Nutid

I forbindelse med kildefrembringelsen til kapitlet om Den danske Hund tilskrev jeg i 2003 FCI for at få adgang til de dokumenter der skulle have understøttet Tysklands krav i 1937. FCI svarede tilbage at disse dokumenter var gået tabt under 2. Verdenskrig. I al beskedenhed havde jeg ikke tiltro til at dette var sandheden og med hjælp fra Grand Danois Klubben i Danmark fik vi Dansk Kennel Klub til at rette henvendelse til FCI med samme forespørgsel. Miraklernes tid er åbenbart ikke forbi og nu kunne FCI pludselig finde protokollen fra 1937 (gengivet i afsnittet ”Preussens historieomskrivning & Tysklands anklage mod Danmark”).
 
Jeg har naturligvis også i 2003 rettet henvendelse til Deutsche Dogge Klub om at modtage dokumentationen for at Deutsche Dogge skulle oprinde fra Tyskland. Herfra har jeg, ikke uventet, ikke modtaget noget svar.
 
Som vi hørte ovenfor forelagde Generalkonsul Ferdinand Prior, på Dansk Kennel Klub’s vegne, et stort historisk materiale om hundens oprindelse i 1937. Dette materiale offentligøres i Bulletin Officiel de la Société Canine de Monaco i august 1937. Med hjælp fra Ambassadør Hans Henrik Bruun, på dette tidspunkt ambassaden i Paris, og dennes efterfølger Ambassadør Niels Egelund, fik vi ringet til Société Canine de Monaco i december 2003. Her modtog vi undvigelsesforklaringen "at man på grund af skiftende sekretærer, flytninger og brand ikke har arkiver, der går så langt tilbage".  

Specialklubben for Den danske Hund og Dansk Kennelklub godkender april 1929 en ny udgave af ”Standard for Den danske Hund (Grand Danois – Great Dane)”. Denne standard ændres igen få år senere. Den seneste ændring underskrives af Specialklubbens formand Jørgen Larsen den 16. marts 1935, og vedtages på Dansk Kennel Klub (”DKK”)s bestyrelsesmøde 18. marts 1935. Standarden er underskrevet af DKK’s formand Aage Vilhelm Christian greve Moltke (1866-1943), i 1935-36 tillige formand for FCI. Heri hedder det:

Standard for den danske Hund.
(Grand Danois, Great Dane)
Stamland: Danmark

Denne standard oversættes maj 1937 til fransk til brug for forsvaret af Den danske Hund på FCI’s generalforsamling 22. juli 1937. Standarden anerkendes her som den eneste godkendte standard for Den danske Hund (standarden er gengivet i den franske udgave i afsnittet ”Le chien danois – Le Grand Danois – Résumé en français”) ¹.
 

¹ Så vidt jeg kan se sker der følgende i udviklingen af en standard for Den danske Hund.
 
Specialklubben anmoder i brev af 30. november 1932 til Dansk Kennelklub’s bestyrelse om at få bl.a. følgende punkt på Dagsordenen til førstkommende Repræsentantskabsmøde:

”A. Revision af  Standarden for den danske Hund”. ¹

¹ se Bilag I. til Specialklubbens protokol af 29.11.1932

I brev af 4. maj 1933 fra Specialklubben til Dansk Kennelklub hedder det:

”Da Grand Danios Klubben til Dato intet videre har hørt vedrørende Standard Spørgsmålet og det paa Repræsentantskabsmødet den 19/1-33 af Dansk Kennelklubs Formand blev lovet Grand Danois Klubben, at Udkast til Standard ville blive fremsendt Grand Danois Klubben til Erklæring, tillader vi os herved at forespørge, om og hvornaar Standard Udkastet kan forventes at foreligge”.
 
Der er med andre ord absolut ingenting sket overhovedet.
 
De toneangivende medlemmer af Specialklubben, herunder hele bestyrelsen, skriver i brev af 11. april 1934 til Dansk Kennelklub:
 
”Undertegnede Medlemmer af Klubben fremsætter herved overfor den ærede Bestyrelse Ønsket om, at den nye Standard for ovennævnte Race maa blive bragt i Anvendelse til den førstkommende Hundeudstilling i Maj 1934.
 
Vi mener at have bragt i Erfaring, at nævnte nye Standard er færdig fra Hr. Godsejer Jørgen Larsens Haand, saaledes at der formentlig intet vil være til Hinder for, at den ærede Bestyrelse allerede ved den foranstaaende Udstilling faar Lejlighed til ogsaa ved den nævnte Foranstaltning at arbejde for Klubbens Formaal....”
 
I brev af 25. april 1934 skriver Dansk Kennelklub til Specialklubben ved Erik Levison:
 
”Da det i sin Tid blev bestemt at forsøge at udarbejde en ny Grand danois Standard, tillod man sig at anmode om Deres Syn paa denne sag og takker for svaret paa Henvendelsen. Et Forslag vil snart foreligge til Decision for Dansk Kennelklubs Bestyrelse, men da der er gaaet saa lang Tid, siden man paabegyndte dette Arbejde at nye Synspunkter nu maaske kan gøre sig gældende, skal man anmode Dem om, dersom De har yderligere Bemærkninger at gøre, at meddele dette i Brev til Dansk Kennelklubs Sekretariat....”
 
Dansk Kennelklub svarer på Specialklubbens brev 28. april 1934 i flot embedsmandsstil. Vi kan se at den førstkommende hundeudstilling er i Forum og at den nye standard blev behandlet på Dansk Kennelklubs bestyrelsesmøde den 25. april 1934. Der er tilsendt en særlig skrivelse til Specialklubben omkring dette spørgsmål (som jeg ikke kunne finde).
 
Specialklubben behandler denne skrivelse på et bestyrelsesmøde den 25. maj 1934 og skriver igen til Dansk Kennelklub i brev af 30. maj 1934. Da det er racens hjemland der udarbejder hundens standard, og da Tyskland er i fuld sving med oprustning, herunder at udbrede deres nye hundenavn Deutsche Dogge, i dette tilfælde gennem at skrive deres egen standard, er Dansk Kennelklub usikre på om man skal lade Danmark skrive sin egen standard for sin egen hund. Det er derfor Dansk Kennelklub udviser en fantastisk nølen og mangel på fremdrift.

"Hunden" (juli 1934, s. 252-253) gengiver referatet fra Specialklubbens ordinære Generalforsamling på Hotel Kong Frederik den 31. maj 1934 kl. 20. Specialklubben havde på dette tidspunkt ca. 70 medlemmer. Her lyder det:

"Til sidst kom Formanden [Grosserer Arbo-Bähr] ind paa Standardspørgsmaalet og meddelte, at D.K.K. havde tilsluttet sig den internationale Konføderation og maaske af den Grund ikke satte alt for meget ind paa at fremskynde den danske Standard, dog vilde G.D.'s Bestyrelse betragte det som sin fornemste Opgave at naa frem til et tilfredsstillende Resultat.

Dirigenten [Hr. Overretssagfører Asbjørn Smitt] forespurgte, om nogen havde noget at indvende mod den aflagte Beretning.

Entreprenør Jensen mente, at det vel saa kunde vare 3 à 4 Aar endnu, inden Standardspørgsmaalet kom i Orden og kunde ikke se, hvad man skulde arbejde hen paa, naar vi ikke havde nogen Standard".
 
Konkurrenten til Dansk Kennelklub er "Foreningen af Racehunde Opdrættere i Danmark". Her udarbejdes maj 1934 en standard for Den Store Danske Hund. Den senere godkendte standard fra 16. marts 1935 har hentet inspiration fra denne tidligere standard.

Hother Tolderlund Borgen’s ”Den Store Hundebog” (1938, s. 229-240) indeholder en standard under overskriften ”DEN STORE DANSKE HUND”. Kaptajn Hother Tolderlund Borgen var bestyrelsesmedlem i Dansk Selskabshunde Klub, men udtræder i maj 1933 og bliver formand for den nystiftede "Foreningen af Racehundeopdrættere i Danmark" (se ”Vore Hunde”, maj 1933, s. 76). Han er i maj 1931 redaktør for Dansk Selskabshunde Klub’s udgivelse ”Hundevennen”, der med denne udgivelse ændrer navnet fra ”Selskabshunden”. Man skal være opmærksom på at den standard Hother Tolderlund Borgen gengiver er den standard der vedtages af DKK’s bestyrelse 18. marts 1935, og ikke den af "Foreningen af Racehundeopdrættere i Danmark" udarbejdede standard fra maj 1934. Der er ganske store forskelle i standarderne.
 
