg Pinschere”, ”Schnauzere”, ”Boxere” og ”Griffon”.

Det fremsatte lovforslag bliver som bekendt lov nr. 256 af 27. maj 1950 om værn for dyr (Dyreværnsloven). Bortset fra ”Den danske Hund” hvor kuperingsforbuddet opretholdes, tillades kupering fortsat for andre hunderacer, både ører og hale, fra 1991 alene halen, med brug af forbud-med-undtagelse formuleringen (Dyreværnsloven Kap. 2, § 14, stk. 2 og stk. 3:2). Under udarbejdelsen af Lov nr. 384 af 28. maj 2003 (den nye Dyreværnslov) lykkedes det ikke Dansk Folkeparti at opnå et flertal i Folketinget til af fratage Justitsministeren retten til at give undtagelser til halekupering af de fem navngivne hunderacer. Den ”livsvigtige” halekupering for jagtbrug omfatter i dag ruhåret hønsehund, korthåret hønsehund, Weimaraner, Vizla og Breton.

Der foreligger fuldstændigt forbud mod kupering af ørene og halen i Norge, Sverige og Finland medens Tyskland, fra 1. juni 1998, har en for halen gældende ”jagt-undtagelse” identisk til Danmark.

Alfi Muriel Levison skriver i ”Hundens Pasning og Pleje for begyndere” (1944, s. 18):
 
”Første Gang en Hund føder, faar den sjældent mere end 4 Hvalpe, senere er det almindelige 5-6, men der er Hunde, der har faaet indtil 14. Man maa aldrig lade den beholde mere end 6 – dette kan endda være rigeligt. Man maa aldrig lade sig friste til at beholde flere med eventuelt Salg for Øje – det er Synd for Moderen, og saa mange Hvalpe trives kun daarligt. Naar en Hund er færdig med at passe sine Hvalpe, skal den ikke være en udpint Stakkel, men en glad og fornøjet Hund”.

Det er derfor ligeledes Fru Levison, der i mellemkrigs-årene viderefører, i virkelighed og i skrift, forståelsen for 6-hvalpereglen fra De Kongelige Hundekenneler. 6-hvalpereglen gøres til en etisk regel ved vedtagelsen på Generalforsamlingen 17. juni 1971 ¹ (Se ”Bilag U-1: De kongelige jagthunde år 1710-36”). 
 
¹ Kilde: Grand Danois Klubben i Danmark's medlemsblad nr. 2-2005, s.60

Fru Levison blev kåret Æresmedlem af Grand Danois Klubben i Danmark i 1955. I brev til klubbens formand Knud Madsen og fruen Erna af 14. juni 1957 takker Fru Levison for støtten i forbindelse med at hun, i en alder af 75, trak sig tilbage fra klubben.

"Fru Alfi Muriel Levison, Holte, med  sine Danske Hunde". Nr. 2 fra venstre er "Bordeaux Roy". De tre hunde til højre er alle ung-hunde under 1 år, og sikkert afkom efter ”Bordeaux Roy” og harlekin tæven ”CH Queen”. Billedet er fra eller før 1928.
Billedkilde: Fra artiklen ”Den danske Hund” skrevet i ”Vore Hunde” (1928) af godsejer Jørgen Larsen. Genoptrykt i Grand Danois Klubben i Danmark's medlemsblad (nr. 3-2003, s.8-9).

Den "fejlfarvede" Harlekin hund (han) "Hudson" efter ”Bordeaux Roy” og Harlekin tæven ”CH Queen” med Fru Levison og bil i Holte. Dateringen af billedet er ukendt, men fra ca. 1929-35. Iflg. Dr. W. Wieland, Wangerin, Bez. Stettin’s ”Beretning om Udstillingen i Vejle den 2.-3. september 1933” vandt ”Heimdalhus Hudson of Austin” (Nr. 31491), Mankehøjde 95 cm,  blandt 17 udstillede danske hunde. Begrebet ”fejlfarve” og den hidsige ideologiske, ikke kynologiske, debat om dette opstår først i 1929 i forbindelse med de revisioner af hundens standard, der er undervejs i Europa. Indtil dette tidspunkt var det kraft og størrelse der var vigtig, en indstilling til vor store hund ordret videreført fra den kongelige hundekennel, hvor Kongelig resolution 24 marts 1764 bestemte at hundenes farve kunne være ligegyldig blot de var gode.

Fra en artikel i ”Schweitzer Hundesport” kan vi se at der i 1932 er åben ”fejlfarvestrid” mellem Dr. Vollenweider, Bern, Schweiz og Hr. Schwarz, formanden for Deutsche Doggen Verein, der blev forelagt Kartellet til voldgiftskendelse (Schweiz og Tyskland er i hundesammenhæng i kartel sammen i dette tidsrum under navnet "Deutsches Kartell für Hundewesen" "DKH" (navnet ændres i 1933)).

Ikke overraskende, med samtidens videnskabelige omdrejningspunkt i Tyskland omkring arier, blodlinier, racerenhed etc. er det tyskerne, der i 1932 indfører en regel om at Harlekin hunden kun må anerkendes og optages i stambogen ifald den er rent hvid med sorte markeringer. ”Grå” er derfor en uren ”race” efter tysk tanke. I ren nazi-ånd bestemmes det ligeledes at kun 100% ”rene” Harlekin må indgå i avlen. Ikke overraskende er den schweiziske Dr. Vollenweider, Bern modstander af dette da ”mange fremragende og værdifulde Dyr blev udelukkede fra Avlen”¹. I Danmark var, og er, indstillingen at så længe Harlekin-hunden ikke skæmmes af de grå aftegninger (i dag synes praksis at hunden kan have ca. 3 grå aftegninger), bør dette ikke fratrække i vurderingen af hunden.
 
¹ Se artikel i ”Hunden” (januar 1933). Dr. Phil. Otto Vollenweider (1887-1973) er fra april 1921 redaktør af den officielle Bulletin i Schweiz.

DANSK KENNELKLUB København K. 20-12-1929                                               Stormgade 25                                               Telefon Byen 3475.   Specialklubben for den danske Hund (Grand danois) c/o Herr Grosserer Levison. Det kgl. danske Gesandtskab i Bern har gennem herværende Udenrigsministerium meddelt Dansk Kennelklub, at man har fundet det nødvendigt at lade Standarden for den danske Hund oversætte til Tysk. Da Oversættelsen imidlertid indeholder adskillige tekniske Udtryk, der ikke er umiddelbart forstaaelige, tillader Dansk Kennelklub sig herved at forespørge om den ærede Specialklub kan anerkende oversættelsen som rigtig. Et Eksemplar følger vedlagt. Med Højagtelse

At den danske ambassade i Bern december 1929 er blevet bedt om at oversætte standarden for Den danske Hund til tysk fortæller os for det første, at Schweiz i 1929 anerkender Danmark som stamland for Den danske Hund. Dernæst må det være en rimelig antagelse, at Schweiz har udbedt sig oversættelsen af vor Standard for Den danske Hund i det kivsmål om farven grå, der allerede må være under opsejling mellem Tyskland og Schweiz på dette tidspunkt. Bemærk at Dansk Kennelklub's logo er Den danske Hund.
Kilde: Grand Danois Klubben i Danmark.