Allerede her hører vi, i forbindelse med afgørelsen foretaget af FCI i 1937, at ”Resultaterne af de historiske Undersøgelser, der er foretaget af ”Specialklubben for den danske Hund” og som siges at danne Grundlaget for F.C.I’s Afgørelse, er – trods indtrængende Henvendelser - ikke tilgængelige”. Der har derfor allerede ved hjemkomsten fra Paris 1937 været problemer med at fremskaffe dette materiale, måske fordi det var tiltænkt en særlig bogudgivelse.

Den danske Hund - den første standard i nyere tid

I kivsmålet om hvem der først skrev hvilken standard eller "beskrivelse af hundetypen" for hvilken hund, er det værd at fremhæve, at for Den danske Hund, og alle andre særligt avlede brugshunde, er de nutidige nedskrevne standarder noget moderne ”pjat”, der opstår som en nødvendighed fordi hundeavl decentraliseres fra konge og adel til almuen i løbet af 1800 tallet.

Internationale standarder er endnu mere nymodens, og opstår først i kølvandet på industrialiseringen, der hen imod slutningen af 1800 tallet får almuens hundeavlere til at tænke uden for hjemlandets grænser, som konge og adel tidligere havde gjort det (vore egne jagtprotokoller fra den kongelige hundekennel på Jægersborg fra 1710-36 viser hvor ekstremt højt udviklet hundeavlen var, og altid har været).

Konsekvensen af hundeavlens gen-internationalisering er at FCI dannes i 1911.

Da al hundeavl fandt sted på et enkelt sted, i Danmark på Jægersborg, i England bl.a. på Prins Jørgens jagtslot uden for London, kunne kongens opdrættere nøje planlægge sin avl efter den jagthund eller vagthund han nu mente var den rette. Han har haft en knivskarp forståelse for hvorledes han gerne så hundene udviklet. Det er derfor vi sender et skib helt til England år 1585 e.Kr. for at hente hundehvalpe hjem derfra, til brug for avlsarbejdet. De kongelige opdrættere havde deres viden i hovedet, betragtede det som en håndsværksmæssig hemmelighed, og videregav kun dette til de der skulle overtage avlen og opdrættet. Derfor blev det aldrig skrevet ned.

De tidligst kendte standarder for Den danske Hund må derfor være de kongelige beslutninger omkring hundeavlen. F.eks. bestemmer Kongelig resolution 24 marts 1764, at hundenes antal i Meuten nedsættes til 3 kobbel, samt at hundenes farve kunne være ligegyldig blot de var gode ¹. Dette er en standard for Den danske Hund.

¹ Kilde: C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 452, 557). Originalkilden er "Parforcejagtssager 1686-1768. Pk. IV. 13-2-1764".

Da almuen, i virkeligheden det velstående ¹ borgerskab i land og by, kommer til står de i 1800 tallet for at skulle genopfinde det varme vand. Stænderfordelingen har forhindret at der blev udvekslet viden mellem konge og adel og borgerskabet. Det har så sikkert fundet sted alligevel i et vist omfang, da vi kan se at adelen stadig er med i hundeopdrættet, men på langt mere beskedne vilkår.

¹ Kejserinden af Østrig tilbød 1863-1874 Etatsraad Klemp, opdrætter af Den danske Hund, 800 Rdl. pr. hund. Han ville dog ikke sælge sine stamdyr for denne pris (se Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, Ellevte Kapitel,  "Vagthundene", "Den store danske Hund", s.227). 1 rigsdaler blev ved møntreformen 1873 fastsat til 2 kr. I 1887 blev man i Danmark tilbudt kr. 500 for gode eksemplarer af Den danske Hund - "Den opnaar ogsaa anselige Priser; 500 Kr. er en almindelig Pris; nogle Individer koste endog 1000 Kr. (se "Illustreret Tidende, Årgang 28, nr. 20, 13.2.1887, s. 246). Dette er formentlig Hr. Partikulier J. M. Voigt's salg af en hvalp til Frankrig dette år for kr. 500, der henvises til. Prisindekset år 1870 = 100, er år 1900 = 99. Forbrugerprisindekset for 2004, med år 1900 = 100, er 5687. En Dansk Hund koster derfor 1863-74 kr. 22.520 2004-kroner, og i 1887 kr. 28.151-56.302 2004-kroner. Derfor afslutter Viggo Møller sin afklaring af Den danske Hund ved at skrive (s. 233): "Maatte nu velhavende Venner af dansk Hundesport vise deres Interesse for Sagen ved Handling! Vi mangle Stamdyr her i Landet, eller her findes i alt Fald ikke nok. Vi burde endog indføre nogle, men her i mod stiller sig den halsstarrige Kjendsgjerning, at Eksemplarer her fra Landet lettere kunne sælges i Udlandet end hjemme. Kun faa Hundevenner her i Landet have Lyst til at give en høj Betaling;..."

Det er behovet for bedre viden, der udløser alle doktorafhandlingerne, og hundebøgerne i 1800 tallet. Her prøver man at genskabe den viden der var, få den trykt og sendt i omløb. Dette er i virkeligheden de første standarder vi har.

Samtidigt har opdrætterne behov for at sætte hinanden stævne for at udveksle erfaringer og avlsdyr. Som man har haft på dyrskuer siden oldtiden, skulle dyrene derfor bedømmes og præmieres. Disse dyrskuer kalder man "hundeudstillinger", da byens bedste borgere naturligvis ikke ville sidestilles med bøndernes identiske sammenkomster. Dette skaber behovet for en kort beskrivelse af de hundetyper, der skulle bedømmes og præmieres. Den første hundeudstilling blev afholdt i Hamborg 14. til 20. juli 1863. Vi ved ikke om der fandt nogen særlig bedømmelse sted, men vi ved at Den Danske Hund har mange lokale stednavne i de tyske landskaber, og det er tydeligt at der er et behov for at få nedfældet nogle spilleregler for disse hundeudstillinger.

Bismarck var statsminister af Preussen 1862-1873, og hans tropper besætter Danmark året efter i 1864. Viggo Møller fanger formentlig det helt rigtige ord i samtiden da han i "Illustreret Tidende, Årgang 28, nr. 20, 13.2.1887, "Store danske Hunde", s. 244-246) skriver "Men nu vil Tyskerne se at faa Benævnelsen "stor dansk Hund" ud af Verden. De har i de sidste 8-10 Aar begyndt at drive Hundesport, og om end deres Kynologi endnu staar paa Begyndelsesstandpunktet, arbejdes der dog meget ihærdig, og de er ikke bange for at annektere ogsaa paa dette Omraade...". Det er ordet "annektering" (lægge beslag på, tilegne sig), der er drivkraften. Besættelsen og "annekteringen" af Slesvig, Holsten, Lauenborg og resten af Sønderjylland helt op til Kongeåen gør, at vi skal helt frem til juli 1886 før den første jagt- og hundeudstilling afholdes i Rosenborg Have i København ¹. Behovet for "spilleregler", eller standarder efter hvilken en hundetype kan bedømmes på en hundeudstilling, er derfor ikke påtrængende i Danmark før dette tidspunkt. Det nyskabte Tyske Rige's "annektering" af Den danske Hund sker, som læseren er klar over, i 1880.

¹ Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, Ellevte Kapitel,  "Vagthundene", "Den store danske Hund", s.230).

Hunde paa den 1ste nordiske Jagt- og Fjerkræudstilling. Tegnet af Carsten Ravn.

172. Prins Valdemars Moppe "Jossy". - 107. Prinsesse Maries Terrier "Bil". - 170. Terrier "Congo". - 161. Plettet Bulldog "Major". - c. Spids. - I. Frijsenborg-Meuten, Støvere. - 61. Dronningens Setter "Aga". - 169. Terrierne "Bob" og "Lion". - 158. Grand Danois "Tula". - 129. Alpehund. - 137. Mastiff "Baldur" (Broholmer-Racen). - 93. Griffon "Oscelola". - a. Grævlinger. - b. Moppehvalpe.
Kilde: "Illustreret Tidende, Årgang 27, nr. 44, 01.08.1886, s. 534), Det Kongelige Bibliotek (www.illustrerettidende.dk ). "Prins Valdemar" er Christian IX's søn Valdemar (1858-1939). "Prinsesse Marie" er Prinsesse Dagmar (Marie Sophie Frederikke, Maria Feodorovna, 1847-1928). Hun er på dette tidspunkt zarina til Rusland, og sikkert på sommerferie i Danmark. "Dronningen" er Dronning Louise af Hessen-Kassel (1817-1898). Viggo Møller: "Hunden og Hunderacerne" (1887, "Broholmshunden", s. 239) skriver at der var 5 Broholmere udstillet på udstillingen i København. Vinderhunden "Baldur" er fint afbildet af Viggo Møller (s. 240, fig. 66). Den vandt H.K.H. Prins Valdemars Ærespræmie og tilhørte Hr. Slagtermester Møller, Rå (Raa) i Raus, fiskerlejet syd for Helsingborg. Grand Danois "Tula" var ejet af Frau Pietschker (née Käthe Marie Auguste von Siemens (1861-1949). I 1884 gift med Carl Pietschker, søn af Herzog von Anhalt-Köthen og en del af indercirklen omkring kronprins Friedrich Wilhelm, i 1888 Kejser Friedrich III?), Friedenau bei Berlin (Nr. 530, Deutsches Doggen-Stammbuch, 1897, Deutscher Doggen-Club 1888:1896, Band I., s. 198). Den var opdrættet af "Oberst, Ulm", og var derfor faktisk en Ulmer-Dogge. Dommerpanelet bestod af Konseilspræsident, Udenrigsminister, Gehejmekonferensraad og formand for Dansk Jagtforening Kjeld Thor Tage Otto Baron Reedtz-Thott (Gaunø, Gavnø Slot), Christiansen (Rask, Uldum), Konseilspræsident, Hofjægermester Hannibal Sehested (Tangegaard), Josias lensgreve Raben-Levetzau (Aalholm Slot), Skovrider J. M. Buch (Knuthenborg Skovridergaard) og Hofboghandler og bogtrykker Adolf Emil Alexander Radetzki, Verlag von Beuckert & Radetzki, Berlin.

Det forekommer rimeligt at den på Bismarck's foranledning, gennem "Kynologischer Verein Hektor" i Berlin, i 1878 nedsatte kommission under ledelse af Heinrich Bodinus, direktør i Berlin Zoologiske Have, der opfinder navnet "Deutsche Dogge" og offentliggør dette i 1880, samtidig må have taget stilling til i ord, hvilken hund man nu har opfundet og påtænker at "annektere". Derfor må vi have en forventning om at der på dette tidspunkt, i en eller anden form, må findes en beskrivelse af Den danske Hund fra denne kommission. Vi finder netop denne beskrivelse i "Der Hund" (1880, Fünfter Band, No. 36, s. 148-149) "redigirt von R. von Schmiedeberg". Dansk Kennel Klub er i besiddelse af Viggo Møller's personlige kopi af denne udgivelse, dateret af Viggo Møller "Kbh. 1885". Den næste standard for Den danske Hund forekommer på tysk i bogform i 1882. Da der ingen nationale hundeklubber findes på dette tidspunkt nogen steder i verden ¹, forekommer det rimeligt at antage at førstnævnte må være "annekteringsstandarden" for Den danske Hund.

¹ Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887) skriver under sine anmærkninger hvilke foreninger der findes: "Side 228. ”Anmærkning. Store danske Hund. Medens nærværende Arbejde er under Trykning, har Dansk Jagtforenings Bestyrelse lige over for forskjellige*) udenlandske Klubber og Foreninger gjort opmærksom paa den rette Sammenhæng med Hensyn til denne Hund. Se her om en Artikel af Skovrider Buch i ”Dansk Jagttidende” Nr. 2. 1887

*) Svenska Jägerförbundet (Stockholm), Norsk Jæger- og Fiskerforening (Kristiania), Oesterreichischen Hundezuchtverein (Wien) Die deutsche Delegirterkommission für die Hundezucht (Hanover). Vereningen ”Nimrod” (Amsterdam). Societé Royale de St. Hubert (Brüssel). Societé centrale (Paris)".

Samtidigt sker der to ting: Dels kniber det med at få al historisk viden bragt videre, dels overgår mange hunde fra brugshund til selskabshund, hvilket fuldstændigt ændrer synet på, hvorledes en given hundetype rettelig skal avles. I Den danske Hund er det helt tydeligt hundens højde, der afgørende ændres mod størst mulig Mankehøjde (på bekostning af hundens levetid. Se nedenfor hvorledes de første standarder forfordeler højden i den samlede bedømmelse). I 1932 ser vi, som et usmageligt spejlbillede af holdningen til menneskeheden, at Tyskland gør sig til talsmand for rene (ariske) farver. Det er en udvikling Tyskland påbegynder allerede i 1910, men som ikke forekommer i nogle af de oprindelige standarder. Danmark har aldrig fulgt en tilsvarende forståelse. Man var på samme vis uforstående i England. Fru Levison's hvide og skifergrå Harlekin "Hudson" (Mankehøjde 95 cm) vinder Udstillingen i Vejle, den 2.-3. september 1933. Dette skyldes at vor avlsforståelse er videreført fra den kongelige hundekennel, hvor Kongelig resolution 24 marts 1764 bestemte at hundenes farve kunne være ligegyldig blot de var gode. Hvorvidt en Harlekin uden grå hår, og på stylte-ben, rent faktisk kunne fange en ulv, hjort eller vildsvin var man mindre interesseret i.

Da borgerskabet i slutningen af 1800 tallet indser at man må gen-centralisere hundeavlen ved at danne specialklubber og genstarte hundestambøger, ser vi hundeklubberne dannet verden over. 

Dansk Jagtforening grundlægges 8. juni 1884 med det formål at varetage Jagtens interesser, herunder også jagthundenes samme, der i samtiden også inkluderer Den danske Hund. 13 år senere opstartes Dansk Kennel Klub i 1897 ¹ for at varetage hundes interesser, herunder Den danske Hund. Dette er tilfældet helt frem til 1928, hvor antallet af Danske Hunde opnår et omfang der nødvendiggør en særskilt klub, hvis navn blev ”Specialklubben for den danske Hund” (i 1951 ændres navnet til "Grand Danois Klubben i Danmark"). Dansk Kennel Klub's logo er fra begyndelsen i 1897 Den danske Hund, og helt frem til 1995 er det stadig denne hund, der bruges som logo når der udstedes godkendelse af Kennelmærke. Fra 1980 begynder man at gøre brug af "Netto"-hunden (Skotsk Terrier) som logo på Stambogscertifikater fra Dansk Kennel Klub ².

¹ Læseren skal her være særligt opmærksom på at det fremgår fra Lensbaron A.C. Berner-Schilden-Holsten: Standard for Bedømmelsen af 82 Hunderacer (1888, "Forordet"), at der allerede 1887-1888 er nedsat et "Dansk Hundestambogsudvalg" under "Dansk Jagtforening". Ligeledes at der allerede 1886 findes "Danske Commission Kjøbenhavn 1886", hvilken skriver den første standard for Broholmeren (til brug for hundeudstillingen i København samme år). Det i sig selv forudsætter, at der i Danmark 1886 skal findes en standard skrevet for Den danske Hund (i samtiden kaldet "Den store danske Hund"). Troels D. Egeskjold, redaktør på "Jagt", har forklaret mig at "Dansk Jagtforening", "Landsjagtforeningen" og "Dansk Strandjagtforening" blev slået sammen til "Danmarks Jægerforbund" i 1991. Som protest herimod dannedes samtidigt foreningen "Dansk Land- og Strandjagt".

² Vi kan se fra "Hunden" (årgang 1898), at man i lang tid før 1898 overvejede at udskille en specialklub for Den danske Hund. Vi finder her følgende opfordring i udgivelsen:

"Danske Hundes Klub?
Om Betimeligheden af at faa en saadan dannet har der ofte været Tale. På Grund af flere Forhold, der nu ønskeliggjøre at faa en Specialklub for Racen. De Hundevenner, navnlig Ejere og Opdrættere af denne, der sympatiserer med Tanken, bedes velvilligt meddele os deres Tilslutning. Forekommer denne at være tilstrækkelig stor, til at en Specialklub kan dannes, ville vi søge at faa en Sammenkomst i Stand til Drøftelse af Sagen".

Se Jon Løvenstein's artikel i GD-bladet (1978-3, s. 10-13) i anledning af klubbens 50 års jubilæum. Tak til Carsten Birk for at fange denne oplysning.

Viggo Valdemar Møller (1852-1910) voksede op i Ellinge Præstegaard i Hjørring Amt. Han blev forstkandidat 1886 og var Skovrider på Engestofte Gods, Maribo, Lolland. Fra 1890 er han forfatter på heltid. Hans udgivelser er bl.a. "Hønsehunden" (1882), "Fjervildtjagten" (1885), "Hunden og Hunderacerne" (1887), "Haarvildtjagten" (1890) og "Jagthusholdningen" (1892). Han var redaktør af "Dansk Hundestambog" fra 1890 fremefter, under "Dansk Jagtforening", hvorunder han også udgav månedsskriftet "Hunden" (fra 1891 fremefter). Endelig, men ikke mindst, stiftedes Dansk Kennel Klub på hans initiativ 1. marts 1897. Derfor ser vi at hans afbildning af 2 Danske Hunde på forsiden af hans udgivelse "Hunden" (1891) følger med over i Dansk Kennel Klub's logo da han stifter denne i 1897. Tak til Carsten Birk for indsamling af ovennævnte logo.