Helsidesreklame fra "Hunden" (august 1934). Reklamen indeholder ganske enkelt et knivskarpt øjebliksbillede om Den danske Hund fra 1934. Øverst i venstre hjørne tilbydes "Avlstjeneste" af "Heimdalhus Hudson" og " Ch. Heimdalhus Cæsar", der koster kr. 100 med forfald til betaling 8 dage efter hvalpene er født. De to hunde er afbildet i midten af reklamen. Vi bemærker at der ved "Heimdalhus Hudson" er hvalpet 5 kuld med samlet 30 levende hvalpe, eller 6 hvalpe pr. kuld. Ved "Heimdalhus Cæsar" er der hvalpet 6 kuld med samlet 67 hvalpe, eller 11 hvalpe pr. kuld!
Billedkilde: "Hunden" (august 1934). Fundet af Carsten Birk i Dansk Kennel Klub's bibliotek.

Familien Staunkjær's Kennel Blaaholm, Nordsjælland

Kennel Blaaholm er Nordens og Verdens? ældste stadig eksisterende hundekennel, startet op i 1927. Se http://www.blaaholm.dk/ .

Helsidesreklame fra Hundevennernes Jul fra Julen 1934 (s. 65), hvor Kennel Blaaholm fremviser sine meget fine Danske Hunde. Kennel Blaaholm, under ledelse af Fru Else Staunskjær, hørte i 1934 hjemme i Strøby Egede, Køge. Kennel Blaaholm's stamhunde var harlekin-tæven "Zitta" og hanhunden "Simba". I underafsnittet "C. Hagbarth Christensen, Fruen Henny Theter & Campus Fürst" gengives "Zitta II" og "Simba II" til Kennel Blaaholm, der fødtes i 1949.
Øverst til højre: Blaaholm "Nanette" (stambogsnr. 40818, f. 20.11.1931 ved Blaaholm "Simba" af Blaaholm "Zitta"). I standarden fra 1935 vil Blaaholm "Nanette" være beskrevet som en sort-farvet Dansk Hund. I dag vil vi kalde tæven for undergruppen "Mantel".
Øverst til venstre: Harlekin-tæven Blaaholm "Zitta".
I midten til venstre: Per Staunskjær med harlekin-hunden Blaaholm "Pluto", 9 måneder gammel. Billedet er taget april 1934.
Nederst til venstre: Harlekin-hunden Blaaholm "Pluto" (stambogsnr. 40817, f. 2.7.1933 ved Heimdalhus' "Hudson af Austin" af Blaaholm "Zitta", 9 måneder gammel. Billedet er taget april 1934. Harlekin-hunden "Hudson af Austin" (stambogsnr. 31491) tilhørte Erik & Alfi Muriel Levison og deres Kennel Heimdalhus. Den havde en Mankehøjde på 95 cm og vandt bl.a. ved udstillingen i Vejle den 2.-3. september 1933. Hunden er gengivet i beskrivelsen af Kennel Heimdalhus, Holte.
Nederst til højre: 4 stks. 8 uger gamle hundehvalpe med "krudt" i øjnene. De har ikke samlet kunnet ligge stille på bordet i mere end 20 sekunder.
Billedkilde: Hundevennernes Jul (årgang 1934). Fundet af Carsten Birk i Dansk Kennel Klub's bibliotek.

En meget ung Camilla Staunskjær og Harlekin fra Kennel Blaaholm.
Harlekin-hunden hed Harras-Ben-el-Eick von Fürst Bismarck.
Hunden blev importeret fra Tyskland i 1971.
Gengivet i National Geographic februar 1974 (s.270).

Til trods for at det lyder godt har vi ingen vidnesbyrd om at der i nogen kirker i hverken Frankien eller fra år 793 e.Kr. fremefter, i England, blev sagt det der på latin modsvarer ”Deliver us from the Norsemen and their ravenous dogs”. Det nærmeste vi kommer i sagn er at der i kirkerne blev sagt ”a furore Normannorum libera nos, domine” eller ”befri os fra Mændene fra Nord’s rasen, O Herre”.  Men ej heller dette udsagn kan vi bevise rent faktisk blev afsagt, og det er sandsynligt at udsagnet er en forfalskning af historien fra den katolske Middelalder (se Albert D'Haenens: Les Invasions Normandes en Belgique au IX Siecle, 1967). Det eneste vi kan sige er at følgende sætning findes i en vekselsang for kirker givet til St. Vaast eller St. Médard nordøst for Paris ca. år 850 e.Kr., i min oversættelse til nudansk:

"Summa pia gratia nostra conservando corpora et cutodita, de gente fera Normannica nos libera, quae nostra vastat, Deus, regna”

”Vor højeste hellige nåde beskytter os og vort, befri os, Deos-Gud, fra ætterne fra Mænd fra Nord’s rasen, der lægger øde vore landskaber”

Billedkilde: Kennel Blaaholm

 
Rufus fra Bækkeskov, Sydsjælland

De fleste er bekendt med Anders Lassen (1920-1945) og hans utrolige bedrifter under 2. Verdenskrig, hvor han i engelsk tjeneste var tilknyttet SBS (Special Boat Service) under SAS. Hans faldt i Italien, kun 24 år gammel, den 9. april 1945.
 
Hans moder, Suzanne Lassen, udgav i 1949 ”Anders Lassen – Sømand og soldat”. Heri får vi et glimrende indblik i Anders Lassens sydsjællandske opvækst på Herregården Bækkeskov ved Præstø Fjord, hvortil familien flyttede i 1929 fra Høvdingsgaard.
 
I forbindelse med Den danske Hund er familien Lassen spændende derhen at de havde en Mantle-farvet Dansk Hund kaldet Rufus.

Dansk Hunde-Stambog (Bind 14) forklarer os følgende om Rufus:

Stambogsnr. 35929
Race: Grand Danois
Navn: Øregaardshus Rufus
Født: 7-8 August 1931
Farve: Sort med hvide
Opdrætter: Fru Edda Asbo, Øregaards Allé 17, Hellerup
Ejer: Opdrætteren

Christian Danneskiold Lassen foreslog mig 27. juni 2006 at tale med Anders Lassens lillesøster Bente (Bernstorff-Gyldensteen). Bente Bernstorff henviste mig 13. juli 2006 til moderen Suzanne Lassen’s glimrende børnebog ”Bente og Rufus” (1933), der naturligvis omhandler Bente Bernstorff og Den danske Hund Rufus. Bogen var iflg. Bente Bernstorff ophav til megen drilleri på N. Zahles skole, hvor skolens elever altid råbte efter Bente: ”hvor er Rufus?”

Forside på børnebogen ”Bente og Rufus” fra 1933 af Suzanne Lassen.
Hunden findes også afbildet i moderens børnebøger ”Bente og Skovens Dyr” (1936), samt ”Bentes veninde” (1938).
Billedkilde: Min egen kopi af bogen.
 

Medens Anders, og hans lillebroder Frants, gik på Herlufsholm 1931-1933 (Anders var 11-13 år gammel) skete følgende:
 
”Medens Drengene var paa Herlufsholm skete der to Ting, der kom til at spille en Rolle i deres Liv. Gregers Ahlefeldt kom paa Besøg paa Bækkeskov medbringende én af sine store Jagtbuer, og vi fik forærende en dejlig Grand Danois ved Navn Rufus.
 
Vi var blevet advaret mod Rufus – der blev sagt, at den var farlig – det passede ikke – Rufus var den smukkeste og bedste Hund, vi nogensinde har haft, og den gjorde ikke et Menneske Fortræd fra den Dag, den traadte ind i Huset til den Dag, vi med Taarer bar den ud og begravede den”.
 
Anders Lassen og hans broder blev dybt optaget af at lære at jage med bue og pil og Greve Gregers Ahlefeldt-Laurvig-Bille til Egeskov Slot havde indskærpet drengene at føre ordentlig jagtbog.