Med de ovenfor fremførte store begrænsninger i ordenes betydning, lad os herefter efterse de første standarder for Den danske Hund:

Den engelske Great Dane Club startes i år 1883 (Opløst 1894. Genstartes 1895). I Det Tyske Rige startes Deutsche Doggen Klub 5 år senere i år 1888.

I en artikel i "The Kennel" (s. 204) forklarer Mr. E. E. Fox os ca. 1910 at "a SPECIALIST club for Great Danes was first formed in this country in April 1883, the moving spirits being Messrs. Frank Adcock ¹, R. Leigh Pemberton, and Gambier Bolton.....I have a club book dated 1890..The standard for judging was in accord with that fixed by the principal clubs and breeders abroad - at a meeting held in Berlin, 1880....". Mr. E. E. Fox var medlem af "The Committee" i The Great Dane Club da denne genstartes 1895. Han havde tæven The Lady Phroso, der vandt i 1899 (se Beryl Lee Booker: Great Danes of Today, 1937+, s. 12-17). The Great Dane Club, United Kingdom skriver at deres standard er fra 1883. Dette er en tilsnigelse, da den tidligst kendte udgave er fra 1890. Jeg mener dog vi kan slutte at dette må være sandt. Det forekommer klart at englænderene ikke er helt klar over den sande oprindelse til deres første standard, udover at den er kopieret fra "fastlandet". På engelsk er "abroad" altid en omtale af det "ukendte europæiske fastland" på den anden side af Den Engelske Kanal og Nordsøen. I England opfatter man den tyske standard fra 1882, som et "europæisk projekt", hvor det faktisk er et rent tysk "annekteringsprojekt".

¹ Frank Adcock havde en sort Dansk Hund kaldet "Satan". Det skyldes iflg. Rawdon B. Lee: Modern Dogs (Sporting Division) (1893, The Great Dane, s. 338), at den var ondskabsfuld.

"...About 1910 there were disputes about certain alterations made in the German standard for Danes...... [Mr. Blass i "The Kennel"]...but since the formation of a standard, which demanded a pure white underground....how this pure white underground was arrived at I do not know, nor have I been able to ascertain so far, that is in the form of explanation feasible to me..." (se Beryl Lee Booker: Great Danes of Today, 1937+, s. 22-23).

"In October, 1905, at a general meeting, the much-discussed colour regulations were passed, two only voting against the resolution... the fact remains that one sees very few mis-marked or mis-coloured specimens at the present-day shows" (se Beryl Lee Booker: Great Danes of Today, 1937+, s. 16).

Efter 2. Verdenskrig kan vi uigenkaldeligt vise at Den danske Hund hos FCI har bibeholdt sit danske ophav ¹.
 
¹ Som vil fremgå af hvad nu følger, har vi en vigtig teknisk detalje. FCI’s Generalsekretær i 1937 og i 1948, Baron Albert Houtart, skriver at efter Danmarks forsvar af ophavet af Den danske Hund: ”Foredraget blev ikke efterfulgt af nogen debat eller beslutning, som følge af en udtalelse fra hr. Glockner, R.D.H.’s formand og repræsentant for foreningen på generalforsamlingen” (Cet exposé ne fut suivi d’aucun débat et d’aucune décision en suite d’une déclaration de M. Glockner, président du R.D.H. et délégué de cette sociéte à l’assemblée générale). Det vil med andre ord sige at FCI rent beslutningsmæssigt fører ”som er” til protokols. Og ”som er” er hundens standard fra 1935, hvis ophav er Danmark.

Nedenfor følger et brev skrevet af Generalsekretæren for FCI, den belgiske Albert-Léon-Marie Baron Houtart (1887-1951), Guvernør af provinsen Brabant, Belgien 1935-1943. Før 2. Verdenskrig havde FCI hovedsæde i Paris. Baron Houtart var Generalsekretær i to omgange, 1914-1934 og 1947-1950. Baron Houtart er med andre ord FCI's kun 2. Generalsekretær siden foreningen blev grundlagt, og var samlet Generalsekretær i 23 år. Baron Houtart er FCI. Brevet er forfattet fra adressen 63, rue de l'Abbaye, der formentlig er identisk til adressen Abdijstraat 63, 1050 Elsene, nær Bruxelles, Belgien. At FCI flytter fra Paris til Belgien skyldes uden tvivl Baron Houtarts indflydelse herpå.

"The year 1953 is very important ...... the FCI Offices are moved from the house of the then Secretary General to Avenue Leopold II, 6530 Thuin, (BE), a city where the headquarters are til located today" ¹.

¹ FCI: 1911-2011 FCI Centenary Book (2011, s. 133, 151). Huset på adressen 63, rue de l'Abbaye tilhørte derfor den belgiske politiker, Baron Charles Gendebien, formand for FCI 1951-1970. Han var samtidig borgmester i Thuin 1946-1952, og igen 1964-1970.

Modtageren af brevet, den hollandske P.M.C. Toepoel, er kendt af enhver hollænder med interesse for hunde. Det ikke mindst fordi han anses som den altafgørende drivkraft i bevarelsen af hollandske hundetyper, herunder særligt den hollandske fårehund Schapendoes (Sheep dog). P.M.C. Toepoel var hollandsk kynolog, forfatter og udgiver i utallige antal oplag i Holland af bl.a.:

”De kortbenige terriers” (1942, flere oplag)
”Onze Honden” (1948, 372 s.)
”Kies de juiste hond”
”Toepoel’s Hondenencyclopaedie” (i flere oplag fra 1939/40 (1. oplag), 1949 (2.oplag))
"Van honden, mensen, en andere levens" (1949, 176 s.)
"De opvoeding van de hond" (1952, 72 s., 4. oplag)

Han er aktiv under Tysklands besættelse af Holland 1940-45, og hans bogudgivelser udkommer for det meste efter 2. Verdenskrigs afslutning. Korrespondancen, der nu følger mellem P.M.C. Toepoel og Generalsekretæren for FCI, Baron  Albert Houtart (1887-1951), er dateret 15. november 1948, og er mellem to af samtidens dygtigste hundefolk. Brevet er en del af det forberedende arbejde til en af P.M.C. Toepoel’s bogudgivelser (se nedenfor). Baron Houtart’s brev er, som læseren vil se, et svarbrev til P.M.C. Toepoel.
 

"Toepoel’s Hondenencyclopaedie"
(Amsterdam, 1949, 2e Dryk, 560 s., 20.5 cm x 26.5 cm x 4.2 cm).

Læseren bemærker straks at indgraveringen på bogens forside er Den danske Hund. Dette forklarer formentlig, hvorfor Hr. Toepoel tilskriver Generalsekretæren for FCI, Baron Albert Houtart. Hr. Toepoel er bekendt med generalforsamlingen fra 1937, og at den hollandske specialklub, som den eneste i verden uden for Tyskland, kaldes "Nederlandsche Duitsche Doggen Club” (se senere hvad vi gør ved dette). Da han har påtænkt sig at gøre Den danske Hund til bogens forside, skal han have en tilkendegivelse fra den eneste autoritet i hundeverdenen, der kan udtale sig om Den danske Hund's ophav. Det gør FCI, og gør det helt utvetydigt. Fordi Den danske Hund's ophav er Danmark, skal FCI sende kopi af svarskrivelsen til Dansk Kennel Klub, der igen sender denne videre i kopi til Specialklubben.

P.M.C. Toepoel - Holland  -
"Gedelegeerd lid van de raad van beheer op Kynologish Gebied in Nederland"
(Medlem af bestyrelsen af det Kynologiske selskab i Holland).
Billedet af hr. Toepoel er et uddrag fra invitationen til den internationale hundeudstilling i Jaarbeurshallen,
Utrecht, Holland 14-15 november 1953.

Brevet er oversat til dansk af translatør Anne Charlotte Struve (http://www.lesmotsbleus.com/ ). En transkription af det originale brev kan ses i afsnittet ”Le chien danois – Le Grand Danois – Résumé en français”. Det originale brev findes i Grand Danois Klubben i Danmarks historiske arkiver.
 
Citat
 
(Kopiere til Dansk Kennel Klub
Baron A. Houtart)

C.F.                               

15 november 1948
63, rue de l’Abbaye
 
Hr. P.M.C. TOEPOEL
Panta Rei
LAREN (N.H.) NEDERLANDENE

Kære hr. Toepoel,

Deres interessante brev af 5. november rejser en række spørgsmål, som jeg vil gøre mit bedste for at besvare.
 