Anders (til højre) og Frants Lassen med langbue, pil og Rufus siddende.
Billedkilde: Bente Bernstorff-Gyldensteen’s personlige billeder. Benyttet med forlov og tak.
 
 

”Uddrag af Jagtbøgerne ¹:
……..
 
To tamme Høns
 
Begge i fuldt Spring. Første fik en lidt baglig Pil. Anden en Pil tværs igennem Bladet saa den døde en pragtfuld Død. (Begge blev apporterede af Rufus).”
 
Bente Bernstorff har forklaret mig at Rufus ikke altid var i humør til at agere retriever.
 
Inden for Bækkeskovs jorde fik de to ungersvende lov at køre en ældgammel Ford, der gik under øgenavnet ”Lisa”.

”Ingen var mere glad for at køre i Lisa end Rufus. Den vilde om Morgenen anbringe sig nede i Vognen og vente i Timevis paa at komme ud og køre. Den satte sig i Reglen paa Ryggen af Bagsædet, med Halen hængende bagud – og saa med sine blanke, sorte Pels og smukke hvide Tegning baade flot og komisk ud, naar den kom kørende i den røde 1 Vogn. Den var i Modsætning til de fleste andre aldrig bange, lige meget hvor hurtigt det gik – og selv da Lisa en Overgang, grundet paa indre Skade kun kunde gaa baglæns, nød Rufus at køre med, og det var mere, end vi andre gjorde. Den eneste Gang, jeg har set den være betænkelig var, da Anders, for at vise hvad Lisa kunde præstere, kørte igennem en Mergelgrav og blev hængende. Han sprang selv ud og vadede i Land, Vandet gik ham til midt paa Livet, men Rufus turde ikke hoppe i og blev siddende paa Bagsædet, et Billede paa Modløshed – indtil langt om længe Anders kom igen og fik den overtalt til at springe i Vandet”.
 
¹ Bente Bernstorff har gjort mig opmærksom på, og Henry Ford er uden tvivl enig heri, at bilen, en Ford Model T, var sort. Suzanne Lassen skriver "til allersidst overmalede de, assisteret af mig, Karrosseri og alle 4 Hjul ret ujævnt med rød Oliefarve" (s. 15).

Den ældgamle Ford ”Lisa”. Navnet kommer sig af at Ford Model T, fabrikeret 1908-27, i Amerika blev kaldt "Tin Lizzie". 
Bente Bernstorff ses stående til højre på bilens motorhjelm. Moderen, Suzanne Lassen, sidder ved rattet.
Rufus har indtaget hele bagsædet. Billedet er taget ca. 1938 på Bækkeskov gods og Bente Bernstorff er her 7 år gammel.
Billedkilde: Bente Bernstorff-Gyldensteen’s personlige billeder. Benyttet med forlov og tak.
 

Efter endt skolegang på Lundby Skole, Sydsjælland kom Frants Lassen i ØK medens Anders Lassen kom på Ollerup Idrætshøjskole. Efter et par måneder blev Anders Lassen kahytsdreng på skibet Fiona, der 19. januar 1939 afsejlede til Bangkok. Fra Anders Lassens breve til sin moder kan vi se at Rufus, med øgenavnet ”Gamle Uff”, stadig lever under denne rejse (brevene fra Antwerpen, Dunkerque, Port Sudan, Colombo). Fiona vender tilbage til København 11. maj 1939 og vi hører intet mere om Rufus, der i 1939 da også er nået at blive 7-8 år gammel ¹.
 

Det er moderen Suzanne Lassen, født Suzanne Marie Signe Raben-Levetzau 19. juni 1888 på Aalholm Slot, Nysted (d. 1953), der er årsagen til at der findes Danske Hunde hos familien Lassen.

Bente Bernstorff har forklaret mig at Suzanne Lassen havde en Harlekin Grand Danois hund ved navn Darius. Hun indgik 25. november 1919 ægteskab med Emil Victor Schau Lassen. Desværre bed Darius Emil Lassen i armen under en tenniskamp - "måske troede den at far ville slå mor med ketcheren". Derfor blev han givet bort.

I "Vore Hunde" (1915, s. 17) kan vi læse at "Komtesse Suzanne Raben-Levetzau, Aalholm, Nysted" ejer en Harlekin hund kaldet "Andrees" (Dsk. H.S.B. 19142, f. 12.9.1912, af Champion "Lilly" ved "Teddy"). Hunden er vist ved Aalholm Slot.
 
 

Bente med sin mormoder Lillie Suzanne Moulton, f. 19.12.1864, Long island, New York, USA ca. 1932-33 på Aalholm Slot.
Vi ved ikke hvilken Harlekin hund der her er afbildet.
Billedkilde: Bente Bernstorff-Gyldensteen’s personlige billeder. Benyttet med forlov og tak.
 
 

 
¹ Kilde: Suzanne Lassen: Anders Lassen – Sømand og soldat (1949, s.11-12, 15, 20-26)
Tak til Jens Kolmos Serritslev for henvisningen til beretningen om Anders Lassen og Grand Danois hunden Rufus.

Vi kan se fra Hunden (juni 1929, s.160) af lensgrevinde Raben Levetzau fremviser Den danske Hund ”Marcus Aurelius” (Nr. 32521) på Dansk Kennelklubs udstilling på Ride- og Beslagskolen på N. Fasanvej 26-28 april 1929.

Vi kender til Rufus’ stambogsnummer fra et brev dateret 20. oktober 1933 fra Specialklubben for Den danske Hund ¹ til Herr Vicekonsul G. H. Olsen, Jagtvej 199 [København Ø], hvori tilbydes Grand Danois hvalpe til salg:

”Hos Grevinde Raben Levetzau, Aalholm,

2 Hvalpe af Grand Danois ”Livia”, Datter af Nr. 32581 og Nr. 31369 og ”Rufus” Nr. 35929.

Prisen er kr. 300,00 for den sorte Han og Kr. 200,00 for Tæven, de er født 30/6-33”.

”Grevinde Raben Levetzau” er Suzanne Lassen, født Suzanne Marie Signe Raben-Levetzau.

¹ Kilde: Grand Danois Klubben i Danmark’s historiske arkiver sommeren 2007.

I begyndelsen af juni 2006 var jeg, som vanligt, ude og lufte vor Grand Danios hund Hrothwulf på brakmarkjordene i Bøtø Nor, syd-Falster. Hunden elsker at løbe efter harerne, som han ikke kan fange, og hjortevildtet som han kan løbe ned, men heldigvis ikke har lært at nedlægge. Under en hjortejagt er Hrothwulf’s hørelse ikke helt hvad den burde være og jeg ender normalt op med fortvivlet at kalde ham ind i en uendelighed.
 
Midt som jeg stod og råbte på en hund, der var kommet 500 meter væk, kom en af vore genboer Benny Krogh gående forbi. Vi kom til at tale om hunden,  og det ledte til historien om Grand Danois hunden Pan fra Maribo Ladegård, Lolland.
 
Margit og hendes mand Kaj Krogh var fra 1943-1971 bestyrere af Maribo Ladegård under Knuthenborg Gods. Den 20. juni 2006 havde jeg møde med Margit Krogh, en frisk ældre dame på 88 år, og historien om Pan kom for dagen.

Fru Margit Krogh.
Hrothwulf undrer sig over hvor småkagen blev af.
Billedkilde: Taget i Maribo 20. juni 2006. 

 

Vi havde lidt problemer med nøjagtigt at bestemme hvornår Pan blev født. Vi ved dog at det er efter afslutningen af 2. Verdenskrig da man kørte i bil, hvad var forbudt under krigen. Ligeledes kan Margit huske at hun altid formanede børnene at hunden ikke måtte sove i sengen, hvad børnene naturligvis tillod alligevel, og det under dynen så kun snuden kunne ses.
 
Maleren Johannes Larsen (1867-1961) forevigede i 1949 hunden under et af hans mange besøg og ophold på Knuthenborg, som gæst hos lensgrevinden (se Johannes Larsen Museet, Kerteminde www.kert-mus.dk/jhl/dk/main.html ).

4 stregtegninger gjort af Johannes Larsen (signeret JL 49).
Billedkilde: Taget i Maribo 20. juni 2006.
 
 

Johannes Larsen havde i 1943 tegnet Margit og Kaj Kroghs' præmierede tyr Pax. I 1949, under endnu et besøg på Knuthenborg, forespurgte Margit lensgrevinden om Johannes Larsen ikke ville forevige Pan. Det gjorde han. Billedet viser hunden liggende.
 
Margit beretter at han lå foran kakkelovnen og sov. Da Johannes Larsen ville flytte lidt på hunden skubbede han den med snuden af sin sko medens han havde piben hængende ud af munden. Pan knurrede herefter tilbage, og Johannes Larsen blev så bange for hunden at han ikke turde røre den mere.
 
Vi mener derfor at de fire tegninger af Pan fra 1949 viser hunden ca. 1 år gammel. Hunden blev afhentet i bil fra "kennelen i Smidstrup hos en dame", dvs. hos familien Staunskjær og Kennel Blaaholm.
 
Pan var trænet til en helt speciel opgave, som han var kendt for overalt på Lolland, og blev benyttet til mange gange. Han kunne indfange løsslupne kvier (ungt hunkvæg, der endnu ikke har kælvet).
 
Kaj Krogh havde trænet hunden til dette ved brug af pattegrise, hvor hunden lærte at indfange dem ved strubebid. Pan overførte strubebids-teknikken til kvierne, hvorved hunden kunne holde kvien fast til Kaj Krogh kom frem, stak to fingre i kviens næsebor og fik lagt den ned.
 
Margit havde travlt med styringen af det 12 mand store tyende på Maribo Ladegård og var derfor ikke selv med i marken eller når Pan skulle ud og jage kvier.
 
Hun erindrer dog en dag hvor de kom tilbage med Pan. Denne dag havde de været ude og indfange kvier, der var stukket af fra et vænge¹ nær vand. En af kvierne var sprunget i vandet og Pan måtte jage hende til søs. De endte op med at komme så langt til havs at alle var nervøse for om Pan kunne komme ind igen. Det gjorde han dog, og med kvien.
 
¹ Bymarken var opdelt i ”Vange”, sædvanligvis 3 (Trevangsbrug), der på skift blev dyrket med rug, byg og havre eller lå brak/hvilede. Hvert Vange var igen opdelt i Aase/Fald og igen i Agre. Erik Kroman & Stig Iuul: Skaanske Lov og Jyske Lov (1968, s. 209)

Hun erindrer at Kaj Krogh altid havde vognmand Hvidt med sig da han var meget opfindsom og god til at løse alskens problemer.
 
Pan, der var en Harlekin, ligger begravet på Maribo Ladegård.

C. Hagbarth Christensen, Fruen Henny Theter & Campus Fürst
 

C. Hagbarth Christensen er formand for "Specialklubben for den danske Hund" 1937-48. Med hans store virke for Den Store Hund og Danmark i 1937, tidligere omtalt, hører det med til hundens historie at vi kender lidt til familiens liv og levned.
 
Henning Andersen, Birkerød Lokalhistoriske Arkiv og Museum har i brev til Carsten Birk 10. marts 2003 oplyst følgende om  (C.)hristian Hagbarth Christensen:

”Christian Hagbarth Christensen (f. 16.5.1899) var gift med Henny C. S. Christensen (f. Theter 3.3.1903), datter af bager Theter i Blovstrød. De boede i Birkerød. Interessen for Grand Danois skyldes Henny Theter, der medbragte denne hjemmefra sammen med hendes lige store interesse for heste, som rytter og kusk. Parret efterlod sig ingen livsarvinger. Et forsølvet tigerkranium, givet til Henny Theter af Kongen af Siam (Thailand) efter levering af to Grand Danois hunde til denne, giv i arv til Henny’s niece Birgith Hansen, Kongevejen 20, 3450 Blovstrød (Blovstrød Bageri). Christian Hagbarth Christensen var ansat i DSB som trafikassistent (og overassistent på Københavns Hovedbanegård), siden som trafikkontrollør og sidst som stationsforstander (på Gentofte Station)”.^1
 
1 Tusind tak til Carsten Birk for disse oplysninger. Jeg talte med Birgith Hansen (70 år gammel) og sønnen Bagermester Jesper Theter 19.9.06. Det forsølvede tigerkranium blev solgt på auktion i 2006. Formidlingen af Den Store Hund til kongen af Thailand sker gennem C. Hagbarth Christensen i hans egenskab af formand for "Specialklubben for den danske Hund" fra 1937-48. Det er ØK's stifter og direktør H[ans] N[iels] Andersen (1852-1937), der startede sin virksomhed i Thailand, der giver to Harlekin, 7 måneder gamle. Hundene kom fra Fru Sagfører Nancy Madsen. Under billedet af de to hunde der leveres står "Gave fra Direktør Andersen til Hs. Majestæt Kongen af Siams Broder". Det er derfor ikke Kongen af Thailand, men hans broder, der modtager hundene. Denne formidling gentager sig i 1962, hvor Kennel Blaaholm sender to Grand Danois hunde, Blaaholms Kant og Blaaholms Gina, til HH Prins Chakrabandhu Bensiri Chakrabandhu.

På Dansk Kennel Klub’s 50 års Jubilæumsudstilling i Kolding 1947 vandt C. Hagbarth Christensen’s enorme Harlekin-hund ”Campus Fürst” 1. Præmie i Åben Klasse, 1. Præmie i Vinder-Klasse samt Dommercertifikat, foruden Grand Danois Klubbens Ærespokal, og første Aktie i en kæmpemæssig Vandrepokal. 

Måneden efter blev hunden udstillet i det efter 2. Verdenskrig genopbyggede Københavns Forum ¹. Her vandt ”Campus Fürst” 1. Præmie i Åben Klasse, 1. Præmie i Vinder-klasse med Vindercertifikat, Champion Yachts Vandrepokal, Grand Danois-Foreningens  Ærespræmie og Fru Alfi Muriel Levison’s Vandrepokal til opdrætteren af den bedste Hund, samt Kennel Blaaholm’s Ærespræmie til bedste Grand Danois hanhund. Der deltog 17 hunde i udstillingen.

Campus Fürst” (74238 A.) f. 1.9.43 kom fra Frk. Fritse Aagaard's Kennel Campus, Godthaab, Holte, og var efter Alice og Dr. Gerhard Wiltrup’s Kennel Isba, Charlottenlund “Isba Clever” (48579) og “Campus Lilly” (53431).
 
 
¹ 24. august 1943 sprængte modstandsgruppen Holger Danske Forum i luften for at forhindre at Forum blev udlagt til en 1.500 mand stor kaserne for tysken. Max Bæklund ankom på cykel med en ølkasse på bagagebæreren. Øverst lå 6 pilsnere, nedenunder 28 kg sprængstof. Med ham var ”Tom” (aka Josef Søndergård) og ”Evald” (aka Poul Moesgård). Forum blev genindviet 3 år senere 27. september 1946. Tusind tak til Susanna Jacobsen, Forum København.