I – Siden assyrernes tid findes der kunstværker, der viser to klart forskellige typer blandt ”molosserlignende hunde” (Pierre Méguin).
a) en type med meget kraftigt hoved, meget tætbygget og kort krop, og halen ofte oprullet over ryggen, hvis aktuelle repræsentanter er mastiffen, Bordeaux doggen, Tibet-doggen (samt afledte former som buldoggen og den franske buldog),
 
b) en type med mindre hoved, mindre tætbygget og mere aflang krop, smallere brystkasse og en hale, der enten er lav eller bæres maksimum lidt højere end vandret. Denne type har ikke fået tildelt et ligeså præcist navn i hundelitteraturen som doggerne. Dens moderne repræsentanter er den belgiske hyrdehund (den efter min mening reneste form), rottweileren, sennenhunden, pyrenæerhunden osv.
 
I min ungdom skrev jeg ”Hyrdehundens historie”, en rigt illustreret artikelserie trykt i Chasse et Pêche fra sidst i 1908 til først i 1909. Disse artikler er af greve H. van Bylandt blevet oversat til hollandsk og udgivet, med alle de oprindelige illustrationer, i 1909 under titlen ”De Geschiedenis van den mâtin dans le Nederlandsche Hondensport” (forlægger: Ac. E. Kluwer, Deventer). Måske kan De finde et eksemplar. Der blev lavet et særtryk af den hollandske tekst, men de pågældende brochurer blev uheldigvis ødelagt, således at jeg kun besidder et enkelt eksemplar, der, som De nok kan forstå, er helligt for mig.

Min teori om den påvist samtidige eksistens af doggen (den ægte molosserhund) og hyrdehunden (Linné’s Canis Laniarius) er siden da blevet godkendt og bekræftet af adskillige hundeeksperter (se Chasse et Pêche fra 9. januar 1927).

II - På fransk bliver ordet ”mâtin” (hyrdehund) desværre ofte anvendt til diverse former for landhunde, tiltider endda i betydningen ”schæferhund”. Dette er tilfældet på Buffon’s gravering af en hyrdehund. På fransk er ordet ”mâtiné” (bedækket) blevet synonym med ”croisé” (krydsning); for eks. siger man: ”en pointer bedækket af en tysk hønsehund”.
 
III - Racerne er fra naturens hånd konstante, men vi mennesker morer os med at krydse eller forandre dem.
 
 ../… -2-

Sankt Bernhard-hunden var, i sin oprindelige form, ubestrideligt en hyrdehund. Man har yndet at få den til at ligne doggen, særligt hvad angår hovedets udformning.

Før i tiden krydsede man ofte den korthårede mynde og hyrdehunden, hvilket gav den i dag uddøde underrace kaldet Alanhunden. Det er muligt, at Paul Potters berømte ulvehund og de oprindelige, irske ulvehunde var resultatet af krydsningen af en korthåret myndehund og en hyrdehund. I 19. århundrede fremavledes der på ny ulvehunde i Irland, formodentlig ved at krydse den skotske hjortehund og den såkaldte Grand Danois. 

IV - Der er også blevet udført krydsninger med schæferhunde. Briarden, komondoren, vildhunden¹, den russiske terrier osv. er sandsynligvis krydsninger mellem hyrdehunden og den ”lupoide” schæferhund (Pierre Méguin).

¹  I originalbrevet står skrevet ”le chien de la _arenne”. Der mangler et bogstav foran ”arenne”. Det antages i oversættelsen at det manglende bogstav er ”g” således at sætningen rettelig bør være ”le chien de la garenne”, hvorfor Hr. Houtart her muligvis tænker på f.eks. "Chien de Garenne des Canaries", "Chien de garenne des Baléares" og "Chien de garenne portugais". Oversættelsen til dansk sker herefter under forudsætning af samme brug af ”garenne” som i ”lapin de garenne” (vildkanin), dvs. vild.

V - I nyere tid har der eksisteret dogger og hyrdehunde i hele Europa, ligesom der har fandtes korthårede mynder i hele Europa. Men på et tidspunkt er der så et land, der i højere grad end de andre har udviklet en vis race - og fået den registreret. Således har de engelske mynder overskygget de franske, hollandske, tyske, østrigske osv. Det samme skete for doggerne: visse typer blev udviklet i England (såsom mastiffen), i Bordeaux, muligvis også på Cuba. Visse hyrdehundetyper blev udviklet i Belgien (trækhunde), i Tyskland (rottweileren) og i Schweiz (sennenhunden).
 
VI - Hvad jeg har sagt om de store racer gælder ligeledes for de mellemstore hunde. Engelske graveringer fra 18. århundrede og begyndelsen af det 19. viser, at den engelske buldog var af præcis samme type som den moderne, tyske boxer. Englænderne har for ikke så lang tid siden fremhævet doggetypen hos den engelske buldog. Tyskerne er forblevet den gamle type tro.
 
Interessant detalje: En prægtig gravering af den østrigske kunstner Ridinger (fra sidst i 18. århundrede) afbilder en hund, der fuldstændigt svarer til nutidens boxer, og som kunstneren kalder en ”Brabanter bullenbeisser”. Denne hund var i virkeligheden udbredt i hele Europa, inklusive England... men det var tyskerne, der fik den registreret.
 
VII - Alle disse betragtninger leder os til at tale om danske hundetyper, som jeg med vilje har undgået at nævne indtil nu. Der har før i tiden i Danmark givetvis eksisteret to molosserlignende typer: dels en decideret dogge, kraftig og stærk, dels en udpræget hyrdehund. Den kraftige type er blevet beskrevet og illustreret af forskellige forfattere i løbet af det 19. århundrede, navnlig af Bylandt. Om den stadig eksisterer i dag, skal jeg ikke kunne sige. Den mere fintbyggede type er en decideret hyrdehund, og det er denne man i dag kalder enten ”Grand Danois” eller ”tysk dogge”.
 
Det tyske sprog rummer desværre ikke den dobbelte betegnelse af ”dogue” (dogge) og ”mâtin” (hyrdehund) med den uomtvistelige betydningsforskel, jeg har påpeget ovenfor. Jeg er af den overbevisning, at der både har fandtes – og måske stadig findes - en (kraftigt bygget) ”dansk dogge” og en (mere fintbygget) ”dansk hyrdehund”, snart kaldet ”dansk dogge” eller ”tysk dogge”, snart ”Alan-dogge”, ”Grand Danois” eller ”Great Dane”.

…/…

…/… -3-
 
VIII - Og hermed kommer vi til det præcise spørgsmål, De har stillet mig: Er den såkaldte ”tyske dogge” og den såkaldte ”Grand Danois” to forskellige racer? Er der tale om en hund, som Danmark kan gøre krav på eller om en national, tysk race?
 
Spørgsmålet er da også blevet behandlet på F.C.I. (Fédération Cynologique Internationale)’s generalforsamling i Paris i 1937. Jeg tror, det bedste jeg kan gøre her, er at give dem følgende uddrag af de officielle dokumenter:
 
”I begyndelsen af 1937 modtog Dansk Kennel Klub følgende (oversatte) brev fra R.D.H. (Reichverband fűr das Deutsche Hundewesen):
 
”Reichverband für das Deutsche Hundewesen modtager konstant klager over, at der i den udenlandske, professionelle presse altid refereres til den såkaldte ”Grand Danois”, når det kun kan dreje sig om den ”Deutsche Dogge”, dvs. at den såkaldte ”Grand Danois” i virkeligheden er vores Deutsche Dogge.
 
Vi har derfor henvendt os til F.C.I., hvor man har informeret os om, at vi i denne anledning bør rådføre os med Dansk Kennel Klub, specielt for at vide, om racen ”Grand Danois” har særlige kendetegn. For at kaste lys over spørgsmålet beder vi Dem derfor om at erklære, hvorvidt De accepterer at anerkende Deutsche Dogge som sådan og undlade at bruge betegnelsen ”Grand Danois”, der udelukkende afføder fejltagelser og misforståelser"¹.

(Underskrevet:) Bazille

¹ Da A. Houtart her kopierer fra originalprotokollen fra generalforsamlingen 22. juli 1937, er teksten gengivet som skrevet i originalen tilsendt Dansk Kennel Klub af FCI den 9. maj 2003.

F.C.I., for deres vedkommende, skriver følgende til D.K.K.:

”De er formodentlig bekendt med, at Tyskland gør krav på racen ”Grand Danois”, der af R.D.H. kaldes ”tysk dogge”.
 
Det ville være ønskeligt at træffe en afgørelse om spørgsmålet, hvilket med fordel¹ kunne blive undersøgt på F.C.I.’s generalforsamling¹, der afholdes i Paris i juli dette år. Jeg ville sætte stor pris på, hvis De kunne undersøge spørgsmålet og sende mig en rapport. På forhånd tak

(Underskrevet:) Greve af T’serclaes

Spørgsmålet blev således sat på dagsordenen for F.C.I.’s generalforsamling afholdt i Paris d. 22. juli 1937.
 