C. Hagbarth Christensen og hans enorme Harlekin-hund ”Campus Fürst” i Københavns Forum 1947.
Billedkilde: Billedet taget af Carsten Birk fra C. Hagbarth Christensen’s kones niece Birgith Hansen’s private fotoalbum torsdag 28. september 2006. Benyttet her med forlov og tak.
 
 

 
Udateret avisartikel. Vi ved ikke hvor ”Ridehallen” lå. ”Campus Fürst” er nævnt som 3½ år gammel, dvs. i sin storhedstid. Tiden må derfor være omkring 1947. Kilde: Givet til Carsten Birk af C. Hagbarth Christensen’s kones niece Birgith Hansen torsdag 28. september 2006.
 

Avisartikel om C. Hagbarth Christensen’s virke skrevet i Birkerød. Da familien havde bopæl i Birkerød fra 1933 til 1972 kan vi ikke se om artiklen er fra Birkerød Avis eller skrevet i familiens hjem. Artiklen er ej heller dateret. Det forekommer dog at artiklen er fra efter 2. Verdenskrig da det under den tyske besættelse ikke ville have været muligt at omtale hverken hunden som Grand Danois eller Hagbarth Christensens store virke. Hagbarth Christensen var formand for "Specialklubben for den danske Hund" 1937-48. Antager vi at henvisningen til ”Hobby gennem de sidste 20 Aar” henviser til hans tid som formand for klubben, er artiklen skrevet ca. foråret 1948. Kilde: Givet til Carsten Birk af C. Hagbarth Christensen’s kones niece Birgith Hansen torsdag 28. september 2006.
 
 
 

Harlekin-hunden ”Campus Fürst” 4 år gammel.

Familien Pedersen, Teglgaardsvej 10, 2920 Charlottenlund udfordrer i en avisartikel ca. 1948 i Berlingske Aftenavis C. Hagbarth Christensen’s påstand gennem avisartikler om at ”Campus Fürst” er Verdens største Hund ved at mene at deres egen hund ”Hector” er større. Det får C. Hagbarth Christensen til at tage ud og besøge familien i Charlottenlund, hvorefter han sejrrig meddeler i en opfølgende avisartikel at ”Campus Fürst” ganske rigtigt er den største og havde en Mankehøjde på 92 cm og vejede 82 kg. Turistforeningen for Danmark i England og Amerika købte reproduktionsretten til ovennævnte billede til turistpropaganda med en markedsføring af  hunden som ”Verdens største Hund”. Derfor er C. Hagbarth Christensen nødsaget at  jorde alle påstande om det modsatte med sandhed og syn for sagn. Det fremgår af en norsk avisartikel at C. Hagbarth Christensen udstiller ”Campus Fürst” som 4½-årig i Norge 1948. Hunden er opdrættet af  Frk. Fritze Aagaard, der var dommer inden for racen i 40 år og ”er verdens dyktigste oppdretter”. Hunden blev fodret dagligt med ”dansk rugbrød og dansk hestekjøtt”. Det fremgår også fra samme artikel at Robert Storm Petersen (1882–1949, aka ”Storm P.”) tegner hunden som hvalp i Politiken, og at journalisten Viggo Barfoed (1895-1948, aka ”Ærbødigst”) digter verselinier om hunden i Berlingske Tidende. Endelig får vi at vide at en hvalp med ”Campus Fürst” som avlshund sælges for kr. 1200. Billedkilde: Billedet taget af Carsten Birk fra C. Hagbarth Christensen’s kones niece Birgith Hansen’s private fotoalbum torsdag 28. september 2006. Benyttet her med forlov og tak.

Henny Theter og Christian Hagbarth Christensen. Billedet vidner om en god sans for ironisk humor. Henny Theter fint klædt på som rytterske, men med en spade i hånd, og C. Hagbarth Christensen med en cigaret i flaben, forklæde og hvad skal ligne en færdig panderet. Billedet ser ud til at være fra 1950’erne.
Billedkilde: Billedet taget af Carsten Birk fra C. Hagbarth Christensen’s kones niece Birgith Hansen’s private fotoalbum torsdag 28. september 2006. Benyttet her med forlov og tak.
 
 

”Hagbarth Christensen og Frue”

Henny Theter og Christian Hagbarth Christensens mange hunde og heste-præmier. Vi genkender Bing og Grøndal’s Grand Danois hund, som C. Hagbarth Christensen modtog af Dansk Kennel Klub som tak for hans forsvar af hunden i 1937. Det store sølvfad øverst i midten er Kennel Blaaholm’s Ærespræmie til bedste Grand Danois hanhund. Netop dette sølvfad havde Birgith Hansen arvet, hvorfor Carsten Birk og historieskriveren kunne give Ole Staunskjær, Kennel Blaaholm dette i gave på 70-årsdagen 21.11.2006. Der er fire fotografier af ”Campus Fürst”.
Billedkilde: Billedet taget af Carsten Birk fra C. Hagbarth Christensen’s kones niece Birgith Hansen’s private fotoalbum torsdag 28. september 2006. Benyttet her med forlov og tak.

C. Hagbarth Christensen og ”Oslo”-sagen i 1948

Man skal ikke have været medlem af Grand Danois Klubben i Danmark i mange sekunder før historien om ”skandalen i Norge” under sommeren 1948 dukker op. Da alle har deres egen udgave af begivenhederne, og da historien i sig selv er en saga værdig, har jeg været en tur i Grand Danois Klubben i Danmark’s gemmer, og kan nu give melding tilbage om hvad jeg fandt frem. Carsten Birk har krydret sagens fremstilling med detaljer fra Kennel Blaaholms gemmer. 

Hundeudstillingen i Oslo den 5-6. maj 1948

Norsk Grand Danoisklubb havde sendt indbydelserne ud til hundeudstillingen allerede 14. januar 1948.
 
Benzinnævnet’s generelle kørselsforbud i 1948 gjaldt personbiler. Vi kan fra Kennel Blaaholms originaldokumenter se at turen fra Holbækvej, Kundby pr. Sandby Sjælland ( ved Kalundborg) til Oslo foregik i Fabrikant Jacob Staunskjærs og Fru Else Staunskjærs 14 år gamle Ford B (model 1934). Politimesteren i Holbæk udstedte tilladelse til kørsel med personvogn til Helsingør og retur (under normale omstændigheder kunne man kun køre til Elverdamskroen, Tølløse). Den Kungliga Veterinärstyrelsen i Stockholm blev ansøgt om transitering af ”Campus Anita” gennem Sverige. Veterinærdirektøren i Oslo havde udstedt en generel indførselstilladelse til Norsk Kennnelklubb for hunde fra Sverige og Danmark til udstillingen. Hos Veterinærdirektoratet i København blev der ansøgt om tilladelse til at genindføre ”Campus Anita” til Danmark.
 
Hr. og Fru Staunskjær ankom til Oslo den 4. maj 1948, og der blev overnattet på Hotel Norge, ejet af O. Iversen, beliggende på Stortingsgaten 8-10 ”vis a vis Studenterlunden” (i dag Thon Hotel Cecil). De afrejste fra hotellet igen den 10. maj 1948, og de 6 overnatninger kostede tilsammen norske kroner 161,65. Værelset kostede nkr. 17 pr. nat og der var, efter ”Campus Anita” havde vundet det hele den 5. maj 1948, blevet fejret med ”3 pils. kr. 2,91”.
 