Hr. Ferdinand Prior, der repræsenterede D.K.K. i forsamlingen, holdt et kyndig foredrag, hvori det af adskillige citater fremgik, at pågældende race allerede fra gamle tider af¹, såvel i videnskabelige afhandlinger som i dagligsproget, var blevet kaldt ”dansk hund”, ”dansk dogge” eller blot ”Dansk”, og dét i hele Europa uden undtagelse, også i Tyskland. F. Prior citerede blandt andre den store autoritet inden for oprindelse af hunderacer, Dr. Leopold Joseph Fitzinger, der i bogen ”Der hund und seine Rassen” (Tübingen, 1876) ikke nævner nogen tysk dogge, men udelukkende den danske - canis molossus danicus – og som en race, han anser for uafhængig af den store, danske hund, canis laporarius danicus. Forfatteren tilføjer, er det er i Danmark, denne race er opstået og navngivet.
 
¹ Ordene ”s[__]le” i sætningen ” il me se__le”, ”d_” i ”lors d_ l’assemblée” og ”s’a_i_” i ”dont il s’a_i_ avait” er ikke læsbare. Det antages at de rette ord er "semble", "de" og "s'agit", hvorfra oversættelsen finder sted.

F. Prior påpegede, at det først var i omkring 1879, at betegnelsen ”tysk dogge” blev anvendt for første gang i Tyskland. Betegnelsen ”Ulm-dogge” opstod i omtrent samme periode.
 
Herefter brugte opdrættere af racehunde snart den ene betegnelse, snart den anden. F. Prior afsluttede sit foredrag således:
 
"Mine damer og herrer, jeg er hermed færdig. Alt det fremlagte har tjent til at vise, at racen Grand Danois i århundreder har været internationalt kendt som en uafhængig race, og at trods de forbedringer, den oprindelige type utvivlsomt har gennemgået i løbet af tiden, har ingen ekspert nogensinde påvist, at den aktuelt eksisterende type ikke længere tilhører racen Grand Danois.”
 
”Ingen vil bestride de bestræbelser, vore tyske venner har gjort sig for at forbedre denne race, men vi frakender dem absolut retten til at gøre fordring på fremavlen af en ny race, den såkaldte ”tyske dogge” og påstå, at racen Grand Danois ikke eksisterer længere, eller at den hund, vi kalder dette, i virkeligheden tilhører den nye race ”tyske dogge”.

”Og jeg tror, vi kan enes om, at jo mere man undersøger spørgsmålet, jo mere må man erkende at intet, eller ingen, vil kunne slette det berømmelige navn ”Grand Danois” eller, på engelsk, ”Great Dane” i det internationale hundenomenklatur.”

Paris d. 22. juli 1937. (Underskrevet:) F. Prior¹.

¹ Da A. Houtart her kopierer fra originalprotokollen fra generalforsamlingen 22. juli 1937, er teksten gengivet som skrevet i originalen tilsendt Dansk Kennel Klub af FCI den 9. maj 2003.

(NB: den franske tekst fra hr. Priors rapport er blevet udgivet i sin helhed i Bulletin officiel de la société canine de Monaco fra august 1937, som jeg desværre kun besidder et enkelt eksemplar af).
 
Foredraget blev ikke efterfulgt af nogen debat eller beslutning, som følge af en udtalelse fra hr. Glockner, R.D.H.’s formand og repræsentant for foreningen på generalforsamlingen. Herefter følger, hvad der blev skrevet om emnet i mødereferatet af generalforsamlingen afholdt d. 22. juli 1937:
 
X) Undersøgelse af spørgsmålene rejst af:
1º) ….
2º) ….
3°) Danmark: spørgsmålet om Grand Danois-racen.
”Hr. Prior fremlægger et grundigt studium af denne hunds historie og betegnelse. Hr. Glockner erklærer, at spørgsmålet er blevet sat på dagsordenen ved en fejltagelse og at R.D.H. ikke har fremsat nogen officiel anmodning om at ændre benævnelsen ”Grand Danois”.”

IX - Af det forudgående følger, at:

a)     hr. Prior bekræfter, at der rigtignok har eksisteret en kraftig hundetype i Danmark, der er den ægte ”danske dogge”;
b)     den mere fintbyggede type (som jeg kalder den ”danske hyrdehund”, uden dog at gøre mig forhåbninger om, at denne betegnelse vil vinde terræn i internationalt opdræt af racehunde) også er dansk og ikke tysk, selvom Dansk Kennel Klub’s medlemmer ingenlunde undervurderer de forbedringer, tyske opdrættere har ydet racen;
c)      det derfor er berettiget at give denne hund navnet ”Grand Danois” eller ”Great Dane”;
d)     formanden for R.D.H., dr.Glockner, retsindigt har anerkendt dette i 1937 og at det må konkluderes, at den officielle, tyske hundekundskab har fraskrevet sig retten til den såkaldte ”tyske dogge” som en national tysk race;
e)     de danske hundeeksperter har været meget moderate i og med, at de har accepteret at man anvendte betegnelsen ”tysk dogge” og blot har rejst indsigelse mod, at man slettede ”det berømmelige navn ”Grand Danois” eller, på engelsk, ”Great Dane” i det internationale hundenomenklatur”.
 
…/…
f)       For F.C.I. har denne race altid været – og forbliver – en national, dansk race, og kun den af Dansk Kennel Klub registrerede standard er officiel i vores øjne.
 
X – Til de dokumenter, som hr. Prior har refereret til for at understøtte sin tese kan jeg tilføje følgende to:
 
I 1786 udstedte borgmesteren for den belgiske by Louvain et dekret med det formål at værne befolkningen mod omstrejfende og bidende hunde. Dekretet er skrevet på flamsk, og herefter følger en oversættelse af et stykke:
 
”Som følge af de klager, vi modtager over store hunde såsom Danske, dogger og schæferhunde (”dennen, doggen en de scaep-hoeders-honden”), der færdes frit i gaderne og forårsager mange ulykker, har vi besluttet os for at forbyde alle og enhver at lade store hunde af diverse slags strejfe omkring i gaderne uden mundkurv, under straf af en bøde på seks floriner per hund.”
 
I 1796 udstedte den kommunale forvaltning i Louvain et nyt dekret med samme hensigt som det forudgående. Da Belgien på dette tidspunkt var under fransk herredømme, er pågældende dekret skrevet på fransk. Hermed et uddrag: ”…. ingen Dansk, Spansk, jagt- eller gårdhund må drive om uden at bære mundkurv eller føres i snor. Enhver ejer, der ikke overholder dette forbud vil, ved første overtrædelse, blive idømt en bøde på tre dages arbejde...”
 
De to citater beviser, at den offentlige forvaltning af en lille belgisk by i slutningen af det 18. århundrede henvendte sig til befolkningen med betegnelsen ”Dansk”, som om der refereredes til en alment kendt race. De to citater er taget fra et værk med titelen ”Les Chiens de berger belges et les bouviers – Origines, Variétés, Utilisation”, skrevet af Louis Huyghebaert og trykt afsnit for afsnit i den belgiske avis L’aboi (91, rue du Péri i den belgiske by Liège), n° 34 af 15. april 1947.
 
Pudsigt nok foretages der i dekretet fra 1786 et skel mellem ”dennen” (Danske) og ”doggen” (dogger).

:- :- :- :- :- :- :- :

I et senere brev vil jeg sende Dem et lille hæfte på fransk om den belgiske hyrdehund brugt som trækhund, hvor jeg sammenfatter min teori og afbilder assyrernes dogge og hyrdehund.
 
Med venlig hilsen,

(Underskrevet:) Baron Albert Houtart
GENERALSEKRETÆR for F.C.I.

Citat slut
 
 
Det vil sige at pr. 15. november 1948 er Den danske Hund hos FCI stadig en hund hvis ophav er Danmark.

Derfor ser vi det fransksproget og belgiske ”Illustreret Tidsskrift for Amatører og Opdrættere” (Revue illustrée pour Les amateurs et éleveurs) henvende sig til Specialklubben for Den danske Hund i brev af 13. februar 1948 (henvendelsen sker gennem Dansk Kennel Klubs tidsskrift ”Hunden”, Vesterbrogade 31, Købehavn) :
 
 
 
 

Messieurs, J’ai l’honneur de vous informer que je désirerais publier une brochure consacrée aux chiens de races danoises et me permets de vous demander si vous pourriez me remettre une documentation complète sur ce sujet ainsi que les clichés nécessaires à l’illustration du texte.   Il est bien entendu qu’au cas ou vous pourriez me marquer votre accord, je vous règlerais les droits a’auteur sur une base à convenir de commun accord.   Voulez vous examiner ma proposition et me faire part de votre décision par un prochain courrier. Si cependant ma proposition ne rencontrait pas votre agrément, voulez vous avoir l’obligeance de me faire connaître l’adresse d’un cynophile danois qui pourrait éventuellement s’intéresser à ma proposition.   J’espère vous lire par un prochain courrier et dans cette attente vous présente, Messieurs, mes salutations empressées. Trécat Alphonse 178 rue de Ciply Cuesmes- Belgique IF YOU PREFER YOU MAY ANSWER IN ENGLISH LANGUAGE

 
Oversættelsen til Specialklubben lyder:
 
”Det er mig en Fornøjelse at meddele Dem, at jeg ønsker at udgive et Skrift om de danske Hunderacer, og jeg tillader mig at forespørge, om De kunde sende mig fuldstændige Angivelser om dette Tema samt de Klichéer, som er nødvendige for at illustrere Teksten.
 
Det er en Forudsætning, at hvis De vil meddele mig, at De gaar ind herpaa, skal jeg ordne det saadan, at De faar Forfatterrettighederne paa Basis af en fælles Overenskomst.
 
De bedes overveje mit Forslag og meddele mig, hvilken Beslutning De træffer, med det første. Men hvis mit Forslag ikke passer Dem, bedes De venligst opgive mig Adressen paa en dansk Hundeven, som eventuelt vilde interessere sig for mit Forslag”.
 
I Haab om snarest at høre fra Dem, forbliver jeg med Højagtelse sign.
 
Hvis De foretrækker det, kan De svare paa Engelsk”.

Hvorvidt nogen bed på denne dovne udgivers krog vides ikke, men pointen er her at han tilskriver Danmark, Den danske Hund’s ophavsland, for at udbede sig oplysninger om hunden. Heri gør han ret, og det har tydeligvis været almindeligt forstået i Europa.
 
Vi ser Fru Alfi Muriel Levison, som sekretær for Specialklubben for Den danske Hund, og på vegne Specialklubbens formand Knud Madsen, i brev af 12. januar 1949 tilskrive den hollandske Grand Danois Klub, som hollænderne kalder ”Nederlandsche Duitsche Doggen Club”, og udbeder sig et svar på hvorfor det nu er.
 
Det hollandske svarbrev er dateret 17. marts 1949 og lyder, stavefejl og tvivlsomt engelsk til trods:

Wassenaar, 17-3-’49.-   Mrs. Alfi Muriel Levison Secretary of the Specialklubben foor den Danske Hund ”Heimdalhus” Holte (Denmark)   Dear Madam,   Your letter to me of 12th January 1949 is still waiting for my answer; my excuses for this long waiting. I know that in France the dogs are called “Grand Danois” and in England “Great Dane” and in your country “Danske Hund” but Germany changed that name in “Deutsche Dogge”. The Germans had the opinion, that the “Great Dane” come origionally from their country and Holland was the only country, who followed that meaning; we have the points of race from the “Deutsche Doggen Verein”. Since some years we call the Harlequin Dogs: Deense Doggen (Great Dane) and the fawn and brindle ones : Duitse Doggen.   According to your second question I am sorry that I must disappoint you for the beautiful exampless we do not like to export but when you are satisfied with less examples from good breeding of course it may be I can help you.   For myself I am breeding harlequins and at the moment I have a brindle bitch of one year old from good breeding but not an champion. Eventually I will change this dog for an harlequin one.   Awaiting your answer,   Yours sincerely,   W.F. Mastenbroek Groot Hoefijzerlaan nr. 73 Wassenaar Holland

W. F. Mastenbroek er på dette tidspunkt “Secretaris” i den hollandske klub, og det er ingen tilfældighed at Specialklubben er i haserne på den hollandske klub. Det er nemlig den eneste klub der har anerkendt den tyske omskrivning af historien, og vi kan hurtig se hvorledes dette sker. Den hollandske klub er ”opgericht in 1893 bij koninklijk besluit goedgekeurd 7 december 1899”. Det moderne Holland bliver ikke skabt før 1815 og landet har efter tab af krig til England, og efter fransk besættelse, stort set tabt sin plads i historien som et selvstændigt rige. Personalunionen med Luxembourg endte i 1890, og som et helt nyskabt land er der kun ét rige man frygter – Preussen. Holland havde set hvad der var sket med besættelsen af Danmark 1864, Østrig-Ungarn i 1866 og Frankrig i 1870-1. I slutningen af det 19. århundrede skal Holland holdes neutral, og absolut ingen skal have klinket noget med Preussen, uanset hvad sandheden måtte være. Dertil var Hollands sårbarhed, og tvivlen om landets fortsatte eksistens, for stor.
 
Det ligger netop mellem linjerne at hollænderne er klar over dette ved at anerkende at de er de eneste der medgik til at omskrive historien, samt at man oprindeligt i Holland kaldte Den danske Hund for ”Deense Doggen” (Danske Dogge). Dette skal sidestilles med hundens flamske navn (flamsk er hollandsk) i byen Leuven, Belgien i 1796, som Generalsekretæren for FCI, den belgiske Baron Albert Houtart, i 1948 forklarede os var ”dennen” (danske).
 
Knud Madsen skriver i Formandens Beretning for Specialklubben for Den danske Hund for året 1949, givet i 1950, bl.a. følgende:
 
”Efter en del korrespondance i foraaret 1949, blev min kone og jeg af Grand danois klubben i London inviteret til special Grand Danois udstilling der ovre, og vi tilbragte en dejlig dag omgivet af 92 Grand danois’er.
 
Vi drøftede mange spørgsmaal af interesse og vi blev klar over, at Grand danois’ens hjemsted er Danmark, set med engelsk-amerikanske øjne”.
 
Helt frem til 1950 er der derfor ingen tvist om Den danske Hunds ophav. Det er Danmark.

l'amérique voit grand, meme pour les chiens la mode du danois va-t-elle gagner la france –
(Amerika tænker stort, selv hvad angår Danske Hunde vil hun vinde over Frankrig) -
Kilde : Det franske ugeblad (Hebdomadaire) Noir et Blanc (N° 208, 16. Februar 1949).

 "Danese". 10 Lire frimærke udstedt af San Marino i 1956.

Nu skruer vi tiden frem til 1969.

Her kan vi se at der på nordisk plan diskuteres en opdatering af standarden fra 1935, og at ”at man fra tysk side ville bestride Danmarks ret til internationalt at få anerkendt Grand Danois som en ren dansk race”.
 
Der ligger to oplysninger i dette brev: Dels anerkendes fra tysk side at i 1969 er ophavslandet for Den danske Hund stadig Danmark. Dernæst, at Tyskland, endnu engang, pønser på at få dette omskrevet. Men der sker tilsyneladende ikke videre i sagen.

Fax brevhovedet fra Marie-France Grulois på vegne FCI, Bruxelles dateret 8. april 2003 til Jette Nielsen, Dansk Kennel Klub.
Dette er et svar på et brev sendt af Dansk Kennel Klub til FCI dateret 21. marts 2003.
Kilde: Grand Danois Klubben i Danmark

 
Udover at FCI i 2003 tilstiller Dansk Kennel Klub den allerede viste protokol fra Generalforsamlingen 22. juli 1937, blev FCI bedt om at undersøge hvorvidt Tyskland havde gjort et nyt forsøg på at overtage ophavet til den danske Hund efter 2. Verdenskrig. Som følge af indholdet af brevet til Grand Danois Klubben i Danmark februar 1969, blev FCI forespurgt tidsrummet 1968-1969. Svaret til Dansk Kennelklub fra FCI er:
 
"Pour vérifier si le sujet n’a pas été discuté vers 1968-1969, nous avons revue tous les procès-verbaux des Assemblées Gènèrales de 1965 à 1970 et nous n’avons malhoureusement rien trouvé".
 
Som jeg oversætter til:
 
”For at efterse at emnet ikke blev diskuteret i tidsrummet 1968-1969, har vi gennemgået referaterne fra generalforsamlingerne fra 1965 til 1970 og vi har desværre intet fundet”.
 
Det er først med ankomsten 17. marts 1976 (Dansk Kennel Klubs ”Modtaget” stempel) af Tysklands nye standard for Grand Danois til Dansk Kennel Klub, dateret 18. november 1961, at vi begynder at ane urent trav.
 
Vi kan ikke se hvornår Tyskland har indgivet sin standard for Grand Danois til FCI i tiden fra 1961 fremefter. 

I forbindelse med fejringen af 100-års jubilæet udgav FCI: 1911-2011 FCI Centenary Book (2011). Her lyder det:

"The FCI standards commission appears for the first time in the minutes of the General Assembly 1957 although this body might have been created before".

Det antyder at det er den genoprettede Standards Commission i FCI i 1957, der udløser at Tyskland indsender en ny standard for Grand Danois i slutningen af 1961 eller senere.  Vi kan også se af brevet fra Dansk Kennelklub til Grand Danois KLubben i Danmark dateret 21.2.1969, at man ikke i Dansk Kennelklub kender noget til en ny standard for Den danske Hund. Ingeniør S. A. Tetzlaff var formand for Dansk Kennelklub i perioden 1957-1971. Det forekommer utænkeligt at han ikke ville være bekendt med at FCI's Standard Commission i tidsrummet 1957-1961 havde udbedt sig nye standarder for alle godkendte hunderacer. Vi må herfra kunne slutte at FCI ikke udbeder sig nye standarder, men at Tyskland ganske enkelt, og uhyre snedigt, indsender en standard uden påbud herom.