Harlekin-hunden ”Campus Fürst” er ved ankomsten til Norge berømt, og bliver af Turistforeningen for Danmark i England og Amerika benyttet til  turistpropaganda som ”Verdens største Hund”. C. Hagbarth Christensen giver interview til norske aviser, hvor vi kan læse at hunden er opdrættet af  Frk. Fritze Aagaard, der var dommer inden for racen i 40 år og ”er verdens dyktigste oppdretter”. Endvidere at hunden blev fodret dagligt med ”dansk rugbrød og dansk hestekjøtt”.

Billedkilde: Kennel Blaaholm

Som det fremgår af ovennævnte avisartikel fra Norge blev udstillingen afholdt på Kontraskjæret, parken ved Akershus fæstning i Oslo. Udstillingen blev afholdt over 2 dage, onsdag og torsdag den 5.-6. maj 1948. Der var 40 hundetyper og 790 hunde tilmeldt udstillingen med 14 dommere til bedømning. Udstillingen var et kæmpe tilløbsstykke i Norge med en folkevandring på 20.000 mennesker til udstillingen.
 
Der var 13 Danske Hunde udstillet i Oslo onsdag den 5. maj 1948, et meget stort antal, samtiden taget i betragtning. Af disse var 2 han-hunde og 4 af tæverne (tispene) fra Norge. Dommeren var Inge W. Lister, der drev et engrosfirma i Øvre Slottsgade 18-20, Oslo og boede privat på Lørenskog 10, Oslo ¹.

¹ C. Hagbarth Christensen’s Harlekin-hund ”Campus Fürst” kom fra Frk. Fritse Aagaard's Kennel Campus, Godthaab, Holte. ”Campus Fürst” (74238A) var efter Alice og Dr. Gerhard Wiltrup’s Kennel Isba, Charlottenlund “Isba Clever” (48579) og “Campus Lilly” (53431). Else og Jacob Staunskjær ved Kennel Blaaholm medbringer, også fra Frk. Fritse Aagaard’s kennel Campus, tæven ”Campus Anita” (85748A), der var efter Gaardejer Jacob E. Petersen’s Kennel St. Maglebygaard, St. Magleby, Amager “St. Maglebygaards Ebbe” (60179) og “Campus Lilly” (53431). 

Inge Lister forfatter fredag den 7. maj 1948 sin indberetning til Norsk Kennel Klub, Skippergt. 22, Oslo hvor han sammenfatter dagens begivenheder som han ser dem:
 
”Da dessverre en af våre utenlandske gjester offentlig har kritisert både den den norske standard og undertegnede dommer, ser jeg meg nødsaget til å komme med noen bemerkninger i den anledning. Den norske standard som undertegnede sammen med lege Olaf Borgen har utferdiget og fått anerkjent i Norsk Grand Danoisklubb, avviker ikke i noen vesentlige punkter fra den danske som vi helt ut har bygget på. Den er for en vesentlig del faktisk en avskrift av den danske standard, men i uklare punkter har vi sammenlignet med den engelske og tyske standard. Min mening er at standarden apsolutt holder internasjonale mål...

Angående kritikk av dommeren.

Jeg vil presisere at bade den utenlandske opponenten, de andre utenlandske gjester og norske spesialister er enig i bedømmelsen i åpen klasse for hanhunder og åpen og vinner for tisper [tæver]. Igjen står da vinnerklasse for hanhunder. Her er det opponenten kommer med sin etter min mening noe malplaserede kritikk. Dette gjelder vesentlig, såvidt jeg har forstått, plaseringen av 2 hunder, 2.v. nr. 223 Sultan av Myflower og 1.a. nr. 224 campus Fürst. Her hevdes at jeg sistnevnte er bordømt i vinnerklassen og førstnævnte for høyt premiert. Nr. 223, Sultan av Myflower, er en usedvanlig stor og vakker tigret hanhund. Hodet, bygning af kropp, holdning etc. var ....imot perfekt. Vesentligste feil var noe stive bakben og krøllet hale. At hunden skulle være invalid som det blitt uttrykt, er fullstendigt feil. Etter bedømmelsen har jeg hørt, at den tidligere skulle være utstilt i Danmark hvor den opnåede 1.a. og 1.v. m/cert. Den var da blir det fremholdt både af eier og andre som har sett den der, i atskillig dårligere forfatning enn ved Deres utstilling.
 
Angående nr. 224 Campus Fürst, var det også en stor og prektig Grand Danois. Den var imidlertid ikke i utstillingsform da den var overdreven fet. Den hadde en elendig gange og kunne nesten ikke løpe. Den virket nærmest ”daud” [død]. Som det fremgår i vår standard paragraf 1 [ikke gengivet her], skal den være Elegant bygget. Eleganse og ynde kreves apsolutt, likeså  størrelse, men det skal være et våkent uttrykk og kjekke bevegelser, som er betegnende for G.D.s karakter. Da vedkommende hund som trods mange fordeler brøt så apsolutt på de punkter jeg har tillatt meg a understreke, kunne jeg ikke med god samvittighet sette den høyere i premie.
 
Folk som arbeider med Grand Danois vet at en vakker, velproportioneret Grand Danois med kjekke bevegelser er et av de vakrente dyr som fins. Likeledes fins det ikke styggere dyr enn en mislykket Grand Danois, enten tynd og slapp som det ser ut som om benene ikke bærer den eller den ser ut som et ”vandrende kjøttberg”......
 
Inge Listers indberetning til Norsk Kennel Klub sendes 4. juni 1948 af Norsk Grand Danoisklubb til dels Knud Madsen fra Specialklubben, dels til C. Hagbarth Christensen, som formand for Specialklubben.
 
I sit følgebrev i skrivelsen af 4. juni 1948 skriver Norsk Grand Danoisklubb:

”Kritikk av dommeravgjørelse på utstillingen 5. – 6. maj 1948.

Under henvisning til den opptreden en av Deres medlemmer, herr Hagbarth Christensen, viste på utstillingen i Oslo den 5. og 6. mai d.å. sett i relasjon til at herr Christensen, som fungerende formann i Dansk Grand Danois klub, under en lunch som klubben holdt under utstillingen i København 18.-19. oktober f.å [dvs. 1947]  med stor iver klubbet ned en av deltagerne i lunchen som fremkom med kritikk over en dommeravgjørelse, meddeles at saken har vært forelagt styret i Norsk Grand Danois Klubb.
 
Det hitsettes fra protokollen:
 
Sak 8. Hagbarth Christensens opptreden på utstillingsområdet søndag den 6. maj. 1948.¹

”Aut. Dommer Ursin henvendte seg til formannen og beklaget seg over at formannen i Dansk Grand Danoisklubb hele utstillingssøndagen samlet flokkevis av besøkende rundt seg, fremviste sin hund Campus Fürst og fortalte tilhørerne at slik skal en Grand Danois se ut og at hans hund var bortdømt af dommeren. Campus Fürst fikk 1. Å. Kl. men ble ikke plasert i vinnerklasse.
 
Senere kom ennu en dommer og beklaget seg over Hagbarth Christensens opptreden, og mente at han burde vært utvist fra utstillingsområdet.
 
Begge dommere meddelte formannen at det var hans plikt å ta saken opp i klubben.
 
Formannen har senere talt med 3 aut. Dommere og det er meningen at saken vil bli optatt i dommerkollegiet, hvis dette fremdeles eksisterer. De øvrige danske utstillere tok bestemt avstand fra Hagbarth Christensens opptreden, som de fant skandaløs. Foruten at Hagbarth Christensen kritisert dommeravgjørelsen offentlig på utstillingspladsen kritiserte han dommeravgjørelsen på den lunch klubben holdt om formiddagen hvor han var gjest og likeledes fremkom han med sin kritikk i en tale han holdt under seksaen Norsk Kennel Klub holdt den 5. mai².

¹ Der står skrevet ”söndag den 6. mai 1948” i originaldokumentet. Det er forkert. Den 6. maj 1948 var en torsdag.  Da Norsk Kennel Klub’s Seksa blev afholdt onsdag 5. maj 1948 om aftenen, hvor Hagbarth Christensen kommenterer dommerafgørelsen, må bedømmelsen af de Danske Hunde have fundet sted onsdag den 5. maj 1948.
² Seksaen blev afholdt ”i Oslo Handelsstand for eierne av vakt- og selskapshunder og spesielt innbudte”.

Formannen fremsatte slikt forslag til vedtak:
 
Norsk Kennel Klub tilskrives med opplysninger om Hagbarth Christensens opptreden på utstillingsområdet uten å fremkomme med forslag om hva Norsk Kennel Klub bør gjøre i anledning saken.
 
I forbindelse med foregående sak tilskrives Dansk Grand Danois Klub at Styret i Norsk Grand Danois klub finner Hagbarth Christensens oppførsel skandaløs, og har besluttet å utelukke ham fra Norsk Grand Danois Klubs utstillinger i 2 – to – år.

Enstemmig vedtatt.

For Norsk Grand Danoisklubb

(s). Per Garwick, p.t. formann

Her opdager vi straks at vi har to uafhængige hændelser blandet sammen i den gængse skrøne omkring hvad der skete i Oslo 1948. Det er under en frokost efter hundeudstillingen 1947 i Københavns Forum,  hvor ”Campus Fürst” vandt det hele, at Hagbarth Christensen ”klubber” (nedlægger til tælling) en af frokostdeltagerne, der valgte af kritisere dommerafgørelsen til fordel for  ”Campus Fürst”.
 
Specialklubben afholdt generalforsamling 29. juni 1948 i København. Her bliver C. Hagbarth Christensen ”ekskluderet af Foreningen som Følge af sin Optræden ved Udstillingen i Oslo den 6. maj 1948, og som ny Formand valgtes Knud Madsen”.
 
Denne generalforsamling gik dog ikke stille af sig, som er vor sædvane i Specialklubben!. Som formand anførte C. Hagbarth Christensen generalforsamlingen og forsøgte at undertrykke de to skrivelser sendt 4. juni 1948 af Norsk Grand Danoisklubb til C. Hagbarth Christensen som formand, hvor han selv var den anklagede part.
 
Da nordmænd ej er mindre snu end de danske mod syd, havde Norsk Grand Danoisklubb kopieret skrivelserne til Knud Madsen, der herefter kundgjorde generalforsamlingen om begivenhederne i Oslo. C. Hagbarth Christensen endte op med at tage sit gode tøj og gå, dvs. han forlod i utide generalforsamlingen. Det er den efterfølgende samling, der herefter enstemmigt vedtager hans eksklusion. Dette triste udkom på C. Hagbarth Christensen’s enorme virke for Den danske Hund bliver meddelt ham i brev af 27. juli 1948.
 
Specialklubben undskylder i brev af 27. juli 1948 til Norsk Grand danois Klubb og oplyser om ekskluderingen. Der sendes kopi af bestyrelsesprotokollen til Norge, med en afskrift til klubberne i Sverige og Finland. Norsk Grand danois Klubb’s Årsberetning 1948 skriver ”...Hagbarth Christensen som var formann i Den Danske Specialklubb, ble ekskludert av sin klubb”.
 
Men hvad mente C. Hagbarth Christensen om det hele? Det ved vi fra hans lange svarbrev til Norsk Grand danois Klubb dateret den 13. juli 1948, et svar på skrivelsen af 4. juni 1948, og efter hans ekskludering fra Specialklubben den 29. juni 1948.
 
Han skriver bl.a.:
 
”3 Medlemmer af Norsk Grand-danois Klub henvendte sig under Udstillingen til mig (heriblandt Ringsekretæren Frk. Sperbund) og opfordrede mig til at nedlægge Protest over Dommen, idet disse Mennesker udtalte, at den af Hr. Lister afsagte Dom var en Skandale, og at han ikke mere vilde blive anvendt som Dommer. Det blev mig ogsaa meddelt, at det var første Gang Hr. Lister dømte. Jeg meddelte disse Bestyrelsesmedlemmer, at ”en Dom var en Dom”, og at jeg som udenlandsk Gæst ikke vilde nedlægge Protest, idet jeg ansaa Hr. Listers Dom for ganske betydningsløs for mig, idet dette stod mig klart efter et nøje Studium af de opslaaede Dommerkritikker.
 
Den lille Deputation meddelte derefter, at de selv vilde protestere. Jeg modtog endvidere Opfordring til at nedlægge Protest fra flere norske Grand-danois Udstilleres Side.
 
Efter at den norske Kronprins med Interesse hade studeret min Hund ”Fürst”, kom en af Kronprinsens Ledsagere (Officialis fra norsk Kennelklub) senere og udtalte sin Forundring over, at ”Fürst” ikke var blevet I. Vinder, samt spurgte min Kone om, hvem der havde dømt. Paa min Kones Svar ”Det har Hr. Lister”, tog nævnte Herre sig til Hovedet og udtalte: ”Naa: saa kan jeg bedre forstaa det”. Hvorledes skal dette forstaas?¹

¹ Den norske kronpris er den senere Kong Olav V (regent 1957-1991). Avisartiklen ovenfor skriver: ”Kronprins Olav besøkte utstillingen onsdag ettermiddag. Han vandret rundt hele området ledsaget af N.K.K.s formann, skipsreder Halle, og tok hver eneste rase i øyesyn. Kronprinsen hadde en lengre samtale med de engelske dommere [Colonel James Y.] Baldwin og Frank [M] Hughes”. Den ”officialis” der udtaler sig nedladende om Hr. Lister er derfor Norsk Kennel Klubs formand Skibsreder [Ragnar] Halle! Colonel Baldwin var ”Commandant of the War Dogs Training Establishment” for England under 2. Verdenskrig.

Den norske Grand-danois Dommer Hr. Aamodt¹ udtalte overfor Hr. og Fru Staunskjær², Danmark, at Vinderklassen i Hanhundene var meget forkert”.
 
Herefter gennemgår C. Hagbarth Christensen de af Norsk Grand danois Klubb anførte kritikpunkter.
 
Om hvorvidt han havde kritiseret dommeren Inge Lister ved frokosten efter Dommerringen: ”Jeg benægter at have kritiseret Dommeren Offentligt ved denne lejlighed. Jeg havde Dommeren til Bords, og vi diskuterede Hundene....vi diskuterede ogsaa amerikansk Pointsbedømmelse, og jeg var uenig med Hr. Lister, der holdt paa denne Bedømmelsesform. Jeg er Modstander af den....Jeg undlod at holde Tale ved denne lejlighed for ikke at sige noget forkert, i Særdeleshed da Hr. Lister udtalte, at alle Danskernes Hunde manglede Ringkultur...”.
 
Norsk Grand danois Klubb anførte at ”De øvrige danske utstillere tok bestemt avstand fra Hagbarth Christensens opptreden, som de fant skandaløs”.
 
Hertil svarer C. Hagbarth Christensen: ”Der var fire Danskere. Hr. og Fru Staunskjær, der tydeligt ved et Møde paa Frognersæteren udtalte, at Dommene var uretfærdige....de to andre var Hr. og Fru Madsen³, og disse forlod i Strid med Udstillingsbestemmelserne, Udstillingen med deres Hund mange Timer før Reglerne tillod det paa Grund af Utilfredshed med Dommeren...”.
 