FCI’s tyske standard på tysk for Grand Danois, ikke Deutsche Dogge, dateret 18. november 1961.

Modtaget i Dansk Kennel Klub 17. marts 1976. Vær her særligt opmærksom på at Tyskland i denne standard overhovedet ikke nævner ophavslandet med ét eneste ord. Det skyldes at ophavslandet er Danmark, som Tyskland ikke vil anerkende. Da man samtidig er sig bevidst om at alene ophavslandet kan skrive standarden for en hundetype, håber man på denne vis at tilsnige sig en ret man ikke har.
Kilde: Grand Danois Klubben i Danmark.

FCI’s tyske standard (fra 18. november 1961) på fransk for Grand Danois, ikke Deutsche Dogge, dateret 12. februar 1970.
Modtaget i Dansk Kennel Klub 17. marts 1976, dvs. samtidigt med udgaven på tysk. Da den franske oversættelse er en ordret samme, nævner Tyskland i denne standard ej heller ophavslandet med ét eneste ord. Kilde: Dansk Kennel Klub.

FCI's tyske standard (fra 18. november 1961) på engelsk for Deutsche Dogge, ikke Grand Danois. Den engelske udgave er dateret samtidigt, dvs. 18. november 1961. Vi kan ikke se hvornår denne blev modtaget i Dansk Kennel Klub. Det er dog samme "Modtaget" stempel som den tyske og franske udgave, hvorfor tidspunktet antages at være 17. marts 1976. Tyskland nævner ikke ophavslandet overhovedet. Kilde: Grand Danois Klubben i Danmark.

Dette er i tiden før databaser laves på computer. Det må være omkring dette tidsrum FCI begår en administrativ fejl ved at optage den tyske standard i deres arkiver, og derefter på et senere tidspunkt fejlagtigt antager at denne standard er gyldig, og at hunden så må være af tysk ophav. Den tyske standard udtaler sig ikke om Den danske Hunds ophav, ligesom den engelske oversættelse af samme ej heller gør det. 

I 1977 er Dansk Kennel Klub organisatorisk stort set gået i opløsning som følge af intern kiv. Der var i 1977 hele 4 bestyrelser i klubben. I dette tidsrum er der ingen Heimdall på vagt foran Lejre, og en ulovlig tysk standard for Den danske Hund sniger sig, som hesten fra Troja, ind gennem den ubevogtede byport ¹.

¹ Se Dansk Kennel Klub’s 100 års jubilæumsskrift (s. 9)

FCI's tyske standard for Grand Danois dateret 18. november 1961
- i den danske oversættelse dateret juli 1978.
Kilde: Grand Danois Klubben i Danmark

I 1978 har vi en ny standard for Grand Danois hvori ophavslandet nu er flyttet fra Danmark til Tyskland ¹. Dette er første gang overhovedet i hundens flere tusindårige historie at ophavslandet flyttes fra Danmark. Denne standard er en oversættelse fra den tyske standard modtaget i 1976 da den afsluttes med disse ord: ”Oversættelsen godkendt af DKK’s standardkomité juli 1978”. Oversættelsen er ikke nøjagtig for det fremgår ingen steder i den tyske standard at ophavslandet er Tyskland. Det er alene noget der fejlagtigt antages i den danske oversættelse. Det sker fordi man følger tommelfingerreglen om at kun hundens hjemland kan skrive hundens standard.
 
¹ Standarden er optrykt i GD-bladet (nr. 3-1979).

Fra dette tidspunkt er skaden sket, og vi ser nu Tyskland gribe chancen og indlevere en ny standard for Den danske Hund, dateret 31. maj 1988. Her er alle ord der forbinder Den danske Hund med Danmark forsvundet, og kun "Deutsche Dogge" forekommer, samtidigt med at vi nu lærer at hunden er en "Deutsche Rasse".

FCI’s tyske standard på tysk for "Deutsche Dogge", der nu er en "Deutsche Rasse, dateret 31. maj 1988.
Modtaget i Dansk Kennel Klub 22. juni 1988. Kilde: Dansk Kennel Klub.

Undersøger man FCIs officielle hjemmeside omkring den danske Hund vil man ganske overraskende opdage at hundens stamland står skrevet som Tyskland (se http://www.fci.be/ ).
 
Svaret på den mærkværdige gåde alle inden for Den danske Hunds vennekreds har undret sig over er dette: Der er aldrig foretaget nogen generalforsamlingsbeslutning i FCI regi der ændrer Den danske Hunds ophav væk fra Danmark. Derfor står beslutningen på FCI's generalforsamling 22. juli 1937 ved magt, og Danmark er det rette ophavsland. Den eneste godkendte standard er, ifølge FCI, den standard vedtaget af Dansk Kennel Klub i 1935.
 
At FCI administrativt har ændret dette til Tyskland er i bedste fald en bogholderifejl, i værste fald en ulovlig handling af Tyskland. Dette bør straks bringes til afklaring af Dansk Kennel Klub med FCI.

Vi ved at en løgn gentaget utallige gange har det med at blive til gældende sandhed. Preussens og Tysklands pervertering af sandheden må siges fuldt ud at eksistere i dag. Dette er ligeledes tilfældet på mange lokale Grand Danois klubbers hjemmesider verden over, hvilket uden tvivl skyldes at de kopierer hinandens hjemmesider.
 

Ét af Islam’s ansigter viste sig verden over i januar/februar 2006 i en velorganiseret og statsstyret voldelig kampagne mod bl.a. Danmark og alt dansk. Søndag 12. februar 2006 ved moskéen Beyazit i Istanbul deltog 4000 mennesker i en demonstration, hvor de råbte slagord mod Danmark, USA og Israel. På billedet ses en plakat uden på moskeen, som viser den amerikanske Uncle Sam, som holder en hund, der skal ligne en Grand Danois hund, med Dannebrog og EU-flaget samt en David-stjerne om halsen foran Koranen. Vi glæder os over at muslimerne i det mindste har forstået Den danske Hunds ophav. Det skyldes sikkert at hunden i Tyrkiet kaldes "Danua cinsi kopek" og "Grand Danua". Den viste hund har visuelt intet med Den danske Hund at gøre, men det var vist ej heller pointen.
Kilde: Artiklen ”Rekordstor demonstration i Tyrkiet” (Kristeligt Dagblad 12. februar 2006). Billede: Scanpix.

Med vor viden om Den danske Hund kan vi nu med sindsro bringe Asterix og Obelix på banen, og vi ser hvor genial og historisk korrekt denne tegneserie er:

Goscinny & Uderzo: Asterix opdager Amerika (1978, "La grande traversée", 1975). I dette tegneserie-album drager Asterix, Obelix og Idéfix til Amerika. Her oplever de vikingernes opdagelse af Nýaland, senere Vínland (i dag Amerika) under ledelse af Thovli hin Tænksomme (Leifur Eiríksson) og hans skibshund ved navn "Mjødhund" (Den danske Hund afbildet i Harlekin farve). Navnet er en leg på det olddanske navn på hunden ”Myo Hwnd/Mjøhund”. Herefter vender de sammen tilbage til Grønland, hvor høvding Olmer Olmsøn hin Omtalte modtager dem (Eirik Raude/Erik den Røde, der jo var blevet landsforvist fra Island pga. et mord han begik i hidsighed). Billedet ovenfor viser høvdingens utålmodighed med at få opdagelsen af Nýaland/Amerika berettet i en saga af Snurrigsøn (Snorri Sturluson). Den danske Hund varmer sig foran ilden sammen med Asterix og Obelix med lille Idéfix siddende på sit hovedet. På det franske originalsprog kaldes Den danske Hund ”Zoodvinsen”, der er en fonetisk sammentrækning af ”Zoo de Vincennes”, der igen er kælenavnet for ”Le Parc Zoologique de Paris” (Zoologisk Have), hvortil er knyttet Buffon, der som bekendt navngiver Den danske Hund ”Le Grand Danois”. Så skal man kunne sin historie, og det kunne forfatterne.

Afslutningsvis viser vi et farvebillede med et ønske om at denne historie en dag må ende godt med sandheden bragt for dagen og forstået verden over.

Mød Danerne
Fra venstre: Jakob, Christian, Candy, Holger og Mads
en dejlig sommerdag på Kennel Blaaholm 2003.

Se videoklip

(Hvad der sker når Den danske Hund er legesyg,
og farmoder smider en pind)