Senere skriver han ”at Kasseren i Grand-danois Klubben Frk. Magnus ikke havde Opfattelsen af nogen daarlig Opførsel af mig, tro jeg at turde sige, da hun inviterede mig, efter Udstillingens Afholdelse, som Gæst i sit Hjem, og det gør man vel ellers ikke?...”

¹ Fridtjof Aamodt, Strømmen indvælges til bestyrelsen i Norsk Grand danois Klubb 29. oktober 1948. Se Årsberetning 1948. Han vandt på denne udstilling med sin russiske mynde (Russisk Ulvehund) ”Fyrwalds Pawlova” 1 V.K., cert. og N.K.K.’s ærespræmie.
² Else og Jacob Staunskjær (www.blaaholm.dk ). Jacob Staunskjær bliver valgt ind i bestyrelsen af Specialklubben den 29. juni 1948. Fru Else Staunskjær er suppleant til bestyrelsesmedlemmerne Henning Hansen og Fru Ebba Hansen.
³ Knud og Erna Madsen, begge medlemmer af bestyrelsen for Specialklubben. Knud Madsen som formand fra 29. juni 1948. Bemærk her dels at udstillingsbestemmelser allerede i 1948 foreskriver forbud mod at forlade udstillingsområdet utide, dels at Knud og Erna Madsen netop gør dette uden at blive draget til ansvar.

Norsk Grand danois Klubb’s Årsberetning 1948 forklarer os at Frk. Nelly Sperbund var valgt nestformann i klubben 5. februar 1948. ”Allerede den 7. maj anmodet nestformanden, frk. Nelly Sperbund, seg entlediget fra styret, men ble anmodet om å stå til nytt valg kunne finne sted...” Ligeledes Kasseren i Norsk Grand danois Klubb, Frk. Inger Magnus, forlader bestyrelsen: ”Og på møte den 14. september [1948] forelå anmodning fra klubbens kasserer, frk. Magnus om å fratre som kasserer. Dette ble ensstemig innvilget. Hvorfor Inger Magnus forlader bestyrelsen fremgår nedenfor.
 
Norsk Grand danois Klubb og Norsk Kennelklub modtager C. Hagbarth Christensen’s svarbrev dateret den 13. juli 1948 og bestyrelsesreferatet fra Norsk Grand danois Klubb meddeler følgende:

”4/9 1948: Frk. Nelly Sperbund’s ekskludering:
 
Herr Hagbarth Christensen hadde i skrivelse til klubben meddelt at den fungerende ringsekretær, frk. Nelly Sperbund, hadde oppfordret ham til å nedlegge protest mot domsavsigelsen ved bedømmelsen den 5. mai d.å., idet hun hadde uttalt at avgjørelsen var en skandale.
 
Formannen hadde i styremøte den 20. mai  d.å. gitt frk. Nelly Sperbund en korreks fordi hun som ringsekretær, umiddelbart etter at vinnersløyfene var utdelt, hadde uttalt til eieren av 1stepremie-vinneren, idet hun gikk ut av ringen, at det var den forferdeligste domsavsigelse hun noensinde hadde hørt. Dette gjentok hun senere på utstillingsplassen.
 
Formannen hadde på grunn av Frk. Sperbund’s tidligere store interesse for klubben ikke villet foreta seg noe i denne anledning utover korreksen, men da saken nå, ved herr Hagbarth Christensen’s skrivelse, som i kopi var sendt både Dansk og Norsk Kennelklubb foruten til dommeren, var blitt en offentlig sak, var frk. Sperbund blitt meddelt at hun ikke kunne bli stående som styremedlem og det ble anbefalt henne å melde seg ut av klubben. Hvis hun ikke meldte seg ut, ville saken bli brakt inn for en ekstraordinær generalforsamling med forslag om ekskludering.
 
På ekstraordinær generalforsamling den 29. oktober [1948], hvor 3 representanter fra Norsk Kennelklubb var tilstede, ble enstemmig besluttet at saken vedrørende frk. Sperbund skulle oversendes Norsk Kennelklubbs styre til avgjørelse.
 
I møte i Norsk Kennelklubb’s styre den 10. november [1948] ble ensstemmig besluttet å ekskluere frk. Sperbund fra Norsk Kennelklubb.

5/11 1948:

Det ble ensstemmig besluttet på dette styremødet å ekskludere frk. Sperbund fra Norsk Grand Danoisklubb i samsvar med kennelklubbens avgjørelse.

Om Hr. Inge Listers (manglende) evner som dommer har Hagbarth Christensen disse afsluttende bemærkninger:
 
Hr. Lister som Dommer:
 
Hvorledes kan en Dommer ved en international Udstiling tillade sig at komme 1 time for sent i Dommerringen, og uden at antyde en Undskyldning... Hvorledes kan en Dommer ved en Sportsbedømmelse tillade sig at sidde midt i Sportsringen tilbagelænet i Stolen, med begge ben overkors, rygende den ene Cigaret efter den anden – fuldkommen som om han befandt sig i sin Dagligstue....
 
 

Nogen lærdom at hente?

Hvem der bliver ”klubbet ned” under en frokost efter hundeudstillingen 1947 i Københavns Forum ved vi ikke, og hvorledes dette kan blive lagt Hagbarth Christensen til last i Oslo den 5-6. maj 1948 må guderne vide.
 
Det er klart fra de fundne oplysninger at der ikke var noget godt forhold mellem C. Hagbarth Christensen og Erna og Knud Madsen, hvorfor det må være en oplagt mulighed at det er sidstnævnte, der tipper Norsk Grand danois Klubb om en begivenhed i København året før. Kan det have været Knud Madsen der blev ”klubbet ned” i 1947?
 
Inge W. Lister synes ikke blandt Norsk Grand danois Klubb’s bestyrelsesmedlemmer at have været særligt vellidt, hvilket sikkert skyldes hans manglende erfaring. Efterdønningerne med udskiftninger i bestyrelserne i Norsk Grand danois Klubb og Specialklubben for den danske Hund er lige store i begge lande.
 
Ved gennemlæsning af sagens akter synes det klart at C. Hagbarth Christensen formentlig havde ret i at ”Campus Fürst” blev fejlbedømt af dommeren Inge W. Lister. Det har ikke gjort Hagbarth Christensen’s humør bedre at halvsøsteren Kennel Blaaholm’s “Campus Anita” på udstillingen vandt 1 V.K. cert., cacib., championat, Norsk Grand Danoisklubbs ærespræmie og blev bedst i racen. 
 
 

4 stks. Harlekin. Fra venstre mod højre: ”CH Campus Anita”, Blaaholms Karen (f. 1947 efter ”Campus Fürst” og ”Blaaholms Ulla”), Simba II og Zitta II (f. 1949 efter ”Campus Holger” og ”CH Campus Anita”. Billedet taget ca. år 1950. Billedkilde: Kennel Blaaholm

C. Hagbarth Christensen er dog ikke i Oslo alene som hundeudstiller, men også som formand for Specialklubben. Hvad han derfor burde have gjort i Oslo var med ophøjet ro at have forladt udstillingen som Erna og Knud Madsen gjorde det, endda i strid med udstillingsreglerne. I stedet taber han hovedet, og den stædighed, der gav ham, Danmark og Den danske Hund sejren i 1937, får ham nu til at fremstå som en dårlig taber. Ingen kunne forvente at han skulle tabe og vinde med samme sind, for det har alle dage været vanskeligt at græde når man vinder, men han skulle have indset, at kun de slag der absolut skal vindes, bør føres.